H.C. Andersen i „Corsaren“ 1840-46

Det politiske liv vågnede for alvor efter Frederik VI’s død, og en af de bemærkelsesværdigste faktorer i den offentlige debat blev ugebladet „Corsaren“, hvis første nummer udkom 8.10.1840. Bladets stifter og udgiver var den dengang 21-årige M. Goldschmidt; han bestemte dets kurs og skrev det omtrent alene, indtil han, træt af striden med Søren Kierkegaard, opgav det med nummeret for 2.10.1846. Han solgte så „Corsaren“ til xylograf Flinch, der førte det videre endnu i 9 år; disse sidste årgange er uden interesse, de hæver sig ikke over et almindeligt smudsblads niveau. „Corsaren“ står for eftertiden først og fremmest som et vittighedsblad, mest læst blev småstykkerne i den satiriske rubrik „Charivari“, men Goldschmidt havde et højere sigte. Bladet var i hans tid et meget dristigt politisk oppositionsblad; programartiklen henviser til Ismael, Abrahams søn, „hvis Haand skulde være imod Alle og Alles imod ham“. Goldschmidt slog til højre og til venstre, fra kongen og nedefter skånedes ingen, ingen vidste sig sikker. „Corsaren“ var derfor i Goldschmidts tid meget læst og meget frygtet. I H.C. Andersens „Den nye Barselstue“ (1845) siges der om bladet „Mephistopheles“ (o: „Corsaren“): „Det er det morsomste Blad vi har, det vil sige, naar man ikke selv staaer i det, for saa er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kudsken, men det slides dog op af Herskabet“.

I Birger Frank Nielsens bibliografi er der kun rent undtagelsesvis taget hensyn til „Corsaren“. Nærværende fortegnelse med gengivelse af en del bidrag vil afhjælpe denne mangel.

Som alle sin samtids udmærkede mænd figurerede også H.C. Andersen i det frygtede blad, der både behandlede ham i længere anmeldelser og i kortere notitser, ofte mere ondskabsfulde end morsomme. I betragtning af den uhyre rolle, „Corsaren“ i Goldschmidts dage spillede, vil det have sin interesse let at kunne finde frem til de numre af bladet, hvor man finder H.C. Andersen omtalt.

For værdifuld hjælp rettes en hjertelig tak til dr. phil. H. Topsøe-Jensen, der har fulgt arbejdet med stor interesse.

A. Dramatik

  • Nr. 2, , sp. 14

    (af: „Hr. Siesby og hans Salon“. Anmeldelse af bladet „Salonen“):

    „Dernæst følger „Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris“, Vaudeville-Monolog af H.C. Andersen. En stor Deel af Publicum har formodentlig hørt denne Monolog fremsiges paa Scenen og moret sig herover; men man vil vistnok tillige have lagt Mærke til, at det Morende deri beroer paa Fremsigelsen og saa godt som ene paa denne. Vi finde det derfor besynderlig smagløst at optage denne Monolog i et æsthetisk eller, som dets Redacteur kalder det, belletristisk Blad.“

  • Nr. 9, , sp. 4-8:

    Maurerpigen, parodisk Comedie i 5 Acter af H.C. Andersen og endeel kongelige Skuespillere.

    Jeg havde aldrig troet om Andersen, at han var saa satirisk, som han virkelig er; men jeg fik Troen ihænde, da jeg forleden Aften saae „Maurerpigen“. Det er et Mesterværk, han der har leveret, det er et Oldermandsværk! det er næsten mageløst. I Formen kan man see, at han har taget Vessels „Kjærlighed uden Strømper“ til Mønster; men Disciplen har her, som det saa ofte pleier at skee, overgaaet sin Mester: Vessels „Kjærlighed uden Strømper“ er en Vante imod Andersens „Maurerpige“. Hvilken udlært Strik den Andersen dog maa være! Der har han gaaet saa luunt og givet sig en dum og intetsigende Mine og først lade sin Satire frit Løb, efter at han selv var bortreist og saaledes udenfor Virkningen af al den Ærgrelse og Misundelse, den vil afstedkomme. O! Andersen! Du maa være en umaadelig Strik!

    Der er Satire paa Alt Muligt i denne Comedie, og Satiren er udtrykt i den lykkeligste Parodi. Især er det Tragedierne med alle de Feil og Svagheder, som mange af dem lide under, der parodieres og gives til Priis for den revsende Spot. Almindeligviis er det nemlig Tragedieskrivernes Feil, at de ikke forstaae at beherske det tragiske Stof, ordne og gruppere det saaledes, at det danner et skjønt tragisk Heelt, hvorved deres Værker paa eet Sted blive fade og tørre, paa et andet Sted overdyngede med gribende og hierteskjærende Scener. Den førstnævnte Feil er tidt og mange Gange bleven revset, navnlig derved, at Publicum har udpebet de Stykker, som laborerede altfor meget af den; men den sidstnævnte Feil er endnu ikke bleven tilbørlig straffet, og i ethvert Tilfælde har da Ingen gjort det med et saadant Held, som nu Andersen i sin „Maurerpige“. Der kan næsten ikke tænkes noget Arrangement, som var bedre skikket til at parodiere og satirisere denne Feil, end alle disse korte, Slag i Slag paa hinanden følgende Scener, hvori Handling og Effect er indlagt, denne uhyre Sammenhobning, som netop ved sin Masse og Mængde faaer sand comisk Kraft, denne idelige Opmarschering og Afløsning af hele Theatrets Personale, til hvilken sidste Omstændighed endnu kommer det Held, at Scenen som oftest er for lille til de samlede Skarer, hvorved det comiske Moment bliver end mere fremtrædende. (Heraf vil man tillige lære, at vort Theater er særdeles skikket til Parodiers Opførelse.) Men af Alt dette er dog Stykkets Begyndelse det Allerheldigste. Saasnart Dækket gaaer op, hører man frygtelige Skrig, klingrende Slag og bragende Skud – det er Introductionen, det viser strax Publicum, hvorledes det er fat, det forbereder paa Parodien. Men dette var ogsaa nødvendigt; thi, kom Publicum f. Ex. i den Tro fra først af, at det var en Tragedie, saa var jo hele Parodien mislykket og kunde risikere at blive udpebet. – For imidlertid at faae alle hine Scener frem paa Scenen uden at gjøre Stykket til et Ti-Acts-Stykke har Digteren hvert Øieblik maattet forandre Handlingens Skueplads (i det Hele 11 à 12 Gange), og derved er en ny, lykkelig Parodi paa det i mange Stykker herskende Scene-Forandrings-Raseri bragt tilveie. – Det vil imidlertid blive for vidtløftigt her at gjøre opmærksom paa alle de Ting, som parodieres; jeg anfører derfor endnu kun eet Exempel, som maa erstatte alle de øvrige, der kunde fremhentes, og det er den Maade, hvorpaa der gjøres Nar af den i mange Stykker herskende Philosophe-ringslyst: En Konge har paa en Spadseretour forvildet sig tilligemed sin Datter og et med Fødemidler belæsset Muuldyr og kommer nu ind i en Hytte, hvor han sætter sig til at spise af sin Madkurv, medens Prindsessen afhandler philosophiske Materier med Hyttens Eier. – I min Beundring over al denne Satire kan jeg dog ikke undlade at gjøre opmærksom paa en Synd, som Andersen har gjort sig skyldig i: han har nemlig i sit satiriske Lune tilsidesat Respecten for Shakespeare og parodieret ogsaa ham: „Blodet i mig bliver Slanger,“ lader han Raphaella sige. Det er dog egentlig at gaae for vidt; over Shakespeare bør man ikke spotte.

    Men, har Andersen været heldig i at skrive Stykket, saa har han ogsaa havt Held med sig i Henseende til Stykkets Opførelse, og det vakte virkelig min Beundring at see, hvor klart de fleste af Skuespillerne havde opfattet Parodien. Mad. H o l s t var mesterlig i at parodiere den nymodens rasende Begei-string og Overspændthed i Tragedierne med en næsten uforlignelig skrigende Stemme, hvortil hun føiede en næsten mageløs heldig Gesticulation. Hun forstod hele Tiden at vedligeholde paa mit Ansigt det fornøiede Smiil, hvormed man læser eller hører en Satire, som er for dybt anlagt til at kunne frembringe skingrende Latter. Næsten ligesaa heldig var Hr. Hansen jun. i at parodiere de klodsede Elskere. „Alt for dristig er Din Tale!“ siger han til sin Elskede, slaaer sig paa Benene og vender hende Ryggen. – Phister var naturligviis fortræffelig under denne almindelige Parodi. Han sang som spansk Lazaron en Vise med sjællandsk Bondedialect, og Virkningen deraf var ubeskrivelig. Publicum brast ud i en stormende Latter og raabte Bravo af alle Livsens Kræfter. -Om det saa var Dandserne, vare de gjennemtrængte af Parodi-Aanden: Endeel Mennesker kom ind, gjorde smaae Hop og sparkede ud i vide Been-klæder; jeg troer næsten, at Bournon-ville var derimellem og morede sig ret af Hjertenslyst med at parodiere dem, der bilde sig ind at kunne gjøre Pirouetter og Entrechats lige saa godt som han. Jeg rnaa imidlertid ikke forglemme at gjøre opmærksom paa, at der ved Dandsen er frembragt endnu en Parodi, som er for vellykket til at kunne forbigaaes med Taushed. Dandsen selv er nemlig indlagt for at gjøre Nar af de Tragedier, hvori, i Mangel af Andet, Sligt anvendes for at udfylde Tiden og more Publicum. Dette vises ret iøinefaldende paa følgende Maade: Man dandser. Maurerkongen træder ind og siger nogle Replikker, og imidlertid hører Dandsen op. Han gaaer ud, og Dandsen begynder igjen. Han træder atter ind og siger en Replik, og Dandsen hører atter op. Han gaaer atter ud, og Dandsen begynder atter. – Jeg er næsten ikke istand til at fatte, hvorledes det har været et Menneske muligt at fuldføre et saa mesterligt Værk. Denne Digters Geni maa være mageløst.

