H.C. Andersen og de royale forbindelser

Prinsesse Dagmar, eventyret og telegrafen

[1]H.C. Andersen var ikke bare en forfatter og kunstner, der bidrog til verdenslitteraturen med nye genrer og måder at fortælle på. Han var også en mester i at danne netværk og forbindelser i sin samtid. Det er hans kunst, eventyrene især, der har gjort ham til et blivende og uomgængeligt ikon i russisk litteratur og kultur. Eventyrene og H.C. Andersens ry som digter blev imidlertid hjulpet på vej af en række netværk og forbindelser, som bidrog til at plante hans eventyr i russisk litteratur og kultur. Nogle af disse forbindelser var royale, andre knyttet til udvikling af teknologi og kommercielle kanaler. H.C. Andersen elskede den danske kongefamilie og det royale liv. Han kendte og beundrede således prinsesse Dagmar, alias storfyrstinde Maria Fjodorovna, der blev kejserinde eller zarina af Rusland på et afgørende tidspunkt i russisk historie. Andersen kendte desuden finansmanden C.F. Tietgen, der fik afgørende betydning for en anden, meget stor dansk-russisk forbindelse, nemlig etableringen af de omfattende telegrafforbindelser gennem Rusland og dermed Sibirien til Kina og Japan.[2]

Storfyrstinde Maria Fjodorovna, kejserinde af Rusland. Fotografi fra ca. 1885. Wikipedia.

H.C. Andersen var ikke bare et øjenvidne til sider af historien. Hans eventyr og historier blev samtidig formidlet i Rusland og dermed plantet i russisk kultur, så H.C. Andersens liv og værk i dag danner en bro mellem Danmark og Rusland, mellem dansk og russisk kultur.

H.C. Andersen levede i øvrigt i en tid, hvor store kulturelle, politiske og teknologiske forandringer fandt sted og hvor forudsætningerne for endnu flere forandringer blev skabt. H.C. Andersen forholder sig i sit værk som kunstner og som iagttager til mange af disse store forandringer. Han forholdt sig således med lige dele fascination og angst til dampkraften og elektromagnetismen, der blev de to store forudsætninger for og kræfter i industrialiseringen og dermed også det teknologiske grundlag for den moderne verden, der folder sig ud fra og med slutningen af 1800-tallet. H.C. Andersen orienterede sig ikke selv mod det politiske, alligevel får man ofte fra hans kunst, hans beretninger, hans breve og dagbøger samt fra hans omgang med samtidens mennesker og store personligheder et enestående blik ind i 1800-tallet og de store forandringer. Andersen havde for det første en evne for at iagttage og beskrive, for det andet bevægede han sig rundt i miljøer og blandt mennesker, som var med til at forme samtiden og dreje historiens hjul.

Eventyrets tid

H.C. Andersen var som kunstner og som menneske helt klar over at tiderne skiftede og at han stod mit i dannelsen af en ny verden, mens den gamle gik under. “Vor Tid er Eventyrets Tid”. Denne sætning skriver H.C. Andersens i indledningen til historien eller eventyret “Dryaden” fra 1868. Dryaden er en lille ånd eller fe, en træånd, som lever i og er bundet til dette liv i et træ uden for Paris. Hun kan ane lyset i den store by og vil så gerne opleve det. Bare en gang. Hun får sit ønske opfyldt, kommer ind i Paris, oplever dens lys, dens liv, dens fart, byens modernitet. Dryaden får sit livs ønske opfyldt, men opfyldelsen koster hende også livet. Den lille ånd kan ikke leve uden sit træ og sit faste udgangspunkt. Andersen slutter sin historie om dryaden sådan: “Det er Altsammen skeet og oplevet. Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i Paris 1867, i vor Tid, i Eventyrets store vidunderlige Tid.”

