Indledning

I de danske museers samlinger findes omkring et halvt hundrede kg guld i form af barrer, mønter og smykker, som kan dateres til tiden mellem ca. 200 og 550 e.Kr. – altså yngre romersk og ældre germansk jernalder. Alene på Fyn er der fundet mere end 17 kilo guld, som har været lagt i jorden som depoter eller skatte i disse århundreder.[1] Det gyldne metal er ikke fundet jævnt spredt over øen; omtrent halvdelen er fremkommet inden for et få kvadratkilometer stort område omkring Gudme på Sydøstfyn.

Også i området omkring Odense og ved Ringe på Midtfyn (fig. 1) er der imidlertid koncentrationer af guldskatte; disse har dog et langt mindre omfang end de sydøstfynske fund. Blandt fundene fra Ringe-området er Brangstrup-skatten med knap 1,7 kg mønter, smykker og ringe langt den største og mest interessante.[2] Kun 700 m vest for dens findested er der ved Boltinggård Skov også fremkommet en guldskat, om end langt mere beskeden i omfanget, og netop dette forhold er nok årsagen til, at fundet ikke hidtil har været fremlagt i sin helhed.[3] Det vil der blive rådet bod på i denne artikel, hvor tidligere fund fra stedet såvel som resultaterne fra en efterundersøgelse i 2004 vil blive præsenteret.

Fig. 1. Fynske lokaliteter, som nævnes i teksten.

De første guldfund

Boltinggård-skattens fremkomst har strakt sig over tre århundreder. Den første genstand fra den lille mark østligst i herregården Boltinggårds ejerlav fandt gårdmand Jacob Madsen den 29. april 1867, knap to år efter at Brangstrup-skatten var dukket op blot få marklodder øst herfor. Da Madsen var i færd med at læsse harven på en vogn efter endt markarbejde hos husmand Hans Rasmussen, så han, at der sad en spinkel guldhalsring på harvens tænder. På grund af fundomstændighederne kan halsringens nøjagtige findested derfor ikke udpeges, men heldigvis havde den harvede marklod en udstrækning af blot 57.720 kvadratalen – eller lidt over 2 ha. – så nogen større afstand kan smykket ikke være flyttet over.[4] Guldringen blev via herredsfogeden i Svendborg oversendt til Nationalmuseet, og finderen modtog en danefægodtgørelse på 68 rigsdaler og 72 skilling. Dette beløb svarede i datiden omtrent til en halv årsløn for en mandlig landarbejder, så det var en mindre formue, der blev udbetalt til Jacob Madsen.[5]

I 1888 tilsmilede heldet lodsejeren selv, idet Hans Rasmussen fandt en romersk guldmønt ved gravning på marken, hvor halsringen var fundet 21 år tidligere. Fem år senere overdrog Rasmussen husmandsstedet til sønnen, Peder Hansen, der, udover at drive bødkerværksted på ejendommen, fungerede som medhjælper for faderen.[6] Derfor har Peder Hansen utvivlsomt været vidende om, at der var fundet guld i marken. Det er meget sandsynligt, at faderen ligefrem har udpeget findestedet for sønnen, og at han derfor har været ekstra opmærksom, når der blev arbejdet på denne del af ejendommens jord. Der skulle imidlertid gå 12 år, før Peder Hansen den 28. april 1905 fandt guld – men så kom der til gengæld to ting på én gang, nemlig et stykke af en guldarmring og en romersk guldmønt. Tingene blev fundet direkte på overfladen under forårets markarbejde, og man mente, at de var blevet pløjet op det foregående efterår og skyllet fri i vinterens løb. Danefæ-godtgørelsen lød denne gang på 110 kr.

Igen i 1916 fandt Peder Hansen en guldmønt på marken, men så var hans finderheld tilsyneladende opbrugt, og to år efter blev ejendommen solgt. Der skulle herefter gå mange år uden fund fra marken ved det lille husmandssted i Boltinggård Skov.

Fig. 2. Marken, hvor guldskatten er fundet, er i dag skåret igennem af jernbanen mellem Odense og Svendborg. Fundstedet er midt i det opgravede felt til højre i billedet. Set fra nord.

Metaldetektoren tages i brug

I starten af 1980’erne blev Fyn ramt af en sand guldfeber, efter at amatørarkæologer udstyret med metaldetektorer havde gjort flere fantastiske fund på Nyborg-kanten og ikke mindst i Gudme-området. Efter nogle års søgning på Østfyn blev amatørarkæologerne opmærksomme på, at det måske også var muligt at gøre fund på Midtfyn. Marken i Boltinggård Skov var det første sted, der blev afsøgt med held. Det skete i 1987, hvor nyborgenseren Johnny Kragekjær lokaliserede en romersk guldmønt, altså den tredje fra stedet.

Detektorafsøgninger på marken i 1994 og igen i april 2004 – nu i samarbejde mellem Odense Bys Museer og amatørarkæolog Torben Jørgensen fra Odense – resulterede i, at yderligere to romerske guldmønter blev fundet. De tre mønter, som var dukket op efter detektorafsøgning, var fremkommet tæt på hinanden, og det kunne tyde på, at der endnu kunne ligge en urørt skat under det niveau, som blev vendt rundt af markredskaberne. I begyndelsen af maj måned 2004 blev en mindre udgravning derfor iværksat, og det skulle snart vise sig, at resultaterne af denne undersøgelse langt kom til at overgå selv de mest optimistiske forventninger.

Fig. 3. Udgravningen i 2004 foregik med en kombination af gravemaskine, graveske og metaldetektor. Set fra syd.

Skatten graves ud

Den 2. maj 2004 blev udgravningen gennemført i samarbejde mellem Odense Bys Museer og Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling. Arkæologer fra de to institutioner havde allieret sig med et par virkelige specialister i form af amatørarkæolog Torben Jørgensen, der skulle styre detektorarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, og gravemester Ejvind Frandsen, som skulle varetage den systematiske muldafrømning. Museets arbejde blev også hjulpet godt på vej af den store velvilje, der blev vist af lodsejeren, Anker Møller.[7] Udgravningen i 2004 havde flere formål. Dels var det hensigten at få afklaret, om det endnu var muligt at finde genstande ”in situ” – altså på det sted, hvor skatten i sin tid var blevet nedgravet. Endvidere var det væsentligt at finde ud af, om guldsagerne havde været deponeret på eller ved en boplads, som det i flere tilfælde er påvist i Gudme-området, eller om de var placeret i et i jernalderen ubeboet område, som det bl.a. kendes fra Brangstrup-skattens findested.[8] En afklaring af disse forhold ville være væsentlig, hvis man skulle forsøge at give et bud på årsagen til deponeringen af guldet.

Arbejdet blev gennemført efter en metode, som er afprøvet ved udgravningen af flere oppløjede skattefund rundt omkring i Danmark. Med gravemaskinens skovl blev det af ploven gennemrodede muldlag systematisk afgravet i ca. 5 cm tykke lag, og efter hver afrømning blev der foretaget meget omhyggelig detektorafsøgning af den jævne flade (fig. 3). Afrømningen tog udgangspunkt i det område, hvor de tre indmålte mønter var fundet i årene 1987-2004, men da markredskaberne kunne have flyttet enkelte genstande over større afstande, blev muldlaget for en sikkerheds skyld afgravet på en i alt 9×30 m stor flade.

Fig. 4. Tre guldmønter og en løs øsken på bunden af den delvist tømte nedgravning, set fra syd.
Fig. 5. Detailtegning af nedgravningen med markering af guldgenstandenes findested.