    (I dette Øieblik bankede det paa min Dør, og en Skikkelse traadte ind, som jeg strax kjendte at være H.C. Andersen, og der opstod da følgende Ordvexling:)

    Jeg. Hvad seer jeg? Digteren Andersen! …. Men De er jo bortreist. kjære Herre.

    Andersen (med svag Stemme, hvormed han hele Tiden taler). Min Sjæl fornam de mægtige Lovtaler, som lød over mig i denne Stue, og uimodstaaelig droges den hertil for at sige Tak.

    Jeg. O! der behøves ingen Tak! Deres „Maurerpige“ er mesterlig, jeg kan ikke noksom udtrykke Dem min Beundring over den lykkelige Parodi, som den aander.

    Andersen. Parodi? Parodi?! Jeg forstaaer Dem ikke. Mit Værk er en Tragedie.

    Jeg (betuttet). En Tragedie, Hr. Andersen? Jeg beder tusinde Gange om Forladelse; men jeg antog den for en Comedie, hvis Hensigt var at gjøre Nar af alle daarlige Tragedier.

    Andersen. O! Du min Gud og Fader! Hvad maa jeg høre? Men, hvor kunde De dog troe det? Har De da ikke læst min Jeremiade i Fortalen, som dog umuligt kunde passe til Andet end til en Tragedie?

    Jeg. Desværre, jeg læser aldrig Fortaler.

    Andersen. Har De da heller ikke seet Titelen; der staaer dog „Tragedie“.

    Jeg. Jo, det har jeg, men jeg troede, at det var for ret at giøre Parodien anskuelig.

    Andersen. Det er dog forfærdeligt!

    Jeg. Det er en frygtelig Misforstaaelse. Hvad skulle vi gjøre derved?

    Andersen. Har De da læst min Tragedie?

    Jeg. Ja, vist har jeg læst den, og da anede det mig nok, at det dog muligt var en Tragedie alligevel, især for de to sidste Acters Skyld; men saa læste jeg Deres Erklæring, at Stykket aldeles ikke maa bedømmes efter det Indtryk, det gjør under Læsningen, og saa tænkte jeg: Den Himmehund har dog meent det satirisk; de to sidste Acter har han kun sat til for at glæde den elegisk stemte Deel af Publicum.

    Andersen. O! O! O! Ak! det er skrækkeligt at høre Sligt om et Værk, som man har skrevet ud af sin inderste Sjæl, hvorpaa man har anvendt Dage og søvnløse Nætter, som man elsker lig sit Liv! At høre, at dette er forvandsket, ødelagt af Andre, til hvilke man havde betroet det med Tillid og Fortrøstning! O! det er forfærdeligt! Det er, som naar Stormen knækker den yndige Rose i Træets Ly.

    Jeg. (rørt). Og alt dette medens De selv er borte og bag Alperne venter Efterretningen om den Lykke, Deres Værk har gjort.

    Andersen. Ja, jeg vil faae en net Efterretning.

    Jeg. (grædende). Stakkels Digter!

    Andersen (grædende). O! De beklager mig? Jeg finder en deeltagende Taare hos Dem?

    Jeg (i det vi styrte i hinandens Arme). Ja, ædle Mand! Det gjør De.

    Begge (grædende). Ak, hvilken Ulykke!

  • Nr. 17, , sp. 8

    (af: „Lidt om Theater):

    „Vi komme nu til Aarets Finale: December. I de 2de første Uger af denne Maaned holdt Theatret Tyrefegtning hver anden Aften; vi skride derfor strax til at omtale den originale Tragoedie „Maurerpigen“, som opførtes 1ste Gang den 18de Decbr.

    – Man har villet drage i Tvivl, at „Maurerpigen“ er en Tragoedie; denne Tvivl er ugrundet, thi Rafaella ender paa en virkelig tragisk Maade ved

    – V a n d. – At „Vand“ og „Tragoedie“ staaer i et nøie Forhold til hinanden, vil bedst kunne bevises af følgende Citat af den geniale Saphir: „Wenn es kein Wasser gäbe, so könnte es keine Thränen geben; gäb’ es keine Thränen, so könnt’ es kein Mitleid geben; gäb’ es kein Mitleid, so könnte es kein Trauerspiel geben; gäb’ es kein Trauerspiel, so könnte es keine Trauerspieldichter geben; Trauerspieldichter muss es aber geben, ergo muss es Wasser auch geben!“ For endvidere at bevise, at „Maurerpigen“ er en Tragoedie, maa jeg bemærke at Prof. Ridder Heiberg i „En Sjæl efter Døden“ udtrykkeligen lader Andersen læse Maurerpigen for dem, der „skal qvæles“. – Jo, det er en Tragoedie!!“

  • Nr. 94, , omslagets side 3

    (af: „Charivari“):

    „Fuglen i Pæretræet.“ dramatisk Spøg af H.C. Andersen.

    Hr. Andersen har, at dømme efter Bladenes Omtale, havt den Skjæbne ved sin dramatiske Spøg, at Ingen anseer det for hans Alvor, at den virkelig skulde være en Spøg.“

  • Nr. 112, , omslagets side 2

    (af: „Charivari“):

    „I de sidste 11 Dage er i det hele Danmark ikke begaaet een eneste Daarligheed — — “ (eksempler nævnes, bl. a.: „man klappede ikke længer af „Fuglen i Pæretræet“, tvertimod man peb;“)“

  • Nr. 114, , sp. 1-2:

    anmeldelse af „Dronningens Regiment“

    I anmeldelse af „Dronningens Regiment“ omtales „Fuglen i Pæretræet“ (sp. 2).

  • Nr. 136, , sp. 3

    (smånotitser uden overskrift):

    ” – I sin dramatiske Bearbeidelse af „Agnete og Havmanden“ har H.C. Andersen gjort en Opdagelse, der vil gjøre Epoke i den dramatiske Literatur. Han har nemlig fundet, at man ikke behøver at blive staaende ved at lade Folk døe paa Scenen: de bør ogsaa begraves. Som Følge heraf bliver Agnete begraven, naturligviis med behørig Ligtale ovenikjøbet. — Hvilken Glæde vil det dog være Andersen, naar han kommer hjem og finder sin „Agnete“ begravet!“

  • Nr. 136, , sp. 4-7:

    „Agnete og Havmanden“

    „Agnete og Havmanden“.
    Dramatiseret efter H.C. Andersen.

    Personerne.
    Grethe, Huusmandskone, Enke.
    Agnete, hendes Datter.
    Jonstrup, Seminarist, Agnetes forlovede.
    Mette, Grethes Tjenestepige.
    Rosmer Havmand.
    Per Nielsen, Fisker.

    (Handlingen foregaaer paa fyenske Kyst, deels over, deels under Vandet.)

    1ste Afdeling.

    „Agnete var uskyldig,
    Var elsket, var tro;
    Men stedse var hun eensom,
    Hun aldrig havde Ro –
    Aldrig Ro –
    Hun frydede vel Andre;
    Men aldrig var hun fro.“

    (Værelse hos Grethe.)

    Grethe (seer ud af Vinduet). Hvem mon det er, der kommer henne? Det er s’gu Skolelæreren. Hille den, hvor han er pyntet; han har faaet den sorte Knivtang paa. Han vil s’gu vist idag gjøre Alvor af det og frie til Dig.

    Agnete. Troer I det, Moer?

    Grethe. Ja, gu troer jeg det. Han er saa forgabet i Dig som en Rotte i en suur Ost, det har længe været godt at mærke. Og saa ta’er han Dig da, ligesom Du gaaer og staaer. Det er Meget for saadan en pjaltet Tøs som Dig. -Jeg vil gaae udenfor og tage imod ham.

