Forbruget i centrum

Dannelsen af rivaliserende byrum i Odense centrum ca. 1860-1920

Dannelsen af rivaliserende byrum i Odense centrum ca. 1860-1920

 

Odense centrum er for tiden skueplads for en strid om brugen og udformningen af byens rum, hvor væsensforskellige idéer udfordrer hinanden. Kontrasten mellem idealerne – fortidige som nutidige – står skarpt tegnet, når store aktuelle byudviklingsprojekter raserer 1900-tallets drømme om vækst og fremskridt til fordel for nutidens forestillinger om det gode centrum med fokus på oplevelser, socialt samvær og forbrug. De igangværende omdannelsesprojekter repræsenterer dog hver især divergerende interesser, mål og visioner.

/

Thomas B. Thriges Gade området i 2020? Visualisering af den genskabte forbindelse mellem Vestergade og Overgade i arkitektfirmaet Entasis’ vinderforslag til omdannelse af området. Til venstre i billedet ses en torvehal, der indgår som et væsentligt element i udviklingen af bylivet i området (Entasis).

Arkitektkonkurrencens vinder, Entasis, vil lade en torvehal danne ”betydningsmæssigt højdepunkt” i området. Indrettet i en større bygning mellem Fisketorvet og det delvist genskabte Albani Torv skal torvehallen bidrage positivt til bylivet ved at ”overdrage hele stueplanet til byens netværk af offentlige rum”.[1] Idéen om en torvehal harmonerer med den stigende interesse – især i den kreative, urbane elite – for autentiske kvalitetsfødevarer, økologi og lokale, nordiske råvarer. Torvehallerne på Israels Plads i København, der åbnede i 2011, har haft succes med konceptet, om end flere har kritiseret, at hallerne er for elitære og uden torvepræg, da mange af staderne snarere har karakter af specialforretninger med luksusfødevarer end traditionelle grønttorvsboder.[2]Den mest markante ændring af Odense centrum i 2010’erne står et partnerskab bestående af Odense Kommune og Realdania for. Målet er en omdannelse af 1960’ernes motorgade gennem bymidten, Thomas B. Thriges Gade, til en ny bydel med letbane, byboliger, torvehal og levende byrum foruden en del kontorlejemål og underjordiske parkeringskældre. Lukningen af motorgaden er det sidste og afgørende skridt i det langstrakte opgør med højmodernismens kyniske, bilorienterede byplanlægning. Konkurrenceprogrammet og vinderforslaget i arkitektkonkurrencen om det ca. 51.000 m2 store områdes fremtidige udformning repræsenterer imidlertid også en bestemt opfattelse af den gode by, nemlig en tæt, bæredygtig, mangfoldig og livlig central bydel. Forbillederne er hentet i New York og København – dog især i de livlige og hippe brokvarterer frem for Strøgets kædebutikker og havnefrontens livløse firmadomiciler.

I en anden del af Odense centrum, omtrent en halv kilometer derfra, er en anderledes vision om byliv og forbrug i centrum under opbygning. Lukningen af Danish Crowns store, mere end 100 år gamle slagteri mellem jernbanen og Rugårdsvej i 2006 frigjorde en anseelig, central grund til byudvikling. Under navnet ”Viva Odense” opfører den norske butikscentermastodont Steen & Strøm et shoppingcenter, oprindeligt til åbning i oktober 2015, siden dog udskudt til 2016. Modsat butikscentrenes sædvanlige placering i forstæderne er der tale om et såkaldt citycenter, der som samme selskabs succesfulde Bruuns Galleri i Aarhus er lokaliseret i byens centrum nær banegården. Bygherren bedyrer, at ”centret på smukkeste vis vil åbne sig mod byens traditionelle forretningsgader” med et indgangsparti udformet som en åben plads. Spørgsmålet er dog, om ikke det ca. 42.000 m2 store bygningskompleks med 100 butikslejemål vil få karakter af et selvstændigt, kommercielt rum og som andre centre lukke sig om sig selv. Med 1.600 parkeringspladser – næsten dobbelt så mange som i planerne for Thomas B. Thriges Gades omdannelse – er intentionen tydeligvis at blive et trafikmål i sig selv.[3]

/

Viva Odense, Steen & Strøms planlagte citycenter på ca. 42.000 m2 og 100 butikslejemål. Shopping-centret skal ligge bag den gamle Toldkammerbygning, hvor Rugårdsvej møder Østre Stationsvej. En delvis overdækket forplads skal forbinde centret med gågaden Kongensgade (Viva Odense).

Med opbygningen af store, nye (halv)offentlige rum skaber de to projekter konkurrerende bud på attraktive, urbane oplevelser og moderne forbrug. Rivaliseringen mellem forskellige idéer om udformningen, udseendet og brugen af de centrale byrum og i bredere forstand mål og visioner for byen som sådan er imidlertid ikke af ny dato. Allerede for halvandet hundrede år siden begyndte konturerne at tegne sig af en række forskellige dagsordener, fremført af forskellige interessegrupper. Anden halvdel af 1800-tallet kan siges at være en periode, der formede udviklingen af Odenses moderne centrum. I disse år opstod der interesser, visioner, økonomiske aktiviteter og fysiske strukturer, der har præget udviklingen indtil i dag. Som en interessant parallel til de aktuelle planer havde en af de første, iøjnefaldende brydninger om anvendelsen af det centrale byrum en kommunal torvehal som omdrejningspunkt, som vi senere vil vende tilbage til.

/

Visualisering af citycentret Viva Odenses indre. Arkitektfirmaet har tydeligvis ønsket at skabe en stemning af ægte bymiljø med virkemidler som en ’gade’ med træer flankeret af en flere etager høj, murstensklædt ’facade’. Det er usædvanlige bygningselementer i et shopping-center, og adskiller projektet fra traditionelle storcentre (Viva Odense).

 

Dannelsen af et moderne centrum i Odense

I midten af 1800-tallet gik Odense ind i en vækstperiode, og enevældens træge administration blev afløst af liberale reformer og overdragelse af magt til et nyt, dynamisk byråd. Nye kvarterer begyndte at skyde op rundt om bykernen, først syd for åen og senere mod nord ved havn og jernbane, men snart voksede byen i alle retninger. Samtidig begyndte de centrale torve og de nærliggende, befærdede hovedgader at nyde en særlig bevågenhed. Gradvis tog tankerne om bymidten som en særlig, fælles del af byen med stor repræsentativ og symbolsk betydning fastere form. Lukrative muligheder tiltrak bestemte økonomiske aktiviteter, navnlig handel og service med hele byen og oplandet som målgruppe. Et moderne bycentrum var under dannelse i økonomisk, mental – og fysisk – forstand.

Mens industrialderens nye bydele anlagt på bar mark var præget af en klar funktionsopdeling med enten industri, arbejderboliger eller villaer som det dominerende træk, var bymidten en langt mere kompleks størrelse. Det århundredgamle område var allerede tæt besat med bebyggelse, funktioner, økonomiske interesser og symbolsk mening. Rollen som centrum for en større bydannelse betød, at mange og forskellige aktører som erhvervsdrivende, lokalpolitikere, grundejere, beboere, tekniske eksperter og kunder på varierende vis søgte at påvirke udviklingen, der også blev livligt debatteret i offentligheden.

I en gradvis redefinering og omformning af den ældre, eksiste­rende bebyggelse og de dertil knyttede anvendelser og tillagte betydninger vandt nye idéer om både den fysiske udformning og anvendelsen af centrum frem. I modsætning til velkendte byplanmæssige visioner som eksempelvis Ebenezer Howards Garden City eller Le Corbusiers Ville Radieuse var disse idealer ikke udtrykkeligt og sammenhængende formuleret i en enkelt tekst, men derimod formet i komplekse processer, der foregik i selve byrummet. Som metodisk værktøj til at analysere disse forløb nærmere vil jeg anvende begrebet ’byens rum’. Den franske filosof Henri Lefebvre udvikler i La production de l’espace tanken om rum som et samfundsskabt produkt eller en konstruktion i mere end én forstand. Lefebvre betoner sammenhængen mellem rummets fysiske udformning, den samfundsmæssige funktion og tankeverdenen. Det fysiske rum danner livsverdenens og samfundsøkonomiens konkrete rammer i en by i form af bebyggelsen, åbne pladser, infrastruktur og andre håndgribelige objekter. Det samfundsmæssige rum dækker de dagligdags, økonomiske aktiviteter og funktioner, mens det mentale rum består af opfattelser, idealer, visioner og iscenesættelser, knyttet til bestemte rum. Ifølge Lefebvre påvirker de fysiske, samfundsøkonomiske og mentale aspekter hinanden gensidigt og danner sammenhængende rum, der sætter rammer for handlinger og tanker.