H.C. Andersen anvendte ikke bare ordet eventyr om en litterær genre, som han selv arbejdede kunstnerisk i, men om sin egen levetid og sin modsætningsfyldte samtid. Den mest kendte af de selvbiografier, altså fortællinger om sig selv, han skrev, kaldte Andersen Mit Livs Eventyr. Den indledes med ordene: “Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt!”. Andersen afsluttede arbejdet med denne bog den 2. april 1855, og dermed på sin 50-års fødselsdag, så det var som en status over liv og tid på den runde dag. Siden, og det var i
1869, fortsatte han med en anden del af sit livs eventyr. Ordet eventyr kommer af et latinsk ord, adventura, der egentlig betyder en hændelse eller noget, der ankommer eller kommer til syne. Denne betydning af ordet kendte H.C. Andersen. Han betragtede sit forfatterskab og sine eventyr i særdeleshed som en måde at forstå sine erfaringer på. Ja, egentlig som en måde at leve og at forstå sit liv på. Mange, måske de fleste, af H.C. Andersens eventyr og historier skildrer forvandlinger, både det smukke i at forvandle sig for eksempel fra en havfrue til et smukt ungt menneske, men sandelig også den dybe smerte, omkostning og tragedie, som følger med. Både den fantastiske historie i at blive en smuk svane, men også den lidelsernes vej ad hvilken den grimme ælling må vandre for at nå dertil.

Dryaden med forsideillustration af Pietro Krohn, 1868. Eksemplaret her har Andersen dedikeret til skuespillerinden Julie Sødring. H.C. Andersens Hus.

H.C. Andersen var dybt interesseret i den udvikling, som i hans samtid fandt sted inden for teknologi og naturvidenskab. Den britiske instrumentmager James Watt (1736 – 1819) fik i 1774 den første såkaldte dampmaskine til at virke. Denne maskine var som sagt forudsætningen for en senere industrialisering, men også for nye, revolutionerende transportformer som dampskibet og damplokomotivet. H.C. Andersen oplevede og beskrev begejstret udviklingen disse ’undere’. Han hyldede således toget og damplokomotivets kolossale muligheder blandt andet i rejsebogen En Digters Bazar fra 1842, hvor han beskriver farten og kraften som eventyr;

O, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen, og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve! vor vilde Hest fnyser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer. Raskere kunde ikke Mephistopheles flyve med Faust paa sin Kappe! vi ere ved naturlige Midler i vor Tid lige saa stærke, som man i Middelalderen har troet, at kun Djævelen kunne være det! vi ere ved vor Kløgt komne paa Siden af ham, og før han selv veed det, ere vi ham forbi[3]

I andre historier, som eksempelvis i “Om Aartusinder” fantaserer han over mulighederne for at mennesket kommer til at bevæge sig gennem luften “paa dampens Vinger igjennem Luften hen over Verdenshavet!”. Elektromagnetismen blev opdaget og beskrevet af den danske fysiker H.C. Ørsted (1777 –1851), som i øvrigt var Andersens nære ven gennem mange år. Elektromagnetismen skabte en teknologisk revolution både som drivkraft i eksempelvis elektromotoren og som grundlag for udviklingen af telegrafen, der blev den første globale kommunikationsteknologi. Der blev således i 1860’erne og
70’erne skabt kabelforbindelser mellem Europa og Kina samt mellem Europa og Nordamerika. H.C. Andersen var som sagt begejstret for og fascineret over mulighederne i de nye, tekniske fremskridt. Han var imidlertid samtidig skræmt over de forandringer, de skabte og forårsagede. I historien “Det nye Aarhundredes Musa” (1861) samt i omtalte “Dryaden” kalder han dampmaskinen for “Mester Blodløs” og antydede derved at dampen og dens kræfter savnede sjæl og de værdier, som tjente mennesker bedst.

C.F. Tietgen. Litografi af I.W. Tegner, 1872. Odense Bys Museer.

