Finn Grandt-Nielsen

33 ⅓ år ved Odense Bys Museer

Den 15. marts 1967 blev Finn Grandt-Nielsen ansat som museumsinspektør ved Odense Bys Museer. Mere præcist var det på Bymuseet Møntergården. Finn har altså haft sit virke her i lidt over 1/3 århundrede. Pr. 19. september 2000 har han valgt at fratræde sin stilling for at gå på efterløn. Ved denne Finns sidste handling i museet mister Odense Bys Museer sin nestor, for selv om Finn i år kun runder de 60, er han den af Odense Bys Museers inspektører, som har den højeste anciennitet, og den deraf følgende meget store viden og erfaringssum. Det er vi kede af i Odense Bys Museer, men vi forstår godt, at ønsket om at blive helt sin egen herre kan blive stort, når muligheden eksisterer. Vi trøster os med, at Finn Grandt Nielsen ikke er tabt for kulturhistorien på Fyn. Vi kender jo hans dybe interesse for fortsatte lokal-, bebyggelses- og slægtshistoriske studier m.v.[1]

Finn Grandt-Nielsen i Møntergårdens bibliotek i 1992

Finn er af oprindelse sønderjyde, født og opvokset, som han er, på Als, inden han efter gymnasietiden valgte at studere i København. Emnet for studierne blev det i 1960 nyoprettede museumsorienterede fag materiel folkekultur (fra 1971 etnologi), under professor Axel Steensberg. Finn er altså formelt mag. art i etnologi, men han er ikke kun etnolog. Han har evnet at lade sig flytte fagligt og metodisk af de til hver en tid eksisterende krav, benytte de tilgængelige kilder så at sige, og kan i dag med stor rette betragtes som kulturhistoriker med stort K. En sådan er vel både arkæolog, historiker og etnolog? Man kan også blot sige museumsmand. Hertil kommer forskellige væsentlige sidekundskaber, bl.a. numismatik, som jeg senere skal vende tilbage til.[2]

Finn kom, om man så må sige, på et tørt sted. Han tilhører den første generation af etnologer, og den første generation af professionelt skolede museumsfolk, som blev ansat under museumsboomet i 1960erne og 70erne. Museumsdirektør Svend Larsen døde i 1965, og Niels Oxenvad indtog efterfølgende direktørstolen. Derfor var inspektørstillingen ved Møntergården ledig. Imidlertid var der akademikermangel. Man måtte vente to år på at få stillingen besat. Hvor megen vægt museet lagde på ansættelsen af Finn, ses bl.a. af, at han allerede i 1968 – efter godt et års ansættelse – kunne tage et års orlov til civilforsvarstjeneste for derefter at vende tilbage til sin nye/ubesatte stilling. Efter sin tilbagevenden sad Finn som leder af Bymuseet indtil 1993, hvor han var med til at oprette den lille forskningsafdeling Bygningshistorisk afdeling, som han ledede indtil maj 1995. Efter en kort tilbagevenden til Møntergården frem til 1997, indgik han sammen med det øvrige historisk-faglige personale i funktionen Historisk Tid under museumsvæsenets nye struktur. I denne funktion har Finn i de seneste 1 ½ år, indtil sin fratræden, virket som funktionsleder.

Finns stilling var – som de fleste inspektørstillinger på kulturhistoriske egnsmuseer – af en karakter hvor opgaverne definerede, hvad inspektøren skulle vide noget om og arbejdede med. I en sådan stilling kan man vanskeligt melde "ved ikke". Inden han kom til OBM, havde han bl.a. arbejdet med husflid og bygningshistorie, og kaster man fx et blik på, hvad Finn i øvrigt har skrevet om, og ordner det i grove kasser, taler det for sig selv: Byhistorie, bebyggelseshistorie, middelalderarkæologi, arkitektur, institutioner, lavsvæsen og håndværk, sølv, møntvidenskab, slægtsforskning, og fotografi.

