Gravskikkene i den ældre jernalder

For den arkæologiske forskning i Norden står litterære kilder sjældent til rådighed, nedskreven samtidsviden, som kunde støtte denne videnskabsgren, hvor den søger at genkalde billedet af en fortid, der ellers kun kendes gennem de fund, vi i dag så ivrigt graver frem af jorden og anbringer i museernes montrer. Vort kendskab til oldtidens senere del, det halvandettusindårige tidsafsnit, vi kalder jernalderen, hviler især på jordfundene. Om Danmarks politiske historie i jernalderen fortæller skriftlige kilder såre lidet.[1] Det er først vikingetidens runeindskrifter, overleverede skjaldekvad, sene skribenter som Saxo og Snorre, fremmede forfatteres spredte og uklare udsagn, der kan hjælpe til at tegne det historiske Danmark i svøbet.

Forud for vikingetiden er da jordfundene vor vigtigste kilde til oplysning om det forhistoriske Danmark. Grav- og bopladsfund, nedlægninger af brugsgenstande i moser og andetsteds kender vi i stort antal. På baggrund af jordfundene kan den arkæologiske forskning give en ret vel udbygget skildring af vort folks materielle kulturhistorie i oldtiden.

I det følgende vil vi betragte en enkelt side af de arkæologiske fund, den ældre jernalders gravformer. Det skulde deraf fremgå, at selve måden, hvorpå man gravlagde de bortgangne, i sig selv frembyder mange interessante forhold. Gravskikkene i det lille tusindår, den ældre jernalder dækker (500 før til 400 efter Kristus), bærer ikke præg af enhed, men skifter fra landsdel til landsdel. Snart jordede man de døde ubrændte, snart var ligbrænding foretrukken, eller skikken veksler mellem de to former inden for de enkelte landsdele eller provinser. Hvad ligger der bag denne skiften? Blev jordfæstet foretrukket af én folkegruppe, ligbrænding af andre folkestammer? Når ligbrænding afløstes af jordfæste, skyldtes det da indvandring af nye folkeelementer til et stammeområde, eller var årsagen blot et mere fredeligt brud med en gammel tradition gennem optagelse af modeprægede nye skikke udefra, måske som følge af et ændret religiøst syn?

Fig. 1. En brandplet fra gravpladsen ved Hygindtorp i Husby sogn. Den sorte brandfyld tegner sig tydeligt af mod den lyse sandgrund. I baggrunden skelnes en lignende grav. Førromersk jernalder, 2. århundrede f. Kr.

Vi vil prøve at besvare nogle af disse spørgsmål.

Til klaring er det nødvendigt at kaste blikket tilbage i tiden og videre ud over Danmarks grænser. Rimeligst er jo den antagelse, at et forhold som gravskikkenes udbredelse ikke er bundet af snævre grænser, men at de er led i et kulturfællesskab mellem flere folk, akkurat som i nutiden, hvor landegrænser betegner kunstige skel, ud over hvilke folkene i virkeligheden er forbundne i en fælles idéverden som også i en fælles materiel kultur.

I den yngre bronzealder og videre ned gennem førromersk jernalder rådede ligbrændingsskikken uændret i Norden. Den døde blev lagt på bålet, og efter brændingen nedgemtes i en urne hvad flammerne havde levnet. Men ved overgangen mellem bronze- og jernalder blev også brandpletten almindelig: De brændte ben nedlagdes blandet med bålets aske- og kulrester i en lille simpel grube i jorden, og lidt senere vandt den sædvane frem, at urner og brandpletter hensattes på større og mindre gravpladser under flad mark uden kastet høj som forinden i bronzealderen.

Kun i én region inden for det nordiske område ses der undtagelser fra den rene ligbrænding i førromersk jernalder. På Gotland, den store ø i Østersøen, er fundet et lille antal jordfæstegrave indsprængt i den store blok af brandgrave. Den døde er da nedlagt i en mandslang stenkiste i retning nord-syd, og således at den gravlagtes hoved ligger i kistens nordende. Disse førromerske jordfæstegrave forekommer tidligt i perioden, vel i det 4. århundrede f. Kr. De har voldt forskningen en del hovedbrud, men er af den svenske arkæolog M. Stenberger forklaret som en kulturindflydelse fra det europæiske fastland, hvor man i Polen og Nedreøstrig allerede fra slutningen af bronzealderen kender gravpladser, på hvilke de døde snart er jordede ubrændte, snart brændte. Da vi i Norden har en del oldsager, som viser tydeligt slægtskab med de nævnte midteuropæiske egnes, mente Stenberger, at en samtidig påvirkning fra Midteuropa også i gravformerne synes at have gjort sig gældende i Østskandinavien, på Gotland, Øland og i Uppland, men også kun her, for i det øvrige Sverige, i Norge og Danmark, kendes ingen undtagelse fra den rene ligbrændingsskik i førromersk jernalder (500 f. Kr. – 0).

