H.C. Andersen i røgen fra Dannevirke – et klip fra 1864

Lørdag den 7. maj 1864 skinnede solen i København. H.C. Andersen skriver i sin dagbog, at han har "gaaet med let Paletot" – en kort og let sommerfrakke, der gik til lidt over knæet, og som i øvrigt udtales [palle’to]. Henvisningen til dette stykke beklædning er karakteristisk for den tøj- og modebevidste digter, men i virkeligheden var han lidt uforsigtig og vel tidligt ude i sommertøjet. Ganske vist skinnede solen, og temperaturen sneg sig i løbet af dagen op på 11 grader, men der havde samtidig været nattefrost, og der var sågar faldet lidt sne de foregående dage[1]. Men H.C. Andersen var opsat på fuldtud at nyde sit lysere humør, som efter flere måneder nu atter var ved indfinde sig – i det mindste for tid.

H.C. Andersen fotograferet i juli 1862 – i en "let paletot".

Der havde som bekendt ellers ikke været meget af glæde sig over i dette for Danmark så forfærdelige forår 1864. H.C. Andersen var som de fleste andre danskere stærkt påvirket af krigsbegivenhederne, og hans dagbog, der blev ført omhyggeligt i hele perioden, er selv med vor tids distance deprimerende læsning. Trods dagbogens personlige karakter er den netop i foråret 1864 et godt eksempel på, at det samtidig er en stor kunstners dagbog: en redigeret dokumentation ikke blot af hans egen oplevelse af den politiske udvikling, men lige så meget et sindbillede på en hel befolknings rådvilde og ulykkelige reaktion på begivenheder, der fik større betydning for den danske nationalfølelse og nationalitetsforståelse end nogensinde før eller siden.

Men her i de første dage af maj syntes der midt i den dystre stemning at kunne spores en vis forsigtig optimisme i den danske befolkning. Efter det knusende nederlag ved Dybbøl den 18. april havde den danske hær trukket sig tilbage til Als og Fyn, mens preussiske og østrigske tropper reelt havde besat Jylland helt op til Skagen. Nu var der i det mindste fred for en tid, og man måtte forhåbningsfuldt se frem til den forestående konference i London, hvor danske diplomater skulle forsøge at udnytte den velvilje, der internationalt var blevet Danmark til del efter det heltemodige, men altså forgæves danske forsvar mod den preussiske overmagt. Det var en kendsgerning, at Holsten og Lauenborg var tabt, men med hjælp fra en positiv, international opinion og i tillid til militærhjælp – i det mindste fra Sverige og Norge – håbede man på at beholde så stor en del af Slesvig som muligt. Ånden fra Dybbøl skulle nu omsættes til kampen for Sønderjylland og hjælpen til krigsfanger og andre ofre for krigen, hvadenten det var sårede, efterladte eller på anden måde skadelidte efter krigshandlingerne.

Velgørenhed

Allerede i februar var H.C. Andersen blevet bedt om at medvirke ved en basar til fordel for de "Udcommanderedes Familier", hvor man ville sælge papir-sparebøsser med et indskrevet vers af den berømte digter. Det har desværre ikke været muligt at lokalisere et eksemplar af en sådan sparebøsse, og dens udseende og funktion er derfor uklar. I et brev til sin gode veninde, fru Dorothea Melchior, fra 15. februar 1864 bruger han udtrykket, at han har "indviet" sparebøsserne med verset:


Hver Dag læg hen som Hjertets Tavlepenge
En lille Skilling eller to,
Og Du skal se, om ikke længe
Vil Skillingen til Daler groe,
Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae, hvad Rigdom siger nu:
Imens Soldaten skjærmer Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du.[2]

