Gravfundene på Fyn i førromersk jernalder

Den værdifuldeste del af Fyns Stiftsmuseums oldsagsamling er de rige gravfund fra Fyns ældre jernalder, og kernen i dem er atter en meget smuk samling af flere hundrede lerkar. For et par årtusinder siden nedsattes de i den fynske muld fyldt med de dødes brændte ben og små uforgængelige dele af dragt og personligt udstyr, som bålilden havde levnet. De skrøbelige bengemmer blev gravet et spadeslag eller to ned i jorden, og nogle marksten undertiden lagt op om karret til støtte. Gennem årene hensatte slægtleddene kar ved kar på gravpladsen, og en græskappe bredte sig efterhånden over de dødes hvilested. De efterlevende havde overladt resten til Moder Jord, til tiden og glemselen. Navnene er for længe siden tabt, og slægtsmindet forlængst flakket hen.

Og dog fortæller disse uanselige grave ikke så lidt om datidens mennesker. Først og fremmest naturligvis om måden, de døde blev stedt til hvile på. Sandt nok kan der være noget forstemmende i, at vi næsten ved mere om tilværelsens afslutning end om selve det frodige menneskeliv. Men alligevel lærer vi gennem den rådende ligbrændingsskik et og andet også om de tanker, man gjorde sig om overgangen mellem liv og død, og da jo de døde tit fik med sig i graven nogle af de brugsgenstande, som anvendtes i det daglige, ved vi også adskilligt om det materielle liv. Vi kender f. eks. kvindens dragt- og smykkenåle, de våben, hvormed manden værgede hus og hjem, og fremmede metalkar viser, at Fyn for to tusinde år siden ikke var en isoleret landsdel, men at øen stod i handelsforbindelse med Europa.

Meget vigtigt er det også, at vi ved at kortlægge gravpladserne og sammenholde dem med bopladsfundene nu efterhånden kan tegne et billede af bosættelsens udstrækning på Fyn i den ældre jernalder, tiden mellem 500 før og 400 efter Kristi fødsel. Imidlertid er fundene fra dette lange tidsrum så talrige, at de ikke alle kan omtales her. Vi begrænser os derfor til dets tidligere afsnit, den førromerske jernalder, som strækker sig over de fem hundrede år før tidsregningens begyndelse, og kan gøre det med så megen større ret, som Stiftsmuseets gravninger i de sidste år har øget det yderst sparsomme materiale fra Fyns førromerske jernalder med adskillige vigtige fund.

Den førromerske jernalder, som man deler i tre underperioder, er et tidsafsnit, hvori fundene fordeler sig ulige jævnt over landet som helhed. Bedst kendt er den i Jylland og gennem de rige gravpladser, som udgravedes på Bornholm i forrige århundrede af amtmand Vedel. Derimod har man måttet affinde sig med en udpræget fundfattigdom på Fyn og Sjælland, især i den tidlige førromerske jernalder. For Fyns vedkommende er dette forhold så meget mærkeligere, som vi i Jylland kender mange grave fra den første periode, især fra den store urnegravplads ved Uldal i Haderslev amt, der undersøgtes omkring 1930 af apoteker P. Helweg Mikkelsen, af Nationalmuseet og Haderslev Amts Museum. En anden endnu større gravplads er fremdraget af Nationalmuseet ved Årre øst for Varde. På begge var urnerne nedsat i jorden under ganske små høje eller tuer, idet karrene tit var omsat med en lille stenpakning.

Som på Sjælland er også på Fyn disse tidlige urnegrave næsten ukendte. Skyldes det måske blot, at det fremskredne landbrug på øernes frugtbare jord nu har udslettet de små tuer, eller tør vi ud fra fundmangelen slutte, at de to store øer skulde have været folketomme, eller i hvert fald næsten uden bebyggelse i denne tid? En sådan slutning har dog ikke megen sandsynlighed for sig, da begge landsdele var tæt befolkede både i den forudgående yngre bronzealder og i den følgende jernalder. Det er derfor ikke usandsynligt, at nye fund i fremtiden vil kaste mere lys ind over denne dunkle tid i Fyns forhistorie.

Helt fundtom er Fyn dog ikke i den førromerske jernalders første periode. I alt kendes fire grave. Den første undersøgtes i 1876 af kammerherre F. Sehested til Broholm og fandtes i en lille, næsten udpløjet højning på Grønneskovs mark i Gudme sogn. Højningen målte kun 7 m i tværmål, og på dens bund stod en urne under en lille, afrundet stenlægning, der atter var dækket af et tyndt lag aske med lidt brændte ben fra ligbålet. De fleste ben lå i selve urnen, fig. 1 a, og denne var dækket af en lille skål, der tjente som låg. Imellem de brændte ben lå en jernnål, fig. 5 b, hvis oprindelig halvkugleformede hovede har været prydet med et hvælvet, fremadvendt stykke bronzeblik. Stilken er bøjet to gange foroven for at nålen ikke skulde glide ud af tøjet og tabes.






