Fyns Kunstmuseum er i besiddelse af ialt 2.487 inventarnumre, hvoraf nogle dækker en serie af værker f.eks. en grafikmappe med flere tryk eller en række på tre malerier der hører sammen. En stor del af de bedste af disse malerier – skulpturer, installationer, grafik og kunsthåndværk – er udstillet permanent på 1. sal i museumsbygningen – undertiden også i hele eller dele af stueetagen afhængigt af, om huset samtidig rummer en større eller mindre pladskrævende særudstilling. En mindre gruppe arbejder, ligeledes blandt museets bedste, er løbende udlånt til skiftende særudstillinger i ind- og udland, ligesom museet selv ofte låner fra kollegamuseer. En stor del af museets værker opbevares i magasiner, enten i selve museumsbygningen eller i fjernmagasin. Endelig opfylder museet ønsker fra andre museer og ikke-museale institutioner om langtidslån, uddeponeringer af værker.

Museet har selvsagt pligt til at holde orden på egen samling, herunder til stadighed at vide, hvor hvert enkelt værk er placeret, og i hvilken bevaringsmæssig stand det befinder sig. Derfor bør der løbende føres tilsyn med alle disse genstande. Det er ikke det store problem at holde øje med værkerne i museumsbygningen, ligesom der er fuld kontrol over de værker, der i den allerseneste tid er blevet placeret i Odense Bys Museers helt nye og hensigtsmæssigt indrettede fjernmagasin. Udlånte værker kontrolleres naturligvis for skader inden afrejse og umiddelbart efter hjemkomst; der er heldigvis sjældent noget at klage over her; idet fagfolk på de lånende museer generelt behandler værkerne med respekt og omhu, hvilket også gælder de transportfirmaer, som kunstmuseerne benytter

Anderledes forholder det sig med de værker, der er uddeponeret på ikke-museale institutioner såsom skoler, gymnasier, højskoler, plejehjem, sygehuse, domhuse, kaserner og hjemmeværnsregioner. Tilsynsbesøg på uddeponeringsadresserne er derfor -ifølge min opfattelse – vigtig ud fra den formening, at tager museet selv sagen alvorligt, så smitter det antageligt af på de ansvarlige på uddeponeringsstederne. Men en sådan holdning er måske meget tidsbunden. I alle tilfælde synes der ikke førhen at have været ført en konsekvent linie med hensyn til tilsynet med de mange værker, museet i årenes løb har sendt i eksil.

I 1948 forsvandt hele museets samling af gipsafstøbninger af skulpturer fra græsk og romersk antik samt italiensk renæssance ud af huset sammen med gipsafstøbninger af originale modeller til en lang række danske 1800-tals skulpturer for at skabe plads til udstilling af den første del af revisor J.W. Larsens samling af moderne dansk kunst; en af betingelserne for modtagelsen af denne donation var, at den skulle være tilgængelig for publikum i udelt stand (hvilket den stort set var indtil 1988, hvor denne klausul udløb). Mens afstøbningerne af antikkens og renæssancens skulpturer blev uddeponeret på byens gymnasier og uddannelsesinstitutioner, hvor de kunne gøre nytte i undervisningsmæssigt øjemed, så overgik afstøbninger og modeller af det forrige århundredes skulpturer på et tidspunkt til opmagasinering på Christiansborg Slots loft sammen med tilsvarende værker fra en lang række andre danske kunstmuseer. I princippet har de lokale uddannelsesinstitutioner fortsat ansvaret for de deponerede værker, mens genstandene fra folketingsbygningens loft i 1989 returneredes til et lokalt fjernmagasin.

