»For at gjøre de Fattiges Vilkaar saa taalelige som muligt i Alderdommens og Skrøbelighedens Dage«

- et bidrag til Katterød hospitals historie

Til enhver tid har omkring en trediedel af Danmarks befolkning været ude af stand til at forsørge sig selv. Det gælder børnene, de gamle, de invalide og de syge. For at afhjælpe en del af denne store forsørgelsesbyrde har både »det offentlige« og private gennem tiderne oprettet forskellige sociale institutioner. Et af de ældste private initiativer til den institutionelle forsorg er hospitalerne. Ordet hospital er oprindelig latin og betyder noget i retning af logi/herberg/gæstfrit sted, og tidligere fungerede hospitalerne også blot som stiftelser, hvor de dårligst stillede i samfundet kunne få husly og i heldigere tilfælde tillige et beskedent underhold i penge eller naturalier. Hospitalerne fungerede i realiteten som fattighuse. Først langt senere er man begyndt at bruge ordet synonymt for sygehus, hvor der foregår en reel sygebehandling af de indlagte.

I købstæderne opstod hospitalerne allerede i middelalderen som Sct. Jørgens- og Helligåndshospitaler. Først med den begyndende befolkningstilvækst og godsernes voksende indflydelse i løbet af 1600-tallet og især 1700-tallet blev det almindeligt, at også store jordbesiddere på landet oprettede hospitaler. I Danmark var der omkring 1760 ialt 108 hospitaler, hvoraf 72 var placeret i landdistrikterne[1]. Senere kom flere til.

De første initiativer til etablering af et offentligt fattigvæsen blev gjort allerede i 1700-tallet. Resultaterne var imidlertid små, idet de hermed forbundne udgifter skulle finansieres gennem frivillige bidrag. Først med vedtagelse af »Reglement for fattigvæsenets provisoriske indretning og bestyrelse på landet i Danmark« af 1803 og fattigvæsenets reorganisering med bl.a. indførelse af fattigskatter, lykkedes det at få etableret et egentligt fattigvæsen på landet. Ifølge reglementet skulle de fattige inddeles i 3 klasser; 1. klasse de gamle og svagelige – ikke erhvervsdygtige – skulle forsynes med kost, nødvendige klæder, husly og varme samt sygepleje, 2. klasse børn, der var forældreløse eller fjernet fra forældrene skulle sættes i privat pleje, og endelig 3. klasse familier og enkeltpersoner, som af forskellige grunde ikke kunne tjene til livets ophold, skulle have delvis forplejning.

Men hvorledes var levevilkårene for de fattige egentlig? Det kan være vanskeligt at besvare, idet forholdene formentlig har været meget forskellige i forhold til tid og lokalitet. I denne artikel skal der gives et rids af forholdene for de fattige på et af Danmarks mange hospitaler, nemlig hospitalet i Katterød, Diernæs sogn (nordøst for Fåborg), der i 1949 blev flyttet til frilandsmuseet Den fynske Landsby, hvor det repræsenterer en bolig for landbosamfundets laveste sociale lag.

Oprettelsen

I en fundats dateret den 26. okt. 1786 meddelte baron Adam Christoffer v. Holsten på Holstenshus gods, at han havde ladet indrette 4 fattighuse (hospitaler), 3 på Holstenshus gods og 1 på »Langesøe« gods, deraf 2 i Diernæs by samt et i Katterød by.[2] Da der foruden de tre nyoprettede allerede eksisterede et hospital i Diernæs by havde sognet altså 4 hospitaler, og var dermed det sogn på Fyn med flest hospitaler (se kortet). Foruden hospitalerne i Diernæs havde baronen planlagt opførelse af endnu 2 i henholdsvis Vester Åby og Rude by (i Vigerslev sogn).

At dømme ud fra fundatsen må Katterød hospital altså være bygget omkring 1785-86, og bygningen er dermed et af de få huse i museet, hvor opførelsestidspunktet kendes præcist.

