Forfattere

H.C. Andersen og de franske billeder

Både fra dagbøgerne, brevene, romanerne og fortællingerne ved vi at H.C. Andersen interesserede sig meget for al slags billedkunst: skulptur, maleri, kobberstik og træsnit. På sine rejser købte han ofte stik, enten til sine bekendte eller til sig selv. En del af dem, især forfatterportrætter, har han sat ind i sin Stambog.

I det følgende vil vi beskæftige os med nogle af de franske billeder som har gjort indtryk på ham på hans første Parisertur i 1833.

I dagbøger og breve giver han ofte udførlige skildringer af kunstværker han har set i original eller reproduktion.

I et brev til Henriette Wulff (Paris den 29. maj 1833) fortæller han således om et besøg i Versailles:[1]

„Der er fortræffelige Malerier i de store Sale, saaledes greb mig især Ligene af Hero og Leander, som en uhyre glasgrøn Bølge kaster op paa Strandbreden. De brustne Øine som hun endnu seer paa ham ere naturlige. I een Sal var alle Malerierne med Napoleon, i hans forskellige Livs Forhold. O havde De været med! men De kommer her, De maa komme her!”

Og adskillige billeder lader han spille en rolle i sine værker.

I O.T. (p. 46) hentydes der f.eks. til et kobberstik efter Horace Vernets kendte maleri af kosakhøvdingen Mazeppa (fra 1826):

„Samme Dag, henimod Aften, søge vi Otto. Vi finde ham paa sit Værelse. Taus, med korslagte Arme stod han foran et Kobberstykke, som forestillede Horace Vernets Fremstilling af Mazeppa, der nøgen, bundet til den vilde Hest, jager frem gjennem Skoven. Ulvene stikke deres Hoveder frem og vise de skarpe Tænder.”

Især studerede han de billeder han så på gaderne på sine spadsereture gennem byen.

Det bedste udtryk deraf får vi igennem et brev af 16. juli 1833 til fru Signe Læssøe. Det citeres her efter Topsøe-Jensens afskrift af originalen i H.C. Andersens Hus.

„Selv de simple Billeder paa Boulevarden vilde forsone Deres Begreb om Paris; her seer De Eet, hvor en Soldat skal skydes, hans Hund klynger sig fast til ham; med den ene Haand blotter Soldaten sit Bryst, med den anden holder han Hunden borte, i det Skudene falde. – Her hænger et Billede der forestiller en tilfrossen Søe; man seer kun Himlen og lisfladen, denne er brudt itu, der ligger en Hat og en Hund sidder stille ved den, underneden læser man: „han venter stedse”. – Et Stykke har især grebet mig, det kaldes „Fiskerens Børn”; man seer 3 fattige Børn staae ved den oprørte Søe, et Vrag af en Baad skyller op, Fortvivlelsen staaer i hver Mine hos den ældste Pige, medens den mindste synes nysgjerrig at see paa den store Planke. – Det vil jeg kjøbe mig.

Den sentimentale fru Læssøe blev meget rørt over disse skildringer. Hun svarede den 29. juli 1833:

„Billederne paa Boulevarderne havde rørt mig ubeskriveligt; var jeg Dem, saa kjøbte jeg dem allesammen og blev ved at stirre paa dem, til Elendigheden, da jeg havde bortgivet mit Alt for dem, lod mig synke død over dem. Jeg seer de Stykker for mig; er der flere af den Natur, saa skriv det op; i Strudelen blive de ellers tabte.”

Det første hundebillede havde han allerede skildret i sit brev af 27. maj 1833 til Henriette Wulff:

„Jeg saae paa Gaden iforgaars et simpelt Skjærmbret, hvor Ideen paa det ubetydelige Malerie greb mig. Det var en Soldat som skulde skydes, hans Hund løb hen til ham og nu sad Soldaten med blottet Bryst og holdt Dyret langt fra sig med den udbredte Arm. – En anden Kriger lokkede ad den, medens Kammeraterne skjøde.”

