I 1964 fortsatte Fyns Stiftsmuseum gravningerne på den store jernalder-nekropol ved Broholm i Gudme sogn. For de tidligere undersøgelser er i flere forudgående årgange af Fynske Minder givet foreløbige meddelelser, sidst i 1961. Ved afslutningen af kampagnen i september 1964 var den registrerede række af gravfund nået op til grav nr. 1740. Det er sandsynligt, hvis gravningerne fortsættes, at tallet 2000 vil kunne passeres. Et stort arkæologisk fundstof er hermed fremdraget. For hver enkelt grav er så fyldige oplysninger, som det har været muligt at indhente, noteret ned. Gravene er målt ind i forhold til hinanden. En fuldstændig plan over pladsen har kunnet tegnes, og beretningen om de enkelte fund ledsages af fotografiske optagelser. Det er indlysende, at dette vigtige fundkompleks, når undersøgelsen engang er afsluttet, fordrer og fortjener sin særlige publikation. I Fyns Stiftsmuseum arbejdes dagligt på forberedelsen til denne. De enkelte fund tegnes og fotograferes, men dette led i bearbejdelsen kan først afvikles, når tusinder af potteskår er samlede til hundreder af lerkar under kustode Skov Hansens og assistent Arvid Kochs kyndige og øvede hænder.

Undersøgelsen af den store mængde grave er naturligvis efterhånden blevet en rutinesag, men den er aldrig kedelig. Ustandselig er der lejlighed til at gøre nye og morsomme iagttagelser. Selvom kun 3.5 promille af fundene stammer fra jordfæstegrave og hele resten fra brandgrave, så bringer dog selv de af ligbålene ilde medhandlede oldsager af glas, bronze eller ædelt metal værdifuldt nyt fundstof. Havde disse 1740 brandgrave været jordfæstegrave som på Sjælland, hvor man fulgte skikken at jorde de døde ubrændte, da havde nok de fynske oldsager kunnet kappes med de kostbare sæt af gravgods, der pryder Nationalmuseets udstillingssal fra den yngre romerske jernalder. Vi skal nu i det følgende se på et fynsk gravfund, som er kommet til os i forkumret stand efter ildens indvirkning, men dog bibringer indtrykket af solid fynsk velstand ved år 200 efter vor tidsregnings begyndelse.

Fig. 1 a. Snit gennem grav 1687. Lodret stribning: muldlaget. Priksignatur: grubens brandlag.
Fig. 1 b. Gruben er delvist udgravet. Midt i gruben ses lerkarret, som er nedsat over den dyberestående urne, hvis rand skimtes, og til venstre ses det lille hankekar d liggende i grubens rand med bunden opad.

Denne grav, som i fundoversigten bærer nummer 1687, blev optaget september 1964. Efter at muldlaget var fjernet, tegnede sig i den afgravede bænk flere mørktfarvede pletter i den lyse lergrund. På fig. 1 ses den største af pletterne gennemskåret i snit. Muldlaget er lodret stribet. Derunder ses den nedgravede grube, 1.15 m bred i tværmål, 33 cm nedgravet i grunden. Under mulden og lidt op i den, ses med prikket signatur den egentlige gravfyld, kulsort af farve, rester af trækul og aske fra bålet. I den sorte jord lå talrige hvide splinter af brændte ben, og i fylden fandtes de oldsager, som nu, de fleste, var mærket af bålet, men engang har været de rige gaver, som den døde fik med på bålet.

Øverst i bålfylden bemærkedes først følgende sager. I plettens vestkant lå en klump af sammenrullet bronzeblik. Det er resterne af en stor kedel. Det kan ikke være bålvarmen, der har forårsaget dens tilintetgørelse, men de tynde sider er med forsæt bøjet og banket sammen. Af jernhanken, hvori den blev båret, lå nogle brudstykker under blikket, men helt nede på bunden. Det har været en kedel af anselig størrelse, neppe under 40 cm i vidde, som fig. 2 b.


Fig. 2. a. Sammenbøjede dele af den ødelagte bronzekedel, b. Profilrids af et tilsvarende kar fra Vangede, Sjælland.



