H.C. Andersen og Hofteatret

De kom myldrende, store og smaa, under latter eller med stille hjertesuk, ad vindeltrappen og den lyse gang bag Hofteatret — længere oppe mod Christiansborg markerer en række hvide døre korridorens fornemme del, de kongeliges indgang. Men forbi portnerens glughul ved den gamle, mørke trappe løb jævne folks børn; gennem forhaabningernes dør fo’r smaa lette fødder over de lave trin saa mange tusinde gange, at vi endnu føler dem hulslidte under saalen, og gelænderets blanke kant er stadig varm af ivrige barnehænder … Allerede i det 18. aarh. havde balletskolen til huse deroppe; i halvmørket kunne der leges, før prøven begyndte, men for de udvalgte blev vejen en berømmelsens trappe. Blandt dem var H.C. Andersen.

Levnedsbogen[1] fortæller: „Jeg kom op paa Hoftheatret paa Dandseskolen, gik hver Formiddag og gjorde Basdement ved Væggen. Mad. Kretsmer — [solodanserinde; især kendt som teatrets sidste fange i „Blaataarn” 1831] — var da et lille Barn, og vi prøvede tidt paa, hvem der kunde gjøre de fleste før man blev træt; jeg kunde mange Digte udenad som jeg declamerede deroppe, og jeg hørte tidt mange af de ældre og mere dannede hviske, det var Synd, jeg spildte min Tid, da der vist kunde blive noget af mig (især roste man mit Organ) …” Det var 1820, aaret efter sin ankomst som blind passager, han blev danseelev; mellem kammeraterne var August Bournonville jævnaldrende, Ludvig Phister lidt yngre. Det første aarstid — fra 4. sept. 1820 til 22. nov. 1821 — førte Andersen liste over repertoiret med tilføjelser om, naar han selv var paa scenen (Collinske mscr.saml., Kgl. Bibl.). Gjorde et stykke særligt indtryk, fik det en * foran — det gælder f. eks. „Røverborgen”, „Sovedrikken”, „Dyveke”, „Don Juan” og „Den Stundesløse”. Bag kulisserne paa Det kgl. Teater (i det hus, der blev nedrevet 1874) færdedes alskens mennesker, kunstnere, funktionærer og uvedkommende, der havde skaffet sig adgang til at se „Komedietøiet paa Vrangen”, som det hedder i historien „Moster” fra hans ældre dage; i den mindes han det brogede liv, der slog den femtenaarige i møde. Den første aften, han kom paa scenen, er udførligt beskrevet i Mit Livs Eventyr[2]; i den utrykte repertoireliste hedder det kort og sagligt: „14. Sept.: „De smaae Savoyarder” (en af Markeds-Folkene)”. Under 8. okt. noteres „Concert til For-deel for Weeber” — det var den aften, ouverturen til „Jægerbruden” („Friskytten”) spilledes første gang; jomfru Brenøe — den senere store skuespillerinde Anna Nielsen — følges fra sin debut som Samsøes Dyveke med bemærkningen „Jomfru Brenøe som tilforn”; i balletten „Nina” var Andersen selv „en musicerende Tjener”. 1821, 21. marts: „Døde Her Rind Middag 3 Qvt. til 12″; den populære skuespiller havde kort i forvejen under afsyngelsen af en arie paadraget sig „et knæk i hovedet”[3]. Næste aften var den opløbne fyenske dreng med i intermediet til „Maskeraden” som en page . . . Det er ikke meget, der kan læses ud af de tørre notitser, men ogsaa de er beskedne vidnesbyrd om sandheden i digterens ord; „Theatret var ganske min Verden, i den levede jeg, og i den drømte jeg.” Dog, den skuffede bag sin lokkende overflade. Ovre paa Hofteatret, paa den daglige skole, lød det en dag nedslaaende fra hans lærer, Holberg-skuespilleren Lindgreen, for hvem han prøvede baade som Henrik og Correggio: „Følelse har De! Men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre ved, hvad det er!” [4] Om morgenen paa Hofteatret, om aftenen paa byens store scene drilledes H.C. Andersen af koristerne og af gavtyven Phister, hvis paafund syntes uudtømmelige, men naivitet og gudstro hjalp ham over dagenes pine. Mindet derom lever i „Lykke Peer”.

