Franciskanerklostret i Svendborg

En foreløbig beretning om udgravningerne på banepladsen i vinteren 1975-76

Da trykluftboret den 14. november 1975 gik igennem asfalten i Frederiksgade og videre ned i den solidt opførte nordmur i den gamle klosterkirke, for derefter at vige pladsen for en altædende rendegraver, der fræsede ind i gravkælderen på det tidligere Hardenbergske Kapel og fjernede såvel en del af de salig gravlagte, som det omhyggeligt lagte flisegulv i rødt tegl – ja, da gik et længe næret ønske hos undertegnede i opfyldelse, selv om præludiet til denne gravning bevægede sig på kanten af det lovlige … [1]

Siden den systematiske kortlægning af middelalderens Svendborg påbegyndtes i 1972, havde man spejdet efter en chance for at stifte nærmere bekendtskab med Nordens 4. ældste kloster af franciskanerordenen – og de mulige kulturlag, der lå under. Lejligheden bød sig, da DSB skulle have lagt en kloakledning fra et oliesamlebassin på spor 1 ud for Svendborg station til den store hovedledning med samlebrønd i Frederiksgade. Skæbnen har villet det så, at man ved anlæggelsen af Frederiksgade i slutningen af forrige århundrede placerede gaden i klosterkirkens længderetning Ø-V, således, at tekniske installationer i gade og fortov gang på gang har øvet vold mod de betydelige bygningsrester, der ligger umiddelbart under asfalten. At det forholdsvis begrænsede område, udgravningerne fandt sted på, skulle afgive så mange vidnesbyrd om klosteranlægget, havde ingen i sin vildeste fantasi forestillet sig. Bortset fra årstiden – snefald og frost sinkede arbejdet meget – tør man vist roligt sige, at heldet var med os.

Fig. 1. Svendborg i Peder Hansen Resens Adas Danicus, 1667. (Det kgl. Bibliotek, Uldall 186, IV fol.) 3 = klosterkirken.

Klostret i Svendborg blev oprettet på initiativ af Valdemar Sejrs slotsfoged Astrad Fracki i 1236 – 4 år efter at det første nordiske kloster af denne orden var blevet stiftet i Ribe – og kun 10 år efter at den hellige Franciscus af Assisi var død. I 1234 kom turen til Slesvig, Viborg 1235, og i 1236 stod Randers i øvrigt ligeledes for tur. At byen er blandt de første i Skandinavien, der får franciskanere, styrker formodningen om, at Svendborg fra begyndelsen af det 13. århundrede har været et bysamfund med betydelig økonomisk styrke, som kunne virke attraktiv på de fromme munke, der helt og holdent var henvist til de almisser, de kunne få fra den befolkning, de skulle virke hos. Der synes ikke at være tvivl om, at Svendborg kom til at nyde godt af den højkonjunktur, Østersøhandelen førte med sig, da Valdemarerne havde konsolideret sig i 2. halvdel af 12. århundrede og som i løbet af det 13. århundrede overtoges af de nordtyske byer.

Franciskanermunkenes påklædning gav dem i folkemunde navnet gråbrødre. Deres dragt bestod nemlig af en tunika med hætte af simpel ufarvet vadmel, et reb som bælte og benklæder. Fodbeklædning tillodes heroppe i det kolde Norden, men var ikke nødvendig. Fattigdomsløftet opfattedes rigoristisk, således at ikke blot personlig, men også fælles ejendom og faste indkomster afvistes. Disse idealer holdt dog slet ikke i længden hos os, hvor den tiltagende verdsliggørelse af kirkelivet faldt mere og mere i øjnene. I sidste halvdel af 1400-årene vandt derfor en strengere retning frem herhjemme – tilhængerne kaldtes observanterne, som efterhånden med kongens – Christian I’s – hjælp fik reformeret en række danske klostre, og de fortrængte i Svendborg i 1473 de »gridske« konventualer, der var betegnelsen for borgerliggjorte munke. Hvor meget det så har grebet ind i brødrenes tilværelse er en anden sag. I hvert fald synes de ikke at have rejst indvendinger mod den ejendomsudvidelse, kong Hans’ dronning Christine, vistnok med bistand fra den daværende borgmester Per Guldsmed, skaffede klostret ved at fratage byen nogle huse og jordstykker, som hidtil havde udgjort en del »af bysens stræde og omløb ned til stranden.«[2]

