"Jeg har nu strikket færdig et stort Badehaandklæde med røde Striber i ret og vrang-Masker og med Aarstal og min Kones Navn i rødt. Men nu er det færdigt og saa er jeg lige vidt. Mon Deres Kone bryder sig om en Støveklud, saa vil jeg lave en til hende? Jeg kan ogsaa hækle rød Kant…" Dette venlige tilbud gav Carl Nielsen til sin ven, violinisten Anton Svendsen, i juli 1922.[1] Foråret havde været anstrengende med førsteopførelsen af 5. symfoni. Efter et hjerteanfald blev Carl Nielsen beordret til at forholde sig i ro. Han måtte ikke komponere og helst ikke læse. Noget måtte han dog tage sig til, og derfor begyndte han at strikke.

Carl Nielsens strikketøj og strikkepinde kunne ses på Odense Bys Museers årtusindudstilling denne sommer. På udstillingen var også den kanonkugle, som fløj gennem det åbne vindue i Ane Sofies køkken, da englænderne bombede Marstal i 1808, og Lars Høghs målmandshandsker, som han brugte i kampen mod FCK, der blev begyndelsen på OB’s jubelår i 1994. Der var 48 højst forskellige ting, som gav 48 indblik i fynsk historie.

Genstandene var ikke udvalgt som typiske repræsentanter for en generel kulturhistorisk udvikling, eller fordi de var kunstneriske mesterstykker. Genstandene var alene udvalgt, fordi der til dem hørte en god historie fra Fyn.

På sine ældre dage strikkede Carl Nielsen som beroligende terapi.

De tilknyttede historier gav tingene en særlig værdi – eller magi, om man vil. For de var jo dér, hvor det skete. Som det hvide strikketøj i ret og vrang og et par strikkepinde af metal, der måske ikke synede af meget i sig selv i udstillingsmontren, men når man læste, at disse var Carl Nielsens, gjorde det en forskel. Genstandene fik legenderne til at blive nærværende og konkrete.

Det var en pointe med udstillingen, at dét at tilskrive sådanne genstande en stor værdi har rødder langt tilbage i europæisk kulturhistorie. Værdsættelsen blev for alvor udviklet og sat i system gennem det katolske relikvievæsen. Derfor kaldte vi udstillingen for Fynske relikvier.

Det katolske relikvievæsen

Lige fra kristendommens begyndelse blev de fysiske rester af afdøde hellige personer opfattet som kraftfulde og hellige. Resterne blev kaldt for relikvier. Det kunne være ben af hellige mænd og kvinder, støv fra deres grave, et stykke klæde, de havde haft på, eller andet, de havde været i berøring med. De første helgener var martyrerne, som i de første århundreder efter Jesu korsfæstelse ofrede sig for deres tro. Som kristendommen vandt frem, opstod legender om andre fromme mænd og kvinder, som havde gjort undere og levet et særligt helligt liv.[2] De blev anset for at være helgener – altså mennesker, hvis skæbne havde bragt dem tæt på Jesus. Så i stedet for at gå direkte til Gud eller Jesus, kunne de troende nu bede de mere menneskelige helgener om at gå i forbøn for sig. De jordiske rester af de katolske helgener – relikvierne – gjorde det himmelske mere jordisk og nærværende.

I takt med at kristendommen blev udbredt, steg efterspørgslen efter relikvier. Behovet blev ikke mindre af, at det blev bestemt på et kirkekonvent i år 787, at der skulle være relikvier i samtlige kirkers altre. De "gamle" helgener måtte i stigende grad udstykkes i småbidder. Heldigvis skete der på mirakuløs vis en kraftig stigning i antallet af helgener. For eksempel blev Sankt Ursula og de 11.000 jomfruer på forunderlig vis genfundet i Køln i begyndelsen af 1100-tallet, hvilket i høj grad var med til at løse problemerne med at forsyne de mange kirkealtre.[3]

Det gav stor prestige at eje mange og fornemme relikvier. Roskilde gråbrødrekirke skal have ejet omkring 500 stykker, deriblandt hele tolv splinter af korset, fire stumper af den sten, englene væltede fra graven, og to totter af apostlen Peters skæg.[4] Kun få kirker var så heldige at eje en hel helgen – altså rumme en helgengrav. Skt. Knuds kirke i Odense var én af de få, navngivet efter kirkens berømte helgengrav. Det var kong Knud, der i året 1086 var blevet myrdet af oprørske jyder, selv om han havde søgt tilflugt i Skt. Albani Kirke i Odense. Med pavens velsignelse blev han helgenkåret, og den 19. april 1100 blev skrinet med Knud den Helliges relikvier sat på højalteret under stor festivitas. Siden blev helgenskrinet med de jordiske rester anbragt i kirkens krypt, hvor det kan ses i dag, dog rippet for sin tidligere pomp og pragt.