Hensigten var, at de, der købte sparebøsserne, hver dag skulle lægge et par mønter deri og senere aflevere hele beløbet til basar-komitéen. Prisen var 24 skilling[3], og H.C. Andersen noterer tilfreds, at sparebøsserne blev revet bort. Noget tyder i øvrigt på, at H.C. Andersen havde skrevet digtet i lidt for god tid, for han noterer i dagbogen den selvsamme dag, den 15. februar, at han oprindeligt havde skrevet, at "soldaten skærmer Dannevirke" – "det gaaer ikke, jeg maa skrive det om". Ja, det var nok temmelig nødvendigt, idet hæren til befolkningens store forfærdelse havde rømmet Dannevirke uden kamp allerede den 5. februar om aftenen! Verset og sparebøsserne var altså en succes, og det var hele basaren også. En kreds af damer stod bag arrangementet, og selve basaren afholdtes i Studenterforeningens lokaler i Købmagergade. Den første dag var der kommet så mange mennesker, at man dagen efter følte sig nødsaget til at indrykke en annonce i Berlingske Tidende, hvor det meddeltes, at der kun lukkedes 300 gæster ind ad gangen.

Annonce for basaren i "Berlingske politiske og Avertissements-Tidende" tirsdag den 3. maj 1864.

Basarens indtægter bestod af entréen – voksne 1 mark, børn det halve: 8 skilling – samt af almindeligt salg af indleverede genstande og af auktioner. Salget foregik normalt således, at den annoncerede pris blev overbudt af køberen – selvsagt til fordel for den gode sag, mens auktionen overvejende bestod af mere fornemme sager. Bl.a. havde Frederik VII’s livlæge indleveret en papirkniv og en jagtstol, som havde tilhørt den døde konge. Basaren havde med fornøjelse sagt ja tak til at sælge et papirklip af den berømte H.C. Andersen, og trods den voldsomme tilstrømning vovede han sig selv derhen med det om fredagen. Det blev sat til salg for 3 mark, men en herre, der overværede den første annoncering af klippet, købte det straks for den dobbelte pris: en hel rigsdaler. Sådan var stemningen: alle forsøgte at vise sig fra den bedste velgørenhedsside, og basaren indbragte i alt et meget stort beløb. Det har ikke været muligt at finde en samlet opgørelse, men Berlingske Tidende kunne den følgende mandag berette, at alene lørdagen havde indbragt 4.000 rigsdaler. H.C. Andersens klip til denne basar kendes desværre ikke – eller er i hvert fald endnu ikke blevet identificeret.

I de følgende par måneder havde H.C. Andersen flere anledninger til at støtte velgørenhedsarbejdet – bl.a. ved at læse højt både i Studenterforeningen og i Arbejderforeningen foruden at betale den velgørende overpris for billetterne. Det var for den 59-årige digter to sindsoprivende måneder både på grund af krigens udvikling, der altså kulminerede på Dybbøl, men også fordi han personligt havde bekendte, der deltog aktivt i krigen. Hans tanker kredsede primært om Viggo Drewsen, der var søn af nogle af de nærmeste venner, Ingeborg og Adolph Drewsen – H.C. Anderens gamle velgører Jonas Collins datter og svigersøn – og som han i 1832 havde skrevet sangen "Lille Viggo, vil du ride ranke" til. Nu gjorde den 33-årige Viggo Drewsen tjeneste som frivillig officersaspirant ved 2. infanteriregiment, der var stationeret på Als, og H.C. Andersen led næsten dagligt ved tanken om hans velbefindende. Naturligvis blev bekymringen næsten uudholdelig, da efterretningerne om stormen på Dybbøl indløb i København senere på selve dagen, mandag den 18. april, og han havde som alle andre svært ved at finde hoved og hale i mængden af rygter, der svirrede overalt. Først indløb de nedslående nyheder, at hele Viggos regiment var blandt de faldne, sårede eller tilfangetagne; senere at Viggo var blandt de soldater, der var blevet evakueret til Sønderborg, men det viste sig at være en misforståelse! Først den følgende søndag fik familien – og dermed H.C. Andersen – vished for, at Viggo Drewsen var i live. Han var såret alvorligt i benet, men situationen var tilfredsstillende. Efter at have deltaget i et forgæves modangreb på skanserne, var han blevet ramt i benet af en granatsplint og havde ligget under noget halm, mens kuglerne fløj hen over hovedet på ham. Ved solnedgang var han blevet bragt til et tysk lazaret på Broager og var dermed såret krigsfange – men i sikkerhed. "Det var altsaa det Bedste vi kunde og turde vente", som H.C. Andersen noterede på denne søndag den 24. april 1864.