Telegrafen og C.F. Tietgen

C.F. Tietgen eller Carl Frederik Tietgen, der var født i Odense 1829 og døde i København i 1901, var sin tids største danske finans- og forretningsmand. Han stiftede og var direktør i Privatbanken, som han i øvrigt stiftede og opbyggede en lang række virksomheder både inden for produktion og inden for transport og infrastruktur. C.F. Tietgen havde som ung været i uddannelse og haft lærepladser i udlandet, således flere år i Manchester, der var et af Englands og Europas centre for industri og handel. En af Tietgens særligt store og betydningsfulde selskabsdannelser var, da han i 1868 stiftede et dansk-norsk-engelsk telegrafselskab og et dansk-russisk telegrafselskab. Året efter slog han det sammen med endnu et britisk-norsk selskab og dannede Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, som var et af verdens største. I 1870 dannede han China & Japan Extension-Telegraf-Selskab. Det internationale udblik og hans erfaringer inden for teknologi og infrastruktur fornægtede sig ikke.

C.F. Tietgen fortæller i Erindringer og Optegnelser, som C.O. Molbech samlede og udgav posthumt i 1904, lidt om sit forhold til H.C. Andersen. Tietgen havde læst Andersen og beundrede hans værk, men han betragtede samtidig digteren som en, der var præget af “hans ubændige Forfængelighed”.[4] Tietgen fremfører således et eksempel på denne forfængelighed ved at skildre, hvordan de i 1857 mødtes på overfarten mellem Calais og Dover i dårligt vejr. Andersen sad med alle tegn på søsyge, beretter Tietgen, men “imellem hvert Anfald af Søsygen fik han Lejlighed til at fortælle, at han var indbudt af Charles Dickens til at besøge ham, at “De to Baronesser” var udkommen samtidig i Danmark og London”.[5] Tietgen fortæller videre, hvordan de siden mødes til middagsselskaber i København og at Andersen læste op af sine eventyr. Finansmanden og storgrossereren var glad for eventyrene og for det oplæste, men det var, som Tietgen siger, først ved en senere lejlighed, nemlig ved et middagsselskab hos familien Melchior på landstedet Rolighed i 1862, “at han ganske vandt mit Hjerte”. Tietgen fortsætter:

H.C. Andersen udbragte min Skaal, idet han sagde, at da han gik herud til ‘Rolighed’, fornam han en mærkelig Susen af Telegraftraade i Luften. Han grundede længe paa, hvad der kunde give Anledning til dette Fænomen, da det pludselig gik op for ham, at det var en Hilsen fra den store Hans Christian (Ørsted), som den lille Hans Christian (Andersen) ønskede at bringe fra Himlen som Tak, fordi jeg ved Anlæget af Telegrafen havde bragt hans Opfindelse ud i Verden. Skaalen udbragtes i de for mig mest smigrende og anerkendende Udtryk, og dermed var jeg besejret”.[6]

Nu kan man nok med udgangspunkt i citaterne diskutere, hvem der var mest selvoptaget og optaget af at blive rost, Andersen eller Tietgen, man lad det være. Fra dette øjeblik og fra og med dette møde havde Tietgen og H.C. Andersen et godt forhold og Tietgen var optaget af at støtte Andersens kunst.

C.F. Tietgen blev ikke helt enerådig på nedlæggelsen af verdens længste telegraftråd fra det centrale Europa gennem Rusland og Sibirien til Vladivostok og med afstikkere til Kina og til Nagasaki i Japan, men Store Nordiske Telegraf-Selskab kom på afgørende vis til at præge det gigantiske projekt og satte sit afgørende mærke på samspillet mellem Danmark og Rusland samt mellem dansk og russisk udviklingsarbejde. I sine erindringer og optegnelser bemærker Tietgen, at: “Storfyrstinde Dagmar interesserede sig ogsaa for os, og vi skylder sikkert hende Æren for, at Koncessionen blev givet de Danske”.[7] Det er formentlig en underdrivelse. Storfyrstinde Maria Fjodorovna spillede utvivlsomt en betydelig rolle gennem det, vi i dag ville kalde lobbyisme, for at tidens største danske virksomhed, som samtidig var en af Europas store virksomheder inden for sit felt, fik en kæmpeopgave og en økonomisk set meget stor koncession. Det interessante er nu at etableringen af det store telegrafkabel ikke bare satte sig teknologiske spor. Når H.C. Andersen i eventyret “Dryaden” siger, at vor tid er eventyrets tid, så havde han ret også på den måde at formidlingen af eventyret fulgte telegraflinjens spor, men det vil vi vende tilbage i slutningen af essayet.

