H.C. Andersen og hans billedhugger

I Vilhelm Bergsøes hjem på Vestre Boulevard hang der, omkring århundredskiftet, tretten kobbermedailloner med reliefhoveder af guldaldertidens berømte mænd. De var af tallerkenstørrelse, og ganske ens med navnet nedenunder. De var ikke støbt, men udført i galvanoplastik, et kunsthåndværk der var anvendt i forrige århundrede, og som endte i den, af os ældre erindrede, håndværksagtige elektropletindustri med forsølvede bakker, småfade og spisebestik. Altsammen sager der nu er fortrængt af presset nikkel, nysølv og rustfrit stål, medens resten er havnet i antikvitetsbutikkerne.

Galvanoplastikken kom frem omkring 1830, dengang man havde fået de første primitive elektriske batterier. Ved at lede en strøm gennem en opløsning af kobbervitriol fik man kobber udskilt på den ene pol, medens en tilsvarende mængde kobber blev opløst fra den anden pol, der naturligvis bestod af en kobberplade. Det udskilte kobber dannede et fast homogent lag der, indtil de mindste detailler, tog form fra det metal hvorpå det var udfældet. Ved at udskille kobberet på en matrice, en negativ form, blev denne dækket med et kobberlag der, efter et par dages forløb, kunne skalles af som et positiv, og bronzeres eller forsølves. Man kunne altså, således som det var gjort ved de omtalte medailloner, modellere et relief i ler, tage et gipsaftryk, gøre det syrefast, udfælde kobber på det, og herved skaffe sig en matrice der tillod udfældning af et ubegrænset antal tro kopier.

Som kunsthåndværk nåede galvanoplastikken højst i treserne, og, navnlig fra Italien, kom der smukke kopier af forskellige kunstgenstande. Herhjemme var det navnlig Thorvaldsens arbejder der blev benyttede, de er nu fuldstændig forsvundne.

Hvordan far havde fået de tretten medailloner erindrer jeg ikke, de er sikkert fundet omkring århundredskiftet som et resultat af en af hans mange efterforskninger hos byens marskandisere som plejede at gemme sager til ham, for eksempel lysesakse. Malerier kunne han ikke se, og keramik interesserede ham ikke, men hvad metalsager angik, var han ekspert.

Efter hans død blev medaillonerne gemt bort — ærlig talt, de pyntede ikke på en væg, fordi der var så mange af dem. Men en dag blev Vilhelm Bergsøes eget eksemplar af hans store værk over „Danske Medailler” [1] taget ned fra reolen. Mellem hver side var der indskudt blanke blade til bemærkninger og tilføjelser. På en af de sidste sider i bogen havde han skrevet:

I 1861 udkom hos Galvanoplastiker Caspar Møller en Suite af 24 Portrætmedailloner: H.C. Andersen, H. N. Clausen, N. F. S. Grundtvig, Chr. Frederik Hansen, Constantin Hansen, J. L. Heiberg, Fru Heiberg, G. F. Hetsch, H. P.Holst, N. L. Høyen, Orla Lehmann, J. N. Madvig, W. Marstrand, D. G. Monrad, Carl Ploug, J. Roed, J. Schouw, J. Sonne, Bertel Thorvaldsen, J. P. Trap, Chr. Winther, Adam Oehlenschläger, Anders Sandøe Ørsted, H. C. Ørsted. De have alle Profilhoveder, hvorunder Navnet, og i Halsafsnittet: C. Møller. Eneret. 1861. Alt med fordybet Skrift. Paa Grund af deres Størrelse, 22 cm., og galvanoplastiske Udførelse, ere de ikke optagne under Medaillerne, men maa dog anføres her som et værdifuldt Supplement til de Danske Personmedailler. Flere af dem er udførte efter disse.

Hvorfra Vilhelm Bergsøe havde fået disse oplysninger var desværre ikke angivet, heller ikke datoen, men oplysningen var af stor værdi: Der havde altså ialt været 24 relieffer i handelen, hvoraf han selv kun havde ejet de tretten, nemlig dem der er angivet med kursiv. Hvor var de resterende elleve, og navnlig, hvor var H.C. Andersens? Det var især dette relief der havde interesse, måske var det ukendt. Og hvem havde lavet det?