Med reformationen i 1536 blev relikvievæsenet officielt afskaffet i den danske kirke, og dyrkelsen af de hellige rester forsvandt – tilsyneladende. Måske skulle man hellere sige, at relikviedyrkelsen ændrede sig. For også i dag kan man finde levn, som synes at besidde relikviets magiske egenskaber. Det er historiske genstande, der ligesom de religiøse relikvier fortælles at have været i kontakt med det "guddommelige" i form af historiske helte og legender. Ud fra en udvidet forståelse af relikviebegrebet vil disse genstande kunne kaldes relikvier.

De jordiske rester af Knud den Hellige og sandsynligvis hans broder, Benedict, fremvises i de nyrestaurerede helgenskrin den 18. juli 1875. Helgenskrinene kan stadig ses i Skt. Knuds Kirkes krypt. Illustration: Illustreret Tidende 25. juli 1875.

Kulturhistoriske relikvier

Odense Bys Museer rummer adskillige genstande med relikviestatus. I H.C. Andersens Hus og barndomshjem og Carl Nielsens Museum og barndomshjem kan folk dyrke de berømte personer gennem udvalgte genstande. Ligesom de religiøse relikvier ses genstandene som rester af det værdifulde hensvundne, man på håndgribelig måde forsøger at bevare kontakten med.

Forsiden af postkortet, som Jacob Milling sendte.

Det ligger ikke i genstanden, at den er et relikvie. En genstand bliver først et relikvie, når den får en særlig følelsesmæssig betydning. En lille lygtepæl lavet af min afdøde farfar af mønter og et fingerbøl har relikviestatus, men nok kun for mig. Andre genstande får relikviestatus for mange mennesker. De kan blive særdeles eftertragtede samlerobjekter. Alt, hvad der var ombord på Titanic, er eksempelvis efterspurgt – knive og gafler, tallerkener og færgebilletter – selv kul, som skulle have været brugt til skibets store maskiner, sælges stykvis på det frie internationale marked for betragtelige beløb. På udstillingen viste vi et postkort med Titanic på forsiden sendt af fynboen Jacob Milling den 10. april 1912. Få timer senere lagde skibet fra kaj med Jacob ombord og satte kursen over Atlanten. Om natten den 15. april sank skibet. Jacob var ikke blandt de overlevende. For os gjorde postkortet legenden om Titanic nærværende og lokal.

Vi fandt postkortet i privateje. Det var en slægtsforsker i Odense, som bragte os på sporet og fik os sat i forbindelse med en nevø på Sydsjælland, som kendte til kortets nuværende ejer i Nordsjælland. Hvis vi ikke havde fundet en konkret rest af legenden, kunne historien om Jacob Milling ikke være blevet fortalt på udstillingen. For vi ville kun fortælle de legender, hvor der stadig fandtes rester bevaret. Vi ville fortælle fynsk historie ved hjælp af relikvier.

Jacob Millings sidste hilsen, før Titanic lagde fra kaj og satte kurs mod historien.

Forunderlige sager fra Fyn

I sommeren 1999 kørte vi rundt til de fynske museer for at opspore, hvad de kunne gemme af "relikvier". På forhånd havde vi hørt om nogle af de legendariske ting. Der var Sixten Sparres revolver på Skipperhjemmet i Tåsinge og de sidste rester af guldhornene omsmeltet til et par ørenringe på Ringe Museum, men mange nye og interessante relikvier dukkede frem fra det fynske skatkammer.

I Mindestuerne i Assens blev vi præsenteret for Peter Willemoes’ lommeur – netop dét ur, som han havde haft med sig, da han som ung løjtnant fra Assens blev berømt for sin heltemodige indsats mod englænderne i Slaget på Reden i 1801. Riborg Voights hemmelige foto af H.C. Andersen fandt vi på Faaborg Kulturhistoriske Museum. Det var et lille falmet visitkortfoto, som man havde fundet efter hendes død i et hemmeligt rum i chatollet blandt blomster og digte, som H.C. Andersen havde foræret hende. Som ganske unge mødte de to hinanden i sommeren 1830. For H.C. Andersen forvandlede interessen sig til en dyb – og ulykkelig – kærlighed, for Riborg var forlovet med en anden. H.C. Andersen glemte aldrig den unge købmandsdatter fra Faaborg. Ved hans død fandt man en skindpung på hans bryst med hendes afskedsbrev. Riborg Voight blev gift med nabosønnen, men visitkortet og de andre sager i chatollet vidner om, at hun åbenbart heller ikke glemte det romantiske møde hin sommer i 1830.