Prinsesse Dagmar bliver Maria Fjordorovna

H.C. Andersen var livet igennem betaget af den danske kongelige familie og dens medlemmer. Måske havde Christian 9. og dronning Louises fjerde barn, prinsesse Dagmar, egentlig Maria Sophie Frederikke Dagmar, der var født i
1847, en helt særlig plads i digterens hjerte. Andersen mødte hende flere gange, han talte med hende og læste af sine eventyr for hende og den kongelige familie. Det varmede Andersens hjerte, dels at hun var en køn, ung prinsesse, dels at hun læste Andersens litterære arbejder og roste hans eventyr. Den smukke, danske prinsesse blev i sommeren 1864, hvor hun var sytten år, forlovet med den russiske tronfølger eller zarevitj Nikolaj, der sammen med zarfamilien besøgte Danmark, og han friede til hende i parken ved sommerslottet Bernstorff.

Zarevitjen drog efter forlovelsen videre på en allerede planlagt rejse til Sydeuropa, mens Dagmar forberedte sig til sit kommende liv som storfyrstinde, senere zarina af Rusland, ved at studere russisk sprog, kultur, historie og religion under den russiske præst Janysjev[8]. Desværre døde zarevitj Nikolaj af tuberkulose under sit ophold i Sydeuropa i slutningen af 1864. De unge menneskers fædre, zar Alexander II og Christian 9., udvirkede imidlertid, at der blev indgået en forlovelse mellem Dagmar og Nikolajs lillebror, zarevitj Alexander[9]. Den royale forbindelse mellem det store Rusland og det lille Danmark, der havde tabt så smerteligt i 1864-krigen mod Preussen og Østrig, var en vigtig brik i det storpolitiske spil. Ledende skikkelser i Danmark håbede, at Danmark en dag, måske med Ruslands hjælp, kunne vinde det tabte land i Slesvig og Holsten tilbage. Den russiske zar havde omvendt heller ikke ønsker om at Preussen og et nyt stort Tyskland kom til at herske over farvandene forbi Danmark, så han ønskede et suverænt Danmark, som han var på god fod med. Det kan være svært at afgøre, hvad der var kærlighed, og hvad der var storpolitik.

Prinsesse Dagmar rejste under alle omstændigheder fra Danmark den 22. september 1866 med kongeskibet Slesvig. I Rusland blev hun gift med Alexander den 9. november samme år og dermed forvandlede hun sig til storfyrstinde Marija Fjodorovna. Siden blev Alexander, efter faderens, Alexander II’s, voldsomme død ved et bombeattentat i 1881, kronet som Ruslands zar Alexander III og Dagmar, alias Marija Fjodorovna, blev kejserinde eller zarina af Rusland.

Den videre og meget dramatiske historie frem mod, under og efter den russiske revolution lader vi ligge her, for det er relationen mellem H.C. Andersen og Dagmar/Marija Fjodorovna, der skal belyses.

Den 5.-6. november 1865 var H.C. Andersen gæst hos den kongelige familie på Fredensborg. Han fortæller siden, næsten henført om sit besøg på Fredensborg i Mit Livs Eventyr, der først udkom i 1855, men som han fortsatte i
1869:

Det smukkeste Erindringsbillede fra den Tid var et kort deiligt Besøg paa Fredensborg. Kongen var saa naadig at lade mig kalde. To Værelser paa Slottet bleve givne mig; jeg fandt som altid den hjerteligste, om jeg tør bruge Udtrykket, vennesæle Modtagelse. Kongefamilien vilde høre mig læse mine senest skrevne Eventyr. Jeg har seet alle de kongelige Børn voxe op, og altid fra ganske Smaa rakte de mig venligt Haanden. At kjende den kongelige Familie, er at holde af den;

(…)

Alle de kongelige Børn have hørt mig læse mine Eventyr. Kronprinds Frederik og hans Broder, nu Grækenlands Konge kom som Søstrene Prindsesse Alexandra og Dagmar, nu sad de to yngste Børn her, Prindsesse Thyra og den opvakte prægtige lille Valdemar.[10]