Klostrene har bidraget meget til at præge livet i de forholdsvis små købstæder. Herfra drog munkene ud i byen og på landet for at tigge – men dette var kun den ene side af deres arbejde. Langtfra alle tiggede, – således vides en del at have udøvet et håndværk. En hovedsag for dem var at prædike – deres prædikener var af en jævn, folkelig art uden noget skræmmende lærd apparat, som senere de lutherske præster mødte med. En tredie side af deres virksomhed var det sociale arbejde. Ligesom Frelsens Hær i vore dage arbejdede de gerne mellem de laveste samfundslag og søgte at skaffe disse mere menneskelige livsvilkår. De stiftede også hittebørnshospitaler og sygehuse, sørgede for fanger og bragte de dødsdømte den sidste trøst. At så mange franciskanere døde under den sorte død o. 1350 viser, at de ikke gik af vejen for smittefaren. Indretning af Skt. Jørgensgården ved Svendborgsund sættes almindeligvis i forbindelse med deres tilstedeværelse i byen.[3] I alt fordelte franciskanernes 26 danske ordenshuse sig på 5 kustodier – inspektionsområder – Ribe, Viborg, Odense, Roskilde og Lund.

Fig. 2. Klosterkirken i Thorins streg. Vinduet i midten er senere tilføjelse. Til venstre ses gavlen på vestfløjen, som anvendtes til Latinskole. (Original i NM II’s arkiv.) Foto E. Nikolajsen.

Om anlægget af klostret i Svendborg giver Peder Olsen[4] ganske gode og fyldige oplysninger. Astrad Fracki foranledigede, at munkene fik overladt en stor grund i den nordøstlige del af byen nede ved stranden; – muligvis strakte arealet sig helt hen til den nordlige del af byens befæstning.[5] – se fig. 1. Formodentlig er klostret, som det kan ses af dets segl, indviet til Skt. Katarina, færdigbygget i 1276, da ordenen holdt provinskapitel (d.v.s. møde med repræsentanter fra hele landet) i byen.

De små brødre eller minoriterne (fratres minores), som de også kaldes, synes imidlertid hurtigt at blive formuende takket være en stadig strøm af gaver til klostret; således skænker biskop Regner i Odense i 1267 en grund, »mellem kirken og den vej, som fører fra Fisketorvet til kysten foruden gaver som bøger og andet«.[6] Der kendes en del testamentariske gaver til klostret – det er i den ældre tid pengegaver, senere naturalier, f.eks. skænkede Mogens Gøje i 1514 4 pund korn og en fjerding smør.[7]

I 1361 indvies en ny toskibet kirke, der må være identisk med den i 1828 nedrevne – se fig. 2 – herom senere. Da hele klosterkomplekset stod færdigt, var det et anseligt anlæg: mod syd klosterkirken, mod vest, nord og øst fløje, som sammen med kirken indrammede klostrets gård. Nord for dette anlæg lå den tofløjede Priorgård, senere kendt som Klostergården, hvortil sluttede sig ladebygninger og andre småhuse. Hertil kom så klosterhaven, der gik ned til stranden, samt en abildgård. Kirkegården er flere steder ved anlægsarbejder påvist syd og vest for kirken. Jvf. fig. 18. Endnu så sent som i 1505 er der arbejdet på klostret, for da ankom 6.000 mursten fra Langeland som en gave fra Dronning Christine.

Reformationen kom sent til Svendborg. Ganske vist udsteder Frederik I i 1530[8] brev om, at byens borgmestre og råd måtte annamme klostret og kirken, »når gråbrødrene udaf klostret udgå og det opgivendes vorde.« Kirken skulle være sognekirke og klosterbygningerne anvendes til hospital »til fattige, syge og såre menneskers opholdelse.« Men hverken denne henstilling eller de efterfølgende formåede at få borgerne i Svendborg til at vende munkene ryggen. Først da lykken vender for byen under Grevens Fejde, hvor Johan Rantzau efter slaget på Øksenbjerg i 1535 lod Svendborg plyndre som straf for holdningen til Christian III, formodes munkene at have forladt »Svendborg fåre-sti«.[9] Dette udtryk stammer fra 1533, hvor reformationstilhængere omtaler munken Niels Pedersen som »den grå ulv i Svendborg fåresti«. Kongen havde året før udstedt et nyt brev til borgmestre og råd, hvori det befaledes at »nårsomhelst de gråbrødre i klostret udgå, skulle alle sengeklæder, bryggerredskaber og køkkentøj, som findes i klostret samt alle dettes bøger være og blive til de fattige og syge menneskers nytte, som komme i hospitalet.«

Fig. 3. Akvarel af det Hardenbergske Kapel, som det så ud i midten af 1850erne, hvor det tjente som brændselsskur for Borgerskolen. Bagved ses kirkens nordmur. I forgrunden ses munkesten på et af fundamenterne til aflastningsbuerne. (Original i Svendborg & Omegns Museum.) Foto E. Nikolajsen.

