Folkehumoren i Marstal er slået ud i lys lue, da man gav skipper Christian H. Friis øgenavnet GULD-FRIESEN!

Årsagen var dels, at han havde gravet guld i Amerika, dels at han dekorerede fotografier med ægte guld. Friis (Fries?) var født i Marstal 1827, var med i Treårskrigen, hvor han var »kommandør« ved kanon nr. 10 agterude på fregatten »Gefion«. Ombord var andre 61 marstallere. Skibet kom i kamp ved Eckernførde skærtorsdag d. 5. april 1848, og kuglerne peb om agterenden og dræbte 7 fra Marstal og sårede 6, deriblandt Guld-Friesen, hans ene ben blev læderet. Han har sikkert på grund af denne ulykke oppebåret en årlig »rente«, for i folketællingslisten kaldes han både skipper og invalid. Efter krigen forsvinder han i flere år fra det ærøske synsfelt, og det må være i den periode, at han f.eks. er i Amerika. Rimeligvis har han haft hyre hertil og er rømmet, for det synes utænkeligt, at en sømand tager med en passagerbåd, og strømmen til det »forjættede land«, begyndte for ærøboernes vedkommende først hen i 1860’erne. Næste gang man hører om ham, er han i Nordsverige, i Sundsvall, hvor han er gift med en svensk pige Hanna Maria Gleisner. De har en del børn. I folketællingslisterne fra 1870’erne er han atter i Marstal, og da betegnes han som fotograf. Måske er han kommet nogle år før, for de første fotografer i Ærøskøbing og Marstal begyndte allerede i 1864. Længe før den tid kendte man daguerreotypierne, gengivelse på glasplader.

Det er som fotograf han er interessant. Han var de mere velhavendes fotograf. For det første fordi fotografien var i sin vorden og det sikkert ikke var billigt at blive »taget af«, for det andet fordi han som noget helt specielt og ukendt, lagde guld på de smykker, som de affotograferede havde på, når de lod sig forevige. På hver eneste daguerreotypi og på hver eneste papirkopi – såfremt kunderne da ville have det og betale for det. Kvindernes ørelokker og øreringe, brocher, armlænker, fingerringe og mændenes urkæder og knapper. Man har kendskab til et par papirfotografier med guld og 5 daguerreotypier, hvoraf et par er gået itu.

Alle tider har statussymboler, og det har nok styrket kreditten og omdømmet, når en købmand kunne fremvise billeder af sin kone med masser af strålende smykker, ligesom det var rart og passende for en skipper eller styrmand på langfart at have et smukt og flot billede af hende derhjemme, som man måske først genså om flere år. Mange søfolk købte pragtsmykker med hjem fra udlandet, og der var noget tiltalende ved at se investeringerne gengivet. Naturligvis lod også søfolkene sig fotografere til familien, iført deres bedste tøj og med guldurkæde og vielsesring. Og efter sigende fik også uniformsknapperne en klat guld, selvom de var af messing.

Der er ingen tvivl om, at Guld-Friesen har haft noget at bestille, selvom der var andre fotografer i byen. Og dygtig var han, billederne er af fin kvalitet, og det virker ret spændende med guldbelægningerne og ikke smagløst, som man måske skulle tro.

At det drejer sig om ægte guld, er hævet over al tvivl, for smykkerne på disse mere end 100 årige gamle fotos skinner, som var de lige købt. Alt andet f.eks. guldbronze ville hurtigt løbe an.

Når man tager dragterne og frisurerne i betragtning og samtidigt tænker, på, at fotografier på papir først blev almindeligt 1864, og endvidere noterer sig, at Guld-Friesen først kom hjem i 1860’erne, tør man vel have lov at sige, at de to gengivne billeder er fra 1864-70, selvom det ene – den enlige dame – er et daguerreotypi og denne form for fotografering var kendt allerede 1838. Dertil kommer, at man ved, hvem den enlige dame er (fig. 1). Maren Carstens, en af øens fornemmeste damer, gift med landfoged, jurist og etatsråd Johann Ernst August Carstens, hvis far og morfar også var landfogeder på Ærø. Fru Carstens var født i Marstal 1823 som datter af skipper Ole Rasmussen, blev gift 1850 og ser på billedet ud til at være 45-48 år. Landfogedfamilien havde embedsbolig i Ærøskøbing. Hun døde 1909.

På billedet bærer fru Carstens to guldringe, et guldarmbånd, en guldbroche, og man skimter den ene guldørenring. Bæltespændet er ikke guldbelagt. Guld-Friesen har dækket glaspladen udenom selve billedet med blåt papir og derefter indrammet billedet med strimler af blåt papir med malede guldstriber. Uden om det hele en almindelig ramme.

Fig. 1. Daguerreotypi af fru Maren Carstens, f. i Marstal 1823, g. m. landfoged, jurist, etatsråd Johann Ernst August Carstens 1850, d. (i København?) 1909). Originalen tilhører fru Eline Hermansen, Marstal.

Det andet billede (fig. 2) er på papir og indrammet af en bred guldmalet papiroval oven på sort papir, derefter i firkantet træramme. Man ved ikke præcist hvem fotografiet forestiller, men det er muligvis datter og datterdatter af møller Johan Schack Juhls kone i hendes ægteskab med skipper og kornhandler Herman Albertsen. Begge ægtefæller var velhavende og højst estimeret i det lille samfund i Marstal. Schack Juhl var byrådsmedlem og ridder af Dannebrog. Han var født 1821, hans kone 1808. Elegant tøj og fine smykker præger moderen. Her ser vi foruden vielsesringen, en pegefingerring, rimeligvis hårarbejde, en broche og to store øreringe, alt belagt med guld. Barnet har en enkelt guldring. At moderen også har forlorne små fletninger fastgjort til nåle eller spænder, beskæfter yderligere, at det drejer sig om en fin dame, men det fastslår også billedets alder. For i februar 1867 skriver Ærø Avis, at nu er det da heldigvis slut med krinolinen i den moderne verden, den var jo kun brugelig til skjul for visse vanskeligheder, til gengæld kan det nok ærgre at konstatere en vis tendens til at bruge forlorent hår eller chignon, som det hedder, når det skal være fint – i stedet for naturlige krøller.

Fig. 2. Fotografi forestillende ukendt Marstaller frue med datter. Muligvis i familie med møller, byrådsmedlem Johan Schwenk Juhl. Originalen tilhører fru Eline Hermansen, Marstal.

Nu kommer spørgsmålet, hvordan er det lavet, rent teknisk, hvordan har Guld-Friesen båret sig ad, og har han selv fundet på det eller er det noget han har lært i Amerika eller Sverige? De mundtlige overleveringer fortæller, at han brugte guldstøv og som bindemiddel måske æggehvide. Æggehvide flyder ikke ud i papiret som f.eks. lak, og det sejtørrer, og i klæbestadiet har han kunnet drysse guldstøvet på og med en fin pensel eller pind ridset mønstret i smykkerne og derefter når det hele var tørt pustet det overflødige støv af. Det siger sig selv, at sådanne billeder hurtigt skulle indrammes, og have glas for.

Guld-Friesen boede sine sidste år i Toldbodgade, hvor Sømandshjemmet, nu hotel Marstal ligger. Han døde 1903.

©