Udstillingen med alléen af de høje mørke montrer, set fra indgangen.

Udstillingen

Udstillingen åbnede den 1. april 2000. Datoen var ikke tilfældigt valgt. Den markerede både udstillingens finurlighed, aprilsnarren, og alvor, Jesu korsfæstelse i påsken og dermed starten på relikviedyrkelsen. Udstillingen, som normalt ville blive betegnet som en kulturhistorisk udstilling, blev vist på Kunstmuseet. Det skyldes, at vi fandt, at bygningen var den mest velegnede ramme for udstillingens budskab. Fyns Kunstmuseum er opført som et af landets ældste provinsmuseer, skabt til at fremelske og forankre en historisk identitet på Fyn.

På udstillingen kunne man se 48 levn og legender, som vi havde fundet frem til på de fynske museer især – men også i de små private gemmer og på de store nationale museer. Der var også rigtige religiøse relikvier med. Blandt andet var der en relikviekapsel fra 1200-tallet med rester af de 11.000 hellige jomfruer. Relikviekapslen lå oprindeligt i alterbordet i Skovby kirke ved Bogense. Det fine silketæppe fra Knud den Helliges skrin-læggelse i 1100-tallet var anbragt på et lavt podie. Tæppet med de kejserlige romerske ørne – heraf navnet Ørnetæppet – blev sendt som en fornem gave fra enkedronningen Edel i Syditalien. De gamle hellige ting kunne ses side om side med helt nye legendariske ting, som det mikrofonstativ, rocksangeren Iggy Pop ødelagde under Midtfynsfestivallen i 1996. Et stort Dannebrog var ophængt i loftet. Netop det flag blev strøget, da en bevæget overfartschef i 1998 lukkede Storebæltsoverfarten med ordene: "Overfarten er lukket". Flaget havde vi lånt fra Danmarks Færgemuseum i Nyborg.

At fortælle fynsk historie ved hjælp af relikvier skaber vilkårlighed i historien. Vigtige begivenheder forsvinder, fordi ingen fandt resterne værd at bevare, mens mindre vigtige begivenheder er blevet husket, forstørret og gjort betydningsfulde i folkemunde og af museerne, ikke mindst fordi tingene blev bevaret. Som en anmelder af udstillingen, Anne Knudsen, skrev, må man undres over det fundamentalt tilfældige udvalg af ting, som er bevaret fra fortiden. Hvorfor Willemoes’ lommeur og ikke hans bukseknap? Hvorfor Lars Høghs målmandshandsker fra den mindeværdige kamp i 1994, hvor OB slog FCK 3-2, og ikke de støvler, en af angriberne bar? Hvorfor Karen Brahes stramajbroderede pude og ikke hendes slumretæppe?[5]

For at understrege det tilfældige, ikke blot i hvilke ting der er bevaret, men også historiens tilfældighed, var udstillingen ikke kronologisk opbygget. For hvert relikvie var en unik dør ind til et fortættet øjeblik i fynsk historie. Der er ingen forbindelse mellem tingene, ingen udvikling. Det var historien fortalt som et øhav.[6]

Udstillingen forsøgte således ikke at skabe et overblik. Til gengæld gav genstandene tilsammen et indblik i, hvad der var blevet gemt, og hvad der var blevet glemt gennem fynsk historie. På en måde var udstillingen som et solur – her blev kun de lyse timer talt! For relikviernes eksistens viste jo, at nogen fra starten havde fundet begivenheden værd at bevare, mens andre begivenheder enten ikke var blevet betragtet som vigtige nok til at gemme resterne af eller var blevet fundet så ubehagelige eller pinlige, at man havde kastet minderne bort for at udslette dem af erindringen. Hvor var det forkullede træ fra den sidste heksebrænding på Fyn? Hvor var korsettet fra det sidste offentlige horehus i Odense? Hvem gemte en lok af "tysker-pigernes" hår, da det blev klippet af i dagene efter befrielsen? Tingene glimrede ved deres fravær. Andre ting var tilsyneladende blevet erindret med omhu, kunne man se på udstillingen. Det var den stormfulde kærlighed, farefulde stunder med lykkelig udgang og heltemodige indsatser. Billedet var naturligvis ikke helt så entydigt som her skitseret. Nogle gemte for eksempel et stykke af en bombe fra dengang, englænderne bombede Esso-raffinaderiet i Nyborg, fordi det leverede forsyninger til tyskerne. Andre gemte kromandens tophue, efter han var blevet myrdet af Boyes berygtede røverbande, som huserede på Vestfyn i midten af 1800-tallet. Relikvierne med de ubehagelige minder viste vi på udstillingen i Odense, men det var ikke mange af den slags, vi kunne finde. Så på godt og ondt var udstillingen bundet af de erindringer, vi kunne finde på Fyn.

