Fint skal det være

- om tinbelægning på bronzesmykker fra yngre germansk jernalder og vikingetid

Indledning

Metaldetektorer anvendes flittigt af amatørarkæologer i jagten på smykker og redskaber, som vore forfædre har tabt eller nedgravet i jorden. Denne elektroniske pilekvist er også et uundværligt redskab for fagarkæologer ved undersøgelser af bopladser fra jernalder, vikingetid og middelalder. Gevinsten ved den udbredte anvendelse af detektorer er, at store mængder af metalgenstande – især smykker af bronze – tilgår de danske museer i disse år. Metaloldsagerne giver et helt nyt indblik i oldtidens og middelalderens redskabsforråd og dragtmode, ligesom de er et vigtigt kildemateriale til belysning af fortidens teknologi.

Ofte er det vanskeligt med det blotte øje at afgøre, hvad det er for en genstand, der har fået metaldetektoren til at udsende en forjættende hyletone. Hvad der i første omgang ser ud til at være en grumset brun eller grå jordklump med lidt grønne farvenuancer, kan efter konservatorens nænsomme afrensning vise sig at være et prægtigt smykke. Afrensningen afslører måske, at smykket har en glans, så man tror, det er lavet af guld eller sølv, men belært af erfaringen ved arkæologen, at ikke alt, der glimter, er guld – og ikke alt, der skinner, er sølv. Den skinnende flade viser sig ofte blot at være en tynd belægning på bronzen. Hyppigt forekommer en sølvblank overfladebelægning, der ofte betegnes som "hvidmetal". Med henblik på at klarlægge udbredelsen og brugen af samt teknikken bag den såkaldte hvidmetalbelægning har forfatterne til denne artikel gennemgået mere end 10.000 detektorfundne og udgravede bronzegenstande, der i tid spænder fra bronzealder til nyere tid.[1]

Hvad er hvidmetal?

Hvidmetal anvendes som en neutral betegnelse for det lag af sølvskinnende metal, der ses som en tynd belægning på mange af de bronzegenstande, der findes på bo- og gravpladser fra især yngre germansk jernalder og vikingetid (ca. 550-1050 e.Kr.). Den neutrale betegnelse har vundet udbredelse, fordi der kun i begrænset omfang er lavet analyser af belægningens bestanddele. I arkæologisk litteratur kan man også se blanchering[2], fortinning[3] eller forsølvning[4] anvendt om samme fænomen – selv om det ikke fremgår, at tolkningen har baggrund i en egentlig metalanalyse. På de genstande, som her er gennemgået og analyseret, har overfladen vist sig at være dækket af en tinlegering. Som en konsekvens heraf har vi valgt i det følgende kun at anvende betegnelser som "tinbelægning" og "fortinning" om den sølvlignende belægning på bronzernes overflade.

Fejlkilder og forvekslingsmuligheder

Før udbredelsen og anvendelsen af tinbelægning behandles nærmere, skal der fokuseres på nogle af de fejlkilder og forvekslingsmuligheder, man kan støde på ved undersøgelsen af overfladen på jord-fundne bronzer.

Tinbelægning forveksles ofte med sølv, men der er ikke med sikkerhed påvist genstande med sølvbelægning fra yngre germansk jernalder eller vikingetid, selv om det ikke kan udelukkes, at man har været i stand til at forsølve med amalgam. Ved denne teknik opløses sølv i kviksølv, og massen smøres på bronzegenstanden, som efterfølgende opvarmes til 250-350°C, hvorefter kviksølvet fordamper.[5]

En ren sølvoverflade kunne opnås ved at bukke sølvblik omkring en bronzegenstand eller eventuelt ved at fastgøre blikket ved hjælp af nitter. Disse teknikker kendes bl.a. fra ældre germansk jernalder. Desuden har man kunnet pålægge sølvblik ved blødlodning (med tin/blylod ved max. 450°C) eller hårdlodning (med sølv, kobber og måske bly og tin ved omkring 780°C).[6]

Bronzegenstande, som har tilbragt flere hundrede år i jorden, er for det meste nedbrudt – især hvis der har været ilt til stede. Genstandenes nuværende fremtoning er derfor i høj grad et resultat af nedbrydende fysiske og kemiske faktorer, og det kan give et fejlagtigt billede af det oprindelige udseende. Rent tin vil for det meste korrodere helt væk i jorden, og det findes derfor sjældent bevaret på forhistoriske bo- og gravpladser. Derimod er tinbelægning ofte bevaret i et eller andet omfang, fordi laget af intermetalliske forbindelser mellem tin og den underliggende kobberlegering er mere korrosionsbestandigt end rent tin. Tinlaget har sandsynligvis været poleret, hvilket har gjort overfladen mere jævn og tæt og derfor mindre gennemtrængelig for nedbrydende faktorer.

På trods af at tinlaget har været korrosionsbestandigt, har det været udsat for slid i form af mekanisk påvirkning både under brugen og senere under opholdet i jorden. Den underliggende bronze korroderer hurtigere, hvis tinlaget perforeres, og korrosionen kan have udvidet sig og derved skubbet tinlaget helt væk.[7]

Selv om et jordfundet bronzesmykke i dag fremtræder uden synlig tinbelægning, kan genstanden således godt have været fortinnet, da den forlod bronzestøberens værksted. Ofte vil der dog selv på stærkt nedbrudte genstande være svage rester af tin tilbage – f.eks. i bunden af indstemplede ornamenter. Også i de tilfælde, hvor belægningen er helt væk, kan man ofte finde tegn på, at der oprindeligt har været en beskyttende tinhinde. De partier, hvor fortinningen har dækket bronzen, vil som regel være bedre bevaret end de tilstødende områder.

Nedbrydning er ikke den eneste fejlkilde, når en bronzegenstands overflade skal undersøges for tinbelægning. Bronzestøberen kan med forsæt have bortkorroderet dele af kobberindholdet i en bronzegenstands overflade for at få tinnet til at træde frem (selektiv korrosion), hvilket vil resultere i et gråt, sølvagtigt skær, der kan forveksles med "ægte" fortinning. Et lignende skær kan opstå, hvis der dannes såkaldt tinsved under afkøling af bronzen i støbeformen. Når bronzen svinder i forhold til støbeformen, kan der opstå en mikrostruktur i form af et tinrigt lag på overfladen af genstanden.[9] Tilsvarende kan der opstå et sølvskinnende lag, hvis man har tilsat arsen til bronzen.[10] Endelig har bronzestøberen kunnet frembringe en tinrig overflade ved tinoxidreduktion, som fremkommer ved, at tinoxid på bronzegenstanden opvarmes til ca. 750°C under reducerende atmosfære (uden tilgang af ilt) ved tilsætning af trækul.[11]

En del af de bronzegenstande, som vi har gennemgået i forbindelse med denne artikel, har haft et sølvagtigt skær, uden at der var tale om "ægte" fortinning. Det er imidlertid nødvendigt at foretage detaljerede og til dels destruktive analyser, hvis man skal klarlægge, om disse overflader er fremkommet ved et tilfælde eller som et resultat af en bevidst arbejdsproces.