I 1541 – den 4.11. – skænkede Christian III hele klosterkomplekset til byen. Kirken skulle være sognekirke; – det blev den ikke, men den benyttedes fortsat til begravelser, ligesom der holdtes uge- og fasteprædikener. Efterhånden brugtes den mindre og mindre, og omkring 1800 anede man faktisk ikke, hvad man skulle stille op med bygningen, hvorfor der nedsattes en kommission, der skulle træffe en afgørelse. Under Englandskrigen anvendtes den som arsenal for Sø- og Landetaten, både til korn- og furagemagasin, og led selvfølgelig meget herved.[10] Den 4. april 1828 tillodes det ved kgl. resolution at nedbryde det smukke bygningsværk. Heldigvis blev kirken dog opmålt og tegnet på foranledning af Den kgl. Kommission til Oldsagers Bevaring, der sendte arkitekten Thorin til Svendborg.[11] Inventaret splittedes til alle sider. Thurø kirke overtog en af klokkerne og alterbordet. Korstolene gik til Vor Frue kirke, og siden er de ikke set… Gravsten over adelige blev solgt som emner til bl.a. trappesten. Begravelserne fra kapellet på nordsiden af kirken – det benævnes i begyndelsen af det 19. århundrede som det Hardenbergske Kapel af såvel Thorin som Begtrup – blev overført til den nye kirkegård. Han må dog have overset kapellets kælder, der pænt blev ryddet ved de arkæologiske undersøgelser. Kapellet tjente derpå som brændselsrum for den borgerskole, der opførtes i 1832. løvrigt bevaredes kirkens nordmur i brysthøjde som hegnsmur for den nye skole, se fig. 3. Skole havde der været her siden Christian III i 1539 besluttede, at der skulle oprettes latinskoler i købstæderne. I Svendborg indrettedes en sådan i klostrets vestfløj, hvor den forblev, indtil den 4. marts 1740; da fandtes der ikke længere noget behov for højere skoleuddannelse i Svendborg. Derfor anvendtes bygningen til dansk skole – d.v.s. borgerskole. Omkring 1830 var vestfløjen for lille, hvorfor det besluttedes at opføre en stor nyklassicistisk bygning – og den smukke vestfløj led samme skæbne som kirken.

Fig. 4. Kloster- eller Priorgården 1831, set fra den nuværende »Terrassen«. Til venstre: ladebygning. I midten: Priorgården. Til højre: hospitalet og gavlen af Borgerskolen opført 1832. Foto E. Nikolajsen.

Hvordan ejendomsforholdet blev for de øvrige bygninger lige efter reformationen er uvist. Men senest omkring 1580 må byen have afhændet dem til fru Helvig Hardenberg til Arreskov, enke efter Erik Rosenkrantz til Kærstrup (det senere Valdemar Slot). Måske har der hvilet en forpligtigelse på disse bygninger til at modtage hospitalslemmer, for i 1586 stifter fru Helvig et hospital i nordfløjen.[12] Svendborg hospital bestod i det gamle kloster, indtil dette blev revet ned i 1875 – se fig. 4a.

Fig. 4a. Grundplan af Svendborg Hospital 1869. Opmålt af arkitekt J.J. Eckersberg. (Original i Svendborg & Omegns Museum.) Foto E. Nikolajsen.

Hvad der hændte med klostrets østfløj vides ikke – men fjernet blev den, måske allerede i midten af 1500-årene.

