Forskning på museerne

Ph.d-projektet ”Dannelsen af regionale bebyggelsesmønstre i sen bronzealder og ældre jernalder”

I disse år er forskningen et af de centrale fokuspunkter på de kulturhistoriske institutioner. Forskningen skal leve op til kriterierne i det almene forskningsbegreb, skal gerne være tværvidenskabelig, tværinstitutionel og helst indbefatte såvel inden- som udenlandske forskere. Samtidig skal museernes forskning opkvalificeres ved erhvervelsen af formelle forskningsmæssige kompetencer, som f.eks. ph.d.-grader [1].

Nærværende artikel præsenterer et eksempel på disse forhold. Artiklen er således et populærvidenskabeligt resumé af en ph.d.-afhandling, som nærværende forfatter har udarbejdet under sin ansættelse på Odense Bys Museer og før dette på Nordjyllands Historiske Museum.[2] Afhandlingen blev antaget i foråret 2013 og tog afsæt i tværvidenskabelige analyser af omfattende udgravninger af bronze- og jernalderbopladser i hhv. Nordjylland og på Fyn (fig. 1).[3]


Fig. 1: Ph.d.-afhandlingen er bl.a. baseret på studier af lokaliteten Nr. Hedegård i Nordjylland og de arkæologiske undersøgelser ved Tietgen Byen sydøst for Odense, materialiseret ved de her viste monografier (Runge 2009 og 2010).

Indledning

Skiftet fra bronze- til jernalder omkring 500 f.Kr. har traditionelt været opfattet som sammenfaldende med skiftet fra bronzealderens små bebyggelser med en eller et par gårde til opkomsten af jernalderens landsbyer. Billedet er dannet på baggrund af en række banebrydende undersøgelser af nu klassiske lokaliteter i det syd- og midtjyske område foretaget i 1960’erne og årtierne herefter.[4]

Med de seneste 10-15 års høje arkæologiske aktivitetsniveau og den heraf afledte lange række af undersøgelser tegner der sig nu et langt mere nuanceret og komplekst billede af periodens bebyggelse. I nogle områder fortsatte man således langt ind i jernalderen med at bosætte sig hver familie for sig eller kun et par familier sammen. I andre områder etableredes store landsbyer allerede i bronzealderen.

Bosættelsens form og organisering greb ind i en række samfundsmæssige forhold mht. sociale strukturer, samfundets hierarki, arveforhold, landbrugsmæssige teknologier og vareudveksling, ligesom det også for individet havde en række konsekvenser, om man var en del af et større fællesskab eller ej. En klarlæggelse af bebyggelsesstrukturen og baggrunden herfor er således helt central for forståelsen af datidens levevis.

Selv om forholdene er komplekse, er det muligt at pege på nogle overordnede regionale strømninger i bebyggelsesmønstrene. Endvidere kan vi med nutidens teoretiske viden og metodiske muligheder gå bag om de tavse arkæologiske levn og give et bud på, hvilke faktorer der var medvirkende til at skabe de regionale mønstre. Det er disse forhold, som skal belyses i det følgende, og som kan være med til at opfylde det ønske, som museumsdirektør Erland Porsmose fremsatte i 2006 i en artikel om de historiske bygder:

”Forhåbentlig vil vi i de kommende år træffe nye kategorier som jernalderens slettebønder, skovbønder og hedebønder – frem for blot jernalderens ’bønder’.”[5]

For at forstå udviklingen er det nødvendigt at se tingene i et langtidsperspektiv, rækkende fra starten af yngre bronzealder, ca. 1000 f.Kr. til begyndelsen af yngre romersk jernalder, ca. 150 e.Kr. Det er påvist, at tidsrummet for så vidt angår bebyggelserne kan deles i to kulturhistorisk sammenlignelige perioder, der går på tværs af det traditionelle skel mellem bronze- og jernalder, nemlig yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder, ca. 1000 f.Kr. – 250 f.Kr., hhv. yngre førromersk jernalder-ældre romersk jernalder, ca. 250 f.Kr. – 150 e.Kr.[6]

Fig. 2: Kulturhistorisk inddeling af kulturlandskabet (efter Møller & Porsmose 1997) samt de tre undersøgelsesområder. Placeringen af Trandersbakkeøen og Tietgen Byen er indsat.

Region og bygd

Gennem en kortlægning af naturforhold og bondesamfundets udnyttelse af naturens ressourcer fra slutningen af 1600-tallet til landboreformerne omkring starten af 1800- tallet er Danmark inddelt i fem typer af områder eller bygder [7], nemlig ager-/slettebygden, skovbygden, hedebygden, kystbygden og marskbygden(fig. 2).[8] Inddelingen medfører, at en række specifikke naturforhold kobles sammen med bestemte bebyggelses- og organisationsformer (fig. 3). Periodens agerbrug kan formentlig på mange måder paralleliseres til situationen i yngre bronzealder og ældre jernalder.[9]

Kulturbygd Terræn, jordbund, vand Bebyggelsesforhold
Agerbygd Morænesletter – lerbund
  • Landsbyer, primært store
  • Store gårde
  • Hovedgårde
  • Mange jordløse huse
Skovbygd
  • Kuperet terræn
  • Lavbundsområder
  • Blandet jordbund (ler, sand)
  • Enkeltgårde, små landsbyer
  • Små gårde (og skovhuse)
  • Skov- og kvæghovedgårde
  • Mange huse med jord
Hedebygd
  • Hedeslette og bakkeø
  • Sandet jord, klit
  • Vådbundsarealer (kær og mose)
  • Mange enkeltgårde
  • Små landsbyer
  • Små gårde
  • Få og små hovedgårde
  • Mange huse med jord
Kystbygd Morænelandskab, hævet havbund, inddæmmet område, klit
  • Købstæder, store landsbyer, fiskerlejer
  • Små gårde og fiskerhuse
  • Mange hovedgårde
Fig. 3: Karakteristik af bygdetyperne. Efter Møller & Porsmose 1997, s. 13.