    Agnete (ene). Ja, han sidder s’gu vist godt inden Vægge. Hans Kald er vel paa sine 200 Rbd., og det er da ikke at slaae med Nakken af. Endskjøndt — det har altid forekommet mig, at jeg var født til noget Høiere – Gud veed, hvorledes de tossede Nykker ere farne i mig. Det har bestandig været for mig, som om jeg skulde blive Præstekone, eller at jeg skulde faae en rigtig fiin og rask Junker. Men nu kommer jeg vel sagtens til at synge med Wessels Grethe:

    „Naar Dig Nogen Karper byder
    – – –
    Men, har Du en sulten Mave,
    Og ei anden Mad kan have,
    Gaae de tørre Jyder ned.“

    Grethe (træder ind med Jonstrup). Værsgo Skolemester, kom Han kun ind. Agnete slikker, min Sæl, alle fem Fingre efter Ham. Vær Han kun ganske rolig.

    Jonstrup. Er det sandt, Agnete Hansdatter, vil I virkelig ikke forsmaae saadant et gammelt Skrammel som mig? Mit Hjerte pikker som mit Tombaks Lommeuhr af Bespændelse efter at høre min Dom af Jer Mund. Siger I: Ja? O, sig det lille bitte Ord!

    Agnete. Ja.

    Jonstrup (styrter Grethe i Armene). O! Svigermoer! For nu er I min Svigermoer.

    Mette (kommer ind og hvidsker til Agnete). Jeg sad ude i Stalden og malkede den blissede, og saa kom der saadan en fiin En til mig og sagde, at han maatte absolut tale med Jer, saadan at Ingen saae det.

    (Agnete og Mette gaae.)

    2den Afdeling

    „Saa tog han en Guldring
    Af Fingren sin;
    Der fandtes ingen skjønnere
    I nogen Dronnings Skriin.
    „Her, fra min,
    Min Elskede“ – saa kvad han –
    „Du sætte den paa Din!“

    „Og, hør Du, skjøn Havmand
    Jeg vil tilhøre Dig,
    Hvis ned i Havets Afgrund
    Du med vil tage mig!
    Tag Du mig!
    Og før mig til Din Havbund!
    Der vil jeg elske Dig.“

    (Rosmer Havmand i Samtale med Agnete.)

    Rosmer Havmand. Som sagt, hvad kan Du vente Dig med Skolemesteren? Han er gammel, og naar han døer, faaer Du maaske 5 Rbd. aarlig af Skolelærerhjælpekassen.

    Agnete. Ja, men nu ved den sidste Forordning er det dog blevet meget lettere for en Skolelærer-Enke at faae Hjælp af Kassen.

    H avmanden. Men hvad er Alt det, imod hvad Du vil finde hos mig! Jeg har fuldt op baade i Sæk og i Kiste, ikke at tale om — hør, holder Du af Rødspætter?

    Agnete. Ja, med Smør.

    Havmanden. Vi have Rødspætter hver Dag! Og hvad Smørret angaaer, saa kunne vi tage Skuespiller Hansen ned med. — Og see her! Her er en Ring, en ægte Guldring, jeg har selv kjøbt den hos Prahl, den skal Du ha’e, naar Du følger med mig.

    Agnete. Men hvorledes skal jeg komme gjennem Vandet?

    Havmanden. Bryd Dig ikke om det! Jeg har netop til det Brug løst Brødrene Møllers Dykkerapparat ind fra Assistentshuset.

    Agnete. Giv, mig saa Ringen!

    3die Afdeling.

    „Agnete sad rolig
    Ved Vuggen der og sang,
    Da hørte hun en Jordlyd,
    Som ovenover Klang:
    Ding, ding, dang,
    Og det var Kirkens Klokker
    I Holmegaard, som klang.“

    (Paa Havbunden.)

    Agnete (læser i Hempels Avis).

    Havmanden. Er der noget Nyt i Bladet?

    Agnete. Nei, ikke synderligt. -Dog lad see! Aa, Rosmer, nu har jeg Noget at bede Dig om.

    Havmanden. Og hvad er det, Agnete?

    Agnete. Seer Du, Dr. Kalkar skal prædike i Odense, før han reiser til det store nye Embede, han har faaet. (Han har forstaaet det, Du!) Jeg vilde nu saa urimelig gjerne høre ham prædike endnu engang. Lad mig komme op og høre ham.

    Havmanden. Ja, gjerne, hvis Apparatet blot ikke er blevet skjørt; trækker det op til Blæst, medens Du er paa Land, saa skynd Dig endelig, før den bryder løs, ellers kunde der skee en Ulykke.

    Agnete. Aa, jeg er jo intet Barn!

    4de Afdeling.

    forestiller nøiagtig den Scene af Kjæmpevisen:

    „Agnete hun traadte
    Ad Kirkedøren ind —
    Og alle de smaae Billeder
    De vendte sig omkring.“

    Dr. Kalkar vilde saagar ogsaa vende sig om; men han fandt det fordeelagtigst at blive som han var. Hun hører Prædikenen tilende, gaaer ud af Kirken og møder Mette, af hvem hun erfarer, at hendes Moder er død for ti Aar siden, uden at disse ti Aar have havt mere Indflydelse paa hende end paa Chilian i Ulysses von Ithacien. Tilsidst vil hun gaae i Apparatet og foretage Reisen, Himlen er klar og stille; men hun tager sig ikke iagt for, at Rensholt, Figaro og Børs-Bazaren staae ved Strandbredden, Havet oprøres af den voldsomme Blæst — hun omkommer.

    5te Afdeling

    (Hertil findes ingen Text i Kæmpevisen vi følge derfor Andersen alene.)

    Per Fisker (kommer, bærende Agnetes Lig). Dette Lig har jeg fundet, og, saasom det synes at være af christne Forældre, vil jeg begrave det christeligt. (Bedækker det med Grene.) Saa, det kan godt agere en Grav. Enhver veed dog, at Theatres Bræder ikke ere til at grave i. Ah, her staaer et Trækors! Det er forbandet heldigt arrangeret af Regisseuren. Naa! lig nu der! Fra Jorden est du kommen (endskjøndt sidst egenlig fra Søen), til Jord skal Du atter vende tilbage. Amen! (Gaaer.)

    Slutning.

    (Rosmer Havmand optræder.)

    Sørgeligst bekjendtgjøres for deeltagende Slægt og Venner, at min elskede Kone, mine syv Børns ømmeste Moder, betitlet „Agnete og Havmanden“, igaar pludselig afgik ved Døden. Tillige takkes de ærede Budne og Uindbudne, der beviste den Afdøde den sidste Ære, samt Hr. Per Fisker for hans ved Graven uanmodet holdte skjønne Tale.

    Ærbødigst Rosmer Havmand.

  • Nr. 180, , sp. 13-14:

    „Kongen drømmer“. Originalt Drama i 1 Act

    Alle ere enige i, at dette Drama ikke er noget Drama; men man har rost det, fordi det er lyrisk. Det er det Samme som at rose en Mands Støvler, fordi hans Beenklæder sidde godt.

    Der er forresten megen Lyrik, megen Umiddelbarhed i dette Drama. Forfatteren er aldeles nedsjunken i sine personlige Følelser, og da han nu har kastet sin Kjærlighed paa en gammel Karl, der hedder Bent, saa troer han, at vi Andre ogsaa skulle holde af ham og føle Glæde ved at see de „to Konger“ brede en Lammeskindspels over ham til Ligklæde. Vi vilde føle Mere ved at see Bent brede Lammeskindspelsen over to Konger.

    „Aftenbladet“ er glad over de raske, kjække Træk, hvori Christian den 2dens Kjærlighed til Dyveke er skizzeret. Kongen seer hende og foreslaaer hende strax at blive hans Maitresse. Dyveke siger strax Ja. Det gaaer unægtelig rask.

    Vistnok koster det Dyveke (Fru Heiberg) nogen Anstrengelse. For at Kongen ikke skal have Ja’et altfor let, skruer hun Ordene ud med den bekjendte nerveuse Beklemthed og strækker Hovedet usigelig smertefuld op, saa at det næsten gaaer fra Skuldrene. Det er langt værre end i „Dina“. I „Dina“ kan det endda gaae an; thi paa Dina sidder jo Alting løst, om det saa er Hovedet.

    „Fædrelandet“ kan ikke frakjende Forfatteren en levende Sympathi med Nutidens Følelser. Ja, Adelen bliver rigtignok kaldt Kaalhoveder; men det er i alt Fald ikke nogen ny Idee.

    Det eneste Gode, vi kunne indrømme dette Stykke, er Ideen, Tanken, at fremstille Christian den 2dens Drømme i Fængslet. Men Placaten burde indeholde denne Oplysning – saa behøvede Ingen at see Dramaet.

