H.C. Andersen i 3D

- buster og monumenter

Samlingerne i H.C. Andersens Hus rummer en række tredimensionelle fremstillinger af digteren, hvoraf de fleste er kommet til museet tidligt i dets historie. De har ikke opnået at få en særlig eller selvstændig status, og det er egentlig en skam, fordi de hver især fortæller deres egen unikke historie om H.C. Andersen – og om opfattelsen af ham.

Derfor er det også så meget desto større en glæde, at vi i foråret 2009 kan præsentere en stor del af disse skulpturer ved en udstilling i H.C. Andersens Hus. De bærer i forskelligt omfang præg af tidens tand og af ikke altid at have fået en lige skånsom medfart – men det gør dem bestemt ikke mindre interessante.

Skulpturerne udmærker sig ved at være fremstillet i en periode fra H.C. Andersens egen levetid og til årene umiddelbart efter hans død, hvorfor han i flere tilfælde også selv har set dem, bedømt dem og givet dem kommentarer med på vejen. I det følgende skal vi høre om de to hovedgrupper af skulpturer, der tegner sig i samlingen.

Busterne

Den første gruppe er fire buster af H.C. Andersen. De er defineret ved at portrættere H.C. Andersens hoved-, hals- og brystparti med fokus på hans ansigtstræk. Busterne er de tidligste af de tredimensionelle fremstillinger af H.C. Andersen: De er lavet i hans egen levetid, og digteren stod selv model til hver og en af dem.

Jens Adolph Jerichaus buste

H.C. Andersen var ganske ung, da han første gang blev modelleret. Det var i 1838, og kunstneren var den kun 22-årige billedhugger Jens Adolph Jerichau. Til sin veninde Henriette Hanck i Odense skrev digteren den 18. marts 1838: "I denne Tid bliver jeg modeleret; der kommer en lille, Rigsdalers Buste af mig. Bare den kære Bedstemoder havde faaet den at see. Dersom den lykkes, bringer jeg Dem den i Sommer, den faaer vel Lov at staae paa Kakkelovnen?" Hun svarer ham den 30. marts i den karakteristiske, drilske tone, de brugte i deres indbyrdes korrespondance: "Det er jo herligt at De bliver modeleret! Ja det vilde have glædet Bedstemor meget at see Deres Buste! Er det paa Cabinetskakkelovnen vis a vis for Kongen at De har tiltænkt den Plads? Ja, der er den jo rigtignok højt placeret, saa højt at vi smaae Mennesker slet ikke kunne see op til den."

Jens Adolph Jerichau (1816-83), tilskrevet, buste af H.C. Andersen, 1838.

To måneder senere skrev digteren knap så begejstret til sin veninde: "Min Buste af Jerichau finde Alle saa uheldig, at det ei kan nytte ham at gjøre Aftryk af den til Salg, ingen kjøber den; jeg har ogsaa raadet derfra og kan altsaa, i Sommer, ingen Buste bringe Dem, men jeg bliver vel nok en anden Gang bedre modeleret." Busten fik da heller ikke god kritik i avisen: "dette arbejde gjengiver ikke Originalen til den Grad, at Man frapperes ved Synet deraf."[1]

Denne tidligt udførte buste er angiveligt den her afbildede. Man kan se, at frisuren på den 33-årige digter svarer til den, vi kender fra C.A. von Benzon og C.A. Jensens samtidige malerier.

Christian Albrecht von Benzon (1816-49), portræt af H.C. Andersen, 1835.
Christian Albrecht Jensen (1792-1870), portræt af H.C. Andersen, 1836.

Otte år senere mødte H.C. Andersen Jerichau i Rom. Her blev digteren stærkt berørt af Jerichaus ret kranke skæbne og skrev hjem til Jonas Collin med en bøn om at skaffe midler til en hjemrejse for den talentfulde, men meget forarmede billedhugger:

" Dagen igaar endte med at Danske, Svenske og Norske indbød mig og drak min Velkomst Skaal. – Men nu til en Sag, man har lagt mig paa Hjertet. I hele Tydskland, hvor jeg kom, lød Jerichaus Navn, som den danske Billedhugger der vilde blive en anden Thorwaldsen; et Par tydske Professorer, dygtige Mænd, havde igaar fat paa mig og bad mig, for mit Fædrelands Ære, tale til Hjemmet om Jerichau. Hos Alle Kunstnere og Fremmede er der kun een Mening at Jerichau er det betydeligste Geni blandt alle Billedhuggerne men han er fattig, og hvad der er værre, legemlig angrebet og melankolsk i en Grad at man enkelte Øieblikke kan frygte det Værste, han maa denne Sommer fra Italien, hvis varme Climat kan dræbe ham, han maa til Danmark og faae nogle Søebade, det er alle Lægers Mening. Jeg har talt med ham og han har udtalt sig for mig. Kongen af Danmark har lovet at gjøre en Bestilling hos ham, naar han har seet eet af hans Arbeider, et saadant har alt i flere Maaneder ligget i Livorno og forgjæves ventet paa SkibsLeilighed. Tiden gaaer og midt i Mai maa han see at komme bort; Kongen har ladet ham faae 200 Scudi, men Jerichau har store Udgifter til Modeller, til Attellier, kort, han er; i Gjæld, han behøver 600 Scudi for at reise; i Assens har han Familie, der kan han ret tarvelig pleie Legeme og Sjæl, men hjem maa han; hans Arbeider vække her Forbauselse, men de ere for storartede til at kunne kjøbes af Enhver. (Et deiligt Basrelief i Marmor har han gjort, et deiligt Barn paa en Gjeddebuk, og en Dreng der skyder bag paa etc. – det skulde Moltke-Bregentved kjøbe.) – Jerichaus ulykkelige Melancoli kommer fra hans Legeme, dette maa styrkes og der er kun kolde Søebade og Forandring af Luft, som her hjælper. Han har skrevet hjem til Kongen, men Intet hørt. Tag De Dem af Sagen, her er noget Overordentligt, ikke noget Hverdags, det er for Danmarks Skyld, for vor National-Ære at han maa og snart! – "[2]

H.C. Andersens forehavende lykkedes: Jerichau vendte hjem til Danmark, hvor han rekreerede fra forsommeren til september 1846, for derefter at vende tilbage til Rom. De tungsindige perioder blev dog ved at forfølge ham resten af livet.

Joseph Durhams buste

Den engelske billedhugger Joseph Durhams buste af H.C. Andersen ligner sin model lige så lidt, som Jerichaus buste gør det. Busten blev lavet mellem den 28. juli og 2. august 1847, da digteren for første gang besøgte England. "Min Buste [er] Sjælen liig", skrev Andersen i sin dagbog, og til Henriette Wulff skrev han den 12. august 1847: "Den Billedhugger som i London har gjort Jenny Linds Buste har gjort min som Pendant, og den er liig i høi Grad, men saa forædlet, saa deilig!

– Ja, min Gud, saaledes gad jeg nok see ud!" Det var redaktøren af The Litterary Gazette, William Jerdan, der inviterede Andersen til England, og ham, der fik Andersen til at stå for Durham. I The Litterary Gazette blev busten anmeldt med ordene: "It is the famed and popular Danish Poet to the very life. Every trace of his remarkable head is rendered as if a spell had turned it into stone. It is one of the finest busts we ever saw."

Det eksemplar af busten, der findes i samlingerne i H.C. Andersens Hus, har tilhørt digteren selv. I et brev til den engelske billedhugger den 12. juli 1848 bekræfter H.C. Andersen modtagelsen:

"Dear Sir, and Friend! I arrived here the day before yesterday from Funen where I have been staying for several weeks, and very near the seat of war, on my arival I found both cases, with Jenny Lind’s and my own bust, Which one of our sculptors has unpacked for me, they came perfectly safe and have pleased all my friends to see. I press your hand in most grateful acknowledgement!"

Det har givetvis været med glæde, at H.C. Andersen kunne placere sin og Jenny Linds buste sammen på den buffet, han brugte som skrivebord, mens han logerede hos madam Anholm i Nyhavn. Ifølge Edgar Collin, barnebarn af Jonas Collin d.æ., blev Jenny Linds buste i 1876 solgt på auktion hos Hee sammen med H.C. Andersens og Christian Winthers bøger. Men Jenny Linds buste er ikke nævnt i auktionskataloget, så dens videre skæbne er uvis.

Joseph Durham (1814-77), buste af H.C. Andersen, 1847.

Frederik Christian Stramboes buste

I Rom, dagen efter sin fødselsdag i 1846, stod H.C. Andersen model for den danske billedhugger Andreas Kolberg, der gjorde hans buste. Busten, som ikke kendes i dag, faldt ikke i Andersens smag, og da han i september 1864 hørte, at busten skulle afstøbes til Baronesse Stampe til Nysø, standsede han gipseren i arbejdet. I dagbogen lyder det: "[Jeg] sagde at det var mig særdeles imod, da den var en Karikatur og tilbød mig at sidde for en ny … den unge Hr. Stramboe skal gjøre den."