Kyst- og marskbygden udgør særlige landskabstyper, som ikke skal medtages her. Dette efterlader os med en grov tredeling af Danmark med en østdansk ager- og skovbygd med morænesletter og fed lerjord, en syd- og midtjysk hedebygd med hedeslette og lettere, sandede jorder og et nordjysk område præget af hede- og skovbygd – og i øvrigt med store områder præget af hævede marine flader.[10]

Den rumlige tredeling giver på den ene side nogle bud på, hvordan samfundene på et overordnet plan var organiserede. På den anden side illuderer delingen ikke at give et detailbillede af den datidige situation; hertil er der for mange regionalundersøgelser, som påpeger, at en tredeling af det danske materiale er for bred.[11] Tredelingen anvendes derfor som en strukturel analytisk ramme for at kunne påvise fællestræk inden for og forskelle mellem de tre områder samt ikke mindst for at kunne analysere generelle træk i baggrunden for dannelsen af mønstrene.

Dannelsen af de bebyggelsesmæssige bygdetyper i sen bronzealder og ældre jernalder var baseret på en kombination af

  1. naturlige forudsætninger
  2. kulturlandskabets ressourcer
  3. intern bebyggelsesstruktur i form af bebyggelsernes organisation og dynamik
  4. ekstern bebyggelsesstruktur i form af interaktion, hierarki og landskabsorganisation[12]

De tre regioner

Syd- og Midtjylland

Det syd- og midtjyske område domineres af hedesletten og bakkeøernes flade landskabsformer og lette jorder (fig. 4). Små, mobile bebyggelser prægede billedet i yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder kun afbrudt af enkelte større bebyggelser. I yngre førromersk jernalder trak bebyggelserne sig sammen, og der skete en egentlig landsbydannelse. Husholdets selvstændighed var et dominerende træk og kom bl.a. til udtryk ved individuelle gårdshegninger, der afspejlede individuelle rettigheder til jord. Landsbyerne flyttede mere eller mindre gradvist inden for ressourceområdet, et forhold, som har ledt til betegnelsen ”vandrelandsbyer”.[13] De gradvise flytninger udsprang af, at man i modsætning til f.eks. situationen på den tæt bebyggede og hårdt udnyttede Trandersbakkeø havde mulighed for at inddrage nye arealer til bebyggelse og agerbrug; man havde simpelthen større anvendelige arealer.

Parcelleringen af landsbyerne formodes at have været nært forbundet med inddelingen af det dyrkbare landskab, således at det samlede dyrkbare areal, som en gård havde brugsretten til, blev afspejlet i størrelsen af det indhegnede gårdsareal.[14] Marksystemerne er vanskelige at datere, men meget taler for, at de overvejende blev anlagt i yngre bronzealder og første halvdel af førromersk jernalder. Markerne blev formentlig anlagt som et fælles landsbyprojekt, der faciliterede fordelingen af brugsret til jord, som det ses i underopdelingen af markstykker.[15]

Summen af disse forhold har været, at de regulerende systemer overvejende groede op nedefra som et resultat af en lang proces. Landsbyerne var selvforsynende og interaktionen med nabobebyggelserne mindre end i de mobile miljøer i Østdanmark og de overordnet styrede systemer i Nordjylland. I yngre bronzealder-ældre førromersk jernalder var bebyggelserne meget mobile, og samfundets samlende fikspunkter lå ikke på bopladserne, men muligvis i store gravpladser, som kendetegnede området. Først fra yngre førromersk jernalder optrådte som nævnt større, mere permanente bebyggelser, og dermed overtog bopladserne i højere grad rollen som samfundets samlende enheder.

Syd- og Midtjylland; YF-ÆR Arkæologisk vidnesbyrd Tolkning
Natur Hedeslette; flad landskabsprofil; lette jorder “Vandrelandsbyer” og rotaionsbrug
Regulering Individuelle gårdshegn Husholdets autonomi; ejendomsret over jord
Dynamik “Vandrende landsby” Delt arv
Samlingspunkt De store landsbyer Landsbyen det centrale
Interaktion Selvstændige økonomiske enheder Lille interaktion
Fig. 4: Karakteristik af bebyggelsen i Syd- og Midtjylland i yngre førromersk og ældre romersk jernalder.

Nordjylland

Beskrivelsen af det nordjyske system tager afsæt i situationen på en af Aalborg-områdets markante bakkeøer, Trandersbakkeøen. Bakkeøen er karakteriseret ved et uroligt relief og landskabelig variation sammenholdt med en kommunikativt fordelagtig placering ved Limfjorden og måske nord-syd-gående færdselsruter. Forholdene dannede baggrund for en ganske intensiv bebyggelse allerede i yngre bronzealder og ældre jernalder med en kombination af egentlige landsbyer og små, mobile enheder som i det øvrige samtidige Danmark. De forskellige bebyggelsesformer repræsenterede bl.a. erhvervsmæssige specialiseringer.