H.C. Andersen var forankret i sin kærlighed til den kongelige familie og den i kærlighed til ham og hans kunst. Den 22. september 1866 er som allerede omtalt dagen, hvor Dagmar forlader København. I sin dagbog noterer Andersen under fredag den 21. at det afskedsvers, han har forfattet i anledning af hendes afrejse, er afleveret til og trykt i Dagbladet, mens han lørdag den 22. noterer:

Hovedpine mindre vel. Vexlende Veir med Solskin og Regn; gik til Byen, tog første Gang min Commandeur Orden paa for at sige Dagmar Lev vel paa Skibsbroen. Jeg traf her mange Bekjendtere. Grevinde Friis kom og ragte mig Haanden til Velkomst. – Det regnede, men pludseligt brød Solen frem, da de Kongelige indtraf. Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min Haand; jeg fik Taarer i Øinene.[11]

Den samme oplevelse skildrer Andersen igen i Mit Livs Eventyr fra 1869. Han fortæller, hvordan han talte med hende, og hvordan han dybt bevæget om aftenen skrev det afskedsdigt, der som sagt dagen før hendes afrejse var trykt i Dagbladet under overskriften “Farvel, Prindsesse Dagmar! Du gaar til Storhed og Glands”:

Farvel, Prindsesse Dagmar! Du gaaer til Storhed og Glands, En Keiserkrone groer der udi din Brudekrands,
Gud lade sit Solskin lyse i Dig og dit nye Hjem,
Da blive til Perler hver Taare, som Skilsmissen nu kalder frem![12]

Andersen fortsætter sin fremstilling i Mit Livs Eventyr og fortæller, hvordan han her den 22. september 1866 står i menneskevrimlen og ser Dagmar gå om bord, ledsaget af sine forældre. Dagmar har inden ombordstigningen set Andersen i vrimlen. Hun går hen til ham og rækker ham hånden til farvel, “da brast Taarerne mig ud af mine Øine, jeg bad i mit Hjerte for den unge Fyrstinde”[13].

H.C. Andersen holdt af den unge prinsesse. Det er der ingen tvivl om. Samtidig er han grebet stærkt af den folkestemning, som prægede Dagmars afrejse og hendes udsigt til at blive kejserinde i en af verdens mægtigste kejserdømmer. Hele situationen med Dagmars forlovelse og ægteskab ind i den russiske zarfamilie har som omtalt også politiske aspekter i samtiden. Danmark havde jo ved den anden slesvigske krig i 1864 mistet store landområder, Holsten, Slesvig og Lauenborg, til Preussen, og mange danskere håbede at få det tabte tilbage ved blandt andet den russiske zars hjælp. De to bevarede i øvrigt kontakten dels gennem breve, dels mødtes de igen i 1867, hvor Christian 9. og Louise kunne fejre deres sølvbryllup. H.C. Andersen blev samme år den 26. maj på kongeparrets sølvbryllupsdag udnævnt til etatsråd, hvilket bringer ham ind i 3. rangklasse, så han kan lade sig invitere til kur og lignende ved hoffet, for disse kure er kun for de tre øverste rangklasser. Det er i den forbindelse og for at han kan takke for udnævnelsen, Andersen igen bliver inviteret til at besøge kongefamilien på Fredensborg. Her han har en samtale med storfyrstinden:

Den kongelige Familie var paa Fredensborg, Prindsesse Dagmar, nu Ruslands Storfyrstinde var her i Besøg hos sine kongelige Forældre; jeg kom derud, det var ikke Audiens Dag, jeg blev imidlertid modtaget og det med saamegen Inderlighed og Godhed, Kongen bød mig blive til Middag hvor jeg da samledes og talte med den elskværdige, ædle Prindsesse Dagmar; hun fortalte mig, at hun læste en russisk Udgave af mine Eventyr, dem hun forud kjendte saa godt paa Dansk[14].