Arkæologi

En af Finn Grandt-Nielsen første store opgaver var at dokumentere de dele af Odenses midtby, som ofredes til fordel for Thomas B. Thriges gade. Ikke alle ofrene naturligvis, for meget var – til museumsvæsenets frustration – væk, da Finn begyndte. Men meget blev dog fra slutningen af 60erne undersøgt af museet. I dag siger Finn – adspurgt om sin rolle i den tidlige byarkæologi -, at han mest stod på udgravningens kant med cigaren i munden, vippede på fødderne og sagde "nej hvor ser det spændende ud". Virkeligheden var en anden. Han deltog naturligvis selv i mange udgravninger, men gik derefter over til i højere grad at lade andre gennemføre udgravninger. Men Finn havde som leder af Bymuseet ansvaret for 25 års arkæologisk arbejde. Finn fik sin arkæologiske skoling som deltager i daværende inspektør ved Nationalmuseet Olaf Olsens udgravninger på Nonnebakken i 1968 og 69, og tog derefter selv fat i byens centrum med udgravninger i Korsgade, hvor bl.a. ruinen på Vilhelm Werners plads blev fundet og siden flyttet. En byarkæologisk tradition, som fortsat trives og udvikles, blev grundlagt dengang. Resurserne taget i betragtning var det store resultater, man nåede. Byens historie blev på mange måder kendt eller omskrevet på baggrund af undersøgelserne i Overgade 1-3 (1970), Skomagerstræde (1971), Sortebrødre Torv (1974-79, 81), Odense Sankt Jørgensgård (1979-80), Albani Torv (1980, 82-83) og Gråbrødre Plads (1982, 90). Hertil kommer talrige mindre – men ikke af den grund uvæsentlige – udgravninger. Blandt dem har jeg lyst til at nævne, at der i 1975 blev gennemført en række boringer i Odense m.h.p. at fastlægge byens oprindelige overflade, ligesom der alene i 1981 blev foretaget 10 udgravninger i anledning af "Projekt Middelalderbyen". Finn og museet nøjedes ikke med at grave ud og skrive beretninger. Først skrev han selv en række grundlæggende artikler om byarkæologien, og siden kom både populære og videnskabelige bøger fra museet. Enten som resultat af samarbejde mellem udgraverne eller ved den af museet ansatte arkæolog.

Genåbning af Møntergården i 1988. I midten fra venstre museumsdirektør Niels Oxenvad, museumsinspektør Henrik Thrane og Finn Grandt-Nielsen.

I 1983 påtog Møntergården sig "modstræbende", som Finn skriver, den opgave at varetage middelalderarkæologien i de fynske kystbyer. Det modstræbende skal dels forstås på baggrund af manglende personaleresurser til arbejdet, dels på baggrund af Finns grundlæggende ulyst til udvide sit ansvarsområde ud over Odenses grænser. Finn har ingen imperialistiske ambitioner. Til trods for det store middelalderarkæologiske ansvarsområde, skal man helt hen til 1999, før en uddannet middelalderarkæolog blev fastansat ved OBM. Man havde heldigvis klaret sig (godt) med Finns, museumsassistent Jørgen Nielsens (siden 1970) og skiftende løst ansattes indsats. Middelalderarkæologien udenfor Odense fik dog ikke nogen høj prioritet. Ikke før 1988 fandt den første ikke-odenseanske udgravning sted. Det var i Brobyværk (Anders Billes våbenfabrik), og denne blev først efterfulgt fire år senere af to udgravninger i Assens.

Forskning

Med hensyn til den øvrige forskning ved Bymuseet Møntergården, var den vidtspændende. For Finn Grandt-Nielsens eget vedkommende, kom han fra begyndelsen til at beskæftige sig meget med håndværkere og håndværksprodukter. Det blev indledt med undersøgelser over odenseansk lavsvæsen i 1969 og løbende fulgt op gennem årene med studier over guld- og sølvsmede, smedelavet, fynske pottemagere og lertøj, glarmestre m.fl.. Hele den fynske bestand af kirkesølv blev også undersøgt i begyndelsen af 1980erne, hvad der resulterede i en større bog. Samtidig med Finns egen forskning knyttede Møntergården sig naturligvis til de store nationale forskningsprojekter i tiden såsom undersøgelse af 222 industrivirksomheder i "Industriregistreringen" (1975 f.f) og samling af al viden om det middelalderlige Odense i "Projekt Middelalderbyen" (1977 f.f.). Endelig blev der gennemført mange spændende større og mindre undersøgelser af løst- eller projektansat personale. Af væsentlige lokale emner kan fx nævnes Pernille Lykkes Boder (1972), Odense Adelige Jomfrukloster (1975) og Blangstedgård (1985).