Fig. 5: Et lodret snit gennem lagsekvensen ved byhøjen Nr. Hedegård ved Aalborg. I sekvensen ses gennemskårne gulve, affaldslag og sandflugtsaflejringer. Lagene repræsenterer en ca. 700-årig sekvens fra overgangen mellem bronze- og jernalder til ældre romersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-150 e.Kr).

De tidlige landsbyer udvikledes senere til egentlige byhøje, en bosættelsesform som modsat vandrelandsbyerne karakteriseres ved en fast lokalisering gennem flere hundrede år. Bofastheden var medvirkende til at skabe en i nutiden synlig forhøjning i landskabet, hvorfor lokaliteterne har visse ligheder med de nærorientalske byhøje (fig. 5). Andre faktorer i dannelsen af de synlige højninger var særligt materialetunge vægge i form af tørve- eller jordvægge, men også kombinationen af erhvervsspecialisering og arvestrukturer, hvor familiens jordlod nedarvedes i lige linje, var med til at fastlåse strukturen og dermed indirekte skabelsen af en terrænhøjning. Byhøjene er traditionelt tilknyttet det nord- og ikke mindst nordvestjyske område, men kendes efterhånden også fra andre dele af landet. Tidsmæssigt placeres byhøjene i perioden sen bronzealder og frem til ældre germansk jernalder (ca. 1000 f.Kr. – 550 e.Kr.).[16]

Trandersbakkeøen var i ældre jernalder inddelt i syv til otte ressourceområder, og udnyttelsen af området var intensiv (fig. 6).[17]

Tidlige landsbydannelser opstod ved bakkeøens to undersøgte byhøje, Nr. Hedegård og Nr. Tranders mod hhv. syd og nord, og indikerer tilstedeværet af stærke ledere disse steder. Husholdene havde en vis selvstændighed, men der var samtidig en høj grad af ensretning inden for landsbyen. Det kom bl.a. til udtryk ved kun undtagelsesvis forekomst af individuelle gårdshegn, et vist fællesskab om landsbyens produktionsapparat samt ved udviklingen og fastholdelsen af en fastlåst parcelstruktur gennem generationer.

De landskabelige forudsætninger dannede baggrund for en varieret landskabsudnyttelse og førte efterhånden til specialisering af økonomien med henblik på en optimeret udnyttelse af ressourcerne (fig. 7). Blandt andet blev særlige dyrkningsformer som alsædebrug introduceret. De stærke ledere på byhøjene kan have været afgørende for denne proces, herunder udviklingen af en form for regional subsistensøkonomisk strategi som afspejlet i de forskellige bosættelsesformer. Lederne opnåede formentlig indirekte en styrkelse af deres position ved udviklingen af byhøjene som stadig mere markante landskabelige fikspunkter. I løbet af ældre romersk jernalder erstattedes det stramt strukturerede system med byhøjene som centrum af andre systemer, som i højere grad modsvarede udviklingen i resten af det nuværende Danmark.

Byhøjene Nr. Hedegård og Nr. Tranders blev anlagt som store regulære landsbyer med en forholdsvis fast parcelstruktur og et relativt fastlåst hierarki, hvor største gård synes at have haft en fast placering gennem flere faser. Den fastlåste parcelstruktur må opfattes som udtryk for en fast tilknytning til familiens jordandel i landsbyen via nedarvning i lige linje og en vis fastholdelse af det sociale hierarki.[18] Disse forhold skønnes at have betinget den omtalte stærke leder.

Fig. 6: Trandersbakkeøens geologi samt den mulige opdeling i førromersk og ældre romersk jernalder i otte ressourceområder. Gult: flyvesand. Grønt: ferskvandsaflejringer. Lyseblåt og lilla: havaflejringer. Mørkeblåt: strandvolde. Mørklilla: morænesand og -grus. Brunt: moræneler. Rødt: smeltevandssand og – grus. Orange: ekstramarginale aflejringer. Hvidt: kridt og vand. Danmarks Geologiske Undersøgelser.

Selv om strukturen i byhøjene fra starten var anderledes fastlåst end i de vandrende landsbyer, er det påvist, at de enkelte gårde også på byhøjene havde et vist individuelt råderum. Det sandsynliggør videre, at man må have haft muligheder for at tildele husholdets øvrige voksne børn egne brugsrettigheder til selvstændige jordlodder. Da man ikke anlagde nye gårde i periferien af byhøjen, er det muligt, at man i stedet anlagde isolerede gårde eller landsbyer i andre og mere perifére dele af byhøjens ressourceområde. Der var således tale om en form for bebyggelse, der kan paralleliseres med torper, der ellers blev anlagt i tiden mellem 1000 og 1300 e.Kr. som udflytterbebyggelser fra adelbyer.[19]

Østdanmark

Østdanmark præges af tunge, lerede jorder, og landskabet har varieret mellem kuperede, skovprægede områder og plane, mere åbne landskaber med større dyrkbart potentiale. Billedet af sidstnævnte landskabstype dannede i historisk tid grundlag for et bebyggelsesbillede præget af store landsbyer. Mønstret kan dog ikke genfindes i det forhistoriske materiale, hvor strukturen fra yngre bronzealder-ældre førromersk jernalder med små, labile enheder overordnet set synes at have fortsat i de efterfølgende perioder.

