Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden

Indledning

I midten af 1960’erne pløjede landmand Mogens Walther de flade og sandede jorder på ejendommen Hvenekilde nær landsbyen Seden ca. 5 km nordøst for Odenses centrum (fig. 1). Den historieinteresserede landmand fandt potteskår og hvidbrændte menneskeknogler i plovfuren, så han kontaktede Fyns Stiftsmuseums leder, Erling Albrectsen, der i den kommende tid afdækkede mere end 150 grave fra førromersk og romersk jernalder (ca. 150 f.Kr. – ca. 375 e.Kr.).[1] Andre opgaver lå for, så der blev ikke gjort mere for at følge op på sagen; det skete først ca. 20 år senere, da den fynske hovedstad havde fået så meget vokseværk, at nye boligområder var begyndt at opsluge arealerne øst for Odense Ås udløb i fjorden. Heldigvis var arkæologerne hele tiden et skridt foran entreprenørernes gravemaskiner, og da området omkring gravpladsen skulle udstykkes, rykkede de ud for at se, om der endnu var grave på stedet. Det viste sig snart, at Albrectsen ikke havde fundet gravpladsens fulde udstrækning, og yderligere 16 grave kunne undersøges. Enkelte af disse var endda fra ældre germansk jernalder (ca. 375-450), så nu kunne det godtgøres, at gravpladsen havde været i brug i noget over et halvt årtusinde. Det var derfor nærliggende at tro, at de gårde, hvor gravpladsens døde havde boet, måtte kunne lokaliseres i det omkringliggende landskab.

Siden 1988 har arkæologer fra Odense Bys Museer fjernet mulden over store dele af Seden Syd-bydelen i jagten på jernalderens gårde, og det har givet en enestående mulighed for at følge udviklingen i bebyggelsen fra ca. 300 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. Et af de undersøgte bopladsområder, beliggende ca. 500 m nordøst for gravpladsen ved ejendommen Helstedgård, har på grund af omfattende udgravninger og gode bevaringsforhold givet et meget detaljeret indblik i jernalderfolkenes liv. I det følgende præsenteres nogle af de resultater, som arkæologer og naturvidenskabsfolk har opnået efter undersøgelserne på stedet.

Fig. 1. Sedens placering i det fynske landskab.

Bopladsen på bakken

De udstrakte bopladsområder ved Seden ligger på en hedeslette ca. 1,8 km syd for bredderne af Odense fjord og ca. 1,4 km øst for Odense å, der har sit udløb i den inderste del af fjorden (fig. 2). Hedesletten er næsten helt flad, men lige netop ved ejendommen Helstedgård brydes fladen af en bakke, der med en højde på blot 2-3 m og et tværmål på ca. 250 m stort set forsvinder i det nu næsten tilbyggede landskab. Heller ikke i jernalderlandskabet har bakken været markant, men den har dog alligevel brudt den jævne flade – og så har den måske været dækket af en anderledes vegetation, fordi den bestod af ler i modsætning til hedeslettens grus og sand. Disse forhold var antagelig medvirkende årsag til, at den boplads, der blev anlagt på bakkens top og sider i jernalderen, fik en anderledes udvikling end de gårde, der lå på de omkringliggende flader.

En betydelig del af bakken er undersøgt forud for boligbyggeri og ikke mindst i forbindelse med anlæggelse af ringvejsystemet øst om Odense. I de mange tusinde kvadratmeter store udgravningsfelter er der påvist spredte spor af bebyggelse fra sten- og bronzealder. Først i begyndelsen af yngre romersk jernalder (ca. 200 e.Kr.) anlagdes en klynge af beboelseshuse med tilhørende stalde og omgivende hegn (fig. 3). Antagelig har der ligget 2-4 gårde på bakken fra 3.5. århundrede, hvorefter området tilsyneladende blev forladt – og måske sprang i skov.

Det er nu ikke gårdenes huse, der skal være hovedemnet for denne artikel, men derimod bopladsens usædvanligt mange brønde og de meget udstrakte og tykke affaldslag – af arkæologerne kaldet kulturlag – som er undersøgt ved foden af bakken. Det er i brøndene og kulturlagene, der er fremkommet et stort oldsagsmateriale, som dokumenterer bopladsens særstilling i lokalområdet såvel som i et større perspektiv.

Fig. 2. Seden Syd set fra sydvest i 2001. Odense å løber lige akkurat uden for billedets venstre kant; i baggrunden ses den indre og meget fladvandede del af Odense Fjord. 1: Bopladsen ved Helstedgård. 2: Gravpladsen ved Hvenekilde.
Fig. 3. Oversigtsplan over dele af bopladsen ved Helstedgård med markering af huse, brønde, kulturlag og begravet hund.

Drikkevandsbrønde og hørrødningsgruber

I Seden-området er grundvandsspejlet meget højt, men særligt på overgangen mellem bakkens ler og hedeslettens sand skal man ikke grave dybere end ½ meter, før vandet pibler frem. Stikker man spaden blot lidt længere ned i jorden, bliver vandpresset så stort, at det bliver nødvendigt med afstivning; ellers skrider det hele simpelthen sammen i en sø af mudder. Denne lette og konstante adgang til ubegrænsede mængder grundvand har jernalderbønderne hurtigt fået øjnene op for, og derfor har de rundt langs bakkefoden anlagt mere end 30 brønde i løbet af bopladsens brugstid. Det virker lidt voldsomt i betragtning af, at bakkens gårde næppe på noget tidspunkt har huset mere end måske et halvt hundrede to- og firbenede beboere, der skulle forsynes med drikkevand (fig. 4).

Undersøgelserne afslørede da også snart, at det nok kun var et fåtal af de indtil blot ca. ½ m dybe nedgravninger, der havde været anvendt som brønde i traditionel forstand. På grund af det fugtige og iltfattige miljø i nedgravningerne er der bevaret et fantastisk stort og velbevaret arkæologisk og naturvidenskabeligt fundmateriale, som på et ret detaljeret niveau kan bruges til at belyse aktiviteter og miljø på bopladsen i 3.-5. årh. e.Kr. Senest har brøndene fungeret som regulære skraldespande for bopladsens husholdnings- og værkstedsaffald, men rester af sivplanter og andemad samt ferskvandssnegle og dafnieæg viser, at de forinden stod vandfyldte i nogen tid. Det var dog fund fra bundlaget af brøndgruberne, der afslørede årsagen til, at man oprindeligt havde gravet sig ned til de ustabile og meget vandførende lag.


Fig. 4. Jernalderbrønd under udgravning. De mørke lag stammer fra opfyldningen med affald. I en enkelt brønd stod endnu en stige – i form af en stamme med udhuggede trin.

Fig. 5. Bundt af hørstængler på bunden af en brønd – og i hånden af en arkæolog.

På bunden af flere af brøndgruberne fandtes nemlig totter og bundter af noget, der umiddelbart lignede halmstrå (fig. 5). Ved nærmere analyser på Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser kunne det dog afsløres, at der var tale om stængler af brændenælde og især af hør.[2] Der var tydeligvis ikke tale om strå, der tilfældigvis var blæst eller smidt ned i brøndene, men derimod om bevidst placeret materiale. Stænglerne lå pænt sorteret, og de olieholdige frø var fjernet fra hørstænglerne. Derfor er der næppe grund til at tvivle på, at både hør- og nældestængler har været lagt i blød i brøndene for at rødne, således at man gennem forskellige processer efterfølgende kunne frigøre fibre til tekstilproduktion. Forarbejdning af hørstængler til tekstil har man praktiseret på vore breddegrader siden yngre bronzealder, og faktisk er landets ældste produktionsanlæg undersøgt ved Fraugde ca. 6 km sydøst for Seden.[3] Antallet af hørrødningsbrønde på Seden-bopladsen er så stort, at der må være tale om en udstrakt og systematisk produktion med henblik på afsætning til andre jernalderbopladser. Spor efter så udstrakt hør forarbejdning har hidtil kun været kendt fra vikingetid,[4] men kan altså med fundene fra Seden føres tilbage til 4. og måske endda til 3. årh. e.Kr.

Fig. 6. Opstadsvæven, der forvandlede hørgarnet til tekstil, var forsynet med ring- eller pyramideformede vævevægte af brændt ler.

