H.C. Andersen i Polen

- Belyst ved værker udgivet i Polen i årene 1844-1960

Oversat til dansk af Marianne Kolodziejska

Hans Christian Andersens navn dukkede for første gang op i Polen i året 1840. I Warszawa-magasinet „Magazyn Powszechny“[1] var der da optaget en artikel under den lakoniske titel: „Andersen“. Den var et uddrag af et fransk værk, Xavier Mariniers „Histoire de la Littérature en Danemark et en Suède“, som året før var udkommet i Paris. Tager man i betragtning, at dette fandt sted for godt 125 år siden, i fjerne tider, hvor man ikke disponerede over hurtige kommunikationsmidler, kulturel og videnskabelig udveksling, som det idag er alment, understreges det tempo i hvilken artiklen nåede det fjerntliggende Warszawa.

Det er svært at fastslå, hvem der tog initiativ til oversættelsen. Dog hersker der ingen tvivl om, at hovedfortjenesten bør tilskrives den ukendte oversætter, som skjuler sig under pseudonymet J.R. Ved hans mellemkomst blev den danske digter introduceret hos den polske læser, af den franske digter og forsker. I sin bog benyttede Marmier materiale fra en rejse til Danmark, som fandt sted i slutningen af trediverne i forrige århundrede, under hvilken han personligt mødte H.C. Andersen og stiftede bekendtskab med hans første værker. Betaget af den unge danskers personlighed, priste han „Improvisatoren“ samt nogle digte; og deres ophavsmand betragtede han som en typisk repræsentant for sit fædreland, samt for den tid, i hvilken han levede og skabte sine værker.

Artiklen i „Magazyn Powszechny“ vakte ved sin fremkomst ingen særlig genklang hos læserne. Først nogle år efter, i 1844, bragte „Biblioteka Warszawska“[2] et andet uddrag af samme værk, som, oversat af Leon Potocki, bar titlen „Pie´sni ludu Pó1nocy“ (Nordens sange). Som efterskrift til dette uddrag læser vi: „For lettere at fornemme de skatte, som de nordlige folks digtning rummer, gengiver vi her en ordret oversættelse af nogle overleverede sange fra middelalderen, samt af visse senere digte, som bærer præg af folkelig poesi“. Som prøve på disse valgte oversætteren H.C. Andersens digt: „Dziecko umierajce“ (Det døende Barn). Denne begivenhed bør noteres som den danske digters første indpas i den polske bogverden.

Også i H.C. Andersens fædreland spillede det nævnte digt en vigtig rolle for den unge digters videre skæbne; – det var det første arbejde, som henledte kritikernes opmærksomhed på ham, og som fik en meget fin modtagelse hos dem. Udover indholdets følelsesmæssige elementer tildrager digtet sig opmærksomhed ved dets formelle opbygning, og det blev skattet og anerkendt ikke blot i Danmark. I Polen blev det oversat påny i 1886 af Stanislaw Budzinski, som udgav litterære afhandlinger og talrige oversættelser af fremmed litteratur, og som optog det i en antologi, han havde udarbejdet under titlen „Z obcego Parnasu“[3] (Fra fremmed Parnas). „Det døende Barn“ er det eneste af H.C. Andersens digte, som blev oversat til polsk, og det endog to gange.

Dømmer man efter antallet af udgivelser, vandt H.C. Andersens romaner og noveller ikke større popularitet i Polen. Af de otte, som han skrev, blev kun tre oversat til polsk. „Improwizator“ (Improvisatoren), der vandt størst berømmelse ude i verden, udkom i Polen i 1857, i Hieronim Feldmanowskis oversættelse, men blev aldrig senere genoptrykt. Samme skæbne fik den stærkt autobiografiske roman „Tylko grajek“ (Kun en Spillemand), som i 1857 blev oversat til polsk af Fryderyk Henryk Lewestam. At disse to romaner ikke blev genudgivet, har sine grunde. Forlæggerne, som havde føling med kundekredsens interesse og smag – hvad vi idag ville kalde læserbehovet – har ikke øjnet større salgsmuligheder for nye H.C. Andersen oplag, siden ingen af dem gav sig i kast hermed. Ingen ville risikere deres penge på genoptryk af bøger, uden håb om en god fortjeneste. Ganske anderledes gik det en lille bog af H.C. Andersen, som han kaldte „Billedbog uden Billeder“. Det er en samling fortællinger, kompositionsmæssigt opdelt i tre og tredive aftener, som hver især udgør en særskilt helhed, der beretter hvad månen så under sin vandring. Denne lille bog, hvis stemning er meget varieret, meget poetisk, og som forbinder fantasi med livets realia, blev i Polen udgivet 6 gange og i fire forskellige oversættelser. Fire gange alene, én gang i en to-binds eventyrsamling med titlen „Czarodziejskie powiesci“ (Troldmandsfortællinger), og én gang sammen med en fortælling af den bulgarske forfatter I. Wazow, som gratis tillæg til månedsbladet „Ziarno“s abonnenter. Den første udgave kom i 1857, og de følgende i årene 1875, 1900, 1907, 1912 og 1932. De hyppige genoptryk vidner om en vis permanent interesse for dette værk, som holdt sig gennem fulde 75 år. Mens der mellem udgaven fra 1875 og den efterfølgende gik hele 25 år, så kom de to næste på bogmarkedet med korte mellemrum – syv og fem år.

I Polen er der idag taget initiativ til at genudsende den nu mere end hundredårige „Billedbog uden Billeder“ i ny oversættelse. Dersom det sker, ville en vis rytme i læsernes mulighed for at stifte bekendtskab med den bibeholdes, og et hul, forårsaget af sidste krig, ville blive udfyldt. Forøvrigt er selve det faktum, at dette initiativ eksisterer, værdifuldt nok til at nævnes på dette sted, uanset dets mulige videre skæbne.

„Billedbog uden Billeder“ har ikke altid været kendt i Polen under denne titel. De tre første udgaver bar titler, vilkårligt valgt af deres oversættere, grundigt vildledende for læseren, som ikke var klar over disse ændringer. Den første oversættelse skyldtes Hieronim Feldmanowski, og blev af denne kaldt „Obrazki“ (Billeder); den anden oversættelse – anonym – fra 1875 fik titlen „Malowanki“ (Skilderier); Maria Glotz, oversætter af hele samlingen „Troldmandsfortællinger“, stod for den tredje, og denne bærer den titel som nærmest dækker indholdet og den genre værket repræsenterer: „Co ksiczyc widzial“ (Hvad månen så). Den egentlige, originale titel optræder først i 1907, i et lille bind fra serien „Fællesbiblioteket“, i Jadwiga Przybyszewskas oversættelse.

Af de seks polske udgaver af „Billedbog uden Billeder“ udkom to (1875, 1912) i anonym oversættelse. Hvem der står bag den første af disse, er det ikke lykkedes at finde frem til. Sammenlignende analyse af samtlige oversatte tekster har derimod gjort det muligt at fastslå, at oversættelsen fra 1912 er identisk med den, som blev trykt i 1907 (og gentaget i 1932), og skyldes således J. Przybyszewska. Forlæggeren har, idet han ønskede at undgå betaling af oversætterhonorar og samtidig benyttede sig af hine tiders fuldstændige mangel på kontrol hermed, med vilje undladt at sætte hendes navn på titelbladet.

Jævnføring og granskning af de fire oversættelser, tillige med en sammenligning med den danske originaltekst, ville, med de andersenske tekster som udgangspunkt, afsløre oversætteren og hans arbejdsmetoder, som var betingede af de samfundsmæssige behov og af de herskende forhold. Dette ligger naturligvis udenfor denne skitses rammer og opgave, men man kan dog her give en lille prøve på oversætterens fordrejelse af teksten, med det formål at „tillempe“ den for en bestemt kategori af læsere. Som før nævnt er „Billedbog uden Billeder“ en samling månefortællinger, omfattende 33 aftener af dens vandring over himlen. Hver af disse udgør ganske vist en særskilt helhed, men de er forbundet af H.C. Andersen i en bestemt rækkefølge. Fire af de omtalte udgaver respekterede forfatterens intentioner ved ikke at ændre noget. I udgaven fra år 1900 er der derimod indført fri ændringer, såvel i rækkefølgen, som i fortællingernes antal. Den elvte aften er helt udeladt. Mens ændringen af rækkefølgen er foretaget ud fra et princip, som det idag er vanskeligt at finde forklaring på, så skyldes udelukkelsen af den elvte fortælling utvivlsomt dens indhold. Beskrivelsen af bryllupsfesten og det unge par, som månen besøger ved at kigge ind gennem vinduet, har ikke forekommet passende lekture for unge læsere. Det var nemlig dem, forlæggeren havde i tankerne, da han i pressen reklamerede for bogen som passende og egnet for „såvel voksen- som barnesind“, for „store, såvel som for små“.