Da et sted mellem 1/2 og 2/3 af det ca. 32 cm tykke pløjelag var afgravet, gav detektoren et positivt signal ganske tæt på det område, hvor de tre indmålte mønter var fundet. Gravemaskinen blev nu skiftet ud med en graveske, og de sidste knap 10 cm muld blev dernæst afskrabet i meget tynde lag. Skeen afdækkede snart fire guldmønter inden for et ca. 20×10 cm stort areal blot få cm over pløjelagets bund. Tydelige harvespor i jorden omkring mønterne viste med al tydelighed, at sagerne var revet ud af en sammenhæng. Når mønternes spredning trods alt ikke var større end et A5-ark, var det imidlertid sandsynligt, at vi var meget tæt på det oprindelige nedlægningssted. Denne formodning viste sig at holde stik, for blot 20 cm fra koncentrationen gav metaldetektoren et ret kraftigt signal, som indikerede, at der måtte skjule sig genstande under bunden af pløjelaget. Da muldlaget i området var helt bortskrabet, aftegnede sig et diffust omrids af en oval nedgravning, ca. 45 cm lang og 32 cm bred. Nedgravningens fyld var ikke meget forskellig fra undergrundens gule grus – og den afveg ikke fra de mange dyre- og rodhuller, som istidsgruset var gennemtrukket af, så hvis det ikke havde været for detektorens positive udslag, havde hullet næppe tiltrukket meget opmærksomhed.

Nu begyndte en forsigtig og systematisk udgravning af hullet, som viste sig at være blot ca. 15 cm dybt. I og omkring nedgravningen fandtes fem guldmønter og en øsken, som utvivlsomt har siddet på en af mønterne (fig. 4). At genstandene ikke lå samlet på ét sted i nedgravningen, kan man ikke laste plovjernet for. Derimod viste de mange spor af dyregange omkring og under hullet, at muldvarpe kan have rodet rundt i nedgravningen gennem de sidste ca. 1.500 år. Det er i hvert fald den bedste forklaring på, at en mønt fandtes i en dyregang og den løse øsken samt den hertil hørende mønt faktisk lå ude i istidsgruset under og ved siden af nedgravningen (fig. 5). Der kan dog næppe være tvivl om, at de seks genstande fra nedgravningen såvel som de fire mønter, som fandtes i pløjelaget umiddelbart udenfor, har været nedlagt i én samlet portion, antagelig indhyllet i skind eller klæde, som der dog ikke fandtes spor af. Udgravningen afslørede dog også med al tydelighed, at blot en enkelt dybdepløjning på stedet ville have spredt de sidste rester af skatten fuldstændigt. Ved den hidtidige skånsomme dyrkning af marken havde pløjedybden blot været 32 cm, men da de dybestliggende sager lå ca. 50 cm under markoverfladen, skulle ploven ikke have været justeret meget, før det hele havde været endevendt. Dermed ville vigtige sammenhænge, der kunne bidrage til en tolkning af fundet, være gået tabt.

Fig. 6. Udgravningsfeltets udstrækning og skattens placering (*). De indmålte guldmønter fra markoverfladen er markeret med X.

En skat – eller flere?

Som beskrevet ovenfor er der næppe tvivl om, at de ni guldmønter og øskenen, som fandtes indenfor et i alt ca. 60×30 cm stort område i og omkring nedgravningen, udgør én samlet skat. Til denne nedlægning kan man utvivlsomt også knytte de tre indmålte mønter, som er fundet i markoverfladen i en afstand af 1,5-7 m fra hullet (fig. 6). Spørgsmålet er så, om de tre mønter, armringen og halsringen, som fandtes mellem 1867 og 1916, ligeledes hører med til skatten?

Ved Nationalmuseets besøg på stedet i 1916 blev det oplyst, at de indtil da fremkomne genstande ”er fundne ved Markarbejde til forskellige Tider, men alle omtrent paa samme Sted, en sid Sænkning i Marken nær et lille Vandløb”. Denne beskrivelse omfatter naturligvis ikke halsringen, som teoretisk set kan være fanget af harvetanden på hvilken som helst del af marken. Terrænet på det sted, hvor nedgravningen med mønterne blev afdækket i 2004, svarer utroligt præcist til ovenstående beskrivelse, så det er i hvert fald ét argument for, at man kan henregne 17 af de i alt 18 genstande til én samlet nedlægning. Halsringens tilhørsforhold til de øvrige genstande må desværre svæve lidt i det uvisse. Omvendt kan det konstateres, at der ikke er noget i fundets sammensætning eller fundomstændighederne, der peger i retning af, at genstandene skulle repræsentere to eller flere skatte. Som det senere skal beskrives, udgør mønterne en ret homogen enhed, og smykkerne afviger ikke fra dette billede. Derfor tolkes de 15 mønter, den løse øsken, armringen og halsringen som ét sluttet fund med en samlet vægt på i alt 172,8 gram fordelt med 101,91 gram på de to ringe og 70,89 gram på mønterne (fig. 7, jf. fundlisten). Man må dog hele tiden have for øje, at skatten ikke nødvendigvis er komplet. Der kan således i tidens løb være fremkommet genstande, som ikke er indsendt til Nationalmuseet, ligesom det ikke kan udelukkes, at ting fra pløjelaget kan være overset selv ved de systematiske afsøgninger og ved undersøgelsen i 2004.

Fig. 7. Den samlede skat.

Landskabet omkring fundstedet

Lokaliteten Boltinggård Skov ligger i et jævnt bølget landskab, der er skabt af gletschere, som fra Østersø-området gled ind over Midtfyn mod slutningen af sidste istid. Fladen brydes af en del små, spredtliggende lavninger, der er aftryk af store isklumper, som gletscherne efterlod. Da isklumperne smeltede bort, opstod små smeltevandssøer uden af- eller tilløb, og hullerne groede hurtigt til, da temperaturen steg efter istidens slutning. I dag fremstår hullerne som lave sænkninger i landskabet, og de fleste er nu opdyrket. Brangstrup-skatten blev bortgemt på en skråning ned mod et sådant dødishul, som i jernalderen antagelig kun har fremstået med et egentligt vandspejl i vinterhalvåret eller i perioder med intens nedbør.[9]

Boltinggård-skatten blev nedgravet på en let mod nordvest skrånende flade bestående af lerede, stenede og ikke særligt frugtbare grusaflejringer. Skråningen ender ca. 40 m nord for skattens fundsted i en lavning, og i dens bund fandtes ved udgravningen et rørlagt vandløb. Det er utvivlsomt den bæk, der nævnes i indberetningerne til Nationalmuseet efter fremkomsten af de første genstande. Bækken kan på ældre kort ses at have haft afløb til et mindre vådområde 200 m sydøst for skattens findested (fig. 8). Fra dette endnu eksisterende vådområde, kaldet Nydam, udspringer en bæk, som løber mod nordøst. Den første halve km løber bækken i en undseelig rende, som efterhånden går over i en mindre dalsænkning for ca. 1 km fra Nydam at fremstå som en meget markant slugt og dermed et naturligt skel i landskabet. Fortsætter man længere mod øst, står slugten i forbindelse med de store smeltevandsdale, som præger det østfynske landskab.

Fig. 8. Udsnit af generalstabskort fra 1888. Markeret er guldskattene fra 1: Boltinggård Skov. 2: Vestergård. 3: Brangstrup.

Boltinggård-skatten har således været nedgravet nær udspringet til et mindre vandløb, der via kringlede veje har sit udløb i Storebælt mere end 20 km mod øst. Vandløbet og slugten har i hvert fald i de sidste ca. 800 år været anset for en klar grænse i landskabet, idet den har fungeret som skel mellem Ringe og Ryslinge sogn (fig. 9).

Selv om skatten blev fundet ganske tæt på et vådområde, er der ingen tvivl om, at den har været nedgravet på et sted, hvor der var tørt i jernalderen. Noget tilsvarende kunne dokumenteres ved udgravningen på Brangstrup-skattens findested i 1991, og måske har en tredje, men desværre ikke bevaret guldskat fra området været nedlagt under lignende omstændigheder. Vi har kun sparsomme oplysninger om dette guldfund, idet det aldrig blev indsendt til Nationalmuseet men i stedet blev smeltet om, så strengt taget kan det være ældre eller yngre end de bevarede skatte. Ifølge indberetningen fremkom guldet på ejendommen Vestergårds jord på nordsiden af Nydam og blot ca. 200 m øst for Boltinggård-skatten, og området er afsøgt med detektor ved flere lejligheder, men selv en ihærdig indsats fra Torben Jørgensen i foråret 2004 har desværre været uden resultat. Hvis angivelsen af fundstedet er nogenlunde korrekt, er det imidlertid værd at bemærke, at guldet har været deponeret i et terræn, der minder meget om de steder, hvor de to bevarede guldskatte er dukket op.

