Fra Ottilies dagbog

Den unge Comediantspiller

Der er mennesker, der sent går af minde! Det gælder ikke mindst de mere velformulerede, der lever længe nok til at gøre sig gældende, til at riste sig runer indenfor videnskab, kunst og litteratur. Og her kan vi uden overdrivelse nævne Hans Christian Andersen, hvis produktion findes på reolerne verden over, som endnu læses flittigt, og hvis liv og levned endnu granskes fra alle synsvinkler. Der er snart ikke den sten, der ikke er vendt og drejet. Og dog kan det pludseligt ske, at hidtil usete sten arbejder sig op til jordens overflade, hvor de vækker samme fryd som et overset stykke chokolade i de udpinte kræmmerhuse på barndommens juletræ.

Og så er der dem, der skrev til chatolskuffen, hvor breve og dagbøger kunne bero i generationer, indtil deres tid kom. Mange af disse ofte meget gamle beretninger om forgangne tilværelser kan være særdeles spændende læsning indenfor slægten, men gemmer de stjernestøv mellem de skørnede blade, fortjener de at komme for et større forum. Dette gælder så sandelig Ottilie Christensens dagbøger fra tiden 1810-24, som i en trinløs skala på 5475 dagsberetninger dækker en ung piges udvikling fra hun var 10 til 25 år.

De 15 små hjemmegjorte dagbøger med gnidret gotisk skrift havnede ad omveje i min chatolskuffe. Min oldefar, Jens Sophus Brandt,[1] var præst i Ollerup fra 1838 til 1898. I de 58 af de 60 år sad Ottilie som nabo i enkesædet »Stensero« og voksede sammen med familien, hvis børn i flere generationer aldrig forsømte en hilsen til hende i deres breve hjem. Min mor[2] huskede hende udmærket. Min morfar, forfatteren Peder R. Møller,[3] sikrede sig ved en auktion Ottilies dagbøger, og således blev de indlemmet i slægtsarkivalierne, der nu befinder sig hos mig.

Ottilie traf både St.St. Blicher og H.C. Andersen, før de blev kendt, og det er om mødet mellem Ottilie og den ganske unge H.C. Andersen, det følgende skal handle.

En præsentation af H.C. Andersen skulle være unødvendig. Men om Ottilie Christensen kan følgende oplyses: født i 1799 og død i 1896 er hun nær ved at have levet i 3 århundreder. Hun var datter af provst Jacob Christensen[4] i Ollerup, og bortset fra ophidsende rejser i det jyske og på Fyn, levede hun hele sit liv i Ollerup – indtil faderens død i 1821 i den smukke gamle Ollerup præstegård, og siden sammen med moderen[5] og søsteren Christine[6] i det nærliggende enkesæde »Stensero«. Hun var simpelthen Ollerup i 1800-tallet! Vil man vide noget om livet i de sydfynske præste- og herregårde i begyndelsen af forrige århundrede, kan man ikke gøre noget bedre end læse Ottilies dagbøger. Man får indblik i husførelsen og i det hvirvlende samkvem, en daglig renden sammen mellem i hvert fald 4-5 familier. Vejene blev trådt flade af de mange rappe fødder, der trak spor mellem Ollerup, Vester Skerninge, Øster Skerninge og St. Jørgens præstegårde samt herregårdene Bejerholm, Rødkilde, Hvidkilde og Skjoldemose, steder hvor også H.C. Andersen senere kom på besøg. De store børneflokke havde det aldeles pragtfuldt sammen, og når dagens dont i hus og have var tilendebragt, »legte« og dansede man for et godt ord og fulgte hinanden hjem i pendulfart for om muligt at få snakket af.