  • Nr. 214, , sp. 7

    (smånotitser uden overskrift):

    „I Anledning af Professor Heibergs sidste Sang til Kongen Geburtsdag, siger man, at Forfatteren til „Kongen drømmer“ har faaet en ny Idee, og at vi med det Første kunne vente et Stykke, betitlet: „Kongen svømmer“,

    (Digtet „Kongens Tilbagekomst til Kjøbenhavn. October 1844“ er ikke skrevet til Chr. VIII.s fødselsdag 18.9., men i anledning af hans tilbagekomst fra Føhr, hvor kongen havde brugt badene i Nordsøen)

  • Nr. 214, , sp. 11

    (fra anmeldelse af „Gioachino“, romantisk drama i 4 akter „af Hr. Holst“. – Om H. P. Holst som plagiator):

    „Hr. Holst har altsaa ikke engang stjaalet godt. Han har skyndt sig, for ikke at blive attraperet, som den, der stjæler en brugt Kjole og lader Gulduhret ligge. Saa stjal da Andersen bedre til „Mulatten“, hvorfor „Fædrelandet“ og Heiberg tog ham saa slemt med. Det er ikke os, der siger det; det er hele Tiden „Berlingske“.“

  • Nr. 231, , sp. 2-10:

    Lykkens Blomst. Eventyr-Comedie i 2 Acter, efter H.C. Andersen.

    (Et af Corsarens specialer: en morsom politisk-satirisk revy i tilslutning til et aktuelt digterværk, hvoraf rammen og enkeltheder er lånt. Hr. Folket flyttes ved hjælp af Nissens (frihedens) ønskeperler først til den franske revolution, så til Det norske Studenter-Samfund, men må råbe: Frels mig!, begge steder. Han vil så til Amerika for at være præsident dér. Nissen har ikke flere perler, men må skaffe én hos Borgaard eller Heiberg, men manden kommer til sin forskrækkelse til Rusland, da perlen har været falsk. Nissen siger: „Ja, det maa man dog indrømme Andersen, at hans Perler ere ægte“. Hr. Folk svarer: „Men han har ikke Talent til det Dramatiske“. Hr. Folk vender hjem, hvor Kirsten Piil (kancelliet) heldigvis har gemt lykkens blomst til ham, den kære gule politistok. H.C. Andersen dumper to gange ned fra himlen som en deus ex machina for at sætte skub i handlingen.)

  • Nr. 238, , sp. 10-12

    (af: „Theatret):

    „I den allersidste Tid har den kongelige Theaterdirection budt Publicum to Nyheder; men det er høist beklageligt, at det Gode, disse indeholde, skal fordærves ved, at man ikke kan nyde dem paa den rette Maade. Af „den nye Barselstue“ kan man næsten ikke høre Noget for Publicums Latter, og det andet Stykke, det lyriske Drama „Kong Renés Datter“ passer slet ikke til Theatret. Man gaaer derhen og venter at nyde den sædvanlige Lyrik og saa faaer man noget aldeles Usædvanligt, noget Superbt, Magnifikt.“

    („Den nye Barselstue“ opførtes 1. gang 26.3.1845, Henrik Hertz’ „Kong Renés Datter“ 5.4.1845. Fra og med 13.4. opførtes de to anonyme successer flere gange på samme aften.)

  • Nr. 256, , sp. 14

    (af „Catalog over Corsarens Kunstmusæum“, fortsættelse fra nr. 241; som nr. 2 er anført følgende hentydning til „Mulatten“):

    „En Taare, der kan bryde Negernes Lænker. Forfærdiget til Mesterstykke af H.C. Andersen.“

  • Nr. 288, , sp. 6

    („Theatret“):

    „Klokken var sex, Torsdagen den 19de Marts. „Hr. Rasmussen“ skulde gaae, og han kom ogsaa til at gaae.

    Der var en skrækkelig Mængde Politi i Huset, fordi Rygtet havde gaaet, at Stykket skulde pibes, og man vilde forhindre et Haandgemæng mellem Pibere og Klappere. Politiet blev i høieste Grad skuffet: der var slet Ingen, som – klappede.

    Præster, Embedsmænd og andre Ex-Kjøbenhavnere paa Landet føle vist, ved at læse en Udpibningsanmeldelse i et kjøbenhavnsk Blad, et Øiebliks Hjemvee efter den gamle Kasse paa Kongens Nytorv, hvor de selv i deres Ungdom vare med at pibe eller klappe. De tænke sig tilbage i Situationen: hvorledes Damerne i Logerne have reist sig og see ned i Parterret; hvorledes dette er i Oprør som Havet under en Storm, piber, raaber, klapper; hvorledes Parketterne staae og glæde sig ved Larmen; hvorledes endelig Tæppet ruller op, for at Stykket ligesom kan vise sig paany, og ved dette Syn Larmen tiltager i Raseri og overdøver Gongonens Slag, indtil Tæppet igjen falder for det ulykkelige Stykke og der pludselig er Dødsstille – det er, som om Publicum havde dræbt et levende Væsen og nu fortrød det. Saadanne Scener erindre de, og de ville ikke troe, at i Torsdags hele Publicum peb eller hyssede, uden synderlig Larm, i den største Kjærlighed og Endrægtighed – men det er, ved Gud! sandt. Det er heller ikke rimeligt, at et saa forunderlig slet Stykke nogensinde var kommet paa Scenen, hvis ikke Directionens virksomste Medlem, Hr. Conferensraad Collin, i lang Tid havde været syg. Hr. Conferensraaden er meget syg, han er stærkt forkjølet, han er ganske stivhalset, og derfor kom „Hr. Rasmussen“ på Scenen.“

    (Andersens stykke „Hr. Rasmussen“ var indleveret anonymt og opnåede kun een opførelse, 19.3.1846, der blev en stor fiasko. Stykket må have gjort indtryk på Goldschmidt, eftersom han vender tilbage til det gang på gang. Det er forbløffende ude af proportion, idet man må antage, at de færreste udover første aftens publikum kan have interesse i at blive konfronteret med bemærkninger herom. Har Goldschmidt samme paria-følelse som Rasmussen? Vil han lange ud efter Collin? Efter Andersen? Af nr. 290 ser det ud til, han har gættet forfatteren.)

  • Nr. 290, , sp. 12

    (af: „Theatret“, om operaen Romeo og Julie eller „Familierne Montecchi og Capuletti“):

    „Sujettet til Operaen skal være laant af Shakespeares Tragedie „Romeo og Julie“. Librettoforfatteren har forstaaet at laane af sin Collega, Shakespeare, men en saadan Delicatesse og Kunst, at det selv for den opmærksomste Tilskuer ikke er muligt at opdage Laanet, og Stykket kunde for den Sags Skyld ligesaa gjerne hedde „Spanierne i Fyen“, „Hr. Rasmussen“, eller „Hr. Andersen“. Musiken passer ganske fortrinlig til sin Text, og det af den Grund, at den passer udmærket til hvilkensomhelst Text. Naar Romeo saaledes synger: „Af Harme fortæres mit Hjerte“, kan han ligesaa godt synge: „Jeg elsker Dem, Frøken, med Smerte“, uden at det musikalske Udtryk kommer til at lide det mindste Skaar. Derpaa kjender man Mesteren.“

    (Kort omtales „Hr. Rasmussen“ endnu i nr. 289 og 295. Fra nr. 299, sp. 7-10: „Den sidste Generalforsamling i Samfundet for dansk Literatur“ citeres af sp. 10: „Da reiser sig en Hyssen – hvad siger jeg? en Hyssen? – en Orcan af Hyssen, saa at man et Øieblik kunde troe, at Hr. Levin ikke var Hr. Levin, men „Hr. Rasmussen“.“ – Og fra nr. 304, sp. 6-10, „Herkules“, kan citeres følgende: „Herkules fældede den (et Æsel i Løvehud) paa Stedet, ligesom Publicum „Hr. Rasmussen“, flaaede den, og gik siden den Tid stedse klædt i dens Hud . . .“ – I nr. 301 (26.6.1846) kan læses følgende længere stykke i „Theater-Statistik (efter „Berlingske“)“, sp. 11: „. . . Blandt disse Nyheder var atter „Hr. Rasmussen“ den heldigste, da den bragte alle de sorte Plader frem paa Siden af Kassererens Hul og desuden i høiste Maade opfyldte det, rigtignok mindre vigtige Bihensyn, at more Publicum overordentligt. Til Belønning for, at de have antaget dette Stykke, burde samtlige Directionens Medlemmer have Tilladelse til, for Fremtiden at bære Navnet Rasmussen som et Udmærkelsestegn efter deres eget, saa at de kom til at hedde: Hs. Excl. Overhofmarchal v. Levetzau-Rasmussen, Hr. Conferensraad Collin-Rasmussen og Hr. Geheime-Etatsraad Adler-Rasmussen. Paa denne Maade vilde den nuværende Directions Fortjeneste af Theatret paa en værdig Maade opbevares til de sildigste Slægter.“).

  • Nr. 295, , sp. 10:

    „„Liden Kirsten“, Texten af H.C. Andersen, Musiken af Hartmann. (Opført 1ste Gang den 12te Mai).

