H.C. Andersen. Brudstykke af en udflugt i sommeren 1829 – Odense og dens omegn

Med indledning og noter ved Chr. M. K. Petersen og tillæg af Harald Hatt

Der lå mange triste minder gemte i H.C. Andersens sind, da han den 4. september 1819 som en 14-årig dreng forlod Odense for at søge lykken i København. Alligevel tænkte han hele sin ungdom med glæde på sin fødeby og følte sig knyttet til den med stærke bånd. Her levede indtil den 7. oktober 1833 hans gamle moder, til hvem han stadig nærede sønlig kærlighed, selv om byens borgerskab ikke uden grund havde meget at udsætte på hendes vandel. Her boede ansete mænd og kvinder, som tidligt havde forstået, at der fandtes usædvanlige evner hos den løjerlige fattige skomagersøn. Og her havde han modtaget en mængde brogede indtryk, som gav hans indbildningskraft rig næring. Derfor aflagde han besøg i Odense, så ofte som forholdene kunde tillade ham det i en tid, hvor en rejse ikke som nu til dags var en let overkommelig sag.

I de år, han led nød i København under sin fortvivlede, ganske håbløse kamp for at skabe sig fremtidsmuligheder på Det Kongelige Teaters scene, var han selvfølgelig ude af stand til at skaffe sig midler til en Odense rejse; men aldrig så snart var han i oktober 1822 bleven elev i Slagelse Lærde Skole, før han lovede sin moder at besøge hende i påsken 1823 (Moderens brev af 12. december 1822). Selv om han agtede at gå på sine ben fra Slagelse til Korsør og fra Nyborg til Odense, vilde rejsen koste ham flere penge, end han kunde afse af den årlige understøttelse, der var tilstået ham af Frederik den 6.; han skulde bl.a. sejle med Smakken over Store Bælt. Men han søgte hjælp hos sine formående venner, og den 7. marts meddelte højesteretsjustitiarius Chr. Colbiørnsens enke, gehejmekonferensrådinde Engelke Margrethe Colbiørnsen ham: Min datter (Hofdamen Olivia Colbiørnsen) har „hos Kronprinsessen udvirket Dem en Sum af 10 Rdl., som følger indesluttet. Disse Penge, formoder jeg, vil være Dem en god Hjælp til Deres fyenske Reise, men spar dem nu ogsaa til dette Brug, hvortil Prinsessen har haft den Naade at give dem, og forbrug dem ikke til Unødvendigheder.“ Forinden havde Andersen allerede søgt at skaffe sig gratis nattelogi i Odense. Det vilde være for dyrt at tage ind på en gæstgivergård, og moderen kunde ikke huse ham. Sammen med sin anden mand, friskomagermester Niels Jørgensen Gundersen, som hun havde ægtet 8. juli 1818, var hun i begyndelsen af 1821 flyttet hen i en lille bitte lejlighed i Pogestræde Nr. 591 (senere Nr. 14), i det gamle 4 fags hus, som tilhørte Andersens sindssyge farfader Anders Hansen. Ganske vist var hun den 4. juni 1822 påny bleven enke, men alligevel kunde hun ikke skaffe sengeleje til den 18 årige søn. Ifølge skifteprotokollen (G.L. Wad: Om Hans Christian Andersens slægt) havde hun, efter at Niels Gundersens gangklæder og værktøj var solgt til bestridelse af begravelsesomkostningerne, ikke andet bohave end et „opslaget Sengested“ med nogle fattige sengeklæder, et lille bord, to gamle stole, et gammelt køkkenskab, en gammel fyrretræs dragkiste og noget beskadiget porcelæn og glas. Da gamle bogtrykker Iversens gæsteværelse var optaget, var en henvendelse til denne forgæves (Anderseniana VII s. 15—16), men sandsynligvis kom Andersen til at bo hos oberst Høegh Guldberg, den mand, der havde søgt at interessere guvernøren over Fyn, Prins Christian (Christian VIII) for den fremadstræbende dreng, da han 13 år gammel skulde til at vælge livsstilling (H.C. Andersens Levnedsbog. Udg. af Hans Brix 1926. s. 41).

Om besøget i 1823 fortælles der i Levnedsbog s. 85—87. Barnlig af sind, som Andersen var, faldt han på knæ og græd af glæde, da han fik øje på Skt. Knuds Kirketårn. Moderen synes at være gået ham i møde, i hvert fald mødte han hende i den første gade. Hun var stolt og lykkelig over sønnen, der nu gik i latinskole med kongelig understøttelse, og hun vilde have, at alle skulde se ham. Desværre var den gamle farmoder død året forud (29. august 1822), så hun fik ikke del i glæden. Selvfølgelig var han rundt at hilse på alle, der havde betydet noget for ham i hans barneår, ligesom han vandrede ud til Nonnebakken, Hunderup Skov og de andre steder, hvor han havde været med sin fader. Besøget varede en uge, og det var, siger han, „en kort, en smuk poetisk Drøm i mit Skoleliv.“

Efter fremstillingen i „Mit Livs Eventyr“ kap. III må man tro, at Andersen, medens han opholdt sig i Slagelse, kun har været een gang i Odense, men Levnedsbogen, der er nedskreven 23 år tidligere, viser s. 97—99, at han også har gæstet fødebyen i sommerferien 1825. Han fortæller selv: „Jeg boede da hos Oberst Guldberg, der betragtede mig som et Barn af Huset; men kun 8te Dage turde jeg blive, da Meislings Børn længtes efter mig og Meisling[s] Ønske at jeg til den Tid kom igjen, var mig nok. Guldbergs gjorte mig de faae Dage saa usigeligt behagelige; spadserede ud til alle de Steder, jeg havde tumlet mig som lille, seilede paa den smukke Aae, langs Haverne og læste dem de enkelte Digte jeg havde skrevet, samt de faae Kapitler af Romanen.“ Det var ham en glæde at se, moderen boede husfrit og fik „noget vist hver Uge“. Sammen med Guldberg havde biskop Plum, der også interesserede sig for ham, bevæget stiftamtmand Cederfeld Simonsen til den 13. marts 1825 at tildele hende en ledig plads i Doctors Boder, en gammel stiftelse, der var forenet med Gråbrødre Hospital (Anderseniana IV s. 153 —156).

Skønt Guldbergs også gerne havde set Andersen som gæst de følgende år, gik der 4 år, inden det igen blev ham muligt at besøge sin fødeby. Han kom bort fra Slagelse, hvorfra rejsen til Odense kunde gøres på en dag, selv om han spadserede største delen af vejen. I maj 1826 blev rektor Meisling forflyttet til Helsingør Lærde Skole og tog Andersen, der var hans pensionær, med dertil. Som bekendt blev forholdet mellem rektor og elev hurtig så uheldigt, at Jonas Collin, Andersens faderlige beskytter, i april 1827 udmeldte ham af skolen og lod ham undervise privat i København af cand. theol. Ludvig Chr. Müller.

I oktober 1828 blev Andersen endelig, 23½ år gammel, student og fik nu lov til at røre sig frit. Der skulde ikke længere tages hensyn til, at han fik latinskoleuddannelse med en årlig kongelig understøttelse på 350 Rdl. Han kunde uhindret følge sit digterkald. Allerede i januar 1829 udsendte han „Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager“, og den 25. april s.a. fik han sin heroiske vaudeville „Kjærlighed paa Nicolai Taarn“ opført på Det Kgl. Teater. Ved sine arbejder, navnlig ved „Fodreisen“ tjente han så meget, at han kunde foretage en rigtig sommerferierejse 1829, inden han i efteråret 1829 skulde op til Philologicum og Philosophicum, de to eksaminer, hvormed han vilde afslutte sin akademiske uddannelse.

