Forfattere

H.C. Andersen og Bjørnstjerne Bjørnson

Et vennskaps historie

Da H.C. Andersen og Bjørnstjerne Bjørnson møttes første gang, i Rom sist i april 1861, var den danske dikter en berømt og moden mann på 56 år og hans norske kollega bare halvparten så gammel, — litt over 28. Både alders- og nasjonalitets-forskjellen måtte gjøre seg sterkt gjeldende, så innerlig dansk som den ene var, og så utpre-get norsk den andre, i vesen så vel som i sprogtone; men øyen-synlig kom de begge to til å kjenne disse forskjellighetene som noe av en tiltrekning også. Hver av dem kunne nok, stundom med et smil og stundom med en viss irritasjon, undres over den annens egenheter; men Bjørnsons ærbødige beundring for Andersens geni, originalitet og forunderlige dikterskjebne var ekte nok, og den falt i god jord: Andersen elsket å bli rost og beundret, likesom Bjørnson elsket å gi seg hen i en vennedyrkelse som han selv gav navn av forelskelse. Og tvers igjennom alle motsetninger i deres karakter, interesser og livsholdning fornemmet de vel begge to at de i sin poetiske fantasifylde, sitt lettrørte sinn og sterkt omskiftelige stemningsliv, sin åpne og barnlig umiddelbare hjertevarme hadde noe til felles, som skilte dem ut fra de fleste av deres mere nøkternt prosaiske medmennesker.

I den måneden H.C. Andersen tilbrakte i Rom i 1861, var han og Bjørnson sammen praktisk talt hver eneste dag; siden traff de hverandre mere leilighetsvis, i Paris 1863, i København 1865, og 1867—68, og under Andersens besøk i Kristiania 1871 var Bjørnson den som i et par uker daglig tok seg av ham, ordnet programmet for ham, og førte ham rundt i byen og omegnen.

Det trykte og utrykte materiale som foreligger til belysning av forholdet mellom dem, er usedvanlig rikholdig: De har holdt taler for hverandre, skrevet vers og tilegnelser til hverandre, de har til tider ført en ganske livlig brevveksling, og endda noen av brevene er gått tapt, har vi ennå i behold 17 større eller mindre brev fra Bjørnson til Andersen og 11 den andre veien. I den senere del av „Mit Livs Eventyr” nevnes Bjørnson flere ganger, og særdeles ofte kommer han på tale i H.C. Andersens dagbøker og omfattende korrespondanse, likesom Bjørnson i sine brev på mangfoldige steder forteller om de inntrykk H.C. Andersens personlighet og diktning har gjort på ham. Stiller man alt dette stoff sammen, kan man rett som det er komme tett inn på livet av begge dikterne, og somme tider nesten fra dag til dag følge bølgegangen i deres stemningsliv under samværet. Rent litterært har de knapt hatt synnerlig inn-flytelse på hverandre, så her blir ikke megen tale om „påvirkninger”; men det personlige vennskapsforhold mellom dem har vært av verdi og betydning for dem begge.

Bjørnson hadde alt som gutt lest en hel del av H.C. Andersens eventyr, og da han i 1850 kom inn til Kristiania for å gå på Heltbergs „studenterfabrikk”, var Andersens sangspill, „Fuglen i Pæretræet”, visstnok en av de første teaterforestillinger han opp-levde; fra den tok han sitt psevdonym i foreningen „Rauma”s vers-protokoll, 1852—53, „Fuglen i Birketræet”. Handlingen i det Andersenske stykke er banal: den vrangvillige far blir ved nokså håndfaste midler tvunget til å la datteren få sin prektige elskede. Omtrent det samme er motivet i Bjørnsons eget syngespill fra 1852 „Et Eventyr paa Utmarschen 1848″, — og videre fremover i „Ole Stormoen”, „Et farligt Frieri” og „En glad Gut”; men snesevis av datidens skuespill og fortellinger hadde i virkeligheten samme tema, så det er unødvendig å ta likheten høytidelig.

Det var i eventyrene H.C. Andersens geni kom til sin rett, og det ble Bjørnson nok tidlig klar over. Som teaterleder i Bergen sist i 1850-årene brukte han ofte å la elever og unge skuespillere prøve sine evner på et av Andersens eventyr, — i datidens danske og norske dramatikk fantes det lite som kunne måle seg med dem i muntlig stil og replikkføring og i sproglig nyanserikdom.

Da Bjørnson hadde utgitt „Synnøve Solbakken”, fikk han på-pakning av kritikeren Botten Hansen, fordi „den drømmeriske Indførelse af talende Træer paa H.C. Andersens Viis” virket like urimelig i en skildring av norske bønder som „mauriske Facader paa en simpel gothisk Bygning”. Det er mulig at Botten Hansen, likesom også Vinje, hadde en viss rett i at selve den mytiske fantasi og naturbesjeling i Thorbjørns drøm er i slekt med H.C. Andersens eventyr, og det samme kunne for så vidt også sies om det berømte innledningskapitlet i „Arne” om hvordan fjellet blir klædt; men begge ganger har Bjørnson gitt skildringene et så sterkt preg av sitt subjektive temperament og sin norske stilfølelse at minnelsene om H.C. Andersen bare blir fjerne.

I virkeligheten kjente han seg også ved denne tid bunnforskjellig fra H.C. Andersen. Da „Arne” var utkommet, og Bjørnson under et besøk hjemme hos sine foreldre leste sin egen bok igjennom, ble han skremt ved å se hvor meget den åpenbaret av farlige og onde krefter i hans eget sinn. Den var blitt til i løpet av tre år, med atskillige stansninger og omarbeidelser, og korrekturen var besørget av andre, slik at mangt og meget i fortellingen nå føltes fremmed og overraskende for ham selv. Lesningen virket med til å føre ham inn i en religiøst farvet, kritisk selvprøvelse, og i den tiden kom han, „mot sin vilje”, til å stifte bekjentskap med H.C. Andersens „At være eller ikke være”; men da erklærte han til sin venn og estetiske skriftefar i København Clemens Petersen: „Kjære, saadant vilde jeg ikke gjerne skrive, selv om Folk nu skal sige om ham, at han er den bestandige Godhed, og at jeg er ond.”

Bjørnstjerne Bjørnson. Lith.

Clemens Petersen, som i sine kritikker gjerne hadde ordet „vilje” som ledemotiv, stadig talte om etisk kraft og om at et dikterverk måtte være gjennomsyret av fast plan og hensikt, var så visst ikke den som skulle oppmuntre Bjørnson til å beundre den merkelige forening av primitivt og raffinert i H.C. Andersens humor. I et brev fra våren 1860 har Clemens Petersen gitt sin norske venn en beskrivelse av Andersen, som ikke går synnerlig dypt, men unek-telig er morsom, — og med dobbelt bunn i det morsomme, når man minnes at det er en selvbevisst, 26 år gammel kritiker og en 55-årig, stor og verdensberømt dikter, som står overfor hverandre: Når Andersen vil skrive et eventyr og forteller sin plan, og Clemens Petersen så foreholder ham „at det slet ingen Plan er, at han overhovedet ingen Plan kan lægge, da græder Andersen, leer ovenpaa, trækker mig i Haaret og spørger mig, hvorfor jeg er vred paa ham. Han forstaar ikke et Ord af det jeg siger, og derfor siger jeg heller aldrig mere Noget til ham . . . Han er en Klud, men af Silke. Hans Strænge ere falske, alle paa en eneste nær, men det tjener kun til at fremhæve denne Strængs Klang saameget desto deiligere.”

Da Bjørnson like før jul 1860 kom til Rom, tok han fatt på å lese H.C. Andersens Italia-roman, „Improvisatoren”, og var til å begynne med bare irritert: „den gjør et hæsligt Indtryk af lutter genial Forstyrrelse”; en måneds tid senere anbefaler han likevel sin kone å lese den, for å få en forestilling om hva man ser og opplever i den evige stad. Ennå ved begynnelsen av april 1861, straks før han lærte H.C. Andersen selv å kjenne, skriver Bjørnson sint til Clemens Petersen om „hin sidste Bestialitet af Andersen, den om Fremtidspoesien”, noe riktig „Andersensk Vrøvl”.

Minst like lite vennlig stemt overfor den annen part hadde også H.C. Andersen vært i årene før de første gang møttes. Han hadde fra sin tidlige ungdom dannet seg den forestilling at nordmenn gjennomgående var utekkelige folk; han var redd dem, de forekom ham uoppdragne som de „norske børn” han av og til traff i det Collinske hus, arrogante som dikteren Welhaven, pågående og heftige, høyttalende og skrytende, og ofte temmelig ubehagelige i sine kritiske vurderinger av den danske litteratur. Han for sin del hadde imidlertid ikke kommet over et eneste, nyere norsk dikterverk som han brydde seg om, og Henrik Wergeland var i hans og mange av hans landsmenns øyne en „udigter”, man ikke nedlot seg til å lese. H.C. Andersen, som ellers elsket å reise i så å si alle Europas land, hadde ingen lyst til å besøke Norge. Betegnende for hans alminnelige motvilje mot Danmarks gamle broderfolk er et slikt trekk som at han i sin dagbok kaller byen Silkeborg „kjedelig og bevidst som en Nordmand”. Det var ikke et løst innfall, men en ganske dyptliggende følelse som hadde fått ham til å gi sin uvennlige, men fornøyelige skildring i „Elverhøi” av de „uvorne, kjæphøie” sønnene til den norske trollgubben fra Dovre. Og H.C. Andersens stemning overfor nordmenn ble ikke blidere da han fikk høre om en ung nordmann med det uteskende navnet Bjørnstjerne Bjørnson, som både vinteren 1856—57 og sommeren og høsten 1860 vakte oppsikt på gatene i København, og i teatrets og litteraturens verden. Clemens Petersens kritikergjerning, fra 1857 av, gikk for en stor del ut på å forkynne at nå var det ikke lenger noe riktig liv i den hjemlige danske litteratur, men at fornyelsen kom fra den norske dikterskole, og her stod Bjørnson i spissen; i 1859 fulgte C. Rosenbergs anmeldelse av „Arne”, hvor det lød lignende ord. De gamle danske gullalderdiktere likte ikke å høre slikt, som rimelig kunne være. J. L. Heiberg avviste iskoldt både Bjørnsons dramatiske arbeider og hans forsøk på personlige tilnærmelser. Paludan-Müller uttalte seg overordentlig skeptisk om „Synnøve Solbakken”, — visstnok uten å ha lest boken. Carsten Hauch ærgret seg innerlig over Bjørnsondyrkelsen i den Clemens Petersenske krets, og den såkalte „blide” Ingemann skrev nesten triumferende til H.C. Andersen at i „Halte Hulda” hadde denne meget omtalte herr Bjørnson prestert et „aldeles mislykket” arbeide, og åpenbaret seg som en „Manierist” av verste slags, ensidig, og med et „ravnorsk” uforståelig sprog. Selv Meïr Goldschmidt, som til å begynne med hadde møtt Bjørnson med personlig varme og velvilje, dro til felts mot de unge kritikeres forherligelser av denne nordmannen, og felte en hård dom over hans sære og særnorske stil og sprogføring.

Den store debatt som i årene 1858—59 pågikk i Norge om norskhetens rett på teatret og i sproget, ble hyppig referert i dansk presse, men nesten alltid uten sympati og forståelse; og det var vanlig å oppfatte Bjørnson som den typiske eksponent for denne norske trang til selvhevdelse og til løsrivelse fra god gammel kultur. I H.C. Andersens brev og dagbøker og selv i Hauchs teater-innstillinger omtales han ofte bare med sitt fornavn, noe som tydeligvis fra først av slett ikke var vennlig ment; man får nesten være glad over at de ikke tok opp „det københavnske grins” navneforvanskning: Sørenstjerne Sørensen! Kanskje var det heller ikke til-feldig, at Erik Bøgh lot den norsk-norske nordmann fra Norge som han karrikerte i en vaudeville, få et navn som begynte på Bj. — Bjerkebæk.

Flere av H.C. Andersens kjenninger hadde sagt til ham at han hverken ville like Bjørnsons skrifter eller person, og en av hans korrespondenter, Adolph Drewsen, skrev i september 1860 til ham om Bjørnsons „Norsk-Arabiske” sprog og stil, og om hvor uforståelig Bjørnsons minnedikt over Heiberg virket, enda det, for én gangs skyld, var holdt „i rigtig dansk eller norsk Skriftsprog”. Et års tid i forveien hadde H.C. Andersen skrevet „I Kludebunken”, — det første utkast til eventyret „Laserne”, — hvor han lot den stor-skrytende norske las uttale: „Jeg er norsk, og naar jeg siger, jeg er norsk, saa tror jeg, at have sagt nok”. Slik forestilte han seg nord-mennene i alminnelighet og Bjørnson i særdeleshet; men utkastet bar et så vidt sterkt preg av irritasjon og ensidighet at Andersen selv la det til side foreløbig; både ideen og mange av detaljene var nok brukbare, men skildringen hadde ennå ikke fått den rette humor og balanse.

