Flad er den nordfynske Slette, men alligevel ikke uden landskabelig ynde, stilfærdig og fordringsløs. Frodig er jordbunden, kornet rækker sig højt og saftspændt efter forårsregnen. Syrenhække og poppelklædte gærder indrammer og læer for de løfterige afgrøder. Langt markvejene blomstrer Fandens Mælkebøtte, og titusinder småsole gløder smørgule omkap med deres ophav deroppe på den majblå himmel. De breder vellugt, og sommerlærken sætter melodi dertil. Ved agerens ende bryder markvejen et hul gennem grøftevolden, og dér fremme fanges da øjet af landsbyens lave gårde. Ikke alle er de lige lave. Det moderne landbrug vil have rummelige huse. Avlsbygningernes flager af bølgeblik løfter sig bevidste i deres produktionsfremmende værd over de ældre gårdes stråtage. Hatten af for bølgeblikket. Men halmtagenes mossede vadmel lister alligevel tanken den anden vej. De gav uændret i tiden ly og læ for bonden og hans flid, i middelalderen, i oldtiden, og over lerklinede fletværksvægge hvælvede sig for fire, fem årtusinder siden, i den yngre stenalder, de samme lave tage. Forlængst er de sunkne sammen i muld, men stenalderbonden selv er ikke glemt. Herude, midt i den grønne bygmark, står endnu et mærkeligt minde. En nutidsbonde værnede om det.

Bebyggelsen på Sletten er ældgammel. Allerede i den yngre stenalder må gårdene have ligget tæt her. Ganske vist kender vi endnu ikke bopladserne, men over dele af området breder de store stengrave, dysser og jættestuer, sig tæt, især i egnene vest for Odense fjord, i Lunde og Skam herreder. Her på dette ret begrænsede stykke land er i nutiden optalt over hundrede mindesmærker. Og mange er sikkert gået tabt i tidens løb som ofre for stenhungeren, som byggeemne for middelalderens landsbykirker og herreslotte, og sidenhen da Det kgl. Landhusholdningsselskab præmierede bondens vindskibelighed og belønnede ham for rydning af uføre og hindringer i ageren. Og der blev ryddet til gavns. Af de hundrede mindesmærker, vi ved om her på den østlige Slette, er i dag neppe mere end en halv snes tilbage, frelste, kun fordi de pågældende lodsejere viste forståelse for de gamle grave som kulturmindesmærker og lod dem fredlyse.

En af de fredede grave, en jættestue, ligger nord for Emmelev by ved Otterup og tilhører gårdejer P.A. Rasmussen. Ved overenskomst med Nationalmuseet skænkede han i 1920 mindesmærket til fredlysning. Siden har hr. Rasmussen på smukkeste måde værnet om den højdækkede stensætning. »Gåsestenen« kaldes den. Ingen ved mere hvorfor. Her drev måske Maren Gåsepige med sin gækkende og græssende rad af intetanende kandidater til Mortensaftens stegeovn.

Fig. I. Stort tøndeformet lerkar fra Gåsestenens øvre gravlag.

I forbindelse med en fredningsrejse, som jeg på Fyns Stiftsmuseums vegne foretog efter aftale med Nationalmuseet, kom jeg i foråret 1954 til stedet. Her, som så tit andetsteds, viste det sig, at tiden, vejr og vind, er faret frem mod mindesmærket. Frostens indvirkning havde et par steder sprængt skaller fra den største af de to svære dæksten over kammeret, så at den havde forskudt sig og frembød fare for yderligere skridning. Gårdejer Rasmussen imødekom gerne mit ønske om at iværksætte en fornøden restaurering, og vi enedes om, at der ved samme lejlighed skulde foretages en udgravning af det jordfyldte kammer, så at dette kunde blive tilgængeligt.

Arbejdet blev påbegyndt d. 16. juni samme år og varede 14 dage. Som hjælper havde jeg Stiftsmuseets fingerrappe og pligtivrige kustode, Hartvig Skov Hansen.

Fig. 2. Plan af gravkammeret.