Fig. 1. Fynske lerkar fra førromersk jernalder, a fra Grønneskovs mark, b Rorslev, c svensk metalkedel fra Öland, d Hårby, e Millinge, f Hygindtorp.

En lignende grav blev afdækket i 1943 under afgravning af en lerbakke i Rorslev sogn øst for Middelfart. At denne grav blev reddet, skyldes ingeniør Aage Knudsen, Hesselhøj ved Nørre Åby, der ofte har været Stiftsmuseet en god hjælper ved dets gravninger i Vends herred. Ingeniør Knudsen kunde oplyse, at urnen, fig. 1 b, stod nedgravet i undergrunden omsat med en lille stenpakning. Ved tømningen viste den sig at indeholde brændte ben, og mellem dem lå to jernnåle med bøjet stilk, af hvilke den ene er afbildet fig. 5 a. Til denne nål var fastrustet en ring af bronze, en såkaldt øskenring, som er en meget almindelig oldsagsform på de store jyske gravpladser; den tjente til fastgørelse af mandens bælterem.





Fig. 2. Fynske lerkar fra førromersk jernalder, a fra Emmelev II, b Brandsby, c Sandager-Turup, d Langå, e Emmelev II.

I Østdanmark er øskenringene meget sjældne. Fra Fyn kendes kun endnu et eksemplar, der indbragtes i begyndelsen af sidste krig af en vestfynsk antikvitetshandler. Ringen skal være fundet i den naturlige bakke Kvindehøj i Flemløse sogn sammen med en lille bronzenål afbildet fig. 5 c. Nålen har et lille hult hovede af to stykker hvælvet bronzeblik og er af en type, man kalder »bombenåle«, fordi hovedet på nogle stykker i Sønderjylland og Holsten undertiden antager helt overdrevne dimensioner.

Endelig er der den fjerde grav, som fandtes 1934 af apoteker Helweg Mikkelsen, da han undersøgte den store gravplads på Lundehøj ved Espe. Flertallet af de 48 grave på denne plads var fra den romerske jernalder, nogle dog allerede fra førromersk tid og ældst blandt dem en grav, som var fuldstændig forstyrret af to senere gravanlæg. Vi ved derfor ikke, af hvilken art denne tidlige grav har været, men den har i hvert fald indeholdt to beskadigede jernnåle med stort halvrundt hovede dækket af bronzeblik, den ene afbildet fig. 5d. Også denne nål har den i tidlig jernalder så almindelige bøjning af stilken ved hovedet.

Disse fire grave er alt, hvad vi kender fra Fyns ældste jernalder. Ikke meget, men dog alligevel tilstrækkeligt til at antyde, at både gravformer og oldsager i hovedsagen synes parallelle med det jyske fundstof, og at Fyn har fulgt en udvikling svarende til Jyllands.

Om den førromerske jernalders periode II er vi derimod som følge af de nye fund, der nævntes i indledningen, nu adskilligt bedre underrettede. Flere steder på øen er der i de senere år fremdraget gravpladser, som stammer fra periode II. En enkelt af dem, den lige omtalte plads på Lundehøj, viser forbindelse bagud til det ældste afsnit. De øvrige er enten alene fra periode II eller viser fortsat benyttelse ned i periode III og videre frem i romersk jernalder. Dette er af betydning, for så vidt som vi dermed kan slutte til en ubrudt bebyggelse fra periode II ned i tiden, men på grund af den overfor omtalte fundmangel desværre ikke tilbage til det ældste jernalderafsnit.

I flere tilfælde er gravpladserne fra periode II anlagt nær ved ældre gravhøje eller i deres fod. Et eksempel herpå er en lille samling grave, som i 1943 undersøgtes af Stiftsmuseet ved Brandsby i Hjadstrup sogn nær Otterup. I østranden af en sløjfet stenalderhøj, der har indeholdt en dysse eller jættestue, fandtes tre brandgrave fra periode II.

Fig. 3. Brandplet, delvist tømt, fra gravpladsen ved Hygindtorp. Bagved ses andre brandpletter.