Både på grund af den popularitet, som „Billedbog uden Billeder“ nød, og den vilkårlige skalten med værket uden hensyntagen til forfatterens kunstneriske intentioner, blev visse af månens fortællinger taget ud af helheden, og indlemmet i forskellige eventyrsamlinger. Det var først vanskeligt at identificere disse enkeltstående fortællinger, forsynede med fingerede titler, indtil det afsløredes, at de ikke var selvstændige digtninger, men kun uddrag af en større helhed, nemlig „Billedbog uden Billeder“. Hermed ville beretningen om de på polsk udgivne oversættelser af dette H.C. Andersen værk egentlig være endt, hvis det ikke var for et problem i forbindelse med udgaven fra 1875, udgaven med titlen „Malowanki“. Den udkom i Krakow på M. Gawalewicz’ forlag, trykt på Leon Paszkowskis trykkeri. Disse enkeltheder oplyses i en beskrivelse af udgaven i Karol Estreichers „Bibliografia Polska“ (Polsk Bibliografi), som samtidig henviser til, at Jagielloner Biblioteket i Krakow og Ossolinski Biblioteket i Wroclaw ligger inde med bevarede eksemplarer. En eftersporing af H.C. Andersen værker på alle større biblioteker i Polen førte til en interessant opdagelse. I et katalog udgivet af Stadsbiblioteket i Lódz figurerer „Malowanki“ ganske vist som udgivet i Krakow, men ikke i 1875, derimod i 1876, trykt på trykkeriet „Czasu“ (Tiden), uden forlæggernavn. En nærmere undersøgelse, da det magasinerede eksemplar kom for dagen, viste, at bibliotekaren som har udarbejdet kataloget, sandsynligvis har begået en fejl. Det bemærkedes, at bogen har to titelblade: ét, der stemmer overens med katalogbeskrivelsen, og ét -svarende til K. Estreichers bibliografi. En sammenligning af de to titelblade tyder på, at de stammer fra samme trykkeripresse. De er trykt ved anvendelse af ens typografisk materiale, typer og dekoration er identiske. Også anbringelsen af de benyttede skilletegn er karakteristisk. Papiret er også ens – samme vægtfylde, vandmærke og farve. Den eneste forskel findes i måden, hvorpå selve titlen er trykt: på titelbladet dateret år 1876 er den sat med slyngede bogstaver. For at løse gåden om de to titelblade anså man det for påkrævet at få fastslået samhørigheden eller forbindelsen mellem L. Paszkowski – og „Tiden“s trykkerier. De var begge, sådan som det fremgår af de to pågældende titelblade, ledet af samme person — J. Lakocinski. På grundlag af arkivmateriale om trykkeriernes historie i Polen kan man fastslå, at vi her har at gøre med et og samme trykkeri, som i 1875 ved salg skiftede ejer, og hermed også firmanavn, mens lederen forblev den samme. Dette forklarer sagen. „Malowanki“ blev udgivet af M. Gawalewicz samme år, indenfor hvilket trykkeriet skiftede ejere. Det er muligt, at bogen endnu ikke var færdigtrykt, måske var regnskabet endnu ikke afsluttet (kun årstal er opgivet og ikke måned, hvilket ville forklare disse dunkle punkter). Sammen med trykkeriet købte den ny ejer de ting, som var under udgivelse, eller overtog under sit mellemværende med den tidligere ejer allerede færdige eksemplarer. Dette kunne forklare, at M. Gawalewicz’, d.v.s. trykkeriejerens navn mangler på titelbladet. At det andet titelblad derimod er blevet trykt og føjet til den allerede færdige bog, hvis indhold jo ikke var blevet forældet kan kun forklares ved ét: økonomiske interesser. Trykkeriets køber, som begyndte sin virksomhed i et nyt firma, tog omtrent omgående fat på at reklamere for det udførte arbejde som sit eget; til bevis herfor skulle oplysningerne på bøgernes titelblade tjene. Forsøg på kunstig foryngelse af udgaver, for at gøre dem til gode salgsobjekter og mere attraktive for læserne, er en almindelig kendt og gammel trafik. I tilfælde, hvor bøgerne endnu ikke havde forladt trykkeripressen, brugte man at ændre udgivelsesdatoen. For hurtigt at komme af med allerede færdige udgaver fra lageret, trykte man ny titelblade til dem, gav dem „foryngende“ omslag, reklamebælter o. lign. Således er det unike eksemplar af H.C. Andersens „Billedbog“, som findes på biblioteket i Lodz, et værdifuldt dokument der viser den danske digters værks tilfældige forbindelse med Krakow-trykkeriers omskiftelige skæbner, ved overgangen til sidste fjerdedel af 1800-tallet.

Som afslutning på beretningen om de polske udgaver af „Billedbog uden Billeder“ bør opmærksomheden henledes på endnu en ting: at i perioden 1875-1912 blev bogen udgivet tre gange som gratis tillæg til abonnenter på tidsskrifter, som dengang udkom i Polen. Det var naturligvis en form for reklame, idet man herigennem søgte at vinde nye læsere; en form for reklame, der blev effektiv, fordi man skænkede meget yndede værker, som nød popularitet hos læserne. Dette har forlæggerne været ganske på det rene med; og når deres valg hele tre gange gjaldt „Billedbog uden Billeder“, viser det, at de andersenske månefortællinger heldigt konkurrerede med lignende arbejder af andre digtere.

I hele H.C. Andersens forfatterskab er det eventyrene, der har vundet størst berømmelse og popularitet i Polen – ligesom i hele verden. Oversættelsen af de første dateres til 1852, dengang „Dziennik Literacki“[5] (Det litterære Dagblad), som udkom i Lwów, trykte to eventyr: „Kochankowie“ (Kjærestefolkene) og „Szaty królewskie“ (Kejserens nye Klæder). En måned senere blev sidstnævnte gengivet i et børneblad, udgivet i Poznan. Det følgende år bragte mere en omarbejdelse end en oversættelse af „Kaloszy Szczescia“ (Lykkens Kalosker). Det var Lucjan Siemiénski, som først offentliggjorde det i Krakow-dagbladet „Czas“[6], og dernæst i en samling fortællinger, som han selv havde bearbejdet.[7] Mens H.C. Andersens forfatterskab i begyndelsen fik beskedent indpas i Polen, præsenteredes yderligere otte af hans eventyr i løbet af året 1854. Ligesom de første, to år tidligere, udkom også disse i Lwów. Og som de foregående kom heller ikke disse eventyr til at stå på egne ben i en selvstændig bog, men tryktes i tidsskrifter. Denne gang i „Rozmaitosci“ (Mangfoldighed) – udgivet af det tidligere omtalte, da halvthundredårige blad „Gazeta Lwowska“.

Eventyrene, som kom i otte numre af „Rozmaitosci“[8] fra juli til december 1854, nåede regelmæssigt ud til læseren, blev en stående begivenhed i hans lekture, og gjorde ham bekendt med H.C. Andersens forfatterskab. Det var imidlertid ikke altid, at forfatterens navn blev nævnt, det skete kun i forbindelse med fem af eventyrene. De øvrige tres anonymitet har kunnet hæves ved at bestemme forfatterskabet ud fra titler og indhold. Af mangel på viden om forfatteren bragte „Rozmaitosci“s redaktion, som tilføjelse til disse tre eventyrs titler, følgende oplysning: „Fra en eventyrkronik“, „Fra nutidens eventyrlitteratur i Tyskland“. Disse forklaringer, som for datidens læser var vildledende og skjulte eventyrenes danske oprindelse — er derimod værdifulde for nutidens forskere, idet de peger på det sprog og land, ved hvis mellemkomst eventyrene nåede frem til Polen.

Udgivelsen af de første polske oversættelser af H.C. Andersen-tekster, bringer deres oversætter i søgelyset. Der hersker ingen tvivl om, at det har været en person fra Lwóws intellektuelle kredse. Mens man er overbevist om oversætterens milieu, mangler oplysninger om hans navn, og også om, hvorvidt de oversættelser, som udkom i „Dziennik Literacki“ og i „Rozmaitosci“, stammer fra én og samme pen. Hvem var da det, der udbredte kendskabet til H.C. Andersens forfatterskab blandt polakkerne, og som den første gjorde den danske digters eventyr tilgængelige for dem på deres eget sprog? Det er ikke nemt idag, efter at der er gået mere end et hundrede år, og efter to verdenskriges ødelæggelse af polske arkiver og biblioteker, at besvare dette spørgsmål. Den eneste direkte oplysning gives af Wanda Mlodnicka, en H.C. Andersen-oversætter fra begyndelsen af dette århundrede, i en indledning til en eventyrsamling, hun havde besørget[9]: „Den første oversættelse af H.C. Andersen til polsk blev foretaget af vor historiker Karol Szajnocha. Han oversatte eventyrene „Matka“[10] og „Czula para“[11]. I lyset af denne udtalelse synes problemet løst. Gennem hele sit liv var W. Mlodnicka nemlig nært knyttet til Lwów. Hun havde vidtrækkende forbindelser og kontakter, kendte byens befolkning og kunstneriske milieu, i hvilket mindet om K. Szajnocha endnu må have levet, da han selv havde tilhørt det fra midten af det forrige århundrede. W. Mlodnickas oplysning er utvivlsomt værdifuld og interessant, men til trods for, at den forekommer højst sandsynlig, er den desværre uden dokumentarisk værdi: der opgives hverken sted eller dato for udgivelsen af disse oversættelser, som tilskrives K. Szajnocha. Vidtgående og talrige forsøg på tilvejebringelse af en sådan dokumentation er ikke blevet kronet med held. Anonymiteten af den første polske oversætter af H.C. Andersens eventyr, er, skønt anfægtet af W. Mlodnicka, ikke hævet af konkrete beviser. Ganske vist taler mange omstændigheder for K. Szajnocha som kilde, men ingen af dem er af en sådan beskaffenhed, at man uden indvendinger kan anse forfatterskabet for bevist. Således forbliver den første oversætter af H.C. Andersen til polsk ukendt.

