Forfattere

H.C. Andersen og Athen

[1]Fra det blaa, det lysende Vand,
Hilser du mig O Grækenland.
Det er Morea mit Øie skuer,
Det sneedækte Bjerg i Solglans luer,
Delphinen vælter sin tunge Krop Fra Havdybet op.

I foråret 1841 rejste H.C. Andersen, som netop havde fået et legat på 300 specier af kongen, fra Italien, som han kendte så godt, til Grækenland og Tyrkiet på den store rejse, som er skildret i „En Digters Bazar“. Det var på mange måder et møde med spændende muligheder, både fordi det var hans første konfrontation med Orienten og med det unge Hellas, der var genopstået som fugl Fønix af asken efter flere århundreders tyrkervælde, og fordi han kom dertil som en af de første danskere til et land, som alle troede at vide noget om, men som meget få herhjemme kendte det mindste til. Hans forudsætninger var ringe: skolens terpen af oldgræsk, vel aldrig rigtig lært og i hvert fald uden stor betydning for at forstå moderne græsk, og en halvglemt viden om antik historie og antikke monumenter. Han havde ikke kendskab til P. O. Brøndsteds forelæsninger om dennes rejse i Grækenland, holdt ved Københavns Universitet 1815-17 (de blev først udgivet 1844), og han havde vel heller ikke læst eller hørt beretningen om de danske filhelleneres oplevelser under frihedskrigen 1821.[2] Men fra andre rejsende hørte han om de efter de flestes mening grufulde forhold og om grækernes slette karakter. Endnu gjaldt Vasaris fordømmelse af den „stive, formalistiske“ byzantinske kunst, og Andersen gjorde sig ikke klart, at meget af den kunst, han kendte og elskede fra Italien, var inspireret fra det østgræske kejserrige eller ligefrem skabt af græske kunstnere. Endnu kunne man i populærhistoriske fremstillinger læse, at Hellas nu omsider var blevet frit efter „omtrent 2000 Aars Trældom”, nemlig siden romernes erobring af det antikke Grækenland. Kun få i Danmark kendte til eller interesserede sig for den blomstrende folkekultur, mens romantisk overdrevne beretninger om frihedshelte og kleftes – som man forestillede sig billedskønne som klassiske skulpturer – var taknemmeligt stof i aviser og blade.

Således uvidende om, hvad han skulle møde, rejste Andersen med skibet „Leonidas“ fra Napoli til Sicilien og Malta, og herfra over til Grækenland. Ovenstående digt skrev han i sin dagbog[3] 20. marts, da han som den første på skibet øjnede et snedækt bjerg på Peloponnes, samtidig med at man endnu kunne se Ætnas top, en bedrift han med rette er stolt af, og som han fortæller om i det indledende afsnit i EDB. Skibet måtte dengang, før Korintherkanalens tid, sejle syd om Peloponnes og op til Syros, eller Syra, som øen dengang hed, hvorfra det fortsatte til Istanbul. Et døgn varede denne tur forbi Peloponnes’ stejle, ugæstfri kyster og øerne i det ægæiske Hav; Andersen beskriver den i andet afsnit, „Panorama af Syd-Morea og Cycladerne“, hvis første del er uendelig meget bedre end anden dels tørre opremsning af øerne, skibet passerer, et faktum der ikke er vanskeligt at forklare: solen gik ned, da man forlod Peloponnes, og selvom Andersen havde været oppe på dækket, havde han intet set i den mørke, sydlandske nat. Han var desuden søsyg og havde „en lidende Nat“, først om morgenen, da skibet omtrent var ved sit bestemmelsessted, var han oppe og så solen stå op bag Mykonos, mens „to skibe gik forbi“ (21/3). Disse træk har han brugt som ramme om beskrivelsen af Kykladerne, resten af skildringen er hentet fra et kort og et konversationsleksikon, tør man antage. Passagen vidner endnu en gang om hans kuriøse hæderlighed i beskrivelsen af steder, han ikke har set: „den Reisende ser ingen af disse“ – Andersen har heller ikke set dem, for i så fald ville han næppe kalde den ca. 15 km. brede passage mellem Serifos og Thermia (Kythnos) for en kanal.

På Syros måtte enhver, som skulle til Athen, gå fra borde og selv sørge for skibslejlighed videre, normalt med det franske skib, som kom fra Alexandria. Det medførte ganske vist en karantæne på 40 dage, dersom der var pest i Ægypten, øjensynlig noget, man næsten altid kunne regne med. Heldigvis lå der ved Syros et skib, som allerede havde overstået det meste af sin karantænetid, og med det sejlede Andersen samme aften til Piræus, hvortil han ankom næste morgen tidlig. Her skulle skibet vente endnu to dage, hvilket efter forholdene var billigt sluppet, men alligevel blev tiden lang for Andersen, som længtes efter at komme ind til Athen. Ventetiden fordrev han med at skrive breve og tænke over sin „Ahasverus“, siddende på en kanon på dækket under stjernerne (23/3).