Betegnende for Andersens forhold til fødebyen var det, at et besøg i Odense blev det centrale i ferierejsen. Tirsdag den 30. juni gik han i København om bord i damperen Caledonia for at sejle til Møen. Om denne ø’s skønhed havde Chr. Molbechs „Ungdomsvandringer i mit Fødeland“ (1811) givet ham store forventninger; men dem fik han ikke opfyldt, måske nærmest fordi han var træt og dårlig tilpas efter sejlturen. Denne skulde kunne gøres på en halv dag, men det blev en sådan storm, at skibet først nåede land onsdag morgen. Søsyg havde Andersen ligget „indsvøbt i en Sæk midt paa Dækket“ og stirret „med det blege Ansigt paa de graae Skyer, der ganske artigt udøste sig over os“. Han måtte derfor have et par timers hvile hos venner i Hjertebjerg Præstegaard, inden han kom til Liselund. Eftermiddagen og aftenen tilbragte han med at besøge klinterne, men, siger han selv, „jeg var endnu for legemlig udmattet til at Aanden ret kunde nyde det store Hele“. Allerede torsdag den 2. juli sluttede han besøget på Møen, lod sig færge over til Kallehave og spadserede til Vordingborg. Næste dag så han denne bys mærkværdigheder og smukke omegn, og over Næstved, hvor han fik set Herlufsholm, kom han lørdag eftermiddag i torden og skylregn til Slagelse, hvor han ikke havde været siden skoledagene. Om sine oplevelser på disse første rejsedage fortæller Andersen både i Levnedsbogen og i et brev til Edvard Collin fra Odense den 18. juli 1829 (Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bind 1).

Søndag den 5. juli ankom han om aftenen til Odense. Allerede den 21. januar havde oberst Guldberg skrevet til ham: „Hvor det er ilde, jeg nu rejser til Udlandet, hvor gerne vilde jeg i Sommer haft Dem til mig!“ Men denne gang var der plads til ham i „det deilige Tolderlund“ hos bogtrykker Iversens Enke. (Se Anderseniana VII Eiler Høeg: „H.C. Andersen og hans Odense-Venner i Familierne Iversen og Hanck“).

I „Mit Livs Eventyr“ 1855 ofrer Andersen kun 5 à 6 linier på hele sommerrejsen i 1829, der måtte blive betydningsløs i sammenligning med sommerrejsen 1830, på hvilken han efter at have besøgt en del af Jylland igen boede hos madam Iversen og fra Tolderlund gjorde den rejse til Sydfyn, hvor han i Fåborg forelskede sig i Riborg Voigts brune øjne. I Levnedsbogen skriver han kort og godt om opholdet i Odense: „Da jeg kom til Odense kappedes alle om at vise mig deres Glæde. Min gamle Moder var ude af sig selv af Glæde og jeg selv ønskede kun, at dog gamle Farmoder havde levet og seet og hørt alt dette Gode, al denne Lykke! Kun 8 a 14 Dage blev jeg der i Byen.“ I virkeligheden var han meget glad for dette Odense besøg. Skønt kammerråd Claus Chr. Bang havde indbudt ham til at tilbringe resten af ferien sammen med Jonas Collins Sønner på Nørager i den smukke egn ved Tissø, blev han ved at udsætte afrejsen fra Odense, så besøget kom til at strække sig over mere end 8 à 14 dage. I sit takkebrev til Madam Iversen fra Nørager 15. august 1829 (Anderseniana VII s. 45) erklærer han: „Det var mig en sand Nydelse at være 3 Uger i min kjære gamle Fødebye“. Det stemmer også med, at han i det foran nævnte brev til Edv. Collin meddeler: „Paa Søndag haaber jeg bestemt at være i Sjælland, altsaa den 27. (Juli) hos Bangs.“

Det bedste vidnesbyrd om Andersens glæde over Odenseopholdet ligger dog i de to artikler, han fik optaget i Kjøbenhavnsposten 1829, nr. 148—49, 17.—18. september under titlen „Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829 — Odense og Omegn“. De blev med Kjøbenhavnspostens tilladelse optrykt den 25. september og 2. oktober i „Bidrag til Tidshistorien“, et følgeblad til Søren Hempels Avis (nu Fyens Stiftstidende).

Da disse artikler aldrig har været udgivet i bogformat, finder de nu deres plads i Anderseniana som den første rejseskildring, H.C. Andersen har fået offentliggjort efter eget ønske. Det „Brudstykke af en Reise fra Roeskilde til Helsingør“, der 1826 fandtes i Kjøbenhavns Skilderi, var del af et brev, Andersen havde sendt universitetsbibliotekar Rasmus Nyerup, da han sammen med Meisling var rejst fra Slagelse til Helsingør. Breve af omtrent samme indhold havde Jonas Collin og andre af Andersens velyndere modtaget, men Nyerup havde syntes så godt om brevet, at han havde offentliggjort omtrent halvdelen af det til overraskelse for Andersen, der fik travlt med at forsikre Jonas Collin i brev af 7. juli 1826 (H.C. Andersen og det Collinske Hus) : „Det staaer der uden mit Vidende og aldeles imod min Villie, ingen har spurgt mig om Tilladelse dertil. Der staaer vel intet Navn under, men det ærgrer mig dog at det er trykket; mindst tænkte jeg derpaa da jeg skrev det, og var derfor ikke saa ængstelig med Udtryk og Form, som jeg vilde have været dersom det var faldet mig ind.“

Odense er undergået store forandringer siden 1829, bl.a. er en del af åen kastet til. Artiklerne har således også en vis lokalhistorisk interesse. Derfor har jeg anset det for min pligt i mine noter at medtage en række oplysninger, som vel nok kun har større interesse for H.C. Andersens bysbørn.

H.C. Andersens manuskript findes ikke, hvorfor artiklerne er gengivet med den ortografi og tegnsætning, der var anvendt i Kjøbenhavnsposten.

Chr. M. K. Petersen

J. Hanck: Odense 1826.

H.C. Andersen: Brudstykke af en udflugt i sommeren 1829 – Odense og dens omegn

En ganske underlig Veemod greeb mig, idet jeg rullede ind i min gamle Fødeby Odense; der vaagnede saamange kjære Erindringer hos mig, at jeg kunde have grædt som et Barn, havde det ikke faldet mig ind, at jeg nu var et stort, langt, fornuftigt Menneske, hvem saadant noget slet ikke klæder paa en Postvogn.

Alt forekom mig saa smaat; de Gader jeg som Barn havde fundet saa lange, de Huse, som da syntes mig saa store, Alt var nu meget mindre. Med et ganske andet Øie end for ti Aar siden[1] betragtede jeg nu min Barndoms Tumleplads.

Enhver Ting der havde gjort Indtryk paa mig som lille, alle de gamle Skikke og Folkefester stod nu i et poetisk, glimrende Lys for min Erindring.