På denne gravplads ved Brandsby afveg gravtypen fra de ældre grave i periode I, som omtaltes ovenfor. I det ældste afsnit var det en enerådende skik, som gik tilbage til den yngre bronzealder, at den dødes brændte ben med omhu blev opsamlet og nedlagt i urnen, som derefter nedgravedes i jorden tiest omsat med en beskyttende stenpakning. I periode II ligesom afslappes det strenge ældre krav til benenes rensning og omhyggelige opsamling. Nu skiller man ikke længere de brændte bensmuler ud fra bålets øvrige askedele, men alt, ben, oldsagsrester, aske og kulstumper, samles sammen og hældes ned i en lille rund grydeformet grube i undergrunden med sider, som nu og da er udforet med marksten. Det er den simple gravform, man kalder brandpletten, fig. 3. I mange tilfælde så oldtidens mennesker dog ikke så skematisk på gravformerne som nutidens arkæologer. Tit møder vi en mellemting mellem urnegrav og brandplet, urnebrandgruben, hvor de fleste af de brændte ben er nedlagt i en urne, mens bålasken og sønderbrændte skår af andre lerkar, som blev den døde medgivet på bålet, nedlagdes i gruben uden om selve urnen som på fig. 4, der viser en urnebrandgrube fra en gravplads ved Emmelev i Hjadstrup sogn.

Fig. 4. Urnebrandgrube fundet ved Emmelev. Skårene af det store fad fig. 2 a ligger over og ved siden af en urne med brændte ben.

På begge disse gravtyper, brandpletten og urnebrandgruben, kan nævnes smukke eksempler fra en stor gravplads, som i 1950 udgravedes af Stiftsmuseet ved gården Hygindtorp i Husby sogn på Vestfyn. Gravpladsen er den største fra Fyns førromerske jernalder. Den fandtes af gårdejer Jens Højland, da han i foråret 1950 pløjede på toppen af en høj, sandet bakke, Jordebjerg, hvorved der fremkom en del kulsorte askepletter i det lyse sand. Jordebjerg er for resten et mærkeligt stednavn, som leder tanken hen på muligheden for, at bjerget, hvor de døde jordedes, kan have været mindet gennem to tusinde år i bakkens måske ældgamle og oprindelige navn, Jordebjerg.

Gravene lå jævnt spredt over et 30 m stort område på den flade bakketop, dog fordelt i to grupper, en mindre i vest og en større i øst. Mange steder sås i den nypløjede jord aske med potteskår, som var blevet vendt op af ploven. Jorden afgravedes herefter systematisk i bænke, således at der blev skaffet vished for, at alle grave afdækkedes.







Fig. 5. Oldsager fra fynske brandgrave, a-d nåle, e glittesten, f kuglefibula, g ringnål.

I alt blev der undersøgt og indmålt 48 grave. Efter deres indhold af oldsager er det store flertal, i alt 42, fra den førromerske jernalders midte, altså fra periode II, mens 5 er fra periode III; kun en enkelt grav er fra romersk jernalder, og pladsens benyttelse er derfor, bortset fra denne yngre grav, rimeligvis ophørt i tiden omkring Kristi fødsel. Der fandtes udelukkende brandgrave. Brandpletterne var næsten enerådende, 43 i tal mod 3 urnebrandgruber og en enkelt urnegrav. Desuden fandtes i ét tilfælde en hob brændte ben nedlagt i en lille grube sammen med et par lerkarskår; benene var rensede og har nok oprindelig været nedlagt i et trægemme eller klædehylle.





Fig. 6. Smykkenåle, fibulaer, fra fynske grave. a fra Hygindtorp, b Bred Mose, c Hygindtorp, d Brandsby, e Skrillinge.

Brandpletterne var gennemgående 50 til 60 cm i tværmål og tegnede sig som cirkelrunde, kulsorte pletter i det lyse undergrundssand. På fig. 3 ses en sådan brandplet under tømning. I den sorte askefyld skelnes nogle lerkarskår, og de hvide småpletter er brændte ben. Således var billedet fra grav til grav næsten til ensformighed. Gravudstyret er kun såre jævnt. I 33 af de 43 brandpletter var der kun skår af et enkelt lerkar, og karrene var aldrig hele, men søndrede, fordi de blev den døde medgivet på bålfærden, antagelig fyldt med levnedsmidler som udstyr for færden til det hinsides. I enkelte tilfælde optoges dog skår af to eller tre lerkar, i én grav endog fire. Skikken at give den døde flere madkar med i graven peger fremad i tiden, ned i periode III, og i den romerske jernalder lige efter tidsregningens begyndelse blev det almindeligt, at gravgodset kom til at omfatte et helt bordservice på fem, seks og endda flere kar.