En sølvskinnende overflade kan også fås ved at blande op til 25% tin i en kobber-tin-legering, hvorved man får en såkaldt højtinbronze. Engelske undersøgelser viser, at romerske spejle fra de første århundreder efter Kristi fødsel ofte blev fremstillet af højtinbronze; det høje tinindhold gjorde det let at polere en overflade, så den fremtrådte helt jævn og spejlblank.[12] For at få et sammenligningsgrundlag har vi i stereomikroskop set på spejlene fra to fynske gravfund fra ældre romersk jernalder (ca. 1-150 e.Kr). (Fig. 1). Vurderet ud fra homogeniteten i metalmassens tværsnit samt deres overfladeskær formoder vi, at de er fremstillet af højtinbronze – og ikke af sølv eller bronze med hvidmetalbelægning, som det er anført i tidligere publikationer.[13] Ved visuel sammenligning med de smykker og beslag, som vi har gennemgået, viser det sig, at spejlene har en metalstruktur, der afviger fra disse. Det kan derfor sandsynliggøres, at pyntegenstandene ikke er fremstillet af højtinbronze, og de romerske bronzespejle er således et godt eksempel på, hvor let der kan opstå tvivl om karakteren af overfladen på en bronzegenstand.

Fig. 1. Romersk spejl af høj-tinbronze, fundet i en rig grav ved Nr. Broby på Sydfyn.

Hvordan har man fortinnet?

Tin er et sølv- eller hvidtskinnende metal, der er hårdere end bly, men blødere end sølv. Tinmolekylet kan optræde i forskellige gitterformer, og det vil have varierende udseende, alt efter molekylets opbygning. Et tinlag kan lægges på en bronzegenstand på flere forskellige måder, og metallaget vil være kemisk forskelligt sammensat, alt efter hvilken metode, der er anvendt.

I dag udføres fortinning hyppigst ved elektrolyse – altså ved brug af elektrisk strøm. Denne metode anvendes ofte som korrosionsbeskyttelse på konservesdåser, der får pålagt et tinlag på 5-30 µm (1 (µm = 1/1000 mm). Elektrolytisk fortinning kan selvsagt udelukkes at have været anvendt i oldtiden. En anden metode er varmfortinning, hvorved man neddypper et afrenset metalemne i smeltet tin med en temperatur på 250-325°C. Hvis kun den ene side skal fortinnes, pensles tinpulver på metaloverfladen, mens den opvarmes fra den anden side.[14]

Ved elektrokemisk fortinning lægges bronzen i en kogende opløsning af kaliumbitartrat (biprodukt ved vingæring) og stykker af ren tin. Dette giver en aflejring af tin på overfladen af bronzen i et meget tyndt lag. Denne metode har antagelig først været anvendt efter middelalderen.[15]

Amalgamfortinning er en teknik, hvor tin opløst i kviksølv smøres på bronzegenstanden, der herefter opvarmes, til kviksølvet fordamper. Dette kræver en temperatur på 500-550°C og efterlader kun 0,4% kviksølv på overfladen.[16] Det kan ikke udelukkes, at man har anvendt amalgamfortinning i oldtiden, idet man har været bekendt med brugen af kviksølv fra lueforgyldning, hvor det blot er guld og ikke tin, der indgår i blandingen. Logisk set ville det være en omvej at bruge amalgamfortinning, da kviksølv må have været en svært tilgængelig råvare, og det kan formodes, at man anvendte mere simple fortinningsteknikker i oldtiden.

For at få tinnet til at hænge fast på bronzen var det nødvendigt, at bronzeemnet havde en overflade, der var fuldstændig fri for fedt og snavs. Dette kunne opnås ved at renskrabe overfladen med en skarp genstand, ligesom det ikke kan udelukkes, at man også har brugt baser, f.eks. ammoniak, til affedtning. Dernæst skulle man påføre et flusmiddel – f.eks. harpiks – for at udelukke ilt og nedsætte smeltepunktet.[17] Selve tinpålægningen kan være foregået på flere måder. Én mulighed er, at man har neddyppet det afrensede bronzeemne, som var påført flusmiddel, i smeltet tin. Alternativt kan man have lagt tinstykker på bronzegenstanden, som herefter blev varmet op, til tinnet smeltede. Endelig kan man have fremstillet en pasta af pulveriseret tin og flusmiddel, som blev smurt på den rene genstand, der efterfølgende blev varmet op. Hvis man kun ville fortinne dele af en overflade, skulle man undlade at afrense – eller forsætligt "forurene" – de områder, som man ikke ønskede fortinnet. Overskydende tin har man antagelig tørret af med en klud.

Disse simple fortinningsteknikker svarer til den fremgangsmåde, som den tyske munk Theophilus har nedskrevet i værket De Diversis Artibus i første halvdel af 1100-tallet – altså umiddelbart efter vikingetidens slutning. Derfor er det ikke usandsynligt, at det var med sådanne metoder, de sydskandinaviske smykkehåndværkere lagde tin på bronzegenstande i yngre germansk jernalder og vikingetid.[18]

Efterbehandling af fortinnede overflader

Efter pålægningen har tinlaget fremtrådt ujævnt og mat, og for at opnå en blank og glat overflade har det været nødvendigt at efterbehandle belægningen. Ved analyser af fortinnede romerske spejle er det påvist, at man rutinemæssigt har anvendt varmebehandling ved 250-400°C for at opnå en holdbar tinoverflade.[19] Der er næppe tvivl om, at de sydskandinaviske håndværkere i germansk jernalder og vikingetid har vidst, at tinlaget ville blive mere holdbart samt lettere at polere efter opvarmning. Selv om der ikke i forbindelse med denne undersøgelse er foretaget analyser med henblik på at afklare, om de fortinnede genstande har været varmebehandlet, anser vi det for sandsynligt, at teknikken har været brugt.

Theophilus nævner i forbindelse med polering af tinkar, at man først har slebet overfladen med kiselholdigt græs for dernæst at efterpolere med en blanding af tinpulver og lidt kviksølv.[20] En lignende teknik – dog ikke nødvendigvis med anvendelse af kviksølv – har man antagelig brugt til polering af tinbelægningen på de undersøgte bronzegenstande.

Fig. 2. Romersk bronzekasserolle fra Annasholm-graven. Bemærk tinbelægning på indersiden.

Hvornår blev tinbelægning benyttet?

