H.C. Andersen i Kina

[1]H.C. Andersen er en af de vestlige forfattere, som har fået en velvillig modtagelse i Kina. Hans »eventyr«, som de kaldes på dansk, udkommer i kinesisk-sprogede udgaver i forskellige former, som »samlede eventyr« og som »udvalgte eventyr«, som udgaver for voksne læsere, udgaver for børn osv. Det samlede antal eksemplarer af forskellige udgaver er nået op på mere end to millioner. Unge og gamle såvel som børn, alle holder de af at læse den danske digters værker. Tager man i betragtning, at eventyrene er skrevet for mere end et århundrede siden, er den kendsgerning, at det nutidige socialistiske Kinas læsere viser en sådan begejstring for eventyrerne, et interessant fænomen.

H.C. Andersen blev introduceret i Kina i 1920’erne. Dengang opstod en bevægelse af såkaldt ny litteratur, en bevægelse der kvalificerede sig til at blive kaldt en »litterær revolution«. Den blev virkeliggjort ved den tids sociale, politiske og ideologiske forandringer. Landets økonomi var elendig, de politiske forhold kaotiske, og Kina befandt sig i en halvt kolonialistisk, halvt feudalistisk tilstand. Inden for landets grænser var der krige mellem forskellige kliker af generaler, som i samarbejde med storbønder og agenter for udenlandsk kapital beherskede og udnyttede folket på middelalderlig vis. Og udefra blandede internationale imperialister sig fra tid til anden i landets politik, idet de understøttede generaler og politikere og tilskyndede dem til at føre udryddelseskrig mod hinanden, altsammen til imperialisternes egen fordel. Underkastet disse umenneskelige vilkår krævede folkemasserne snarlige reformer, ja endog revolution. Som følge heraf gik den fremskridtsvenlige del af befolkningen i aktion. De intellektuelle, repræsenteret ved studenter og professorer ved Pekings universitet og andre højere læreanstalter, foranstaltede den 4. maj 1919 en massedemonstration rettet mod regeringen i Peking, landets hovedstad.

Demonstrationen rettede sig ikke mindst mod Kinas ydmygede diplomati. Situationen var den, at første verdenskrig var endt med Tysklands kapitulation, og stormagternes repræsentanter var nu i Versailles i færd med at tilrettelægge en ny verdensorden. Før verdenskrigen havde Tyskland bemægtiget sig territorier som f.eks. Shandong-halvøen, ligesom det havde tiltaget sig uretmæssige privilegier fra Kina. Under krigen havde Kina stillet sig på Ententens side og blev således en af krigens sejrherrer, i hvert fald teoretisk. Naturligvis burde de territorier og privilegier, som Tyskland havde tilranet sig, være blevet givet tilbage til den rette ejer.

Versailles-traktatens ophavsmænd overgav dem imidlertid til Japan. Nyheden herom chokerede det kinesiske folk. Man anså sagen for en stor ydmygelse og krænkelse af den nationale værdighed. Bevægelsen af 3. maj udtrykte, hvad folket følte. Den bredte sig straks over hele landet – som en politisk bevægelse mod den korrupte, uduelige regering og mod stormagternes uretfærdige og forræderiske handlinger. På kulturens område forkyndte bevægelsen en national renæssance. Den proklamerede landets modernisering, især med hensyn til de politiske og økonomiske systemer. Dens slogan var »demokrati« og »videnskab« for landet.