Det er næppe til at finde – og det gør nok heller ikke så meget!

Det samme gælder „Fiskerens Børn”.

Men den ventende hund kan der gives oplysninger om.

Selve billedet har ikke ladet sig identificere i Bibliothèque Nationales billedsamling. Detaljen med hullet i isen kendes ikke på de mange beslægtede billeder, som alle kan udledes af „Matrosens Hund” (Le Chien du Matelot) af Jean Henri Marlet (1771-1847).

Dette var engang umådelig populært, blev optrykt og efterlignet blandt andet på tallerkener og vifter. Det omtales i Emile Augiers skuespil „Le Gendre de Monsieur Ponder” (1854), hvori en brav bedsteborger roser det på bekostning af de moderne billeder, fordi man kan se hvad det forestiller.[1])

Læsere af H.C. Andersens romaner vil have genkendt motivet fra O.T. (p. 33):

„I det Samme lød hendes Nummer. Digtet, som fulgte med, forklarede, at kun et poetiskt, ædelt Gemyt fortjente denne Gave. Det var et fransk, illumineret Træsnit, en simpel, men rørende Idé. Man saae en tilfrossen Sø, kun den nøgne lisflade til Horisonten. Et Hul var brudt i Isen, tæt ved laae en Hat med rødt Foer; ved Siden sad en Hund med alvorlige Øine, stille og ventende, Rundt om Isens gjennembrudte Aabning viiste sig Spor af, at Hunden havde kradset i den faste lisskorpe. „Il attend toujours”, var den hele Underskrift.

„Det er herligt!” udbrød Otto. „En rørende Tanke! Hans Herre sank i Søen, og den troe Hund venter stedse; gid det var tilfaldet mig!”

„Det er smukt!” sagde Sophie, og et veemodigt Blik gjorde den unge Pige skjønnere.”

Lad os lige tilføje, at H.C. Andersen virkelig sørgede for at fru Læssøe fik nogle af de ønskede billeder. Lige før sin afrejse fra Paris skrev han til Henriette Wulff (10. august 1833):

„Med Pedersen sender jeg her en lille Pakke Kobbere hjem, som jeg vil bede Dem gjemme for mig til jeg engang seer Danmark. Der ligger et Stykke deri med Vendome-Støtten til Dem, Deres Navn staaer derpaa; ligeledes er der et lignende, samt et med en Hund paa, begge disse ere for Fru Læssøe og De vil see jeg har noteret det paa hver. Vil De lade Nicolai bringe hende disse to, samt det medfølgende Brev, saa er jeg Dem meget taknemmelig.”

Også i „Kun en Spillemand” bruger H.C. Andersen et Pariserbillede (som, skønt det angives at tilhøre en serie, dog ikke har kunnet identificeres). På side 38 står der:

„Man har fra Paris flere Kobberstik med Overskrift „Diabolique”; alt Dæmonisk, en riig Phantasie kan skabe, sprudle over disse Ark. Paa eet seer man et Rettersted; Bjælken, til hvilken Forbryderen skal bindes, rager eensomt frem; øverst paa den sidder Djævelen; Armene skjuler han, men begge Been har han strakt ud i rette Vinkler fra Pælen, han sidder paa, og saaledes danner den og han et Golgathae Kors. En ung Pige knæler foran i den Tro, at det er det Hellige, hun bøier sig for, medens rundt om spottende Dæmoner titte frem. Ved vort første Blik derpaa synes vi, at det er Korset, hun tilbeder, men snart see vi, at det er Djævelen. Et lignende Billede i Toner frembød Gudfaderens Violinspil.”

