Gravpladsen på Møllegårdsmarken

I få lande har vel den arkæologiske forskning helt fra denne historiske videnskabs barndomsdage været drevet med større iver end i Danmark. Guldhornenes tragiske skæbne og den unge Oehlenschlägers romantiske programdigt, Guldhornene, rettede almenhedens interesse indad, mod landets historiske og forhistoriske minder. Bag denne besindelse på indre værd lå jo også krigene med England og det hårde slag, som Norges adskillelse fra Danmark betød for datiden. I 1807 grundlagdes Det oldnordiske Museum i København, og det følgende slægtled blev vidne til et rastløst arbejde for indsamling, ordning og tolkning af de oldsager, som nu begyndte at vælde frem af jorden. Dette arbejde opbyggedes fra grunden af museets leder siden 1816, den selvlærte købmand Chr. Jürgensen Thomsen, senere bistået af fagets første teoretiker, J.J.A. Worsaae. Det oldnordiske museum blev en københavnerseværdighed, og hvad der foregik i felten af udgravningsvirksomhed, fulgtes med voksende optagethed af offentligheden. Markarbejdet var naturligvis fra først af museets egen sag, men fra 1860’erne ser vi, at også folk uden for den videnskabelige fagkreds, mænd, hvis interesse for arkæologien var blevet vakt, nu tager spaden i hånd. Et resultatrigt virke indlededes for eksempel af amtmand E. Vedel. Han foretog gennem en menneskealder omfattende udgravninger på Bornholm, og ved sin indsats, der altid stilledes i det københavnske museums tjeneste, bragte han forskningen vigtige skridt fremover. Sit arbejde kronede han i 1886 med et stort værk, Bornholms Oldtidsminder og Oldsager, endnu i dag et kildeskrift af første rang.

Jævnsides med Vedel som arkæolog uden for fagfolkenes inderkreds må nævnes kammerherre N.F.B. Sehested til Broholm på Sydøstfyn. Denne mand, som var sin egns foregangsmand på det agronomiske og forstmæssige område, rettede i den senere del af sit liv blikket mod arkæologien. I 1860’erne anlagde han den store oldsamling på Broholm. Han udgravede i 1870’erne en betydelig del af den berømte jernaldergravplads på Møllegårdsmarken nord for slottet, og i 1878 udgav han sit store værk, Fortidsminder og Oldsager i Egnen om Broholm, der ligesom Vedels bog er et primært kildeskrift. Han beskrev og afbildede heri egnens oldtidsminder og de enkelte fund, som opbevaredes i den museumsbygning, han havde opført i Broholms have. Ved Sehesteds død udgav hans efterladte i 1884 et tillægsbind, Archæologiske Undersøgelser, med materiale som Sehested selv kun delvis havde nået at lægge sidste hånd på.

Fig. 1. Afsnit af udgravningsplanens sydlige del.
Fig. 2. Syv urnegrave under afdækningen, gravene 434-41. Det ses, at de fleste urner er stærkt afpløjede.
Fig. 3. Et andet udsnit. Gravene 423-27. I forgrunden til venstre en brandplet under tømning. Den kulsorte aske fra bålet tegner sig mod det lyse undergrundssand. I hjørnet til højre brandplet 426 med kardele. I baggrunden tre urnegrave, hvis øverste del er afpløjet.

I de to arbejder findes en omhyggeligt gennemført beskrivelse af den store og for videnskaben vigtige gravplads på Møllegårdsmarken, der stammer fra de fire første århundreder af vor tidsregning. Fundene fra de 376 grave, Sehested her undersøgte, overdroges kort før den anden verdenskrig med andre dele af samlingerne på Broholm til Fyns Stiftsmuseum. Efter Sehesteds mening var trods de mange fundne grave kun en mindre del af gravpladsen undersøgt. Resten måtte vente på fortsat udforskning, hvis iværksættelse i dag kan siges at være så meget mere påkrævet, som det moderne tractorragnaroks dybpløjning betyder en alvorlig fare for de endnu bevarede grave. I erkendelse heraf gav Broholms nuværende ejer, stamhusbesidder J. Sehested, Fyns Stiftsmuseum sit velvillige minde til, at undersøgelserne på Møllegårdsmarken kan genoptages. For det indledende arbejde, som straks efter påbegyndtes i september 1959, skal der i det følgende gives en kort oversigt.

Fig. 4. Urnebrandgruben nr. 406, fra ældre romersk jernalder. I midten af en mørktfarvet grube står et stort lerkar, der indeholdt brændte ben. Uden om er stablet skår fra tre andre kar, der var den døde medgivet på bålet.