Fig. 3. a. Smeltet guldberlok. b. Omrids af en tilsvarende fuldt bevaret fra grav 1109. c. Smeltede glasperler, d. Opviklede trådender fra en armring af bronzetråd.

Da vi senere tog det sammenkrøllede bronzeblik op for at kunne grave dybere, faldt en fin lille genstand ud fra folderne. Den var af sølvblandet guld og skinnede, da sandet børstedes af den. Desværre var den delvis smeltet og ses i den nuværende tilstand på fig. 3 a. Et lignende stykke, men fuldt bevaret, fandtes tidligere i grav 1109, en af pladsens få jordfæstegrave, og er afbildet i Fynske Minder 1961, s. 129, fig. 3 a. De to små berlokker, i det andet århundrede kvindernes højtelskede lille guldsmykke, svarer i enkeltheder til hinanden. Begge er prydede med tynde flettede tråde i fin lodningsteknik og afsluttes forneden af en lille kuglepyramide. Det lille hængesmykke har været båret i en tråd om halsen. Den skarpt leddelte profil af legemet angiver klart tiden til det andet århundrede.

Disse sager lå altså øverst i brandpletten. Ikke mange centimeter derfra lå i samme niveau et stykke af jernhanken til den store bronzekedel. Omkring jernstykket fandtes en del lerkarskår, på fig. 1 mærkede e. Også andetsteds i pletten lå skår fra samme lerkar. De har alle kunnet sammensættes til skålen fig. 8 a, b, et kar af den art, som ganske almindeligt forekom i rhinegnene, men har været et kun sjældent skue for nordboøjne. Denne art lerkar med stemplede figurmotiver, terra sigillata, er af klassisk rod og fremstilledes endnu i begyndelsen af det 3. århundrede af romerske pottemagere i imperiets kolonier ved Rhinen. Vi skal nedenfor vende tilbage til dette kar, som er af stor betydning for hele fundets datering.

Men forinden vil vi betragte et lille udstyr af lerkar, ligeledes fundet i gravfylden, af mindre fornem extraction, mere dagligdags frembringelser, som viser de sydøstfynske pottemageres formåen ved år 200. Ved siden af det provinsialromerske har vi fem hjemlige for os, som nu skal beskrives i den bogstavorden, hvormed de er mærkede på fig. 4-6.

Fig. 4. Den øverste vase, som betegnes a. Den skarpt vinklede lavtliggende bugkant er typisk for tiden efter 350. Det samme gælder den brede lodrette afstrygning ned til bugens kant. H. 18,5 cm.

Det første, kar a, er den smukke vase fig. 4. Den er 18.5 cm høj. Det høje overparti med den indsnørede hals skilles fra den brede, lave bug i en temmelig skarp vinklet kant. Lige over denne ses brede lodrette afstrygninger afbrudte flere steder af rosetter: større runde mærker med en krans af små runde fordybninger omkring, derover fire riller omkring skulderens øvre del. Egentlig hører dette lerkar ikke til graven, men er først nedsat i det 4. århundrede. Ikke blot på karrets form og stil kunde dette ses, men også under behandlingen i museet, eftersom indholdet af de brændte ben var lysere farvet end fyldmassen i det lige nedenunder stående kar b.

Denne vældige urne var 25 cm høj, 38 cm bred over den jævnt rundede bug. Den stod ikke helt centralt i pletten, men lidt mod sydøst, og dens rand var blevet let beskadiget, da den yngre vase, kar a, uforvarende blev nedsat just på stedet, hvor det ældre anlæg 150 år forinden var nedgravet. Det store kar var omgivet af kulsort båljord, og det stod på grubens bund, dog med lidt sort jord under sig. I forhold til højden var bredden, som det ses på fig. 5, meget stor, og vi har da et kar af den type, som betegnes terriner. På skulderen sidder to bredt udfligede hanke, og mellem dem løber et smalt, ret flygtigt indpresset vinkelbånd. Fra bugrundingen ned til bunden ses lodrette riller. Karret indeholdt sort jord som i gruben udenom, men på urnens bund lå dog et 3-4 cm tykt lag af brændte ben. Mellem dem lå 8 uformelige klumper af glas, smeltede slagger af et vandgrønt bæger; dets form er desværre helt ukendelig. Endvidere fandtes fire glasperler, der også var smeltede, og en lille sølvdråbe, måske af en perle, en tenvægt af ler, anvendt til at give tenpinden roterende kraft, endvidere en jernkam. Alle disse sager er gengivne fig. 3 og 7.