Gang på gang omtaler han de talrige Louis-Philippe-karikaturer; første gang vistnok i et brev til Henriette Wulff af 29. maj 1833:

„Overalt paa Gaderne sees Charicaturer af Luis Philip, snart staaer han som en Jongleur og gjør Kunster for Folk med en Pistol; snart er han fremstillet som en stor Pære til Hest, eller som en Plakatbærer der klistrer Love op og river gamle Plakater ned; det som jeg ellers har mærket er, at han overalt sees fra Ryggen, aldrig det aabne Ansigt, dog er han meget kjendelig paa Figur og Frisure. Et Sted sidder han med Maske og holder Tale om „Liberté”. -„mes freres”, kalder han Folket. – sædvanligvis hænger da ogsaa Billeder ved, med Scener af Bartholomæus Natten, Kongen som skyder paa Folket. Igaar saae jeg et med en Mand, som i den ene Haand holdt et Æble, i det andet en Pære, med Underskrift, Æblet Adam, Pæren forførte Lafayette.”

Et par dage senere, nemlig den 31. maj, gentager han det mindre udførligt i et brev til Ludvig Müller:

„Den franske Dronning har jeg seet i Theatret, derimod ikke Kongen; men han hænger overalt paa Gaden i Carricatur, snart som Pære til Hest, snart som en Jongleur, der gjør Kunster med en Pistol, osv.”.

Også andre af de billeder H.C. Andersen har set er af aktuelt indhold. Således fortæller han i et brev til Henriette Wulff (30. juli 1833) at han har været til julifesten på rådhuset i Paris:

„I een af Salene hang et deiligt Malerie der forestillede Indtagelsen af Hotel de Ville i Julidagene. En Dreng med Fanen i Haanden synker blødende om medens den begeistrede Skare trænger frem.”

En udførligere skildring findes i et brev til E. Collin af samme dato:

„I et af Værelserne hang et ganske mesterligt Malerie som forestillede Bestormelsen af Hotel de ville i Julidagene; hvor en smuk Dreng staaer forrest med Fanen og bliver ramt af en Kugle, en mindre Dreng slaaer Tromme og nogle kraftige Mænd, med begejstrede Ansigter følge efter.”

Dette maleri er muligvis gået tabt. Måske er det blevet flyttet; måske er det blevet ødelagt ved kommuneopstanden 1870, hvorunder rådhuset brændte. Men det minder slående om et andet billede fra Julirevolutionen, et stik som jeg har ladet kopiere i Bibliothèque Nationale. Det forestiller ganske vist stormen på Louvre.

Louvres indtagelse (29. juli 1830). Set fra Place du Louvre. (Bibliothèque Nationale, Paris. Original 24 x 30 cm.) Billedteksten lyder sådan i oversættelse: Schweizerne som blev forjaget fra rådhuset tog om onsdagen tilflugt i Louvre og satte sig der i forsvarsstilling. Den næste dag angriber hele det parisiske folk som i nattens løb havde opført talrige barrikader alle de punkter der endnu var besat af de kongelige tropper. En kraftig og vedholdende ild forsvarede længe adgangene til Louvre; til slut ilede borgerne der var irriterede over den morderiske modstand helt hen til portene i hælene på eleverne fra Polyteknikerskolen. En af de sidstnævnte, den unge hr. ….. ledte angrebet. En ung mand i spidsen for en gruppe borgere havde i lang tid bekæmpet et kanonbatteri, han affyrer et geværskud, en kanonér falder, han genkender sin egen broder; straks kaster han sit våben og iler den sårede til hjælp. „Jeg fortjener ikke dine beklagelser”, siger denne til ham da han er nær ved at drage sit sidste suk, „lad mig dø og hævn dit land”. Endelig sprænges portene, imidlertid forsvarer schweizerne hidsigt slottet etage for etage; ved middagstid rejses trikoloren oven på kolonnaden af den unge borger der allerede er gennemboret af flere bajonetstik.”

Alexandre Dumas père beretter i sine erindringer (Mes Mémoires, VI, p. 154) en noget lignende episode om en polyteknisk student der bliver båret op på første sal og bliver lagt på tronen, hvor i øvrigt, fortæller han, over ti tusind mennesker den aften kom og satte sig efter tur eller flere på én gang.