Fig. 2. Udsnit af en urnegravplads ved Trøstrup-Korup, Odense herred. Romersk jernalder, tidsregningens fire første århundreder.

Omtrent ved Kristi fødsels tid finder imidlertid store ændringer sted. Det romerske riges voksende styrke, forlægningen af dets grænser til Donau og Rhinen, bringer det i nærmere forbindelse med de hidtil knap nok kendte germanske folkeslag. Romerske handelsvarer, især bronzekar, glaspokaler og -fade, romersk møntsølv, breder sig ved handel ud over Germanien og får så stærk indvirkning på germansk og nordisk håndværk, at man med rette har kaldt tidsrummet fra Kristi fødsel og fire århundreder ned i tiden for romersk jernalder. Også i gravskikken finder ændringer sted, dog ikke ved romersk indflydelse, men befordret fra andre egne, hvortil der om lidt skal vendes tilbage. Ved Kristi fødsel og tiden derefter slår jordfæstegravene en dyb bresche i ligbrændingsskikken, langt dybere end den første svage bølge på Gotland og uden direkte forbindelse med denne. Det sker omtrent samtidigt langs den tyske østersøkyst og i Norden. I Jylland trænger jordfæstegrave de gamle førromerske urner og brandpletter tilbage i mindretal. I Vendsyssel anlægger man nu fra tidsregningens begyndelse svære stensatte gravkamre dækket af en lille høj. I Midtjylland, især på Djursland og nord for Aarhus, er de døde nedlagte på store gravpladser i vest-østvendte nedgravninger i jorden. Foran ham er nedlagt gaver af kødspise samt et service af mange bordkar; nogle af karrene står også ved den dødes fødder. I Sønderjylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm ligger gravene almindeligt i nord-syd, hovedet nordligt i graven, og de skiller sig herved ud fra de nord- og midtjyske grave.

Det billede af tilstanden i Danmark, som ovenfor er opridset af gravskikkene i den ældre romerske jernalder (0-200) finder vi med mindre afvigelser også i Sverige og Norge. Her er både brandgrave og jordfæstegrave. På de store svenske øer lagde jernalderbefolkningen de døde i kister af kalkstensheller; herover blev der hvælvet en lav stenrøse med lidt jord over. Tilsvarende var forholdene også i Norge. I begge lande lå den dødes hoved nordligt i graven, og ganske lignende var forholdene i de undersøgte mindesmærker langs den tyske og polske østersøkyst. Visse fællestræk går da åbenbart igen overalt: jordfæstets fremtrængen ved Kristi fødsel og lige efter, nedlægningen af de døde i stenkister eller fyldskifter, men samtidig eksisterer også de gamle brandgrave ved siden af den nye tids anlæg.

Fig. 3. En dybblå glasskål med mælkehvide flammer og pletter. Alexandrinsk arbejde fra det tidlige 1. århundrede. Formentlig importeret til Danmark over Böhmen ad de østlige tyske flodveje. Fra en rigt udstyret jordfæstegrav ved Espe, Midtfyn. Mundingsbredde 17,0 cm.

Den nye gravskik, nedlægningen af de døde ubrændte, må da være nået hertil udefra. Før tidsregningens begyndelse var jo brandgravene enerådende. Den nye skik kan altså ikke være udviklet af noget, der bestod på hjemlig grund. Det samme er tilfældet i Nordtyskland. Også dér er da jordfæstet et fremmed kulturelement. Vi må derfor prøve at finde frem til et centralt område, hvorfra den nye impuls kunde tænkes at være udgået til Nordeuropa. Udgangspunktet må være en region, hvor ved tidsregningens begyndelse og allerede i tiden forud herfor jordfæstet var almindelig udbredt.