Fig. 5. Bred tohanket terrin. Ornamentikken er flygtigt indpresset. Til gengæld er hankene prydet med lange flige forneden. Denne udformning er almindelig i det andet århundrede. H. 25,2 cm.

Endelig er der de tre småkar, som ses fig. 6, c, d, f. De lå på forskellige steder i bålpletten. Kar c er en simpel lille hankekop uden ornamenter. Den stod i gravens østlige kant, i den øverste del af den sorte båljord. Omtrent på samme sted lå kar d i omvendt stilling og lidt dybere. Det er en lille nydelig hankekop med lav mundingsrand. Den har en skarp vinkelbøjning midt på siden; skulderen prydes med fire dybe vandrette furer og korte lodrette eller skrå stik. Overfladen bærer mærke efter at have været i ild. Også det sidste af de tre småkar, f, som lå i plettens sydvestkant, temmelig dybt nede, er kendelig ildmærket. For alle tre gælder da, at de er blevet henstillet på bålet sandsynligvis med ophældt drikke. Kar f bærer på skulderen en roset til pynt, ligesom der kan skelnes indridsede streger og buer i den medtagne overflade.



Fig. 6. De tre små lerkar, som fandtes liggende i gruben, c. højde 7,2, d. 10,2, f. 10,3 cm.

Som det blev nævnt før under omtalen af den store bronzekedel, fandtes nær ved kedelhanken en del lerkarskår, der var af fast og hård konsistens. Af disse skår og andre, som optoges spredt i gruben, enkelte også inden i den store urne b, har skålen fig. 8 kunnet sammensættes.




Fig. 7. a. Profil af remspænde af jern, der fandtes i urne a. 1/1. b. Rids af jernkam fra urne b. c. Tenvægt af brændt ler. d. Tre smeltede klumper af et glasbæger. b.-d. alle fra urne b.

Nogle skønhedspletter har karret. Enkelte skår manglede, og på fig. 8 a ses til højre nogle uregelmæssige bobler. Det er rester af det smeltede glaskar, og klumper af den flydende masse er størknet her.

Karformen er typisk for de terra sigillataskåle, der fremstilledes i de rhinske værksteder. Den står på en lav ringfod og har som afslutning opad en tyk mundingsrand. Derunder ses et glat bælte, der nedad begrænses af det klassiske prydmotiv, æggestaven; den fremtræder her i treliniet udførelse. Atter herunder ses i alt fire runde medailloner og mellem dem en frise af flere figurmotiver. Sidstnævnte står som lave relieffer på skålens yderside. De er ikke pålagte. Fremstillingsteknikken var i korthed denne, at pottemageren indtrykte en udvalgt række af færdige stempler i hulningen af en våd modelform. Når denne brændtes hård, stod stemplerne dér i negativ. Herefter påsmurtes en finslemmet lermasse inden i modellen, og leret efterglattedes til et jævnt karindre. Efter tørring og udtagelse fra modelformen blev karret brændt og stod herefter med figurerne på siden, oftest i en smuk teglrød farve med matblank overflade.

Terra sigillatakarrene blev ikke fremstillet uden for den romerske del af Germanien, og fabrikationen hvilede på en århundredelang tradition, som i begyndelsen af det første århundrede virksomt fulgtes i det nordlige Mellemitalien, i byen Arretium, det nuværende Arezzo. Hertil var fabrikationen kommet fra Grækenland (samiske kar). Noget senere er den rykket til Syd- og Mellemgallien og breder sig tilsidst mod nord til den romerske provins, Germania superior. Et af arkæologerne velkendt produktionssted er Rheinzabern i Pfalz.