Indtrykket fra disse to første dage var stærke, dagbogens optegnelser, allerede formede og digterisk udmøntede ved nedskrivningen, genfindes omtrent ordret i kapitlet, der hedder „Bugten ved Piræus“; de bølgeformede bjerge på Ægina og Peloponnes, som ligger tæt bag hinanden, som spillekort, og hvis konturer om aftenen træder klart frem i hver sin nuance af blåt, blev måske hans største skønhedsoplevelse i Grækenland, og dette i forbindelse med hans næsten religiøse højtidelighed ved at skulle betræde den jord, hvor Platon og Themistok-les havde vandret, gjorde ham rasende utålmodig efter at komme i land.

Straks om morgenen den første dag prøvede han fra skibet at sætte sig i forbindelse med de danske, som levede i Athen, og han skrev et brev til Køppen, „dog uden at nævne mit Navn“ (22/3). Op ad dagen kom denne og talte med ham næsten en time, „i tilbørlig Afstand“ på grund af karantænen. Adolph Ludvig Køppen var lærer for kadetterne i Piræus og opholdt sig i Grækenland fra 1834 indtil revolutionen i 1843. Han var en af hovedpersonerne i den danske koloni i Athen, hvortil desuden hørte brødrene Hans Christian og Theophilus Hansen, begge arkitekter for kong Otto, præsten A. F. H. Lüth fra Holsten og hans kone Christiane, født Fischer, fra Fredensborg. Køppen og Christian Hansen besøgte Andersen under karantænen og fortalte, at han ventedes af de danske; man havde læst i Allgemeine Zeitung, at han skulle komme. Desuden kunne Køppen berette, at hans søster „havde været henrykt over Maurerpigen“, Andersens nylig opførte tragedie, som tildels havde været skyld i, at han måtte rejse hjemmefra, og hvis fiasko havde været ham så smertelig.

Onsdag den 24. marts var karantænen forbi, og Andersen kom ind til Piræus. Med nogle bekendte fra skibet kører han op til Athen, jublende ruller de af sted med den græsk klædte lejetjener fra Hotel de Munich bag på vognen, kaster almisser til tiggerne, „de første Græske Tiggere“, generes af støvet, der hvirvles op ved kørslen, „men det var jo klassisk Støv“ (24/3). Athen, der ganske vist som hovedstad, ja som by i det hele taget ikke engang var en halv snes år gammel, syntes ham ikke imponerende: „Tænk Dem en By, just bygget og som til et stort Marked og at Markedet er i fuld Gang og vi har det nye Athen“. Den landsby, som Athen var sunket ned til allerede ved oldtidens udgang, og som under tyrkervældet kun havde bestået i en samling huse ved foden af Akropolis, var nu i voldsom vækst; kongen havde tilkaldt arkitekter fra Tyskland og Danmark, og man byggede overalt, særlig udenfor byen, mens der i den gamle bydel lå små, faldefærdige landsbyhuse. Den nye, italienske café var „stor og brilliant, saa god som nogen i Wien eller Berlin, her vare franske og tydske Aviser“ (24/3), og her tilbragte Andersen meget af sin tid. Siden opdagede han, at Athen også på anden måde stod mål med de europæiske storbyer, nemlig da tjeneren i café’en tilbød at skaffe en „bella ragazza … jo, det er et lille Paris“ (29/3). Men for enden af hovedgaden lå tilgroede ruiner og nedrevne stenhytter og udenfor café’en færdedes barbenede kvinder, halvnøgne børn og — til skræk for Andersen — en mængde hunde. Hans modstridende følelser overfor denne hybrid af en by afspejles i EDB i „Ankomst til Athen“, hvor han dels understreger byens enorme udvikling på få år, et forhold, han allerede første dag var blevet gjort opmærksom på, dels ikke kan afholde sig fra at trække på smilebåndet over den „dannede mand fra Chios“, som aldrig havde set noget så storartet som Grækenlands hovedstad; Andersen havde forøvrigt selv truffet ham på café’en.

Danskerne var ivrige for at træffe ham: Lüth kom hen på hotellet for at hente ham hjem til sin kone og svigerinde, som „længtes efter mig“ (24/3), Christian Hansen og Køppen kom til, og hollænderen Travers, som var dansk konsul og talte dansk, indfandt sig også. Andersen fik græsk vin og „sladdrede meget“, blev siden fulgt hjem, drak champagne og kom sent i seng; den hjertelige modtagelse gjorde ham godt, og dagbogen refererer siden, at Lüth „skal have været henrykt over min Ankomst“ (25/3).