Så hendte det imidlertid at han vinteren 1860—61 for første gang kom til å lese noe av Bjørnson, „En glad Gut”: „Det var som jeg stod paa Fjeldet i den friske Luft, i den duftende Birkeskov. Jeg var henrykt og foer strax i alle dem, som havde sagt til mig, at Bjørnson ikke vilde falde i min Smag. Jeg sagde dem, at det var en Fornærmelse mod mig, at jeg var forundret over, at man kunde troe at jeg ikke skulde have Tanke og Hjerte for en virkelig Digter.”

Våren 1861 ville H.C. Andersen se igjen Rom, byen hvor han i sin ungdom hadde opplevd et kunstnerisk gjennombrudd; men der nede oppholdt Bjørnson seg nettopp da, og folk sa til ham at han og Bjørnson var i sine personligheter så motsatte at de „strax vilde støde mod hinanden”. H.C. Andersen var alltid lett å skremme, og da han nå fikk vite at fru Karoline Bjørnson i øyeblikket bodde i København, og gjerne ville ha ham til å ta med seg noen bøker til hennes mann, gikk han opp til henne og sa „hvor kjær hendes Mand var mig som Digter”, og i sin rørende engstelighet bad han henne skrive til Bjørnson „at han maatte være elskværdig mod mig, naar vi mødtes”.

Når man har for øye denne forhåndsmistro på begge sider, blir det dobbelt interessant å se hvordan det virkelig kom til å arte seg, da de to dikterne første gang stod ansikt til ansikt med hverandre. Det var den 28. april 1861, og H.C. Andersen skriver om aftenen i sin dagbok: „Bjørnson kom strax til os og var høist elskværdig”, og han utfører det nærmere i brev dagen etter til fru Henriette Collin, mor til hans unge reiseledsaker Jonas Collin: „Bjørnstjerne Bjørnson tog igaar mod os og har igjen idag besøgt os, han er i høj Grad elskværdig, kom mig saa hjertelig imøde; jeg synes særdeles godt om ham”. Samme dag skriver Bjørnson til Clemens Petersen om sitt første inntrykk av H.C. Andersen: „Ham selv blev jeg naturligvis ganske mageløs forelsket i, og jeg tror det var gjensidigt. Der blev en Fortælling og en Tuden uden Ende. Han læste Eventyr for mig, og Alt var lutter Dejlighed”. Det siste var imidlertid en sannhet med modifikasjoner. Jonas Collin sier at Bjørnson, „som ikke kjendte Andersen, var uforsigtig nok” til å fortelle at tiggeren Beppo, som stadig holdt til på den spanske trappen i Rom, hadde fått høre om Andersens omtale av ham i „Improvisatoren”, og truet med å hevne seg. I Bjørnsons øyne var dette bare en for-nøyelig historie, men da han fikk se hvor oppskremt Andersen ble, angret han sin ubetenksomhet; han hadde aldri tidligere møtt en så ømfintlig natur, og prøvde snarest mulig å bøte på virkningen av sine ord. Både dagboksopptegnelsene og Jonas Collins beretning viser at tanken på Beppos hevn gikk Andersen sterkt på nervene, men det er verdt å merke seg at han hverken i brev eller dagbøker har et eneste bebreidende ord om Bjørnson i den anledning. Han forteller, i dagboken for 29. april, at „Bjørnson kom og beklagede sin Tale, sagde, naturligvis at der var Intet i den”. Og Bjørnson var øyensynlig nå begynt å forstå hva som var det sikreste middel til å bringe Andersen i godt humør igjen: han fikk ham til å lese noen av sine eventyr høyt, Sommerfuglen, Anna Lisbeth, og Børnesnak. „Bjørnstjerne syntes aldeles betaget”, skriver H.C. Andersen henrykt. Bjørnsons brev til Clemens Petersen samme dag røber imidlertid en usikkerhet, som han lenge vedble å nære: han kjente seg så uhyre forskjellig fra sin eldre danske dikterkollega at han ikke riktig kunne skjønne „at vi dog har berørt hinanden”, og at Andersen syntes å nære stor sympati for ham. Ville den vise seg holdbar?

For sit eget vedkommende var Bjørnson i hvert fall lykkelig over bekjentskapet, enda han til den filosoferende Clemens Petersen ut-trykker seg noe mer abstrakt og omsvøpsfullt enn han ellers pleier: Tidligere, sier han, har Andersens diktning „ofte vakt en Ærgrelse hos mig, som har afsluttet al videre Reflexion . . . Reflexionen over ham strømmer nu rigt ud af Omgangen, og ikke deraf, at man undertiden staar paa et tomt Sted og spørger om Aarsagen. Derved faar Opfattelsen en Kjerlighed, som er min største Vinding ved denne Lejlighed … I dette Solskin læser jeg nu atter hans Eventyr.”

H.C. Andersen skriver to dager senere, ganske enkelt og liketil, om hva det er han liker hos Bjørnson; og da det er i et brev til Ingemann, som hadde dømt så hårdt om „Halte Huldas” „manieristiske” forfatter, får ordene særlig vekt: „Nordmanden, Digteren Bjørnstjerne Bjørnson, kom mig strax her i Rom venligt imøde. Man havde skildret ham som en rigtig stolt Nordmand; for mig er han den elskværdigste Nordmand, jeg endnu har truffen paa, fuld af Hjerte og dyb Følelse. Han behager mig meget og er en smuk sund Digter-Natur.” Andersen forteller videre til Ingemann at Bjørnson i Rom har skrevet „smukke lyriske Digte”. Og 3. mai 1861 står det i dagboken: „Gik til Bjørnstjerne, blev der en god Time og fortalte ham Meget, han var blød og tidt bevæget; han aabenbarer en varm, hjærtelig Natur.” Tre dager senere heter det samme steds: „Bjørnstjerne kom, vi drak Caffe sammen og han gik med op og blev fra sex til elleve, i den Tid fortalte jeg ham det meeste af mit Ungdoms Liv, han var aldeles betaget; foræret ham mit Photografie.” Bak på bildet skrev han: „Digteren Bjørnstjerne Bjørnson, som blev min Ven i Rom og bliver det hjemme i Norden. Hjerteligst H.C. Andersen. Rom 6. Mai 1861″.

I dagboken står det derimot ingenting om en liten opplevelse som hadde gitt den blyge og engstelige H.C. Andersen et sterkt inntrykk av Bjørnsons forbløffende ugenerte naturlighet, og som han et halvt snes år etterpå fortalte til William Bloch: det var en varm dag straks i begynnelsen av deres bekjentskap, Andersen kom på visitt og fant Bjørnson „i Begreb med at tage en Skorte paa; han kastede den og omfavnede ham i al sin Nøgenhed!”

I et brev fra begynnelsen av mai skriver Bjørnson til Clemens Petersen: „Andersen og jeg er som to Røde Kjøer, jeg sidder Aften paa Aften og hører hans Historier og lærer frygteligt.” Da skandinavene i Rom laget fest for konsul Bravo, var den danske dikter med som æresgjest, og Andersen forteller om festen at „Bjørnson holdt en særdeles smuk Tale” for Bravo, og „havde skrevet en meget smuk Sang til mig”. Der het det:

Du kom i Roms Sciroccoluft
Med Bøgeløv og Birkeduft,
Med Melodi
Og Trylleri
Fra Nordens Phantasi.

Du vilde see, om vi har gjemt
Den Barnelyre, Du har stemt,
Og om den toner sødt, selv naar
Antiken Takten slaar.

H.C. Andersen takket ved å utbringe en „Skaal for Bjørnstjerne som Norges Digter”, og Bjørnson sa siden til ham at hans tale „var med en mageløs Tact, som jeg altid havde.” Sin beretning til Adolph Drewsen om festen og om Bjørnson ender Andersen med å si: „Han behager mig meget. (Han og Jonas have drukket Dus)”. Fem dager etter festen inviterte Andersen Jonas Collin og Bjørnson på kjøretur; her „fortalte han mig Handlingen i hans Trilogi Sigurd Slemme”, og Andersen var nå kommet så langt i tillit og fortrolighet at han på hjemveien fortalte Bjørnson „om mit Eventyr Laserne”; det er første gang dette eventyret nevnes i dag-bøkene. Øyensynlig har Andersen da tatt frem sin gamle skisse „I Kludebunken” og begynt å omarbeide den, under inntrykket av at han endelig hadde møtt en nordmann som han likte, — tross all sin forskjellighet fra ham; derfor kunne han nå la satiren overfor den norske cg den danske las fordele seg mere jevnt og likelig enn før, og gjøre grunntonen mer elskverdig humoristisk. Situasjonen er kostelig, med Bjørnson som tilhører til det eventyret om „Norske-riet” som han selv opprinnelig hadde vært en slags modell for!

Samme dag, 14. mai 1861, skriver Bjørnson til sin kone: „Andersen og jeg er naturligvis ganske mageløse Venner. Han har foræret mig saa mange Ting, han har skrevet et Vers til mig, tror at han hver Dag maa sige mig noget Smukt, han læser bestandig, og læser glimrende. Han vil komme til Norge og besøge os, naar vi er komne hjem.”

Verset må antagelig være de fire linjene som står skrevet inn i „Nye Eventyr og Historier” (hefte 1—4, 3. opplag, Kbhvn. 1859— 61); det eksemplaret kom H.C. Andersen selv opp med til Bjørnson to dager senere.
Rom den 16. Mai 1861.

Norges Digter Bjørnstjerne Bjørnson:
Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop
Tak for hvad om dit Hjem af dig jeg lærte.
I Rom hvor Minders Storhed ruller op
Der fik jeg Indblik i dit Digter-Hjerte.
H.C. Andersen.

Den dagen, står det i dagboken, „læste jeg et Par Eventyr og han nogle Digte for mig, Eet, „Tiden er prosaisk” var især udmærket.” Bjørnson noterte seg med glede denne anerkjennelsen, og vennskapet fortsatte varmt og hyggelig i de følgende dager. H.C. Andersen skriver 17. mai til Edvard Collin om Jonas Collins to beste venner i Rom, Bissen og Bjørnson, at den første er „dygtig, men temmelig taus”, den annen „genial og meget vel udtalende. De veed jeg synes ogsaa godt om Bjørnson”; og i en fortsettelse av brevet tre dager senere heter det: „Siden kjørte vi med Bjørnson og Ravnkilde, de to jeg synes bedst om i vor Omgang”.

Men forholdet mellem Jonas Collin og H.C. Andersen var ikke knirkefritt. Andersen led av hæmorroider og ble ofte irritabel overfor sin unge ledsaker, som til gjengjeld ble tverr, og til Bjørnson beklaget seg sterkt over hvor vanskelig han mangen gang hadde det. Bjørnson måtte, rett som det var, prøve å megle, når de to reisefeller hadde sitt daglige „Smaakrangel”,og han stod øyensynlig ikke sjelden på den unge Collins parti; men da han så sent som i 1905 fortalte Christopher Boeck noen minner om H.C. Andersen, tok han eventyrdikteren i forsvar, og hevdet at danskene ofte hadde gjort Andersen urett ved sin smålighet og spott: „Han var forpint paa mange Maader; men Poesien, Eventyret redded ham og hjalp ham over det altsammen”, — og som eksempel nevnte Bjørnson at Andersen engang i Rom var aldeles opprevet og ulykkelig over en uenighet med Collin, og ikke viste seg i flere dager, men så igjen dukket opp hos Bjørnson i perlehumør, og leste for ham eventyret om „Sneglen og Rosenhækken”, „hvor han har skildret sit Forhold til Rejsefællen — herligt, guddommeligt!”

En dag i Rom hadde det forresten holdt på å gå galt mellom Andersen og Bjørnson også: Ved middagen i et osteri, 26. mai, kom de opp i en disputt om den københavnske presse, — Andersen holdt på „Dagbladet”, som nesten alltid hadde behandlet ham selv pent og pyntelig, og Bjørnson var tilhenger av „Fædrelandet”, hvor hans venn Clemens Petersen skrev. Andersen ble „afficeret — sier han selv i dagboken — og kom nerveus hjem, siden kom Jonas og Bjørnstjerne. Mit Blik da han kom ind i mit Sovekammer skal have været ondt, han glemte alle smukke Ord, men ikke det, i Blikket laae Menneske-Tanken; jeg sagde ham aabent at jeg var syg, afficeret og at det gjorde mig ondt, han gjentog tre Gange om mit Blik. Det bedrøvede mig igjen, da jeg har Trang til at holde af denne ægte Digter-Natur, og som sandelig er kommen mig saa langt anderledes smukt imøde end jeg ventede det”.