/

Allerede på de tidligste fotografiske optagelser af Vestergade fra 1860’erne er bygningernes stueetage præget af butikker. I løbet af de følgende årtier op mod år 1900 kom detailhandelen til at dominere Vestergade og den tilstødende Kongensgade fuldstændig (Odense Bys Museer).

Når studiet af forslag og planer for bymidten, faktiske anvendelser og funktioner samt det skiftende bebyggede miljø kombineres, kan en række sameksisterende ’byrum’ identificeres. Disse ’byrum’ var knyttet til bestemte grupper med samstemmende opfattelser, interesser, brug, opførsel og visioner. Byrummene supplerede og underbyggede i nogle tilfælde hinanden, mens de i andre stod i direkte konfrontation i en konkurrence om plads, opmærksomhed og ressourcer.

I det følgende vil tre byrum blive analyseret nærmere, nemlig forbrugets rum, det forbedrede byrum og kapitalens rum. Selv om andre byrum kan identificeres, var disse tre de toneangivende i formningen af det moderne centrum i anden halvdel af 1800-tallet.

Centrum som forbrugets rum

Markeder og handel havde siden middelalderen hørt til de danske købstæders grundfunktioner, og de centrale torve havde ageret handelspladser i århundreder. Når det giver mening at beskrive skabelsen af forbrugets rum som et fænomen knyttet til den moderne by, skyldes det de dybtgående ændringer, handelen undergik fra midten af 1800-tallet med den specialiserede detailhandels opståen og udbredelse.

I den førindustrielle købstad var handelen domineret af en relativt snæver kreds af magtfulde købmænd. De store købmandsgårde solgte og købte en utrolig bred vifte af varer fra grove varer i form af korn og råjern til de mindste husholdningsartikler som nål og tråd, hvorfor spektret af handelsformer var lige så stort: fra grossisthandel, måske endda redervirksomhed, til detailsalg i købmandsgårdens bod. Ud over købmandshandelen bestod købstædernes handelsliv også af håndværkernes udsalg, som på bestilling solgte egne produkter, samt torvehandelen med daglige fornødenheder, navnlig fødevarer. Derimod var der – selv i en stor by som Odense – langt mellem specialisede detailbutikker, som fortrinsvis var at finde inden for boghandel og andre produkter til eliten.

Ved 1800-tallets midte begyndte en tiltagende specialisering af handelen både i forhold til varesortiment og kundegrupper samt adskillelse af grossist- og detailhandel. En ny gruppe detailhandlende indrettede moderne butikker på de centrale pladser og hovedgader. Detailhandlerne fokuserede udelukkende på salget i butikken af indkøbte, fær­digproducerede varer – butikkerne var rene salgsmaskiner. I økonomiske termer udnyttede detailforretningerne den effektive infrastruktur til at kombinere det velbeliggende udsalgssteds store kundegrundlag med den industrielle fabrikations stordriftsfordele uden for bykernen og kunne dermed gradvist udkonkurrere de traditionelle købmandsgårde og håndværkerudsalg. Særlige kommercielle bygningstyper som varehuset, stormagasinet og butiksarkaden så dagens lys i storbyerne. I provinsbyerne var det dog først og fremmest butikker indrettet i stueetagen af eksisterende ejendomme, der tegnede de nye forbrugsrum.

/

Charles Olsens lingeri- og strømpehandel i Vestergade 39 i 1880’erne. Med store butiksvinduer, udhængsskabe og højlydt skiltning hen ad sidehuset er hele bygningen omdannet til en salgsmaskine. Butikken ser ud til at have en nobel side mod Vestergade med spejlglasruder og marmorbeklædning, mens bindingsværket mod strædet signalerer lave priser (Odense Bys Museer).

Butiksinde­haverne tog nye markedsføringsgreb i brug som reklamer og annoncer i trykte medier samt en optimering af butikken som salgssted, navnlig med skabelsen af en tillokkende vinduesudstilling af forretningens varer. Bygninger med udsalgssteder havde tidligere ikke adskilt sig synderligt fra andre ejendomme, men fra 1860’erne begyndte udviklingen mod det karakteristiske udseende, vi i dag automatisk forbinder med en butik. Butiksfacadens tre hovedbestanddele: skiltning, udstillingsvinduer og adgang til butikken fortrængte gradvist alle andre elementer – med fremkomsten af nye konstruk­tioner i støbejern og senere jernbeton også de bærende.[4]

Bygningsmassen langs Odenses hovedgader bestod ved indgangen til industrialderen af en blanding af bindings­værk og grundmur. I bindingsværksbygningerne kunne vinduesarealet udvides ved at fjerne løshol­tet, det tværgående tømmerstykke midt i hvert fag, og indsætte et sprosseopdelt vindue i hele fa­gets højde. De grundmurede bygninger gav flere konstruktionsmæssige muligheder for større vinduer og mere arkitektonisk frihed, for eksempel var det populært at afslutte vinduet med en rund eller flad bue. Vinduesrammen kunne enten være af træ eller det nye materiale støbejern. I 1868 opførte H. Rasmussens Jernstøberi i Frederiksgade en butiksbygning til salg af egne produkter, hovedsageligt jernovne og bygningselementer, og udstyrede den med ti store, opsprossede butiksvinduer i støbejern, som dermed præsenterede støberiets varer i dobbelt forstand.[5]

/

H. Rasmussens Jernstøberi i Frederiksgade. Forhuset opført i 1868 var indrettet som butiksbygning og udstyret med ti støbejernsvinduer til udstilling af fabrikkens produkter. Samtidig kunne byens detailhandlende se, hvor godt varerne tog sig ud i de store jernvinduer (Malmgren: Danmarks Industrielle Etablissementer, 2, 1889).

Som demonstreret i tidens internationale arkitektur af blandt andet den nybrydende udstillingsbygning Crystal Palace i London (1851) samt glasoverdækningen af de store banegårde og butiksarkader bød kombinationen af jern og glas på radikalt nye arkitektoniske muligheder.[6] Jernets konstruktive egenskaber fandt også anvendelse – om end en mere ydmyg – i butikkerne i Odense, hvor jern­bjælker muliggjorde vide vindueshuller, og støbejernssøjler kunne forøge vinduesarealet yderligere ved at erstatte brede murpiller. Indtil mekaniseringen af vinduesglasfremstillingen omkring 1900 var fremstilling af ensartede ruder i store formater en vanskelig og dyr proces, der bestod i slibning og polering af støbt glas. De store spejlglasruder repræsenterede så stor en økonomisk investering og risiko for de detailhandlende, at mange tegnede en selvstændig glasforsikring.[7]

I udenlandske storbyer og i København vandt helglasruderne frem i de mest eksklusive butikker. Provinsbyernes detailhandlende kunne holde sig ajour med de nye butiksfacader gen­nem deres handelskontakter og de trykte medier. Eksempelvis bragte Fyens Stiftstidende i 1874 historien om isætningen af seks store spejlglasruder i en forretning i Københavns eksklusive Østergade med nøje beskrivelse af rudernes dimensioner, vægt og pris samt den store opsigt, de vakte. De førende forretninger i Odense kunne dog også være med. Den vidt berejste H.C. Andersen noterede under et be­søg i 1867 i sin dagbog, at han havde besøgt ”Byens eleganteste Kjøbmand, hvis Boutik seer ud som i Paris med eet stort Glas til Vindue.” Denne karakteristik og sammenligning ville sikkert have smigret indehaveren, manufakturhandler L.B. Jürgensen, som havde fået indsat de store butiksvinduer i Vestergade-ejendommen året forinden.[8]

De traditionelle købstadsgårde havde en høj sokkel, eventuelt med kælder, og hoveddø­ren var såle­des hævet nogle trin over gaden. For at udnytte udstillingsvinduerne fuldt ud og skabe en nem, direkte adgang til butikken i gadens niveau rykkede de nye butiksejere ofte butikkens gulv næ­sten helt ned til gadeplan. En dør i fortovets niveau eller på et lavt trin udsatte butikken for gadens snavs og tum­mel, hvilket dog kunne afhjælpes med et let tilbagetrukket indgangsparti, der desuden øgede vinduernes udstillingsareal og gav forbipasserende mulighed for at stå i læ. De store vinduesarealer nødvendiggjorde som oftest en mar­kise til at skærme de udstillede varer og butikslokalet for direkte sollys samt dæmpe spejlglas­rudernes refleksvirkning. Markiserne rakte fra den private forretningsbygning ud over fortovets offentlige areal, hvor de gav skygge og ly, og ved delvist at udstrække butikkens rum udviskede markisen samtidig adskillelsen mellem gade og butik. [9]