Behandlingen af hør er en lavteknologisk proces, der ikke nødvendigvis har afsat mange spor i det arkæologiske materiale, og der er således ikke fundet redskaber fra de mange led af forarbejdning, som hørstænglerne har været igennem. Det er dog sandsynligt, at alle bearbejdningstrin har været praktiseret på stedet, for mange fund af ten- og vævevægte dokumenterer, at fibrene også blev spundet til garn og vævet til tekstil ved gårdene på bakken (fig. 6).

Fig. 7. Dette tykvæggede kogekar med rester af fastbrændt mad var nedsat i en brønd med et indhold af hyldebær.

I en af brøndene stod et helt lerkar, som var fyldt med hyldebær (Sambucus nigra), der nu var til stede i form af frø (fig. 7). Fundet kunne ikke umiddelbart forklares, men da der året efter blev gjort et fuldstændigt tilsvarende og jævngammelt fund ved Allerup 8 km syd for Seden, kunne det ikke længere opfattes som en tilfældighed. Også Allerup-karret var nedsat i en brønd, og denne indeholdt tillige en trækølle, som kan have været anvendt til bearbejdning af plantestængler.[5]

Hvad var årsagen til at sætte en krukkefuld hyldebær ned i en brønd? Var det et offer, eller skyldes det snarere, at bærrene her kunne opbevares i et køligt miljø, eller skulle de tværtimod være her for at gære? I nyere tid har man anvendt hyldebær til at give hørgarn en brunlig og uld en blågrå farve, så måske er forklaringen simpelthen, at man skulle bruge den kraftige suppedas til at farve garn. På den nærliggende Hvenekilde-gravplads har man fundet uldstoffer fra gravpladsens tid,[6] og de er farvet blå, antagelig med planten farvevajd. Da kun små fragmenter af dragterne er bevaret, kan det ikke udelukkes, at de også har omfattet beklædningsstykker af hør, som var farvet ved hjælp af hyldebær.

Fig. 8. Stump af snoet reb – måske lavet af lindebast?
Fig. 9. Tøndersvamp – gnistfang i jernalderens fyrtøj.
Fig. 10. Ildsten, der er lavet af den hårde bjergart kvartsit, var fastgjort til bæltet med en strop.

Hverdagens redskaber

Blandt fundene fra brøndenes fugtige lag skal fremhæves en række smågenstande, der belyser forskellige aspekter af hverdagslivet i jernalderen. Stumper af reb, antagelig lavet af lindebast, stammer måske fra kvægets tøjr (fig. 8), mens en stor tønder- eller fyrsvamp måske er hjembragt for at fungere som gnistfang ved optænding med datidens fyrtøj, der bestod af en stålspids, som blev slået mod en oval kvartsitsten (fig. 9). Og netop sådanne ildslagningssten blev der fundet et par stykker af i affaldslagene (fig. 10).



Fig. 11. Stumper af lokale benkamme – og af kam af sydøsteuropæisk typr med halvcirkulært greb.

Fra jernalderens grave ved vi, at næsten alle mennesker var udstyret med en kam, og det er derfor ikke så usædvanligt, at der blev fundet stumper af flere af disse personlige redskaber, som var lavet af hjortetak. En af kammene skiller sig dog ud fra den type, man normalt finder i de fynske grave, idet den har et halvcirkulært greb på overdelen (fig. 11). Kamme med denne udformning af grebet er meget udbredte i Sydøsteuropa, men i Danmark kendes de kun fra Fraugde-gravpladsen ca. 8 km sydøst for Seden,[7] fra krigsbytteofferfundet i Nydam Mose i Sønderjylland samt fra Bornholm. Hvorvidt den meget specielle kam fra Seden er en fynsk kammagers efterligning af en type, som han har set i bæltet hos gæster – eller om der er tale om et regulært importstykke, kan være vanskeligt at afgøre. En ting er dog helt sikker: På Seden-bopladsen er kammen næppe fremstillet, for trods virkelig gode bevaringsforhold for ben og tak er der ikke fundet spor efter systematisk bearbejdning af disse materialer. Det er der til gengæld på Lundsgård-bopladsen ca. 1 km mod sydøst, så teoretisk set kan kammen være herfra. Såvel halvfabrikata som færdige kamme fra både denne boplads og den tilhørende gravplads[8] er dog lokalt forankrede typer.

Blandt brøndenes mange velbevarede genstande af organiske materialer adskiller en lille spinkel træpind sig ved at være tilskåret i den ene ende, så den afsluttes som et stiliseret dyrehoved (fig. 12). Dyrearten kan ikke bestemmes nærmere, og måske er der blot tale om et barns leg med en kniv i en tilfældig kæp, men ligegyldigt hvad, er det et pudsigt fund, der giver et øjebliksbillede af tiden omkring 400 e.Kr.

Fig. 12. Pind med udskåret dyrehoved; dyrearten kan dog ikke bestemmes.

Lerkarskår i tusindvis

Bopladsens affaldslag rummede tusindvis af skår fra knuste lerkar, men altid så sønderbrudte, at de ikke kan sættes sammen til hele kar. Hvis man ønsker at vide, hvilke typer og størrelser af lerkar, gårdenes beboere brugte til madlavning og opbevaring, er vi dog ikke helt på bar bund. “Facitlisten” findes faktisk på den nærliggende Hvenekilde-gravplads, hvor de døde ofte blev stedt til hvile med en opdækning af husgeråd (fig. 13). Der er således ikke tvivl om, at skårstumpeme fra bopladsen repræsenterer de samme typer af kogekar, drikkebægre og opbevaringsterriner, som genfindes i gravene. Ligheden er så iøjnefaldende, at det kan antages, at gravenes kar er fremstillet på en af områdets bopladser.

En mindre skårflage i tykvægget, groftmagret gods er forsynet med tre små støttefødder, og dette stykke er helt enestående i materialet. Antagelig er der tale om bunden af en lille olielampe, der ved hjælp af sæltran eller fåretælle kunne bidrage til oplysningen inde i de mørke jernalderhuse.


Fig. 13. Skårstumper fra bopladsens affaldslag – og tilsvarende, men helt kar fra Hvenekilde-gravpladsen.

Smykkesmedens affald?

Ikke så få gange under udgravningen skete det, at graveskeen midt mellem alskens husholdningsaffald stødte på genstande, som man skulle mene var for gode til at være kastet på møddingen. Det drejede sig om stumper af eller endda hele smykker af bronze og sølv, men også om ophuggede værdimetaller, der skal omtales lidt senere.

Blandt smykkerne er ca. 25 dragtnåle, såkaldte fibler, af stor betydning for tidsfæsteisen af bopladsen. Et eksemplar fra 3. årh. er lavet af sølv med pålagt guldblik, og det har haft en meget avanceret fjederkonstruktion, som antagelig er gået i stykker, hvorefter man har kasseret smykket med henblik på omsmeltning (fig. 14). Denne brochetype, af arkæologer benævnt Sackrau-fibler efter et polsk fundsted, kendes fra en halv snes rigt udstyrede kvindegrave på Fyn, og det nærmeste fund er gjort på Hvenekilde-gravpladsen. Hovedparten af fiblerne er dog af bronze eller jern, og de fleste kan tidsfæstes til 4. årh. (fig. 15), mens enkelte er fra 5. årh. (fig. 16) – og igen må man pege på, at der er fundet nære paralleller på Hvenekilde-gravpladsen. Blandt de sene fibler kan man særligt fremhæve et stykke med korsformet hovedparti og spadeformet fod (fig. 17). Formen er især kendt fra norske fund, men beslægtede stykker kendes fra Allerup 8 km syd for Seden[9], fra Korup 11 km mod vest[10] samt fra Gudme på Sydøstfyn, så der behøver ikke være tale om et importeret smykke.

Fig. 14. Pragtfibula af sølv med pålagt guldblik. 3. årh. Længde: 4,0 cm.


Fig. 15. Tre næsten ens bronzefibler fra slutningen af 4. årh. Længde: 8,1 cm, 5,7 cm og 5,1 cm.

