Forfattere

H.C. Andersen og hans Odense-venner

I familierne Iversen og Hanck

Forord

Om H.C. Andersens udvikling i ungdomsårene og de første manddomsår giver de breve, han vekslede med forfatterinden Henriette Hanck, mange interessante oplysninger. Hidtil har brevvekslingen, der findes i H.C. Andersens Hus og i Det Kongelige Bibliothek, kun delvis været offentliggjort, men H.C. Andersen Samfundet påtænker at udgive den i de kommende årgange af Anderseniana og har bedt mig indlede udgivelsen med en fremstilling af det venskabelige forhold, hvori H.C. Andersen gennem mange år stod til Henriette Hancks familie.

Når jeg, trods manglende øvelse og ringe tid, har ment ikke at burde afslå dette, er det fordi jeg, der er søsterdattersøn af Henriette Hanck, gennem en i barndommen opstået kærlighed til H.C. Andersen og en varm slægtsinteresse er kommet i besiddelse af såvel mundtlige som skriftlige familiemeddelelser, der har megen betydning for forståelsen såvel af det gennem mange år varende venskab som af de personer, Andersen derved kom i forbindelse med.

Grundlaget for artiklen udgøres herudover tillige af et omfattende brev- og billedmateriale fra H.C. Andersens Hus og den Collinske Brevsamling i Det Kongelige Bibliothek, for hvis benyttelse jeg takker de to nævnte samlinger. Tillige takker jeg meget museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, bibliothekar H. Topsøe-Jensen og redaktør K. Riedewaldt-Schiøtt for værdifulde oplysninger under udarbejdelsen.

Brevmaterialet

Breve fra H.C. Andersen

Fru M. HanckLykkesholm19/81837
H.C. Andersens Hus

Til Dateret Trykt Ejer
Bogtrykker Iversen Kbhvn. Febr. 1823 B. og B. S. 3. Eiler Høeg
» » 16 /1 1824 » S. 3. »
Madam Iversen Nørager 15/8 1829 » S. 34. »
» Kbhvn. 3/9 1830 » S. 47. »
Augusta Søeborg » 5/12 1830 » S. 57. ?
» » 6/12 1831 » S. 96. ?
Madam Iversen Rom 14/11 1833 » S. 157. (Ufuldst.) Eiler Høeg
» München 3/5 1834. »
» Sorøe 18/8 1834 » S. 252. (Ufuldst.) »
Adjunkt Hanck Kbhvn. 15/9 1835 »
Fru M. Hanck Lykkesholm ?/7 1836 H.C. Andersens Hus
Louise Hanck » 17/7 1836 Eiler Høeg
» » 30/7 1836 »
Fru M. Hanck Kbhvn. 24/9 1836 H.C. Andersenss Hus
Madam Iversen » 4-7/1 1837 » S. 363. (Ufuldst.) Eiler Høeg
Madam Iversen Kbhvn. 2/12 1837 »
Fru M. Hanck Nysø 17/7 1838 »
» Sorø 2/8 1838 »
» Lykkesholm 23/7 1839 »
» Kbhvn. 3/4 1847 el. 8 Eiler Høeg
» Kielburn near London 21/7 1847 Kgl. Bibliothek
Fru Louise Læssøe f. Hanck Holsteinborg 18/12 1865 Eiler Høeg

Breve til H.C. Andersen

Fra Dateret Ejer
Bogtrykker Iversen Odense 23/2 1823 Kgl. Bibliothek
» » 31/1 1824 »
Madam Iversen » 14/11 1827 »
Augusta Søeborg Odense 21/2 1829 Kgl. Bibliothek
Madam Iversen » 20/11 1829 »
Augusta Søeborg » 19/12 1829 »
» » 27/3 1830 »
Caroline Hanck » 15/9 1830 »
» » Efteraar 1830 »
» (Henriette Hanck) » Efteraar 1830 »
Augusta Søeborg » 12/2 1831 »
» » 31/3 1831 »
» » 11/5 1831 »
» » 28/4 1832 »
» » 12/12 1832 »
» » 14/4 1833 »
» » 17/7 1833
Fru M. Hanck » 30/8 1833 »
Augusta Søeborg » 18/5 1834 »
Adjunkt Hanck » 28/8 1835 »
» » 23/11 1835 »
Augusta Søeborg » 23/10 1840 »
Fru M. Hanck
Caroline Hanck
(Ludvig Læssøe)
Kbhvn. 11/8 1847 »
Caroline Hanck » ?/10 1849 »
» » 20/1 1850 »
» Boller 2/12 1851 »
» Kbhvn. 14/12 1851 »
» Boller 15/3 1853 »
» Kbhvn. 25/9 186? »
» » 2/4 1874 »

Forkortelser

B. og B.
Breve fra Hans Christian Andersen. Udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh. I-II. Kbh. 1878
Brevveksling
H.C. Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. Kbh. 1933—37.
Collin
Collinske brevsamling. Kgl. Bibliotek.

Oprindelsen til venskabet mellem H.C. Andersen og familierne Iversen og Hanck er velkendt. Da Andersen i slutningen af august 1819 af sin moder endelig havde fået lov til at rejse til København, gik han, — praktisk som han allerede dengang var i at træffe rejseforberedelser, — op til den gamle bogtrykker og avisudgiver Christian H. Iversen, som boede ude på sit landsted »Marieshøy i Tollelund« ved Odense Kanal, for af denne at få en anbefalingsskrivelse til solodanserinde ved Det Kongelige Theater mad. Schall, idet det var fortalt ham, at hun skulde være den mest indflydelsesrige person ved theatret, thi det var jo på dette, at han mente, hans fremtid lå. Iversen frarådede ham det på det bestemteste og rådede ham til at lære et håndværk, men da Andersen svarede: »Det vilde virkeligt være en stor Synd«, vandt han ved den samme åbenhed og tillid, hvormed han siden skulde vinde saa mange store og berømte mænds venskab, også her Iversens og fik den ønskede skrivelse. Dette Andersens svar bevaredes i familien, og Augusta Søeborg minder ham om det i et af sine breve adskillige år efter (12/2 1831).

Når Andersen henvendte sig til Iversen, så lå det i, at denne altid havde været i spidsen for dramatiske arrangementer i Odense, og Andersen vidste, at skuespillere, specielt Det Kongelige Theaters, som året forud havde været på tourné i Odense, altid var velkomne gæster på Marieshøj.

Om han selv tidligere har været derude, kan ikke bestemt afgøres, men det er dog sandsynligt, efter hvad Augusta Søeborg lader skinne frem flere steder i sine breve til ham. Et sted (14/4 1833) skriver hun: »Vi har jo fulgt Dem siden Deres 11te Aar omtrent, saalænge kan jeg huske Dem klart og tydeligt«, og et andet sted (17/7 1833): »Ingen kan glæde sig meer over det glædelige, den sjeldne Lykke De har gjordt, end jeg som allerede havde Interesse for den lille William Schakespeare i de blaae Klæder med Øjnene som oftest vendt mod Himlen, fordi hans Stilling paa Jorden, ja selve Jorden syntes ham for snæver for det, der gjærede i hans Bryst!«. Det kunde tyde på, at han her som andre steder i Odense har optrådt som sanger og deklamator, samtidig med at han løb byærinder for folk.

Silhouetter af familierne Iversen og Hanck.

