Indledning

Forskningsindsatsen skal øges, er en af Odense Bys Museers målsætninger efter det seneste års omstruktureringer. Organisationen er på en række punkter blevet ændret, således at forskningen får bedre vilkår, og når forskningen får bedre vilkår, vil kvaliteten af vores museumsarbejde forbedres. Man kan nemlig ikke formidle historien uden vidensmæssig baggrund, og fornyelse vil altid have sin rod i ny viden.

At forskningsindsatsen skal øges skal ikke fortolkes derhen, at der ikke hidtil er blevet drevet omfattende forskning. Odense Bys Museers medarbejdere har altid forsket, og landskabsforskningen har faktisk siden 2. Verdenskrig haft en central placering dels gennem arkæologisk bebyggelsesforskning, dels via større og mindre projekter om landbrugets bygninger. Organisatorisk er det interessant, at det 1993-95 lykkedes museumsinspektør Esben Hedegaard at skaffe sig forskningsorlov i 2 år til et projekt om dyrehold og etikken, som knytter sig dertil. Længere sammenhængende forskningsperioder er naturligvis en væsentlig forudsætning for høj kvalitet.

Det er en ny forudsætning for forskningen ved Odense Bys Museer, at mange af de videnskabelige medarbejdere nu er samlet i Møntergården. Der har vi nær daglig kontakt med hinanden på tværs af faggrænser, og vi kender mere til hver enkelts specialer, interesser og daglige arbejdsområder. Derfor kan man lettere dække af for hinanden, når nogen har forskningsorlov i kortere eller længere tid. Denne ordning åbner så mulighed for i højere grad end tidligere at søge ekstern finansiering til større forskningsprojekter, uden at organisationen svækkes for meget.

Kulturmiljøforskning

Fra statsligt hold lancerede man i første halvdel af 90’erne satsningstemaerne »Kulturmiljøet som miljøpolitikkens tredje dimension« (de to andre dimensioner er forureningsbekæmpelsen og de biologiske interesser) og »Kulturhistorien i planlægningen«. I fynske museums-, forsknings- og forvaltningskredse har der længe været stor interesse for disse emner, og vi opfattede det som nærliggende at bygge videre på traditionen. Der har i mange år været et nært samarbejde mellem Odense Universitet og Odense Bys Museer, og mulighederne for et nærmere, formaliseret samarbejde mellem de to institutioner er blevet sonderet i de senere år. Den konkrete idé var at skabe en fælles kulturlandskabs-forskningsinstitution, som dels skulle drive forskning dels tilbyde efteruddannelse af landskabsforskere og -forvaltere. Forskningen kunne være såvel grundforskning som mere anvendelsesorienteret forskning (i dag kaldet »strategisk« forskning). I lyset af hvor mange erhvervs-, befolknings- og andre grupper, der reelt har interesse i, hvorledes landskabet udnyttes, reguleres og forvaltes, var det ikke muligt at realisere den fælles vision om en permanent forskningsinstitution. Landskabet er en meget sammensat størrelse, som set med forskningens øjne rummer både fysiske (geologiske, biologiske og historiske), som filosofiske, æstetiske og juridiske m. fl. aspekter. En lødig udforskning forudsætter en høj grad af samarbejde mellem disse discipliner, foruden en række tekniske specialer spændende fra pollenanalyse til GIS (edb-baserede Geografiske Informations-Systemer).

Miljø- og Energiministeriet udviklede i 1995-96 en national forskningsstrategi på natur- og miljøområdet, herunder kulturmiljøet.[1] Fra statsligt hold valgte man derefter, i et samarbejde mellem en række berørte ministerier[2] og forskningsrådene, i 1996-97 at lade udarbejde en oversigt over behovet for opbygning af viden på kulturmiljøområdet. Odense Bys Museer og en række andre institutioner indsendte oplysninger og kommentarer. Resultatet af arbejdet forelå i marts 1997 i form af en rapport.[3]

Rapporten er en glimrende oversigt over forskningens stade indenfor hele det brede spektrum af videnskaber, der beskæftiger sig med kulturmiljøet. Samtidig stikker den en række retningslinjer og mulige emner ud for den fremtidige forskningsindsats. Allerede i slutningen af 1996 blev det af Miljø- og Energiministeriet, Landbrugs- og Fiskeriministeriet og Forskningsministeriet sammen med forskningsrådene besluttet at pulje ca. 152 mill. kr. til videre tværfaglig udforskning af landskabet. De fordelte sig med 56 mill. kr. til »Samfundsvidenskabelig natur-, miljø- og energiforskning« og 96 mill. til forskning i »Bæredygtig arealanvendelse«.