„Paa den Tid” — hedder det i Mit Livs Eventyr[5] — „compo-nerede Hr. Dahlen en Ballet „Armida”, jeg skulde her med og være en Trold, mit eget Ansigt sad i Gabet paa en frygtelig Maske. Fru Johanne Louise Heiberg var som ganske lille Pige ogsaa med i samme Ballet; fra denne er det første Gang, jeg erindrer hende, og i Programmet til Armida staar ogsaa første Gang hendes Navn trykt ligesom mit. Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn nu stod trykt, en Nimbus af Udødelighed syntes jeg laae deri; hele Dagen hjemme maatte jeg see paa de trykte Bogstaver, jeg tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen, laae ved Lyset og stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen; det var en Lyksalighed!” Mere prosaisk siger teaterdagbogen under torsdag 12. april 1821: „,,Den vovelige Prøve” og „Armida”, ny Balet i 4 Acter comp. af Hr. Daléhn (en af Armidas Trolde)”. Denne heroiske ballet, hvis naive tekst i et beskedent hefte nu hører til sjældenhederne i H.C. Andersens Hus og Teatermuseet, gik ialt kun syv gange, skønt handlingen ifølge programmet var effektfuld nok med „Stormvindens Hvinen, Bølgernes Brusen, Tordenens Skrald, Lynildens Knitren …” Som trolde boltrede sig herrerne Fredstrup (af det kendte danse-dynasti), Lundgreen, Villeneuve (engang danser ved det svenske teater, senere Heibergs model til den svensktalende dansemester i „Aprilsnarrene”), Poulsen, Hamberg, Aagaard, Scharff — og mellem alle disse glemte staar saa den vordende eventyrdigters verdensberømte navn trykt første gang. Et brændende ønske var opfyldt, et trin paa vejen naaet. I titelpartiet gensaa Andersen solodanserinden madame Schall, hvem han halvandet aar før havde opsøgt og danset for — hun troede som bekendt, han var gal. Blandt amorinerne staar Jensine Weiner, prins Frederik (VII) s veninde i trediverne, gennem hvem han fornyede sit Hofteater-bekendtskab med balletbarnet Louise Rasmussen, og navnet „Johanne Petcher” dækker over den ni-aarige fru Heiberg, som kort forinden var ført op paa skolen af datteren af Michel Levin, jøden under træet paa Dyrehavsbakken. Barnet var teaterdirektionen saa ukendt, at man end ikke kendte dets virkelige navn: Patges. „Armida” gentoges allerede dagen efter, fredag 13. april, hvorpaa det noteres: „Den stille Uge følger”.

Næste sæson (1821—22) naaede drengen at vise sig som bondeknøs i „Høstgildet” (ved mindeforestillingen for digteren Thaarup), som „Biarkebeiner” i „Axel og Valborg”, bramin i synge-stykket „Lanassa”, drabant i „Zoraime og Zulnar” og hyrde i „Johanna Montfaucon” — altsaa i et udvalg af kostumer for enhver smag, der maa have tiltalt hans fantasi. Under datoen 21. sept., da syngestykket „Tancredo” og en ungarsk entré af Antoine Bournonville noteres, gaar H.C. Andersens tanke pludselig hjem til det vinduesløse spisekammer i Ulkegade, hvor han boede, med ordene: „Madam Thorgesens Bryllupsdag” — værtinden, som han søgte at formilde ved at besmøre hendes afdøde mands portræt med sine taarer, havde den dag giftet sig igen.[6] Nogen bedømmelse af forestillingerne forekommer ikke, bortset fra ordene: „Blev udpebet”, der gælder lystspillet „Kærlighedsgaaderne”, kun opført een gang (13.nov.; Andersen staver iøvrigt: „Kjerligheds Goderne”). Men skønt han nytaarsdag inderligt og med lydelig stemme læste sit Fadervor paa Det kgl. Teaters tomme scene, fik han aldrig nogen virkelig rolle; vel kom han i foraarets løb ind i koret, men en sommerdag bragte det haarde slag: afskedsbrevet fra direktionen. „Tal med Guldberg om at faa lært noget Latin! det fører altid paa Vej til Studenten!” havde Lindgreen sagt; da nu teatret lukkede sig, sprang som bekendt ved gode menneskers hjælp en anden dør op, og en smuk efteraarsdag rejste „der kleine Declamator” med postvognen til Slagelse. Et nyt afsnit af hans liv — latinskolen — var begyndt.