Dagbogen er i de følgende dage stadig præget af mismod og rådvildhed, men dels syntes det personlige pres at lette i kraft af våbenhvilen og af de relativt gunstige nyheder om Viggo Drewsen, og dels fik H.C. Andersen også andre ting at glæde sig over. Allerede i efteråret 1863 havde han afsluttet et lille lystspil i to akter, "Han er ikke født", som var antaget til opførelse på Det kgl. Teater med premiere den 27. april. Men premieren fandt sted i et dystert perspektiv, for ikke bare havde han selv og hele København læst sig igennem den ene tabsliste efter den anden og været vidne til, at hundredvis af sårede soldater var ankommet til byens lazaretter, men på selve premieredagen havde han overværet en ceremoniel begravelse

af 13 faldne i Garnisonskirken, og han fandt det "grelt at gaae fra denne Sorgens Fest til Theatret, der skulde nu første Gang, mit Lystspil "Han er ikke født" opføres. Jeg kunde ikke bede Gud give det Held, jeg følte der var andre, vigtigere Ting at bede om." Selvom han i dagbogen pointerer, at han ikke følte sig lykkelig, så følte han sig dog beroliget over publikums positive modtagelse af stykket, og han blev yderligere opmuntret ved de følgende dages overvejende positive avisanmeldelser. Han var dog fortsat grundlæggende deprimeret og lod sig let slå ud over små ting: dagen efter premieren på "Han er ikke født" læste han i Arbejderforeningen til fordel for en krigsenke og var nær ikke kommet videre i læsningen af Svinedrengen, da han kom til det lille digt Ach, du lieber Augustin. Han følte sig stærkt generet af at måtte læse tysk, og det afsluttende Alles ist væk tog han slet og ret som et ondt varsel. Da han senere noterer tildragelsen i dagbogen, er han stadig så afficeret af alt det tyske, at han endog citerer sig selv forkert og skriver: Alles ist hin!

Det store klip (42 × 34 cm) til basaren for de danske krigsfanger i Tyskland, 7.-9. maj 1864.

H.C. Andersens store klip

I begyndelsen af maj var der planlagt hele to basarer i København: dels en basar i Skydebaneselskabets lokaler (der nu huser Københavns Bymuseum) på Vesterbro til fordel for ofrene for branden efter bombardementet af Sønderborg (på H.C. Andersens fødselsdag, den 2. april) såvel som for "de i Krigen saaredes og faldnes Efterladte" og dels en basar til fordel for de danske krigsfanger i Casinos lille sal i Amaliegade. H.C. Andersen indleverede til basaren for krigsfangerne det store klip, der er anledningen til denne artikel, og som Odense Bys Museer købte på auktion den 2. december 2002[4]. Han havde forsynet det store klip med et lille vers, der tydeligt angiver anledningen:


Den Klipning her er noget dyr,
Den er sat til en halv Rigsdaler.
Men det er et heelt klippet Eventyr,
Og dit Hjertelag betaler.

H.C. Andersen

Køberen, Hofbager August Bruun, klæbede straks klippet ind i sit eget eksemplar af H.C. Andersens illustrerede eventyr.
Hofbager August Bruun (1812-1887).