    Gud veed, hvilket af Kjøbenhavns respective Haandværkslaug – af hvis Repræsentanter den danske Kritik nu besørges saa grundig og godt – der skal afgjøre dette Stykkes Skjæbne! Jeg er saa ængstelig paa Hartmanns og Andersens Vegne! – Kjære H.C. Andersen, jeg haaber da, at De ikke er reist bort med en ubetalt Skomagerregning eller uden at have givet Deres Sættere Douceurer. Ellers skeer Deres Lyrik, Dramatik, Drastik etcetera en Ulykke i næsten alle kjøbenhavnske Blade og i Provindsaviserne med.“

  • Nr. 296, , sp. 5

    (af notitser uden overskrift; Berlingske’s anmelder, „af Profession Skomager“, er kommet til at kalde to ting „Ubetydeligheder“, den ene er teksten til „Liden Kirsten):

    „At „Liden Kirsten“ er en Ubetydelighed kan forresten godt forsvares, ja, det er endog iøjnefaldende allerede af Titlen, da hun jo udtrykkelig hedder Liden Kirsten og ikke Store Kirsten.“ (Efter bemærkning om den anden „Ubetydelighed“: Wiehes rolle som kong Carl den 2den i „Don Cæsar“, anføres): „kiil kun Andersen og de Franske, lægger ikke Fingrene imellem, naar I svinge Eders kritiske Forhammere!“

B. Eventyr

  • Nr. 2, , sp. 15

    (af: „Hr. Siesby og hans Salon“, anmeldelse af bladet „Salonen“):

    „Endnu et Arbeide har Hr. Andersen leveret til „Salonen“, og det er: „Den onde Fyrste“, et Eventyr, hvori Fablen om Nimrod, som udfordrede Gud, og hvem Gud betvang ved en af sine mindste Skabninger, en Myg, er omdannet til en lignende Fabel om en Fyrste, der byggede Luftskibe for dermed at bestorme Himlen, og hvem Gud ligeledes betvang ved en Myg. Hr. Andersen har ikke villet bibeholde Nimrod-Sagnets Simpelhed og har derfor tilføiet, at Fyrsten seilede op i Luften og skjød paa Englene, hvorved formodentlig een af disse blev saaret; thi en Bloddraabe faldt ned i Luftskibet og tvang det til Jorden.“

  • Nr. 61, , omslagets side 4

    (af: „Literaire Anmeldelser“):

    „Eventyr for Børn“ af H.C. Andersen. (Tredie Hefte). Reitzels Forlag.

    Vi tør næsten bande paa, at Hr. Andersen i denne Bog (Pg. 11) har villet tage Revanche for den Maade, hvorpaa flere af hans nyere Værker ere blevne behandlede. – En Stork var saa uheldig at komme til Ænder og andet saadant Fjerkræ, til hvilke den taler om Africa og Pyramiderne (Africa? Er det ikke „Maurerpigens“ og „Mulattens“ Hjem?) „Men Ænderne forstode ikke, hvad han sagde, og saa puffede de til hinanden: „Skal vi være enige om, at han er dum?“ (Gik det ikke saaledes til med „Maurerpigen“ og „Mulatten“?). – Nu vare de endvidere vittige over den stakkels Stork og kom saagar med Personligheder („det er nogle deilige tynde Been, I har,“ sagde en Kalkun, „hvad koster Alen?“); men Storken saae og hørte dem med taus Foragt. Og tilsidst kom da ogsaa En, der forstod den (en høi Person?), og lukkede op for den og lod den flyve til Syden (ligger Constantinopel ikke mod Syd?), hvorover da Ænderne bleve meget misundelige. – Den stakkels Stork! At den ogsaa skulde komme til at tale for Ænder! Børnene ville vist føle megen Medlidenhed, naar de læse denne Historie.“

  • Nr. 273-274, og , sp. 12-13, henh. sp. 11-12:

    „En Historie“ (Frit efter H.C. Andersens „Historie“ i „Freia“).

    (Gengives i sin helhed som en god prøve på Corsaren. „En Historie“ af H.C. Andersen, der her følges ganske nøje, omdøbtes i udgaven 1863 til „Bedstemoder“. Kierulff er Københavns overpræsident og politichef (tidligere (1820-34) politidirektør) Andreas Christian Kierulff, der netop var blevet geheimekonferensråd og altså excellence. Han skal have ladet sine betjente lidt vel rigeligt gøre brug af de gule spanskrørsstokke, når der var optræk til gadeuorden. Af hans medarbejdere var politiadjutant, vægterløjtnant, cand. jur. J. E. Leerbech et af Corsarens yndlingsofre).

    „Kjærulf er saa gammel, han har saa mange Rynker og et ganske hvidt Haar, men hans Øine de skinne som to nylig pudsede Gadelygter, de ere saa milde, saa velsignede at see ind i; og saa kan han de deiligste Skydebanetaler, og han har en Kjole med en stor Stjerne paa, det er saadant noget rødt Klæde, som indgyder Ærbødighed. Kjærulf veed saameget, thi han har levet længe førend Leerbeck og Poulsen; det er ganske vist. Kjærulf har en stor Protocol, med store forgyldte Bogstaver bagpaa, og i den Bog læser han tidt; midt i den ligger en Stok, den er baade uden Knap og Dupsko, den er langtfra ikke saa smuk som alle de andre Stokke, han har staaende i Hjørnet af sit Værelse, og dog smiler han allervenligst til den, ja der kommer Taarer i hans Øine! Hvorfor mon Kjærulf saaledes seer paa den gamle Stok i den tykke Protocol?

    Veed Du det? – Hvergang Kjærulfs Taarer falde paa Stokken, da bliver Bambusrøret mere frisk, som om det nylig var kappet, den faaer Knap og Dupsko, og hele Stuen fyldes med dens Vælde. Væggene synke sammen, som om de vare Borgeres Rygge paa Kjøbmagergade, og rundtom er det den deilige store Raadstuesal, hvor Politibetjentene straale imellem Tyve og Røvere, og Kjærulf – ja, han er en ganske ung Fyr med gule Haar, rød Kjole og sorte Knæbuxer, ingen Bambusstok er glattere og hulere end han; dog Øinene, de milde, velsignede Øine – ja de ere endnu Kjærulfs! – Ved hans Side staaer en Politiminister, gammel og sammenkrympet, han rækker Kjærulf Stokken, og han smiler – saaledes smiler dog ikke Kjærulf! – jo, pas nu bare paa, Smilet kommer – Ministeren er borte, der drage mange Arrestationer og Folkeopløb forbi! – Den smukke Tid er borte, Stokken ligger atter i Protocollen, og Kjærulf – ja, han sidder igjen som den gamle Mand og seer paa den gule Stok, som ligger i Bogen.

    – Nu er Kjærulf død! Det vil sige, han er ikke rigtig død, for han er bare afskediget.

    Han stod i Audiensgemakket og fortalte en deilig Historie, han sagde, at nu var den ude, at nu var han træt, og saa gjorde man ham til Excellence, og han trak Hovedet tilbage, for at det kunde sove; han trækker Veiret endnu, men det bliver mere og mere stille, Folk raabe ikke mere Hurra for Orla Lehmann, og Baptisterne døbe ikke flere Folk i Lundehuussøen, fordi det nu er for koldt; hans Ansigt var saa fuldt af Fred og Lykke, som om han havde faaet en rig Arv, der gik ligesom Solskin over hans Ansigt, han smilede, og da man aldrig havde seet det før, saa sagde man, at han var død.

    Han blev lagt paa Hylden, han blev indsvøbt i et Tusind Rigsdalers Pension, han var saa smuk, og dog vare Øinene lukkede, men det gjorde ikke noget, thi han saae derfor ligegodt, han laae med Smiil om Munden; hans Haar var saa sølvhvidt, saa ærværdigt, man blev slet ikke mere bange ved at see ham, han var jo afskediget, den søde, eiegode Kjærulf. Protocollen blev lagt under hans Hoved, det havde han selv forlangt, thi han vilde hvile paa sine Laurbær, og Stokken laa i den gamle Protocol, og saa glemte de Kjærulf.

    I Kjælderen, lige under Kjærulf, vedblev at være det berømte Nr. 1, og det stod fuldt af Bambusstokke, og de nikkede til hinanden og sagde: „Hvor det er deiligt at leve i Danmark! hvor det er deiligt at bruges i Kjøbenhavn! og naar man er allersmukkest, kommer en kjærlig Underofficier ved Garden og tager os til de allerseigeste Rygge. Hvor vi ville dandse, hvor vi ville springe!“

    Og Politiskiltene hørte, hvad Stokkene sagde, og Politiskiltene sang om Stokken, som den unge Embedsmand lagde i sin Protocol, om Stokken, som giemtes der, indtil de friske Kinder vare runkne, til den unge Embedsmand var en gammel Politiminister. Det er deiligt at leve i Erindringen!