I Ollerup præstegård logerede ofte venner og »Bekjendtere«, blandt dem provst Christensens tidligere studiekammerat, biskop Plum[7] med familie, ofte ca. 8 liggende gæster i ugevis. Sligt var almindeligt blandt venner, og derfor fandt familien Christensen det samme gæstevenskab i Odense bispegård. I sensommeren 1819 skulle Ottilie rejse til familie i Jylland og blev tilbudt at lægge vejen om ad Odense i nogle dage, hvilket modtoges med begejstring. Men tiden gik, uden at det var Ottilie muligt at skaffe sig kørelejlighed til Jylland – eller til Ollerup. Humøret sank under nulpunktet. Den velopdragne unge pige søgte at skjule sin uro for de elskelige værtsfolk, men bispinden havde øjne at se med og ville gerne adsprede sin unge gæst.

Således noterer Ottilie den 30.8.1819 efter den obligatoriske vejrberetning: »Hen paa Eftermidagen gik: Bispinden, Oline, Marie, Hr: Sören og jeg til Hr: Bogtrykker Hempels;[8] Vi kom strax op paa et Opservatorium, som Hr: Hempel har ladet bygge oven paa et Baghuus. Man kan der see 4 Miil ind i Landet, og Han har en prægtig Kikkert. Vi var der 2 Timestid; Vi drak The oppe i Höiheden, i et meget nydelig lille Værelse; som vi sad, hörte vi en smuk Musik, en Vienervalts – og see – en liden Snustobaksdaase i et Skab, frembragte disse skiönne Toner; – vi var ogsaa inde at see Bogtrykkeriet og saa gik vi Hiem. -«. Som bekendt kom denne bogtrykker Hempel til at spille en rolle i publiceringen af H.C. Andersens værker.

Ollerup præstegård, set fra syd. Fotografi ca. 1900. Præstegården beboedes 1797-1821 af sognepræst, sen. provst Jacob Christensen og hans familie, deriblandt datteren Ottilie. Efter provstens død flyttede enken og døtrene til det endnu bevarede enkesæde »Christencero« (Stensero).

Men torsdag den 2. september kommer tilfældet den gode bispinde til hjælp i hendes bestræbelser for at glæde sin unge gæst. Ottilie noterer bl.a. i sit dagbogsblad:

»Om Midagen var her en Skoemagerdreng (16 Aar) og bad om lidt Reisepenge da Han i Morgen skulde reise til Kiöbenhavn hvor Han er bleven andtaget og skulde lære ved Theatret, da Han har et stort Talent til at spille Comedie, og bestiller ei andet Hiemme end spiller Comedie; Bispinden bad Ham at komme igien i Aften og spille os nogle Comedier da her var en fremmed Dame (det var mig) som de giærne Øndskede at more; Han var strax villig og vimsede som en lille affectert Herre ud. af Dören; Henimod Aften, som vi sad og syede kom der en fremmed Herre og Dame ind af Dören; jeg hafde netop begyndt at ærgre mig over at de kom og forstyrrede os af vores herlige Roelighed, da jeg opdagede at det var min kiære Mine og Hr: Eiler Bÿlov;[9] dem hafde den gode Bispinde sendt Bud til og bedet, da Hun viste at det vilde være mig en behagelig overraskelse. Den Herre Comediantspiller kom i Mörkningen, men saasom der var 2 Fremmede Herrer og talte med Bispen og Bispinden, og imidlertid sad alle vi unge og pratede oppe i Sahlen) saa kunde Comedien ikke gaae for sig, for de Herrer var gaaet, Kl: omtrent 8, men saa blev Lysekronen tænt i Stuen og vi samtlige (Hr: Hegelund[10] var der ogsaa) stillet i en Kreds i Stuen og i samfulde 2 Timer opförte den liden Herre, en Persohns Rolle af forskiellige Comedier og Tragedier; meget af det giorde Han godt, men det morede os meget hvad enten Han giorde slet eller godt, de muntre Roller spilte Han best, men naragtig nok var det at see naar Han spilte en fölsom Elsker Roller, knælede eller besvimende, thi da tog Hans store Födder sig just ikke ret godt ud; nu vil vi see om de kan faae et bedre Sving i Kiöbenhavn, maaskee Han med Tiden kan fremtræde som en stor Mand paa Theatret. Vi fik om Aftenen: skaaren Smörrebröd og Rödgröd, vores Skuespiller spiste ogsaa, men i störste Hast for ei at spille Tiden til at vise sit Talent. – Kl: 10 1/2 takkede Bispinden Ham for i Aften, og saa gik Han Hiem; noget efter gik Mine, Eiler og Hegelund; Det var en meget behagelig Aften for mig; denne overraskelse var mig meget angenehm.-«