Tidligere boghandler, nu alene bogtrykker og avisudgiver Christian Henrik Iversen var født 6/8 1748 og var altså i 1819 71 år gammel. Han var søn af den kendte koncertmester og komponist Johannes Erasmus Iversen, der tillige var cantor ved Metropolitan-skolen og Frue Kirke, og hustru Henriette Antonette Dahlmann. Holberg, der var en god ven af faderen, stod fadder til den lille Christian Henrik. Da faderen døde allerede i 1755, kom Christian Iversen som 9-årig i huset hos en farbroder David Iversen, der var boghandler i Altona. Her lærte han boghandelen og blev 1764 bestyrer af farbroderens filial i Lübeck, som han fra 1771 drev i eget navn, og efter at han efter datidens skik havde rejst rundt med bogpakker, etablerede han sig som boghandler i Odense i 1775. Tre år efter købte han det Brandtske Bogtrykkeri her og udfoldede nu en alsidig virksomhed. Han startede Fyens Stifts Adresse Avis og Avertissementstidende, også kaldet »Iversens Avis«, og som forlægger udgav han adskillige litterære og videnskabelige værker. Han var endviderede medstifter af Odense Klub, stiftede Fyens Typografiske Selskab og Det Dramatiske Selskab I Odense. Hans polemiker med redaktøren af den anden avis i Odense, Søren Hempel, var meget hvasse og til stor underholdning for publikum. Carl Bruun giver følgende karakteristik af ham i »Christian Iversen. En Provinsredaktør fra forrige Aarhundrede« (Danmark Illustreret Kalender for 1893. s. 87—107): »Der er i Virkeligheden noget absolut moderne ved denne Provinsredacteur, som uden at være nøjeregnende med Midlerne skaber sig en Position i Danmarks næststørste By og forstaar at hævde den til sin Død. Han var en livlig og vittig Mand, Causeur og Selvironiker, opvakt og opfindsom, altid parat til at krydse en Klinge med sine Modstandere og uovertræffelig, naar det gælder at klare sig i en snæver Vending. Han er ikke ukyndig i den Taskenspiller-kunst at gøre Sort til Hvidt, han kan sno sig og dreje sig, saa at han glider bort mellem Fingrene paa sin Konkurrent, ja, naar det kniber, sætter han Myndighederne en Voksnæse paa og lader dem løbe med Limstangen. Han bygger sit Blad og sin Existens paa Flyvesand, men efterlader begge Dele i grundmuret Stand, thi han er en Mester i at afværge ethvert truende Lynnedslag og komme uskadt ud af Bygerne«.

Han gjorde bogtrykkerfaget en stor tjeneste, idet det var hans velunderbyggede klager og indberetninger til Kongen, der gav anledning til, at provinsbogtrykkere fik autorisation til at uddanne svende i faget. Hidtil havde det københavnske bogtrykker-laug haft eneret hertil og benyttet denne ret på en meget hårdhændet måde.

Hans ægteskabs indgåelse var meget romantisk. I familiebiblen skildrer han det selv med følgende ord (meddelt af biblens ejer redaktør Riedewaldt-Schiøtt): »1786, 6. August, min og min Svigerfaders Fødselsdag, blev jeg om Morgenen Kl. 7 i Kierteminde viet til Jomfru Kirstine Marie Nielsen af Odense, en Datter af Hr. Mads Nielsen paa Sæbegaarden sammesteds. Denne gode Pige forlod sine Forældre og betroede sig i mine Arme, eftersom en slettænkende Mand, Uldall i Svendborg (en Skjændsel blandt sine Ordensbrødre) havde berøvet os hendes Faders Samtykke, da han dog fra først af billigede vor Kiærlighed. Ved Guds Førelse var vi dog snart forsonede med hendes Forældre. Gud lade dem og os nu uafbrudt nyde den Glæde og Velsignelse, som vi ved vore Pligters Opfyldelse ville stræbe at fortiene. Aldrig glemme min Siæl, hvad jeg skylder denne kiære Pige! og vore Børn (om Gud forunde os nogen) glæde sig med os, at vor Kiærlighed vandt Seir over den onde Aands Sendebud og fordærvede Satan sin Glæde! Gud lade os altid stræbe at vedligeholde den Kiærlighed, der stiftede vor Forbindelse! og saaledes kun den sildige Alder adskille vor Forbindelse«. Til yderligere forklaring kan jeg anføre, at hun for at komme ud hin bryllupsmorgen måtte liste portnøglen ud under moderens hovedpude.

Hans bøn gik i opfyldelse. Han og hans hustru gennemlevede et ualmindelig lykkeligt 41-årigt ægteskab, under hvilket de, som hans enke skriver, ikke var adskilte over et halvt døgn. Hans begavede og dygtige hustru var ham en god hjælp i hans udbredte korrespondance og førte bladets og trykkeriets regnskaber, samt vedblev at udgive bladet efter hans død. Han døde 10/3 1827.

Da Andersen for første gang efter sin afrejse fra Odense i 1819 fik lejlighed til at gense sin fødeby, skrev han til Iversen med bøn om at unde ham nattelogi. Brevet er fra Slagelse og er et af de første, vi kender fra Andersens hånd, skrevet som det er i februar 1823. Det findes trykt i Bille og Bøghs breve fra H.C. Andersen som nr. 3 og lyder således:

Til St. Hr. Bogtrykker
(og udgiver af Avisen) Iversen
Vestergade i Odense

Gode Hr Iversen
Jeg tager mig den Frihed at skrive Dem til om en lille Anmodning, som jeg haaber, at de ikke bliver vred for; da de dog har lovet, at vis de kunde være mig til nogen Tjeneste de da vilde. — Altsaa. — Jeg sagde dem sidst i Kjøbenhavn, at jeg ikke kom til Odense før jeg Nogenledes kunde vise mig peen i Klæderne, nu seer jeg mig, Gudskee-Tak, i stand dertil, og har derfor besluttet i Paasken at tage hjem til min gamle Fødebye, Moder, og mine Velyndere. — Vi faae Ferie her i Skolen, Mandagen før Paaske og jeg vilde da blive i Odense til næste Løverdag før Paaske, altsaa kun 6 Dage. — Men jeg veed, at min Moder har ingen Seng til mig da hendes Forfatning er Indskrænket, jeg tager mig derfor den Frihed at bede dem unde mig Nattely i de faa Dage, da det vil koste for meget at ligge paa en Gjestgivergaard. — Vil de ikke svare mig herpaa med første Post. — Hilsener til alle i deres Omgivning. —
ærbødigst
Andersen.

Adressen: til Studiosus Actium Andersen, Desipel i den lærde Skole i Slagelse. — Logerer hos Frue Henneberg. —

Desværre var det Iversen umuligt at huse ham denne gang, hvilket vi ser af hans svar, der er opbevaret i den Collinske samling: IX:

S.T. Hr. Studiosus artium Andersen
Discipel i den lærde Skole i Slagelse
logerende hos S. T.
Frue Henneberg

Odense 23 Febr. 1823
Saa kjært som det vilde være mig at see Dem igjen i Odense i en heldigere Stilling end da De forlod same; saa ukjært er det mig at jeg ikke kan opfylde Deres Ønske at logere Dem hos mig, eftersom jeg ejer kun eet Gjæstekamer, og deri logerer en Broderdatter[1] af mig, som har været her siden afvigte Sommer.
Lev vel! Gud lade Dem fremdeles gjøre heldig Fremgang! det ønsker af Hjertet
Deres Ven
Iversen

Januar 1824 skriver Andersen til Iversen med anmodning om at trykke en del digte; (B. og B. nr. 4):

St:
Hr. Bogtrykker Iversen
Vestergade i
Odense
Hermed en Pakke mærket C. I. fra H. C. A.
1824.