Smykkerne omfatter også flere stykker af simple sølvringe samt et stykke af en stempelornamenteret sølvhalsring fra tiden omkring 400 e.Kr. (fig. 18). Dette og flere af de andre smykker er så store, at man ikke kan tro, at de blot er tilfældigt tabte, og de fleste virker da også bevidst overbrudte. Det kan skyldes, at genstandene var på vej til omsmeltning, og de skal derfor nok snarest opfattes som skrot fra en håndværkers værksted. Tilsyneladende har smykkesmeden ikke manglet råmateriale, for ellers ville han vel ikke have været så uforsigtig i sin omgang med værdierne!

Fig. 16. Korsformet bronzefibula med dyrehovedformet fod. 5. årh. Længde: 5,0 cm.
Fig. 17. Korsformet bronzefibula med spadeformet fod. 5. årh. Længde: 6,5 cm.
Fig. 18. Fragment af stempelornamenteret sølvhalsring fra tiden omkring 400 e. Kr. Længde: 6,0 cm.

Smykkesmedens arbejde dokumenteres også af metalsmelteklumper samt af stumper af sølv- og bronzebarrer. Til sidstnævnte gruppe regnes også flere stumper af et ophugget bronzesværd fra ældre bronzealder (ca. 1700 f.Kr.). Sværdet var således omkring 2000 år gammelt, da det blev hugget op, og det er helt utænkeligt, at det skulle have været i anvendelse gennem så langt et tidsrum. Det er langt mere sandsynligt, at sværdet blev lagt i en grav eller ofret i en mose i bronzealderen, for så langt senere at blive fundet af jernalderfolkene og hjembragt som en ressource, der kunne genbruges.

Når man betragter de mange fund af skrot og produktionsaffald fra smykkesmedens værksted, kan det undre, at der kun er bevaret meget få redskaber. Der er kun fundet nogle stumper af såkaldte probérsten, helt glatpolerede og meget hårde sten, som anvendtes til at afprøve guldets lødighed og måske til udbankning af guldblik, samt få og små fragmenter af digler og støbeforme. Egentlige værkstedsspor i form af f.eks, esser er slet ikke påvist ved de arkæologiske undersøgelser. Dette er nu ikke så usædvanligt, for i jernalderen foregik mange håndværksprocesser direkte på jordoverfladen, og spinkle spor af ildsteder, esser, ovne og arbejdsbænke er siden fjernet og opløst.

Fremmede forbindelser

Handelsvarer fra nær og fjern har fundet vej til Seden-bopladsen, og en romersk sølvmønt, en såkaldt denar, må være et resultat af en sådan vareudveksling. Mønten har i hvert fald været gennem mange hænder, for den er nu så slidt, at den ikke kan bestemmes mere præcist inden for rækken af antoninske kejsere eller det severiske dynasti (138-217 e.Kr.).[11] Som betalingsmiddel i jernalderens vareudveksling har man dog især anvendt ituklippede genstande af sølv og guld, og værdimetallerne blev omhyggeligt afvejet på vægte, hvis lodder af bly og bronze er fundet på bopladsen (fig. 19). En stump af en guldhalsring (fig. 20) samt flere fragmenter af sølvringe tilhører kategorien af betalingsmetal, og det samme gør et par stumper sølvplade, der er brutalt hugget ud af et romersk sølvfad (fig. 21). Romersk bordservice af sølv cirkulerede i mere eller mindre sønderbrudt tilstand som “skillemønt” blandt fynske stormænd i 4.-5. årh. e.Kr. En del – sikkert det meste – endte i smeltediglen og blev til smykker efter lokal smag, mens andre stykker blev gemt bort og gravet ned som skatte. Et eksempel på en sådan skat med stumper af et romersk sølvfad fandtes i 2007 på en boplads ved Fraugde Radby blot 4,5 km sydøst for Seden.[12]

Fig. 19. Tøndeformet vægtlod af jern og bronze.

Fig. 20. 1,57 gram guld – blot en lille promille af de i alt ca. 18 kg. guld, som kendes fra samtidige skattefund på Fyn. Iforstørrelse ses tydelige hugspor fra ophugningen af guldsmykket.
Fig. 21. Et lille fragment af et romersk sølvfad. Måske blev det anvendt som betalingsmiddel?

I 3.-5. århundrede producerede glashytter i området nord for Sortehavet såvel som langs Rhinen store mængder drikkeglas, der efterfølgende blev eksporteret til betydningsfulde slægter længere mod nord. Ganske mange glas cirkulerede blandt sydøstfynske stormænd, mens et mindre antal blev transporteret ind i baglandet. At dømme ud fra gravfundene nåede kun få glas til egnen omkring Odense, og derfor er det overraskende, at der fandtes mindst 11 skår fra et næsten tilsvarende antal glasbægre i affaldsbunkerne på Seden-bopladsen. Selv ud fra de små glasstumper er det muligt at se, at man har haft mindst tre typer af glasbægre på bopladsen: Små med lodrette ribber på ydersiden, koniske med indslebne ovale felter på ydersiden samt større kræmmerhusformede bægre (fig. 22). Spørgsmålet er imidlertid, om de velbeslåede Seden-bønder nogensinde har haft lejlighed til at skåle med et sådant statussymbol i hænderne – eller om man blot var kommet i besiddelse af enkelte glasskår? Netop i 3.-5. århundrede ser der ud til at have været en handel med de – på vore breddegrader – eksotiske glasskår. Dem har man måske gemt som spillebrikker eller amuletter, der kunne holdes op, så sollyset brød gennem den urene, grønlige glasmasse og skabte magiske spil. Glasskårenes betydning understreges af, at man ikke sjældent lod et enkelt skår følge ejeren i graven som et symbol på et helt bæger.[13] I andre tilfælde blev de endog monteret som et lille vindue i et lerkar, og så kunne man se lysets spil, når lerbægeret var tømt.[14]

Fig. 22. Fem glasskår af romerske og sydøsteuropæiske glasbægre. Bemærk, at de fire er randskår!
Fig. 23. Et udvalg af glas- og ravperler fra affaldslagene.

Til de mere ydmyge genstande fra de romerske eller sydøsteuropæiske glashytter hører glasperler; dem er der fundet mere end et halvt hundrede eksemplarer af i affaldslagene, hvor der i øvrigt også er fremkommet mere end et dusin skiveformede såvel som berlokformede ravperler (fig. 23). Ravperlerne er utvivlsomt lokale i den forstand, at de er lavet af rav fra danske kyststrækninger, måske Vestkysten, eller måske ligefrem en fynsk strand? Forarbejdningen kan herefter have fundet sted hos den ravsliber, som vides at have haft et værksted ved Lundeborg på Sydøstfyn i disse århundreder.[15] Halskæder med rav- og glasperler var meget almindelige på Fyn i 3.-5. årh., og på Hvenekilde-gravpladsen er der således fundet flere, heraf én med ikke mindre end 139 perler (fig. 24).

Fig. 24. Kæde af glas- og ravperler fra Hvenekilde-gravpladsen.
Fig. 25. To amuletter af messing. Længde: 4,1 cm og 4,8 cm.

Til bopladsens fremmede elementer kan man også regne to hængesmykker af messing. Det ene stykke er let trapezoidt og 4,1 cm langt, det andet nærmest pilebladsformet og 4,8 cm langt og forsynet med ikke mindre end to ophængningshuller (fig. 25). Formerne såvel som metallegeringen adskiller sig fra de andre hængesmykketyper, der kendes fra Fyn. De nærmeste paralleller er forskellige former for amuletter, der er fundet på gravpladser i området syd for den vestlige del af Østersøen, men også vestpå til den sydlige del af England samt mod øst gennem Polen og hele vejen til Sortehavet.[16] Det er derfor fristende at tolke de to hængesmykker fra Seden som amuletter, der er kommet til Fyn som led i udvekslingen af varer. Det må derimod være et åbent spørgsmål, om det tankegods, der var knyttet til amuletterne i deres oprindelsesområde også fulgte med på rejsen hertil?

Fig. 26. To lansesko – et beslag, der har siddet bag på lanseskaftet.

Nåede folkevandringstidens uroligheder til Seden?

