H.C. Andersen, August Bournonville og Jenny Lind

Belyst ved breve, dedikationer, tilegnelser, digte, citater, stambogsblade, billeder og lignende

August Bournonville skriver i „Mit Theaterliv”[1] om sit første møde med H.C. Andersen:

„Hans ivrigste Attraa, da han som 13-aarig Yngling[2] ankom til Kjøbenhavn, var at blive antaget ved Theatret, ligemeget i hvilket Fag, og han mødte hjemme hos mine Forældre[3] og præsenteredes for min Fader som Aspirant til Balletten; hans ranglede Figur og kantede Bevægelser syntes imidlertid mindre skikkede til Dansen, og min Fader spurgte ham derfor, om han ikke skulde foretrække det reciterende Skuespil, hvorpaa den unge Fyr udbad sig Tilladelse til at fremsige et af sine Digte. Dets Indhold mindes jeg ikke, men saameget er vist, at jeg straks fik Indtrykket af noget Genialt og langtfra at finde ham latterlig, forekom det mig, som om han snarere vilde have os tilbedste end vi ham.”

H.C. Andersen omtaler desværre ikke denne scene i „Mit Livs Eventyr”,[4] hvor han ellers ret nøje fortæller om sin ankomst til hovedstaden.

August Bournonville skriver også andetsteds om ham i „Mit Theaterliv”:[5]

„Vort Forhold var til alle Tider venskabeligt og oprigtigt. Jeg saa i ham et mærkeligt Phænomen, beundrede hans Geni, og forstod – gjennem mine egne Tilbøjeligheder – hans feberagtige Higen efter Berømthed – en Drift, som af Mange kaldes Forfængelighed! – Han kunde begejstres for Andres Fortjenester, glædede sig over min Virksomhed, navnlig naar mine Arbejder gjorde Lykke, men gik slukøret afvejen for mig, naar Heldet svigtede. – Heri gjorde jeg ham tilskamme, og sendte ham et Trøstedigt: „Digterens Træ”[6], da hans lille Stykke: „Fuglen i Pæretræet”[7] havde Fiasko paa „Det kongelige Theater”.

H.C. Andersen skrev, som så ofte, selvironisk om fiaskoen i „Mit Livs Eventyr”[8], men dagen efter, at der anden gang var blevet pebet af det lille stykke, skrev Bournonville sit rimbrev, der utvivlsomt var mere velment end vellykket, og hvori de sidste linier siger:

Vær selv ei Utaknemlig mod din Skæbne,
Du har modtaget meget af hans Haand –
For Digteren sig ingen Idræt taber,
Han kan ei døe, thi alt hans Værk er „Aand”.

Selvom Bournonville var en genial balletmester og en mangesidet kunstner, der bl.a. også vilde skrive rigtige digte, så blev det ikke på dette område, at eftertiden skulde huske ham.

I nogle af de ældste breve, som Bille og Bøgh offentliggjorde[9], fremgår det imidlertid – i modsætning til det ovenfor nævnte altid venskabelige forhold mellem de to, at det ikke altid svarede til beskrivelsen; men sagen var sikkert, at begge led af førnævnte forfængelighed specielt vedrørende deres egentlige kald. Senere hen blev tonen varm mellem dem omend ofte præget af tidens svulstighed; og endog i tiden imellem de førnævnte breve blev de „Dus”.

At forholdet mellem H.C. Andersen og Bournonville, hans hustru Helene, som Bournonville selv efter sølvbrylluppet i et brev[10] kalder „Din gamle Veninde er bestandig den samme, Livsprincippet i vort Hus”, og børnene, som H.C. Andersen ofte spørger til og sender hilsener til, livet igennem var varmt, fremgår bl.a. også af de mange dedikationseksemplarer af hans bøger, som det er lykkedes mig at samle eller at få rede på, og som Bournonville ofte nævner med glæde og stolthed i brevene. At han så til gengæld sendte nogle af sine småværker med dedikation[11] til H.C. Andersen og endog lavede en ballet over et af H.C. Andersens eventyr[12], tilføjer jeg her som noget af en selvfølgelighed.

Dedikation fra H.C. Andersen på smudstitelblad. 1842.

Den ældste og interessanteste dedikation fra H.C. Andersen er skrevet til den ældste datter, Augusta, min senere farmoder, da hun var 10-11 år og lyder således:

Kunstneren Bournonvilles
elskværdige lille Augusta
sendes
EVENTYR FOR BØRN
fra
Ham som fortæller
dem.

Den står på smudstitelbladet til „Eventyr for Børn”, Ny Samling, Tredie Hæfte. København 1842.

Dedikationen fremgår af vedføjede illustration og er næsten identisk med den til C.N. Rosenkilde[13]. Af de berømte første 6 hefter „Eventyr” ejer jeg 2. og 3. hefte og i Ny Samling ligeledes 2. og 3. hefte. Alle disse førsteudgaver gør indtryk af at være meget læst, så hele den lille bogs noget luvslidte ydre ikke står i noget reelt forhold til dens virkelige værdi. I dedikationseksemplaret, der er det sidste af de nævnte, findes „Ole Lukøje”, „Svinedrengen”, „Rosenalfen” og „Boghveden”. „Rosenalfen” omtalte jeg i en jubilæumsartikel om maleren Fritz Petzholdt, der i øvrigt ligesom Bournonville fødtes i samme år som H.C. Andersen, omend på årets første dag[14]. De var gode venner og traf bl.a. sammen i Rom på H.C. Andersens første rejse dertil. Petzholdt døde d. 1. aug. 1838 i Grækenland, og hans yngste søster, Augusta, var gift med Gottlieb Collin, en lidt ældre broder til Edv. Collin, H.C. Andersens særlige ven og „Broder”. Jeg skrev i jubilæumsartiklen, at H.C. Andersen d. 19. nov. 1838 offentliggjorde nogle vers om sin ungdomsven, der er lige så ubehjælpsomme som dunkle. Et halvt år efter udgav han sit eventyr „Rosenalfen”, stærkt påvirket af Boccaccio, og som professor Brix i sin doktorafhandling påviser er skrevet for at trøste søsteren. Jeg udtalte håbet, at søsteren ikke havde læst eventyret eller lagt Brix’ fortolkning i det! Eventyret står nemlig efter min mening desværre ikke på højde med de fleste andre eventyr.

I det næstsidste hefte står følgende tilegnelse til fru J.L. Heiberg:

Man hørte sige: der er ingen Feer,
At Æventyret kun var Feens Rige;
DU kom – og hvert et Hjerte troer og seer,
At der er Feer i det Virkelige!

Johanne Luise Heiberg kom ikke til at betyde det for H.C. Andersen, som han vist havde drømt om.

I året 1843 havde H.C. Andersen truffet Jenny Lind, som han flygtigt havde set i 1840, på sit hotel og derefter hos Bournonvilles, og som han fortæller omhyggeligt i „Mit Livs Eventyr”, som først professor Brix uddyber i sin afhandling i 1907 og professor Helweg senere i sin psykiatriske studie af 1927, i hvilke bøger H.C. Andersens dagbogsoptegnelser flittigt er benyttede. Det samme kan siges om forskellige af Jenny Linds biografer fra Scott Holland og Rockstro og fremefter.

Man kan ikke give en bedre beskrivelse af deres forhold, end H.C. Andersen selv har gjort det; her skal blot tilføjes enkeltheder fra mindre kendte bøger og fra en del breve, som jeg ejer eller har haft lejlighed til at læse. Episoden mellem H.C. Andersen og Jenny Lind, der absolut spillede en større rolle for ham end for hende, er som sagt bedst refereret af ham selv i hans selvbiografi og hans dagbøger, men ikke nær nok omtalt af hendes biografer; dog har hun vekslet flere breve med H.C. Andersen og ofte omtalt ham i sine breve til Bournonville og dennes hustru Helene.

Hvordan Bournonvilles har lært Jenny at kende, vides desværre ikke. De har hørt hende synge i Stockholm som 18-årig, da Bournonville gav et gæstespil deroppe, og straks følt noget genialt hos hende; men der er stor forskel på hendes breve til dem. Brevene til ham er præget af en vis højtidelighed og ofte ydmyghed, medens der er en umiddelbar hjertelighed overfor hende, så man må tro, at de to har kendt hinanden før, eller at den fælles, svenske oprindelse eller det fælles køn har spillet en afgørende rolle. Jenny Lind er ligesom H.C. Andersen ikke alt for stiv i bogstaveringen, specielt personnavnene volder hende fælt besvær. Desværre har hun også somme tider hans mangel på respekt for datering af brevene.

Men som bekendt var opholdet i København i 1843 en stor succes for Jenny Lind med megen optræden. Hun tog ind på „Hotel Du Nord”, hvor hun traf H.C. Andersen, der dengang boede der, og tog så imod indbydelse til familien Bournonville i deres bolig på Skt. Nikolaj Plads nr. 34, hvor H.C. Andersen kom så at sige hver dag nu og forelskede sig i hende.

En aften var de i Frederiksberg Allé hos instruktør N. P. Nielsen fra „Det kgl. Theater”, der var gift med skuespillerinden fru Anna Nielsen, som i sin tid havde taget sig af fru Heiberg; hun skriver i „Et Liv genoplevet i Erindringen”, at den svenske professor Thomander[15] på Hven 1846 udtalte om Jenny Lind: „Den Kreds, som optog hende helt og holdent under hendes Ophold i København, maatte nødvendigt udelukke hendes fra Deres”. Dog havde hun kort før skrevet: „Naar man siger om Jenny Lind, at her var Natur og Kunst blevet Et, da er det ingen Phrase, men dyb Sandhed”. Hos Nielsens fik Jenny Lind den berømte serenade af 300 studenter, og H.C. Andersen blev nu for alvor forelsket i hende og havde skrevet en sang til hende; men dagen efter måtte hun atter rejse tilbage til Sverige.

Efter sin hjemkomst til Stockholm skrev hun bl.a. i et brev d. 3. okt. til Aug. Bournonville:[16]

Är Herr Bournonville ond på mig?

Ack! svare genast nej – jag hör det nog ändå hit til Oxtorgsgatan; och om Herr B. känner någon benägenhed dertill – så se blot på Hélène; ty då vet jag, at Herr B.’ ansigte omögligen kann antage et annat än mildt uttryck! O! hvad roligt jag hade i Danmark! Ni var gudomliga mot mig!”