Det nye Aar hilsedes alletider af Borgerskabets Musik-Chor[2], der med Piber og Trommer spillede nok saa lysteligt udenfor Borgernes Døre; det kaldtes „at tromme Nytaar ind“, og naar det saaledes vel var trommet ind i Byen, droge de ud paa Landet og trommede Nytaar der, til langt ind i Foraaret, da de saa vendte hjem rigeligt belæssede med Proviant. — Fastelavnsmandag droge Slagterne omkring, med deres hvide Forklæder, røde Huer, og den blank polerede Øxe paa Skulderen, og førte, under klingende Spil, en stor Stud med sig, der var pyntet med Baand og Fastelavnsriis, paa Ryggen reed en lille Engel i en hvid Skjorte med Guldpapirs Vinger og et broget Gevandt; en Slagtersvend gik sædvanligviis ved Siden og holdt den lille Engel ved Ærmet for at han ikke skulde falde ned i Rendestenen. Paa samme Tid kom ogsaa Søefolkene fra Stige[3] med en Baad hvorfra der vaiede mange Flag; foran gik der Musikantere baade med Fløite og Violin; Toget drog gjennem alle Byens Gader, og tilsidst saae man to af Matroserne brydes paa et Bræt der blev lagt over to Baade, den Svageste gik da paa Hovedet i Vandet, og det var en stor Fornøielse.

Et af de mest ceremonielle Optog fandt ellers Sted naar Laugene flyttede Skildt; jeg erindrer endnu ret levende den store Stads der var engang Smedene saaledes skiftede Herberg. Først kom de pyntede Svende med det bekrandsede Skildt og med en Harlequin i Spidsen der løb omkring og slog Tilskuerne med sin Brix; bag efter fulgte hele det respectable Laug med klingende Spil og nogle havde en Kaarde paa hvis Spids der prangede en Citron eller en Apelsin. Saasnart de kom til det nye Herberg og Skildtet var udhængt, be-steeg en Smedesvend Stilladset og holdt en lang Tale paa Vers, hvoraf jeg endnu erindrer, at han talede meget om Vulcanus[4], og at det var den første Smed; siden steeg Harlequin ud paa Stilladset og drak mange Skaaler, og ved hver Skaal kastede han det tomme Glas ned imellem Mængden paa Gaden.

Disse Folke-Skikke ere nu afskaffede; men for mig staae de endnu som deilige, brogede Billeder fra min kjære Barndoms Tid.

Odense og hele dens Omegn maa tiltrække sig enhver Reisendes Opmærksomhed, ikke allene for de mange Alderdoms-Levninger man der finder, men ogsaa for den deilige Beliggenhed. Man kan ikke tænke sig noget smukkere end en Tour paa Aaen der slynger sig mellem Engen og de smukke Familie-Hauger.

Bag ved os ligger der en høi Træ-Broe[5], og det er ret levende deroppe; men over den gaaer ogsaa Postveien mellem Kjøbenhavn og Hamborg[6], paa venstre Haand see vi Blegdammen, hvor en fynsk Signe[7] gaaer med sine Terner paa Blegen og seer til det hvide Liin; paa høire ligger de smukke Aahauger med deilige Blomsterpartier og Lysthuse; her musiceres, der sidder en Familie ved Thebordet under det store Pæretræ og ved den lille Træbro, leger nogle Børn med Baade af Siv og Aviser. — Aaen slaar nu en lille Bugt, og midt fra denne seer man Frøkenklosteret, som Karen Brahe[8] stiftede 1716; det var før en Bispegaard, bygget af Jens Andersen Beldenach[9] 1504 men blev ødelagt i Grevens Feide[10], da Borgerne beskjød den fra St. Albani Kirke[11] der allerede den Gang var en Ruin. Klosterhaugen var for nogle Aar siden en Sump, men er nu opfyldt og givet et mere venligt Udseende. Bibliotheket[12] er ogsaa bragt i en god Orden, og blandt Curiositeter saae jeg der et gammelt broderet Altarklæde, et Krucifix og en Bispestav.

Lysteligt glider Baaden hen over Klokkedybet[13], et, som man siger, bundløst Sted i Aaen, hvori en Klokke engang foer ud fra St. Albani Taarn; Aaen deler sig nu i to Arme, af hvilke den til høire[14] er den smukkeste. Her tætved stod St. Albani Kirke, hvor Jyderne dræbte Kong Knud[15] foran Altaret; af Kirken findes der kun nogle faa Spoer, nemlig en enkelt tyk Muur i Kjælderen. I min Barndom fandtes her endnu en Jerndør i Muren, som man fortalte førte til en underjordisk Gang der gik dybt ind under Aaen til Nonnebakken[16][91]). Mange troe endnu bestemt, at denne Gang er til, og jeg hørte af flere Familier der boe paa Torvet hvor Kirken har ligget, om et underjordisk Drøn hver Nat, ligesom af store Jernporte man slog i. I Haugen, hvor Kirkegaarden fordum har været, fandt jeg ved Opgravning endnu nogle Menneskeknokler, og disse kastede mig strax en „schauderlich“ Skygge over den ellers lyse pyntelige Hauge; jeg tænkte mig der ved Midnat, hvorledes da, ved det sidste store, underjordiske Drøn, den gamle St. Albani Kirke med et reiste sig. Lysene skinnede ud igjennem de brogede Ruder; Messesangen blandede sig med Taarnklokkens eensformige ding dang og alle de gamle Knokler her i Jorden samlede sig og formedes til „velbyrdige“ Riddere og „ærlige og velagtede Borgerfolk“ der drog ind i Kirken – – –

— Baaden glider hen af Aaen der slynger sig i deilige Bugter under en heel Hvælving af Træer; snart seer man Munkemølle[19], Vandet skummer over det store Hjul og med stærke Aareslag maa man ar-beide sig frem gjennem Strømmen; Haugerne, Møllen, den gamle Træbro og Holmen[20] med sine unge Træer, Alt danner et deiligt Heelt, og som det store Centrum hæver St. Knuds gamle gothiske Kirke sig med sit høie Taarn[21] der skuer ud over næsten det hele Fyen.

Den anden Arm af Aaen fører derimod nærmere hen til Nonnebakken. I gamle Dage skal hele Munke-Mose[22] have været Sø og paa en Halvø i denne laae et Nonnekloster[23], hvis Voldsted kaldes Nonnebakken, men Aar for Aar pløies bort. Hvor der nu groer Græs og Blomster skal engang en Nonne have sprunget ud, men Søen var da der saa dyb at man aldrig fandt hendes Liig. Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven[24] og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. — Veien vrimler i godt Veir af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen[25] til Landsbyen Hunderup[26] hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjær-det og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.

I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals[27] Skov, der ogsaa kaldes „Fruens Bøge“ og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.

Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græs-straae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folk seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.

Hunderup-Skov er ikke meget stor, og hvor den slipper, træffer man snart paa en Bro[28] der fører over Aaen gjennem Bondebyen Dalum[29] til Odense. Langs med Aaen finder man her høie Skrænte begroede med Krat og Buske. Udsigten er ganske henrivende. Aaen slynger sig i maleriske Bugter mellem Skovene og det flade Land, hvor Høet staaer i Stakker og dufter saa frisk i den rene Aftenluft; dybt nede ligger Broen og Vandmøllen[30], og paa Bakken hæver sig Stamsædet Christiansdal og Dalum Kirke[31]. Frygter man nu Gud og følger den bugtede Landevei ligeforan, da faaer man Kirken paa Høire og Christiansdal paa Venstre. 1535 laae her et Nonnekloster[32], hvilket, i den saakaldte Grevens Feide, Borgerne bestormede, under Anførsel af en Skrædder[33] fra Odense. See saadan Courage havde Skræderne i den Tid.

Fra Christiansdal gaaer Landeveien til Odense langs med Aaen over Byens Hede.[34] Her husker jeg endnu, dog kun som en dunkel Drøm, at da Spanierne[35] var i Fyen blev Een skudt her; jeg var den Gang ikke mere end to Aar, dog erindrer jeg ret levende en Spanier, der saa ofte kyssede Mariabilledet paa sit Bryst; engang tog han mig paa sit Skjod, kyssede ogsaa mig og græd han havde vist Børn hjemme i Spanien.