Dagmar fortæller således videre, at hun lærer og styrker sit kendskab til og brugen af det russiske sprog ved at læse de kendte eventyr i de foreliggende russiske oversættelser. På den måde medvirker Andersens eventyr ikke bare til, at hun får en sikkerhed i brugen af det russiske sprog, de giver hende også trøst ved at trække linjer tilbage til Danmark.

Det bliver et dramatisk liv for Marija Fjodorovna. I årene op til og efter revolutionen i 1917 tager hun ophold først i Kiev, siden på Krim-halvøen, for så et blive fragtet ud af landet på et engelsk krigsskib. Hendes familie, zaren og flere af børnene bliver myrdet, hvad hun længe nægter at tro på. Hun bor kort tid i England og kommer dernæst tilbage til Danmark, hvor hun til sin død i 1928 bor og lever et tilbagetrukket liv på landstedet Hvidøre i Nordsjælland.

Det er imidlertid afgørende at forstå, hvor meget hun og hendes tilstedeværelse i Rusland betød i årene, hvor hun især frem til 1881 som storfyrstinde var en særdeles populær skikkelse i brede kredse. Hun spillede imidlertid ikke blot en rolle som paradefigur, men arbejdede for at skabe gode forbindelser til og gode vilkår for danske virksomheder i det store rige. Desuden virkede hun det meste af sit russiske liv stærkt for at udbrede kendskabet til H.C. Andersen og specielt til hans eventyr i Rusland.

Ægteparret Hansen/Ganzen og Dagmar

Der verserer mange udgaver og oversættelser af H.C. Andersens værker og af eventyrene i særdeleshed på russisk. En af de betydeligste versioner, der stadig er normgivende, er oversættelserne, som også undertiden kaldes ’Ganzen’. Ganzen er en russificeret udtale af Hansen og dette navn er forbundet med den første store oversættelse fra dansk til russisk. I årene 1894-95 udkom således fire bind, der rummede en lang række af Andersens eventyr samt andre værker, blandt andet romanen Improvisatoren. Disse fire bind har som sagt sat standard for gode oversættelser siden og har dermed været med til at få Andersens værker og kunst til at slå rod og gro i Ruslands kultur og litteraturhistorie. De skyldes ægteparret Hansen eller Ganzen, som de altså også kaldes.

Peter Emanuel Hansen (1846-1930) blev født i København. Han var fra sin ungdom stærkt interesseret i litteratur og kunst og var i årene 1865-1870 skuespiller ved Det Kongelige Teater i København. Han havde imidlertid en stærk trang til oplevelser og ville gerne til udlandet. Det lykkedes for ham, da han i 1870 fik ansættelse i C.F. Tietgens Store Nordiske Telegrafselskab. Året efter, i 1871, blev han udsendt som telegrafist til Sibirien. Fra det danske og Tietgen-ejede selskab lod han sig ansætte i det russiske telegrafvæsen, hvor han avancerede og i øvrigt lærte sig flydende russisk i tale og skrift. I 1881 forflyttedes han til Sankt Petersborg, hvor han underviste i engelsk og telegrafi. Sideløbende arbejdede han med et forfatterskab om sociale spørgsmål og samfundsforhold og flere i Ruslands regering og kulturelle top fik øje på ham blandt andet som en person, der kunne etablere og udvikle kulturelle kontakter til de skandinaviske lande. Han blev da leder af uddannelsen af telegrafister i Sankt Petersborg, nu under navnet Pjotr Gotfridovitj Ganzen, og fik gennem dette arbejde kontakt direkte til zarens familie og i særdeles storfyrstinde/zarina Marija Fjodorovna. Fra og med 1904 blev han som ledende embedsmand knyttet til “Kejserinde Marija Fjodorovnas Institutioner”, til hvilke en række undervisnings- og forsørgelsesinstitutioner refererede.