Vinduesudstillingen projicerede butikken og dens vareudbud ud mod gaden, mens den transpa­rente facade, elimineringen af høje trin, det indrykkede indgangsparti og markisen gjorde skellet mellem gade og butik mere flydende. Butiksarkitekturen tilstræbte bevidst at gøre overgangen fra at gå på gaden til at kigge på butik­kens udstillede varer og til sidst at gå ind i butikken for at foretage et køb så glidende og umær­kelig som mulig. Detailforretningernes virkemidler transformerede handel til forbrug, en ny social og kulturel praksis, og iscenesættelsen af forbruget førte til markante forandringer af anvendelsen, opfattelsen og udseendet af byens centrale rum. Gadestrøget fra Vestergade over de centrale pladser og hen ad Overgade blev efterhånden domineret af butiksrudernes lokkende udstillinger, og stedet fik karakter af et forbrugets rum. [10] Butiksindehaverne blev i stigende grad opmærksomme på omgivelsernes betydning og arbejdede alene og sammen for at forbedre gadens fremtræden og anseelse. I henvendelser til de kommunale myndigheder krævede de bedre brolægning, afvanding og belysning, mens politiet blev opfordret til at sætte en stopper for støjende og usømmelig adfærd, der kunne støde gode middelklasse-kunder. Samtidig blev gader og pladser forskønnet på privat initiativ. Formålet var at skabe et behageligt miljø uden forstyrrelser af blikkets forrang – vareforbrugets sans.[11]

Byrådsmedlemmerne, hvoraf en vis del selv var fremtrædende detailhandlende, var meget imødekommende over for butiksindehavernes ønske om et behageligt og æstetisk tiltalende centralt byrum, for det harmonerede godt med deres egen reformdagsorden.

Forbedringen af de centrale byrum

Grundloven førte til en række reformer af købstædernes forvaltning, der gav det kommunale niveau øgede magtbeføjelser og større økonomisk råderum. Odenses nye, selvbevidste byråd brugte beføjelserne til at iværksætte et omfattende og målrettet reformprogram, og forbedringen af byens fysiske rum, navnlig centrum, var et fokusområde. De ’tekniske anliggender’ fik deres eget udvalg, og til at forvalte området ansatte kommunen i 1868 provinsens første stadsingeniør, der i kraft af sin faglige ekspertise efterhånden fik selvstændig betydning for udviklingen.[12]

En række britiske byhistorikere anført af Patrick Joyce og Chris Otter har i de senere år med afsæt i den sene Foucaults begreb governmentality fremhævet de liberalistiske, engelske bystyrers forsøg i midten af 1800-tallet på at forbedre byen og dens indbyggere gennem en systematisk omdannelse af det fysiske, urbane miljø. Frem for rå politimagt og undertrykkelse skulle fjernelse af larm, stank, skidt og andre ubehageligheder skabe en velfungerende by, præget af renlighed, orden og æstetik. Med udgangspunkt i biologiske metaforer om et sundt kredsløb og liberalistiske idealer, der forbandt personer og varers fri bevægelighed med driftig­hed, sundhed og borgerdyd, iværksatte byrådet en omfattende plan for at gøre gader og pladser velbrolagte, renlige, overskuelige og oplyste. Joyce kalder idealet ”the sanitary city”, den rene by. [13]

/

En monumental gadelygte skaber storbystemning på pladsen foran den daværende banegård for enden af Jernbanegade omkring århundredskiftet. Datidens fotografiske teknik er tydeligvis presset til sit yderste for fange gasbrændernes lys i tusmørket (Odense Bys Museer).

Fornyelsen af brolægningen begyndte naturligvis på Flakhaven i byens centrum og prioriterede de befærdede, centrale gader højest. Samtidig arbejdede byrådet på at udvide og retline hovedgaderne ved i forbindelse med nybyggeri at ekspropriere gamle, tilfældige fremspring i husrækken. Lige facadelinjer langs gader og pladser skabte fri passage for færdslen og hævede efter tidens ideal det samlede æstetiske indtryk.[14] For at øge gennemskueligheden og lette orienteringen rationaliserede udvalget husnum­mereringen med en nummerserie for hver gade. Samtidig skete en revision af benævnelserne for adskillige gadeforløb, så blandt andet navnene på de centrale pladser Flakhaven og Fisketorvet nu blev officielle adresser.[15]

Gadernes renlighed, konstant udfordret af de mange forbipasserende mennesker og dyr, forsøgte kommunen at forbedre på to måder: Den daglige renhol­delse med gadefejning, spuling af rendestenen samt snerydning om vinteren kom under stadsingeniørens ansvar. Den anden og langt mere gennemgribende me­tode til forbedring af renligheden var påbegyndelsen af egentlig kloakering under byens gader i 1870’erne. Med udgangspunkt i centrum afløste underjordiske kloakledninger efterhånden det gamle system med spildevandsførende, dybe rendesten langs kørebanen og krydsende afløbsrender. Tilbage blev kun en lav rendesten, der ledte regnvand fra kørebanen gennem riste ned i de underjordiske rør. Lugtgener og oversvømmelser hørte dermed fortiden til. Den samtidige opstilling af pissoirer skulle hindre urinering i det offentlige rum. [16]

Gadebelysningen undergik en revolution, da Odense fik et gasværk i 1853. Forbedringen af gadebelysningen og den dermed forbundne positive indvirkning på byens moral i form af mindre kriminalitet og uanstændighed var et af hovedargumenterne for værkets oprettelse. Gasgadebelysningen gjorde det socialt acceptabelt og sik­kert for pæne mænd og kvinder at færdes på gaden efter mørkets frembrud og forbedrede forhol­dene for færdslen om aftenen og på mørke vintermorgener. De centrale pladser blev udstyret med særligt store og ornamenterede gadelygter, der kunne bidrage med en vis storbystemning og lette politiets overvågning af området.[17]

At kommunalpolitikerne var overbevist om, at der var andet og mere end praktiske hensyn på spil ved forbedringen af byens fysiske rum, fremgår af den måde, de beskrev og motiverede tiltagene på. Et fremtrædende medlem af Odense By­råd 1861-72, bankdirektør Lorenz Bierfreund, fremhævede i et foredrag sammenhængen mellem byens fysiske, økonomiske og åndelige tilstand. Navnlig var belægningen på gader og pladser af særlig stor betydning: ”thi det er en Kjendsgerning […], at Brolægningen i en By er et godt Barometer for dens materielle og aandelige Vel­være; hvor den er god, rører der sig et sundt og kraftigt Liv, men hvor man synker i Huller og falder over Ste­nene, der hersker der en sløv Aand.”[18] For Bierfreund og hans byrådskolleger var et fysisk miljø, præget af orden, nært forbundet med indbyggerens borgerdyd og virkelyst samt i bredere forstand byens prestige og omdømme.

Det reformivrige byråd gennemgik alle detaljer i bysamfundets funktionsmåde for at skabe en velfungerende by i overensstemmelse med idealet om ”the sanitary city” og det rene kredsløb. Torvehandelen, der forsynede en stor del af byens indbyggere med basale fødevarer, kom derfor snart i fokus. Kommunalbestyrelsen nedsatte i 1860’erne et udvalg til at undersøge den traditionelle handel under åben himmel, der ikke havde ændret sig meget gennem århundrederne. Undersøgelsesudvalget besluttede sig imidlertid hurtigt for, at håndfaste forandringer var nødvendige: En ny markedshal til fisk skulle revolutionere torvehandelen og forbedre byens sundhed.

En torvehal til modernisering af fiskehandelen

Ved gennemgangen af torvehandelen koncentrerede udvalget sig navnlig om salget af letfordærvelige varer som kød og fisk, og i en beretning til kommunalbestyrelsen beskrev udvalget slagternes ”stygge, ureenlige Boder” på Albani Torv, mens fiskehandelen på Fisketorvet vakte så stor ”Modbydelighed”, at det trodsede nærmere beskrivelse.[19]  De klare, direkte udtryk for følelsen af væmmelse er karakteristiske for danske som udenlandske beretninger og rapporter fra fortalerne for urbane reformer. Medicinhistorikeren Christopher Hamlin går endda så vidt som at hævde, at væmmelse frem for statistiske data eller medicinvidenskabelige erkendelser var den egentlige drivkraft bag 1800-tallets hygiejniske bevægelser i byerne.[20]

/

Fiskehallen på Fisketorvet med Fyens Stifts Sparekasses lokaler i den hvide bygning til venstre. Bemærk de renlige fiskekoner og de velklædte kunder (Illustreret Tidende, 1867).