Her paa denne saakaldte Byens Hede have Borgerne deres aarlige Skiveskydning[36]. I min Barndom endte denne Dag alletider med et Slags Lystighed for Drengene. Efter at Skydningen var forbi, blev Skiven solgt og derpaa overladt Byens Drenge[37] at føre hjem til Eieren. Fire eller sex af de stærkeste Drenge toge den paa Skulderen og een ja ofte to af de længste steeg op paa den ; alle de øvrige stillede sig nu i Procession med grønne Grene og droge saaledes under Sang og Hurra-Raab ind i Byen. Alle Æreportene bleve plyndrede med en canibalisk Vildhed, og de to Drenge paa Skiven behængte sig med Inscriptionerne og de smukkeste Krandse. Den største Folkemængde fulgte dette lystige Tog, der først standsede ved Borgernes Klub; her stillede de sig i to Rader, mellem hvilke det seirende Borgerskab drog hjem med Faner og klingende Spil. Trængselen var da altid saa stor, at jeg, hos hvem Mods-Organet endnu ikke ret var udvoxet maatte søge mig en Plads i et Vindue eller paa en høi Steen-Trappe og blev saaledes kun et pasivt Medlem af den store Lystighed.

Hvad der i Odense især maa tiltrække sig den Reisendes Opmærksomhed er St. Knuds Kirke, en stor, imponerende gothisk Bygning, anlagt 1093[38]. Bag Alteret[39] ligger Helgenen St. Knud, efter hvem Kirken har Navn, og desuden Levningerne af Erik Lam[40], Kong Hans og hans Dronning Christine, med Sønnerne Christian den 2den og Prinds Frands[41]. Dersom Hovedindgangen[42] var i den ene Ende af Kirken, saaledes som den har været i gamle Dage, vilde det Hele imponere endnu langt mere end nu, da man træder ind fra Siden.

Med underligt blandede Følelser traadte jeg ind i den gamle Kirke, i hvilken to vigtige Momenter af mit Barndoms Liv have fundet Sted.

Hist henne i Hjørne-Stolen sad jeg som lille Dreng med det lange sorte Flor om Hatten, og græd de salte Taare medens Præsten sagde nogle Ord over min Faders Kiste[43], der stod her midt paa Gulvet.

Høiere oppe stod jeg som ældre til Confirmation[44], rystede af hellig Følelse, og tænkte underligt paa Gud, mit Kalvekryds, Præstens[45] Ord og hvad Damerne, jeg kjendte oppe i Pulpituret[46], sagde om mig og mine knirkende Støvler. Jeg var den Gang ikke fyldt 14 Aar.

Kirken er høitidelig stor; lys og herlig hæver den midterste Bue sig med sine gyldne Stjerner, og i de lavere Sidegange dvæler Øiet saa gjerne ved alle de brogede Billeder og Portraiter. I en Begravelse her i Sidegangen findes en Curiositet, en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.

Ikke langt fra Kirken ligger Hovedvagten[47]; her gik de i min Barndom med Fedlen, der, saavidt jeg veed, var en Straf for Fruentimmer, naar hun havde ført Løgn og Sladder omkring; Straffen bestod i, at hun fik et Slags Træ-Aag om Halsen, hvorfra stod en stor Jernbøile op over Hovedet, med en Klokke i, og en lang Rævehale, der dinglede hende ned ad Ryggen. Saaledes maatte hun en Times Tid spadsere op og ned ad Pladsen til stor Fornøielse for Drengene og de andre Sladdersøstre, der da førte en ganske artig Passiar.

Tæt ved Hovedvagten finder man en gammel Bygning med et biskoppeligt Vaaben[48]; men det Hele har ikke det Strøg af Alderdom som en Gaard høiere oppe i Byen, paa Overgade. Denne Bygning[49] er vistnok den ældste i Odense, men i det Udvortes har den lidt meget i de sidste Aar; den er nemlig bleven moderniseret, men det klæder den meget ilde; det er et Billede af Vulkan i Psyche[50]-Dragt. Den gamle Trappe ved Indgangen er taget bort og den var vist en Mærkelighed i sin Slags og fortjente i det mindste at have været opbevaret ved Kobberstik, da den gav et ret levende Begreb om Middelalderens Bygningsmaade. Trinene vare meget brede og gik et temmeligt Stykke ud paa Gaden. Et høit Steen-Gelænder var op-reist ved begge Sider og over hele Trappen var der et stort hvælvet Skuur. Alt er nu borte, men Forstuen og Dagligstuen er ganske bevaret i sin gamle Skikkelse. I Forstuen finder man Flisegulv og en lav smal Dør med udskaaret Træværk; over begge Hoved-Dørene seer man Hjortetakker og i Dagligstuen findes gamle Malerier paa Betrækkene, udhuggede Dør-Karme og en stor Kamin af Steen med mange Udsiringer. Loftet er tavlet og [i] hver Fiirkant seer man et udskaaret Æble; et af disse, der er forgyldt, skal være faldet ned i Hovedet paa den svenske Konge Carl X[51], da han var i Fyen.

J. Hanck : Parti ved Munke Mølle ca. 1829.
Flakhaven Odense før 1857. Rådhuset og hovedvagten til venstre. Beldenaks Gård foran Skt. Knuds Kirke.

Længere nede paa samme Gade, ligger en anden mærkelig Bygning[52], som Dronning Christine, Kong Hanses Gemalinde, lod opføre for den lybekske Kunstner Claus Berg[53], der udskjar den kunstige Altartavle, man nu finder i Frue Kirke i Odense[54]. — Der fortælles, at han havde tolv Svende, som Dronningen lønnede, og at de vare saa fornemme, at de gik i Silkeklæder bundne med Silkebaand.

Bygningen her bærer endnu ganske den Tids Præg; rundt om paa Muren staae Apostlene udskjaarne i Træ[55], og det er vistnok et Arbeide, om ikke af Claus Berg, saa af hans Svende; man finder endnu den Aabning i Muren, gjennem hvilken Altartavlen heel førtes ud til Graabrødre-Kirke. Hvor denne Kirke forhen stod[56], er nu en stor Plads, beplantet med Træer, hvor Bønderne paa Markedsdagen sælge Lærred.

At man lod Kirken bryde ned, forekom Almuen at være en formastelig Handling, og de fortalte derfor om een af de Mænd[57], som især havde bidraget til Kirkens Nedbrydelse og da just var død, at han gik hver Nat uden Hoved paa Kirkegaarden og murede op igjen; men det syntes dog ikke ret at gaae for ham, thi om Dagen var der ikke mindste Spor af hans Arbeide; men hvad skulde ogsaa saadan et enligt Spøgelse kunne udrette i en Times Tid om Natten.

Monumenter og Liigstene bleve solgte ved Auction, og kun om meget faa veed man i hvis Hænder de faldt. — Cancellieraad Hempels[58] astronomiske Taarn: „Graaebrødre-lilleu, der ligger tæt herved, er opført af Muursteen, der have siddet i den gamle Graabrødre-Kirke; fra dette nye Taarn, der er en sand Prydelse for Byen, har man en fortryllende Udsigt over næsten hele Fyen. Det hele Land seer ud som en Hauge; rundtom titte Kirker og Herregaarde frem mellem de grønne Skove og langt ude seile Skibene paa den mørke-blaa Strand.