Det er sikkert denne episoden som H.C. Andersen mange år senere gjenfortalte til William Bloch, med en dramatisering som er hans dikterfantasi verdig: „Andersen havde engang været ude at kjøre med Bjørnson. Da de kom hjem, bad han om at maatte være ene, da han trængte til at hvile sig lidt. Lidt efter stak Bjørnscn Hovedet ind og spurgte: „Naa, er han nu blevet Kar igen!” Andersen bad om Ro. Nok engang det samme og endnu en 3die Gang. Da tabte Andersen Taalmodigheden og sagde: „Men for Pokker dog, kan De ikke lade mig have Ro da”. Bjørnson blev overordentlig vred og var i nogen Tid meget uvenlig. „Jeg har set Satan i Dit Ansigt”, sagde han”.

I virkeligheten gikk ærgrelsen fort over hos dem begge, enda om de aldri glemte den pinlige scenen. Dagboken forteller at Bjørnson kom igjen senere på aftenen, selve den 26. mai, „jeg talte venlig med ham og han var meget hjertelig og elskværdig”. Dagen etter var Bjørnson på avskjedsbesøk hos Andersen, som reiste fra Rom 29. mai; men 5. juni skriver Bjørnson til Chr. Hviid: „Hvor træt jeg i det Sidste var af Andersens idelige Nervøsitet. Nu er han reist. Jeg har dog et behageligt Billede af ham”. En måneds tid senere heter det på lignende vis i brev til Olafur Waage: „Stakkels Andersen, som jeg dog holder meget af. Kun Skade, at naar vi atter træffes om to Aar, begynder han med at beskrive mig sine Fataliteter paa den Dag, vi mødes”. Da disse ordene ble skrevet hadde Bjørnson fra H.C. Andersen fått et brev, som dess-verre er tapt; men Bjørnsons svar er i behold, og fortjener å siteres nesten i sin helhet, fordi det både med sin spøk og sitt alvor, sin blanding av selvsikkerhet og usikkerhet gir et livfullt bilde av vanskelighetene i et vennskap mellom to diktere av så forskjellig lynne og med et så stort aldersskille. Betegnende er det også at netopp hvor Bjørnson prøver å peke på likheter mellom dem, kommer han uforvarende, ved sitt „jeg idetmindste”, til å markere en kontrast.

Brevet er skrevet oppe i Ariccia, 3. juli 1861:
„Kjere Andersen! Ret megen Tak for Deres Brev, som jeg modtog igaar. Det Venskab, som De bærer for mig, er mig en Glæde og Fortrøstning at tage med. Og dog er det, som jeg ikke forstaar, hvoraf det er opsteget. — At jeg kan holde af Dem, saa stærkt udpræget, med saameget bag Dem, med saadan lysende Kjerlighed over Tale og Væsen — og — tilgiv det — saamange Svagheder som man bestandig maa beskjeftige sig med og tage ømme Hensyn til, — se det forstaar jeg. Men at De skulde holde saameget af mig, der er Dem for haard, for hidsig, og enten for tvær eller for voldsom, og som i alle Fald i Deres Nærhed ikke kan give synderligt hverken af Hjerte eller Aand, fordi jeg bliver overbudt, ofte ogsaa (atter tilgiv) fordi De bestandig har Ordet, se, det forstaar jeg ikke ganske.
Men Deres Ord tror jeg, og De kan tænke Dem det, og De skal ogsaa med Tiden se det, at det glæder mig!…
Naar jeg læser Deres Brev maa jeg le, thi det synes, som De overalt finder for megen Træk og Trængsel. Jeg gad vide, om De ikke engang, naar De kommer ind i Himmerige, vender Dem om og beder Peder lukke Døren, at det ikke skal trække, at sige, hvis De ikke alt i Døren gaar tilbage, fordi der er for megen Trængsel.
Nu — som jeg skrev til en Ven igaar: Der er i Danmark ikke et Menneske, man kan sige saamange Vittigheder om, som H.C. Andersen, og i Danmark ikke siden Holberg en Mand, der selv har sagt saamange….
Jeg har mange Emner at kunne hæfte en Samtale til, men jeg ved jo ikke engang, om De kan læse min Skrift, hvorover Alle klage. Jeg ved heller ikke, hvor og hvordan De befinder Dem; thi et Brev kan ikke læse Ansigt, før det taler. Heller ikke er jeg Brevskriver, skjønt jeg nok gjerne baade vil skrive og have Svar. Kunsten er at finde et Sammenknytningspunkt, der gaar længere end det enkelte Emne, saa man ret kan bevæge sig med Frihed, vis paa at Baandet ligefuldt holder. Dette tror jeg dog skal findes og er fundet mellem os, og derfor venter jeg paa Deres næste Brev for saa at begynde. Men ikke lange Breve, nej, som dette, saa længe Aanden ikke trænger større Hjerterum, enten fordi den er usædvanlig glad eller usædvanlig sorgfuld. — Jeg tror at der for en lang Fremtid kan spire meget godt af vort Foraarsmøde i Rom, ogsaa for Andre end os To; thi i hvert vort Land kan vi i Enighed gjøre Meget for Ideer, som vi faa kjere, og Mennesker, som vi ville glæde. Der har aldrig i Norden været nok Samfund mellem Kunstens og Digtningens Mænd, der har været megen Misundelse og megen Smaa-lighed, understøttet af den lumre Luft omkring, som Gud være lovet nu er lettet lidt, siden saavel det enkelte Land som Norden er gjennemblæst af en national Vind og friske Luftninger fra en højere Idekreds: den fælles Fremtid. Og deri er vi (forresten blandt meget Andet) ganske lige at vi nære ingen Misundelse, har megen Trang til Kjerlighed og — jeg idetmindste — ogsaa til Samfund for at gjennemføre Noget.
Hils Collin, som i flere Henseender kjender mig bedre end De. Thi De kan i et Øieblik gribe Kjernen og Yderlighederne, men saa gaar De til noget Nyt. Hils ham, cg Gud velsigne Dem og Deres varme Hjerte!
Bjørnst. Bjørnson

Andersen hadde antagelig ikke ennå mottatt dette brevet, som man med hans egne ord kunne kalle „djærvt og dog høist hjerteligt”, da han 6. juli skrev til fru Henriques og fortalte om den måneden han hadde tilbrakt i Rom:
„Med den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnson levede jeg meget, og han tiltalte mig særdeles ved sin djærve og dog høist hjertelige Personlighed, sit sunde Digter-Sind og den Inderlighed han viiste mig”.

Bare få uker etter Bjørnsons første brev til H.C. Andersen følger et nytt, datert 20. juli 1861. Det er ganske kort, og går mest ut på at han er „utrolig nysgjerrig” etter å få vite hva eventyrdikterens neste fortelling handler om, og på at Andersen ikke må kjenne seg tynget av en plikt til å svare på hans brev: „De skal ikke skrive til mig, uden De ret har Lyst dertil; men føler De Lysten, ved De, at det glæder mig”. Formelt var den lille epistelen bare en „konvolutt” omkring et brev til Jonas Collin; men i virkeligheten var en viktig del av det Bjørnson skrev til Collin, beregnet på å leses av Andersen også, — „jeg valgte den Form for et Par Udtalelser”, skriver Bjørnson til Clemens Petersen.

Særskilt henvendt til Jonas Collin er en liten formaning om å bære over med H.C. Andersens små urimeligheter: „Giv ham nu Godhed og stille Hensyn. . . . Selv det Største er i Nærheden kun Menneske, jeg kan saa godt præke det for Andre, og kan saa daarligt holde det i Omgang dermed”. Men Bjørnsons estetisk-spekulative betraktninger over H.C. Andersens kunstform, dens styrke og dens farer, var det nok meningen at mesteren selv skulle høre, både til glede og til ettertanke:

„Det er ganske urigtigt at kalde det, som Andersen nu skriver „et Eventyr”. Det var hans første saadanne smaa fuldendte Tingester, som man kunde putte i en Nød og som man atter kunde uddrage og omspænde en Verden med, men nu, siden Andersen, ofte ubilligt, er trængt tilbage fra Romanens, Dramaets, den filosoferende Fortællings Omraade, er det blot for at lade alle disse kuede Rodskud sprænge sig som Egen frem gjennem Klippen paa et andet Sted, og nu har han, Herren hjælpe mig, baade Dramaet, Romanen og sin Filosofi tilstede i Eventyret! At dette saa ikke længer er Eventyr, forstaar sig af sig selv. Det er noget som er Andersensk og forresten ikke passer i et literært Apothek, ja, om saa Mesteren studerede sig gal. Imidlertid kalder vi det familiært mellem os „Andersens Fortællinger”, skjønt det slet ikke heller er Fortællinger. Nu er det noget som hverken har Grændse foroven eller forneden, følgelig heller ikke i sin Form og som derfor blot den allergenialeste Natur kan styre. Og dette kan Andersen undertiden saaledes gjøre, at enkelte af hans Frembringelser utvivlsomt hører til det første, som æstethisk er skabt.

Men hin Ubundethed, at al Form, og al Verden, den tragiske, komiske, lyriske, episke, Betragtningen, Sangen, Prædikenen, Spøgen, det Levende, Livløse gaa sammen som i Paradis gjør, at man skjælver for hans næste Arbejde! Hvilken Hemmelighed rører han, hvilken Rejse maa vi gjøre, og vil det lykkes eller ikke?”

Bjørnson liker ikke at Andersen nesten „gjør Religionen til et Hospital, hvorpaa man først kommer, naar man bliver syg”; men han er likevel først og fremst fylt av den dypeste beundring: „Hvad han hernede skabte, var stort… Ved hin livlige Omgang saaatsige med Alle og Alt i Verden er det ogsaa lykkes ham for sin nye Frembringelsesmaade at erhverve en Form, der solklart og ømt som Solstraalen omslutter Alt, den rører. Hvor den derfor ofte slet ikke befatter sig med sin Opgave uden højst indirekte, der er den dog noget saa mærkeligt i og for sig, at man tør ikke skjære bort”.

Fra flere kanter fikk Bjørnson høre beretninger om „at Andersen holder af mig og roser mig. Det er mig bestandig lige ufatteligt, ja, det kan neppe være rigtig sandt”, skriver han 15. september 1861 til Clemens Petersen. „Jeg holder af ham og for bestandig; thi jeg fatter ham til det Inderste, og han er jo usædvanlig mærkelig. Men paa Gjensidigheden tvivler jeg”. Et par måneder senere kom det imidlertid på trykk et bevis for H.C. Andersens varme følelse for ham: „Nye Eventyr og Historier, Anden Række, 2. Samling”, som på titelbladet har årstallet 1862, men utkom 25. november 1861, var tilegnet „Digteren Bjørnstjerne-Bjørnson”, med et vers som bestod av de fire linjene Andersen hadde skrevet til ham i Rom i mai, og dertil to nye linjer:

Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt,
Hvad Modets Aar har i min Lyre lagt.

Budskapet om den ære H.C. Andersen hadde vist ham, kom til Bjørnson i en tung stund, da han kjente seg ensom og uglad, utsatt for hård kritikk, — han hadde nylig skrevet sitt trassige, men på bunnen triste vers „Vær glad, naar Faren vejer”. Han blev dypt beveget, og skrev umiddelbart 10. desember 1861 et varmt og rikt takkebrev: „De, Vennen fra et Sommermøde, flygtigt, travelt, mellem de tusinde fremmede Indtryk, De havde Hjerte for at erindre mig, naar mange Venner fra prøvede Tider ikke havde det.

Det rørte mig, min Kone ligesaameget, og De havde her i Rom to Mennesker den Dag som aldrig mødte hinanden uden at tale og færdes om Dem med alle mulige dejlige Ønsker og Overraskelser”. Han hadde, forteller han, satt seg til å fordype seg på nytt i de eventyrheftene han hadde fått av Andersen i Rom, og da han leste „Dyndkongens Datter”, var det som om han selv fikk eventyrets „Fjederham” på seg, „og aldrig har den ført mig saa langt, heller aldrig saa højt. Det er ikke alene Deres bedste Rejse, men der er en Vemod, et klogt stort Øje fra Himlen deri, en fjederlet Tilstedeværelse ved det Største og Mindste”. Dikteren av et eventyr som „Dyndkongens Datter” synes likefrem å komme Gud nærmere enn vi andre, som ferdes i urenere omgang: „Den Evne De har til at finde de bedste Mennesker og i disse Mennesker det Bedste og at undgaa alt Andet, maa jo tilsidst føre op til det Højeste”. Etter sin store og varme hyldest til H.C. Andersen som menneske og som dikter, og etter å ha uttalt ønsker om en fortsatt produksjon i samme ånd som „Dyndkongens Datter”, føyer Bjørnson til slutt en slags personlig bekjennelse til:

„Da jeg er mig bevidst at jeg mangen Gang har været vildfarende i Forstaaelsen af Dem, naar jeg nemlig har læst et Eventyr, som pinte mig, saa er det mig ofte nu en saa stærk Trang at faa raabe ud hvordan jeg er kommen til Forstaaelsen i Kjerlighed. Og da jeg paa den anden Side er mig bevidst, at jeg har talt med Dem om andre Ting end Deres Dyder og Fortjenester, er jeg vis paa ikke at blive opfattet som Smigrer. Ja, Bud og Hilsen, kjere store Digter og Ven; Gud velsigne Dem!