Det naturligste ved en sådan lejlighed er at henvende sig til vore store museer. Frederiksborgmuseet, der egentlig burde have ejet et eksemplar af hvert, havde aldrig hørt noget om reliefferne, de var naturligvis interesseret, men desværre for sent. Nationalmuseet med den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, hvor medaillonerne også havde haft deres naturlige plads, kendte dem desværre heller ikke. Museumsinspektør Galster fortalte, med et smil, at i ældre tid var „Kabinettet” ikke interesseret i sager der var for store til at ligge i skufferne. Akademiet havde ingen optegnelser, og kunne ikke give nogen oplysning om kunstnerne. H.C. Andersens Hus i Odense og Thorvaldsens Museum heller ikke. Teatermuseet havde dog både Johanne Louise Heiberg og Johan Ludvig Heibergs, den sidste blev lånt mig til reproduktion.

For at finde de manglende blev der derefter forsøgt en henvendelse til de efterkommere og slægtninge man kunne opspore. Resultatet blev ligeså negativt, dog kom relieffet af Orla Lehmann for dagen fra redaktør J. Rode.

Caspar Møllers galvanoplastiske relieffer af forrige århundredes „bedste danske mænd” er sikkert dengang solgt i mange eksemplarer, ellers havde han vel ikke fortsat arbejdet, og det forekom nu ubegribeligt at de i den grad var forsvundet fra Jordens overflade at de ikke engang lod sig opspore.

Forklaringen er dog ikke så vanskelig: Det er den smule metalværdi, de repræsenterer der, efter måske årelang dvælen på et pulterkammer, har givet dem dødsstødet. De er havnet hos marskandiserne eller, hvad der er endnu værre, hos jernkræmmeren, og derfra er de gået i smelteovnen sammen med det gamle kobberkøkkentøj og kobbersmedenes smukke te- og kaffemaskiner, dem med „løvefødder og gesvejsning”. Der har været anledning nok. Engang i firserne blev der samlet kobbersager sammen for at „Marmorkirken” kunne få sin kuppel beklædt med kobberplader. Og da vi byggede Christiansborg Slot gentog det samme sig — slottet skulle have kobbertag, og det skulle være folket der skænkede kobberet. Hvad der blev tilbage af gamle kobbersager gik også i smelteovnen under de to inflationsperioder der bragte enorm stigning i metalpriserne.

For at undersøge om der dog ikke skulle være nogle af medail-lonerne ude blandt publikum blev der forsøgt en henvendelse til offentligheden. Medaillonerne blev efterlyst, dels gennem pressen og navnlig gennem radioen. Den slags efterlysninger benyttes jo af kriminalpolitiet og de plejer at give bonus, eller ofte leder de hen til et eller andet spor.

De forskellige museer, hvortil der var rettet forespørgsel, var selvfølgelig indforstået med en sådan efterlysning. Kunne blot eet af hver af de manglende eksemplarer skaffes til veje, ville det være muligt at lave galvanoplastiske kopier af den hele serie, så fuldkomne, at de ikke ville være til at skelne fra originalerne, og dette ejendommelige minde om forrige århundredes „berømte mænd” ville således være bevaret for de museer, institutioner eller enkeltpersoner som havde interesse i at eje dem, enten helt eller delvis.

Men, først og fremmest gjaldt det selvfølgelig om at få fat på et eksemplar af det tilsyneladende forsvundne profilrelief af H.C. Andersen. Måske kunne det give et bedre og mere autentisk indtryk af digterens træk, end hvad man kunne få af det materiale der allerede foreligger.

Man må nemlig ikke glemme at en billedhugger har mulighed for at udføre en mere naturtro og sandere afbildning end hvad der kan opnås ved en todimensional gengivelse, hvad enten den foreligger som et maleri eller som et af datidens primitive fotografier. Når det tilmed kun drejer sig om at modellere et profilrelief kan han i ro koncentrere sig om opgaven, fordi han ikke behøver at tænke på modellens opstilling, i en eller anden, af ham tænkt positur eller påklædning. Kunstneren kan arbejde i ro som sad han ved et skrivebord.