Men mindet om arbejds-morgenerne paa Hofteatret blev ved at leve i hans sind — de betød dog „Vejen opad til det Bedre”. De voksede til fantastiske syner i hans første bog „Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager” fra 1828. Digteren tænker sig at forlade sin lune hybel i Vingaardsstræde; ved Børsen møder han to kvinder, den ene vil lokke ham ad Knippelsbro, den anden ad Langebro til. Hende følger han, skønt det vist kun bliver til „Spøgelseshistorier fra Druknehuset eller i det højeste lidt Declamation af Blaataarn”. H.C. Andersen identificerer som saa mange fejlagtigt arresthuset for hofbetjente og aktører — hvoraf en smule staar bevaret i Vester Voldgade — med kongedatterens længst forsvundne fangetaarn paa det gamle Københavns slot. Paa vejen gennem den nuværende rigsdagsgaard falder han i tanker:  „  .  . .  det  kunde være ganske interessant, blot alene saadan hvert tredje Aarhundrede, at aflægge et lille Besøg paa Jorden, for at see alle de Forandringer, Coulisser og Bagtæpper, Dragter og Repertoirer undergik. Tidt vilde man da vist troe at gjenkjende den samme Acteur, men fremtraadt i et nyt Stykke, i ny Dragt og ved andre Decora-tioner. Mangen Scene vilde vist ligne den i et ældre Stykke, ja mangt et Drama blot synes gjennemseet og afpasset efter Tidernes Tarv”. Den nybagte student løfter pegefingeren docerende: „Et Blik i Historien viser os, at det altid har været saaledes, og som det var, vil det blive.” — „Under disse Betragtninger var jeg allerede midt i Colonnade-Gangen, ogsaa her var meget forandret. Istedetfor Staldportene vare der elegante Fløidøre …” Paa væggen opdager han et skab med glasvindue — (en profeti om de billeder, der findes ved Teatermuseets indgangsdør?) — og deri ses en stor rød plakat, hvoraf det fremgaar, at man befinder sig i aaret 2128 — altsaa tre hundrede aar ud i fremtiden. Men med den annoncerede opera „Roats Fald” aktualiseres et gyseligt samtaleemne fra 1827, da linedanseren Roat forulykkede paa Rosenborg eksercerplads: „Paa selve Døren opdagede jeg en mindre Placat, der sagde mig, at her var Indgangen til Kaleidoskopet. Ved at læse videre erfarede jeg, at dette var et nyt Theater, der i Form af et uhyre Kaleidoskop viste al Theatereffecten fra det nittende Aar-hundrede”. Saadan virker fortid og fremtid ustandseligt sammen i digterens hoved, paa ægte Hoffmannsk maner. Man tør maaske heri se en slags poetisk spaadom om, at et teatermuseum engang skulle faae hjemme i Hofteatret ved „Colonnade-Gangen”. Det skete knap hundrede aar efter.

Digteren smutter ind i det smukke lokale: alle pladser er besat, flest med damer, som betragter „Klipper med Vandfald, brændende Byer, Skyer med Ildregn og strandende Skibe …” — kort sagt, effekterne fra „Armida”, som han havde oplevet paa nærmeste hold under troldemaske, synes at faa liv i hans fantasi, som ejendommeligt nok lader ouverturen bestaa af „bare Dissonantser pillede ud af forskjellige Compositioner”. Der opførtes et blandet udvalg af tyvernes repertoire fra nationalscenen, og Kotzebue savnes naturligvis ikke. Endelig „lød et Signal af et Klokkespil, Væggene sank ned i Gulvet” — maaske en reminiscens af den kendsgerning, at tilskuerpladsen før Hofteatrets delvise ombygning 1842 kunne hæves og sænkes? — „og den hele Bygning hvilede paa Colonner (det var en Opdagelse, egentlig gjort i Tilfælde af Ildebrand)” — der blev i virkeligheden aldrig gjort noget som helst for at brandsikre Hofteatret, før det blev museum; maaske netop derfor overlevede det to slotsbrande. Digteren lader nu mekaniske sko føre publikum bort med ekstra fart (en mindelse maaske om Hofteatrets højst primitive garderobeforhold, naar henved 700 mennesker skulle ud paa én gang) — og til sidst svinger indbildningskraften ham endog helt op paa slottets taarn (et saadant fandtes som bekendt ikke paa C. F. Hansens da nyindviede Christiansborg). Synerne afbrydes ubehageligt brat af en raa, kvindelig stemme med det kedelige spørgsmaal: „Er han gal?” — det samme spurgte en opsynsmand engang drengen om, da han i vild naturfølelse gav sig til at omfavne træerne i Frederiksberg have. Digteren opdager, at han staar med det ene ben i den gamle kones brødkurv i „Colonnade-Gangen”; han betaler de knuste hjerter og lader hende beholde ruinerne.