Nu havde jeg lyst til at slutte, thi jeg er saa varm af Deres Omfavnelse”. Men han vet, sier han, at Andersen også gjerne vil høre om Bjørnsons egne forhold og dikterplaner, så brevet må få en slik liten hale.

I fortsettelsen av Mit Livs Eventyr sier H.C. Andersen om dette brevet at det gjorde ham „uendelig glad, . . . lykkelig ved det Venskab og Hjertelag for mig det saa levende udtalte”, og i sitt svarbrev til Bjørnson, 30. januar 1862, bruker han det uttrykket at „det var som et helt Solskin strømmede ned fra det herlige Brev”. Hans eget svar har, tross all sin varme, ikke noen slik glans over seg, og det ender litt trist og trett: „Tag nu venlig tiltakke med dette ubetydelige Brev, og modtag min Tak for det Hjertelag De ved vort korte Samliv i Rom, kom mig imøde med; De har idetmindste intet ret klart Billede af mig, jeg var nerveus og saa betaget af Sol-Varme og Misstemning at jeg ikke nok var mig selv, saaledes som jeg ønskede at opfattes af Dem”.

Bjørnson begynte sitt neste brev, 16. febr. 1862, med en fin og vel gjennomtenkt innledning om hvordan Andersens brev virket på ham: „Naar man faar Brev fra Dem, er man vis, Saamange Stemninger som De er underkastet: Deres Hjertes og Karakterforholde ere de samme, medens saamange Andres skifte. Et hurtigt, klart Smil, et tungt friskt Hjerteslag, føles op af Deres Brev, med det Samme jeg møder de første Ord deri. Indtrykkene forjage hinanden med en vis Skyndsomhed, men Følelsens Fylde i dem gjør dem blivende for os, og forsaavidt de grupperede sig om en Person, en Sag, give de en saa fast, afsluttet Forestilling, at man føler, De ogsaa selv har opfattet for ikke at glemme. — Jeg er meget glad over at være med i den Kjede, som rækkende hinanden Haanden i Deres Venskab har en Plads for bestandig i Deres Hjerte og Fantasi. Jeg sætter med Vilje det sidste Ord til.”

Andersen hadde bedt om å få høre hva Bjørnson syntes om eventyrene i det heftet som var tilegnet ham, „Sommerfuglen”, „Psychen”, „Sneglen og Rosenhækken”, og fremfor alt „Iisjomfruen”. Oppgaven var ikke helt lett, for Bjørnson var ikke bare begeistret, — han hadde skrevet til Chr. Hviid at han fant de egentlige eventyrene makeløse, men de to fortellingene høyst forunderlige og overanstrengte, skjønt med glimrende syn i det enkelte. Overfor Andersen selv gjaldt det nå å si sin mening på én gang „korrekt” og taktfullt. Han glir da meget fort over det „fullendte bilde” av „Sommerfuglen”, og uttaler at „Psychen” gjorde et mek-tig inntrykk, „men man vægrer sig for at læse den to Gange”. „Sneglen og Rosenhækken” har gledet ham meget mer, den „er i Rang med det øverste, som De har gjort”; men han antyder — med god grunn — at de siste 10—12 linjene gir en pekepinns-avslut-ning, han gjerne ville unnvære. Overfor hovedstykket „Iisjomfruen”, som har grepet ham dypt, kan han derimot bruke meget sterke ord, og fritt og åpent uttale sin anerkjennelse. Hans hovedinnvending her er ikke av kunstnerisk art, men rent følelsesmessig og menneskelig, — en forundret sorg over at den milde H.C. Andersen hadde hjerte til å gjøre slutningen så trist, at han kunne nenne å kullkaste lykken for de to elskelige personer det her dreiet seg om: „Maaske er det blot en moralsk Svaghed af mig, kanske, at jeg ved hvilkesomhelst Mennesker vilde, naar det kom til dette Punkt, have holdt Haanden for og bedet Dem ikke gjøre det.”

Han er full av beundring for naturbeskrivelsen i „Iisjomfruen”, men synes den av og til i de senere avsnitt opptrer vel selvstendig, „bæres ikke i sin hele Udstrækning af Handlingen Dette er hvad jeg ovenfor kaldte min Mening „korrekt fremstillet”, og De vil se at De har havt en meget opmærksom og meget taknemmelig Læser. Og naar jeg har havt noget at bemærke, er det kun „som Mand af Faget”, min Nydelse har været stor. Vi have jevnlig brugt Deres Bog til deraf at læse høit i vore Samlag hernede … Richardt læser Deres Eventyr ganske udmærket, med tørt Lune og Blidhed. Fortællingerne kan han derimod ikke læse, dem maa jeg læse….

Kjære, kjære Andersen! Hvor jeg holder af Dem! Jeg troede saa fuldt og fast, at De hverken ret forstod mig eller holdt af mig, skjønt De gjerne med Deres gode Hjerte vilde begge Dele; men nu ser jeg, at jeg tog behagelig Fejl, og det har jo bidraget til at fordoble den Kjerlighed, jeg føler for Dem”.

Noe svar fra H.C. Andersen på dette brevet er ikke kjent, og det ser ikke ut til å ha vært noen ny forbindelse mellem ham og Bjørnson før de møttes igjen i Paris. Andersen kom dit fra Spanien 21. januar 1863, ,,10 Aar yngre”, skriver Bjørnson, som selv ankom 29. januar fra Als, og straks den følgende dag oppsøkte sin danske venn. Det første møtet forløp imidlertid denne gang ikke videre godt. Bjørnson var under hele Pariserturen i nokså uglad stemning; han lengtet tilbake til kone og barn, og hadde ennå ikke syn for Paris’s charme; og nå lot han i ubetenksomhet sitt dårlige humør gå ut over den nærtagende eventyrdikter, som i sin dagbok noterer at Bjørnson hadde fortalt om noen som kritiserte Andersen og kalte ham stygg, o. s. v. „Der var en Blanding af Behagelighed og ikke Behagelighed i hans Tale”. Den 31. januar heter det videre i dagboken: „I Dag er jeg forstemt over det Skidt Bjørnstjerne i sin Tale kastede til mig. Jonas sagde paa sin elskværdige Maade, Du kan da ikke altid vente at høre Behageligheder”. Bjørnson berettet bl.a. at den tyske maler Kaulbach hadde snakket så vondt om Andersen at Bjørnson var blitt forarget; men det han siterte som en uttalelse av Kaulbach, var bare at „Andersen er et Barn, og vil altid blive det.” Minnet ble likevel sittende som en bitterhet i Andersens sinn, og da han mange år senere, i november 1869, møtte Kaulbach og fant ham ytterst vennlig, skrev han til Fru Collin at en ytring som den Bjørnson i sin tid hadde gjengitt, „maa man høre i Forbindelse med det Sagte, høre Ordene betonede. De kunne være sagt i særdeles god Mening, og det ere de vist, men Uret var det af Bjørnstjerne at ville stille mig mistænkelig mod en Kunstner-natur som Kaulbachs . . . Bjørnstjerne burde ikke have talt saa uoverveiet”.

Tross den ubehagelige scenen sist i januar kjørte H.C. Andersen 2. februar ut og besøkte Bjørnson, — lett irritert over at han bodde så langt borte, på den andre siden av Seinen, at det var en hel reise, og mange trapper opp. Bjørnson skrev 9. februar til sin kone: „Andersen er her. Jeg har talt med ham to Gange, men kjedet mig, thi han er evig som Jerusalems Skomager. Forresten er han elskværdig som altid”. Og to dager senere hadde det første inntrykket avklaret seg så pass for H.C. Andersen at han kunne gi referatet til frøken Louise Collin følgende form:

„Bjørnstjerne Bjørnson er her i Paris, og tager fransk Time Undervisning sammen med Jonas. — Han besøgte mig strax ved sin Ankomst, var meget elskværdig og fortalte mig i sin Naturlighed, hvem der ikke syntes om mig som Forfatter og at der var een der havde sagt at jeg i mit Udvortes var styk; o. s. v. Det er ikke behageligt at høre, men Jonas finder at jeg kan ikke forlange altid at høre Behagelighed og jeg søger ogsaa ret at vænne mig der til. Bjørnson holder vistnok meget af mig!”

Rørende er det at nettop på dette brevet har han tilføyet i margen noen varme ord som viser hvor riktig Bjørnson hadde sett, da han priste Andersen som fri for litterær misunnelse: „Nu har jeg læst Sigurd Slembe og er opfyldt af den. Bjørnson er ubetinget Nordens største Digter, den der giver os Norden”. I 1863 var jo Andersen selv den eneste nordiske dikter med verdensry, og kunne med atskillig grunn gjøre krav på å kalles det daværende Nordens største dikter!

Samme aften, 11. februar, skrev han i sin dagbok at han leste i „Sigurd Slembe”, som han fant „fortræffeligt og mesterligt meislet ud af de gamle Sagaer”. Kanskje er hans lille udaterte vers til Bjørnson skrevet ut fra dette inntrykket:

Nordlandets Digter, Dig Saga indviet
Ind til du kom har Norgesland tiet
Blicher og Winther og Hertz har der runget
Du først fra Fjeldet som Nordmand har sjunget.
Norge har sande Digtere nu,
Ingen saa nordisk har sjunget som Du.

Forskjellige små brevlapper fra Bjørnson til H.C. Andersen i løpet av februar—mars 1863 viser hvordan de fikk det hyggelig og godt med hverandre igjen. Den mest karakteristiske handler om at den norske pianist Tellefsen, Chopins elev og venn, gjerne vil stifte bekjentskap med H.C. Andersen, og se ham og Bjørnson hos seg til middag: „Kommer De, saa tag et par Eventyr med! Jeg længes ganske rasende efter at høre Dem læse, og naar nu Tellefsen har spillet Dem rigtig i Humør, saa læser De — ikke sandt? Valdemar Daae og hans Døttre — ja, den! Og saa en morsom! Aa, vær god, snild, sød, og send mig et pent Svar!
Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson

I begynnelsen av mars 1863 kom Bjørnson sammen med en dansk og to svenske herrer i deputasjon for å innby H.C. Andersen til en fest, som skandinaver i Paris ville foranstalte til ære for eventyrdikteren. Festtalen ble holdt av Bjørnson, og H.C. Andersen har berettet om festen, — som „var meget smuk og gemytlig”, — både i dagboken, i brev til Edv. Collin og i fortsettelsen av „Mit Livs Eventyr”, med vekslende adjektiver om Bjørnsons tale: „varm norsk”, „glimrende”, „hjertevarm”. Pointet i den var at Bjørnson satte H.C. Andersen over Baggesen, Wessel og Heiberg i folkelig vittighet og satire, og etter denne ros svarte Andersen, at det var for ham som om han lå i sin kiste og hørte at „der da taltes over mig det Smukkeste og Bedste man kunde sige, og Alt sat i den stærkeste Belysning men jeg var ikke død, jeg haabede at der endnu laae en Fremtid for mig og jeg vilde ønske at der i den maatte gives mig at jeg kunde vise mig det Sagde nogenlunde værdig”.

Først en tid etter sin hjemkomst til Norge mottok Bjørnson fra sin forlegger et pent innbundet eksemplar av „Sigurd Slembe”, og der skrev han et innholdsrikt lite tilegnelsesdikt til H.C. Andersen:

Fantasien gav du Vinger
mod det fremmede og store,
men mit Hjerte Poesien
af det kjendte og det mindre.

Da min Sjel var barnehungrig,
mætted du med voksne Tanker;
siden den blev mæt og voksen,
ammer du paa Barnet i den.

Boken kom til å bli liggende lenge hos ham før han endelig fikk den sendt avsted. I sin takk sier Andersen, ærlig og oppriktig, at „Verset glæder ret inderligt mit Hjerte, ikke at nævne min Forfængelighed”, — takken står i et brev fra august 1864, enda boken visstnok var ekspedert av Bjørnson til København i mars 1864, — før den dansk-tyske krig hadde tatt en katastrofal vending.

Midtvinters 1863—64 hadde Bjørnson av og til i avisene lest dikt av H.C. Andersen, og i brev til Clemens Petersen karakteri-serte han dem som „ganske dejlige Stemningsudtryk i en vidunderlig simpel, for Alle gyldig Form”. Han håpet på at Andersen nå ville gjøre alvor av sitt løfte om å besøke Norge; for sin egen del var han bare opptatt av Danmarks skjebne, og i lange tider altfor heftig og urolig stemt til å kunne skrive et brev som egnet seg til å komme for Andersens elskelige øyne. Men 6. mars 1864 kjente han seg endelig i stand til å sende sin gamle venn en hilsen, og den ble et av hans mest karakteristiske „kjærlighetsbrev”, — halvt bevisst og halvt ubevisst avpasset i stil etter adressatens natur og sinnelag: „Hvordan eller hvor faa de ydre Tegn have været, her i mig selv blomstrer De trods Vinter, og har jeg Solglands og Varme af Dem trods Afstand, jeg elsker Dem, ja næsten som en ung Pige, jeg synes om Deres Fejl, Deres Naragtigheder, jeg fryder mig over Deres Arbejder, naar jeg læser dem højt. Jeg fortæller hvad De har fortalt mig, og jeg længes til Dem selv i Sommeren heroppe, thi det er dog endnu Sandhed at De kommer”.