Denne egn har vi en mulighed for at kunne lokalisere. I de fem, seks århundreder forud for Kristi fødsel var jordfæste og ligbrænding to gravformer, som var vidt udbredte på store centraleuropæiske gravpladser. På disse pladser har vi stenkister, der vender nord-syd som også i Danmark øst for Lillebælt, og af hvilke de ældste går tilbage til bronzealderens slutning. Vi finder dem i Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig, men også i Ungarn samt vestpå i Sydtyskland og Østfrankrig. Gravene er ofte meget rigt udstyrede med gravgods, så at man i dem må se høvdinge- eller fyrstebisættelser, hvor den gravfæstede stormand fik sine våben, sine heste og sin kørevogn med på færden til det hinsides. Over den umådelige landbræmme fra Ungarn i øst til Frankrig i vest rådede åbenbart en gravskik med fælles brugsgenstande, der tilsammen synes at være udtryk for en ensartet kultur. Forskningen er enig om, at dens bærere var det mægtige kelterfolk, hvis stammer beherskede Mellemeuropa i århundrederne før Kristus, hvis magt tårnede sig op over for det langsomt opvoksende romerrige, et folk, som til-sidst, i 50’erne før Kristus, led knusende nederlag over for Cæsars romerske legioner og snart derefter helt mistede sin politiske selvstændighed. Det er utvivlsomt fra de keltiske stammer, Nordtyskland og Norden har modtaget kulturpåvirkninger, blandt hvilke vi kan regne jordfæstegravene.

Fig. 4. Vinkande af bronze. Rigsromersk arbejde fra de første tiår af tidsregningen. Rimeligvis ført fra Aquileia ved Adriaterhavets bund over alpepassene til Böhmen og videre til Norden. Fra en jordfæstegrav ved Kærum øst for Assens. Højde 21,0 cm.
Fig. 5. Sølvskål fremdraget i en rig mandsgrav ved Hågerup, Brahetrolleborg sogn. Fremstillet i Gallien i det 3. århundrede og nedlagt i den fynske grav hen mod år 300. Bredde over mundingen 11,3 cm.

Vi ser altså, at der til grund for ændringer i et så specielt kulturfænomen som selve gravformen ikke behøver at ligge stedlige årsager, men at forklaringen også kan søges i et videre perspektiv. Her er der neppe tale om stammevandring eller erobring, men snarere om forbindelser mellem folkene, om en fredelig kulturforplantning.

En sådan har nok i det foreliggende tilfælde haft særlig gunstige vilkår som følge af de politiske og økonomiske tilstande, der netop lige efter tidsregningens begyndelse rådede i det gammelkeltiske Böhmen. Her havde en germansk fyrste, Marbod, konsolideret nyvunden magt ved en overenskomst med romerne. Af pagten skabtes en blomstrende handel mellem Böhmen og de nordfor boende germanske stammer, hvilket tilmed direkte berettes af den romerske forfatter Tacitus, i hans „Annaler“. Ad de nordtyske floder førtes nu romerske varer fra Böhmen til de germanske stammer i nord – romersk importgods, som er fundet i gravene – og hvad er vel naturligere, end at der jævnsides med handelens gevinster også befordredes åndelige elementer og ideer ad de samme kanaler, at også tanker om keltisk gravritus kan have tiltalt flodernes farende folk for snart efter at bæres over havet til Nordens folk.

Den vigtigste kilde til viden om de veje, som handelen i oldtiden fulgte, er de brugs- og smykkesager, vi finder i gravene. I det første århundrede af tidsregningen er det varer, som er gået nordpå fra Rom, fra rigets centrum, den italiske halvø. Ved Adriaterhavets bund lå her Aquileia som stapelplads. Herfra førtes godset på æsel- og muldyrryg over alpepassene til kolonien Carnuntum øst for Wien og omlæssedes her for siden at fragtes ad floderne Weichsel, Oder, og vistnok Elben, til det germanske aftagerområde. I det 2. århundrede mistede dog Böhmen sin betydning. Her havde nemlig en germansk stamme, markomannerne, brudt den fredelige sameksistens mellem Rom og Böhmen fra Marbods tid, og Rom havde derefter i et århundrede alvorlige kampe at bestå med de nye urolige naboer i dette land. Samtidig indtrådte en ændring i den rigsromerske handel. Denne blev decentraliseret og efterhånden forskudt vestpå til Rhinen og den øvre Donau, hvor nyanlagte romerske grænsekolonier blomstrede og gradvis sammen med det romaniserede Gallien overtog vigtige andele af rigsromersk produktion og handel. Fra det 2. århundrede må man da antage, at Rhinen blev den vigtigste handelsvej for de varer, der nu i rigt mål strømmede fra rhinegnene ud fra denne flods munding til Norden, langs med og formodentlig også tværs over den jyske halvø.