Slagelse den 16 Januari 1824
Kiære Hr Iversen
Det er nu snart et ½ Aar siden jeg havde den Glæde at skrive dem til, Aarsagen at det har varet saalænge er at jeg havde ventet et par Linier fra dem, dels, at Tiden har været mig saa knap da jeg nu er kommet op i en høiere Classe. Jeg stod mig ret godt til Examen, og Hr: Rektoren skrev følgende Anmærkning i min Charakteerbog som jeg troer vil glæde dem at læse.
Ved Skoleaarets Ende kan jeg ei undlade at tildele H C Andersen en velfortient Roes for den ufortrødne Flid han især i aarets sidste halvdeel har viist for at forskaffe sig de til videre Fremgang nødvendige Forkundskaber, til Belønning derfor samt for end mere at opmuntre ham, er han optaget i Skolens nest øverste Classe
Meisling.

Jeg har ellers i denne Juul været i Kiøbenhavn, og moret mig herlig, de mig mest kiære Presenter jeg fik, var fra Hendes Kongelige Høihed Caroline, Valter Skots Wærker og fra Øhlenslæger hans nye Digte. — Da jeg sidst skrev dem til, talede jeg om nogle smaae Digte som jeg i den Tid jeg var i Kiøbenhavn havde skrevet; jeg har i Ferierne nu giennemlæst dem og uddraget de bedste som jeg har læst for Ølenslæger og flere Mænd som kan bedømme sligt, og de have sagt at jeg nok tør vove at byde Publicum dem, af den Aarsag sender jeg dem Digtene om de vil læse dem igienem og og trykke dem, de kan (endogsaa, om ikke før, saa naar de ere solgte) give mig for dem hvad de vil, efter at de har faaet deres Umage betalt, kun at de vil give mig 16 Exemplare som jeg vil forære til Venner, de øvrige overlader jeg dem;
Nu lev vel! et glædeligt Nytaar ønsker jeg dem og Familie og haaber nu snart at høre nogle Linier fra dem.
deres
taknemlige
Andersen.

Min Adresse
Til H.C. Andersen
Deseppel i Slagelse lærde Skole
logerer hos Frue Henneberg
i Slagelse.

Kan, eller vil de ikke selv trykke dem, maaske de da vil skaffe mig af med dem, som de saa nok skriver til mig om. —

Iversens svar på dette lyder (Collin IX):

S. T.
Hr. H.C. Andersen
Discipel i Slagelse lærde Skole,
logerende hos Frue Henneberg i Slagelse

Hermed en liden
Rulle i graae Pap, hvori Tryksager Mk H. C. A.

Odense 31 Jan. 1824
Kjære Hr. Andersen
Enhver Efterretning om Deres Velgaaende glæder mig og alle Mine inderligen, og især det skjønne Vidnesbyrd af Deres Rector om den heldige Fremgang De gjør i Deres Studeringer, som maae være Dem en heldig Opmuntring. Jeg gik, som Patient, fra det Gamle ind i det nye Aar, som ved mit meget daglige Arbejde, kun levnede mig liden Tid til at læse Deres Manuscript igjennem; Imidlertid læste jeg dog hist og her Noget, som glædede mig paa Deres Vegne. Men, kjære Ven! De adresserer sig i Henseende til Trykningen af Deres Manuscript ganske til den Urette; thi i mere end 30 Aar har jeg været ude af al Connexion med Boghandlere, da jeg fra den Tid opgav Boghandelen, og ikke trykkede noget mere paa eget Forlag, heller ikke kan paatage mig at trykke Noget for andre formedelst at jeg ikke holder flere Folk i Trykkeriet end til Avisens Befordring fornøden. Skulle De faae det anbragt, maae det være hos en af Kbhvns unge Boghandlere, der ikke endnu har forbrændt sig Fingrene paa formange Forlags — Artikler.
Deres Manuscript følger i vedfølgende Pakke. Lev vel! Gid det fremdeles maa gaae Dem efter Ønske! og at De stedse maae conservere Deres høje Velyndere! Alle Mine hilse Dem venskabeligst.
Jomfrue Melchior som de saae her sidst, er nu i Callundborg hos sin Moder. Hun har haft den Sorg i Somer at miste, ved Døden, en kjær Søster[2] og d. 18de Decbr. sin Fader, som var det værste Stød.
Stedse er jeg med sand Venskab
Deres
Iversen.

Trods Iversens afslag og tvivl om at han kan finde en forlægger, sendte Andersen digtene til Iversens konkurrent i Odense, Hempel, idet han klogelig undlod at fortælle Hempel, at Iversen har afslået at trykke dem (Collin. IX), men heller ikke han vilde vove forsøget. Af Andersens breve ser vi, at han allerede i julen 22 eller måske tidligere har truffet Iversen i København og talt med ham om besøg i Odense, samt at han i sommeren 23 har skrevet til Iversen, hvilket brev desværre ikke er opbevaret. At Iversen har gemt de to meddelte, er allerede bemærkelsesværdigt. Siden hører vi intet om Andersens forhold til Iversen, men at venskabet med familien ikke blev afbrudt er sikkert, og rimeligvis har han i sine feriebesøg i Odense allerede i disse skoleår boet ude på Marieshøj.

Marieshøj. Akvarel af J. Hanck 1807. I forgrunden Madam Iversen og datteren Augusta; i baggrunden Iversen foran huset og Hanck og hustru til venstre for det store træ.

Dette landsted, på hvilket Andersen oplevede så mange muntre sommerferier gennem årene op til 1840, kræver en nærmere beskrivelse.
Dets gamle navn var Tolderlund. Det lå ude ved Odense Kanal overfor Næsbyhoved Skov og havde tilhørt Iversens stamfader Oluf Bager, den fra Frederik II’s tid bekendte storkøbmand i Odense. Herude havde Iversen og hans kone indrettet et efter den tids smag særpræget hjem. Iversens svigersøn Hanck har foreviget det i talrige akvareller, medens Andersen selv flere gange beskriver det. Første gang i en artikel i Kjøbenhavns-Posten for 17de og 18de september 1829. nr. 148 og 149: Brudstykke af en udflugt i sommeren 1829. Heri skriver han: »Den i Odense afdøde Bogtrykker Iversen nedstammede i qvindelig Linie fra denne rige Raadmand [Ole Bager], og paa hans Sommerlyststed »Maries Høi« paa Tolderlund finder man en Stue, der ganske er indviet Alt hvad der angaar Ole Bager.« Og senere: »Hr. Iversen har ellers gjort sig meget fortjent ved de smukke Anlæg i Haugen og ved at have tilladt Enhver at spadsere der. Rundt om træffer man Inscriptioner og Hvilesteder; Canalen gaaer tæt forbi; store tomastede Skibe trækkes ved Heste opad den; Landeveien mellem Odense og Bogense løber paa hiin Side Canalen og ligefor ligger Næsbyhoved Skov og Vandmølle. Tidt sad jeg som lille Dreng her paa Veien og saae over paa det lille Batteri i Iversens Skov; og ønskede da saa gjerne at kunne komme ind i den store Vagt, ret at besee Træ-Grenaderen i Skilderhuset samt Trommen og de mange Geværer.«

Stik af H. A. Grosch efter maleri af J. Hanck.