Problemerne med kødsalget på Albani Torv så udvalget sig ikke i stand til at løse, da permanente slagterboder på den ”smukke Plads” var uacceptabelt, mens medlemmerne på den anden side heller ikke kunne finde en passende, alternativ placering. Fiskekonernes primitive udsalg var det derimod muligt at forbedre væsentligt. Udvalget anbefalede opførelsen af en fast markedshal, som dels kunne skærme varerne mod sol og regn, dels med indlagt vand kunne give bedre muligheder for at holde ferske fisk friske og endda sælge levende fisk. En flytning af fiskehandelen til et simpelt træskur på Gråbrødre Plads var oppe at vende, men politikerne var enige om ikke at gemme problemerne væk på en afsides placering – de skulle løses på ambitiøs vis i byens midte. Ligeledes afviste politikerne en lokal bygmesters forslag om en billig træhal og gik i stedet til den akademiuddannede arkitekt Carl Lendorf – det odenseanske borgerskabs foretrukne arkitekt – for at få en bygning af ”mere Soliditet og Skjønhed.”[21] Lendorf tegnede en muret rotunde med et skifferdækket halvtag båret af fjorten støbejernssøjler. Hallen havde en diameter på 12 meter og var udstyret med betongulv, som var let at renholde, rindende vand til overskylning og rensning af fisk, et kar til levende fisk samt gaslamper til belysning. Torvehallen var et rendyrket prestigeprojekt. Hallen ville dog komme til at optage en relativt stor del af torvet, og med en afstand på blot fem meter til nærmeste bygning måtte kommunalbestyrelsen søge om dispensation fra bygningslovens afstandskrav. Dispensationen kom i hus, og fiskehallen stod færdig i foråret 1867.[22]

For at højne fiskehandelens niveau indførte politimesteren et særligt ordensreglement for benyttelse af hallen, der stillede krav ikke blot til varernes kvalitet og friskhed – salg af selvdød fisk var henvist til Gråbrødre Plads – men også til renligheden af staderne og fiskekonernes tøj. For at ”vække Kappelysten” indførte reglementet desuden præmiering af sælgerne med de ”pynteligste Kurve” og flest levende fisk til salg.[23]

Kommunalbestyrelsens hensigt med fiskehallen var – som et led i de generelle bestræbelser på at forbedre orden, sundhed og moral i byen – at reformere det uhumske, traditionelle torvesalg og omdanne det til et velordnet, moderne fødevaremarked, der tilbød sunde og billige madvarer til hele befolkningen. Kommunalbestyrelsen viste sin handlekraft og ansvarsbevidsthed ved at omdanne fiskehandelen og Fisketorvet til en del af det velordnede, æstetiske og hygiejniske byrum.[24]

I forbindelse med indvielsen bragte det københavnske borgerskabs foretrukne magasin, Illustreret Tidende, et billede af hallen ledsaget af en rosende omtale af Odense by og kommunalbestyrelse som et initiativrigt foregangseksempel for resten af landet inklusiv hovedstaden – en beskrivelse som sikkert har stemt meget godt overens med opfattelsen blandt rådets medlemmer. Hvad fiskekonerne har tænkt, er svært at få at vide, men de var antageligt tilfredse med fiskehallens læ og gratis stadepladser og slog sig tilsyneladende til tåls med opsynsmandens kontrol. Politimesterens årlige opgørelser viser i hvert fald en klar fremgang i antallet af fiskesælgere umiddelbart efter hallens åbning, om end det efter et par år gled tilbage mod det tidligere niveau.[25]

Skabelsen af kapitalens byrum

Det var dog ikke alle, der satte pris på torvehallen. Allerede ved forhandlingerne om sagen indkom to indsigelser mod opførelsen fra ejere og lejere omkring torvet. Bag den ene klage stod ejeren af Fisketorvet 14, købmand Østergaard, der protesterede mod fiskehallen og hævdede, at den ville påføre ham et tab i form af lavere ejendomsværdi, hvorfor han truede med at gøre et erstatningsansvar gældende over for kommunen. Indsigelserne blev straks afvist som ”aldeles ubegrundede” af det reformivrige byråd, men markerer alligevel fremkomsten af en ny måde at tænke om byens centrale ejendomme, grunde og gader: som et kapitalens rum.[26]

/

Fyens Disconto Kasse byggede i 1873 et nyt hovedkontor på hjørnet af rådhuspladsen Flakhaven og handelsgaden Vestergade. Få år senere tilføjedes et tårn i parisisk stil og en bygning tilsvarende banken mod Klingenberg (til venstre) for at fuldende symmetrien. De nye lokaler blev udlejet til butikker og serviceerhverv, blandt andet en materialist og en fotograf (Odense Bys Museer).

Naturligvis er grunde og bygninger blevet købt og solgt i Odense siden middelalderen, der også kendte til ejendomsmatadorer. Ejendomsretten og skellene mellem de private grundstykker og det offentlige rum har altid været konstituerende for byens topografi. I enevældens købstad, det vil sige i 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, tegnede der sig imidlertid et klart billede i ejendomsfordelingen. Mens de fattige boede til leje, var de fleste fra mellemlaget samt de bedrestillede selvejere. Det vil sige, at håndværksmestre og købmænd langs byens hovedgader og sidestrøg boede i egne huse, der på én gang tjente som bolig og erhvervslokaler. I det omfang arv eller giftermål ikke afgjorde sagen på forhånd, måtte overvejelserne om køb af fast ejendom således tage både hensynet til tilstrækkelig plads til erhvervsudøvelsen og ønsket om en respektabel bolig med i betragtning.

Efterhånden som industrialderens økonomiske modernisering slog igennem, skete en adskillelse af erhverv, bolig og ejerskab, og gradvist blev forholdet mellem ejer og ejendom mindre personligt. En drivkraft i denne udvikling var den moderne detailhandels afhængighed af den rette beliggenhed, der skabte et særdeles lukrativt marked for udlejning af forretningslokaler i de mest befærdede gader. Byejendomme blev derfor i stigende omfang opfattet som en investering med huslejen som et fast afkast. Nybyggeriet langs hovedgaderne i den indre by ændrede karakter, da bygningerne, nu i tre og fire etager, blev proportioneret og indrettet med henblik på at skabe flere, adskilte lejemål frem for bolig og erhvervssted for en familie. Man kan med andre ord tale om en art symbiose mellem forbrugets rum og kapitalens rum, hvor detailhandelen og forbruget sørgede for at høste frugterne af den fordelagtige, samfundsskabte beliggenhed, mens grundejerne og kapi­talen investerede i større og bedre fysiske rammer.

/

Odense Kommune indførte fra 1870’erne et nyt grundskattesystem, der tillagde beliggenheden stor betydning. Vurderingen i 1884 satte grundene i Vestergade ti gange højere end gaderne i byens udkant.

Kommunen var i høj grad med til at fremme den nye tænkemåde med indførelsen af nye principper for udskrivningen af skat på fast ejendom. Den gamle skatteligning anvendte hovedsageligt brandforsikringssummen, altså selve bygningernes værdi, men en ny lov fra 1863 reformerede det kommunale skattesystem. Ejendommene kunne nu lignes efter en gradueret skala ”strøgviis efter deres mere eller mindre fordeelagtige Beliggen­hed, navnlig for borgerligt Erhverv”.[27] Odense Byråd omlagde gradvist fra 1860’erne skatteligningen med øget vægt på beliggenheden for i 1884 at ende med et stærkt differentieret system med ti graduerede klasser. Grundende langs de bedst beliggende gadestræk skulle således svare ti gange så meget i grundskat per kvadratmeter som de dårligst placerede. Ejendommene blev ansat efter deres bedst mulige anvendelse, hvilket i centrum var ensbetydende med detailhandel, frem for den faktiske brug, der kunne være en hel anden. Den nye ejendomsskat virkede således som direkte anskuelsesundervisning for alle byens ejendomsbesiddere i det abstrakte økonomiske princip om fastsættelsen af en bygrunds værdi ud fra den optimale grundudnyttelse og det potentielle afkast derfra. Ud over at påvirke borgerne betød de nye ligningsprincipper også, at byrådet var nødt til at tage mere hensyn til grundejerne og deres interesser, fordi en betydelig del af skattebyrden og kommunens indtægter nu var direkte forbundet med de beliggenhedsafhængige grundværdier.[28]

Finansielle institutioner som banker, sparekasser, kreditforeninger og forsikringsselskaber var omdrejningspunkter for ejendomsmarkedet, og deres store økonomiske ressourcer og indflydelse gav dem banebrydende betydning for etableringen af kapitalens rum i byens centrum i økonomisk, mental og fysisk forstand. Om end navne som Fyens Disconto Kasse og Fyens Stifts Sparekasse signalerede ambitioner om en regional funktion, var forholdene i midten af 1800-tallet her som andre steder i provinsen endnu små, og pengeinstitutterne havde til huse i relativt uanseelige, lejede lokaler. I 1870’erne byggede de imidlertid nye store hovedsæder, der reflekterede erhvervets fremgang og en forøget selvbevidsthed. De imponerende bygningsværker, der med deres klare formålsbestemmelse, prætentiøse arkitektur og upersonlige ejerskab adskilte sig fra bykernens øvrige bygninger, kom til at fungere som symbolske ankerpunkter i kapitalens rum.[29]