Fig. 9. Skattefundstedeme ved 1: Boltinggård Skov, 2: Vestergård og 3: Brangstrup set fra vest. Den bølgede linie, som ses mellem Boltinggård Skov og Brangstrup, er det i teksten nævnte vandløb og sogneskel.

Det er således fælles for de to bevarede og det forsvundne guldfund, at selv om man ikke nedlagde sine værdier direkte i et vådområde, spillede det våde element alligevel en rolle for valget af nedgravningssted. Man kan sige, at deponeringsstederne var orienteret mod vådområder, og måske har den slugt, som gennemskærer området, også haft indflydelse på, hvor man valgte at skjule sin formue. I hvert fald er det påfaldende, at alle tre guldskatte har været deponeret mindre end 150 m fra dette markante skel i landskabet.

Fig. 10. Udbredelsen af skove og vådområder omkring 1800. 1: Boltinggård Skov. 2: Vestergård. 3: Brangstrup. ©Fyns Amt, Natur- og Vandmiljøafdelingen.

Skattens placering i kulturlandskabet

Omstændighederne omkring fremkomsten af fundet fra Boltinggård Skov er typisk for de danske guldskatte fra jernalderen. En meget betydelig del af disse dukkede op, da hidtidige overdrevs- og skovområder blev opdyrket i årtierne efter de store landboreformer, og ikke mindst i perioden 1865-1885 fremkom der særdeles mange guldfund på de fynske marker.[10] Skattene fra Boltinggård Skov og Brangstrup er pløjet op på arealer, der var blevet udstykket til husmandsbrug efter udskiftningen,[11] men når guldet først dukkede op nogle årtier efter nybrydningen af de indtil da ekstensivt udnyttede områder, kan det bl.a. skyldes dyrkningstekniske forhold. Således kan skiftet fra hjulplov til svingplov, som på Fyn generelt fandt sted omkring midten af århundredet, have spillet ind; først med dette nye, tekniske vidunder kunne plovjernet nå ned til de dybder, hvor skattene i sin tid var placeret.[12]

Mellem fundstedet for Boltinggård-skatten og ejerlavets intensivt opdyrkede marker vest herfor var der, i hvert fald da udskiftningskortet blev tegnet i 1810, et ca. 1 km2 stort skovområde. Mod nord, øst og syd var landskabet præget af mange mindre vådområder eller relativt ujævnt og leret terræn. Antagelig er det disse landskabsforhold, der er baggrunden for, at der ikke med sikkerhed er registreret fund fra jernalderen i en radius af ca. 2 km fra skattens findested – når man altså lige ser bort fra Brangstrup-skatten og den omsmeltede guldskat fra Vestergård (fig. 10). Der er således heller ikke påvist spor af jernalderbebyggelse i form af f.eks. affaldsgruber eller stolpehuller i forbindelse med udgravningerne på de to skattefundsteder. Det er derfor fristende at tro, at de arealer, der i dyrkningsfællesskabets tid havde en marginal placering i forhold til de intensivt dyrkede marker – og i forhold til selve bebyggelsen – også var randområder i jernalderens kulturlandskab. Hvis antagelsen om, at skattene fra Boltinggård Skov og Brangstrup blev deponeret i et marginalområde, er korrekt, er det muligt, at de blev nedlagt i et grænseområde mellem flere "bygder". Ved Ringe knap 3 km nord for Boltinggård og Brangstrup er der således registreret mange bebyggelsesspor fra jernalderen,[13] og noget lignende er tilfældet ved Rudme ca. 2 km mod sydvest[14] samt ved Kværndrup ca. 4,5 km mod sydøst.[15] De tre guldfund ligger altså nærmest midt mellem de tre klynger af bebyggelsesspor, og det er fristende at tro, at det er den tidligere omtalte slugt, som forløber nær skattefundstederne, der var den egentlige grænse mellem områdets jernalderbygder.

Halsringen

Ganske som det er tilfældet med Brangstrupskatten, består fundet fra Boltinggård Skov af både smykker og mønter. Smykkerne udgøres af en intakt halsring og et fragment af en armring med en samlet vægt på 101,91 af skattens i alt 172,8 gram guld. Smykkernes vægt svarer til vægten af ca. 23 romerske guldmønter, og de udgør således en betydelig andel af skattens samlede metalmængde.

Den 60,34 gram tunge, enleddede halsring er lavet af en uornamenteret guldstang, som i enderne er forsynet med en simpel lukkeanordning i form af en krog og en øsken, der er dannet ved ombukning af ringemnets ender (fig. 11). Ringens ydre diameter er ca. 13,4 cm, men den er nu lidt skæv, måske fordi den var sammenbukket ved nedlægningen – og sikkert fordi den har fået stød ved den hårdhændede fremdragning. Det har ikke været muligt at finde nøjagtige paralleller til halsringen i de øvrige danske guldskatte, men der kendes dog nært beslægtede typer, bl.a. i det store fund fra Broholm nær Gudme.[16] Nedlægningstidspunktet for denne skat kan, på grund af indholdet af guldmønter fra den romerske kejser Zeno (474-491 e.Kr.), dateres til slutningen af 400-tallet eller begyndelsen af 500-tallet, altså ældre germansk jernalder. At den simple ringtype kan have været i anvendelse i op mod et par århundreder, kan dog slet ikke udelukkes, og derfor kan ringen i sig selv ikke dateres særlig præcist.

Fig. 11. Detalje af halsringens lukkeanordning.

Armringen

Boltinggård-fundets andet smykke kan desværre heller ikke dateres snævert. Der er tale om et 9,5 cm langt og 41,57 gram tungt endefragment af en overhugget, såkaldt kolbearmring, der i sin nuværende, delvis udrettede tilstand, nærmest har karakter af en barre. Ca. halvdelen af ringen skønnes at være til stede, så den helt glatte ring må oprindeligt have vejet omkring 80 gram. Intakte og beklippede kolberinge i både arm- og halsringformat kendes fra flere nordeuropæiske fund, og på Fyn er typen fundet på fem lokaliteter. To ringe fra Strib på Nordvestfyn og Nyborg på Østfyn er fremkommet uden ledsagegenstande, så de bidrager ikke til en datering af typen.[17] Bedre stillet er man med et par intakte kolbearmringe fra Broholm-skatten (fig. 12) samt et groft hamret eksemplar fra et af Gudme-områdets andre guldfund, nemlig fra lokaliteten Lillesø.[18] I begge tilfælde viser skattenes sammensætning, at de er deponeret i tiden omkring eller efter 500 e.Kr., men en så sen datering kan ikke ukritisk overføres til Boltinggård-skattens armring. De sydskandinaviske kolbearmringe har nemlig haft en brugstid på op mod 300 år – fra ca. 200 til omkring 500 e.Kr.[19]

Hvis man betragter Boltinggård-skattens kolbearmring ud fra et snævert videnskabeligt synspunkt, kan man sige, at den ikke bidrager med væsentlige kronologiske oplysninger, og dens tekniske udførelse er heller ikke i særklasse. Når den alligevel skal ofres ekstra opmærksomhed, skyldes det to ting. Først skal det nævnes, at denne smykketype tolkes som et værdighedstegn, der blev båret af højt rangerende militære og politiske ledere i de germanske jernaldersamfund.[20] Dernæst skal der fokuseres på en detalje, der ikke tidligere har været inddraget i diskussionen om armringen, nemlig et indpunslet prikmønster tæt ved den lige afskårne og fortykkede ende.[21]

Fig. 12. Intakt kolbearmring fra Broholm-skatten ved Gudme. Ringen fra Boltinggård Skov har haft en tilsvarende udformning og størrelse. Efter Sehested 1878 tavle XLIII,l. 1:1.

