Fynske broncemennesker fra jernalderen

Hvis man vil prøve at trænge ind bag oldsagsfundenes overflade for at søge oplysninger om fortidens mennesker, er intet mere velegnet end disse menneskers billeder af sig selv. De viser ikke blot hvor dygtige fortidens kunstnere var, men også noget om hvorledes man dengang opfattede mennesket. Ethvert nyt exempel på menneskefremstillinger fra oldtiden er således velkomment. Derfor skal det sidste nyfund her præsenteres sammen med dets samtidige frænder.

Sidste efterår samledes en gruppe studenter og museumsfolk for at indlede recognosceringerne omkring Voldtofte i forbindelse med Stiftsmuseets og Odense Universitets bebyggelseshistoriske undersøgelse.[1] Vi gik ind hos købmand Larsen i Voldtofte for at få at vide hvem der ejede de marker vi skulle gå på, så vi kunne ordne tilladelsen til at recognoscere. Da fru Jenny Larsen hørte at det var museumsfolk, der var på besøg, nævnte hun at hun for ca. 40 år siden havde fundet en lille metalfigur på sit fødehjems marker. Hun ville prøve at se, om hun kunne finde den på loftet, hvor den vistnok lå. Heldigvis var den der endnu, så fem minutter senere kom fru Larsen ud med den lille broncefigur fig. 1-3 i hånden.

Figuren er 9.9 cm høj og noget medtaget af sit lange ophold på loftet. Dengang den blev fundet var den helt glat i overfladen, nu har irren brækket overfladen af flere steder, men endnu er det meste af overfladen forbløffende velbevaret, pænt glatpoleret fra støberens side. Der er ikke angivet nogen form for beklædning; det eneste der er gjort rede for er frisuren, med midterskilning og nedadtil en vandret linie, som afgrænser håret mod ansigtet. Næsetippen er brækket af, nakken skallet af og maveskindet ligeså, tåspidserne mangler. Værst er det gået ud over ryggen. Den er hul og har haft lige kanter, men de er brækket af i flere millimeters tykkelse. I hver side er der rester af et hul, hvorigennem et løst sæt arme må have været stukket.

Der er ingen markering af ørerne og heller ikke af kønnet, ligesom der ikke er gjort forsøg på at vise muskulaturen.

Denne statuette er fundet ved at hakke roer på en mark tilhørende gården Torslundsminde mellem Voldtofte og Sarup. I nærheden af findestedet er fundet flere ildsteder eller kogegruber. Stedet er en lille højning med et mosehul mod nord. Fra marken er samlet en del flintredskaber fra yngre stenalder samt en enkelt glasslagge, der er det eneste fund, som kan være samtidigt med broncestatuetten. Hvor ildstederne skal dateres, kan jeg ikke bestemme. De foreliggende oplysninger antyder existensen af en boplads, men de ellers så karakteristiske lerkarskår savnes, så nogen sikker jernalderboplads kan man ikke tale om.

Torslundsmindefiguren kan sammenstilles med en lille gruppe lignende nøgne broncefigurer. Fire af dem er fra Fyn (Fig. 4-5), en fra Lolland og en fra Sønderjylland.[2] Størrelsen er påfaldende ens; med undtagelse af figuren fra Bregnebjerg,[3] som er 12.6 cm og Sønderborgfiguren (fig. 6), som er 14 cm, er alle figurerne 10 cm.

Fælles er også holdningen, let bøjede eller strakte ben, fødderne lige fremad, armene let bøjede og ansigtsudtrykket let måbende eller direkte tilknappet. Tøj kendes ikke på nogen af dem og kun Bregnebjergfiguren bærer en halsring, figuren fra Lindet på Lolland[4] formentlig en slags hat. Ellers har de alle markeret frisure med midterskilning ligesom Torslundsmindefiguren. Kjøngfiguren er dog uden markering af frisure. Den plumpe figur fra Espe[5] er ukarakteriseret, men på de øvrige behøver man ikke tvivle om kønnet, de er alle mandlige. I betragtning af de ligheder som ellers karakteriserer gruppen kan vi nok tillade os at kalde både Espe- og Torslundsmindefigurerne for mandsfigurer. Ligheden mellem Torslundsminde- og Gislevfigurernes hoveder (fig. 4 b-c) er så nære at man skulle tro at de var støbt af samme mand.