Nordjylland; YF-ÆR Arkæologisk vidnesbyrd Tolkning
Natur Uroligt relief; landskabelig variation “Vandrelandsbyer”/byhøje; rotaionsbrug otationsbrug/alsædebrug
Regulering Få hegn; fælles produktionsapparat, fastlåst parcelstruktur (byhøje) Husholdets autonomi mindre; stærke ledere
Dynamik “Vandrende landsby” og byhøje Delt arv hhv. arv i lige linie
Samlingspunkt Byhøjene Byhøjen fixpunkt for bygden
Interaktion Specialisering; regional subsistensøkonomi Stor interaktion
Fig. 7: Karakteristik af bebyggelsen i Nordjylland i yngre førromersk og ældre romersk jernalder.

Som case for det østdanske område er valgt de omfattende arkæologiske undersøgelser inden for et ca. 350 ha stort erhvervsområde, Tietgen Byen, sydøst for Odense (fig. 8). Undersøgelserne har afdækket et regulært kulturlandskab fra bronze- og ældre førromersk jernalder. Området var i perioden inddelt i fem til seks relativt små ressourceområder, hver med bo- og gravplads. Mellem ressourceområderne optrådte samlingspladser og produktionsområder. Bebyggelserne bestod af én eller et par gårde, der flyttede gradvist rundt inden for ressourceområdet. Alle områder var kendetegnet ved en kontinuerlig udnyttelse fra starten af bronzealderen til ældre førromersk jernalder. En enkelt, centralt placeret bebyggelse skilte sig ud, ved at den rummede et meget stort antal huse, og ved at den havde rødder længere bagud i tid end de øvrige bebyggelser (fig. 9).[20]

Fig. 8: Forsøgsvis inddeling af kulturlandskabet i Tietgen Byen i fem ressourceområder. Et foreløbig hypotetisk sjette område er markeret med stiplet omrids. Blåt markerer mulige fugtige områder. Gult markerer naturlige skel i området. Baggrundskortet er de såkaldte høje målebordsblade fra anden halvdel af 1800-tallet og de oprindelige lav- eller vådområder er fra Original 1-kortene fra første halvdel af 1800-tallet (Korsgaard 2006, s. 60 ff.).
Fig. 9: OBM 8436. Tietgen Byens absolut største bebyggelse. Rød: neolitikum-bronzealderens periode II. Gul: yngre bronzealder. Grøn: førromersk jernalder. Grå: yngre romersk-germansk jernalder.

Ser man på Fyn i et overordnet perspektiv, kan udviklingen i bebyggelsen i store træk paralleliseres til Tietgen Byen. Dvs. relativt små bebyggelser med en ganske løs struktur og spredt beliggenhed i yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder og en tendens til større bebyggelser, herunder egentlige landsbyer, i yngre førromersk-ældre romersk jernalder. Mindre bebyggelsesenheder var dog fortsat dominerende.[21] På Sjælland karakteriseredes ældre jernalders bebyggelser af enkeltliggende gårde eller en samling af få samtidige gårde. Hvor de topografiske forhold tillod det, kunne der dog forekomme større bebyggelser.[22] Kigger man videre østpå til Skåne, var der nære paralleller til Fyn og Sjælland. Med hensyn til bebyggelsesstruktur og udnyttelsen af kulturlandskabet var der en glidende overgang mellem bronze- og jernalder. Bebyggelserne prægedes i sen bronzealder- førromersk jernalder af små, mobile bebyggelsesenheder, typisk enkeltgårde, men en vis fortætning af bebyggelserne kunne dog sine steder spores allerede fra yngre bronzealder. Fra yngre førromersk jernalder sås en begyndende landsbydannelse, og selvstændigt hegnede gårde optrådte også.[23]

Årsagen til, at landsbydannelsen overordnet set var nogle hundrede år forsinket i Østdanmark i forhold til resten af landet, er formentlig, at de tunge jorder var vanskelige at opdyrke i forhistorien. Landskabet var derfor i langt højere grad end særligt det syd- og midtjyske område præget af skovdækkede områder afløst af mindre opdyrkede områder; et forhold som bl.a. pollendiagrammer kan påvise (fig. 10).[24] Samtidig var udviklingen muligvis koncentreret om få, meget stærke lokaliteter. Det kan måske have betydet, at der var en større forskel mellem centrum og periferi end i de andre regioner.

Sådanne store landsbyer dukkede op allerede i yngre bronzealder, og egentlige centralbebyggelser fremkom i form af Voldtofte-området i yngre bronzealder, Langå i førromersk jernalder og det begyndende center ved Gudme i løbet af ældre romersk jernalder.[25] Centrale fikspunkter i landskabet bestod af de store samlingspladser i form af store kogegrubefelter, hvor de regionale ledere havde mulighed for at afholde store ritualiserede fester. Systemet bestod således af forholdsvis små enheder tilpasset de naturgivne forudsætninger og enkelte store bebyggelser. De små enheder havde en vis autonomi og fungerede i et mindre udbygget socialt system end i de andre områder. Samtidig havde de dog en form for afhængighedsforhold til de centrale bebyggelser.

Østdanmark; YF-ÆR Arkæologisk vidnesbyrd Tolkning
Natur Ager- og skovarealer; plane og kuperet landskabsprofil; tunge jorder Små, mobile bebyggelsesenheder & enkelte stærke centre
Regulering Få hegn; centre med internationale elite-kontakter Vis autonomi i periferi; men også relation til center; stor polaritet mellem center og periferi
Dynamik Små mobile bebyggelsesenheder Lav social organisation
Samlingspunkt Kogegrubefelter Samlingspladser for større områder; de stærke lederes “festpladser”
Interaktion Små enheder Stor interaktion
Fig. 10: Karakteristik af bebyggelsen i Østdanmark i yngre førromersk og ældre romersk jernalder.

