Forfattere

H.C. Andersen – Chamisso og Nicolas Martin

Fra Mit Livs Eventyr (I, 112-13) er det bekendt, at H.C. Andersen gennem H. C. Ørsted i 1831 på sin Tysklandsrejse stiftede bekendtkab med den fransk-tyske digter og videnskabsmand Adelbert v. Chamisso, som skulle blive hans første rigtige oversætter. H.C. Andersen forærede ham sine digte, og Chamisso udgav i 1833 tre af dem på tysk, nemlig „Soldaten”, „Tyveknægten” og „Martsviolerne” („Der Soldat”, „Muttertraum” og „Märzveilchen”).

Senere oversatte han tillige „Spillemanden”, „Lille Lise ved Brønden” og „Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer” (af „Agnete”) („Der Spielmann”, „Die kleine Liese am Brunnen” og „Der Müllergesell”).

Af disse blev „Soldaten” så kendt, at den som tysk soldatersang endnu til vore dage har stået i adskillige tyske Liederbücher. Men det er nok de færreste læsere og sangere, der har anet, at det var et digt af H.C. Andersen.

Da næppe ret mange danske Andersenianere har Chamissos digte stående på deres hylder, har jeg ment, at det ville være af interesse at lade et par af dem genoptrykke på dette sted sammen med den danske original.

Soldaten

Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae,
– Ak, skal vi da aldrig til Stedet naae,
At han kan faae Ro i sin Kiste?
– Jeg troer mit Hjerte vil briste!

Jeg havde i Verden en eneste Ven,
Ham er det, man bringer til Døden hen,
Med klingende Spil gjennem Gaden,
Og jeg er med i Paraden!

For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
– Der sidder han alt paa Dødens Stol;
De binde ham fast til Pælen.
– Forbarm Dig Gud over Sjælen!

Paa eengang sigte de alle Ni.
De Otte skyde jo reent forbi;
De rysted’ paa Haanden af Smerte,
– Kun jeg traf midt i hans Hjerte!

Der Soldat

Es geht bei gedämpfter Trommel Klang;
Wie weit noch die Stätte, der Weg wie lang!
O wär er zur Ruh und alles vorbei!
Ich glaub, es bricht mir das Herz entzwei.

Ich hab in der Welt nur ihn geliebt,
Nur ihn, dem jetzt man den Tod doch giebt.
Bei klingendem Spiel wird paradiert,
Dazu bin auch ich, auch ich kommandiert.

Nun schaut er auf zum letztenmal
In Gottes Sonne freudigen Strahl, –
Nun binden sie ihm die Augen zu, –
Dir schenke Gott die ewige Ruh!

Es haben die Neun wohl angelegt,
Acht Kugeln haben vorbeigefegt;
Sie zitterten alle vor Jammer und Schmerz,
Ich aber, ich traf ihn mitten ins Herz.

Martsviolerne

Sig Himlen hvælver saa reen og klar,
lisblomster fryse paa Rudens Glar.

I Solens Flamme saa smukt de staae,
En Yngling kommer og seer derpaa.

Men som han paa de Blomster seer, –
To Pige-Øine derude leer.

Saa skjønne Blomster han aldrig saae,
To Marts-Violer saa smukke, blaae.

lisblomsten smelter ved Kindens Brand –
Vor Herre hjælpe den unge Mand.

Märzveilchen

Der Himmel wölbt sich rein und blau;
Der Reif stellt Blumen aus zur Schau.

Am Fenster prangt ein flimmernder Flor;
Ein Jüngling steht, ihn betrachtend, davor.

Und hinter den Blumen blüht noch gar
Ein blaues, ein lächelndes Augenpaar.

Märzveilchen, wie jener noch keine gesehn!
Der Reif wird angehaucht zergehn.

Eisblumen fangen zu schmelzen an —
Und Gott sei gnädig dem jungen Mann.

Under den omtalte Tysklandsrejse i 1831 indførte Chamisso H.C. Andersen i et litterært selskab i Berlin. Her traf Andersen digteren og filologen Karl Simrock, hvis søstersøn var den franske digter Nicolas Martin, som H.C. Andersen omtaler et par steder i Mit Livs Eventyr (se også Anderseniana 2. række, bd. II, pp. 152 og 156).

Det var Nicolas Martin som i august 1841 i Revue de Paris offentliggjorde et fornøjeligt rimbrev „Au poète danois Andersen”, som han gennem Marmier tilsendte Andersen. Denne gemte naturligvis klenodiet, og det sidder den dag i dag i Stambogen.

Der udveksledes et par breve. Og H.C. Andersen og Nicolas Martin sås flygtigt i Paris i foråret 1843. Og mere blev det ikke til.

Men det bør ikke glemmes, at Nicolas Martin et par gange havde glædet den danske digter, som hungrede og tørstede efter udenlandsk anerkendelse.

Det bedste, man kan gøre for at bevare hans minde, er vel at vise, hvordan hans oversættelser så ud. Her følger de.

Le Soldat

„Que ces tambours voilés résonnent tristement!
Que cette borne est loin! que cette marche est lente!
Il semble que mon coeur se brise à tout moment:
Ah! quelle heure cruelle et quelle horrible attente!

„Dans ce monde désert je n’aimais que lui seul,
Lui seul que maintenant l’affreuse mort désigne
– Puis viendra la parade autour de son linceul
Et j’y devrai passer muet sous la consigne!

„Pour la dernière foie vers tes rayons joyeux
Il lève, o doux soleil! son humide prunelle –
– Hélas! et puis voilà qu’ils lui bandent les yeux:
Ah! que Dieu te reçoive en sa paix éternelle!

„Neuf fusils ont vomi leur foudre destructeur;
Huit balles ont sifflé plus loin que la victime:
Huit mains auront tremblé craignant peut-être un crime –
– Mais moi, mon plomb d’ami l’a frappé droit au coeur.”

Violette De Mars

Le ciel s’est arrondi plus bleu sur les hauteurs,
Et la gelée a peint sur les carreaux des fleurs.

Une surtout là-haut sur la vitre étincelle.
Un jeune homme est en bas, les yeux fixés sur elle.

Et, derrière les fleurs de ces carreaux brillantes
Brillent bien plus encor deux beaux yeux souriants.

Violette jamais n’a souri plus sereine! –
– Mais la vitre déjà se fond sous une haleine.

La fleur a disparne, mais non les deux beaux zeux!
– Amour, oh! sois propice au jeune homme amoureux!

Vel er det kun to små digte, og ikke engang af de betydeligste eller bekendteste. Men de er dog karakteristiske for H.C. Andersens ungdomsdigtning, og resultatet er meget net.

Hvad jeg ikke her kan vise er, at Nicolas Martins brevstil på vers og på prosa tyder på, at han virkelig havde været et oversætteremne.

©