Flakhaven, Rådhuspladsen i Odense

Arkæologiske udgravninger i Odense centrum.

Flakhaven har i det sidste års tid været i søgelyset, fordi rådhuspladsen er blevet omlagt inden festlighederne i anledning af byens 1000-år 1988[1]. Selve pladsen er blevet gravet ud, således at formen er blevet som en svagt fordybet muslingeskal, hvis seks brolagte ribber samles foran Rådhusets hovedindgang. Her findes der nu en lav rampe, der fremhæver den vigtigste indgang til denne »magtens bolig«. Foran selve bygningen er opført en lav mur af bornholmsk granit. Pladsen har også fået ny beplantning, og på selve jubilæumsdagen, den 18. marts, afsløres en iøjnefaldende jernskulptur. Flakhaven er altså på flere måder blevet markeret som byens centrale og fornemste plads. Ligesom man for godt og vel hundrede år siden valgte rådhuset i Sienna som model for bygningen, har man i dag valgt at fortsætte med en plads à la den italienske.

Disse anlægsarbejder har givet anledning til arkæologiske udgravninger, udført af det lokale museum for Rigsantikvaren. Sådanne undersøgelser skal som bekendt foretages overalt, hvor vigtige levn er truet med ødelæggelse. Forsvinder de uden registrering, er stedets »ikke skriftlige historie« tabt for evigt. Det spændende arbejde bliver beskrevet i anden del af denne artikel, selv om der endnu ikke har været tilstrækkelig tid til analyse og behandling af iagttagelser og det omfattende fundmateriale.

Så længe man ved af – og det er mere end 500 år – har lokalmagtens hus ligget i den samme karré.[2] Det middelalderlige Rådhus var et fornemt toetages stenhus på hjørnet af Vestergade og Flakhaven. Gavlen strakte sig ud på den nuværende plads. Facade og indgang vendte mod hovedgaden. I 1740’rne blev en militær hovedvagt med fire søjler og trekantgavl bygget til på siden ud mod pladsen. Men da statuen af grundlovsgiveren, kong Frederik den 7., blev afsløret i 1868, vendte den vigtigste side af rådhuset endnu mod Vestergade. Kongen stod også med front mod hovedgaden indtil statuen blev flyttet første gang i 1929.[3]

Syd for det gamle rådhus gik et smalt stræde tværs gennem karreen og fortsatte mod øst gennem den næste – syd om »Ruinen«. Strædet fulgte derefter den nuværende Adelgade, dvs. nord om Odense bispedømmes middelalderlige gård (nu Jomfruklostret). Dette for længst nedlagte stræde beskrives første gang i 1480[4].

Fig. 1. Flakhaven sidst i 1500-årene. Fra Braun og Hogenbergs værk om Europas vigtigste byer 1593. Billedet er fremstillet i Køln og naturligvis ikke troværdigt i detaljerne. De mere markante bygninger er dog individuelt udformede. Omkring Flakhaven ses Rådhuset, Mogens Krafses Gård (Adelens Gård/Landstinget), Løve Apoteket og Latinskolen.

Mens Vestergade nævnes så tidligt som 1285 ved oprettelsen af Gråbrødre Kloster, optræder Flakhaven først i 1496[5]. Det er i en lov om købmandsgildet i Odense; i et kapitel der handler om byens torvepladser og de varer, der måtte faldbydes der. På Flakhaven skulle der handles med tømmer, lerkar, træsko, sold, kurve, trug og ølkar. På gadestrækningen fra »de øverste fiskebænke til de nederste -« måtte der handles med fersk fisk, saltede sild, flæsk og oksekød. De nævnte fiskestader og kødboder lå på det nu udviskede, brede stykke af Overgade (tidl. Algade) mellem »Priorgården« (Ulsteds hjørne) og »Skjolden« (den lille trekantede plads mellem Over- og Nedergade. Til sidst nævnes markedet ved Helligåndshuset og Bytinget (nu Fisketorvet), hvortil sekundavarer blev henvist. Man fornemmer en rangorden, hvor Flakhaven var den bedste og måske også den nyeste torveplads?

Fig. 2. Flakhavens omgivelser 1761. Billedet er konstrueret af Per Nørbach 1987/88 efter den ældste beskrivelse til brandforsikring. Nyt i forhold til Brauns billede er bl.a. Radhusets tilbygning (Hovedvagten), Landstingsbygningen samt tilbygningerne til Beldenaks Gård. Foran Latinskolen ses Den danske Skole.