I litteraturen ytrede bevægelsen sig som en »litterær revolution«. Med ordet revolution gav den udtryk for, at litteraturen skulle bort fra den sædvanlige praksis hos de intellektuelle, for hvem litteratur var et middel til at udtrykke personlige, private følelser. Det betød også, at litteraturen skulle ud til folket, skulle beskæftige sig med dettes liv, lidelse og elendighed og tage stilling til de uopsættelige problemer, som staten var stillet overfor, for at virkeliggøre samfundets fremskridt. Den primære forandring, der skete i den nye litteratur, var en forandring i dens sprog, stil og form: Folkets hverdagssprog erstattede det klassiske, de intellektuelles for jævne mennesker uforståelige sprog. Nye former for romaner, fortællinger, poesi og skuespil blev overtaget fra samtidens europæiske litteratur og brugt som model. Og sociale problemer blev hovedtemaer for den nye litteratur. Den særlige litteratur for børn og unge fik en markant vækst. Børnelitteraturen havde i virkeligheden en lang historie i Kina, men den eksisterede kun i kraft af en mundtlig tradition, videreført af bedstemødre og barnepiger, aldrig som skriftsprog. Kina havde hverken haft nogen Charles Perrault eller brødrene Grimm, og følgelig var der ikke skrevet og trykt nogen litteratur for børn. Dette beror på konfucianismens hårdnakkede tradition, som forlangte, at børn, fra det øjeblik, de begyndte at kunne læse, fuldstændig skulle undgå fortællinger om feer, hekse og trolde samt alle andre fantasifulde eventyr. Den slags læsning blev betragtet som forgiftende for barnets sind og var derfor strengt forbudt. Denne rigoristiske regel tilsigtede at opdrage den unge generation til loyale forsvarere af den feudalistiske etik og samfundsorden. Og selvfølgelig vovede ingen intellektuel at nedskrive bedstemødres og barnepigers mundtligt overleverede fortællinger, som indeholdt overnaturlige elementer.

Først efter at den litterære revolution var kommet i gang, opstod en børnelitteratur, sådan som vi opfatter begrebet. Den særlige børnelitteratur opstod inden for rammen af moderne kinesisk litteratur. Og der fandtes forfattere til en sådan litteratur. Ligesom voksenlitteraturen tog den nye børnelitteratur eventyr fra vestens lande som modeller ved skabelsen af ny stil, form og indhold. Man begyndte samtidig at oversætte de vestlige eventyrdigteres værker til kinesisk. Naturligvis vakte først og fremmest H.C. Andersen opmærksomhed. Hans eventyr blev læsning for kinesiske drenge og piger, ligesom de blev forbilleder for kinesiske eventyrdigtere, når de skulle skrive ny børnelitteratur. Men oversættelsen af eventyrene skete hovedsagelig via engelske, franske eller japanske oversættelser. Meget gik naturligvis tabt ved denne proces. Derfor – til trods for at H.C. Andersen virkelig var blevet velkendt af kinesiske læsere, blev udbredelsen af hans eventyr forholdsvis begrænset. Den tids sociale vilkår bidrog naturligvis også hertil.

Efter grundlæggelsen af folkerepublikken Kina i 1949 bedredes de sociale vilkår meget. Uddannelsen blev gjort populær, folkeoplysningen bredte sig hurtigt, og det blev et stigende problem af skaffe bøger hertil. Fra og med året 1953 udkom H.C. Andersen i nye oversættelser. Den først offentliggjorte bog var den lille »Billedbog uden billeder«, oversat direkte fra dansk. Skønt den ikke havde held til at vække større interesse blandt unge læsere, tiltrak den sig stor opmærksomhed i litterære kredse. I dette lille bind fandt de kinesiske litterater, at forfatteren ikke blot var en stor fortæller af eventyr for børn, men også en stor digter. Man fandt i bogens små fortællinger en rigdom og fantasi, følsomhed og en naiv, men dog dyb betragtning af menneskelivet, farvet af poesi. Den nye oversættelse til kinesisk blev foretaget i overensstemmelse hermed. Med andre ord, oversætteren betragtede H.C. Andersens eventyr som poesi. Og som sådan fremkaldte eventyrene hos de kinesiske læsere et levende, poetisk billede, gjort med stor kunst. Derefter blev hele samlingen af H.C. Andersens eventyr udgivet, bind efter bind.

