Falske skræpper i H.C. Andersens eventyr

I to af sine eventyr nævner Andersen Skræpper:

  • “Den grimme Ælling”:
    “Midt i Solskinnet laae der en gammel Herregaard med dybe Canaler rundt om, og fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der vare saa høie, at smaa Børn kunde staae opreiste under de største; der var ligesaa vildsomt derinde, som i den tykkeste Skov, og her laae en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Ællinger ud, men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjælden fik Visit; de andre Ænder holdt mere af at svømme omkring i Canalerne, end at løbe op og sidde under et Skræppeblad for at snaddre med hende.”[1]
  • “Den lykkelige Familie”:
    “Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt Forklæde, og lægger man det på sit Hoved, saa er det i Regnveir næsten ligesaa godt, som en Paraply, for det er saa forfærdeligt stort.”[2]

Vi ved ret nøje, hvor Andersen har set sceneriet til “Den grimme Ælling”. Han skriver i sin dagbog[3] fra Bregentved den 26. juli 1842: “Begyndt igaar paa Svaneungen” (Andersens foreløbige arbejdstitel til “Den grimme Ælling”). Beskrivelsen af andegården kan dog lige så godt stamme fra en af de andre af den perlerække af herregårde, Andersen også besøgte i denne sommer: Gisselfeld, Vallø, Glorup, Thurebyholm, Lykkesholm og Egeskov.

Arctium tomentosum, (Filtet) Burre, Burdock, Klette. Petasites hybridus, Rød Hestehov, Butterburs, Pestwurtz. Rumex obtusifolius, (Butbladet) Skræppe, Docks, Ampler. Tegninger: Kirsten Tind

Skræppen

Når Andersen taler om “skræppen”, er det en af de folkelige betegnelser for “den Røde Hestehov”, som var og er det vedtagne, botaniske navn for planten, hvis latinske navn siden Linnée har været Petasites hybridus, hvor det første led, slægtsnavnet, er et lån fra græsk. Petasos betyder iflg. ordbøgerne “en bredskygget hat”, og Andersen, som var en opmærksom kender af den danske flora, har fuldstændig ret i at skræppebladene er de største her til lands. Det med den brede skygge skal måske tages med et gran salt: Den kække hat, som Hermes fløj rundt med, kaldtes også for en petasos. På nygræsk bruges “petasos” ikke om den røde hestehov, der kaldes den Kolopana, Κολοπανα, også med hentydning til de store blade, idet Kolopana bedst oversættes som “røvklud”. “Hybridus”, som er artsnavnet, var mindre velvalgt, idet planten ikke er nogen krydsning. Det var Linnée, der var plantens navngiver, autor, og man må tro, at han er kommet på afveje, fordi planten er særbo, og hunplanten er så meget højere end hanplanten, at han kan have opfattet den som en anden art. Desuden får planten ikke på vore breddegrader spiredygtige frø, hvad der kunne opfattes som et tegn på, at den var en hybrid. Uden spiredygtige frø kan Hestehoven ikke brede sig ved vind- eller dyrespredning, og den breder sig derfor kun ved hjælp af underjordiske udløbere, med mindre den får hjælp af mennesker. Hestehovens veje ind i Europa er ikke kendt i enkeltheder, men ved et tilfælde har vi et fikspunkt. Da ridder Bugge til Hald i 1358 blev myrdet af fiskere ved Kongebrovejen ved Middelfart, gav det stof til en folkevise:

Men dér hvor jorden har drukket
Hans årers purpurne flod,
Dér vokser siden en skræppe
Med stilk og ribber som blod.[4]

Hestehoven har tidligt været brugt som medicinalplante, sikkert fordi den har de vigtige forudsætninger: Et karakteristisk ydre og duft, rigelig saft i rodstænglerne, med en tydelig virkning på menneskets slimhinder, som kunne give de pestramte en forbigående lindring, men kun det.

Den grimme ælling, akvarel af Johannes Larsen, 1930. H.C. Andersens Hus.

Som nævnt manglede den muligheder for at sprede sig over længere afstande, men det fik den. Vi må tro, at det var en markedsføringsbevidst munk, der gav den navnet pesturt, og dens udbredelse var sikret, for nu kom pesten til Europa, fra omtrent samme kant som Hestehoven. Døden var i Venedig, pesten kom til Bergamo, og i 1348 lagde en lille smakke til kaj i Bergen. Pesten gik i land.

I hælene fulgte den Røde Hestehov, fra kloster til kloster, og fra herregård til herregård.

Illustrationer

Ofte bliver illustrationer til i samråd med forfatteren, og de kan give nyttige oplysninger om teksten.