Fig. l. Broncemanden fra Torslundsminde. 9,9 cm.


Fig. 2. a-c. Broncemanden fra Torslundsminde th., broncekvinde fra Ferritslev, Rolfsted sogn (broncealder?).
Fig. 3. Broncemanden fra Torslundsminde, portræt.

Kun en af de 7 danske statuetter af denne gruppe åbner nogen mulighed for en tidsfæstelse af figurerne. Det er manden fra Kjøng præstegårds jord (fig. 5).[6] Den blev fundet ved roehakning i 1907 250 alen sydvest for „Kommenhøj“, midtvejs mellem den og en lille mose. Den har på ryggen en runeindskrift, som desværre ikke er komplet, så man ved ikke hvorledes den skal læses, der står „ngo“ eller „ong“. Den ene af runerne, den der oversættes ved ng, er karakteristisk ved at mangle den hovedstav, som ellers findes på dette runetegn. En sådan „mangelfuld“ rune forekommer på en guldbrakteat fra Grumpan i Västergötland.[7] Runebrakteaten fandtes sammen med to andre C-brakteater i et skattefund tilhørende ældre germansk jernalder.

Et andet, desværre ligeså indirekte, dateringsholdepunkt er en figur fra Vipetorps borg på Öland, som fandtes sammen med genstande, der dateres til femte århundrede.[8] Desværre er Vipetorpmanden unik blandt de nordiske broncemænd ved sin siddende (ridende) holdning, så fundet kan ikke give meget andet end et fingerpeg om de stående statuetters datering.

Grundlaget for en indplacering af vore broncemænd i et bestemt århundrede er derfor meget spinkelt, og selv hjælper de ikke meget til, da de er så pauvert udstyrede med karakteristiske detailler. Frisuren hjælper ikke meget, lignende midtskilning optræder på langt ældre jernalderbilleder,[9] på romerske broncekars attascher[10] og ligner også guldbrakteaternes frisurer[11], så der er flere århundreder at vælge imellem.

Strengt taget er heller ikke Kjøngmandens runer ganske bindende for datering, de kan være indridset på et hvilket som helst tidspunkt efter at figuren blev lavet. Da runerne begynder at optræde indridset på metalgenstande i et tidligt afsnit af yngre romersk jernalder, kan runerne være indridset nårsomhelst fra og med ca. 200-250 AD.[12]

Vi kan imidlertid udvide baggrunden for indplaceringen af de danske statuetter og måske derved bedre bedømme dens rimelighed.

De syv danske broncemænd er ikke de eneste i Norden, de har nogle svenske brødre, som samler sig på Öland og som både ved frisure og holdning ligner de danske så meget, at der ikke kan være tvivl om et vist fællesskab.[13] Et andet fænomen er fælles for Öland og Fyn. Her findes nemlig flertallet af romerske statuetter fra henholdsvis Sverige og Danmark.[14] Disse statuetter er ikke særligt fremtrædende blandt de romerske varer, der kom til Skandinavien, men der kendes dog et dusin fra Danmark og en håndfuld fra Sverige. Der er ligesom vore broncemænd alle enkeltfund og derfor udaterbare indenfor ældre jernalders vide rammer. Selvom de romerske statuetter forekommer også uden for de områder, hvor broncemændene er koncentreret, er sammenfaldet dog bemærkelsesværdigt (fig. 9).

Iflg. H.C. Broholm kendes der 15 broncestatuetter af romersk oprindelse fra Danmark og heraf stammer de 8 fra Fyn, altså en klar overrepræsentation i forhold til arealstørrelse for Fyns vedkommende.[15] (fig. 8 og 10).




Fig. 4. Broncemændene fra a. Bregnebjerg, b-c. Gislev, d. Espe, detailler af hovederne.

Fig. 5. a-b. Broncemanden fra Kjøng, detailfotos.