Interessen i Polen for H.C. Andersens eventyr, som tog sin begyndelse i enkeltvise publikationer, førte til, at den første samling af dem – 14 eventyr – blev udgivet i Warszawa i 1859. Denne udgaves ry skyldes ikke blot dens pionermæssige karakter, men yderligere to grunde. Først og fremmest var oversættelsen, som blev udført af en kendt litteraturhistoriker – Fryderyk Henryk Lewestam[12], foretaget direkte fra den danske original, så fremmede sprogs mellemkomst blev undgået. Den er desuden den eneste eventyrsamling i Polen, der er udstyret med Vilhelm Pedersens klassiske illustrationer, som har været reproduceret verden over. Oversætteren erstattede – hvilket dengang i vid udstrækning praktiseredes – samtlige danske person- og stednavne med polske, hvorved han ændrede eventyrenes specifikke atmosfære og stemning i overbevisning om, at de hermed blev mere fortrolige og mere hverdagsagtige for den polske læser.

En anden, mindre samling på 8 eventyr udkom tre år senere i Leszno, gengivet af en anonym oversætter, som skjuler sig under pseudonymet M.C. Der skulle gå hele 28 år før den tredie polske eventyrsamling udkom. Årsagen hertil er at finde i de social-politiske forhold som prægede Polen i slutningen af det 19. århundrede. Opdelt mellem tre nabostater havde landet mistet sin uafhængighed. I den russisk besatte zone organiserede de polakker, som stræbte efter at befri sig for fremmed undertrykkelse og overmagt, i januar 1863 en væbnet opstand, som imidlertid ikke bragte dem den tilsigtede sejr. Opstandens nederlag, repressalier fra zar-regeringens side og almindelig national sorg, afledte for en lang periode polakkernes interesse fra eventyrdigtning, og hermed også fra H.C. Andersens forfatterskab. På ruinerne af den uddøende romantismes paroler grundlagdes realismen indenfor tænkning og det praktiske liv, der gav afkald på alle former for fiktion, såvel i livet som i kunsten. Den realistiske beretning fejrede triumfer. Først i 1890 blev H.C. Andersen atter tilgængelig for de polske læsere. Og påny, ligesom i årene 1852-1854, blev Lwów centrum for udgivelserne. Lwów’s pædagogiske Selskab udgav to små bind, „Powiastek“ (Småfortællinger) udarbejdet af ovenfor nævnte W. Mlodnicka, og året efter udkom den næste samling under titlen „Powiastki i básnie“ (Småfortællinger og eventyr) i Krakow. Det eneste spor af denne sidstnævnte udgaves eksistens er bevaret for eftertiden i en beskrivelse i K. Estreicher’s polske nationalbibliografi, da der ikke er et eneste eksemplar tilbage på bibliotekerne. Samme skæbne ramte yderligere to polske eventyrsamlinger, begge i W. Mlodnickas oversættelse: „Fantastyczne powiesci“ (Fantastiske fortællinger) fra 1892 og „Wybór bajek“ (Udvalgte eventyr) fra 1905. I 1892 påbegyndtes udgivelse i Warszawa af en rig samling H.C. Andersen-værker: „Bajki i opowiadania“ (Eventyr og fortællinger), i ny oversættelse af en ukendt oversætter hvis signatur var xxx.

Blandt de vigtigste af alle de polske eventyrsamlinger er „Czarodziejskie powiesci“ (Troldmandsfortællinger) og „Nowe powiesci czarodziejskie“ (Nye Troldmandsfortællinger), – fra forlaget „Niwa Polske“ – som udkom ved århundredeskiftet. Hver af disse titler omfatter to bind. De fire bind danner tilsammen en samling, hvis omfang (55 eventyr af de ialt 164) kun står tilbage for „Basnie“ (Eventyr) udgivet i 1931 af J. Mortkowicz (140 eventyr); og i 1956 af „Panstwowy Instytut Wydawniczy“ (Statens Forlagsinstitut) — 155 eventyr.

I det 19. århundrede fandtes der ikke i Polen et enkelt forlag, som specialiserede sig i udgivelse af H.C. Andersen værker. Forlæggernes navne på titelbladene i udgaverne fra det forgangne århundrede træffer vi ikke mere. Først i 1899 indledtes Gebethner og Wolffs halvtredsårige, uafbrudte virksomhed som udgivere af H.C. Andersens eventyr; en virksomhed som end ikke den anden verdenskrig skulle afbryde. Dette gamle og højt estimerede Warszawa-firma tegner sig for det største antal H.C. Andersen udgaver i Polen. Gebethner og Wolff’s førende position, som skyldes deres produktions kvantitet, kræver imidlertid en kommentar til kvaliteten gennem en analyse af indholdet. Det viser sig da, at disse forlæggere hverken berigede eller fornyede deres repertoire under deres langvarige virksomhed, men til stadighed betjente sig af de samme eventyrtekster som i den første samling fra 1899. Gennem et halvt århundrede føjedes kun eet nyt eventyr til (i 1931), alle de øvrige optryktes uden ændringer. Samtlige nye H.C. Andersen-bøger, som forlaget Gebethner og Wolff sendte på markedet, var genoptryk af et eller flere eventyr fra den første, tilgrundliggende samling. Den bestod af ialt 29 eventyr, oversat og bearbejdet af Cecylia Niewiadomska. „Basnie“ (Eventyr) blev som samling udsendt i 12 oplag (1899—1950), hvoraf desværre ikke alle er bevaret efter de to verdenskriges brand. Der findes ingen eksemplarer af 3. oplag fra 1911, af 5. fra 1920 og af 6. fra 1925; imidlertid er de, som findes på polske biblioteker, tilstrækkelig repræsentative for udgaven som helhed, og bærer vidnesbyrd om, at den var smukt og omhyggeligt udstyret, – godt papir og en solid indbinding, såvel som talrige illustrationer og en omtrent fejlfri typografi. Mens der gennem hele halvtreds år ikke blev foretaget hverken ændring eller modernisering af teksternes oversættelse, blev der lavet illustrationer til udgaven af tre forskellige kunstnere, idet man tog hensyn til den skiftende mode og illustrationsteknik. Udover eventyr-samlingerne udgav Gebethner og Wolff også eventyrene enkeltvis i form af små, tynde, prisbillige bøger. Den første publikation af denne type stammer fra 1908, da den udkom i serien „Biblioteczka Mlodziezy Szkolnej“ (Skoleungdommens lille Bibliotek). Der blev da udgivet 9 bind, hvoraf de seks blev genoptrykt i årene 1918-1919. Priserne på disse småbind var umådeligt lave, beregnet på massesalg, og derfor spillede de en vigtig rolle i populariseringen af eventyrene og deres danske forfatter blandt polske læsere. Til firmaet Gebethner og Wolff’s H.C. Andersen udgaver hører sluttelig en mindre samling med titlen: „Wybór basni dia Szkol powszechnych“ (Udvalgte eventyr for Folkeskolen). Den udkom i årene 1934-1947 i serien „Biblioteczka Uniwersytetow Ludowych“ (Folkeuniversiteternes lille Bibliotek) som supplerende skolelekture. Den indeholdt 6 eventyr og kom i hele 24 oplag. Det er bemærkelsesværdigt, at „Wybór basni“ var en af de uendelig få bøger der som en undtagelse blev udgivet legalt på polsk under sidste krigs tyske besættelse. Grunden til, at der blev opnået tilladelse til dens udgivelse, er udelukkende, at den blev anerkendt som skolebog for de utallige grundskoler, der fungerede dengang. Under besættelsen blev der udsendt 12 oplag, hvoraf kun enkelte eksemplarer af de syv eksisterer endnu. „Wybór basni“-udgaven har en interessant variant fra årene 1942-1943. Titel og indhold er identisk, den afviger kun fra sit forbillede ved, at den er udgivet som særudgave (udenfor Folkeuniversiteternes lille Bibliotek), at den fik illustrationer, hvilket den anden ikke havde, samt ved udgavens kulørte omslag. Den lille bog, som således var gjort mere attraktiv, blev betragtet som en fuldstændig ny udgave, hvis to oplag havde særskilt nummerering; af forlæggeren anbefaledes den som navnedags- og julegaveidé under de svære besættelsesår. „Wybór basni“ var ikke den eneste udgave, det lykkedes Gebethner og Wolff at udgive under krigen. I serien „Skoleungdommens lille Bibliotek“ udsendtes i årene 1940-1943 en brochure med titlen „Dziecie elfów. Cos. Len“ (Tommelise. Noget. Hørren) – indeholdende disse tre eventyr. I løbet af fire år kom den i fem oplag, hvoraf eksemplarer fra det fjerde idag er fuldstændigt uopdrivelige. Foretager man en statistisk opstilling over besættelsestidens udgaver, ser vi, at kun enkelte udgaver af H.C. Andersens værker blev tilgængelige for den polske læser; at forlaget Gebethner og Wolff trykte disse i ialt 20 oplag: „Wybór basni“ – udg. 7-19; „Wybór basni“ med illustrationer — udg. 1-2; „Dziecie elfow. Cos. Len“ – udg. 1-5.