Finn og Møntergårdens medarbejdere på sommerudflugt til Moesgård 1984. Fra venstre ses: Annemette Brudenius, Kirsten Jørgensen, "Sømanden", Lars Madsen, Finn Grandt-Nielsen, Alex Hansen og Jørgen Nielsen.

Ved museumsinspektør Erling Albrechtsens fratræden i 1971 stod OBM med en af landets største mønt- og medaljesamlinger, men uden medarbejdere med særlig viden derom. Det blev besluttet, at samlingen skulle sortere under Bymuseet og altså Finn Grandt-Nielsen. Det blev anledningen til udviklingen af et ganske særligt felt i Finns forskning – numismatikken -. I 1973 blev samlingen pillet ned i Fyens Stiftsmuseum i Jernbanegade og genopstillet i Møntergården. I 1974 blev den igen taget ned og gjort til genstand for undersøgelse. Undersøgelserne fortsatte løbende. En mindre udstilling gennemførtes i 1976, og Odense Kommune bevilgede samme år ca. 1/2 million kroner til arbejdet med samlingen. I 1978 genåbnedes mønt- og medaljesamlingen i Møntergården i ny opstilling ved Bjørn Poulsen og Finn Grandt-Nielsen. Finn har arbejdet meget med numismatikken, og det er blevet til en række artikler, og indtil videre er det kulmineret med den store bog "Danske billetter" (1993), som er en landsdækkende studie over danske nødpengesedler fra statsbankerottens tid. En af de sidste større handlinger på det numismatiske område var nedtagningen af udstillingen i Møntergården i 1996 og genopstillingen på Hollufgård i 1997.Der var ikke længere plads på Møntergården, da OBM efter den nye struktur fra 1997 udnytter hele Overgade 46 og 48 til administrations- og forskningsformål. Ved Finns fratræden kommer OBM virkelig til at savne ekspertise på mønt- og medaljeområdet!

Udstillinger

Nu vi er ved udstillingerne, er det måske det felt, hvor Finn og Møntergården i hans tid har boltret sig mest. En oversigt over – hovedsagelig sær – udstillinger dækkende perioden 1967 til 1992 viser, at der blev gennemført ikke mindre end 98 udstillinger. Der var dels tale om egne produktioner, dels om vandreudstillinger, og endelig var der en række co-productions med andre museer og foreninger. Politikken var en helt anden, end den OBM har i dag, hvor der vises få men større udstillinger. Idealet var, at ca. halvdelen af udstillingerne skulle være egenproduktioner, halvdelen komme udefra. Det var højt prioriteret og blev et af Finn’s kendemærker, at han var i stand til at få kontakt med og hjemføre de mange gode og ofte store særudstillinger til Møntergården. Nogle af de mest markante var de såkaldte "Bredeudstillinger " fx "Verdens kvinder – kvinders verden" (1978) og "Det farlige liv" 1980. Den første tiltrak 17.000 gæster og kammeratlig kritik af Finn fra noget så tidstypisk som "Etnografisk kvindegruppe". Samlet kom der i 1978 ikke mindre end ca. 45.000 gæster i Møntergården. Det højeste tal nogensinde. Generelt havde udstillingerne meget varierende indhold. Der var ingen berøringsangst emnemæssigt, så der var masser af etnografi, folklore fra nabolande og Danmark, brugskunst og håndværk, fotoudstillinger og aktuelle udstillinger om museets arkæologiske arbejde og øvrige forskning. Fx var der i 1970, 71 og 81 udstillinger produceret af den hollandske ambassade. Det er interessant at se, hvor lang tid man dengang lod en særudstilling stå. Frem til midten af 1970’erne var det mest almindelige én til to uger. Man gjorde en mægtig indsats for en kort tid. Herefter voksede længden dog til en til to måneder, enkelte udstillinger 2 ½ måned, som er den længste periode, der fremgår af kilderne. Det korteste er en udstilling om Grænselandet i 1981. Den varede tre dage. En række udstillinger blev også vist på Lokalhistorisk bibliotek, Centralbiblioteket og i fx Provinsbanken.