Da datidens billedhuggere — i modsætning til nutidens — næsten altid udførte den slags arbejder med højt relief, var der yderligere den mulighed at disse medailloner gav et sandere billede af de respektive modeller end samtidige afbildninger, altsammen selvfølgelig under forudsætning af at han benyttede levende model, og ikke kopierede efter et tidligere, af en anden udført arbejde. Og her lå sagen ikke så godt. Bergsøe havde jo bemærket at flere af medaillonerne var udførte efter eksisterende medailler.

Selvfølgelig var medaillonen af Andersen den vigtigste at få fat på, de andre manglende havde, i sammenligning hermed, mindre betydning, men blev dog taget med. Altså blev medaillonerne af Andersen, Grundtvig, Hetsch, Madvig, Marstrand, Ploug, Roed, Thorvaldsen og Chr. Winther, efterlyst under et foredrag i radioen[2] og betydningen blev yderligere understreget ved en senere udsendelse[3].

Der kom et halvt hundrede besvarelser, dels telefoniske dels skriftlige. Som det var at vente havde de fleste lyttere troet at det var medailler det drejede sig om og ikke — som udtrykkelig anført — om store plaketter med 22 cm i diameter. Dette gav naturligvis anledning til en del skriveri med yderligere forespørgsler. Der var dog adskillige der gav værdifulde oplysninger der kunne arbejdes videre med, et eller andet de havde set eller hørt for flere år siden og, ved at forfølge disse spor, kunne man komme sagen så meget nærmere, at man tilsidst opnåede et resultat. Nogle enkelte ejede et par af de efterlyste medailloner og tilbød at udlåne dem til kopiering eller sælge dem. Men i det hele og store var det forbavsende og sørgeligt at se, hvor få der måtte antages at være tilbage af de sikkert flere hundrede medailloner der har været fremstillet. Man fik et godt billede af hvor meget der tilintetgøres af et borgerligt hjem i løbet af knap hundrede år.

Det vigtigste resultat af forespørgslen var dog at det lykkedes at få konstateret, at der endnu var to eksemplarer tilbage af H.C. Andersens relief. Det ene blev udlånt til kopiering, det andet, der kom frem senere, blev købt. Tillige kom Grundtvig, Hetsch, Madvig, Roed og Chr. Winther for dagen. Derimod mangler endnu Marstrand, Ploug og Thorvaldsen. Altsammen under forudsætning af at Vilh. Bergsøes angivelser er korrekte, og at der ikke har været færre eller flere, hvad man jo strængt taget ikke har nogen sikkerhed for.

På et par enkelte undtagelser nær er alle medaillonerne mærkede med et „C. Møller. Eneret. 1861.” Andersens bærer årstallet 1862. Disse signaturer er anbragt i halsafsnittet, det sted hvor kunstneren plejer at sætte sit navn. Det er jo en temmelig kedelig fremgangsmåde fordi det gør det vanskeligt at finde ud af hvem der er den oprindelige kunstner.

Om denne galvanoplastiker Caspar Møller ved vi ikke andet end at han i 1852 boede i nr. 6 ved Gammel Strand, og at hans adresse i 1861 var „Bredgade Nr. 21 hos Budtz-Müller og Co.” som, foruden et fotografisk atelier, havde en anstalt til forfærdigelse af galvanoplastiske gengivelser af forskellige kunstværker, sager som nu synes totalt forsvundne. Navnlig ældre billedhuggeres reliefarbejder måtte holde for i miniature, jeg erindrer, for eksempel, en forsølvet lineal med alexanderfrisen. En henvendelse til firmaet Budtz-Müller og Co., der endnu eksisterer som kunsthandel og kunstforlag, gav ikke noget resultat. De kunne ingen oplysninger give om Caspar Møller eller medaillonerne, og de havde ingen optegnelser fra den tid.