Nationalbankbygningen ved Holmens Kanal i København tegnet af J.D. Herholdt stod færdig i 1870, og den funktionsbestemte, alvorlige og stilfulde bankbygning kom til at tjene som inspirationskilde for provinsens private ban­ker og sparekasser. Pengeinstitutternes ledelse kædede behovet for større forret­ningslokaler til ekspedition og administration – samt direktørens standsmæssige bolig – sam­men med et ønske om at placere og markere sig med nybyggeri i byens centrum. Fyens Disconto Kasse valgte at flytte adressen til ”et for Publikum meget bekvemt Strøg i Midtpunktet af Byen”, en beskeden måde at motivere opførelsen af en ny bank­bygning på den stærkt symbolske placering på Flakhaven ved siden af rådhus og domkirke. Mens detailhandelen brugte iøjnefaldende reklameskilte og butiksvinduer til at trække kunder til, var en fornem bygning på en central plads et markedsføringsgreb mere i tråd med pengeinsti­tutternes aura af værdighed og soliditet.[30]

Pengeinstitutternes byggeiver førte i begyndelsen af 1870’erne til en kappestrid om den mest imponerende bygning på den bedste adresse. Selv om banker og sparekasser måske ikke var direkte konkurrenter, ville de dog ikke bygningsmæssigt stå tilbage for hinanden. Ifølge Fyens Stiftstidende var pengeinstitutternes bygningsmæssige rivalisering til gavn for hele byen, da den resulterede i hidtil stærkt savnede bygningsvær­ker af smag og soliditet, der forende ”det Fornøjelige og Forædlende med det Nyttige”, altså kunstens opløftende, almendannende og moralske virkning med det funktionelle. Avisen ville ikke udpege nogen vinder mellem de tre pengeinstitutbygninger rejst af henholdsvis Fyens Disconto Kasse, Fyens Stifts Sparekasse og den nyoprettede Fyens Folkebank i 1873-74, men konstaterede blot, at de alle ”have rejst sig Forretningslokaler, der hvert paa sin Vis hæve sig langt over, hvad man hidtil har seet præsteret paa Bygningskunstens Omraader”.[31]

Fiskehallen mellem rivaliserende idéer om byens rum

Vender vi tilbage til fiskehallen på Fisketorvet, fik den efter et par succesfulde år en ny modstander, nemlig en magtfuld og kapitalstærk repræsentant for kapitalens rum, Fyens Stifts Sparekasse. Selv om sparekasser i kraft af den mere varsomme og regelbundne pengeanbringelse måske ikke på samme måde som en bank udstrålede privatkapitalens interesser, anbragte de en stor del af sparernes midler som priori­teter i fast ejendom og var derfor i høj grad med til at udvikle ejendomsmarkedet samt øge grundværdierne.

Fyens Stifts Sparekasse havde siden 1840’erne haft til huse i nogle lejede lokaler i en ældre købmandsgård på Fisketorvets vestside, men en vækstperiode i slutningen af 1860’erne med en stærkt stigende indskudskapital medførte et øget behov for plads til kundebetjening og administration, nye økonomiske muligheder og ikke mindst en større selvsikkerhed. Sparekassens ledelse besluttede derfor at opføre et prominent hovedsæde på Fisketorvet og erhvervede den lejede bygning samt nabogrunden. Som arkitekt valgte sparekassen netop Carl Lendorf, der få år forinden havde formgivet fiskehallen. Han tegnede en toetagers bygning i blank, rød mur og sandsten, der i kraft af sine stiltræk fra den italienske renæssance, bygningens fritstående karakter, den markante kvaderpudsede sokkel og stueetagens store rundbuede vinduer med jerngitre udstrålede stilsans, selvstændighed, soliditet og sikkerhed i god overensstemmelse med sparekassens selvforståelse.[32]

/

Fyens Stifts Sparekasses nye bygning kort efter færdiggørelsen i 1875. Italiensk renæssancearkitektur, et solidt fundament, gittervinduernes sikkerhed og den enkeltstående bygning var tidens måde at signalere respektabelt pengeinstitut. Springvandet foran blev rejst på fiskehallens endnu synlige fundament for sparekassens midler (Odense Bys Museer).

Den nye sparekassebygning ville dog blive delvist skjult af den 12 meter brede fiskehal umiddelbart foran. Sparekassen foreslog derfor kommunen at flytte hallen og erstatte den med et springvand. For at fremme sagen lod sparekasseledelsen byrådet forstå, at den var villig til at bære størstedelen af omkostningerne. Sparekassens modvilje mod fiskehallen var givetvis først og fremmest et udtryk for egne interesser og selvhævdelse, men byrådet og offentligheden var overraskende imødekommende i betragtning af stålsatheden få år forinden. Om end sparekassens økonomiske magt ikke skal underkendes, må ser synspunktet ud til at have stemt overens med nogle alment fremherskende opfattelser af, hvordan byens centrale pladser skulle indrettes og bruges. Fiskehallens skæbne blev altså afgjort som en strid mellem forskellige visioner for byens rum.

Springvand og andre forbedringer af byens udseende hørte under kommunens forskønnelsesudvalg, der tog sparekassens forslag til sig og motiverede det over for byrådet med, at den befærdede plads burde bringes ”i Samklang med de nye og smukke Omgivelser”, som grundejerne, navnlig sparekassen, havde skabt. På trods af at flere af de toneangivende byrådsmedlemmer også havde været med til at vedtage hallens opførelse otte år tidligere – dog med den nyvalgte sparekassedirektør Krag som en vigtig undtagelse – var stemningen nu klart imod fiskehallen, der blev opfattet som ”en Plage” og ”et generende Møbel”. Den vansirede torvet og burde fjernes.[33]

Fiskehallens oprindelige formål var dog stadig relevant, og forskønnelsesudvalget foreslog en flytning til Klingenberg, pladsen foran domkirkens indgang, der også var en del af det traditionelle torvehandelsområde. Men dels klagede grundejerne dér over udsigten til ”et saa betydeligt Tab i Henseende til vore Ejendommes reelle Værdi, samt vore Interesser som skatteydende Næringsdrivende”, dels kunne flere byrådsmedlemmer forudse, at spørgsmålet om Klingenbergs forskønnelse – i lyset af den forestående fuldendelse af domkirkens restaurering – snart ville blive bragt op med fare for en gentagelse af seancen.[34]

I debatten i byrådssalen såvel som i dagbladene var hensynet til grundejerne og Fisketorvets udseende de væsentligste argumenter for en flytning af hallen. Byrådets større lydhørhed over for grundejernes interesser sammenlignet med den klare afvisning i det foregående årti vidner om en større forståelse for og anerkendelse af ejendoms- og udlejningsmarkedets økonomiske betydning. Denne tankegang kom også til udtryk i vedtagelsen af det nye skattesystem, der som nævnt bandt byrådspolitikerne og gav grundejerne mulighed for at hæve argumentationen mod fiskehallen op over ren egeninteresse.

De æstetiske argumenter for hallens fjernelse så vel som kommunens forskønnelsesudvalgs rolle må tages som udtryk for tidens stigende interesse for udseendet af byens bygninger, gader og pladser. Siden begyndelsen af 1800-tallet havde forskønnelsessagen nydt bevågenhed, blandt andet finansieret af en række legater. Forskønnelsen var på denne tid dog hovedsagligt rettet mod de dannedes fritidsforbrug af romantikkens kultiverede natur som skov og å i byens periferi (se bidraget om Odenses grønne områder i dette bind). Efter 1800-tallets midte begyndte borgerskabet også at rette et æstetisk blik mod hverdagens rum i selve byen, først og fremmest de mest befærdede strøg og byens pladser. Idealet var her det monumentale og storladne.

Byhistorikeren Patrick Joyce argumenterer for, at den reformivrige elite i de britiske byer i anden halvdel af 1800-tallet skiftede fokus fra hygiejne, sunde kredsløb og ’the sanitary city’ til det, han kalder ’the moral city’. De voksende færdselsstrømme gjorde bymidten til et frit, men også ukontrollabelt mødested for alle befolkningsklasser med faretruende konsekvenser. Centrum havde således brug for en ideologisk og moralsk forankring, som kunne etableres gennem æstetiske, dannende og symbolladede ændringer af de fysiske rammer i form af mindesmærker, forskønnelser og monumentalt byggeri i historisk stil.[35] I Odense kan en tilsvarende glidning i holdningen til det centrale byrum iagttages. Rådhuspladsen Flakhaven havde tidligere været præget af to store, offentlige vandpumper til forsyning af byens borgere, som imidlertid blev forældet ved oprettelsen af et moderne vandværk i 1850’erne. Til gengæld rejste en privat indsamlingskomité i 1868 en bronzestatue af den nyligt afdøde Frederik VII på pladsen.