Der er ikke fundet angivelser af indtjeningen, men basaren blev under alle omstændigheder forlænget tirsdag for at afsluttes onsdag med en auktion. Sandsynligvis er denne forlængelse baggrunden for, at H.C. Andersen på netop denne onsdag i dagbogen skriver, at han "klippede Billeder til Bazarerne", uagtet at der hverken er fundet nogen indikation af, at basaren i Skydebaneselskabet forlængedes, eller at der fandt andre basarer sted. Han henviser direkte til det ovennævnte klip, som også blev solgt til overpris, idet han refererer et rygte, at Hofbager August Bruun havde købt klippet for en hel species – svarende til hele 2 rigsdaler – altså det firdobbelte af H.C. Andersens poetisk annoncerede pris, og han havde tillige erfaret, at hofbageren efterfølgende havde klæbet det ind i et eksemplar af "mine samlede Eventyr". Denne omstændighed kan i dag kun bekræftes, for her sidder klippet stadig – efter 139 år. Overfor bogens titelblad har hofbageren noteret: "Det klippede Eventyr er skjænket af Andersen til en Bazar til Fordel for de "danske Krigsfanger". A. Bruun. Kjøbenh d 1ste Juni 1864". Når H.C. Andersen stadig om onsdagen klippede til "basarerne" må det skyldes succes’en med hofbagerens køb. Rygtet, som havde nået digteren, havde naturligvis bredt sig til flere, og så kunne der nok smedes lidt endnu, mens offerviljen stadig var varm.

Men der kunne være flere grunde til, at H.C. Andersen nu følte sig inspireret. De følelses- og arbejdsmæssige trængselstider havde resulteret i, at eventyrproduktionen reelt var indstillet. Hele foråret 1864 havde han kun arbejdet med nogle mindre lejlighedsdigte – bl.a. det omtalte sparebøssevers. Det senest færdiggjorte eventyr var efter alt at dømme Thepotten, som blev udgivet i december 1863, men som ifølge H.C. Andersens egne "Bemærkninger"[5] blev skrevet et år tidligere på den lange rejse til Spanien. Som han selv senere skrev i Mit Livs Eventyr vedr. maj-juni 1865: "Jeg havde i Aar og Dag intet Eventyr skrevet, mit Sind var saa overvældet. Nu, saasnart jeg kom ud paa Landet, til det venlige Basnæs, til den friske Skov ved den aabne Strand, skrev jeg "Lygtemændene ere i Byen." Han synes dog her at have glemt eventyrskitsen Folkesangens Fugl, som han renskrev i november 1864 med henblik på udgivelse i december. Lygtemændene… handler i flere henseender om H.C. Andersen selv, og han beskriver heri en digter, "som engang vidste saa mange Eventyr, men nu vare de slupne for ham, sagde han; Eventyret, der af sig selv gjorde Visit, kom ikke mere og bankede paa hans Dør; og hvorfor kom det ikke? Ja, det er sandt nok, Manden havde i Aar og Dag ikke tænkt paa det, ikke ventet at det skulde komme at banke paa, men det havde vist heller ikke været her, thi udenfor var Krig og indenfor Sorg og Nød, som Krigen fører med sig."

Med Lygtemændene... fra sommeren 1865 vendte inspirationen for alvor tilbage til H.C. Andersen efter en to-tre års "eventyrkrise", og nu fulgte en lille perlerække af gode historier: Guldskat, I Børnestuen og Stormen flytter Skilt – ligesom det blev til yderligere henved 30 eventyr i de næste syv år. Med udgangspunkt i klippet til basaren for de danske krigsfanger får man indtryk af H.C. Andersens professionelle tilgang til den digteriske inspiration: ganske overraskende skriver han nemlig i klippets vers, at "det er et heelt klippet Eventyr"! Det er ikke så ligetil at forstå, al den stund der ikke kendes egentlige, klippede illustrationer af