Armringens indskrift

De indpunslede prikker danner tre figurer, der er placeret således, at de har været synlige, når ringen blev båret. Den første figur er et P, den næste en vandret bindestreg og den tredje romertal III, og der er således næppe tvivl om, at indskriften skal læses P — III (fig. 13). Hvad laver latinske bogstaver på et smykke, der må formodes fremstillet i det germanske område, måske endda lokalt på Fyn?

Fra det skandinaviske område kendes en del indskrifter fra jernalderen, og disse kan inddeles i to grupper: Runer, som findes på lokalt fremstillede genstande, samt græske og romerske indskrifter, der findes på importerede objekter, først og fremmest bronzegenstande, sværd og mønter. De danske runetegn er aldrig dannet ved indpunslede prikker, men derimod ved hjælp af indridsninger, så alene derved adskiller de sig fra symbolerne på guldringen. Blandt de græske og latinske indskrifter, som er fundet i det sydskandinaviske område, dominerer egentlige stempler, f.eks. mestermærker på sværdene fra krigsbytteofferfundene og på bronzekar fra gravfundene.

Fig. 13. De indpunslede bogstaver på kolbearmringen.

Helt enestående i germansk sammenhæng er den midtfynske guldrings indpunslede, latinske prikbogstaver dog ikke. I det store krigsbytteofferfund fra Thorsbjerg Mose i Nordtyskland indgår en bronzeskjoldbule, i hvis rand der med uregelmæssige prikbogstaver er indpunslet et romersk mandsnavn.[22] Skjoldbulen, der er fra yngre romersk jernalder, antages at stamme fra grænseområdet mellem Romerriget og Germanien, men det kan ikke udelukkes, at den kan være fremstillet inden for rigsgrænsen. Også på romersk producerede sværd fra det store krigsbytteofferfund fra Illerup Ådal nær Skanderborg kendes latinske bogstaver, der er lavet med de særlige prikbogstaver.[23]

Samme type indskrift kendes tillige fra romerske sølvkar i det rigt udstyrede lollandske gravfund fra Hoby, dateret til 1. årh.e.Kr. Her er det kunstnerens navn, der er indpunslet med både græske og romerske bogstaver, men nok så interessant er en vægtangivelse under det ene bægers fod; også den er lavet med prikbogstaver.[24]

De nærmeste paralleller til indskriften fra Boltinggård Skov finder man i en stor sølvskat med service, mønter m.v., som er fundet i byen Kaiseraugst nær Basel i Schweiz. I den moderne by indgår ruinerne af det romerske kastel Castrum Rauracense, oprindeligt en del af det romerske grænseforsvar langs venstre Rhinbred, og skatten formodes skjult i kastellets ringmur i 350-351 e.Kr.[25] På flere af fundets romerske sølvfade er der indpunslet navne og vægtangivelser med prikbogstaver,[26] men størst lighed med den midtfynske indskrift ses på skattens tre pladeformede sølvbarrer. I disse danner de indpunslede prikbogstaver figuren P III. Barrerne er tillige forsynet med indstemplede møntmotiver, der viser, at de er fremstillet i Trier tidligt i kejser Magnentius’ regeringstid (350-353 e.Kr.).[27] Det er interessant, at den særprægede udformning af P’et, som ses på ringen fra Boltinggård Skov, genfindes på den ene sølvbarre (fig. 14), og ligheden mellem indskrifterne er i det hele taget slående. Den væsentligste forskel er, at alle tre indskrifter på sølvbarrerne mangler bindestregen mellem bogstav og talangivelse; den genfindes til gengæld på et stort sølvfad fra skatten.[28]

Fig. 14. Indpunslet vægtangivelse på sølvbarre fra Kaiseraugst-fundet. Efter Cahn & Kaufmann-Fleinimann (red.) 1984b, Taf. 192.

Indskrifterne på sølvbarrerne fra Kaiseraugst angiver, at de hver især oprindeligt har vejet tre romerske pund à ca. 324 gram, altså i alt 972 gram.[29] Den midtfynske guldring har, som beskrevet, oprindeligt vejet omkring 80 gram, altså ca. 8,5 % af de 3 pund, som de indpunslede symboler skulle angive. Det er derfor helt umuligt, at indskriften skulle angive armringens oprindelige vægt, men spørgsmålet er derimod, om P-III skal tolkes derhen, at ringens værdi har svaret til tre romerske pund sølv? Dette spørgsmål kan desværre ikke besvares bekræftende på nuværende tidspunkt, fordi sagen rummer for mange usikkerhedsmomenter. Især er det problematisk, at vi ikke kender guldringens præcise vægt i intakt tilstand. Vi kan heller ikke være helt sikre på vekselkursen mellem sølv og guld omkring 335-350 e.Kr. Visse skriftlige kilder fra 300-tallet tyder på, at værdiforholdet guld:sølv var 1:14,4 i denne periode. Hvis dette er rigtigt, skulle værdien af tre pund sølv à 324 g (= 972 g) svare til ca. 67,5 g guld – altså noget mindre end armringens oprindelige vægt.

Ligegyldigt, om indskriften angiver vægt, værdi eller noget helt tredje, er den et fremmed element i kombination med den germanske armring. Helt udelukkes kan det vel ikke, at prikbogstaverne kan være lavet i Sydskandinavien af en person, der via kontakter til romerne har stiftet kendskab med latinske skrifttegn og romersk skik og brug med at angive vægt og værdi på genstande af ædelmetal. En anden, men nok mindre sandsynlig mulighed er, at en lokal håndværker blot har efterlignet en indskrift, som han havde set på en romersk genstand – f.eks. et af de sølvkar, som vi f.eks. kender fra brudsølvskatte i Gudme-området.[30] Størst sandsynlighed er der dog for, at indpunslingen er frembragt et sted, hvor dens budskab umiddelbart kunne aflæses, altså i Romerriget eller et tilstødende område, hvor der har været udbredt kendskab til latinsk skriftsprog, såvel som til romerske symboler. I så fald kan man formode, at ringens herre var en betydningsfuld germaner, der har opholdt sig i Romerriget og fået indpunslingen foretaget her. Også efter hjemkomsten til den germanske hjemstavn har indskriften haft en signalværdi, dog som noget eksotisk, og budskabet kan kun have været forståeligt for et absolut mindretal af befolkningen.

Fig. 15. De først fundne mønter fra Boltinggård-skatten – for- og bagside. Bemærk variationen i slid og ophængningsanordning.

Mønterne

Med sine i alt 15 mønter er skatten fra Boltinggård Skov et af de største fund af romerske guldmønter i Danmark. Mønterne kan deles i to hovedgrupper: aurei og solidi. Aureus (”af guld”) er betegnelsen for en romersk guldmønt fra de første guldudmøntninger i den senrepublikanske periode indtil begyndelse af 300-tallet. I store dele af 200-tallet var hele Romerriget i krise, og perioden domineredes af de såkaldte soldaterkejsere. Der er flere eksempler på, at en hærenhed udråbte sin general til kejser, og det kunne ske flere steder i riget samtidig, således at der i en periode var flere konkurrerende kejsere. Den manglende politiske stabilitet fik naturligvis konsekvenser for den romerske økonomi, der ramtes af inflation. Da Diocletian (285-305 e.Kr.) fik kontrol med riget, forestod et større genoprettelsesarbejde, der bl.a. resulterede i gennemførelsen af en møntreform i 294 e.Kr. og senere udstedelsen af et edikt, der angav maksimalpriser for en række varer.[31] Det lykkedes alligevel ikke at standse inflationen, og allerede i 306 e.Kr. måtte Constantin den Store begynde indførelsen af en ny guldmønt, solidus ("massiv"), til afløsning af aureus’en (fig. 15).