En Gade i Athen. Pennetegning af H.C. Andersen. H.C. Andersens Hus.

Et besøg af en berømthed som Andersen var virkelig også en begivenhed i den provinsby, Athen dengang var; et morsomt supplement til EDB findes i Christiane Lüths erindringer[4]: „Fra Fredensborg til Athen“, som dels består af fru Lüths egen bearbejdelse af sin dagbog for årene 1839-43, dels af en – desværre ufuldstændig – udgivelse af hendes dagbog for 1843-52. Ægteparret var kommet til Grækenland med Lüths udnævnelse til hofpræst for den unge dronning Amalie, som var fra Oldenburg og protestant, mens kong Otto var katolik. Lüths stilling var ingen sinecurepost; hoffet var delt i to lejre af grækere og kongens egne folk fra Bayern, intrigerne og hadet blomstrede, og tyskerne foragtede de tilbagestående orientalere, mens grækerne afskyede de selvglade fremmede, som aldrig lærte landets sprog ordentligt, omend kongen, der var noget af en pedant, brugte megen tid på at rette fejl i sine embedsmænds græske skrivelser. Hertil kom, at dronningen, som ikke var i stand til at skænke tronen en efterfølger, havde meget ringe indflydelse, hvorved hendes præst, som i et og alt fulgte hendes ønsker, ofte kunne komme i en vanskelig situation. Alt var desuden meget interimistisk: den evangeliske kirke havde til huse i en gammel dansesal, og i mangel af orgel havde man opstillet et flygel, som arkæologen Curtius, udgraveren af Olympia, spillede på til gudstjenesterne.

Socrates Fængsel hugget i Klippen lige for Akropolis. Pennetegning af H.C. Andersen.

Lüths var et højst umage par, hun kvik og munter, ikke synderlig køn, men sikkert ganske charmerende, med en evne til sikker og lidt ondskabsfuld karakteristik af sine medmennesker, og med hurtig opfattelse og sprognemme, han derimod reserveret og tør udadtil, skarp i sine udtalelser og voldsom i sine antipatier, men med et svingende temperament, som undertiden kom til heftig udladning indenfor hjemmets fire vægge. Han havde ord for at være lærd, men manglede i sit væsen ganske den intuition, som skulle bibringe ham forståelse for det folk, han levede iblandt. Karakteristisk er det, at han straks ved ankomsten prøvede at tiltale grækerne på det græsk, kan kendte fra antikkens forfattere og fra det Ny Testamente, men det mislykkedes ynkeligt, fordi han „talte med den erasmiske Udtale (og) de forstod ikke et Muk, da det nygræske Sprog udtales anderledes, og han var vred, fordi de bildte sig ind at tale græsk“.[5] Christiane Lüth, som ikke var hæmmet af kendskab til oldgræsk, lærte langt hurtigere det græske folkesprog, som manden – ligesom de allerfleste udlændinge – ringeagtede, fordi det ikke mere var „rent“, men havde formastet sig til at udvikle sig siden oldtiden og optage låneord fra italiensk, tyrkisk og fra de slaviske sprog. Fru Lüth beretter lakonisk i dagbogen, at „Ulrichs og Lüth var bleven uenige om sproget, saa dem omgikkes vi ikke mere“ – Ulrichs var en af de få, som holdt af folkesproget og havde forstået at indleve sig i grækernes verden og tænkemåde.

Iøvrigt var Christiane Lüth sin mand en god hustru, tålmodig og stærk under de vanskeligste forhold, hvilket hun nok også kunne være nødt til, når han pludselig ville flytte – de flyttede regelmæssigt et par gange om året – eller kom hjem med snavsede, lusefyldte forældreløse børn, som hun måtte tage sig af. Da tjenestefolkene på ægte orientalervis tog hele familien med hjem at bo hos Lüths, blev det hende dog for meget. Ligeledes modtog Lüth flere gange havarerede eventyrere fra Tyskland, som han imidlertid hurtigt blev træt af og overlod til hende at slippe af med igen. Men forvisningen til denne fjerne afkrog af Europa har heller ikke bekommet ham vel, især ikke efter opstanden i 1843, hvor de fleste af de tyske professorer og embedsmænd, han omgikkes, blev udvist af landet; han gjorde da forsøg på at få en stilling i Tyskland, men først i 1852 kunne familien forlade Grækenland med deres to børn, sønnen Nikolaos og datteren Damaris. De bosatte sig i Lübeck, men allerede 1859 døde Lüth, og hans kone rejste tilbage til Danmark.