Seden-bopladsen var beboet i de århundreder, hvor fund af ofret krigsbytte fra de fynske moser vidner om, at der har været voldsomme uroligheder i Nordeuropa. Dette afspejler sig dog meget sjældent på de samtidige bopladser, hvor våbenudstyret kun er sparsomt repræsenteret i forhold til de mange genstande, der vidner om hverdagens langt mere fredelige sysler. To såkaldte lansesko (fig. 26) og en pilespids er således det nærmeste, vi kommer på folkevandringstidens uroligheder.


Fig. 27. Ved udgravningen af kulturlagene bidrog amatørarkæologer fra foreningen Harja med mange tusinde timers arbejdskraft. Bemærk den store mængde knogler i affaldslaget!

Husdyr, fiskeri og jagt

En meget betydelig del af fundmaterialet fra udgravningerne på Seden-bopladsen udgøres af dyreknogler. Takket være en kombination af gunstige bevaringsforhold og omhyggelig indsamling udgør det zoologiske materiale fra bebyggelsen et af de største og mest alsidige knoglefund fra jernalderen herhjemme (fig. 27), og de indsamlede dyreknogler giver en sjælden indsigt i faunaudnyttelsen i 3.-5. århundrede e.Kr. Den store mængde knogler består hovedsageligt af slagteaffald og måltidsrester og indeholder derfor oplysninger om beboernes spisevaner, foretrukne nyttedyr, jagtbytte og fiskeri. Knoglerne giver desuden indblik i jernalderbondens eller måske rettere fiskerbondens udnyttelse af forskellige biotoper i det omkringliggende landskab, det være sig engen, skoven, åløbet eller fjorden. Sidst i artiklen bringes en liste over samtlige dyrearter, som er identificeret i knoglematerialet.

Fig. 28. Knoglerne fra Seden-bopladsens affaldslag var ekstremt fragmenterede. Langt den største andel udgjordes af ubestemte fragmenter (nederst).

Knoglematerialet fremstår, trods de gode bevaringsforhold, ikke i hel stand. Dels har knoglerne været udsat for en hårdhændet behandling under slagtningen og parteringen, og dels har landsbyens hunde og svin, krager og ræve forsynet sig med affaldet. Herom vidner snitmærker, hugspor og gnavemærker på mange af knoglerne. Den livlige aktivitet i området har desuden betydet, at knoglerne i mange tilfælde er fragmenteret yderligere, og en stor del af dem er så itubrudte, at de ikke lader sig bestemme til hverken art eller knogleelement. De knogler, som kan benyttes i en analyse, udgør derfor kun en delmængde af det samlede materiale (fig. 28). Man må dog formode, materialets størrelse og variation in mente, at de identificerbare fragmenter udgør et repræsentativt udsnit af det samlede materiale.

Den foreløbige analyse af det zoologiske materiale bygger på mere end 10.000 artsbestemte fragmenter.[17] Den viser, at landsbyens beboere udnyttede mere end 50 forskellige arter af pattedyr, fugle og fisk. Der er dog stor forskel på udnyttelsen af de enkelte arter. Visse dyr spillede en afgørende rolle i den daglige økonomi; det gjaldt især husdyrene. Vilde pattedyr, både marine og terrestriske, fandt derimod kun lejlighedsvis vej til jernalderbefolkningens bord. Anderledes forholder det sig med fisk og fugle. At dømme efter de mange tusinde fiske-[18] og fugleknogler i materialet har de udgjort et vigtigt supplement til kød fra kvæg, svin og får.

Husdyr

Den vigtigste ressource, hvad angår mad og andre produkter, var de større husdyr; svin, kvæg, får og i en vis udstrækning hest. Også selvom fiskeri og fuglefangst gav et vigtigt bidrag til husholdningen. Rent knogleantalsmæssigt dominerer svin over kvæg, får rangerer på en tredjeplads, mens hesteknogler kun udgør ganske få procent af tamdyrknoglerne på pladsen (fig. 29). Dette er dog ikke ensbetydende med, at svinehold var vigtigere end kvæghold. Af de større husdyr var kvæget det mest værdifulde, da det ud over kød også leverede mælk og arbejdskraft og efter slagtningen tillige huder og horn (fig. 30). Også fårene producerede sekundærprodukter som uld og mælk. Ud over forskellige typer af parteringsmærker og andre slagtespor er de lange rørknogler og underkæberne ganske sønderslåede som resultat af marvspaltning. Så ud over kød og fedt fra dyrene blev også marven anvendt.

Fig. 29. De bestemte husdyrknoglers procentuelle fordeling (N=6258).
Fig. 30. Kostejler på bunden af en brønd – måske lå kohornene i blød med henblik på bearbejdning?


Fig. 31 Aldersfordelingen for de vigtigste husdyr baseret på tandfrembrud og tandslid af underkæbernes tænder. Svin (n=28), kvæg (n-20) og får (n-23).

Alderen på husdyrene kan estimeres ved på underkæbernes tænder at se på tandslid og tandfrembrud af det permanente tandsæt (fig. 31). Svineholdet sigtede i sagens natur mod kødproduktion. Ikke overraskende blev to tredjedele af svinene slagtet, før de blev to år. Umiddelbart ser det ikke ud til, at man på Seden Syd har haft egentlig svineproduktion med afsætning for øje. Den sidste tredjedel af de slagtede dyr bestod af søer til fornyelse af bestanden og eventuelt galte, som man først i 1½ til 3-års-alderen opnår det maksimale udbytte af.[19] De analyserede tænder udviser et ekstremt slid, hvilket peger på, at svinene må være drevet ud på de sandede jorder for at finde føde og ikke bare har stået hjemme i svinestien og ladet sig fede op. Den foreløbige analyse af kvægets aldersfordeling tyder på, at kvægholdet især rettede sig mod kødproduktion, da 70 % af kvæget er slagtet inden treårsalderen. De udvoksede dyr har givetvis leveret mælk og trækkraft. Fårenes slagtealder tyder ligeledes på, at de hovedsageligt blev holdt for kødets skyld. Op mod 83 % er slagtet som ungdyr, inden de blev to år gamle, og heraf blev hovedparten ikke ældre end 6-12 måneder. Man slagtede lammene, mens kødet endnu var mørt og lækkert. Kun en mindre andel var udvoksede ved slagtetidspunktet og havde dermed haft mulighed for at bidrage med uld og mælk samt indgå i fornyelsen af bestanden. Endnu er kun en mindre del af husdyrmaterialet aldersvurderet, og man kan derfor endnu ikke drage alt for håndfaste konklusioner om produktionsformerne på bopladsen.[20]

Fig. 32. Hestens mellemfod eller mellemhånd var de foretrukne råemner til benmageri.

Hesten kan ofte, ligesom hunden, indtage en særstatus, og det ringe antal knogler sammenholdt med knogler fra de andre tamdyr på pladsen tyder også på, at den ikke var et almindeligt kødproducerende husdyr. Parteringsmærker på en lændehvirvel og en bækkenknogle kunne dog antyde, at noget hestekød har fundet vej til kogekarrene. Forarbejdningsspor på flere mellemfodsknogler dokumenterer ligeledes, at hesteknoglerne blev brugt til benmageri. Typisk afsavede og kasserede man knogleenderne for at få et godt lige stykke at arbejde videre med (fig. 32). Generelt opnåede hestene en høj alder, inden de måtte lade livet, og det må formodes, at de fortrinsvis blev brugt som arbejdsdyr, men fund af sporer dokumenter, at de også anvendtes som ridedyr (fig. 33). På Seden Syd er der fundet knogler fra både ungdyr og gamle individer, så man har måske også avlet heste på pladsen.

Fig. 33. To rytteres sporer fandtes blandt husholdningsaffaldet.

Menneskets bedste ven, hunden, er repræsenteret ved deponeringer af hele eller næsten komplette skeletter. En hund var således lagt ned i en brønd, mens en anden var omhyggeligt anbragt i sovestilling og dernæst dækket med et lag husholdningsaffald (fig. 34). En C-14-datering viser, at hunden blev begravet omkring 400 e.Kr.[21], og helt lignende og samtidige deponeringer kendes fra Lundsgård-bopladsen 1 km sydøst for Seden. Det er fristende at tro, at hundene repræsenterer en form for ofring i lighed med de andre former for dyreofre, der kendes fra samtidige bopladser på Fyn såvel som i resten af landet.[22]

Fig. 34. Skelet af hund, der var begravet under kulturlaget.