Peter Emanuel Hansen. Fotografi u.å. Det Kongelige Bibliotek

Peter Emanuel Hansen, alias Pjotr Ganzen, blev gift med Anna Vasiljev i 1882. Anna lærte sig meget hurtigt dansk og snart begyndte de to på et livsværk i at oversætte dansk/nordisk litteratur til russisk. De oversatte værker af Henrik Ibsen, August Strindberg, Georg Brandes og Søren Kierkegaard. Men de oversatte i særdeleshed H.C. Andersen, som de begge nærede den dybeste respekt for og kærlighed til. De fire bind Andersen, der som omtalt udkom i 1894-95, fremkaldte respekt i den russiske litterære offentlighed. De betød at Andersen blev formidlet til russisk som en dyb og mangfoldig kunstner og fortæller. Det var således i Ganzen, altså i ’ægteparret Hansens’ udgave, at eventyret om “Kejserens ny Klæder” får en krølle. Parret ville ikke støde zaren, så i stedet for at oversætte ordet ’kejseren’, så gjorde de ham til konge. Derfor hedder det “golyj korol” – “en nøgen konge” i de autoriserede russiske oversættelser. Måske ønskede Andersen, da han oprindeligt skrev “Kejserens ny Klæder” netop heller ikke at fornærme sin egen konge, hvorfor han kaldte den naragtige skikkelse i eventyret for “kejser”.

I to breve som Peter Emanuel Hansen skriver til filologen Carl Verner får man et godt indtryk af, hvor betydningsfuld Marija Fjodorovna var for Andersen-udgivelsen. I det første brev fra den 8. april 1893 beklager Hansen sig over, at ingen økonomiske støtte har modtaget fra Danmark til Andersen-oversættelsen, men tilføjer, at han har henvendt sig “med et Bønskrift til Kejserinden, der lige fra Begyndelsen af har ydet min Virksomhed den største Anerkjendelse”[15]. Så skriver Hansen i et efterfølgende brev til Verner fra den
15. oktober 1893, at “Hendes Majestæt Kejserinden lige så snart mit Brev blev forelagt hende, straks tilstaaet mig 1000 Rubler i Understøttelse til Udgaven af Andersen”[16]. Hermed kunne Hansen-parret få den tilstrækkelige arbejdsro til at fuldende oversættelsen.

En sidste kærlig hilsen

Hans Christian Andersens værker og eventyrene i særdeleshed blev altså båret til Rusland af en smuk prinsesse, der beundrede Andersen, og som indgik i et storpolitisk ægteskab med tronfølgeren, storhertug Alexander. Prinsesse Dagmar alias Marija Fjodorovna glemte aldrig hverken Danmark, H.C. Andersen eller hans fortryllende historier. Der findes kun et brev bevaret fra Dagmar til Andersen. Det vil vi slutte med at citere. Det er skrevet som trøst og opmuntring og som en varm hilsen ved juletid 1874, hvor Andersen var syg:

Fra storfyrstinde Dagmar julen 1874

Alt fra min tidligste Barndom har Læsningen af Deres dejlige Eventyr udgjort en af mine største Glæder; med hvert Aar, efterhaanden som jeg lærte at forstaa dem bedre og bedre, har jeg følt større og større Beundring for den Aand, som skabte dem, og ofte har jeg følt Lyst og Trang til at sige Dem Tak for alle de glade og lykkelige Timer, som De saaledes har forskaffet mig. Tillad mig nu paa denne Julefest at udtale i disse Linier, hvad der ligger mig paa Hjerte. Med oprigtig Sorg og Deltagelse hørte jeg Efterretningen om Deres Sygdom, og inderlig er min Glæde nu, da den lyder gunstigere. Gud give, at det fremdeles maa gaa fremad, at De snart maa være fuldstændig helbredt, at De endnu maa have mange, mange Leveaar, lykkelige for Dem selv og til Glæde for alle dem, som højagte og beundre Dem! At Julefesten vil være Dem livsalig, om De end tilbringer den paa Sygelejet, det ved jeg fuldt vel; men dog bringer jeg Dem vor gamle Hilsen: en glædelig Jul! Til disse oprigtige Ønsker føjer jeg nu min inderligste Tak for alt det Skjønne, Dybe, Sande, som kun De har forstaaet at lægge i et lille Eventyr, og det ikke mindst i Deres sidste Julegave til os.