H.C. Andersen til hans egne eventyr. Man kan i hans klip nok finde parallelle motiver, såsom en svane (Den grimme Ælling), en balletdanserinde (Den standhaftige Tinsoldat) eller engle (Engelen), men alle figurer er uden undtagelse sat i fantasifulde sammenhænge, der ligeså let bringer helt andre associationer. På det store basar-klip knytter H.C. Andersen imidlertid selv forbindelsen fra dets fantasifulde figurer til hans egen eventyrkunst – anderledes kan det ikke forstås, når den internationalt kendte eventyrforfatter anvender en sådan formulering endda i en offentlig sammenhæng. Hofbager Bruun har da også helt naturligt taget udtrykket til sig og gengiver det i sin egen indskrivning, da han monterer klippet på et stykke stof og klæber det ind i sin egen udgave af H.C. Andersens eventyr: "Det klippede Eventyr er skjænket af Andersen".

Man kan uden vanskelighed forstå, at en glad køber ønsker at se klippet fra eventyrmesterens hånd som netop et eventyr – det kunne han vel også have følt sig inspireret til uden H.C. Andersens inskription. Men nu står der, som der står, og det skaber et interessant perspektiv på digterens klipproduktion. Det er kendt fra flere kilder[6], at klipninger ofte blev til, mens H.C. Andersen sad og fortalte – den mundtlige fortælling er jo af gode grunde ikke bevaret, så vi kan ikke vide nøjagtigt, hvilken type fortælling, han foredrog: om det var almindelig snak om de figurer, der blev til i papirklippet, om han foredrog et af sine eventyr, eller om det var – og dét var det sandsynligvis! – improviserede eventyr og fortællinger, der ledsagede klipperiet. Således må klippene reelt forstås som det visuelle udtryk for tanken i mere eller mindre improviserede eventyr. Yderligere lys kan kastes over denne forståelse af klippene, hvis man inddrager et brev, som H.C. Andersen skrev til fru Melchior i juli 1867. Her henviser han til hendes 6-årige nevø, William, som har sendt ham et brev, og skriver muntert bl.a.: "Naar han bliver et par Aar ældre, skal jeg nok lære ham at digte, nu maa han først lære at klippe, det er den første Begyndelse for Digteriet" (min kursivering).[7] Der kan således næppe herske tvivl om, at klipperi for H.C. Andersen undertiden fungerede som en metode til systematisering af inspiration og i sidste ende til digtning. Egentligt ikke overraskende, for han havde jo villet være digter stort set hele sit liv og havde klippet flittigt lige så længe!

På denne baggrund er det store klip et eventyr, skønt det mest originale ved det er størrelsen. Der kendes ingen klip fra H.C. Andersens hånd så store (42 × 34 cm), der kan dateres tidligere end dette. Til gengæld vides det, at han herefter lavede flere: for det første er det som om det store klip fra krigsfange-basaren straks følges op af flere, idet dagbogen for den 11. maj som nævnt noterer: "Klippede Billeder til Bazarerne". Størrelsen på disse klip er ganske vist ikke angivet, men fredag den 10. juni omtales de store klip nok en gang, idet han under sit ophold på herregården Basnæs skriver: "Frøken Carstenskjold holder Fødselsdag her; jeg bragte fra Haven en Bouquet og senere én af mine store Udklipninger med det Vers paa: Her er en Klipning og den er rar/ Den koster Penge paa en Bazar". Det står dog ikke klart, hvilken basar, klippet har været tiltænkt, og om han virkelig opgav at give det til basaren for i stedet at forære det – med inskription – til fødselaren. Desuden har H.C. Andersen-museet lige siden dets etablering ejet et lige så stort, men tilsyneladende ufærdigt og tillige beskadiget klip, som i 1906 skænkedes af Louise Drewsen, enke efter den ovenfor omtalte Viggo Drewsen. Desværre vides det ikke, hvornår det er blevet til, men det indeholder nogle af de samme, karakteristiske figurer som basar-klippet, så det vil være naturligt at datere det til tiden heromkring.