Som begrundelse for hospitalets oprettelse anfører baronen selv følgende to i fundatsen »…at gjøre de Fattiges Vilkaar saa taalelige som muligt i Alderdommen og Skrøbelighedens Dage« samt »… at befri Gaardmændene på Baroniet fra at have Huusværelser i og ved deres Fæstegaarde, som Erfarenhed saa ofte viser, at de fleste ulykkelige Ildebrande komme fra …«.[3] Medens den første begrundelse er af almen filantropisk karakter, må den anden siges at være mere bemærkelsesværdig. Forklaringen skal dog nok søges i, at 3 af Diernæs’ gårde var nedbrændt få år tidligere pga. indsidderes eller almisselemmers uforsigtige omgang med ild. Derimod nævnes ikke direkte noget religiøst motiv for oprettelsen, hvilket ellers var kendetegnende for ældre fynske hospitalsfundatser.[4] Baronens store byggeaktivitet skal formentlig også ses i lyset af reskripten af 5 nov. 1771, der i det fynsk-langelandske område ophævede betleriforordningen af 1708 med den sognevise forsørgelse af de fattige, og i stedet bestemte, at godserne for fremtiden skulle overtage forsørgerpligterne for sine fæstere, også selvom godset besad gods i flere sogne.[5]At de fynske godser tilsyneladende efterlevede reskriptens ordlyd fremgår af J.H. Baren’s rapport over fattigvæsenets tilstand i Danmark (1790), hvor det om Fyn hedder »Siden 1771 har Fattigvæsenet i Fyen for største Deelen været besørget af Jordegodseierne alene…«.[6]Ialt omkring 60% af samtlige fynske sogne besad i 1790 et hospital, fattighus eller lign. indretning, der var oprettet på initiativ fra en godsejer.[7]

Geografiske fordeling af hospitaler på Fyn ca. 1899. Kilde: Trap Danmark, udg. 1899.

Bygningen

En vigtig kilde til forståelse af livet på Katterød hospital er selve bygningen, idet den dannede fysisk ramme for beboernes dagligdag og dermed hele tilværelse.

De ældste oplysninger om hospitalsbygningen findes allerede i fundatsen, hvor hospitalet beskrives som værende grundmuret af kampesten og indrettet med 8 lejligheder. Desuden omtales et tørvehus med 8 små rum til beboernes brændsel samt en jordlod inddelt i 8 småparceller, således at der til hver lejlighed hørte et stykke jord, hvor beboerne kunne plante kål og haveurter. Ved 1844 matriklen blev hele hospitalets jordtilliggende opgjort til 1 skæppe og 2 1/2 album.

Den første mere detaljerede beskrivelse af bygningen findes i en brandtaksation fra den 22. september 1825, hvor følgende kan læses:

Katterød fattighus under Baroniet Holstenhuus

a) En længe sønder og nord, 10 fag, dybt 15 1/2 alen, Kampestens Muur til alle Sider, Loft, Vinduer og Dørre samt Straatag og 2 Skorstene, blandet Overtømmer, for denne taxations Forretning blev fratagen Murende og det øvrige taxeret pr 32 S rdl er 320 S rdl Sølv 301
b) En Tørvekube, 13 fag, dybt 7 alen af Egestytter, mod den øster Side af Fattighuset, Straatag, blandet Overtømmer, taxeret 7 S rdl er 91 S rdl Sølv 86
Summa 387