I et brev til Edvard Collin dateret 7/7 1830 (Brevveksling I. s. 34) skriver han: »Her er ellers meget muntert ude paa Iversens Sted, De veed, at den gamle Iversen var meget lunefuld [Skal forstaas: fuld af Lune. F. A.], og her er derfor en heel Deel ret snorrige Anlæg, saaledes har vi en heel Fæstning ved Canalen, med Træsoldater; i Haven er det enhver tilladt at spadsere og vi see derfor daglig en Mængde, foruden en Pokkers Hob, der gjøre Vesitter. Daglig er vi 13 til Bords hvoraf 11 ere Damer, og af disse ere de 9 mellem 22 og 12 Aar, saa De kan troe vi nok kan gjøre Løier.« Og senere, 21/7 (Brevveksling I. s. 46): »I forrige Uge havde vi, det vil sige Madam Iversen, hos hvem jeg boer, stort Selskab, paa en 100 Personer, der brændte Beegkrandse i Skoven, og alle Mand spadserede med Paraplyer det var et skjønne Syn!«. — I »Mit Livs Eventyr« (pag. 89—90) skriver han under beskrivelsen af Jylland-Fyensrejsen i 1830: »Hvor jeg ved Odense tilbragte som en velkommen Gjæst flere Uger ude paa Landstedet Mariehøj tæt ved Canalen under det gamle Næsbyhoveds Slotsbanke hos Bogtrykker Iversens Enke. Dette Sted var mig i min tidligste Barndom Idealet af et Landsted. Den lille Have var overlæsset med Indskrifter og Vers, der sagde, hvad man paa hvert Sted skulde tænke og føle! Ud til Canalen, hvor Skibene gik forbi, var anlagt et lille Batteri med Trækanoner, der var en Vagtbygning med Skilderhuus og Træsoldat, ganske barnagtigt smukt.« — Man kan skimte det på Grosch’s stik efter maleri af Hanck, benævnet: Udsigt langs canalen ved Odense mellem den nye landevei og et parti af Iversens anlæg ved Marieshøy. Andersen har benyttet emnet i eventyret Snedronningen på det sted, hvor Gerda kommer sejlende ned ad åen i sin båd og lander ved heksens hus, udenfor hvilket der skuldrer to træsoldater. Forøvrigt har Andersen selv givet bidrag til ovennævnte indskrifter og vers. I sommerferien 1829 har han lovet madam Iversen at skrive fire småvers, der malede på bliktavler skulde hænges op på fire gamle poppeltræer, på fyensk kaldet abelliner, som stod nord for huset, og som Iversen selv havde plantet. De skulde være et minde om Iversen. Efter at være rejst fra Odense til Nørager skriver han 15/8 i et brev til madam Iversen (B. og B. I. s. 36): »Digtet til Poppeltræerne (jeg mener Apelinerne) har jeg alt færdigt som Skitse, men ikke ganske færdigt fra Formens Side, da jeg især maa see at concentrere Tankerne for ikke at give Blikkenslager og Maler for meget at bestille«, og ender brevet: »Med næste Brev Apelinerdigtet! paa min Digterære!!!!« Ak, digteræren var ikke helt velbeholden, thi et brev fra Augusta Søeborg (Collin X) dateret 27/3 1830 ender med følgende efterskrift: »Drømer De ikke undertiden om Deres Løvte angaaende Pladerne til Abellinerne; de skulde om De erindrer det, være indrettede som Samtale mellem Træerne om deres afdøde Pleiefader; men kun have et Postpapiirs Quartark i Størrelse.« — Det hjalp. I moerskabs-læsning og curiosa tillæg til Iversens Avis for fredag 25/6 1830 læses efter et aftryk af Andersens digt »Avis aux lectrices« følgende:

Fra samme Digters Haand haves følgende, hidtil utrykte 4 Smaadigte — der snart ogsaa vilde blive at læse paa deres Bestemmelsessted: de — alle Odenses Spadserende velbekjendte — fire gamle Abelliner udenfor Marieshøi:

Paa det første Træ.
Den, som mig plantede var selv en Børneven,
Thi kom, I kjære Smaae, kun til mig hen;
Her tør I lege, svinge jer i Dands,
Mens Fuglen sidder i min grønne Krands,
Og synger om, hvad den i Verden saae:
Thi kom herhid, I Uskylds kjære Smaae!

Paa det andet Træ.
Naar Vaaren pynter Eng og Skov og Krat,
Og Maanen skinner i den stille Nat,
Kom da, I Elskende, paa Eders glade Gang.
For Eder hvelver jeg mit Blade-Hang;
Ei skal jeg røbe Eders rene Lyst,
Om end I riste Runer i mit Bryst!

Paa det tredie Træ.
Naar Heden trykker i den snevre By,
Og Søndagsklokken ringer høit mod Sky,
Kom, brave Borger, med din fromme Viv,
Og glæd Dig ved Naturens Blomster-Liv!
Hvil i min Skygge, medens hist paa Vang,
Dig Lærken synger høit sin Sommer-Sang!

Paa det fjerde Træ.
Han, som os satte, alt som spæde Smaae,
Han lever nu, hvor Himlens Stjerner staae;
Han pleied’ os, vi havde ham saa kjær,
Og tidt hans Aand vi see ved Aftenskjær,
Naar Bedstemoder med sin hvide Lok
Her sidder med den kjære Børne-Flok!

Marieshøj 1835. Akvarel af J. Hanck.

At H.C. Andersens digte blev anbragt på abellinerne kan ses på en af adjunkt Hancks akvareller af Marieshøj fra 1835 i H.C. Andersens Hus i Odense, på hvilken man ser de fire træer med små tavler på.

Inden jeg går over til at give glimt af ferielivet, som det fløj hen herude på Marieshøj, må jeg præsentere de øvrige medlemmer af familien.

Madam Iversen, hvis Fødenavn var Kirstine Marie Nielsen, var født i Odense 25/1 1767 og altsaa kun 19 Aar gammel, da hun blev gift. Efter Billedet har hun været en smuk og livlig ung Pige. At hun tillige var velbegavet og dygtig viser hendes Evner og Energi til at føre Bladet videre efter Mandens Død. Saavel i hendes som Datterens, Augusta Søeborgs Breve til H.C. Andersen forekommer stadig en Mængde forskellige Kommissioner, som Andersen maa udføre for hende i København, ligesom hun benytter Andersen til at forsyne hende med det sidste Nyhedsstof fra København til Bladet. Til Gengæld støtter hun Andersen med Annoncer om hans nyudkomne Bøger og med Forudsubskriptionstegning paa dem i Odense. Hun begyndte at indføre Andersens Digte i sin Avis Fredagen den 4de Januar 1828 med følgende Introduktion efter Digtet »Tanker ved en ituslagen Jydepotte«: »Ovenstaaende med flere Digte, som Forfatteren, — en her fordeelagtig kjendt odenseisk Yngling, der nu videre uddanner sit Pund i Hovedstaden, — har indgivet til adskillige kjøbenhavnske Blade, ville ogsaa efterhaanden, med hans Tilladelse, vorde meddelte her, da de dog nærmest maae interessere hans Provindsfolk.«

Siden kom der mange såvel aftrykte som også enkelte originale bidrag fra Andersen i avisen. Hun følger ham med moderlig interesse men også med moderlige råd og formaninger om at fortsætte med et brødstudium. Hun døde 20/12 1837 og til hendes begravelse skrev Andersen følgende mindedigt, af hvilket kun første og sidste vers er almindelig kendt:


Madame K. M. Iversen
i
Odense.