Karrene er i de fleste tilfælde mellemstore krukker som fig. 2 b-e med en eller to brede, båndformede hanke, der udgår fra randen og fæstes ved skulderen. De er næsten altid uden ornamenter. Tit er karrandene kraftigt udkragede, som det også ses på det smukke enørede kar fig. 1 f, der måler 34 cm i højde og må regnes til periodens større kar. En nydelig, vaseagtig form har karret fig. 1 e, der på skulderafsatsen er prydet med bånd af vinkelstillede furer. Endelig fandtes der i nogle grave store fade som fig. 2a; de kan på randen være pyntet med vinkelstillede furer.



Fig. 7. Spydspids, sværdskede og sammenbøjlet sværd, fra gravpladsen på Harnebjerg, Langeland.

Kun i få tilfælde fandtes på gravpladsen ved Hygindtorp andre oldsager end lerkar i gravene. Nu og da en jernkniv eller en lille, afrundet, facetslidt sten af en art, som især synes at forekomme i periode II’s grave, og som anvendtes til at glitte lerkarrenes yderside med, før de tørredes og hårdbrændtes. En sådan glittesten, fra gravpladsen ved Brandsby, er afbildet fig. 5 e. I to andre grave ved Hygindtorp fandtes en af de sjældne, sværtstøbte dragtnåle af bronze, fig. 6, som man kalder kuglefibulaer, fordi nålebøjlen bærer to eller tre kugler, der kan være prydet med ornamenter af indslåede kredsfigurer. Vi kender nu efterhånden seks stykker fra fynske gravfund i forbindelse med keramik fra periode II, især lerkar som fig. 2b-c. En anden sværtstøbt brugsgenstand er ringnålen af bronze, fig. 5g. To nåle af denne slags lå gemt i en urne fra Sandager-Turup ved Assens, fig. 2c, en grav, som ved lerkarret kan dateres til periode II.

Fig. 8. Hankebeslag fra etrurisk bronzekedel fundet på gravpladsen ved Langå.

Mellem de lige nævnte seks kuglefibulaer er også et eksemplar, som er fundet på en anden større gravplads, ved Millinge Østerby i Svanninge sogn. På en mark, som tilhører gårdejer Hans Rasmussen i Millinge, udgravede Stiftmuseet i 1949-50 nitten brandgrave, allesammen brandpletter af ganske samme art som på pladsen ved Hygindtorp. De fleste kan tidfæstes til periode II, men nogle er dog fra det senere afsnit. Også her er gravgodset fattigt, som regel en simpel tohanket krukke som fig. 2b-c, sjældnere to eller tre lerkar, og ellers kun en glittesten nu og da og den førnævnte kuglefibula.

Man kan nu spørge, hvorledes gravene på de to store gravpladser ved Hygindtorp og Millinge Østerby kan udskilles i et ældre og et yngre tidsafsnit. Midlet hertil er keramikken. Karrene i periode II har nemlig tynde mundingsrande, og hankene er altid tynde, brede og båndformede. I periode III er randene derimod ofte svagt fortykkede og facetterede, d.v.s. afglattede rundt langs mundingen i plane partier, hvis kanter mødes, og samtidig bliver hankene snævrest ved midten, så at de antager X-form ofte med tagrygformet yderside som på fig. 2d. Et lignende øre finder vi på små pyntelige kander som fig. 2e fra en gravplads ved Emmelev. Den store terrin fig. 2d med tre uddrevne bukler om øret er optaget i 1880’erne på en gravplads ved Langå på Sydøstfyn. Den fandtes som et skårlag oven i en stor metalkedel som fig. 1 c, hvis underdel var af bronze, mens randpartiet og de to svære bæreringe var af jern. Kedler af denne art er flere gange fundet sammen med daterende oldsager fra periode III og fra begyndelsen af romersk jernalder. Den her afbildede svenske kedel svarer nøje til de i alt tre stykker, som fandtes på Langågravpladsen, men de er desværre mangelfuldt bevaret.


Fig. 9. To fingerringe af guld, fundet i metalkedel på gravpladsen ved Langå.