I 1980erne blev situationen ringere for Møntergården. Der vistes ikke i samme omfang som tidligere store særudstillinger, dels fordi der ikke var så mange vandreudstillinger på markedet, dels fordi økonomien blev ringere. Der kom følgelig heller ikke så mange besøgende. Konkurrencen fra andre institutioner – fx den nye Brandts Klædefabrik – blev desuden følelig.

Med hensyn til de faste eller permanente udstillinger, er de oftest personalets største bekymringer. Det gjaldt dengang og det gælder nu. Man vil helst levere en ordentlig kerneydelse til borgere og turister, men normalt er det netop den ydelse, det er sværest at skaffe faciliteter og økonomi til at levere. Det hele går mere op i "events" og besøgstal. Således også på Møntergården. Siden 1930erne har der bestået planer og ønsker om at bygge/ skaffe en egentlig museumsbygning til de kulturhistoriske museer (forhistorien fra Fyns Stiftsmuseum og byhistorien fra Møntergården), og museumshistorien er præget af de Sartreske modsætninger – håbet og nederlaget. I Bymuseet har man haft og har stadig mange planer for det store, gennemtænkte museum. På en eller anden måde er det som om museumsfolk aldrig rigtig lærer at forstå, hvorfor noget så grundlæggende som en ordentlig præsentation af den lokale identitet og historie ikke kan rejse penge, men det er en erfaring generation efter generation gør sig! Måske står truslen fra den globale kulturudjævning ikke klart nok i beslutningstagernes bevidsthed?

Drømmen om det store museum ud mod Sortebrødre Torv bag Møntergården blev kølet ned i begyndelsen af 1960erne, men så sent som i februar 1978 var Finn meget optimistisk i en kronik i det interne blad Glimt, idet det nu var besluttet at bygge en museumsbygning. Han sluttede dog kronikken med ordene "dele af denne kronik er nok skrevet i en lidt for frisk og optimistisk tone". Så sandt så sandt. Af byplanmæssige årsager – hovedsagelig p.g.a. koncerthuset – bristede drømmen endegyldigt. Herefter arbejdedes kun med planer for det eksisterende Møntergårdskompleks, og det var ønsket, at der skulle skabes permanente udstillinger om Odenses historie ved at lave en rundtur i to etager i den bygningsfirkant komplekset danner. Det skulle starte med middelalderen, der hvor den nuværende middelalderudstilling befinder sig i Overgade 48, og så skulle man bevæge sig rundt og op i tid såvel som op i bygningen. Gennem Møntergården, Eiler Rønnows gård, Nyborgladen og tilbage til Overgade 48. Derefter samme tur en etage højere. Håbet var, at dette projekt kunne gennemføres eller i hvert fald bringes langt i forbindelse med Odenses 1000 års jubilæum.

Planlægningen begyndte allerede i 1984, hvor en række forslag kom på bordet. Bl.a. en udstilling om 1900-tallet, etablering af middelalderudstillingen, opbygning af arbejdende købstadsværksteder og en ny guide. Det var imidlertid nærmest umuligt at skaffe midler til projektet, og for dog spare penge og arbejdstimer sammen til at kunne profilere byhistorien og museet og præsentere noget nyt i 1988, valgte man derfor den radikale løsning at lukke museet for publikum i perioden fra oktober 1986 til april 1988. I denne periode opbyggedes så det meste af middelalderudstillingen, guiden blev skrevet, tidstavlen langs hovedtrappen blev udarbejdet og dragt- og tekstiludstillingen blev moderniseret. Men hvad angår de permanente udstillinger i øvrigt, var der kun råd til maling, lys og nye tekster. Det store museum savnes den dag i dag!

De fysiske rammer for arbejdet

Med hensyn til bygninger og magasinforhold i øvrigt ved Bymuseet Møntergården skete der mellem 1967 og 93 meget. I 1970 udvidedes biblioteket, i 72 blev festspilpladsen bag Møntestræde indviet, i 1974 åbnedes Pernille Lykkes Boder i Møntestræde for publikum og i 1975 blev magasinet i Nyborgladen moderniseret sammen med nye magasiner i den lige erhvervede Overgade 46. Denne erhvervelse åbnede også museet mod Claus Bergs Gade og gav plads til et udstillingsværksted. Store byggearbejder fandt også sted, idet Østerbys gård og huset fra Skomagerstræde flyttedes fra Møntestrædeområdet og genrejstes ved Sortebrødre Torv. Desuden åbnedes Møntestræde for publikum. I 1989 blev forhallen i Møntergården moderniseret og i 1991 kom scenebygningen i museumshaven til. Denne bygning var naturligvis en gevinst, men arrangementerne i haven havde kulmineret i 1980erne med mange tusinde besøgende og kom aldrig helt til hægterne igen.