De ældste bronzer med fortinning, som kendes fra dansk jord, er de svære romersk producerede bronzekasseroller, der bl.a. er fremkommet i flere fynske grave fra ældre romersk jernalder (ca. 1-150 e.Kr.). Et velbevaret eksempel på en sådan fortinning ses på indersiden af en kasserolle fra en grav fra gården Annasholm i Odense (fig. 2).[21] Hele indersiden er dækket af et kraftigt, jævnt og poleret tinlag, hvorimod ydersiden ikke er dækket af tin. Formålet med denne type tinbelægning er beskrevet af den romerske forfatter og videnskabsmand Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) i værket Naturalis Historia.[22] Plinius skriver, at kobberkar blev belagt med tin (eller rettere med en tin-bly-legering) for at undgå afsmag og for at forhindre forurening med kobbersalte! Også de højt skattede bronzespejle kunne man ifølge Plinius fortinne for at opnå den eftertragtede spejlvirkning. Disse to former for fortinning har haft en funktionel karakter – svarende til den belægning, der ses på indersiden af nutidens kobbergryder.

Plinius omtaler også, at tin kunne påføres bronzegenstande med henblik på at få dem til at ligne sølv, og han benævner disse genstande "incoctilia".[23] Vi har ikke fundet eksempler på, at denne teknik har været anvendt i det nuværende danske område i romersk (ca. 1-375 e.Kr.) eller ældre germansk jernalder (ca. 375-550 e.Kr.); først på overgangen mellem ældre og yngre germansk jernalder – i midten af 6. årh.e.Kr. – introduceredes fortinning af smykker og beslag. I yngre germansk jernalder (ca. 550-800 e.Kr.) og vikingetid (ca. 800-1050 e.Kr.) var teknikken udbredt, medens den kun har været anvendt sporadisk i middelalderen (ca. 1050-1550 e.Kr.) og senere.

Fig. 3. Placeringen af de vigtigste af de i teksten nævnte fundsteder. 1) Hjulby. 2) Gudme-komplekset. 3) Jeppeshøje. 4) Strandby. 5) Rolighedskroen. 6) Toften. 7) Tissø-komplekset. 8) Uppåkra.

Undersøgelse og analyse

Som nævnt i indledningen er der i forbindelse med indsamling af data til denne artikel gennemgået over 10.000 jordfundne bronzer med henblik på at udskille genstande med tinbelægning. Først blev bronzegenstande fra 15 fynske lokaliteter undersøgt for at få et første indtryk af fordelingen af belægningen på forskellige genstandstyper[24], og dernæst blev den tilgængelige del af bronzegenstandene fra Gudme og det nordvestsjælland-ske Tissø-kompleks gennemgået (fig. 3). I den forbindelse blev genstande med sikre spor af tinbelægning frasorteret, og belægningens karakter samt placering blev beskrevet. På baggrund af den herved opnåede erfaring blev materialet fra den fynske Hjulby-lokalitet gennemgået på ny, og mange af genstandene blev nærundersøgt under stereomikroskop for at påvise rester af belægning, som var overset i første omgang. Endelig blev der udvalgt 23 fynske genstande fra yngre germansk jernalder, vikingetid og middelalder, og disse blev analyseret med SEM-EDX (Scanning-elektronmikroskop med røntgendetektor). Med denne analysemetode kan man søge efter specifikke grundstoffer i genstandens overflade og dermed få oplysninger om belægningens karakter og sammensætning.[25]

D:\OBM\6715XHO.spc
Label:6715×110
kV:20.0 Tilt:0.0 Take-off:20.0 Det Type:SUTW+ Res:152 Tc:40
FS : 1370 Lsec : 590 28-Jun- 0 11:49:49

Fig. 4. Diagram fra SEM-EDX-analyse af overfladen på oval pladefibula fra yngre germansk jernalder, fundet på Strandby Gammeltoftbopladsen på Sydfyn. Bemærk de markante toppe for tin (Sn) og kobber (Cu).

Alle SEM-EDX-analyser viste, at overfladen på genstandene hovedsageligt bestod af kobber og en – i forhold til almindelige bronzelegeringer – stor andel af tin (fig. 4). Den store tinmængde kan kun være et resultat af, at der har været lagt et tinlag uden på bronzegenstanden. Et andet væsentligt resultat var, at der ikke blev påvist sølv på nogen af de analyserede overflader.

Resultatet af analysen af de 23 genstande kunne bruges som udgangspunkt for en sammenligning med overfladen på de øvrige fynske genstande med overfladebelægning. Det kunne konstateres, at de alle havde en overflade, der i struktur og glans svarede til de analyserede genstande, og det kunne derfor antages, at det også i disse tilfælde var tin og ikke sølv, der var anvendt til belægningen. I den forbindelse blev der foretaget en simpel visuel sammenligning af tinbelagte bronzer med jordfundne sølvgenstande. Herved kunne det iagttages, at sølv- og tinoverflader som regel kunne adskilles uden større besvær, idet sølv har et varmt skær og ofte har sorte korrosionsprodukter, hvorimod tin efter længere tids ophold i jorden får et koldt blågråt skær.[26]

Med erfaringen fra det fynske og sjællandske materiale blev størstedelen af detektorfundene fra den uhyre fundrige skånske centralboplads Uppåkra gennemgået under hyppig brug af forstørrelsesglas og stereomikroskop.[27] Herefter var der samlet et materiale på i alt 291 fortinnede genstande, fordelt på 90 fynske, 23 nordvestsjællandske og 178 skånske smykker, beslag og redskaber. Selv om det ikke har været muligt at gennemgå samtlige oldsager fra de enkelte fundsteder, og selv om en del kan og må være overset på grund af bronzernes vekslende bevarings- og konserveringsgrad, tyder de gennemgående tendenser i materialet på, at de 291 genstande giver et pålideligt billede af tinbelægningens kronologiske fordeling – og af belægningens anvendelse og placering på bestemte oldsagstyper. Resultaterne er suppleret med en gennemgang af publikationer af jyske, sjællandske og især bornholmske grav- og bopladsfund, hvori der findes så detaljerede beskrivelser eller afbildninger af bronzegenstande, at en sammenligning med det undersøgte materiale har været mulig.[28] Herved har det kunnet konstateres, at de publicerede iagttagelser stemmer godt overens med resultaterne fra vore egne detailstudier.

Fortinning i yngre germansk jernalder

De 291 genstande, som i forbindelse med indsamling af materiale til denne artikel blev påvist at have tinbelægning på forsiden og/eller bagsiden, fordeler sig med to fra ældre germansk jernalder, 174 fra yngre germansk jernalder og 70 fra vikingetid. Hertil kommer 45, som kan dateres til historisk tid – eller som ikke kan dateres mere præcist (fig. 5). I det følgende vil der hovedsageligt blive fokuseret på det forhistoriske materiale.

Æ. germ. jernalder Y. germ. jernalder Vikingetid Middelalder, nyere tid – udateret Ialt
Hjulby 0 12 4 8 24
Gudme 0 25 11 4 40
Fyn i øvrigt 0 10 10 6 26
Tissø (Sjælland) 0 11 12 0 23
Uppåkra (Skåne) 2 116 33 27 178
Ialt 2 174 70 45 291
Fig. 5. Den kronologiske fordeling af de 291 undersøgte fortinnede genstande.