Gravpladsen ved Langå er på flere måder et interessant og mærkeligt findested. Den rummede dels simple brandpletter som de ovenfor beskrevne, men dels også nogle grave med et rigt og storslået udstyr, som tyder på, at de er hvilestedet for velhavende standspersoner. Allerede i 1877 fik kammerherre Sehested, der var en stor oldsagsamler, meddelelse om det første fund på gravpladsen ved Langå. Ved pløjning på marken var stedets ejer stødt på en stor, sort askeplet. Da han så nærmere til, viste det sig, at der i askepletten stod en vældig kedel 67 cm i tværmål over randen. Kedlen, der var af formen fig. 1 c, havde rand og bæreringe af jern, bundparti af tyndt bronzeblik, og inden i den og til dels udenom fandtes et rigt udstyr fra bålfærden, men alt stærkt medtaget og ødelagt af ild. Den døde var blevet bålsat med sin firhjulede kørevogn, der har været forarbejdet omtrent som de to berømte vogne fra Dejbjerg Mose ved Ringkøbing. Der var også mange brudstykker af en tohanket bronzekedel med et stilpræg som viser, at den er importeret fra så fjerne egne som det etruriske Norditalien. På fingrene har den gravlagte båret de to smukke guldringe fig. 9. At den gravlagte var en mand, ses nemlig af et rigeligt våbenudstyr, hvoriblandt fire eneggede sværd. Disse sværd er af en type, som tillige med nogle potteskår af lerkar fra periode III viser, at graven er anlagt i dette tidsrum hen mod slutningen af århundredet før Kristi fødsel. Dette rige fund kom i 1939, dog uden guldringene, der som danefæ opbevares i Nationalmuseet, i Stiftsmuseets besiddelse, da Odense by ved køb erhvervede de rige samlinger på Broholm fra bronze- og jernalderen.

Et andet mærkeligt fund fra Langå var en brandgrav, der rummede resterne af en kæmpestor bronzekedel. Den har været udstyret med en dobbelthank fastgjort i to sværtstøbte bronzebeslag, fig. 8, som viser en ansigtsmaske, der efter stilpræget kan henføres til den tidligt klassiske kunst, som udfoldede sig i det etruriske Norditalien i 5. årh. f. Kr. Ved kedlen lå et enegget jernsværd dateret til o. 100 f. Kr. Den betydelige aldersforskel mellem kedel og sværd må da forklares med, at kedlen kan have været i brug en rum tid i sit hjemland, før den af handelsmænd sydfra bragtes herop til Norden, hvor den endelig efter en samlet levetid på flere hundrede år kom i jorden som en gammel, men efterhånden udtjent kostbarhed.

Mens de fattigt udstyrede grave fra periode II aldrig indeholder våben, bliver det i periode III almindeligt, at manden får våben med i graven. Dette forhold møder vi ikke blot i Langågravene, men også på en stor gravplads på bakken Harnebjerg syd for Rudkøbing. Her udgravede købmand Jens Winther, skaberen af Langelands Museum, i begyndelsen af århundredet 42 brandgrave, de fleste fra ældre romertid, men 13 allerede fra førromersk jernalder. En af disse sidste var en brandplet, der var 50 cm i tværmål. I dens sorte askefyld fandtes sagerne på fig. 7, som viser dele af mandens våbenudstyr. Øverst til højre ses et tveegget jernsværd, der efter tidens skik er kraftigt sammenbøjet flere gange, enten det nu skyldes det rent praktiske formål at skaffe plads for sværdet i den snævre grube, eller vel snarere, at der lå en religiøs gravritus bag denne fremherskende skik. Til venstre for sværdet ses et større brudstykke af dets skede dannet af to skinner af jernblik, som er sammenfalsede i randene; endvidere ses den ene af de to øskener, hvormed sværdet fæstnedes til bælteremmen. Længst til venstre er gengivet en spydspids. I samme grav fandtes også en skjoldbukkel med fremstående midtspids; bukkelen har været fastgjort til midten af det tynde, nu forlængst tabte træskjold og dækkede den skjoldførende hånd. Endelig fandtes en ragekniv af jern. Alle disse sager er karakteristiske for slutningen af den førromerske jernalder og viser væsentlige dele af mandens våbenudstyr i tiden lige før vor tidsregnings begyndelse.

Der er nu på de foregående sider i al kortfattethed givet en oversigt over de fynske grave i den førromerske jernalder. Pladsen tillader ikke at omtale alle gravfundene, som i øvrigt er opførte i en liste efter artiklen, og deres beliggenhed på øen fremgår af kortet fig. 10. Hvis man sammenligner dette med det kort, forfatteren har tegnet i en afhandling om Fyns bebyggelse i oldtiden, trykt i Fynske Årbøger 1951, vil det ses, at den førromerske jernalders grave falder inden for de fire store bygder, hvori øen var opdelt i den ældre jernalder som helhed. Mod vest, i Vends herred, fandtes et lille, men tæt besat bebyggelsesområde. Længere mod øst, på den nordfynske Slette, møder vi en tæt og vidtstrakt bygd, som i syd og sydøst afgrænses af store skovstrækninger, der danner skellet mod hovedbygden; denne strækker sig over øens midte, mod syd til Kværndrupegnen og i øst hen mod Nyborg. Endelig skelnes en mere spredt bosættelse på Sydvestfyn i egnen øst for Assens. Altsammen hovedtræk som noget udtyndet genspejler sig på kortet fig. 10.