Den regionale udvikling i sen bronzealder og ældre jernalder

Som det er set, fulgte de tre områder generelt en ensartet udvikling gennem yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder, og først med overgangen til yngre førromersk jernalder gennemgik områderne for alvor selvstændige udviklingsforløb med afsæt i varierende naturforhold, udnyttelsesmønstre og sædvaner: Syd- og Midtjylland udviklede autonome, selvregulerende mekanismer, Nordjylland fortsatte en udvikling med en stærk ledelse og en regional subsistensøkonomi, og Østdanmark fastholdt langt hen ad vejen systemet fra yngre bronzealder-ældre førromersk jernalder med små, mobile enheder og enkelte stærke centrale lokaliteter.

Udviklingen af de regionale mønstre skete asynkront, og de tre behandlede områder gennemløb forskellige udviklingsforløb, der alle udgjorde gradvise justeringer i et langtidsperspektiv. I Syd- og Midtjylland samt i Nordjylland lå de store brud øjensynligt ved overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder [ca. 250 f.Kr.] og igen ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder [ca. 150 e.Kr.]. I det østdanske område var der ikke store brud i bebyggelsesstrukturen på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder, og den egentlige forandring kom først mellem ældre og yngre romersk jernalder eller i tiden her op imod.

Mens det syd- og midtjyske område gennemgik en rolig og glidende udvikling, hvor de landbrugsmæssige forudsætninger gradvist udvikledes i et selvregulerende system, bød forholdene på Trandersbakkeøen på en række udfordringer for at kunne opretholde den tætte befolkning. Men innovative indsatser i forhold til dyrkningssystemer, udnyttelsen af forskelligartede ressourcer og en overordnet dikteret specialisering medførte, at forholdene kunne balancere igennem lange perioder. Det østdanske system domineredes gennem hele den undersøgte periode af mindre, mobile enheder og få store, dominerende centre. Systemet opdyrkede i mindre grad end i de andre områder landet, antagelig pga. de relativt tunge jorder, og skoven havde derfor muligvis en mere fremtrædende plads i kulturlandskabet.

Bottom-up eller top-down?

Det klassiske billede af jernalderens bebyggelse, som det er præsenteret med afsæt særligt i lokaliteterne i det syd- og midtjyske område, karakteriseres i høj grad af de såkaldte vandrelandsbyer, bestående af en række gårde med egne jordlodder og en høj grad af selvstændighed i beslutninger om bl.a. arv. Bebyggelserne var selvforsynende og regulerende mekanismer udvikledes nedefra og op. Interaktionen mellem de enkelte bebyggelser var begrænset, og en ledelse på et regionalt niveau var kun eksisterende i forbindelse med ekstraordinære begivenheder som krig eller lignende.[26]

Som det fremgår af ovenstående, synes det klassiske billede af periodens samfundsforhold ikke at kunne overføres på det nordjyske og østdanske område. Særligt i det nordjyske område synes ledelsesniveauet at have spillet en langt mere aktiv og styrende rolle også i dagligdagen. Bl.a. den store bebyggelse i Tietgen Byen og byhøjene på Trandersbakkeøen afspejler tilstedeværet af særligt innovative eller magtfulde personer, der kan have været drivende kræfter i et lokalområde eller i en region. Den aktive ledelse kan have været medvirkende til dannelsen af regionale subsistensøkonomiske strategier og dermed en økonomi, hvor det ikke var en forudsætning, at hver enkelt landsby i en region eller bygd kunne producere alle fornødenheder. Dette forhold er muligvis eksemplificeret ved en større grad af interaktion mellem bebyggelsesenhederne i Nordjylland og Østdanmark i forhold til i Syd- og Midtjylland.

Fig. 11: Flyvesandsklit nordøst for byhøjen Nr. Hedegård ved Aalborg. I bunden et mørkt lag, der repræsenterer et muldlag, der er delvist borteroderet af vinden. Muldlaget og det tilknyttede marksystem dateres til yngre bronzealder eller ældste jernalder, ca. 600-500 f.Kr., mens flyvesandsklitten er dannet i yngre førromersk jernalder, ca. 250 f.Kr.-Kr.f.

Stormændene havde en dobbeltrolle som innovatorer og konservatorer. I områder, der som det nordjyske var under pres, synes den stærke leder at have haft bedre mulighed for at spille en afgørende rolle end i økonomisk afbalancerede områder som det syd- og midtjyske. Dette førte til, at stormændene som beskrevet på den ene side var medvirkende til udviklingen af særlige subsistensøkonomiske modeller og organisationsformer. På den anden side udnyttede de i andre situationer deres magt og indflydelse til at fastholde nogle organisatoriske strukturer. Dette er set i det østdanske system, hvor dominansen af små, labile bebyggelser fortsatte ind i yngre før-romersk-ældre romersk jernalder. Også på Trandersbakkeøen forsøgte stormændene at fastholde de systemer, de selv havde været med til at etablere på overgangen mellem bronze- og jernalder, også selv om konsekvensen af denne fastholdelse var en gradvis overudnyttelse af landskabet, som det kunne ses ved f.eks. store jernalderlige sandflugtsaflejringer ved Nr. Hedegård (fig. 11).