En halv snes aar var gaaet; den fantasifulde student var blevet virkelig digter. 20. april 1839 holdt studenterforeningen forestilling paa Hofteatret til fordel for de vandlidte i Jylland, og H.C. Andersen læste „Svovlstikken”. Fjorten dage før havde han skrevet til Henriette Hanck[7]: „Jeg møder i Silkestrømper, hvid atlaskes Vest, min franske Hat og friseret a la Pechena — jo jeg bliver dejlig hvis der bliver Noget af . . .” Det har været ham om at gøre at vise sig fra en fordelagtig side paa den scene, hvor han begyndte sin via dolorosa. Fra fyrrerne stammer maaske kladden til et digt om teatrets danseskole: digteren gav den senere til Nic. Bøgh, og nu findes den i museets Andersen-montre:

Menuetten af Elverhøi.

Paa Dandseskolen gaaer en Dands
af Scenens bedste Kræfter;
Humeur og Ungdoms Sind gir Glands
saa at det straaler efter!
Det er det rette Dandse Sted,
her Dandsen er som hjemme,
og saa er der en Tanke med,
den maa man ikke glemme!

Det kjender jo og veed enhver,
ja det er klart som Solen,
den danske Scenes Koryphæer
gik ud fra Dandseskolen.
De Snillets adelbaarne to,
hvis Mærke aldrig brister,
i Kunstens Stamtræ Væxten groe:
Fru Heiberg, Ludvig Phister!

I Dandsen er just Fuglens Flugt,
løs Fuglens bundne Tunge,
da vil den tale dybt og smukt
og ret af Hjertet sjunge …

Vi syngende i Dandsen gaaer,
der sig udfolder Talen,
see da, vi Scenens Treklang faar,
den raade her i Salen!
I Ungdoms Friskhed og Humeur
nu straaler Øiets Kjerte.
Den hele Verden faar Couleur
kun fra eens eget Hjerte —.

Jovist, „erkjendelsen” havde lagt sin nimbus over nogle af børnene fra „berømmelsens trappe”. Kammersangerinde Charlotte Bournonville, balletmesterens næstældste datter, fortæller om en saadan danseaften paa Hofteatret[8]. Faderen havde komponeret balletten „En Børnefest”, som i okt. 1844 blev givet der til indtægt for foreningen til forsømte børns frelse. Hans tanke var, at lykkelige børn skulle hjælpe ulykkelige, og den første kategori strømmede til i stort tal. „Vi havde kun faa Prøver, saa der blev vistnok ikke stillet store Fordringer til Virtuositeten”, skriver hun og fortsætter: „Saa vidt var alt herligt, men pludselig blev min Glæde formørket. Moder havde den Dag allermindst 10 Gange formanet mig til at tage et Shawl med paa Theatret for ikke at forkjøle mig, naar jeg efter Forestillingen skulde gaae gjennem den lange, kolde Slotskorridor — [den høje, lyse gang, der nu skiller Ligningsdirektoratet fra Hofteatret — og hvor balletbørnene myldrede ind], I mit Overmaal af Begejstring havde jeg naturligvis glemt baade Kulde og Shawl; jeg huskede neppe nok min Moder, langt mindre hendes Formaninger. Da jeg saae en af mine Søstre lydig og artig hylle sig ind i sit Overstykke, da slog Samvittigheden mig, og jeg var meget nær ved at briste i Graad; men H.C. Andersen reddede nu Situationen. Iført en lang „Almaviva”-Kappe slentrede han om paa Scenen og passiarede med Børnene, og da han saae min Sorg, tog han mig paa Armen, slog Kappen om os begge og løb med Syvmileskridt gjennem den lange Gang, idet han raabte til dem, vi mødte: „Her bortfører jeg en af de smaa Dandserinder”. Vi blev modtaget med jublende Latter, da han bragte mig ind i Selskabssalen, hvor de andre Børn var forsamlede — [formodentlig hos bogholderen ved Det kgl. Teater, justitsraad Rindom, der boede i Hofteater-fløjen; han havde selv fire børn[9]. — „Og nu”, sagde han, „maa Du naturligvis have et Vers” — og saa improviserede han følgende Linjer, der maae have smigret mig overordentlig, siden jeg endnu kan huske dem ordret:

„Fordi Du saa yndig i Dandsen gik
med Springen og Svingen og Neien,
derfor den største Belønning Du fik,
thi du kom under Kavaien!”. . .

Det var en Mærkedag i mit Liv! Først at staae indenfor Lamperækken (uden Spor af Lampefeber) og dernæst at blive besunget af en af vore første Digtere! — det var næsten overvældende!” — I fyrrerne stod Hofteatret iøvrigt i de italienske sangeres tegn. Deres gebærder var ærligt sine tre mark værd, som spidsborgeren siger i udkastet til „Gjenboerne”, og begejstringen var stor, især hos københavnerinderne. Ogsaa H.C. Andersen hørte dem, men udbrød[10]: „Gid jeg ikke havde det!” Han fandt, at der gik en smertelig selverkendelse gennem tenoren Pietro Rossi’s sang „i enkelte Toner, der røre . . det var „Lucia” (di Lammermoor) vi saae, og Titelrollen blev udført af Madam — ja vor Herre kjender hende, Kunsten ikke, og hun heller ikke Kunsten . . . Min Naboe i Par-qvettet, en skikkelig Mand, klappede bestandigt, og da hun i Vanvids-Scenen gik tre Gange rundt med flade udbredte Hænder, raabte han: Det er Spil!” — Digteren havde allerede da mange minder fra Italien, kunstens solrige vidunderland, hvorfra Thorvaldsen nylig var vendt hjem, og Bournonville havde hentet stoffet til „Napoli”; sin rejsebog „En Digters Bazar” med den berømte florentinske historie „Metalsvinet” sendte han som venlig erindring til solodanserinden Augusta Nielsen, tidens unge straalende balletstjerne. Hans mægtigste kunstneriske oplevelse på Hofteatret blev Jenny Linds optræden som Lucia di Lammermoer. „Den sidste især var noget så mægtigt gribende, at selv Walter Scott neppe i sin tanke har seet et skjønnere, mere tro billede af den ulykkelige Lucia.”

Med rejsebogen gaar vi over til H.C. Andersen-minder, der i sig selv ingen historisk berøring har med stedet, men som udgør smaa led i den teaterhistoriske samling til belysning af hans livslange kærlighed til teatrets kunst. Der er „Das Märchen meines Lebens” (1848) tilegnet „den elskværdige Kunstnerinde, Mad. Rosenkilde”, Adolph R.s hustru, og ledsaget af de kendte ord om den røde traad i den engelske krones tovværk, der er et sindbillede paa menneskelivets forhold til Gud.[11] „Eventyr” fra 1853 er dediceret „Normas herlige Fremstillerinde, den danske Operas høitskattede Fru Fossum”, som digteren bringer „denne Bouquet af Historier — en ringe Tak for det gamle Aar”. Fru Fossum var samtidens beundrede sopran, bedre kendt i teaterhistorien som fru Leocadie Gerlach, f. Bergnehr, hvis svenskprægede tale jeg mindes fra min barndom; hun døde højt bedaget 1919. — Museet ejer ogsaa nogle eksemplarer af digterens kendte klip; det ene — et træ — blev sammen med andre smaa kunstværker givet fru Heiberg til hendes 33 aars fødselsdag.