Caspar Møller ansøgte indenrigsministeriet om at få eneret og i den anledning blev der vekslet en mængde skrivelser.[4] Det blev nødvendigt at spørge kunstakademiet, der åbenbart har været i tvivl om hvorvidt en gengivelse i galvanoplastik måtte anses for kunstværk. Telegrafdirektør Peter Faber, der sikkert har været den eneste udenforstående der forstod sig lidt på batterier og kobbervitriol, vedlagde en skrivelse om at Møller har udført „indsendte Medailloner af Thorvaldsens „Dagen og Natten”, udmærket udført”.

De to fundne medailloner af H.C. Andersen, hvoraf jeg, som sagt, købte den ene, var i fejlfri stand, skønt der havde været foretaget en del blankpudsninger.

Paul Bergsøe og søns forskningslaboratorium i Nærum fremstillede straks af dem en del matricer, hvorved det blev muligt, ad galvanisk vej, at skaffe et så stort antal tro kopier, at man må antage at medaillonen nu er sikret for eftertiden. Senere blev der, af selve hovedet, støbt en mængde kopier i kallipasta (paraffinmættet gips), hvorved den kunne billiggøres, samtidig med at den tog sig bedre ud end kobbermedaillonen med den noget klodsede indramning.

Men var det nu også et originalt arbejde? Hvem havde modelleret relieffet, og havde Andersen selv siddet model? Det sidste var sandsynligt, blandt andet fordi der ikke tidligere var udført noget portrætrelief af ham, eller præget medailler der kunne være brugt som model til relieffet.

Det er min overbevisning at det aldrig havde været muligt at få svar på disse to spørgsmål hvis vi ikke havde haft Andersens dagbog og hans breve at holde os til. I dagbogen står:

Mandag den 17 Marts 1862. Alle disse Dage har jeg i flere Timer siddet for Billedhuggeren Stramboe som gør min Medaillon til Galvanoplastikeren Møller.

Tirsdag den 18 Marts 1862. Idag blev Medaillonen færdig og er meget smuk.[5]

Det er altså Stramboe der har modelleret medaillonen, netop til den serie af medailloner som Caspar Møller, hos firmaet Budtz-Müller, udgav. Andersen var tilfreds med udførelsen, hvad der er værd at bemærke, det var jo ikke altid det hændte. Men to måneder senere må Andersen igen sidde model, dels for Stramboe dels for fru Jerichau:

17 Maj 1862. Siddet igen for Fru Jerichau. Senere var hjemme Stramboe og modellerede min Buste.[6]

Endvidere skriver Andersen til Henriette Scavenius den 16 Maj 1862:

I disse Dage sidder jeg for Fru Jerichau, sidder saa længe, at jeg er ved at segne, men det bliver et helt componeret Billede; jeg fremstilles læsende for et sygt Barn, og en Gruppe Børn sidder og hørere til. Strambo gjør min Buste, og da der kommer den ene Bestilling fra Udlandet efter den anden paa mit Photographie,[7] maa jeg ogsaa der give en Time hen. Rejsen beskjæftiger mig ogsaa meget saa jeg er ganske træt, og længes efter at samle Kræfter paa Landet.[8]

Andersen skriver altså to gange: „Stramboe gjør min Buste”. Hvilken buste der her er tale om ved man ikke, heller ikke om en sådan buste nogensinde blev færdig, måske er den en begyndelse til den buste, som vi senere skal høre at Stramboe udfører.

Frederik Christian Stramboe (1833—1908) karakteriseres i Weilbachs kunstnerleksikon som „en Billedhugger der som Figurplastiker fulgte den Thorvaldsen-Bissenske Linie. Hans Portrætter er troværdige, men udmærker sig ikke ved dybere personlig Karakteristik.