    Og medens Skiltene klang over Stokkene i Kjælderen, læste Betjentene i Politikammeret de smukke Navne, som staae i Protocollen under den Dødes Hoved. Og Maanen skinnede saa stor og rund i Gothersgade, men Betjentene vare ikke i Kjælderen; ethvert Barn kunde ved Nattetider rolig gaae hen og tage en Stok i Nr. 1. En Betjent veed mere end alle vi Andre, idetmindste troer han det. Betjentene kjende den Angst, vi vilde føle ved det Sælsomme, om de stode frem imellem os, paa en Tid vi ikke ventede det; Gøtze har fortalt dem det. Betjentene ere gode og kjærlige, de ville ikke forskrække os, men kun slaae; de komme ikke – naaer der kunde være Brug for dem. I Kjælderen ville de engang alle blive til Jord; Protocollens Blade blive til Støv, og Stokken med alle dens Erindringer bliver Støv; men ovenover dreies nye Stokke, Politiskiltene klinge, og Navnene læses; man tænker paa den kjære gamle Kjærulf med de milde, evig unge Øine. – En Politiministers Øine kunne aldrig døe, – vore Efterkommere skulle engang see ham — thi Danmark vil aldrig mangle en Kjærulf – ung og smuk, som da han førstegang kyssede den blanke Stok, der nu skal blive til Støv paa Hjørnet af Gothersgaden og Kronprindsessegaden! “

  • Nr. 311, , sp. 1-4:

    „Schulins Bedrift.“:

    (Amtmanden over Frederiksborg amt, kammerherre, lensgreve Johan Sigismund Schulin til Frederiksdal, udtalte sig ifølge Corsaren (sp. 2) under debatten i Roskilde Stænderforsamling om negerslavernes emancipation bl.a. således):

    „Da var det, at Schulin avancerede i Salen og med fast Holdning opstillede det Princip, at den kolde Forstandighed ikke duede, Negrene burde emanciperes, om man end kunde risikere, at de Dagen efter Emancipationen vilde spise hinanden op. Ved disse Ord saae de sødt bevægede Aristocrater paa deres Schulin med samme Overraskelse, som i Eventyret Ænderne betragtede den lille Ælling, der pludselig var bleven en Svane.“

C. Digte

  • Nr. 89, , omslagets side 4

    (af: „Charivari“):

    „I „Dagen“ læses nu det Digt, som H.C. Andersen . . .“ (om digtet „Runerne“ til prins Christian af Glücksborgs og prinsesse Louise af Hessen-Cassels formæling 26.5.1842) „De smaae uskyldige Alfer forekomme fire Gange deri, og den høie Brudgom sammenlignes med en Magyar.“

  • Nr. 90, , omslagets side 2

    (af: „Charivari“):

    „H.C. Andersen har, som det synes, i den sidste Tid nedsat sig som Lejlighedsdigter og derved ned sat sig som Digter.“

    Nr. 187, 12.4.1844, sp. 9: „Skizzer“ II: (Tegning af foroverbøjet mand, der med lommetørklædet tørrer sine øjne. Underskriften „Jeg er en Skandinav“ er lånt fra titlen på Andersens skandinaviske sang, trykt januar 1840 i „Hertha“, Svensk-Dansk Nyårsgåfva for 1840, hvor også O. Lindblads melodi er trykt. Se også nr. 284 og 289.)

D. Rejser

  • Nr. 38, , omslagets side 3

    (fortsættelse af „Charivari“):

    „Stakkels H.C. Andersen, som har lidt saa frygteligt…“ (om Andersen i Konstantinopel (efter Fyens Stifts Avis)).

  • Nr. 40, , omslagets side 3

    (af: „Charivari“):

    „Ifølge Breve fra Fyen rejste Digteren Andersen …“ (Andersen rejser gennem Odense med sin græske fez på hovedet).

  • Nr. 85 og nr. 86, og , sp. 4-6, henh. sp. 3-6):

    „En Digters Bazar.“

    Af H.C. Andersen.

    (Indeholdende en Beskrivelse over hans Reise igjennem Tydskland, Italien, Grækenland, Orienten m. M.) (Reitzels Forlag.)

    „Sex Tilegnelser i een Bog, medens Andre ansee det for store Ting, naar de kunne vove een! Og endda to Personer om hver Tilegnelse!“ — udbrøde vi, da vi saae Bogen – „det synes at være et Tegn paa Stolthed for ikke at sige Forfængelighed.“ Men, da vi havde læst os noget ind i Bogen og ret følt os opvarmede af de blomstrende, digteriske Skildringer, tænkte vi: „Nu, det er i Sandhed Noget at være stolt af. H.C. Andersen kan være stolt deraf, ja han skal være stolt deraf, og vi Andre . .. ja, vi komme nok til Gjengjeld til at være stolte af H.C. Andersen!“

    Men alt som vi kom længere ind i Værket, kjølnedes vor Beundring, skjøndt Værkets Varme og glødende Stiil ingenlunde kjølnedes; men – det var ogsaa netop Ulykken. Man lader sig med Fornøielse begeistre og henrive en Snees Sider igjennem, men hele 579 Sider! det trætter. De poetiske Skildringer virke tilsidst prosaisk paa En, fordi deres Mængde frembringer Eensformighed, Poesiens værste Fjende. Intet er her fortalt, simpelt beskrevet, Alt er malet, malet med Farver, og det med glødende Farver. Og dette, som sagt, hele 579 Sider! Det er, som om man overskuede en heel Hovmark, besaaet med Roser, Tulipaner, Levkøier, Hyacinther. Der er for Meget! Man savner det simple Grønsvær, den mørke Jord, hvor Øiet kan hvile, og hvorfra det med desto større Fornøielse kan hæve sig til de enkelte Blomster. Kunsten bestaaer ikke i at samle en Mængde skjønne Blomster paa eet Sted; det gjælder om at ordne, at gruppere dem saaledes, at deres Skjønhed sees og udhæves blandt de simple, almindelige Omgivelser.

    Værket er saaledes nu en Samling af kosteligt Materiale, som Digteren vistnok vil bearbeide og senere bringe os enkeltviis i straalende Smykker. Han har gjemt Østens varme Sol og rige Liv, dets Blomsters Pragt, han behøver kun at dyppe sin Pensel deri for at male med Ild.

    Men Et ville vi dog stedse savne, Noget, som vi netop havde ventet af H.C. Andersen. Af H.C. Andersen, som er udgaaet af Folket, som har kæmpet Armodens tunge Kamp imod Rigdommen, som har seet Undertrykkelsen og Underkuelsen i Øinene, havde vi ventet Følelse for Folkeslagene, for deres Armod, for deres Underkuelse. Om end blot nogle faa Strøg, nogle faa bævende Greb i Strængene havde vi ventet af den folkebaarne Digter, der gjennemvandrede Tydskland, Italien og den kuede Orient. Os har det syntes, som maatte der i H.C. Andersens Erindring være en Stemme, der hviskede Ranald Mac Eaghs Afskedsord til hans Sønnesøn: Erochts Søn! Du bevare uplettet den Frihed, jeg efterlader Dig som Arv. Du ombytte den ikke, hverken mod rige Klædninger eller en steenbygget Bolig, eller et dækket Bord, eller et Leie af Duun – Du bevare den paa Bjerg og i Dal, i Overflod og i Nød, i den milde Sommer og i den strenge Vinters Dage.“

    Men H.C. Andersen har skildret Solens Lys og Havets Skin og Sletternes Grønt og Bjergenes Pragt, ja! de døde Stene har han givet Liv. Kun Folkeslagenes Liv har for ham været en død Steen.

    2den Artikel.

    I forrige Nr. udtalte vi vor Mening om dette Værk i dets Heelhed, vi skildrede de Indtryk, det havde gjort paa os under Gjennemlæsningen. Vor Dom var saa retfærdig, men tillige saa lidet strengt retfærdig, at Mange, til liden Compliment for Hr. Andersen, have troet, at der stak Ironi derunder. Ak! den forbandede Ironi, som Folk have troet at finde bagved al vor Ros! Uden denne Tilbøielighed hos visse Folk til altid at lede efter Ironi vilde mange af vore bedste Lovtaler over Regjeringen ikke være, hvor de nu ere. Vilde man endda være consequent og ogsaa finde vor Daddel ironisk! Hvor vi saa skulde dadle!