Søger man for stedfæstelsen eller for dateringens skyld efter lokaliteten, er man som regel velhjulpen, idet pottemagerne havde for vane at forsyne deres frembringelser med et mesterstempel. Ved Rheinzabern har man fundet affaldsgruber til randen fyldte med skår af hundreder eller tusinder af kar. Gennem et mangeårigt og ihærdigt studium af disse fund har man nået frem til at kende en lang række af de pottemagere, som i det 2. og i begyndelsen af det 3. århundrede virkede på dette sted, og man har kunnet nogenlunde sikkert fastsætte de enkelte mestres virketid i forhold til hinanden.

Allerede ved udgravningen kunde iagttages, at vor skål havde et sådant stempel. Det ses i medaillonen midtfor i billedet, men neppe så klart som når man har originalen for sig. Midt i sidder et dyr, let at erkende som et egern. En lav fremstående liste ses både over og under denne figur. Her står to mestersignaturer, begge indpressede med retvendte stempler, så at de nu står omvendte. På den øvre læses CERIALIS F(ecit), på den nederste CONSTA ET NI. Ikke mindst Cerialis er almindeligt forekommende stempelnavn på produkterne fra Rheinzabern, og det udgår vel fra et særligt pottemageri, der har fungeret længe, da de tyske sigillata-forskere regner med fem Cerialis’er efter karrenes varierende stilpræg. Nogle af disse håndværkere kan være samtidige, men en vis sukcession må der vel regnes med, selvom sagen ikke er fuldt klaret af forskningen endnu. Cerialis er sandsynligvis potte-magerværkstedets ejer. Måske han har haft parthavere i forretningen med ret til at stemple varerne, eller han kan have haft betroede svende, der ligeledes turde sætte stempel. På denne måde forklares skålens dobbeltstempel, idet Consta et Ni vel har været to parthavere eller svende. Consta kunde da være en forkortelse af Constantius, Ni af Niger eller Nivalis. Fra Rheinzabern er også skålen, der i 1871 fremdroges ved Valløby på Sjælland; her er mesternavnet Comitialis, der også er velkendt og stempledes med flere hænder.

Vi vil nu se lidt nærmere på skålens enkeltheder. Vi kan her søge støtte i den redegørelse, som den tyske forsker, lederen af Saalburgmuseet nord for Frankfurt, dr. H. Schönberger, en anset kender af materialet fra Rheinzabern, på anmodning har været så venlig at sende mig. Vi nævner dog her blot motiverne, som er synlige på fig. 8 a, b, og henviser for øvrigt til den hele billedrække i noten efter teksten.[1]

Til højre for stempelmedaillonen i fig. 8 a’s midte skimtes en venusfigur. Det er visselig en svag afglans af den knidiske Afrodite, af Venus fra Melos. Gennem tiderne og over kontinentet var motivet vandret mod nord, til Rhinen, stadig længere fjernet fra ophavets sted, ånd og kunstneriske evne. Hvad der fremstilledes af de romerske pottemagere ved verdens yderste grænse, var beregnet også for de germanske barbarer, hinsides denne grænse. Alligevel har de germanske bønder, den sydøstfynske husmoder, der holdt skålen i sine hænder, med undren set på billederne: til højre for Venus et fliget blad (under det smeltede glas). På den anden side af medaillonen, fra venstre: en fløjtespiller, et blad, og et næsten udvisket lille træ. På det nedre billede i medaillonen til venstre en ørn, der bærer et lynknippe i kløerne, til højre for medaillonen en fløjtespiller, et blad, en faun. Derimod ses ikke på fig. 8 følgende klassiske motiver: kvinde, der bærer en kurv på hovedet, en bueskytte, en kriger.


Fig. 8. a.-b. Gengiver størstedelen af billedfrisen på den i graven fundne terra sigillataskål. H. 12,0 cm.