De to genstande fra ældre germansk jernalder udgøres af henholdsvis et fragment af en relieffibula og et formodet spænde – begge fra den skånske Uppåkra-boplads.[29] Relieffiblen kan antagelig dateres til den sene del af ældre germansk jernalder, medens den præcise datering af spændet er mere usikker. De to skånske stykker er næppe de eneste eksempler på fortinnede smykker fra ældre germansk jernalder, og en nøjere gennemgang af bronzer fra større dele af Sydskandinavien vil antagelig vise, at der allerede i begyndelsen af 6. årh. har været tilløb til at anvende denne teknik. At de tidligst kendte eksempler på fortinning findes på den kontinentalt orienterede Uppåkra-boplads, er næppe noget tilfælde; det kan sagtens være på centrale håndværks- og handelspladser som denne, at teknikken først er taget i anvendelse. Spredningen af kendskabet til fortinningsteknikken må være foregået hurtigt, for allerede i anden halvdel af 6. årh. har det været almindeligt at fortinne især bestemte fibeltyper i hele Sydskandinavien.

Hjulby Gudme Fyn i øvrigt Tissø Uppåkra I alt
Fuglefibula 2 10 3 28 43
Rektangulær pladefibula 6 4 3 3 8 24
Skivefibula 2 22 24
Oval pladefibula 1 1 2 1 14
S-formet pladefibula 6 6
Øvrige pladefibler 7 7
Skålform./ dyreform.fib. 1 1 2 3 7
Ligearmet fibula 2 2 1 5
Rygknap-fibula 1 3 4
Hjulformet fibula 1 1
Påsynings-plade 2 2 4
Perlespreder 2 2
Hængesmykke 3 3
Dragtnål 1 1
Remende 1 1 6 8
Bæltehage/spænde 1 3 4
Beslag/diverse 3 1 13 17
Ialt 12 25 10 11 116 174
Fig. 6. Fordelingen af forskellige fortinnede genstandsgrupper fra yngre germansk jernalder.

Af de 174 fortinnede oldsager, der kan dateres til yngre germansk jernalder, er de 135 (eller 78%) fibler (fig. 6). Inden for denne genstandsgruppe dominerer fuglefibler[30], der enten kan være fortinnet på hele oversiden eller evt. blot på halen og/eller vingerne. Et eksemplar fra Gudme har, ud over fortinning, også forgyldning på forsiden, og desuden har den muligvis haft indlægning af glas eller ædelsten i øjenhulerne (fig. 7)[31]

Fig. 7. Fragmenteret fuglefibula fra Gudme. På oversiden ses belægning med guld og tin ved siden af hinanden. I øjenhulerne har der muligvis siddet glas eller ædelsten.

Rektangulære pladefibler har, ligesom fuglefiblerne, været udbredt over hele Sydskandinavien, og også på denne type ser man ofte, at forsiden har været helt eller partielt fortinnet. På enkelte af de 24 registrerede pladefibler med fortinning er der påvist belægning på bagsiden, og i næsten alle tilfælde er dette kombineret med forgyldning på forsiden. Fortinning af både for- og bagside optræder kun yderst sjældent (fig. 8).

Fig. 8. Rektangulær pladefibula med fortinning af rammen og ornamentikkens højeste partier. Fundet i Hjulby.

På de andre pladefibeltyper – f.eks. skiveformede, ovale og S-formede – har fortinning været anvendt på samme måde som på de rektangulære eksemplarer. Dog optræder forgyldning af forsiden kun yderst sjældent på de øvrige pladefibeltyper.

Dyre- og skålformede fibler har sjældent fortinning på forsiden, og når det forekommer, er det som regel kun på ophøjede partier af ornamentikken. Et særligt interessant eksemplar af denne type udgøres af en tilsyneladende ufærdig eller mislykket dyreformet fibula fra Uppåkra. På fiblens forside sidder en stor tinklat, som viser, at fortinningsprocessen slog fejl (fig. 9).

Fig. 9. Dyreformet fibula med mislykket fortinning. Fra Uppåkra (U 1033).

I alt fire rygknapfibler har bevaret spor af tinbelægning; heraf har de tre udelukkende tin på bagsiden, medens de alle har guld på forsiden. En noget lignende fordeling kan ses på de ligearmede fibler fra den tidligste del af yngre germansk jernalder. Et eksemplar af denne type fra Gudme har tin og guld på forsiden, medens to fibler fra den nordfynske Jeppeshøje-gravplads har guld og tin på forsiden samt et tykt lag tin på bagsiden (fig. 10).[32]

Fig. 10. Ligearmet fibula med tykt tinlag på bagsiden. Dertil en remende med fortinning og stempelornamentik på forsiden. Fra Jeppes-høje-gravpladsen på Nordfyn.

Under gennemgangen af en stor del af Uppåkra-materialets i alt 112 ligearmede fibler er der kun registreret ét eksemplar med fortinning; dette stykke har til gengæld belægning på både for- og bagsiden.[33] Når en svensk arkæolog derfor efter gennemgangen af de ligearmede fibler fra Uppåkra har skrevet, at en del har "hvidmetalbelægning", må det bero på en misforståelse. Antagelig er der sket en forveksling af en ægte fortinnet overflade og de tidligere beskrevne sølvskinnende overflader, som kan opstå under støbeprocessen.[34]

Der er ikke i et eneste tilfælde registreret fortinning på de ellers meget udbredte næbfibler, som alene på Uppåkra-bopladsen er repræsenteret med ikke mindre end 169 eksemplarer. De fleste næbfibler kan regnes for "hverdagsfibler", der parvis blev brugt til at sammenholde den indre dragt, og derfor var de ikke synlige under brugen.[35] De fortinnede fibeltyper må derimod, som bornholmske gravfund viser, have været båret synligt på ydersiden af dragten – f.eks. som det smykke, der holdt en kappe eller et sjal sammen øverst på brystet.[36]

Blandt overkroppens øvrige dragtudstyr er der registreret eksempler på fortinning på perlespredere, påsyningsplader og nåle. Hertil kommer enkelte hængesmykker, især i form af kasseformede berlokker. På udstyr fra bælteregionen forekommer fortinning især på remender og skjoldtornspænder – altså på typer, der i modsætning til de ovenfor beskrevne genstande, hører til mandsdragten. Diverse-gruppen omfatter – ud over forskellige beslag, hvoraf nogle kan have tilhørt bælteudstyr, bl.a. en sværdfæsteknap fra Uppåkra og en pincet fra Lundeborg.[37]