Da prins Vilhelm i 1863 blev opfordret til at blive konge af Grækenland, skrev Christiane Lüth til H.C. Andersen og bad ham anbefale sønnen til en stilling hos den fremtidige konge, hvortil hans kendskab til sproget og landet måtte gøre ham selvskreven. Andersen svarede meget venligt, at han skulle gøre, hvad der stod i hans magt, og modtog som svar herpå et andet brev fra Christiane Lüth, hvori hun erkender, at prins Vilhelm som kong Georg af Grækenland vil gøre klogest i at benytte grækere på de vigtigste poster, belært af kong Ottos erfaringer, men foreslår at sønnen eventuelt kunne blive privatsekretær for kongen.[6] Nikolaos Lüth fik dog ikke stillingen – han var på det tidspunkt kun 23 år gammel — men måtte nøjes med at blive gymnasielærer i Horsens, hvor han underviste i tysk og fransk fra 1868 til sin død 1879.[7] Efter hans død skænkede Christiane Lüth skolen et meget smukt, illumineret græsk håndskrift, som nu er deponeret på det kongelige Bibliotek;[8] da den berømte håndskriftforsker Tischendorf i 1844 besøgte Lüths i Athen på hjemvejen fra sin store rejse til Mellemøsten, så han dette håndskrift og anslog det til at være skrevet i det 10.-11. århundrede.[9]

Andersen befandt sig godt hos Lüths, klippede silhouetter til børnene og sang „Lille Viggo“; i dagbogen står ganske kort „(Lüth) førte mig hjem, der var børn“, og selv Christiane Lüth, som ellers var temmelig skuffet over denne besynderlige fremtoning af en digter og frastødtes af hans selvhævdende manér, måtte indrømme, at „Børneven var han“. Præsten var, når hans embede tillod det, med Andersen omkring til ruinerne eller på udflugt, hvor han fik rig lejlighed til at brillere med sit indgående kendskab til antikken. Uden cicerone havde Andersen heller ikke store muligheder for at få noget ud af de tilgroede, anonyme sten; græsk kunne han jo ikke, og prøvede han alligevel at spørge, fik han gal besked eller misforstod, hvad der blev sagt ham. Som eksempel på en pudsig misforståelse kan nævnes, at han nede i Dionysosteatret på Akropolis’ sydskråning spurgte om navnet på det sted, hvor han var, og da han til svar fik en bøn om drikkepenge, baksisi, troede han, at dette var teatrets navn. Senere gik han forbi monumentet for chore-gen Lysikrates, som han, i parentes bemærket, først har kaldt Lykurg, og i dagbogen fortæller han, at „her satte een af de Sangere, som ved sit Spil paa Baxisi-Theatret vandt en Trefod, denne“ (27/3).

Med hele familien Lüth og flere andre foretog Andersen en udflugt til Pentelikon, skildret i afsnittet „En lille Reise“ i EDB; i et brev, skrevet i Athen den 14. april, takker han Lüth for denne tur og nævner dens to vigtigste begivenheder: „Skildpaderne og det blomstrende Laurbærtræ vil staae, som uudslettelige Stereotypbilleder i min Sjel“,[10] mens han gik glip af udsigten fra toppen af Pentelikon over sletten til Marathon og Euboias bjerge: „Inden vi naaede de interessante Marmorbrud fra Oldtiden og den store mærkelige Hule, var han træt, kastede sig ned og raabte til dem, der var højere oppe, men endnu langt fra helt oppe: „Kan De se Marathon, saa kommer jeg, hvis ikke, bliver jeg her?“ Der var intet at se, og af Høflighed mod Gæsten gik vi andre ogsaa ned med uforrettet Sag og kom først efter flere Aars Forløb derop i Selskab med den berømte tyske Filolog, Dr. Constantin Tischendorf“.[11]

Hos Lüths kom den tyske bygningsinspektør Schaubert og desuden arkitekterne Lorenzen fra Holsten og brødrene Hansen. Alle var de meget sammen med Andersen, særlig under påskefesterne og frihedsfesten, og de viste ham omkring på Stadion, i Piræus og i Athens omegn. Dagbogen beretter om adskillige punchesold i deres selskab og det var da også Lorenzen, som øjensynlig har været en munter person, der gjorde skandale ved at ankomme beruset til et fornemt selskab hos Lüths.

Især Chr. Hansen var Andersen en kyndig fremmedfører, både til den moderne del af Athen, hvoraf han selv forestod bygningen af Universitetet, og til Kerameikos’ gravmæler og de øvrige antikke ruiner, af hvis arkitektoniske led han har lavet mange, overordentlig smukke tegninger.[12] Han havde desuden i 1839 sammen med Ross og Schaubert udgivet en publikation om Niketemplet på Akropolis, hvortil han bidrog med en oversigtstegning og detailtegninger af søjler og ornamenter. Fra ham fik Andersen en hel del oplysninger og anekdoter; fortællingen om grækernes talent som håndværkere („Ankomst til Athen“), om kongens rejser i landet og om skarpretteren fra Malta („Hoffet i Athen”) stammer fra denne kilde.[13] Andersen syntes om den danske arkitekt og kalder ham et „godmodigt, højst elskværdigt Menneske“ (27/3), og det har formodentlig været gensidigt, om man tør dømme efter det venlige portræt af Andersen med fez, som Hansen tegnede. Det var den fez, han indkøbte på sin fødselsdag sammen med Hansen, og om hvilken han til fru Lüths store forargelse bemærkede: „Den klæder mig godt!“ Foruden denne tegning må Hansen have lavet endnu een eller to ifølge dagbogens angivelser 1/4 (Hansen … tegnede mig), 6/4 (Hansen tegnede et smukt portræt af mig) og 7-8/4 (siddet for Hansen).