Fig. 10. Kort over den førromerske jernalders grave og bopladser på Fyn. Gravpladserne er nummererede i tilslutning til listen.

Selv om det er gravfundene, der er emnet for denne artikel, er det dog fristende at sige blot et par ord også om bopladsfundene fra den førromerske tid. Og netop når talen er om bebyggelsens udstrækning, er det klart, at bopladsfundene, hvis de da foreligger i tilstrækkelig mængde, kan afrunde bebyggelsens topografi.

På kortet fig. 10 er derfor også indtegnet de indtil nu kendte bopladsfund fra førromersk jernalder. Af husfund kender vi endnu ingen på Fyn fra denne periode, idet oldtidshusene på Lundsgårds mark ved Åsum er noget yngre, fra den romerske jernalder. Derimod har vi andre sikre spor efter den stedlige bebyggelse i førromersk tid. Som det vides af jyske hustomtfund fra denne tid, brugte man ler til husgulvene og til de risflettede, klinede vægge. Materialet tog man fra lergrunden i nærheden af husene, og derved opstod huller i jorden, gruber, som man fra tid til anden udfyldte med affaldsmateriale fra husene, aske, ildmørnede sten fra det åbne arnested, skårhobe fra lerkarrene, der i stort tal brugtes i husholdningen og itusloges, knogler, madrester osv.

Disse affaldsgruber tegner sig nu i undergrunden som mørke, flere meter brede pletter i jorden, og det er klart, at de har stor betydning, både ved at indholdet, især lerkarskårene, som regel daterer dem, og også derved, at en grube eller flere sammenliggende angiver et punkt på bebyggelseskortet.

På kortet er indtegnet de bopladsfund, som kan dateres sikkert, i alt er der 31. Af dem kan ingen med vished tidfæstes til førromersk jernalder periode I, da vi kender så lidt til den tidlige jernalders fynske bopladskeramik, at denne endnu ikke kan udskilles fra den forudgående yngre bronzealders. Derimod har vi 14 sikre lokaliteter fra periode II og 9 fra det sidste afsnit, periode III.

Ved udforskningen af disse fjerne tidsrum står ingen skriftlige kilder til arkæologens rådighed. Hvad han må arbejde med, er de jordfundne levn, som datidens mennesker har efterladt. Dette ensidige fundstof sætter en skarp grænse for arkæologiens formåen. Hvad den kan udforske, er den materielle side af oldtidens liv. Af det kan man for nogle tidsafsnit give et ganske fyldigt, undertiden endda et alsidigt billede, men en skæbnesvanger grænse er trukket dér, hvor det vilde være allerinteressantest at trænge ind, til selve det indre menneskeliv og alt det, som fyldte og spændte menneskets ånd. Men ind over denne grænse kan der sjældent søges. Tilbage står den utrættede og trods alt dog frugtbringende stræben efter med nye fund og undersøgelser at udbygge vor viden på et område, hvor der er bund under fødderne: den materielle kulturhistorie.

Ligesom adskillige andre danske museer har en ivrig medarbejderstab ude i befolkningen, kan også Fyns Stiftmuseum glæde sig over mange trofaste medhjælpere, der indsender meddelelser om påtrufne oldfund, og som altid er villige til at række en hjælpende hånd under udgravningsarbejdet i marken. Ikke mindst skylder Stiftsmuseet de fynske landmænd en tak for den redebonne imødekommenhed, hvormed de altid giver deres minde, når der bedes om tilladelse til at sætte spaden i jorden. Dette gode samarbejde er en livsbetingelse for Stiftsmuseets virke, og det er vort håb, at det må fortsætte til gavn for den fremtidige udforskning af Fyns oldtid.