Udsnit af H.C. Andersens store, men ufærdige klip, som Louise Drewsen i 1906 skænkede til det dengang nye H.C. Andersens Hus.

Det er en nærliggende tanke, at de store klip har udviklet sig mere eller mindre i anledning af klipningerne til basarerne: de skulle i salgsøjemed "gøre sig", og samtidig har det så givet plads til en rigere variation af ideer: klippet til krigsfange-basaren indeholder foruden de almindelige motiver som svaner, engle, balletdanserinder, dansende Pjerrot’er, teatermasker (foroven og forneden) samt diverse blomsterranker tillige et par kun sjældent sete figurer: et mandshoved i profil, en sørgmunter nar med en korthalet narrehat samt et par hænder, der rækker mod hinanden. Hændernes forsonende gestus er næsten for tydelige i deres symbolik, hvadenten H.C. Andersen har haft tanke for hjælpen til krigsfangerne i Tyskland, eller han mere overordnet har tænkt på behovet for udsoning, når krigen engang var forbi. De to andre figurer giver associationer til det senere eventyr om Lygtemændene…, hvor narren kan forstås som manden, "der engang vidste så mange eventyr", mens mandsprofilen, der som en kontrast til narren ikke er vendt mod klippets beskuer, men mod klippets egne motiver, ligesom manden i eventyret, der længtes så såre og stirrede mod døren, "så der kom sorte pletter for øjnene", for at se, om dog ikke eventyret skulle komme igen og banke på.

H.C. Andersen og ånden fra 1864

De fleste danske blev i 1864 mentalt ramt af landets ulykke, om end H.C. Andersen naturligvis stærkere end andre gav det udtryk. Dog, hans gode ven, Edvard Collin, kunne nu også udtrykke sig markant på skrift: i et brev fra dagene efter tabet af Als skriver han til H.C. Andersen som en slags trøst, at digteren ikke er alene med sine følelser: "Den stemning, som har betaget Dem som os, er ikke det af raseri kogende blods; det er et stagnerende vand, der som en rådden pøl har lagt sig om vort hjerte". Stemningen var ikke overraskende blevet stærkt forværret i løbet af juni, efterhånden som de udsigtsløse bulletiner indløb fra fredskonferencen i London, og få dage før dens sammenbrud den 25. juni skrev H.C. Andersen en salme på tre vers, der tryktes i Dansk Kirketidende få uger senere.[8] Trods digtets første linje handler den ikke om dødsangst (jf. det sammenlignende "som" i anden linje), men den er H.C. Andersens – vellykkede – forsøg på at skildre en eksistentiel krise, således som han og mange med ham oplevede det i disse måneder:

Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og måtte ind og styrte ned
I Mørke og Eensomhed.
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O, Herre, Herre, hold mig fast!

Da det onsdag den 29. juni stod klart, at tyskerne havde indtaget Als, var alle i chok. H.C. Andersen slutter dagens optegnelser med: "Uendelig nedtrykt", og næste dag står rædslen malet i hver linje: "Fjenden vil nu tage Fyen, Indvaanerne flygte fra Middelfart. Det ender med, at vi kommer under Tydskland. Jeg har en Fornemmelse af at min Stjerne er nede, Ulykke eller Død venter mig. Gudløs og derved ulykkelig". Der er næppe grund til at anse disse linjer alene for en mentalt svækket mands utilregnelighed – de var et ægte udtryk for en massepsykose, der havde ramt både befolkning og regering. Historien har forlængst dokumenteret, at heller ikke kongen og hans ministre handlede særligt rationelt i disse uger.

H.C. Andersens digt "Trøst i Tro", Illustreret Tidende 26. juni 1864.