Prøver vi at sammenligne de romerske statuetter og den gruppe, som artiklen indledtes med, kan man nok se væsentlige forskelle i holdning, beklædning, frisurer og udførelse. Jeg skal afholde mig fra at behandle det kunstneriske præg og den kunsthistoriske indplacering,[16] men kan vist godt tillade mig at opfatte de nøgne broncemænd som lokale broncemestres produkter. Det er nærliggende at opfatte dem som lokale efterfølgere af de importerede romerske statuetter. Herfor taler dels de få kronologiske holdepunkter, dels den geografiske udbredelse. Man kan undres over at broncemændene kun findes i så lille en del af Skandinavien, og man kan indtil videre opfatte det således at kun i to områder var forudsætningerne for en sådan lokalproduktion til stede, nemlig på Fyn og på Öland. Der er begge steder rige milieuer, som en sådan produktion kunne passes ind i, men tilsvarende milieuer forekommer også andre steder, f. ex. på Sjælland hvor træfiguren fra Rude Eskildstrup[17] må optræde som erstatning.

Hvis vi opfatter broncemændene som en lokal reaktion på de indførte statuetter, må forklaringen på at det kun er mænd der afbildes, og på nøgenheden søges i det lokale milieu. Men hvad var tanken med at lave disse statuetter? Hvorfor denne pludselige produktion af menneskestatuetter?


Fig. 6. a- b. Broncemanden fra Sønderborg. 14 cm høj.

De romerske gudestatuetter eller kejserbilleder blev i de romerske provinser og sikkert også i grænseegnene i det frie Germanien brugt som kultbilleder, de indgik i gudedyrkelsen. Da kejseren blev dyrket som en gud bl.a. i hæren, har i hvert fald de germanere, der tjente i den romerske hær – og det var mange i yngre romertid, – kendt denne anvendelse af menneskefigurerne (og billederne på kejsermedailloner, som blev forbilleder for den nordiske guldbrakteatproduktion). Selve billedet af mennesket fik formentlig et magisk indhold, fik helsebringende eller uheldsafværgende betydning, om man vil.[18] I denne tolkning passer vore broncemænd fint.[19] De repræsenterer et lokalt ønske om den slags menneskebilleder til brug i den daglige eller officielle kult og hænger på den måde sammen med guldbrakteaterne fra ældre germansk jernalder og den følgende dyreornamentik. Åbenbart har kun mandlige guder kunnet vises på denne måde. Nøgenheden er et urgammelt kultisk og rituelt træk, som stødte de sarte romere når de mødte den f. ex. hos de germanske stammer[20].

Fig. 7. Broncemanden fra Søndersø Holme, fundet ved roehakning ca. 1950. Den ligner uhyggeligt sydamerikanske figurer fra oldtiden og har mig bekendt ingen paralleller i Europa.

Med yngre romersk jernalder bliver et kulturmilieu arkæologisk fikseret, som måske existerede tidligere, men ikke efterlod sig observerbare spor. Nu optræder det første skriftalfabet, anvendt til at skrive navne og betegnelser for våben på metalgenstande, nu efterlignes romerske billedfriser lokalt; både menneske- og dyrefigurer indføres nu for alvor i den nordiske „kunst“. De to fænomener optræder i et milieu, som ikke kan kaldes andet end velstående, og snarest må karakteriseres som den lokale overklasse – landsbyhøvdingenes kreds. Det er her den nordiske guldalders forudsætninger kan spores, de der resulterer i ældre germansk jernalders guldfyldte epoke med den rige dyreornamentik. Der er en indre sammenhæng mellem yngre romertid og ældre germanertid, som de to forskellige periodenavne ikke bør skjule.

Fig 8. Venus fra Dømmestrup. h. 23 cm.
Fig. 9. Kort over jernalderens menneskestatuetter af bronce i Danmark. Trekanter viser romerske statuetter, prikker de lokalt fremstillede statuetter.
Fig. 10. Romersk statue, en „lar“, en af de romerske husguder, fra Marslev, h. 16,5 cm.