Når man sammenligner de fortinnede bronzer fra Fyn, Tissø og Uppåkra med publicerede genstande fra yngre germansk jernalder, kan der iagttages mange ligheder – men også nogle forskelle. Sidstnævnte skyldes, at det analyserede materiale – med gravfundet fra Jeppes-høje som eneste undtagelse – udelukkende består af genstande fra bopladsområder, og i særdeleshed fra specialiserede håndværkspladser. Ved sammenligning med fortinnede bronzer fra bornholmske og sjællandske gravfund skinner det i øjnene, at f.eks. remkrydsnings- og bidselbeslag samt skjoldnitter mangler i bopladsmaterialet[38]. Tilstedeværelsen af disse genstandsgrupper i gravene viser, at fortinning ikke kun var forbeholdt kvindens brystsmykker; også bestemte dele af mandsudstyret, især krigerens, fik en sølvblank belægning.[39]

Hjulby Gudme Fyn i øvrigt Tissø Uppåkra I alt
Trefliget fibula 1 6 2 8 1
Skivefibula 3 1 1 7 1
Ligearmet fibula 1 2 1 4
Rhombeform. fibula 1 1 1 3
Hjalteformet fibula 2 2
Tungeformet fibula 1 1 2
Diverse fibler 1 1 2
Nål 1 1
Valkvriefigur 1 1
Påsyningsplade 1 1
Hængesmykke 2 2 6 4 14
Remende/spænde 1 1 2
Armbånd 1 1
Sværdfæste knap 1 1
Vægtlod 2 2
Beslag/diverse 1 4 5
Ialt 4 11 10 12 33 70
Fig. 11. Fordelingen af forskellige fortinnede genstandsgrupper fra vikingetid.

Fortinning i vikingetiden

Blandt de undersøgte 70 fortinnede bronzer fra vikingetiden udgør fiblerne, som tilfældet var i yngre germansk jernalder, hovedparten – i alt ca. 60% (fig. 11). Hyppigst forekommer fortinning på trefligede fibler, hvor belægningen især ses som et tykt og ikke poleret lag på bagsiden. Flere af de danske og en enkelt skånsk fibel med fortinning på bagsiden har tillige forgyldning på forsiden. Kombinationen af tin på bagsiden og forgyldning såvel som fortinning på forsiden er registreret på et eksemplar fra Uppåkra såvel som på et overdimensioneret stykke fra Rolighedskroen på Østfyn (fig. 12).[40] Der er også registreret fibler, der enten har belægning på for- eller bagsiden, medens fortinning på begge sider kun forekommer sjældent.


Fig. 12. Trefliget fibula fra Rolighedskroen med upoleret fortinning på bagsiden (a) samt forgyldning og poleret fortinning på forsiden (b).

Som det var tilfældet på de trefligede fibler ses fortinning på rhombiske og på let hvælvede skivefibler ofte som en kombination af en tyk upoleret belægning på bagsiden og forgyldning på forsiden. Dette billede genfindes i det danske såvel som i det skånske materiale (fig. 13). De andre fibeltyper, som fortinning optræder på, har som oftest kun fortinning på forsiden – evt. blot på ornamentikkens ophøjede partier.

Vikingetidens øvrige dragtrelaterede smykker er kun undtagelsesvis belagt med tin, og bælteudstyret har, i modsætning til hvad der var tilfældet i yngre germansk jernalder, kun yderst sjældent fortinning. Til gengæld har hængesmykker, i særdeleshed cirkulære eksemplarer, næsten altid en tyk, upoleret tinbelægning på bagsiden og forgyldning – evt. kombineret med poleret tinbelægning – på forsiden. Også på dette område har typen stor lighed med de samtidige skivefibler.


Fig. 13. Rhombeformet fibula fra Strandby og cirkulær fibulafra Gudme. Begge har upoleret fortinning på bagsiden (a) og forgyldning på forsiden (b).

Til diverse-gruppen af fortinnede genstande fra vikingetid hører, ud over forskellige beslag, en sværdfæsteknap og to vægtlodder. Når den almindelige udbredelse af vægtlodder tages i betragtning -ikke mindst i Uppåkra-materialet – må de to registrerede eksemplarer betegnes som særtilfælde. Det er kun undtagelsesvis, at man har fortinnet vægtlodder eller andre former for redskaber.

Hvis man sammenligner brugen af tinbelægning i yngre germansk jernalder og vikingetid, fremgår det, at teknikken har haft størst udbredelse i førstnævnte tidsrum. I begge perioder var det især kvindernes brystsmykker, man fortinnede. Hvor det i yngre germansk jernalder havde været almindeligt at bruge fortinning alene på forsiden, ses dette sjældent på genstande fra den efterfølgende periode. Når der endelig forekommer fortinning på forsiden af vikingetidens smykker, er det som regel i kombination med forgyldning. På vikingetidens smykker findes tinbelægning hyppigst på bagsiden, hvor den ses som et tykt, ujævnt lag, ofte med tydelige aftørrings- og/eller filespor. Bagsidefortinningen er næsten altid kombineret med forgyldning af forsiden; det var tydeligt, hvilken side der skulle være synlig.

Ligesom det var tilfældet i yngre germansk jernalder, var der også i vikingetiden bestemte smykketyper – f.eks. de almindeligt forekommende ovale skålspænder – som man aldrig eller kun undtagelsesvis fortinnede.[41] Årsagen er antagelig, at også vikingetidens kvindesmykker kan opdeles i to grupper, nemlig dem, der primært har haft en praktisk funktion, og dem, der tillige skulle signalere ejerens sociale tilhørsforhold.


Fig. 14. Cirkulært hængesmykke fra Uppåkra med mislykket fortinning på bagsiden og forgyldning på forsiden (U 1025).

Fortinning efter vikingetiden

For helhedens skyld skal det omtales, at der under gennemgangen af fortinnede bronzer kunne udskilles i alt 45 genstande, der kunne dateres til middelalder og nyere tid – eller som ikke kunne dateres mere præcist. En betydelig del af genstandene udgøres af remspænder og blikstykker, men fortinning er også påvist på beslag til dolkskeder, til skrin/kister og til seletøj. Til rideudstyret hører også en fortinnet stjernespore fra Hjulby. I modsætning til praksis i yngre germansk jernalder og vikingetid har man tilsyneladende kun i meget begrænset omfang fortinnet smykker i middelalderen og renæssancen. I det gennemgåede materiale er der blot registreret en såkaldt Agnus Dei-fibula fra Toften ved Herrested på Midtfyn og et cirkulært hængesmykke fra Uppåkra med en meget simpel og mislykket fortinning på bagsiden samt forgyldning på forsiden (fig. 14). Begge genstande dateres til tiden omkring 1100, og de kan dermed ses i direkte forlængelse af den tradition, der ligger bag fremstillingen af vikingetidens fortinnede fibler.

Fig. 15. To fuglefibler fra Gudme med partiel fortinning på oversiden.

Fortinnede genstandes oprindelige udseende

Når man betragter en jordfundet bronzegenstand med tinbelægning, præges den af kontrasten mellem det let anløbne grå/blålige/sølvgrå tin og den grønne kobberkorrosion. Det kan derfor være svært at forestille sig, hvordan genstanden så ud, da den forlod bronzestøberens værksted. Bronzen har haft en gylden farve, medens tinbelægningen efter polering utvivlsomt har fremtrådt spejlblank og sølvagtig.