I den gamle Bygning[59] hvorpaa Taarnet staaer, fandt Cancellieraad Hempel for nogle Aar siden, ved at lade Gulvet bryde op, et Lag af fiint Sand, under hvilket der laae et heelt, vel vedligeholdt Mosaik-Gulv; jeg saa endnu nogle Rester deraf.

Slottet[60], som er bygget af Frederik IV, har ingen Mærkeligheder uden den Lænestoel hvori samme Konge døde, og den er først i den senere Tid kommet frem ved Slotsforvalterens Opmærksomhed; tilforn laae den mellem andet Skramlerie paa Loftet. Fra Slottets Værelser fører en lang Gang ind i St. Hans’s Kirke[61]; saavidt jeg veed, findes heller ikke her noget mærkeligt. Som Barn hørte jeg fortælle om denne Kirke, at den engang skulde synke i Jorden, naar den var mest opfyldt med Mennesker, og derfor kom jeg der aldrig naar der var Confirmation, da den saa havde sin største Menighed.

Af gamle Bygninger findes der vel endnu en Deel i Byen, men mange ere i den senere Tid forsvundne; saaledes savnede jeg et gammelt Huus paa Vestergade[62], hvor der paa alle Bjelkerne, og langs med første Stokværk, var udskaaret Hoveder, der i mest forskjellige Stillinger rakte Tunge af Folk der gik paa Gaden; ellers finder man endnu flere Bygninger opførte af Ole Bager[63], Raadmand i Odense, om hvis Rigdomme der fortælles mange Historier; saaledes brændte han engang Caneel og andre kostbare Træsorter i sin Kamin da Kong Fredrik den 2den besøgte ham, og da Kongen undrede sig over den kostbare Brændsel, lovede Ole Bager, at ved den næste Visit skulde Kongen finde Stuen opvarmet ved noget endnu kostbarere, der vilde lugte ham langt behageligere end denne; da derfor Kongen besøgte ham igjen brændte han alle Obligationer og Beviis for de Penge Kongen skyldte ham.

Ligeledes laante han Fredrik den 2den flere Krigsskibe, og der fortælles, at da han engang i Vrede havde pryglet sin Tjenestepige, kom hendes Moder til ham med en Skaal Vand, hvori hun lagde en Nøddeskal for hvert Skib han havde paa Søen, og viste ham nu, hvorledes den ene Skal sank efter den anden, idet hun spaaede, at saaledes vilde det ogsaa gaae hans Skibe. Dette skete og Ole Bager blev meget fattig[64], hvorfor Kongen tillod ham at slaae en Mynt[65].[92]) Der fortælles ogsaa, at han delede sine Midler mellem sine Døttre, paa det Vilkaar, at de i hans gamle Alder skulde pleie ham, men da de ikkun meget slet opfyldte deres Løfte, viste han dem en stor Kiste, der var saa tung at ingen kunde løfte den, og lovede dem, at den som pleiede ham bedst skulde ene eie Alt hvad der var deri; nu kappedes de da alle tre om at vise barnlig Kjærlighed, men da han var død og de aabnede Kisten, fandt de den fyldt med Steen og paa en Kjæp hang der en Seddel med Indskrift:

„Den som giver sine Børn til han tigger,
Skal bankes med en Kjæp til han ligger.“

Frederik den 2den skjænkede ellers Ole Bager, for hans beviste Tjenester, „Tolderlund” [68]. Gavebrevet, tilligemed flere interessante Ting, der angaaer Ole Bager, gjemmes endnu der paa Stedet.

Den i Odense afdøde Bogtrykker Iversen[69] nedstammede i qvindelig Linie fra denne rige Raadmand, og paa hans Sommerlyststed „Maries Høi“[70] paa Tolderlund finder man en Stue, der ganske er indviet Alt hvad der angaar Ole Bager. Her seer man Gavebrevet og Liigstenen over Ole Bager og hans Hustrue[93]) som sal. Iversen reddede tilligemed hans Epitaphium[71], ved Graabrødre-Kirkes Nedbrydelse. — Paa den store Trætavle seer man her Ole Bager og hans Kone med deres 12 Børn; de ere vistnok alle Portraiter, thi man sporer en stor Familie-Lighed i de fleste Ansigter, og seer at Maleren har anvendt en uhyre Flid med at udføre dem.

Paa høire Side knæler Faderen med syv Sønner, efter deres Aldere. De ere alle sortklædte, med Pibekraver og krusede Manschetter; kun Ole Bager, og den ældste Søn Niels[72], der døde som Raadmand i Odense, bære Kaaberne foddrede med Skind. Ole Bager har et alvorligt Blik, rynket Pande, brune Bakkenbarter og et langt rødligt Hageskjæg.

Paa venstre Side staaer hans Hustrue Margrethe[73] med fem Døttre halv bøiede i Knæ; Snittet paa Klæderne er eet hos dem Alle; høie, stive Kraver, snevre Ærmer med pibede Manschetter, hvide i Læg lagte Korsklæder og Guldkjæde om Halsen. Moderen er i en brun Dragt og har en snever Kappe ligesom klistret fast paa Hovedet; Døttrene have derimod en rosenrød Dragt og bære Haaret, som falder temmeligt rødt, i Flætninger opbundet med et sort Baand. Den yngste Datter Anna[94]) er derimod sortklædt og holder et Kors i Haanden, formodentlig var hun alt død[74] da Tavlen blev malet.

I Baggrunden sees Dommedag. De Døde staae op af Gravene, „nogle gaae til Himmerig, andre gaae til Fanden“. Man seer de Fordømte i Helvedes Luer, næsten ligesaa fælt som de Orthodoxe[75] beskrive os det fra Prædikestolen. Blandt andet sees der en qvindelig Djævel med lodne, grønne Bryster, der hænge hende til midt paa Livet; høit oppe sees Christus med Naglesporene og Saaret ved Hjertet, svævende imellem Engle, Helgene og andre Salige, hvoraf een har en blaa Silkekjole med røde Ærmer, en anden er derimod i en grøn Schlafrock og med strømpeløse Pusselanker.

I Ole Bagers, Stue gjemmes endnu nogle af de Myntstykker[76], han fik Tilladelse at slaae; desuden et Bord, som har tilhørt ham og som er meget smukt udskaaret og indlagt med Blomster og Fugle.

Hr. Iversen har ellers gjort sig meget fortjent ved de smukke Anlæg i Haugen og ved at have tilladt Enhver at spadsere der. Rundt om træffer man paa Inscriptioner og Hvilesteder; Canalen gaaer tæt forbi; store tomastede Skibe trækkes ved Heste opad den ; Landeveien mellem Odense og Bogense løber paa hiin Side Canalen og ligefor ligger Næsby hoved Skov og Vandmølle[77].

Tidt sad jeg som lille Dreng her paa Veien og saae over paa det lille Batteri i Iversens Skov; og ønskede da saa gjerne at kunne komme ind i den store Vagt, ret at besee Træ-Grenaderen i Skilderhuset samt Trommen og de mange Geværer.

Ikke langt fra Landeveien, inde i Næsbyhovedskov, hæver den gamle Slotsbakke sig. Veien gaaer igjennem en Kornager ind i Skoven ; en lille Stie snoer sig gjennem Krattet hen til Opgangen af Bakken. Her skal Odin i gamle Dage have havt sit Sæde; den gamle Slotsbygning undergik mange Forandringer til den tilsidst ganske blev ødelagt i Grevens Feide af vilde Borgerhobe, der strømmede sammen fra Odense og Svendborg. Store høie Træer groe nu i Voldgraven og strække deres Kroner op til det øverste af Bakken, der nu er pløiet Agerland. Rundt omkring ligger Steen og Muurbrokker. Søen[78] nedenfor bliver Aar for Aar mindre; Vildgjæs flagre om mellem de høie Siv og Rør, hvor før hele Flaader leverede Søslag.