Med den foreløbige fredsslutning i august kunne Danmark og danskerne begynde at slikke sine sår. Midt i sorgen over krigens 3.000 døde og ligeså mange sårede blev modet på afgørende måde holdt oppe af danskhedens nye sag: sønderjyderne. Siden Treårskrigen havde 1800-tallets nationale vækkelse i Danmark måttet forholde sig til det udelte Danmark, der også omfattede Slesvigs tyske borgere, men efter nederlaget i 1864 var der skåret mere end "ind til benet": nu var alle Danmarks borgere danske. Man måtte dog indtil videre erkende, at der fandtes næsten 200.000 danskere uden for Danmarks rige. Dette betød, at der fortsat var en sag at kæmpe for, og kampen for Sønderjyllands tilbagevenden til moderlandet blev det helt overskyggende symbol på den nationale sag, der som bekendt fandt ideologisk fodfæste især i den grundtvigsk-nationale bevægelse og i form af skytteforeninger, nye højskoler osv. I denne nationale kamp inddroges tillige H.C. Andersen – ikke direkte som "kulturambassadør" eller lignende – men først og fremmest i danskernes egen bevidsthed. Man kunne let identificere sig med denne kunstner, der havde forholdt sig passende nationalt både, som vi har set, under 1864-konflikten og tidligere under Treårskrigen, især med digtet Danmark, mit fædreland, der naturligvis også anvendtes i 1864 og siden endnu mere. Tilmed var hans internationale berømmelse erkendt af alle, og man så heri netop en særlig dansk egenart, der var rundet af nationens dyb i fynsk usselhed, og som nu alligevel beviste sin storhed i hele verden. Æresborgerskabet i Odense tre år efter krigsafslutningen blev således en iøjnefaldende, officiel markering af, hvad nationale symboler skulle komme til at betyde. I det hele taget har de nationale betydninger fulgt digterens berømmelse lige siden: begravelsen i 1875 blev en national manifestation med deltagelse af kongehuset, ligesom vort eget museum for digteren, der grundlagdes så tidligt som 1905, næppe heller ville have været tænkeligt uden den særlige, nationale betydning, som dengang omgav H.C. Andersen.

I et brev[9] til maleren Carl Bloch fra juli 1866 skrev H.C. Andersen, idet han refererer til ét af Blochs mange, nationale arbejder: "Niels Ebbesen og Grev Geert", at han glæder sig til at se maleriet. "Poesie og Kunst ere nu vort Dannevirke" lyder hans håb om erstatning for det virkelige, men i 1864 tabte Dannevirke. Desværre gik håbet kun delvis i opfyldelse, idet det i højere grad blev ham selv og myten om hans eventyrlige liv, der blev en fremskudt dansk bastion, snarere end hans omfattende kunstværk – omfattende, også selvom vi kun medtager eventyrene! Kun et fåtal af disse er kendt selv blandt danskere, og der er herhjemme ingen tradition for fordybelse i disse enestående bidrag til verdenslitteraturen: i Danmark kendes f.eks. ingen institutionaliseret værkfordybelse – f.eks. i form af H.C. Andersen-festivaler, et grundforskningscenter, eller blot en tradition for et standardudvalg af eventyr, som "man bare kender" – og hans forfatterskab i øvrigt er stort set ukendt. Bedst er denne besynderlige berøringsangst vedr. selve kunstværket dokumenteret deri, at der skulle gå 125 år, inden den seneste udgave af H.C. Andersens Samlede Skrifter nu omsider i anledning af det tilstundende 200-års jubilæum finder sin erstatning.

Otto Baches tegning i Illustreret Tidende 28. februar 1864 af hærens tilbagetrækning fra Dannevirke: "Arméens Train ved Isted Kro den 4. februar".