Medens de 10 fag er ganske typisk for de små hospitaler på landet, er valget af grundmur og specielt brugen af kampesten derimod mere usædvanlig. Fra distriktslægeindberetninger fra omkring 1865 ved man, at af 169 fynske fattighuse var kun de 37 grundmurede – de resterende 132 var bindingsværksbygninger.[8] Brugen af kampesten som byggemateriale synes dog at være et særkende for de sydfynske hospitaler og i særdeleshed for hospitalerne under Holstenshus, idet den samme byggemetode, med kløvede kampesten sat op i ler og fuget med kalkmørtel, også er anvendt ved hospitalerne i Vester-Åby og Diernæs by. De kampestens-murede hospitaler var imidlertid ikke noget nyt fænomen på egnen, idet Karen Brahe til Østrupgård allerede 1728 havde ladet opføre et hospital i kampesten i nabosognet Svanninge (ved kirken). Når baronen valgte en kampestensmur skyldes det formentlig hans ønske om at bygge brandsikkert. Dertil kommer at materialet er solidt og umiddelbart forhåndenværende i naturen. Kampestensmure har imidlertid flere uheldige egenskaber; dels er de betydeligt koldere end de fleste andre murværksmaterialer, og dels gør de kompakte sten at muren ikke kan »ånde«, hvorfor dampe fra dyr og mennesker vil fortætte sig på væggene og tilsidst løbe ned ad disse som vand. Disse uheldige egenskaber medførte bl.a., at man omkring århundredskiftet, hvor det grundmurede byggeri for alvor vandt frem, direkte advarede mod brugen af kampesten ved beboelsesbygninger og stalde.[9]

Et besøg i en af hospitalets små lejligheder, der har en gennemsnitlig størrelse på 13-14 kvadratmeter, vil hurtigt kunne overbevise enhver om, at det næppe har været nogen fornøjelse at bo her. Ikke alene er væggene både kolde og fugtige, men rummene er også meget dunkle – til hver lejlighed hører kun et mindre vindue. Hertil kommer at lejlighederne oprindelig havde lergulve og dårlige varmefaciliteter i form af åbne ildsteder, der er kendt for at bruge meget brænde, men til gengæld kun afgiver ringe varme. Disse boligforhold har næppe haft nogen positiv indflydelse på beboernes sundhedstilstand.

Med det ydre af selve hospitalsbygningen er der ikke sket nogen ændringer siden opførelsen. Derimod blev det gamle tørvehus nedrevet i 1849, og i stedet opførtes en ny 14 fags bygning i bindingsværk og stråtag nord for hospitalet. I det nye tørvehus blev der udenfor de 8 små rum til beboernes brændsel også plads til et »bagerhus« med ovn og skorsten samt loft og vinduer i de 2 østre fag.[10]

Hospitalet ved sin oprindelige beliggenhed i Katterød by i 1922. Bagerst skimtes bindingsværkstørvehus fra 1847.

Bygningen af det nye tørvehus betød bl.a., at da landets amtmænd i 1850 skulle indsende indberetninger om fattighusenes tilstand til indenrigsministeriet, blev hospitalerne i Diernæs karakteriseret på følgende måde af det lokale sogneforstanderskab: »Er vel vedligeholdt og betydeligt forbedrede med 2 nye store, solide og rummelige Tørve- og brændehuuse 1 i Diernisse og 1 i Katterød, I det sidste tillige er 1 bagehuus«.[11]

Iflg. en tidligere beboer på hospitalet fandtes der omkring århundredskiftet 4 latriner bag tørvehuset,[12] hvornår disse blev bygget vides imidlertid ikke præcist. Formodentligt er det sket i slutningen af 1800-tallet, samtidig med at der førtes en livlig diskussion om de sanitære forhold på landets fattighuse.

Som et led i arbejdet med overflytningen af Katterød hospital til Den fynske Landsby blev bygningen opmålt i 1943, heraf fremgår det, at man i tidens løb havde hugget dørhuller mellem nogle af rummene, så antallet af lejligheder var reduceret til 3. I kildematerialet findes ingen efterretninger om disse ændringer, men at dømme ud fra det antal familier som boede på hospitalet (tabel 1), må de være sket i årene omkring århundredskiftet. Ændringerne er sandsynligvis sket i etaper – efterhånden som lejligheder blev ledige (se iøvrigt grundplanskitserne).