I årene 1964-70, hvor Odense Bys Museers kunstsamling blev professionaliseret, blev snesevis, ja op imod et par hundrede malerier og enkelte skulpturer uddeponeret. To forhold gjorde sig utvivlsomt gældende: For det første en sortering af genstandene i samlingen, hvor man set med kunsthistoriske øjne så at sige skilte skidt fra kanel; for det andet et forsøg på at skaffe plads til anden del af revisor J.W. Larsens donation, der blev overdraget til museet i 1962 nogle få år efter testors og hustrus død. Samtidig med, at museet således fik skabt bedre plads til, hvad man dengang anså for de bedre værker på de ringeres bekostning, kunne man glæde en lang række institutioner med langtidslån af kunst. Af korrespondancen fra slutningen af 1960’erne fremgår det, at der var så stor efterspørgsel på inddeponeringer fra museet, at langtfra alle kunne efterkommes. Der har i årenes løb været en vis udskiftning i rækken af uddeponerede værker, ligesom en række værker har rokeret mellem forskellige institutioner. Ved min tiltrædelse i 1992 tilsagde min nysgerrighed og ordenssans mig, at jeg måtte have rede på, hvilke værker, der opholdt sig på hvilke adresser, og hvilken bevaringsmæssig stand, de befandt sig i. Meget optimistisk påbegyndtes en tilsynsrunde, men den gik snart i stå, fordi der ikke var pinlig orden i sagsmappen vedrørende uddeponeringer Sådan forholdt det sig indtil efteråret 1994, hvor museet blev brændt af med hensyn til en planlagt særudstilling, som en udefra kommende institution havde lovet at påtage sig at skaffe midler til. På museet var vi derfor tvunget til at finde på noget at hænge op i de lokaler, der ellers ville stå gabende tomme grundet den aflyste og udskudte udstilling. En nærliggende – og for museet omkostningsfri – løsning var derfor; at få rådet bod på den dårlige samvittighed overfor uddeponeringssagen ved at få bragt orden i den og hjemkalde en større gruppe af uddeponerede arbejder, hvor der ikke havde været aflagt tilsynsbesøg i de foregående år; alle disse værker kunne man så meget passende udstille. Det skete under den ret slagkraftige titel, “Glemte billeder", der blev vist i perioden den 18. november 1994 – 15. januar 1995. Det blev til hjemkaldelse af 119 arbejder fra 31 adresser fordelt med én i København, to i Jylland og resten på Fyn. Tilsynsbesøg på de mange spredte institutioner ville have kostet måneders arbejde og dertil hørende rejseomkostninger: Nu sparedes der tid og penge, idet værkerne kom til museet – og ikke omvendt – og uddeponeringsstederne betalte transportomkostningerne (sidstnævnte indgår som en aftale i uddeponeringsbetingelserne).

De mange uddeponeringsadresser fik hjemkaldelsen medio oktober 1994 med henblik på afhentning af vognmand primo november. I de fleste tilfælde gik det glat, men på enkelte institutioner havde man svært ved at finde de pågældende værker; som i mange tilfælde havde opholdt sig i det fremmede under skiftende ledelse/personale, hvorved erindringen om låneaftalen – og værkerne – var gledet ud af den fælles hukommelse. Så ikke alle arbejder var kommet i hus, da ophængningen på museet startede den anden uge i november: Men de manglende værker dukkede efterhånden alle op, bortset fra et: et maleri, som var en testamentarisk, men ikke realiseret gave til museet.

Glemte billeder

Udstillingen "Glemte billeder" blev vist i seks lokaler i museets stueetage, inklusiv museets hovedrum, den store skulptursal med ovenlys. Her placeredes de største malerier; der sigende nok også var de ældste, mens de øvrige blev ophængt nogenlunde kronologisk i de tilstødende lokaler. På museet var vi glædeligt overraskede over kvaliteten af i alle tilfælde nogle af de hjemkomne værker. Nogle af os havde set visse af arbejderne på tilsynsbesøg, men ingen af os havde været ansat længe nok til at have nået hele vejen rundt på sådanne besøg eller huske dem fra før deres uddeponeringstid. Også museets publikum fandt, at ideen med at vise disse "glemte" malerier og skulpturer var interessant. Mange besøgte udstillingen til trods for at julemåneden traditionelt ikke er præget af den store tilstrømning af gæster. Overraskende var det især at pressen viede udstillingen så megen interesse.