Man veed, at Dronning Margrethe gjerne og længe opholdt sig paa dette Slot; Kong Hans og hans Gemalinde Christine yndede ogsaa meget dets deilige Beliggenhed, og man kan tænke sig hvor skjønt det har været i sin bedste Flor; omringet af Skov og Søe laae det paa den høie Bakke med en deilig viid Udsigt over Stranden, tæt ved det folkerige Odense; der har været et Liv og en Færdsel. De stadselige Riddere joge afsted paa deres Gangere gjennem Skoven; Vindelbroen raslede og fra Borgen klingede Sang og Strængespil.

Jeg følte mig ganske underligt stemt da jeg nu en smuk August-Aften besøgte dette Sted. Alt var saa stille; hvor for trehundred’ Aar siden Riddere og Damer svingede sig i lystige Dandse, saae jeg nu en Ager med Boghvede. Søen laae saa indknebet nedenfor og dens stille Flade bevægedes kun, naar en af Fiskene slog op. Vandmøllen brusede fort og det var mig som hørte jeg en Sang om den forsvundne Borg og dens Lystigheder. Udsigten over den hele Egn langt ud i Stranden fortryllede mig ganske, kun fandt jeg det lidt fladt, og ønskede ret af Hjertet hos mig, Een af de Mange, der ere saa stærke i Troen, for at han med den kunde flytte mig et lille Bjerg her hen fra Tydskland; men det kan vel komme endnu naar den kjære Orthodoxie[79] bare faaer Lov at slaae lidt dybere Rødder her i Landet[95]).

Ikke langt fra Odense ligger den gamle Bygning Hollufgaard[80], som er anlagt af en Jørgen Marsvin og siden har tilhørt Digteren, Biskop Kingo[81]; den er især bekjendt af sin smukke Hauge, der falder i den stive franske Smag. — Jeg var der paa Stedet og fandt Arbeidsfolk ifærd med at rive de gamle Taarne ned[82], da den hele Bygning nu skal indrettes til et Kornmagasin. Voldgravene vare deels tilgroede med Siv, deels opfyldte med Gruus; i et af Værelserne opdagede jeg et gammelt Malerie paa Loftet, der vistnok fortjente en bedre Skjæbne end at lægges under en Suppegryde, eller spadsere i Voldgraven, et Endeligt det efter al Sandsynlighed vistnok snart vil erholde.

Under mit Ophold i Odense indtraf St. Knuds Marked[83]. Jeg glædede mig ret inderligt til igjen at opleve een af min Barndoms gladeste Festdage; da var der jo for det første ingen Skole, og hele Torvet var forvandlet til en deilig Trylleverden, med Legetøi og Kager, brogede Billeder og Mennesker. Liremanden spillede saamange deilige Stykker; der kom Bjørne og Abekatte til Byen, og Marionetspilleren gav rare Tragedier hvor Standspersoner kunde betale efter Behag. Her fik jeg den første Idee om at vi ikke Alle vare støbte af samme Metal; den som gav meest kom til at sidde foran i en Lænestoel, medens vi Andre stode bagved og saae ham over Hovedet.

Markedsdagen kom; men hvorlidet svarede ikke nu det Hele til mine Drømmerier, og til, hvad denne Dag var for mig som Lille. Phantasien maa vistnok i de sidste ti Aar have faaet et lille Knæk, den vilde slet ikke flagre afsted med mig; men det er vistnok min Skolemesters[84] Skyld, der med en Grammatik har knækket mig Svingfjedren. Det regnede ogsaa; Madammerne bredte deres graae Duge over det brogede Legetøi, og Jyderne krøb sammen i Lynget under deres Vogne og stirrede melankolsk paa de mange skjønne Jydepotter, der havde isinde at debutere i de fynske Skorstene.

Om Aftenen[85] besøgte jeg Theatret, der begynder at see meget sygeligt ud[86]; der var saa sammenflikket, at min Idee-Association førte mig lige ind i Slagelse gamle Stads-Karet, der dog nu, saavidt jeg veed, skal have nedlagt sit Embede, og Stakkel! det kunde den jo ogsaa trænge til.

Hvor Theatret ligger, har i gamle Dage staaet et Sorte-Brødre-Kloster[87] ; Gud veed hvad for Comedier de have spillet der? jeg kan tænke de have givet Scener af Tartuffe og Don Juan[88].

Odense har ellers i den senere Tid vundet saare meget i smukt Udvortes; Brolægningen er ganske fortræffelig[89] og jeg følte det endnu meget mere, da jeg kort forud havde været i Vordingborg, hvor man rigtignok ikke kan have Hjertet paa rette Sted, naar man kjører igjennem Byen; og jeg er overbeviist om, at Borgerne behøve kun at lade en Bøtte med Fløde kjøre fra den ene Port til den anden ; ja maaskee behøve de ikke at kjøre saalangt før de har Smørret.

— Endelig slog Afskedstimen, og jeg kan ikke nægte, jeg følte mig lidt werthersk[90] stemt om Hjertet, ved at forlade den gamle By og de mange gode Mennesker, der saa hjerteligt havde modtaget mig og gjort mit korte Ophold der saa behageligt – – –

H.C. Andersen

Kort over Odense med de af H.C. Andersen omtalte Bygninger og Pladser. Efter N. F. Juels Plan 1839.

  1. Nyborgvej
  2. Hunderupvej
  3. Vej over Heden
  4. Middelfartvej
  5. Vej til Kanal og Bogense
  6. Skibhusvej
  7. Skt. Jørgensgade
  1. Møglebro (Frederiksbro)
  2. Blegeplads
  3. Frøkenkloster
  4. Klokkedybet
  5. Albani Torv
  6. Munke Mølle
  7. Skt. Knuds Kloster
  8. Nonnebakken
  9. Munke Mose
  10. Heden
  11. Vestergade
  12. Skt. Knuds Kirke
  13. Hovedvagten
  14. Beldenaks Gård
  15. Rådhuset
  16. Riisbrigs Gård (Overgade Nr. 11)
  17. Overgade
  18. Claus Bergs Gård
  19. Myntergården
  20. Myntestræde
  21. Vor Frue Kirke
  22. Gråbrødre — Lille
  23. Gråbrødre Plads
  24. Gråbrødre Kloster
  25. Odense Slot
  26. Skt. Hans Kirke
  27. Nørregade
  28. Odense Teater (Sortebrødre Torv)

 