På genstande fra yngre germansk jernalder er fortinning ofte kombineret med stempelornamentik, og belægningen har måske fremhævet de indstemplede mønstre og dermed givet større spil i den blanke overflade. Der findes også eksempler på, at man har brudt det blanke skær ved at ridse og skrabe figurer eller mønstre i belægningen.[42] Samme effekt kunne opnås ved at fortinne udvalgte dele af et smykkes overflade – f.eks. rammepartiet på rektangulære pladefibler eller vinger og haleparti på fuglefibler fra 7. årh. (fig. 15 og 16). Når fortinning forekommer partielt på en genstands forside, er det altid på de højeste punkter, hvor man til stadighed kunne efterpolere. Forgyldning, derimod, ser man også anvendt i ornamentikkens fordybninger, men guld løb heller ikke an på samme måde som tin.


Fig. 16. Fuglefibula fra Uppåkra med partiel fortinning på oversiden (U 560).

Når man kun fortinnede dele af et smykkes overflade, var hensigten sandsynligvis at opnå en kontrast mellem den sølvblanke tinoverflade og den gyldne bronze. Da man ikke har kunnet polere nede i ornamentikkens fordybninger, løb bronzen an og blev mørkebrun eller sort, og det kan ikke udelukkes, at man har forstærket denne proces ved farvning af bronzen.[43]

I mangel af bedre?

Hovedkonklusionen på undersøgelsen af fynske, sjællandske og skånske bronzer er, at fortinningsteknikken blev introduceret i den sene del af ældre germansk jernalder – på overgangen til yngre germansk jernalder. Hurtigt fik brugen af tinbelægning stor udbredelse på forsiden af bestemte fibeltyper og beslag – på mere eksklusive stykker i kombination med forgyldning og evt. indlægning af glas og ædelsten. Spørgsmålet er, om det alene er introduktionen af en ny teknologi — givet under påvirkning af kontinentale (frankiske) værksteder, der har betinget dén ret pludselige opkomst og hurtige spredning af fortinningsteknikken – eller om der kan være andre årsager?

Som nævnt er der ikke fortinning på det sydskandinaviske smykkemateriale fra romersk og ældre germansk jernalder. Til gengæld forekommer der bronzegenstande med pålagt sølv- og guldblik, ligesom massive genstande af sølv og guld ikke var et ukendt fænomen i de første fem århundreder efter Kristi fødsel. Vurderet ud fra bl.a. de store skattefund fra Gudme-området synes der at have været enorme mængder af guld og sølv i omløb især i slutningen af yngre romersk og i ældre germansk jernalder (ca. 300-550 e.Kr.). Ædelmetallerne kom til Sydskandinavien fra Romerriget, bl.a. i form af mønter og bordservice, som her blev smeltet om til smykker og barrer, og de massive guld- og sølvgenstande har spillet en uhyre vigtig rolle som symboler på religiøs, økonomisk og militær status og magt.

Vurderet ud fra mønterne i bornholmske og svenske skattefund nåede tilstrømningen af guld og sølv et maksimum i begyndelsen af 6. århundrede, men herefter synes kilderne at være tørret hastigt ud – for helt at ophøre kort efter midten af århundredet.[44] Deponeringen af ædelmetaller, som vi kender dem fra 5. og begyndelsen af 6. århundrede, ophører fuldstændigt senest i midten af 6. århundrede, og de følgende århundreder er præget af en mangel på guld og sølv, der står i skærende kontrast til den forudgående "guldalder". Fra yngre germansk jernalder kender vi fra dansk område kun få og små massive guldgenstande i form af fingerringe, perler og det tynde blik, som guldgubberne er præget på.[45] Tilsvarende er der kun fundet få massive sølvgenstande fra yngre germansk jernalder – med de såkaldte sceattas – altså mønter fra 700-årene – som en hovedsageligt sydvestdansk undtagelse. Først i vikingetiden optræder massive sølvgenstande igen i større mængder i de arkæologiske fund, og det skyldes, at der omkring 800 kom gang i tilførslen af ædelmetaller til det sydskandinaviske område. Sølv kom især via de russiske floder i form af arabiske mønter, samt som guld- og sølvgenstande, der blev handlet eller røvet på togter i Vesteuropa. Det er imidlertid påfaldende, at det netop var i de århundreder, hvor tilførslen af guld og sølv nåede et absolut minimum eller måske helt hørte op, at fortinnings-teknikken slog igennem, og vi anser det for sandsynligt, at de to ting skal ses i sammenhæng.

Selv om de store mængder kasserede smykker og metalskrot, som findes på håndværkspladser fra yngre germansk jernalder og vikingetid, tyder på, at nye bronzegenstande i stort omfang blev fremstillet af genbrugsmetal, må der i 6.-10. århundrede have været en kontinuerlig tilførsel af kobber og især af tin til Sydskandinavien. Af bronzen fremstillede man brugssmykker – hverdagssmykker – på samme måde, som man havde gjort i romersk og ældre germansk jernalder, men som følge af manglen på guld og sølv fik bronzen endvidere betydning som råmateriale til fremstilling af overklassens statusprægede smykker. Bronzen har ikke guldets magiske glød eller sølvets blanke glans, men der kunne kompenseres for disse mangler ved at give bronzesmykkerne forskellige former for overfladebehandling. Ved at indlægge glas og ædelsten i smykker kunne man fremhæve detaljer eller opnå et større farvespil, ligesom fladedækkende stempelornamentik var en anden måde at bryde spillet i en jævn flade på. Tilsvarende var forgyldning og fortinning teknikker, der i variation og/eller kombination kunne få en bronzeoverflade til at fremtræde mere eksklusiv og prangende, end den egentlig var. Af mangel på tilstrækkelige mængder guld måtte en forgyldt bronzegenstand gøre det ud for den massive vare, og det kan formodes, at tinbelægningen tilsvarende var en erstatning for sølv. Man kan således også antage, at når tinbelægning især i vikingetiden blev brugt som bagsidebelægning, kombineret med forgyldning af forsiden, så var det fordi man ønskede at efterligne en forgyldt sølvgenstand.

De politiske omvæltninger, der fulgte i kølvandet på Romerrigets sammenbrud, satte en stopper for leverancer til Sydskandinavien af de ædelmetaller, som havde haft kolossal betydning i overklassens evige konkurrence om at kunne fremvise de mest prangende statussymboler. Af mangel på den ægte vare fandt man på tekniske løsninger, så simple bronzesmykker kom til at syne af mere, end de egentlig var. Således må vi antage, at fortinningen blev lavet i mangel af bedre – for fint skulle det være!