Liste over gravfundene på Fyn i førromersk jernalder

  1. Brandsby, Hjadstrup sogn, Lunde herred. Lille gravplads omfattende 3 brandgrave fra periode II, anlagt i østfoden af en sløjfet høj med megalithgrav. Af gravene var de to brandpletter, den tredie en urnebrandgrube, med urnen 2 b og fibulaen 6d. Udgravet 1943 af Stiftsmuseet.
  2. Emmelev I, Hjadstrup sogn. Gravplads med 5 brandpletter tæt sammenliggende under flad mark nær øst for et fredet dyssekammer, alle fra periode III. Et lerkar afbildet fig. 2 e. Udgravet 1934-35 af P. Helweg Mikkelsen. Fundet er i Fyns Stiftsmuseum.
  3. Emmelev II, Hjadstrup sogn. Gravplads på en nabolod sydøst for nr. 2. Indeholdt 10 brandgrave fordelt i to nær hinanden liggende grupper, hvoraf den ene i syd- og vestranden af en lille høj rejst over to grave fra den ødanske enkeltgravkultur. Af de ti jernaldergrave er 3 urnebrandgruber, 6 brandpletter, 1 en urnegrav. Ni er fra periode II, en fra III. Et lerfad afbildet fig. 2a, en urnebrandgrube fig. 4. Udgravet 1934 af Helweg Mikkelsen. Fundet opbevares i Stiftsmuseet.
  4. Nisted, Lumby sogn, Lunde herred. Stor gravplads med ialt 38 grave, heraf 10 fra dolktid, 10 fra førromersk, resten fra æ. romersk jernalder. De 10 førromerske grave er brandpletter, 7 fra periode III, 3 fra periode II. Udgravet 1932-34 af Helweg Mikkelsen. Fundet er i Nationalmuseet og Stiftsmuseet.
  5. Rorslev, Nørre Nærå sogn, Skam herred. 5 grave i østranden af en sløjfet megalithhøj, 3 af dem fra førromersk jernalder, 1 fra periode II, 2 fra periode III. Udgravet af Stiftsmuseet 1950.
  6. Harridslevgård, Skovby sogn, Skovby herred. Flere urner fandtes i 1854 i en høj. Urnerne gik itu. Bevaret er kun en kuglefibula som fig. 6e. Indsendt til Oldnordisk Museum af Vedel Simonsen.
  7. Skrillinge mark, Kavslunde sogn, Vends herred. Stor gravplads fra æ. rom. jernalder. En enkelt af gravene er fra førromersk tid, periode II, og rummede et toøret hankekar som fig. 2 b, hvori lå den lille kuglefibula fig. 6 e, en nål og en glittesten. Fundet er i Nationalmuseet.
  8. Rorslev, Rorslev sogn, Vends herred. I en lerbakke fandt nogle arbejdsmænd i 1943 3 grave, hvoraf den ene var fra førromersk jernalder, periode I. Graven bestod af urnen fig. 1 b omsat med sten. I urnen var der brændte ben, en øskenring af bronze og to jernnåle, fig. 5 a. Fyns Stiftsmuseum.
  9. Billesbølle mark, Fjelsted sogn, Vends herred. Gravplads med et mindre antal grave, som alle ødelagdes i 188o’erne ved grustagning. Bevaret er en del lerkarskår, en kuglefibula som fig. 5f, rester af et enegget jernsværd, samt en glittesten. Skårene viser benyttelse af gravpladsen i førromersk tid, periode II-III. Opbevares i Nationalmuseet.
  10. Gelsted Tårup, Gelsted sogn, Vends herred. Lille gravplads i en lav grusbakke. Der er fundet 5 grave, hvoraf 4 var brandpletter, 1 en urnegrav. Efter keramikken kan pladsen dateres til periode II. Fundet er i Nationalmuseet.
  11. Hygindtorp, Husby sogn, Vends herred. Gravplads med 48 brandgrave, hvoraf 1 er fra romersk, resten fra førromersk jernalder, af dem 42 fra periode II, kun 4 eller 5 fra periode III. Af gravene var de 43 brandpletter, se fig. 3, 3 urnebrandgruber og 1 en urnegrav. Pladsen lå på den flade top af banken Jordebjerg. Undersøgt 1950 af Stiftsmuseet. Af keramikken er gengivet to stykker på fig. 1 e-f, samt to kuglefibler. Af dem er fig. 6 a fundet i en brandplet med en glittesten og et lerkar som fig. 2 b, og fibulaen fig. 6 c lå i en urne, hvis overdel var bortpløjet.
  12. Sandager-Turup, Sandager sogn, Båg herred. Urnegrav med brændte ben. Over urnen fig. 2 c, stod en lille kop som låg. Mellem de brændte ben i urnen lå to ringnåle, fig. 5 g. Datering til periode II. Indgået i Helweg Mikkelsens samling og herfra til Stiftsmuseet. Ingen nærmere fundoplysninger.
  13. Signekær skov, Køng sogn, Båg herred. I en aflang, stenrandet højning fandtes i 1915 flere brandgrave fra romersk jernalder. En stor dobbeltkonisk krukke er dog fra førromersk jernalder, periode II eller III. Opbevares i Nationalmuseet.
