Genforeningens Fyn

Fredning af genforeningens mindesten og monumenter på Fyn

Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede alle de cirka 650 mindesmærker, der markerer Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Genforeningsstenene er et af de største samlende symboler, vi har som danskere. De fortæller historien om, hvordan lokale kræfter over hele Danmark valgte at rejse sten for at markere fællesskabet og mindes genforeningen med Sønderjylland for tid og evighed.

Den historiske baggrund i korte træk

Efter krigen i 1864, der varede fra 1. februar til 20. juli, måtte Danmark afstå hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig (Sønderjylland) til krigens sejrherrer bestående af Preussen og Østrig. Herefter kom den dansk-tyske grænse til at løbe langs Kongeåen lige syd for Kolding, hvilket efterlod en stor dansksindet befolkningsgruppe i Sønderjyllands nordlige del på den preussiske side.

Først da Tyskland bad om våbenhvile i 1918 og derved erkendte sit nederlag i 1. verdenskrig, kunne man ane en reel politisk mulighed for en genforening af Sønderjylland med Danmark. Det skete dog først to år senere, da man ved to separate folkeafstemninger den 10. februar og 14. marts enedes om en ny grænse, hvorved Slesvig blev delt efter folkets ønske.

Valgplakat fra 1920. Rasmus Christiansen, Rigsarkivet.

Fra dansk side kaldte man Sønderjyllands indlemmelse i Danmark for ’Genforeningen’. Derigennem signalerede man, at Danmark og Sønderjylland havde hørt sammen før og nu kom til det igen. Kulminationen på hele genforeningen skete 10. juli, hvor kong Christian X under massiv folkelig bevågenhed red over den tidligere grænse ved Frederikshøj syd for Kolding, og den 11. juli, hvor der afholdtes en kæmpe genforeningsfest ved Dybbøl Skanser.

Dagen efter – den 12. juli – mødtes kongen med de skuffede sydslesvigere i Kruså, der ikke blev genforenet med Danmark, og her gentog han næsten ordret statsminister Niels Neergaards så berømte ord: ”I skal ikke blive glemt”. Selv om der var tale om en demokratisk folkeafstemning, var det tydeligt, at der på begge sider af den nye grænse blev efterladt folk, der hellere havde set et andet udfald. Hvad der føltes som genforening for nogle, blev adskillelse for andre.

Genforeningsstenen på Ærø står stadig smukt placeret centralt på byens torv. Foto: Lars Bjarke Christensen.

Fra 1919 til 2020

Landet over rejstes hundredvis af mindesten i forbindelse med genforeningen. Langt de fleste blev rejst i genforeningsåret eller i årene umiddelbart derefter – og enkelte så sent som i 1930.

14. marts 1919 rejstes landets første genforeningssten på Ærø ud for det gamle rådhus på byens torv. Monumentet blev til ved et samarbejde mellem kunstnerne Sophus Paulsen og Jacob Jørgensen og som et direkte resultat af Sophus Paulsens “Hilsen til Sønderjylland”, der allerede 26. november 1918 blev bragt i pressen, og hvor der blandt andet stod:

“Paa en åben plads i byens hjerte ved den alfare vej – vil vi bygge vor bauta. En frodig Lind – det sønderjyske træ –Frihedens træ – skal vaar og vinter, sommer og høst vidne for en taknemmelig slægt – skal vidne om en stor tid, en jern- og blodtid, og om den dag, da der atter frit kunde tales, tænkes og tros i Landet “sønden Aa og hinsides hav”. Det skal vidne om den levende følelse, den lille Ø’s befolkning havde af dens ret til først af alle at hædre det genvundne land – til at mindes de levende og døde”.

I forbindelse med markeringen af 100-året har kulturministeren afsat en pulje penge til registrering og efterfølgende fredning af de mange mindesmærker. Odense Bys Museer, der har tilsynet med de fredede fortidsminder, har haft til opgave at registrere og optage nye billeder af de genforeningssten, vi har på Fyn og øerne, såvel som af de anlæg, stenene ofte står rejst i.

Nu – 776 km senere – er alle fynske mindesmærker besøgt og oprettet i det nationale register Fund og Fortidsminder,[1] hvor der også er tilknyttet et par billeder, således de nu også er offentligt tilgængelige her og kan søges frem på et kort.