Samlingerne

Indsamlingspolitikken og administrationen af samlingerne er den fremadrettede linje i et museum. Den er med til at afgøre hvorledes museet skal tage sig ud i fremtiden. Der skal vælges til og fra, og registreres, konserveres og magasineres. Alle museumsfolk prøver kræfter med udviklingen af indsamlingspolitikker, og alle finder ud af, at det ikke er så enkelt, som det lyder. Tag blot i betragtning, at man jo vælger på vegne af befolkningen som helhed, idet det dybest set er dennes interesser, man skal varetage på museet. Det kan nok kan få en til at ryste på hånden. Skulle man så få formuleret en sammenhængende indsamlingspolitik, står man med problemet at gennemføre den, for ønskede museumsgenstande hænger ikke på træerne, og genstande, som ikke er formuleret i politikken, tilbydes i en lind strøm. Magasinerne bugner desuden af genstande, som ofte er uden god proveniens (oplysninger om oprindelse, alder, giver, anvendelse osv.), hvad der gør deres fortælle- og forskningsværdi meget mindre. Finns syn på disse ting kommer stedvis frem i kilderne. I 1969 – efter at professionelle medarbejdere havde taget over på de danske museer, – gjaldt det om at få gjort op med den kaotiske indsamling af enkeltgenstande. Der skulle samles "meningsfyldte helheder", forsvarlig dokumentation skulle sikres, og der taltes om en begyndende arbejdsdeling mellem museerne. I 1972 skriver Finn om "forstoppelse, planløshed, lokal snævertsynethed og manglende specialisering". Jeg kan ikke dy mig for at bringe følgende bandbuller (som næppe er skrevet med en bredere læserskare for øje) "Hver gang man skal formidle et eller andet, er der store huller blandt materialet i de overfyldte magasiner". "Næsten alle succesrige museumsindretninger er specialmuseer eller stærkt specialiserede lokalmuseer". Og sluttelig "Forsvarlig og alsidig dokumentation er vigtig. Uden den er tingene sjældent noget værd for nogen. Da man i almindelighed kun kan formidle veldokumenteret materiale, er vi med disse begrænsninger med til at fælde en dødsdom over tusinder af tidligere indsamlede ting. Det er efter min mening en glædelig bivirkning, idet tilladelse til kassation på dette grundlag vil give bedre plads til kvalificerede ting og formidlingsaktiviteter." Det er tydeligvis en frustreret museumsinspektør der taler, og med en for Finn usædvanlig ilterhed. Men kernen i synspunkterne er uomtvistelig. Man skal samle med omtanke. I Finns egen tid blev der fx inddraget mange tusinde gamle fotos fra Odenses tidlige fotografer, Vagn Rasmussens hue- og kasketfabrik, skolegenstande fra Østre skole, en stor samling (Morten) Korchiania, hele værksteder og lignende, blot for at give et billede af hvad meningsfyldte helheder med god proveniens kan dække over. Finn fik selv en særlig interesse for de gamle billeder, og skrev bl.a. en meget solgt bog om Odense i fotografiets barndom.

At sikre den gode proveniens forudsætter systematisk registrering af de indkomne genstande. I den henseende har Møntergården i Finns tid fungeret forbilledligt. Hvor det er almindeligt på museer at have et vist registreringsmæssigt efterslæb, gælder det ikke på Møntergården. Både Finn og flere af hans medarbejdere var og er nidkære systematikere, og alt nyerhvervet blev fotograferet og registreret. Herudover blev der taget adskillige livtag med overleverede mangler fra museets ældre tid, så fx samlinger af gamle kort, film, skilderier og våben, ligesom bibliotek og arkiv blev gennemgået. Kun foto- og møntsamlingen kom man ikke til bunds i i hans tid. Finns systematiske åre udnyttes til det sidste af museet, idet han er en skattet korrekturlæser, en pertentlig bog-layouter og som sin sidste opgave har haft at gennemgå, ordne og flytte museumsvæsenets samlede administrative arkiver ned i Nyborgladen.