Fig. 16. Aureus med gennemboring foran hovedet på kejser Diocletian. For- og bagside. 303-304 e. Kr.

Boltinggård-skatten indeholder tre aurei. Den ældste mønt er slået under kejser Trajanus Decius, der regerede Romerriget i 249-251 e.Kr., den næstældste er slået under Claudius Tacitus (275-276 e.Kr.), og endelig stammer en fra Diocletians regeringstid (regent 284-305 e.Kr., mønten er slået i 303-304 e.Kr.) (fig. 16). Alle tre aurei er blevet omdannet til vedhæng ved, at man på ikke særlig elegant vis har slået et ophængningshul igennem dem. I det ene tilfælde har man udfyldt hullet på et senere tidspunkt og sat en øsken på mønten i stedet, og disse ændringer viser tydeligt, at mønterne har været anvendt som smykker eller amuletter.

Fig. 17. Solidus med smal øsken fra for- og bagside. Mønten er slået i Siscia for Constantius II Cæsar, og den er unik. Sandsynligvis 335-336 e. Kr.

Den yngre gruppe af mønter består af 12 solidi; alle mønter er præget under den første kristne romerske kejser, Constantin den Store (306-337 e.Kr.). Mønternes prægesteder er fordelt på seks forskellige lokaliteter, spredt ud over Romerriget, men hele seks eksemplarer er slået i Trier i den sydvestlige del af Tyskland. Fire af mønterne fra den yngre gruppe har været forsynet med en øsken – den ene var faldet af, men blev, som tidligere beskrevet, fundet i nedgravningen, så også disse eksemplarer kan have indgået i et smykke (fig. 17, fig. 18).

De tre aurei er slidte i præget, mens alle solidi er usædvanligt velbevarede – ja nærmest stempelfriske. Da guldmønterne som følge af en meget høj lødighed er bløde i metallet, kan de således ikke have været i omløb længe efter prægningen. Fundets fem yngste mønter er præget i 335-336 e.Kr. (fig. 19).[32]

Fig. 18. Solidus med bred øsken fra for- og bagside. Mønten er slået i Trier i 332-333 e. Kr. for Constantin II Cæsar.

For at finde den bedste parallel til Boltinggård-fundets mønter overhovedet skal man blot kigge på den nærliggende Brangstrup-skat, der udover smykkevedhæng, ringguld m.m., også omfatter 52 guldmønter: 27 aurei, 22 solidi samt tre imitationer af henholdsvis en aureus og to solidi. Mønterne dækker nøjagtig den samme periode som Boltinggård-fundet; den ældste mønt er slået under Trajanus Decius, mens den yngste er slået under Constantin den Store i 335/336 e.Kr. Forholdet mellem aurei og solidi er dog mere lige i Brangstup- end i Boltinggård-fundet, og mange flere af de møntværksteder, som lå spredt i Romerrigets hovedbyer, er repræsenteret i Brangstrup (fig. 20).

Brangstup-fundets solidi er væsentlig mere slidte end de samtidige mønter fra Boltinggård. Det kunne tyde på, at mønterne fra Brangstrup har været i anvendelse i længere tid, førend de blev deponeret i jorden, og man kan måske forestille sig, at Brangstrup-mønterne først er deponeret en generation senere end Boltinggård-mønterne.

Fig. 19. En af fundets sene mønter, en næsten stempelfrisk solidus slået i Antiochia i Constantin den Stores eget navn i 335-336 e. Kr. For- og bagside.

Da det af mønternes indskrift fremgår, hvilket møntværksted, der har præget den enkelte mønt, kan man se, hvor i Romerriget, mønterne kom fra. Det er straks sværere at sige noget om, hvor mønterne blev samlet, og ad hvilken rute de kom til Fyn. Blandt Brangstrup-skattens 52 mønter er hele 12 møntsteder repræsenteret. Antallet af mønter fra hvert af de 12 møntsteder er ganske lige, men der er alligevel en lille overvægt af mønter fra de østlige møntsteder. Man kunne derfor forestille sig, at Brangstrup-skattens enkeltgenstande var samlet i den østlige del af riget, eller måske udenfor Donau-grænsen. Dette ville være i overensstemmelse med fundets andre genstande, der specielt omfatter hængesmykker, som henføres til Cernjachov-kulturen, der havde hjemme i Sydøsteuropa.[33]

Blandt Boltinggård-skattens 15 mønter er syv forskellige møntsteder repræsenteret. De spænder, ligesom for Brangstrup-skattens vedkommende, fra Antiochia i det nuværende Syrien til Trier i Sydvesttyskland; sidstnævnte er med seks mønter det dominerende møntsted. Hvis man går ud fra prægestederne, kunne man altså forestille sig, at Boltinggård-mønterne snarere var samlet i den vesdige del af riget, måske i et område nær Rhingrænsen. Ligheden mellem indskriften på Boltinggård-fundets kolbearmring og Kaiseraugst-skattens sølvbarrer, der jo også var præget i Trier, er også et træk, som peger i retning af Romerrigets vestlige del.

Fig. 20. Prægesteder for guldmønterne i skattefundene fra Boltinggård Skov og Brangstrup (i parentes).

Som nævnt er syv af Boltinggård-skattens mønter omarbejdet til hængesmykker, mens det gælder for alle Brangstrup-skattens mønter på nær én. Der findes to måder at omarbejde mønterne på. Den ene er den simple gennemboring, der oftest er foretaget ved at slå et hul gennem mønten fra forsiden. Denne metode er næsten enerådende på omarbejdede romerske mønter fra 100-200-tallet e.Kr.[34] Først med de tidlige solidi fra den constantinske periode i begyndelsen af 300-tallet finder man ligeså mange eksempler på, at en mønt har været forsynet med en øsken som på gennemboringer. At der er tale om et markant skift i moden, hvad angår omarbejdelse til vedhæng, understreges af, at der i både Brangstrup- og Boltinggård-skatten er fundet en mønt, der først har været gennemboret, men derefter er blevet forsynet med en øsken. For Boltinggård-møntens vedkommende har man endog udfyldt hullet efter gennemboringen. Det samme kendes fra en imitation af en romersk mønt, som er fundet ved Vornæs Skov på Tåsinge,[35] og fra Fyn – men uden præcist fundsted – stammer endnu en Constantin den Store mønt, der først har været gennemboret og dernæst har fået en øsken.[36]

Uanset hvilken måde mønterne er omarbejdet på, så er det tydeligt, at man har ønsket, at kejserportrættet vendte den rigtige vej. De fleste af de omarbejdede mønter, der er fundet i grave, har siddet i en halskæde. Også de større samlede skattefund, f.eks. Elsehoved-fundet fra Sydøstfyn og "kræmmerhuset" med guldmønter og brakteater fra Sorte Muld på Bornholm,[37] bliver som regel rekonstrueret som halssmykker, men det kan naturligvis ikke udelukkes, at omarbejdede mønter også kan have været påsyet klædedragter eller seletøj.

Skattens datering

Boltinggård-fundets senest prægede mønter viser, at skatten er gravet ned efter 336 e.Kr. Om deponeringen er sket umiddelbart efter dette tidspunkt, eller om genstandene har været i cirkulation i årtier herefter, kan imidlertid diskuteres.

De ualmindeligt friske solidi fra 330’erne kan ikke have været anvendt længe inden for Romerrigets grænser; ellers ville præget have været nedslidt, som det ses på fundets ældre aurei. Mønterne må derfor have forladt Romerriget meget hurtigt – og måske i én portion. I Sydskandinavien, hvor mønterne ikke længere har fungeret i en egentlig møntøkonomi, har de dog ikke nødvendigvis været udsat for konstant slidpåvirkning. Mønterne kan have ligget beskyttet i et skrin og kun være taget frem ved særlige lejligheder, f.eks. religiøse ceremonier. Derfor kan en deponering en eller flere generationer efter 336 ikke udelukkes. Som beskrevet kan de to ringe ikke bidrage til en indsnævring af dateringen, så hvis man skal være helt stringent, kan nedlæggelsen af skatten fra Boltinggård Skov ikke dateres mere præcist end tidsrummet mellem 336 og ca. 500 e.Kr. En så bred dateringsramme er ikke tilfredsstillende, men det er også muligt at skyde sig tættere ind på målet ved at sammenligne fundet som helhed med andre fynske guldskatte fra jernalderen.