Desværre kender jeg ikke Bournonvilles breve til Jenny Lind; men 19. marts 1844 skriver hun til dem begge, først ham:[17]

„Om Herr Bournonville viste hur djupt jag känner ock värderar den godhed hvarmed jag af Herr Bournonville bemötes – skulle säkert Herr Bournonville finna mig ingenting mindre än – otack-sam! men – nog ser det ut som jag längesedan glömt bort Herskapet allesammen – men det får Herr Bournonville inte tro, nej ! tusende gångar nej! var ej ond på mig! här sitter jag nu ock vil bigta mig! — I fredags – Dagen före jag erhöll Herr Bournonvilles kärkomna ock interessanta bref – hade jag beslutit att skrifva till Hélène eme-dan det verkligen tyngde på mit hjerta att inför Herskapet synas otacksam men blef jag aldeles förhindrad ock i lördags – Ack! Herr Bournonville jag blef tio gångar mer ledsen än glad att se mig så mycket ihågkommen ock at höra det många, tror mig kall för så mycket gudomligt, ock minnet! minnet har jag likväl ej förlorat. GodaBäste Herr Bournonville! för sista gången – var ej ond på mig, i Hélènes bref vill jag vidare omtala, hvad jag gjort hela tiden – ock nu skynder jag mig att svara på Herr Bournonvilles propositioner. Hjertat klappar med häftigere fart när jag tänker på möjlig-heten att så snart återse Danmark ock de Personer jag där fästet mig vid. – men – det är för många hinder. Gode Herr Bournonville, sakerne stå nemligen sålunda: Begrafningen efter Högst-Salig H. M. Konung Carl XIV lärer ej kunne gå för sig förrän omkring slutat af nästkommande April Månad; Theatern kan således ej öpnas förrän de första dagarna af Maj. vi borde altså ha temmelig lång permission, men vi hafva 3ne nya operor att under tiden inöfva. Anna Boleyn, Necken ock Turken i Italien samt begrafningsmusi-ken! se gode Herr Bournonville – till att börja med är jag Hof-Sångerska, ock måste således ovilkårligt vara om sången. För det andra kan Theatern ej vara af med mig denna tid, ock som jag har någre gånger qvar pâ mit engagement har jag ej frihet. Det vore för mig i många afseenden fördelaktigt att kunne antaga Herr Bournonvilles godhedsfulla förslag – ty denne tid blir bra känn-bar, då den kommer att indbringa en 2000 Rd mindre i min Cassa, men om Herr Bournonville tror att det vore bra, ock vil råde mig dertill, skulle jag oändligt gerna villja resa till Köpenhamn i höst, och stanna ett stykke på vintern om Nb. Directionen vill ha mig.

Genom vor nu regerande Konung torde likväl mycket äfven inom Theatern blifve förändrat, så att jag kanske blir qvar hemma, men gerna ville jag vara borta en tid! – och nu skall Herr Bournonville ej vara ledsen pâ mitt enformiga bref men tillåta mig få altid förblifva den sannt tilgifna och tacksamma

Jenny Lind

Hvad det gläder mig att Herr Bournonville är nöjd med sin saison, och att Publiken begriper hvad den i Herr Bournonville äger!

att ej H. Ex. Grefve Moltke låtet hört videre af sig om framlem-nandet af armbandet är för mig obeskrifligt ledsamt, hvad skall Hendes Majst. tänka? och jag som så håller af det! det var så vackert!”[18]

„Min söta goda Hélène!

Ändtligen befinner jag mig i en serdeles skrif-ifver, och som jag nyss slutade mit bref till Herr Bournonville, börjer jag detta till Dig – ett godt nytt år ! – är det ikke i lagom tid – säg ? men sötaste Hélène. Du får ej för mycket misskänna mig. jag ger visserligen hugg på mig, men – jag skrev at Herr Bournonville att jag skulle för Dig omtala hvad jag gjort som förhindrat mig att skrifva till Herskapet. ock – se här! –

Pâ ny-året straxt kom mina föräldrar sig i marsch, och tågade till sitt, och efter deras vistelse hos mig – har jag fått atskilligt att fun-dera på. kan Du aldra söteste Hélène gissa hvarföre? nej – så hör då med båda öronen. min mor är fylda 51 år/ ! / och ämner i Maj eller Junii månada gifva mig en liten syster eller tvertom. – hvad sägs? det no 1 – sedan har min älskade Tante Lena Linskog legat länge och alfvarsamt sjuk, men er nu Gudskelof återstäld. så kom Konun-gens sjukdom, som først stängde Theatern åtte dagar tills man fick se att H. M. blef bättre. så i mellantiden hade jag min Recette, till hvilken jag valde Armida. sedan dessa 6-7 veckors spänning hele stadens innevånare befunnit sig uti. då vår Herre gjorde slag i saken ock slutade salig konungens lidande efter hvilkens död vi nu börja hänta oss. och just nu ämnade jag vid alt hvad heligt är skrifva till Dig, då jag förekommes af Herr Bournonville. Älskade goda Hélène! Du ser jag haft åtskilligt i mit hufvud. mycket arbete har jag äfven haft – spelat ständigt och det är Gudskelof min glädje. eljest mår jag ypperligt väl. har så innerligt trefligt hos mig. solskin -fåglar – blommor. Fru Grønqvist – en snäll beskedlig jungfru en trind treflig katt, och det bästa af alt, några sanne vänner eet skuld-fritt vackert bo ock ett obefläckadt rygte. O! min gud! hur skulle jag kunne vara nog tacksam – men det är omöjligt. –

Tack – tack for erbjudandet af hjert- och hus-rum! – nog har Du och den älskvärda Herr Bournonville visat mig mer än vanlig god-het. – Dina søta flickor må väl hoppas jag – helsa dem tusende gån-ger, äfvensom Din söta svägereska och hendes lilla gosse. –

Och nu måste Du uträtte en comission åt mig söta Hélène. Fru Nielssen lärer ha kallet mig en lille Ingrate ock se det vill jag ej vara och är det ej. Skulde Du vilja visa mig den godheten och taga Fru Nielssen ur denna vilfarelse. Hun är en person hvars goda tanke jag ej kan undvare, och fråga om jag anses för djerf om jag besvärer henne med några rader. – vill Du göra det och vill Du vid något til-fälle ge mig det utlofvade receptet? det är visst värdt att Herr Hödt biter sig i läppen, han har aldrig gifvet mig „lilla Greta”.

Till Herr Anderssen skrifver jag. – helsa min aimable accompagnateur om han råkas.

Och nu skall jag sluta med en helsning til Eric och Silla. och från Fru Grönqvist skall jag framföra lika många som varma helsninger till Herskapet allesammen. Guds frid vara med Dig och de Dina -så behöfva vi ej mer. Adieu ! glöm ej din trogna och tacksamma

Jenny.

Hur befinner sig Mme Heibert??”

Som man ser, spørger hun til de bournonvilleske pigebørn. Charlotte Bournonville[19] skriver meget morsomt om sin og søstrenes optagethed af Jenny Linds besøg hos forældrene, og medens Augusta Bournonville i 1843 som 12-årig havde danset den unge Kong Erik Menved til sin faders og sin konges[20] tilfredshed, så opførte de i 1844 sammen med mange børn balletten „En Børnefest”[21]. Augusta var med sine 13 år Flora og fik efter forestillingen et digt af H.C. Andersen[22] og en samling eventyr. Om de er identiske med „Nye Eventyr”, som udkom d. 11. nov. 1843, hvori han skrev en dedikation meget lignende den førstnævnte, eller om hun ved den lejlighed har fået en senere samling, hvis eksistens ikke har kunnet opspores, vides ikke; men i det foreliggende eksemplar, der desværre som så ofte fra den tid er indbundet sammen med flere langt senere eventyr, findes „Engelen” og „Nattergalen”, som H.C. Andersen blev inspireret til af Jenny Lind.

Inden Jenny Lind kom tilbage til fornyet succes i efteråret 1845, fik August Bournonville sit ældst kendte dedikationseksemplar, omend en tysk udgave af eventyrene. H.C. Andersen var jo den gang langt mere påskønnet i udlandet, specielt Tyskland, og disse eventyr er oversat af F. le Petit, som han kendte fra Sorø Akademi. Når han siger om ham, at han sikkert har den bedste vilje, men ikke har forstået dem helt, tør man nok sige, at det passer; thi han har heri oversat det kendte eventyr „Den grimme Ælling” ved: „Die junge grüne Ente”.[23] Dedikationen lyder:

Vor højtbegavede Kunstner
Ballet-Digteren Bournonville
Tak for Morgen Besøget
Søndag d. 12. Jan. 1845
fra
Originalens Forfatter.[24]

D. 23. juni 1845 skrev H.C. Andersen fra Bregentved mit ældst bevarede brev til fru Bournonville, sålydende:

„Kjære Fru Bournonville!

Igaar fik jeg her ude et Brev fra Jenny Lind, inden i samme laae medfølgende til Dem, som jeg gjennem Conferentsraad Collin iler med at bringe Dem; det har gjort en lille Omvej. De og Deres, paa den Kjæreste nær, ikke sandt, er nu ude i den nordsjællandske Skovnatur; bring dem alle der min hjerteligste Hilsen; Deres Mand er som sagt nok inde i Byen og har viist Preusens Konge hvilken riig Ballet-Digtning vi Danske have; de svenske Studenter faae jo Toreadoren at see, det glæder mig. Hils Deres Mand ret hjerteligt fra mig; han og De ere tidt i mine Tanker naar jeg flyver omkring paa vore grønne Øer og finder Livet smukt og at her er meget Solskin.

Deres inderligt hengivne H.C. Andersen.”

Dette brev er ikke af stor betydning; men det rummer dog en meddelelse om Jenny Lind og er karakteristisk for afsenderen, fordi han får lejlighed til at nævne Preusens Konge og rose Bournonvilles talent samt bruge et af sine yndlingsudtryk: „jeg flyver”.

Det før omtalte brev fra Jenny Lind findes på Det Kgl. Bibliotek, som har en halv snes af hendes breve til H.C. Andersen og enkelte breve til Aug. Bournonville og hans hustru.[25]

I efteråret 1845 kom Jenny Lind som nævnt tilbage til København, og Anton Melbye, som er iblandt de kunstnere, der var forelskede i hende, tegnede et udmærket billede af hendes ankomst til Københavns Havn, som Theatermuseet har fået indlemmet i sin store samling. Jeg har fundet en tegning af ham, hvor han på bagsiden d. 20. okt. 1845 har skrevet:

„Dette Stykke gjelder som en Anvisning paa et større Malerie til Jenny Lind fremstillende et Skib i Havsnød under en klippefuld Kyst ved Spanien belyst af den nedgaaende Sol, – at efterkomme i næste Aar – eller naar det forlanges af Jenny Lind.”

Jeg kan desværre ikke give besked om billedet. På Theatermuseet findes også en tegning forestillende hende af Edv. Lehmann, hvor man dog ikke synes, at han har været så heldig som med de mange billeder, han f.eks. har lavet af familien Bournonville og mange af kostumebillederne til balletterne, hvoraf mange findes i Daniel Fryklunds samlinger i Helsingborg.

En anden kunstner, som vandt Jenny Lind for sig, var blomstermaleren J. L. Jensen.

Jenny Lind gjorde stor lykke med sin sang og blev meget feteret af sine venner. Bournonvilles gav en stor fest for hende, hvorfra man har en seddel med fru Bournonvilles skrift, om hvem der var indbudt, og hvad de fik at spise og drikke. En lille bemærkning til slut om, at „det var tarveligt – men folk var henrykte”, er karakteristisk.[26]

Tegning af Anton Melbye. 1845.
Skitse af Anton Melbye. 1845. (Tidligere hos antikvarboghandler Axel V. Nielsen.)