I 2 af lejlighederne fandtes der ved opmålingen endnu den oprindelige gulvbelægning af 1er, medens der i de øvrige rum enten var blevet lagt murstens- eller trægulv.

Grundplan ved opmålingen 1943. I stue 2 og 8 fandtes endnu lergulve, medens stue 1, 3 og 5 havde trægulv, og stue 4, 6 samt 7 havde murstensgulv.
Den rekonstruerede grundplan ved genopførelsen i Den fynske Landsby. I stue 6 er der i dag indrettet en fattigbolig fra omkring år 1900.

Ved genrejsningen af hospitalet på landbygningsmuseet i 1948-49 blev den oprindelige ruminddeling med 8 lejligheder rekonstrueret, så bygningen fik samme udseende som ved opførelsen i 1786. Tørvehuset, der ikke indgik i museets planer, blev nedrevet i 1947.

Beboerne

Ved en optælling i 1879 blev antallet af beboere på de 1.901 fattighuse og fattiggårde der fandtes i Danmark opgjort til 16.693, svarende til lidt over 1% af den samlede landbefolkning.[13] Kun lidt vides om denne minoritet, der har sat sig meget få spor i det historiske materiale. I det følgende skal der gives en karakteristik af beboerne på Katterød hospital frem til ca. 1911.

Som det mindste af de 3 hospitaler i Diernæs sogn havde Katterød iflg. fundatsen »kun« plads til 8 familier eller 16 enkeltpersoner, dog således at kun 2 personer af samme køn måtte dele lejlighed. Beboerne skulle ejeren af Holstenshus selv udnævne blandt baroniets fattige. Men hvor mange boede de egentlig i hospitalet, og hvem var de? På oversigten, fig. 1 og 2, ses hvad folketællingerne kan fortælle os herom.

År Personer ialt Antal familier Antal familier der levede af fattighjælp
1787 14 7 7
1801 11 7 6
1834 18 8 6
1840 23 7 5
1845 18 5 2
1850 29 8 1
1960 31 7 2
1970 15 5 1
1880 17 6 3
1890 11 6 (3)
1901 6 3 3
1906 9 4 2
1911 6 3 2
Tabel 1 Oversigt over folketællingernes tal for Katterød hospital.

Som det fremgår af tabel 1, kulminerede antallet af beboere i midten af 1800-tallet. Hvilket skyldes, at der på dette tidspunkt boede en del yngre daglejerfamilier med børn på hospitalet. Oprindelig var hospitalet blevet funderet til at huse sognets fattige, hvilket det iflg. folketællingslisternes erhvervsangivelser også gjorde i de første årtier efter oprettelsen. I 1850erne og 1860erne blev det imidlertid almindeligt at personer, der betegnede sig som daglejere og arbejdsmænd, fik bolig på Katterød hospital. Meget tyder på, at hospitalet netop i denne periode ændrede funktion fra udelukkende at være fattighus til i stadig højere grad, at fungere som lejebolig for daglejerne under Holstenshus.

Når antallet af beboere kunne stige fra 18 personer i 1845 til 29 personer blot 5 år senere, skyldes det udelukkende at 3 nye daglejerfamilier med ialt 10 børn var flyttet ind på hospitalet. Over halvdelen af beboerne i 1860 var børn under 15 år, medens kun en enkelt beboer var over 60, hvilket var ret usædvanligt (jvf. aldersfordelingen tabel 2).

Omvendt skyldes det kraftige fald i antallet af beboere, der kan konstateres ved folketællingen 1870, at børnene nu var blevet voksne og havde forladt forældrene for at tjene på Holstenshus eller hos sognets gårdmænd.

Ved århundredskiftet var det igen hovedsageligt folk, der levede af understøttelse, som beboede hospitalet.

Det antal personer der boede i hver af de små lejligheder har varieret meget. I 1860 boede der f.eks. kun en enkelt person i den ene lejlighed, mens der i nabolejligheden levede en hel familie på hele 8 personer.