Indtil ca. 250 varer, efter de danske gravfund at dømme, denne vestligt orienterede handel og fortsætter noget videre, men i afsvækket tempo, til lidt ud over år 300. Men fra dette tidspunkt er det næsten slut med tilstrømningen af varer fra den vestlige del af det romerske imperium. Den romerske import havde kunnet finde sted i ly af de fredelige forhold i verdensdelen, som fra kejser Augustus’ tid havde hvilet på en stærk militær romermagt. Men i det 3. århundrede brød „romerfreden“ sammen. De germanske stammer angreb grænsebefæstningen mellem Donau og Rhinen, og ved 260 brød grænseforsvaret langs „limes“ sammen. Denne svækkelse af rigsgrænsen, og dermed af de romerske handelscentrer langs den, synes at være årsagen til den tydelige nedgang i eksporten til Germanien, som kan iagttages fra ca. 250.


Fig. 6. Til venstre: En 9,7 cm lang fibula af guld, fra en grav ved Årslev kirke. Prydet med to større og 6 mindre slebne karneoler i guldfatning. Ædelstenene omgives af rigt arbejde i guldfiligran. Sandsynligvis fremstillet i Ungarn. Fra det 4. århundredes tidligere del. – Til højre: En gulgrøn, 13,3 cm høj glaspokal med indslebne furer og ovaler. Sydøsteuropæisk arbejde indført til Danmark ad ruten Dnjestr-San-Weichel. Fundet 1810 i Killerup ved Odense i en lille sandhøjning.

Imidlertid hører importen i Norden af fremmede varer ikke op ved dette tidspunkt, men bliver efterhånden afløst af handelslinier, der har en mere østlig forlægning ligesom tidligere, i det 1. århundrede, og vistnok har kunnet sikres i de mere stabile forhold, som rådede i imperiets østlige dele. Over disse hvilede ikke den stadige trussel fra de germanske stammer i vest og nord. Af betydning for oprettelsen af de nye østlige handelslinier er dog et vandrings- og erobringstog, som indledtes i det 2. århundrede, vistnok fra egnene om Weichselflodens munding. Her sad den gotiske folkestamme ved år 100, formentlig indvandret hertil fra Norden. Nu brød de i det 2. århundrede op, og deres vandringsvej gik mod sydøst. I begyndelsen af det 3. århundrede var de nået til det sydlige Rusland. Her mødte de efterkommerne af det mægtige skyterfolk, et nomadefolk, som allerede længe forinden, o. 600 f. Kr., var trådt i forbindelse med de kolonier, som grækere af det ioniske stammeforbund ved den tid havde anlagt langs Sortehavets kyster, mægtige byer som Olbia, Tyras og Panticapæum ved dette havs nordkyst. Skyternes arvtagere, sarmaterne, fortsatte forbindelsen med grækerne, og kunsthåndværket i de nævnte kolonier havde i det 3. århundrede af vor tidsregning fået præg af en blandingskultur med både græske og sarmatiske elementer. Ved 250 nåede goterne frem til disse byer og erobrede Olbia og Tyras, Olbia ca. 257, Tyras omtrent samtidigt. En række brugssager, som kun kan være skabt i dette sydrussiske milieu, præget af gammel græsk kultur og tillige af sarmaternes, bragtes fra nu af tilbage mod nordvest af goterne, idet erobrerne ikke havde afbrudt forbindelsen med det gamle moderland dér, men nok plejede nær forbindelse med dette.