Ved begyndelsen af vort århundrede dukkede H.C. Andersens navn op i en anden Warszawa-forlæggers kataloger – hos Michal Arct, som specialiserede sig i børne- og ungdomslitteratur. Gennem en 20-årig periode udgav han syv oplag med H.C. Andersen tekster (5 forskellige titler). M. Arct udgav kun én større samling under titlen „Basnie i powiastki“ (Eventyr og småfortællinger); den blev genudgivet tre gange (1. udg. – 1902, 4. udg. – 1921), i hvilke han imidlertid ikke bragte nye, originale oversættelser af eventyrene, men nøjedes med at bruge allerede eksisterende og tidligere offentliggjorte oversættelser. Af Arct’s H.C. Andersen-udgaver er der idag kun tre tilbage. F. eks. fremgår det af den aktuelle nationalbibliografi, at der findes 2 små, billige bøger, udgivet i årene 1911 og 1918 i serien „Zajmujace Czytanki“ (Interessante læsestykker). Til denne serie hører endnu en lille H.C. Andersen-bog „Opowiesci i bajki“ (Fortællinger og eventyr) med 3 eventyr, hvis eneste eksemplar findes på Nationalbiblioteket i Warszawa. Det bør specielt understreges, at et af de idag tabte bind indeholdt den første polske bearbejdelse af en H.C. Andersen tekst til scenebrug — det var eventyret „Królowa sniegu“ (Snedronningen). Eventyret „Calineczka“ (Tommelise) blev genstand for en anden form for bearbejdelse, idet det udsendtes på bogmarkedet i 1909 genfortalt i vers af Leon Rygier — et vidnesbyrd om den inspiration H.C. Andersens tekster blev for andre digtere. Michal Arct spillede en stor rolle i den fortsatte udbredelse af eventyrene i Polen. Hans bøger nåede ud i vide kredse takket være deres lave priser, en ting som forlæggeren altid var særlig interesseret i, og af hensyn hertil afstod han fra at give udgaverne et rigere, mere pynteligt udseende.

Jakub Mortkowicz’ Andersen-publikationer tog sig ganske anderledes ud. De bærer præg af deres forlæggers store og gennemført kunstneriske ambitioner. J. Mortkowicz drog i ualmindelig høj grad omsorg for såvel tekstindhold som for at udgaverne grafisk præsenterede sig smukt og kunstnerisk. I 1913 udkom et rigtudstyret eventyrbind i albumformat, bearbejdet af Aleksander Szczesny, forsynet med 28 helsiders kulørte illustrationer af Edmund Dulac. Denne kostbare og smukke udgave havde ikke fortløbende paginering, hvert af bindets syv eventyr havde sin egen, særskilte sidenummerering. Ved at fremstille særudgaver af de enkelte eventyr med samme tryksats, og ved at give dem særskilte titelblade og omslag fik J. Mortkowicz opdelt det dyre – og således ikke for alle tilgængelige – bind i mindre, selvstændige og billigere. Dette, som havde en rent salgsmæssig baggrund, blev ikke uden betydning: H.C. Andersens eventyr nåede på denne måde ud til bredere kredse på et tidspunkt, hvor den første verdenskrig bremsede nye udgivelser af dem i Polen gennem tre år, helt til år 1916. En ikke mindre fornem J. Mortkowicz udgave end den første blev „Najpiekniejsze basnie Andersena“ (H.C. Andersens smukkeste eventyr), som blev udgivet i to bind i stort format, rigt illustrerede af den danske kunstner Kay Nielsen. En seksbinds samling eventyr fra 1931 gør forlæggeren særlig ære og blev den største fortjeneste, han indlagde sig med hensyn til H.C. Andersen. Ganske vist blev den ikke komplet (140 eventyr), men var meget nær ved at være det, og gennem hele 25 år var den, også betræffende oversættelsernes kvalitet, den mest fyldestgørende H.C. Andersen-udgave af samtlige udkommet i Polen. Med denne udgave indledte den kendte H.C. Andersen-oversætter, Stefania Beylin, sit arbejde. Hun oversatte selv eventyrene, men hendes tekster blev sammenholdt med den danske originaltekst af filologen Stanislaw Sawicki. Ligesom J. Mortkowicz’ øvrige udgaver, fik også disse seks bind, som var i et mindre, bekvemt format, en meget omhyggelig udstyrelse; godt papir, smukke typer, nydeligt tryk samt solide shirtingsbind. De blev således ret kostbare, og ikke enhver elsker af H.C. Andersens eventyr kunne tillade sig at købe dem. For at komme køberne imøde, men også for hurtigt at sælge de fremstillede bøger, blev de – udover normalt boghandlersalg – solgt i abonnement med lempelige månedsrater, eller betalt særskilt for hvert bind. Og påny kom forlæggerens økonomiske interesser til at tjene forfatteren, idet hans værker nåede ud til stadig videre læserkredse.

Inden for tiåret 1927-1937 udsendte „Ksiegarnia Nakladowa i Nowe Wydawnictwo“ (Forlagsboghandleren og Det ny Forlag) en række eventyr, overvejende i form af små, billige, massefremstillede, 24 siders hæfter, i en serie: „Ksiegozbiorek Dzieciecy“ (Børnebogsamlingen). Kun ganske enkelte eksemplarer var mere omfattende bøger, billige og sjuskede i udførelsen, skønt deres ydre fremtoning var strålende nok, idet de udstyredes med kulørte omslag og også med indklæbede, helsides illustrationer. En sådan samling var „Basnie“ (Eventyr) 1924, som blev genoptrykt tre gange (1928, 1931, 1937), bearbejdet af Janina Colonna-Walewska. Samlingens indhold er ret usædvanligt, da det foruden eventyrene indeholder et digt af forfatterinden med titlen „Pozegnanie“ (Afsked), hvis indhold er en afskedsgestus over for hovedpersonerne i H.C. Andersens eventyr. Såvel „Basnie“ som de små bind fra Børnebogssamlingen fortjener omtale her, dog ikke på grund af kunstneriske værdier eller særlige værdier i tekstbearbejdelsen – for disse forefindes ikke. Det fortjenstfulde ved dem er masseudgivelsernes: store oplag – små priser. Takket være dette kunne alle læsere, som blot disponerede over få groszy til køb af egne bøger, få H.C. Andersens eventyr til eje.

En gruppe bøger, som indtager en speciel plads blandt polske anderseniana, er udgivet af Jakub Przeworski. Denne udgav i løbet af 6 år (1932-1938) 6 samlinger H.C. Andersen eventyr med 5 forskellige titler – altså fem forskellige samlinger. De var veludstyrede og omfattende; den største af dem, indholdsmæssigt set (39 eventyr) og flotteste (366 sider i stort albumformat), mest veludstyrede (42 tavler med farvelagte illustrationer, solid og smuk indbinding) blev udgivet i 1938 med titlen „Eventyr“, i Marcel Tarnowskis oversættelse. J. Przeworskis andel i populariseringen af H.C. Andersens værker i Polen bestod ikke blot i et sobert og omhyggeligt forlagsarbejde, men først og fremmest i antallet af udgivelser. Han opnåede her en førende stilling, idet han distancerede alle andre H.C. Andersen udgivere. Af de ialt 48 polske eventyrsamlinger, som udkom i årene 1859-1960, blev de 5 udgivet af J. Przeworski (1932-1938); J. Mortkowicz tegner sig for 4 samlinger (1913-1936), og det samme gør Forlagskooperativet „Nasza Ksiegarnia“ (Vor Boglade, 1952—1959), og endelig Gebethner og Wolff med 2 eventyrsamlinger (1899—1934). De øvrige 33 samlinger er udgivet af hver sin forlægger. Blandt disse samlinger er der yderligere to — fra mellemkrigs-perioden – som er af stor værdi og udmærker sig ved smukt grafisk udstyr samt ved deres størrelse. Den ene er „Fabler“, udgivet i 1929 i Poznan af „Wydawictwo Polskie R. Wegnera“ (R. Wegners polske Forlag). Disse fabler – 34 – var oversat af Franciszek Mirandol, og illustrerede i form af store farvelagte billeder af en anonym kunstner. Den anden samling er „Eventyr“, udgivet i Krakow i 1938 af „Ksiegarnia Powszechna“ (Fælles Forlagsboghandelen). Det er et stort og imponerende bind på 391 sider, i formatet 4°, og indeholdende 51 eventyr, bearbejdede af A. Przemski. Bogen er forsynet med en lang række farvede illustrationer. Denne smukke samling blev den sidste polske før krigen.