Dagen efter, den 23. september 1864, stod H.C. Andersen for Stramboe i Jerichaus kolde atelier, og ugen efter var busten i det store hele færdiggjort. At H.C. Andersen valgte kunstneren Stramboe, skyldes nok, at digteren to år tidligere havde gjort gode erfaringer med at sidde for den unge billedhugger. I dagbogen den 17. marts 1862 skrev Andersen: "Alle disse sidste Dage har jeg i flere Timer siddet for Billedhuggeren Stramboe der gjør min Medalion til Galvanoplastikeren Møller." Digteren havde været særdeles tilfreds med resultatet af portrætrelieffet, og også med busten var digteren godt tilfreds.

I et brev til Fru Ingemann skrev han: "Den unge Billedhugger Strambo, har før han reiste til Italien fuldendt min Buste, den er smukt gjengivet."[3]

Frederik Christian Stramboe (1833-1908), buste af H.C. Andersen, 1864.
Herman Wilhelm Bissen (1798-1868), buste af H.C. Andersen, 1864.

Herman Wilhem Bissens buste

Mens H.C. Andersen stod model for F.C. Stramboe, opsøgte også billedhuggeren H.W. Bissen digteren for at gøre hans buste. Andersen indvilgede deri, og dagen efter, den 1. oktober 1864, påbegyndtes arbejdet i det ubehageligt kolde atelier. I dagbogen noterede han om den blandede oplevelse: "Stod for Bissen der gjør min Buste; jeg maatte længe staae med bar Hals det var meget for koldt, uagtet der var Ild i Kakkelovnen. Bissen var anderledes underholdende at staae for end Stramboe. Jeg var i Bissens Familie og spiiste Frokost."

Og to dage senere: "Jeg stod fra 10 til 11½ for Bissen, der sagde at Vorherre havde givet sig Tid til at skabe mit Hoved aparte frem for de fleste Andres." Den 10. oktober stod Andersen for sidste gang for den gamle billedhugger, og Andersen skrev samme dag i et brev til Therese Henriques: "Professor Bissen … har nu fuldført en ny [Buste] der skal indlemmes i den Samling af Buster Bissen har gjort og agter at testamentere Landet naar han døer."

Men modellen var ikke helt tilfreds med kunstnerens arbejde: "Professor Bissen [har] modelleret min Buste, og den tiltaler alle mine Bekjendter, og omtales som særdeles liig og herlig udført, mig har den noget Fremmet", lyder det i et brev til Fru Ingemann.[4]

Bissens buste blev i 1865 reproduceret af hårdt brændt porcelæn i lille størrelse, som digteren med stor fornøjelse og rund hånd forærede sine venner, bl.a. sin gamle lærer, Fedder Carstens, fra barndomstiden i Odense. Reproduktionen blev fremstillet af Bing & Grøndahl og blev af digteren selv kaldt for "den Bissen-Bingske buste".

"Den Bissen-Bingske buste", eneret B&G, 1865.

Monument-konkurrencen 1875-77

Den anden hovedgruppe af skulpturer er udkast – skitser – udført i forbindelse med monument-konkurrencen 1875-77. Her er både store og små udkast i gips og i ler, som portrætterer digteren i fuld figur, ofte også i selskab med børn. Inden sin død nåede H.C. Andersen at se og kommentere de første skitser, som han dog ikke selv havde stået model til: Billedhuggerne modellerede efter hukommelsen og efter billeder af digteren.

Om monumentkonkurrencen

Oprindelsen til konkurrencen skal findes i et møde, afholdt den 9. december 1874 af H.C. Andersens venner og ikke mindst veninder i anledning af digterens forestående 70-års-dag, den 2. april 1875. Formålet var at drøfte den idé at rejse et monument for H.C. Andersen i Kongens Have. Det blev startskuddet til en langvarig og kompleks sagsgang med ansøgninger og indsamlinger af penge ved en hovedkomité såvel som lokalkomiteer. Den 2. april 1875 kunne monumentkomiteen meddele digteren, at et mindesmærke ville blive rejst for ham i Kongens Have. I komiteen var der delte meninger om, hvorvidt man skulle overdrage opgaven til én bestemt kunstner, som man fandt bedst egnet, eller om man skulle udskrive en konkurrence mellem flere kunstnere. Det blev sidstnævnte synspunkt, der vandt, hvorfor en bedømmelseskomité blev nedsat og kunstakademiet anmodet om at henvende billedhuggernes opmærksomhed på konkurrencen, der skulle komme til at løbe af stabelen i flere omgange, inden et endeligt valg blev truffet. Først i 1880, fem år efter Andersens død, kunne statuen i Kongens Have afsløres.

Der var så stor hemmelighedsfuldhed omkring konkurrencen, at det ikke er lykkedes at finde nogen fortegnelse over de indsendte udkast. Men så vidt vides, deltog i alt 11 billedhuggere i den indledende konkurrence: Syv konkurrenceudkast er blevet bevaret til i dag, og de seks af dem skal omtales i det følgende. (Det sidste, udført af E.F. Ring, befinder sig på Nordjyllands Kunstmuseum).