Blandt gæsterne var også ægteparret Waage-Petersen. Under Jenny Linds første besøg fik Bournonville hende til at synge privat for Waage-Petersen, der på det tidspunkt lå lænket til sengen. Medens søndagskirkeklokkerne ringede, sang hun alene for dem, og i deres taknemmelighedstaarer døbtes hun med navnet „Engel”. De var siden blandt de venner, der købte og gav hende det blomsterbillede med hvide roser af J. L. Jensen, som hun havde forelsket sig i ved besøget i København.[27]

H.C. Andersen skriver i „Mit Livs Eventyr”:

Før Jenny Linds Afrejse gav hun i Hotel Royal en stor Middagsfest, hvortil Alle, som havde, hvad hun kaldte, gjort hende Tjenester, vare indbudne, og jeg troer Alle, paa mig nær, fik en lille Erindring om hende; Bour-nonville overrakte hun et Sølvbæger med Indskrift! Til Balletmester Bournonville, der var viist sig som en Fader imod mig, i Danmark mit andet Fædreland; i de Taksigelsens Ord Bournonville udtalte, lød det, at nu vilde alle Danske være hans Børn for at blive Jenny Linds Broder! „Det bliver mig for Mange!” svarede hun spøgende, „jeg vil saa hellere vælge een for dem Alle som Broder! vil De Andersen! være min Broder?” og hun nærmede sig mig, klinkede med det fulde Champagneglas, og Broderens Skaal blev drukket. Hun forlod Kjøbenhavn, Brevduen fløi stundom imellem os, hun var mig uendelig kjær – og vi mødtes igjen, som de følgende Blade vil fortælle; i Tyskland og England saae vi hinanden – der kunne skrives derom en Digtning, en Hjertes Bog, jeg mener mit, og det tør jeg udsige: at ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært, at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende, for en Tid, virket ind paa mig som Digter end Jenny Lind, og det er derfor naturligt, at jeg saa længe og levende maa dvæle ved Erindringen om hende. –

Jenny Lind. 1843. Tegnet af Edv. Lehmann.

Det er smukke og sikkert sande ord, han siger, selvom han selv bøder lidt derpå ved at skrive – for en tid. Jenny Lind havde nok også sat ham på plads ved at udvælge ham til „Broder”.

Sølvkanden til August Bournonville. 1845.

En lille fejlhuskning, der går igen flere steder, gør H.C. Andersen sig skyldig i ved at tale om et sølvbæger til Bournonville. Det var en sølvkande.[28] Den er gengivet her, og på dens låg står:

Af Jenny til dess Fader i det kære danske Hemmet.

– Bournonvilles og Jenny Linds taler bliver dog ikke mindre træffende og slagfærdige ved det.

I et brev dateret 5. dec. 1846, men som efter indholdet må være skrevet 5. jan. 1846 til Helene Bournonville,[29] skriver H.C. Andersen om den oftomtalte Jule- og Nytårsaften i Berlin, og herved suppleres „Mit Livs Eventyr” lidt.

„Kjære Fru Bournonville!

De skal, De maa have et Brev fra mig medens jeg endnu er i Berlin, uagtet det holder haardt med at faae skrevet; Tiden flyver hen, jeg er næsten ødelagt af Venlighed og Opmærksomhed, Jenny og jeg have i Dag i de faa Minutter, vi gjensidig neppe havde Tid at skjænke hinanden ret talt om denne Lidelse. Jeg er her paa tredie Uge, men Kredsen voxer hver Dag, Indbydelse paa Indbydelse følger, jeg seer kun Ro og Hvile i at komme afsted paa Jernbanen. De begriber deraf, at jeg egentlig har det godt: Alle Mennesker komme mig saa velsignet imøde, Alle vil have mig hos sig! Det er dejligt saaledes at flyve gjennem Verden og kun see milde Ansigter. – Fra Kjøbenhavn veed De jeg tog til Fyn og var nogle Dage hos Excel-lensen Moltke, saa gik Reisen til det dejlige Gravensteen, hvor den Hertugelige Familie var velsignet og elskelig mod mig, saa kom jeg over Hamborg til Oldenborg, boede der 18 Dage i en aandfuld, riig Familie, Hofraad von Eisendeckers; her kom alle de interessanteste og betydeligste Familier; i Theatret havde jeg hver Aften fri Plads i Direktions-Logen i første Etage, og Storhertugen viiste mig megen Naade, jeg var indbudt til Hofkoncert, til Taffels, til Thee og een Aften læste jeg et Par af mine Eventyr, paa Tydsk, for den gamle fortræffelige Herre; han var mig meget god og ved Afrejsen fik jeg en kostbar Ring til Erindring, af over 200 preusiske Thaiers Værd. Jeg fik saa mange, saa sande Beviser paa den forunderlig store Godhed Tydskland nærer for mig, som Digter. Strax jeg kom til Berlin søgte jeg Jenny, jeg ventede vi to skulde have været hos hinanden Juleaften, jeg sagde nej til alle Indbydelser, og Resultatet var, hun sad hos Wickmanns,[30] og jeg sad ene paa Hotellet, jo, det var en net Juleaften; Nytaarsaften fik et bedre Udseende, da jeg var alene hos Jenny, og et lille Juletræ blev tændt for mig; Jeg sad foran det og saae op i Lysene, Jenny sang saa smukt, vi spiiste Iis sammen; vi havde det godt. hun er blevet smuk, har faaet en bedre Farve, seer rask og glad ud. – Om otte Dage reiser hun til Weimar, hun vilde at vi skulde reise sammen, men jeg kan ikke blive her længer, jeg udholder det ikke; jeg maa i tre Selskaber tidt i een Aften. – Nu reiser jeg, og venter da i Weimar paa Jenny! Hun og Mds. Johansen sender Dem og Deres Mand, Moder, Søster og Børn, tusinde Hilsener. – Dette mit Brev lader De jo ingen fremmede see? Gjør De? Jeg sladdrer saaledes fort alt hvad der løber mig over Tungen. Kongen af Preusen var strax saa naadig at lade mig tilsige til Taffel, han og Dronningen vare særdeles naadige imod mig, Kongen har læst de fleste af mine Skrifter; forleden Aften blev jeg indbudt til Potsdam, der var kun Kongen, Dronningen, Humboldt og to Hofdamer, det var høist behageligt; jeg maatte læse fire Eventyr for Kongen, Toppen og Bolden, syntes han at være særdeles henrykt over. Han talte om vort Theater, om vor udmærkede Komedie og Ballet; Kongen er høist elskværdig og interessant. -Jeg kom saa seent fra Kongen at jeg maatte overnatte derude. Komisk var ellers min Ankomst der, idet jeg tog en Feil Vej gennem Haven og kom ind i en Sal, hvor Skildvagten sagde jeg ikke turde komme. Her var ingen Indgang. „Men jeg skal til Kongen!” -Ja Jeg vidste Beskeed, jeg travede om i det store Slot, jeg var kommet i den næsten ubeboede Fløi, til jeg hændelsvis mødte Først Razewill; hos ham tilbringer jeg denne Aften. Ministeren Sawignys Frue beærede mig Nytaars Dag med Visit, saa De seer jeg ogsaa modtager Damer, gid jeg kunde see Dem, kjære, kjære Fru Bour-nonville, hils Mand, Moder, Søster, Børn

Deres inderlig hengivne H.C. Andersen

E. S.

Fra Wien skal De faae Brev igjen, da dette er saa kort, men et kort er jo bedre end intet og jeg er maaskee i Stand til at faae et Par Ord fra Dem eller Gemalen -? Troer De? – Jeg bliver i Wei-mar 10-14 Dage, Collins vide altid min Adresse. Jenny har jeg hørt i Søvngjængersken, det er en af hendes bedste Roller – Hun har lovet mig at give den i Kjøbenhavn. Senest er hun optraadt i Vestal-inden, hendes Spil var utænkeligt dejligt! men hun burde ikke have taget dette Parti, det siger ogsaa alle hendes bedste Venner her, det er for anstrængende, hun kan ikke udholde det. Her er samme Rift om Billetter, som i Kjøbenhavn og Priserne ere hver Aften fordoblede, gjør ligesaa hos os. Lev vel! Lev vel! Kys lille Therese og siig jeg elsker ingen i Verden uden – hende hun veed nok.”

Desværre skriver Jenny på kanten af et brev af 20. jan. 1846 i Berlin til Bournonville:[31]

„Ni hadde bestemt skrattet Eder sjuka om ni sett Andersen her, han fäktede så at det var en lust. Han talade ej om annat än Kungor och Prinsessor at till slut så blef han ändå lidt trött, den beskedliga sjælen.”

Min farbroder, generalløjtnant, dr. phil. August Tuxen fandt blandt sin moders efterladenskaber en lille bog: „Souvenir de ton père”, som August Bournonville havde skrevet til sin datter Augusta, da hun efter konfirmationen skulde til Paris for som 15-årig at uddanne sig der i dans, hvor han i sin tid selv havde lært. Det er råd og formaninger, som faderen gav datteren med på rejsen, og som hendes ældste barn udgav med kommentarer i 1929[32] til minde om sin moder, efter at have givet selve den lille bog til Theatermuseet. Selve rejsen begyndte i foråret 1846, og faderen fulgte hende til Paris, hvor hendes moster, fru Eva Suell, skulde passe på hende. På rejsen fik Augusta mæslinger i Minden, hvor hendes snarrådige fader benyttede opholdet til at give danseundervisning, og på rejsen derfra traf de den svenske digter Geijer med familie. Hans datter har skildret mødet, hvor balletmesteren præsenterede sin datter;

„en förtjusande brunette, nu på väg till Paris for at utbilda sig till danseuse – „en lille Jenny Lind i sit Fag” – försäkrade den lyckliga fadern”.[33]

Hun fik imidlertid efterhånden ulyst til dansen og fik lov til at videreuddanne sig i klaverspillet, og så blev hun endda noget helt andet.

Inden rejsen til Paris tegnede Edvard Lehmann en ofte gengivet tegning af hende.

Farvelagt tegning af Augusta Bournonville. 1845. Tegnet af Edv. Lehmann.

I et brev fra Bremen skriver Jenny Lind d. 16. juni 1846[34] til Helene Bournonville om, at hun har truffet Geijers i Aachen, som havde mødt Herr Bournonville med datter og svigerinde! Hvordan går det Augusta i Paris? Hun taler om:

„den stora grumma staden Paris, der eländet, lysten ( ?) och lastan och flärden spelar en så stor Rôle; men när man schicker ut en dotter med sådanne minnen från sin barnavärld, bör man kunna ha ett lugnt samvete och resten gjör vår Herre, som kan leda alt till vort sanna bästa”.

Som man ser giver hun her som så ofte udtryk for sin dybe religiøsitet.

I et brev af 10/10 1846 fra Frankfurt[35] spørger Jenny Lind om, hvad Helene Bournonvilles datter Augusta og hendes tante foretager sig i Paris:

„Måtte min älskade Hélène nu ha vandt sig något vid dessa bådas frånvaro så at tomheten ej är så märkbar efter dem! Jag tänker så ofta på det unga Barnet der i Paris, och få af Edra vänner kunna mer deltaga än jag.”

Senere i brevet skriver hun:

„Till nästa vår sjungar jag, men ei längra och jag tilstår att det är denna plan som gôr mig lycklig; ty jag passer ikke för Theatern, och behöfver komma derifrån med det första möjliga!”

D. 27. jan. 1847 skriver hun fra Wien til hende:[36]

„Vi hade den store glädjen att for någan tid sedan att erhålla bref från Tante Eva och din Amalia / skal være Augusta / i Paris, jag tyckte det var bra snällt af dem att komma ihåg oss och jag blef rigtigt angenämt övferraskad; Gud beskydde din elskvärda Dotter på sin förestående bana!