Noter

  1. ^ Genstande fra følgende museer er gennemgået: Odense Bys Museer (OBM): Hjulby-komplekset (Henriksen 2000a; 2000b), Jeppeshøje (Albrectsen 1951), Herringe (Henriksen 1997b), Rolighedskro-en/Davinde (Brøndsted 1936), Åsum (Lønborg 1992), Åsum Enggård (Thrane 1974), Strandby Gammeltoft (Henriksen 1997a), Næsbyhoved (Christensen 1999), Ejby Mølle (Jacobsen 1980), Gamborg Nordvest (upubl., 090617-103), Toften (upubl., 090608-37) og Tjørnehøj I (upubl., 080209-146). Svendborg & Omegns Museum (SOM): Lundeborg (Thomsen et al. 1993), Brudager (Hardt & Michaelsen 1991). Nationalmuseet (NM): Gudme (Jørgensen 1999 – dele heraf på OBM), Tissø-komplekset på Nordvestsjælland (Jørgensen 1998). Lunds Universitets Historiska Museum (LUHM): Uppåkra (Hårdh 1999 (red.)). Per Orla Thomsen, SOM, Palle Østergaard Sørensen og Lars Jørgensen, NM, samt Bertil Helgesson og Birgitta Hårdh, LUHM, takkes for tilladelse til at gennemgå og nævne upubliceret materiale. Dataindsamling afsluttet 15/6 2000.
  2. ^ F.eks. Lønborg 1992, s. 81ff.; Arrhenius 1999, s. 138.
  3. ^ F.eks. Ravn 1989, s. 225.
  4. ^ F.eks. Thrane 1974, s. 23; Branca 1999, fig. 1.
  5. ^ Anheuser 2000, s. 194. Ørsnes-Christensen anfører i publikationen af Kyndby-gravpladsen, at en lille hængedåse af bronze er forsølvet (1956, s. 79, note 15) – dog uden at der fremlægges dokumentation herfor.
  6. ^ La Niece 1990, s. 103.
  7. ^ Meeks 1993, s. 265.
  8. ^ Meeks 1986, s. 153.
  9. ^ Meeks 1986, s. 148.
  10. ^ Meeks 1993, s. 267.
  11. ^ Meeks 1986, s. 139.
  12. ^ Meeks 1992, s. 184.
  13. ^ Albrectsen 1956, s. 166 (Kærumgårde og Nørre Broby). Spejlene beskrives af Albrectsen som bronze med hvidmetalbe-lægning, hvorimod Hedeager og Kristiansen anfører (1984, s. 186, note 2), at spejlet fra Nørre Broby er af sølv.
  14. ^ Jensen 1996, s. 583.
  15. ^ Meeks 1993, s. 255.
  16. ^ Anheuser 2000, s. 199.
  17. ^ Meeks 1986, s. 141.
  18. ^ Theophilus 1961, s. 130; 143.
  19. ^ Meeks 1992, s. 191.
  20. ^ Theophilus 1961, s. 161. Samme metode er beskrevet i forbindelse med polering af forhistoriske kinesiske bronzespejle (Meeks 1993, s. 265).
  21. ^ Albrectsen 1956, s. 214ff.
  22. ^ Bog 34, afsnit 160-162. Herefter Projektgruppe Plinius 1989, s. 17ff.
  23. ^ Projektgruppe Plinius 1989, s. 19, note 43. Iflg. Lewis and Short 1962, s. 924 og 928 er substantivet incoctilia (pluralis) afledt af verbet incoquo, der betyder "koger i noget", "trækker i noget" eller "farves i noget". I den konkrete sammenhæng kan incoctilia bedst oversættes med "dyppet i tin".
  24. ^ Jf. note 1.
  25. ^ Konserveringstekniker Jens Aagaard, OBM, takkes for udførelse af SEM-EDX-analyserne, der er foretaget på Syddansk Universitet, Odense. Tak til Hans Bøye, Anatomisk Institut, for venlig assistance.
  26. ^ Denne meget subjektive undersøgelsesmetode kunne understøttes ved at se på et cirkulært hængesmykke fra Uppåkra (LUHM U 4084), som på forsiden har tinbelægning og indlægning med sølvtråd. Forskellen i farve og patina på de to metaller var tydelig.
  27. ^ Branca et al. 1999.
  28. ^ F.eks. Vedel 1886; Ørsnes 1966; Ravn 1989; Petersen 1991; Nielsen 1992, s. 126; Jørgensen og Jørgensen 1997.
  29. ^ LUHM U 934 (relieffibula) og U 3002 (spænde).
  30. ^ Herunder også medregnet de eksemplarer, der må defineres som fiskefibler – jf. Ørsnes 1966, s. 101ff. Jf. Branca 1999, s. 169.
  31. ^ OBM 6205×53. Jf. Vedel 1886, s. 164.
  32. ^ OBM 999×1456 (Gudme) og Albrectsen 1951, s. 243 (Jeppeshøje, grav D).
  33. ^ LUHM U 6994.
  34. ^ Jf. Arrhenius 1999, s. 137f.
  35. ^ Status pr. 1/5 2000. Jf. Hårdh 1999.
  36. ^ Jf. Jørgensen og Jørgensen 1997, s. 55ff., fig. 46.
  37. ^ LUHM U 5615 og SOM A 601. Sidstnævnte kan ikke med fuld sikkerhed dateres til yngre germansk jernalder.
  38. ^ F.eks. som Vedel 1886, s. 159f.; 1897, s. 58ff.
  39. ^ På Kontinentet er de samme genstande fra mandsudstyret ofte tauscherede (jf. f.eks. Menghin 1994).
  40. ^ LUHM U 3101; Brøndsted 1936, s. 143 (Rolighed skroen).
  41. ^ Når det anføres, at der er flere lag "blanchering" på en skålformet fibula fra Rolighedskroen, skyldes det antagelig en misforståelse. Antagelig er det påviste tinrige lag loddemetal, og det sølvholdige lag rester af påloddet sølvblik (Lønborg 1998, s. 89).
  42. ^ Petersen 1991, fig. 6; Jørgensen og Jørgensen 1997, pl. 37.
  43. ^ Jf. Theophilus 1961, s. 130.
  44. ^ Fagerlie 1967.
  45. ^ Ørsnes 1966, s. 193; Jørgensen og Petersen 1998, s. 278ff.