Allerførst gjaldt det om at sikre liv og lemmer, mens arbejdet stod på. Den største overliggersten, som var skredet ud af leje, vejer 10-12 tons, og det var derfor nødvendigt nøje at iagttage bære- og dækstenenes indbyrdes balance. Tanken gled herved uvilkårligt tilbage på den unge svenske arkæolog, som engang lod sit liv under en nedskridende dæksten. Det stod klart, at den største af dækstenene var udsat for at synke endnu længere ned i kammeret, og vi fik derfor hjælp af entreprenør Hans Jørgensen, hvis folk anbragte en svær jerndrager hen under stenen samtidig med, at den mindre dæksten blev skudt noget til side, for at vi kunde få plads til at arbejde inde i kammeret.









Fig. 3. Oldsager fra Gåsestenen.

Først satte vi dog spaderne i ved østfoden af den lave høj, som omgiver stensætningen. Her ragede toppene af et par store sten op gennem grønsværen. Det var det inderste sæt af den snævre gang, som fra højens østfod har ført ind til kammerets ene langside. Desværre er højen i tidligere tid blevet temmelig stærkt afpløjet, og derved er stenene i den ydre del af gangen fjernede, så at nu kun dens inderste del står tilbage. Allerinderst i gangen stod en svær, fladagtig sten på højkant. Det var dørstenen, der lukkede for kammeret. Da den var borttaget, fremkom lige under den, nederst i gangbunden, en lav tværliggende sten, en tærskel mellem gang og kammer, netop som den man ved lignende undersøgelser altid finder på dette sted.

Fig. 4. Lerkarskår fra jættestuetid.

Vi arbejdede os nu med små graveredskaber ind i kammeret, dels fra gangen, dels gennem den adgang fra oven, som var skabt, da den mindre dæksten blev flyttet bort fra kammerets sydende. Allerede i gangen begyndte oldsager at fremkomme. Nede i bundlaget fandtes en sleben flintmejsel, en smukt bevaret ravperle og et par flintflækker. Sagerne lå på en bro af flade småsten, og under den iagttoges et tyndt lag af hvidbrændt, knust flint. Et lignende bundlag fandtes senere inde i kammeret og er utvivlsomt anbragt af anlæggets bygmestre for at uddræne gravbunden.






Fig. 5.Flintsager og ravperler.

Efterhånden som vi gennem åbningen i sydenden nåede ned i kammeret, viste det sig, at fylden i den øvre del bestod af temmelig løs jord, som gennem tiden er flydt ned i graven, men ca. 80 cm under den store dæksten blev fylden fastere, og omtrent ved rummets midte gled graveskeen af på kanten af et stort, svært lerkarskår. I laget lige under, men ellers spredt i kammerets nordlige halvdel, fandt vi flere skårflager af samme udseende, og ved den senere sammensætning i museet viste de sig alle at høre til ét og samme kar, den store, 50 cm høje og nærmest tøndeformede krukke, som er gengivet fig. 1. Under randen er den forsynet med to skarpkantede vulster, men ellers bærer den ikke ornamenter. Lerkar af denne art er hidtil kun fundet i ganske få eksemplarer og menes at være fra stenalderens slutningsperiode, dolktiden, som faldt i århundrederne 1800-1500 f. Kr. Og på denne datering giver fundet i »Gåsestenen« fuld bekræftelse.

Fig. 6. Svajede lerbægre. Ødansk enkelt gravskultur.

Som vi nemlig gravede dybere, idet det lige plan stadig holdtes ved lagvis afskrælning af jorden, blev der fundet flere oldsager, der hører stenalderens slutningstid til. I nordenden af kammeret og i samme niveau som lerkarskårene lå således et smukt tilhugget spydblad af flint, planen fig. 2 nr. 21, afbildet fig. 3 f, og omtrent ved kammerets midte optoges endnu et stykke fra samme tid, nr. 30, en flintdolk, som var stærkt opskærpet, fig. 3e. I samme højtliggende lag afdækkede vi også et dårligt bevaret kranium og flere lemmeknogler, i øvrigt de eneste spor af de gravlagte, som fandtes, da jordbunden er sandet og derfor ikke har ydet gode betingelser for skeletdelenes bevaring.