Vestergade er formodentlig en yngre færdselsåre end den første del af Overgade, som må have eksisteret som brolagt gade i hvert tilfælde fra midt i 1000-årene.[6] Færdslen fra Overgade har i den ældste tid fortsat via Nørregade og Stålstræde. De nævnte pladser må opfattes som udvidelser til handel på byens vigtigste hovedgader. Kort før 1580 blev Albani Torv indrettet som paradeplads og nyt hovedtorv efter nedlæggelsen af Skt. Albani kirkes gravplads. Og langt senere fulgte endnu en udvidelse, da Klingenberg blev bedre forbundet med Flakhaven og Albani Torv ved udvidelser til Skt. Knuds Plads.[7]

Fig. 3. Flakhaven med Rådhuset og Beldenaks Gård. Skitse af J.H.T. Hanck, dateret 11. august 1835.

Et torv til handel med levende kvæg og heste nævnes ikke i købmændenes privilegier. Det skal nok i middelalderen søges i byens udkant mod sydvest. Et »Horsetorv«, dvs. hestetorv, nævnes ganske vist fra midt i 1400-årene i forbindelse med salg af byggegrunde, men funktionen synes opgivet tidligere. Formodentlig er handelen tidligt flyttet til et mere åbent område.

Navnet Flakhaven består af to led. I værket om Odense amts bebyggelsesnavne tolkes forstavelsen som »flad« og efterleddet som »have«, der i ældre tid betød indhegning til græsning[8]. Lignende yngre navne i Odense kommune er Enghave og Hestehaven. Hvis stedet fra begyndelsen skal have noget med handelsfunktioner at gøre, er det måske på Flakhaven fynboer i tidlig middelalder har handlet med heste?

Da Vestergade nævnes første gang (1285), hørte området mod nord til en ejendom, som kong Erik Glipping skænkede til oprettelse af et gråbrødrekloster. Syd for Flakhaven lå Skt. Knuds Kloster med domkirken – oprettet 200 år tidligere, formodentlig også af kongelig ejendom. Flakhaven kan have hørt til et sammenhængende »statsejet« område i byen? Hvordan det forholdt sig med vestsiden af pladsen i middelalderen er dog helt ukendt.

Til sidst skal det nævnes, at enkelte byhistorikere har funderet over placeringen af det »Odins vi«, der før 988 har givet byen sit navn – og foreslået Flakhaven som stedet.

Fig. 4. Laboratoriebygningen set fra Sankt Knuds kirkegård, kort før nedrivningen.

Sankt Knuds Kloster og domkirkens ejendomme bredte sig i senmiddelalderen mod nord i bymidten på bekostning af almindelige boliger og andre verdslige funktioner. Øst for Flakhaven købte til eks. biskop Mogens Krafse en gård, der tidligere havde tilhørt borgmester Peder Marsvin[9]. I 1474 bestemte biskoppen, at der skulle bygges stenhuse på denne grund mod nord og vest. 1705 opførtes en landstingsbygning på den nordlige del af denne grund. Rundt om hjørnet løb et smalt stræde, der en enkelt gang omtales som Byskriverstræde.

Kort efter år 1500 erhvervede bispedømmet den sydlige del af Flakhaven, som blev lagt til Skt. Knuds kirkegård[10]. Her lå i forvejen mod sydøst katedralskolens stenhus. I 1518 blev der for den fængslede biskop Jens Andersen Beldenak opført en fornem toetages kancellibygning af sten på kirkens del af Flakhaven[11]. Dette gejstlige domhus stod indtil 1857, hvor den gård (realskole), det da indgik i, blev købt af Odense kommune og revet ned[12]. Det skete for at skaffe den nævnte bedre sammenhæng mellem torvearealerne samt for at fortsætte en frilæggelse af domkirken, der var indledt en snes år tidligere.

Biskop C.T. Engelstoft var ikke helt tilfreds med disse ændringer. Han citerede i sin byhistorie fra det gamle testamente: »der er en Tid til at opbygge og en Tid til at nedrive (Præd. 3,3), men man maa glæde sig ved, at der er Evne og Villie til at gjøre Opoffrelser for at fremme baade det Nyttige og det Skjønne. Nye private Bygninger have begyndt at slutte sig til de offentlige Foranstaltninger, og dersom et nyt Raadhuus maatte finde Plads paa en del af Adelens Gaard (Landsthingets) Grund og med sin Facade forbinde Flakhaven med Torvet (Albani Torv), vilde der dannes en sjælden Plads i en gammel Byes Midtpunct«.[13].