En karakteristisk side af det græsk-sarmatiske kunsthåndværk ses i guldsmedekunsten. I de gamle sortehavsbyer fremstillede håndværkerne ypperlige guldsmedearbejder med indlægning i celler af farvede glasser og røde halvædelsten af karneol, hver enkelt fastholdt i en lille kapsel eller ramme af guld. Denne teknik blev populær hos goterne og forplantede sig gennem dem fra ca. 250 til andre germanske stammer, som sad i Ungarn, og videre mod nordvest. Et karakteristisk eksempel på de rige guldsmedearbejder fra denne og lidt senere tid er den prægtige bøjlenål eller fibula af guld, som for over 100 år siden fandtes i en grav fra ca. 325 lige vest for Årslev kirke på Fyn, og som formentlig er fremstillet i Ungarn (fig. 6). Ved Sortehavet eller i Lilleasien syd herfor stod også glasfremstillingen på et højt stade. Talrige olivengrønne glaspokaler med dybtslebne furer og ovaler er fremdragne i nordiske fund og stammer fra sent 4. århundrede. En af dem er det velbevarede glas fig. 6, som i 1810 fremgravedes i en lille højning ved Killerup.

De to nævnte eksempler er nok til at vise den vej, importen til Norden tog. Transporten er foregået ad flodvejene. Kolonien Tyras lå ved Dnjestrs munding. En relativt bekvem rute har da gået op ad Dnjestr og videre fra dennes øvre løb ned ad den store biflod San, der i det sydlige Polen munder ud i Weichsel eller Wisla. Fra Weichsels munding er derefter den sydøstlige eksport bragt over Østersøen til Norden.

Heroppe finder vi dens enkelte bestanddele i gravene, og vi vender nu atter tilbage til gravformerne for at danne os en forestilling om, hvorledes man gravlagde de døde i yngre romersk jernalder: i det 3. og 4. århundrede. Stort set er man i dette fremrykkede tidsrum forblevet gammel tradition tro. Ligbrænding er stadig almindelig, jordfæstet ligeså. I Jylland er jordfæstet mest anvendt, med vest-østlig gravretning. På Bornholm, i Sverige og Norge fortsættes linien ligeledes fra ældre romersk tid: gravretningen nord-syd med den dødes hoved liggende nordligt i graven. På Sjælland og i Skåne er dog nu ligbrændingen helt, eller næsten helt, afløst af jordfæstet, men ikke på Fyn, hvor ligbrænding atter vinder terræn. I de fynske og sjællandske jordfæstegrave kan der dog iagttages en kendelig forskel fra tidligere tids tilstand og fra forholdene i de lige nævnte områder. Fra o. 200 bliver det på Sjælland og Fyn almindeligt, at den døde nedlægges på siden eller ryggen med hovedet sydligt i graven. Dette særlige træk er meget påfaldende og kræver en forklaring. Denne må vi igen søge fjernt borte i det fremmede.

Fig. 7. En jordfæstegrav fra det 4. århundrede. Den døde kvinde hviler på højre side med hovedet i gravens sydende. Foran overarmen skimtes en fibula, og oven for hovedet er hensat to lerkar. Grav 62 fra gravpladsen ved Fravde.

Vi kaster da endnu engang blikket mod sydøst. Længe før goterne gennem Ungarn var nået til Sydrusland, var der i disse egne sket folkeforskydninger. I Sydrusland havde skyterne gravlagt de døde ubrændte i store kammergrave og over dem hvælvet store høje, som i format ikke lader Jellinge-højenes noget efter. Udstyret i gravene var meget rigt. I århundrederne før Kristus afløstes skyterne af en østlig nomadestamme, sarmaterne, der overtog skyternes kultur og knyttede de samme forbindelser med de græske sortehavsbyer, som deres forgængere havde plejet. I den første halvdel af århundredet efter Kristus brød sarmaterne op og invaderede Ungarn. Fra o. år 50 finder vi i Ungarn sarmaternes grave. De gravlægger deres døde i høje, men især på store gravpladser under flad mark. Det er et særligt træk for de sarmatiske grave, at de døde ligger med hovedet i syd. Mange af oldsagerne i de sarmatiske grave bærer vidne om deres sydøstlige oprindelse ved Sortehavet. Det gælder således en særlig art af dragtnåle, fibulaer, hvor foden dannedes af en ombøjet tråd, og som er et sydrussisk kendemærke. De sarmatiske kvinder fik ofte et ødselt udstyr af store runde perler med i graven, perler dannede af en hård og hvidlig stenart, kalcium, som sarmaterne i lange tidsrum importerede fra Indien og Iran, fig. 8.