De diktene Andersen skrev ved og etter Frederik VII.s død, var etter Bjørnsons mening de beste danske den gang, „thi de vare naturlige med Taarer i Øjnene, de stode ogsaa mig i Øjnene, da jeg læste dem.

I dette Brev, hvori jeg ret har foresat mig at kjæle for Dem, vilde jeg sige Dem alt det Smukke, der længe har lagt og ventet for Dem, men selve Gjensynsglæden, saadan som De nu staar for mit indre Øje, holder ingen ordentlig Bog”.

H.C. Andersen svarte først i et brev av 3. mai 1864, noen uker etter at Dybbøl var falt. Han var takknemlig for de herlige og gripende dikt Bjørnson hadde skrevet til Danmark, og for brevet, som „var saa inderligt og godt, saa ganske Dem selv i Udtryk og Tanke”. Han kunne nok ha lyst til å reise til Norge, men følte seg nedfor, medtatt av en dyp personlig skuffelse og av nasjonal angst og sorg. Året før, etter sin Spaniareise, hadde han kjent seg kjekk og produktiv; da var det at ideen til lystspillet „Han er ikke født” kom til ham i Paris, „og det var Deres Opmuntring og Deres Mening at jeg havde Talent som Lystspilforfatter, der fik mig til at forsøge mine Kræfter”. Nå orker han ikke gjøre noe mer; han har vel ikke et langt liv igjen, og har hatt så mange lykkestunder at han også må ta imot de tunge tilskikkelser: „Bliv ikke træt af denne min Tale, men anderledes kan jeg ikke gjøre den, skulde jeg vente paa at Humeuret ret løftede sig og jeg da sende et Brev med Smiil og Solskin, saa kom der nok aldrig Brev til Dem fra
Deres trofast hengivne
H.C. Andersen”.

Bjørnsons svarbrev er påbegynt 9. mai 1864, og åpnes med en takk for Andersens varme, dyrebare hjertelag: „Det skulde undre mig, om ikke denne Tid kommer til at knytte os To sammen som ingensinde før. Nu er det Hjertemenneskene, som rykke frem i første Linje! Svage bløde Sjele blive store, og de som kloge og udmærkede bekjendte blive smaae. —

Jeg maa altid græde, naar jeg læser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Folkets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud, som hvert eneste Menneske selv har gjort hundrede Gange, og som her faar Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist har Folket Levekraft; saavist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets ædleste Udtryk, saavist skal det Hele ikke forgaa i Smerte eller forspilde sit Haab! …

Det skulde glæde mig, hvis jeg har bidraget til, at De skriver Lystspil. Jeg længes efter at se Deres nye Lystspil, som maa have moret meget, da ikke alene Aviserne tale godt derom, men jeg ogsaa hører meget godt derom, og jeg finder Bemærkninger derfra igjen i Dagens Avisforhandlinger”.

Bjørnson forteller om seg selv at han skal overta ledelsen av teatret til vinteren, og oppfordrer Andersen til å komme til Norge: „Vi skulle opmuntre Dem og takke Dem for alt det Smukke, som De har givet os, vi skulle styrke Dem til nye Digtninger”.

Så følger en fortsettelse, men som først er dateret 1ste juni: „Næsten en Maaned har dette Brev lagt! Saadan er jeg: naar jeg har befriet min Sjel og havt Samtalen med Dem, saa er Resten mig lidet magtpaaliggende. Men jeg maa gjøre Alvor af og sende det fra mig!…

Og saa har jeg læst Deres nye Stykke. Jeg er ganske overrasket over den Elegance, hvormed det er skrevet, den psykologiske lette Finhed, de sikkre Karaktertegninger, blot i nogle Ord; men selve Intrigen er meget spæd, dog saa naturlig at Ingen tænker videre paa det. Det er et elskeligt lille Arbejde, — at Personer deri intet væsentligt eller slet intet Bidrag give til den endelige Opløsning, tilgiver vi Dem af Hjertet, naar De blot vil love at komme snart igjen! Gjør det! Mor Dem, mor os! Tænk ikke formeget paa alt det dramatiske, sceniske Kvæleri, giv Karakterer og Indfald og lad det runde sig af sig selv”. Til slutt ber Bjørnscn ham tale med skuespiller Phister, som leser med en datter av Bjørnsons kusine fru Sanne: „De gjør en god Gjerning, og enhver saadan gjør De jo saa gjerne!”

Dette lange brevet, så „ildfuldt og varmt for Danmark og for min Digtning”, voldte Andersen stor glede; han siterte av det både i brev til Adolph Drewsen og til Fru Collin, og det gjorde at han for alvor fikk lyst til å reise til Norge, „Landet, hvor mit Moders-maal klinger med Malmklang fra Fjeldet, medens det hos os bølger frem som Bøgens bløde Blad”. Ordene her er alvorlig ment, men minner påfalende om den parodiske norske stortalenhet i „Laserne”, som Andersen kanskje ved denne tid på nytt foretok noen forbedringer i, enda om eventyret først ble trykt i 1868—69.

Men i selve sitt svarbrev, skrevet på Christinelund ved Præstø 6. august 1864, sier Andersen at han har gitt opp tanken på å reise. Budskapet om fredsvilkårene for Danmark har gått altfor sterkt inn på ham: „Jeg hører til Blød-Dyrene, om jeg saa kan sige, De vil da forstaa mine Fornemmelser. . . Jeg kunde græde! synge kan jeg ikke længer! Det er som ogsaa mit Liv nu var afsluttet”. Men han takker varmt og innerlig for Bjørnsons brev, som han har lest mange ganger; og dersom han hadde hatt flere legemlige krefter og mere livsmot, ville han gjerne kommet til Norge, så han kunne „trykke Deres Haand, ret Ansigt til Ansigt udtale mig for Dem og med et broderligt „Du” bevidne Dem hvor kjær De er mig! . . . Tak for alt det Hjertelag der svulmer i Deres Brev, tak for hvert inderligt Ord De udtaler ikke blot for mig, men for Danmark og for vor Sag. Ingen have udsjunget det dybere og inderligere end De”.

Med bekymring tenker han på alle de bryderier som vil følge med Bjørnsons teatervirksomhed og „frygter at den tager for megen Tid, i hvilken De kunde skabe os herlige Arbeider … Tag til Takke med dette Brev, glæd mig med eet igjen”, et som ikke er i moll-toner, men eier den djerve durklang „fra Deres Fjelde og særlig fra Dem”.

Noe direkte svar på dette brevet har Bjørnson visstnok ikke skrevet, men han har fortalt at det var Andersens triste utgytelser som fremkalte hans eget dikt „Svar”, mot slutten av august 1864, hvor han overfor alt dansk og nordisk mismot forkynner sin tro på at det skal gro ny kraft opp av nutidens uhygge:

Nej, den er ikke død endda,
Nordens Aand, den er ikke knækket; —
skjønt den er ussel og nervesvækket,
skal den dog styrkes til Daad endda!

I et brev til Bjørnson, skrevet på Basnæs 25. mai 1865, sier H.C. Andersen at det er lang, lang tid siden han direkte har hørt noe fra sin norske venn, „men den seneste Hilsen havde Fylde og Klang, det var Deres fortræffelige „Maria Stuart”. De er dog en herlig, gudbegavet Digter!” Andersen har lest stykket høyt ute på Basnæs, sier han, og er nå selv igjen begynt å skrive på et skue-spill „Da Spanierne var her”.

Snart etter kom Bjørnson en tur til København, og derfra sendte han H.C. Andersen en varm takk for hans lille drama: „Deres Arbejde har begeistret mig, den første Act er det fyldigste og friskeste Digt Danmark har skrevet paa mange Aar. De to sidste vilde jeg havt i een”. Bjørnson ville gjerne, sier han, spille stykket på Christiania Theater, men med tillempninger i de to siste aktene, og han håpet å få se sin danske venn i Norge sist i august, men fikk til svar at Andersen var invitert til en venn i Portugal, og for sin helbreds skyldt måtte foretrekke Sydens sol og varme.

Da H.C. Andersen i begynnelsen av august 1865 kom inn til København, ville han straks oppsøke Bjørnson, men begge parter var tatt av gårde samtidig for å gjøre visitt hos hverandre, så de gikk forgjeves. Bjørnson kom imidlertid igjen to dager senere, og Andersens dagbok for 11. august refererer at Bjørnson „vilde i Christiania opføre Hyldemoer, Den nye Barselstue og endelig Da Spanierne var her, hvilket sidste skulde blive en ganske anderledes god Udførelse tildeelt end her i Kjøbenhavn. Jeg skulde see et glimrende Resultat; han bad mig da næste Foraar komme at see det i Christiania. Jeg læste for ham Lygtemændene, Stormen og Guldskat, ved Læsningen af den Sidste fik han Taarer i Øinene, fandt den saa særdeles skjøn og sagde den alene kunde bære en heel Bog”.

Få dager senere reiste Bjørnson tilbake til Norge, og fra høsten 1865 er det bare bevart en liten, men karakteristisk brevlapp fra Bjørnsons hånd til H.C. Andersen, — en udatert anbefaling (visstnok fra november) for „min økonomiske Meddirektør Arkitekt Schirmer, en deilig deilig Mand, som elsker Dem!

Gud velsigne Dem, fordi jeg har en saa god, fyldig Erindring om Dem!
Deres
Bjørnson“.

Det ble ikke til noe med å oppføre „Da Spanierne var her” på Christiania Theater, og „Den nye Barselstue”, som hadde vært spilt der i 1852, ble først gjenopptatt i 1871; men „Hyldemoer” fikk Bjørnson brakt frem på scenen i 1865, og det gikk 5 ganger, noe som på den tid ble regnet for ganske meget.

I slutten av november 1865 kom for første gang et Bjørnsonsk skuespill frem på Det kongelige Teater i København, „De Nygifte”. Fru Heiberg hadde hatt med iscenesettelsen å gjøre, og oppførel-sen vakte overordentlig oppsikt. Bare noen få nyere norske dramaer hadde i årene nærmest forut nådd opp på en scene i København, og ingen av dem kunne kalles epokegjørende; men „De Nygifte” var en stor teaterbegivenhet, opptakten til den menneskealder da Ibsens og Bjørnsons skuespill stod i forreste rekke blant repertoaret på de københavnske scener.

H.C. Andersen hadde vært til stede ved premieren på „De Nygifte”, og det brevet han skrev til Bjørnson 27. november 1865, er bevart både i konsept og i sin endelige form. Forskjellen på de to tekstene er ikke stor hvor det gjelder den rosende og vennlige omtale av forestillingen og stykket, og heller ikke i setningene om hvordan det går med hans skuespill i Norge, og om hva Bjørnson mon vil synes om hans nyeste eventyrhefte, — i alt slikt har han bare foretatt små stilistiske forbedringer. Grunnen til at han ikke sendte sitt konsept avsted, men skrev et nytt brev, må ligge i selve slutningen, som ble totalt endret. I konseptet står det: „Gud glæde og bevare Dem, kjære, fortræffelige Ven! Men hvorfor skrive og sige vi To „De” til hinanden? Skulle vi ikke herefter ombytte det med det mere fortrolige „Du”; man kan vel gjøre det uden just at holde det fyldte Glas i Haanden; et varmt Haandtryk kan være lige saa kraftigt, og et saadant lægger jeg her i Brevet. Hils Kone og Børn! Om ikke længe faaer jeg en Epistel!
Hjerteligst H.C. Andersen”.

De to siste linjene, hvor Andersen med flid unngår å bruke enten De- eller Du-formen, røber litt av hans engsteiige natur. Han hadde jo alt i det brevet av 6. august 1864 som han aldri fikk riktig svar på, varsomt antydet at han gjerne ville få si du til Bjørnson, uten at det var blitt forstått. Og for Andersen var et spørsmål om dusbrorskap ikke noen liten ting. Tidligere på høsten 1865 hadde han, i ensomheten på et hotellværelse i Stockholm, skrevet, men ikke sendt, et brev til fru Henriette Collin, hvor han trakk frem et av sitt livs bitreste minner: at hennes mann i sin tid — det var 34 år siden! — hadde avvist Andersens forslag om at de skulle være dus, med den begrunnelse at han ikke ønsket å ha en så intim omgangsform med andre enn sin nærmeste familie; noen dager eller uker senere drakk han likevel dus med en — visstnok meget aktverdig — papirhandler!