Blyantstegning af Christian Hansen 1841.

Køppen var den første dansker, Andersen kom i kontakt med i Athen, men siden gled bekendtskabet noget ud, ikke mindst fordi denne opholdt sig udenfor selve byen, nede i Piræus, hvor han boede sammen med den muntre Lorenzen. Christiane Lüth beskriver ham som en lille, sirlig mand, der dannede kontrast til den legemsstore arkitekt. Efter udvisningen i 1843 tog han til Amerika, hvor han rejste rundt og holdt foredrag om sine rejser i det østlige Middelhavsområde; de blev senere udgivet og vidner i deres upretentiøse form om stort topografisk kendskab.[14] Det blev ham, som 1863 fik den stilling, Nikolaos Lüth så heftigt attråede, idet han efter at have lært prins Vilhelm nygræsk kom med til Athen som sekretær for kongens politiske rådgiver, grev Spon-neck. Han døde i Grækenland som privatsekretær og bibliotekar for kong Georg i 1873.[15]

Fra Napoli skrev Andersen hjem, at han læste „af alle Kræfter Græsk; men det bliver nok noget Kluderi alligevel; De kjender mit Sprogtalent“.[16] Det fremgår da også klart af dagbogen, at han ikke har haft mulighed for at træde i nærmere kontakt med grækere, men bestandig har haft brug for en dolmetscher. Her var han så heldig at træffe to, som ikke blot talte folkets eget sprog, men også holdt af dets særegne mentalitet, som frastødte de fleste turister og mange af de fastboende udlændinge, nemlig holsteneren Ludwig Ross og tyskeren Heinrich Nicolaus Ulrichs, begge klassiske filologer og professorer ved Athens universitet, samt husfæller. Andersen besøgte Ross straks den første dag og skrev til Collinerne: „Ross har jeg i Athen daglig levet med“,[17] og ved afskeden „kyssede (A) Ross flere Gange“ (20/4).

Disse to var de første, som gjorde ham opmærksom på, at man ikke kunne dømme Athen efter samme målestok som andre hovedstæder, og de prøvede i det hele taget at bibringe ham forståelsen af, at Grækenland ikke hørte med til Europa – omend det heller ikke ganske var orient – og at det var en uretfærdighed mod grækerne hos dem at søge en fortid, som de ikke havde organisk sammenhæng med, men som tværtimod, fortolket og genfortolket i Europas skiftende renæssancer, var blevet til Europas fortid og ikke mere deres. Ulrichs interesserede sig for folklore og meddelte Andersen nogle folkesange, hvoraf han oversatte een: „Flyv! ja flyv, I sorte Fugle!“, først frit gengivet i et brev til Hauch,[18] senere i versificeret gendigtning, hvor han forsøger at gengive originalens versemål, som sandsynligvis har været politiske vers. I EDB har han indlagt en episode i kapitlet „Marmor-Løven“, hvor han lader en hyrde træde frem fra en kirkeruin og foredrage sangen. En anden folkesang, som genfortælles i novellen „Venskabspagten“, har han vel også fået af Ulrichs, som endvidere fortalte ham om græsk overtros spøgelser[19] og om de utallige, stærkt nuancerede høflighedsformularer, som har duft af Orienten.

Ross var den af alle fremmede i landet, som talte bedst nygræsk, sagdes det, og han fulgte derfor kongen på dennes rejser i Grækenland. „Ethvert Angreb mod dette Folk, vidste han at stille i et bedre Lys“,[20] selv når det var Ulrichs, som havde noget at indvende mod sikkerheden i landet, på dette tidspunkt en højst berettiget anklage (30/3). Det var hos ham, Andersen hørte to rapsoder synge og spille græske sange og, som afslutning, et potpourri af europæiske operettemelodier, hvilket i et glimt lod ham fatte det tragiske i, at dette folks særegne kultur snart måtte udslettes af det simpleste i den ekspansive europæiske velstandskultur. Dog var han lidt for pessimsitisk; der skulle gå over 100 år, før denne udvikling kom rigtig i gang. Her traf han også en græsk professor i æstetik, Filippos Ioannu, som var med ham på Akropolis og i Dafni. Og Ross ledsagede ham på rideture i bjergene, hvis linier, der stod så skarpt i den klare luft, gjorde et stærkt indtryk på ham; på den ene af disse ture var han inde i et bondehus — vel den eneste gang, han har set, hvordan fattige grækere levede – og kunne ikke skjule sin afsky og forfærdelse over snavset og usselheden, konens festlige påskebrød med de røde æg syntes ham sort, da det kom ud af ovnen, huset var for ham en sort hytte („En lille Reise“).

