H.C. Andersen og Johannes van Kneppelhout

Mere om Andersen og Holland

„Vist er det, at endnu har jeg ikke truffet større Entusiasme for mig end i Holland!“ skrev H.C. Andersen til Edvard Collin den 19. juni 1847,[1] mens han opholdt sig i Haag. På det tidspunkt havde H.C. Andersen dog, blandt andet, fået en storartet modtagelse i Weimar, hvis litterater havde vist ham megen ære og med hvis hertug han korresponderede flittigt;[2] og han var på vej til England, hvor han skulde optræde som en slags „Løve“. Faktum er, at modtagelsen i Holland rørte digteren og gjorde et varigt indtryk på ham, og ikke mindst på grund af den velhavende digter, Johannes van Kneppelhouts venlige opmærksomhed, som han blev udsat for for første gang netop samme dag han skrev til Edvard Collin.

I „Anderseniana“, II. række, bd. 2, s. 333 ff., gjorde Wilhelm van Eeden rede for H.C. Andersens forhold til Holland, dog uden at vide at der fandtes seks breve fra H.C. Andersen til van Kneppelhout i hollandsk privateje. Mens disse breve, som offentliggøres her med velvillig tilladelse af Hr. Jonkheer Henric Beelaerts van Blokland, Heelsum, ikke bringer nogle overraskelser vedrørende Andersens biografi, giver de et indtryk af forholdet mellem Andersen og Kneppelhout som er meget anderledes end det som van Eeden lod til kende i sin artikel. Et par steder tolkede van Eeden bemærkninger forkert i de breve af van Kneppelhout til Andersen som han kendte, og som opbevares på Det kongelige Bibliotek i København, og sluttede deraf at der var en bitterhed eller spænding i deres forhold som i virkelighed slet ikke eksisterede.

Den 12. juni 1847 ankom H.C. Andersen til Holland for første gang. Han havde allerede korresponderet med Jacobus van der Vliet (1814— 1851), redaktøren af tidsskriftet „De Tijd“ i 1845, men havde i mellemtiden hørt en nedsættende udtalelse om manden fra Arve-Storhertuginden af Weimar, født Prinsesse Sophie af Nederland. Han var dog æresgæst ved to middage som van der Vliet foranstaltede i Haag. Dér fik Andersen et brev fra van Kneppelhout som indeholdt en indbydelse til at komme på besøg i Leiden. Snart derefter viste van Kneppelhout sig personligt og opholdt sig et par dage i Haag for at være sammen med Andersen. Den 21. juni skriver han disse vers til Andersen, som senere gemte dem i sin stambog:

C’est du Nord en ces jours que nous vint la lumière.
Tes pas errants, ô noble voyageur,
Vers nous vont revenir; qu’une tête si chère
Ne manque plus désormais à mon cœur!

Andersen kunde dog ikke tage imod van Kneppelhouts venlige indbydelse, da han allerede den 22. skulde videre til Rotterdam for derfra at rejse til England. Den 3. juli skriver han et takkebrev til van Kneppelhout fra London. Dette første af de hidtil ukendte breve til van Kneppelhout er skrevet i Andersens kendte naiv-begejstrede stil og fortæller om de første indtryk af den engelske hovedstad og om hans omgang der – – – som han var ikke så lidt stolt af. Samtidigt bevidner brevet, hvad Andersen selv gør opmærksom på, at han endnu var meget usikker, når han skulde håndtere den tyske grammatik.

[1]
London, 3 Juli 1847.