Montren med Sixten Sparres revolver. I montren til venstre ses den myrdede kromands tophue.

Det særligt fynske

At sætte Fyn som rammen lyder måske enkelt, men voldte os dog nogle problemer, for hvad er egentlig fynsk? Nogle af genstandene synes helt åbenlyst fynske. Som nu Morten Korchs første digte skrevet på opsprættede papirsposer fra onklens købmandsgård i Nyborg. Men hvad med grevinde Danners spejl, som vi også havde med på udstillingen. Inden Louise Rasmussen blev grevinde Danner var hun modehandlerske og balletdanserinde i København. Hun kom kun til Odense, fordi hendes elskede, den senere Frederik VII, i årene 1839 til 1848 var guvernør over Fyns Stift. I en kort periode boede hun på Odense Slot, men det var ikke velset, for de var ikke gift. Kronprinsen lejede derfor nogle værelser i Næsby. Her lod han ophænge et smukt spejl til sin Louise. Spejlet fandt vi hos efterkommerne af værtsfamilien fra Næsby, men gør det spejlet fynsk? Er man fynsk, hvis man er født på Fyn, men i øvrigt har boet resten af livet et helt andet sted, som H.C. Andersen, der forlod øen i en ganske ung alder for at blive til noget i hovedstaden. Eller hvis man i en sen alder har valgt at flytte til øen, som Tom Kristensen, der fandt roen og sin alderdoms elskede på Thurø. På udstillingen kunne man se den ring, som hans sidste hustru, Bosse, gav ham, lige da de havde mødt hinanden. Er en legende specielt fynsk, bare fordi den tilfældigvis fandt sted på Fyn? Vi turde ikke give et svar. Vi valgte ganske enkelt at vise de genstande på udstillingen, som der findes en legende om på Fyn.

Hvert "relikvie" var udstillet for sig på udstillingen.

Det fynske skatkammer

Fynske relikvier var en udstilling med få elementer. Der var genstandene og historierne bag. Der var de store sorte montrer, som havde plads til tre genstande hver og stod som en allé ned gennem den store sal. Der var lyset, koncentreret om hver enkelt genstand. Og der var den ydre ramme – Fyns gamle Stiftsmuseum – eller Fyns Kunstmuseum, som det hedder i dag. Bygningen blev opført i 1885 som et af landets første provinsmuseer. Det var den fynske provins’ første bud på en profan katedral for dyrkelsen af vores historie og de historiske genstande. Arkitekturen og kvaliteten ved Fyns gamle Stiftsmuseum viser alvoren og ærefrygten for de ting, huset blev bygget til.

Endelig var der tingene i deres uundgåelige materialitet. Disse ting, som kan berøres og – i modsætning til ord og fortællinger – ikke forsvinder, når man ignorerer dem. Tingene, som igen i modsætning til ordene, ufrivilligt kan blive ødelagt eller tabt for evigt.[7] Odense Bys Museers årtusindudstilling var om noget også et forsøg på at fejre tingenes betydning. Og med hjælp fra alle de fynske museer lykkedes det at præsentere en broget mosaik af forunderlige ting fra Fyn. Vi fandt med sikkerhed ikke alle de fynske relikvier, som måtte findes, men vi håber, at udstillingen gav lyst til at gå på videre opdagelse på de mange andre små og store museer, som findes her på Fyn. For historien er fuld af fantastiske historier.

Noter

  1. ^ Eskildsen 2000, s. 82.
  2. ^ Vellev 1972, s. 19.
  3. ^ Christensen 2000, s. 103.
  4. ^ Vellev 1972, s. 22.
  5. ^ Knudsen 2000.
  6. ^ Knudsen 2000.
  7. ^ Sjørslev 1991, s. 22.

Litteraturliste

  • Christensen, J.T.: "Hunnerkongen og de
  • 11.000 jomfruer." Fynske relikvier. Kataloget til udstillingen. Odense, 2000.
  • Eskildsen, K.: "Carl Nielsens strikkepinde." Fynske relikvier. Kataloget til udstillingen. Odense, 2000.
  • Knudsen, A.: "Historiens øhav." Weekendavisen 31.3.- 6.4.2000.
  • Sjørslev, I.: "Communicating Objects." Folk, nr. 33,1991.
  • Vellev, J.: "Fra helgengraven." Skalk, nr.3,1972.

©