Efterkrigstidens udgaver af H.C. Andersen eventyr bærer samme præg som samtlige udgivelser fra denne periode, og er betegnende for de almene forhold på det tidspunkt for forlæggervirksomhed i Polen. Straks efter krigen udviklede bogproduktionen sig fuldstændig frit, var ikke under nogen form for restriktioner eller aftaler om tilrettelæggelse. Den eneste ledende faktor var individuelle initiativer og private forlæggeres egne interesser, for hvem bøger for børn og unge, som nød en enorm popularitet, var en aldrig svigtende indtægtskilde. Inden udviklingen af forlagsvirksomheden i Polen efter krigens ødelæggelser blev i stand til at bygge på nationaliserede forlag, som ikke drives for udbyttets skyld, men først og fremmest for at nå tilsigtede idémæssige og kulturelle mål, lå antallet af private forlag så afgjort over antallet af nationaliserede. Hvad angår H.C. Andersen udgaver afspejles disse forhold i, at kun 2 ud af det samlede antal på 21 bøger, som udkom i årene 1944-48, var udgivet af nationaliserede forlag. Kun 9 af dem var eventyrsamlinger, ambitiøse og omhyggelige udgaver – deraf 5 Gebethner og Wolff genoptryk — hvorimod de øvrige 10 er forskellige småbøger, ofte grimme og tarvelige, udsendt fra forlæggerens side med hurtig fortjeneste for øje. Den omtalte periode bragte to eventyrsamlinger, som det er værd at nævne her på grund af nye oversættelser: Czeslaw Kedzierski – 15 eventyr (Poznan 1946) og den kendte digter Witold Zechenter – 23 eventyr (Krakow 1946 og 1948).

Et bind eventyr, udgivet i 1946 af Andelsforlaget „Ksiazka“ (Bogen) blev den første samling H.C. Andersen eventyr udgivet af et socialistisk forlag, men den viste imidlertid endnu ingen nye tendenser. Det var et udvalg på 12 eventyr fra én af J. Mortkowicz’ udgaver fra før krigen; „Bogen“ havde overtaget forlagsrettighederne mod procentafregning. Anderledes forholdt det sig med et bind: „Basnie wybrane“ (Udvalgte Eventyr), bearbejdet af en gruppe kulturpersonligheder og lærere, og udgivet af „Chlopska Spóldzielnia Wydawnicza“ (Landmændenes Forlagskooperativ) i 1947. Den indeholder et udvalg og en ordning af eventyrene som er interessant; bevidst har man udplukket bestemte kategorier af H.C. Andersens eventyr. Helheden omfattede 20 eventyr, didaktisk opdelt i tre, særskilt betitlede grupper: „Vi overvejer“ — de første 10 eventyr, „Vi ler“ – de efterfølgende 5, og dernæst „Vi nærer medfølelse“ – de 5 sidste. I et forord til „Udvalgte eventyr“ præsenterer udgiverne deres bog sådan: „Følgende udvalg ejer et specielt præg, som adskiller det fra hidtidige udvalg af H.C. Andersen eventyr, udgivet i Polen. Betoningen er ikke lagt på eventyr, som udmærker sig ved udtalt fantaseren, skønt også sådanne er at finde i „Udvalgte Eventyr“, men snarere på de eventyr, som lærer os at leve sammen med mennesker og med verden…”. „Udvalgte Eventyr“ præsenterer, som selvstændig samling, en tilstrækkelig vid skala af forskellige indholdsmæssige og følelsesmæssige afskygninger, som på den ene side giver et indtryk af helhedsbilledet af H.C. Andersens eventyrdigtning, men som samtidig er i stand til at udøve en alsidig og dyb indflydelse på ganske unge læseres sind“. Da „Landmændenes Forlagskooperativ“ stod som udgiver af den omtalte samling, blev den udgivet specielt med henblik på landdistrikterne, hvor den da også først og fremmest distribueredes. „Udvalgte Eventyr“ blev således den første samling H.C. Andersen eventyr, som var specielt tilrettelagt med henblik på landbobørn.

I 1950 var de private forlæggeres andel i fremstillingen af bøger for børn og unge mindsket til kun at omfatte en lille procentdel efter den videre nationalisering af det polske forlagsmarked. I H.C. Andersen udgaverne genspejledes det ved, at der i 1950 kun udsendtes én udgave, som også skulle blive den sidste, udgivet af en privat forlægger. Det var 12. oplag af Gebethner og Wolff’s „Eventyr“, som første gang udsendtes 50 år tidligere. Fra og med 1951 blev polske oversættelser af H.C. Andersen udelukkende udgivet af nationaliserede forlagsinstitutioner, som realiserede statens generelle kulturpolitiske mål i stedet for private interesser.

Helt frem til 1957 var produktionen af bøger for børn og unge et enkelt forlags domæne, „Nasza Ksiegarnia“ (Vor Boglade) havde nemlig i 1952 overtaget dette forlagsområde fra hidtidige producenter, bl.a. fra „Ksiazka i Wiedza“ (Bog og Viden). Således blev „Vor Boglade“ arvtager og viderefører af en udgave med titlen „Fabler“, som „Bog og Viden“ havde udsendt i 1950, og genudsendt det efterfølgende år. Denne samling indeholdt kun de eventyr – ialt 27 – som mest fremhæver deres forfatters holdning til social fortræd og uretfærdighed; hovedsageligt eventyr bygget over realistiske og folkelige motiver. Teksterne, oversat af St. Beylin, der indtil sidste krig udelukkende arbejdede for J. Mortkowicz’ forlag, var smukt og rigt illustrerede af Jan Marcin Szancer. De følgende udgaver af „Fabler“ udsendtes med navnet „Nasza Ksiegarnia“ på titelbladet, og gik i trykken med nøjagtig to års mellemrum (1955, 1957, 1959), idet man markerede en uafbrudt sammenhæng med de to tidligere udgivne oplag ved at fortsætte pagineringen og bibeholde omslaget. Den eneste ændring – som forøvrigt er ganske lille — gjaldt samlingens indhold; man udelod 3 eventyr („Hurtigløberne“, „Den lykkelige Familie“, „Sølvskillingen“), og ændrede rækkefølgen af de resterende 24 eventyr. I forordet til 3. oplag findes ingen forklaring på disse ændringer; hvorfor udgiverne har foretaget dem, kan ikke siges. Under samme titel „Fabler“ udgav „Nasza Ksiegarnia“ i 1958 en anden, sirlig og smuk samling af 26 eventyr, oversat af St. Beylin og Jaroslaw Iwaszkiewicz. Hvad angår anderseniana har „Nasza Ksiegarnia“-forlaget ikke nøjedes med oversættelser af de førnævnte oversættere, men har også anvendt tekster, overtaget fra Gebethner og Wolff, i C. Niewiadomskas bearbejdelse. En lille samling med hendes tekster „Królowa sniegu i inne basnie“ (Snedronningen og andre fabler, ialt 7) udkom i 1955 med omslagstegning af J. M. Szancer. Det populære eventyr „Calineczka“ (Tommelise) er udsendt to gange i særskilt hæfte (1956, 1958) med ændret titel „Dziecie, elfów“, og grafisk særligt tilrettelagt med henblik på nybegyndere i læsekunsten.

De hidtil nævnte publikationer fra „Nasza Ksiegarnia“ er langtfra alt, hvad der er udgivet under dette forlags firmanavn af den danske digter. For at give et komplet indtryk af „Nasza Ksiegarnia“s fortjeneste på området skal endvidere nævnes fire udgaver med bearbejdelse med scenisk brug for øje af hans eventyr, som figurerer i forlagets kataloger, og hvortil vi senere skal vende tilbage.

Det store behov for børnelitteratur, som er steget uafbrudt siden krigens ophør, har medført, at „Nasza Ksiegarnia“s monopol på dette område blev brudt, og at Presse og Bog-kolporterings-institutionen „Ruch“ startede egen bogproduktion. „Ruch“s forlagsvirksomhed kendetegnes ved populære tilrettelæggelser parallelt med et omhyggeligt valg af lødige tekster, store oplag og små priser – og publikationerne når således ud i vide læserkredse. Det drejer sig hovedsageligt om småbøger, som ikke er beregnet på nogen lang levetid og på at blive bevaret i hjemmenes bogsamlinger, men snarere på intensivt, øjeblikkeligt brug, som f. eks. serien „Læs og Mal“; foruden tekster indeholder den også tegninger, som de små læsere kan farvelægge. „Ruch“ har kun anvendt et af H.C. Andersens eventyr hertil, nemlig „Pasterka i kominiarczyk“ (Hyrdinden og skorstensfejeren), som for første gang udkom i 1958, og senere blev genoptrykt tre gange i 1960. Det samlede oplag var på cirka 150.000 eksemplarer (i 1960 – 190.000) og har i høj grad medvirket til udbredelsen af dette eventyr i Polen.