Det kom ikke til at gå helt som biskoppen ønskede. Det nye Rådhus, der opførtes 1881-83, fortrængte ikke alene landstingshuset, men også det ærværdige gamle rådhus. Udvidelsen, der fulgte kort efter besættelsen, ryddede helt op i den gamle bebyggelse i rådhuskarreen – og det helt til bunds. Her er ikke mere at komme efter for arkæologer. Efter kommunesammenlægningen i 1970 var der planer om at udvide rådhuset mod øst hen til Thomas B. Thrigesgade (Torvegade). Resterne af et stenhus fra omkring 1420, den såkaldte »Ruin« skulle indgå i rådhusudvidelsen som et beskedent, men stemningsfuldt og sjældent kælderrum. Den blev derfor rullet ind bag den nye snorlige byggelinie i Vestergade.

Hovedattraktionen ved de arkæologiske undersøgelser i 1987 var biskoppens kontorhus, der blev genfundet lige under det sted hvor Frederik den 7. stod placeret. Det bestod af et toetages stenhus med hvælvet kælder i den vestlige ende. Huset var et par gange større end ruinen og knap så stort som den nuværende hovedfløj i Jomfruklostret. Det sidste var i øvrigt opført som bolig for den selvsamme, magtfulde biskop som ramme om en prangende hofholdning i årene 1504-08. Efter reformationen købtes kancellibygningen af kongen fra biskoppens søstersøn og her oprettedes provinsens første apotek i 1549.[14] Som sådan fungerede den i knap hundrede år. Mod syd blev opført en grundmuret laboratoriebygning i 1575. Senere var den bolig for en række af byens fornemste familier og som nævnt til slut realskolebygning.

Fig. 5. To bygningssten fra Jens Andersen Beldenaks Gård 1518. På den øverste ses hans våben (Se Fynske Minder 1966). Billedet er fra Møntergårdens middelalderudstilling. Stenene blev erhvervet af museet 1861. Højde tilsammen: 172 cm.

Mindst lige så interessant for områdets lokalhistorie er fund af brolægninger, mønter og andre brugsting. De fortæller, at pladsen har været i brug i mindst 700 år. I middelalderen er Flakhaven kun nævnt en eneste gang. Udgravningen er derfor et skoleeksempel på, hvor meget arkæologiske undersøgelser betyder for belysning af en lokalitets kulturhistorie. Og det til trods for, at emnet er den mest centrale plads i en 1000-årig by.

Fig. 6. Flakhaven set mod Vestergade umiddelbart efter afsløringen af Frederik den 7.’s statue 1868. Den afløste en offentlig vandpost på stedet. Billedet er en reklame for en nyåbnet manufakturforretning i Vestergade 17.

Arkæologiske undersøgelser

De arkæologiske undersøgelser på Flakhaven blev i vid udstrækning dikteret af de omfattende jord- og anlægsarbejder forud for omlægningen af pladsen. Opgravningerne foregik under arkæologernes opsyn. Langt de fleste steder resulterede disse anlægstraceer ikke i egentlige undersøgelser, men blot i hastige punktregistreringer efterfulgt af den mest nødtørftige dokumentation. Udover de bygningsarkæologiske undersøgelser af de truede fortidsminder, gjorde museet kun krav på én arkæologisk korrekt stratigrafisk udgravning af et centralt placeret felt på ca. 3 × 4 m – af arkæologerne kaldet »luksushullet«!

De mange punktregistreringer er dog ikke uden arkæologisk værdi. Tværtimod, men de var som nævnt dikteret af entreprenørens anlægsplan. I de – lykkeligvis efterhånden mange – tilfælde, hvor bygherren bekoster eller bidrager til byarkæologiske undersøgelser, har Rigsantikvaren gentagne gange indskærpet, at arkæologerne i princippet ikke kan gøre krav på kulturlag eller jordfaste levn, der »teoretisk« ligger uden for gravemaskinens rækkevidde.

Møntergårdens udgravninger foran byens rådhus koncentrerede sig om to ting: For det første de bygningsarkæologiske undersøgelser af biskop Jens Andersens Kancellibygning fra 1518 og apoteker Cornelius Hamsforts Laboratoriebygning fra 1575. For det andet spørgsmålet om Flakhavens alder og oprindelige funktion. Mens det første emne tog sit udgangspunkt i noget helt konkret, nemlig en grundplan hos C.T Engelstoft fra 1798[15] indmålt i forhold til domkirken, så blev undersøgelserne af Flakhavens ældste tid præget af en vis tilfældighed som følge af opgravningerne til vand- og kloakledninger.