Han levede i smaa Kaar, men flyttede, ved Enkedronning Caroline Amalies Mellemkomst 1878 fra Atelieet i Christiansborg Kælder til Kunstnerhjemmet”. Blandt hans arbejder nævnes buster af Schleppegrell (1851), maleren I. L. Lund (1878), J. A. Jerichau og Elisabeth Jerichau-Baumann (1862), en gipsmedaillon af hans moder (Hirschsprungs samling), samt endelig en række buster af kongelige personer: Christian den Ottende, Caroline Amalie, Frederik den Syvende, kronprins Frederik, prins Valdemar, kong Georg af Grækenland, Christian den Niende og dronning Louise (marmor), de fleste udført for kongehuset. I den nye udgave af leksikonet er tilføjet busten af H.C. Andersen samt, naturligvis, medaillonen i galvanoplastik.[9]

Jeg har forsøgt at få mere at vide om Stramboe, men forgæves. Kunstnerhjemmet kunne ikke give oplysninger. Han forblev ugift, og døde ensom og fattig uden efterkommere. Der var ingen af hans navn tilstede ved bobehandlingen.[10]

Der går nu halvtredie år inden vi igen hører om ham i dagbogen:

22 September 1864. Hørt at Kolbergs fatale Buste af mig (16 år gammel) skulde afstøbes, bestilt af gamle Baronesse Stampe, jeg gik til gipseren Hr. Orlandi og sagde at det var mig særdeles imod, da den var en Karikatur og tilbød mig at sidde for en ny, det blev antaget og den unge Hr. Stramboe skal gjøre den.[11]

Fredag d. 23 Sept. 1864: „Stod en Time for Hr. Strambo der lavede min Buste.” [12]

Løverdag d. 24: „Stod for Strambo i Jerichaus Atelier; idag kom Formerne mere kjendeligt frem.”[13]

Mandag 26. „Staaet for Strambo”[14]

Tirsdag 27. „Meget træt efter at have staaet for Strambo”.[15]

Mandag 30. „Kl. 12½ stod jeg sidste Gang for Strambo.[16]

Da det vel næppe kan tænkes, at det er gipseren, der vælger kunstneren, må det altså være Andersen, der har ønsket, at Stramboe skulle udføre arbejdet med den nye buste, som var bestilt af „Gamle Baronesse Stampe”. Og det havde han selvfølgelig ikke gjort, hvis han ikke havde været tilfreds med Stramboes arbejde med medaillonen. Den må i løbet af denne tid være blevet kendt, og kritikken må vel have været gunstig. Måske har Andersen også været lidt påvirket af at Stramboe arbejdede for hoffet, nogle linier i et brev til Martin R. Henriques kan tyde herpå:

10 Oktober 1864. „I de sidste tre Uger har jeg måttet give hver Formiddag til at staa for en Billedhugger; min Buste er blevet gjort af den unge Stramboe, der heldigt har givet Buster af den kongelige Familie; da jeg var færdig dermed, kom Professor Bissen og han har nu fuldført en ny der skal indlemmes i den Samling af Buster Bissen har gjort og agter at testamentere Landet naar han døer.[17]

Fuld så tilfreds med Bissens arbejde er Andersen dog ikke.

I et brev til fru Ingemann skriver han den 8 november 1864:

Den unge Billedhugger Stramboe har, før han rejste til Italien, fuldendt min Buste; den er smukt gjengivet; senere har Professor Bissen ogsaa modelleret min Buste, og den tiltaler alle mine Bekjendte, og omtales som særdeles liig, og herligt udført, mig har den noget Fremmed.[18]

Stramboes buste af H.C. Andersen 1864.

Den af Andersen nævnte Billedhugger Kolberg (1817—1869), hvis „fatale Buste” han åbenbart ikke har kunnet døje, fik i 1847 udstillet to buster den ene af Andersen, den anden af Küchler.[19]

Først i 1866 hører vi igen i dagbogen noget der muligvis kan have forbindelse med Caspar Møller og Stramboe. Andersen opholder sig på Holsteinborg nytårsaften d. 31 Decb. 1866:

Gartneren bragte mig imorges min statuette (galvanoplastisk) fra sin Slægtning Butz-Møller i Kjøbenhavn.[20]