Vigtigt er det, at dette stykke keramik kan henføres til en bestemt fundlokalitet. De nævnte pottemagere virkede jo i Rheinzabern, og produktionstiden for fabrikationen som helhed synes at have strakt sig over tidsrummet fra midten af det andet århundrede til et par årtier forbi år 200 højst i et hundrede år. Den Cerialis, som har stemplet sit navn på siden af karret, betegnes nu af forskningen formelt som nr. 3 i rækken. Cerialis III’s funktionstid lader sig med snævrere grænser fastlægge til den tredie fjerdedel af det andet århundrede, altså ca. 150-175.

Hermed har man et temmelig nøje fastlagt tidspunkt, til hvilket man nu kan lænke fundets øvrige sager. Efter de givne årstal må fundet være kommet i jorden tidligst ved midten af det andet århundrede. Giver man lidt videre rammer: engang i anden halvdel af århundredet. Rimeligvis har det ikke varet længe, før skålen blev lagt i jorden. Ganske vist er det oprindelig hårdbrændte og temmelig holdbare lerkar ved ligbrændingen blevet en del beskadiget, men figurerne står til trods herfor egentlig temmelig klart og skarpt.[2]

Vi skulde dermed nå til en datering af det samlede fund i grav 1687 til det andet århundredes sidste halvdel. Derfor taler også fundets øvrige sager. For lerkarrene gælder, når bortses fra det unge, sekundært nedsatte lerkar fig. 4, at de må være nedgravede ved overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder. Skellet mellem de to perioder lægger man almindeligvis ved år 200, men sandsynligt er, at det i virkeligheden ligger ca. 25 år tidligere. Det store lerkar fig. 5 kan lige så godt være fra slutningen af den ældre romerske jernalder, og den lille guldberlok 3 a er ligeledes fra det ældre afsnit uden at kunne fæstnes nærmere end til det andet århundrede i helhed. Derimod er de to små lerkar, 6 d, f, af et stilpræg, som utvetydigt, især ved sidens vinklede profil, hører begyndelsen af yngre romersk jernalder til, udtrykt i tal tiden ca. 175-250. Fundet er da interessant ved at vise en række former, dels fra den ældre, dels den yngre romerske jernalder. Da det tilmed indeholder et provinsialromersk lerkar, der daterer det med absolutte årstal, bliver grav 1687 et nøglefund, af vigtighed for det vanskelige problem omkring den absolutte datering af skellet mellem den ældre og den yngre periode. Graven er rimeligvis anlagt o. 175 e. Kr.

Noter

  1. ^ I et brev af den 1. april 1965 bestemmer dr. H. Schönberger, Saalburgmuseet, figurmotiverne som følger. Henvisningerne er til Ludowici-Ricken-Fischer, Die Bilderschüsseln der römischen Töpfer von Rheinzabern, Tafel- und Textband Katalog VI (1942 og 1963):
    Sigillata-skål af formen Dragendorff 37, æggestav E 39. Hele billedrækken er delt af 4 kredse (medailloner) K 5. I første kreds egernet T 129, derover stemplet Cerialis f (omvendt – Taf. 256 d), derunder stemplet Consta et Ni (omvendt -Taf. 257). Til venstre og højre oven for kredsen fugle T 259.
    Til højre for kredsen følger Venus M 48 over S-formet ornament O 158, blad P 62, kriger M 207 og kreds K 5. Deri ørn med lynknippe T 200.
    Til højre for denne anden medaillon: fløjteblæser M 165 over S-formet ornament O 158, blad P 62, Faun M 94 a, og medaillon K 5. Deri egern T 129. Til højre og venstre over kredsen fugle T 259.
    Til højre for denne tredie kreds: kurvebærerske M 56 over S-formet ornament O 158?, blad P 62, bueskytte M 174 og medaillon K 5. Deri ørn med lynknippe T 200.
    Til højre for denne fjerde medaillon: fløjteblæser M 165 over S-formet ornament O 158, blad P 62, postament med et lille træ O 12 (nyt for Cerialis!) derover ranker med stærkt udviskede blade.
    Lokalitet: Rheinzabern. Pottemager: Cerialis III. Datering: Hovedproduktionstid 3. fjerdedel af det 2. århundrede.
  2. ^ En oversigt over de i Danmark og Sverige fundne terra sigillatakar, se Fynske Minder, 1961, s. 134 og sammesteds note 2.

©