Derimod fik den såkaldte Priorgård eller Klostergård – se fig. 4 – nord for det egentlige kloster lov til at bestå, og den tjente som bolig for flere højtstående officerer og sidst for justitsråd, branddirektør Carl Adolph Thejll, der boede her til sin død i 1868. Trods en del modstand fra flere byrådsmedlemmer købte byrådet Klostergården med have for 7000 Rdl. Da byen så i 1875 skulle have en jernbanestation var det sket med resterne af dette fornemme bygningskompleks, hvis ældste dele kunne henføres til første halvdel af 1200-tallet. Alt blev revet ned i fremskridtets navn – ikke et eneste synligt minde om klostret existerede, da vi i 100-året for denne skrækkelige handling betragtede rendegraverens hensynsløse spor gennem de gamle fundamenter.

Fig. 5. Plan 46. Bevarede dele af det efterreformatoriske kapel (»Hardenbergske Kapel«): gravkælder med kistebegravelser på flisegulv samt syldrester af ydermur. Opmåling: Jens Bech, Jørgen Holm, Hans K. Kristensen og Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Udgravningerne koncentrerede sig i første række om resterne af det såkaldte Hardenbergske Kapel fra velsagtens 2. halvdel af 1500-årene – fig. 5. Af dette var kun kælderen nogenlunde intakt – d.v.s. var det indtil konfrontationen med rendegraveren, som delvis havde fjernet et flisegulv bestående af 16 × 16 cm store rødbrændte, uglasserede fliser lagt i bakkesand samt dele af de skeletter, der i løbet af 16-1700-årene var blevet stedt til hvile her. Såvel skeletter som kistespor og rester af ligklæder og kisteudsmykning blev taget op efter at være indmålt og fotograferet. Derefter fjernedes resterne af flisegulvet samt de murrester hørende til kapellet, som var i vejen for undersøgelse af de middelalderlige anlæg, der viste sig at indeholde mange positive overraskelser.

Fig. 6. Opstalt 29. Snit gennem fratergård og korsgang med aflastningsbuer samt opstalt af østre korsgangsarms facade med fratergård.
Fig. 7. Plan 47. Øvre begravelser i korsgang. Opmåling: Jens Bech, Jørgen Holm, Hans K. Kristensen og Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Vi befandt os nu i det sydøstre hjørne af korsgangen med tilhørende fratergård, – såvel fratergård som korsgang var forbløffende korte i N-S retning – blot 6,00 m. Korsgangens ydermur hvilede på nogle aflastningsbuer, der igen var placeret på meget kraftige fundamenter af natursten. Det ville føre for vidt her at gennemgå de indviklede bygningskonstruktioner i detaljer – se rekonstruktionstegningen fig. 6. Som det kan ses på denne, er den nederste del af fundamentet væsentlig bredere end den øverste del – det skyldes uden tvivl en hævning af gulvniveauet i korsgangen samt en ombygning af denne, velsagtens i forbindelse med opførelsen af den nye kirke i 2. halvdel af 1300-årene. I korsgangen afdækkedes mange begravelser, hvoraf nogle synes at være lagt i trækister, efter kistenaglernes placering at dømme. Hvor der ikke var nagler at finde, må vi gå ud fra, at liget blot er blevet lagt i et klæde. Man skulle ikke have troet, at der var mulighed for at finde gravgods i forbindelse med munkebegravelser, men på venstre side af hoften på munk III AC 1 lå en kniv med velbevaret træskaft og på højre overarm hos III B 8 fandtes en nydelig bronzenål, for at nævne nogle af fundene – se fig. 7. De gravlagte lå i 2 niveauer, som det kan ses af opmålingstegningerne plan 47 og 48 – fig. 7 og 8. I forbindelse med udgravningen af skeletterne undrede vi os såre over, at sædet på de gravlagte lå en del dybere end den øvrige del af kroppen. Ved en nærmere gennemgang af sporanlægget til Svendborg-Nyborgbanen blev problemet løst, idet det konstateredes, at én af skinnerne tidligere havde været placeret lige over de gravlagtes bækken. Så dermed var den gåde heldigvis løst. De velbevarede skeletter blev ført til Anatomisk Institut på Odense Universitet. Vi håber her at få yderligere oplysninger om svendborgensernes sundhedstilstand, højde, alder, abnormiteter o.m.a.

Fig. 8. Plan 48. Nedre begravelser i korsgang. Opmåling: Jørgen Holm, Hans K. Kristensen og Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

I forbindelse med undersøgelserne af lagene under korsgangens gulv blev der lejlighed til at iagttage ydersiden af resterne af klostrets østfløj – se fig. 9, hvor op til 5 skifter i munkeforbandt var bevaret foruden det ganske betydelige kampestensfundament – hvis øverste skifter var fuget med mørtel. Samme iagttagelse gjordes iøvrigt i forbindelse med fase 1 på kirken – herom senere – hvorfor vi må tolke østfløjen som et senromansk anlæg.