Litteraturliste

  • Albrectsen, E.: "Ein Gräberfeld der jungeren Eisenzeit auf Fünen." Acta Archaeo-logica XXI, 1950 (1951), s. 234-253.
  • Fynske Jernaldergrave. Bd. II. Ældre romersk jernalder. København, 1956.
  • Anheuser. K.: “Amalgam tinning of Chinese bronze antiquities." Archaeometry, nr. 42 (1), 2000, s. 189-200.
  • Arrhenius, B.: "De likarmade spännena från Vendeltid funna på Uppåkrabo-platsen." I: Hårdh (red.) 1999, s. 135-144.
  • Branca, A.: "Fågelfibulor – en exklusiv grupp." I: Hårdh (red.) 1999, s. 163-176.
  • Branca, A., Helgesson, B., Hårdh, B. og Tegnér, M.: "Detektorfunna föremål från jårnåldern. Översikt av materialet vid årsskiftet 1998/1999." I: Hårdh (red.) 1999, s. 59-65.
  • Brøndsted, J.: "Danish Inhumation Graves of the Viking Age. A Survey." Acta Archaeologica VII, 1936, s. 81-228.
  • Christensen, J.T.: "De senere års udgravninger af Næsbyhoved Slot og ladegård." Sletten, 1999, s. 63-69.
  • Fagerlie, Late Roman and Byzantine Solidi Found in Sweden and Denmark. Numismatic Notes and Monographs nr. 157. New York, 1967.
  • Hardt, N. og Michaelsen, K.K.: "Thor?" Årbog for Svendborg & Omegns Museum, 1991, s. 26-28.
  • Hedeager, L. og Kristiansen, K.: "Nr. Broby – en fyrstegrav fra ældre romertid med vogn og hesteudstyr." Hikuin, nr. 10,1984, s. 181-186.
  • Henriksen, M.B. (1997a): "Vikinger ved Helnæsbugten." Fynske Minder, 1997, s. 25-58.
  • – (1997b): "Fra Herringes ældste tider -fem midtfynske huse fra 1100-tallet." Ræthinge-Posten, 1997, s. 21-30.
  • – (2000a): "Er Hjulby Nyborgs forgænger?" Nyborg – før & nu, 1999 (2000), s. 8-16.
  • – (2000b): "Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. Tre fynske bopladsområder med detektorfund." I: Henriksen, M.B. (red.): Detektorfund – hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyg-gelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrifter fra Odense Bys Museer, vol. 5 (i tryk).
  • Hårdh, B.: "Näbbfibulan – et vendeltida vardagsspänne." I: Hårdh (red.) 1999, s. 145-162.
  • Hårdh, B. (red.): Fynden i centrum. Keramik, glas och metall från Uppåkra. Uppåkrastudier 2. Acta Archaeologica Lundensia No. 30. Lund, 1999.
  • Jacobsen, J.A.: "Fikserbilleder." I: Kjærum, P. og Olsen, R.A. (red.): Oldtidens ansigt. Århus, 1980, s. 67.
  • Jensen, T.: "Fortinning." I: Lund, J. et al. (red.): Den Store Danske Encyklopædi. Bd. 6. København, 1996, s. 583.
  • Jørgensen, L.: "En storgård fra vikingetid ved Tissø, Sjælland – en foreløbig præsentation." I: Larsson, L. og Hårdh, B. (red.) 1998, s. 233-248.
  • – "Fra nutidens pløjelag til jernalderens samfund – stormænd og håndværkere i Gudme." Årbog for Svendborg & Omegns Museum, 1998 (1999), s. 8-21.
  • Jørgensen, L. og Jørgensen, A.N.: Nørre Sandegård Vest. A Cemetery from the 6th-8th Centuries on Bornholm. Nordiske Fortidsminder. Serie B, vol. 14. København, 1997.
  • Jørgensen, L. og Petersen, P.V.: Guld, magt og tro. Danske skattefund fra oldtid og middelalder. København, 1998.
  • La Niece, S.: "Silver plating on copper, bronze and brass." the antiquaries journal, nr. 70 (1), 1990, s.102-114.
  • Larsson, L. og Hårdh, B. (red.): Centrala platser, centrala frågor. Samhällsstrukturen under Järnåldern. Uppåkrastudier 1. Acta Archaeologica Lundensia No.28. Lund, 1998.
  • Lewis, C.T. og Short, C.: A Latin Dictionary. Oxford, 1962.
  • Lønborg, B.: "Om vikingetidens metalbearbejdning." Fynske Minder, 1992, s. 77-84.
  • Vikingetidens metalbearbejdning. Fynske Studier 17. Odense, 1998.
  • Meeks, N.D.: "Tin-rich surfaces on bronze – some experimental and archaeolo-gical considerations." Archaeometry, nr. 28 (2), 1986, s.133-162.
  • "A Technical Study of Roman Bronze Mirrors." Acta of the 12th International Congress on Ancient Bronzes. Nijme-gen) 1992, s. 179-194.
  • – "Surfacecharacterization of tinned bronze, high-tin bronze, tinned iron, and arsenical bronze." I: La Niece, S. og Craddock, P. (red.): Metal plating and patination. Oxford, 1993, s. 247-275.
  • Menghin, W. (red.): Tauschierarbeiten der Merowingerzeit. Kunst und Technik. Museum fur Vor- und Friihgeschichte, Staatliche Museen zu Berlin, Bestands-kataloge Band 2. Berlin, 1994.
  • Nielsen, H.: "Boeslunde – et sjællandsk Gudme?" I: Hansen, U.L. og Nielsen, S. (red.): Sjællands jernalder. Arkæologiske skrifter 6, København, 1992, s. 113-132.
  • Petersen, P.V.: "Nye fund af metalsager fra yngre germansk jernalder. Detektorfund og danefæ fra perioden 1966-88." I: Mortensen, P. og Rasmussen, B. (red.): Fra Stamme til Stat i Danmark. 2. Høvdingesamfund og Kongemagt. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII:2, 1991, s. 49-66.
  • Projektgruppe Plinius (red.): Plinius der Ältere über Blei und Zinn. Naturalis Historia 34,156-178 und 33, 94 und 106-108. Werkheft (E) nr. 10. Tiibingen, 1989.
  • Ravn, L.G.: "Strandgrave ved Bilidt." I: Jørgensen, L. (red.): Simblegård-Trelle-borg. Danske gravfund fra førromersk jernalder til vikingetid. Arkæologiske Skrifter 3, København, 1989, s. 218-228.
  • Theophilus: The Various Arts. Translated from the Latin with Introduction and Notes by C.R. Dodwell. London, 1961.
  • Thomsen, P.O., Blæsild, B., Hardt, N. og Michaelsen, K.K.: Lundeborg. En handelsplads fra jernalderen. Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum. Bd. 32. Ringe, 1993.
  • Thrane, H.: "Lysglimt fra en mørk tid. To jernalderspænder fra Åsum Enggård." Fynske Minder, 1973 (1974), s. 19-28.
  • Vedel, E.: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. Kjøbenhavn, 1886.
  • Efterskrift til Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. Kjøbenhavn, 1897.
  • Ørsnes, M.: Form og stil i Sydskandinavien yngre germanske jernalder. Nationalmuseets Skrifter. Arkæologisk-histo-risk række XI. København, 1966.
  • Ørsnes-Christensen, M.: "Kyndby. Ein Seeländischer Grabplatz aus dem 7.-8. Jahrhundert nach Christus." Acta Archaeologica XXVI, 1955 (1956), s. 69-162.

©