H.C. Andersen bliver beskyldt for plagiat

I det italienske ugeblad Oggi (nr. 15,10-4-1985) kunne man i begyndelsen af april 1985 læse en sensationslysten artikel om, at H.C. Andersen har plagieret den kendte italienske forfatter Alessandro Manzoni (1785-1873). Netop i år, 1985, fejres 200-året for Manzonis fødsel, og af den grund bliver han naturligt nok studeret med ekstra ildhu. I Milano har kommunen lavet en udstilling: Manzoni, il suo e il nostro tempo (Manzoni, hans og vores tid), hvor også H.C. Andersens operalibretto Brylluppet ved Como-Søen vises. Hensigten er den at påpege sammenhængen imellem Manzonis hovedværk, nemlig romanen De trolovede (I promessi sposi), og den danske digters forsøg som librettoforfatter.

I ugebladet Oggi skriver den italienske journalist Giulio Orecchia blandt andet: »Jeg understreger med det samme, at der indtil nu i Italien ikke fandtes henvisninger til den berømte danskers libretto, at vi er de første, der kommer med nyheden, og at opdagelsen er blevet gjort af den milanesiske musikekspert Mariella Busnelli. Hun har fortalt os følgende: »I begyndelsen af tiåret 1840-50 var H.C. Andersen på en af sine talrige rejser til Italien. Det vides ikke med sikkerhed, hvorledes og hvorfor han interesserede sig for De trolovede, som i årene imellem 1840 og 1842 netop var kommet i flere dele. Sikkert er det derimod, at Manzonis værk gjorde så stort et indtryk på ham, at han, så snart han var kommet hjem til sit fædreland, skrev sin egen version af det. Men han nøjedes ikke med det: i samarbejde med en ukendt komponist fra Bøhmen, Franz Joseph Gläser (1798-1861), omarbejdede han det til et melodrama, der med en vis succes blev opført den 29. januar 1849«. Derpå følger en kort fremstilling af H.C. Andersens forhold til Italien, hvor det ironisk bliver understreget, at for ham var Italien »sangens, drømmens og solens land, hvis uansvarlige befolkning løste alle problemer gennem fester eller landlige dueller. Mandolinerne og tarantellerne var i stand til at overvinde alle problemerne.« I en italiensk oversættelse præsenteres så nogle sider af H.C. Andersens libretto, og til sidst understreges det endnu engang, at »ingen italiener, end ikke Manzoni, har været klar over den danske versions eksistens«. Artiklen er illustreret med fotografier af Alessandro Manzoni og H.C. Andersen samt af syv illustrationer til De trolovede, hvis undertitler gør rede for nogle af de punkter, hvorpå H.C. Andersens libretto adskiller sig fra Manzonis romantekst.

Giulio Oreccios artikel gav mig stof til eftertanke, og i det følgende vil jeg prøve at gøre rede for mine overvejelser.

For det første er det ikke rigtigt, at ingen i Italien var klar over librettoens eksistens. Et meget tydeligt bevis herpå er Alda Manghi Castagnolis artikel I promessi sposi in Danimarca, Andersen e Manzoni (De trolovede i Danmark, H.C. Andersen og Manzoni), der allerede i 1955 – altså for tredive år siden – i Firenze blev offentliggjort i det akademiske tidsskrift: Rivista di letteratura moderna e contemporanea (Tidsskrift for moderne og samtidig litteratur). I den artikel gøres der dels rede for modtagelsen af Manzonis værk i Danmark, dels for forholdet imellem De trolovede og Brylluppet ved Como-Søen. Derudover beskrives modtagelsen af stykket i København i vinteren 1849, hvor det ikke var nogen hemmelighed, at H.C. Andersen havde ladet sig inspirere af Manzoni.

Altså har vi endnu et eksempel på, at de fleste fund ikke er så revolutionerende endda. Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det ikke er umagen værd at omtale dem. Tværtimod kan man efter min personlige mening aldrig gøre for meget ud af at undersøge, hvorledes de forskellige landes litteraturer påvirker og lader sig påvirke af hinanden. Et forhold der i den almindelige litteraturforskning tit bliver overset, da man som oftest behandler litteratur som noget, der tilhører et bestemt sprog eller en bestemt nationalitet.

Sådan som den italienske journalist Giulio Orecchia derimod fremstiller sagen, så er det nærmest en skam at lade sig inspirere af en anden forfatters arbejde for derpå at gendigte det uden hensyntagen til de oprindelige intentioner. Men når man ser på H.C. Andersen som eventyrforfatter, så består hans storhed jo netop i, at han har eksperimenteret med de allerede eksisterende eventyr og derigennem har skabt både en ny form og et nyt indhold. At H.C. Andersen så ikke var af samme betydning som teaterdigter, ja det er almindeligt kendt. Ifølge både Orecchia og Manghi er den danske version nærmest en parodi på Manzonis roman. Det kunne i teorien også have været meningen; men i H.C. Andersens tilfælde – og det bliver da også tydeligt understreget af Manghi – så er der til trods for tarantellerne ikke tale om en parodi, men derimod om ramme alvor. H.C. Andersens libretto er nemlig et tydeligt eksempel på den »italienske mode«, der netop i de år kulminerede i Danmark. Ikke bare datidens digtere, men også billedhuggere og malere med respekt for sig selv måtte dengang en tur til Rom. Og i D. C. Bluncks, C. W. Eckersbergs, Constantin Hansens og W. Marstrands malerier kan man tydeligt aflæse, hvad det var, de så i Rom, nemlig dels oldtidens ruiner dels det romerske folkeliv. Som forfatter til Improvisatoren havde H.C. Andersen i 1835 selv været med til at forstærke dette billede. Bournonvilles ballet Napoli fra 1842 er et andet tydeligt eksempel på nordboernes daværende opfattelse af Italien. I Rom havde den dengang meget berømte italienske tegner og kobberstikker Bartolomeo Pinelli (1781-1835) også været med til at udbrede de forestillinger. I sin enorme produktion har han ligeledes forsøgt at forene oldtidens storhed med datidens pittoreske folkeliv i Rom, og hans raderinger af folkelivsscener cirkulerede nærmest som nutidens postkort.

H.C. Andersen var som bekendt i meget høj grad et barn af sin tid. Så jeg foretrækker at se hans libretto til Brylluppet ved Como-Søen som et produkt af tiden og ikke så meget som en personlig fiasko. Den danske eventyrdigter har misforstået Manzoni. Det er rigtigt. Men andre danske samtidige ville sikkert have læst I promessi sposi med de samme øjne og have ladet det romerske folkeliv få indpas omkring Como-Søen, om ikke andet så fordi det var det, det danske publikum forventede i de år.

©