Nu kära Helene! hur ser din lille Herr Son ut?[37] – Jag tycker hvad det skall vara en glädje for Eder. ja – du är en skälm Hélène! du är ubotlig. Herre Gud! hvad det är för en glädje at kunna hålla af menniskor. sota glöm ej bort mig, hälsa tusindfallt alla, äfven Anderssen. —”…

H.C. Andersen havde i mellemtiden sendt en del af sine bøger til familien Bournonville, således „Digte, gamle og nye”,[38] der udkom ved årsskiftet 1846/7, og sendtes med dedikationen:

Min kjære geniale Ven
Balletmesteren
A. Bournonville
glædeligt Nytaar
H.C. Andersen.

I denne findes et stambogsvers til Anton Melby, en hilsen til August Bournonville efter første opførelse af hans ballet „Napoli”, et par linier til maleren Gertner, de bekendte linier „I Jenny Linds Album”: „Folkesangen har en Verden inde” . . og under „Paa Kirkegaarden” de dunkle ord til Fritz Petzholdt.

I „Nye Eventyr” Andet Bind, Første Samling, 1847[39] står der på bagsiden af hæftets forside:

Min kjære lille Veninde
Therese Bournonville
fra hendes Ven H.C. Andersen

og i „Ahasverus”,[40] der udkom ved årsskiftet 1847/8, står øverst på det medindbundne omslag:

Frøken Augusta Bournonville / fra hendes gamle Ven og Digter.

Iblandt de 72 breve fra Aug. Bournonville til G. F. Törner, der var kasserer ved Kungl. Teatern i Stockholm, og som findes i Daniel Fryklunds samling, findes et af d. 24. feb. 1848, som er offentliggjort i Collection Fryklunds „Musica”, Hälsingborg 1929, hvori Bournonvilles iltre sind går ud over Jenny Lind. Der står bl.a.:

Det vil ikke fattes Arbejde for den lille Norberg,[41] jeg glæder mig til at fornye de for hende saa nyttige Lectioner. Jeg haaber at hun ved min Haand skal optræde paa en Maade, der skal give min charmante Jenny Lind en Dementi i den første Sætning af hendes Motiver til sit Løftes Tilbagetagen. – Jeg har ikke kunnet tilbageholde et Smil ved hele Historie: Jenny er vel rask til at gjøre Tilbud, som Ingen forlanger af hende; Jeg havde bedt hende om et ganske lille Engagement for Mlle Norberg, og hun besvarer det med at indbyde ikke alene hende, men min Hustrue og min Datter til sig. – Vi betakkede os, vi kunne vel have Glæde af hendes som Gjæst, men ikke som Vertinde, dertil er Nattergalen for lunefuld. – Dog, netop Norbergs beskedne Talent, Skønhed, Væsen og Fordringer, kunde hun have været sin store Landsmandinde uforargelig, og da der kun var Question, om at see god Dands og modtage gode Lectioner, saa behøvede Jenny ikke at anstrænge sit Kjenderblik for at opdage, at det Lys der staar under Skæppen, ikke kan brænde som det der sidder i Stagen, ei heller at begaae en Indelicatesse der var ligesaa uqvindelig og uchristelig som uopdragen og ugrundet. – Jeg kan godt begribe den stakkels Charlotte, i den Kunstkreds hvori hun befinder sig, ikke kan udfolde sine Vinger, men Gud har givet hende Fuglens Lethed som den har givet Jenny den klare Strube. Jeg illuderer mig ingenlunde om hendes Værd som Danserinde. Jeg har aldrig sagt at hendes Talent vilde henrive den hele Verden, men jeg vover at paastaa, med lige saa stor Bestemthed som jeg forudsagde Jennys Berømmelse, at Charlotte Norberg maa behage overalt hvor man sætter Priis paa ungdommelig Ynde og Lethed, tilfredsstille enhver der forstaaer sig paa virkelig Dands, og man kan sætte hende paa hvilken Scene man vil, hun skal overalt gjælde for en god Dandserinde. Denne Dom underskriver jeg ikke som hendes Lærer, men som en Mand der har Øine i Hovedet og Hjertet paa det rette Sted. For Resten anseer jeg ikke Sagen for noget Betydeligt for Norberg. Naar hun engang skal reise, vil der nok findes Lejlighed, og derfor raader hverken Jenny Lind eller dem der tuder hende i Ørene. – Dog vil jeg bemærke, at Deres Forlovede ikke bør have sin Tanke for meget vendt mod Udlandet; hun bør holde Modet og Lunet vedlige og af al Magt søge og forbedre sin Stilling i Sverrig. Hendes Skæbne synes ikke at ville føre hende til en larmende Lykke, hun er af den Slags Blomster der trives i den stille Urtegaard og hvem veed om hun ikke kan vente en langt blidere Fremtid end hine verdensberømte Virtuos-inder. — See, Jenny Lind har nægtet en ung Kunstnerinde, der havde saa meget Godt tilfælles med hende selv, sin Bistand, som hun i et velinspireret Øieblik selv havde tilbudt; medens hun udøser sit Talents Skatter for et Academie for unge dydige Sangerinder!!! men den Dyd som hedder Taknemlighed vil ikke blomstre der, og jeg spaaer, at sine dybeste Krænkelser vil Jenny høste fra en Kant, hvor hun venter Udødelighedens Løn. – En eneste glimrende Prima-Donna udsprungen fra den projekterede Sang-Skole vil være nok til at besaa Jennys Alderdom med Ligegyldighedens og Forglemmelsens Torne. – Nok herom indtil videre.”…

Nu kender jeg ikke Jenny Linds løfte eller Bournonvilles direkte reaktion; men i et brev formentlig fra begyndelsen af 1848 skriver Jenny Lind til Helene Bournonville[42] bl.a.:

„Angående Mlle Norberg vill jag hjelpa henne i hvad jag kan. jag går nästa år åter till London – jag kunde ej göra annat ty Sennleg / skal sikkert være Selinder[43] höll på att gå under eljest – ock kanske tager jag hende med dit for att se på Baletten, skulle jag göre min älskade Helene någon tjenst med at skaffa Augusta detsamma. jeg har et trefligt hus, stort nog att herbergera Augusta och hennes Tante Ja – till och med hennes Moder – så vore detta mig en värklig glädje; och någon kostnad for Eder kommer naturligtvis ej i fråga. Balletten i London är syperb. söta Helene sänd de saker som finnas öor mig hos dig i Köpenhamn så fort du kan till Hamburg, d.v.s. Altona Consul Arnemann, Palmaille No 8. Men söta min vän, packa väl in mina vakra taflor. blif ej ledsen på mig som besvärar dig – och nu farväl – tusinde hälsningar till alla från Eder i alla tider sannt tilgifna

Jenny Lind.

Måtte du haft nöje af din Pariser-resa. gjör Augusta framsteg? kom i håg hvad jag sade om London ock henne.”

Man kan ikke heri finde Grund til August Bournonvilles Vrede. Måske skal den søges tidligere i brevet, hvor hun skriver:

„Goda Hélène – jag har talat med Herr Sennleg / se ovenfor / om Herr Bournonville. nu er saken den, Sennleg har engageret på år Ballet-mastere och kan for närvarende ej engagera någon annan, i synner-het som Balletten är numera mindre af vigt / förut spelade den en vida störra rôle / sedan jag detta år lyckats draga upp Operan. men Herr Seneleg skulle göra hvad han kunde och låfvade mig att tänka på Herr Bournonville då han behöfde en talangfull Balletäåstara. Gifve Gud jag hade kunnat gjort mer i denna sak. men kanske nästa år medför några resultater. Till Wien reser jag ej mer. och der finnes ingen Ballett vid den Theatern der jag sjungit, och den andra kan intet tåla mig emedan jag ej tagit Engagement vid den – och hvar gång jag varit i Wien gjorde den Theatern dåliga affairer. så i Wien kan mitt inflytande ingenting uträtta. jag har dessutom aldeles slutadt i Tyskland, det värste är att for närvarande äro alla gode Balletmästare Engagements besatte. Men nog bör Herr Bournon-ville finna Engament hvar som helst.” -…

Eller i hendes brev af d. 14. feb. 1848[44] til samme, hvor hun efter mange kærlige ord til hende, skriver:

„Et är säkart, ok det är: jeg är mer född at fullgöra min bestämmelse som qvinna än som artist.”

Heri skriver hun videre:

„Att Augusta gjort höger om frapperade mig grufligt i början, ty nog var det både ett stort beslut att låta henne beträda den slippriga banan / synnerligt som dansös och äfven att taga henne ifrån den – men nog tycker jag att hon kommit undan mycket ondt och du är visst uegnare öfver hennes framtida öde nu. måtte hon bara ej fäst sig för mycket vid den tanken, hon tycktes ju ha så mycken håg för dansen – men en stor belöning för alt ditt sträfvande bör det dock vara att afskyn för det omoraliska kom henne att mista lusten för hela ståten. ja, Helene. Herr Bour-nonville talade altid så mycket om Paris – jag tänckte altid på det samma som gjort Augusta modfäld – ty är man hatare af last – så intet engagerer man sig i Paris vore det än 10 gånge grannare der.”…

Det blev dog snart glemt igen, og kærligheden til hustruen strømmer over i alle brevene, som f.eks. i et brevfragment formentligt fra 1849:[45]

„Jag kommer så lifligt ihåg våra trefliga aftnar i ditt gästfria hem, ok prisar mig lycklig som fått 2 gånger varit din tacksamma gäst. Får jag bo hos Eder en gång till? om rummet är än aldrig så litet, det gjör ingenting, blott ditt ansikte är lika klart ok vänligt! ak! det bäste i hverdlen är dock goda menniskor ok ett trefligt familjelif. – den skönaste tafla är en mor sådan som Du med dina barn – t.?. Therese då hon dansar i sina blå strumpor, och ej törs annat än göra sine pas ordentligt, få se om hon ej blir en blå strumpa med tiden. Hon ser mig så ut i ögonen. Gud skydde Eder alla! glöm ej bort mig, så är jag nöjd eftersom man ändå är en stor Egoist i hverlden. – hälsa Anderssen om han åter är hemkommen, och säg honom att jag visst ej glömt bort honom fast han på länge ej hört af mig, och att hans brev kom så sent att jag ej mer visste hvar han öppehöll sig. söta Hélène, hälsa honom, jag formoder att ni dock umgås. –

Nu hoppas jag att jag talt nog om mig. visa mig nu att du håller af mig, och skrif bara om Dig och de Dina. Mitt hjerta slår varmt för Eder alla! och jag är ur stand att nånsin kunna uphöra med att vara din

Dig sannt älskande och tilgifne Jenny Lind!’

Igen d. 2. maj 1850[46] skriver hun:

– „Du min söta älskade Helene!

Det var icke als ledsamt att få underrättelser från Eder mina käraste Vänner; och jag har ej samvete att låta en enda dag gå förbi utan att tacka min söta, älskvärda Hélène som skref ett så snällt bref till sin gamla vän Jenny!” Senere heri: „är du glad och nöjd att Augusta upgaf Dansen? hur mår unge Herrn? har du fått en hälsning från mig nyligen genom Herr Gade? hur mår vår vän Andersen som aldrig låter höra af sig? …

Jag har för alla tider lämnat Theatern – ok jag år så lycklig sedan dess, att jag har ej ord derför! säg detta åt min gode Herr Bournon-ville.” ….