Fig. 9. Opstalt/snit 38. Vestfacade af østfløjen med fundament samt snit gennem overliggende jordlag. Opmåling: Jørgen Holm & Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Fra samme periode må de få – men særdeles velbevarede bygningsrester af selve nordfløjen stamme. Nordfløjen stødte vi på, da kloakrenden forlængedes nordpå – se totalplanen fig. 10. På sydsiden af ydermuren afdækkedes en smuk kvartrundstavssokkel. Mellem denne fløjs syd- og nordmur traf vi en muret skillevæg, og på østsiden af den lå på et nydeligt munkestensgulv betydelige madrester – var det mon klostrets køkken? Herom må kommende undersøgelser fortælle.

Fig. 10. Totalplan med alle middelalderlige bygninger indtegnet. Tætskravering = romansk. Denne signatur burde også være anvendt på østfløjen. Let skravering = gotik. Forneden ses den murede grav i kirkegulvet. Brolægningen uden for det nordøstre hjørne på kirken synes at hidrøre fra senromansk tid. Foto E. Nikolajsen.

Tilbage er nu kun at berette om den særdeles spændende afdækning af det nordøstre hjørne af klosterkirken.

Fra Thorins tegninger og opmålinger i 1828 ved vi, at der har været tale om et usædvanlig smukt og stilrent gotisk bygningsværk. Kirken bestod af et hovedskib og et mindre søndre sideskib – se fig. 11 – og var opført af røde munkesten. Det brede hovedskib fortsattes i kor mod øst.

Fig. 11. Thorins opmåling af kirkens grundplan med inventar: 1. Alteret. 2. Abbedstolens Niche. 3. Indgang til det ny tilbyggede Hardenbergske Capel. 4. Fornævnte Begravelses Capel. 5. Chorstolene. 6. Indgangen til Choret – var fra Chr. 4’s Tid. 7. En gammel Indgang til Klosteret ud til Have. 8. Vindeltrappen til Taget. 9. Niche – formodentlig for et Sidealter. 10. Indgang med Buezirater. 11. Hovedindgang. 12. Den gamle Bygning som bruges til Skole. (Original i NM II’s arkiv.) Foto E. Nikolajsen.

Sideskibet åbnede sig ind mod hovedskibet i 5 spidsbuede rigt profilerede arkader – fig. 12. Kirkens længde var 39 m, bredden i hovedskibet 7,4 m, sideskibets længde 24,1 m og bredden 3,4 m. Den var hvælvet – hovedskib og kor havde 8 hvælvinger, konstrueret over spidse buer. Sideskibets 5 hvælvinger havde alle kvadratisk form, og alle hvælvinger var krydsribbehvælv. Kirkens vestgavl, der vendte ud mod det nuværende Klosterstræde, var usædvanlig smuk og harmonisk – navnlig portalen, der var anbragt i et lidt fremspringende murparti, var enestående rig og fornem, – fig. 13.

Fig. 12. Thorins opmåling af kirkens indre efter at inventaret er fjernet. (Original i NM II’s arkiv.) Foto E. Nikolajsen.

Det indre var smykket med kalkmalerier, bl.a. med to, der forestillede en knælende mand og kvinde, og våbenskjolde med omløbende skrift.[11] Kan det tænkes, at man har villet afbilde klostrets stifter Astrad Fracki?

Kirkens fundament afdækkedes ved korets nordøsthjørne samt ved den tilmurede norddør. Det øverste lag sten var lagt i mørtel eller fuget i yderflugten. Resten er jordfrit eller lagt i sand, Fig. 14.

Langs fundamentets yderside er der fremgravet en stolperække. De fleste af stolperne er anbragt tæt op mod fundamentet, med den øverste ende skrånende ind mod dette – højst sandsynlig har de tjent som en støttepalisade, der skulle hindre en udskridning af fundamentet. Noget tyder på, at denne »pilotering« først finder sted i forbindelse med det nye kirkebyggeri og omlægning af korsgangen i 2. halvdel af 1300-årene.