Ved en sådan sammenligning springer mønternes homogene sammensætning og de constantinske solidis usædvanligt få slidspor i øjnene. Det samme gør fraværet af genstande, som entydigt kan henføres til 400-500-tallet, altså ældre germansk jernalder. Karakteristiske genstande fra disse århundreders skattefund, f.eks. stempelornamenterede ringe, facetterede spiralringe, barrer og brakteater mangler således helt. Det er ganske vist problematisk at konkludere noget på baggrund af negative vidnesbyrd, men set i sammenhæng med de øvrige fynske guldskatte virker Boltinggård-fundets sammensætning tidlig, og vi mener derfor ikke, at man kan udelukke, at deponeringen har fundet sted allerede omkring midten af 300-tallet – altså i slutfasen af yngre romersk jernalder. Dermed bliver Boltinggård-skatten – sammen med den måske lidt senere nedlagte Brangstrup-skat – tidlige eksempler på de sammensatte skatte, som er et kendetegn for den efterfølgende periode, altså ældre germansk jernalder.

Hvem gravede skatten ned – og hvorfor?

Efter ovenstående gennemgang af Boltinggård-skattens fundsted, fundomstændigheder, indhold og datering, resterer der de to spørgsmål, som stilles i overskriften. De er imidlertid også de vanskeligste at besvare!

Skattens ejer er jo desværre anonym, men guldets vægt og ikke mindst tilstedeværelsen af kolbearmringen med den romerske indskrift viser, at han har været en betydningsfuld person. Det er fristende at tro, at ejeren kan have tjent sin formue som soldat i den romerske hær, hvor mange germanske lejetropper gjorde tjeneste. Eftersom fundets seks sene mønter er præget i Trier i 335/36 – og indskriften på kolbearmringen har paralleller på sølvbarrer, der er fremstillet i samme by i 350 e.Kr., er det nærliggende at tro, at tjenestestedet kan have været et af kastellerne ved den vestlige Rhingrænse. Guldmønterne kan så være en del af den sold (dette danske ord er faktisk afledt af solidus), som udgjorde aflønningen for soldatertjenesten, og halsringen kan evt. være lavet efter hjemkomsten af en omsmeltet portion mønter.

Der har i tidens løb været givet mange bud på, hvorfor man i jernalderen nedgravede værdier af guld – og i mindre omfang af sølv og bronze. Hvis man skal komme nærmere på en afklaring af dette spørgsmål, er det vigtigt at kende et funds datering og sammensætning samt forholdene omkring deponeringsstedet. For Boltinggård-fundets vedkommende er disse aspekter så velbelyste, at der burde være gode forudsætninger for at fremsætte et bud på årsagen til skattens nedgravning. Sagen er dog ikke helt så enkel, hvis vi betragter det midtfynske fund isoleret, så igen er vi nødt til at se på skatten i et lidt større perspektiv.

Grundlæggende har man to sæt af forklaringerne på jernalderens deponeringer af guld. Den ene gruppe af tolkninger er baseret på profane forhold, altså at deponeringen var en midlertidig, praktisk foranstaltning. Den anden gruppe tager derimod udgangspunkt i det sakrale univers – altså i religiøse motiver.[38]

Er Boltinggård-skatten et værdidepot?

En profan forklaring kunne være, at jorden har fungeret som en simpel "boks-foranstaltning", og at man blot har glemt, hvor man havde gravet sin formue ned! For Boltinggård-skattens vedkommende virker det ikke sandsynligt, at man skulle skjule sine værdier langt borte fra bebyggelsen i et område, hvor man ikke havde mulighed for at overvåge "boksen". Og hvis skattene skulle afspejle, at man efterfølgende havde glemt, hvor værdierne var gravet ned, må man konstatere, at evnen til at genfinde skattenes nedgravningssted har været egnsbestemt, for guldfundene har en meget ulige geografisk fordeling på landsplan og ikke mindst regionalt på Fyn (fig. 21).

Andre har fremført, at værdierne har været hastigt bortgemt i forbindelse med ufredelige tider, evt. i kølvandet på de uroligheder, som f.eks. afspejles i de store ofringer af våben i flere fynske moser. Mod dette argument kunne bl.a. tale, at vi ikke i øvrigt har klare vidnesbyrd om krig og ufred på dansk incl. fynsk territorium i disse århundreder; våbenofringerne kan således være hjembragt krigsbytte fra kampe i fremmede egne. Man kan altså konkludere, at det er vanskeligt over én kam at tolke ædelmetalfundene som profane værdidepoter. Vi må derfor nok, som så ofte når man skal forklare forhistoriske fundkomplekser, ty til de religiøse forklaringer.

Fig. 21. Fynske guldfund (minus gravfund) fra yngre romersk og ældre germansk jernalder. Vægtangivelserne er fordelt på de enkelte sogne.

– eller er skatten et offer?

I de tolkninger af ædelmetalskattene, som tager udgangspunkt i det religiøse univers, indtager offeret en fremtrædende plads. Det skyldes, at man drager paralleller til de utallige fund fra Danmarks jord, som faktisk kun kan tolkes som ofre, der er bragt til nu ukendte guder. Fra jernalderen kender vi således utallige eksempler på ofringer af våben, smykker, kvæg og får – eller for den sags skyld mennesker. Ofringerne er oftest foretaget på afsides liggende steder, f.eks. i søer og moser, hvor sagerne var utilgængelige for mennesker, men tilgængelige for guderne. Offeret spiller en stor rolle i mange af verdens religioner – og selv i dagens verdslige Danmark kan man møde fænomenet, f.eks. i form af mønter, der smides i kilder eller fontæner. Spørgsmålet er, om guldskattene kan passes ind i en sådan tolkning?

Det virker umiddelbart uforståeligt, at man skulle grave sine slidsomt sammenskrabede og i nogle tilfælde enorme værdier ned i et hul i jorden, uden mulighed for at kunne nyde frugten af dem nu og her eller i overskuelig fremtid. Vist er det vanskeligt at forstå med det syn, vi i dag har på formue, værdi og statussymboler, men for jernalderbonden har det ikke nødvendigvis forholdt sig på samme vis. Derfor kan man ikke udelukke, at i hvert fald nogle af guldskattene fra tiden mellem ca. 350 og 550 e. Kr. skal tolkes som ofre, der er bragt af enkeltindivider eller f.eks. af en hel landsbys indbyggere for at opnå gudernes gunst. Men der er måske endnu en tolkningsmulighed, som også tager afsæt i det sakrale.

– eller startkapital til det næste liv?