Hundedeponeringerne giver en enestående mulighed for at få en god indsigt i hundetyper i 4. og 5. århundrede e.Kr. Arkæologiske fund med flere hundetyper repræsenteret kendes så langt tilbage som ca. 6000 f.Kr. fra Maglemosetidens store stenalderbopladser.[23] Med landbrugets indførelse bliver en mindre hundetype, formodentlig hyrdehunde, fremherskende, men først fra jernalderen har vi et større spektrum af jagtbrugs- og selskabshunde.[24] I grave og offerfund er det ofte store hunde, der dominerer billedet. De foreløbigt undersøgte hundeskeletter fra Seden Syd er fra mellemstore hunde med en estimeret skulderhøjde på op til 56 cm med kranium og tænder af samme størrelse, om end mere gracilt udformet som en nutidig stor spidshund, f.eks, en grønlandsk slædehund. De mange hundedeponeringer giver ligeledes mulighed for at få et indblik i begravelses- og deponeringsritualer af hunde. Det er helt klart, at hundene er behandlet ganske anderledes end de øvrige tamdyr. Hunde har haft en helt speciel betydning for og tilknytning til jernaldermennesket.

Vildt

Jernalderfolkene på Seden Syd gik kun i beskedent omfang på jagt. I lighed med situationen på andre samtidige bopladser udgør knogler fra vildt en meget ringe andel. Der er dog fundet knogler fra hjortevildt, både rådyr og kronhjort, samt fra hare og enkelte pelsdyr så som hermelin, mår og ræv, der af og til er jaget eller taget i fælder.

Fjordens nærhed afspejles i fund af enkelte sælknogler. Det er interessant nok spættet sæl, som er påvist i møddinglagene, og ikke gråsæl, der ellers var den hyppigste sæl på vore forhistoriske bopladser og dermed antagelig også den mest udbredte sælart.[25] Den spættede sæl, som vi i dag typisk ser ved de danske kyster, var ganske sjælden. Denne sælart kunne, ud over at have et særligt blødt skind af høj kvalitet, også levere spæk, og den er den mest kysmære af de danske sælarter. Ofte opholder den spættede sæl sig på grundt vand eller på stranden for at sole sig.

Fig. 35. Denne imponerende spækhuggertand fra et udvokset individ fandtes i en af bopladsens brønde.

En solbadende sæl kunne i et ubevogtet øjeblik være fanget på land.

Fundet af en spækhuggertand (fig. 35) i en af pladsens brønde understreger tilknytningen til det marine miljø. Der kan være flere forklaringer på, hvordan spækhuggertanden er havnet i brønden. Den kan være indhandlet med det formål at bruge den som råemne til udskæring eller hidrøre fra et strandet individ. Lavvandede fjorde udgjorde sandsynligvis også i forhistorien en strandingsrisiko for bl.a. spækhuggere. Det vidner en del forhistoriske strandinger uden for bopladskontekst om. En nyligt strandet hval, som endnu ikke var gået i forrådnelse, kunne snildt levere både kød og spæk – og en tandhval tillige tænder. Der er dog ikke fundet andre dele af spækhugger på bopladsen, og det lader sig derfor ikke afgøre, om tanden er import eller af lokal oprindelse.

Fugle

Ud af et par tusinde fugleknogler har ca. 850 fragmenter kunnet bestemmes til familie, slægt eller art (fig. 36). Knogler af fugle er,

i lighed med knogler fra fisk, ofte svære at bestemme til en specifik art og underart; hertil ligner nærtbeslægtede arter hinanden for meget. I mange tilfælde er det dog alligevel muligt at drage slutninger ud fra bestemmelser til et mere overordnet taxonomisk niveau, da nærtbeslægtede arter ofte lever i nærtbeslægtede miljøer. Som det fremgår af artslisten, der efterfølger artiklen, er der mange arter repræsenteret i materialet. Der er dog især to forhold, som springer i øjnene.

Det ene er den totale mangel på knogler fra tamfugle (høns, gæs og ænder). Høns og formodentlig tamgæs og -ænder introduceres herhjemme i århundrederne omkring Kristi fødsel, og det kan derfor undre, at der blandt de mange fugleknogler ikke er fundet et eneste sikkert vidnesbyrd på, at tamfugle er til stede i materialet. Enkelte knogler, bestemt til gæs, kan dog både være fra vilde og tamme grågæs, men deres fåtallighed peger mere i retningen af, at det drejer sig om jagtbytte frem for tamme fugle.

Fig. 36. De bestemte fugleknoglers procentuelle fordeling (n= 847).

Det andet iøjnefaldende forhold er en altoverskyggende dominans af knogler fra skarv. Op mod 90 procent af de artsbestemte knogler kan henføres til denne gåsestore, sorte vandfugl. Skarven er i dag en talrig ynglefugl, og der findes rundt regnet 40.000 ynglende par herhjemme. Sådan har det dog langt fra altid været. Den store fremgang for skarverne kom først med en fælles EU-fredning i begyndelsen af 1980’erne; før denne tid var fuglen fåtallig, og går vi bare 100 år tilbage, var fuglen stort set udryddet.[26]

Skarven er på ingen måde en nyindvandret fugleart. Skarvknogler er fundet på en lang række lokaliteter fra ældre stenalder og op gennem oldtiden. Den har således været til stede herhjemme i mere end 7-8.000 år, om end med vekslende intensitet.[27] Fundet fra Seden Syd er ikke det eneste eksempel på skarvjagt i romersk jernalder på Fyn. Skarven er den hyppigste fugleart på den samtidige plads Lundeborg øst for Gudme, og den kendes tillige fra lokaliteten Tokkendrup ved Otterup dateret til ældre romersk jernalder (år 0-200 e.Kr.).[28]


Fig. 37. Alle dele af skarvens skelet dukkede op i affaldslagene – og en del af dem havde snitspor (markeret med pil).

Trods fredninger og skarvens tusindårige historie er dens berettigelse i den danske natur stadig omdiskuteret. Den er kendt som en intelligent og forslugen fugl, som kan æde flere hundrede gram fisk om dagen. Mange mener derfor, at den er til stor skade for bundgarnsfiskeriet, og fritidsfiskere m.fl. anser den for at være en konkurrent og skadesvolder, som ødelægger både fangst og net, og en del ser gerne en jagttid genindført. Måske blev skarvens evindelige hugst og tyveri også for meget for beboerne ved Seden Syd for ca. 1600 år siden. De mange skarvknogler i materialet kunne vidne om, at skarven blev jaget forebyggende som led i en beskyttelse af fiskeriet i fjorden. En anden og sandsynligvis mere plausibel forklaring er, at skarverne blev jaget for kødets skyld. Snitspor på flere knogler vidner om, at fuglene indgik som en del af fødegrundlaget (fig. 37). Snitsporene synes primært koncentreret til de knogler, som er placeret omkring de store brystmuskulaturer, som hos ungfuglene, efter sigende, skulle være en delikatesse, mens kødet fra de gamle fugle ikke skulle være nogen kulinarisk oplevelse. Det er ikke umiddelbart muligt at bedømme alderen på de nedlagte skarver i det gennemgåede materiale. Dog synes ingen unger taget på reden, som det ellers er kutyme på bl.a. Færøerne.[29]

Fra en boplads ved Falsterbo i Skåne er der muligvis belæg for, at skarven i ældre jernalder blev jaget som led i en beskyttelse af fiskeriet. I al fald indeholder en affaldsgrube en række mere eller mindre hele kadavere af skarver.[30] Samtidig er der ikke noget, som tyder på, at fuglene har været tilberedt. Det kan dog ikke udelukkes, at de har været skindlagt/flået for at få fat i den flotte fjerdragt. Skarvens fjer og skind har bl.a. været eftertragtet blandt grønlandske fangere.[31] En anden mulighed er, at kødet har været kulet ned som led i en modningsproces i stil med den, som fører til den svenske specialitet surstromming.