Organisatorisk kunne man få del i de mange penge på baggrund af ansøgninger, som bl.a. indebar, at man var en større gruppe forskere med forskellige fag og fra forskellige institutioner, der kunne enes om at samarbejde i et forskningscenter »uden mure«. Dette indebar, at man skulle arbejde med delprojekter, som kunne drage nytte af fælles datagrundlag og fælles geografiske undersøgelsesområder. Det skulle godtgøres, at forskerens basisinstitution, fx Odense Bys Museer eller Odense Universitet, også efter centerperiodens ophør ville forske indenfor det overordnede emne. Endelig skulle forskningen som nævnt have et »strategisk« perspektiv. Det var altså ikke nok med en lille kreds af samarbejdspartnere. Der skulle opnås enighed i en bred, tværfaglig kreds om en overordnet ramme og et geografisk område, og desuden skulle resultaterne kunne medvirke til at forbedre grundlaget for politiske beslutninger og forvaltning af det danske landskab. De enkelte forskere skal i stipendieperioden fortsat have deres arbejdsplads i deres respektive moderinstitutioner, idet der helst skal ske en positiv gensidig påvirkning mellem det »murløse« center og moderinstitutionen. Denne organisering indebærer, at det omfattende samarbejde mellem centerforskerne skal ske ved hjælp af computere (internettet) og jævnlige seminarer.

På initiativ af lektor Per Grau Møller fra Kartografisk Dokumentationscenter ved OU mødtes repræsentanter fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Nationalmuseet, Institut for Forhistorisk Arkæologi ved Århus Universitet, Danmark- og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Odense Universitet og Odense Bys Museer i januar 1997 for at sondere mulighederne for et samarbejde. Dette mundede ud i et forslag til forskningscenteret »Changing Landscape«, et kulturlandskabs-forskningscenter hvis kendemærke ved studier i landskabet var den historiske (tidslige) dimension og regionale aspekter (fx samspillet mellem en hovedgård og dens fæstegårde, møller m.m., mellem en havneby og dens opland til lands og til vands). Ansøgningen blev færdig marts 1997. Ved den første behandling af ansøgningen blev det besluttet, at centeret skulle oprettes, have hovedsæde i Odense og ledes af Per Grau Møller. Dog skulle der før den endelige godkendelse ske en sammenlægning med dele af andre centerforslag, som omfattede Forskningscenteret for Skov og Landskab, Landbohøjskolen, Dansk Jordbrugsforsknings forskningscenter i Foulum, Landbrugs- og Fiskeriøkonomisk Institut, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) samt Aalborg Universitet.

I september 1997 godkendtes centeret endeligt under navnet »Foranderlige landskaber – Center for Strategiske Studier i Kulturmiljø, Natur og Landskabshistorie«.

Projektet

Jeg har valgt at fortsætte med udforskning af et felt, som jeg har haft en nær berøring med gennem de seneste 10 år, og som har stor relevans for forståelsen og forvaltningen af i hvert fald østdanske landskaber, nemlig hovedgårdslandskabet. I den 10-årige periode er der på Fyn lagt stor vægt på registrering og formidling af hovedgårdslandskaber.[4] Dette har på den ene side bragt forståelsen af hovedgårdens indflydelse på sine omgivelser et væsentligt skridt videre, og flyttet fokus væk fra eller i hvert fald udenfor bygnings- og parkhelheden og over til ejerlavet, som er de arealer, som hovedgården selv dyrkede, og som stadig er matrikuleret som hovedgårdsjord. På den anden side har dette arbejde afdækket, at det anvendte undersøgelsesområde – hovedgårdens eget ejerlav – ikke yder problemstillingen vedrørende hovedgården i landskabet fuld retfærdighed.

Taler man om hovedgårde kan disse betragtes fra mange vinkler. Den traditionelle er fokusering på hovedbygningen, og hvis parken inddrages, er der tale om en helhed. For de fleste mennesker er en »herregård« lig med hovedbygningen og eventuelt parken. Imidlertid kan man også argumentere for, at helheden omfatter avlsbygninger og medarbejderboliger i hovedbygningens nærhed. Det gør den i hvert fald driftsmæssigt. Hvis man bevæger sig ud i det landskab, som hovedgården historisk set har domineret, er ejerlavet, som den stadig ofte ejer, en nærliggende enhed, som i dag i høj grad bidrager til gårdens opretholdelse. Hvis man ikke vil begrænse sit synsfelt hertil, bevæger man sig ud i de områder, hvor fæstegodset indtil overgangen til selveje var lokaliseret, og til parterne i et bredere samspil – andre hovedgårde under godset, bøndergårde, møller, ladepladser, teglværker, hammerværker, skoler, kirker, samarbejds- og handelspartnere og meget mere. I realiteten bevæger man sig fra lokalstudier til regionalstudier. Emnet for studierne udvider sig tilsvarende fra relativt få og relativt enkle elementer til snart sagt utallige og så komplicerede sammenhænge, at de grænser til at være uigennemsigtige. Ikke desto mindre er det min erfaring, at hovedgården i landskabet ikke kan begrænses til hovedbygninger og næromgivelser. Skal man forstå landskabsudviklingen i bondelandet, må man meget ofte gå vejen ad den nærmeste hovedgård, og muligvis gemmer der sig stadig en række levn, herunder også bygninger, hvis eksistens direkte eller indirekte skyldes hovedgårdene, uden at det vides i dag.