De første tre kunstnere, hvis udkast vi skal høre om, sendte ind til konkurrencens indledende runde. De sidste tre var heldige desuden at blive opfordret til at arbejde videre med deres første skitser og dermed også deltage i konkurrencens anden runde.

Cathinka Kondrups skitse

Cathinka Kondrup var som ganske ung elev i H.W. Bissens atelier. I 1878 modtog hun det Anckerske legat og opholdt sig siden i Rom og England fra 1878-80. Senere i livet fik hun en hård skæbne, idet hun fra 1893 til sin død nytårsaften 1927 levede som sindssyg på Skt. Hans Hospital.[5]

Cathinka Jenny Helene Kondrup (1851-1927), "H.C. Andersen fortæller eventyr", lille skitse til H.C. Andersen monument, gips, 1875.

Kondrups gipsudkast til H.C. Andersen-monumentet bærer titlen "H.C. Andersen fortæller eventyr". Det portrætterer digteren siddende på en stor sten, barhovedet, med håret skilt i venstre side og med krøllet hageskæg. Vi ved ikke ret meget om denne skitse, som ikke hører til dem, som H.C. Andersen selv har kommenteret, selvom han givetvis har set den sammen med de andre indsendte skitser: "Gik Klokken 12 med Fru Collin hen i Peters Billedhugger Værksted hvor jeg saa omtrent 16 Modeller til mit Monument, bedst syntes jeg om det af Evens, dette havde Bloch ogsaa udpeget som det heldigste…"[6]

Den omtalte skitse af Otto Evens (1826-95), som ellers opnåede udvælgelse til konkurrencens anden runde, er desværre ikke bevaret.

Kondrups skitse føjer sig til den — store — gruppe af indsendte udkast, som portrætterer digteren sammen med et barn eller flere – og en bog eller flere.

Peter Petersens skitse

Peter Petersen var både billedhugger, medaljør og kameist – dvs. at han skar kameer. Han opholdt sig 1841-47 i Rom under Thorvaldsens protektion og var ligesom Kondrup elev hos H.W. Bissen.

Peter Petersens lille gips-udkast er et af de få uden børn – men med den nærmest obligatoriske opslåede bog i hånden på digteren.

Efter alt at dømme havde H.C. Andersen mødt Petersen i Rom allerede i 1846, mens billedhuggeren opholdt sig dér. På sin fødselsdag dette år skrev Andersen hjem til Jonas Collin den ældre: "Af Danske saae jeg strax Allen, der var kommet samme Dag fra Neapel; siden saae jeg Brock, som jeg ret hjertelig kom i møde, men han er mig noget kjøbenhavnsk, i daarlig Betydning; han kommer ogsaa kun lidet sammen med de andre Landsmænd, men er altid med en Frøken Bjerring; Gurlitt[7] og Pedersen saae jeg senere."

H.C. Andersens Hus modtog skitsen i gave fra billedhuggerens søn i 1906 i forbindelse med etableringen af museet.

Peter Petersen (1810-92), skitse til H.C. Andersen monument, 1875.

Louis Hasselriis’ skitse

Billedhuggeren Louis Hasselriis var også elev af H.W. Bissen og modtog seks stemmer for sit udkast til den indledende konkurrence – hvilket ikke var nok til at sikre ham plads blandt de fire udvalgte,[8] der modtog et beløb for at udføre deres skitser i en større målestok.

Udkastet i museets samling er ikke det, som Hasselriis indsendte til den københavnske monumentkonkurrence, men derimod det, som kunstneren siden lavede med henblik på at få opført H.C. Andersen-mindesmærket i Odense. Efter alt at dømme begrænser forskellen på de to udkast sig dog til den ene, at Hasselriis på Johanne Louise Heibergs opfordring på det senere udkast iførte H.C. Andersen en kappe: "Andersen bruger saa meget at gaae med et af de uldne Tørklæder, som Herrerne ofte vikle om Halsen, lod det sig ikke gjøre, at et saadant hang let og løst foran, og en af Enderne kastet let over den ene Skulder ned af Ryggen, og derved skjulte den ene Arm og brød den lange Rygflade? Ja, tag mig ikke dette Forslag ilde op, som maaske aldeles ikke kan bruges, men husk paa, at det kommer af, at jeg virkelig finder den hele Idee saa skjøn, at jeg ikke kan holde en lille Indvending tilbage."[9]

Ligesom Odenses første æresborger, Frederik VII, var blevet foreviget af billedhugger H.W. Bissen, ønskede byen også at hædre sin anden æresborger, H.C. Andersen, med en statue. Hasselriis blev initiativtager til opførelsen af mindesmærket i Odense, der blev afsløret den 19. juni 1888 i Kongens Have og siden flyttet til hhv. Gråbrødre Torv og Eventyrhaven. På soklen til gipsudkastet ses tre figurer: digterens genius, Ole Lukøje og Tommelise. Soklen blev vurderet for dyr og blev derfor ikke realiseret.