Til de danske udgaver af de to eventyr findes der fine tegninger, de mest kendte af Vilhelm Pedersen, og helt frem til Jensenius. I illustrationerne til oversættelserne er der imidlertid ikke meget at hente: Hvis der overhovedet er noget, der viser andet end hovedaktørerne, er det stiliserede tegninger af ubestemmelige vækster. Hele emnet om illustrationer er grundigt og meget lærerigt belyst i Erik Dals Udenlandske H.C. Andcrsen-illustrationcr med undertitlen 100 billeder fra 1838 til 1968[5], som blev skrevet på opfordring af Dansk Typograf-Forbund i anledning af København-afdelingens hundredårsjubilæum, og den rummer et væld af interessante oplysninger, også ud over hvad titlen lover. Der er dog ingen af de behandlede illustrationer, der viser planterne i andegården, og grunden er nok den enkle, at illustratorer til oversættelserne kun har givet sig af med at vise situationer som den sparkende kokkepige eller slutapoteosen med den feterede, voksne svane. Som et kuriosum kan det nævnes, at forsiden til Ugly Ducklings?, tegnet af Johannes Larsen[6], viser en andemor på sin rede, omgivet af hvad der tydeligt er rabarberblade, formentligt hentet fra kunstnerens køkkenhave på Møllebakken i Kerteminde.

Den lykkelige Familie, illustration af Hans Tegner, 1900. H.C. Andersens Hus.

Tidlige ordbøger

Man kan være heldig at finde eksempler på, at fejltagelser i ordbøger sætter sig spor i oversættelser, men det er nok ikke ordbøger, der skal klandres for tidlige fejloversættelser af de to behandlede eventyr. Forgængerne for egentlige ordbøger var for eksempel ordlister til de parlører, som unge herrer fik med sig, når de tog på dannelsesrejse med en ledsager. Roser og liljer kan have været optaget i listerne, men næppe Rød Hestehov.

En anden forgænger for ordbøger opstod i forbindelse med øresundstolden, som blev mulig, da den danske konge beherskede sundet ved Kronborg. I begyndelsen opkrævede man en “rose noble” pr. skib, men det stod hurtigt klart, at der var flere penge i at beskatte ladningen, og tolderne måtte kunne forstå skibenes manifester. Den Røde Hestehov har nok heller ikke figureret i toldernes lister. Jens Axelsens En rød klassiker 1845-1995[7] har en meget detaljeret gennemgang af emnet, og den gør det ikke troligt, at de tidlige oversættere har haft ordbøger til disposition. I Ferrall og Repps[8] ordbog fra 1845 er opslagsordet skræppe oversat med dock. Hestehov er her oversat med Colt’s foot. På moderne engelsk betyder dette navn Følfod, Tussilago, mens dette på norsk betyder Rød Hestehov. De deraf følgende misforståelser har ikke betydning for denne artikel.

Til gengæld er skræppe ikke nævnt i Wolffs og Grønbergs ordbøger fra hhv. 1779 og 1839.[9]

De første oversættelser af de to eventyr

Allerede i de første oversættelser skete der noget mærkeligt. Når Andersen nævnte skræppen, mente han den Røde Hestehov, men flere oversættelser til engelsk og tysk brugte gloser for to andre planter.

I Appendix vises en liste over oversættelser med sådanne “falske” plantenavne. Det er vigtigt at bemærke, at de angivne udgivelsesår kun er retningsgivende for tidspunktet for oversættelserne. Især ved de store samlinger er det sandsynligt, at oversættelsen er sket over flere år.

Konklusion

Hvis vi afviser, at de to falske oversættelser af Andersens skræppe skyldes oversætternes manglende talent, vildledende ordbøger eller tidspres, kan en fjerde årsag tænkes. Det var kun et par generationer siden pesten sidste gang havde haft udbrud i Europa, og selve ordet skulle bruges med varsomhed, og i hvert fald ikke i eventyr til højtlæsning for børn. På de første oversættelsers tid kan oversætterne have prioriteret dette hensyn højere end ukorrekt brug af navne på planter med en vis lighed med hestehoven. Et lignende hensyn er beskrevet i Mousten[10], hvor der refereres til et eksempel på “decruelization”, hvor referencer til død enten omskrives eller udelades.