De mange skarver vidner om en tæt tilknytning til det åbne vand, en tilknytning som forstærkes af tilstedeværelsen af lappedykkere, svømmeænder, svaner, havørne, lomvier og fiskehejrer. Også det åbne kulturlandskabs fugle er velrepræsenterede. Det gælder bl.a. en lang række kragefugle (Corvidae), stære og enkelte fasanfugle (Phasianidae). En lang række af fugle er desuden afhængige af tilstedeværelsen af træer. Det gælder både skarver, hejrer, kragefugle og spætter m.fl. (fig. 38).

Fig. 38. Sådan kan skarvkolonien ved Odense Fjord have taget sig ud for ca. 1600 år siden.

Fiskeri

De godt 2200 artsbestemte fiskeknogler fra 1997-2000-udgravningerne udgør kun en mindre del af det samlede fiskemateriale (fig. 39). Vi kan dog allerede nu få en ganske god idé om fiskeriet på bopladsen ved at se på sammensætningen af arterne og størrelsesfordelingen af de fangede fisk.

Fig. 39. Tusindvis af fiskeknogler og især hvirvler fra fladfisk er aflejret i affaldsdyngerne.
Fig. 40. De bestemte fiskeknoglers procentuelle fordeling (N=2207′).

Fladfiskefiskeri på lavt vand var absolut dominerende, idet gruppen rødspætte/skrubbe/ising udgør over 60 % af fiskeknoglerne (fig. 40). De øvrige saltvandsfisk, torsk og hornfisk, har også været fisket, men i mindre målestok. Vandrefisk som ål og laks eller havørred, som kan forekomme både i ferske og salte vande, har også indimellem stået på menuen. I dag kommer f.eks, havørreden i perioder ind i Odense Fjord, inden den går op i vandløbene for at gyde.[32] Også ferskvandsfiskene spillede en rolle, fortrinsvis karpefisk, der udgør omkring 13 % af fiskematerialet, samt aborre. Med sine karakteristiske svælgtænder er rimten dokumenteret som den eneste sikkert identificerede karpefisk blandt fiskeknoglerne (fig. 41). Rimten, der i realiteten også er en vandrefisk, da den en stor del af året kan opholde sig i brakvand, men som typisk går op i ferskvand for at gyde og overvintre, har fra gammel tid også haft betegnelsen Ejby-gedden (fig. 42). Om denne fisk, der i første halvdel af 1800-tallet efter sigende skulle have været den dominerende art i Odense Å, berettes, at den ved påsketid gik op i åen for at gyde og der til tider forekom i en sådan mængde og tæthed, at den kunne tages med øse ved Ejby og med de bare næver i Mølledammen. Siden blev fiskene fragtet til Odense og solgt for kun en skilling stykket, eftersom de var fulde af ben og kødet lidet agtet.[33] Om også Seden Syd-beboerne benyttede sig af gydeperioden som fangsttidspunkt, kan vi kun gætte; det er dog oplagt at fange fiskene på den tid af året, hvor tætheden er størst. Har man også i jernalderen rynket på næsen af Ejby-gedden, eller var jernalderfolkene på Seden Syd mere tolerante? Man spiste i hvert fald skarvkød, som for den moderne gane måske ikke netop er en delikatesse.

Fig. 41. Et udvalg af rimtesvælgtænder fra Seden Syd sammenholdt med svælgtænder (den lyse knogle) fra en nutidig rimte på 45 cm.

Størrelsen på de fangede fladfisk og torsk på bopladsen er forholdsvis lille. Torskens totallængde ligger mellem 34 og 61 cm, mens fladfiskene varierer mellem 23 og 35 cm.[34] Disse størrelsesklasser af fisk holder til kystnært på relativt lavt vand, mens f.eks, store torsk ofte fiskes på dybere vand. Så formodentligt er der anvendt stationære fiskeredskaber til fiskeriet. En enkelt hvirvel af almindelig fjæsing blandt fiskeknoglerne understøtter denne antagelse. Fjæsingen er en bundfisk og en i øvrigt fortrinlig spisefisk, som bl.a. forekommer på meget lavt vand. Om dagen ligger den skjult i bundsedimentet, og den har en giftig pig i både 1. rygfinne og gællelåget[35], og som følge heraf kan den være en meget pinefuld oplevelse at træde på. Om natten er den mere aktiv, og ved brug af stationære fiskeredskaber vil netop en art som fjæsing kunne fanges.[36]

Alle dele af fiskene, både hovedet, gællebuen, skulderbæltet og hvirvelsøjlen, er bragt med tilbage på bopladsen, og hverken fra torsk eller fladfisk ser der ud til at mangle bestemte dele af fiskeskelettet, der kunne tyde på en eller anden form for fiskeindustri. Fiskeriet har været til eget forbrug. Skønt fladfiskene kan fiskes året rundt, har hovedfangstperioden givetvis været sommerperioden. Hornfisken, der forekommer i mange kontekster på bopladsen, er en sæsonfisk, der i gydeperioden maj-juni kommer ind på lavt vand; også torsken kommer nu til dags ind i fjorden for at gyde.[37]

Fig. 42. Rimten var den hyppigste fisk blandt ferskvandsfiskene på Seden Syd. Her et velvoksent eksemplar på omkring 50 cm.

Fjordfiskerne fra Seden Syd har gjort brug af nærmiljøet og utvivlsomt fisket i Odense Å 1400 m mod vest og fjorden knap 2 km mod nord, sandsynligvis med stationære fiskeredskaber og muligvis med krog. Eller man har måske også brugt lyster eller harpuner af en slags til f.eks, fangst af fladfisk (fig. 43, fig. 44). Andre fynske samtidige fund med fiskeknogler er meget sparsomme. På værksteds- og handelspladsen ved Lundeborg er der f.eks, fundet torske- og hornfiskeknogler samt enkelte fiskekroge af jern[38], og disse dokumenterer et vist krogfiskeri i jernalderen. Det kan undre, at der ikke er fundet en eneste sildeknogle, da sild i nutiden forekommer i Odense Fjord og sandsynligvis også gjorde det i jernalderen. Ifølge andre undersøgelser synes sildefiskeriet i jernalderen dog mest udbredt i det østlige Danmark.[39] Arterne på Seden Sydmenukortet forekommer, med undtagelse af fjæsingen, i dag i Odense Fjord, og det drager utallige lystfiskere og enkelte erhvervs- og bierhvervsfiskere stadig stor gavn af.[40]

Fig. 43. Piglyster af jern fra bopladsens affaldslag.

Udnyttelsen af landskabet omkring Seden-bopladsen

Den systematiske vandsoldning af den opgravede jord har medført, at knogler af både fisk, padder, fugle og småpattedyr er velrepræsenterede i materialet. Det er derfor muligt at få et sjældent indblik i udnyttelsen af de mindste af jernalderens byttedyr, som under normale omstændigheder ville undgå arkæologernes blik. Hver art udnytter specifikke habitater i landskabet, og de dyr, som optræder i materialet, giver således mulighed for at vurdere, hvorledes landskabet i og omkring landsbyen har været udformet og i sidste ende, hvorledes landsbyens beboere udnyttede det omliggende landskab.

Ud over de arter, som var resultat af egentlig fangst, findes på artslisten en lang række arter inden for især padder og småpattedyr, f.eks. insektæderne spidsmus og muldvarp, samt studsmus og ægte mus, der, såfremt de var samtidige med bopladsens brugsperiode, ligeledes bidrager med vigtig information om miljøet. Arter som husmus og gråspurv er f.eks. vigtige markører for kulturlandskabets udvikling, da de lever i nær tilknytning til menneskelig bebyggelse. Faunamaterialet giver således et billede af et åbent kulturlandskab, dog med krat og noget skov. Udnyttelsen af Odense Fjords naturressourcer afspejles ligeledes især i fiskeriet, men også skarvjagten og den, om end sporadiske, fangst af havpattedyr.

Fig. 44. Simpelt tilskåret benspids – måske brugt til at stikke fladfisk i de lavvandede dele af Odense Fjord, hvor mange lignende spidser er fundet.[43]

Det billede af landskabet omkring Seden-bopladsen, som undersøgelserne af dyreknoglerne giver, understøttes af de analyser, som er lavet af pollen samt plante- og trærester fra brøndene.[41] Dækvinger fra insekter viser, at det har været en livlig summen i luften omkring brøndene, og talrige snegle er blevet tiltrukket af det fugtige miljø med store mængder organisk materiale (fig. 45). Jorden omkring brøndene har utvivlsomt indeholdt meget kvælstof, der har givet næring til bevoksninger af skræppe og brændenælde. Planternes frø har vinden så ført ned i vandet.