Louis Hasselriis (1844-1912), udkast til mindesmærke, ca. 1876.
Louis Hasselriis’ H.C. Andersen-mindesmærke i Eventyrhaven i Odense.

Lauritz Priors skitse

Lauritz Prior var, som alle de øvrige skabere af de bevarede monumentskitser, elev af H.W. Bissen – og dermed ligesom dem stærkt inspireret af Bertel Thorvaldsen. Prior var mäske den mest moderne af dem og kan sammenlignes med J.A. Jerichau i periodens fornyelse af dansk billedhuggerkunst.

Lauritz Prior var søn af skibsreder og grosserer Hans Peter Prior (1813-75), som H.C. Andersen havde lejlighed til at stifte bekendtskab med i 1864, da Danmark var i krig med Tyskland – en krig, som digteren var stærkt engageret i og påvirket af. Den 15. maj skrev han i dagbogen:

"Søndag 15, Pindsedag. Klokken halv Elleve sagde en Politibetjent mig at vore Skibe fra Helgoland var komne og at Kongen nu tog afsted, jeg skyndte mig ud paa Toldboden, da vare Fartøierne endnu kun at øine, jeg spiiste da Frokost i Toldbodbørsen, eller hvad Restaurationen hedder. Jeg kom ud paa Broens yderste Punkt; henimod Klokken 12 kom Dampskibet Flora, det lagde ind Nord paa Broen. Skibseieren Hr Prior var ombord og spurgte mig om jeg ikke vilde med, det var en Tour ud om Skibene; jeg takkede nei, men da jeg saae Flere gik ombord, gjorde jeg det ogsaa og var Priors Gjest; Klokken 12 skulde Kongen komme. Vi seilede ud o[m] Skibene og gav dem Hurra; ved Kongens Ankomst løsnedes Skud, de rystede vort Fartøi og rungede mig i Ørene, Kanonernes Forladning faldt paa vort Skib, saa at vi maatte dække os bag Kjøkken Kahyt og Skorsten."

Et par år senere havde H.C. Andersen lejlighed til at se sønnen Lauritz’ atelier: "været hos Block der havde Model; seet hans og Priors Attellier."[10]1 denne periode – Fra 1862-67 – opholdt Lauritz Prior sig ellers mest i Rom.

Da Prior ni år senere deltog i monumentkonkurrencen, var det med en skitse af en siddende og gestikulerende – fortællende – H.C. Andersen; med en pige ved det ene og en dreng ved det andet ben. Prior var blandt de fire udvalgte, der modtog en pengesum til at udføre skitsen i halv naturlig størrelse og dermed deltage i næste runde. Og det er denne skitse, der gengives her.

Lauritz Terpager Malling Prior (1840-1879), skitse i halv naturlig størrelse, gips, 1875.

Theobald Steins skitse

Johan Carl Hendrik Theobald Stein – bedre kendt som Th. Stein – arbejdede efter sin konfirmation i 1844 hos medaljør Chr. Christensen til november 1845 og herefter hos H.W. Bissen. I 1863 traf H.C. Andersen og Th. Stein første gang hinanden i forbindelse med forberedelserne til Frederik den 7’s begravelse: "Billedhuggeren Stein der har arbeidet med paa Forziringerne førte mig hen i en anden Kant af Slottet hvor jeg saae de pyntede paa Kistens Laag, satte, de een Haand lange, knælende Engle fast, det var kun Leer Figurer, de af Bronze komme først senere i Roeskilde…" står der at læse i H.C. Andersens dagbog den 17. december 1863.

Stein hørte til den gruppe af kunstnere, der blev udtaget til at gå videre til monumentkonkurrencens anden runde og til at udføre et udkast i halv naturlig størrelse: Det er dette gipsudkast, der er bevaret i samlingerne ved H.C. Andersens Hus. Men man fandt hans forslag for sentimentalt, og da også han havde valgt at placere en børnegruppe ved digterens side, faldt skitsen næppe heller i modellens smag – som vi skal høre mere om siden. Stein havde ellers allerede flere år tidligere luftet tanken:

"Gik lidt efter 10 over til General Christiansen, der var hans gamle Moder fra Kjøbenhavns Sygehjem, en Søster Fru Holst, Skuespillerinden Frøken Nielsen fra det kongelige Theater og Flere, de bleve Alle præsenterede for mig og der syntes stor Glæde over at samles med mig og høre mig læse, særligt Frøken Nielsen. Jeg læste Tidselen, det Forunderligste, Hvad man kan hitte paa og senere Laserne. Billedhugger Stein bad om han maatte modelere mig læsende for en Gruppe Børn."[11]

Theobald Stein (1829-1901), skitse i halv naturlig størrelse, gips, december 1875.