På korets yderside bestod soklen af to skifter store granitsten, enkelte kløvede, opmurede i mørtel med udspækning af mange små sten, granitflækker og teglstumper. Derved skabtes en tilstræbt lodret plan flade. Herover findes en 3-4 skifter teglstenssokkel, hvoraf det øverste er skråkantet. Soklen er forkrøbbet omkring hjørnelisénen – se opstalt 18, fig. 15. Murværket var som nævnt røde teglsten lagt i munkeskifte med enkelte uregelmæssigheder. Der er som altid i romansk tid muret i fuld mur.[13]

Stenstørrelsen er på ydersiden: 25-26 × 12½-13 × 8-9 cm – og på indersiden 25½-28 × 12-14 × 8-9 cm. Den indvendige sokkel er afrettet med et rulskifte, der dog ikke findes umiddelbart øst for døren, hvor den almindelige skiftegang er ført helt ned til fundamentet. Dette indicerer muligvis et trin i det primære gulv – se senere. I 5. skifte ses over rulskiftet 2 bomhuller. Indersiden er senere – muligvis i forbindelse med ombygning inden den gotiske kirkefase – afhugget i en halv stens dybde.

I korets nordmur fremdroges den østre karmside af en dør – fig. 16 – som udvendig har haft en halvstensfals, der senere er borthugget. Derefter følger et 1½ sten dybt anslag med 1/4 rund yderhjørne. Anslaget er bevaret i 15 skifters højde incl. vederlag for buen. Dørens indre har halvstens anslagsfals i en dyb, svagt smiget dørniche. Ved ombygning og hævning af gulvniveau tilmuredes døren – og for at hindre vand i at trænge ind, lagdes en massiv lerpakning op mod såvel inder- som ydersiden.

Fig. 13. Thorins opmåling af vest- og østgavlen på kirken. Indgangsportalens noget afstumpede udseende skyldes, at niveauet uden for kirken i løbet af århundrederne er hævet betydeligt, således at man til sidst ad en trappe gik ned i kirken – jvf. Fig. 11. (Original i NM Il s arkiv.) Foto E. Nikolajsen.

På korets inderside befinder sig øst for døren tre nicher med bundniveau 6 skifter over rulskiftet, fig. 17. Nicherne er 7 skifter høje og ca 64 cm brede. Den oprindelige dybde, 1½ sten, er ved afhugning reduceret til en sten. Over de lodrette vanger var der skråt affasede sten som vederlag for en halvstens fladbue i rulskifte. Disse nicher er velsagtens beregnet for helgenfremstillinger.[14]

Et ca. 2 cm tykt mørtellag (porøst smuld) i den østlige del af koret midt for rulskiftet har formentlig dannet underlag for et primært gulv, senere er der som nævnt sket en betydelig opfyldning inde i kirken, hvorved gulvniveauet hævedes til et lille stykke over den nuværende asfaltbelægning i Frederiksgade. I fylden omkring kirkens ydermur fandtes mange fragmenter af fresker og glas fra de malede vinduer i østgavlen.

Fig. 14. Plan 24. Kirkens nordmur og nordøsthjørne med nordlige fundament-afsats delvis frilagt. Bøgepæle tilhørende formodet støttepalisade ses på nordsiden af murens fundament. Opmåling: JensBech, Hans K. Kristensen og Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Det nye gulv anvendtes også til begravelser – i snittet ude i gaden påvistes flere totalt formuldede kister – samt en nydelig muret grav – hvis fred var blevet krænket af rendegraveren i november 1975, hvorved midtsektionen brutalt var gravet op. Vi opmålte de sørgelige rester, men var på grund af frosten forhindret i at tage skelettet op – så det ligger stadig under asfalten.

Trods det ringe areal af kirken, der blev blotlagt, fik vi fat i mange vigtige bygningshistoriske træk:

Fig. 15. Opstalt 18. Klosterkirkens NØ-hjørne. Nordfacade af ydermur med hjørnelisén. Opmåling: Hans K. Kristensen og Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Ældste kirkefase = den romanske er anskueliggjort på opstalt 12 og 29 på fig. 16 og 6. Næstældste fase repræsenteres af afhugning af ½ stens tykkelse ned til fundamentet – jvf. opstalt 3 og 12 på fig. 17 og 16. – på indersiden af korets nordmur. Derefter pudsedes væggen, efter at binderne var hugget over. Denne ombygning, der også synes at finde sted i romansk tid, – repræsenterer den munkenes overtagelse af kirken? Således at forstå, at der allerede i 1236 lå en romansk teglstenskirke – byens sognekirke? – som man overlod franciskanerne, for derpå at opføre en ny, nemlig Vor Frue på Torvet. Ja, herom kan man kun gisne, og udelukkende fremtidige, omfattende undersøgelser af hele kirketomten vil kunne bringe svaret på dette spændende spørgsmål.