En begivenhed var det, at han blev præsenteret for kongeparret. Allerede den første dag i Athen fik han konsulen Travers til at love at udvirke en audiens, og i brevene hjem såvel som i dagbogen nævner han adskillige gange, at han håber at komme til at tale med majestæterne. Den 9. april står ovenikøbet to gange i dagbogen: „Tilsagt til Kongen Søndag Aften Kl. 7½“. Det var Påskedags aften, og da Andersen sammen med Travers, denne i hele sin diplomatiske pynt, Andersen i sørgeflor og handsker, specielt indkøbt til lejligheden, kom op til slottet, fik de at vide, at kongen ved opstandelsesfesten lørdag nat havde pådraget sig en tandpine og beklagede. Endelig den 14. fandt audiensen sted. Kong Otto var i græsk dragt med det hvide skørt, fustanella, som ifølge Christiane Lüth klædte ham særdeles dårligt på grund af hans tynde ben, dronningen i sorg for en slægtning. Dagbogens beskrivelse giver et lidt komisk billede af Andersens samtale med den halvdøve konge, hvis „rullende Øine“ fra dagbogen er blevet til „livfulde Øine“ i EDB. Christiane Lüth fortæller, at dronningen „fandt ham meget lidt køn, men syntes dog, at der var meget genialt i hans Ansigt“, samt at Andersen undrede sig over, at de aldeles intet kendte til hans skrifter. Han var jo endnu på dette tidspunkt hovedsagelig kendt for sine romaner i udlandet, mens eventyrene så godt som ikke var oversat; han gjorde da også grundig reklame for sig selv og benyttede enhver lejlighed til at læse eventyr i hofkredse. Hos den østrigske gesandt Prokesch, som Andersen knyttede et personligt venskab med, gjorde de stor lykke, og sekretæren Sonnenleitner fik fru Lüth til at oversætte dem til tysk. I mismod over Lüths kritik brændte hun imidlertid sine forsøg.

Blandt Andersens papirer findes to udkast, som kun delvis er benyttet i EDB,[21] det ene: „Fremmed Physiognomi“ er anvendt i kapitlet „Ankomst til Athen“, og viser noget tydeligere end dette hans vanskelighed ved at forme en karakteristik af det græske folk. Han begynder med nogle almindelige betragtninger over folkekarakter, sætter sig dernæst for at beskrive Grækenlands og grækernes fysiognomi med det forbehold, at han kun har opholdt sig der kort og kun set Attika; takket være Ross og Chr. Hansen ser han sig dog i stand til at anerkende folkets opvakthed. Udkastet fortsætter – i en lidt irriteret tone – med at beskrive almuens uvane med at vandre gennem tilsåede kornmarker. Det andet udkast, som er brugt i „hoffet i Athen“, viser i et lille træk hans følelser, mere oprigtigt end de er kommet til udtryk i EDB; i en imødegåelse af avisernes beskyldninger mod kongen hævder han, at han under sit ophold ikke mærkede nogen uvilje hos folket mod regenten: „Jeg troer Kong Otto er meget elsket af Folket, og jeg er overbevist om han fortjener det; skulle noget siges mod ham, da er det vist at han er for ædel og god og Folket er fordærvet“. Ganske vist var jo Andersen mærkværdig nærsynet hvad angår sociale og politiske forhold, men at han slet ikke skulle have fornemmet utilfredsheden i den by, hvor der netop havde været uroligheder, og som to år senere oplevede en revolution, er sært. Men i en konflikt mellem folket og det kronede hoved, som havde modtaget han så nådigt, måtte dommen falde ud til fordel for den sidste.