Saabyes skitse

August Wilhelm Saabye blev først uddannet som håndværker, siden som billedhugger. Han arbejdede i H.W. Bissens atelier og var stærkt præget af Jerichaus arbejder.

Ud over gipsbusten i halv naturlig størrelse rummer samlingerne i H.C. Andersens Hus også lerskitser udført af Saabye til H.C. Andersen-monumentet. Men ingen af disse er den, som Saabye sendte ind til konkurrencens første runde: For det fremgår af H.C. Andersens dagbøger, at Saabyes første skitse, ligesom så mange af de andre indsendte skitser, portrætterede digteren med et barn – og på en måde, der frastødte H.C. Andersen og satte hans sind i oprør: "Af Billedstøtternes Modeller jeg saae i Dag mishag[e]de mig flere, saaledes den af Saaby, der var blevet No 3 af de fire udvalgte".[12]

Knap tre uger senere skrev Andersen videre i dagbogen: "Besøg af Saaby, hvis Skitze til min Statue jeg ikke kan udstaae, da den minder om gamle Socrates og den unge Alcibiades. Jeg kunde ikke sige ham det men nægtede at sidde eller i det hele i Dag at tale med ham. Jeg blev mere og mere oprørt i Sindet. Saaledes saae Fru Koch mig og gik strax ind paa Academiet og fik Maleren Roed, der er i Comiteen [til] at komme til mig, han syntes heller ikke om Sobys Gruppe, den lange Dreng der ligger mig heelt op i Skrevet, han læste mig sin Indsigelse mod den og gav Løfte om at kjæmpe imod at den kom under den Form. En Fortræd er det at ingen af Billedhuggerne kjende mig og vide om min Personlighed".[13]

Saabye havde altså lagt vejen forbi H.C. Andersen i håbet om at få ham til at sidde model for sig. Det er værd at bemærke, at Otto Evens, der som tidligere nævnt var finalist og Andersens personlige favorit, var den eneste anden konkurrencedeltager, der lagde vejen forbi i dette ærinde. Den 3. juni kunne den af sygdom temmelig svækkede digter notere i dagbogen: "Besøg af Billedhugger Iwéns, jeg blev meget træt ved at maatte tale og stille mig til Statue".

August Wilhelm Saabye (1823-1916), lerskitser til H.C. Andersen-monumentet, u.å.

Dagen efter fik H.C. Andersen atter besøg af Saabye: "Besøg hjemme af Billedhuggeren Saaby, som jeg denne Gang sagde klart og tydeligt at jeg var utilfreds med hans Statue af mig, at hverken han eller nogen [af] Billedhuggerne kjendte mig, havde ikke seet mig læse, at jeg ingen taalte da bag ved mig og ikke havde Børn paa Ryggen, paa Skjødet eller i Skrævet; at mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene, disse forstode kun Stafagen og som modne Folk saae og fornam de først det Hele. At det Naive var kun een Deel af mine Eventyr, at Humoret var egentligt Saltet i dem".[14]

Godt to måneder senere, den 8. august 1875, endte digteren sine dage hos familien Melchior på landstedet "Rolighed" uden at have set, hvad der blev resultatet af de fire konkurrenters anstrengelser.

August Wilhelm Saabye (1823-1916), skitse i halv naturlig størrelse, gips1875.
August Saabyes bronzemonument af H.C. Andersen, opført 1880 i Kongens Have, København.

Konkurrencens udfald og efterspil

Juleaften samme år udløb fristen for finalisterne. Saabye og Evens var spidskandidater og som nævnt de eneste af de deltagende billedhuggere, der lagde vejen forbi H.C. Andersen for at få ham til at stå eller sidde model for deres reviderede skitser. Det var indledningsvis stillet som betingelse for finalisterne, at de i hovedtanken skulle holde sig til deres første udkast: Men mens Stein og Prior havde bevaret deres oprindelige kompositioner med digteren flankeret af et par børn (og Evens efter alt at dømme bevarede sin komposition med digteren uden børn), havde Saabye derimod nu indleveret en skitse, der var væsensforskellig fra hans første, idet "den lange Dreng" som H.C. Andersen omtalte, var fjernet.