Noter ved Chr. M. K. Petersen

  1. ^ H.C. Andersen forlod Odense 4. september 1819.
  2. ^ H.C. Andersenss fader var piber ved Borgervæbningen.
  3. ^ Stige, Landsby i Lumby Sogn, Lunde Herred, ved Odense Kanal.
  4. ^ Vulcanus, romernes gud for ilden og smedekunsten.
  5. ^ Træbroen hed Maglebro eller Møglebro (i daglig tale Møllebro). Blev 1844 erstattet med Frederiksbroen, danmarks første jernbro.
  6. ^ Den nye landevej mellem Nyborg og Odense, påbegyndt 1795, først fuldført en snes år senere, førte ind til Møglebro. Den gamle vej gik over åsumbroen ind til Skt. Jørgens Port.
  7. ^ Hentydning til Oehlenschlägers tragedie „Hagbarth og Signe“. Femte handling.
  8. ^ Karen Brahe, lærd fynsk adelsdame, f. på Næsbyholm 1657, d. på Østrupgård ved Fåborg 1716.
  9. ^ Jens Andersen Beldenak, Fyns biskop 1501—29, d. 1537. Opførte en bispegård i Odense 1504—08.
  10. ^ Ophidsede over, at biskop Knud Henriksen Gyldenstjerne havde været med til at føre Christian den 2. som fange til Sønderborg Slot 1532, angreb kongens tilhængere bispegården i 1534.
  11. ^ Kvaderstenskirke, indviet til den engelske helgen Skt. Albanus, lå ved det sydvestlige hjørne af Albani Torv.
  12. ^ Karen Brahes Bibliotek, bekendt for sine folkevisehåndskrifter og sin teologiske og historiske litteratur fra tiden før 1716. 1907 deponeret i Landsarkivet, Odense. I Brev til Edv. Collin 18. Juli 1829 meddeler H.C. Andersen, at han har fået løfte om at måtte låne bibliotekets manuskripter.
  13. ^ Eventyret „Klokkedybet“ offentliggjort af H.C. Andersen i Folkekalender for Danmark 1857.
  14. ^ Den nordlige Arm. Af denne findes nu kun den østlige del, fra Albanibroen til Elektricitetsværket. Den vestlige del gik langs med Filosofgangens nordside omtrent til det sted, hvor der nu ligger en lille holm. Blev af hensyn til trafikken kastet til 1908.
  15. ^ Knud den Hellige blev dræbt den 10. juli 1086 i Albani Kirke, dog ikke i kvaderstenskirken, men i en ældre trækirke, som lå længere fremme på torvet (Alterets formentlige plads nu angivet ved en mindesten).
  16. ^ Nonnebakken eller Nonnebjerget ligger syd for åen, nu hjørnet af Hunderupvej og Nonnebjergvej.
  17. ^ Skt. Knuds Kloster, Benediktinerkloster, stiftet af Erik Ejegod ca. 1100, lå syd for Skt. Knuds Kirke. Det tiloversblevne af klosterbygningen benyttes efter en i 1919 tilendebragt restaurering nu som centralbibliotek.
  18. ^ Kirke, hørende til det af Erik Glipping i 1279 stiftede Gråbrødrekloster, lå på nordsiden af Gråbrødre Plads, hvor nu den i 1872 opførte klosterbygning ligger.
  19. ^ Vandmølle, anlagt af munkene i Skt. Knuds Kloster i det 12. århundrede, lå på sydsiden af åens nordlige arm indtil 1906. Nu er elektricitetsværket opført på møllens plads.
  20. ^ Fra Munkemøllestræde førte en lille træbro over til møllen, der lå på en holm mellem den nordlige og den sydlige arm af åen.
  21. ^ Tårnets højde til murtinden 34 meter, til korsets spids 60 meter.
  22. ^ Munke Mose, hørende til Skt. Knuds Kloster, lå syd for åen. Fra 1912 parkanlæg.
  23. ^ I sidste halvdel af 12. århundrede boede „Nonnerne af Borgen“ her. Tidligere skal her have ligget en borg.
  24. ^ Hunderup Skov syd for Odense og øst for åen, godt 2 km fra Nonnebakken.
  25. ^ „Baggatellen“, Landsted, fra 1847 benyttet som traktørsted under navnet Fiona.
  26. ^ Hunderup, landsby i Skt. Knuds Landsogn syd for Odense, nu indlemmet i Odense Købstad.
  27. ^ Christiansdal, dengang hovedgård i Dalum Sogn, nu Hedevigssøstrenes Rekreationshjem. Skoven, kaldet Fruens Bøge, er 1875 købt af Odense By.
  28. ^ Broen hører nu til Dalum Papirfabrik. Ny Bro længere mod syd.
  29. ^ Dalum, landsby i Dalum Sogn, Odense Herred.
  30. ^ Dalum Vandmølle findes ikke mere, men der er endnu et sluseværk ved Dalum Papirfabrik.
  31. ^ Dalum Kirke, opført som kirke for nonnerne i Dalum Kloster ca. 1200, 4 km Syd for Odense.
  32. ^ Dalum Kloster, grundlagt ca. 1200 for de Benediktinernonner, der tidligere havde boet på Nonnebakken. Stødte op til kirkens sydside, men var forsvundet inden midten af det 17. århundrede.
  33. ^ Skrædderen Henrik Skræp var anfører for en bande oprørere, der 1534 plyndrede Dalum Kloster og voldtog nonnerne. Han blev 1535 henrettet ved Dalum.
  34. ^ Byens Hede, bymark vest for Odense, strækker sig fra byen ud til Hedebækken, som falder ud i åen ved indgangen til Fruens Bøge. Den vej, som nu bærer navnet Søndre Boulevard, kaldtes indtil 1904 Heden (med stødtone på første stavelse).
  35. ^ Da Danmark var blevet Napoleons allierede, sendte han en fransk-spansk hær herop 1808. Et par tusinde af disse soldater var fra april til hen på sommeren indkvarteret i Odense og omegn. Den spanske soldat blev skudt, fordi han havde stukket en franskmand ihjel.
  36. ^ Odense kgl. privilegerede borgerlige skyttelav, oprettet 1704, holder som regel sin årlige skiveskydning den anden tirsdag efter pinse. Festen er også beskrevet i H.C. Andersens roman „Kun en Spillemand“ 2. del, kap. 1.
  37. ^ Skiven blev båret ind af de ældste smededrenge, der i sin tid, da lærlingetiden var længere end i vore dage, var ret velvoksne.
  38. ^ Den gotisk byggede Skt. Knuds Kirke er grundlagt i sidste halvdel af 13. århundrede. Knud den Helliges lig overførtes 1095 til en kvaderstenskirke.
  39. ^ Kongegravene findes nu i en kryptkirke, som blev funden under koret 1872 og restaureret.
  40. ^ Erik Lam døde 1146 som munk i Skt. Knuds Kloster, men hans grav kendes ikke.
  41. ^ Kong Hans, Dronning Christine, Christian den 2. og Prins Frans lå begravede i Gråbrødre Kirke, men da dennes nedrivning blev bestemt 1805, blev ligene overførte til Skt. Knuds Kirke.
  42. ^ Efter kirkens restaurering 1868—74 er hovedindgangen i den vestlige ende.
  43. ^ Faderen døde 26. april 1816.
  44. ^ H.C. Andersen blev konfirmeret søndag efter påske 1819.
  45. ^ Stiftsprovst, Dr. Stephan Tetens (1773—1855), sognepræst ved Skt. Knuds Kirke 1812—19, derefter biskop, først over Ribe Stift, siden over Als og Ærø.
  46. ^ Fra 1754 til 1868 var der en halv snes pulpiturer i kirken.
  47. ^ Hovedvagten lå på Flakhaven ved den sydlige ende af rådhuset.
  48. ^ Indtil 1857 lå en 2 etages bygning, Jens Andersen Beldenak 1518 havde bygget til bispestolens kancelli, på den sydlige side af Flakhaven foran Skt. Knuds Kirke.