De, som i Herren døe, de har det bedst,
Vi Levende ei kunne Savnet glemme;
Hver Dag blev Dig en lille Glædesfest,
Naar Du saae dine Kjære om Dig hjemme.
Og Ung og Gammel følte sig saa glad,
Thi Du forstod dem, som de Dig forstode;
Din lyse Tanke i dit Øie sad;
Ak! Dig vi mistede, Du Eiegode!

I Tiden sløves let den Ældres Blik,
Den Ældre kan ei hver en Stræben fatte;
Men Du med Ungdoms Ild med Tiden gik,
Det Gode i den vidste Du at skatte!
En sjelden Qvinde var Du, mild og klog,
Taalmodig, kristelig Du bar hver Smerte,
Din anden Bibel var Naturens Bog,
Den læste Du, som i dit eget Hjerte!

Naar man har levet og er mæt af Aar,
Da, siger Verden, maa jo Døden komme!
Men naar man selv med Sorg ved Kisten staaer,
Da synes Aarene for hurtigt omme.
Du gik til ham, som Du dit Hjerte gav,
Du gik fra Jorden ind til evig Glæde;
Men vi har for vort Øie kun din Grav —
— Det gjør saa vel at kunne ret udgræde!

H.C. Andersen.

J. H. T. Hanck.

Iversen og hustru havde fire børn, af hvilke en søn og en datter døde som ganske små. Deres ældste barn var Madseline Antonette f. 19/4 1788. Hun blev 30/7 1806 gift med adjunkt ved Odense Kathedralskole og stiftscondukteur i Fyens Stift Johan Henrik Trützschler Hanck f. 26/1 1776 i Norge. Han blev allerede 1804 medarbejder ved svigerfaderens blad og overtog efter dennes død sammen med sin svigermoder bladets redaktion. Han har efterladt sig en mængde bygnings- og landskabsbilleder, af hvilke adskillige har interesse for Andersen-studiet, idet de som motiv har steder, hvor Andersen færdedes. Af et par breve på Det Kongelige Bibliothek fra ham til Andersen ser vi, at han har givet udkast til scenedekorationer til Andersens i 1835 skrevne toakter »Skilles og Mødes«, der imidlertid forandredes, så at handlingen i første akt ikke kom til at foregaa på Flakhaven, som det åbenbart først har været ment. Af økonomiske grunde har Andersen måttet forandre det, som han formoder i et brev til Hanck af 15/9 1835, hvori han skriver: »Endnu er det et Spørgsmaal, om min Vaudeville bliver antaget, dernæst om der males en ny Decoration, da man kan gjøre det af i en Stue. Men kommer Flakhaven ikke paa Scenen iaar, skal den nok komme i et andet Arbeide, man maa jo gjøre noget for sin Fødeby.« Næppe har Hanck haft nogen betydning for Andersen. I de muntre sommerferier var det kvinderne, der flokkedes om ham, og som han underholdt med sine mange store og små talenter. Da Hanck mod slutningen af sit liv — han døde på Frederiks Hospital i København den 23/7 1840 — skulde indlægges på hospitalet, skrev hans ældste datter Henriette til Andersen og bad ham om at fremskaffe oplysninger om udgifterne ved et sådant ophold. Tjenstvillig som Andersen altid var, gav han omgående og udtømmende besked og besøgte Hanck flere gange på hospitalet, hvad vi ser af Hancks dagbog fra det sidste halve år, han levede, og i hvilken han omhyggelig optegner, hvilke visitter han modtog. Det er muligt, at det er Hanck, som Andersen giver en kort karakteristik af i »De to Baronesser«, hvor han om etatsråd Heimeran skriver: Faderen var en af disse gode, lattermilde Personer, der paa Tilskuerpladsen ere en Velsignelse for en Lystspildigter, hvis Stykke spilles; Etatsraaden lo ved mindste Anledning. I Forretninger var han nøiagtig som et Regnestykke, der gaaer op, og Fader med hele sin Sjæl.

Hans Kone, Madseline Antonette Hanck, med hvem han levede i et lykkeligt ægteskab og med hvem han fik seks døtre, hører vi heller ikke så meget om, som om hendes moder, søster og døtre; hun havde nok at gøre i hjemmet.

Hun flyttede i 1841 til København, og her i Frederiksberggade, hvor hun boede til sin Død 14/12 1851, besøgte Andersen hende og sendte hende sine bøger med de venligste dedikationer. Der foreligger dog smukke breve både til og fra hende, som viser hende som et omsorgsfuldt og følsomt menneske, der med kærlighed og varm interesse fulgte Andersen i al hans færd.

Fra hendes yngre søster, Augusta Søeborg f. 16/8 1802, findes der derimod i den Collinske samling en række breve fra 1829 til 1840, som giver en god karakteristik af hende. Hun blev 1/1 1821 gift med landinspektør og forfatter bl.a. til den kendte selskabssang »Om hundred Aar er alting glemt« Carl Søeborg, som en tid havde været skuespiller på Det Kongelige Theater. Ægteskabet opløstes i 1828. De havde en søn, Christian Henrik Iversen Søeborg f. 18/12 1823, som i brevene kaldes »Haabet«, »Forstandsøveren«, »Forstandsøvelsen« eller »Ejeren af Nathuset«, hvilket alt hentyder til oplevelser i sommerferierne.

Augusta Søeborg styrede huset for moderen ude på Marieshøj og var tillige hendes sekretær i privat korrespondance optaget som hun selv var af bladets redaktion. Andersen beder et sted i et brev til madam Iversen (2/12 1837), om hun ikke kan skrive et brev til ham eller lade Augusta gøre det, »De kan jo den Dag spise Øllebrød og Bankekjød, som jo Pigen kan lave uden hendes Passen-paa;«. Hendes korrespondance med Andersen på ialt 14 breve fra hende indtager særlig årene 1829 —1833 og afløses som familiekorrespondance af Henriette Hanck, hvis brevveksling med ham særlig strækker sig over sidste halvdel af 1830’erne fra gamle fru Iversens død i 1837 til familiens flytning til København i 1841.

Augusta Søeborg skal som ung have været blond og farveløs, i modsætning til søsteren, der var mørk og med et interessant ydre. Med årene blev hun ret trivelig, og Andersens øgenavn til hende i Marieshøj-årene var »Risengrynspølsen med Sommerfuglevinger«, dette sidste på grund af hendes livlige færden. Hun har været en velbegavet, men noget temperamentsfuld dame, der ikke var bange for at sige sin mening ligeud, ja Andersen har hun endog været efter med et kosteskaft under en uenighed, og hendes svoger skriver 23/11 1835, at hun efter en sygdom nu atter er ved at spille »Dominante«. Gennem hendes breve skimter man en utilfredshed med livet, som heller ikke havde taget blidt paa hende, en længsel efter større forhold og mere frigjorthed, end en kvinde i de tider kunde tillade sig. Tillige var hun ofte syg og skrantende, men blev dog 72 år, idet hun først døde 8/11 1874.

Madseline Antonette Hanck, f. Iversen.

Dernæst kommer vi til Hancks døtre, af hvilke der var seks. Den ældste Henriette (Marie Kristine Henriette) Hanck, f. 19/7 1807, er den, der stod Andersen nærmest, ikke alene fordi hun var ham nærmest i alder, men hun var et poetisk gemyt, og blev senere selv forfatterinde. Hun var vanfør, og Andersen antyder dette så smukt, idet han siger om hende, at hun var født med én svanevinge. Augusta benævner hende i et brev (23/4 1832) som »Digtersjælen«. Hun døde ugift 19/6 1846. En nærmere karakteristik af hende vil det være naturligt at knytte til udgivelsen af hendes korrespondance med Andersen.

