Den væsentligste nyerhvervelse for Kunstmuseets vedkommende i foråret 1972 må nok siges at være C.A. Jensens lille portræt af den unge frøken Sophie Hansen (1812-1900), malet i 1832[1].

I C.A. Jensens produktion betegner billedet ikke noget højdepunkt, men det hævder sig smukt blandt den lange række af portrætter i det lille format, som empiretidens borgerskab yndede, og hvor C.A. Jensen i en årrække udfoldede nogle af sine bedste kræfter.

Portrættet af Sophie Hansen er et hoftestykke; modellen ses siddende med ansigtet vendt mod beskueren og med hænderne samlet i skødet. Hun bærer en brun silkekjole med indsat hvidt skulderparti og med store ballonærmer efter tidens mode. Hendes ansigt med de store udtryksfulde øjne indrammes af det blanke, næsten sorte hår, sat op i bukler ved tindingerne. Hendes venstre albue hviler på stolens armlæn på en brun pude med grønne kanter; den stærke grønne her er den eneste kraftige farveaccent i billedet, der ellers er holdt i en brun-grå skala.

Ved siden af sine kunstneriske kvaliteter har portrættet af Sophie Hansen en videre personal- og kulturhistorisk betydning, idet to af Danmarks store digtere, Christian Winther og Emil Aarestrup, begge på et tidspunkt af deres liv var stærkt knyttet til hende – iøvrigt netop i den periode, hvor C.A. Jensen malede hendes portræt.

Christian Winthers forbindelse med Sophie Hansen resulterede i en forlovelse – en aldeles forfejlet forlovelse, der da også gik over styr efter et par års forløb. – Winther havde gjort Sophie Hansens bekendtskab hos familien Rosenkilde i Adelgade, hvor de begge ofte kom, og en dag sidst på året 1832 blev forlovelsen til. Ingen – ikke engang Winther selv – vidste egentlig hvordan det var gået til!

Nic. Bøgh har i sin bog om Christian Winther en meget levende beskrivelse af de nærmere omstændigheder ved forlovelsen, som fandt sted netop hos Rosenkildes: Julie Rosenkilde, som dengang var en lille pige, sad i stuen sammen med Sophie Hansen og Christian Winther, da hun bemærkede at samtalen mellem de to „med Eet blev saa underlig urolig, Winther lagde Haanden paa sin Pande, og i det Samme løb Sophie Hansen ud ad den ene Dør, medens Chr. Winther gik ind til Rosenkilde. „Jeg veed ikke Hvad det er“, sagde han, „men jeg maa være bleven forlovet“. „Det maa Du saa Gu’ da vide!“, raabte Rosenkilde. Winther fik imidlertid snart Syn for Sagen; thi et Øjeblik efter kom Sophie Hansen ned med sine Forældre, der delte hendes Henrykkelse over den Lykke, som var overgaaet hende.“[2]

Sophie Hansens oprindelse var jævn; hendes far havde fra at være bonde arbejdet sig op til at blive farver og kattuntrykker i København, og familien havde slået sig ned i baghuset til Adelgade 77 – samme hus, hvor familien Rosenkilde beboede forhuset. Den unge Sophie siges at have været en begavet pige, men noget sværmerisk og sentimental; efter samtidige udsagn havde hun en meget smuk stemme, som kom til sin ret, når hun læste op. Hun var ikke egentlig smuk, men havde store mørke øjne og et mørkt og dejligt hår, som Winther beundrede meget. Noget kunne tyde på, at hun besad et vist spotsk vid, som når hun i et brev til en veninde skriver om Henriette Wulff og H.C. Andersen: „Jeg haaber da, at disse to skjønne Aander udi egen Indbildning blive forenede! Hvad Legemernes Styghed og Kantethed angaaer, da ligne de jo hinanden fuldkomment.“[3]

Hvor mange og af hvilken art Sophie Hansens dyder end må have været, så var forbindelsen mellem hende og Christian Winther en total misforståelse. Winther, der havde ønsker i retning af at blive landsbypræst, sendte Sophie til Lolland til sin familie der, for at hun skulle få et begreb om landhusholdning i en præstegård. Selv holdt han sig så vidt muligt borte fra hende – mest opholdt han sig i København, og der er vist ingen tvivl om, at han følte sig betydeligt stærkere knyttet til en anden end til Sophie. Endelig følte hun sig foranlediget til at afæske Winther en forklaring på hans uinteresserede forhold til hende – og han svarede hende med et digt „Ravnens Kvide“. Det er et meget langt digt, men et par strofer herfra vil være tilstrækkeligt til at fatte dets tydelige hensigt:

Min ædle Jomfru med Haanden hvid,
med Kinder og Læber røde!
Holdt Du mig fængslet længere Tid,
jeg troer forsanden, jeg døde.