Edvard Collin fikk et sjokk da han som executor testamenti fant dette brevet blant Andersens etterlatenskaper, og fikk se hvor dypt og ulægelig han i sin ungdommelige ubetenksomhet hadde kommet til å såre den vordende eventyrdikter: Hverken hans egen utrettelige tjenstvillighet og praktiske hjelpsomhet overfor H.C. Andersen gjennom en hel menneskealder etter denne affæren, eller Andersens mangfoldige litterære triumfer utigjennom årene, hans verdensry og hedersbevisninger med ordener og titler, ja ikke engang det at opplevelsen hadde kunnet utnyttes som et av hovedmotivene i det satirisk geniale eventyr som heter „Skyggen”, — ingenting hadde altså kunnet utslette eller bøte på den smertelige erindring Andersen alltid bar med seg, om en personlig og sosial ydmykelse som var tilføyet ham ved begynnelsen av hans dikter-bane, og det nettopp av en venn som han kjente seg nær knyttet til.

Da H.C. Andersen nå i november 1865, noen uker etter det uavsendte brevet til fru Collin, hadde skrevet sitt forslag om å bli dus med Bjørnson, kom øyensynlig engsteisen og skruplene over ham: Hvordan ville det bli mottatt? Kunne det tenkes at Bjørnson ville svare som Edvard Collin? Skulle han sende brevet?

Nei, han turde ikke! Og så ble hele brevet skrevet om, og kom bare til å ende med en vemodig hilsen og en takk for alle de dikte-riske skatter Bjørnson skjenker sitt publikum: „Til disse regner jeg „De Nygifte”, det er for dette lille Værk jeg i Dag sender Brev, at De dog kan faa Sort paa Hvidt for min Glæde og Tak. For Dem er endnu en lang, lys, rig Fremtid, for mig, jeg klager ikke, men ihvor ung, ja barne-ung jeg end føler mig, jeg husker dog, jeg er nu over 60 Aar. Jeg er nu i første Geled til at afmarschere”.

Brevkonseptet ble trykt i samlingen av Breve fra H.C. Andersen, få år etter dikterens død, og dersom Bjørnson hadde kommet til å lese det og sammenligne det med det brevet han virkelig fikk, måtte han utvilsomt være blitt dypt grepet over dette eksempel på hvor finhudet, nærtagende og redd Andersen var. For Bjørnson, som hadde ualminnelig lett for å bli dus med folk, ville et forslag som det Andersen hadde tenkt å sende, bare vært kjærkomment og hyggelig; han som var bortimot 30 år yngre, hadde jo ikke selv kunnet ta et slikt initiativ, og antydningen i brevet fra 1864 var sikkert glidd ham forbi. Først i 1871 fikk H.C. Andersen oppfylt sitt gamle ønske om å bli dus med Bjørnson.

I hele året 1866 synes de to dikterne å ha vært uten forbindelse med hverandre; men i slutten av august 1867 kom Bjørnson til København og ble værende der hele vinteren. De bodde langt fra hverandre, og omgangen ble visstnok ikke synnerlig livlig; men sympatien var fullt til stede. Dagen etter at de hadde møttes i teatret ved en oppførelse av „Maria Stuart i Skotland”, kom Bjørnson, 5. oktober 1867, opp til Andersen og „udtalte at han ret holdt af mig”, og så snakket han om sitt stykke, og sa „at nu først skulde hans Digterbane begynde”. H.C. Andersen sendte ham sine „Kjendte og glemte Digte” (1867) med ordene:

„Vennen, Digteren Bjørnstjerne Bjørnson
fra hans beundrende, hengivne
H.C. Andersen”.

Særlig rørt over Bjørnsons varme ble Andersen 20. desember 1867: han kom for å fortelle om den store fest og glede han nett-opp hadde opplevd, da han var blitt æresborger i sin fødeby, og både i dagboken og i fortsettelsen av „Mit Livs Eventyr” beskriver han visitten: Bjørnson og fru Karoline „tog saa hjerteligt mod mig, tog ret Deel i hvad jeg fortalte fra Odense, Taarer stod i Bjørnsons Øine, Taarer løb ned af hans Kones Kinder. Han sagde at det smukkeste Eventyr jeg havde fortalt var hvad jeg sagde paa Raadhuset om de tre Gange jeg havde været der. Han sagde at Grundtvig og jeg vare de to egentlige Folkedigtere”.

Andersen hadde selv lett for å ta til tårene; det gjorde ham godt å se Bjørnscn så beveget, og han kjente seg fra dette øyeblikket også nær knyttet til fru Karoline, som han tidligere bare sjelden hadde truffet. Under inntrykk av dette møtet skrev han, tre dager senere, ifølge dagboken, noen ord i et eventyrbind til Bjørnsons sønner: „De smaa Venner Bjørn og Einar en hjertelig Hilsen i Julen. Kommer jeg engang til Norge, da skal jeg fortælle om Fjeldet der og om Solskinnet der, som lyser saa varmt og længe, endnu var jeg der ikke, dog kjender jeg et Fjeld derfra og et Solskin derfra, — jeg kjender Eders Fader og Moder. Tænk nu over det Eventyr”.

Ellers nevner Andersen av og til i sin dagbok våren 1868 at han har møtt Bjørnson i teatret eller hatt visitt av ham og besøkt ham og hans kone. Ellevte april noterer han f. eks.: „Besøg af Bjørnson, Clemens Petersen og Hr. (Rudolf) Schmidt. Jeg sagde Hr. Clemens at han i sin Afhandling burde have fremhævet den danske Humor, som ikke Normændene havde. Bjørnstjerne gjorde opmærksom paa at Holberg var norsk og voxen, da han kom her ned, hørte altsaa ikke Danmark til, ogsaa Wessel var norsk”.

I juni 1868 skrev Bjørnson i et eksemplar av „Fiskerjenten” et lite vers til H.C. Andersen:

Du Sædemand i Danmarks Have,
du Barnehjertets rige Præst,
fra Norges Skove tag en Gave,
jeg var fra Barn din glade Gjæst.

Først 16. juli 1868, etter at Bjørnson var reist hjem til Norge, fikk Andersen „endeligt” dette eksemplar i hende. Alt 8. juli hadde han forresten begynt å lese boken, „der særligt interesserer mig”, skriver han da; men to dager etter var han kommet til ende med fortellingen, og kjente seg mere skuffet og misfornøyd enn overfor noe han tidligere hadde lest av Bjørnson: „første Halvdel fortræffelig, anden derimod løser aldeles ikke de Løfter Begyndelsen giver. Alt er udvisket, Besøget af de Hellige uden al Forbindelse med Historien selv. Ingen kan tro paa hun nu træder op udviklet som Kunstnerinde, der er ikke givet forud Kjendsgerninger”. Og til fru Collin skriver han 26. juli 1868: „Den første Deel er glimrende, jeg var glad i den, men den anden halve Deel, opfylder aldeles ikke de givne store Løfter, det er saa uklart, saa bredt, havde jeg eller en Anden leveret denne Bog, Gud bevares hvor Clemens da vilde have plumret op i det Givne”. Han finner også at Fiskerjentens første besøk i teatret „minder lidt for meget om H.C. Andersen 1819 “.

En januardag i 1869 noterer han i sin dagbok at han i et mid-dagsselskap var blitt irritert over en av gjestene, som rakket ned på „De Nygifte” og kalte „En glad Gut” oppstyltet og affektert. Andersen svarte da at Bjørnson „var altid en sand Digter”, og vendte seg bort fra vedkommende. Men så utkom „Arnljot Gelline” i 1870, og da ble det Andersen for meget, — en slik norskhet kunne han ikke døye. „laften begyndte jeg Læsningen”, skriver han 26. desember 1870; men boken „trættede mig, den er skrevet uden Riim og Gennemarbeidelse, som en Digter kan nedskrive sine Syner, men de skulde udarbeides; der er noget saa taageagtigt, Menneskene selv taageagtige som Dampe fra opkogte gamle skrevne Saga-Skind”. Fra disse desemberdagene stammer øyensynlig hans lille parodi „Norsk Stiil”, som er undfanget i irritasjon, men ut-formet med humor:

Tag mig tusende
Er dikke susende,
Er dikke knusende,
Fygende, strygende
Anlit lysende
Gysende,
Sprogformer kuskende,
Reent ravruskende,
Bardebrag i Berserkergang.
En Digterkjæmpe paa Fladelands Vang.
Fra Landet med Kornet,
Heimdal støder i Hornet,
Et Storheds Skrat:
Klat!
Tiden vil Jern og Staal,
Sutteblødt er Danskens Maal
Ynkelig klynkende
I Raadenskab synkende
Al dansk Poesi
Forbi
Er dikke?? er dikke? Dikke, dikke, dikke!

Tross sin kjølighet overfor „Fiskerjenten” og „Arnljot Gelline” ble H.C. Andersen alltid glad når han — f. eks. fra frøken Zahle eller av Magdalene Thoresen — fikk høre forsikringer om „at Bjørnstjerne Bjørnson holdt meget af mig”; og etter et par år uten synnerlig innbyrdes kontakt mottok han endelig forsommeren 1871 et klart vidnesbyrd om at Bjørnsons følelser for ham var like varme som noen sinne før. Bjørnson skrev 8. juni: „Kære, søde H.C. Andersen. De må ænnelig komme herop iår. Jeg skal sikre Dem en dejlig modtagelse her og i andre af vore større byer. Jeg skal sikre Dem, at De kommer til at ælske os, som vi længe har ælsket Dem. Kom ænnelig! Er det muligt, skal De bo hos mig, hvor min hustru ganske vil gå op i fryd over ænnelig engang at kunne gøre Dem noget godt, som altid har været så god mod os”. H.C. Andersens svar er tapt, men Bjørnson skrev igjen 20. juni: „Kære, kære Andersen, Deres varme brev kom noget sent, så jeg havde opgivet Dem. Men velkommen skal De være!” At Andersen helst vil bo på hotell forstår han godt, og anbefaler slutten av august som en særlig gunstig tid, men — „Nu ja, som De vil. Alt gir sig, når De bare kommer. De norske trolde skal tage sine ben ned af bordet og rejse sig alle- alle- alle-sammen, når De kommer”.

Denne gang ble det endelig alvor med H.C. Andersens Norges-tur, og gjennom hans dagbok og en hel rekke brev kan man følge alt hva han opplevde i de tre ukene han tilbrakte i Kristiania. Bjørnson hadde satt venner og kjenninger i gang til å holde sel-skaper for ham, og ofret selv all sin tid på å gjøre oppholdet festlig og innholdsrikt for ham.

Via Karlstad og Kongsvinger ankom H.C. Andersen 4. august 1871. Bjørnson „tog imod mig paa Banegaarden og kjørte mig til Hotel Victoria. Om Aftenen var jeg ude hos Bjørnson: han har kjøbt sig et yndigt Huus tæt ved Fiorden. See, det kan en norsk Poet have”. „Hans lille Dreng stod i Porten og svingede Lommetørklædet. Fru Bjørnson løb mig glad imøde. Stuerne vare venlige. Holbergs og Bjørnsons Buster saae jeg der, Blomster og Billeder. Udsigt over Fjorden”.

Dagen etter spiste han middag hos Bjørnsons, leste eventyr, — „Det Utroligste behagede særligt”, — og kjørte i Bjørnsons „egen gode Vogn” en tur på Bygdø med ham og hans foreldre. „Under en religieus Samtale, som tilfældig udspandt sig, forstod jeg at Bjørnscn var Grundtvigianer og heldede meget over til det Katholske”.

Sjette august heter det: „Bjørnson var meget hjertelig og meddelelig, fortalte mig om sit nye Sangspil „Klokkerfamilien” (det som aldri ble skrevet). Lagde med en anden Herre Plan til to Reiser, vi skulde gjøre sammen, og da jeg berørte, at det var for meget for ham at offre, sagde han: „Jeg kan det”, og bad mig saa smukt at gaae ind derpaa”.

Neste dag var de kjøretur sammen på Ekeberg, og deroppe ble de dus; siden i seiskap hos Halvor Schou på Sinsen, hvor Andersen leste „Den grimme Ælling”: „Bjørnson var henrykt over mit Foredrag”. Til Adolph Drewsen skriver Andersen 7. august: „Bjørnson er mageløs i Opmærksomhed, han er aldeles opfyldt af at jeg skal føle mig vel og glad, som jeg i Taknemlighed og Sandhed er . . . For den ganske særdeles Opmærksomhed og det Venskab han viser mig, vilde jeg gjerne vise nogen Taknemlighed, han skal nu have alle mine Skrifter, naar jeg kommer til Kjøbenhavn”. Og dagen etter sier han på lignende vis til Henriques: „Bjørnson er i høieste Grad opmærksom og hjertelig, ja der lyser en reen, god Barne-Natur i ham. Han lever aldeles for at gjøre mig Opholdet her behageligt. . . Jeg er næsten forlegen ved al den overvættes Godhed Bjørnson viser mig; jeg veed ikke hvorledes jeg nogensinde skal kunde gjengjælde det”.