Appendix

  • 1845 Gesammelte Mächen. Vollstandige vom Verfasser besorgte Ausgabe. Leipzig I “Das hässiche Entelein” står der: “ – und von der Mauer bis zum Wasser herunter wuchsen grosse Klettenblätter og i “Die glückliche Familie”: “Das grösste grüne Blatt hier zu Lande ist doch jedenfalls das Klettenblatt.”
  • 1852 Tales and Fairy Stories. Translated by Clara de Chatelain. London: Routledge (DGÆ + DLL: Burdock)
  • 1861 Andersen’s Tales tor Children. Translated by Alfred Wehnert. London: Bell & Daldy (DGÆ + DLF: Burdock)
  • 1867 Hans Andersen’s Fairy Tales. Translated by Mrs. H.B. Pauli, London: F. Warne & Co. (DGÆ: Burdock)
  • 1889 Stories tor the Household. Translated by H.W. Dulcken. London: Routledge (DGÆ + DLF: Burdock)
  • 1887 Fairy Tales and Stories. Translated by Carl Siewers. London: Sampson Low & Co. (DGÆ + DLF: Burdock). Begge eventyrene med illustration af H.P. Flansen, tydeligvis af den røde hestehov)
  • 1889 Stories dor the Household. Translated by H.W. Dulcken, London: Routledge (DGÆ + DLF: Burdock)
  • 1893 The Little Mermaid and Other Stories. Translated by Robert Nisbet Bain. London: Lawrence & Bullen (DGÆ: Dock)
  • 1900 Fairy Tales by Hans Christian Andersen. Translated by Hans Lien Brækstad. London: W. Heinemann (DGÆ: Burdock. Illustration af Hans Tegner: Tydeligt den Røde Hestehov)
  • 1914 Fairy Tales and Other Stories. Revised and in part newly translated by W. A. & J.K. Craigie Oxford, complete editions, London & New York: Oxford Editions. (DGÆ: Burdock)
  • 1926 Hans Andersen’s Fairy Tales, translated by Valdemar Paulsen, Chicago and New York. (DGÆ + DLF: Burdock)
  • 1938 It’s Perfectly True! and other stories, translated from the Danish by Paul Leyssac, Paris (DGÆ: Burdock)
  • 1942-47 The Complete Andersen. Translated by Jean Hersholt. New York. Heritage Press (DGÆ + DLF: Burdock)
  • 1950 80 Fairy Tales. Translated by R.P. Keigwin, Odense, Flensted (DGÆ: Dock, DLF: Burdock). DLF er illustreret af Vilhelm Pedersen, tydeligt den Røde Hestehov. Det er interessant, at de to eventyr har hver sin falske oversættelse, og det er fristende at tro, at de er oversat med hver sit forlæg.
  • 1959 Hans Andersen’s Fairy Tales. Translated by L.W. Kingsland, London: World’s Classics (DGÆ: Dock)
  • 1965 A Christinas Greeting to my English Friends, now newly translated from the Danish by Reginald Spink. København, Høst og Søn (DLF: Butterbur). Bemærk, at Reginald Spink tilsyneladende har været den første til at gennemskue eller se bort fra alle de foregående falske oversættelser.
  • 1985 H.C. Andersen’s Fairy Tales. Translated by Patricia Crampton. Lutterworth Press (DGÆ: Dock weeds) Illustreret af Svend Otto C. Tydeligt den Røde Hestehov.

 

Noter

  1. ^ Andersen, H.C. (1843). SV 1, s. 284.
  2. ^ Andersen, H.C. (1848). SV 1, s. 439.
  3. ^ Dagbøger II, s. 284; (26. juli 1842).
  4. ^ Brøndegaard, V.J., Folk & Flora 4,266. Rosenkilde & Bagger
  5. ^ Dahl, Erik: Udenlandske H.C. Andersen-illustra tioner – 100 billeder Ira 1838 til 1968. Dansk Typograf-Forbund 1969.
  6. ^ Johannes Larsens illustration til Hjørnager Pedersen, Viggo: Ugly Ducklings? University Press of Southern Denmark 2004.
  7. ^ Axelsen, Jens: En rød klassiker 1845-1995. Gyldendalske Boghandel 1995.
  8. ^ Ferrall, J.S. og Repp, Thorl. Gudm.: Dansk-Engelsk Ordbog. Gyldendal 1845.
  9. ^ Wolff, Ernst: En Dansk og Engelsk Ordbog, London: Eget forlag, 1779 og Gronberg, B.C.: Tydsk-Dansk og Dansk-Tydsk Haand-Ordbog, Gyldendal 1839.
  10. ^ Mousten, Birthe og Lo mele, Gunta: Knowledge Representation in Travelling Texts: From Mirror ing to Missing the Point/. Journal of Organizational Knowledge Communication, vol. 1, no. 1, 2014.

 

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - eventyr - H.C. Andersen - Tegninger og Illustrationer

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...