Samlet set er det påvist, at det ved at inddrage en bred vifte af oplysninger er muligt at give et differentieret billede af bebyggelsesstrukturen i sen bronzealder-ældre jernalder. Samtidig er det muligt at gå bag om mønstrene og belyse de faktorer, som var med til at danne disse. Faktorerne var mange og vævet ind i hinanden.

Litteratur

  • Bech, J.-H. 1984: Heltborg – en ny byhøj fra Thylands ældre jernalder. Hikuin 10, s. 39-56.
  • Berglund, B.E., L. Larsson, N. Lewan, E.G.A. Olsson & S. Skansjö 1991: “Ecological and social factors behind the landscape changes. I: Berglund, B.E. (ed.), The cultural landscape during 6000 years in southern Sweden – the Ystad Project. Ecological Bulletins No. 41, s. 425-445.
  • Björhem, N. & B.M. Staaf 2006: Långhuslandskapet. En studie av bebyggelse och samhälle från stenålder till järnålder. Öresundsförbindelsen och arkeologin.
  • Björhem, N. & U. Säfvestad 1993: Fosie IV. Bebyggelsen under brons- og järnålder. Malmöfynd 6.
  • Calmer, J. 1991: Settlement and landscape in the Bjäresjö area in the Early Iron Age. I: Berglund, B.E. (ed.), The cultural landscape during 6000 years in southern Sweden – the Ystad Project. Ecological Bulletins No. 41, s. 184-187.
  • Ejstrud, B. & C.K. Jensen 2000: Vendehøj – landsby og gravplads. Kronologi, organisation, struktur og udvikling i en østjysk landsby fra 2. årh. f.Kr. til 2. årh. e.Kr. Kulturhistorisk Museums skrifter 1. Jysk Arkæologisk Selskab.
  • Fabech, C. & J. Ringtved 2009: Arealanvendelse og landskabstyper I det 1. årtusinde. Odgaard, B.V. & J.R. Rømer (red.), Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år, s. 143-176.
  • Gerritsen, F.A. 1999: The cultural biography of Iron Age houses and the long-term transformation of settlement patterns in the southern Netherlands. I Fabech, C. & J. Ringtved (red.), Settlement and landscape: proceedings of a conference in Århus, Denmark, May 4-7 1998. Jysk Arkæologisk Selskab, Aarhus, s. 139-148.
  • Haue, N. 2011: Social stratifikation og den ’sociale arv’ i ældre jernalder – med udgangspunkt i bopladsstudier i Nordjylland: Møller, N.A., S.S. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.), Nyt fra Vestfronten! Jyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 87-98.
  • Hedeager, L. 1992: Danmarks jernalder. Mellem stamme og stat. 2. udgave. Århus.
  • Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind I. Fynske Studier 22.
  • Henriksen, M.B. 2011: Nye fund fra Sydvestfyns gyldne bronzealder. Fynske Årbøger 2011, s. 26-39.
  • Herschend, F. 2009: The Early Iron Age in South Scandinavia. Social Order in Settlement and Landscape. Västerås.
  • Hoff, A. 1997: Lov og landskab. Landskabslovenes bidrag til forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250. Aarhus.
  • Holst, M.K. 2010: “Inconstancy and stability – Large and small farmsteads in the village of Nørre Snede (Central Jutland) in the first millennium AD. Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet, 33, s. 155-179.
  • Hvass, S. 1983: “Vorbasse. The Development of a Settlement through the First Millenium A. D.”, Journal of Danish Archaeology 2, s. 127-136.
  • Hvass, S. 1985: Hodde. Et vestjysk landsbysamfund fra ældre jernalder. Arkæologiske Studier Vol. VII. København.
  • Jensen, J. 2003: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. København.
  • Korsgaard, P. 2006: Kort som kilde – en håndbog om historiske kort og deres anvendelse. Dansk Historisk Fællesråd. Sammenslutningen af Lokalarkiver.
  • Kulturministeriet 2009: Forskningsstrategi for Kulturministeriets område. (http://kum.dk/Documents/Publikationer/2009/Forskningsstrategi/Forskn ingsrapport_2009.pdf)
  • Lass Jensen, O. 2011: “The single farmsteads of NE Zealand”, : Boye, L. (ed.), The Iron Age on Zealand. Status and perspectives. Nordiske Fortidsminder. Serie C, volume 8, s. 63-66.
  • Lund, J. 1994a: ”Enkeltgård og – eller landsby?”, I: Lund, J. & J. Ringtved (red.), Sandflugt, dyrkning og bebyggelse i Limfjordsområdet. Limfjordsprojektet. Rapport nr. 7. Århus, s. 91-109.
  • Lundø, M.B. 2011: Huset, gården og landsbyen i før-romersk jernalder (500-1 f.Kr.). I: Nielsen, M.H. (red.), M.B. Lundø, K.G. Therkelsen, Fyn i fortiden. Det levede liv 500 f.Kr.-150 e.Kr., s. 31-74.
  • Martens, J. 2009: ”Vor den Römern. Eliten in der Vor- römischen Eisenzeit”, : Burmeister, S. & H. Derks (red.), 2000 Jahre Varusschlacht – Konflikt, s. 334-341.
  • Møller, P.G. & E. Porsmose 1997: Kulturhistorisk inddeling af landskabet. Miljø- og Energiministeriet. Skov- og Naturstyrelsen.
  • Nielsen, B.H. 1998a: ”Jernalderfund fra Egådalen”,