Eventyrene fra den første periode, dvs. eventyr fra tiden mellem 1835 og 1845, såsom »Fyrtøjet«, »Lille Claus og store Claus«, »Den lille Idas blomster«, »De vilde svaner«, »Den grimme ælling«, »Snedronningen«, »Nattergalen« og »Kejserens nye klæder« tryllebandt straks Kinas unge læsere. De fandt i H.C. Andersens eventyr en ny verden, fuld af fantasi, poesi, varme og menneskelighed. Deres naive, oprigtige hjerter bankede så at sige i takt med eventyrenes helte. De tog del i personernes glæde og sorg, følte snart sympati, snart medlidenhed og snart undren. De levede sig ind i personernes følelser og hele tilværelse. Alligevel blev de ikke helt fortabt i læsningen. De bevarede deres dømmekraft og forbeholdt sig deres egen holdning til personernes adfærd og gode og dårlige egenskaber. Med andre ord: Samtidig med nydelsen, som læsningen af fortællingerne gav dem, lærte de ud fra personernes adfærd noget om livet.

At forfatterne af den nye kinesiske børnelitteratur anser H.C. Andersen for efterlignelsesværdig, bygger også på egenskaber, der er indeholdt i den danske eventyrdigters værker. Kinesiske kritikere værdsætter eventyrene højt også derved, at de betragter dem som værdifuld læsning, som kan nydes og samtidig være belærende for vor tids unge i Kina. Opdragelsen af de unge i nutidens Kina tilstræber at kultivere dem til socialistiske borgere. Man finder, at indholdet af eventyrene på ingen måde modvirker dette mål, men supplerer det. Derfor har H.C. Andersens eventyr i en kort periode på fire eller fem år i stort tal cirkuleret på det kinesiske bogmarked og er udkommet i forskellige særskilte bind. I 1958 udsendtes en fuldstændig samling, den første samlede udgave af den verdensberømte eventyrdigter på kinesisk med i alt 169 fortællinger. Straks derefter udvalgte Akademiet for Sociale Videnskabers Institut for Fremmed Litteratur af samlingen repræsentative fortællinger og udgav »Udvalgte værker af H.C. Andersen«. Bogen kom i en »Serie af berømte værker fra verdenslitteraturen«. Andre udgaver for læsere af forskellige aldersgrupper udkom desuden i forskellige dele af landet. Mange af fortællingerne er også udsendt som småbøger med tegneserier til det almindelige publikum, og deres tal kan ikke fastslås.

Det følger af sig selv, at livet og tænkemåden, der genspejles i H.C. Andersens værker, ikke kan adskilles fra den tid, han levede i. Teoretisk er det umuligt i eventyrene at finde egenskaber, der kan forenes med ånden i den kinesiske socialisme. Alligevel finder kinesiske læsere og kritikere i dem moralske og intellektuelle kvaliteter, som transcenderer tid og rum, og som er universielle og endnu er i stand til at inspirere de kinesiske unge og opdyrke hos dem et temperament og en karakter, der er skikket for det socialistiske lands borgere. I den henseende besidder H.C. Andersens værker egenskaber, der kan være til opbyggelse for nutidens kinesiske ungdom.