Lieber theurer Freund,
jeden Tag, jede Stunde habe ich daran gedacht an Sie zu schreiben; aber ich kann erst heute Morgen diesen Gruss, diesen Handdruck schicken! Mittag, Abends, in der Nacht bin ich eingeladen; der Erbgrosherzog von Weimar habe ich mehrmals gesprochen auch im Geselschaften, z. B. bei Lord Palmerstone habe ich ihm getroffen; Alle Leute haben meine Schriften gelesen, mein Bild finde ich in die Laden, es ist für mich wie ein Traum, ich fühle mich ganz klein da durch! Mein Herz ist voll von Dank und Liebe. Die Menschen sind mir alle gut ich sehe wie in Holland nur freundlichen Augen! Lady Morgan hat mich sehr freundlich aufgenommen und versprochen sie vollten einen litterairen Abend für mich arangiren. – – – Aus Rotterdam kam ich hieher mit Batavier, die Reise dauerte beinahe 32 Stunden. London ist doch der Stadt alle Städten, d: Welt-Stadt; Rom und London haben mir am meisten erfüldt. London ist d: wirksame Tag, Rom d: grosse Nacht. Meine Biographie ist schon in englisch überzetz und an die Lind dedicirt; sie ist mir gut wie ein Swester, wir sehen uns ofte. Aus London gehe ich durch Belgien nach Weimar, der Erbgrosherzog hat mich gnädigst eingeladen, aber vorher schreibe ich an Sie einen Brief, heute ist es nur einen Gruss, leider wimmelt dieser Brief von gramatikalischen Ungeheuren, aber Sie finden es wohl heraus dass ich liebe Sie, dass ich voll von Danck und Anhangligkeit bin. Schreiben Sie, und adressiren Sie die Briefen an d: dänische Gesandtschaft in London.

Ihr innig ergebener
H.C. Andersen.

Dette brev besvarede van Kneppelhout først i oktober 1847 fra Leiden. Svaret findes på Det Kongelige Bibliotek (Ny kgl. saml. 2315-4°), men er blevet dateret forkert med blyant på forsiden: „31/10/67.“ Van Eeden, som kun kendte brevet fra en afskrift, troede, at det blev skrevet i Oosterbeek. Van Eedens mening, at der er en brod i en lille fortælling ved brevets slutning er både fejlagtig og vildledende. Læseren må selv bedømme brevets tone:

Ma foi, mon cher Monsieur, je ne sais où vous êtes, mais sans le moindre doute ma lettre vous parviendra tôt ou tard, si je l’adresse à Koppenhague, et c’est ce que je fais. J’ai eu bien à faire depuis notre séjour à la Haye; c’est pourquoi j’ai résisté si longtemps au désir que j’avais de me montrer sensible à votre amiable billet de Londres, où vous avez passé des jours si remplis de prévenances et d’hommages, autant gâté des grands que vous êtes! Quant à moi, je me suis fait un autre genre de bonheur, mais que vous apprécierez; je viens d’acheter une jolie terre près d’Arnhem, et je vous engage fortement à venir y passer quelque, temps lorsque vous reviendrez vers nous; afin de donner quelque illustration à un petit coin, célèbre jusqu’ici pour offrir le plus beau coup-d’œil, dit-on, de notre pays et y répandre un peu de la poésie dont vous êtes plein et de l’esprit aimable et distingué que nous avons appris à estimer. En attendant donnez-moi quelquefois de vos nouvelles et n’oubliez pas surtout à me dire, si vos forces ont augmenté et si votre santé s’est raffermie. Des existences aussi précieuses doivent doublement prendre garde à leur conservation. Votre bon souvenir ne me quitte pas et ma femme regrette toujours d’avoir manqué de vous voir; l’autre jour même elle se trouvait tellement préoccupée de vos Mährchen qu’elle a voulu trouver le sujet d’un conte dans son voile de crêpe (elle port encore le deuil de son père) qui s’attachait continuellement, soit par le vent, soit par quelque léger attouchement, car nous nous promenions ensemble et elle me donnait le bras — qui, dis-je, s’attachait sans cesse au velours de mon paletot, ce qui n’est pas bien surprenant pour qui se souvient des propriétés de ces étoffes. „Le crêpe“, dit-elle „c’est le deuil, c’est la tristesse, c’est la douleur humble et résignée; le velours, c’est le monde, le luxe, la grandeur, l’orgueil, s’il est peut-être quelquefois le deuil aussi, c’est un deuil bien mondain, bien peu sincère, et voilà mon pauvre crêpe qui se cramponne incessament à ton velours. Oh! quel beau conte Andersen ne ferait-il pas avec cette idée et quelles conversations il leur ferait tenir!“

J’oubilais de vous dire que mon voisin à la campagne est M. de ’s Gravensweert; ainsi donc, si vous nous faisiez l’hon[neur] de venir nous y trouver, vous y seriez tout de suite en pays de connaissance. Dernièrement j’ai fait sa connaissance sur le chemin de fer. Mais adieu, si vous m’écrivez donnez-moi quelques détails sur votre voyage en Belgique et croyez-moi de tout mon cœur,

Votre dévoué
J. Kneppelhout.
Leide 31 Oct. 1847.

