Indledning

Når man går en tur rundt i udstillingerne i H.C. Andersens Hus, støder man med jævne mellemrum på en museumsgenstand, der på den ene eller den anden måde knytter sig til relationen mellem H.C. Andersen (1805-75) og H.C. Ørsted (1777-1851) og dennes familie. Det er genstande af vidt forskellig karakter, fra dedikationseksemplarer af eventyrene over papirklip til personligt løsøre. Genstandenes forskellige karakter illustrerer spændvidden i forholdet mellem digteren og naturfilosoffen – og mellem digteren og Ørsteds børn. Nogle af genstandene knytter sig, som det ofte vil fremgå af udstillingsteksterne, meget direkte og konkret til venskabet mellem de to Hans Christian’er – mens der i andre tilfælde er tale om en mere "skjult" forbindelse.

Venskabet mellem H.C. Andersen og H.C. Ørsted er så godt som ubeskrevet i den ellers omfangsrige litteratur om digterens nære relationer. Og dét på trods af, at det var et venskab, der fik stor og afgørende betydning for Andersens forfatterskab. Denne artikel kan ikke råde bod på denne mangel: Hér skal venskabets betydning for digteren blot skitseres. Indledningsvis med H.C. Andersens egne ord fra selvbiografien Mit Livs Eventyr:

Hos H.C. Ørsted havde jeg ogsaa selv indført mig; det var som et guddommeligt Fingerpeg, at jeg just henvendte mig til de Ædleste og Bedste, dem, hvis Betydning jeg egentlig slet ikke kjendte og kunde vurdere. Fra første Øieblik, med stedse voxende Deeltagelse, der i de sidste Aar blev sandt Venskab, fulgte Ørsted mig til sin Død; paa min Aandsudvikling havde han en stor Indvirkning og var den af Alle, som under hele min Digter-Udvikling aandelig holdt mig oppe, gav mig Mod og forudsagde mig en Erkjendelsens Fremtid ogsaa i mit Fædreland; hans Huus blev mig tidligt et Hjem, hans Børn, som Smaa, har jeg leget med, seet dem voxe op og bevare deres Kjærlighed til mig; i hans Huus har jeg fundet mine ældste, uforandrede Venner.[1]

Gruppebillede af familien Ørsted. Originalen tilhører Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedafdelingen. Øverste række fra venstre: Anders Ørsted (1826-1905), (formentlig) Niels Christian Ørsted?? (1816-49), Karen Scharling (født Ørsted, 1815-92), Professor i kemi E.H. Scharling (1807-66), Nicolai Ørsted (1829-1900). Nederste række fra venstre: Mathilde Ørsted (1824-1906), H.C. Ørsted (1777-1851), Birgitte Ørsted (1789-1875, HCØ’s hustru, født Ballum) og Anders Sandøe Ørsted (1778-1860). På fotografiet mangler nogle af Birgitte og H.C. Ørsteds børn: Maria Ørsted (tvilling til Niels Christian, 1816-50) og Sophie Ørsted (1821-89) – og altså muligvis Niels Christian.

Fra bekendtskab til venskab

H.C. Andersen ankom i 1819, bare 14 år gammel, til København og opsøgte den 28 år ældre H.C. Ørsted to år senere, da opdagelsen af elektromagnetismen med ét slag havde gjort naturfilosoffen verdensberømt. Ørsted lånte ham ved dette første møde nogle bøger. H.C. Ørsted havde selv som meget ung (16 år gammel) prøvet, hvordan det var at komme fra provinsen – Rudkøbing – til hovedstaden uden at have hverken penge eller forbindelser. Han tog sig kærligt af den vordende digter, der i en lang årrække kom til middag hos familien i Studiestræde en gang om ugen. Det blev også en tilbagevendende tradition, at H.C. Andersen kom på besøg julemorgen og klippede julestads og skrev små vers til julegaverne.


To eksempler på julepynt, som H.C. Andersen klippede til juletræet hos familien Ørsted, juletræsklippene var ofte farverige figurer klippet i forskelligt koloreret papir, ligesom den hér viste sørøver.