Det er jo ikke helt nyt, hvad hun skriver; men man føler, at der ligger alvor bag.

Helene Bournonville har efterladt sig en yndig stambog,[47] der er ført igennem mange år, og som i høj grad fortæller, at hun og hendes mand havde mange, prominente venner. H.C. Andersen skrev allerede i sept. 1843 et 14 liniers vers som er optrykt i hans „Digte” 1854,[48] og som dr. phil. Jens Kruuse gengiver de første 4 linier af, desværre med en lille fejl, i en nydelig helsides-artikel i Jyllands Posten,[49] da han havde haft lejlighed til at beundre dette album fra „vor Kunsts Guldalder i forrige Aarhundrede”.

H.C. Andersen. 1845. Tegnet af I. W. Gertner.

August Bournonville har selv digtet heri d. 13. april 1844:

Paa hvert et Blad i Livets Bog jeg finder
Dit kjære Navn min Vandrings Aand!
Saa lad da her blandt dyrebare Minder
Den første Side tegnes af min Haand.

Foruden bidrag fra tidens fornemste skønånder og komponister samt mange tegninger, ja hele malerier, bl.a. af Edv. Lehman 1849 og 1870, i mellemtiden havde han endda været blind, af Anton Melbye 1845, af Petzholdts ven L. Gurlitt 1856 og flere andre, finder man en yndig lille strofe af Jenny Lind 1845 og 33 år senere, altså 1888, efter hendes død, af hendes mand, Otto Goldschmidt, der under sin lille strofe tilføjer: „Ein altes Lied an Jenny”. Ak ja!’ han der var 10 år yngre end hun, og som først døde 1907, var den gang rundt omkring for at søge minder om hende.

Det er så heldigt, at man kender udseendet, omtrent på samme tid, af de to mænd, der kom til at spille en rolle for Jenny Lind under hendes besøg i København, hvor hun blev tegnet af Edv. Lehmann. Maleren J. W. Gertner har foreviget H.C. Andersen i 1845 som stående laps, og gengivelsen her er efter et nytryk af en radering, som Magn. Petersen lavede i 1864. Og Andreas Kolberg har i 1842 modeleret en gipsbuste af August Bournonville i 1842. Jeg har givet den til Theatermuseet, og den blev kopieret i bronce af firmaet Laur. Rasmussen, købt af en lille familiekreds, der så skænkede den til opstilling i „Musee de l’Opera” d. 22. april 1958 til minde om danseuddannelsen i Paris 1824-1830. Gengivelsen her er efter broncebusten. Ved et besøg i England hos Charles Dickens i 1847 traf H.C. Andersen atter Jenny Lind og blev ligesom hun modelleret af den berømte billedhugger Joseph Durham.[50] Disse to buster stod i sin tid i hans værelse hos fru Anholm i Nyhavn[51] og er nu på hans museum i Odense. Durhams buste, der er afbildet i „H.C. Andersens Brevveksling med Edv. og Henriette Collin” og siges at være modelleret på en time; men H.C. Andersen fandt den så mageløs smuk. „Saaledes bliver mit Ansigt i en højere Verden!”[52]

August Bournonville. 1842. Modelleret af A. Kolberg.

I årene 1849 og 1850 sendte H.C. Andersen sin operatekst „Brylluppet ved Comosøen” og eventyr-comedien „Ole Lukøie”[53] med dedikationer til Bournonville, og medens han var morsom i den første:

Vennen, Balletmester, Ridder af
Danebrog, „den bedste Skaffer
ved Brylluppet” – A. Bournonville
fra
H.C. Andersen.

-var han mere formel og traditionel i den anden:

Balletdigteren
A. Bournonville
Ridder af Danebrogen
med Venskab og Hen-
givenhed
H.C. Andersen.

Denne comedie blev for første gang opført på Casino.

Imellem dem sendte han „De to Baronesser”[54] til:

Den geniale Balletdigters hjertelige og elskværdige Kone bringer jeg min Julehilsen. H.C. Andersen.

Og i April 1852 sendte han sine „Historier”[55] med den karakteristiske og ofte benyttede Vending:

En lille Bouquet i
den stille Uge bringes
den elskværdige
Fru Bournonville.

Desværre er disse „Historier” bundne ind sammen de to „Nye Eventyr”, der tidligere blev givet til Augusta og Therese Bournonville, ja, endog med „Tre nye Eventyr og Historier” fra 1870, dog uden dedikation.

Og endelig i slutningen af 1854 sine “Digte”[56] 1. og 2. deel til sin veninde med følgende lange dedikation på smudsomslaget:

Den elskværdige
Fru Helene Bournonville
bringes denne Bouqet med
Bøn om den maa følge
hende i Sommer til Kejserstaden
og venligst erindre hende om
Forfatteren.

Juleaften hjertligst og ærbødigst H.C. Andersen.

Med min bedstemoders skrift står der på bagsiden af smudsomslaget:

Henry Tuxen til / Erindring om Oldemoder / Helene Bournonville / 1895. Derved fik jeg min første egentlige Indvielse i min Interesse for H.C. Andersen og tillige et Minde om min eneste oplevede af „Olde”generationen, som jeg endda kan huske. Men „Digte” har endnu en Tilknytning til mig, idet der i 2′ Del under „I Brudehuset” staar to Bryllupssange som Nr II og Nr III endda paa samme Side, nemlig først d. 3. April 1851, Bryllupssang til Frøken Louise Jacobson og Hr. Proprietær Vilhelm Wolfhagen, og dernæst d. 21. April 1852, Bryllupssang til Frøken Augusta Bournonville og Hr. Pastor M. P. Tuxen – alle mine Bedsteforældre!

Hvordan Augusta Bournonville har lært Louise Jacobson at kende, vides ikke; men H.C. Andersen kan have været mellemleddet, idet hans ven Fritz Petzholdt var broder til Louise Jacobsons moder; Edvard Lehmann kan også have været mellemled, da han har tegnet Louise Jacobson, hendes søskende og senere hendes børn; de to bedstefædre, hofsignetstikker S. A. Jacobson[57] og balletdanser Antoine Bournonville[58] er begge malede med et års mellemrum i 1785 og 1786 af den svenske maler Per Krafft d.æ. uden at man har kunnet finde forbindelse imellem dem, og endelig var jo København og også Stockholm meget mindre den gang.

Augusta Bournonville har skrevet i Louise Jacobsons stambog d. 1. april 1851;[59] altså et par dage før brylluppet:

I din Stambog seer jeg at du gjemmer
Hist og her en duftende Bouquet
Den en Yndlingspolka vist istemmer
Som du svæved i glad og let.
I hver Blomst du kjærlig lukked inde
Fra din Ungdoms fagre Vaar du finde
Et Minde!

Det er ei med Barndomsmelodier
At vort hele Liv bør vugges hen
Kjærlighed din Vandring nu indvier
Og dit Fjed ledsages af en Ven.
Lad dog ei din Stambogs Duft forsvinde;
Gjem i disse Ord om din Veninde,
Et Minde.

Man havde stambøger den gang, så man måtte jo digte; men måske har digterinden fået lidt hjælp af sin alsidige fader.

H.C. Andersen skriver morsomt og sørgeligt nok d. 21. april 1852[60] til fru Bournonville:

„Er det ikke kjedsommeligt for mig, jeg har faaet „de røde Hunde” og Lægen siger mig at jeg i det mindste idag maa holde mig inde for at see hvorledes det bliver; netop i Dag blive inde! – jeg vilde strax i Morges have skrevet, men havde da endnu ikke min lille Brudesang, først nu kom den fra Bogtrykkeren, den vil De paa passende Tid lade omdele og afsynge, jeg er da saaledes med aandeligt, som min Tanke er det med de bedste og inderligste Ønsker for Brud og Brudgom; tryk deres Hænder fra mig og bring Deres Mand min Tak og Hilsen; Lykke og Velsignelse i Brudehuset!

hjerteligst H.C. Andersen.

E.S. De to, med rødt Hefte omgivne Sange, bedes overrakte Brudeparret !

Det ene, røde hefte ejer jeg!

At også min bedstemoder Tuxen efterlod sig en stambog[61] tilføjer jeg som en selvfølgelighed; den er naturligvis ikke så overdådig som moderens; men man må jo huske på, at Augusta Tuxen blev præstekone, og der færdedes ikke så mange prominente personer på Als og senere i Esbønderup; men i stambogen findes af interesse det digt, som H.C. Andersen skrev til hende efter „Børnefesten”, og Jenny Linds visitkort. Endvidere en bedårende miniaturebog, „Tegnebog for Dukker” med små, farvelagte tegninger af Edv. Lehmann fra festen i Kongens Have for de hjemvendte soldater fra Slesvigskrigen, og som August Bournonville arrangerede.

I sommeren 1851 malede Edv. Lehmann de to søstre, Augusta og Charlotte Bournonville med det elskede Fredensborg som baggrund,[62] og i blændhvide krinoliner står det smukt op mod den blå himmel. Året efter kom billedet på Charlottenborg-udstillingen.

Augusta Bournonville og Charlotte Bournonville. 1851. Malet af Edv. Lehmann.

I foråret 1852 tegnede Lehmann hele Familien Bournonville[63] til Augustas bryllup, d. 21. april 1852. Denne tegning viser Lehmann på sin højde; man skal lede længe efter en smukkere gruppe; opstillingsmæssigt og lighedsmæssigt er den ypperlig; og det er en skam, at Lehmann ikke har efterladt sig optegnelser, så resultatet er blevet, at han er blevet lidt stedmoderligt behandlet i dansk kunsthistorie.

Farvelagt tegning af Familien Bournonville 1852. Tegnet af Edv. Lehmann. Figurerne i billedet er fra venstre til højre: Vilhelmine B. (Plejedatter), Mathilde B., Edmond B., August B., Therese B., Eva Suell, Helene B., Charlotte Håkansson, Charlotte B. — De tre afbildede ældste døtre, hvoraf Charlotte B. senere blev kammersangerinde, døde alle ugifte. Therese B. blev senere gift med søofficeren Otto Irminger, medens sønnen Edmond B. blev læge i Sverige og gift med Doris Ahlmann. Eva Suell, f. Håkansson, er søster til Helene B., f. Håkansson, der var gift med August B. Deres moder er Charlotte Håkansson, f. Hultmann. – På væggen bag Eva Suell ses svagt billeder af August B.’s forældre, ballet-danseren Antoine B. og hans anden hustru Lovisa B., f. Sundberg, malede af Louis Aumont, samt til venstre herfor den som billede 6 viste Augusta B., til hvis bryllup familiegruppen er tegnet.

D. 2. december 1852 skriver Jenny Lind fra Dresden[64] til:

„Min aldre som sötaste Hélène. Det är så stor glädje när gamla vänner hålla ut och icke glömma bort hvarann, ock detta har du bevisat du snälla goda Hélène idet du sände mig ett så yndigt bref som det siste. Jag hade länge tänkt att låta höra af mig emedan jag i troget minne bevaret alias Eder vänskap ock godhet för mig ock väl kände på mig att mina gode vänner Bournonvilles vore berättigade att af mig sjelf något erfara om min nuvarande förandrade ställning i lifvet.