År 0-14 15-59 60-99 heraf enker
1787 5 6 3 6
1801 2 3 6 6
1834 6 5 7 4
1840 9 9 5 2
1845 7 8 4 1
1850 13 10 6 1
1860 17 13 1 2
1870 4 6 6 1
1880 6 4 7 3
1890 2 3 6 3
1901 2 0 4 2
1906 2 1 6 2
1911 2 1 3 2
Tabel 2. Aldersfordelingen

Blandt beboerne var der gennem det meste af perioden en stor overvægt af kvinder, hvoraf hovedparten var enker og ugifte. Ved tilsvarende undersøgelser af kønsfordelingen på andre hospitaler har man også kunnet konstatere en klar overvægt af kvinder.[14] Tidligere må det at leve som enlig kvinde ofte have været en yderst usikker tilværelse. Blev en enke ikke hurtigt gift igen, var hendes udsigt til at blive siddende på fæstegården eller fæstehuset som regel dårlig, medmindre hun havde en søn eller svigersøn, der kunne sikre ejendommens forbliven i familien.[15]

Især i de første årtier efter oprettelsen boede der mange enlige kvinder på hospitalet. Ved folketællingen 1787 var 6 af hospitalets 14 beboere således enker, hvoraf flere havde børn under 15 år. Iflg. lovkomplekset fra 1803 havde sognepræsten ved hvert års udgang pligt til at udarbejde en udførlig plan for sognets fattigforsørgelse i det påfølgende år. For hvert enkelt fattiglem skulle der anføres opholdssted, sundhedstilstand og trang. I forsørgelsesplanerne for Diernæs sogn er tilstanden for beboerne på Katterød hospital normalt karakteriseret som »gammel og svag« – »alderdom og skrøbelig« eller »alderdom og affældighed«.[19]

Fra Folketællingen 1845 og fremover kan beboernes fødested også ses i folketællingsskemaerne, og heraf fremgår det, at langt størstedelen af de personer, som opholdt sig på hospitalet var født i Diernæs sogn (evt. et af nabosognene). Kun en sjælden gang var en af beboerne født længere væk, – hovedparten af disse var kommet til Diernæs via giftermål. Som tidligere nævnt levede mange af hospitalets beboere af fattigunderstøttelse gennem en stor del af perioden, men hvor meget modtog den fattige egentlig i hjælp? Dette afhang selvfølgelig af hvilken fattigklasse personen tilhørte. I fattigkommissionen forhandlingsprotokol kan man frem til 1859 se de årlige overslag for udgifterne til fattigvæsenet. Heraf fremgår det, at den typiske hospitalsbeboer af 1. klasse i perioden 1825-59 modtog omkring 1 tdr. 4 skp. mel, 5 skp. malt, 2 skp. gryn og 8 pd smør. Der findes ikke opført nogen person af 2. klasse, men derimod indeholder overslagene flere personer af 3. klasse. Den hjælp disse modtog varierede meget gennem perioden. I 1825 var det f.eks. omkring 1 tdr. mel, 5 skp. malt, 1 skp. gryn og 8 pd. smør, medens det i 1859 kun var omkring 4 skp. mel, 3 skp. malt, 1 skp. gryn og 4 pd. smør.[18] Til sammenligning kan det nævnes, at Begtrup i 1806 angav 2,5 tdr. brødkorn som det almindelige årsforbrug for en fuldvoksen landarbejder[19]. Mange af hospitalets beboere har således været nødsaget til at supplere deres fattighjælp med hvad de kunne dyrke i de små urtehaver, daglejerarbejde og eventuelt også tiggeri. Den lille have, der hørte til hver lejlighed, må have haft en særlig betydning, idet den kunne forsyne husholdningen med friske grøntsager, der indeholdt vigtige vitaminer og mineraler, som ellers var en mangelvare i kosten blandt de dårligst stillede. En undersøgelse af gennemsnitshøjden i 1882-83 viste således, at daglejer- og husmandssønnerne generelt var lavere og vejede mindre end gårdmandssønnerne – den dårlige føde havde givet dem kummervækst.[20] Som et ekstra supplement til hjælpen fra sognet uddelte baronen på Holstenshus ved hvert års julefest en mindre pengesum til de trængende blandt hospitalets beboere – fra 1800 til 1825 lå baronens gave typisk på enten 7 eller 14 rdl. Desuden fik alle 8 lejligheder hver år leveret 6 læs tørv, som de selv skulle skære »under Opsigt fra Hovedgaardene… for at afværge Misbrug«.[21]