Deres taknemmelige
Dagmar.[17]

Prinsesse Dagmars kærlige brev blev en sidste hilsen fra hende. Andersen døde otte måneder senere. Men hun var og blev som sagt en væsentlig dynamo for udbredelse ikke bare af Andersens værk, men også af gode oversættelser fra dansk til russisk af ægteparret Hansen, der som sagt har betydet, at den russiske reception af Andersens kunst er af høj kvalitet.

H.C. Andersen var særdeles god til at skabe forbindelser mellem sig selv, sin kunst og samtidens store personligheder. Det fremmede hans kunst og det har samtidig betydet meget for Danmarks anseelse. Carl Frederik Tietgen og The Great Northern Telegraph Company var en af samtidens betydeligste aktører, når det gjaldt store ingeniørprojekter. Derfor fik han opgaven. Der er imidlertid ikke tvivl om at Marija Fedorovna også gavnede den sag. Dertil kom at hun insisterede på eventyrets, poesiens og fortællingens ret og betydning. Det er forunderligt, at der er en så tæt sammenhæng mellem den store bedrift, som bygningen af telegraflinjen gennem Rusland var, H.C. Andersens eventyr og ry som forfatter tværs over det store kontinent, og så en dansk prinsesse, der blev zarina. Den tid blev i sandhed “Eventyrets tid”. Andersens eventyr og betydning blev endda således formidlet på ad samme linjer som verdens på det tidspunkt største teknologiske netværk, telegrafen, mens hans beundrer og beundrede Prinsesse Dagmar alias Marija Fjodorovna medvirkede stærkt.

Det suste, for nu at referere til Andersens tale til Tietgen, i luften af hilsner mellem Andersen, Ørsted, Tietgen, Marija Fjodorovna, mellem russisk kultur og dansk kultur. Det var i sandhed eventyrets tid som skabte fortællinger, der i dag binder mennesker i Rusland og Danmark sammen.

 

Noter

  1. ^ Artiklen er en dansk version af artiklen “A Time of Fairy Tales: Hans Christian Andersen, a Danish Princess, and the Telegraph Business”, som er udkommet i antologien Hans Christian Andersen in Russia Redigeret af Mads Sohl Jessen, Marina Balina, Ben Hellman og Johs. Nørregaard Frandsen, Syddansk Universitetsforlag 2019.
  2. ^ For en udførlig beskrivelse af Tietgens virke kan Ole Langes monografi anbefales: Stormogulen: CF Tietgen, en finansmand, hans imperium og hans tid 1829-1901. København: Gyldendal, 2006.
  3. ^ SV, bd. 14, s. 234.
  4. ^ C.F. Tietgen: Erindringer og Optegnelser. Udgivet af O.C. Molbech. København: Gyldendal 1904, s. 84.
  5. ^ Ibid., s. 85.
  6. ^ Ibid.
  7. ^ Ibid., s. 88.
  8. ^ Janysjev omtales kort i Preben Ulstrups grundige artikel om Dagmars liv: “Kejserinde Dagmar/Marija Fjodorovna”, Danmark og zarernes Rusland 1600-1900. Hillerød: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot, 2013, s. 204.
  9. ^ Ibid., s. 215f.
  10. ^ SV, bd. 18, s. 291-292.
  11. ^ Dagbøger, bd. 7, s. 190.
  12. ^ SV, bd. 18, s. 321.
  13. ^ Ibid.
  14. ^ Ibid., s. 329.
  15. ^ Her citeret fra Kenneth Obers grundige afhandling Peter Emanuel Hansen and the Popularization of Svandinavian Literature in Russia, 1888-1917. University of Illinois 1974, s. 53.
  16. ^ Ibid.
  17. ^ Brevet indgår ikke i online-udgaven af Andersens breve. Det er heller ikke før publiceret. Det findes i NKS 2315, 4O. Tak til Mads Sohl Jessen for at gøre mig opmærksom på dets eksistens og Ole Westermann for at transskribere det. Brevet er ikke skrevet i Dagmars hånd, men er en afskrift.

 

©