Fig. 16. Opstalt 12. Rekonstruktion af indvendige side af nordmur – skiftegang omkring nicher og dør. Rekonstruktion: Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Yngste byggefase er det smukke resultat, vi kender fra Thorins tegninger. På disse kan vi iagttage, at pilastrene når hans gulvniveau, hvorfor hvælvingerne må hidrøre fra denne sidste byggefase. Det nye gulvniveau kan fastlåses umiddelbart til stikket i den tilmurede dør (Man kan nemlig ikke bryde ned i stikket, uden at det ville falde sammen.) Det skal i øvrigt bemærkes, at hvor det var muligt, kontrollerede vi Thorins målangivelser – og de passede altid.

Til slut er at berette, at vi et enkelt sted fik lejlighed til at stifte bekendtskab med kulturlag, ældre end de klosteranlæg, der berørtes af det aktuelle anlægsarbejde.[15] Det var umiddelbart nord for kirken ud for østfløjen. Disse lag indeholdt mange huggespåner og tørv samt muligvis skibsplanker. Er det et bådeværft, vi kiggede ned i? Også her må tiden af- eller bekræfte formodningen.

Fig. 17. Opstalt 3. Korets nordmur indvendig med nicher og del af dørtilmuring. Alle de afhugne bindere er markeret med let skravering. Opmåling: Mogens Vedsø. Foto E. Nikolajsen.

Keramikken optrådte hyppigt i form af ikke-opdrejet sortgods med omløbende streger foruden en gulgrå ikke-opdrejet stentøjsagtig vare. Disse rige lag fravristede vi prøver til frø- og pollenanalyser samt til vedbestemmelse.

Fig. 18. Situationsplan over klosterområdet på grundlag af undersøgelsen 1975-76 samt tidligere indsamlede iagttagelser. – De mange begravelser på kanten af Møllergade/Klosterstræde hidrører næppe fra klostrets kirkegård. Er der mon en kirkebygning eller kapel heroppe?
Fig. 19. En meget fin hulpenning slået af Erik af Pommern ca. 1420 – fundet i korsgangen. Det afbildede eksemplar er af sølv og ifølge Den kgl. Mønt- og Medaljesamling det hidtil bedst bevarede. (M 44/75) 1:1 E. Nikolajsen foto.

Tilbage er at nævne, at som et post festum til denne spændende og undertiden meget vanskelige udgravning, der bestemt ikke begunstigedes af vejrguderne, bad Fortidsmindeforvaltningen os om at udarbejde en plan – fig. 18 – med alle eksisterende oplysninger om klosteranlægget og begravelser i tilknytning hertil. Denne plan skal tjene som grundlag for en tinglysning af hele områder, så der ikke længere kan anrettes skader på de betydelige rester, der gemmer sig i jorden – alene kirkens nordmur eksisterer i 1,5-2,0 m højde lige under fortov og kørebane.

Når jernbane m.m. bliver overflødige eller flyttes til et for trafikken mere hensigtsmæssigt sted, så vil der måske åbne sig en mulighed for at bringe ruinerne for dagens lys – men det kommer nok til at vare årtier

Fig. 20. Sort kande fundet i et trækulslag under brolægningen på nordsiden af kirken. Laget, der ligger i kote 1.30, er C 14-dateret til år 1300 ± 50 år. (K 215/75). E. Nikolajsen foto.