Niende og tiende august var Andersen og Bjørnsons og den svenske skuespiller og teaterdirektør Edvard Stjernström på kjøre-tur til Ringerike, overnattet på Hønefoss og dro derfra til Drammen og tilbake med dampskip til Kristiania. Fra kjøreturen har Bjørn Bjørnson, sikkert med sine foreldre som kilde, fortalt at da de, etter å ha passert Sollihøgda, holdt stille med vognen for å se på den store utsikten over Tyrifjorden og Ringerike, sa Bjørnstjerne Bjørnson: „Nå kjære venn, er det ikke deilig?” Og Andersen svarte vennlig, men uten overvettes begeistring: „Jo, hvor er det kønt”; men så fikk han øye på noen små, blå blomster ved veikan-ten, og utbrøt henrykt: „Nei se! De er dog henrivende!” Det hørte med til grunndragene i H.C. Andersens geni at han — likesom Askeladden — hadde blikk for det som andre lettelig overså, og evne til å øyne det store i det små. Derfor er det betegnende at en liten blomst gjør sterkere inntrykk på ham enn en stor utsikt, og at han i sin dagbok ikke sier noe om den vakre dampskipsturen en sommerkveld på fjorden, men derimot noterer: „Fru Bjørnson lagde sin Plaid under mig; hvor hun og hendes Mand dog ere velsignede og omhyggelige for mig”.

Tolvte august var reisefellene fra Ringeriksturen i middag på Kjørbo. Andersen leste et par eventyr, og ved det siste, „Sneeman-den”, var Bjørnson „aldeles henrykt over mit Foredrag”. Ordene om Bjørnsons holder seg like varme i de følgende dager, og de var fremdeles sammen i flere middager; men etter hvert oppdaget Andersen at Bjørnson hadde mange imot seg, og han ble somme ganger innbudt til folk som ikke ville se Bjørnson i sitt hus. Selv ble Bjørnson også mot slutten av besøket forhindret fra å være så meget sammen med Andersen som i førstningen, idet hans far, presten Peder Bjørnson ble alvorlig syk.

De to dikteres siste store opplevelse i fellesskap var en fest til H.C. Andersens ære, 18. august, i den botaniske have på Tøyen. Jørgen Moe holdt festtalen, og Bjørnson hadde skrevet en sang, som hans motstandere i Morgenbladet kalte „noget besynderlig og uklar”, og hvor det het:

Velkommen hid fra æventyrets land
du barne-ånd, med vore drømme…..
Vi tror på dig, du barne-længslens tolk,
at du er bud fra stort i Nordens folk,
din fantasi
har jævnet just den sti
hvor, fri det små, du legte bort,
vi engang går, vi engang går mod stort.

„Det var svært for mig”, skriver Andersen baketter, „saa bevæget jeg var, at holde Tale, men Bjørnson sagde jeg havde talt saa inderligt og godt”. I Andersens konsept til et brev til fru Collin om festen heter det:

„Jeg troer, imidlertid, at Bjørnson hellere vilde have talt, hans Sang til mig er man ikke fornøiet med, men jeg er det. Han sagde mig at han ikke kunde skrive Sange til Fest-Leiligheder. Hvor har han og hans Kone været elskværdige mod mig, hvor har han dog mange og haarde Uvenner heroppe mod sig; dog er det meest som Politiker de ere imod ham. Et Par Dage har jeg ikke seet ham, hans gamle Fader ligger for Døden og han er dybt bedrøvet, hans Kone er en klog, elskværdig og praktisk Kone, som en Digter maa ønske sig; jeg synes særdeles godt om hende. Bjørnson og jeg ere blevet Duus”.

Om morgenen 25. august, like før Andersen skulle reise, kom den 12-årige Bjørn Bjørnson med den beskjed at presten Bjørnson var døende, så ingen av familien kunne komme på stasjonen og si farvel; men gutten hadde med en lapp fra sin far til Andersen: „Tak for alt godt også denne gang, for al venlighed mod mine og mig. Det har været mig kært at inføre dig i Norge. — På gænsyn, far vel!
din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson”.

H.C. Andersens takkebrev er datert fra „Rolighed” ved København, 2. september 1871, og der heter det:

„Kjære, velsignede Ven!
Igaar kom jeg her hjem! Mit første Brev til Norge maa naturligvis være til Dig, Du som modtog mig ved Ankomsten der, Du som levede saa meget for at føre mig frem hos Dine Venner og i Dit dejlige Land! inderlig Tak! jeg er kommet til at kjende Dig, ret lært at skatte Din herlige Kone. Det er egentlig Menneskene oppe hos Eder, jeg har faaet Syn paa og det Blink jeg fik af den storartede Natur har vakt Lyst og Længsel efter et kommende Aar at blive mere hjemme der. Som en deilig „Sommernats Drøm” har jeg nu mit Besøg deroppe. O gjemt i Tanken for aldrig at glemmes. Jeg er saa glad ved det Indblik jeg har faaet i Dig, glad ved Dit Venskab, og — ikke sandt — Ingen tør plumre Vandet mellem os!” Med tanke på presten Bjørnsons død sier Andersen videre: „Jeg forstaar saa godt Din hele Stemning, Du er blød, som Du er heftig!” Men han er forvisset om at Bjørnson vil finne trøst i sin egen diktersjel: „Lad snart om Du kan, Fortsættelsen eller rettere Afslutteisen til Fiskerjenten komme!” Og så ender han brevet med en beretning om hjemreisens stas og viderverdigheter, og underskriver seg: „Din trofaste Ven og Beundrer
H.C. Andersen.”

Hans beundring for sin norske venn var dyp og ekte. Til sin amerikanske venn Horace Scudder skrev han, 7. september 1871, om sin Norgesreise: „Bjørnstjerne Bjørnson, vist Norges genialeste Digter, saae jeg daglig, vi vare altid sammen og han saa kjærlig, opmærksom og god”.

I sitt svarbrev til Andersen, 21. september 1871, skrev Bjørnson: „Alle, jeg taler med, taler om det velsignede intryk, du har efterladt dig, så san, så glad, så barnegod, du bevægede dig iblandt os. De takker dig gænnem mig for det sene, men velgørende kæn-skab de fik til dig, du ungdommens yngste barneøje . . . Jeg har det ikke godt, min hustru er dårlig, mange forholde pine mig, min fars død har gjort mig vemodig, og mænneskene her forstår mig ikke. Det siste er det værste. Hvor mange år skal jeg holde dette ud? Hvor længe skal jeg kæmpe, før mine ideer kommer fræm, eller i alle fal før man inrømmer mig ret til at have mine egne meninger og at jeg er en bra karl, fordi om jeg bryder med det gamle.

Dette skal ikke være noget brev, jeg er så lidet oplagt til at skrive noget. Jeg vil kun takke for dit ælskelige brev og sige dig, at du er innerlig afholdt heroppe!”

At Bjørnson var nedfor og i ekstra dårlig humør, satte synlig merke på hans noe kjølige ord i et brev til ekteparet Rode dagen etter om Andersens besøk, hvor han i tre uker hadde måttet være „den ælskværdige gamle mands barnepige . . . Hils H.C. Andersen, når I træffer ham. Samme time, han rejste, døde min far”.

Men så fikk Bjørnson et nytt, elskelig brev fra H.C. Andersen, datert 25. sept. 1871:

„Inderlig kjære Ven! For nogle Timer siden modtog jeg Dit Brev, det jeg ret har længtes efter! hvor har Du dog i de ned-skrevne Ord ganske givet Dit gode, dybe Selv, saaledes som jeg har forstaaet og bevarer det! mit korte Besøg i Norge fik ret mit Hjerte op for Menneskene der . . . men særligt kom jeg klarere til at forstaae og skatte Dig, vær glad ved at Gud har givet Dig en Hustru som han har givet Dig hende, hun hygger, lyser i Dit smukke Hjem og til hende og med hende kan Du udtale Dig i Livets tunge og gode Dage. Jeg er ogsaa inderlig glad for hvad Du siger mig, at jeg har gjort et godt Indtryk paa Eder Alle, jeg vil saa gjerne troe det, og Du siger det jo . . . Du er lykkelig, at Du saa ung og frisk kan leve i Digtningen, jeg har den sidste Tid, ja altfor længe ikke følt mig kaldet dertil”.

Han hadde ment at han med sine omtrent 160 eventyr så temmelig hadde gjennomgått alle radier i eventyrsirkelen, men den foregående dag var det virkelig kommet til ham en ny idé, og han hadde skrevet en skisse til et nytt eventyr, „Den store Søslange”, om telegraftråden i havet og fiskenes dumme forbauselse over dette som kommer „ovenfra”. Den skal nå gjennomarbeides.

„Men igjen til Dig, kjære, fortræffelige Ven. Du er veemodig, ja forstemt, som Du med Din Sjæl og Begavelse kan være det. Du gaaer Din Vei, den Din Natur maa, Du vil det Bedste, som det lyser for Dig! jeg er slet ikke med i Politik, men jeg er med i Poesien, i den kan jeg beundre Dig og løfte mig. Gud har givet Dig Uendeligt fremfor Tusinder! hans rige Gaver vil Du dele med os. Tak for hvad Du har givet, tak for hver Digtning som kommer. En Natur saa stærk tegnet som Din vil komme til sin Ret og For-staaen. Du ligner Havet i Kraft, Heftighed, men ogsaa i Blødhed og stille Dybde! jeg udtrykker mig vidst ikke klart, ikke godt, dog misforstaaet af Dig vil jeg ikke blive. Mit Hjerte er opfyldt af en Broders varme inderlige Deeltagelse og Glæden over at Du for altid vil være mig en trofast Ven. Hils Din Kone og Børnene. Naar Du engang faaer Tid og Stemning til at skrive da send mig Brev.
Din hengivne, tro H.C. Andersen.”

Dette fortryllende Andersenske brevet ikke bare smeltet Bjørnsons hjerte, men det satte ham i humør igjen, og vakte nye forestillinger i hans fantasi og produktivitet, så han omgående, 27. september, svarte med et rørt og praktfullt brev, — ekte Bjørnsonsk i sin begynnelse og avslutning, og nesten H.C. Andersensk i midtpartiet:

„Kære ven, dit brev, som jeg gæmmer fræmfor noget annet jeg har fåt af dig, skønt jeg har fåt så mange, kærlige, skønhets-fyldte, men som ikke kunde give det kænskab til mig selv, den forbundets tryghed med det bedre i mig, som dit siste hviler på, — dit brev må jeg straks og da gænnem mig min hustru straks, fult, varmt, taknæmligt falle dig om halsen for, om kun i tanken, så dog således, at du skal vide det og føle det i dit hjærte. Gør man godt, må man vide det og hælst straks, så gør man også straks godt engang til, og det mod en, som kanske trænger det ænnu bedre. —

Dit æventyr henriver mig på forhånd. Tanken om, „hvad der kommer ovenfra”, som din alder og din åndighed kan løfte og gænnemløbe til advarsel og skræk for alle bugens, den estetiske nydelses mennesker, alle vimsende, rodende, travle små-fisk, alle gispende magelige eller trætte østers, alle elegante, glimtende skælfisk fra Østregade, alle alvorlige, bedagede æmbeds- eller forretnings-torsk, alle ærværdige flynder, alle flinke rødfisk, alle verdens rejsende laks, alle de civiliserende medlæmmer af Preussernes haj-samfund, — nå, du gode fader, tanken begejstrer mig, alt kan ikke siges, det er nætop kunsten at finne udvalget — men hvilken høj fortælling det gænnem sin sand-rodende spas kan blive”.

Etter en del beretninger om Bjørnsons egne dikterplaner, og om at Andersen bør lese i kongesagaene om Sigurd Jorsalfar for å se hva Bjørnson har hatt å bygge sitt nye drama over, ender brevet slik:

„Lev nu vel du kære ven, i hvem jeg ælsker mænneskeligheden ænnu mere æn digteren. Du har selv en rig, sympatisk natur, hvor-udaf du forstår alt, og dens forståelse stråler ænnu mere velgørende ud af din omgang, dine øjne, dine samtaler og breve æn dine digte, som da jeg for min del altid forholder mig til det personlige, individuelle, selv i det, jeg læser.
Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson“.

Men etter dette brevet følger en pause i korrespondansen, og H.C. Andersens neste skrivelse til Bjørnson, 7. november 1871, er preget av at han har forlagt Bjørnsons brev og tross megen leting ikke har funnet det igjen. Han er spent på vennens nye drama og vil gjerne gjøre Bjørnson tjenester, så vidt han kan: „Alt fra Dig og hvad Dig angaaer ligger mit Hjerte nær, siden jeg i Sommer ret fik Syn paa Dig, ret fik et Indblik i Dit Hjertelag … At jeg aldrig har hørt Dig læse, er ret kjedsommeligt, gid at jeg i Sommer havde bedet Dig derom, istedet for selv altid at læse”.