  14. Kvindehøj, Flemløse sogn, Båg herred. Et samlet gravfund fra bakken Kvindehøj: 1 øskenring og den på fig. 5 c afbildede »bombenål« af bronze. Ingen nærmere oplysninger. Datering: periode I.
  15. Hårby, Hårby sogn, Båg herred. Gravfund indgået til Stiftsmuseet i 1876. Det består af den enhankede krukke, fig. 1 d, og en kuglefibula, fig. 5 f. »De lå inden i en større urne, som gik itu«. Graven har rimeligvis været en urnebrandgrube, og fibulaen har ligget mellem de brændte ben, hvoraf rester endnu kan ses inden i urnen, fig. 1 d. Graven er fra periode II.
  16. Sønderby mark, Sønderby sogn, Båg herred. Et sortglittet lerkar fra periode II, der indeholdt brændte ben, men ingen oldsager. Ingen nærmere oplysninger. Opbevares i Stiftsmuseet.
  17. Lundehøj, Espe sogn, Sallinge herred. Stor gravplads langs ryggen af en sandbakke. Udgravet 1934-35 af P. Helweg Mikkelsen. Rummede 48 grave, hvoraf de fleste er fra romersk, 7 dog fra førromersk jernalder. Disse 7 er brandpletter fra periode III med undtagelse af brandplet nr. 31, der foruden skår fra periode III også indeholdt 2 nåle fra periode I, den ene afbildet på fig. 5d. Ved anlægget af den senere grav er rimeligvis en ældre grav, hvori nålene lå, blevet forstyrret. Fundene er i Nationalmuseet og Stiftsmuseet.
  18. Millinge Østerby, Svanninge sogn, Sallinge herred. Gravplads med 19 brandpletter. De lå jævnt spredt på en svagt skrånende sandmark. Enkelte pletter skal være fundet ved tidligere grustagning. Grav 10 indeholdt en kuglefibula med to kugler på bøjlen og skår af et lerkar som fig. 2 b. Udgravet 1949-50 af Stiftsmuseet.
  19. Langå, Langå sogn, Gudme herred. Gravplads med 15 brandgrave udgravet 1886 af Nationalmuseet. Allerede 1877 optoges en stor kedel af bronze og jern, hvori et rigt gravudstyr, omtalt s. 94; denne grav var en urnebrandgrube. En anden urnebrandgrube indeholdt en stor bronzekedel, hvis hankebeslag er gengivet på fig. 8. Endnu to urnebrandgruber indeholdt kedler med rand af jern, bund af bronze. De øvrige grave er simple brandpletter med fattigt udstyr af et enkelt lerkar. Kedelfundene kan dateres til periode III. Nogle af de fundne sager er gengivne fig. 9. Se iøvrigt H. Petersen: Vognfundene fra Dejbjerg Præstegårdsmose, 1886, s. 41 ff.
  20. Grønneskovs mark, Gudme sogn, Gudme herred. I en overpløjet højning fandtes under en lille rund stenlægning urnen fig. 1 a. Blandt de brændte ben i urnen lå nålen fig. 5 b. Udgravet 1876 af F. Sehested. Fundet opbevares i Stiftsmuseet.
  21. Bøgebjerg, Skellerup sogn, Vindinge herred. På lavtliggende, flad mark er i nogen afstand fra hinanden afdækket to mindre brandpletter. I den ene fandtes skår af et lerkar og en glittesten, i den anden lerkarskår. Begge grave er fra periode II. Undersøgt 1950 og 1952 af Stiftsmuseet.
  22. Sulkendrup Mølle, Vindinge sogn, Vindinge herred. I den østligste af »Tvillinghøjene« udgravede G. Rosenberg i 1919 en jættestue for Nationalmuseet. I højtoppen fandtes 4 brandpletter og 1 urnegrav eller urnebrandgrube. Denne sidste og en af brandpletterne synes at være fra periode III, de øvrige fra periode II. Fundet er i Nationalmuseet.
  23. Lindeskov Hestehave, Ellested sogn, Vindinge herred. Brandplet med skår af et større lerkar og brudstykket af en jernfibula vistnok som Müller, Ordning III, 28. Graven kan da vistnok dateres til periode III. Fundet er i Nationalmuseet.
  24. Hine Mølle, Rudkøbing købstads markjorder, Langelands nørreherred. Ikke afsat på kortet. Krukke med kuglefibula fra periode II. Se C.J. Becker i Acta Archaeologica XIX, s. 153. Langelands Museum.
  25. Harnebjerg, Humle sogn, Langelands sønderherred. Ikke afsat på kortet. Gravplads på toppen af en stejl bakke. Udgravet 1901-02 af J. Winther. Af de 43 grave var 13 fra førromersk, resten fra romersk jernalder. Af de 13 førromerske grave er 12 brandpletter, 1 en urnegrav. Flere grave indeholdt et fyldigt udstyr af mandssager, især våben, se fig. 7. De førromerske grave er fra periode III og overgangen til romertid. Nationalmuseet.