Jættestuen er imidlertid rejst på et tidspunkt, som ligger forud for de lige omtalte sene oldsager. Helt nede i bundlaget, og især i kammerets vestlige del, fandtes nemlig en del genstande, som stammer fra en ældre tid. Til dem hører f. eks. et lerkarskår, fig. 4 midt, som lå ind under foden af bærestenen nr. 5. Det er prydet under randen med et bånd af tre vinkelrækker, ned over skulderen med lodrette bånd, som hvert består af tre furer udfyldt med furestik; over den skarpe kant udgøres prydelsen af kortere og længere lodrette furer. Både ornamentik og karrets profil med det skarpe lille knæk på skulderen viser, at denne vase er nedlagt i yngre jættestuetid, 2000—1800. Lige ved skåret lå en stor ravperle, et smykke, der efterligner et køllehovede i sten, som er typisk for jættestuetiden, fig. 5 nederst til højre. Andre ravperler blev fundet og optaget, og her måtte der udvises den største omhu, for ravperlerne lignede små sten og var vanskelige at opdage i gravfylden, desuden uhyre skrøbelige. Straks de blottedes, blev de overgydt med glycerin, for at de ikke under luftens tørrende indvirkning skulde henfalde i støv. Men både af ravperlerne, endnu et antal lerkarskår og desuden af den slebne flintøkse, som er afbildet fig. 3 c, fremgår det klart, at kammeret må være rejst i jættestuetiden.

Fig. 7. Mindesmærket efter udgravning og restaurering.

Men som helhed blev der ikke fundet mange oldsager fra denne ældre periode, og det var påfaldende, at de ikke var til stede ved kammerets midte eller højere oppe, men kun forekom dybt nede langs kammerets vestlige rand. Forklaringen må være den, at der på et givet tidspunkt har fundet en udrømning sted af kammerets indhold. En sådan udrydning er et ejendommeligt forhold, man gang på gang møder ved udgravningen af jættestuer. Når gennem længere tidsrum en række gravlægninger havde fundet sted, kviede man sig vel ved at komme i gang med den besværlige og krævende rejsning af en ny gravbygning. Så forunderligt det end ser ud for os, må man imidlertid i stenalderen have foretrukket den lettere udvej simpelthen at tømme kammeret for de ældre begravelser, og fylden blev da som regel anbragt ved gangens udmunding i højfoden. Da jo, som før nævnt, højen om »Gåsestenen« er formindsket ved nyere tids markarbejde, og gangen delvis er fjernet, lykkedes det dog ikke at påvise et udrømningslag her.

Men det er klart nok, hvem der har foretaget udrydningen. Det fremgik med al tydelighed af et antal oldsager, som fandtes på kammerets bund, i lagene opefter, og sluttelig overlejredes af de først omtalte yngste genstande fra dolktiden. De skilte sig ved deres udseende tydeligt ud både fra jættestue- og dolktidssager. Det var dels ret plumpt formede hængesmykker af rav som fig. 5f, øverste række, dels de to skafthuløkser af grønsten, fig. 3 a, b, og den lille amuletsten, fig. 3 h, af samme materiale. Mest karakteristisk for denne gruppe oldsager var imidlertid de tre lerkar fig. 6, planens nr. 39 og 28, henholdsvis til højre og i midten. Mens det ene er uprydet, dækkes de to andre med bånd af vinkelstillede striber indpressede i leret med et kamlignende instrument, den såkaldte tandstok. Bægrenes profil er S-svajet. Det midterste stod tæt inden for bæresten 2 med bundfladen 25 cm over gravbunden og var næsten uskadt ved udgravningen.