Monumentet over Grundlovens giver og den tidligere fynske guvernør fremhævede forbindelsen mellem Odense, det nyindførte folkestyre, herunder det kommunale selvstyre, og den nationale historie, hvilket gav pladsen en klar ideologisk prægning.[36]

Fisketorvets fiskehal, formgivet af en anerkendt arkitekt og udført i kvalitetsmaterialer, havde til formål gennem en rationalisering og æstetisering at fjerne den afskyvækkende, traditionelle fiskehandel fra gadebilledet. Utilfredsheden bundede ud fra kommentarer i aviser og byrådssalen heller ikke så meget i udseendet i sig selv, men mere i hallens og fiskehandelens dominerende stilling på pladsen – en virkning, som byrådet ikke rigtig havde indset i forbindelse med projekteringen. Hallen låste anvendelsen og opfattelsen af torvet, både når den var i brug på torvedage og når den på andre tidspunkter stod tom. Fra at være et midlertidigt og næsten ubemærket element blandt andre på pladsen, var fiskehandelen nu permanent til stede og meget iøjnefaldende.

Mellem linjerne i diskussionen anes også et andet aspekt, nemlig brugernes sociale sammensætning, som givetvis har bidraget til elitens misfornøjelse med hallen. Ved fiskehallens vedtagelse i 1866 var der enighed om, at en forbedring af fiskehandelen ville være et gode for alle samfundsgrupper. Realiteten otte år senere var dog, at de velstillede gjorde deres indkøb af fisk hos – eller rettere fik den bragt fra – fiskehandlerne ved banegården med friske forsyninger fra kystbyerne, mens det hovedsageligt var byens lavere sociale lag, der handlede hos torvets fiskekoner med fladfisk fra Odense Fjord.[37] Fiskehallens kunder var således næppe interessante for de omkringliggende butikker, der fortrinsvis henvendte sig til middelstanden. En hal til de mindrebemidledes torvekøb af fisk dominerede fysisk og mentalt pladsen i en sådan grad, at det ikke kunne forenes med hverken kapitalens eller forbrugets byrum. Set ud fra økonomisk logik stod fiskehallens gratis stadepladser også i skærende kontrast til de høje huslejer, de velbeliggende og elegante forretninger ved torvet betalte.

Betegnende nok nåede byrådet først til enighed om hallens nye placering ved forslaget af Hans Jensens Stræde, en ringeagtet, simpel gade i byens fattigste kvarter, der på dette tidspunkt endnu ikke var associeret med eventyrforfatteren H. C. Andersens liv. Her, hvor hallen hverken generede byens udseende eller væsentlige grundejerinteresser, kunne et sted for de fattiges fiskehandel passende anbringes. Selv om strædet blot lå et par hundrede meter fra Fisketorvet, viste det sig imidlertid snart, at beliggenheden var for afsides og af for lav status, og både kunder og sælger forsvandt fra fiskehallen. I 1884 satte kommunen den til salg, og få år senere blev den nedbrudt.[38]

Fisketorvet blev – i høj grad for sparekassens midler – omdannet til en smuk og behagelig plads med et springvand, der var i bedre harmoni med grundejerne og butiksindehavernes interesser. I vejviseren fremhævede en af torvets forretninger sin beliggenhed lige over for springvandet med en detaljeret gengivelse af facaden. Det var dog især sparekassens ambitiøse nybyggeri, der for alvor kunne indtage pladsen, når den generende markedshal var ryddet af vejen. Det er meget sigende, at en gruppe borgere kort tid efter hallens fjernelse foreslog teknisk udvalg ”at forandre Navnet paa Pladsen ved Sparekassen, Fisketorvet, til et andet og bedre nu da Fiskehallen er borte”.[39] Udvalget afslog godt nok navneændringen af historiske grunde, men formuleringen ”Pladsen ved Sparekassen” viser klart den ændrede opfattelse, i hvert fald hos nogle borgere. Nu var det ikke længere fiskehandlens torv, men sparekassens plads. Det første ord rummer en funktionel betydning af traditionelt handelssted, mens det andet lægger vægt på stedets udseende og rumlighed som et sted for ophold og færdsel.

Fiskehallens korte og omstridte tid på Fisketorvet viser, hvordan forskellige funktioner, interesser og idealer for byens rum kunne komme i konflikt med hinanden. I den styrende elite var der enighed om, at fortidens gamle handelstraditioner ikke længere var acceptable, men derimod uenighed om, hvilke hensyn der så skulle have lov at forme det centrale offentlige rums nutid og fremtid. Det er – også i relation til byomdannelsen her i 2010’erne – værd at lægge mærke til de private aktører og deres indflydelse, især grundejernes og de handlendes interesser. Fiskehallens nedbrydning betød for så vidt mindre offentlig indblanding og regulering af et centralt byrum, da sparekassen og butiksindehaverne fik lov til at forme Fisketorvet i overensstemmelse med deres idealer, altså som kapitalens og forbrugets rum.

Forbrug og kapital sætter centrum i bevægelse

Den sejrrige symbiose mellem forbrug og kapital ændrede i de følgende årtier byrummets fysiske fremtræden og daglige brug. De centrale gader blev til en cirkulationszone, indhegnet og gennemsyret af forbruget, der i form af stormagasiner efterhånden optog hele ejendomme. Torvene havde derimod en mere repræsentativ karakter. Her lå pragtbyggerier som administrative og kulturelle, offentlige bygninger, erhvervsforeningers hovedsæder, bankbygninger og store hoteller side om side. Som en blanding af offentlig og privat rum i forbrugets tegn kom fortovsserveringen – kendt fra de parisi­ske boulevarder – også til de danske byers torve omkring år 1900. Det førende hotel i Odense, Brockmanns Hotel ud til Albani Torv, foreslog i 1896 kommunen at gøre fortovet bredere og bad om tilladelse til at opstille planter og elektrisk belysning, så fortovsserveringen også kunne komme til Fyn. I ansøgningen gjorde hotellet det klart, at fortovsservering hørte med til at være en mo­derne storby: ”Som et Led i Udviklingen fremtræder i alle store Byer Aar for Aar i stigende Grad Restaura­tions- og Kafélivet, saavel for Fremmedes Vedkommende som ogsaa for Byens egen Befolkning, og er det mere og mere blevet Skik, at en Del af dette Liv foregaar paa Fortovet foran saadanne Lokaler.”[40] Den uformelle brug af gaden som offentligt møde- og opholdssted kom nu ind under forbrugets formaliserede rammer.

Som i København og de europæiske metropoler fik forbruget og mobiliteten en mere fremtrædende plads i gadebilledet. Et privat selskab opstillede med kommunal licens telefon­kiosker, der tilbød telefonering, aviser og budtjeneste, mens det ydre var tæt besat med reklameplakater. Tilhængere af det moralsk-æstetiske byideal var dog bekymrede for, at den tiltagende reklamering ville forfladige byrummets højere, åndelige kvaliteter, og forskønnelsesudvalget satte sig imod ansøgninger fra entreprenante er­hvervsdrivende om at forsyne lygtepæle og plankeværker med plakattavler. Derimod kunne salgsautomater, som sikrede en hurtig og rational betjening, godt gå an.[41] De nye typer gadeinventar med reklamebudskaber, gavlreklamer og skilte på private ejendomme samt de kørende reklamer på varevogne og sporvogne henvendte sig til personer på farten i byens gader og bidrog til den moderne kommercialisering af de centrale byrum. Byfor­skeren Anne Cronin argumenterer for, at reklamernes brede henvendelse til personerne i det centrale, offentlige rum var med til at omskabe gadens brugere til en ny form for urban offentlighed af sam­fundsborgere i masseforbrugets tegn.[42]

/

Varehus Carl Friis i Kongensgade opført som et mini-stormagasin i 1907 – langt forud for sin tid. Den amerikanske inspiration er tydelig både arkitektonisk og teknisk. Den bærende konstruktion er trukket tilbage, mens en curtain wall af spejlglasruder omdannede hele facaden til et stort udstillingsvindue (Odense Bys Museer).

Den elektriske sporvogn blev sat i drift i 1911, og med sin hastighed og taktfaste forbindelser til forstæderne hævede den byens puls. Sporvognene og deres infrastruktur fyldte i gadebilledet, og ved anlæggelsen var det en udfordring at skabe plads til skinnerne i bykernens smalle gader. Skinnelegemet blev sporvognenes domæne. Behændige trafikanter kunne måske flette sig ind mel­lem sporvognene, men med få minutter mellem hver passerende vogn fra tidlig morgen til sen aften var andre former for brug af de skinnebelagte gader og dele af torvene udelukket, hvilket blandt andet fik konsekvenser for den traditionelle torvehandel.