Til slut bør det nævnes, at OBM ikke blot kommer til at savne Finn for hans brede faglighed. Det kan virke mindre relevant her, men han er altså også en lun kollega af en ganske særligt underfundig, underspillet, ølbryggende, festlig art. Vi ønsker ham alt vel som gårdejer i Viby.

Noter

  1. ^ Det følgende bygger hovedsagelig på oplysninger fra Årsberetninger fra Odense Bys Museer 1967 – 72,1980 – 88 og 1993 ff., Glimt fra Odense Bys Museer (i Fynske Minder) 1988 – 93, Odense Bys Museers interne blad "Glimt" 1971 – 79 samt Niels Oxenvad, "Othiniensia", Fynske Minder 1985, siderne 81 – 110.
  2. ^ Bredden i Finn’s arbejde belyses udmærket af den efter artiklen placerede oversigt over de publicerede arbejder. Oversigten er udarbejdet af Anders Myrtue i samarbejde med Inger Busk og skulle være nogenlunde dækkende.

Bibliografi over Finn Grandt-Nielsen

  • Mindre foldere, guider, kataloger og artikler. Diverse til Odense og Møntergården m.v 1967 -1999
  • Morgenavisen Jyllandsposten 1975-86 mindst 83 artikler om antikviteter.
  • Diverse anmeldelser 1966 – 94 .
  • Husfliden. Dagligliv i Danmark i det 19. og 20. århundrede. København 1963, s. 547-564 .
  • Jordfund omkring Sønderborg Slot. "Lertøj og pottemagere. Ældre pottemageri på Als og Sundeved", Fra Als og Sundeved 44, 1965, s. 12-21. Jørgen J. Slettebo.
  • Ildebrandshuse. En bygningshistorisk og etnologisk undersøgelse af 24 ejendomme i gaderne Åbenrå-Landemærket i København. Tilegnet professor Axel Steensberg København 1966. Red.: Poul Strømstad. Redaktion Poul Balle-Petersen, Finn Grandt-Nielsen, m.fl.
  • Værksteder og håndværkere. Ildebrandshuse. En bygningshistorisk og etnologisk undersøgelse af 24 ejendomme i gaderne Åbenrå-Landemærket i København. København 1966, s. 193-214 Red.: Poul Strømstad m.fl.
  • Grundenes udvikling indtil 1728. lldebrandshu-se. En bygningshistorisk og etnologisk undersøgelse af 24 ejendomme i gaderne Åbenrå-Landemærket i København. København 1966, s. 13-16.
  • Poul Jensen Theilgaard, Guldsmed i Odense Fynske Minder 1967, Odense s. 105-148.
  • Spidsglas, pasglas og studsglas, Arv og eje, 968, s. 114-15 .
  • Ølbolle fra smedelavet i Odense, Arv og eje, 968, s. 116-17 .
  • To malede brændevinsflasker, Arv og eje, 1968, s. 128-29 .
  • Lav og Lavsting i Odense, Festskrift ved Odense Tekniske Skoles 75 års jubilæum Odense 1969, Tegner Per Ravn.
  • Lærerdreng bliver zynftig svend. Lavsskikke hos felberederne i Odense i 1700-årene, Fynske Minder, 1969 Odense, s. 43-54.
  • Byggeskik, Danmark Gyldensdals Egnsbeskri-velser bd. 4, Sydfyn, 2. udg. 1970 , s. 273-84 .
  • Byggeskik, Danmark Gyldendals Egnsbeskrivel-ser bd. 3, Nordfyn, 2. udg. 1970, s. 231-38.
  • Skomagernes brevlade fra 1519, Fynske Minder, 1969 Odense 1970, s. 10-19
  • To middelalderlige stenhus i Odense, Fynske Minder, 1970 Odense, s. 133-168
  • Kælder på hjul, Skalk 1971, nr. 4, s. 32
  • Nyt fra Knud den Helliges Odense, Fynske Minder 1971, Odense s. 199-216
  • Mens Odense overvejer, Skalk 1971, nr. 1, s. 9-15, 32. Henrik Vensild og Tove Hatting.