Han har i det hele taget, selv i EDB, svært ved at skjule sin manglende sympati, trods Hansens, Ulrichs’ og Ross’ forsøg på at lære ham langmodighed. Han havde ventet at finde et skønt og ædelt folk og fandt i stedet, at kvinderne var grimme, mændene ganske forskellige fra de klassiske idealer, omend han var ret betaget af deres mørke, pittoreske apparition i den farverige nationaldragt. Men det lykkedes ham efter ihærdig søgen kun at se to smukke kvinder; den ene var Lüths barnepige, den anden hofdamen Rosa Bótsari, datter af frihedshelten Markos Bótsaris – hun var da også blevet fundet værdig til optagelse i kong Ludvig den Førstes „Schönheitengallerie“, hvor hendes billede stadig kan ses ved siden af Lola Montez’ portræt.[22]

Andersen havde ventet at finde oldtiden lyslevende i de antikke monumenter, og i den første begejstringsrus skaffede han sig adgangskort til Akropolis for 3 måneder. Allerede tre dage senere overvejede han imidlertid at rejse til Konstantinopel, og selv om Ross opfordrede ham til at blive længere og arrangere sig, så at han kunne rejse omkring i Grækenland og ud til øerne, lod han sig ikke overtale til at følge det udmærkede råd. I Tyrkiet, så helt ukendt og fremmedartet, kunne han lægge afstand mellem sig og fænomenerne, kunne betragte dem uden engagement, som rent motiv, mens han i Grækenland blev draget ind i landets problemer og måtte tage stilling til sprogspørgsmålet, fattigdommen og det stadige spændingsforhold mellem den fremmede overklasse og befolkningen, som fra tyskernes side gav sig udslag i beskyldninger for upålidelighed, fejghed, dovenskab og uduelighed. De modstridende meninger, han hørte fra forskellig side i Athen, og vennernes diskussion, ja skænderi om landets problemer tvang ham til at åbne øjnene for realiteter, han helst havde været foruden kendskab til. Kun hvor han kunne betragte grækerne på afstand og være uengageret tilskuer til et pittoresk sceneri, følte han sympati, endog begejstring, og skønt han hørte mange nedsættende udtalelser om den græske gejstlighed, om dens uvidenhed og udnyttelse af det fattige folk, og om det ortodoxe rituals tomme udvendighed, oplevede han dog intuitivt folkets religiøse inderlighed under påskefesten. Men han kunne, trods alle anstrengelser, ikke lide dem, følte, at de snød ham og lo ad ham. En lille tildragelse med nogle børn, som „kastede en lille Steen efter mig og skjulte sig“ (27/3), har måske også haft betydning for hans ubevidste modvilje.

Grækenlandsafsnittet i EDB er skrevet med tilbundsgående udnyttelse af dagbogens råmateriale; kun for enkelte passagers vedkommende har han benyttet sekundære oplysninger efter hjemkomsten til Danmark. For det meste falder beretningen i naturligt afgrænsede afsnit, hvor han har kunnet anvende sammenhængende stykker fra dagbogen: Udflugterne, frihedsfesten, Påsken etc. Af de komponerede afsnit har måske Akropolis-beskrivelsen mest interesse; her er sammenstykningen af mange forskellige optegnelser mest udpræget. Det fremgår af dagbogen, at han omtrent hver dag under opholdet var oppe på Akropolis, mens det i EDB fremtræder som eet, måske to besøg.

Det første besøg på Akropolis den 26. marts var naturligt nok det mest betydningsfulde, og det, hvis stemning ligger til grund for hele beskrivelsen: Hymettos’ gulgrå stenmasser og slagskyggen, det kaster, de mægtige søjler, der ligger kastet mellem hinanden som efter et jordskælv, de græssende heste og får, og dødningehovedet, han finder, hører altsammen til denne dags stærke indtryk, ordret gengivet fra dagbogen. Motivet med knoglerne, der ligger spredt på klippen fra kampene under frihedskrigen, var ham særlig kært, og på sin fødselsdag finder han deroppe et kranium, som han lægger på et af de nedstyrtede basrelieffer sammen med en buket vilde blomster. Dette noget makabre træk kom dog ikke med i EDB. Først dagen efter, den 27. marts, sås sneen på bjergene, mens det første dag havde været tåget i vejret. Han besigtigede den lille moske, som lå på tværs inde i Parthenon – første dag troede han, det var en kirke – og blev af to soldater ført omkring og fik forevist de venezianske cisterner. Den 29. så han solnedgangen deroppefra, de sorte fugle fløj over hans hovede, og æslet skreg som en sjakal, mens han følte, at „min Sang er som Vinden der gaaer over Blomsterne og deres Blade bevæges“, at marmorsøjlerne er intet med evighedens målestok. Den 31. førte Lüth ham rundt, og fra denne tur stammer skelettet i Akropolisafsnittet: hans kendskab til de omkringliggende klipper, Pnyx og Areopagos, hvor Platon og Paulus talte, Propylæerne og Niketemplet har Lüth vist ham, mens han fyldte ham med navne og årstal. Arons blomstrende mandelstav i begyndelsen af kapitlet kan føres tilbage til en oplysning fra Lüth: „(Areopagos) er bygget (sic!) 2514, samme Aar Moses Broder Aron blev Ypperstepræst“. Den 1. april var vejret så klart, at han kunne se Akrokorinth hæve sig op over Isthmen, 2. april sad en soldat i vagtstuen med sin guitar og sang. Kamelerne, som græsser under klippen, har en pudsig historie: Andersen gik tur med Ross den 4. april og mødte en af sangerinderne fra teatret, som ville „vi skulle gaae en Omvei og see hende, jeg vilde heller hen til nogle Cameler der gik og græssede for Akropolis … der var en 6 Stykker“. De dybe brønde uden rækværk, som der også var nogle af nedenfor Akropolis, var noget af en fiks idé hos Andersen; han nærede en panisk rædsel for at falde i en af dem, skjult som de var af det højtvoksende græs. Den smalle åbning var lige stor nok til det lange, tynde menneske.