  • Kuml 1997-98, s. 105-126.
  • Näsman, U. 2009: ”Jernalderens driftformer i arkæologisk belysning”, Odgaard, B.V. & J.R. Rømer (red.): Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år, s. 99-113.
  • Odgaard, B.V. & J.R. Rømer (red.) 2009: Danske landbrugslandskaber gennem 2000 år.
  • Porsmose, E. 2006: ”Bygder. Regionale variationer”, . I: Møller, P.G. & M.S. Kristiansen (red.), Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000. Landbohistorisk Selskab, s. 9-24.
  • Randsborg, K. 2011: “Danish estates and manors from the Bronze Age to the Renaissance. I”, :IN Boye, L. (ed.), The Iron Age on Zealand. Status and perspectives. Nordiske Fortidsminder. Serie C, volume 8, s. 17-29.
  • Rindel, P.O. 2011: ”Jernalderbebyggelsen ved Grøntoft i forskningshistorisk perspektiv”: Møller, N.A., S.S. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.), Nyt fra Vestfronten! Jyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 99-110.
  • Ringtved, J. 1988a: ”Jyske gravfund fra yngre romertid og ældre germanertid. Tendenser i samfundsudviklingen”, Kuml 1986, s. 95-231.
  • Runge, M. 2009a: Nr. Hedegård. En nordjysk byhøj fra ældre jernalder. Nordjyllands Historiske Museum og Jysk Arkæologisk Selskab.
  • Runge, M. 2010: Kildehuse II – gravpladser fra yngre bronzealder og vikingetid i Odense Sydøst. Fynske Studier 23.
  • Runge, M. 2011: ”Nørre Hedegård – et dansk Pompei. Anvendelsen af bopladser med usædvanlige bevaringsforhold til perspektivering af det ’ordinære’ bopladsmateriale”, : Møller, N.A., S.S. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.), Nyt fra Vestfronten! Jyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 51-69.
  • Runge, M. 2012a: ”Yngre bronzealders bebyggelse indenfor et 350 hektar stort undersøgelsesområde sydøst for Odense”, Boddum, S., M. Mikkelsen & N. Terkildsen (red.), Bebyggelsen i yngre bronzealders kulturlandskab. Seminarrapport fra seminariet ” Bebyggelsen i yngre bronzealders lokale kulturlandskab” afholdt i Holstebro, 10. marts 2011. Yngre bronzealders kulturlandskab vol. 2, 2012, s. 113-139.
  • Runge, M. 2012b: Dannelsen af regionale bebyggelsesmønstre i sen bronzealder og ældre jernalder. Upubliceret ph.d.-afhandling.
  • Schacke, A.T. 2003: Enkelt- og enestegårde på Fyn – i dyrkningsfællesskabets tid. Landbohistorisk Selskabs Studieserie.
  • Stumann Hansen, S. 1999: ”Iron Age settlements in northern Zealand. I: Fabech, C. & J. Ringtved (red.), Settlement and Landscape. Proceedings of a conference in Århus, Denmark, May 4-7 1998. Jysk Arkæologisk Selskab, Aarhus, s. 194-195.
  • Tesch, S. 1991a: “A central settlement region on the coastal plain in the Early Iron Age”, : Berglund, B.E. (ed.), The cultural landscape during 6000 years in southern Sweden – the Ystad Project. Ecological Bulletins No. 41, s. 132-135.
  • Tesch, S. & D. Olausson 1991: “The Late Bronze Age landscape. Settlement and society”, : Berglund, B.E. (ed.), The cultural landscape during 6000 years in southern Sweden – the Ystad Project. Ecological Bulletins No. 41, s. 73-77.
  • Therkelsen, K.G. 2011a: ”Huset, gården og landsbyen i ældre romersk jernalder (1-150 e.Kr.)”. Nielsen, M.H. (red.), M.B. Lundø, K.G. Therkelsen, Fyn i fortiden. Det levede liv 500 f.Kr.-150 e.Kr., s. 75-123.
  • Thrane, H. 1984: Lusehøj ved Voldtofte – en sydvestfynsk storhøj fra yngre broncealder. Fynske Studier XIII. Odense.
  • Thrane, H. 1989: ”Regionale aspekter af broncealderbebyggelsen på Fyn”, : Poulsen, J. (red.) 1989, Regionale forhold i Nordisk Bronzealder. 5. Nordiske Symposium for Bronzealderforskning på Sandbjerg Slot 1987. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXIV, s. 101-106.
  • Tornbjerg, S.Å. 1999: ”Iron Age settlements near Køge, eastern Zealand”, . I: Fabech, C. & J. Ringtved (red.), Settlement and Landscape. Proceedings of a conference in Århus, Denmark, May 4-7 1998. Jysk Arkæologisk Selskab, Aarhus, s. 197-199.
  • Vinter, M. 2011: ”Rekonstruktion af det parcellerede dyrkningslandskab I Himmerland. Marker, græsning og bebyggelse belyst i tre mikroregioner”: Møller, N.A., S.S. Qvistgaard & S.F. Jensen (red.), Nyt fra Vestfronten! Jyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 129-154.
  • Webley, L. 2008: Iron Age Households – Structure and Practice in Western Denmark, 500 BC-AD 200. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter nr. 62.
  • Aarsleff, E. & L. Appel 2011: “From the Pre-Roman to the Early Germanic Iron Age. North-East Zealand ten years after the single farmstead”: Boye, L. (ed.), The Iron Age on Zealand. Status and perspectives. Nordiske Fortidsminder. Serie C, volume 8, s. 51-62.