Fig. 45. Havesnegle og ferskvandssnegle fra brøndene.

Korn og frø dokumenterer, at man bl.a. har dyrket seksradet byg, rug, spelt, hvede, sæd-dodder, hirse og altså hør på markerne omkring bebyggelsen. Hasselnødder og hindbær – og som tidligere nævnt hyld – har man plukket i skov og krat i nærheden, hvis man da ikke ligefrem har dyrket disse arter?

Agern blev indsamlet, velsagtens som foder til svin, mens en række ukrudtsarter kan være indsamlet som føde – eller tilfældigt hjemslæbt fra markerne sammen med afgrøderne. Overordnet set antyder de vilde plantearter, at det omgivende landskab var intensivt opdyrket, og presset på de magre hedesletteflader har været så hårdt, at landskabet til dels groede til med lyng.

Kulturpåvirkningen af landskabet dokumenteres også af bundter af helt rette poppelgrene, som fandtes i flere brønde (fig. 46). De viser, at man har stynet træerne, måske både for at bruge løvet til foder og de rette skud til at flette brøndkasser, kurve og sikkert hegn.

Fig. 46. Bundt af regelmæssige poppelgrene -utvivlsomt fra stynede træer.

Seden Syd og Fyn i romersk jernalder

I 3.-5. årh. e.Kr. havde beboerne på bakken ved Seden en bred vifte af muligheder for at skabe et grundlag for livets opretholdelse. Denne mangfoldighed af ressourcer skabte et overskud, som kunne omsættes ved kontakt med nabobebyggelserne, og med tiden fik bopladsen ved Seden en række specialfunktioner. Det var den imidlertid ikke ene om; en lignende bebyggelse voksede frem ved Lundsgård ca. 1 km mod sydøst. Også på denne boplads har metalhåndværk spillet en betydelig rolle, og desuden har man haft en specialiseret produktion af benkamme.[42] Tilsammen kan de to bopladser ved Seden og Lundsgård have udgjort et lokalt center for håndværk og handel, men også andre steder på Fyn opstod tilsvarende værkstedspladser på nøjagtig samme tid (fig. 47). Måske var det fra disse pladser, man styrede afsætningen af oplandets varer og landbrugsprodukter til regionens “internationale” center for handel, håndværk og kult? Dette center lå ved Gudme på Sydøstfyn – og ved Lundeborg få km øst for Gudme lå den ind- og udskibningsplads, som var porten til den store Verden. Således kan hørtekstiler, og for den sags skyld korn og huder fra kvæg, have taget turen fra Seden til markedspladsen ved Lundeborg ca. 35 km mod sydøst – og herfra videre til romerske kasteller ved Rhinen. En del af modydelsen kunne være de metaller, som ikke kunne udvindes af jorden på vore breddegrader, samt ikke mindst de masseproducerede bronzekar og glasbægre, som er fundet i en række fynske jernaldergrave såvel som i Seden-bopladsens affaldslag.

Fig. 47. Fynske værksteds- og handelspladser fra 2./3.-5. årh. 1: Gudme. 2: Lundeborg. 3: Brudager. 4: Lundsgård. 5: Seden Syd. 6: Troelsegård Øst. 7: Rorslev.

Liste over dyrearter, som er identificeret i knoglematerialet fra Seden-bopladsen

Fisk

  • Saltvandsfisk
    • Torsk (Gadus morhua)
    • Torskefisk uspec. (Gadidae)
    • Hornfisk (Belone beloné]
    • Alm. fjæsing (Tracinus draco)
    • Rødspætte/skrubbe/ising (Pleuronectes platessa/Platichthys flesus/Limanda Limanda)
  • Vandrefisk
    • Laks/ørred (Salmo salar/S. trutta)
    • Ål (Anguilla anguilla)
  • Ferskvandsfisk
    • Rimte (Leuciscus idus)
    • Karpefisk (Cyprinidae)
    • Aborre (Perca fluviatilis)

Padder

  • Skrubtudse (Bufo bufo)
  • Tudser uspec. (Bufo sp.)

Fugle

  • Lappedykkere (Podicipedidae)
  • Skarv (Phalacrocorax carbo)
  • Fiskehejre (Ardea cinerea)
  • Andefugle (Anseriformes)
  • Sangsvane (Cygnus cygnus)
  • Svaner (Cygnus sp.)
  • Grågås/tamgås (Anser anser)
  • Svømmeænder (Anas sp.)
  • Havørn (Haliaeetus albicilla)
  • Hønsefugle (Galliformes)
  • Vagtel (Coturnix coturnix)
  • Agerhøne (Perdix perdix)
  • Lomvie (Uria sp.)
  • Grønspætte (Picus viridis)
  • Spurvefugle (Passeriformes)
  • Spætmejse (Sitta europaea)
  • Stor tårnskade? (Lanius excubitor)
  • Skovskade? (Garrulusglendarius)
  • Husskade? (Picapica)
  • Nøddekrige? (Nucifraga caryocatactes)
  • Allike (Corvus monedula)
  • Krage (Corvus corone)
  • Råge/Krage (Corvus frugilegus/C. corone)
  • Ravn (Corvus corax)
  • Stær (Sturnus vulgaris)
  • Gråspurv? (Passer domesticus)

Pattedyr

  • Husdyr
    • Hund (Canis familiaris)
    • Kat (Felis catus)
    • Svin (Sus domesticus)
    • Kvæg (Bos taurus)
    • Får (Ovis aries)
    • Ged (Capra hircus)*
    • Hest (Equus caballus)
  • Vildtlevende pattedyr
    • Alm. spidsmus (Sorex araneus)
    • Dværgspidsmus? (Sorex minutus)
    • Muldvarp (Talpa europaea)
    • Hare (Lepus europaeus)
    • Vandrotte (Arvícola terrestris)
    • Sydmarkmus/markmus (Microtus sp.)
    • Halsbåndmus (Apodemus Havicollis)
    • Husmus? (Mus musculus)
    • Spækhugger (Orcinus orca)
    • Ræv? (Vulpes vulpes)
    • Skovmår/husmår (Martes martes/M. foina)
    • Hermelin (Mustela erminea)
    • Spættet sæl (Phoca vitulina)
    • Sæl uspec. (Phoca sp.)
    • Kronhjort (Cervus elaphus)
    • Rådyr (Capreolus capreolus)

* Geden er ikke med sikkerhed repræsenteret. Langt størsteparten af knogler fra får og geder kan dog ikke med sikkerhed bestemmes til specifik art.

 