Det er i dette rige kulturmilieu vi skal placere de syddanske og ölandske broncemænd, men om de skal rykkes på den ene eller den anden side af periodeskellet omkring 400 tør jeg ikke afgøre og mener egentlig også at det er underordnet. De udtrykker en tid, hvor lokale mestre gik i gang med at skabe noget nyt på baggrund af de forbilleder og impulser, som det romerske rige endnu i sin nedgangstid i så rigt mål kunne byde på. Det er mærkeligt at der ikke er fremkommet tilsvarende statuetter fra Sjælland, hvor fundene fra denne epoke ellers vælter frem. Men jeg tør ikke påtage mig at tolke de grunde der medførte at Fyn og Öland blev centrene for denne lillekunst.

De er kærkomne gæster fra en tid, der måske var en af de betydningsfuldeste i vor historie. Ikke for intet er det til denne epoke man mener at kunne føre de ældste stednavne tilbage, ikke uden grund henføres de ældste reguleringer af jordforholdene i Sydskandinavien til denne tid. Centraliseret samfundsmagt anes i bestemte fund, og taget under et, og med alle forbehold, er der så mange væsentlige træk i senere nordisk kultur, som først anes i disse århundreder mellem 200 og 500 e. Kr. f., at det må betegnes som en af de vigtigste perioder i dansk historie.