At forestille sig Flakhaven udgravet fra ende til anden vil være fuldkommen urealistisk; der måtte foretages en prioritering. Alligevel har arkæologerne nu samlet oplysninger nok til et større studium omkring byens rådhusplads. Bearbejdningen af udgravningsresultaterne er ikke indledt endnu. Nærværende redegørelse er kun tænkt som en kort orientering om udgravningerne og de strøtanker, arkæologerne har nedfældet på gravebogens dagbogssider.

Fig. 7. Opmåling af Flakhaven med biskop Jens Andersens Gård 1798. Fra Engelstofts byhistorie (2. udg.).
Fig. 8. Oversigtsbillede af de to husfundamenter taget fra Skt. Knuds kirkes tårn. Omtrent vinkelret på Rådhuset ses omridset af laboratoriebygningen. Begyndende ud for rådhusindgangen strækker Kancellibygningen sig i sydvestlig retning ud mod afspærringslinien. En ældre fjernvarmekanal adskiller Kancellibygningens kældertrappe fra arkæologernes »luksushul«.

Som nævnt ovenfor kender vi forbavsende lidt til Flakhavens historie. Det er så meget desto mere besynderligt, fordi den åbne centrale plads mellem to af middelalderbyens vigtigste institutioner, nemlig rådhuset og domkirken, må have spillet en ikke ubetydelig rolle for såvel byens torvehandel som for kirkens helgenfester og andre højtideligholdelser. De har uden tvivl haft et kommercielt tilsnit, måske bedst illustreret ved at drage en sammenligning med vor tids markeder og festivaler.

Det er netop i forbindelse med torvehandelen, at benævnelsen Flakhaven dukker op. Desværre udmærker de omtalte varegrupper sig ikke ved tydelige spor i det arkæologiske materiale. Forarbejdning endsige produktion er næppe foregået på stadepladsen i større målestok. Når langt den overvejende del af fundmaterialet udgøres af lertøj, skyldes det uden tvivl denne genstandsgruppes mangfoldige anvendelsesmuligheder, mere end at der rent faktisk har været handlet med denne vare på pladsen.

En iøjnefaldende undtagelse er der dog. Mellem Provinsbankens hovedindgang på Flakhaven og bankens nordøstre hjørne blev der i vandledningstraceets karakteristiske sorte kulturlag fundet påfaldende mange læderstykker – det meste tydeligvis skomateriale. Her på hjørnet af Flakhaven og Vestergade har en skomager tilskåret sine læderstykker og repareret utallige slidte sko. I udsmidslaget fandtes hullede skosåler, bristede snørebånd og udtrådt overlæder. Det bedste er skåret fra til genanvendelse, sandsynligvis som sålforstærkning. En foreløbig datering af skomaterialet til ca. 1300 beror på fund af højmiddelalderlige keramiktyper, hvoraf den rødbrændte blyglaserede kande er den mest karakteristiske. Den store mængde læder på dette sted peger mere i retning af egentlig værkstedsaktivitet end på affald fra en stadeplads.

Beldenaks gård

Men lad os vende tilbage til udgangspunktet for udgravningerne: Grundplanen af gårdkomplekset. Den ejendommelige placering af Kancellibygningen på den store plads set i forhold til kirkens orientering har medvirket til den særprægede grundplan. Den traditionelle snorlige søgegrøft blev udstukket i traceet til den planlagte kloakledning. Set fra oven lignede den mest af alt en stor castello-ost, der med sin femkantede facon som en halv oktogen skød sig frem foran rådhuset.

I denne søgegrøfts andet afsnit (begyndende fra sydøst) dukkede den første fundamentsrest op. Grøftens profiler lod ane, at vi sandsynligvis befandt os i en kælder. Nordvest for statuen af Frederik den 7. ændrede profilerne karakter. Først da fundamentet til statuen blev fjernet, fik arkæologerne syn for sagn. På bygningens nordside dukkede der ganske uventet en kældertrappe op. Uventet fordi den ikke kendes hverken fra den føromtalte grundplan eller de afbildninger vi har af bygningen. Den havde akkurat undgået konsekvenserne af den solide fundamentering i forbindelse med omplaceringen af statuen. Murværket i kælderens nordvestre hjørne var ganske simpelt blevet fjernet ved den lejlighed, hvad stenhuggeren M.H. Ploug åbenbart ikke fandt anledning til at nævne i sin begejstring over statuens vellykkede flytning.[16]

Fig. 9. Oversigtsbillede af Kancellibygningen. Øverst til venstre ses den murrest, som formodes at være husets vestgavl. Til højre i billedet ses »luksushullet«. Om brolægningen nederst til højre i billedet se fig. 11.
Fig. 10. Det bærende fremspring i det sydvestre hjørne af Kancellibygningens kælder var det første synlige bevis på overhvælvningen.