I 1821 havde H.C. Ørsted og hans kone fire små børn, og i de følgende seks år skulle der komme tre flere til. Andersen, der jo på dette tidspunkt knap nok selv var andet end en stor dreng, fulgte børnene på nært hold, som det fremgår af ovenstående citat. Det blev især to af pigerne, der kom til at stå hans hjerte nær.

I 1822 indsendte H.C. Andersen det drama – Alfsol – til Det Kongelige Teater, der betød, at han fik økonomisk understøttelse til en uddannelse på Simon Meislings latinskole – først i Slagelse og siden i Helsingør. Det var derfor først i 1827, da Andersen flyttede tilbage til København, at de jævnlige besøg hos Ørsteds for alvor begyndte.

Venskabet mellem digteren og naturfilosoffen skulle komme til at strække sig over 30 år – fra mødet i 1821 til H.C. Ørsteds død i 1851. I dette tidsrum ændrede relationen mellem de to store personligheder gradvis karakter: Fra at være et forhold mellem den faderlige beskytter og den unge protegé blev det til et jævnbyrdigt venskab med udveksling af mange gensidigt udviklende idéer.

Andersen eksamineres af H.C. Ørsted 1829. Niels Larsen Stevns’ freske i mindehallen i H.C. Andersens Hus, udført 1931.

Indledningsvis var rollerne dog givet. H.C. Ørsted var 28 år ældre og verdensberømt, mens Andersen blot var en stor knægt – om end med meget store ambitioner. H.C. Andersen var sig dette forhold bevidst og koketterede med forskellen i alder og status, idet han spøgende og smigrende kaldte Ørsted for "Store Hans Christian" og sig selv for "Lille Hans Christian".

I 1829 mødtes de to Hans Christian’er over det grønne klæde: Et år efter studentereksamen aflagde Andersen den såkaldte Anden Examen – Examen philologicum et philosophicum – der gav adgang til at studere på universitetet. H.C. Ørsted var en af eksaminatorerne. Det er den episode, som Niels Larsen Stevns har skildret på én af freskerne i mindehallen i H.C. Andersens Hus, og det er den episode, Andersen selv beskriver i Mit Livs Eventyr:

En ganske egen Scene indtraf ved examensbordet hos H.C. Ørsted; jeg havde godt besvaret alle hans Spørgsmaal, han glædede sig derover og idet jeg var færdig, standsede han mig ved Bortgangen og sagde: "jeg maa dog endnu gjøre Dem et lille Spørgsmaal!" hans hele ansigt var saa straalende mildt: "Siig mig hvad De veed om Electro-Magnetismen". "Det Ord kjender jeg slet ikke!" svarede jeg. "Husk Dem om! De har forud besvaret Alt saa fortræffeligt, og De maa vide Noget om Electro-Magnetismen!" "Derom staaer der ikke Noget i Deres Chemie!" sagde jeg med Bestemthed.[2]

H.C. Ørsted gav ikke desto mindre "Lille Hans Christian" førstekarakteren "laud" (= rosværdig) for præstationen – men undlod ikke at sige, at han ellers ville have givet ham "præ" (= førstekarakter med udmærkelse).

Efter endt studietid helligede H.C. Andersen sig skriveriet, der nu var hans eneste indtægtskilde. Der er nok ingen tvivl om, at Ørsted på dette tidspunkt introducerede den unge digter for det natursyn, den "Totalanskuelse", han var i gang med at udvikle, og at han og Andersen begyndte at udveksle tanker om forbindelsen mellem videnskab, religion og poesi. I hvert fald indførte H.C. Ørsted følgende i H.C. Andersens stambog, umiddelbart inden digteren drog ud på dannelsesrejsen i 1833: "Fornuften i Fornuften = det Sande,/ Fornuften i Villien = det Gode,/ Fornuften i Phantasien = det Skjønne./Mind med denne Text til mangen Samtale/ Deres hengivne H.C. Ørsted/ Kjøbenhavn d 21 April 1833”. Med fornuften som det centrale princip hylder Ørsted her romantikkens treenighed af videnskab ("det Sande"), etik ("det Gode") og kunst ("det Skjønne").