Den stigende trafik i centrum af personer på vej til de mange forretninger, arbejdspladser, offentlige som private kontorer og klinikker repræsenterede i sig selv en vigtig kundegruppe. Eksempelvis steg antallet af tobaksforretninger rettet mod de forbipasserendes øjeblikkelige rygetrang kraftigt, ligesom der blev flere restauranter, caféer og konditorier. Dertil kom små vogne og boder direkte på gaden, som solgte forfriskninger og hurtige måltider. Samtidig blev det centrale forbrugsrum en attraktion i sig selv, et samlingspunkt for byens indbyg­gere og oplandets besøgende. Butiksstrøget fik karakter af et sted, hvor man uden noget specifikt ærinde promenerede og så på butikker.[43]

Kapitalens rum og grundværdiernes logik var i årtierne omkring år 1900 også med til at øge dynamikken i centrum. Hvor fornyelsen af bebyggelsen tidligere var foregået i et sindigt tempo, var der nu tale om et veritabelt byggeboom. Grundejere kunne tjene gode penge på at erstatte de karakteristiske, gamle toetagers købstadshuse med højt byggeri, hvor stueetagen var indrettet til adskillige butikslejemål og de øvre etager til store lejligheder, hvor læger, advokater og andre i liberale erhverv kunne kombinere velbeliggende erhvervslokaler med en luksuriøs bolig. Efterhånden blev rene kontorlejemål almindelige på de øvre etager, eksempelvis udlejet til forsikringsselskaber. Fra slutningen af 1800-tallet og indtil ca. 1920 skete en gennemgribende fornyelse af de fleste ejendomme langs de mest attraktive gadestrækninger i den indre by – kun få ældre bygninger stod urørt.

/

Butikker, kontorer, klinikker, forlystelser og arbejdspladser trak mennesker til centrum, og bylivet fik en mere hektisk puls. Cykler og sporvogne var de første moderne transportmidler, der satte bymidten i bevægelse – og i mellemkrigstiden kom bilerne (Odense Bys Museer).

Det højere forandringstempo og den tiltagende citydannelse var særdeles mærkbar i samtiden. I en beskrivelse af Odense by til serien ”Danske Byer og deres Mænd” udgivet 1915 fremstillede en lokal redaktionssekretær stemningen i centrum således:

”Livet leves raskere og mere intensivt nu end for blot Aartier tilbage, og Byens Udseende skifter Karak­ter. […] En By i Vækst kan ikke lade ethvert gammelt Bin­dingsværkshus, hvor karakteristisk det end kan være, blive liggende midt i Forretningskvarteret. Beboel­seslejlighederne maa vige for Butiker og Kontorer […] Saa maa de gamle Huse af Træ og soltørrede Sten falde for himmelstræbende Byg­ninger af Staal og Glas – naa, de passer jo ogsaa bedre til elektrisk Lys, Asfalt og Sporvej, til tudende Au­tomobiler og hastigt kørende Cyklister”[44]

I forfatterens øjne var kapitalens rum nu det naturlige grundlag for udviklingen af den indre by og endda positivt forbundet med den moderne tids bevægelse og mobilitet.

Afslutning

Som det ses, blev udviklingen i centrum i stigende grad kædet sammen med modernitet, mobilitet og hastighed. Det ligger derfor lige for, at introduktionen af motorkøretøjer, navnlig privatbiler, allerede fra et tidligt tidspunkt fik en markant indvirkning på det centrale byrum. Dels i fysisk forstand i kraft af mellemkrigstidens talrige mindre gadegennembrud i den indre by, dels som en dødsensfarlig trafikant, der overalt monopoliserede en stor del af gaderummet som kørebane. Som beskrevet i andre artikler i denne bog kulminerede bilismens magt i efterkrigstiden, mest kontant i form af Thomas B. Thriges Gade.

I disse år brydes bilismens paradigme endegyldigt i Odense centrum med nedlægningen af netop Thomas B. Thriges Gade. Den gamle diskussion om udformningen af byens centrale rum dukker således op igen med nye positioner, interesser og idealer, om end nogle synspunkter nok kan synes beslægtet med tanker fremført i Odense centrums formende periode et århundrede tidligere.

 

Litteratur

Allingham, Peter: ”Oplevelsescentre: Transit og Shopping”, i Anne Scott Sørensen og Martin Zerlang: Kultur uden centre, Århus 2006, s. 108-130.
Allpass, John: ”The development of public space as the basis for urban life”, i Armando Montanari, Gerhard Curdes & Leslie Forsyth (red.): Urban Landscape Dynamics. A multi-level innovation process, Aldershot 1993, s. 337-71.
Andersen, [F]. Moreau: Odense By. Danske Byer og deres Mænd II, Aarhus 1915.
Andersson, Henrik O. & Fredric Bedoire: Bankbyggande i Sverige, Uddevalla 1981.
Baker, Laura E.: ”Public Sites Versus Public Sights: The Progressive Response to Outdoor Advertising and the Commercialization of Public Space”, American Quarterly, 59, 4, 2007, s. 1187–1213.
Bedoire, Fredric & Cecilia Granström: ”Citybyggande på Stadsholmen i Stockholm 1850-1910”, Bebyggelsehistorisk tidskrift, 6, 1983, s. 25-38.
Benjamin, Walter: ”Das Passagen-Werk“, i Rolf Tiedemann & Hermann Schweppenhäuser (red.): Walter Benjamin. Gesammelte Schriften, V, 1-2, Frankfurt am Main 1991 (Dansk: Passage-værket, I-II, København 2007).
Benzon, Gorm: Gamle danske vinduer, København 1981.
Boje, Per & Henning Nielsen: Moderne tider. Odense 1868-1914, Odense 1985.
Cronin, Anne M.: Advertising, Commercial Spaces and the Urban, Houndmills 2010.
Dennis, Richard: Cities in Modernity, Cambridge 2008.
Engelstoft: Odense Byes Historie, Odense 1880.
Entasis: TBT 5000 C [vinderforslag], s. 15 http://fragadetilby.dk/TopMenu/VINDERFORSLAG/~/media/SUBSITES%20OG%20WEBLIGHT/SUBSITES/Fragadetilby/TBT-A3mappe_Entasis.ashx
Fransen, Peter: ”Da elforsyningen kom til byen. Odense Kommune og den private elforsyning”, Odensebogen 1991, s. 26-49.
Grandt-Nielsen, Finn: ”Albani Torv”, i Eskil Arentoft, Vibeke Brandt & Finn Grandt-Nielsen (red.): Albani Kirke og Torv, Odense 1985, s. 61-108.
Hamlin, Christopher: Public Health and Social Justice in the Age of Chadwick, Cambridge 1998.
Harnow, Henrik: Den danske ingeniørs historie 1850-1920, København 2005.
Haugsted, Ida: Nye Tider. Historicisme i København, København 2003.
Hovgaard, Kasper: ”Byen besørger. Et vue over de offentlige toiletters historie i Odense”, Odensebogen, 2009, s. 117-137.
Hunt, Tristram: Building Jerusalem, London 2004.
Hyldtoft, Ole: Den lysende gas, Herning 1994.
Illustreret Tidende
Jacobsen, Hans Jul: ”Stadsingeniører og byudvikling gennem 125 år”, Odensebogen 1993, s. 63-85.
Jansen, Christian (red.): Butik i Århus, Århus 1981.
Johansen, Hans Christian & Poul Thestrup: Odenseejendomme før 1884, Odense 1989.
Joyce, Patrick: The Rule of Freedom, London 2003.
Kaijser, Arne: Stadens ljus, Malmö 1986.
Kjær-Hansen, Max (red.): Detailsalget, Odense 1938.
Kjersgaard, Erik: ”Tran, gas og stenolie – om gadernes belysning i ældre tid”, Købstadsmuseet Den gamle Bys Årbog, 1991, s. 7-56.
Lauritsen, J.: Odense og nærmeste Omegn i Billeder, Odense 1874.
Lützen, Karin: Byen tæmmes, København 1998.
Malmgren, N.: Danmarks Industrielle Etablissementer, II, København 1889.
Maaløe, H. & Hans Knudsen: Fyens Stifts Sparekasse 1832-1932, Odense 1932.
Miles, Steven: Spaces for Consumption, London 2010.
Morrison, Kathryn A.: English Shops and Shopping, London 2003.
Mortensen, Mette Tapdrup: Et hjem i byen? Pensionatet som urbant mikrokosmos ca. 1880-1960’erne, upubliceret ph.d.-afhandling, Dansk Center for Byhistorie, Aarhus Universitet 2010.
Odense Byraads Forhandlinger
Odense Communalbestyrelses Forhandlinger
Odense Kommune: Samling af Vedtægter, Instruxer og andre Bestemmelser vedrørende den kommunale Styrelse i Odense Købstad, Odense 1900.
Odense Magistrats 2. afdeling (udg.): Albanikvarteret i Odense. Registrant 1977, Odense 1978.
Odense Vejviser
Olsen, Kåre & H. Topsøe-Jensen (udg.): H.C. Andersens dagbøger 1825-1875, København 1971-75.
Otter, Chris: ”Making liberalism durable”, Social History, 27:1, 2002, s. 1-15.
Otter, Chris: The Victorian Eye, Chicago 2008.
Paradowski, Stefan: ’Herrige’ Ästhetik hinter Glas, Zürich 1989.
Riismøller, Peter: Bispensgade i Aalborg, Aalborg 1957.
Rygner, H.V.: Stadsingeniørembedet i Odense 1868-1918, Odense 1918.
Schivelbusch, Wolfgang: Geschichte der Eisenbahnreise, Frankfurt am Main 1981.
Schovelin, Julius: Fyens Disconto Kasse 1846-1921, Odense 1921.
Stobart, Jon, Andrew Hann & Victoria Morgan: Spaces of Consumption, London 2007.
Stobart, Jon: Spend, Spend, Spend!, Stroud 2008.
Toftgaard, Jens: ”Borgerskabets byideal og monumentsætning ca. 1850-1920”, i Søren Bitsch Christensen (red.): Den moderne by. Danske bystudier 3, Århus 2006, s. 121-152.
Toftgaard, Jens: Citydannelse, butiksstrøg og byidealer. Dannelse af centrale byrum i Odense samt Aarhus og Aalborg 1870-1970, utrykt ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet 2012, s. 26-35.
Vested, C.E.: Latrin, kloak og rene vandløb, Odense 1999.
Viva Odense: Pressemeddelelse 19/3 2012, http://www.vivaodense.dk/arkitekturen-er-international/