En ny liten epistel, 19. november, synes å vise at han har funnet igjen Bjørnsons brev; men tross all sin hjertelighet var hans eget nokså ubetydelig, — og det ble ikke besvart. I 1872 sendte Andersen et bind eventyr til „Digteren, Vennen Bjørnstjerne Bjørnson hjerteligst fra H.C. Andersen”, og et annet bind til „Bjørnstjerne Bjørnsons elskværdige Hustru Fru Bjørnson, en hjertelig Hilsen fra hendes hengivne, ærbødige H.C. Andersen”. Men fremdeles hørte han ingenting fra sin norske diktervenn. En dag i 1872 satte Andersen seg til å skrive et bedrøvet brevkonsept; det er uavsluttet og uten dato, og vi vet ikke om han noen gang har renskrevet det og sendt brevet av gårde: „Kjære Ven! Aldrig hører jeg fra Dig! Hvorledes kommer dog det ? Du var saa elskværdig og god ved mit Besøg i Eders herlige Land, Du kom mig saa barnegod imøde! Jeg var saa lykkelig derved, og Du husker, jeg bad Dig: „Lad Ingen nu plumre det klare, rene Vand mellem os!” Det kan heller ikke være skeet. . . Du, med Dit af Dine nærmeste kjendte Barnesind og Din af hele Verden erkjendte storartede Begavelse vil og maa have forstaaet, hvor høit jeg skatter Dig, hvor meget jeg holder af Dig, og Du vil indsee, at det bedrøver mig, at Du synes at have glemt mig, hvad Du slet ikke har; men der er kommet nye Strømninger i Dit Liv, og under dem — jeg vil saa gjerne troe det — staaer jeg skrevet paa Hjertebunden. Det satte mig i en kjedelig Stemning, at Dit Brev om Sigurd Jorsalfar, som jeg skrev Dig til, var aldeles forsvundet for mig, og jeg bad om Oplysning af Et og Andet, da jeg var aldeles opfyldt af at see dette Arbeide paa vor „danske Skueplads”. Brevet har jeg siden fundet, og Du vil høre og forstaae, at jeg ikke ligegyldigt kaster hen Breve fra Folk, som jeg sætter høit og holder af”.

I Andersens dagbok står det, 15. september 1872: „Bjørnson er reist uden at besøge mig, ilde stemt derved”. Bjørnsons Danmarks-besøk til Grundtvigs begravelse var imidlertid ganske kort og stridsfylt: det ble opptakten til Signalfeiden og til det bitre brudd mellom ham og mange av hans danske venner. All denne uroen stod H.C. Andersen utenfor, og man kan forstå at Bjørnson ikke var i stemning til å møte ham nettopp da; men hvor bitter Andersen har vært over Bjørnsons taushet, høres i et brev til fru Henriques noen uker senere, hvor han kaller Henrik Ibsens beske „Indlæg i den bjørnsonske Bevægelse”, versene om Nordens signaler, for „et smukt poetisk Digt”.

Andersen har øyensynlig i 1872 skrevet flere brev til Bjørnson som ble liggende ubesvart og er gått tapt, og først 17. januar 1873 tok Bjørnson seg endelig sammen til å sende ham noen ord. De bærer i høy grad preg av hvor dypt Signalfeiden har pint ham; brevet er ganske kort og lyder slik: „Kære Andersen! Jeg står på rejsen til Sverige; men vil dog ikke forlade mit hus uden i sidste time at sige dig vore bedste ønsker for dit ny år med opstannelse af sygdom og angst til samlivs glæde med alle, som elsker dig, med samfølelsens glæde over alt, som gror af det gode!

Fordi du har såd i kærlighed, høster du nu kun denne. Når jeg får et af dine kærlige breve, som jeg så ofte ikke har humør til at svare på, fordi jeg vilde forstyrre, føler jeg som omfavnelse af din store sjæl og er i tårer. Ti jeg trænger til kærlighed og forståelse!
Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.
Fra Karoline og børnene de hjærteligste hilsener!
Hvor hun holder af dig!”

Det er det siste brev som finnes bevart mellom de to dikterne; men for å bøte litt på sin dårlige brevsamvittighet overfor sin aldrende venn har Bjørnson i sin fortelling „Brude-Slaatten”, i 1873, satt følgende trykte dedikasjon: „Til Eventyr-Skalden, H.C. Andersen, i ærbødig og inderlig Hengivenhed. Forfatteren”. Antagelig før denne boken var utkommet, skrev Andersen, 18. august 1873, til Edvard Collin at Jonas Lies roman „Tremasteren Fremtiden” har „lyst godt ind i mig, jeg gaaer heller med ham tilsøes end med Bjørnson tilfjelds”. Og siste gang han i sin dagbok nevnte Bjørnsons navn, 24. april 1875, var hans stemning bitter og kjølig: „Læste Bjørnsons „Falitten”, den var mig piinlig at læse og vistnok velskrevet, erindrede den mig dog meget om Kotzebues Stykker”. Men i desember 1874 hadde han skrevet til fru A. Lund, som da oppholdt seg i Rom: „Bjørnstjerne Bjørnson med Familie er jo ogsaa i Rom …, hils ham, hans Frue og Børn! De ere Alle tidt i min Tanke; hvor var han blød og hjertensgod, da vi mødtes i Christiania!” — Denne vemodige hilsen ble det siste bud Bjørnson fikk fra sin venn „Eventyr-Skalden”.

Utigjennom årene kom Bjørnson ofte, både muntlig og skriftlig, tilbake til hvor merkelig en personlighet H.C. Andersen hadde vært. Han kunne nok av og til fortelle historier om Andersens snurrigheter, og kalle ham altfor „flygtig og fantastisk” til i lyrisk form å kunne tolke det innerste danske. Men da han i 1905 ble bedt om å tale i København på H.C. Andersens hundreårsdag, var han lei over å måtte svare med et avslag, — han satt i Rom og arbeidet på sin fortelling „Mary”, som han ikke kunne reise fra, enda han „ælsket og beundret H.C. Andersen og gjør så ænnu. Det beste av H.C. Andersen rager op blant verdenslitteraturens højeste tinder i evig snehvid glans.

Gjør stas på ham, danske mæn og kvinner og danske børn! Han har sået i det danske hjærtelag som ingen annen”.

Christopher Boeck forteller i „Soldage paa Aulestad” at Bjørnson sommeren 1905 gjerne fortalte sin danske gjest om sitt vennskap med H.C. Andersen, som han endog kalte „den største Digter der har levet!

Han er kendt af alle Folkeslag!
Man forsøgte at oversætte for Hinduerne Shakespeare, Dickens, Thackeray med flere; men de brød sig ikke derom. Saa fik de Andersens Eventyr; og dem begreb de straks og frydede sig derover. Særlig „Historien om en Moder” tog dem ved Hjertet….

Det var ikke Forfængelighed hos H.C. Andersen, naar han talte saa meget om sig selv; det var barnslig Glæde over al den Ros han fik. Naar Konger og Kejsere gav ham en Orden, da var det ham som et Eventyr, han oplevede — han syntes, han selv sad paa en Trone og var glad som et Barn, der leger Konge og Kejser!”

Men den vektigste H.C. Andersen-karakteristikk Bjørnson i sine eldre år har gitt, er den talen han holdt på dikterens hundreårsdag i den skandinaviske forening i Rom, og som Nulle Finsen har referert i sin bok „Fra Bjørnsons hjem”: Han syntes at hver den som hadde kjent „og elsket dette store vidunderlige Barn, hadde Pligt til at bære frem sine Minner, — bære Ved til det lysende Baal, der skulde brænde til hans Ære”.

Blant disse minnene var en historie som vi også finner i H.C. Andersens egen reisebok „En Digters Bazar”, i kapitlet „Panorama af Syd-Morea og Cycladerne”, og forskjellen mellom de to versjo-ner er interessant: Andersen forteller at han en deilig, stjerneklar aften satt ensom på dekket av et skip, underveis til Aten; da fikk han øye på en perser, som han også hadde sett på en tidligere del av sin middelhavstur, — de nikket vennlig gjenkjennende til hverandre, „han bød mig nogle Frugter; jeg bød ham nogle igjen; men Ingen af os kunde med Ord gjøre os forstaaelige for hinanden. Jeg pegede mod den deilige Stjernehimmel, han tog til sin Turban. Jeg syntes dog, at jeg maatte sige noget, om kun en Tirade af et Sprog, der var beslægtet med hans, og hvad vidste jeg da Andet end den første Linie af Genesis paa Hebraisk, man hjælper sig som man kan! jeg pegede mod Stjernerne og sagde: „Bereschit Barah Elohim Et Haschamaim Veet Ha-aretz!” og han smilte, nikkede og vilde nu ogsaa sige Alt, hvad han vidste af et Sprog, han troede var mit: „Yes Sir! verily! verily!” Det var hele vor Conversation. Ingen af os vidste mere, men gode Venner vare vi!”

Ingen kan si hvor langt den diktende omformning av historien var kommet, da H.C. Andersen fortalte Bjørnson om opplevelsen; men øyensynlig har Bjørnson ubevisst diktet videre, og i hans munn (og Nulle Finsens gjengivelse) er den lett humoristiske — og vi tør vel si danske, og ganske særskilt Andersenske—farve over beretningen nesten avstreifet, slik at helhetsvirkningen er blitt en annen, med en klang av patos, som er mer i slekt med norsk, og især med Bjørnsonsk lynne:

„Det var en vidunderlig Nat. Over Middelhavets stille Flate bøjet Nattehimlens dype Hvælv sig. Stjærnerne blinket foroven og forneden — Natten aandet Skjønhet. Skjønhet og Fred.

Alle andre var gaat til Hvile, bare Andersen og en Muselmand stod paa Skibets Dæk. — Og Andersens Hjærte blev saa tungt og fullt — han maatte ha Een at dele sin Fryd med. Og hans Hjærte blev fullere og fullere, tungere og tungere. Ensomhetens Længsel tok Magten fra ham. — Da gik han hen til Muselmanden og med en Stemme, som favnet han hele Jorden, sagde han det ene Ord, „Allah”.

Og Muselmanden saa paa ham med sine dype Øjne, strakte Haandflaterne op mot Himlen og gjentok af hele sin Styrke „Allah — Allah” — og deres Sjæles Længsel udøste sig i det ene Ord”.

Bjørnsons tale var halvt om halvt improvisert, men likevel fint bygget opp. Den beveget seg fremover, fra de ytre og smaa trekk som kunne belyse visse sider ved H.C. Andersens personlighet, inn til det innerste, det sjelelige, og den vitnet om at de 30 år som var forløpet siden Andersens død, ikke hadde sløret bildet av ham, men tvertimot gjort helhetsinntrykket klarere.

I sine par siste år hadde H.C. Andersen lengtet sårt etter brev fra Bjørnson, med bekreftelse på at hans sympati og beundring overfor sin norske venn var gjengjeldt; han ville ha vært glad om han hadde kunnet høre fra Bjørnsons munn den „hjertefulle” forståelse som hundreårstalen gav uttrykk for: Som ganske ung hadde Bjørnson syntes at bare den greske, klassiske type var skjønn; men „da Andersen — duftende af Eau de Cologne og zirlig og soigneret — til det ytterste soigneret — kom mig imøte med sin ranglete, svajende Skikkelse og sine lange tynde Eventyrben — lærte jeg, at det gaar ikke an, — nej i alle Tiders Evighet, det gaar ikke an at sige om et Ansigt, som kun er Sjæl, at det er stygt.

Hans Stemme, — — hadde en besynderlig hemmelighetsfuld, sløret Klang. — Ordene ligesom følte sig frem i Luften. Naar han sa „Hyldemor”, var det som man saa Træet voxe, skyte Blomster og Blade, — naar han læste Valdemar Daa og hans Døtre — lød hans Stemme som Vindens sagte Susen, — man kjente det som sat man ute paa bare Marken og naar han fortalte om Ande-gaarden, „talte med Hviskestemme og p-Lyd paa fornemt Chine-sisk”, blev Andegaarden og hvad som blev levet innenfor dens Mure — hele Verden for Een.

En rikere, en større, en renere Fantasi har ikke levet. — Hans Fantasi gjorde ham ofte ræd — det er sandt; — han var bange for usynlige Ting — havde en Rædsel for at der skulde ske ham en Ulykke, at Forbrytere og Røvere skulde ligge skjult unner hans Seng — han var saagar bange for at sitte i en Straastol — det trakk saa i den — ja han var det, men ellers var han ikke nogen feig Natur, Tværtom Han kunde være nok saa modig, si sin Mening like ut…

Han var det fineste, det finest følende Menneske, jeg har truffet og hans Medlidenhet — hans Fromhet — hans Glæde over hvert venligt Ord Herregud — Herregud. — Ja engang vil jeg si det: — Hans Fryd over Ordener og Titler var som Barnets Glæde over et straalende Leketøj, — hans Forfængelighet — — — den I danske har railjeret saa over — var for mig kun en Følelse af at være gudbenaadet, — en innerlig, dyp, barnlig Glæde over at kunne aapne en Verden af Skjønhet for andre, og føle, at andre forstod ham og frydet sig med ham. —

— De skjønneste, de dypeste, de reneste, de viseste Ord er sagt af dette Barn, der hadde Geniets Ævne til at høre Sjælenes sagteste Tale”.

©