Andersen havde dog forladt England to måneder inden van Kneppelhout skrev — Brevet blev sendt til København — og var rejst over Ost-ende tilbage til Weimar. Et svar på Kneppelhouts fornyede indbydelse har han vel skrevet; det findes dog ikke opbevaret blandt van Kneppelhouts papirer.

Det følgende Aar— Uroens Aar, 1848 — henvendte H.C. Andersen sig til van Kneppelhout paa den dansk-tyske Boghandler og Forlægger Carl B. Lorcks Vegne. Lorck var Andersens autoriserede tyske Forlægger, og Andersen følte Taknemlighed overfor den foretagsomme Landsmand som vedblev at tale Danmarks Sag i Tyskland. Allerede den 14. September 1847 havde Andersen skrevet til Collin, „Man siger at mine Skrifter hjælper Lorck paa Benene! gid det var sandt. Han har taget mageløst venligt og med en Slags — — Andersen er i Mode — — mod mig“. Og lige et Aar senere skrev Andersen til Henriette Wulff at Bladet Lorck agtede at udgive i Leipzig skulde „virke for os ved sandfærdige Skildringer og dansk Aand“.[3]

[2]
Copenhagen 30 Sept 1848

Verehrter Herr und Freund!
Mein Landsmann der Buchhändler Lorck in Leipzig ist mit der Herausgabe einer Wochenschrift unter dem Tittel: „nordischer Telegraph“ beschäftigt. Ich möchte gar zu gern für das Gelingen seines Plans etwas beitragen und ich erlaube mir dafür Sie zu ersuchen ihm gütigst solche Beiträge zustellen zu wollen, welche für die Zeitung passen. —

Ihr innig ergebener
Freund
H.C. Andersen.

Kneppelhout lader ikke til at have reageret på Andersens opfordring. Derimod kan der noteres at nr. 56 af „Nordischer Telegraph“ indeholder en feuilleton af Jacob van Lennep, „Die beiden Admirale“, oversat af Eduard Wegener. Om H.C. Andersen har været med i spillet her vides ikke.

Derpå lader der ikke til at have været vekslet breve mellem van Kneppelhout og Andersen i mange år, men da Andersen var kommet til Holland for anden gang i februar 1866, skrev van Kneppelhout til Digteren og inviterede ham igen til at komme til Leiden på besøg (Ny kgl. saml. 2315-4°, K. 134). Andersen, der boede hos Georg Brandt i Amsterdam siden 10. februar svarede positivt på indbydelsen:

[3]
Amsterdam d: 12 Februar 1866.

Lieber Hr van Kneppelhout!
Vorgestern bin ich nach Amsterdam gekommen und wurde freudig überrascht auf dem Tische in meine heimische Stube einen Brief von Ihnen zu finden. Wie freundlich und schön! ich danke Ihnen herzlich, und freue mich Sie zu Wiedersehen. Ich verweile noch einige Zeit in Amsterdam wo ich mich wohl und heimisch fühle; von hier ab komme ich nach Leiden, ich gehe über Haag nach Paris, aber vor meine Abreise erlaube ich mir an Sie zu schreiben, und dann sage ich genau der Tag und die Stunde ich in Leyden bin. Grüsen Sie Ihre gnädige Frau und erlaube dass ich meine Portraitkarte als Gruss hineinlege.

Ihr ergebener
H.C. Andersen.