Engang i jættestuetiden er da kammeret blevet udrømmet, og kun et lille antal sager fra de ældre begravelser har fået lov at blive liggende i bundlaget langs randen. Så følger en periode med gravlægninger, hvori gaverne til de døde udgøres af de sidst beskrevne sager: skafthuløkser og S-svajede lerkar, og dette lag fortsættes jævnt op i det øverste lag med dolktidssager. Der er da engang foregået et brud af kulturhistorisk art i gravstuens benyttelse. Alene af fundene i »Gåsestenen« vilde man ikke kunne drage vide slutninger, men ved sammenligning med en del tilsvarende fund bliver forholdene forståelige. På grundlag af en lang række fund i Jylland, hvor de døde nedlagdes i en grav under en lille høj, altid kun én i hver grav og med gravgods, som klart udskiller sig fra jættestuernes, har man kunnet påvise en ny kultur, der efter gravskikken kaldes enkeltgravskulturen. Man tilskriver den et nyindvandret folk, muligvis en gren af de vandrende indo-europæere. Enten det nu har mødt jættestuefolket på fjendtlig fod eller gradvis og fredeligt er blevet opblandet med det, står vi over for den mærkelige kendsgerning, at det nye folk ikke blot jorder deres døde i enkeltgrave, men i talrige tilfælde også tager de store fællesgrave, jættestuer og dyssekamre, i brug, selv om disse allerede var benyttede.

Også til øerne kom enkeltgravfolket udefra, vistnok over Østersøen. I Fyns Stiftmuseum opbevares en del jættestuefund, desværre mest dårligt og usagkyndigt udgravede i ældre tid, som rummer stridsøkser af samme art som fig. 3 a—b. I 1934 udgravede P. Helweg Mikkelsen kun 1 km fra »Gåsestenen« en lille høj. Deri fandt han to enkeltgrave ganske som de jyske, og de indeholdt stridsøkser og lerkar, som i form og ornamentik nøje svarer til fundene i Gåsestenen.

Den udgravning, som ovenfor er beskrevet, har da haft betydning ved at øge værdien af den korte række veloplyste gravfund, som underbygger vor viden om samspillet på øerne mellem de to stenalderkulturer: den ældre hjemlige, som rejste vort lands prægtige mindesmærker, dysserne og jættestuerne, og den udefra komne enkeltgravskultur. Begge nærmer sig med tiden hinanden og smelter sammen i den enhed, som finder udtryk i dolktidens fælleskultur. At denne viden har kunnet øges, derfor skylder Fyns Stiftmuseum gårdejer P.A. Rasmussen en tak, også fordi han har ønsket, at de fremdragne oldsager fremtidig skal opbevares i dette museum, inden for hvis samlinger de altid vil indtage en smuk plads.

Da undersøgelsen var slut, foretoges den nødvendige sikring af kammeret. Efter at jordindholdet var fjernet, lod graven sig opmåle. Højden er 1.70 m, længden i nord-syd 2.90 m, bredden 2.20 m. Ved indskydning af kilesten og en let undermuring er der nu skabt sikkerhed mod skridning af stenene. Højens overflade er jævnet og tilsået med græs. Smukt ligger den gamle gravbygning på marken og giver stedet dybde bagud i tiden. Nordfyn er blevet et minde rigere, vel værd at søge til.

Fundet fra »Gåsestenen« er indført i Fyns Stiftmuseums fundprotokol under nr. 9251 med undernumrene C 1—92. Oldsagerne er følgende:

  • 3 hele lerkar, jfr. fig. 1 og fig. 6.
  • 1 spydblad af flint, 1 dolkblad af flint, fig. 3f, e.
  • 3 slebne flintmejsler, fig. 3 g.
  • 2 tværpilespidser, fig. 3 g.
  • 1 glattesten, fig. 5e.
  • 14 flintflækker, fig. 3 i, samt 2 flintafslag.
  • 2 flækkeskær til kornsegle, fig. 5 a, 1 flækkeskraber, 5 b.
  • 2 ildsten, 5 c.
  • 15 ravperler, fig. 5 f, samt brudstykker af flere andre.
  • 1 tyknakket sleben, svær retøkse af flint, fig. 3 c.
  • 2 enkeltgravsøkser, fig. 3 a, b. Grønsten.
  • 1 amulet af grønsten, fig. 3I1.
  • 1 brudstykke af et svajet lerbæger, fig. 6a.
  • Skår af 4 andre svajede bægre, heraf 3 ornamenterede.
  • Skår af flere jættestuekar, hvoraf 3 ornamenterede er afbildede fig. 4.