Her kan fortællingen »Den lille Havfrue« tjene som eksempel. Hovedpersonerne, den ene en prins og den anden en prinsesse fra havets dyb, hører, set ud fra et klassesynspunkt, til aristokratiet, til den feudale periode, til den udnyttende del af menneskene, som man må fordømme. De har intet til fælles med det nutidige socialistiske Kinas arbejdende folk. Alligevel finder de kinesiske læsere i dem egenskaber, der repræsenterer menneskets gode kvaliteter, især demonstreret ved Havfruen. Hendes tunge oplevelse og de smerter, hun måtte lide, fortjener vor dybe medfølelse, og for de medfølende, naive unge læsere er det nok til at fremkalde bitre tårer. Men de kinesiske kritikere gør os opmærksom på, at det, der bevæger os, ikke er de uudholdelige smerter, havfruen føler, men den længsel, som hun vedholdende stræber efter at omsætte i virkeligheden – længselen efter at erhverve et menneskes udødelige sjæl. Længselen kommer utvivlsomt fra hendes kærlighed til prinsen, for med en menneskelig sjæl er hun skikket til at elske prinsen. Men netop på dette punkt har de kinesiske læsere deres egen opfattelse af sagen, forskellig fra den sædvanlige forståelse. Når hun attrår at elske prinsen, er det, fordi den unge aristokrat i kongefamilien af H.C. Andersen skildres som et eksempel på skønhed og kultur. Med andre ord repræsenterer prinsen et stort menneske, tilhørende en kategori af højtstående væsener. Deraf kan man drage den slutning, at vi mennesker bør leve og opføre os i overensstemmelse med betegnelsen »et menneske med sjæl«, i modsætning til de lavtstående væsener, derunder havfruens familie, som ikke har en sjæl. Her har ordet »sjæl« et betydningsfuldt, moralsk indhold. Derfor har hendes længsel efter en menneskelig sjæl en dybere betydning end alene hendes private kærlighed. Gennem hendes længsler og stræben efter at erhverve en menneskelig sjæl kan man slutte, at man skal vurdere sin tilstand som menneske og ædle stilling i animalernes rige højt, og at man skal føre sit liv, så man virkelig fortjener titlen af menneske – menneske med sjæl. Denne slutning, som kan drages af fortællingen, har også betydning for nutidens mennesker og ikke mindst for de kinesiske unge, som stræber efter og anstrenger sig for at opbygge socialismen og derved en god fremtid. Som et væsen i havet, et væsen af en lavtstående art, kan havfruen ikke være et menneske og endnu mindre erhverve en menneskelig sjæl. Hendes kærlighed til prinsen resulterer logisk i en tragedie. Hun har jo muligheden for at forandre sin forbandede skæbne og igen få sin oprindelige skikkelse som en lille havets prinsesse i henhold til sin bedstemoders og sine søstres tilskyndelse, så hun fortsat kunne leve lykkeligt i havet, hvis hun dræbte prinsen på bryllupsnatten, og hans varme blod sprøjtede på hendes fødder. Alligevel afholder hun sig fra at gøre det. Tværtimod kaster hun sig i havet og omskaber sig til skum. At ofre sig for et andet menneskes lykke, i særdeleshed et menneske, man elsker, betragtes som en ædel handling, noget, man værdsætter højt, og som man bestræber sig for at fremelske blandt unge i nutidens socialistiske Kina.

Dette eksempel illustrerer, at H.C. Andersens eventyr inspirerer vor tids læsere i Kina i deres stræben efter at nå målet at være ædel og god som et socialistisk menneskeligt væsen. Og demokratiets ånd, ønsket om social fremgang og respekten for mennesker, som bidrager til civilisationens fremgang, til verdenfred og venskab mellem de forskellige folk, som det til overmål finder udtryk i eventyrene, opmuntrer også kineserne i deres anstrengelser for at opbygge en lykkelig tilværelse. Takket være dette føler kineserne sig meget nært knyttet til den danske digter og betragter ham som en god ven, skønt han levede for så længe siden og i et så fjernt land.

Kina er i disse år i færd med at løse en stor opgave, opgaven at omdanne landet til en moderne stat, ikke blot industrielt, men også kulturelt, moralsk og på andre områder. Det har brug for et stort antal specialister, fagfolk og uddannede folk for at klare opgaven. Derfor anstrenger mange unge sig for at bestige videnskabernes og den videnskabelige forsknings bjerg, så de kan bidrage til landets og også verdens fremskridt. Dog er vejen ikke altid let. Der behøves stædig udholdenhed og endda kamp. Her finder de kinesiske unge et opmuntrende budskab i det ofte oversete eventyr »Ærens tornevej«. H.C. Andersen gør sine læsere opmærksom på, at der er en mængde torne på vejen mod de store opgaver, men de kan fjernes af mennesker med målbevidst vilje og udholdenhed. Eventyret er blevet så kendt i Kina, at det populære blad »Sammendrag for unge« har genoptrykt det, og det er læst af mange unge over hele landet og er blevet et emne for diskussion blandt unge.