Da H.C. Andersen, hjemvendt fra dannelsesrejsen, udsendte sin første roman, Improvisatoren, og sin første eventyrsamling, Eventyr, fortalte for Børn. Første Hefte, var H.C. Ørsted den første til at indse rækkevidden af eventyrene. Han er siden blevet berømt for sin forudseende udtalelse: "Improvisatoren har gjort Dem berømt, æventyrene vil gøre Dem udødelig".[3]

Sophie

H.C. Andersen var forelsket flere gange i løbet af sit liv. Men altid ulykkeligt: Følelserne var ikke gengældt, eller han fik aldrig fortalt om sine følelser til den, der var genstand for forelskelsen. Ligesådan med H.C. Ørsteds datter Sophie (1821-89), som han en kort overgang sværmede for og drømte om at gifte sig med. Sophie, der var 16 år yngre end digteren, blev i december 1837 -16 år gammel – forlovet med cand.jur. Fritz Dahlstrøm. Den 11. december skriver Andersen i sin dagbog:

I dag blev Sophie forlovet. Sidste Middag jeg gik derfra med Marmier, sagde han: "De elsker hende, jeg veed det! jeg seer godt! frie til hende!" Jeg tænkte hele Aftenen meget paa hvor urigtigt det var, da jeg er fattig. … jeg vil være som andre Mænd tænkte jeg, heller ikke for Sophie vil jeg sværme, jeg bliver aldrig forlovet og det var en Ulykke om det skete! Gud leed Alt til det Bedste. Jeg sov, og i Dag Kl. 10 blev hun forlovet, jeg hørte det Kl: 1, af H.P. Holst og strax efter af O. Müller, han lagde sin Haand paa mit Hoved, mon det var Tilfælde, jeg følte en Beklagelse deri, … – Nu er jeg hjemme, jeg er alene – alene! som jeg altid skal være det! ved denne Juul, havde jeg vist sagt hende det, hvad der aldrig kunde have blevet godt for hende! Nu bliver jeg aldrig gift, ingen ung Pige voxer mere for mig, Dag for Dag bliver jeg mere Pebersvend! o jeg var endnu igaar mellem de unge – iaften er jeg gammel! Gud velsigne Dig kjære, elskede Sophie, aldrig skal Du vide hvor lykkelig jeg, som formuende og med Dig kunne have blevet! –[4]

Mathilde Ørsted: Fotografi i visitkort-format, taget af fotografen E. Lange, der havde til huse i Østergade 24, København. Erhvervet af Odense Bys Museer i 1994. Bemærk, at Mathilde bærer den samme karakteristiske frisure som på gruppebilledet: To skilninger, der danner et "V" med spidsen i panden.

Mathilde

H.C. Ørsteds yngste datter, Sophies fem år yngre lillesøster Mathilde (1824-1906), fik også en speciel og meget stor plads i H.C. Andersens hjerte: Ikke som genstand for en forelskelse, men som en nær og kundskabsrig veninde. Det kan man læse ud af de mange breve fra digteren til Mathilde, der findes bevaret i samlingerne i H.C. Andersens Hus: I brevene "samtaler" han med hende om stort og småt, om hverdagsoplevelser, litteratur og verdensbegivenheder, og beder hende om hjælp med oversættelser af breve (til fransk).

Mathilde fulgte, ikke mindst som voksen, med i digterens liv og færden på nært hold. Da Andersen i 1847 drog af sted på sin første Englands-rejse, hvor han bl.a. skulle møde et af sine store forbilleder, Charles Dickens, hæklede hun en lille grøn pung til ham, til at have med på rejsen. Pungen kan i dag ses i udstillingen i H.C. Andersens Hus, sammen med andre klenodier fra Englands-rejserne.