Møllegårdsmarken er en af Broholms gamle hovmarker. Den falder mod syd og øst fra landevejen Nyborg-Svendborg ned mod et lille vandløb, der gennemstrømmer en frodig, åben skoveng. I disse naturskønne omgivelser anlagde jernalderens bønder i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse en begravelsesplads, som efter de fremdragne fund var i brug ned gennem fire århundreder. Pladsens udstrækning kan endnu ikke angives med sikkerhed. Men det ser ud til, at den dækker et ovaltformet parti begyndende lidt vest for landevejen, fortsættende ind under bilers og motorcyklers asfaltbelagte fartbane og videre mod øst og nordøst til det sted på marken, hvor egnens beboere ved den gamle kammerherres død rejste en smuk og anselig sten til hans minde.

Fig. 5. Brandplet 413 under udgravning. Gruben er fyldt med kulsort bålaske med mange brændte ben. I midten skår af et eller to lerkar. Bag brandpletten ses i dennes rand en senere nedsat urnegrav, nr. 414.

Mellem landevejen og mindesmærket breder sig da den plads, hvor Sehested tog fat i 1876. Da arbejdet indstilledes seks år senere, havde han med største omhu gennemsøgt et areal 60 m langt i nord-syd, 18 m bredt. På grundlag af en klar udgravningsplan i Archæologiske Undersøgelser kunde feltets østgrænse nu uden større besvær genfindes. Skellet måtte ligge 18 m øst for landevejsdiget. Vi afstak derfor en linie 17 m øst herfor, parallelt med diget, og da vi gravede det anlagte felt i dybden, tegnede sig noget nede en skarp linie, som angav skiftet mellem undersøgt og urørt jord.

Vi kunde da trøstigt optage arbejdet. Marken var ganske vist nyharvet og stod for at skulle tilsås med rug. Ved venligste imødekommenhed fra forpagter N.L. Petersen, Broholm Avlsgård, fik vi dog en halv snes dage at grave i. I dette tidsrum undersøgte vi et parti 59 m langt i nord-syd, 4-5 m bredt, og det lykkedes at afdække og stedfæste 70 grave. Arbejdet foregik på den måde, at muldlaget afgravedes med skovle. Så snart der viste sig tegn på fund dybere nede, når nemlig potteskår og brændte bensmuler begyndte at dukke frem, kom de finere graveredskaber i brug. Så begyndte afdækningen med spatel og pensel, et arbejde, i hvis udførelse min utrættelige hjælper, kustode H. Skov Hansen, viste megen færdighed.

På fig. 1 ser man et afsnit af udgravningsplanen. De små runde cirkler angiver urnegravene, mens skraverede kredse er de mere uregelmæssigt formede brandpletter og urnebrandgruber. Med disse betegnelser er nævnt de tre typer grave, som indtil nu er påvist på Møllegårdsmarken. De indeholder allesammen rester fra det bål, de døde brændtes på, mens jordfæstegrave hidtil er ukendte her. Urnegraven er et lerkar, hvori man lagde de rensede ben fra bålet og småsagerne, den døde fik med sig. Brandpletten er en simpel grube i undergrunden med brændte ben, kulrester og småsager, som har holdt stand mod bålets lue, se fig. 5 og 6. En mellemform er urnebrandgruben, hvor det, som ikke kunde få plads i urnen, blev lagt ned uden om den. Fotografiet fig. 4 viser en sådan urnebrandgrube. Der ses en del lerkarskår, som er hobet op uden om urnen med benene. Det er rester af de øvrige lerkar, som blev sat på bålet, for at den døde kunde have mad og drikke med sig på farten til det hinsides.

På fig. 1 ses, at urnegrave og brandpletter findes jævnt spredt mellem hinanden uden nogen påviselig orden. Undertiden kan gravene ligge tæt samlede i grupper, der atter adskilles af fundtomme mellemrum. Nogen afmærkning af de enkelte nedlægninger kan ikke efterspores, men at gravene på en eller anden måde har været gjort kendelige, er sandsynligt, fordi det kun sjældent ses, at en yngre grav har beskadiget en ældre.

Beskadigelse af karrene er desværre temmelig udbredt på Møllegårdsmarken. Årsagen hertil er den, at de ikke er sænket ret dybt i jordsmonnet. Urnebundene står som regel kun ca. 60 cm under markfladen, og det betyder, at ploven i de fleste tilfælde har skåret det øverste af karrene, se fig. 2 og 3. Dertil kommer, at tunge markredskaber har klemt dem i stykker, planterødder og vinterfrost sprængt dem i skår. I regelen finder vi kun en sammentrykt masse skår, som det er et tidkrævende arbejde siden at rense og sammenlime. Men resultatet lønner i mange tilfælde anstrengelserne; man kan se det af prøverne på restaurerede lerkar fig. 7.