Den næstældste var Christiane (Claudine Christiane) Hanck, f. 1/11 1808. Hun skal have været smuk og meget ombejlet i sine unge dage. Hun havde en smuk sangstemme og talent for dans, idet jeg erindrer, at der blev sagt om hende, at hun kunde gå stuen rundt på tåspidserne. Andersens øgenavn til hende var »Venus, der er gaaet gennem et Køkken« på grund af hendes mørke skønhed. Augusta Søeborg kalder hende sangfuglen. Hun døde ugift i København 23/7 1881.

Den tredie datter Thea (Johanne Madseline Mathea) Hanck, f. 21/1 1810, blev gift med inspektør ved Eugenia-stiftelsen i Christiania Frederik Haslund. Hun kaldes i Augusta Søeborgs brev (28/4 1832) »Den longobardiske Guvernante«. Hun ernærede sig i sine unge dage ligesom Christiane ved undervisning.

Den fjerde Augusta (Franziska) Hanck, f. 25/1 1811, skal have været stille, kvindelig og opofrende. Hun plejede faderen under hans sidste sygeleje på Frederiks Hospital og blev 30/12 1843 gift med senere slotsforvalter på Rosenborg Ludvig August Læssøe og som sådan min mormoder. Hun døde allerede 22/10 1848. Hun benævnes af Augusta Søeborg (28/4 1832) »den kjøbenhavnske Christianshavnsvandrerske«, oprindelsen hertil kan jeg ikke fastslå.

Den femte Søster Louise (Charlotte Camilla) Hanck, f. 17/1 1814, skal have været den lyse skønhed i flokken. Hun kaldes af Augusta Søeborg (28/4 1832) for »den guullokkede Skjoldmøe« og er derfor sikkert modellen i Andersens herlige lille stemningsbillede »Graat-Veir«, hvori han så levende i få ord skildrer en trist sommerferiedag med tungt gråvejr, og som han skrev ude på Marieshøj i sommeren 1829:

Graat-Veir.

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,
Det gider ikke regne engang fra Sorten Sky;
Selv Gaardens Ænder ligge saa tavse hver og een,
Med Hovedet bag Vingen og ligne Kampesteen.
Ja Bedstemoer i Stolen smaanikker, sover ind,
Den smukke Datterdatter med Haanden under Kind,
Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,
See, over Brystet falder det lange gule Haar;
Jeg selv sidder søvnig med Benene paa tvers,
Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!

Louise har da været 15 år, i bachfischealderen, med gule fletninger og har derfor nok kunnet tillade sig at gabe demonstrativt. Hun blev senere, 30/5 1850, Ludvig Læssøes anden kone efter Augustas død. Det var Andersen, der bragte familierne Hanck og Læssøe i forbindelse med hinanden. Signe Læssøe og Henriette Hanck udvekslede tanker sammen i breve gennem årene, og disse breve giver også mange oplysninger af betydning for Andersen-studiet.

Louise blev sin mand en god hustru. De levede i et lykkeligt ægteskab til hans død i 1878. Hun blev en opofrende moder dels for de to børn fra det første ægteskab, dels for sine egne tre børn, af hvilke en datter døde som barn. De fire sødskende følte sig som én flok med fælles fader og moder. Hun havde ingen særprægede karakteregenskaber. Hun døde 30/12 1882.

Den yngste i søsterflokken, Caroline (Amalie) Hanck, f. 25/10 1816, bar sit Andersenske øgenavn: »Hanck’s Dreng« med rette. På silhouetten fra hendes tidlige barndom ser man tydelig det gamin-agtige skinne frem. Hun var begavet, livlig og vittig og skal i meget have mindet om Ingeborg Collin. Kostelige er to breve fra hendes hånd i 1830, da hun var knap 14 år; en blanding af alvorlig vurderende kritik af hans sidste digte og den mest løsslupne bachfischmunterhed.

15. September 1830
Af bare Kjedsomhed sidder jeg mig hen for at skrive til den gode Andersen dersom det ellers kan være et Remede derimod, den eneste Afvexling jeg har er at græde og lee et Par Gange om Dagen, hvad jeg da ogsaa ærlig gjør. Heines Reisebilder[3] har jeg i denne Tid og det er endda en Trøst, jeg sværmer ogsaa af alle Livsens Kræfter for dem, Ostenfelds kan jeg ikke faa til at sværme med, thi den ældstes Forstand er bleven saa oplyst siden hun har begyndt at gaa til Confirmation, og den Anden har alletider været saadant et lille fornuftigt Dyr, saa jeg tror ikke engang hun behøver at staae (som Kjøbenhavnerne kalde det). Det er sandt, en Afvexling har vi faaet til, som par diable ikke er af den morsomste Slags, vi læse nemlig hver Aften høit i en fransk Bog, og var jeg ikke søvnig før, saa bliver jeg det da nu, kan De ikke nok mærke at det Franske allerede begynder at bide paa. — denne Afvexling har Moder fundet paa.
Fra Jette skal jeg takke Deres Phantasie og Digtertalent ret meget, fordi den elskværdige Fru Læssøe synes godt om hende[4]; men Dem selv skal jeg gjøre en Compliment for det os tilsendte Digt[5], især for det tredie og fjerde Vers, hvori de deilige Linier forekommer. Det er saa tungt saa knusende tungt at døe naar Hjertet endnu er ungt. Det hele er meget smukt og har hos hende næsten stukket endeel af Deres foregaaende Digte ud. Naar de skriver igjen maa De ikke glemme at fortælle hvorledes den strænge Kritiker Dr. Heiberg[6] har recenseret deres Digte, de veed det vil interessere os Alle. Lev vel, skjøndt ubekjendt beder jeg hilse Kjøbenhavn. Jette gaar nu ikke mere omkaps med Ragatzo — det lille Dyr er gaaet forud.
Caroline.