I det hele taget har de forskellige anlægsarbejder på Flakhaven siden nedrivningen ikke vist de gamle fortidsminder megen respekt, hvilket turde fremgå af oversigtsbillederne. Senest har afgravningen til vejkasse for bybussernes holdeplads foran statuen af Frederik den 7. fjernet det meste af Kancellibygningens sydvestre hjørne. Kun syldstensrækken med et enkelt munkestensskifte er endnu bevaret.

Midt på kælderens sydmur vidnede en gjordbuekonsol flankeret af to bærende fremspring om en »gevelbt Kielder«, som det hedder i brandtaksationen.[17] Samme brandforsikringsbeskrivelse havde stillet en imponerende bygning på hele 27 fag i udsigt. Der rejser sig et kildekritisk problem, når bygningen rent faktisk kun målte knap 18½ m, og den »12 fags« store kælder bare 8 m.

Kælderens opmålte dimension må betragtes som indiskutabel. Når derimod bygningens totale længde er opmålt til 18½ m, må der tages det forbehold, at området vest for bygningen ikke blev udgravet. Her skulle pladsens gamle niveau bibeholdes. Yderligere undersøgelser var således ikke berettiget. I forvejen var forsøget på at lokalisere den vestlige afgrænsning udelukkende praktisk mulig p.g.a. entreprenørens goodwill. Selv om kun ca. en fjerdedel af bygningens bredde blev synlig, er der god grund til at mene, at det faktisk var vestgavlen, der blev registreret. Et blandt flere argumenter er, at der tæt op ad fundamentet blev registreret en ensartet stenpikning af håndstore sten, som tilhører en brolægningsfase, der i tid må være sammenhørende med Kancellibygningen. Denne homogene brolægning blev ikke iagttaget andre steder omkring huset. Dog blev der på et tidligere tidspunkt i et område nordvest for gavlen registreret en noget lignende brolægning i vandledningstraceet foran Provinsbanken. Her var der tydeligvis gravet af pladsen, eftersom de håndstore sten var lagt umiddelbart ovenpå en ældre brolægning af en ganske anden type. At stenpikningen her havde en mere sjusket karakter kan meget vel forklares ved, at vandledningstraceet forløb i udkanten af det brolagte område tilhørende Kancellibygningen.

Fig. 11. »Luksushullet«. Nederst ses Flakhavens højmiddelalderlige brolægning. Øverst i billedet ligger rester af en brolægning, som må høre til den militære hovedvagt fra 1740’rne.

Den antagelse er derfor nærliggende, at Kancellibygningen har haft en indgang i vestgavlen – måske ligefrem hovedindgangen? I hvert fald er den type brolægning ikke registreret på bygningens sydside. Ej heller er der her gjort iagttagelser af nogen art, som kunne tyde på et indgangsparti. Det kan synes underligt, da bispens kontorhus må formodes at være opført med facade mod kirken.

Kældergulvets toppede brosten manglede i den vestlige halvdel. De er antagelig fjernet til genanvendelse, ligesom størstedelen af gårdkomplekset blev det ved nedrivningen. På oversigtsbilledet (fig. 9) ses nedenfor kældertrappen omridset af en sivebrønd. Et snit viste, at den til formålet var fyldt med teglbrokker. Den upraktiske placering er dog iøjnefaldende. Kældertrappen var overraskende nok ikke muret op. Trappestenene var lagt i en blanding af teglbrokker og mørtelsmuld. Efter afdækningen var den yderst sårbar i den regnfulde sommer, og desværre for publikum lå den overdækket det meste af tiden.

I forbindelse med den maskinelle opgravning af kælderens brokker dukkede der enkelte bygningsdetaljer op. Mest interessant forekom en betragtelig del bemalet mørtelpuds. Især de grålige og rødbrune farver var fremherskende. Desværre er materialet meget fragmentarisk som følge af den hårdhændede nedbrydning. De bemalede flader har udgjort en del af udsmykningen i de øvre etager. Til denne udsmykning har også hørt små kvadratiske blyglaserede teglfliser på 12½ x 12½ cm og næsten sorte rektangulære ovnkakler.