Noter

  1. ^ Se herom H. Thrane, Fortid og Nutid XXV, s. 277 ff, 1974. Vi takker fru Larsen for hendes gave og hendes søskende for de fund fra ejendommen, som de så venligt har overladt til museet. Findestedet er Torslundsminde, Flemløse sogn, FSM j nr. 861.
  2. ^ De tidligere fundne figurer er behandlet af Mogens B. Mackeprang i Acta Archaeologica VI, 228-249, København 1935, og Olfert Voss i Bogen om Als, 1956, 72 f.
  3. ^ Mackeprang, Acta Arch, VI, fig. 9-11, J. Brøndsted, Danmarks Oldtid III, 1960, 315.
  4. ^ Den er afbildet fig. 14-15 hos Ma-ckeprang, anf. sted, hvor den optræder uden findested. Iflg. Nationalmuseets protokol er figuren fundet 1844 ved markarbejde i Lindet, Birket sogn på Lolland på et sted, hvor der tidligere var fundet stenoldsager. Hos W. Holmquist, Keltisch, Römisch und Germanisch, Atti del VI Congresso Internat, d. Scienze Preistoriche e Protoistori-che, Roma 1962, I, 334 er den blevet fynsk.
  5. ^ Mackeprang, anf. st. fig. 12. Indsendt 1855 til Nationalmuseet af Vedel Simonsen, skal være opgravet på Espe Mark ved Odense ås kilder. Disse to angivelser harmonerer ikke altfor godt.
  6. ^ Mackeprang, anf. st. fig. 7-8, L. Jacobsen og E. Moltke, Danmarks Runeindskrifter 1942 no 198, pi. 175. Finderens udsagn er aftrykt i Vestfynsk Hjemstavn XXXIV, 1974, f. Jeg takker dr. Moltke for oplysninger om ng-runen.
    I denne forbindelse kan det have interesse at nævne dr. Moltkes oplysning om figuren fra Fröshov i Norge, der f. ex. af H.J. Eggers, Kelten und Germanen, Kunst der Welt, Baden-Baden 1964, 75 f anføres som den måske allerældste runeindskrift. Indskriften er venetisk (etruskisk) iflg. dr. Moltke, og figuren kan således ikke bruges til datering hverken af Køngfiguren eller af runernes opståen.
    Køngruneindskriften dateres ofte ved en cirkelslutning, idet der henvises til figuren som daterende for runerne, som O. Klindt-Jensen, Acta Archaeologica XX, 200 har gjort opmærksom på. Figuren kan kun dateres gennem runeindskriften, det omvendte er ikke muligt.
    Om runernes ældste optræden se E. Moltke, Nationalmuseets Arbejdsmark 1951 og J. Werner, Das Aufkommen von Bild und Schrift im Nordeuropa, Bayr. Akademie d. Wissenschaften, Philos. hist. Klasse, Sitzungsberichte 1966, 4.
  7. ^ Henvisningen skyldes dr. Erik Moltke, som herved takkes. M.B. Mackeprang, De nordiske guldbrakteater, Jysk arkæol. Selskabs Skrifter II, 1952, 168, no. 267, pi. 9, 18 fra hans anden brakteatperio-de, indgående i et fund fra hans tredie brakteatperiode, som Mackeprang daterer til første halvdel af 7. årh. Runebrakteaten kan vel nærmeste dateres til omkring 500-550.
  8. ^ M. Stenberger, Öland under äldre järnåldern. Stockholm 1933, 245. ff, fig. 169, T.J. Arne, Några i Sverige funna bronsstatyetter af barbarisk tilverkning, Fornvännen 1909, 175-187, fig. 12.
    Holmquist, anf. sted, 334 f, vil ikke anse dateringen for bindende, men ser den som en terminus ante quem.
  9. ^ F. ex. broncemasken fra Sophienborg, O. Klindt-Jensen, Foreign Influences in Denmarks Early Iron Age, Acta Arch. XX, 1951, fig. 69.
  10. ^ G. Ekholm, Römisch-Germanischer Handel, Acta Arch. VI, fig. 9. M. Stenberger, Det forntida Sverige 1964, fig. 170 Öremöllaspan-den med germansk attasche. S. Müller, Ordning af Danmarks Oldsager II, no. 187, 1888-95. Også Thorsbjerghjelmen kan nævnes, G. Engelhardt, Thorsbjerg Mosefund, 1863 pi. 5, 3 (ny udgave 1969).
  11. ^ Brakteaternes hoveder ses altid i profil, hvilket vanskeliggør en nøjere opfattelse af frisuren. Meget lignende exempler kan dog findes, Mackeprang, Guldbrakteater pi. 3,18, 4,6, 5,4 og 16, 6,13-14.
  12. ^ se artiklerne af Moltke og Werner i note 6.
  13. ^ Arne, Fornvännen, 1909, Stenberger, Öland 1933, L. Halbert, Mas-ques celtiques a Öland?, Meddelan-den från Lunds Universitets historiska Museum 1961, 107-112, Stenberger, forntida Sverige, 410, Holmquist, anf. sted.
  14. ^ Stenberger, Det forntida Sverige 1964, 408 ff, kort fig. 168, H.J. Eggers, Der Römische Import im freien Germanien, 1951, kort 63 med liste bilag 110, C. Blinkenberg, Romerske Bronzestatuetter, Aarbø-ger f. nord. Oldkyndighed og Historie 1900, 65-82, H.C. Broholm, Kulturforbindelser i ældre Jærn-alder, København 1940, 293 ff.
  15. ^ Kulturforbindelser i ældre Jærnal-der, 293 ff.
  16. ^ En sådan er foretaget af Wilhelm Holmquist, anf. sted s. 330 ff. Han lægger megen vægt på det keltiske element i den germanske kunst, bl.a. netop i de her anførte bron-cestatuetter. Da keltiske elementer kan spores igennem hele jernalderen, er det ikke mærkeligt, hvis det også var tilfældet med broncemændene. Deres stilistiske særpræg forekommer mig dog for lidet udpræget til den slags studier.
  17. ^ Mackeprang, Acta Arch. VI, pl. IV VII, Brøndsted, Danmarks Oldtid III, 314.
  18. ^ Dette behandles af Hans Zeiss, Das Heilsbild in der germanischen Kunst des frühen Mittelalters Sit-zungsber. Bayr. Akad. d. Wissenschaften Philos. Hist. Abt. 1941, II, 8, München. Zeiss ser f. ex. Køng- og Lindetfigurerne (pl. I) i sammenhæng med de romerske statuetter og mener at disse germanske efterligninger havde samme formål som de indviede romerske statuetter (s. 14).
    Er forøvrigt figurer som Lundsgård- og Ullerslevtyrene i slægt med romerske felttegn? E. Albrect-sen, Fyns Bebyggelse i den ældre Jernalder, Aarbøger f. nord. Oldk. og Hist. 1946, fig. 5.
  19. ^ Mackeprang, Acta Arch. VI, 242 tolkede statuetterne som votivfigu-rer og gudestatuetter, Brøndsted, Danmarks Oldtid III, 314 som „muligvis guder“, Stenberger, forntida Sverige, 410 f er også reserveret. Eggers, Kelten und Germanen 1964, 74 f opfatter Køngfi-guren som en gudestatuette.
  20. ^ Tacitus Germania 6, 2.

©