Blandt H.C. Andersens eventyr på polsk udgør bearbejdelserne til sceniske bearbejdelser er udgivet af „Nasza Ksiegarnia“, som foruden af dem i Polen: én i 1918, og 8 udgaver fra årene 1947-1960. Æren som pioner tilfalder – som allerede påpeget – M. Arct for udgivelsen af „Sneedronningen“ 1918. Der skulle gå omtrent tredive år, hvor der ikke udkom noget indrettet til brug for scenen. Efter sidste krig er der udgivet flere eventyr, omarbejdet for teatret, som særskilte småbind, med undtagelse af et enkelt større bind, indeholdende 9 eventyr. De første blev udgivet af private forlag i Katowice og Wroclaw (1947, 1948), og senere udsendte „Centralna Poradnia Amatorskiego Ruchu Artystyczne-go“ (Rådgivningscentralen for Amatørkunstnerbevægelsen) i 1958 et bind med tekster, noder og kostumeforslag, et lignende bind udsendtes i 1960 af „Ludowa Spoldzielnia Wydawnicza“ (Folkekooperativforlaget). Flest sceniske bearbejdelser er udgivet af „Nasza Ksiegarnia“, som foruden enkeltvis publicerede bearbejdelser af tre eventyr (1951, 1957, 1960) udgav en større samling under den fælles titel: „Basnie Andersena na scenie“ (H.C. Andersen eventyr til scenebrug, 1952). Kendte polske digtere og børnebogsforfattere medvirkede, idet de tog sig af bearbejdelsen. Ialt er 10 af H.C. Andersens eventyr bearbejdet til scenebrug. Fire af dem har nydt særlig popularitet: „Nowe szaty cesarza“ (Kejserens nye Klæder), udgivet fire gange i to forskellige bearbejdelser; „Królowa sniegu“ (Snedronningen), bearbejdet to gange til scenebrug i tre udgaver, „Swiniopas“ (Svinedrengen), to udgaver og to bearbejdelser, „Calineczka“ (Tommelise), to udgaver i samme bearbejdelse.

Efterkrigsperiodens allervigtigste oversættelse, der tillige udfylder et tomrum i anderseniana polonica, er en omtrent komplet, trebinds eventyrsamling, udgivet i 1956 af „Panstwowy Instytut Wydawniczy“ (Statens Forlagsinstitut), som Polens svar på Verdensfredsrådets appel, der opfordrede alle nationer til at fejre 150 året for H.C. Andersens fødsel. I en forlæggeranmærkning i det første bind læser vi: „Denne samling af H.C. Andersens Eventyr er ikke en automatisk gentagelse af Mortkowicz’ seksbinds udgave fra 1931. Den er blevet grundigt omarbejdet af Stefania Beylin, påny sammenlignet med den danske original af Anna Sokolowska, og revideret samt redaktionelt bearbejdet af Jaroslaw Iwaszkiewicz, som har oversat eventyrene (her nævnes 6 titler). Foruden de eventyr, som blev udgivet i 1931, indeholder den seksten nye eventyr (titlerne nævnes). Eventyrenes rækkefølge følger den komplette danske udgave fra Flensteds Forlag, Odense, 1952. Denne udgave indeholder endvidere 10 eventyr, som ikke tidligere har været oversat“. Det bør korrigeres, at ikke 10, men 8 eventyr aldrig har været oversat til polsk. Udaf H.C. Andersens samtlige 164 eventyr, indeholder Statens Forlagsinstituts trebinds udgave 155, og ét – „Galgany“ (Laserne) blev udeladt, til trods for at det fandtes i Mortkowicz’ udgave fra 1931, da dets indhold med tiden er blevet uaktuelt med dets hentydninger til tidligere tiders norsk-danske sprogstrid. Samtlige tre bind indeholder forklaringer, som letter den polske læsers forståelse af den skandinaviske folklore, samt de historiske fakta og personer, H.C. Andersen har anvendt som motiver i sine eventyr. Udgivernes pietet overfor den danske forfatter samt deres omsorg for at gøre udgavens ydre overensstemmende med dens indhold, finder udtryk i omslag, indbinding og titelblade, idet man som dekorationsmotiver har anvendt reproduktioner af originale H.C. Andersen klip. Udgaven fra 1956 er siden blevet genoptrykt to gange i 1959 uden nogen ændringer, hvad tekstindholdet angår, kun opdelt i to og ikke tre bind. Det, at H.C. Andersens eventyr blev udgivet af et seriøst forlag, som specialiserer sig i polsk og udenlandsk skønlitteratur, nemlig Statens Forlagsinstitut, blev for mange læsere vidnesbyrd om deres universale karakter. Det var nemlig tidligere ret almindeligt at betragte eventyr som lekture udelukkende beregnet for børn, mens det i virkeligheden kun er en vis, ikke ret stor del af dem, som hører hjemme i barnets klassiske læserepertoire og er tilgængelige for dets sind og forståelse. Størstedelen af eventyrene kan kun forstås og opfattes rigtigt af den voksne læser.

Polens bidrag i H.C. Andersens jubilæumsår er, bortset fra Forlagsinstituttets eventyrsamling, ret beskedent. Der udkom ikke nogen monografi og ingen afhandlinger som præsenterer digteren og hans forfatterskab. Af desto større betydning og værdi blev det derfor, at Statens Dukketeater „Lalka“ i Warszawa foruden en jubilæumsopførelse af eventyret „Krzesiwo“ (Fyrtøjet) udgav en ganske vist lille, men alligevel værdifuld bog „Nie zmyslon^ basn zycia“. Den indeholder et uddrag – bearbejdet af St. Beylin — af H.C. Andersens store selvbiografi „Mit livs eventyr“, som aldrig tidligere har været oversat til polsk. De polske forlæggeres mangeårige mangel på interesse for dette smukkeste af H.C. Andersens eventyr, i hvilket den rene sandhed via kunsten bliver digt, blev hermed brudt, skønt i beskedent omfang, ved det lille dukketeaters initiativ. Og hermed har det i høj grad gjort os en tjeneste. „Mit Livs Eventyr“ venter fortsat på en polsk oversætter og en polsk forlægger, så det ved deres mellemkomst kan komme i den polske læsers eje.

„Nasza Ksiegarnia“ fejrede 150 året for H.C. Andersens fødsel ved i jubilæumsåret at udgive de to, tidligere nævnte eventyrsamlinger. Det skal kun tilføjes, at den kendte polske forfatterinde, Ewa Szelburg-Zarembina, til den ene af dem udarbejdede et forord til lejligheden med overskriften: „Om mennesket, som har fortalt de skønneste eventyr“.

Den eneste publikation, som giver et billede af mennesket og digteren H.C. Andersen, og som refererer til 150-årsdagen for hans fødsel, blev udgivet af „Wiedza Powszechna“ (Almen Viden), som specialiserer sig i populær-videnskabelig litteratur, og denne udgave var tiltænkt skoleelever. Foruden indledningen, skrevet af Zdzislaw Zygulski, indeholder udgaven fem af digterens bedst kendte eventyr i St. Beylins oversættelse. Den blev først udgivet som duplikerede eksemplarer i 1955, men året efter trykt i form af små, hvad udseendet angår ikke særlig attraktive hæfter, hvis store propagandamæssige værdi lå i deres ualmindelig lave pris, som nærmest var symbolsk – nemlig 1 zloty.

Denne oversigt over polske anderseniana behandler de overrsættelser, som er udgivet i årene 1852-1960, og oplyser hvem de er udgivet af. Oversigten er imidlertid ensidig i betragtning af, at den først og fremmest giver statistiske og forlagsmæssige oplysninger, men ikke kommer ind på en bedømmelse af oversættelsens litterære værd, ikke beskæftiger sig med den polske læsers, og heller ikke den polske litteraturkritiks syn på deres indhold. Disse spørgsmål hører hjemme i en særskilt afhandling. Derimod kræver modtagelsen af de her nævnte H.C. Andersen udgaver en kompletterende forklaring og en almen opsummering.

H.C. Andersen i Polen er, som det fremgår af foregående, ikke romaner og noveller, ikke skuespil, og heller ikke hans digte – det er hans eventyr. Kun denne del af den danske digters forfatterskab er hos os forblevet levende, og udgives stadigvæk. Men eventyrene er jo 164 særskilte, indholdsmæssigt selvstændige arbejder, som forfatteren har skænket sin læser. Disse særskilte fortællinger, ofte indlemmet i samlede værker, drukner som regel for læseren i fællestitlen „Eventyr“, selv når deres titler nævnes i indholdsfortegnelser. I Polen har man indtil 1960 haft ialt 174 eventyrudgaver. Men hvilke og hvor mange eventyr, og hvor ofte de gentages i disse samlinger, ved vi ikke bestemt. Ikke alle de 156 eventyr, som i tidens løb er blevet oversat til polsk, har været trykt lige ofte og med samme regelmæssighed, og antallet af deres udgivelser har ikke fordelt sig ligeligt over årene. For at få et klart overblik og et komplet billede af H.C. Andersen-udgaverne i Polen, har udarbejdelse af en speciel bibliografisk opstilling været påkrævet. I denne bibliografi er hvert enkelt eventyr opstillet selvstændigt og nævnes i alle de former, det har været udgivet: som selvstændig udgave, som indlemmet i samlinger, eller trykt i forskellige tidsskrifter. Beskrivelsen af udgivelserne af hvert enkelt eventyr er kronologisk ordnet under den originale danske titel. Foran originaltitlen ses dens polske oversættelse, ifølge hvilken eventyrene er sat i alfabetisk orden. Dette giver et overblik over indholdet af alle de udgaver, der gennem mere end et hundrede år er udkommet i Polen. Under udarbejdelsen af bibliografien er teksterne til de enkelte eventyr, som i denne langvarige periode er blevet udgivet under forskellige titler, til tider frit formuleret af oversættere, blevet identificerede. Det hænder f. eks., at et enkelt eventyr optræder under mere end ti forskellige titler.