Ja mon ikke! Ottilie har mødt et fænomen, en ånd af de sjældne i et ungt ledeløst legeme, en ånd der ikke helmer, men ubønhørligt baner sig vej ud mellem sidebenene hos den kejtede hvalp og forlener ham med et ufrivilligt komisk skær, og det hvad enten han vil eller ej! Men han vil gerne, åh så gerne, »Han bestiller ei andet Hiemme end spiller Comedie!« Denne drift under ham ikke engang madro, han sluger bispindens lækre traktement for så hurtigt som ske kan atter at træde op og vise det talent, som har gjort et uudsletteligt indtryk på øjenvidnerne – og som 170 år senere fik pulsen til at stige hos finderen af dette hidtil ukendte, men dugfriske situationsbillede af drengen H.C. Andersen, umiddelbart før han tager springet ud i det uvisse.

Ottilie benede ved hjemkomsten til Ollerup sporenstregs over til sine hjertens veninder, Hanne og Eline Bredsdorff,[11] døtre af provst Morten Thomsen Bredsdorff[12] og Ellen Cathrine Bredsdorff[13] (mine tip-tip-oldeforældre). De havde så meget at »gjennemgaae«, heriblandt givetvis oplevelsen med den barokke unge »Comediantspiller« fra Odense. Heraf Eline Bredsdorffs bemærkning i sit brev til søsteren Hanne i 1822: »Spørg Ottilie om hun kan huske den lille Skomagersøn fra Odense . . .«[14] Eline oplevede ham for fuld udblæsning hos sin moster og onkel, etatsråd Collins[15] i København.

Bispinden havde forhåndskendskab til H.C. Andersen, derfor beder hun ham om at komme igen om aftenen og optræde for dem. Han kom som sendt fra himlen, når det gjaldt om at adsprede Ottilie. Hun inviterer et helt lille selskab til at overvære forestillingen, Ottilies nære venner, Mine og Ejler Bülow, der netop var i Odense på familiebesøg, samt skoledisciplen Hegelund.

Det var ikke første gang, H.C. Andersen blev opfordret til at underholde i de større huse i Odense. I sin »Levnedsbog« skriver han bl.a.: »Det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling, min Læselyst, og min smukke Stemme, gjorte Folk opmærksom paa mig.« Mangen sommeraften sad han nede ved åen og sang sine improvisationer, vel bevidst om at man lyttede inde bag plankeværket ved siden af hos justitsråd Falbes.[16] »- Saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig, »den lille fynske Nattergal.« – Jeg var saa uhyre barnlig, Alle kunde lide mig! – En Aften blev jeg hentet til Biskop Plums. Her var Oberst Guldberg,[17] han blev forbauset over mig, fandt noget Ualmindeligt hos mig, sagde jeg skulde komme til ham. Alle gjorte de af mig, og jeg følte mig saa lykkelig. – «

Ja, det var i bispegården, kontakten med oberst Høegh-Guldberg, en nær ven af bispefamilien, blev sluttet. Han har fremfor nogen ført Andersen ind i de højere kredse, det var således ham, der fremstillede ham for prins Christian, den senere Christian den Ottende.[18] Havde familien Guldberg ikke været bortrejst, havde den sikkert været med under lysekronen i bispens stue hin 2. september 1819. Høegh-Guldberg kunne kende et geni, når han så det, men han var også den, der tog praktisk på tingene, modsat den fremfusende unge mand. Forskellen på de to har Høegh-Guldberg meget slående givet udtryk: »Vi to ere splitterpine forskjellige i vore Anskuelser af Livet. Følelse og Phantasie spiller hos Dem Hovedrollen; hos mig træder en tredie Hovedperson op, og det er Fornuften!« Romantikken contra rationalismen!