I dag eksisterer der allerede en hjemmeside om Danmarks genforeningssten lavet af Jens Anker Ambirk.[2] På forsiden findes et interaktivt kort, hvor man kommunevis kan klikke sig ind og se alle landets genforeningssten, ligesom der også er tilknyttet historierne fra blandt andet Johannes Vejlagers bog nævnt nedenfor. På grænseforeningens hjemmeside blev der desuden i slutningen af 2019 lanceret et nyt website med en oversigt over alle genforeningsmindesmærker i Danmark.[3]
Hovedlitteraturen omkring genforeningsstenene er til stadighed Johannes Vejlagers bog Genforeningsmærkernes Historie (1939), hvorfra der også er tilknyttet uddrag i forbindelse med nyregistreringen i Fund og Fortidsminder, og hvorfra historierne i denne artikel stammer i let omskrevet stand.

Truelsmosegårdstenen bærer som den ene af to genforeningssten årstallet 1919. Foto: Lars Bjarke Christensen.

De fynske genforeningsmindesmærker

I alt var der på Fyn og øerne 40 genforeningssten, der skulle tilses i forbindelse med opgaven, samt en genforeningsflagstang, som vi vender tilbage til i artiklens afslutning. Dertil kommer også en lille håndfuld genforeningssten, der allerede var fredet i forvejen.

Genforeningsmindesmærkerne tæller ikke kun sten. Rundt omkring plantedes også adskillige genforeningstræer, som nok har lidt samme skæbne som blandt andet Dalby-træet, plantet af Dalby Bylav på genforeningsdagen i 1920, der desværre visnede og gik ud i den tørre sommer det efterfølgende år.

I Marstals kirketårn blev der indmuret en hvid marmortavle i tårnets væg over dobbeltdøren ind til kirken i 1925 til minde om genforeningen:

DETTE TAARN ER OPFØRT 1920 AF MARSTAL MENIGHED TIL GUDS ÆRE, TIL VOR KIRKES PRYDELSE OG TIL MINDE OM SØNDERJYLLANDS GENFORENING MED DANMARK.

Det var i øvrigt frivillige bidrag i rigelige mængder – 93.000 kr. – der gjorde det muligt at bygge det 35 meter høje kirketårn efter tegning af arkitekt N. Jacobsen, Odense, der blev indviet den 12. december 1920.

Medaljen fra Ørbæk, i midten en medalje fra krigen i 1864. Foto: Ørbæk Lokalhistoriske Arkiv.

Endnu et gejstligt mindesmærke stammer fra Ryslinge, hvor frivillige bidrag fra sognets beboere gjorde det muligt at få fremstillet et nyt orgel til kirken til minde om genforeningen. Orglet blev taget i brug 21. februar 1920, men først egentligt indviet 18. juli 1920. Daværende pastor Hjort bestemte indskriften, der lyder:

BYGGET:TIL:GUDS:ÆRE:OG:TIL:MINDE: OM:GENFORENINGEN: 1920.

Også i Ørbæk blev der på genforeningsdagen holdt stor fest med deltagelse af alle sognets beboere. Maskinfabrikant Carl Nielsen ønskede et varigt minde om begivenheden og valgte at tegne og få fremstillet en erindringsmedalje i sølv, bronze og tin. På den ene side bærer medaljen indskriften:

SØNDERJYLLAND VELKOMMEN HJEM TIL DANMARK

– på den anden side står:

ØRBÆK SOGNS GENFORENINGSFEST 9DE JULI 1920.

Folk kunne herefter bestille deres egen medalje til minde om genforeningen, så det er ikke umuligt, at der rundt omkring i skufferne i Ørbæk stadig ligger medaljer i gemmerne til minde om genforeningen.

Mindst fire genforeningssten er gået tabt i tidens løb. Majorgårdens sten stod placeret på gården af samme navn, der lå vest for Næsby ud til Odense-Bogense landevejen, og er formentlig gået tabt med gårdens nedrivning.[4]

Harndrup-stenen var oprindelig placeret foran forsamlingshuset i Harndrup, men blev på et tidspunkt flyttet til vejtrekanten ved Fjellerupvej og Ruggårdsvej. Kort før amternes nedlæggelse blev stenen hentet af amtets folk og kørt bort, og hvad der herefter er sket stenen, vides ikke.[5]

Sjællændergårdens sten stod på Sjællændergården vest for Åstrup. Stenen bar ingen inskription, som det står nævnt nedenfor i den ordrette gengivelse fra Johannes Vejlagers Genforeningsmindesmærkernes Historie fra 1939, hvor Sjællændergårdens ejer, R.A. Nielsen, fortæller:

”Jeg besluttede, bl.a. for senere at kunne minde mine Børn om den store Begivenhed, selv at rejse et synligt Minde derom. Sammen med min ældste, den Gang 10-årige Dreng deltog jeg i Festen på Dybbøl 1920, hvor vi begge oplevede vor største Dag. Jeg havde hørt, at der på Avernakø fandtes en smuk Natursten, som var kløvet i to Halvdele ved en sprængning. Dem købte jeg. Men hvordan få dem til Fyns Land? Jo, i 1922 kom der en Isvinter. Den 14. Februar kørte vi med Hest og Slæde over Isen og hentede den ene Halvdel hjem. Men Dagen efter kom Tøvejret. Så ventede vi i flere Aar. I 1928 var ”Vejen” atter farbar fra Ø og til Ø; alligevel nåede jeg ikke at fuldende Værket på den Maade. Atter ventede jeg – endda i fem Aar. Så kunne jeg ikke bie længere. I Marts 1933 blev Søsterstenen sendt fra Avernakø med Damper til Faaborg, og Dagen efter blev de to Dele rejst sammen efter den årelange Adskillelse.” Og som Gaardejer R.A. Nielsen meget rigtigt slutter sin Beretning ”Indskrift er her ganske overflødig, enhver kan jo se, at det er det skilte, der atter bøjer sig sammen” Mindesmærket står smukt ”mellem Æblegård og Humlehave”; thi rundt om det står Æbletræer, og i Læbæltet af Bøg findes enkelte Humleranker. Rester af Gårdens gamle Humlehave”.

Genforeningsmindesmærket som det så ud på Sjællændergården. Foto: Aastrup Folkemindesamling.

Sjællændergården brændte i 2009, og den manglende inskription er måske grunden til, at stenen i dag er forsvundet.

I Humble på Langeland har der ligeledes stået en mindre genforeningssten med et indhugget skjold og årstallet 1920. Genforeningsstenen rejstes af den daværende lærer Klæsøe på skolens legeplads i anledningen af tiårsdagen for genforeningen.[6] Ifølge Jens Anker Ambirk er stenen senere flyttet og kunne muligvis stå i skellet mod vest ind imod den ‘nye’ kirkegård i Humble.

Den gamle graver på Humble Kirkegård, som efter eget udsagn kender hver en sten på kirkegården, kunne ikke erindre, at der nogensinde skulle have været en genforeningssten i skellet mod kirkegården. Selv om de nuværende ejere af haven mod den nye kirkegård velvilligt lukkede døren op og lod undertegnede kigge rundt langs deres side af skellet, blev stenen heller ikke fundet i denne omgang.

Genforeningsstenen i Glavendrup. Foto: Odense Bys Museer.

Fyn rundt

Turen rundt for at tilse de fynske genforeningssten viste en meget stor variation i genforeningsstenenes størrelse og udformning. Det samme gør sig gældende for inskriptionernes vedkommende. Flere har blot årstallet ’1920’ indhugget, andre inskriptionen ’For Sønderjylland 1920’ eller ’Sønderjylland 1864 – 1920’. En mindre del bærer vers fra sange og salmer som genforeningsstenen i Glavendruplunden, der har næsten samme udformning som den store runesten fra vikingetiden.

En lige så stor variation ses i stenenes placering, omend de kan være flyttet fra deres oprindelige ståsted. Flere står placeret ved byens forsamlingshus eller på de gamle bystævnepladser. Bystævnet var stedet, hvor landsbyens gårdmænd under ledelse af en oldermand besluttede alt, der stod i forbindelse med jordfællesskabet: markarbejdets begyndelse, tidspunktet for høst, fællesgræsning, åbning og lukning af gærder samt bytyrens brug. De nuværende bystævner, der står som en kreds af sten, er for en dels vedkommende dog fra tiden efter udskiftningen i 1800-tallet, som f.eks. Davinde Bystævne, der ses til højre.[7]

Andre sten er placeret i mindelunde i selskab med andre mindesten (som f.eks. genforeningsstenene i Højby, Glavendrup og Gudbjerglund), og enkelte sten står placeret i private haver, hvor man pænt må banke på og bede om lov til at få mindesmærket at se.

Davinde Bystævne med genforeningsstenen.