  49. ^ Overgade nr. 11, nu yderligere moderniseret. Ofte fejlagtigt kaldt Oluf Bagers Fædrene Gård. Spor af gammelt murværk tyder på, at den er bygget før reformationen. Allerede i H.C. Andersens barndom var det middelalderlige præg borte. Egetræs panel fra renæssancetiden findes nu i Odense Bys Historiske Samlinger.
  50. ^ Psyke, grækernes personifikation af sjælen.
  51. ^ Medens det blev undersøgt, hvordan den svenske hær kunde komme fra Fyn til Sjælland, boede Carl den 10. Gustav 3.—4. februar 1658 hos gårdens ejer Thomas Brodersen Riisbrig, borgmester 1649—65.
  52. ^ Overgade nr. 28, gammelt grundmuret hus på det østlige hjørne af Overgade og Overstræde.
  53. ^ Claus Berg, indkaldt til Danmark ca. 1504, d. ca. 1535.
  54. ^ Altertavlen oprindelig opstillet i Gråbrødre Kirke, 1805 solgt til byens ældste kirke Vor Frue Kirke, men i 1885 afstået til Skt. Knuds Kirke.
  55. ^ En bindingsværks gård med apostelfigurer lå øst for Claus Bergs hus. Traditionen har sammenblandet de to nabogårde.
  56. ^ Gråbrødre Kirke blev bestemt til nedrivning 1805, henlå som ruin, indtil den blev endelig nedbrudt 1817—19.
  57. ^ Tænkes måske på borgmester Andreas Roesteen Lindved, der døde 1817.
  58. ^ Søren Hempel (1775—1844), udgiver af Fyens Stiftstidende.
  59. ^ Ved Gråbrødre Plads opførte Karen Bryske 1594 et 2 stokværk højt stenhus (nu Stiftsbogtrykkeriets lokaler). Ved ombygningen 1929—30 er tårnet forsvundet.
  60. ^ Odense Slot blev opført 1719—20 af Frederik den 4., der døde her den 12. oktober 1730 efter den 29. august på rejse at være kommen syg til Odense. Om lænestolen se G. L. Wad : Fra Fyens Fortid III s. 107—108.
  61. ^ Skt. Hans Kirke var knyttet til Johannittermunkene. Restaureret allerede 1823—24, men kom først ved en gennemgribende istandsættelse 1878-—80 til at fremtræde i tilfredsstillende arkitektonisk skikkelse.
  62. ^ Se eventyret „Det gamle Hus“.
  63. ^ Oluf Nielsen Bager, f. ca. 1522, d. 1602. Forstrakte Frederik den 2. med penge under Den Nordiske Syvårskrig (1563—70).
  64. ^ Om det urigtige heri se G. L. Wad : Fra Fyens Fortid IV s. 34f.
  65. ^ Fejlagtig oplysning, fremkommen 1774. Se Georg Galster: Sagnet om Oluf Bagers Mønt (Årbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter V s. 342—350).
  66. ^ Den såkaldte Myntegaard ligger på hjørnet af Overgade og Myntestræde, Overgade nr. 50. bindingsværksgård fra 1646 uden forbindelse med Oluf Bager.
  67. ^ Myntestræde eksisterede allerede 1469. Navn af, at det førte ind til den gård på den østlige del af Sortebrødre Torv, hvori Erik af Pommern lod slå kobbermynt.
  68. ^ Den kongelige skov Tollelund, senere kaldt Tolderlund, stødte op til Næsbyhoved Slotshave. Ved gravningen af Odense Kanal 1797—1803 gik det stærkt ud over Tollelund. Efter senere udvidelser er den nu forsvunden.
  69. ^ Bogtrykker Christian Henrik Iversen (1748—1827), udgiver af Fyens Stifts almindelige Aviser. Se Anderseniana VII s. 11 ff.
  70. ^ Landstedet Marieshøj på den østlige side af Odense Kanal, se Anderseniana VII s. 19ff.
  71. ^ Ligsten og epitafium findes nu i Skt. Hans Kirke. Epitafiet malet 1576.
  72. ^ Niels Olufsen Bager, f. ca. 1553, d. 1602.
  73. ^ Margrethe Clausdatter, g. m. Oluf Bager, d. 1581.
  74. ^ Anna Bager, d. kun 1 år gammel.
  75. ^ For H.C. Andersen var gud uendelig kærlighed, hvorfor han ikke kunde tro på et brændende helvede, hvor ilden er evig, medens Ludv. Chr. Müller, der forberedte ham til studentereksamen, holdt fast ved skriftens bogstavelige ord (Mit Livs Eventyr Kap. III).
  76. ^ Iflg. Adjunkt Hanck, Iversens svigersøn, var disse mønter Frederik den 2’s skillinger fra syvårskrigen med årstallet 1563.
  77. ^ Næsbyhoved Vandmølle, nedlagt 1863. Møllegården lå på nuværende Næsbyhovedgårds plads.
  78. ^ Næsbyhoved Sø, i sin tid ca. 150 hektar stor, forsvandt helt ved udtørringen 1863.
  79. ^ Ved Orthodoxien tænkes vistnok på Grundtvig og hans venner (deribl. Ludv. Chr. Müller). Grundtvig havde i 1825 med „Kirkens Genmæle“ begyndt en kamp mod rationalismen.
  80. ^ Hollufgård, hovedgård i Fravde Sogn, Aasum Herred, Sydøst for Odense nær ved landevejen Odense—Svendborg. Oprettet af rigskansler Jørgen Marsvin (d. 1524) af sammenkøbte bøndergårde. Hovedbygningen opført 1577 af sønnesønnen rigsråd Jørgen Marsvin (d. 1581).
  81. ^ Thomas Kingo ejede ikke Hollufgård, men Fravdegård, en anden hovedgård i sognet.
  82. ^ Hollufgård har endnu sine tårne på gårdsiden, men i 1829 fjernedes to karnaptårne ud imod voldgraven tillige med bygningens høje gavle.
  83. ^ Skt. Knuds Marked holdes den 10. juli (Skt. Knuds Dødsdag) eller en dag i nærheden deraf.
  84. ^ Rektor Meisling.
  85. ^ Onsdag den 15. juli 1829 gav kgl. skuespiller Christian Niemann Rosenkilde en scenisk-deklamatorisk aftenunderholdning i Odense Teater.
  86. ^ Odense Teater på Sortebrødre Torv, indviet 2. november 1795. Efter flere gange at have skiftet ejer blev det 1824 på grund af skatterestancer solgt ved offentlig auktion. Først i september 1829 lykkedes det at betrygge dets fremtid. Det gamle teaters sidste forestilling gaves maj 1914.
  87. ^ Sortebrødrenes Kloster oprettet ca. 1250, ophævet ved reformationen.
  88. ^ Tartuffe og Don Juan, skuespil af Moliere, i hvilke henholdsvis en skinhellig hykler og en forfører er hovedpersonen.
  89. ^ Odense havde fået ny brolægning „paa den franske Maade“ (Danmarks Kjøbstæder i 24 Kobbere af J. J. Bruun med historisk-topografiske Beskrivelser. G. L. Lahdes Forlag 1806).
  90. ^ Werther, hovedpersonen i Goethes roman Leiden des jungen Werther’s.
  91. ^ Men det samme sagn har man også om Skt. Knuds Kloster[17] og Gråbrødre Kirke[18], hvor gamle folk have forsikkret mig, at have seet en jerndør der også førte ud til Nonnebakken.
  92. ^ Det stræde, hvori hans Myntegaard[66] låe, bærer endnu navn af: „Myntestræde“[67].
  93. ^ Begge findes nøiagtigen beskrevne af professor Nyerup i tillæget til hans antiqvariske reiser i Aarhuus Stift.
  94. ^ Under enhver af figurerne ståer personens alder da han eller hun blev malet.
  95. ^ Kongeborgen Næsbyhoved, såvel med hensyn til dens beliggenhed og udseende, som til dens historie, findes meget interessant fortalt af prof. Vedel Simonsen i hans „Borgruiner“, 1ste hefte.

 

©