Den kendsgerning, at H.C. Andersen er så velvilligt accepteret i Kina, betyder altså ikke, at kineserne betragter ham ud fra det synspunkt, at han kan være til nytte. Man læser først og fremmest hans værk som litteratur og poesi, som man føler stor fornøjelse ved. Og på den måde påvirker hans eventyr de kinesiske læsere. I særdeleshed derved tiltrækker hans naivitet, beskedenhed, mediterende filosofi og fremfor alt den kunstneriske ynde kineserne, som desuden finder, at disse egenskaber er i overensstemmelse med deres temperament og følgelig rører deres hjerter.

En medvirkende årsag er den kendsgerning, at Kina som et land i udvikling endnu har en frisk erindring om den nære fortids triste, gamle samfund, om livet i den tid, da han levede, og som han har skrevet om. De følelser, han har gengivet i sine senere eventyr, gør indtryk på kineserne som intime minder fra deres egne oplevelser. Fortællinger som »Den lille pige med svovlstikkerne«, »Under piletræet« og »Hun duede ikke« rører i sandhed hjertet hos de kinesiske læsere. I deres erindring kan det, som den stakkels pige med svovlstikkerne oplevede, være sket i gårsdagens Kina. Hendes tragiske død virker stærkt oprørende hos de unge kinesiske læsere, og hun kendes i næsten hver kinesisk familie. Fortællingen er filmatiseret af Kinas centrale Fjernsyn og vist i hele landet. Den er også iscenesat i hovedstaden som ballet af Det kinesiske Balletinstitut. Før min rejse til Europa til denne kongres besøgte jeg en lille by i den sydlige provins Hunan, hvor jeg overværede en sammenkomst af børn fra grundskolen. En lille pige præsenterede fortællingen, idet hun spillede rollen som pigen med svovlstikkerne. Hun sluttede med denne lille tale:

»En tragedie som den, den lille pige med svovlstikkerne kom ud for, fandt tit sted også i vort land i en ikke fjern fortid. Det har min bedstefader ofte fortalt mig. Vi er nu lykkelige over, at noget sådant ikke mere sker hos os. Dog må vi ikke glemme den lille piges skæbne. Den skal være en påmindelse for os i vor uddannelse og moralske forbedring, så vi kan være nyttige borgere i vort land og den samme tragedie aldrig mere skal gentages«.

På den måde knytter H.C. Andersens eventyr sig nært til unge kineseres liv, tanker og længsel. De har så at sige fæstet rod i kinesisk jord. Også midaldrende og gamle folk finder i eventyrene stof til eftertanke og reflekteren over tilværelsen. De belæres derved. Et sådant stof hidrører ofte fra to eller tre sætninger, hvis indhold gør stærkt indtryk på sindet og sidder fast i erindringen. De vidner om iagttagelse og viden om livet. Desuden hjælper de os til at forstå eventyrdigteren og det land, hvor han fødtes og levede. Sådanne aforistiske sætninger findes i rigt mål næsten overalt i eventyrerne. F. eks. i fortællingen »Fyrtøjet« møder man tit sætninger, der stråler af visdom og får os til at reflektere over livet. Protagonisten, d.v.s. soldaten, levede, da havde penge, i luksus med mange besøgende, der hver dag kom for at hilse på ham. Men »til sidst havde han ikke mer end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt ind under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad«. Den sidste sætning får os til at le, men bittert.

Også i den rørende fortælling »Den lille pige med svovlstikkerne« provokerer H.C. Andersen vore tanker med skarp ironi, når han skriver om tøflerne, som den lille pige har på sine nøgne fødder: »Det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne for så gruelig stærkt forbi; den ene tøffel var ikke til at finde, og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn«. På lignende måde praler toppen i den lille fortælling »Kærestefolkene« over for sin »kæreste« bolden om sin fine herkomst i denne dialog:

»Ja, men jeg er af mahognitræ!« sagde toppen, »og byfogden har selv drejet mig, han har sin egen drejerbænk, og det var ham en stor fornøjelse!«
»Ja, kan jeg stole på det?« sagde bolden.
»Gid jeg aldrig få pisk, om jeg lyver!« svarede toppen.