Det ville være ideelt, hvis man kunne vurdere skattene i lyset af samtidige skriftlige kilders udsagn, men sådanne findes desværre ikke overleveret. Derfor kan man blive fristet til at lade sig inspirere af de stærkt fragmenterede bemærkninger, vi kan finde i den antikke romerske litteratur, eller i de spredte oplysninger, der står at læse i de meget senere sagatekster. Umiddelbart synes der dog ikke at være noget at hente i de antikke kilder. Sagaerne, derimod, rummer nogle udsagn, som kan være interessante i denne forbindelse – også selv om de blev nedskrevet mere end et halvt årtusind efter, at jernalderens guldskatte blev lagt i jorden. Faktisk rummer flere af guldskattene fra tiden op mod 500 vidnesbyrd om, at man i hvert fald på dette tidspunkt har tilbedt nogle af de guder, der kendes fra vikingetidens gudeverden. I en del skatte indgår såkaldte brakteater, der er nordisk fremstillede, møntlignende hængesmykker med ensidigt præg. Mange af brakteaternes motiver må være hentet fra jernalderens religiøse univers, og når man analyserer dem nærmere, genkender man elementer fra den nordiske mytologi.[39] På en pragtfuld brakteat, som er fundet i Gudme, afbildes f.eks. historien om Balder, der dræbes af sin blinde bror Høder med en pil af mistelten (fig. 22), mens andre stykker har magiske runeindskrifter, herunder tilnavne for herskerguden Odin. Man kan derfor antage, at en del af det religiøse univers, der kendes fra den nordiske mytologi, kan føres tilbage fra vikingetiden til tiden omkring eller endda før 500 e.Kr. Det er således ikke usandsynligt, at sagaernes fortællinger om religiøse handlinger ligger tæt på de tanker, som man gjorde sig, da jernalderens guldskatte blev gravet ned. Men hvad fortæller sagaerne egentlig om deponeringer af værdier?

Ifølge Ynglingesagas kapitel 8 havde Odin gjort det til lov, at man skulle komme til Valhal med den rigdom, som man havde fået med på ligbålet, men nok så væsentligt i denne forbindelse er tekstens udsagn om, at det, man selv havde gravet ned i jorden, skulle man også få glæde af i livet efter døden. Det kan være forklaringen på, at man f.eks. i Egil Skallagrimssons saga kan læse, at Egil sørgede for selv at gemme et par kister med sølvpenge før sin død. Også hans fader, Skallagrim, havde i sin tid gjort noget tilsvarende; da han mærkede døden nærme sig, red han alene bort for at skjule en kobberkedel og en kiste med sølv.

Fig. 22. Motivfelt fra pragt-brakteat fra Gudme med afbildning af Balders død. Efter Hauck 1994, fig. 5a.

Baggrunden for både Skallagrims og Egils handlinger kan altså være ønsket om at sikre sig kapital til livet i det hinsides ved at "investere", mens de selv havde indflydelse på størrelsen af "pensionsopsparingen". Hvis vi antager, at sagateksterne i et eller andet omfang giver et korrekt billede af vikingetidens tankeverden, er det muligt, at vi her har en del af forklaringen på de mange sølvskatte, som blev skjult i jorden i 800-1000-tallet. Spørgsmålet er imidlertid, om man ukritisk kan trække denne tolkning hen mod et halvt årtusinde tilbage i tid, så den også omfatter jernalderens guldskatte? Som tidligere beskrevet tyder meget på, at i hvert fald en del af vikingetidens gudeunivers også har været tilbedt i 400-500-tallet, så det er nok ikke helt urealistisk, at også nogle af jernalderens guldskatte kan være udtryk for samme tankegang som den, der var rådende i vikingetiden. De ældste guldskatte, altså dem fra 300-tallet, hvortil fundene fra Boltinggård Skov og Brangstrup hører, har mange lighedspunkter med skattene fra 400-500-tallet, og derfor er det fristende at drage dem med ind i tolkningen, selv om vi ikke fra denne tid kender sikre tegn på, at asatroen var udbredt.

Hvis det er korrekt, at de to midtfynske fund skal opfattes som et udtryk for den tankegang, der beskrives i Ynglingesagas kapitel 8, står vi overfor nogle af de tidligste tegn på dyrkelsen af de guder og symboler, som vi kender fra den nordiske mytologi! Med denne udlægning får vi måske også en del af forklaringen på, at mængden og kvaliteten af gravgaver generelt var aftagende i 300-tallet. Samfundets religiøse investeringer blev simpelthen flyttet fra begravelsesritualerne til forskellige former for deponeringer af især ædelmetaller.

Afslutning

Udgravningen i 2004 på Boltinggård Skovskattens findested har med uhyggelig tydelighed dokumenteret, at det kan betale sig at lave efterundersøgelser med nutidens avancerede udstyr på lokaliteter, hvor der fremkom guldsager i 18-1900-tallet. Ja, det er vel ligefrem sidste chance, hvis man stadig skal have mulighed for at finde noget på det sted, hvor tingene oprindeligt blev nedlagt. Nutidens pløjning når jo langt i jorden; en pløjedybde på 35-40 cm eller endda mere er således ikke unormalt. Blot en enkelt dybdegående jordbehandling på matr. 28 i Boltinggård Skov ville således for tid og evighed have forhindret os i at få det enestående indblik i jernaldersamfundet, som vi fik ved udgravningen den 2. maj 2004.

Fundliste

Inv. nr Udgrav, nr. Kejser Sekundær bearbejdning Praegested Fra Til
Aurei
FP 5957 xll Trajanus Decius gennemboret Rom 249 251
C6143 Claudius Tacitus udfyldt gennemboring samt øsken Antiochia? 275 276
FP 6830.1 x20 Diocletian gennemboring foran øje Ticinum 303 304
Solidi
FP 6830.2 x28 Constantin I Trier 317 337
FP 6830.3 x24 Constantius II Cæsar Trier 324 324
FP 6830.4 x26 Constantin II Cæsar stor profileret øsken Trier 332 333
FP 976 Constantin II Cæsar Trier 335 336
FP 6830.5 x21 Constans Trier 335 336
FP 4565 x2 Constantin I simpel øsken Trier 335 336
FP 6830.6 xl2 Constantin I Ticinum 320 321
FP 6830.7 x23 Constantius II Cæsar øsken Siscia 335? 336?
FP 1358 Constantin I Sirmium 320 324
FP 6830.8 x27 Constantin II Cæsar Thessaloniki 332 333
FP 6830.9 x22 Constantin I Antiochia 335 336
FP 6830.10 x29 Constantin I afrevet øsken x25 fundet i nedgravningen Antiochia 335 336
Smykker
Dnf. 3/05 Kolbearmring indpunslet indskrift
C78 Halsring