Overraskende nok var der ingen spor efter de mange skorstene, som huset skulle have haft. Disse forholdsvis høje næsten massive »teglsøjler« må have krævet et solidt fundament. Det nærmeste vi kom det var en samling sodsværtede sten klos op ad sydmuren i den opfyldte kælder – og så kakkelovnsfragmenterne naturligvis.

Syd for Kancellibygningen omtrent vinkelret på rådhuset dukkede omridset af »Laboratoriet« op. Opført for apoteker Cornelius Hamsfort i 1575. Den første fladeafrensning viste tydeligt, at også denne bygning var gennemskåret af nedgravninger på kryds og tværs. Den største af dem blev »tømt« for den allerede omrodede fyld. Herved opnår man en såkaldt »gratis-profil«. Nu viste den første overraskelse sig: en temmelig dyb kælder med munkestensgulv. Herom havde brandtaksationerne intet nævnt. Nedgravningen havde efterladt et stort hul i nordmuren, hvorimod man tilsyneladende havde valgt at »skyde under« sydmuren. Den er altså stadig bevaret, omend gennembrydningen i sylden har betydet, at den nederste del af muren er sunket.

Ved et snit langs den vestligste halvdel af kælderens sydmur blev der registreret en udsparring i murværkets inderside. Antagelig har der været tale om en lysåbning. Ved et tredje snit, denne gang i Laboratoriebygningens vestgavl, lykkedes det at påvise nedgangen til kælderen, samt en del af det munkestensbelagte kældergulv. Herefter kunne det konstateres, at bygningens kældergulv har haft mindst to niveauer. Kælderen var således dybest i østenden. Snittet ved det nordvestligste hjørne i vestgavlen kunne foretages uden skrupler. Her havde ikke mindre end tre moderne nedgravninger forstyrret de oprindelige lag. Også her kunne det konstateres, at trappestenene var lagt ned i byggeaffald, akkurat som i Kancellibygningens kældertrappe.

Selv om kælderen stod bevaret i 10 skifter, blev der ikke iagttaget bærende fremspring, som kunne tyde på overhvælvning. I de tre håndgravede snit blev der heller ikke gjort fund, som kunne pege i den retning.

Sammenligner man de to husfundamenter, er der påfaldende stor forskel på murtykkelsen. Mens der overalt i Kancellibygningen ikke blev registreret murværk i mere end 1½-stens bredde, så virkede Laboratoriets murværk med sine 90 cm nærmest som en fæstning ved siden af. Mens vi i begyndelsen undrede os over den svære murtykkelse i et så forholdsvis beskedent hus på ca. 9 × 6 m, skal det undrende blik snarere rettes mod Kancellibygningens spinkle mure. Det statelige hus rummede trods alt en hvælvet kælder og antageligt også flere skorstene. Det kan derfor overraske, at de to stokværk med teglhængt tag ikke har krævet et sværere fundament.

Flakhavens alder og funktion

Det var på forhånd givet, at en omlægning af Flakhaven måtte tilgodese visse arkæologiske minimumskrav til undersøgelser af pladsens alder og funktion. Her valgtes et område så tæt på Kancellibygningens nordside, som en gammel fjernvarmekanal gjorde det muligt. Søgegrøftens profiler havde her antydet uforstyrrede kulturlag, og afsnittet blev her udvidet til et egentligt felt, det såkaldte »luksushul«. Ikke mindst p.g.a. detektorbrug blev der i dette felt gjort en masse fund af diverse metalfragmenter af såvel beslag som prydgenstande. Med stor forventning ser vi frem til bestemmelsen af den snes mønter, som detektoren har sin del af æren for.

Næppe sensationelt, men alligevel overraskende kunne vi bekræfte den antagelse, som flere punktregistreringer allerede tydede på, nemlig at der på Flakhaven var en sammenhængende brolagt (torve-?) plads omkring 1300.

Formodningen bygger på godt en halv snes punktregistreringer fordelt på hele Flakhaven. En egentlig brolægning er der ikke tale om, dertil er stenene for små.[18] Man fornemmer, hvorledes de æg-store sten og enkelte lidt større er udjævnet på pladsen for at danne en stabil bundsikring. Om efteråret har den daglige færdsel hen over nedfaldne blade og henkastet affald forvandlet pladsen til én stor mudderpøl, hvor kun den underliggende brolægning forhindrede kærrernes tynde hjul i ikke at skære sig fast i undergrunden. Hverken i »luksushullet« eller i de mange punktregistreringer var det dog muligt at påvise egentlige hjulspor.