  • Håndværkere, Dagligliv i Danmark i det 17. og 18. Århundrede, 1720-1790, s. 469-92 København 1971, s. 469-92.
  • Fire nyerhvervede sølvkander, Fynske Minder, 1971, Odense, s. 233-242.
  • Historisk arkæologi i Odense, Harja 1973 nr. 1 s. 7-13.
  • Pernille Lykkes Boder. En fattigstiftelse fra renæssancetiden, Fynske Minder, 1973 Odense, s. 68-88.
  • Datering af tre brønde fra det ældste Odense, Fynske Minder, 1974 Odense, s. 155-167. Thomas Seip Bartholin Fynske privatsedler fra statsbankerottens tid, Fynske Minder, 1974, s. 231-248.
  • Ure i Møntergården Ure 1550-1975, Katalog til udstilling. Odense 1975, s. 32 + 4 .
  • Truede huse. Kronik, Fyens Stiftstidende, 5. september 1977.
  • Bevaringsplan for en del af Ridehuskvarteret, historiske undersøgelser. Byforeningen for Odense, 1977, 64 s.
  • Mønt- og medaljesamlingen i Odense, Fynske Minder, 1978, Odense, s. 61-76. S.m. Bjørn Poulsen
  • Albanikvarteret i Odense, historiske undersøgelser. Registrant, Odense Magistrat 2. afd. 1978, S.m. Søren Kyed Jacobsen.
  • Mønter og medaljer, en billedbog. Møntergården 1978, 64 s. S.m. Bjørn Poulsen.
  • Odense i fotografiets barndom. Odense, 1979.
  • Tegner Per Nørbach.
  • Fynske privatsedler fra statsbankerottens tid.
  • Aalborg, 1979.
  • Mønter og medaljer. En billedbog. Odense, 1979, S.m. Bjørn Poulsen.
  • Vesterbrokvarteret i Odense, historiske undersøgelse. Registrant, Odense Magistrat 2. afd., 1979. S.m. Ervin Nielsen.
  • (red) Jacob Petersen Grandt, Eine Beschreibung meines Lebenslaufes Schriften der Heimatkundlichen. Arbeitsgemeinschaft für Nord-schleswig, Heft 41,198, s. 47-60 Overgadekvarteret i Odense, historiske undersøgelser. Registrant, Odense Magistrat 2. afd. 1981. S.m. Ervin Nielsen og John Westergaard Hansen.
  • Arkæologiske iagttagelser ca. 1000-1200. Odense Bys historie. "Fra boplads til bispeby, Odense til 1559" Odense 1982, s. 160-175. Red. Tage Kaarsted m.fl.
  • Sortebrødre kloster og Sct. Jørgens gård. Odense Bys historie. "Fra boplads til bispeby, Odense til 1559", Odense, 1982, s. 253-264. Red. Tage Kaarsted m.fl.
  • Fynsk Kirkesølv. Fyens Stiftsbog, 1982, Odense, 1982 s. 89-120.
  • Afsnit om Fyn, Langeland og Ærø. Danske Guld og Sølv Smedemærker før 1870, bd. 2, Købstæderne Politikens Forlag, 1982, s. 101-60. S.m. Svend Fritz og Slægtshistorisk Forening, Odense.
  • Fynsk Kirkesølv. Fynske Studier XII, Odense, 1983.
  • Lokale danske pengesedler 1807-16. En orientering om en planlagt bog. Nordisk Numismatisk Unions medlemsblad nr. 6 1984 s. 116-122.
  • Vestergadekvarteret i Odense, historiske undersøgelser. Registrant, Odense Magistrat 2. afd., 1984 . S.m. Jørgen Erik Thaarup
  • Mikel Lunge giør Sedler for andres Punge. Festskrift til Jørgen Sømod, 1984, s. 69-81.
  • Albani Kirke og Torv, Odense, 1985. S.m. Eskil Arentoft, Vibeke Brandt
  • Håndværkerlavene. Dansk Håndværk. Turistårbogen 1985 s. 33-42.
  • "Matadorpenge". Lokale pengesedler fra Napoleonskrigenes tid. Numismatisk rapport Årg. 8 nr. 2 1985 s. 137-142.