Noter

  1. ^ Vægten af det fynske materiale er sammenregnet i juli 2004 på baggrund af vægtangivelser i Albrectsen 1960, Nationalmuseets Topografiske Arkiv og Fundprotokollen i Mønt- og Medaillesamlingen. Jf. fig. 21. Sikre gravfund og løsfundne fingerringe, der kan hidrøre fra grave, er udeladt af sammentællingen.
  2. ^ Henriksen 1992; 1993; Horsnæs 2004.
  3. ^ Se dog Henriksen & Horsnæs 2004a; 2004b.
  4. ^ Ifølge udskiftningskortet fra 1810.
  5. ^ Pedersen 1930, tab. I.
  6. ^ Ifølge folketælling 1890, Ringe sogn, Gudme herred, hus 3.
  7. ^ Undersøgelsen blev i medfør af museumslovens §27, stk. 5 finansieret af Kulturarvsstyrelsen.
  8. ^ Henriksen 1992, s. 47ff.
  9. ^ Henriksen 1992, s. 49.
  10. ^ Fonnesbech-Sandberg 1985, fig. 2 og 8b.
  11. ^ Henriksen 1948, s. 132ff.
  12. ^ Dalgas 1992, s. 189ff; Bjørn 1988, s. 91ff; Petersen 2002.
  13. ^ Henriksen & Horsnæs 2004a.
  14. ^ Henriksen 1995.
  15. ^ Thomsen 1998, s. 30f.
  16. ^ Sehested 1878 Planche XLIV,cc; Michaelsen & Thomsen 1991.
  17. ^ Albrectsen 1960, s. 86 og 94.
  18. ^ Albrectsen 1960, 87 og 89;Jørgensen & Petersen 1998, s. 21 lf.
  19. ^ Se senest Hansen 2001 med henvisninger og diskussion.
  20. ^ Werner 1980, s. 22ff; Jørgensen & Petersen 1998, s. 226f.; Hansen 2001, s. 158ff.
  21. ^ Albrectsen (1960, s. 78) beskriver indpunslingerne på ringen, ligesom de er aftegnet i Nationalmuseets oldsagspro-tokol. I ingen af tilfældene er indskriften dog forsøgt tolket.
  22. ^ Engelhardt 1863, pl. 8,11.
  23. ^ Dr.phil. Jørgen Ilkjær, Moesgaard Museum, takkes for oplysninger om Thorsbjerg-skjoldbulens proveniens og om punktindskrifter på sværd fra Illerup Ådal.
  24. ^ Johansen 1923, s. 128ff, fig. 6-8.
  25. ^ Cahn i: Cahn & Kaufmann-Heinimann (red.) 1984a, s. 327 og 417.
  26. ^ Cahn & Kaufmann-Heinimann (red.) 1984b,Taf. 99,132 & 160.
  27. ^ Cahn i: Cahn & Kaufmann-Heinimann (red.) 1984a, s. 327.
  28. ^ Cahn & Kaufmann-Heinimann (red.) 1984a, Taf. 190 & 192 samt 132. Ph.d.-stipendiat Lisbeth Imer og museumsinspektør Palle Østergaard Sørensen, Nationalmuseet, takkes for hjælp til afklaring af indskriftens tolkning.
  29. ^ Martin i: Cahn & Kaufmann-Heinimann (red.) 1984a, s. 384ff.
  30. ^ Den nærmeste parallel til et af de fragmenterede sølvkar fra Bjørnebanke-fundet i Gudme er faktisk et af Kaiseraugst-skattens sølvfade med vægtangivelse – jf. Sørensen 2003.
  31. ^ Kromann 1991.
  32. ^ En sjette mønt, af en hidtil ikke beskrevet type, er sandsynligvis også præget i 335-336 e.Kr., se Henriksen & Horsnæs 2004b, spec. s. 90.
  33. ^ Henriksen 1992.
  34. ^ Der kendes dog to eksempler fra Danmark på denarer fra 100-tallet, der har været indfattet, nemlig fra Bornholm og fra Skovgårde på Sydsjælland – den sidstnævnte fra en kvindegrav fra 200-tallet (per. Clb). Desuden findes der en denar fra 100-tallet, der har været forsynet med en øsken, men denne atypiske denar er fundet sammen med en brakteatskat (Gudme II), der har været nedlagt omkring eller kort efter år 500 e.Kr.
  35. ^ Breitenstein 1944, s. 9-10 nr. XV
  36. ^ Breitenstein 1944, s. 11 nr. XVIII
  37. ^ Jørgensen & Petersen 1998,260f; Horsnæs 2001; Thorsen & Axboe 2002.
  38. ^ Jf. Hedeager 1991.
  39. ^ Axboe 1991.

Litteratur

  • Albrectsen, E.: Fynske guldfund. Odense, 1960.
  • Axboe, M.: Guld og guder i folkevandringstiden. Brakteaterne som kilde til politisk/religiøse forhold. I: C. Fabech & J. Ringtved (red.): Samfundsorganisation og Regional Variation. Norden i romersk jernalder ogfolkevandringstid, s. 187-202. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVII. Århus, 1991.
  • Bjørn, C.: 1810-1860 – nyopdyrkning og jordforbedring. I: C. Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III. 1810-1914. København, 1988, s. 7-192.
  • Breitenstein, N.: De romerske Møntfund fra Fyen udenfor Gudme Herred. Nordisk Numismatisk Årsskrift, 1943, s. 1-20.
  • Cahn, H.A. & A. Kaufmann-Heinimann 1984a (red.): Der spatromische Silberschatz von Kaiseraugst. Textband. Derendingen.
  • Cahn, H.A. & A. Kaufmann-Heinimann 1984b (red.): Der spätromische Silberschatz von Kaiseraugst. Tafelband.. Derendingen.
  • Dalgas, C.: Svendborg amt beskrevet 1837. Udgivet med indledning og kommentarer af Finn Stendal Pedersen. Odense,
  • 1992.
  • Engelhardt, C.: Thorsbjerg Mosefund. Kjøbenhavn, 1863.
  • Fonnesbech-Sandberg, E.: Hoard Finds from the Early Germanic Iron Age. I: K. Kristiansen (red.): Archaeological Formation Processes. The representativity of archaeological remains from Danish Prehistory. København, 1985, s. 175-190.
  • Hansen, U.L.: Gold Rings – Symbols of Sex and Rank. Necklaces and Bracelets in Scandinavia and Continental Europe from the Late Roman and Migration periods. I: B. Magnus (red.): Roman Gold and the Development of the Early Germanic Kingdoms. KVHAA Konferenser 51, s. 157-188. Stockholm,2001.
  • Hauck, K.: Gudme als Kultort und seine Rolle beim Austausch von Bildformularen der Goldbrakteaten (Zur Ikonologie der Goldbrakteaten, L). I: P.O. Nielsen et al. (red.): The Archaeo-logy of Gudme and Lundeborg, s. 78-88. Arkæologiske Studier, Vol. X. København, 1994.
  • Hedeager, L.: Gulddepoter fra ældre germansk jernalder. Forsøg på en tolkning. I: C. Fabech & J. Ringtved (red.):Samfundsorganisation og Regional Variation. Norden i romersk jernalder og folkevandringstid, s. 203-212. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVII. Århus, 1991.
  • Henriksen, H.M.: Ringe Sogn. Historie og Geografi. Ringe, 1948.
  • Henriksen, M.B.: Brangstrupfundet. En guldskat fra slutningen af romersk jernalder. Fynske Minder 1992, s. 43-73.
  • -: Brangstrupskatten. Skalk 1993:3, s. 4-9.
  • En brandtomt fra ældre germansk jernalder. Fynske Minder 1995, s. 122-123.
  • Henriksen, M.B. & H. Horsnæs 2004a: Nye midtfynske guldfund fra jernalderen. Ræthinge-Posten 2004, s. 1-13.
  • -: 2004 b De romerske guldmønter fra Boltinggård-skatten. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 3, august 2004, s. 87-94.
  • Horsnæs, H.W.: Et halssmykke fra Bornholm. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 5, august 2001, s. 95-98
  • -: Endnu en detektorfunden guldmønt fra Brangstrup-skatten. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 3, august 2004, s. 94-95.
  • Johansen, K.F.: Hoby-Fundet. Nordiske Fortidsminder, København, 1923, andet Bind, s. 119-166.
  • Jørgensen, L. & P.V. Petersen: Guld, magt og tro. Danske skattefund fra oldtid og middelalder. København 1998.
  • Kromann, A.: Da kejseren ville gøre dyre tider billigere. Priser og lønninger i Romerriget, Nationalmuseets Arbejdsmark 1991, s. 61-74.
  • Michaelsen, K.K. & P.O. Thomsen: Broholmskatten. Historien om et guldfund. Årbog for Svendborg og Omegns Museum, Svendborg, 1991, s. 8-23.
  • Pedersen, J.: Arbejdslønnen i Danmark under skiftende konjunkturer i perioden ca. 1850-1913. København, 1930.
  • Petersen, K.A.: Svingplovens indførelse i dansk landbrug. Erhvervshistorisk Årbog 2002, s. 119-163.
  • Sehested, F.: Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. København, 1878.
  • Sørensen, P.Ø.: Ituhugget sølvfad fra Bjørnebanken, Gudme.
  • I: L. Jørgensen, B. Storgaard & L.G.Thomsen (red.):
  • Sejrens Triumf. Norden i skyggen af det romerske Imperium, s. 435. København, 2003.
  • Thomsen, P.O.: Metalværksteder fra Romersk jernalder i Kværndrup – en foreløbig præsentation. Årbog for Svendborg og Omegns Museum 1998, s. 22-32.
  • Thorsen, K. & M. Axboe: Overflødighedshorn. Skalk 2002:2, s. 5-8.
  • Werner, J.: Der goldene Armring des Frankenkönigs Childerich und die germanischen Handgelenkringe der jüngeren Kaiserzeit. Frühmittelalterliche Studien, 14,1980 s. 1-41.

©