At udføre en statuette i galvanoplastik er meget vanskeligt, det har vel næppe været muligt for den ellers så dygtige galvanopla-stiker. Det er mere sandsynligt, at det drejer sig om en lille buste. Det kan tænkes, at Stramboe har pousseret en miniaturekopi af Andersens buste op i voks, og at Caspar Møller, der jo bestyrede Budtz-Müllers værksted for galvanoplastik, har lavet en enkelt kopi i kobber og foræret Andersen. Det kan nemlig gøres uden alt for stort besvær. Holsteinborg godskontor kunne ikke oplyse noget om, hvem der var gartner i 1866, og Budtz-Müller, der døde 1884, har ikke haft nogen slægtning, der var gartner. Andersen skriver „Butz-Møller”. Måske er det Caspar Møller, der har haft en slægtning, der var gartner på Holsteinborg, men da man ikke kan få nogen oplysning om Caspar Møller selv, kommer man ikke videre ad den vej. Fru Gerd Casse, født Drewsen, en datterdatter af Edvard Collin, har meddelt mig, at hun i Edvard Collins hjem i Dronningens Tværgade 19 har set en lille buste af Andersen. To af Theodor Collins fotografier viser den i baggrunden af stuen. Den kan løseligt anslås til trediedels naturlig størrelse. Måske er det den.

I Svend Larsen og Topsøe-Jensens billedværk[21] findes der afbildninger af de buster, hvortil Andersen har stået model, desværre med undtagelse af Kolbergs „fatale”. Da dagbøger og brevene ikke senere omtaler lejligheder, hvor Andersen har underkastet sig den tortur, det for ham var at stå model for en billedhugger, kan vi vist gå ud fra, at han, i så tilfælde, havde skrevet derom.

Det må forekomme mærkeligt, at det, trods stadig søgen og spørgen om dette Andersen-relief, ikke er lykkedes at få flere oplysninger udefra, alt, hvad der her er anført, hviler på Andersens egne optegnelser. Men mere mærkeligt er det dog, at det heller ikke har været muligt at skaffe pålidelige oplysninger om alle de treogtyve andre relieffer i serien, selv ikke eksemplaret med den berømte fru Heiberg. Alle reliefferne med deres fuldstændige ensartethed i udførelse og størrelse lader formode, at de er modellerede til galvano-plastisk mangfoldiggørelse af een og samme kunstner, hvorefter Caspar Møller har sat sit eneretsmærke i halsafsnittet, derefter taget de aftryk, som han og Budtz-Müller mente, at de kunne sælge og overladt selve salget til denne sidste. Man spørger uvilkårligt: Kan det ikke tænkes, at det er Stramboe, der har modelleret størsteparten af de øvrige relieffer, som serien består af? Der må have været et vist samarbejde mellem Stramboe og Caspar Møller, ellers havde han vel ikke indvilliget i at stryge sin kunstnersignatur på et arbejde, som Andersen — der var en vanskelig herre med hensyn til portrætter af sig selv — havde erklæret for meget smukt. For at sige det rent ud: Stramboe må være betalt, både for sit arbejde, og for at renoncere på sin signatur, ellers er det hele uforståeligt. Og så ligger det nær at antage, at han også har udført de andre relieffer i serien, eller ihvertfald alle dem der, som Andersen-relieffet, ikke er forsynet med anden signatur end galvanoplastikerens og hans eneretskrav.

Disse undtagelser drejer sig åbenbart om originalarbejder, udført i den rette størrelse. Bemærkelsesværdig er således relieffet af H. P. Holst, der har to signaturer, dels et „Th S 1874″ og nedenunder „Budtz-Müller og Co. Eneret”. Den første signatur er Theobald Steins (1829—1901) der, tre år tidligere, havde fuldført en buste af H. P. Holst.[22] Det ses, at serien må være fortsat til 1874, altså tolv år efter, at Andersens medaillon så lyset. Tillige lægger man mærke til, at eneretten åbenbart er overgået til Budtz-Müller og Co., det firma, hvor Caspar Møller arbejdede.