I forrige århundrede (1852-1899) blev der kun oversat 52 eventyr, hvilket vil sige en tredjedel af alle de eventyr, som idag er tilgængelige for den polske læser. I perioden 1900-1913 øgedes deres antal med 33 nye titler, så at udgiverne indtil udgangen af 1928 disponerede over 85 eventyr. Årene 1929-1931 bragte et betydeligt antal nye oversættelser – 57 hidtil ukendte eventyr. Det således berigede H.C. Andersen-repertoire bestod af 143 eventyr, men nærmest det komplette kom man først i 1956, da der blev oversat og udgivet yderligere 14 eventyr, og deres samlede antal kom hermed op på 156. Det nøjagtige forløb illustreres af følgende opstilling, hvori cifrene udfor årstallet angiver antallet af eventyr udgivet i Polen.

År Antal
1852 2
1854 8
1859 11
1862 2
1890 5
1892 11
1898 2
1899 11
1900 22
1904 3
1905 7
1913 1
1929 1
1931 56
1956 14
Ialt 156 eventyr
Antal eventyr udgivet i Polen

Hvis vi opstiller eventyrene under iagttagelse af antallet af udgaver, som de hver især er udkommet i, og på grundlag af en sådan konstrueret række ønsker at måle deres popularitet, må vi fastslå, at kun en meget lille del af H.C. Andersens eventyrproduktion har vundet stor udbredelse. 82 eventyr, hvilket vil sige 25 % af samtlige publicerede i Polen, har kun været udgivet enkelte gange – ikke flere end 6. Det er altså ikke dem, som har gjort deres forfatters navn berømt i Polen. Blandt de bedst kendte og mest populære eventyr derimod, som i omtalte orden indtager de ti første pladser, er der 11, det vil sige 7 % af det samlede antal. Tilsvarende stiller sagen sig for antallet af eventyr på de ti sidste pladser, altså eventyrene med det mindste antal udgaver: 117 eventyr, hvilket vil sige 75 %. Disse tal taler for sig selv, og kræver ikke kommentarer, – kun kan man yderligere uddybe oplysningerne ved at foretage en udregning vedrørende de første fem og de fem sidste i rækken. På de første fem pladser kommer da 6 eventyr, det er 4 °/o af helheden, og på de sidste fem pladser – 82 eventyr, lig 52 °/o. De bedst kendte, altid efterspurgte, som nyder uforanderlig popularitet, er de eventyr, hvis titler alene er blevet symboler på bestemte skikkelser og menneskelig adfærd, og hvis dybe humanistiske indhold er blevet fælleseje, finder vi øverst i rækken: Slowik (Nattergalen), Dziewczynka z zapalkami (Den lille Pige med Svovlstikkerne), Brzydkie kaczatko (Den grimme Ælling), Królowa sniegu (Snedronningen), Dzielny olowiany zolnierz (Den standhaftige Tinsoldat), Calineczka (Tommelise) osv. Disse eventyrs store popularitet bekræftes til fulde af den bibliografisk statistiske oversigt over hyppigheden af deres udgivelser.

Den nytte, der kan drages af bibliografien over de enkelte eventyr, med det formål at danne et komplet og uddybet billede af H.C. Andersen-udgaverne i Polen, er imidlertid ikke udtømt hermed. Den tjener endvidere til at løse et vigtigt problem, som indeholdes i spørgsmålene: hvem blandt alle oversætterne af den danske forfatter var mester for den første oversættelse af hvert enkelt eventyr, – hvem har oversat flest af dem, – kort sagt, hvem har først og fremmest gjort ham populær i Polen? Det er indlysende, at fortjenesten af, at H.C. Andersens kunst indgik i polakkernes læserepertoire ikke udelukkende kan tillægges oversætteren. Forlæggerne har utvivlsomt haft deres andel heri, alene ved at trykke nye oversættelser har de været af betydning. Også disse forhold forklares af det bibliografiske materiale, idet det fremgår heraf, hvilke forlæggere, der har publiceret nye, aldrig tidligere udgivne H.C. Andersen eventyr, og ligeså hvor store og hyppige oplag, det drejer sig om.

Forlag Udg. år Antal Oversætter
1 1. J. Mortkowicz – Warszawa 1913 1 A. Szczesny
f. Mortkowicz – Warszawa 1931 56 S:. Beylin
2 2. „Niwa Polska“ – Warszawa 1900 22 M. Glotz
3 3. Panstw. Inst. Wydawn. – Warszawa 1956 13 St. Beylin, J. Iwaszkiewiez
4 4. T. Paprocki – Warszawa 1892 12 x x x
5 5. S. Orgelbrand – Warszawa 1859 11 F. H. Lewestam
6 Gebethner i Wolff — Warszawa 1899 11 C. Niewiadomska
7 6. „Rozmaitosci — Lwow 1854 8 anonym
8 7. B. Poloniecki — Lwow 1905 6 W. Mlodnicka
9 8. Towarzystwo Pedagog. – Lwow 1890 5 W. Mlodnicka
10 9. Chajes i Orenstein – Kolomyja 1904 3 Cz. Bardowski
11 10. „Dziennik Literacki“ — Lwow 1852 2 anonym
12 E. Günther – Leszno 1862 2 M. C.
13 „Gazeta Polska“ – Warszawa 1898 2 N. Z., T.
14 11. Ksiegarnia Narodowa – Lwow 1905 1 anonym
15 R. Wegner – Poznan 1929 1 F. Mirándola
Eventyr oversat og udgivet for første gang i Polen

Igennem hosstående opstilling, som vedrører de første oversættere og udgivere af de enkelte eventyr, tegnes et endeligt og konkret billede af, hvem der har skaffet H.C. Andersens eventyr indpas i Polen. Den førende position på området indtages så afgjort af oversætterinden St. Beylin; mellem forlæggerne har J. Mortkowicz den førende rolle. St. Beylins navn er her nævnt tilstrækkelig ofte til at give et indtryk af hendes store andel i oversættelserne til polsk af de andersenske tekster. Men først et overblik over de enkelte eventyrs udgivelser, som specificerer deres genudgivelsers hyppighed og karakter, gør det muligt med statistisk nøjagtighed at præcisere hendes indsats: St. Beylin har oversat 68 eventyr for første gang, hvilket vil sige omtrent halvdelen af dem alle. J. Mortkowicz har derimod gjort sig ærefuldt bemærket med 6-binds eventyrsamlingen fra 1931, som bragte Polen hele 56 nye tekster. „Troldmandsfortællinger“ og „Nye Troldmandsfortællinger“ trykt i fire bind af Niwa Polska i 1900, og hvis værdi allerede tidligere er påpeget, må atter fremhæves her, idet de indeholder 22 nye eventyr, som læseren ikke før havde stiftet bekendtskab med. Takket være dette indtager såvel Niwa Polskas oversættelser, som M. Glotz’ andenpladsen på listen over de navne, som i første række har medvirket til udbredelsen af H.C. Andersens værker i Polen. Forlaget Gebethner og Wolff, som hidtil har haft en førende stilling, kræver derimod en ekstra kommentar. Skønt dette forlag tegner sig for det største antal H.C. Andersen-bøger, finder vi det imidlertid først på femtepladsen, når det drejer sig om udgivere, der forøgede deres publikationer, og således også polsk anderseniana, med fuldstændig nye tekster, trykt i Polen for første gang. Det bliver således ikke firmaet Gebethner og Wolff, og heller ikke M. Arct, med børne- og ungdomslitteratur som speciale, men J. Mortkowicz, vi må anerkende som den førende udgiver af H.C. Andersens eventyr i Polen. Førstepladsen blandt polske oversættere af den berømte danske eventyrforfatter tilfalder Stefania Beylin.

Noter

  1. ^ Magazyn Powszechny 1840 h. 5 s. 121 -126.
  2. ^ Biblioteka Warszawska 1844 b. 2 s. 9-108, 282-303, 517-536.
  3. ^ S. Budzinski. Z obcego Parnasu. Warszawa 1886 s. 231-232.
  4. ^ K. Estreicher. Bibliografia Polska XIX stulecia. Udg. 2. b. 1. Kraków 1959 s. 127.
  5. ^ Dziennik Literacki 1852 nr. 10 s. 77-79.
  6. ^ Czas 1853 nr. 143, 144, 148, 149 s. 1-2.
  7. ^ L. Siemienski. Mozajka. Kraków 1853 s. 143-165.
  8. ^ Rozmaitosci 1854 nr. 27 s. 216, nr. 28 s. 223-224, nr. 31 s. 248, nr. 32 s. 256, nr. 43 s. 342-343, nr. 46 s. 365-368, nr. 50 s. 494-496, nr. 51 s. 401-404.
  9. ^ Wybór bajek Andersena. Udvalgte H.C. Andersen eventyr. Oversat af W. Mlodnicka. Lwów 1905.
  10. ^ Historien om en Moder.
  11. ^ Uidentificeret eventyr.
  12. ^ F. H. Lewestam. Født 1817, død 1878. Af dansk afstamning, publicist, litteraturkritiker og oversætter. Fra 1864 professor i historie og verdenslitteratur ved Den højere Skole — senere Warszawas universitet. Var i august måned 1877 i København, hvor han tilbragte 3 uger med at studere skandinavisk litteratur. Oversatte ikke alle H.C. Andersens værker, men var den første og eneste oversætter i Polen helt frem til 1931, som i sit arbejde støttede sig til de danske originaltekster. På speciel anmodning fra dansk side oversatte han Historien om en Moder, som fik plads i et polyglotisk skrift (Historien om en Moder i femten sprog. Udgiven af Jean Pio og Vilhelm Thomsen) udgivet i 1875 i København i anledning af 70 året for H.C. Andersens fødsel. En gennemgang af H.C. Andersen oversættere i forskellige lande giver lejlighed til en interessant iagttagelse. Overalt, hvor der udsendtes komplette udgaver af den danske forfatters værker allerede i det 19. århundrede, viser det sig, at deres oversættere, og ofte også udgivere, er af dansk afstamning. (C. B. Lorck 1847-1853 Leipzig – Tyskland, D. Soldi 1856 -Frankrig. P. E. Hansen 1894-1895 Petersborg – Rusland, J. Hersholt 1942-1949 – USA). Det synes altså næsten at være reglen, at danske emigranter uden hensyn til afstanden, som skiller dem fra Danmark, under højst forskellige betingelser og forhold i deres nye tilværelse har påtaget sig at propagere for deres fædrelands kultur ved at oversætte H.C. Andersens værker til sproget i det land, hvori de havde bosat sig. Blandt disse oversættere er også „dansk“ – polakken – F. H. Lewestam.