H.C. Andersen bad bispinde Plum om rejsepenge, han skulle til København, hvor han var blevet antaget for at skulle lære ved teatret, sagde han. Det viste sig siden at være ønsketænkning. Men han droges af »en aldeles uforklarlig Drift», der sandt at sige blev smukt stimuleret af godtfolk. Alle udbrød de, at han skulle da til teatret! »- og jeg begyndte at faae en Idee derom.« En ide der blev til en hel besættelse hos ham og fik ham til at løbe storm mod Det Kongelige Teater med beundringsværdigt mod og ukuelig stædighed trods de mange nederlag.

Skuespilleren Ferdinand Lindgreen,[19] teatrets store komiker og Holbergspiller, tog sig i nogen grad af H.C. Andersen i dennes første svære tid i København, men han rystede opgivende på hovedet af ham og hans ildhu for at blive skuespiller: »Ja men Herre Gud, kjære Barn, Deres Udvortes er Dem imod, saadan en lang, mager Helt leer saa Gud, Folk af! men lær kun Rollen!« (en meget rørende rolle fra »Corregio«.)

Men tilbage til bispegården i Odense! Med få ord rammer Ottilie hovedet på sømmet: »Han var strax villig, og vimsede som en lille affectert Herre ud af Dören; -«. Han var i sit es, han var villig til at spille komedie og agere ligemeget hvor og for hvem! Han kunne det meste af Holberg på fingrene, og hermed hensatte han i første omgang de ellers så synftige arbejdskammerater på klædefabrikken[20] i en måbende lammelse. »Jeg vandt dem strax, skjøndt de vare meget raae, de vilde at jeg skulde blive ved.« Men det var en stakket succes. Svendene sang nu deres uanstændige viser, H.C. Andersen blev rød som blod og gav sig til at græde, »jeg var saa uskyldig.«

H.C. Andersens hukommelse var formidabel. »Jeg havde et særligt Nemme, lærte hurtig udenad, -«. Alene ved at se en forestilling på Odense teater 2 gange kunne han recitere flere roller udenad. Det bringer tankerne hen på en anden genial hjerne, Mozarts. Denne hørte som dreng i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet en messe, hvis noder man vogtede over som en statshemmelighed. Men efter at have hørt messen een gang kunne den ganske unge Mozart nedskrive den node for node!

Ottilie nævner desværre ikke noget om repertoiret. Man kan dog næsten gå ud fra, at selskabet har fået en del scener fra Holbergs komedier, der stod H.C. Andersens hjerte nær fra den allertidligste barndom, hvor hans far, skomageren,[21] læste højt af Holberg om aftenen. Komedier og tragedier vekslede, og »meget af det giorde Han godt, men det morede os meget, hvad enten Han giorde slet eller godt, de muntre Roller spilte Han best, men naragtig nok var det at see naar Han spilte en fölsom Elsker Roller, knælede eller besvimende, thi da tog Hans store Födder sig just ikke godt ud; -« Det skulle vel ikke være Johan Herman Wessels »Kierlighed uden Strömper«? Det ligger snublende nær at forbinde den unge skuespillers smægtende attituder og falden i elskovs svime med denne »Tragedie«, som H.C. Andersen udtrykkelig nævner i denne tid. Man kan se ham for sig, lang og svajet – en mager helt – i positur med begge hænder presset mod hjertet, mens han på godt fynsk messer:

Paa mit Hiertes Skorsteen brænder
En Harpixet Elskovs Brand –

Som bekendt stikker alle sig i sidste akt på heltevis, og dette stykke var netop et af forbillederne for H.C. Andersen, da han skrev sin første tragedie, »Abor og Elvire«. I »Levnedsbogen« hedder det: »Nu læste jeg ellers den første Tragedie og det var et Melodram »Ariadna paa Naxos«, det næste stykke var »Medea« og derpå Wessels Kjærlighed uden Strømper; i alle disse traf det sig nu, at alle Personerne døe; da jeg derfor vilde skrive selv et Stykke, var jeg i stor Forlegenhed med at faae Livet af dem Alle.« Det lykkedes dog i bedste Romeo-og-Julie-stil.