Det kogte Kjød fra Dit eget Fad,
det er mig saa lidt til Baade; –
visselig aad jeg en anden Mad,
ifald jeg selv maatte raade.

Din lunkne Drik og Dit Sukkerbrød,
den Taarestrøm i Dit Øje,
Dine lange Sukke, Din Tale sød, –
det kan jeg slet ikke døje.

O, løs min Lænke, og bryd min Ring!
Luk op mit Gitters Døre!
– Her duer jeg dog til Ingenting! –
Saa skal du min Jubel høre.[4]

Forholdet mellem Chr. Winther og Sophie Hansen må nok imidlertid – i hvert tilfælde af andre – have været betragtet som afbrudt. Allerede i september 1834 skriver H.C. Andersen således til Henriette Wulff: „. . . Deres Moder fortæller mig at Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste. Det gjør mig ondt, thi hun er en fortræffelig Pige og han har ikke andet at sige, end at han ikke føler Kjærlighed længer. – Han har mig et underligt Hjerte, det maa altid bløde, læges Saaret, saa er Manden ikke frisk. -“[5]. Det var dog først i februar 1836, at Sophie Hansen modtog sit opsigelsesbrev i form af „Ravnens Kvide“[6].

Under sit ophold hos Winthers familie var Sophie Hansen kommet i forbindelse med Emil Aarestrup, som på dette tidspunkt boede i Nysted. Der er ingen tvivl om, at Aarestrup – i hvert tilfælde en tid lang – var dybt betaget af Sophie; der vidnesbyrd herom dels i en række digte til hende – iøvrigt ikke alle lige fremragende – og dels i bemærkninger i breve til og fra folk, der havde forbindelse med både dem og Christian Winther. Eet af Aarestrups digte til Sophie Hansen er imidlertid blevet stående; det genfindes i hans „Digte“, 1838:

Der er en Trolddom paa Din Læbe;
der er en Afgrund i Dit Blik;
der er i Lyden af Din Stemme
en Drøms æteriske Musik.

Der er en Klarhed paa Din Pande;
der er et Mørke i Dit Haar;
der er en Strøm af Blomsteraande
omkring Dig, hvor Du gaaer og staaer.

Der er en Skat af evig Viisdom
i Smilehullet paa Din Kind;
der er en sød, jomfru’lig Elskov,
en Stjærnetaage, i Dit Sind.

Der er en Verden i Dit Indre,
en sværmerisk, kaotisk Vaar,
som jeg umuligt kan forglemme,
som jeg tilbeder og forstaaer.

Frøken Sophie Hansen døde ugift i 1900. Sine sidste år levede hun i huset hos en barndomsveninde, Ida Storm, gift med en handskemager N.F. Larsen. Efter Sophie Hansens død arvede husets datter Ingeborg Larsen C.A. Jensens portræt af Sophie, og hun solgte det omkring 1930 til skibsmægler Hjalmar Bruhn, fra hvis samling igen Fyns Stifts Kunstmuseum erhvervede billedet i 1972.

Det er således for en gangs skyld muligt at følge et billedes historie helt tilbage – og i dette tilfælde dobbelt interessant, fordi vi kender så meget til den fremstilledes historie og situation på det tidspunkt, da portrættet blev til.

Noter

  1. ^ C. A. Jensen, Portræt af frøken Sophie Hansen (1812-1900). 1832. Olie på lærred. 29 × 33 cm. Betegnet forneden til højre Iensen 1832. Inv. nr. 1307.
  2. ^ Nic. Bøgh, Christian Winther. Et Livsbillede, København 1893, s. 245 ff.
  3. ^ Hans Brix, H.C. Andersen og hans eventyr, 2. udg., København 1970, s. 185.
  4. ^ Hele digtet findes aftrykt hos Nic. Bøgh, anf. arb., 1893 s. 273-76.
  5. ^ H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen, Odense 1959, bind 1, s. 200.
  6. ^ H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen, Odense 1959, bind 3, s. 72.

©