Resultatet var, at den nedsatte bedømmelseskomité enedes om at måtte lade Saabyes skitse ude af betragtning. Men da komiteen heller ikke fandt nogle af de øvrige tre udkast egnede, var man lige vidt, og i februar 1876 henstillede komiteen derfor til, at evt. interesserede kunstnere kunne udarbejde en skitse i fuld størrelse inden 1. oktober 1877. Til denne tredje – og sidste! – runde indkom bare to forslag: Et af Ferdinand Edvard Ring (1829-86)[15] og ét af Saabye.[16] Den 15. oktober 1877 var valget af Saabyes udkast en realitet, og den 26. juni 1880 kunne bronzemonumentet i Kongens Have i København endelig afsløres. Her har man lige siden, i snart 130 år, kunnet nyde synet af monumentet.

Lige fra monument-komiteens indledende drøftelser i 1875 havde der været delte meninger om, hvorvidt man straks skulle udpege en bestemt kunstner til opgaven eller udskrive en konkurrence. Helt fra starten var August Saabye på tale som den rette mand til opgaven. Når man dertil lægger, at komiteen efter konkurrencens første runde undlod at foranstalte en offentlig udstilling af de indsendte udkast, kan det ikke undre, at der opstod mistanke og blev opløftet røster om aftalt spil, både undervejs i forløbet og efter den endelige afgørelse.

I sine erindringer ironiserer Theobald Stein da også over konkurrencen, under titlen En slags Concourence (H.C. Andersens Statue)[17]:

"H.C. Andersen skulde have sin Statue, og det medens han endnu levede. Det første er saare naturligt – det andet ganske forkasteligt i de allerfleste Tilfælde. I den lille Kreds, hvor denne Plan blev ruget ud, var det underforstaaet, at Saabye skulde udføre Arbejdet. Dette lykkedes ogsaa men kun efter "overnaturlige" Anstrengelser. Istedet for ligefrem at bestille Statuen hos den valgte Kunstner udstededes der Indbydelse til Concourrence mellem alle danske Billedhuggere i Form af Skitzer. Ikke saa faa yngre og ældre Billedhuggere mødte med smaa Lerskitzer, som saa udstilledes i et af Atelierne paa Charlottenborg.

Alle, undtagen Saabye, havde projekteret en tilhørende Piedestal, og alle, ligeledes Saabye, havde sat Digteren i Forbindelse med et eller flere Børn, hvem han fortalte sine Æventyr. Saabyes Skitze var ufuldkommen og snarere et Embryo af en Figur, at man dog ikke turde krone den, og derfor udskreves en ny Prøve med Grupper i halv naturlig Størrelse imellem Evens, Prior, Saabye og mig — men i overensstemmelse med de indsendte Skitzer.

Dengang vidste man vel ikke endnu, at Digteren frabad sig at læse for Børn og vilde være ene paa Piedestalen.

Concoursen gik sin Gang, og vi mødte paa Time og Sted, men Saabye havde af ovennævnte Grunde udeladt "Barnet" og havde ingen Piedestal. Han vilde helst see vore først. Han har altid været en klog Mand i saadanne Ting.

Da Fordringen havde bundet os andre Tre til at medtage Børnene, protesterede vi i en Skrivelse mod Saabyes Figur og fordrede den sat "Hors de Concours"[18]. Commiteen maatte bide i det sure Æble og honorere vore Figurer med 500 kr. hver, og dermed var den Concours færdig.

Kort efter tog Commiteen igjen fat med en ny Indbydelse til Concours denne gang uden Børn og i den colossale Størrelse, hvori Statuen skulde fremstilles. Billedhugger Ring var saa naiv at indlade sig herpaa, og nu var Vejen aaben for Saabye, som saa lavede den Statue, som fik Plads i Rosenborg Have".

Efter denne indledning går Th. Stein over til en voldsom kritik af Saabyes (manglende) evner som kunstner. På den ene side kan man ikke udelukke, at Steins erindringer er farvede af en vis bitterhed over at være blevet forbigået, men på den anden side må man medgive ham, at forløbet og omstændighederne omkring konkurrencen var mildest talt uklare.

Fænomenet med at portrættere H.C. Andersen i tre dimensioner har som bekendt ikke begrænset sig til digterens samtid. Gennem tiden er han blevet afbildet adskillige gange, og i særudstillingen i H.C. Andersens Hus vises derfor også en gruppe af nutidige buster og monumentskitser.[19] jo længere væk fra digterens samtid, kunstnerne har befundet sig, jo større grad af fortolkning og mytologisering har efter alt at dømme fundet sted. For nutidige kunstnere har ganske enkelt ikke set eller skullet forholde sig til mennesket H.C. Andersen i levende live, hvilket givetvis må være såvel en begrænsning som en befrielse. De har derimod måttet forholde sig til eftertidens myter om eventyrdigteren som menneske og kunstner.