Jag har åter tilbringat 3ne stormiga, betydelsefulla år sedan jag sist skref Dig till från Lübeck, mycket har jag sett ock mycket erfarit. Jag fann för nödvändigt att bestämma mig för något visst: endera lefva uteslutande för ett religiöst välgörande lif – eller -försöka slå det tilsammans med Giftermål. Få se hvad Vår Herre ämner med mig. inga verdsliga afsigter förledde mig till detta steg, endast önskan att vara nyttig ock lefva för andra ock så hoppas jag Gud hjelper oss. Min man är mycket god ock mild olyckligtvis är han mycket yngre än jag, ock det tycker jag ej om, men betraktar man saken från en högre synpunkt, hvilket jag gjorde när jag tog honom, så betyder ungdom föga. icke annat jag vet så har jag ännu min röst i all sin friskhet qvar, ock det är mig en stor glädje.

Det gläder mig innerligt att du ock de dina må väl ock frodas. att din äldsta Dotter är gift hörde jag i somras i Hamburg, måtte Hon vara ock förblifva lycklig! ock du skall nu bli mormor? ha! ha! är du också viss på att ingen liten onkel eller moster ännu kan komma i antågande för det lille tilkommande barna-barnet? hvad mig beträffer så mår jag Gudi-låf väl, ock önsker ingen tilökning i ansvar ock bekymrer så länge det behager Gud at låta oss vara allena, de ofödde äro dock säkre för sorg ock smärta hvoraf lifvet är så öfverfullt!

Jag förlorade min moder under det jag var i Amerika, ock det var et bittert slag for mig att icke kunna vara närvarande vid hennes sista stunder.

Amerika är ett stort ock Intressant Land. en ny hverld. man ser ock erfar der på ett år mer än på 20 i Europa. Jag är mycket nöjd att ha gjort den resan ock att ha sett Havanna med sin gudomliga himmel ock härrliga Palmträd!

Jo! Jo! gamla bli vi nog litet hvar. Anderssen gråa hår! hur bär sig han en sådan olycka? om du skulle råka honom så bed honom trösta sig deröfver att jag också har blifvit en rigtig käring med rynklor ock skrynklor.

Nu, adieu! Gud vare med Eder. hälsa min gode Heer Bournon-ville samt alle de Dina från

Eder sannt tilgifna Jenny Goldschmidt född Lind.

Og igen gik der nogle år, idet det næste, bevarede brev er dateret d. 19. nov. 1855 fra Paris.[65]

„Min älskade Fru Hélène!

Det var ju ett rigtigt complet kärleksbref du skref till mig från 4ten Stock 1019 Wahlfishgasse! se det kaller jag at hålla ut lunken – om du minned hvad „lunken” på svenska betyder?[66]

Jag tacker så aldra ödmjukast för så mycket nam-nam. det smakte rätt bra! du söta snälla Hélène, är du ännu så skälmsk? som du var sist jag såg dig? är du aljemt en sådan Gebieterinn i ditt hus som då? har du ännu samma händer ock samma hår som då? ock har du intet blifvet spritt sprängande högmodig öfver di vackre pojke? – Annat folk har också en pojke! Fast han hitter på att blifvit något brednosig, så tar han sig ändå äåt bra ut, ock är fet ock frodig ock pratar ock springer ock klänger hela dagen ! –

Bra gärna ville jag se dig ock dina Barn, kära min älskeliga Hélène, din Edmund (?) har jag ju aldrig sett ock han skall vara en sådan klenod! Gud bevare honom ock alla dina kära planter från alla häftiga både Physiska ock Moraliska Nordanvindar ! ……

Hvad det gläder mig att Ni köpt ett litet ställe på landet![67] intet är bättre än att lefve i stilhet ock med Naturen til dagligt sälskap.

det skal göra din Edmond godt. ock Augusta som är så flitig! stor glädje att hon är lyckligt gift, Fru Mormor! “

I dette brev omtales H.C. Andersen slet ikke.

D. 27. dec. 1854[68] skriver han det sidst bevarede brev hos mig til:

„Kære Fru Bournonville! Juleaften sad jeg mutters ene hjemme i en mørk Krog, mit ene Øie var sygt, det har til i Dag holdt mig hjemme, saa at jeg har prøvet en meget kjedelig Juul; om jeg endnu imorgen endelig skulde faae Lov til at komme ud er uvist og jeg maa derfor helst bede Dem ikke at vente mig til Caffe imorgen, Torsdag, som Aftalen var, men lige saa venlig at see mig en af de følgende Dage. Hils hjerteligt og smukt alle Deres Kjære.”

Som man ser desværre et ret dagligdags brev. At han led af mange sande og mange indbildte sygdomme, ved de fleste, ligeledes at han elskede at komme ud blandt andre mennesker.

Midt på året 1855 sendte han „Mit Livs Eventyr” til ægteparret Bournonville, og da han selv var bortrejst, da bogen udsendtes, havde han bedt A. F. Drewsen[69] vedlægge nogle løse ark i dedikationseksemplarerne, således står flg. dedikation på et dårligt tilklippet, blåligt blad:

Min Ven
Ballet-Digteren
A. Bournonville
Ridder af Danebrogen
og hans elskværdige Hustru
bringes som en Bouquet disse
Livsbilleder af Deres
trofaste hengivne
H.C. Andersen.
Kjøbenhavn i Juni 1855.

Det er den eneste dobbeltdedikation; men det var jo også en vægtig bog.

I 1861 sendte han sine „Nye Eventyr og Historier”, Anden Række[70] til

Ballet-Digteren
A. Bournonville
Ridder af Danebrog
fra hans Ven og
Beundrer
H.C. Andersen

, og i 1865 tilegnede han sine „Nye Eventyr og Historier”, Anden Række, Tredie Samling:[71]

Balletdigteren
August Bournonville
med Venskab og Beundring
tilegnet.

I april 1870 sendte han „Tre nye Eventyr og Historier”,[72] der var tilegnede:

Min trofaste Ven
i tunge og gode Dage
Etatsraad Edvard Collin
hjerteligst tilegnet

, og med følgende dedikation:

Blomster fra min Digterhave bragt til Solskinnet i Balletdigterens Huus: Fru Helene Bournonville.

Smukt og karakteristisk!

I december 1871 sendte H.C. Andersen sine „Nye Eventyr og Historier”, Med illustrationer efter originaltegninger af Lorenz Frølich, Andet Bind,[73] med den mere almindelige dedikation:

Balletdigteren
A. Bournonville
fra hans Ven og Beundrer
H.C. Andersen

, der bortset fra det manglende Ridder af Danebrog, hvilket han ellers var meget nøjeregnende med, er identisk med en 10 år ældre. Og endelig sendte han ham i 1872 de nu sammen indbundne „Eventyr og Historier, Ny Samling” og „Nye Eventyr og Historier” 3. Række, Anden Samling,[74] som man skal være lidt af en detektiv for at finde rundt i, og hvor digteren selv har tabt noget af sin opfindsomhed i dedikationerne, der lyder:

Vennen, Balletdigteren
A. Bournonville
fra hans Beundrer
H.C. Andersen

, og:

Balletdigteren
min geniale trofaste
Ven Hr. Bournonville
hjerteligst fra H.C. Andersen.

Tæller man disse dedikationer op, når man til 10 til balletmesteren, 4 til hans hustru, hvoraf en sammen med ægtemanden, 3 til datteren Augusta og 1 til datteren Therese. De atten til en familie viser jo et varmt og langstrakt venskab.

H.C. Andersen skrev d. 14. dec. 1856 et langt og morsomt brev[75] til Charlotte Bournonville, der var nede i Milano for at uddanne sin stemme.

„Kjære Frøken Charlotte Bournonville!

Deres Forældre have sagt mig at det ikke vilde være Dem imod om ogsaa en lille Brevdue fra mit Buur i „Nyhavn” fløj til Dem i Juleugen, og altsaa kommer een! og under dens Vinger binder jeg Hilsener fra alle Collins, særligt fra Fru Drewsen. Jeg vil haabe De gaaer i Solskin, der straaler tilbage fra Alpe-Sneen og Milanos Marmordom; vi her hjemme vandre i det meest slappende dyndvaade Veir, Alt i Regn og Søle; de brede Stene her paa Fortougene have deres fyldte Vandbeholdninger, her er et Veir for Frøer og jeg kan ret tænke mig at disse sige: „Der er dog Ingen i Verden der har et deiligere Climat end vi, man kan næsten svømme!” – Dog ved Nyt-aarstid, faae vi vel Frost, rimeligviis med Blæst og skarpe Vinde, saa man har en Fornemmelse af at blive beklippet af en Havesax. Alle disse Jeremiader lader jeg „flagre som de vil”, for at lægge lidt Dæmper paa Deres Jule-Hjemvee! – Jeg vil haabe De har et hyggeligt Hjem i Mailand, hører smuk Musik i La Scala, og selv er fuldkommen vel! – At Deres Fader snart glæder os Alle med en ny Ballet „I Karpaterne”, veed De vel fra Familien, jeg kan sige Dem om Theatret at blandt det Interessanteste her er Forestillingen af Holbergs „De Usynlige”, hvori Wiehe ganske hæver „Leander” op til en Romeo, og virkeligt giver den holbergske Elsker et ganske anderledes menneskeligt indtagende Væsen end vi før tænkte os denne glosetalende Skikkelse. – Mit nyeste Arbeide er en Roman: At være eller ikke være.[76] – (To be or not to be). Det er et Indlæg mod Materialismen, en Bro mellem Tro og Viden. – Helten i Bogen drømmer, som Lille, at han som Aladdin stiger ned i Hulen og henter den forunderlige Lampe, men da han kommer hjem med den, er det hans Moders gamle Bibel. I Bogens Slutning, efter Livets Kampe, erkjender han at han som Aladdin steeg ned i Videnskabens Hule og saae alle de glimrende Skatte, han greb der Religionens Lampe, og ret beset, det er den gamle Bibel. løvrigt er det en livlig skrevet Bog, Scenen er i Kjøbenhavn og paa den jydske Hede, og Bogen udgjør tre Dele. –

Pianistinden Clara Schumann er her i denne Tid, hun boer hos Tuteins og har spillet paa 4 Concerter i Musikforeningen og i to for sig selv; det er et mageløst Spil og et udmærket Program. Operaer havde vi iaar kun faaet Joseph, Fra Diavolo og Regimentets Datter, men vi vente paa „Luzia”. Høedt skal udføre Salomon de Caus, De kjender vist Dramaet af Munck ? –

Jerichau arbeider paa sin Marmor-David, der skal staae udenfor Frue Kirke, som Sidestykke til Bissens Moses; den lænkebundne Slavinde af Jerichau, tilhørende Tuteins er i disse Dage kommet her til fra Rom, det er et smukt Arbeide. – Dette er omtrent min hele Nyheds Pose, Deres Moder og Søster sender vel bedre Proviant, men medens jeg ryster alle disse Sager i, er det som jeg var i Besøg hos Dem, seer Dem lyslevende, og tænker at høre Deres Stemme løfte sig stor og klangfuld gjennem Rummet. Jeg har ingen Bekjendter i Milano, men kjender maaskee De Digteren Mansoni og mit Navn har naaet ham, saa bring ham min Hilsen og siig, det vil maaskee dog have en Slags Interesse for ham, at jeg har behandlet i en stor komisk Opera, de første Capitler af hans fortræffelige „I proe-messe sposi” og den er med en smuk Musik af Gläser opført her, De husker Navnet er: Brylluppet ved Comersøen.[77] Iøvrigt hilser jeg Marmordomen, Porta Scipione, la Scala Og den hele deilige Forgaard De er i ved la bella Italia; mueligt flyver jeg næste Aar derned, men De er vel da heroppe under Bøgetræerne, i Fødelandet, det Hjertet altid hænger ved, om endog Trappegelænderet er klamt af Taage og Gaden er smaa Cisterner man maa voltigere over. Men nu har min hvide Brevfugl faaet spættede Vinger nok, alt det Hvide har faaet sorte Runer, i de sidste vil jeg derfor nedlægge mit hjerteligste Ønske for Deres Vel, legemlig og aandelig, gid et nyt velsignet Aar rulle op naar nu 57 træder i Nummer. Send mig en Hilsen i et af Brevene hjem at jeg kan vide De med nogen Fornøielse har faaet dette mit Jule Besøg.