  • Nordslesvigske nødpengesedler. Nordslesvigske museer bd. 12, 1985 s. 77-95.
  • Nødpenge Skalk nr 2, 1986 s. 16-17.
  • Flakhaven gennem 1000 år Kronik, Fyens Stiftstidende 17. juni 1987.
  • Kirkesølv, Turistårbogen, 1987 s. 74-83.
  • Københavnske nødpengesedler 1809-10. Festskrift (for) Amagerlands Numistiske Forening 1987 s. 7-14 .
  • Guide til Møntergården, Odensel988. S.m. Else Marie Svanholm. Flakhaven, Rådhuspladsen i Odense, Fynske Minder 1988, Odense, s. 195-216 . S.m. Jens Sørensen.
  • Holbergtidens Odense. En perspektivtegning og en vejviser fra 1761, Odense 1988. Tegner Per Nørbach.
  • Stukkatør. Et traditionsrigt men sjældent håndværk. Rødder, nr. 1 1988 s. 2-6.
  • Randersegnens nødpengesedler fra statsbankerottens tid, Historisk Aarbog fra Randers Amt Aarg. 82 1988 s. 38-58.
  • Festskrift til Niels Oxenvad. Fynske Minder
  • 1988, Red.: Finn Grandt-Nielsen, Torben Grøngaard Jeppesen.
  • Die Handwerkskundschaften mit Ortsansigten. Afsnit om Odense, Stuttgart 1988 s. 30-33. Red. Klaus Stopp.
  • Forbryderbilleder 1867-1870, Odense 1989. S.m. John L. Laurberg. Forbrydere hos fotografen. Siden Saxo årg. 6, nr 3 1989 s. 18-24. S.m. John L. Laurberg.
  • To usædvanlige fotografier, Fynske Minder
  • 1989, Odense s. 141-150 .
  • Nødpengesedler fra Ribe 1809 og Fanø 1814. Festskrift for Numismatisk Forening for Ribe Stift, Esbjerg 1989 s. 22-28.
  • Über die Schleswiger Notgeldscheine von 1812. Hamburger Beiträge zur Numismatik, Heft 33-35, 1989 s. 169-179.
  • Tre nødpengesedler fra fattigvæsenerne i Odense og Nyborg 1807 og 1809, Fynske Minder 1991 s. 115-122.
  • Danske billetter. Lokale nødpengesedler fra Napoleonskrigenes tid 1807-16, Fynske Studier 16, Odense 1993, 328 s.
  • Dansker billetter. Siden Saxo 1,11 årg 1994 s. 4-11.
  • Anmeldelse af Poul Steen: Indholdsfortegnelse: Personalhistorisk Tidsskrift 1880-1990. Perso-nalhistorisk Tidsskrift nr. 1 1994 s. 102.
  • Danske billetter. Numismatisk rapport Årg. 17, nr. 4 1994 s. 167-179.
  • Henrik Thranes nærmeste forfædre, Fynske Minder 1994 s. 197-208.
  • Anmeldelse af Alken Brund (Red.): Lübecker Lebensläufe aus neun Jahrhunderten. Personalhistorisk Tidsskrift 1994:2, 1994 s. 256-57.
  • Huse i Odense, Odense 1995
  • De ældste led af familien Geltzer. Personalhistorisk Tidsskrift 1995:1,1995 s. 95-102.
  • Bidrag til Kommuneatlas Odense I-II, 1996.
  • Odense-smede i 500 år. Dansk Smede-Tidende 29.5.96,1996 s. 17-18.
  • Odense-smede i 500 år, NYT fra håndværk og industri nr. 2, maj 1996 Odense-smede i 500 år. Kronik i Morgen-Posten/Fyens Stiftstidende 13. maj 1996.
  • Odense smedelaug, Fynske Minder 1996 Odense s. 78-83.
  • Rod i Odense, Odenseanernes aner. Odense 1996 S.m. Lise Lund.
  • Laugshusets pryd, Fynske Minder 1998 Odense s. 256-57.
  • En gåde løst? – en hidtil ukendt samling nødpengesedler. Ord med mening. Festskrift til Jørgen Steen Jensen, 1998 s. 31-35. Red. Jens Christian Moesgaard og Preben Nielsen.
  • Anmeldelse af Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, Folk og Kultur 1999 København s. 164-65 .
©