Fig. 12. Stylus fundet ved udgravningerne 1987. Den lille »griffel« har drejet benskaft og spids af jern. Den brugtes i middelalderen til at gøre notater på små trætavler med et vokslag. Måske har den en gang været brugt af en skoleelev – eller af en skriver på Rådhuset? Længde: 8.0 cm.

Hvor Vestergades middelalderlige gadeniveau ligger temmelig langt nede – godt 2 m under nuværende gadeniveau – så kunne samme brolægnings type iagttages kun ca. 1½ m under niveau på Flakhavens sydlige område. Det må skyldes, at Flakhaven er anlagt på en morænebakke med et naturligt fald ned mod Vestergade. Flakhaven har altså ikke altid været flak!

Den smule vi kender til den middelalderlige Vestergade indskrænker sig til en punktregistrering ud for Vestergade nr. 13-15 og en iagttagelse i 1986 i forbindelse med kloakrenovering i sydsiden af Vestergade fra Provinsbankens nordøstre hjørne til matrikelskellet mellem Handelsbanken og Magasin.[19] Ud for nr. 13-15 fik vi lejlighed til at få antagelsen fra året i forvejen bekræftet. Det middelalderlige gadeforløb ligger ganske rigtig ca. 2 m under nuværende gadeniveau og består ligesom på Flakhaven af æg-store sammensintrede sten, der udgør en stabil og forholdsvis ensartet brolægning. Med en vis skepsis blev sidste års iagttagelse på ovennævnte strækning dateret til ca. 1300 ved hjælp af den mest velkendte keramiske ledetype, den glaserede kande. I dette tilfælde med hindbærrosetter og cirkulært hanksnit. Der blev ved den lejlighed kun fundet ét stykke groft magret sortbrændt sideskår med dekorationsrille. Kontexten var p.g.a. de vanskelige forhold ikke helt sikker, hvorfor dateringen til ca. 1300 må opretholdes.

Fig. 13. Messinglysekrone erhvervet samtidig med bygningstegnene. Alle tre ting blev opbevaret på Rådhuset. Midterdelen er fra senmiddelalderen. Fuglen er Johannes evangelistens ørn. Hans navn forekommer både på glorien og den lille bog fuglen holder. Arme og lyseholdere er yngre tilføjelser. Højde: 39 cm. Lysekronen blev restaureret 1987-88.
Fig. 14. Rovfugl støbt i tin. Fundet ved udgravningerne 1987. Den må stamme fra begyndelsen af 1500-årene. Indskriften fortæller på tysk: “Jeg er en fugl”. Dens brug er ukendt. Måske er den et emblem fra fugleskydning? Bredde: 4.0 cm.

Hvad der imidlertid var nok så interessant, og som var den egentlige årsag til nævnte skepsis: Brolægning syntes at være lagt direkte på morænegrus! Dermed var Vestergade unægtelig ikke så gammel som hidtil antaget.[20] Ved registreringen ud for Vestergade nr. 13-15 viste antagelsen at holde stik. Under brolægningen var ingen spor efter aktivitet. På Flakhaven derimod var brolægningen overalt lagt på en 5-10 cm tyk muldhorisont. Dette fyldskifte har, bortset fra ét enkelt keramikstykke, vist sig at være aldeles fundtomt. Keramikstykket har en vis lighed med den såkaldte Østersø-keramik, men afviger p.g.a. for hård brænding.[21]

Til stor forbavselse kunne der ikke spores aktivitet før tidligst 1250. Og dog. I fundamentsgrøften til den nye lave »bornholmer-mur« parallelt med rådhusfacadens sydlige del blev der under den hastige maskinopgravning iagttaget et par enkelte store diffuse aftegninger i fladen. Det der ved første øjekast tegnede til at blive en del af et – ganske vist stort – grubehus, viste sig at være overlejret af et nærmest ubestemmeligt fyldskifte. Det var så godt som stenfrit og mindede ved sin gullige farve om »undergrund«. Efter gennemgravning fremtrådte det som smuldret frådsten og viste sig at indeholde små nister af rødt tegl og sort trækul. Mest overraskende fremkom der ved en lokal gennemgravning syv små stykker Østersø-keramik, heraf et randskår med spirallinje[22]. Godset er groft magret og skærven lysebrun. P.g.a. de ganske vist beskedne teglforekomster er det ikke muligt at føre keramikken længere tilbage end til sidste halvdel af 1100-tallet.