Noter

[1] Entasis: TBT 5000 C [vinderforslag], s. 15 http://fragadetilby.dk/TopMenu/VINDERFORSLAG/~/media/SUBSITES%20OG%20WEBLIGHT/SUBSITES/Fragadetilby/TBT-A3mappe_Entasis.ashx

[2] Se eksempelvis debatten i Politiken 2/9, 7/9, 25/9 2011.

[3] Pressemeddelelse 19/3 2012, http://www.vivaodense.dk/arkitekturen-er-international/; Peter Allingham: ”Oplevelsescentre: Transit og Shopping”, i Anne Scott Sørensen og Martin Zerlang: Kultur uden centre, Århus 2006, s. 108-130; Steven Miles: Spaces for Consumption, London 2010, s. 98-120.

[4] Kjær-Hansen 1938, s. 253; Morrison: English Shops and Shopping, 2003, s. 41-64; Paradowski: ’Herrige’ Ästhetik hinter Glas, 1989, s. 13-43.

[5] Odense Magistrats 2. afdeling 1978, s. 75; Jansen 1981, s. 110-113; Morrison 2003, s. 41-61.

[6] Schivelbusch 1981, s. 45-55; Benjamin 2007, I, s. 26-28.

[7] Bedoire & Granström: ”Citybyggande på Stadsholmen i Stockholm 1850-1910”, 1983, s. 32-37; Morrison 2003, s. 41-61; Benzon: Gamle danske vinduer, 1981, s. 29-32, 125.

[8] Olsen & Topsøe-Jensen (udg.): H. C. Andersens dagbøger 1825-1875, 1971-75, VII, s. 387; Engelstoft: Odense Byes Historie, 1880, s. 481; Fyens Stiftstidende 24/10 1874.

[9] Morrison 2003, s. 50-61; Kjær-Hansen 1938, s. 254-70.

[10] Allpass: ”The development of public space as the basis for urban life”, 1993, s. 342-47; Stobart, Hann & Morgan 2007, s. 113-119; Jansen 1981, s. 45-51.

[11] Otter: ”Making liberalism durable”, Social History, 27:1, 2002, s. 1-15; Lützen, Byen tæmmes, København 1998, s. 53-57.

[12] Harnow: Den danske ingeniørs historie, 2005, s. 126-28; H.J. Jacobsen: Stadsingeniører og byudvikling gennem 125 år, 1993; Rygner 1918.

[13] Joyce, Patrick: The Rule of Freedom, London 2003; Otter: “Making liberalism durable”, 2002; Otter: The Victorian Eye, 2008; Hunt: Building Jerusalem, 2004; Dennis 2008.

[14] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger 1865, s. 83, 1868, s. 49-54; Stobart, Hann & Morgan 2007, s. 87-92.

[15] Odense Byraads Forhandlinger 1873, s. 64-67; Johansen & Thestrup: Odenseejendomme før 1884, 1989, s. 17f.

[16] Odense Kommune 1900, s. 47-50; Vested 1999, s. 17-46; Boje & Nielsen 1985, s. 290-93; Hovgaard: ”Byen besørger”, 2009.

[17] Fransen: ”Da elforsyningen kom til byen”, 1991; Hyldtoft: Den lysende gas, 1994, s. 21-52; Kaijser: Stadens ljus, 1986, s. 120-143; Kjersgaard: ”Tran, gas og stenolie – om gadernes belysning i ældre tid”, 1991.

[18] Fyens Stiftstidende 25/3 1884.

[19] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger, 1866, s. 64f.

[20] Christopher Hamlin: Public Health and Social Justice in the Age of Chadwick, Cambridge 1998, s. 209-213.

[21] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger, 1866, s. 67.

[22] Odense Stadsarkiv, Odense Kommune, Odense Byråds Journalsager, 161/1866; Fyens Stiftstidende, 4/7 1866

[23] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger, 1866, s. 66; 1867, s. CXIf.

[24] Joyce 2003, s. 153-55; Stobart 2008, s. 122f.

[25] Illustreret Tidende, 8, 405, 30/6 1867, s. 321f; Odense Communalbestyrelses Forhandlinger 1866, s. CXVII; 1867, s. CXVIII; 1868, s. CXCIII; 1869, s. CCXI; 1870, s. CCXXII.

[26] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger, 1866, s. 67; Odense Stadsarkiv, Odense Kommune, Odense Byråds Journalsager, 161/1866.

[27] Lov af 11/2 1863, § 12.

[28] Jens Toftgaard: Citydannelse, butiksstrøg og byidealer, 2012, s. 26-35.

[29] Maaløe & Knudsen: Fyens Stifts Sparekasse 1832-1932, 1932, s. 51-61; Andersson & Bedoire: Bankbyggande i Sverige, Uddevalla 1981.

[30] Lauritsen: Odense og nærmeste Omegn i Billeder, 1874, s. 7; Andersson & Bedoire 1981, s. 109-111; Haugsted: Nye Tider, 2003, s. 52-55.

[31] Fyens Stiftstidende 28/6 1875; Schovelin: Fyens Disconto Kasse 1846-1921, 1921, s. 102; Boje & Nielsen 1985, s. 133-39.

[32] Fyens Stiftstidende 28/6 1875; Maaløe & Knudsen 1932, s. 51-61, 301-8; Boje & Nielsen 1985, s. 133-38.

[33] Fyens Stiftstidende 19/10 1874.

[34] Fyens Stiftstidende 19/10 1874.

[35] Joyce 2003, s. 144-171.

[36] Toftgaard: ”Borgerskabets byideal og monumentsætning ca. 1850-1920”, i Christensen (red.): Den moderne by. Danske bystudier 3, Aarhus 2006, s. 121-152.

[37] Odense Communalbestyrelses Forhandlinger, 1866, s. 66; Fyens Stiftstidende 19/10, 21/10 1874.

[38] Odense Byraads Forhandlinger, 1875, s. 43-46, 1881, s. 47f; 1884, s. 118; 1888, s. 69f; Fyens Stiftstidende 28/5 1875

[39] Citeret i Fyens Stiftstidende 29/5 2007; Odense Vejviser, 1880, ann. 54.

[40] Citeret i Grandt-Nielsen: ”Albani Torv”, 1985, s. 101.

[41] Odense Byraads Forhandlinger 1907, s. 28, 1908-9, s. 142, 159; 1909-10, s. 36; 1910-11, s. 24; Baker: ”Public Sites Versus Public Sights”, 2007, s. 1187–1201.

[42] Cronin: Advertising, Commercial Spaces and the Urban, 2010, s. 161-186.

[43] Kjær-Hansen 1938, s. 227-29; Mortensen 2010, s. 232-39; Riismøller 1957, s. 5.

[44] [F.]M. Andersen 1915, s. 22-24.

©