Det er lykkedes at finde et stik som forestiller den døende student på Frankrigs trone. På gengivelsen vil man se at det er en ung mand i uniform med trekantet hat; man bør huske at Polyteknikerskolen var og er en læreanstalt hvor man uddanner militæringeniører; de bærer den dag i dag uniform og har militære grader.

Den sårede polytekniker på Frankrigs trone. (Bibliothèque Nationale, Paris.)

I den første fremstilling H.C. Andersen gav af disse begivenheder (i tidsskriftet „Iris” nr. 2, 10. januar 1836, p. 6) står der:

Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne.

„Under sit Ophold i Paris 1833 førte en af mine Venner, en ung Pariser, mig hen paa en Udstilling af Malerier. Mellem disse var eet, som især greb os. Det fremstillede et Moment fra Julidagene, et historisk Træk, stort og poetisk. Min Ledsager fortalte mig det med faa Ord.

I Juli-Revolutionen, paa Seirens meest glimrende Dag, da hvert Huus var en Fæstning, hvert Vindue en Skandse, blev Tuillerierne stormet. Selv Qvinder og Børn strede mellem de Kjæmpende; de trængte ind gjennem Slottets Gemakker og Sale. En fattig, halv-voxet Dreng i Pjalter kæmpede modigt mellem de ældre Krigere; dødelig saaret af flere Bajonetstik sank han til Jorden. Det skete i Thronsalen, og man lagde den Blødende paa Frankerigs Throne, svøbte Fløielet om hans Vunder, Blodet strømmede ud over det kongelige Purpur.

Dette Moment havde Maleren givet os. Drengens blege Ansigt syntes forklaret, Øiet saae begeistret mod Himlen, de andre (sic) Lemmer bøiede sig i Døden. Det nøgne Bryst, den fattige Dragt og det rige Fløiels Drapperie havde stor Virkning.”

Det er ikke til at afgøre om der virkelig har været et maleri med dette motiv på en udstilling. Det er ikke usandsynligt. En undersøgelse af kataloget for Salonen 1833 gav ganske vist negativt resultat; men der kan jo meget vel have været andre udstillinger.

Hvis vi stadig havde H.C. Andersens dagbog for den sidste måned af hans Pariserophold, ville vi sikkert vide besked. Også med hvem hans franske ledsager var. Hvis han da i det hele taget har haft nogen. Han omgikkes jo næsten ikke andre indfødte end sin franske sproglærer hvis navn vi vist ikke engang kender. Er det ham eller en anden franskmand han hentyder til længere henne i artiklen i „Iris”:

„Siden spurgte jeg en af mine Venner, der havde seet Maleriet, og selv taget Deel i Julikampene, hvor Drengens Liig var bragt hen.”

Eller er det også journalistisk fiktion?

Vi ved heller ikke om det passer at han har set maleriet på en udstilling før julifesten, som han siger:

„Nogle Dage efter at vi havde seet dette Malerie, var det Julifesten.”

Men det er i hvert fald givet at vi her har de elementer hvoraf han har komponeret sin gribende fortælling i Billedbog uden Billeder 5. Aften.

Jeg vil indtil videre gætte på at han har gjort den lille fanebærer som man ser på den store gravure til sin eneste helt og ladet ham dø på Frankrigs trone for at få en kunstnerisk afrunding på sin fortælling.

 

Henvisninger

  1. ^ Breve fra Henriette Wulff til H.C. Andersen og omvendt citeres efter: H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. 1959. 2) Denne oplysning stammer fra en artikel af kunsthistorikeren Jean Ad-hémar, som har hjulpet mig med eftersøgningen. Se Jean Adhémar: Le Génie de l’oeuvre d’art, littérature et images (Collection de l’Association internationale des Etudes françaises no. 3-4-5, juillet 1953), p. 236.

 

©