Lerkartyperne er naturligvis af den største vigtighed for den videnskabelige vurdering af gravpladsens alder. Selv om oldtidens lerkar fylder godt op i museernes montrer og magasinrum, kan forskningen dog aldrig få et for stort stof at arbejde med; jo længere fundrækker, jo sikrere bliver de kulturhistoriske slutninger, der kan drages. Det er ikke ligegyldigt at vide, at de to hankekar fig. 7a og b er fundet sammen i brandpletten fig. 6. De må altså være samtidige. I lerkar af den art kan man finde bronzenåle og spænder som de på fig. 8a-b gengivne, og vi ved på baggrund af et stort sammenligningsmateriale, at sådanne genstande stammer fra tiden omkring 200 e. Kr. Et hundrede år yngre er den elegante lille vase fig. 7 c, og i slutningen af det 4. århundrede er den smukke vase fig. 7 e, blevet nedsat på gravpladsen. Ældre end de nævnte, fra den ældre romerske jernalder, er derimod lerkar som fig. 7 d, der er henstillet i det 2. århundrede.

Fig. 6. Brandplet 451. Det lysere jordlag øverst er udtørret muld, derunder et mørkere lag af fugtig muld. Derunder ses snittet af den gennemskårne brandplet med kulsort båljord. Heri fandtes en kniv og de to lerkar fig. 7 a, b stående side om side.




Fig. 7. Et udvalg af restaurerede lerkar fra undersøgelsen i 1959. a og b (foroven) fra grav 431, c fra 382, d fra 431, e fra 441, a Højde 9.0 cm, b 11.3, c 15,5, d 16.5, e 25.0 cm.

Gravpladsen på Møllegårdsmarken afspejler den kulturhistoriske udvikling, som en egns befolkning har gennemlevet i fire hundrede år. Ganske vist er det menneskenes grave, vi arbejder med, men lerkarformerne, redskaberne og smykkerne, deres gradvise udvikling gennem tiden, fortæller dog ikke så lidt også om det daglige liv; de vidner således også om én vigtig ting: om et handelssamkvem langt ud over bygdens og landets grænser. I en urnegrav fandtes nemlig smeltede rester af en bronzeøse med tilhørende si, der i det tredie århundrede må være indført fra et provinsialromersk værksted ved Rhinen eller i Gallien. I en anden optoges smeltede dele af et olivengrønt glaskar med dybt indslebne ovaler, og talrige mangefarvede glasperler må også være kommet fra de romerske håndværkscentrer. Men i øvrigt, gravenes ensartethed i udstyr beretter om et samfund, i hvilket der ikke synes at have været stor forskel på fattig og rig. I hvert fald har pladsen endnu ikke givet rigt udstyrede jordfæstegrave.



Fig. 8. a Profileret remspænde af bronze, fra grav 409. b Spændenål (fibula) af bronze fra grav 394, om hver af spiralenderne sidder en perletråd af sølv; c Armring af bronze fra grav 433, a, b 4:3, c 1:1.

I det hele har vi her en sjælden lejlighed til at studere et snævert afgrænset bondesamfund fra flere sider. Til kammerherre Sehesteds arkæologiske fortjenester hører også hans grundige undersøgelser af en række »måltidspladser«. Herom kan man læse i hans første bog. Ved måltidspladser forstod han nedgravninger i marken, fyldte med aske, dyreknogler, ildskørnede sten og bunker af potteskår. Han brugte den maleriske, men ikke helt korrekte, betegnelse, fordi man på den tid endnu ikke vidste, at sådanne uanselige fund er gruber med udkastet affald fra jernalderens huse. »Måltidspladserne« ligger i den højere del af marken, kun nogle hundrede meter fjernede fra den store gravplads. Heroppe, nær gruberne der gemmer hverdagens affald, må også husene have ligget.

På Broholms mark kan vi da med spaden kaste lys over det gamle veludbyggede bondesamfund i liv og død. I første instans bør det dog være gravpladsen, som undersøges, helst helt til bunds. Det er sandsynligt, at den gemmer hen mod et tusinde grave. Den er da en af Danmarks største jernaldergravpladser, om ikke den største. Det er glædeligt, at der er givet forskningen frie hænder til på dette minderige sted at øve en vigtig indsats til fremme af vor viden om folkets oldhistorie.

©