Den anden medaillon er Heibergs. Teatermuseet ejer et eksemplar i terracotta, hvor halsafsnittet er forsynet med Olaf Glosimodts signatur. Glosimodt (1821—1901) var norsk billedhugger, elev af Bissen, og angives at have udført et relief af J. L. Heiberg[23]. Eksemplaret er identisk med kobbermedaillonen, og Glosimodt må antagelig have været indforstået med, at hans signatur på denne sidste blev erstattet med Caspar Møllers.

Den tredie medaillon er Oehlenschlägers. Den bærer mærket H. C., tilhørende forrige århundredes berømte medaillør Harald Conradsen (1817—1905). Han var mester for en mængde medailler [24] blandt andet af Thorvaldsen, H. C. Ørsted, Grundtvig og Oehlenschläger og for flere portrætmedailloner i gips, Weilbach omtaler også en af H.C. Andersen.

Navnlig i midten af forrige århundrede, da smagen var en anden end nu, blev der præget en mængde medailler af fortjente mænd. En del af disse er, som Vilh. Bergsøe havde bemærket, brugt som modeller til medaillonerne. Det er således tilfældet med reliefferne af Grundtvig, Hetsch og Oehlenschläger, der alle er af Conradsen. Til A. S. Ørsted er benyttet en medaille af P. Petersen, til H. C. Ørsted en medaille af Batz, der dog først blev udført langt senere.[25] Den mand, der har udført dette modellérarbejde — Stramboe eller hvem det nu er, — har løst sin opgave på en glimrende måde. Det er ikke let at poussere et relief op til den størrelse, når man kun har en lille medaille at holde sig til.

Det er selvfølgelig interessant, at Stramboes relief af Andersen er kommet for dagen. Det kan nu hænges op i museer og hos dem, der har interesse for digterens træk, og som kan fortælle, at det er det eneste, hvortil han selv har siddet model, og at han var så tilfreds med arbejdet, at han senere lod kunstneren udføre en buste. Men fundet har en dybere betydning, man kan næsten fristes til at kalde den en antropologisk. Der er i vor tid fremkommet et utal af gengivelser af hans træk. Det er ikke nogen overdrivelse at karakterisere dem som mere eller mindre rædselsfulde. Det begyndte straks efter hans død. En medaille med sit billede fik han aldrig i levende live, nu kom der flere, den ene værre end den anden. Relieffer og medailloner så lyset i metal, porcelæn, i brændt ler og sidst i plastik. Man kunne fylde en hel stue, hvis man gad samle på dem. Alle giver de et forvrænget billede af digteren, navnlig de seneste, sådan som det må gå, når man fra een reproduktion laver en anden, fra den en tredie og så videre.

Det er synd for den store digters minde. Han var meget kræsen, når det gjaldt afbildninger af ham selv. Hans gode smag gjorde ham til fjende af al udstaffering omkring hans person, og striden om hans statue forbitrede hans sidste dage[26]. Han ville vende sig i sin grav, hvis han så de forbistringer af hans træk, som en efterslægt kommer frem med. Gamle Ingemanns ønske gik ikke i opfyldelse:

Deres Portræt hænger nu paa min Væg, ligesom før Hauchs. Vi finder det alle fortræffeligt, saa ogsaa deri var De en Phamphilius, hvis det er en Lykke ikke at komme i Hænderne paa fremmede Folk, eller til Efterslægten i Carricatur[27].

Dr. Topsøe-Jensen har en gang udtalt:

Al den oplysning, der kan meddeles den store verden om H.C. Andersen, som han virkelig var, er en uvurderlig tjeneste, der ydes hans eftermæle.[28]

Det gælder selvfølgelig også oplysninger om hans udseende.

Men også på andre områder blomstrer andersenforbistringerne. Vor tid er hård, det følsomme hos vor eventyrdigter kaldes sentimentalitet, det er ikke i kurs længere, og derfor laves der om på hans eventyr[28]. Den slags ting kan ikke forhindres, når det sker i udlandet, men herhjemme har vi heldigvis lovhjemmel til at standse det. Derimod kan vi ikke forbyde, at digterens navn og hans berømmelse anvendes i reklamer til udlandet: Når vi kan have sådan en digter, der blev en god ven af Dickens og Balzac, og som kom hos adelen og ved hofferne, kan vi også lave gode dieselmotorer. Men respekten for vort fædrelands sande værdier, og blot det, at man gør opmærksom på uvæsnet, kan måske forebygge en videre udvikling.