    Men tilbage til H.C. Andersen. Vi have omtalt hans Bog i dens Heelhed og gaae nu over til adskillige af dens Enkeltheder, der vel ere Enkeltheder i den, men hovedsagelige Gjenstande, hvad H.C. Andersen selv angaaer. Igjennem en Række af smaae henkastede Yttringer i Bogen skimter den Følelse igjennem, at han her i Hjemmet lider Ondt – bliver behandlet uretfærdigt, bliver miskjendt. Nu, hvad bliver da Andersen anseet for i Hjemmet? For en Digter, der uden stort og fremragende Talent dog leverer meget Smukt og Underholdende. Er heri Miskjendelse? Kan Andersen gjøre Fordring paa Navnet af et mægtigt Geni? Og hvad har han da leveret, der bærer Præget af dette mægtige Geni? Kun nogle faa af hans Digte kunne kaldes fuldendte. Nu vide vi vel, at Geniet ikke skal bestemmes efter Massen af hvad det producerer. Tvertimod: Oehlenschlægers

    „Nordens Guder“ og „Aladdin“ vilde have været nok til at sikkre ham uforgjængelig Ros; Christian Winther behøvede ikke at have skrevet Andet end sine „Træsnit“ for at blive kaldt en af Danmarks første Digtere; Glandsen fra Palludan-Müllers „Amor og Psyche“ lyser endnu over hans nedgaaende Stjerne og vil lyse, saalænge det danske Sprog tales og læses. Men hvad har H.C. Andersen at stille imod disse for ikke at blive sat i 2den Rang, naar de staae i 1ste? Hvorledes skulde vi rose Oehlenschlæger, naar H.C. Andersen blev kaldt stor?

    Vi have med Flid iblandt disse ikke nævnet Heiberg; thi mellem ham og sig trækker Andersen selv en Sammenligning. Med en vis Selvfølelse lader han Heiberg høre, at han ikke er kjendt i Tydskland, medens han (H.C. Andersen), som bekjendt, netop der tæller sine Beundrere. Hertil kan nu for det Første svares, at Heiberg ikke selv har være Probenreuter for sine Varer i Tydskland. Men for det Andet er den intensive Beundring, Heiberg nyder i sit Fædreland (og som han, selv ved sit maleriske Atlas, ikke har været istand til at ruinere), meget bedre end den extensive Beundring, Andersen har forskaffet sig i Tydskland. For det Tredie: Enten er Andersen dansk Digter, og de Danskes Bedømmelse af ham skal staae ved Magt og ikke ansees for Miskjendelse, eller han er tydsk Digter og skal være fornøiet med de Tydskes Erkjendelse. Men herved er dog tillige det at mærke, at, har H.C. Andersen erhvervet sig Tydskernes Beundring ved at stræbe efter de Danskes, saa ligger Feilen hos H.C. Andersen. For det Fjerde, er der under den tydske Literaturs og den tydske Smags nærværende Forfatning ikke noget stort smigrende for H.C. Andersen i, at han har erhvervet sig større tydsk end dansk Navn. For det Femte, hvilket egentlig skulde været sagt først, skal Andersen først bevise, at han mellem dannede Tydske er anerkjendt for Meer end Heiberg.

    Hvad Andersen blandt sine Værker synes at sætte meest Pris paa, er hans Eventyr, og dette har formodentlig været Hovedaarsagen til, at han i sin „Digters Bazar“ har blandet flere ind, til stor Skade baade for Digteren og Bazaren. Det er nemlig smukt at digte Eventyr for Børn; mindre smukke tage disse sig strax ud, naar de trykkes og overgives til et større Publikum og ikke alle have en dybere Sandhed; men aldeles uskjønne blive de, naar de fortælles voxne Mennesker, vel at mærke, naar de ikke ere absolut nødvendige for den poetiske Tankes Form og denne ikke kunde være gjengivet langt heldigere paa en anden Maade. I saadanne Tilfælde trækker der sig noget grulig Affecteret over Eventyret, og dette bliver endnu gruligere, naar Eventyrene ere udstyrede med en saa grulig Mængde Udraabstegn, der synes at klinge ligesom de Smæk med Tungen, hvormed Barnepigen siger til den Lille: Nu skal jeg fortælle dig noget rigtig smukt! Der var engang en Mand! Og det var saadan en deilig Mand! o. s. v.

    Nu vil Andersen maaskee sige i sit stille Sind, og maaskee vil han saagar sige det høit: See, nu er der allerede En, der ved min Hjemkomst hilser mig med Ondt! Og hvem er det! En af disse Anonyme! – Og saa vil han trøste sig ved at declamere alle disse Declamationer imod Anonymiteten, hvortil vi ere saa vante.

    Forf. heraf svarer hertil Noget, som længe har ligget ham paa Hjertet, og som han længe har ønsket Leilighed til at udtale: 1) Naar man udskjælder en Anonym for Noget, han har skrevet, dadler og fordømmer hans Ord, vilde man da ikke fordømme hans Ord, vilde man da ikke skjælde ham lige saa meget ud, hvis han havde nævnet sig ved Navn? – 2) Pressens Ord ere som Mynt. Det Sande er Guldmynten, der selv uden Navneciffer og Præg har sin Værdi, det Usande er Papiret, som, hvis det faaer Værdi, blot faaer den for det Navns Skyld, der staaer paa.

    Vil man efter dette endnu tvivle om, at Anonymitet i mange Tilfælde endog bør foretrækkes for Navns Nævnelse, at den langt bedre end sidstnævnte bevirker, at det Skrevne dømmes upartisk og ikke, naar det blot er Papiir, gaaer for Sølvværdi, saa tage man „Danmark, et malerisk Atlas“ for sig og betænke, hvor ulige rigtigere det vilde blive vurderet, hvis Heibergs Navn ikke stod paa.

    Apropos det „maleriske Atlas“ det have vi Noget at sige om.

  • Nr. 96, , sp. 3-5:

    „En skrækkelig Opdagelse“:

    (Om det nordiske naturforskermøde i Stockholm, som Corsaren spøgefuldt skildrer som en sammensværgelse, der vil stifte en ny Kalmar-union. Blandt kompromitterede digtere er både Oehlenschläger, Ingemann, H.C. Andersen og Ploug, hovedmanden er Fr. Barfod).

  • Nr. 277, , sp. 5-8

    (af: „Corsarens ukongelige uprivilegerede Adressecontoirs Efterretninger“, under denne titel findes sp. 7 under „Bekjendtgørelse“):

    „Da jeg for Tiden gjennemreiser Tydskland som æsthetisk Probenreuter, anbefaler jeg mig med at oplæse Prøver af Eventyr o.s.v. ved Tydsklands forskjellige Hoffer. – Billigt Honorar og reel Behandling skulle stedse være Formaalet for mine varmeste Bestræbelser.

    Ergebenst
    H.C. Andersen

    p. t. wohnhaft beim Hofe in Oldenburg.“

    (Under sin udenlandsrejse 1845-46 besøgte H.C. Andersen hofferne i Oldenburg, Berlin, Weimar, Dresden og Wien).

E. Digter-virksomhed – og angreb herfor

  • Nr. 93, , sp. 1-6

    (anmeldelse af Beckers Verdenshistorie med bemærkning om Andersens eventyr):

    „Her ere Eventyr for Børn, som endog ere bedre end H.C. Andersens!“ (sp. 2).

  • Nr. 110, , sp. 2-8,

    „En Lirendrejer“.

    (Kapiteloverskrifterne parodierer dedikationerne i „En Digters Bazar“, ellers ingen forbindelse. Fortsættes i nr. 112).

  • Nr. 119, , sp. 4-6,

    „Ude og Hjemme“ af H. P. Holst.

    (Nævner „Improvisatoren“, „En Digters Bazar“).

  • Nr. 147, , sp. 3-6

    (i anmeldelsen af „Jacopo Ortis’s sidste Breve. Roman af Ugo Foscolo.“ (Bakkes Forlag.) hedder det sp. 6):

    En Lykke, at denne Göthe ikke reiste til Constantinopel og Grækenland og Ungarn og fortærede disse Lande; – thi hvor skulde saa den stakkels Andersen reise hen? Dog, Folk som han og Holst kunne rolig reise til Italien. De ere i deres Detailaand at ligne ved Raphaels Elever, der fuldførte Enkelthederne i den store Mesters Udkast, som selv uden dem vare fuld e n d t e. – I Grunden ere vi vel Alle saadanne Detailaander.“

  • Nr. 180, , sp. 10-13,

    (af „Underdanigste Spaadomme, eller Fremblik paa Aaret 1844. (Sluttet.), af sp. 12. oktober):

    „H.C. Andersen laver et nyt Stykke, der ingen Lykke gjør; han bliver vred, græder, skriver et Eventyr over en Stork, der drager mod Syden og gjør saa en Pilegrimsreise til Mekka eller Jerusalem.“

  • Nr. 205, , sp. 6-10,

    (af „Reise til Himmelbjerget og derfra til Haderslev“; sp. 6: Den skrivende anfører at være blevet henvist til gæstgivergården „San Pietro“ i Århus, hvilket hentyder til italieneren Antonio San Pietro, der var vært på Hotel Skandinavien på Svinetorvet (St. Clemens torv) ved domkirken i Århus. Herved mindes han Italien):

    „Jeg samlede alt det Italienske, jeg havde lært af Andersens „Improvisatoren“ og Holsts „Ude og Hjemme“, og tiltalte Italieneren med de Ord: Felicissima notte!“

  • Nr. 207, , sp. 5

    (af „Bidrag til Hr. J. C. Lange til hans danske Conversations-Lexicon“, blandt forskellige definitioner står:)

    „Digter, En, der er begavet fremfor andre Mennesker. Under denne Titel tager H.C. Andersen Reisepas.“

  • Nr. 208, , sp. 11-13,

    „Literatur. „Lyriske Studier“ af Frederik Ludvig Høedt“.