Deres hjerteligt hengivne
H.C. Andersen.

Det er mærkeligt at savne datteren Mathilde, plejedatteren Vilhemina og sønnen Edmond i alle hans breve og dedikationer, ligesom Jenny Lind nok ofte omtaler sønnen Edmond, men også udelader de to søstre.

Ligesom der er en slem brevlakune mellem H.C. Andersen og Jenny Lind, er der også en stor lakune i brevene mellem Jenny Lind og Helene Bournonville. Det kan skyldes mange forhold, som ikke kan udfindes her.

I H.C. Andersens brev af 24. nov. 1871 til frøken Melchior[78] står der bl.a.

„Idet jeg skriver dette, overraskes jeg ved, at Postbudet træder ind med et Brev til mig; det har jeg nu læst, og det var til min Glæde og Overraskelse fra Jenny Lind-Goldschmidt, hvem jeg i tyve Aar ikke har faaet Brev fra. Hun er med Mand og Datter i Florentz Vinteren over. Det var et hjerteligt, dejligt Brev paa sexten Sider.”

Sammen med et par breve fra 1844 og 1845 er det nævnte brev[79] fra 23. nov. 1871 optrykt i Bille & Bøgh’s „Breve til H.C. Andersen” og endelig et fra 11. dec. 1872. I det nævnte brev takker hun for et lidt ældre brev og fortæller en del om sit liv, sine børn og andet og ender med hilsener til Bournonvilles, og i det sidste, der er meget åndeligt, takker hun for tilsendelsen af „Lykke Peer”.

I „Anderseniana” Vol. VII har E. Marquard skrevet om „H. C. Andersens sidste Vilje”[80] og siger om Edv. Collin, der var den ene af eksekutorerne, at han souverænt rådede over hans utrykte breve, der skulde udleveres til C. St. A. Bille og Nicolai Bøgh, selvfølgelig med en udgivelse for øje, og derefter tilbageleveres til Edv. Collin. Han skrev i okt. 1875 til Moritz G. Melchior, der var hans medeksekutor:

„Til Efterretning for Dem og Deres Familie tjener, at jeg anser det for min Pligt at udlevere til alle Nulevende de Breve, der maatte findes fra deres Haand blandt Andersens Papirer. Jeg seer straks efter Underskrifter og sorterer derefter, og Alle kunne stole paa, at Brevene er ulæste.”

Marquard skriver videre, at det vilde have været af den største interesse, om dette brevmateriale var forblevet samlet, selvom det var blevet gjort utilgængeligt for en længere årrække.

Når man læser Jenny Lind-Goldschmidt’s brev af 17. aug. 1877 til herr direktør C. St. A. Bille,[81] hvor hun skriver, at hun har fået hans brev af 14. juli og et eksemplar af „Breve til H.C. Andersen”, hvorefter hun er blevet højligt bedrøvet og disappointend (sic) ved at finde sine privatbreve til Andersen dele skæbne med så mange andre af den hedengangnes venners, og tilføjer, at hans barnlige forfængelighed har tydeligt fulgt ham selv bag den anden side graven, så synes man, at Edv. Collin må have taget besynderligt på den ovenfor citerede opgave, i hvert fald i dette specielle tilfælde.

Jenny Lind-Goldschmidt’s sidste brev til Helene Bournonville af 29. nov. 1877,[82] som skal gengives her, bekræfter i efterskriften fuldtud det foranstående. På grund af denne efterskrift har jeg med en vis ængstelse givet mig i lag med dette arbejde; men da dette, yngste, brev er over 80 år gammelt, har man fået mig til at se bort herfra:

„Bath, Somersetshire.

Min snälleste Hélène!

Du ok Herr Bournonville måste utantvifvel tro att „telegrammet” som afsändes d. 6. sistlidne october aldrig framkommit? Jo! rigtigt nog kom det fram – kl. 12 hade jag det fastän jeg var en timmes järnväg från London! ok i telegrammet stod att det var afställt från

Köpenhamn 1.30! Ja – hvad skall jag nu så langt efter saga om det djupa intryck jag erfor vid att se mig ihågkommen af Eder mina kära, gamla, trofasta vanner, att I till ok med minnas datumet af min födelsedag? Det är aldeles märkvardigt huru minnen från ens ungdom ok fädernesland ok modersmål griper djupare ock djupare in i själen ju aldre man blir – ok Edra kärleksfulla ord kommo aldeles oförstälda utan ringaste fel i stafningen ens! –

Hjertligen ok varmt tacker jag Eder mina värderade älskvärda vänner – ok du, min Hélène har samma oförandrade plats i mitt hjerta som du haft alt sedan jag först såg dig i Stockholm – innan jag nånsin hade satt foten i ditt nya fädernesland! Jag måste för-söka att innan det blir for sent for oss alle ännu råka Eder en gång i lifvet.

Den sistledne 6. October var en fröjdefull dag for mig – Jenny ok jag voro under 3. månaders tid i en liten stuga, hvarest jag synner-ligan var så lycklig, ty jag var bland åkrar ok fält i naturens skote ok omgifven af fågelsång / hvilken är härrlig i England! / Min til-kommne måg, som arbetade Landtbruk icke långt derifrån, kom till oss alla lördager, bodde i byn till Måndagen ok på så sätt hafva de unga tu lärt att närmare känna hvarandra, ok på så sätt knutit bandet dem emellen aldeles fast – ok jag har fått djupare insigt i hans älskeliga solida sinne ok ovanligt lyckliga temperament! Min (man) var i Sweitz ok sände mig äfvenledes ett Telegram – ock så gick dagen i stille fröjd ok gamman. ok härtill bidrogen i mina kära vänner till en stor del!

Jag ville gärna sända dig en Photografi af de unga tu – ok innesluter den härmed. Raymond Maude ser ut som en solstråle i ögonen, ok ett härrligt leende omkring munnen hvilka egenskaper icke kunna återges i en Photografie. eljest är den mycket lik honom. –

Min Ernst är ännu i Hannover där han arbeter snälligt ok har det bästa vitsord om sig. han kommer hem til Jul på 2ne veckor. Jag är for närvarande i Bath – en badort, hvarest man bader äfven om Vintren. Jag var här i somras – ock baden gjorde mig så godt / for Rheumatism i knän – sida ok händer – dock icke till någon hög grad / att jag ville gärna ha 13. á 14 bad, före egentliga vintren in-träder, på det jag må komma lättare igenom den råa dimmiga London luften. Min man har åter börjat sina Bach öfningor hvarest vi instudera classiska verk af prima qualitet, ock en af Prinsessorna hafva slutit sig til vårt samfund. Hon önskade sig mig bredvid sig, ok som jag känner henne sedan hon var en liten flicka – så är det så eget at återförena länken emellan nu ok fordom!! Jenny är mycket lycklig – Walter är stilla ok har svårt att realisera det materiella lif-vet, men är ännu et rigtig barn ! Min kära man är lika om ok tilgif-ven mot mig som Herr Bournonville mot Dig! ok intet vet jag hvad dessa tvende trofaste männer skulle göra utan dig ok mig, min älskade Hélène!! Nu ajö! Herran välsigne Eder ok Edra barn ok barnabarn. Jag förblifver i alla skiften Din sanna trofasta, Eder tilgifne vän.

Jenny Lind-Goldschmidt.

P.S. Du måste låfva mig att icke låta något bref af mig komma ur dina händer, på det att efter min ock din död intet ofog dermed sker – jag är mycket förtörnad öfver Andersens brist på Discretion som låtit sina vänners bref tryckas!!

Om Helene Bournonville var så „söt og snäll”, som Jenny Linds breve viser, eller som det fremgår af den smukke stambog, kan ikke helt opklares. Mit eget, lille, gode indtryk af hende som gammel, hvor jeg selv kun var 5 år, tæller ikke meget med; større vægt kan lægges på Eva Bournonvilles udtalelser, da hun ofte har boet hos hende og kendt hende til hun blev 19 år; hun elskede og beundrede hende højt. En af mine yngre kusiner mener derimod ikke, at hun var så tiltalende, og at de mange lovord i stambogen mere skyldtes hensynet til hendes mand end til hende selv.

Og læser man fru Heibergs breve til A. F. Krieger,[83] der ofte er bedre sandhedsvidner end selvbiografien, og i hvert fald mere aktuelle, får man ligefrem et ubehageligt billede af hende, f.eks. i brevet af 5. juni 1872, hvor hun skriver:

„Balletten havde sin Forestilling igaar til Indtægt for dens Pensionskasse. Balletten „Valdemar” blev givet for udsolgt Huus. Jeg har oftere tænkt, at jeg gerne vilde yde lidt til denne Kasse, og sendte derfor af de Penge, De ved, jeg raader over til Theatrets Brug 100 Rd. for 4 Billetter.

Herpaa fulgte en rørende Skrivelse fra Bournonville, og hans Kat af en Kone, der næppe i de sidste Aar har villet hilse mig, fordi jeg ikke finder Datteren at være et Genie, overslikkede mig i Parquettet med en saadan Salve af Smiger, at jeg virkelig tilsidst nær havde faaet Qualme og halvveis nær havde fortrudt min Opmærksomhed og ønsket de gode Tider tilbage, da hun ikke vilde kjendes ved mig. Uh! hvilke Mennesker!”

At hun heller ikke kunde lide Bournonville, fremgår allerede af hendes brev af 23. sept. 1865:

„I „Dagbladet” for i Fredags staar der et plat og plumbt Angreb …. underskrevet A. B. Mon Fanden er faret i Bournonville? Det kunde ligne ham paa Et nær; der staar ikke et Ord om ham selv.”

Som det er skrevet tidligere, hørte fru Heiberg ikke til i denne kreds.

Robert Neiiendam siger i sin bog om Johanne Luise Heibergs indsats som instruktør, at Bournonville har fældet den hårdeste dom i „Mit Theaterliv”.[84]

I brevene skriver hun også nedsættende om Jenny Lind, f.eks. kunde hun ikke lide, at denne lod sine børn opdrage til Engelsk-mænd,[85] ej heller at hun ikke gjorde Weyses toner bekendt i Europa.[86]

Om H.C. Andersen skrev hun:[87]

„som var jeg en daarlig, forfængelig Quinde, et Sidestykke til H.C. Andersen.” Og i et andet Brev[88] kalder hun ham „Bløddyret Andersen”.

Hun var sikkert bitter på sine ældre dage, og hun havde lignende grund som Jenny Lind,[89] da hun i Bille og Bøgh havde læst i et brev fra H.C. Andersen til Henriette Hanck, som dog forlængst var død: at:

„kun Fru Heiberg og maaske Jomfru Grahn kunde jeg blive forelsket i.”