Noter

  1. ^ Kulturministeriet 2009.
  2. ^ Afhandlingen blev afleveret efter bestemmelserne i den såkaldte ph.d.-bekendtgørelses § 15, stk. 2, dvs. uden indskrivning ved et universitet. Lektor og afdelingsleder Mads Kähler Holst, Aarhus Universitet og Moesgård Museum indtog en vejlederrolle ved udarbejdelsen af den sidste overbygningsartikel. Bedømmelsesudvalget bestod af lektor Jens Andresen (formand), Aarhus Universitet, Institut for Æstetik og Kommunikation, lektor Per Ole Rindel, Københavns Universitet, Saxo Instituttet og førsteamanuensis, ph.d. Jes Martens, Oslo Universitet, Kulturhistorisk Museum.
  3. ^ Runge 2009, 2010, 2012a, 2012b.
  4. ^ Hvass 1983, 1985; J. Jensen 2003; Rindel 2011.
  5. ^ Porsmose 2006, s. 21.
  6. ^ Hedeager 1992, s. 195 ff.
  7. ^ I nærværende forbindelse anvendes begrebet bygd i to sideløbende og delvist sammenvævede betydninger: 1) en organisatorisk betydning som betegnelsen for et beboet område med et socialt fællesskab og 2) en økologisk betydning som betegnelsen for en overordnet region – en økotype – med en i store træk ensartet topografi og vegetation.
  8. ^ Møller & Porsmose 1997.
  9. ^ Således synes der at være ligheder i de basale agrarteknologiske metoder (Fabech & Ringtved 2009, s. 143 og 167; Näsman 2009, s. 104). Derimod er udnyttelsesmønstre og -grader varierende, formentlig som følge af en større sammenkobling af sakrale og profane elementer og dermed et mindre fokus på indtjening i forhistorien end i nyere tid (Fabech & Ringtved 2009, s. 167; Herschend 2009, s. 18; Odgaard & Rømer 2009).
  10. ^ Østjylland fra Djursland og sydover har mht. vegetation og landskab store paralleller til Østdanmark. Trods dette er tilknytningen til det syd- og midtjyske område bibeholdt, da det østjyske bebyggelsessystem med f.eks. de hegnede gårde ved bl.a. Vendehøj (Ejstrud & Jensen 2000, s. 58 ff.) nærmere modsvarer det syd- og midtjyske system end det østdanske.
  11. ^ Lund 1994a; B.H. Nielsen 1998a; Ejstrud & Jensen 2000, s. 62 ff., s. 110 ff.; Ringtved 1988a.
  12. ^ Elementerne i dannelsen af de forhistoriske bygder er kraftigt inspireret af Møller & Porsmoses vurdering af elementerne i dannelsen af de historiske bygder (Møller & Porsmose 1997).
  13. ^ Mht. denne landsbytype har nyere forskning sandsynliggjort, at vandringerne ikke, som det tidligere har været foreslået, er sket som synkrone flyt- ninger af hele landsbyer, men snarere skal ses som gradvise flytninger opstået ved kombinationen af principperne bag ”husets biografi” og opsplitning af familiens andel af landsbyens jord ved arv. Husets biografi beskriver en forbindelse mellem husets funktionsperiode og husholdets livscyklus. Huset opføres således af en familie og opgives, når grundlæggerne dør. Voksne børn etablerer egne familier i nye huse (Gerritsen 1999; Holst 2010).
  14. ^ Holst 2010, s. 168; Vinter 2011, s. 151.
  15. ^ Webley 2008, s. 43; Holst 2010, s. 158; Vinter 2011, s. 151.
  16. ^ Bech 1984, s. 55; Runge 2009a, s. 35, s. 161 ff.; Haue 2011, s. 88; Runge 2011, s. 64.
  17. ^ Runge 2009a, s. 181 ff.
  18. ^ Haue 2011, s. 95 ff.; Runge 2011, s. 64.
  19. ^ Hoff 1997, s. 122; Schacke 2003, s. 91 ff.; Runge 2012b, s. 38.
  20. ^ Runge 2012, s. 122 ff.
  21. ^ Lundø 2011, s. 57 ff.; Therkelsen 2011a, s. 106 ff.
  22. ^ Lass Jensen 2011; Aarsleff & Appel 2011; Stumann Hansen 1999; Tornbjerg 1999.
  23. ^ Berglund et al. 1991, s. 429 ff.; Calmer 1991, s. 184; Tesch 1991a, s. 132; Tesch & Olausson 1991, s. 77; Björhem & Säfvestad 1993, s. 168 ff., s. 357; Björhem & Staff 2006, s. 183 ff.
  24. ^ Fabech & Ringtved 2009, s. 148 ff. Et pollendiagram fra Dallund Sø på Nordfyn peger på, at landskabet her har været ganske åbent omkring Kr.f. (http://www.geus.dk/publications/aarsberetning98/a arb_98-59-72.htm). Dette skal måske forklares som et tegn på en gradvis åbning af landskabet i forbindelse med den hyppigere forekomst af egentlige landsbyer også i Østdanmark i tiden op mod yngre romersk jernalder.
  25. ^ Thrane 1984, 1989; Jensen 2003, s. 418 ff.; Henriksen 2009, s. 342 ff.; Henriksen 2011; Randsborg 2011, s. 20.
  26. ^ Ejstrud & Jensen 2000, s. 117 ff.; Martens 2009, s. 338, s. 341.

©