Odense bispegård, set fra nord. Fotografi ca. 1905. – Bispegården opførtes – eller ombyggedes – i den viste skikkelse under biskop Peter Hansen (biskop 1803-10). Bispegården beboedes 1811-34 af biskop Frederik Plum, hvis hustru hidkaldte den ganske unge H.C. Andersen 2. sept. 1819.

At Ottilie under disse gribende scener har haft svært ved at se bort fra hans store fødder, er forståeligt. De var vist svære at overse. H.C. Andersen vidste det godt selv: »Skoene vare frygtelig store, thi min Fod voxede, sagde man, derfor maatte de ikke være for smaae.«

H.C. Andersen var nylig blevet konfirmeret og har sikkert under sine besøg hos »fornemme Folk« været iført sine konfirmationsklæder, hvor støvlerne – de første han havde ejet – spillede en for hans rette andagt højst distraherende rolle. Hvo kan da tvivle om, at det er disse, der har spillet en så fremragende rolle under besøget i bispegården? Med stor selvironi skriver H.C. Andersen i sin »Levnedsbog« om sig selv på kirkegulvet: » – jeg syntes jeg var grumme peen. For at nu alle Folk skulde see at jeg havde Støvler paa, lod jeg Beenklæderne putte ind i Støvlerne og stod nu nok saa stolt. Mit Hjerte bankede af hellig Ærefrygt for Gud, jeg var from og uskyldig, dog kom der saa mange verslige Tanker i mit Bryst, om mine knirkende Støvler, mit store Kalvekryds, jeg syntes selv det var fæle syndige Tanker og bad vor Herre dog ikke være vred paa mig. – « Nej, mon han har kunnet nænne det?

Da H.C. Andersen i København opsøger solodanserinden Madam Schall,[22] finder han det dog mest passende at sætte sit fodtøj i en krog og danse rundt på hosesokker for den store dame.

Ottilie udtaler håbet om, at hans store fødder kan få et bedre sving i København, så han kan fremtræde som en stor mand. Den spådom gik i opfyldelse, omend det ikke blev på de skrå brædder. Om sin kejtethed skriver H.C. Andersen med stor selverkendelse i forbindelse med sin optræden hos den venlige Commandeur Wulff:[23] »Jeg skal have været overordentlig komisk, fuld af Liv og Naivitet, hvoraf den sidste ret contrasterede med min Alder og Størrelse. – Mine Manere vare ogsaa frygtelig keitede, der i Grunden opstod af Forfængelighed og Frygt for at man skulde opdage Mangler i min tarvelige Paaklædning. – At Kjolen var for kort, der for holdt jeg i Ærmerne. – Med Benene gjorte jeg underlige Sving for at Pantolonerne ikke skulde glide formeget op om Støvlerne og disse var ogsaa traadt noget skjæve, som jo maatte skjules. Herved kom jeg virkelig i nogle slemme Vaner med min Krop, som jeg af mange Grunde ikke turde holde lige; saaledes var jeg i den største Kamp med ydre Former og den største indre Naturlighed. -«  Ak, ja, den grimme ælling er vokset i sin ham siden konfirmationen!

At han var aparte, vidste den opløbne dreng kun altfor godt. At han blev kanøflet derfor blandt børn og voksne, finder sit forædlede udtryk i eventyret om »Den grimme Ælling«. Men H.C. Andersen var i besiddelse af en indre styrke og tro, der bar ham gennem trængslerne og lod ham folde sig ud til en dejlig svane. Han havde en indre kerne, hvoraf han kunne drage næring. Der skulle ikke mere til end en ydmyg stikkelsbærbusk, den eneste i den lille have derhjemme. Under denne kunne kan sidde og fabulere året rundt: » – der sad jeg og saae ind i Stikkelsbærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de vare smaae, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og naar jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke Øjnene, saa at man tilsidst troede, at jeg havde et daarligt Syn, uagtet just dette var og er mærkeligt skarpt hos mig.«