I dag er Katterød hospital genrejst i Den fynske Landsby, hvor det står som repræsentant for de fattiges bolig.

Dorthe Hansdatter og hendes familie

En af de mange menneskelige tragedier, der gemmer sig bag de noget kolde tal i tabellerne, er Dorthe Hansdatter og hendes familie. Som datter af et fattigt indsidderpar blev Dorthe Hansdatter født den 30. juli 1797 i Åstrup sogn. Allerede som 2-årig mistede hun sin far, og moderen sad nu alene tilbage som enke med 3 børn og en almisseunderstøttelse, der formentlig kun lige har været stor nok til, at familien kunne overleve.

Som ganske ung kom Dorthe Hansdatter til nabosognet Diernæs, hvor hun skulle tilbringe resten af livet.

En af de personer hun mødte i Diernæs var bødkeren Christen Johanssen fra Sandholt, med hvem hun som 19-årig fik sit første »uægte« barn. Selvom det unge par aldrig blev gift, resulterede forholdet 5 år senere i endnu et »uægte« barn. Herefter må noget have ødelagt forholdet, ihvertfald er det en møllersvend på Holstenshus ved navn Jens Eriksen Møller, der opgives som faderen til Dorthe Hansdatters tredie »uægte« barn, som blev født den 17. april 1831 og fik navnet Anne Marie Jensen.

Hvornår Dorthe Hansdatter præcist flyttede ind på Katterød hospital fremgår ikke tydeligt af kilderne, men det må være sket før hendes tredie fødsel, idet præsten i kirkebogen har anført »Katterø Fattighuus«. I folketællingen 1834 genfinder vi Dorthe Hansdatter og hendes 3 børn blandt hospitalets beboere, hvor hun er angivet som almisselem.

I en alder af 43 år »lykkedes« det endelig Dorthe Hansdatter at få »slæbt« sin gamle kæreste Jens Eriksen Møller, der på dette tidpunkt stadig arbejdede på Holstenshus, op til alteret i Diernæs kirke, hvor de blev viet den 31. oktober 1840. Umiddelbart derefter må han være flyttet ind på Katterød hospital, idet de begge er opført blandt beboerne i folketællingen 1845. Frem til Jens’ død i 1859 levede parret af de penge han kunne tjene som daglejer på Holstenhus og blandt sognets gårdmænd. Det var imidlertid ikke altid lige let for ægteparret. I Diernæs fattigkommissions forhandlingsprotokol findes mangfoldige eksempler på, hvordan Jens Eriksen Møller mødte op ved kommissionsmøderne og bad om fattighjælp, men langt fra altid blev det bevilliget. Først fra 1854 blev han optaget permanent på sognets forsørgelsesplan. Efter sin mands død måtte Dorthe Hansdatter igen udelukkende klare sig af de almisser hun kunne få fra godset og sognet. Efter Jens’ død (eventuelt før) flyttede datteren Anna Maria, der i nogle år havde tjent i Fåborg, tilbage til barndomshjem på Katterød hospital. Med sig havde hun tre »uægte« børn, som var resultatet af hendes bekendtskab med den sydfynske købstad. Som en udslidt gammel kone på 84 døde Dorthe Hansdatter i 1881 på det hospital, hvor hun havde tilbragt mere end 50 år af sit lange og hårde liv. I mange år skulle hendes efterkommere endnu være at finde blandt beboerne på Katterød hospital, idet datteren og hendes mand begge blev boende frem til deres død.[22]

Katterød hospital før flytningen til Odense. Opmålingsarbejdet er i gang – bemærk tallene og stregen på gavlen.
I det nordøstlige rum er i dag indrettet en lejlighed som den ifølge en tidligere beboer så ud omkring 1900.