Efteraaret 1830
Gode Andersen!
Tak for Deres lille Brev, som glædede mig meget især da det gaar saa sieldent paae at nogen skriver mig til; men nu vil jeg ogsaa til Gjengjæld glæde dem med en Efterretning. De bliver i Aften beundret af et heelt Høstgilde vores Pige Dorthea har i et Par Maaneder ret angreben sig for at lære Ordene og Melodien til deres døende Barn for at kunne synge samme ved denne passende Leilighed, — om der skal danses efter ved jeg imidlertid ikke. — De spørger hvad Jane siger? — ikke andet end alt godt, hun og Moder vedligeholde for det meeste Conversationen hjemme! — Hvordan Gusta svæver?[7] — Over Gulv med Læderskoe, thi de mørke regnfulde Skyer see ikke meget indbydende ud. — Louise gjør endnu samme Lykke som forhen. — De spørger ogsaa om min Skolemesterinde er noget bøs og traurig? jeg kan i Grunden ikke klage, hun kunde være værre. Det er vel at de i deres Overskrivt erindrer mig om, at jeg ikke er confirmeret og altsaa endnu ingen fuldkommen Dame, jeg havde i modsat Tilfælde hverken kunnet eller villet skrive dem til, da jeg jo maatte befrygte, at de kunde faae isinde at udgive et Sidestykke til deres Erindringsblad[8] hvori der forekom Prøver af Damernes Brevstil — og der skyttede jeg sandelig ikke om at være med. — Jeg skal hilse dem fra Jette og rose dem fordi de var saa peen at sende os Corecturen paa deres 3 nye Digte som vi alle finde særdeles smukke — især det Første, det andet er maaske høiere og mere poetisk riigt; men det Første er saa rørende saa heinisk deiligt. — Forskjellen mellem disse to Digte er egentlig, at man interesserer sig for det Andet, og holder af det Første. — Men blandt Gjenstænderne for deres Kjærlighed[9] har de glemt — Ironie og Satire. — Er Frøken Voigt endnu i Kjøbenhavn? Jeg gad nok seet de Øine[10] som kan begeistre hendes Sanger til saa smukke Digte. — Baladen om Kippe og Hans er endnu ikke begyndt, men bi blot til Aanden kommer over mig (De maae have Taalmodighed om det skulde vare noget længe) thi naar den Tid engang kommer skal jeg nok behandle den con amore saa den langt skal komme til at overgaae alle de erotiske Klagesange som jeg fra deres Haand venter, at see over samme Emne.
Da vi jo i dette Liv ikke har synderlig anden Glæde end den man gjør sig selv, saa besluttede vi for en fjorten Dage siden at spille en lille Comedie hvilket vi da ogsaa iværksatte i Onsdags, idet vi for en temmelig Forsamling af Damer med Assistance af Fløite og Fortepiano opførte Aprilsnarrene,[11] for at give dem en lille Idee om det Heele vil jeg fortælle dem hvordan Hovedpersonerne vare besadte og tillige tilføie en Charakteer for hver hvorledes de efter min ringe Mening udførte deres Roller. — Fru Bittermandel — Line Nissen meget godt med? Frøken Tromphmeier Tanta Gusta udmærket med? Constance Doris Krüger godt — Siegfried Elskeren Carl Krüger som i denne Tid er paa Besøg fra Schleswig godt med X — Ziierlig Jfr. Gottschalk meget godt med X Trine Gusta udmærket godt med ? Hans Mortensen Caroline meget godt med ?, — Den svendske Dandsemester Jane udmærket godt med ? En tydsk Aventurie Jette auch gut hun kunde nok fortjene i Skilling og en Glæde, Louise Madam Rar meget godt. De tænker vel ikke mere paa Norgesreisen.
Caroline.

Det er jo herligt at Skræderen har gjordt saadan et Mesterstykke. Naar nu blot Skomageren ikke lader dem leve paa for stor en Fod.[12]

Hunden Ragatzo, som hun nævner i første brev som gået forud, har nogen litterær interesse. Jeg har en akvarel, som Hanck har malet af den med påskrift: »Ragazzo, Mimis Søn, fød 10 Juli 1819, død 8 September 1830. Alt Kattevæsen fiendsk«. Den var altså død en uge inden brevets dato. Den bidrager til bekræftelsen af, at det er Caroline Hanck, der har stået model til Caroline Heimeran i »De to Baronesser«, idet etatsråd Heimerans hund netop bærer dette navn. Forøvrigt har Caroline Hanck selv bekræftet dette, idet Nielsine Bie, hendes unge veninde fra Boller[13] skriver: (Se Nielsine Bie. En Mindebog. Ved Sigurd Elkjær og Jens Peter Bie. Hillerød 1935. s. 32).« Hun fortalte om H.C. Andersen, der havde anvendt nogle Smaatræk om hende til en af sine Romanpersoner »Caroline Heimeran««.

Hun bevarede livet igennem en søsterlig kærlighed til Andersen og hans minde. Fortalte gerne om ham og hans værker, og sommerferierne på Marieshøj, når han var derude og satte liv i det hele, stod altid for hende med hele den strålende glans, som sådanne barndoms- og ungdomsminder har. Når hun senere i livet trængte til opmuntring og poesi skrev hun til Andersen og klagede sin nød for ham. Endnu til hans fødselsdag i 1874 sendte hun ham en rosenhilsen med lykønskning og tak for minderne:

Kjære Etatsraad Andersen!
En glad velsignet Dag, og kommende Aar ønsker Deres gamle Veninde Dem af Hjertet. Lad Rosens Duft minde Dem om Rosengangen i Tolderlund, og bringe nogle Ungdomsminder frem; Jeg som er døv og derved udelukket fra mange lyse og glade aandelige Indtryk, blader saa gjerne i Mindets Billedbog, og dvæler da helst ved min Barndoms, og aller første Ungdomsdage, og mit Hjerte føler da altid en levende Tak til Dem kjære Etatsraad Andersen, for alt det Liv og den Sommerglæde De bragte til Bedstemoders Hjem, jeg kunde alt om Vinteren glæde mig i Forventningen om at Sommeren skulde bringe Dem, ja! jeg skylder Dem, mine morsomste og gladeste Barndoms og Ungdomsdage.
Den dejlige Barndomstid (idetmindste var min saaledes) hvor man saa sorgløs saa ubetinget hengiver sig til Øjeblikkets glade Indtryk. Tilgiv hvis jeg har trættet Dem kjære Andersen men jeg følte en levende Trang til at takke Dem for de glade Barndoms og Ungdomsdage. Med Glæde hørte jeg af Amalie Munch at Deres Helbred atter tillader Dem at deltage i Selskabelighed. Vidste Søstrene at jeg skrev, veed jeg at de vilde ønske Dem en glad og velsignet Dag.
Deres trofast hengivne
gamle Caroline Hanck.

Som den yngste i flokken havde Caroline Hanck mange kæle- og øgenavne. Jeg har allerede nævnt et af Andersens: Hanck’s Dreng, til hans opfindelse hører også navnene: Den lille kanehest (når hun slog med nakken), den yndige qvindelige gangerpilt og måske »Thalias retmæssige Datter« fra Augusta Søeborgs Samling af Øgenavne. (Se s. 30). Endelig blev hun i Hjemmet kaldt »Bidden«.

Hun er den eneste, jeg personlig husker, men hun har også lagt grunden til min kærlighed til H.C. Andersen, idet det gjorde et uudsletteligt intryk på mig, da hun engang under de hyppige besøg i mit barndomshjem tog min yngste søster og mig på skødet og fortalte os om Andersen og med sin slørede stemme fremsagde hele »Det har Zombien gjort« for os. Hun var ugift som de to ældste søstre. Hun var en tid i sine unge dage plejerske på det orthopædiske institut, hvor hun nogle gange fik Andersen ud at læse op for patienterne. Senere kom hun som selskabsdame til Boller for den næsten blinde komtesse Emmy Frijs, (f. 1825, d. 1863), der siden blev gift med maleren Thorald Læssøe (f. 1816, d. 1878), en broder til Caroline Hancks svoger. Endelig kom hun som oldfrue til grev Raben på Aalholm. Hun havde lært komtesse Amalie Raben (f. 1832, d. 1905) at kende på orthopædisk institut, hvor denne lå et par år som patient. Komtesse Raben blev senere gift med den kendte norske digter Andreas Munch (f. 1811, d. 1884) og Caroline Hanck boede i sine ældre år, da hun plagedes af en svær døvhed, hos Fru Munch, hvis datter malerinden Anna Munch (f. 1876) træffende har bevaret hendes karakteristiske træk for eftertiden. Hun døde 12/10 1901.