Både den særlige gravretning, som vi lige omtalte, samt fiblerne med omslået fod og kalciumperlerne er af stor betydning for påvisningen af de centraleuropæiske kulturlinier. Kan der mon være en forbindelse mellem den sarmatiske gravorientering og den sjællandsk-fynske anbringelse af de døde med hovedet sydligt i graven? Adskilligt tyder derpå. Nordvest for sarmaterne finder vi i Schlesien en del jordfæstegrave fra tiden o. 200, i hvilke hovedet ligger i syd. Når man erindrer, hvor livlige forbindelserne mellem folkene var selv i de fjerne tider, hvor trafikale vanskeligheder dog blev overvundet tilsyneladende let, ligger den tanke ganske nær, at de sjællandsk-fynske grave nok kan være anlagt som følge af en modestrømning fra det fjerne Ungarn med Schlesien som mellemstation.

Oldsagerne understreger muligheden for denne forbindelse. Tydeligt fremgår det af fig. 8, der gengiver sager fra et for over hundrede år siden fremdraget gravfund ved Vejrupgård. I kanten af en mergelgrav fandt man to store kedler af bronze og dele af en vinkande, som er romerske importvarer fra tiden lige før år 200. Desuden fandtes tre mærkelige småfigurer forestillende en okse og to fugle, vel ænder; de har siddet anbragt på endnu et stort bronzekar, som dog ellers ikke er bevaret. Blandt flere småsager optoges to runde stenperler af kalcium, som ikke kan være kommet andetstedsfra end fra sarmatisk område i sydøst. Vi ser da i dette fund fra Vejrupgård en antydning af to store kulturveje: handelen fra romerrigets vestlige dele, som endnu ved 200 blomstrede og nåede Norden i form af glasser, møntsølv og store bronzekar. Endvidere møder vi strømningen fra sydøst, for hvilken kalciumperlerne er det beskednere udtryk i sammenligning med prægtige glaskar som for eksempel pokalen fra Killerup og guldspændet fra Årslev, også komne ad den sydøstlige vej.





Fig. 8. Dele af et rigt importfund fra Vejrupgård øst for Odense. Dyrefiguren er måske hjemligt dansk arbejde. Den store kedel og den itubrudte vinkande nedenunder er import fra de romerske kolonier ved Rhinen, mens de to perler, af kalcium, betegner sydøstlig import over Ungarn. De tre øverste figurer er afbildet i naturlig størrelse; kedelen er 33,5 cm høj, mens brudstykket af vinkanden er 18 cm bredt.

I virkeligheden giver de arkæologiske fundkilder visse muligheder for at trække sider af samfundslivet op. Vel er disse af mere kulturhistorisk art, men, ret fortolkede, giver dog fundene en side af datidens historie, som de egentlige historiske, skrevne, kilder ikke kan præstere, når de er brudstykkeagtige som for de østlige områder i tidsregningens første århundreder. Oldsagerne er her de vigtigste dokumenter. Ved hjælp af dem har vi kunnet påvise forbindelsesveje, der også må have båret åndelige strømninger, måske af religiøs art nedfældede i de højst forskelligartede gravskikke heroppe i Norden, som vi i det foregående har mønstret.

Slutningen, vi kan drage, er, at ændringer i gravform neppe skal tydes som udtryk for erobring eller indvandringer, men for strømninger folkene imellem på en tid, hvor trafikale faciliteter ingenlunde var forhånden som i nutiden, men hvor trangen til samkvem mellem folkene alligevel ikke hindredes af afstande og rejsens møje. Datidens nordeuropæere var ikke hjemmegroede mennesker, men havde øjet opladt udad.

Kugle af sleben vandklar bjergkrystal, i naturlig størrelse. Den bærer en indsleben trylleformular med græske bogstaver, enslydende læst forfra og bagfra. Fra fundet ved Årslev kirke; stammer fra den tidligere del af det 4. århundrede. Østlig import.

Noter og Henvisninger

  1. ^ Jfr. J.J.A. Worsaae i Blekingske Mindesmærker fra Hedenold, 1846, s. 1: „Det er saaledes intet Under, at kun faa og mørke Sagn ere naaede til os om de skandinaviske Folks Bosættelse i Norden og om deres Skjæbne her gjennem de første Aarhundreder. Enkelte og tvetydige Beretninger hos fremmede Skribenter ere ikke i Stand til at give et endog kun svagt Billede af Nordens Tilstand i den fjerneste Fortid.“

©