Det er forståeligt, at denne undersøgelse, som undertiden har haft karakter af en detektivopgave, ikke har kunnet gennemføres, uden at der er ulejliget en mængde mennesker. Jeg takker dem alle for deres bistand. En særlig tak skylder jeg dr. H. Topsøe-Jensen for alle hans henvisninger til andersenlitteraturen, uden hans hjælp var jeg ikke kommet langt. Det samme gælder den hjælp, jeg har modtaget fra museerne i Odense.

I
II
III
IV

Et par eksempler på Andersenforbistringer

  1. Stramboes relief. For sammenligningens skyld er det spejlvendt.
  2. En medaillon, mærket E. B. 69, den findes i H. C. Andersens hus i Odense i rund indramning. Et aftryk af selve hovedet i oliemalet brændt ler har en påklæbet seddel, hvoraf fremgår, at den er fremstillet af ’’Danske Nyheder” Odense. — ’’Brændt ved 1000 grader. Uforgængelig. Bør findes i ethvert Hjem. Den velkomne Gave”.
    Fortegningen er let at se: Panden tilbagefaldende, øret for langt nede, næsen for højt oppe og for stærkt krummet. Før fundet af Stramboes relief tjente den desværre ofte som model, blandt andet som omslagstegning til ”H.C. Andersens eget Eventyr i billeder”.[21]
  3. Relief af Ludvig Vieth (1824—87) i porcelæn, indklæbet i et mindetryk udgivet efter Andersens død af Thomsen & Bojesen.[29]
  4. Porcelænsrelief af A. Malinowsky.

 

Noter

  1. ^ Vilh. Bergsøe: Danske Medailler og Jetons 1789—1891 (1893).
  2. ^ „Teknisk Magasin’s” radioudsendelse om galvanoplastik. 9. Jan. 1951.
  3. ^ do. den 16 Juni 1951.
  4. ^ Rigsarkivet. Indenrigsministeriets Departement E. 2748, E. 2749, O. 739.
  5. ^ Dgb.
  6. ^ Dgb.
  7. ^ Budtz-Müller havde også et fotografisk atelier.
  8. ^ Breve fra H.C. Andersen, udgivne af Bille og Bøgh. II 1878 side 480.
  9. ^ Weilbachs Kunstnerleksikon II 1952. Side 297.
  10. ^ Undersøgelse gennem Personalhistorisk Institut.
  11. ^ Dgb.
  12. ^ Dgb.
  13. ^ Dgb.
  14. ^ Dgb.
  15. ^ Dgb.
  16. ^ Dgb.
  17. ^ H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1932. Side 59.
  18. ^ Breve fra H.C. Andersen til Pastor Bastholm, Baronesse v. d. Decken og Fru Ingemann. Side 19—20.
  19. ^ Billedhugger Kolberg (1817—1869). Weil-bach III 1949. Side 153.
  20. ^ Dgb.
  21. ^ Svend Larsen og Topsøe-Jensen: H.C. Andersens Eventyr i Billeder. 1952. Side 69.
  22. ^ Weilbach III 1952. Side 279.
  23. ^ Weilbach I 1947. Side 384.
  24. ^ Weilbach I 1947. Side 225.
  25. ^ Afbildninger heraf findes i de til Bergsøes medailleværk separat udgivne illustrationer.
  26. ^ Svend Larsen: En model og to statuer. Anderseniana. 2 række bind I3 side 264.
  27. ^ Bille og Bøgh: Breve til H.C. Andersen 1877. Side 289.
  28. ^ Topsøe-Jensen: H.C. Andersen og U. S. A. Anderseniana 2 række bind R. Side 185 og 182.
  29. ^ Illustreret Tidende 1875—76. Nr. 847. Side 130 og 133.
©