Hvad var det så for værker, museet i årene efter 1964 havde valgt at uddeponere? Bortset fra nogle få skulpturer – gipsafstøbninger af henholdsvis en antik græsk gravstele samt af tre danske skulpturer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, en original skulptur af Henry Heerup fra 1930’erne og de fire oprindelige facadeskulpturer – var det udelukkende danske malerier. Det ældste af disse var et stort guldaldermaleri af Chr. Albrecht von Benzon med titlen "Knud den Helliges drab i Sct. Albani kirke 1086", 1843. Derpå fulgte en række værker af malere, der nok havde lært af guldaldermalerne, men så var sprunget i den mere nationalromantiske retning; heriblandt var malerier af Carl Bøgh, Anton Melbye, Carl Neumann og C.F. Aagaard. Værker fra den realistiske periode var godt repræsenteret med kunstnere som bl.a. Georg Achen, Carl Holsøe, Valdemar Irminger, Vilhelm Kyhn, N. R Mols, Thorvald Niss, Julius Paulsen, Michael Therkildsen og Herman Vedel. Fra tiden omkring århundredskiftet var der kun nogle få, herunder et af Ernst Zeuthen. Bortset fra et enkelt sent maleri af Sigurd Swane var Fynboerne ikke repræsenteret, det var derimod den næste generation af fynske malere, såsom Regnar Langes, Knud Larsen, Niels Lindberg og C.A. Tersløse. Fra den modernistiske periode var nogle stykker: et maleri af Kræsten Iversen, fire af Olaf Rude og et af William Scharff. Blandt de yngre kunstnere dukkede navne som Mogens S. Andersen, Poul Ekelund, Niels Grønbech, Viggo Bertram Jacobsen, Aksel Jensen og Svend Saabye op med værker af henholdsvis Preben Hornung og Mogens Zieler; begge fra 1963 som de seneste. Fordelt på de forskellige perioder i kronologisk orden var der motivisk set tale om historiemaleri, landskabsmaleri, skildringer fra dagliglivet, herunder fra landbrugets hverdag, figurstudier, portrætter og gruppeportrætter samt abstrakte kompositioner. Kvalitetsmæssigt lå tyngden absolut blandt de ældre værker; men dette synspunkt er vel at mærke farvet af en opfattelse anno 1995. Eftertiden vil muligvis se anderledes på det, ligesom museet i dag finder det uforståeligt, at man tidligere lod 10-15 af de "Glemte billeder" forsvinde ud af huset for en længere periode. I alle tilfælde er ti af dem blevet inkorporeret i den i sommeren 1995 nyophængte permanente samling. Men sådan skifter smag og behag jo. Man kan i denne forbindelse glæde sig over, at museumsloven ikke tillader at museerne sælger ud af egen samling til andre end kollegainstitutioner. Er et værk én gang optaget som museumseje, forbliver det sådan, hvis ikke der ekstraordinært gives dispensation fra Statens Museumsnævn (for statsanerkendte museers vedkommende) eller Kulturministeriet (for de statslige museers vedkommende).

Det var uhyre interessant at erfare, hvad der gemte sig i sagen om uddeponeringer efter 1964. Men ret uhyggeligt var det at se på de hjemvendte værker med de bevaringsmæssige briller på. Ved selv et nok så overfladisk blik på malerierne og skulpturerne måtte man desværre konstatere, at der var tale om mange skader og en hel del alvorlige skader. Derfor blev Fælleskonserveringen – som Fyns Kunstmuseum har andel i – kontaktet med henblik på, at en konservator skulle gennemgå hvert enkelt værk, registrere alle skader, angive arten og omfanget af konserveringsarbejdet som måtte følge heraf, samt prissætte dette. Alt sammen ud fra den betragtning, at uddeponeringsstederne jo ifølge kontrakten med museet var ansvarlig for værkerne, så længe de var under auspicier. Typisk var der tale om, at malerierne var dækkede af overfladesnavs og pletter af forskellig art. Mange malerier havde været udsat for uhensigtsmæssigt klima og klimasvingninger, hvorved farvelagene havde taget skade. En hel del værker havde været udsat for mekaniske skader; som havde forårsaget buler i lærrederne, ridser i og afskalninger af farvelaget, defekter i prydrammernes stukkatur og afslåede kanter på skulpturerne. I et enkelt lærred var der tale om et regulært hul. Udbedring af disse skader beløb sig i gennemsnit til 5-10.000 kr pr værk med en anslået pris på max. 50.000 kr som det højeste; det skulle dog siden vise sig at blive en halv gang mere grundet helt specielle problemer, der først kunne aflæses, da konserveringsprocessen var gået i gang og ikke kunne stoppes uden at totalskade af maleriet. De samlede konserveringsmæssige udgifter til "Glemte billeder" løb skønsmæssigt op i mere 500.000 kr, som museet umiddelbart forventede, at uddeponeringsstederne via deres forsikring (tegnet i henhold til uddeponeringsaftalen) måtte indestå for. Nu et år efter at værkerne er kommet hjem, og der forlængst er tilgået de respektive institutioner et brev om skaderne, deres art og pris for udbedring, ser det desværre ikke så enkelt ud. Forsikringsselskaberne vægrer sig i de fleste tilfælde ved at betale, da de ikke dækker skader forvoldt af "tidens tand" og uheldige klimatiske forhold. Uddeponeringsstederne er ikke meget for selv at skulle udrede den økonomiske bet ved langtidslånene. Og siges må det: Museet burde nok have holdt et skarpere øje med tingenes tilstand.