    (Høedt havde i nævnte digtsamling hånet Andersen i digtet „Vandring i en Digters Bazar“. I sin anmeldelse af digtsamlingen skriver Corsaren sp. 12 (til bogens pag. 28):

    „En Digter, der kan erhverve saa megen Berømmelse som Hr. Høedt, har naturligviis Ret til at slaae sig til Ridder paa H.C. Andersen og betragte ham som en Skovisk. Kommer Høedt ikke op, saa kommer Andersen dog derved ned.“ (gentages i nr. 209, da nr. 208 blev beslaglagt).

  • Nr. 225, , sp. 7-10

    (af „Literatur. I. „Gæa“, æsthetisk Aarbog, udgivet af P. L. Møller“; sp. 9 meddeler som led i gennemgang af indholdet):

    „I Fragmentet af „Ahasverus“ har Hr. H.C. Andersen, Pag. 224, udført en vanskelig Opgave. Columbus undersøger chemisk, physisk og naturhistorisk, om det Lys, han seer i det Fjerne, er et virkeligt Lys (o: et Tællelys), eller om Havet eller Luften har frembragt det, og det er lykkedes Hr. H.C. Andersen at sætte denne Undersøgelse i Digt, og Digtet gaaer paa Melodien: „Manden med Glas i Haand“.“ (Sammenlign Samlede Skrifter, 2. udgave, XI, s. 650. Melodien „Manden med Glas i Haand“ = „God save the King“).

  • Nr. 283, , sp. 4-5,

    „Samtale mellem to Matroser“:

    A. Hør Du! Jeg læste i Avisen, at Kongen af Preussen har givet Andersen en Orden, der hedder „den røde Ørn“, hvordan monstro den Orden seer ud?

    B. Det skal jeg ikke saa lige kunne sige Dig, Du, men det er vel sagtens en Stump Baand med en Ørn ved, for seer Du, Preussen har en Ørn i sit Flag . .

    (6. januar 1846 udnævnte Frederik Wilhelm IV af Preussen H.C. Andersen til ridder af den røde Ørn).

  • Nr. 284, , sp. 12

    (fra: „Corsarens Logbog fra den 15de til den 21de Februar“):

    „Søndagen d. 15de Februar – Gertner tegner i denne Tid H.C. Andersens Portræt.

    Kjære Hr. Gertner! Gjør Armene dygtig lange; De veed nok, at Høyen ikke lider korte Arme. -“ (Professor N. L. Høyen var datidens betydeligste danske kunsthistoriker).

  • Nr. 285, , sp. 5

    (smånotitser uden overskrift):

    „Ifølge hertil ankomne Privatefterretninger er H.C. Andersen nu ogsaa anerkjendt i Republikken St. Marino. Man skal endog sammesteds have tilbudt ham Borgerskab som Mariner.“

  • Nr. 300, , sp. 1-3,

    (af „Kortfattet Fædrelandshistorie XVII. Valdemar Seir“, sp. 2):

    „For at vise, at de higede ligesaa meget efter at blive Christne som H.C. Andersen efter at blive preussisk rød Ørn -“.

H.C. Andersen i „Corsaren“ efter 1846

Som nævnt i indledningen solgte Goldschmidt i oktober 1846 „Corsaren“, der til sit ophør 1855 lidt efter lidt blev et ubetydeligt smudsblad.

H.C. Andersen eller hans digtning er dog nævnt i ca. 50 numre fra denne periode. Mest undres man over, at der flere gange hentydes til skuespillet „Hr. Rasmussen“. Af andre punkter bør man især bemærke nr. 333, der i forbindelse med et vers bringer en helt Bo Bojesen’sk tegning af Andersen ridende på et æsel. Han har ordensbehængt lanse og manuskript i baglommen. Nr. 335 kalder „En Comoedie i det Grønne“ for „et Ruskomsnusk“. Nr. 364 handler om „Løven“ Andersen og er uddybet med 5 tegninger. Nr. 368 omtaler en fest i anledning af Andersens hjemkomst og bringer bl.a. en tegning af Andersen ridende en træhest på hjul. Nr. 384 bringer parodisk hyldest til den afdøde konge, bl.a. Andersen på skøjter Kongens Nytorv rundt. Nr. 390-91 anmelder „Ahasverus“. Mindre bidrag findes f.eks. i numrene 393, 495 og 642. En udskrift af alle disse bidrag findes samlet på Det kgl. Bibliotek, hvor interesserede ved henvendelse kan bese materialet eller købe kopi deraf.

Det kgl. Biblioteks eksemplar af „Corsaren“

Bind I (nr. 1-119, 1840-1842)

De første numre består af et upagineret omslag, hvori de indsatte sider har nummererede spalter. Oftest fra spalte 1-8, men der findes dobbeltnumre med spalte 1-16. Artikler fra omslagets anden side fortsættes bagi på omslagets side 3. Format: kvart.

Bind II (nr. 120-223, 1843-44)

Bind III (nr. 224-327, 1845-46)

Bind IV (nr. 328-432, 1847-48) „Corsaren“ ejes fra oktober 1846 af xylograf Flinch. Fra begyndelsen af 1847 står som udgiver og forlægger: „Holt, Boghandler.“

Bind V (nr. 433-536, 1849-50) Redaktør og udgiver: J. Jørgensen. Forlagt af Flinch.

Bind VI (nr. 537-641, 1851-52) Ejer: Xylograf Flinch, redaktør og udgiver: N. P. Olsen.

Bind VII (nr. 642-756, 7.1. 1853 – 30.3. 1855) Format: lidt større end et formiddagsblad, 4 sider. Nr. 642-653 er kvartformat som tidligere. – Fra nr. 654 begynder ny nummerering fra nr. 1-92 (= nr. 654-745), herfra atter lille format, der starter med et ekstranummer 12.1. 1855, hvorefter igen startes med nr. 1 (= nr. 746, 19.1. 1855). Bindets sidste nummer er nr. 11 (= nr. 756, 30.3. 1855). Redaktør og udgiver: N. P. Olsen, Forlagt af Flinch.

Et særligt bind rummer manglende numre af „Corsaren“, af hvilke biblioteket senere har kunnet skaffe sig fotokopi.

I Elias Bredsdorffs „Goldschmidt’s Corsaren“ angives på s. 161 følgende: „Så vidt vides eksisterer der ikke et eneste komplet eksemplar af „Corsaren“, end ikke for de første seks år; selv i Det kongelige Biblioteks og Universitetsbibliotekets eksemplarer er der adskillige huller.“ – Det er nok til en vis grad korrekt, men „adskillige huller“ er måske for voldsomt sagt. Når Det kgl. Bibliotek får en fotokopi af nr. 30 – som findes i Universitetsbibliotekets eksemplar – så mangler man kun her af de ordinære numre nr. 26, 80 og 475.

I Det kgl. Biblioteks bind I bemærkes februar 1967: „Numrene 26 og 80 eksisterer antagelig ikke.“ – Hertil må bemærkes, at begge er anført i oversigt over beslaglagte numre meddelt i nr. 213.

Med hensyn til nr. 80 er i nr. 81 anført, at det er beslaglagt, men at et nyt halvt nr. vil udkomme. – Oversigten i nr. 213 nævner følgende nr. som beslaglagte: 3, 11, 21, 22, 26, 36, 63, 65, 67, 68, 70, 73, 77, 79, 80, 81, 149, 176, 192, 194, 199 og 208. Hertil kommer: 5 ekstra-numre, 3 tillægsblade, 3 kobberstik samt: et tillæg med træsnit.

En lignende oversigt i nr. 295 har følgende (idet den gentager et par numre): 26, 79, 80, et halvt 81, 136, et ekstranr. 4.5.1844, 192, 242, 243, 293, 294.

Endelig nævner nr. 354 som beslagte: 326, 353, 307.

I Corsarens egne oversigter over beslaglagte numre synes følgende at være glemt: 65a, 65b, 151, 262, 265, 270, 281, 313, 324, 381, idet dog de to første måske er indeholdt i de 5 ekstra-numre eller 3 tillægsblade.

Måske kan det have interesse at sammenligne ovennævnte med, hvad der i Det kgl. Biblioteks eksemplarer er anført som beslaglagt, men 1862 tilbagegivet af politichefen. Sammenstillet fra de ialt 4 bind, hvori der findes notat herom, bliver rækken: 3, 63, 65a, 65b, 136, 149, 151, 192, 208, 242, 262, 265, 270, 281, 294, 313, 324, 353 og 381.

I Det kgl. Biblioteks bind: „Corsaren“. Supplerende Numre 1841-1848. Kopi, er anført en variant-udgave af nr. 164, men med blyant er indeni skrevet: Afvigende Nr. af Nr. 165. – Nummeret er med tryk benævnt 165. 10. Nov. 1843.

©