En enkelt af de fynske genforeningssten har fået en meget monumental placering, idet den er placeret på toppen af gravhøjen Kongshøj, der er beliggende umiddelbart vest for Kerteminde. På tidspunktet for placeringen af genforeningsstenen var Kongshøj i en noget sørgelig forfatning, efter den i 1800-tallet var blevet udgravet – ikke af museumsfolk vel at mærke! Så vidt vides fandtes intet. En enkelt beretter om fundet af et sværd, men det benægtes af andre. Højen har i sin tid været ganske stor, og der er uden tvivl tale om en af bronzealderens storhøje. I forbindelse med genforeningsfesten blev højen restaureret og fredet, så selv om placeringen af genforeningsstenen ikke er god, set med den tilsynsførendes briller, har det trods alt bevaret højen og stenen for eftertiden.

Genforeningsmonument i privat have i Stenstrup, der ud over genforeningsstenen til venstre også indeholder endnu en sten til højre, der mindes grundlovsændringen i 1915, som blandt andet sikrede kvinders valgret. Foto: Odense Bys Museer.

Som det ses på valgplakaten med den lurblæsende bronzealdermand og placeringen af genforeningsstenen på kongshøjen, trækkes der flittigt tråde tilbage til ældre tider i politisk øjemed. Hvorvidt det også har været tilfældet med genforeningsmindesmærket på Strynø, vides ikke, men ved besøget på Strynø kunne det ses, hvordan der i genforeningsmonumentet var blevet anbragt en kværnsten fra jernalderen og på monumentets bagside en formodet skålsten fra bronzealderen. De to genstande er ikke nævnt i Johannes Vejlagers beskrivelse af monumentet, så de kan være en senere tilføjelse.

Genforeningsstenen på toppen af Kongshøj ved Kerteminde. Foto: Odense Bys Museer.

Til venstre genforeningsstenen og forrest kværnstenen fra jernalderen. Til højre en sten fra bronzealderen med syv skålformede fordybninger.

Historien lever videre

I 1920 var genforeningen ikke blot en sag for Sønderjylland. Det vidner de godt 650 genforeningssten om. Fejringen af 100-året for genforeningen i 2020 bliver ligeledes en sag for hele landet, hvor der især omkring mærkedagene den 10.-12. juli vil være arrangementer landet over.[8]

Formålet med at markere genforeningen er blandt andet at styrke bevidstheden om genforeningens skelsættende politiske og kulturelle betydning for hele det danske samfund, for vores nationale selvforståelse og især for venskabet til Tyskland – både i Sønderjylland og i resten af Danmark, således det hele ikke går op i øget grænsekontrol og vildsvinehegn!

I Johannes Vejlagers bog kan man læse, at der på en høj i haven til gården Karlshøj i Brenderup Sogn har stået en stor sørgeask, plantet i 1864 af gårdens daværende ejer og mangeårige folketingsmand for Bogensekredsen, Hans Mathias Pedersen. Han bestemte, at sørgeasken skulle blive stående dér, indtil Sønderjylland atter genforenedes med moderlandet. Når det skete, skulle asken hugges om og erstattes med en flagstang. På genforeningsdagen lod den afdøde folketingsmands søn, sognefoged P. M. Hansen, der da ejede gården, sørgeasken fælde, så dens nederste stykke blev stående som støtte for flagstangen, der blev rejst i sørgeaskens sted. Her vajede Dannebrog første gang på genforeningsdagen i 1920.

Ved Odense Bys Museers besøg på gården i forbindelse med registreringen af genforeningsmindesmærkerne kunne den nuværende ejer, Arne Wied Hansen, der er barnebarn af sognefoged P. M. Hansen, fortælle, at flagstangen og højen, den stod på, i tidens løb var forsvundet. Familiens stærke følelser fra genforeningen i 1920 lever dog stadig videre, og på dagen for besøget var Arne bogstaveligt talt i gang med at stramme den sidste bolt til fundamentet til en flagstang, så flaget igen kan vaje på genforeningsdagen – nu blot 100 år senere.

Fundament til den nye genforeningsflagstang på gården Karlshøj i Brenderup.

 

Litteratur

  • Porsmose, Erland 2008: Danske Landsbyer. Gyldendal.
  • Vejlager, Johannes 1939: Genforeningsmindesmærkernes Historie. Konrad Jørgensens Forlag.

 

 

Noter

  1. ^ www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder
  2. ^ www.ambirk.eu/genforeningsstene
  3. ^ www.graenseforeningen.dk
  4. ^ Kilde: Jens Anker Ambirk.
  5. ^ Kilde: Jens Anker Ambirk.
  6. ^ Kilde: Johannes Vejlager.
  7. ^ Kilde: Erland Porsmose, Danske Landsbyer.
  8. ^ I forbindelse med genforeningsåret er oprettet en hjemmeside med en masse nyttig information: www.genforeningen2020.dk

 

©