I samme grøft så vi et glimt af nok et grundmuret hus. En delvist ødelagt fundamentsgrøft satte fantasien i sving. Først i forbindelse med kloakering på stedet dukkede der en munkestensmur op. Herefter føler vi os ret overbeviste om, at der mellem den nyopført lave »bornholmer-mur« og rådhuset – ja måske endda under rådhusets sydøstre hjørne – findes rester af den gård, som biskop Mogens Krafse købte af borgmester Peder Marsvin omkring 1470.

Endelig skal det også med, at arkæologerne i forbindelse med vandledningsarbejde ude under den nuværende buskørebane på overgangen mellem Flakhaven og Klingenberg fik et glimt af Latinskolens fundamentsrester. Indmålingerne vil nu blive sammenholdt med lignende iagttagelser gjort sidste sommer. Bygningsresterne tyder på en hårdhændet nedrivning, men også vejkassen rundt om kirken har krævet sin part.

Udformningen af den nye plads indebar, at der skulle fjernes tre skifter af murværket i Kancellibygningens kælder. Dermed forsvandt de sidste beviser for, at kælderen var overhvælvet. Men inden det kom så vidt, var beviserne sikret for eftertiden bl.a. ved hjælp af fotogrametriske opmålinger. De skal nu støtte hukommelsen, når bearbejdningen når til en rekonstruktion af grundplanen i »Jens Andersens Gård«. Bindingsværkslængerne, som forbandt de to stenhuse, må vi tænke os til. Nedrivningen i 1857 levnede ingen sikre spor efter dem.

 

Noter

  1. ^ Den første del af artiklen er en omarbejdelse af en kronik i Fyens Stiftstidende: Flakhaven gennem 1000 år; den 17. juni 1987 kort efter starten på udgravningerne.
  2. ^ Tingsvidne 1480. Aktstykker,…til oplysning især af Danmarks indre Forhold i ældre Tid, Odense 1841.
  3. ^ Grundstensdokument i flaske, 8. sept. 1929.
  4. ^ Note 2.
  5. ^ 6. marts 1496, Skrå for Trefoldighedsgil-det i Odense. C. Nyrop: Danmarks gilde-og Lavsskraaer fra Middelalderen, København 1899-1900.
  6. ^ Finn Grandt-Nielsen: Nyt fra Knud den Helliges Odense, Fynske Minder 1971.
  7. ^ Eskil Arentoft, Vibeke Brandt & Finn Grandt-Nielsen: Albani Kirke og Torv, Odense 1985.
  8. ^ John Kousgård Sørensen: Odense Amts Bebyggelsesnavne, København 1969.
  9. ^ Note 7.
  10. ^ 1504 eller før. Vedel Simonsen: Bidrag til Odense Bys ældre Historie, 2., side 81, Odense 1843.
  11. ^ Jens Andersen Beldenak, biskop 1501-29, død 1537, var en særdeles farverig gejstlig person, hvis karriere fra en jævn baggrund til et højt embede med politisk indflydelse bl.a. er blevet beskrevet af historikeren Mikael Venge (Dansk Biografisk Leksikon og første bind af Odense Bys Historie).
  12. ^ Beslutning i kommunalbestyrelsen 29/11 1856.
  13. ^ C.T. Engelstoft: Odense Bys historie, 2. udg., Odense 1880, side 479-80.
  14. ^ E. Dam: Odense Løveapoteks Historie. Odense 1903. G.L. Wad: Biskop Jens Andersen Beldenaks Gaard, Fra Fyens Fortid IV side 175-82. Odense 1924.
  15. ^ Se fig. 7. Grundtegning af Biskop Jens Andersens Gaard paa Flakhaven.
  16. ^ Note 3.
  17. ^ Brandtaksation 1801-06, fol. 115a.
  18. ^ Professionelle brolæggere kalder typen for »Maribo-brolægning«. Hovedbestanddelen udgøres af det man i nutidens fagsprog kalder 2”-sten.
  19. ^ Registreret i Møntergårdens udgravningsarkiv under KMO/VG 86-4.
  20. ^ En netop afsluttet undersøgelse i Stålstræde (Vestergade 5) har påvist et brolagt gadeforløb i teglfri lag. Det understøtter den efterhånden accepterede teori om, at Stålstræde er identisk med det ældste vejforløb gennem byen.
  21. ^ KMO/FH 87-1. Fundnummerliste x-8.
  22. ^ Fundnummerliste x-156.

 

©