Belært af disse tilsyneladende dyrekøbte erfaringer har museet haft juridisk assistance til at udfærdige en ny udgave af uddeponeringskontrakten, der helt anderledes indskærper ansvaret til begge sider. Disse nye kontrakter er allerede taget i brug. Museet har endvidere lært, at der er en – lav – overgrænse for hvor mange værker man kan føre regelmæssigt tilsyn med. Samtidig har museet kunnet konstatere, at de tidligere uddeponeringsadresser der var svært kede af at skulle af med de "Glemte billeder" i efteråret 1994, nu er knap så interesserede i at genoptage inddeponeringerne, idet en betingelse herfor – eller for at få andre værker – er at man betaler den "glemte regning" på konserveringsarbejdet. Nogle få har uden videre betalt, heriblandt Museet på Sønderborg Slot, der meget gerne ville have Carl Neumanns "Søtræfning ved Helgoland 9. Maj 1864", 1865, retur; inden turistsæsonen 1995 for alvor startede. Værket er derfor hurtigt blevet konserveret og hænger igen på det gamle kongeslot og nuværende museum.

Sagen med de mange uddeponerede værker er imidlertid ikke slut, idet der forestår en række tilsynsbesøg på en række uddannelsesinstitutioner i Odense, som i 1948 fik inddeponeret gipsafstøbninger af skulpturer fra antikken og renæssancen. Et enkelt tilsynsbesøg på en af disse institutioner borger ikke godt for resten: Her var halvdelen af de 12 værker forsvundet, mens størsteparten af resten befandt sig i en sørgelig forfatning. Eksempelvis kan det nævnes, at Myrons "Diskoskaster", 5.årh. f.Kr, bærer præg af, at enhver gymnasieelev med respekt for sig selv – og disrespekt for hvad ikke engang skolens ledelse viste, var lånt gods – har sat sit navnetræk på den sarte overflade; det er foregået ved at ridse i gipsen eller ved at skrive på den med blyant eller kuglepen. Endvidere er skulpturen i tidens løb blevet forsynet med klistermærker og tyggegummi, ligesom den har været brækket og efterfølgende sat klodset sammen. Det er ærgerligt!

En kronhjort

Carl Bøgh (1827-93): "En kronhjort", 1888. Olie på lærred. Bruttomål: 177 cm x 156 cm. Inv. nr 56. Dette imponerende stykke salonkunst vakte megen begejstring hos publikum på udstillingen "Glemte billeder" i 1994, utvivlsomt fordi man ikke forventede at se en sådan skovsø-idyl på museet. Det er da også det eneste af sin slags på Fyns Kunstmuseum. Maleriet virker fængslende på grund af sine mange og krystalklare detaljer, sit mandshøje format og den overdådige prydramme, der med sit forgyldte stukkerede egeløv på smukkeste vis spiller op til maleriets motiv. Carl Bøgh kom på Kunstakademiet i 1851 og debuterede tre år senere. Han arbejdede meget med dyremaleri. Der er ofte et romantiserende fortællende skær over hans værker, hvor hans bedre kendte elev, Theodor Philipsen, havde en helt anderledes nøgtern holdning til emneområdet. Carl Bøgh opholdt sig en hel del på herregården Gl. Estrup i Jylland. Det er muligvis fra de omkringliggende skove, han har hentet sceneriet til "En kronhjort". Maleriet er en testamentarisk gave fra etatsråd Gustav Lotze og hustru i 1908. Lotze havde en stor del af æren for at Odense fik en selvstændig og pompøs museumsbygning så tidligt som i 1885. Ægteparret har skænket flere værker til museet. Da "En kronhjort" efter 44 års uddeponering kom retur til museet i 1994 var det med en række skavanker: Lærredet bulede og var dækket af overfladesnavs; fernisen var gulnet; og så var der hul i lærredet øverst oppe, omtrent der hvor en lille flok musvitter boltrer sig i birkeløvet. Hullets placering har givet stof til følgende overvejelse: om nogen har skudt til måls efter disse småfugle? Museets konservator skønner at det vil koste ca. 11.000 kr. at udbedre skaderne.