At sommerferielivet derude på Marieshøj, når Andersen var på besøg, har været fornøjeligt fremgår af det allerede nævnte, og han var såvel for ung som gammel en velkommen gæst, som med sin munterhed og åndfuldhed forstod at bringe friskhed og pust fra det misundelsesværdige hovedstadsliv til det daglige provindsielle liv. Træk fra Augusta Søeborgs breve viser, hvorledes dagene gik. Der blev sørget omhyggelig for, at ferierne ret kunde blive en rekreation for ham. »Paa Døren staaer endnu om de tolv Timers Søvn for Digteren«. (Brev 17/7 1833). Og da der er tale om hans store italiensrejse, er hun ængstelig for, at hans helbred ikke kan tåle »Strabatzerne« (Brev 14/4 1833): »De skulde i Somer endnu bleven i Friggas eller Herthas Lunde, drukken megen sød Mælk, lagt længe om Morgenen; kort sagt, ikke længere Fodtoure, end fra Tollerlund og til Odense vilde jeg, var jeg Deres Læge, raadet Dem!« Han fik også et kælenavn: »Vor gode Digt« kalder både Augusta Søeborg og Caroline Hanck ham. Ved middagsbordet, hvor hele flokken var samlet, holder han forstandsøvelser med den lille Christian Søeborg, hvem han har lavet et Nathus til Katten. Han holdt jo af at undervise. Allerede for Ludvig Læssøe var han både religionslærer og gav ham danske stilopgaver. Det er dog næppe sikkert, at forstandsøvelserne har været helt alvorlige. Om eftermiddagen tog de ture. Augusta mindes med forfærdelse i marts 1830, at hun rent har glemt at give ham tre mark, som han forrige sommer har lagt ud på en tur til Skibhuusene for noget dårlig theepøjte, vi fik der, og gamle mad. Iversen minder ham, da han ønsker hende ned til Paris i 1833 (30/8 1833) om: »den Gang De vilde have mig op i Marken i Gammelladegaard for at jeg skulde see et Kildevæld, som De der havde opdaget husker De, at De var saa god at bære en Stol bagefter mig, at jeg hver 20’nde Skridt kunde hvile paa«. Han læste højt for gamle fru Iversen i den røde stue. Også aftenerne gik fornøjeligt. Augusta Søeborg minder ham (27/3 1830) om aftenunderholdningerne på trappen, Forelæsningerne tvers i Vinduet og Sangen paa Landeveien, naar vi havde fulgt gode Venner paa Veien til Byen, og skriver et andet sted 15/9 1930: »Vor gode Digt! Vi alle savne Dem blandt os. Thevands-Underholdningerne var især i forskjellige genre, og mig ofte ret kiære«. Ja han var en velkommen gæst, og han befandt sig vel derude. Da hjemmet var brudt op til København, følte han sig fremmed i Odense i mange år. I »Mit Livs Eventyr« skriver han i Oktober 1845 (1. udg. 1855. s. 341 f.): »I min Fødeby, det gamle Odense, blev jeg kun een Dag, jeg føler mig mere fremmed der, end i nogen af Tydsklands store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner her; de fleste Familier, jeg her havde kjendt, ere døde, ganske nye Slægter gaa om i Gaderne, der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave findes ikke mere, andre Døde ere igjen her nedlagte; Alt er forandret. — Jeg gik en af mine Barndoms-Vandringer ud til Maria-Høi, der havde tilhørt den Iversenske Familie, denne selv var spredt ad, ubekjendte Ansigter viste sig for mig bag Ruderne. Hvor mange Ungdoms-Tanker bleve ikke vexlede her; en af de unge Piger, Henriette Hanck, som stille med lysende Øjne dengang lyttede her til mine første Digte, da jeg som Discipel fra Slagelse og senere som ung Student kom her, sad nu langt mere stille i det larmende Kjøbenhavn og havde derfra alt sendt sine første Skrifter ud i Verden, Romanerne »Tante Anna« og »En Skribentindes Datter«. Begge vare alt udkomne i Tydskland; den tyske Forlægger troede, at et Par Ord fra mig kunde være dem til Gavn og jeg, den fremmede, den maaske alt for vel Modtagne, har indført den beskedne Piges Skrifter i Tydskland (See: Samlede Skrifter XVIII, Side 117 [Forordet til »Tante Anna«]). Hendes Barndoms Hjem ved Odense Canal, der hvor den første lille Kreds havde givet mig Hyldest og Glæde, besøgte jeg; Alt var mig nu der fremmed, jeg selv en Fremmed; heller ikke hende skulde jeg mere see, da jeg Aaret efter vendte hjem fra Reisen naaede mig Efterretningen, at hun i Juli (1846) var død; Hun blev sine Forældre en kjærlig Datter, var et dybt poetisk Gemyt, og jeg har i hende mistet en trofast Veninde fra Barndomsaarene, som med Interesse og søsterligt Sind fulgte mig i onde og gode Dage.«

Udgivelsen af brevvekslingen mellem Andersen og Henriette Hanck vil sikkert kaste et endnu klarere lys over billedet af hende og Andersens forhold til familien og stedet, end det her givne.

Dedikationer

Phantasier og Skizzer 1831
Til
Louise Hanck.
Her voxe de Blomster: Glæde og Smerte
Drivhuset var — et Digterhjerte, til venlig Erindring
om
Forfatteren.

Improvisatoren 1835
Henriette Hanck
med broderlig Hengivenhed fra
Forfatteren.
Kjøbenhavn den 7de April 1835
Eksemplaret er forsynet med 3+4 Akvareller af Joh. Hanck.

En Digters Bazar. 1842.
Til
Forfatterinden af »en Skribentindes Datter« med inderlig Hengivenhed fra
Forfatteren
til En Digters Bazar.

Nye Eventyr 1844
Henriette Hanck
Tak for det Solskin De har kastet
i mit eget Livs Eventyr!
Forfatteren

Nye Eventyr 1847
Fru Hanck født
Iversen.
med inderligt Venskab
og Hengivenhed H.C. Andersen.

Digte gamle og nye. 1847
Frøken Caroline Hanck
et glædeligt Nytaar fra hendes
gamle Ven
H.C. Andersen

Nye Eventyr 1848
Til
det kjære Hus
i
Frederiksberggaden
Hancks elskelige Familie
H.C. Andersen

Ole Lukøje. 1850.
Fru M. Hanck født Iversen
Med Venskab og
Hengivenhed fra
Forfatteren.

 

Noter

  1. ^ Enten Erasmine Theodora Melchior, f. 1794, eller Christiane Sophie Elise Melchior, f. 1797, døtre af Johannes Erasmus Melchior, byskriver i Kalundborg, og hans hustru Elise Sybilla de Bach. J. E. Melchior var halvbroder til Chr. Iversen som søn af dennes moder i hendes andet ægteskab med politifuldmægtig i Kalundborg Christian Henrik Melchior.
  2. ^ Thora Juliane Vigoline, f. ca. 1802.
  3. ^ Udkom 1826—27.
  4. ^ Se Andersens brev til Madam Iversen 4. september 1830.
  5. ^ Digtet spillemanden (Phantasier og Skizzer, 1831. s. 48—49).
  6. ^ Se s. 59.
  7. ^ Hentydning til H.C. Andersens brev til Madam Iversen 4. september 1830 med omtale af »Lille Gustas Sky«.
  8. ^ »Erindringsblad fra Hovedstaden« trykt i Kjøbenhavns-Posten 22/9 1830.
  9. ^ Digtet »Hvad jeg elsker« (Phantasier og Skizzer s. 1—2).
  10. ^ Digtet »To brune Øjne jeg nylig saa« (Phantasier og Skizzer« s. 113).
  11. ^ I. L. Heibergs vaudeville »Aprilsnarrene« 1826.
  12. ^ Hentydning til H.C. Andersens store fødder.
  13. ^ Nielsine Bies moder var af den grevelige familie på Boller antaget som bestyrerinde for børnehjemmet i Ut c. 1858.

 

©