I dag ligger Katterød hospital idyllisk placeret i frilandsmuseet Den fynske Landsby, og de mange besøgende har formentlig svært ved at forestille sig de menneskelige skæbner og fattige kår, som oprindeligt omgav bygningen. Den stadige vedligeholdelse og konservering lader bygningen fremstå ren og pæn, uden den indtrængte lugt af skidt, sved, fugt og røg fra det åbne ildsted. Konserveringen og museumsteknikken har sine mangler og begrænsninger, når det gælder skildringen af realistiske forhold. Faren for at skabe landidyl er den pris, som må betales, hvis vi ønsker at bevare vore gamle bygninger.

Noter

  1. ^ Ingeborg Christmas Møller; På fattighuset. 1978, s. 10
  2. ^ Fundats for Hospitalerne under Holstenshus. Diernæs kommunale arkiv 42/11.
  3. ^ ibid
  4. ^ Steffan B. Andersen; Det private hospitalsvæsen på Fyn 1700 til 1801. Metodeopgave ved Odense universitet 1985. Upubliceret.
  5. ^ Reskripten var gyldig frem til 1803, hvor den blev afløst af et nyt reglement, der skulle komme til at danne grundlaget for fattigvæsenet i det 19. årh. Reskripten fra 1771 er trykt i Samling af Reskripter, Kammer-Collegii-Breve m.n. som angaae Fyns Stift 1-6 Odense 1791-1801.
  6. ^ J.H. Baren; Efterretning om Fattigvæsenets tilstand i Danmark. 1790, s. 21.
  7. ^ Lotte Dombernowsky; Lensbesidderen som amtmand. 1985, s. 335.
  8. ^ J. Bentsen; Om Fattighusene i Kongeriget Danmark. 1865, s.9.
  9. ^ Herom se bl.a. Th. Madsen-Mygdal; Landbrugets ordbog. Kbh. 1912, s. 611.
  10. ^ Brandtaksationsprotokol, Sallinge Hrd.
  11. ^ Indenrigsministeriet 1. dept. C1021, skabsa-ger.
  12. ^ Eigil Hansen; Katterød hospital. Fynske Minder 1979-80, s. 142
  13. ^ W. Scharling og V. Falbe-Hansen; Danmarks Statistik, bd. V, 1881, s. 373-75. Tallet er endda for lavt, idet hospitalerne ikke er medregnet, samt personer som modtog hjælp udenfor fattighusene og fattiggårdene.
  14. ^ Herom se f.eks. Ingeborg Christmas Møller; På fattighuset. 1978, s. 37-38 eller Bente Dahl Hansen; Betler eller almisselem. 1984, s. 88.
  15. ^ H.C. Johansen; En samfundsorganisation i opbrud. Dansk socialhistorie 4. 1979, s. 166-67 samt 61-64.
  16. ^ Trykt i Schous Forordninger 1800-03, s. 663-81.
  17. ^ Fattigkommissionens forhandlingsprotokol. Diernæs kommunale arkiv 42/11. Opbevares på Landsarkivet for Fyn.
  18. ^ Ibid.
  19. ^ G. Begtrup; Agerdyrkningens tilstand i Danmark. 1806 (reprotryk) 1978. bd.l, s. 14.
  20. ^ Fundats, se note 2.
  21. ^ Peter Rismøller; Sultegrænsen. 2. udg. 1985 s. 31-32 samt 147.
  22. ^ Dette afsnit er udarbejdet på grundlag af fol-ketællingslisterne og kirkebøgerne for Åstrup og Diernæs sogn samt fattigkommissionens forhandlingsprotokol (se note 17).

©