Noter

  1. ^ Albrectsen 1968 nr. 82b; 1973 nr. 29.
  2. ^ Henriksen & Harild 2005.
  3. ^ Runge & Henriksen 2007.
  4. ^ Hansen & Høier 2000.
  5. ^ Henriksen 2005, s. 94ff.
  6. ^ Krag 2004.
  7. ^ Thrane 1994 fig. 11a.
  8. ^ Hansen 2009.
  9. ^ Henriksen 2005 fig. 20.
  10. ^ Albrectsen 1968 tavle 71f.
  11. ^ Venligst bestemt af museumsinspektør Helle W. Horsnæs, Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.
  12. ^ Runge 2007; Runge i dette bind.
  13. ^ Boye 2002.
  14. ^ Fra Fyn kendes det fra grav 801 på gravpladsen Møl-legårdsmarken ved Gudme (Albrectsen 1971:109).
  15. ^ Thomsen et al. 1993, s. 84.
  16. ^ Beilke-Voigt 1998, s. 15ff.
  17. ^ Knoglemateriale indsamlet under udgravnings-kampagnerne fra 1997-2000 er gennemgået af A.B. Gotfredsen vha. den komparative samling på Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, mens materiale indsamlet i perioden 2001-2004 er gennemgået af J. Kveiborg vha. den komparative samling ved Archäologish-Zoologische Arbeitsgruppe (AZA), Archäologishes Landesmuseum Schloß Gottorf, Schleswig/Christian Albrechts Universität, Kiel.
  18. ^ Den foreløbige analyse af knogler fra tamdyr og fisk bygger på materiale indsamlet under udgravningerne i 1997-2000.
  19. ^ Wigh 2001.
  20. ^ Jf. note 17.
  21. ^ Seden-hunden er kulstof 14-dateret til tiden omkring 400 e.Kr. (AAR -10146).
  22. ^ Henriksen 1998; Hansen 2006, s. 134ff.
  23. ^ Aaris-Sørensen 1998, s. 150.
  24. ^ Hatting 1985, s. lOf.
  25. ^ Møhi 1971, s. 303ff
  26. ^ Jf. Hald-Mortensen 2002, s. 79ff.
  27. ^ Jf. Løppenthin 1967, s. 138ff; Heinrich 2007, s. 3ff.
  28. ^ Jf. Hatting 1994, s. 97.
  29. ^ Jf. Brøndegaard 1985, s. 12.
  30. ^ Jf. Petterson 2002, s. 85ff.
  31. ^ Jf. Brøndegaard 1985, s. 12.
  32. ^ Johansen 2006, s. 65f.
  33. ^ Frederiksen 1979, s. 69f.
  34. ^ Gotfredsen 2008.
  35. ^ Muus ef al. 1998.
  36. ^ Enghoff 1994.
  37. ^ Johansen 2006.
  38. ^ Enghoff 1999.
  39. ^ Enghoff 1999.
  40. ^ Johansen 2006.
  41. ^ Henriksen & Harild 2005.
  42. ^ Henriksen 2000; Hansen 2009.
  43. ^ Henriksen 1997.

 

 

Litteratur

  • Aaris-Sørensen, K. 1998: Danmarks forhistoriske dyreverden. København.
  • Albrectsen, E. 1946: Fyns bebyggelse i den ældre jernalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1946, s. 1-71.
  • -1968: Fynske jernaldergrave bd. III. Yngre romersk jernalder. Odense.
  • -1971: Fynske jernaldergrave bd. IV,1. Gravpladsen på Mollegårdsmarken ved Broholm. Tekst. Odense.
  • -1973: Fynske jernaldergrave bd. V. Nye fund. Fynske Studier X. Odense.
  • Beilke-Voigt, 1.1998: Frühgeschichtliche Miniatur objekte mit Amulettcharakter zwischen Briti sehen Inseln und Schwarzem Meer. Universitäts forschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 51. Bonn.
  • Boye, L. 2002: Glasskår i munden – en upåagtet gravskik i yngre romersk jernalder. I: J. Pind, A.N. Jørgensen, L. Jørgensen, B. Storgård, P.O. Rindel & J. Ilkjær (red.) 2002: Drik – og du vil leve skønt. Festskrift til Ulla Lund Hansen på 60-årsdagen
  • 18. august 2002. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History Vol.
  • 7, s. 203-209. København.
  • Brøndegaard, V.J. 1986: Folk og fauna: dansk etno-zoologi, bind 3. København.
  • Enghoff, I.B. 1994: Fishing in Denmark during the Ertebølle Period. International Journal of Osteoarchaeology 4, s. 65-96.
  • -1999: Fishing in the Baltic Region from the 5’th century BC to the 16th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8, s. 41-85.
  • Frederiksen, S. 1979: Seden. Træk af sognets historie. Odense.
  • Gotfredsen, A.B. 2008: Dyreknoglerne fra jernalderpladsen Seden Syd, OBM 9882, ZMK 33/2001, Seden Sogn. En værksteds-, fiske- og handelsplads fra det 4.-5. årh. e.Kr. Upubliceret rapport, Zoologisk Museum, Kvartærzoologisk Sektion. Juni 2008. København.
  • Hald-Mortensen, P. 2002: Årefodede fugle. I: H. Meltofte og J. Fjeldså (red.): Fuglene i Danmark.
  • 2. udg., s. 75-86. København.
  • Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særligt henblik på bebyggelsesofringer. Kuml 2006, s. 117-175.
  • -2009: Til døden os skiller. – om udgravningen af en gravplads ved Lundsgaardkomplekset. Fynske Minder 2009, s. 113-131.
  • Hansen, K.M. & H. Høier 2000: Næs – en vikinge-tidsbebyggelse med hørproduktion. Kuml 2000, s. 59-89.
  • Hatting, T. 1985: Forhistoriske hunde i Danmark. Nye fund fra jernalderen. Dyr i natur og museum
  • 1: 8-13.
  • -1994: The Animal Bones from the Refuse Layer at Lundeborg. I: RO. Nielsen, K. Randsborg & H. Thrane (red.): The Archaeology of Gudme and Lundeborg. Arkæologiske studier vol. X, s. 94-97. København.
  • Heinrich, D. 2007: Zum vor- und frühgeschichtlichen sowie neuzeitlichen Vorkommen des Kormorans (Phalacrocorax carbo) in Schleswig-Holstein und angrenzenden Gebieten. Schriften des Natur-vissenschaftlichen Vereins für Schleswig-flolstein 69, s.3-14.
  • Henriksen, M.B. 1997: Fiskeri og kystjagt på Nordfyn i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Sletten. Årsskrift for nordfynsk lokal- og kultur historie 1997, s. 5-14.
  • -1998b: Guden under gulvet – ofringer under fynske huse fra ældre jernalder. Fynske Minder 1998, s. 191-212.
  • -2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby. – tre fyn ske bopladsområder med detektorfund. I: M.B. Henriksen (red.) 2000: Detektorfund – hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 5, s 17-60. Odense.
  • -2005: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109.
  • Henriksen, P.S. & J.A. Harild 2005: Hør-industrien på Fyn i yngre jernalder. NNU Rapport nr. 13,
  • 2005.
  • Johansen, K.D. 2006: Odense Fjord. Forslag til forbedringer og fremtidig forvaltning af naturen i et internationalt vigtigt område. Kerteminde.
  • Krag, A.H. 2004: Sjælden blå dragt fra romersk jernalder på Fyn. Fynske Minder 2004, s. 109-119.
  • Kveiborg, J. 2006: Dyreknogler fra Lundsgård-kom-plekset. En zooarkæologisk gennemgang af dyre knoglerne fra OBM 8685 Toruplund Syd, OBM 8688 Toruplund og OBM 8690 Møllersminde Øst. Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling Nr. 3. 2006. Moesgård Museum.
  • -2007: Knogler af pattedyr og fugl fra Seden Syd (OBM 9882). En zooarkæologisk gennemgang af udvalgte dyreknogler fra OBM 9882 Seden Syd indsamlet i årene 2001-2004. Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling Nr. 2. 2007. Moesgård Museum.
  • Løppenthin, B. 1967: Danske ynglefugle i fortid og nutid. Historiske og faunistiske undersøgelser over fuglenes indvandring, forekomst og livsvilkår i Danmark. Odense.
  • Møhl, U. 1971: Fangstdyrene ved de danske strande. Dén zoologiske baggrund for harpunerne. KUML 1970, s. 297-329.
  • Muus, B.J. & Nielsen, J.G. 1998: Havfisk og fiskeri i Nordvesteuropa. København.
  • Petterson, C.B. 2002: Hatade ålekråka – smaklika surskarv? Tvåtusenåriga indicier på skånsk skarvjagt. Anser. Meddelanden från Skånes ornitologiska forening 41, hæfte 2, s. 85-92.
  • Runge, M. 2007: Guldsmedens skrot. Skalk 2007:4, s. 3-7.
  • Runge, M. & M.H. Andreasen 2009: Jernalderstormanden i Fraugde Kærby. Fynske Minder 2009, s. 136-148.
  • Runge, M. & P.S. Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s. 145-168.
  • Thomsen, P.O.; B. Blæsild; N. Hardt & K.K. Michaelsen 1993: Lundeborg. En handelsplads fra jernalderen. Skrifter fra Svendborg og Omegns Museum nr. 32. Ringe.
  • Thrane, H. 1994: Kamsnak. Fynske Minder 1994, s. 117-128.
  • Wigh, B. 2001: Excavations in the Black Earth 1990-95. Animal Husbandry in the Viking Age Town of Birka and its Hinterland. Stockholm.

 

©