Men de samtidige buster og monumentskitser demonstrerer omvendt med al ønskelig tydelighed, at mytologiseringen af digteren trivedes i bedste velgående allerede i hans egen levetid. Forskellige fremstillinger afspejler selvsagt den afbildende kunstners smag, stil og talent – men også og ikke mindst hvilke egenskaber ved mennesket og myten H.C. Andersen, kunstneren har ønsket at betone. Flere af de tidlige buster forsøger således efter bedste evne at fremstille H.C. Andersen som en ægte romantisk "dandy"[20], mens et flertal af monumentskitserne ved at fremstille H.C. Andersen i selskab med børn fokuserer på hans egenskab af forfatter for netop dette publikum, selvom Andersen som bekendt også skrev romaner, skuespil, digte og rejseberetninger, og eventyrene nok så meget var henvendt til det voksne publikum. Sammenstillingen af digter og børn giver samtidig associationer til uskyldighed, naivitet og det harmløse – egenskaber, der til stadighed forbindes med H.C. Andersen. Også selv om han med den endelige barnløse udformning af monumentet i Kongens Have fik en løftet finger eller fem med i spillet.

Noter

  1. ^ Brev fra H.C. Andersen til Henriette Hanck, 15. maj 1838.
  2. ^ Brev fra H.C. Andersen til Jonas Collin den ældre, 3. april 1846.
  3. ^ Brev fra H.C. Andersen til Lucie Marie Ingemann, 8. november 1864.
  4. ^ Samme brev.
  5. ^ Cathinka Kondrups breve er bevaret på Det Kgl. Bibliotek.
  6. ^ H.C. Andersens dagbøger, 9. maj 1875.
  7. ^ Louis Gurlitt, kunstmaler, 1812-97.
  8. ^ Nemlig Prior, Stein, Saabye og Evens.
  9. ^ Brev fra Johanne Louise Heiberg til Louis Hasselriis, 6. maj 1875.
  10. ^ H.C. Andersens dagbøger, 17. september 1866.
  11. ^ H.C. Andersens dagbøger, 20. maj 1870.
  12. ^ H.C. Andersens dagbøger, 9. maj 1875.
  13. ^ H.C. Andersens dagbøger, 29. maj 1875.
  14. ^ H.C. Andersens dagbøger, 4. juni 1875.
  15. ^ Udkastet befinder sig nu på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg.
  16. ^ Udkastet befinder sig nu på AROS i Aarhus.
  17. ^ Fra Th. Steins erindringer til et skrift om billedhuggeren af dennes oldebarn, Erik Stein: Erik Stein har afleveret et udskrift af erindringerne til H.C. Andersens Hus i 2005.
  18. ^ "Uden for konkurrence".
  19. ^ I udstillingen vises bl.a. monument-skitser udført af Henry Luckow-Nielsen (1902-92) og Bjørn Nørgaard (f. 1947).
  20. ^ Jf. Den Store Danske Encyklopædi: (eng. ‘laps, modeherre’, af omstridt opr., måske skotsk kæleform af Andrew). Dandyens prototype er blasert, ekstravagant, dunkel og egocentrisk med en påtaget afsky for det hverdagslige og trivielle. I litteraturen udformedes dandyen i begyndelsen af 1800-t. af engelske og franske romantikere (lord Byron og Stendhal). Senere gav især Baudelaire, Mallarmé og Oscar Wilde skikkelsen dybde. Dandyens stiliserede, aristokratiske maske forbindes hos dem på samme tid med en intim poesi og med en vidtgående skepsis og protest vendt mod århundredets forfladigelse af idealerne om frihed og lighed.

Litteratur

  • Anderseniana. 2. række bind I, 3, 1949. Red. Svend Larsen & H. Topsøe-Jensen. Svend Larsen: En model og to statuer. S. 242-283.
  • Dansk Biografisk Leksikon, 1980, Red. Sv. Cedergreen Bech, Gyldendal.
  • En slags Concourence (H.C. Andersens Statue), Th. Steins erindringer, renskrevne notater som Torben Malling Stein (Th. Steins barnebarn) har skrevet efter de håndskrevne originalmaterialer han havde arvet. Efterfølgende bearbejdet af dennes sønner Torben og Erik Stein, og af sidstnævnte indleveret i kopi til H.C. Andersens Hus.
  • Weilbach. Dansk Kunstnerleksikon. http://www.kulturarv.dk/kid, samt trykt udgave: 1994, Red. Sys Hartmann, Munksgaard.

©