Af sensationer bringer Ottilie ikke store sager – det skulle da lige være, at 19 minus 5 her giver 16! Men lad det ligge! Ottilie er skarpt iagttagende, og hun tegner et levende billede af den unge H.C. Andersen på vippen før springet ud på dybt vand. Sammenholdt med H.C. Andersens åbenhjertige selvportrætter fra denne tid virker dette snapshot ægte. Hun tager os med ind i bispens stue i kredsen under den tændte lysekrone, hvor man føler sig henrevet i samfulde 2 timer af denne dirrende sjæl, der i en tilsyneladende uudtømmelig strøm deklamerer, agerer, improviserer, opfører snart én, snart en anden rolle, komedie og tragedie imellem hinanden, med fagter og attituder, snart hist, snart her, for til slut i elskovs kval og pine at segne til jorden med patetisk strittende undersåtter! Man er med ved bispindens bord, hvor den unge comediantspiller i nervøs hast sluger det lækre traktement for atter at træde op og vise sit talent, mens man ved bordet udveksler sigende smil!

Ved borgerlig sengetid, kl. 10½, byder bispinden ham godnat og tak – og således udrandt da H.C. Andersens fynske barndom!

 

Noter

  1. ^ Brandt, Jens Sophus (1812-1898), sognepræst i Ollerup.
  2. ^ Grau, Ellen (1884-1965) født Møller.
  3. ^ Møller, Peder Rasmus (1848-1926), Vester Skerninge, gårdejer og forfatter.
  4. ^ Christensen, Jacob (1757-1821), provst i Ollerup.
  5. ^ Christensen, Margrethe Christence (1760-1839), født Behr, provstinde i Ollerup.
  6. ^ Christensen, Gertrud Christine (1793-1876).
  7. ^ Plum, Frederik (1760-1834), fra 1811 biskop i Odense, g.m. Marie Sophie (1765-1829), f. Munk.
    Plum, Oline, Marie, Søren – børn af ovenstående.
  8. ^ Hempel, Søren (1775-1844), boghandler- og trykker i Odense.
  9. ^ Bülow, Ejler (1802-80) og Mine (1807-82), børn af oberst A. G.J. Bülow, Svendborg.
  10. ^ Hegelund, skolediscipel i Odense o. 1819 ?
  11. ^ Bredsdorff, Johanne Henriette Jacobe (1797-1888) og Martine Eline (1806-1888).
  12. ^ Bredsdorff, Morten Thomsen (1757-1841), provst i Vester Skerninge.
  13. ^ Bredsdorff, Ellen Cathrine (1763-1827), født Hornemann, provstinde i Vester Skerninge.
  14. ^ Elias Bredsdorff, »Anderseniana« 1983, s. 161.
  15. ^ Collin, Henriette Christine (1772-1845), f. Hornemann og Jonas (1776-1861), etatsråd.
  16. ^ Falbe, Christian Andreas (1769-1838), herredsfoged og Ellen (Eline) Kirstine, født Bech, tidligere skuespillerinde.
  17. ^ Høegh-Guldberg, Christian (1777-1867), oberst Odense.
  18. ^ Christian, prins ( 1786-1848), fra 1815 guvernør på Fyn med residens i Odense, 1839-48 dansk konge, Christian den Ottende.
  19. ^ Lindgreen, Ferdinand L. V (1770-1842), skuespiller ved det kgl. teater.
  20. ^ Kochs & Hirschfeldts Klædefabrik i Klaregade i Odense.
  21. ^ Andersen, Hans (1782-1816), friskomager, H.C. Andersens far.
  22. ^ Schall, Anna Margrethe (1775-1852), solodanserinde.
  23. ^ Wulff, Peter Frederik (1774-1842), kommandørkaptajn, København.

Alle H.C. Andersen-citaterne er fra »H.C. Andersens Levnedsbog« ved H. Topsøe-Jensen, (Det Schønbergske Forlag, 1962).

 

©