For en top er det en stor ære at blive pisket. Privilegiet kommer af den fine herkomst! Et sådan humor og selvironi har stor affinitet med humoren hos kineserne, som sætter pris på en sådan skarp, men varm kritik af vort liv på samme måde, som de vurderer deres egne absurditeter og latterligheder – faktisk er det en slags beklagelsesværdig, men ikke hjerteskærende selvkritik.

I den biografiske fortælling »Lykke-Per«, som H.C. Andersen skrev i 1870, fem år før sin død, drog forfatteren denne konklusion vedrørende hovedpersonens død: »Som Sophokles ved de olympiske lege, som Thorvaldsen i teatret under Beethovens symfoni døde han i sejrsglæden. En åre i hjertet var bristet, og som ved et lynnedslag var hans dage endt her, endt uden smerte, endt i jordisk jubel. Den lykkelige fremfor millioner!«

Skønt kineserne har deres egen livsfilosofi, ligner deres opfattelse af lykke, lykken, der genkendes i livets sidste øjeblik, mere eller mindre H.C. Andersens. Når man fuldender en opgave, som livet kræver og nærmer sig det sidste åndedrag, føler man sig lykkelig. Denne følelse kaldes på kinesisk »behagelig hvile«, hvilket udtryk dækker Pers følelse af lykke. Med en sådan holdning til døden kan man med godt mod gå fremad gennem livet til opfyldelsen af opgaver, som man skal opfylde, mens man lever, og være sikker på at overvinde en hvilken som helst hindring på vejen til opgaven. Dette motiverer, hvorfor en af mine kinesiske venner, en kendt videnskabsmand, hver morgen ved morgenmaden plejer at læse en fortælling af H.C. Andersen for at være åndeligt forberedt til dagens arbejde og de eventuelle vanskeligheder, som han kunne møde under arbejdet. Han drager inspiration og selvtillid af eventyret. Og inspiration og selvtillid behøver enhver kineser i sit daglige arbejde på at omforme landet til en moderne stat.

Derfor er det ikke tilfældigt, at H.C. Andersen er blevet en af de mest foretrukne vestlige forfattere i Kina. Hans eventyr udgør, ligesom alle smukke og fine litterære værker fra fortid og moderne tid, en integreret del af det kinesiske folks kulturelle næring. De er allerede tilpasset landets miljø og derfor også blevet en del af den kinesiske litteratur. For de kinesiske forfattere af børnelitteratur er den indflydelse, som H.C. Andersen udøver, lige så stor som de andre voksenlitteraturens mestres under den litterære revolution, som jeg omtalte i begyndelsen af dette foredrag. Det berettiger også til den påstand, at resultaterne af menneskelig kunnen, deri indbefattet litteratur og kunst, er en fælles skat for mennesker i hele verden. Man skal respektere og tilegne sig den til sit folks bedste og dets fremskridt. Det er med en sådan overbevisning, at det kinesiske folk betragter og tilegner sig andre folks kulturelle og videnskabelige resultater.

I sandhed var der en tid i Kinas historie, tiden under den såkaldte kulturrevolution, da autoriteterne lukkede døren og afslog kulturel udveksling med fremmede folk. Men i den historiske flods lange strøm er dette kun et øjeblik. Folket er altid i stand til at rette fejlen i rette tid. Det er netop, hvad der sker i Kina i dag. Og det er helt rimeligt, at H.C. Andersen igen nyder stor popularitet i landet. Det fortjener han.

Noter

  1. ^ Under titlen »Hans Andersen en Ĉinio« har artiklen været holdt som foredrag på den 70. esperanto-kongres i Augsburg, august 1985. Har siden været offentliggjort i Kina, både på esperanto og i kinesisk oversættelse, samt i Japan, i det japanske månedsskrift Journal of Japanese Children’s Literature, september 1986. – Oversættelsen fra esperanto til dansk er foretaget af Erling Windeballe. Red.

©