I tidens løb modtog Mathilde Ørsted en række af H.C. Andersens værker som gave, alle med personlige dedikationer indføjet. Det var dyrebare gaver, også fordi forfatteren ikke selv modtog mange fri-eksemplarer af værkerne. Venskabet mellem de to fik, som jeg skal vende tilbage til senere, væsentlig betydning for H.C. Andersens Hus.

Den grønne hæklede pung forrest i billedet fik H.C. Andersen af Mathilde (og Birgitte) Ørsted i forbindelse med afrejsen til England i 1847. Han rejste via Tyskland og Holland og har formentlig haft brug for at kunne holde de forskellige valutaer adskilt i forskellige punge.

Indflydelse på forfatterskabet

De måske mest betydningsfulde resultater af venskabet mellem H.C. Andersen og H.C. Ørsted er ikke håndgribelige, på samme måde som en museumsgenstand er det. De er antydede og kan spores og aflæses mere eller mindre direkte i digterens værker – og i naturfilosoffens.

Et af de første steder, man i H.C. Andersens forfatterskab kan aflæse indflydelsen fra H.C. Ørsteds "Totalanskuelse", er i eventyret "Klokken", der blev trykt første gang i Maanedsskrift for Børn ved H.V. Kaalund og Julius Chr. Gerson i maj 1845. Om erhvervelsen af dette manuskript henvises til Ejnar Askgaards artikel "Det Utroligste" i denne udgave af Fynske Minder. "Klokken" handler om at søge efter det bagvedliggende princip, altings udspring, kvintessensen – livspoesien eller "den guddommelige fornuft", som H.C. Ørsted ville have kaldt den. I "Klokken" beskrives det, hvordan de fleste i denne søgen lader sig nøje med overfladiske forklaringsmodeller, mens de ihærdige og udvalgte, kongesønnen og den fattige dreng, uanset stand og klasse kan finde frem til det egentlige, til klokken, symbolet på livspoesien. Mange litteraturforskere (deriblandt Hans Brix og Paul Rubow) har ment, at kongesønnen i dette eventyr repræsenterer H.C. Ørsted, naturfilosoffen, mens den fattige dreng repræsenterer Andersen selv, digteren. Uanset om dét har været H.C. Andersens hensigt, er det i hvert fald sikkert, at der i "Klokken" bliver anslået mange af de temaer, der var centrale i H.C. Ørsteds naturfilosofi. Det gælder f.eks. koblingen mellem natur og religiøsitet og tanken om naturvidenskabens og digtningens forening og fælles mål.

I de følgende år fulgte flere værker, der viser, hvordan naturvidenskaben generelt og "Totalanskuelsen" specifikt inspirerede H.C. Andersen. Det er bl.a. tilfældet med eventyret "Vanddraaben", der udkom i 1848, og ikke mindst med rejseberetningen I Sverrig (1851), hvor kapitlerne "Tro og Videnskab" og "Poesiens Californien" er markant inspirerede af H.C. Ørsteds filosofiske testamente, Aanden i Naturen (1849-50), og nærmest bliver en slags "Totalanskuelsens" programerklæringer. Om dette skriver Andersen selv:

I denne Sommer fuldendte jeg paa Glorup og paa det smukke Corselitze paa Falster min maaske meest gjennemarbejdede Bog "I Sverrig"; denne var det sidste Skrevne, H.C. Ørsted hørte, og i høieste Grad tiltalte den ham; de to Afdelinger: "Tro og Videnskab" samt "Poesiens Californien", begge fremsprungne ved hans aandfulde, indvirkende Samtaler, og ved Opfattelsen af "Aanden i Naturen", blev Stof for os til mangen Samtale. "Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium," sagde han en Dag paa sin milde, spøgende Maade, "maaske bliver De Den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben!"……………… Man vil ikke misforstaa mig, som om jeg tænkte at virke for Videnskaben i Videnskabens Betydning, nei som Digter at hente Stof fra de der lidet søgte Gruber, fra en saadan derinde er f. Ex. Eventyret "Vanddraaben", hvilket ogsaa Ørsted i sin bog "Aanden i Naturen" nævner, idet han fremhæver videnskabelige Opdagelser, der alt have fundet Indgang i Digterverdenen.
Han forstod og glædede sig over den Inderlighed og Kjærlighed, hvormed jeg omfattede alle de nye Opdagelser, alle disse mægtige Aandens materielle Bærere i vor Tid[5]