Carl Bøgh. En kronhjort, 1888. Olie på lærred. 177×156 cm.

Slaget på Rheden

Carl Neumann (1833-91): "Slaget på Rheden 1801", 1880. Olie på lærred. Bruttomål: 124 cm x 172 cm. Inv. nn 46. Det skæbnesvangre slag mellem danskerne og englænderne i 1801 på Øresund ud for København er skildret med megen dramatik og stor sans for det stemningsmættede: Kanonerne tordner om ørerne på den danske marine, skibenes træværk splintrer og der går ild i dem, røgen fra de mange bål sværter himlen grå-sort. At det vil ende galt, fremgår af de mange redningsbåde som de danske fartøjer har sat i vandet. At der er tale om et betydningsfuldt slag for landet, en national katastrofe, fremgår af de mange dannebrogsflag, der vajer på de sønderskudte skibe. Carl Neumann blev optaget i 1847 på Kunstakademiet, hvor han blev uddannet under professor C.W. Eckersbergs auspicier Denne betragtes som danske marinemaleris grundlægger; og Carl Neumann fulgte til en vis grad i lærermesterens fodspor. Carl Neumann virkede som marine- og historiemaler: I sine tidlige søstykker som f.eks. i "Søtræfning ved Helgoland 9. Maj 1864", 1865, der også tilhører Fyns Kunstmuseum, lænede han sig kompositorisk meget op ad C.W. Eckersbergs klassik. Men i sine senere værker lagde Carl Neumann en mere romantisk holdning for dagen. Interessant har det derfor været at lade de to kunstneres værker konfronteres med hinanden, sådan som det er sket i nyophængningen af egen samling i sommeren 1995: "Slaget på Rheden 1801" hænger nu vis-a-vis C.W. Eckersbergs "To russiske linieskibe og en fregat lægger bi", 1829. Førstnævnte værk kom til museet i 1898 som gave fra etatsråd Gustav Lotze og hustru. Det har med en enkelt kort pause været uddeponeret fra 1965 til 1994 på en af hjemmeværnsregionerne i Odense, hvor man var slemt kede af at skulle returnere det. Men maleriet gør absolut fyldest på museet i og med sine nye placering. Konservator skønner at det vil beløbe sig til ca. 11.000 kr at bringe "Slaget på Rheden 1801" flot.

Carl Neumann. Slaget på Rheden 1801, 1880. Olie på lærred 124 × 172 cm.

Køerne vandes

Michael Therkildsen (1850-1925): "Køerne vandes", 1887. Olie på lærred. Bruttomål: 193 cm x 317 cm. Inv. nr 303. Maleriet betegnes som kunstnerens hovedværk. Han blev da også hædret med Thorvaldsens Medalje for det. Michael Therkildsen havde gennemgået Kunstakademiets uddannelse i begyndelsen af 1870’erne og startede som genremaler. Men snart skiftede han bane og blev dyremaler. Som landmandssøn havde han da også en god baggrund herfor. Landbrugets dyr og i særdeleshed kvæget blev hans foretrukne motiv. Michael Therkildsen var nogenlunde samtidig med den bedre kendte dyremaler, Theodor Philipsen, med de lysfyldte impressionistiske skildringer af heste, køer og gæs på Saltholm. Michael Therkildsen blev på tilsvarende måde fanget ind af de nye franske strømninger, da han i 1880 første gang besøgte Paris. Fyns Kunstmuseum har tre glaserede keramiske skulpturer af husdyr fra Theodor Philipsens hånd og tre mindre malerier; men heriblandt ingen Saltholmbilleder. Til gengæld kan vi efter hjemkomsten af "Køerne vandes" supplere ophængningen af egen samling i impressionist- og Fynbo-salen med en tilsvarende og interessant skildring af dansk kvæg. Museet købte værket af kunstneren i 1890. Maleriet har i en længere periode været uddeponeret på en landbrugsskole, hvorfra det kom retur i en bekymrende bevaringsmæssig stand: Dækket af overfladesnavs, med talrige op- og afskalninger af farvelag samt med blindinger typisk forårsaget af svingende luftfugtighed og temperatur; så en konservator bedømte omkostningerne ved udbedring af skaderne på det ca. 6 m2 store lærred til omkring 50.000 kr. Men regningen blev på en halv gang mere, grundet uforudsete problemer under konserveringsprocessen. Ringe grundering af lærredet medførte, at det begyndte at krympe med afskalning af farvelaget til følge. Havde man stoppet det påbegyndte arbejde, ville farvelaget have været sprunget helt af, og maleriet dermed være totalt ødelagt. Følgelig måtte konserveringen fortsættes, hvis maleriet skulle reddes. Det blev det så for den nette sum af ca. 75.000 kr svarende til halvanden gang det beløb, museet årligt har på kontoen til konservering. Men maleriet var det værd. Tilbage står spørgsmålet: Hvem skal betale regningen, uddeponeringsstedet eller museet?