Det var nu nok ment som spøg!

Nå! Kunstnere er jo følsomme, og jeg har som amatør kun tænkt på at riste en lille erindringsrune om nogle af dem, som skæbnen og familieskabet har bragt mig i berøring med.

 

Noter

Bibliotekar Erik Dal, som har tilsynet med Holger Laage-Petersens enestående H.C. Andersen-Samling på Det kgl. Bibliotek, besøgte mig engang og så min betydeligt mere beskedne samling, og han tilskyndede mig til at benytte mit materiale til at skrive denne artikel, da H.C. Andersen-materialet efterhånden vilde ebbe ud. Korrespondance med og besøg hos „Anderseniana”’s nuværende redaktører, direktør Svend Larsen og overbibliotekar, Dr. phil. Helge Topsøe-Jensen, vore vel bedst bevandrede H.C. Andersen-kendere, gav mig anledning til at få det skrevne optaget i „Anderseniana”, hvor det vel også hører hjemme. Direktør, dr. phil Robert Neiiendam fra Theatermuseet med søn og sønnesøn viste mig mange minder i Theatermuseet. Samtaler med storsamlerne dr. med. Eiler Høeg og overlæge Arne Portman har virket befrugtende, og sidstnævnte har i 1955 udstillet noget af mit materiale på den H.C. Andersen-udstilling, han arrangerede i anledning af 150 året, og som Universitetet stillede lokaler til rådighed for. Forskellige af embedsmændene ved Det kgl. Bibliotek har på forskellig vis kunnet tilrettevise mig, og cand. mag. Øjvind Andreasen har tydet brevene i mit eje og maskinskrevet dem for min nærmere forståelse.

Af Bournonvilles efterkommere i 2., 3. og 4. led har forskellige givet mig anledning til at se, hvad de ejede, og høre, hvad de vidste. Specielt skal fremhæves frk. Eva Bournonville, Stockholm, der har beriget min samling, og som nøje har kendt og elsket Helene Bournonville, og apoteker Paul Bournonville, Ystad, der har skrevet meget om sin slægt, som besidder mange minder om den, og som er den eneste mandlige efterkommer af August Bournonville, som også hedder Bournonville. Disse to er ene om at repræsentere 2. led.

Jeg bringer hermed alle mine hjælpere en varm tak for forstående og nødvendig hjælp.

  1. ^ August Bournonville: „Mit Theaterliv”. 1848-1865-1877-1878. Her Tredie Deels tredie Afsnit: „Biografiske Skizzer tegnede efter Hukommelsen.” „Hans Christian Andersen”. Side 249 f. f.
  2. ^ H.C. Andersen var dengang 14 Aar.
  3. ^ Antoine Bournonville og dennes 2. Hustru Louisa B. f. Sundberg.
  4. ^ H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr” 1855.
  5. ^ Se under 1) Side 252.
  6. ^ Se under 1) Første Deel, tredie Afdeling. Side 245 f. (Digtet 1842.)
  7. ^ H.C. Andersen: „Mit Livs Eventyr”. Rev. Udg. v. H. Topsøe-Jensen. 1951, I Bind, Side 267 f. f.
  8. ^ Se under 7).
  9. ^ C. St. A. Bille & Nikolaj Bøgh, „Breve til H.C. Andersen”, 1877. Side 37 og 43, Kbhvn. 22/12 1837 og 18/11 1844, og „Breve fra H.C. Andersen”, I & II, 1878, Bind I, Side 516. Kbhvn. ? 17/11 1839.
  10. ^ Se under 9) først, Side 50. Wien 10/9 1855.
  11. ^ I Tekstbogen til „Brudefærden i Hardanger” 1853, ejet af Redaktør Sv. Kragh-Jacobsen, staar: „Til mit Hjertes og min Tankes Ven/ „Digteren og Naturmaleren/ H.C. Andersen/ fra/ August Bournonville”, og paa Omslaget til „La Valkyrie”, som Forfatteren ejer, staar: „Temoignage d’affect et d’estimel au celébre auteur danois/ H.C. Andersen/ de la part de son ami & sincére/ admirateur/ August Bournonville/ Copenhague/ à 30 Aout 1869.” Bournonville havde oversat Programmet paa Fransk for „Den internationale arkæologiske Congres”, der under Professor Worsaaes Præsidium fandt Sted i København dengang. Opførelsen fandt iflg. Berlingske Tidende Sted d. 1/9 1869. Meddelt af ovenstaaende Sv. Kragh-Jacobsen.
  12. ^ H.C. Andersen: „Den standhaftige Tinsoldat”, 1838, der som Ballet kom til at hedde: „Eventyr og Billeder”, 1871.
  13. ^ Se Fig. 7: Side 35 i H. Topsøe-Jensen: „Dedikationseksemplarer i den Laage-Petersenske H.C. Andersen-Samling”. „Bogvennen”. Bind nr. 8, ny Række. København 1953.
  14. ^ Berlingske Tidende d. 2. Jan. 1935: „Maleren Fritz Petzholdt fødtes Nytaarsdag 1805.” „Træk af hans Liv og Mystikken om hans Død.” Henry Tuxen.
  15. ^ Johanne Luise Heiberg: „Et Liv genoplevet i Erindringen.” 2 Del, Side 124. 4. reviderede Udgave.
  16. ^ Ejes af Forfatteren.
  17. ^ Ejes begge af Forfatteren.
  18. ^ I Slutningen af Brev fra Jenny Lind af 3/10 1843 (se under 25) sidst) til August Bournonville skriver hun, at hun har faaet sit Armbaand igen i Carlscrona; det var stjaalet fra hende ved en Hofkoncert paa Sorgenfri.
  19. ^ Charlotte Bournonville: „Erindringer” fra Hjemmet og Scenen. 1903. Side 294 f. f.
  20. ^ Christian VIII gav Augusta Bournonville et Guldur med Emaljebagside; ejes af Forfatteren.
  21. ^ Se under 19) Side 38 f. f.
  22. ^ Se under 19) Side 41.
  23. ^ Erik Dal. „H.C. Andersen på 80 Sprog”. 1955. Side 25. „Die grüne Ente” er endda genoversat hos Caralp saaledes: „Le petit canard vert.”
  24. ^ Ejes af Forfatteren.
  25. ^ Det kgl. Bibliotek. Ny Kgl. Samling Fol. 1299 g I og Den Collinske Brevsamling IX samt Ny kgl. Samling 40 3258 A.
  26. ^ I Privateje.
  27. ^ Jenny Lind takker i Brevet af 20/1 1846 Aug. Bournonville for Tilsendelsen af Professor J. L. Jensens Blomstermaleri. Brevet, se under 25) sidst.
  28. ^ Privateje.
  29. ^ Ejes af Forfatteren.
  30. ^ Professor Wichmann og Frue i Berlin var Jenny Linds gode Venner. Branners Bibliofile Antikvariat, her, har i 1958 ejet 75 Breve fra Jenny Lind til Fru Amalia W. og 1. til Prof. W. fra 1846-74 paa Tysk, men saa vidt vides, er H.C. Andersen ikke nævnt heri, skønt mange af Brevene er indholdsrige og ofte intime.
  31. ^ Brevet se under 25) sidst.
  32. ^ Til min elskede Datter/ Augusta/ Souvenir de ton pére/ 1846.
  33. ^ Gengives i nævnte Bog Side 26.
  34. ^ Ejes af Forfatteren.
  35. ^ Ejes af Forfatteren.
  36. ^ Ejes af Forfatteren.
  37. ^ Edmond Bournonville.
  38. ^ I Privateje.
  39. ^ Ejes af Forfatteren.
  40. ^ Ejes af Forfatteren.
  41. ^ Bournonvilles Elev. Sept. 1846-Maj 1847. Og Juli-Sept. 1849.
  42. ^ Ejes af Forfatteren.
  43. ^ Anders Selinder. Balletmester i Stockholm.
  44. ^ Ejes af Forfatteren.
  45. ^ Ejes af Forfatteren.
  46. ^ Ejes af Forfatteren.
  47. ^ I Privateje.
  48. ^ Se under 56).
  49. ^ Jyllands Posten 26/8 1951.
  50. ^ Joseph Durham. Aug. 1847.
  51. ^ Fru Anholm, Nyhavn nr. 67. Begge Buster er pyntet med lyserødt Tarlatan. Georg Nygaard: „H.C. Andersen i København”. 1938.
  52. ^ Elith Reumert: „H.C. Andersen, som han var.” 1925. Side 30.
  53. ^ Ejes begge af Forfatteren.
  54. ^ I Privateje.
  55. ^ Ejes af Forfatteren.
  56. ^ Ejes af Forfatteren.
  57. ^ Ejes af Forfatteren.
  58. ^ Ejes af Forfatteren.
  59. ^ Ejes af Forfatteren.
  60. ^ Ejes af Forfatteren.
  61. ^ I Privateje.
  62. ^ I Privateje.
  63. ^ Ejes af Forfatteren.
  64. ^ Ejes af Forfatteren.
  65. ^ Ejes af Forfatteren.
  66. ^ „hålla ut lunken” = „hålla ut, fortsätta som man börjat, gå på,” meddelt fra „Svenska Akademiens Ordbok” af cand. mag. Frk. Ellen Hartmann.
  67. ^ August Bournonville købte 1855 en Del af Traktørstedet Sommerlyst ved Slotsgade 9 i Fredensborg og opførte derpaa et Hus, paa hvis Forside der staar BOURNONVILLE, og Huset kaldes den Dag i Dag: Villa Bournonville.
  68. ^ Ejes af Forfatteren.
  69. ^ Ejes af Forfatteren. Se „H.C. Andersen”: „Brevveksling med Jonas Collin den Ældre”, Bind II, 1945. Side 96.
  70. ^ Ejes af Forfatteren.
  71. ^ Bogen udkom 17/11 1865. Ejes af Forfatteren.
  72. ^ I Privateje. Bogen udkom 17/12 1869. Ejes af Forfatteren.
  73. ^ Ejes af Forfatteren.
  74. ^ Begge i Privateje.
  75. ^ Ejes af Forfatteren.
  76. ^ Bogen udkom 20/5 1857. Ejes af Forfatteren.
  77. ^ „Brylluppet ved Comosøen”. Se under 53).
  78. ^ Bille & Bøgh: „Breve fra H.C. Andersen. 1878. II Bind Nr. 429. Side 647 f.
  79. ^ Bille & Bøgh: „Breve til H.C. Andersen. 1877. Nr. 193-7. Side 384-392.
  80. ^ 1939. Side 91-93.
  81. ^ Det kgl. Bibliotek. Nyere Brevsamling U.
  82. ^ Ejes af Forfatteren.
  83. ^ Aage Friis og P. Munch: „Johanne Luise Hei-berg og Andreas Fr. Krieger”. 1914-15.
  84. ^ Robert Neiiendam: „Johanne Luise Heiberg.” 1937. August Bournonville: „Mit Theaterliv”. Tredie Deels første Afsnit. 1877. Side 19.
  85. ^ Se under 83).
  86. ^ Se under 83).
  87. ^ Se under 83).
  88. ^ Se under 83).
  89. ^ Bille & Bøgh: „Breve fra H.C. Andersen”. 1878. I Bind Nr. 127. Side 438.

 

©