Første side af H.C. Andersens manuskript til eventyret Vanddraaben (1848). Digteren blev inspireret til eventyret af de "infusionsdyr” (encellede organismer), han havde set i en vanddråbe, da han i juli 1830 var nogle dage på besøg hos botanikeren og agronomen Niels Hofman Bang (1776-1855) på Hofmansgave.
Første side af H.C. Andersens manuskript til historien To brødre (1859). Et hyldestepos til brødrene Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted, skrevet på herregården Basnæs den 29. september 1857, jf. dagbogsnotat af samme dato: "Jeg skrev Stykket om Brødrene Ørsted".

H.C. Ørsted nåede ikke at se I Sverrig udgivet. Han døde den 9. marts 1851, 73 år gammel, af lungebetændelse. Hans død, der oven i købet fulgte lige efter Andersens veninde Emma Hartmanns død, tog hårdt på H.C. Andersen. I dagbogen skriver digteren:

Klokken ll½ var jeg hos H.C. Ørsted, han var opgivet, Børnene stode om Sengen, jeg satte mig inde i Salen og ventede paa Øieblikket, det var skrækkeligt, jeg var næsten ved at faae ondt, gik, udmattet naaede jeg til Eduards [Collin, red.] og saa til gamle Collin, gik strax igjen til Ørsteds. Baron Holsten mødte mig og sagde at det var forbi; jeg kom derop! Fru Ørsted saa from rolig; vi gik ind til hans Seng; han saa ud som den Døde; jeg tænkte paa hans Kjærlighed til os, hans store Aand; jeg græd – græd meget.[6]

Andersen skrev et mindedigt, der blev offentliggjort i Fædrelandet den 11. marts. Da I Sverrig udkom den 19. maj samme år, forærede han et eksemplar til Mathilde og forsynede det med denne dedikation: "Frøken Mathilde Ørsted / For Ham det var mit sidste Stedegnspil, / med Fader-Sind han lyttede dertil; / – Og derfor De det trofast gjemme vil. / H.C. Andersen". Dedikationseksemplaret står nu i biblioteket i H.C. Andersens Hus.

Nogle år senere skrev han et hyldestepos om brødrene Anders Sandøe og H.C. Ørsted, "To Brødre", der udkom 1859. Men også i flere af de eventyr, der udkom efter Ørsteds død, kan der findes spor af de venskabelige tankeudvekslinger. Det gælder f.eks. eventyrene "Om Aartusinder" (1852) og "De Vises Steen" (1861), hvor bl.a. det gode, det sande og det skønne behandles.

Familien Ørsted i H.C. Andersens Hus

Forud for åbningen af H.C. Andersens Hus i 1908 foregik der et omfattende indsamlingsarbejde. Arbejdet med at opspore og erhverve genstande til museet blev forestået af Hans Brix (1870-1961) i perioden fra 1905, hvor det gule hjørnehus blev erhvervet, til 1906. Brix, der senere blev dr.phil., fortæller i en artikel fra maj 1908, umiddelbart efter museets åbning, om indsamlingsarbejdet og om sit møde med den på dette tidspunkt aldrende Mathilde Ørsted:

– Da skete det, at jeg af mine Eftersporinger førtes til en ældgammel Dame, en Datter af en af Danmarks berømteste Aander fra Guldalderens Dage. Hun var yderst svag og havde ligget til Sengs i Aarevis; dog havde hun det just ved denne Tid – i Efteraaret 1905 – noget bedre, saa at hun var i Stand til at modtage mig og tale med mig. Hun var spinkel og gennemsigtig; hendes Stemme var som et fjernt Pust. Hun døde nogle uger efter den Tid her omtales, omkring ved Nytaar 1906.
Da hun modtog mig første Gang, var hun i Forvejen underrettet om Formaalet med mit Besøg; paa et Bord ved hendes Seng laa en lille Stabel Andersenske Originaler med egenhændige Dedikationer. Dem viste hun mig nu, en efter en, fortalte om hver enkelt Bog og om Digteren, og tilføjede derpaa som Regel: "Vil De maaske have den til Museet?" Lejlighedsvis nævnede jeg min forgæves Jagt paa de ældste Eventyr, og hun svarede: "Dem har jeg ogsaa!"[7]

Det viste sig, at "de ældste Eventyr", de to hæfter fra 1835, var lovet bort til en ung pige fra familien, der dog efter at have hørt om Brix’s besøg hos Mathilde Ørsted gav afkald på dem. Den unge pige, der dengang ikke ville røbe sit navn, har efter al sandsynlighed været Petra Scharling (1844-1941), Mathildes niece og datter af Karen Scharling, født Ørsted. Det skulle nemlig siden vise sig, at Petra Scharling i sit testamente havde betænkt museet med 24 af H.C. Andersens papirklip til juletræet i det Ørsted’ske hjem. Klippene havde hun arvet af Mathilde Ørsted. En række af disse papirklip kan ses i H.C. Andersens Hus.

I tidens løb er der med jævne mellemrum dukket nye genstande op med tilknytning til relationen mellem H.C. Andersen og familien Ørsted. Senest med erhvervelsen af Høeg-samlingen. Den største perle i denne samling var utvivlsomt det føromtalte koncept til eventyret "Klokken", men samlingen indeholdt, blandt meget andet, også dedikationseksemplarer til H.C. Ørsted, til hustruen Birgitte og til datteren Mathilde.

Museumsgenstandene – dedikationseksemplarer, papirklip etc. – dokumenterer relationen mellem "Store Hans Christian" og "Lille Hans Christian". De er fysiske beviser på, at de to kendte hinanden godt. Mindre håndgribeligt, men måske så meget desto stærkere lever venskabet mellem naturfilosoffen og digteren videre i H.C. Andersens værker.

Portræt af H.C. Ørsted (1777-1851): Litografi udført af I.W. Tegner 1856, efter tegning af J.V. Gertner fra 1844. Et eksemplar af litografiet hænger i rum 6 i H.C. Andersens Hus. I anledning af H.C. Ørsteds 50-års-jubilæum på Københavns Universitet forfattede H.C. Andersen i 1850 en devise til portrættet. Devisens slutlinjer lyder: "Og gjennem alt det Skjønne i det Sande, Til Gud du fører os med aabent Blik!”

Noter

  1. ^ Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Bind 1. København, 1996, s. 74.
  2. ^ Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Bind 1. København, 1996, s. 104.
  3. ^ Stampe, Rigmor: H.C. Andersen og hans nærmeste omgang. Kjøbenhavn, 1918, s. 2.
  4. ^ Olsen, Kåre og H. Topsøe-Jensen (red.): H.C. Andersens dagbøger. Bind II. København, 1971-76, s. 31-32.
  5. ^ Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. Bind 2. København, 1996, s. 117.
  6. ^ Olsen, Kåre og H. Topsøe-Jensen (red.): H.C. Andersens dagbøger. Bind IV. København, 1971-76, s. 18.
  7. ^ Brix, Hans: H.C. Andersens Hus i Odense. 1: Gads Danske Magasin. Maj 1908, s. 572.

Litteratur

  • Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr. København, 1996.
  • Brix, Hans: H.C. Andersens Hus i Odense. I: Gads Danske Magasin. Maj 1908, s. 566-574.
  • Olsen, Kåre og H. Topsøe-Jensen (red.): H.C. Andersens dagbøger. København, 1971-76.
  • Stampe, Rigmor: H.C. Andersen og hans nærmeste omgang. Kjøbenhavn, 1918.

©