Michael Therkildsen. Køerne vandes, 1887. Detalje. Olie på lærred. 193 × 317 cm.

Portræt af Joakim Skovgaard

Ernst Zeuthen (1880-1938): "Portræt af maleren Joakim Skovgaard", 1929. Olie på lærred. Bruttomål: 112 cm x 97 cm. Inv. nr 182. Blandt de "Glemte billeder" var en hel del enkelt- og gruppeportrætter fra starten af 1900-tallet. Et af de mere interessante var Ernst Zeuthens halvfigurportræt af den noget ældre kollega, Joakim Skovgaard. Ernst Zeuthen portrætterede ham ialt tre gange i årene omkring 1930; et af disse malerier befinder sig i dag på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. Joakim Skovgaard var i sam- og eftertiden især kendt for sin totale udsmykning af den i slutningen af 1800-tallet hårdt restaurerede Viborg Domkirke. Ideen med restaureringen var at genskabe domkirken, ikke som den havde set ud, men som den burde have set ud, da den blev opført i middelalderen. Joakim Skovgaards udsmykning blev på tilsvarende vis holdt i en tillempet middelalderlig stil. Dette er begrundelsen for at Ernst Zeuthen har valgt at skildre den da 75-årige maler på en måde, der bærer stærke mindelser om middelalderens gengivelser af de fire evangelister. Som disse er Joakim Skovgaard anbragt i et ikke nærmere defineret rum; baggrunden er ensfarvet -her zinnoberrød, hvor middelalderen havde valgt den himmelske og uendelige blå. Joakim Skovgaard sidder ved et lille bord med en opslået bog, i hvilken han er ved at nedfælde sine tanker. Hvor evangelisterne i skrift forsøger at fastholde oplevelserne fra Kristi liv, nedfælder Joakim Skovgaard sine ideer – i tegninger – til domkirkeudsmykningen. Kunstneren er portrætteret med et eftertænksomt udtryk; han er iklædt en enkel grå dragt, der leder tanken hen på en munkekutte. Han fylder næsten lærredet helt ud i bredden og højden, hvilket forlener hans skikkelse med en høj grad af monumentalitet og storhed. Der er ingen tvivl om, at Ernst Zeuthen har næret den dybeste respekt for kollegaen, ligesom han med sin egen solide kristne fundering har sympatiseret med Joakim Skovgaards måde at håndtere den store udsmykningsopgave på, måske den største opgave af sin art i århundreder i Danmark. Ernst Zeuthens stil er imidlertid ikke middelalderens, der spores snarere et slægtskab til den symbolisme, som Paul Gauguin lagde for dagen. Ernst Zeuthen benytter sig som den franske maler af kraftige konturer; ligesom den røde baggrund kunne være blevet til under inspiration af franskmanden. Joakim Skovgaard-portrættet blev købt af museet kort efter at det var færdigt. Det har i årene 1967-94 været uddeponeret på en af byens skoler, hvorfra det returneredes med en hel del skader. Det vil koste ca. 9.000 kr at få det konserveret.