Liste over eventyr som har været udgivet i Polen

Årstallene udfor titlerne angiver: førsteåret for dansk udgivelse samt førsteåret for polsk udgivelse. (På grundlag af Birger F. Nielsen: H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske værker 1822-1875. København 1962.)

  1. Aarets Historie 1852, 1899
  2. „Alt paa sin rette Plads!“ 1852, 1899
  3. Anne Lisbeth 1859, 1956
  4. Barnet i Graven 1859, 1901
  5. Bedstemoder 1862, 1931
  6. Bispen paa Børglum og hans Frænde 1861, 1956
  7. Boghveden 1841, 1854
  8. Børnesnak 1859, 1900
  9. De røde Skoe 1845, 1899
  10. De smaa Grønne 1867, 1931
  11. De vilde Svaner 1838, 1890
  12. De Vises Steen 1858, 1931
  13. „Deilig!“ 1859, 1931
  14. Den flyvende Koffert 1839, 1892
  15. Den gamle Gadeløgte 1847, 1905
  16. Den gamle Gravsteen 1852, 1931
  17. Den gamle Gud lever endnu 1836, 1956
  18. Den gamle Kirkeklokke 1861, 1931
  19. Den grimme Ælling 1843, 1890
  20. Den lille Havfrue 1837, 1859
  21. Den lille Idas Blomster 1835, 1892
  22. Den lille Pige med Svovlstikkerne 1845, 1892
  23. Den lykkelige Familie 1848, 1904
  24. Den onde Fyrste 1840, 1905
  25. Den sidste Perle 1853, 1931
  26. Den standhaftige Tinsoldat 1838, 1859
  27. Den store Søslange 1871, 1931
  28. Den stumme Bog 1862, 1931
  29. Den uartige Dreng 1835, 1859
  30. „Der er Forskjel“ 1851, 1929
  31. Det er Dig, Fabelen sigter til! 1836, 1956
  32. Det er ganske vist! 1852, 1904
  33. Det gamle Egetræes sidste Drøm 1858, 1931
  34. Det gamle Huus 1848, 1890
  35. Det nye Aarhundredes Musa 1861, 1956
  36. Det Utroligste 1870, 1931
  37. Dynd-Kongens Datter 1858, 1900
  38. Elverhøi 1845, 1859
  39. En Historie 1862, 1931
  40. En Historie fra Klitterne 1859, 1900
  41. En Rose fra Homers Grav 1862, 1931
  42. Engelen 1843, 1854
  43. Et Billede fra Castelsvolden 1852, 1931
  44. Et Blad fra Himlen 1855, 1899
  45. Et godt Humeur 1852, 1931
  46. Et Stykke Perlesnor 1856, 1931
  47. Fem fra en Ærtebælg 1852, 1899
  48. Flaskehalsen 1857, 1901
  49. Flipperne 1848, 1854
  50. Flyttedagen 1860, 1931
  51. Folkesangens Fugl 1864, 1899
  52. Fra et Vindue i Vartou 1855, 1931
  53. Fugl Phønix 1850, 1931
  54. Fyrtøiet 1835, 1892
  55. Gaardhanen og Veirhanen 1859, 1931
  56. Gaaseurten 1838, 1854
  57. Gartneren og Herskabet 1872, 1931
  58. Gjemt er ikke glemt 1866, 1931
  59. Grantræet 1844, 1859
  60. Gudfaders Billedbog 1868, 1931
  61. Guldskat 1865, 1901
  62. Herrebladene 1909, 1956
  63. Historien om en Moder 1848, 1854
  64. Hjertesorg 1852, 1900
  65. Holger Danske 1845, 1900
  66. „Hun duede ikke“ 1852, 1900
  67. Elurtigløberne 1858, 1892
  68. Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige 1861, 1862
  69. Hvad gamle Johanne fortalte 1872, 1931
  70. Hvad hele Familien sagde 1870, 1931
  71. Hvad man kan hitte paa 1869, 1931
  72. Hvad Tidselen oplevede 1869, 1931
  73. Hvem var den Lykkeligste? 1868, 1901
  74. Hyldemoer 1844, 1859
  75. Hyrdinden og Skorstensfeieren 1845, 1892
  76. Hønse-Grethes Familie 1869, 1931
  77. Hørren 1849, 1854
  78. I Andegaarden 1861, 1892
  79. I Børnestuen 1865, 1931
  80. Ib og lille Christine 1855, 1900
  81. lisjomfruen 1861, 1900
  82. Jødepigen 1855, 1931
  83. Keiserens nye Klæder 1837, 1852
  84. Kjærestefolkene 1843, 1852
  85. Klods-Hans 1855, 1901
  86. Klokkedybet 1856, 1931
  87. Klokken 1845, 1899
  88. Kometen 1869, 1931
  89. Krøblingen 1872, 1901
  90. Laserne 1868, 1931
  91. Lille Claus og store Claus 1835, 1959
  92. Lille Tuk 1847, 1901
  93. Loppen og Professoren 1872, 1931
  94. Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen 1865, 1931
  95. Lykken kan ligge i en Pind 1870, 1931
  96. Lykkens Kalosker 1838, 1853
  97. Lysene 1870, 1901
  98. Marionetspilleren 1868, 1956
  99. Metalsvinet 1862, 1898
  100. Moster 1866, 1931
  101. Nabofamilierne 1847, 1901
  102. Nattergalen 1843, 1854
  103. Nissen hos Spekhøkeren 1852, 1899
  104. Nissen og Madammen 1867, 1931
  105. Noget 1858, 1892
  106. Oldefa’er 1870, 1956
  107. Ole Lukøie 1841, 1859
  108. Om Aartusinder 1852, 1956
  109. Paa den yderste Dag 1852, 1931
  110. Paradisets Have 1839, 1892
  111. Pebersvendens Nathue 1858, 1901
  112. Peiter, Peter og Peer 1868, 1931
  113. Pen og Blækhuus 1859, 1931
  114. Pengegrisen 1854, 1905
  115. Pigen som traadte paa Brødet 1859, 1900
  116. Portnerens Søn 1866, 1901
  117. Portnøglen 1872, 1931
  118. Prindsessen paa Ærten 1835, 1854
  119. Qvæk 1926, 1956
  120. Reisekammeraten 1835, 1862
  121. Rosen-Alfen 1839, 1900
  122. Skarnbassen 1861, 1892
  123. Skrubtudsen 1866, 1890
  124. Skyggen 1847, 1892
  125. Sneedronningen 1844, 1899
  126. Sneemanden 1861, 1904
  127. Sneglen og Rosenhækken 1861, 1899
  128. Solskins-Historier 1869, 1931
  129. Sommerfuglen 1860, 1899
  130. Sommergjækken 1862, 1931
  131. Springfyrene 1845, 1931
  132. Stoppcnaalen 1845, 1898
  133. Storkene 1839, 1890
  134. Stormen flytter Skilt 1865, 1931
  135. Suppe paa en Pølsepind 1858, 1901
  136. Svanereden 1852, 1931
  137. Svinedrengen 1841, 1859
  138. Sølvskillingen 1861, 1905
  139. Taarnvægteren Ole 1859, 1931
  140. Talismanen 1836, 1956
  141. Tante Tandpine 1872, 1931
  142. Theepotten 1863, 1931
  143. To Brødre 1859, 1956
  144. To Jomfruer 1853, 1905
  145. Tolv med Posten 1861, 1931
  146. Tommelise 1835, 1859
  147. Ugedagene 1868, 1956
  148. Under Piletræet 1852, 1899
  149. Vanddraaben 1848, 1905
  150. Ved det yderste Hav 1854, 1956
  151. Veirmøllen 1865, 1931
  152. Venskabs-Pagten 1862, 1931
  153. Verdens deiligste Rose 1851, 1931
  154. Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre 1859, 1913
  155. Vænø og Glænø 1867, 1931
  156. Ærens Tornevei 1855, 1905

Liste over eventyr som ikke har været udgivet i Polen

  1. Abc-Bogen
  2. „Dandse, dandse Dukke min!“
  3. Det sjunkne Kloster
  4. Dryaden
  5. Dødningen
  6. Psychen
  7. Skriveren
  8. „Spørg Amagermo’er!“
©