I 1864 kastede H.C. Andersen sine utrolige historier og sine fantastiske klip ind i kampen for nationen, og på denne baggrund kan det synes en bitter ironi, at H.C. Andersen-traditionen i mere end hundrede år har reduceret sit brændstof fra reel kunstnerisk erfaring til en personorienteret mytologi. Det er et faktum, at vi danskere siden 1864 har haft vanskeligt ved at identificere os med dansk kunst og danske kunstnere, som ikke udviste en særlig, national egenart, og H.C. Andersens eventyr er i virkeligheden ikke nationale. Men det er han selv – i kraft af den berømte mands nationale sindelag under begge slesvigske krige og især i kraft af symbolikken i hans eventyrlige livshistorie. Derfor er han så oplagt at støtte sig til i vi danskeres længsel efter et "Dannevirke", der kan gøre vor lille nations storhed synlig for hele verden. Men når støttepunktet er H.C. Andersen, ville vi danskere både have været mange oplevelser rigere og haft færre turismebekymringer, hvis den eventyrligt gode forfatter, H.C. Andersen, ikke bogstavelig talt i egen person skulle markedsføre vor nationale identitet. De berømte eventyr indfrier rigeligt hans egen forestilling om et poesiens og kunstens Dannevirke.

Noter

  1. ^ Bl.a. Illustreret Tidende bragte ugentlige oversigter over døgntemperaturer. De øvrige klimatiske forhold baserer sig på H.C. Andersens dagbog.
  2. ^ Her citeret efter Breve fra Hans Christian Andersen II, s. 499ff.
  3. ^ Omregning af datidens priser til nutidige er vanskelig, idet man pga. ændrede skatteforhold m.m. dårligt kan sammenligne pengenes købekraft. Den fig. omregning har forsøgt at tage et "rimelighedshensyn": hvad ville tilsvarende priser være i tilsvarende, nutidige sammenhænge? En rigsdaler ville tilnærmelsesvis være ca. kr. 350-400 i 2003-priser (måske lidt mere), og prisen på sparebøssen svare til ca. kr. 100. Møntsystemet anno 1864:1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling.
  4. ^ Erhvervet ved hammerslag på kr. 520.000. Hertil betaltes et salær på 25%.
  5. ^ H.C. Andersen skrev afsluttende "Bemærkninger" til de tre sidst udgivne eventyrsamlinger (der indeholdt mange tidligere udgivne titler) og forklarer her kort om eventyrene tilblivelse. Dette citat er fra "Bemærkninger" til Nye Eventyr og Historier, Tredje Deel." 1868.
  6. ^ Bl.a. Rigmor Stampes: H.C. Andersen og hans nærmeste Omgang. Kbh. 1919. Se endv. citaterne på www.odmus.dk/andersen/klip.
  7. ^ Her citeret efter Elith Reumert: H.C. Andersen og det melchiorske Hjem. Kbh. 1925, s. 62.
  8. ^ Den er desuden netop optaget i den 2002 autoriserede udgave af Den danske Salmebog.
  9. ^ Her citeret efter Breve fra Hans Christian Andersen II, s. 552f.

Litteratur

  • Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr I-II. Udg. af H. Topsøe-Jensen. København 1951.
  • Christensen, John og Stevnsborg, Henrik: 1864fra helstat til nationalstat. Fårevejle 1998.
  • Hedegaard, Ole A.: H.C. Andersen 1848-50 og 1864. København 1980.
  • Lindeberg, Lars: Krigen 1864 – de så det ske.
  • København 1989.
  • Mylius, Johan de: H.C. Andersen papirklip/ Paper Cuts. Købehnhavn 1992.
  • Møller, Erik: Helstatens fald I-II. Selskabet til Udgivelse af Kilder til dansk Historie. 1974.
  • H.C. Andersens Dagbøger. Udg. af Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1971-76.
  • H.C. Andersen. Brevveksling med Henriette og Edvard Collin. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1933-37.
  • Breve fra H.C. Andersen I-II. Udg. C. St. Bille og Nikolaj Bøgh. Kjøbenhavn 878. (Ny udg. 2000). Illustreret Tidende. 1859-1924.

©