Hovedgårdslandskabets afgrænsning og forvaltning kan hurtigt blive en kompliceret affære. Skal der være tale om relativt nære visuelle eller æstetisk betingede grænser, eller skal man anlægge et kultur- og regionalhistorisk synspunkt? Disse spørgsmål lader sig ikke besvare, før der er gennemført mere detaljerede undersøgelser, som viser noget om omfanget af de bevarede levn, der knytter sig til en given hovedgård eller godskompleks. Derfor er det et hovedmål for forskningsprojektet at afdække udstrækningen af hovedgårdens interesses-/dominanssfære og omfanget af bevarede levn heraf. I konsekvens heraf vil jeg gerne belyse truslerne mod hovedgårdslandskabets bærende elementer og strukturer og diskutere, hvorvidt den herskende bevaringsindsats er tilpasset behovet.

Et interessant underaspekt i forbindelse med projektet er, hvilken betydning en tidlig h.h.v. sen overgang til selveje har haft.

Mit forskningsprojekt skal orienteres mod de tre regioner, som er udvalgt som centerets fælles udgangspunkter. De er beliggende på Nordfyn, i Sydvestjylland og i Østjylland. Mine »cases« skal helst findes her. På den anden side forudsætter projektet et godt historisk kildegrundlag, som kan belyse landskabslevnenes historie, og for nærværende er det ikke klart, hvor det forefindes. Der skal i projektet naturligvis tages skyldigt hensyn til tilsvarende dansk og udenlandsk forskning.

Som belyst ovenfor kan hovedgårdens indflydelse opfattes som utroligt righoldig og kompliceret. Det er derfor nødvendigt at begrænse den grundlæggende undersøgelsesindsats til væsentlige og bærende strukturer. Blandt disse står bebyggelsen centralt, ikke mindst fordi ejendomme/ bygninger og anlæg knyttet hertil er dyre og forholdsvis bestandige investeringer, ligesom man desuden har et håb om i rimeligt omfang at kunne finde historiske kilder. Bygninger og ejendomme kan være med til at belyse produktions- og handelsrelationer såvel som sociale og klerikale forhold. Spor af naturudnyttelsen er imidlertid også vigtige og skal belyses.

Ligeledes af hensyn til projektets omfang er det nødvendigt at begrænse sig m.h.t. antallet af hovedgårde, der indgår som »cases«. Et stort godskompleks som et baroni eller grevskab kan eksempelvis omfatte mange hovedgårde og flere hundrede bøndergårde og huse. Ydermere er et godskompleks dynamisk, således at de tilknyttede hovedgårde og andre bebyggelser ikke til enhver tid har været de samme.

Indtil videre er det min hensigt at analysere ét større, velvalgt (fynsk) godskompleks og to mindre i de øvrige studieområder. Metoden og antallet af belyste strukturer må efter nærmere overvejelse tilpasses mulighederne.

Samarbejdet indenfor »Foranderlige landskaber«

Det ligger i kortene, at centerforskerne skal indgå i så tætte samarbejdsrelationer som muligt. Desuden skal deltagerne generelt berige hverandres projekter med nye synsvinkler. Centerprojekterne kan inddeles i fire hovedgrupper, som hver især omfatter 1-8 projekter.

  1. Kulturmiljø og landskabshistorie
  2. Fremtidsscenarier
  3. Naturkvalitet i terrestriske økosystemer og
  4. Bæredygtig arealanvendelse i kystnære områder

Beslægtede med hovedgårdsprojektet er a-projekter om:

  • Kulturlandskabelige informationssystemer
  • Historiske makroskala-relationer
  • De koloniserede landskaber, specielt vådområder
  • Moderne landbrug og dets forhold til strukturer

– og b-projektet:

  • Ejendomsstruktur og landskab

Perspektiver

Det er væsentligt for forskningsprojektet at bidrage til udviklingen af effektive identifikations-, registrerings- og bevaringsredskaber, så de meget markante historiske hovedgårdsindslag i det danske landskab i fremtiden kan eksistere i pagt med udviklingen. Et væsentligt kriterium for hele den statslige forskningssatsning er at fremme bæredygtigheden. Konkret ser vi i Odense Bys Museer desuden gerne, at vort gode samarbejde med de forvaltende myndigheder fortsætter ind i det nye årtusinde. Endelig ligger der et fjernt, men ikke helt urealistisk perspektiv om ad åre at etablere et museum om hovedgården i landskabet. Odense Bys Museer besidder allerede i dag et godt udgangspunkt herfor i hovedgården Hollufgårds bygninger og parker.

Noter

  1. ^ Miljø- og Energiministeriet, »Opgørelse over behovet for forskning på miljø- og naturområdet, 1996 og Samme »National Strategi for Dansk Miljø- og Energiforskning, 1996.
  2. ^ Miljø- og Energiministeriet, Kulturministeriet, Forskningsministeriet, Boligministeriet, Kirkeministeriet, Undervisningsministeriet og Fødevareministeriet.
  3. ^ Forskningsministeriet, »Opbygning af viden på kulturmiljøområdet«, 1997.
  4. ^ Fyns Amt, »Hovedgårdsregistrering i Fyns Amt«, 27 bd., 1995-96 og Anders Myrtue, »Guide til fynske slotte og herregårde«, 1997.

©