Den allersidste dag gik han for sidste gang derop, „læste mit Fadervor der og sagde Stedet lev vel!“ – fra denne dag stammer beskrivelsen af vagthuset, der var sammenstillet af kapitæler, sønderbrudte statuer og marmor, og af gravstenen ved portindgangen.

EDB er ikke en lærd rejsefører i tidens smag, noget Andersen hverken kunne eller ville skrive. Den del af bogen, som kommer nærmest hertil, er netop Grækenlandsafsnittet, hvilket vel hænger sammen med hans særlige vanskeligheder med dette stykke og hans ambivalente forhold til landet. Det største, han oplevede, og det bedste, han giver videre i EDB, er hans indtryk af naturen, bjergene, som var hans dybeste skønhedsoplevelse, den første og den sidste: „I hele Grækenland er kun store Udsigter, store Dale og store Bjerge.“

 

Noter

  1. ^ Denne artikel er i sin oprindelige form skrevet til et privat festskrift til viceefor cand. mag. Elisabeth Hudes 70 års fødselsdag.
  2. ^ Erindringer af Henrik Nikolai Krøyers Liv 1821-1838. Efter Forf.s efterladte Manuskript. Kbh. 1870; Harro Paul Harring: Tragikomische Abenteuer eines Philhellenen. Hrsgeg. v. H. Conrad. Stuttgart u. å. (= Memoiren-Bibl. 6. Reihe, 9. Band), hvilket er et uddrag af sammes: Rhongar Jarr 1—4, München 1828.
  3. ^ H.C. Andersens dagbøger 1,18 og 1,19, Kgl. Bibl. Collinske Saml. 7,4°. Herefter citeret med angivelse af dato i parentes.
  4. ^ Memoirer og Breve 48, 1926, s. 91-94.
  5. ^ Fra Fred. til Athen, s. 65.
  6. ^ De to sidste breve findes på Kgl. Bibl., H.C. Andersen til Christiane Lüth 30/4 1863, Laage-Petersens Brevsaml. MS 268 og Christiane Lüth til H.C. Andersen 8/6 1863, Collinske Brevsaml. IX.
  7. ^ En kort biografi i Indbydelsesskrift til Aarsprøven og Afgangsprøverne i Horsens lærde Skole 1869/70, s. 24 ff.
  8. ^ Ny kgl. Saml. 2126 fol; for en beskrivelse af håndskriftet jvf. J. L. Heiberg: Ein griechisches Evangeliar, Byzantinische Zeitschrift XX 1911, ss. 498-508.
  9. ^ Christiane Lüth nævner det i sin dagbog 27/9 1844: „Lüth og jeg begyndte at sammenligne Codexen (det græske evangeliar og ikke, som udgiverne mener, Tischendorfs palimpsest) med Lachmanns Udgave af Novum Testamentum. Vi tale kun om Manuskripter i denne Tid“.
  10. ^ H.C. Andersen til Pastor Lüth 14/4 1841, H.C. Andersens Hus i Odense.
  11. ^ Fra Fred. til Athen, s. 93 f.
  12. ^ Chr. Hansens tegninger og skitsebøger ligger på Kunstakademiets Bibliotek i København.
  13. ^ Anekdoten om skarpretteren er vistnok forvrænget, jvf. G. Finlay: History of the Greek Revolution 1861, II, s. 363 f.
  14. ^ A. L. Køppen: Sketches of a Traveller from Greece, Constantinople, Asia Minor, Syria and Palestine. Chambersburg 1854.
  15. ^ Jvf. Robert Neiiendam: Kong Georgs lærer, Politiken 22/10 1963.
  16. ^ Breve fra H.C. Andersen, B og B II, s. 24.
  17. ^ Brevveksling med E. og H. Collin I, s. 309.
  18. ^ B og B II, s. 30.
  19. ^ Optegnelser og et ikke benyttet Udkast, Collinske Saml. 31,4°.
  20. ^ Smsteds.
  21. ^ Udkast til En Digters Bazar, Collinske Saml. 31,4°.
  22. ^ Malet af Joseph Stieler til Festsaalbau der Residenz i München, nu overflyttet til slottet i Nymphenburg.

 

©