Omkring aarhundredets midte øvede H.C. Andersen en pionérgerning ved at støtte vor første private scene i hovedstaden, H.V. Langes unge Casino i Amaliegade; de Heibergske naalestik paa nationalscenen havde pint ham, og direktør Lange bød hans genius velkommen med aabne arme. Det tiltalte digteren, at jævne folk her fik et teater, der kunne give menneskelige følelser i sorg og glæde hjertelige og naive udtryk; i sufflørbogen til „Meer end Perler og Guld”, en bearbejdelse efter østrigeren Raimund, indførte han sine bemærkninger, men hovedstykket er manuskriptet til eventyrkomedien „Ole Lukøie”, der 1936 blev fremdraget i Folketeatrets arkiv.[12] Komedien er en grundsten i privatteatrenes historie — med den skabtes den første originale digtning for dem. Dens enkle moral bæres af den samme tanke, som er udtrykt i de sidste linjer af digtet om danseskolen: Sundhed, godt humør og sjælefred er mere værd end penge. Den gjorde lykke, og en haandværkers velmente „Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Komedie!” kom fra hjertet og gik til hjertet. Manuskriptet indeholder iøvrigt en persiflage over pressen, som blev udeladt i den trykte udgave.

Indtil de sidste, svære sygdomsfyldte aar kom H.C. Andersen jævnlig i teatret — „i det kgl. Theater og i Casinos Theater har jeg hver aften min gode Plads” [13] — og har sikkert ogsaa, naar lejlighed gaves, besøgt det gamle Hofteater, der havde saa mange minder for ham. Museet ejer et af hans frikort til Casino; i Langes tid var han en art litterær konsulent derude; derom vidner en kortfattet censur over farcerne „Den svage Side” og „Kjærlighed med Forhindringer”, og en række aar var han medlem af Casinos repræsentantskab. Unge Christian Schmidt — den første fremstiller af hovedrollen i „Ole Lukøie” — blev den skuespiller, som digteren efter Michael Wiehes død satte højest som fortolker af sine eventyr; Wiehe havde præget dem med „en Inderlighed, en Naivitet og et Lune som ingen anden”; Schmidts fremstilling var „meest beslægtet med Wiehes Oplæsning og forhøiet ved Barnesindet”.[14] Andersens gode hjerte viste sig ogsaa ved Chr. Schmidts tidlige død, da han var med i den komité, der søgte at hjælpe de efterladte.[15]

Den scenekunstner, som lignede digteren mest i sin person, og hvis høje kantede skikkelse med det bølgende haar endnu i tyve aar efter H.C. Andersens død bragte mindet om ham frem i kvarteret omkring Det kgl. Teater, hvor de begge boede, var kammersanger Peter Schram. Ogsaa over hans kunstnerliv laa glansen af eventyr. Denne kunstner af europæisk format, men med det ærke-københavnske sind, gav H.C. Andersen en poetisk stambogshilsen 20. april 1870; den genkaldte ved at nævne de Schram’ske skikkelser i operaerne „Ungdom og Galskab” og „Joseph og hans Brødre i Ægypten” hele hans sanglige og dramatiske vingefang:

Lunets lystige Skalmeje,
Orglets dybe, stærke Klang,
Barnesindet blev Dit Eje,
og det gav Du os i Sang!
Grøndals Humor, Jakobs Smerte —
Du har vundet heelt vort Hjerte!

 

Noter

  1. ^ Brix’ udg. 1926, 61.
  2. ^ Saml. Skr. 2. udg. I, 1876, 43.
  3. ^ Overskou: Den danske Skueplads IV, 644.
  4. ^
  5. ^ Saml. Skr. 2. udg., I,. 42. 44.
  6. ^ H. G. Olrik: H. C. A. 110.
  7. ^ Breve fra H. C. A. I, 485.
  8. ^ Erindringer 1903, 40 f.
  9. ^ Mandtal over Chr.borg 1845, RA.
  10. ^ Optegnelsesbog, Clausens udg. 1926, 15 f.
  11. ^ sml. Saml. Skr., 2. udg., 1877, V, 139.
  12. ^ Politikens kronik 26.12.1941.
  13. ^
  14. ^ Saml. Skr. I, 1877, 155, 157.
  15. ^ Brevveksling med E. og H. Collin V, 335.

 

©