Noter

  1. ^ Jeg skal her rette en varm tak til arkitekt m.a.a. Johs. Hertz, Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning, fordi han overlod mig denne vigtige opgave og for mange gode råd under det vanskelige arbejde. En tak skal også rettes til ingeniør C. Mosumgaard, DSB VVS-afd. i København, som afholdt alle udgifter til feltarbejdet. Ingeniør Ove Engstrøm fra entreprenørfirmaet Folmer Hansen, Svendborg, der havde fået overdraget entreprisen af DSB, sørgede for, at det grove og maskinelle arbejde til hver en tid blev udført efter vore retningslinier.
    Min gravestab var teknisk assistent og daglig leder Jens Bech, stud. mag.erne Mogens Vedsø og Hans K. Kristensen, der især påtog sig beskrivelser af de indviklede bygningsrester, samt Jørgen Holm. Desuden arbejdsmand Jens Peter Hansen, og lejlighedsvis militærnægtere, tjenstgørende ved Svendborg & Omegns Museum, Johannes Gregersen, Mogens Christensen, Henrik Bay Larsen, Børge Søgård, Povl Pedersen, Jan Jensen og lærer Peter Godtfredsen.
    De antropologiske undersøgelser af skeletmaterialet forestås af professor Franz Bierring og lektor Izabella Tkocz. Frøanalyserne foretages af videnskabelig assistent Hans Arne Jensen, Statsfrøkontrollen, Kgs. Lyngby, pollenanalyser af lektor Ingrid Sørensen, Zoologisk Museum, København, diatomé-analyser af dr. phil. Niels Foged, Odense, dendrokronologi og vedbestemmelse af forstkandidat Thomas S. Bartholin, Lunds universitets kvartärbiologiska avd., og det righoldige knoglemateriale m.m. bearbejdes af lektor Tove Hatting, Zoologisk Museum i København. Museumsinspektør Jørgen Steen Jensen, Nationalmuseet, tager sig som sædvanligt af de fundne mønter – i alt 8.
    Endelig skal rettes en tak til Svendborg & Omegns Museum, fordi vi atter kunne opslå vort hovedkvarter i Viebæltegårds komfortable rum med henblik på såvel logi til studerende som til registrering m.m. af fund.
    I NM II’s arkivjourn. nr. 835/53 findes en lille beretning om opmåling af middelalderlige grave og murrester fra gråbrødre klostrets område i Svendborg i forbindelse med udvidelsen af posthuset 1953. Denne beretning er det eneste, vi har vedr. nyere iagttagelser på området.
  2. ^ Rådstuevidne 19/5 1544 på pergament i LAF – se i øvrigt J.O. Bro-Jørgensen: Svendborg Købstads Historie, I, Svendborg 1959, p. 66 ff.
  3. ^ Se Henrik M. Jansen & Otto Jonasen: Fattiggården. Træk af fattigforsorgens historie i Svendborg. Svendborg 1976, p. 5-12.
  4. ^ Se Johs. Lindbæk: De danske Franciskanerklostre, Kbh. 1914, p. 153 ff og Scriptores Historiæ Danicæ Minores Medii Ævi, II, Kbh. 1918-20 p. 293 ff.
  5. ^ Klostre af såvel dominikaner – som franciskanerordenen ses tit placeret i byens periferi umiddelbart inden for byens befæstning – undertiden ligefrem som et led i denne, jvf. sortebrødre- og gråbrødreklostrenes placering i Odense.
  6. ^ Scriptores op.cit. – Der må uden tvivl være tale om et sted i Brogade mellem det nuværende Gåsetorv og havnen. Gåsetorvet kaldtes undertiden Fisketorvet.
  7. ^ Lindbæk op. cit. p. 284 note 294.
  8. ^ Lindbæk op.cit. p. 155 f.
  9. ^ Se Lindbæk op.cit. p. 156 og Bro-Jørgensen op.cit. p. 67.
  10. ^ Se herom i J. Begtrup: Forsøg til en Beskrivelse over Svendborg Kjøbstad, Odense 1823, Ny udg. Svbg. 1973 p. 41-42.
  11. ^ Se Nordisk Tidsskrift for Oldkyndig-hed, 3, Kbh. 1836, p. 315-16.
  12. ^ Se Jansen & Jonasen op.cit. p. 14-15.
  13. ^ O. Olsen, Århus Universitet, har gjort mig opmærksom på, at fuld mur kan optræde i gotisk byggeri, jvf. f.eks. det store tårn på Kalø.
  14. ^ Fladbuer kendes i romansk byggeri, jvf. f.eks. de nyligt fremdragne på Tranekær slot.
  15. ^ Disse undersøgelser finansieredes ikke over DSB’s bevillinger, da jeg ikke mente at kunne forsvare det i henhold til Fredningslovens § 49. I stedet anvendtes penge fra det ordinære udgravningsbudget for Svendborg.

©