Ernst Zeuthen. Portræt af maleren Joakim Skovgaard, 1929. Olie på lærred. 112 × 97 cm.

Fire facadeskulpturer til museumsbygningen

Aksel Hansen (1856-1933): Fire facadeskulpturer til museumsbygningen i Jernbanegade, 1884. Zink. Højde (for alle fires vedkommende): 198 cm. Blandt de i 1994 hjemkaldte værker var de fire skulpturer der oprindeligt blev bestilt til opstilling på de fremskudte sokkelpartier flankerende museets hovedindgang. Der var tale om allegoriske fremstillinger af de fire kategorier af samlinger som museet oprindeligt rummede, nemlig Zoologien, Billedhuggerkunsten, Malerkunsten og Arkæologien, alle udformet som kvindeskikkelser med diverse attributter De fire skulpturer blev taget ned engang i starten af 1950’erne; den egentlige årsag hertil fortaber sig lidt i tågerne, men en af grundene var nok den fremadskridende tæring af det lettere nedbrydelige zink og figurernes deraf følgende skæmmede udseende. I alle tilfælde var deres bevaringsmæssige stand beskrevet som "nedsunkne på grund af tæring", da de alle fire blev uddeponeret på en fynsk ungdomsskole i 1982. Svært medtagne var de, da de atter kom retur til museet: Zoologien havde mistet sin højre arm og fuglen på sin venstre skulder, mens hjorten ved hendes fod havde tabt både det ene forben og gevir; de andre tre kvindeskikkelser var tilsvarende blevet forkortet med hele eller halve arme og fingre. Men det var interessant at se disse gamle facadeskulpturer, fordi der i forbindelse med renoveringen af museumsbygningen er talt en hel del om hovedfacadens tomme sokler; der skriger på at blive brugt til deres egentlige formål. Vi har følgelig leget med tanken om at få en af landets unge billedhuggere til at skabe fire nye skulpturer som erstatning for de gamle og udtjente. Museet ser gerne, at der bliver tale om skulpturer i det mere holdbare og langt smukkere materiale bronze. At det bliver en kostbar affære, er vi på det rene med, hvorfor vi også har søgt, men endnu ikke fået fondsstøtte hertil. Af hensyn til fremstillingen af de ønskede nye facadeskulpturer har det været betydningsfuldt at få de oprindelige figurer tilbage, så man kan måle deres højde og drøjde samt eventuelt prøveopstille dem for at kunne tage stilling til proportionerne i de nye.


Aksel Hansen: Fire facadeskulpturer til museumsbygningen, 1884. Zink. Højde 198 cm.

Noter

Følgende ti af de "Glemte billeder" var fra den 1. juli 1995 at finde i den da nys stedfundne nyophængning af egen samling:

  1. Chr Albrecht von Benzons "Knud den Helliges drab i Sct. Albani kirke 1086", 1843.
  2. Carl Neumanns "Slaget på Rheden 1801", 1880.
  3. Michael Therkildsens "Køerne vandes", (1887).
  4. O.D. Ottesens "Gammel kone sætter blomster i vase", 1888.
  5. Vilhelm Kyhns "Sommereftermiddag ved Rørvig", 1890.
  6. Carl Holsøes" Landskab", u.å.
  7. Georg Achens "Det gule chartol", 1901.
  8. N.R Mols "Septemberdag ved Ringkøbing Fjord", 1909.
  9. Ernst Zeuthens "Portræt af Joakim Skovgaard", 1929.
  10. Knud Kyhns "Vinter. Troldænder og måger", 1930.

Litteratur

  • Merete Bodelsen og Povl Engelstoft (red.): "Weilbachs Kunstnerleksikon”. Bd. 1-3. København 1947-52.
  • Sys Hartmann (hovedred.):" Weilbach. Dansk Kunstnerleksikon”. Bd. 1-3. København 1994-95.
  • Peter Michael Hornung:“Ny dansk kunsthistorie". Bd. 4: Realisme. København 1993.
  • Svend Larsen: “Et Provinsmuseums Historie. Odense Bys Offentlige Samlinger 1860-1935”. Odense 1935.
  • Niels Oxenvad: "Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985”. Odense 1985.
  • Henrik Wivel: "Ny dansk kunsthistorie". Bd. 5 Symbolisme og impressionisme. København 1994.

©