I sit svar udtrykker van Kneppelhout sin glæde over det forestående besøg og lover at gøre Andersen bekendt med „quelques-uns de nos littérateurs et de nos professeurs“, men skriver dog at Andersen ikke kan komme allerede den 1. marts, da digteren Kate vil være på besøg hos van Kneppelhout på det tidspunkt. At Andersen har skrevet igen den 2. eller 3. marts fremgår af et brev fra Kneppelhout skrevet den 5., hvori han takker for besked modtaget aftenen før. Andersen havde anmeldt sin komme til lørdag. Van Kneppelhout sender Andersen et avisudklip — nogle linier om ham som Kneppelhout havde ladet indrykke „dans le journal de la ville“.[4] Andersen skrev igen den 6. marts:

[4]
Amsterdam 6 Martz
1866

Lieber Hr van Kneppelhout!
Sie haben mir wieder mit einem Brief und mit eine, für mich gar zu schönen Beilage aus der Zeitung erfreut. Wie sind Sie lieb und gut! Ich danke Ihnen herzlich! Bald sehen wir uns, aber nicht Freitag, denn meine Abreise von Amsterdam ist wieder, aber nur für einige Tagen, aufgeschoben. Für Freitag habe ich eine Einladung genommen; und wie ich Ihren freundlichen Brief verstehe, wünschen Sie keine Besuch Sonabend oder Sontag; dieses trift grade mit meine Reisenplan zusammen, ich habe Hr Brandt und Familie versprochen dass ich hier bleibe bis Mitwoch den 14 Martz, aber dann, ganz gewiss, wenn der liebe Gott es erlaubt, gehe mit dem Zug um 2 Uhr und, wie ich glaube, komme ich dann nach 3½ in Leyden an; ich freue mich innig und herzlich uns wiederzusehen und dort einige Tagen zu verweilen!

Ihrer dankbare Freund
H.C. Andersen.

Inden han rejste til Leiden sendte Andersen endnu nogle linier til van Kneppelhout:

[5]
Amsterdam 13 Martz 1866.

Lieber Hr van Kneppelhout!
Morgen, wie ich geschreiben habe, und wenn Gott es will, komme ich um 3½ Uhr nach Leyden. Ich hoffe Sie sind wohl! und sehr freue ich mich daran mit Ihnen zu sprechen und Ihre gnädige Frau zu begrüssen!

Ihr ergebener
H.C. Andersen.

Efter besøget blev der igen udvekslet breve, men kun fru Ursula van Kneppelhouts brev af 17. juni — et tidspunkt, da H.C. Andersen var i Portugal — lader til at være bevaret (Ny kgl. saml. 2315-4″ K. 140). Brevet er fejlagtigt dateret 1865; af indholdet er det tydeligt at det må være 1866. Fruen fortæller at hun og manden havde håbet og prøvet på at træffe Andersen i Paris i begyndelsen af april, men at han var rejst videre sydpå lige inden de var kommet til byen. Hun er øjensynlig flov over at Andersen har addresseret manden som „célèbre poëte“ og frabeder sig brugen af denne tiltale. Van Eeden drog den slutning at Andersen vilde hævne sig på van Kneppelhouts ved at bruge denne tiltale, men det er der ingen grund til at tro på. For det første havde Andersen ikke forudsætninger for at bedømme van Kneppelhouts berømmelse indenfor hollandsk litteratur; og det kan ikke nægtes at van Kneppelhout var en meget læst forfatter på grund af to bøger, „Studentertypen“, 1841 — hvoraf en 9. udgave udkom i 1914 og „Studentenleven“, 1844. Bortset fra at Andersen selv var modtagelig for smiger og gavmild med sin ros, er det sandsynligt, at han virkelig troede at van Kneppelhout var en betydelig digter, eftersom han havde mange og fornemme litterære forbindelser. Forøvrigt omtaler Andersen altid van Kneppelhout pænt i senere breve og kaldte ham „en god Forfatter“ i et brev til Edvard Collin den 16. marts 1866. Fru van Kneppelhout sluttede med at opfordre Andersen til at besøge deres landsted, „Hemelscheberg“ ved Arnhem: „N’auriez-vous pas envie à votre retour de Lisbonne, de venir nous y faire une petite visite pour apprendre à connaître notre vie de château?“ Hun mente at tilbagerejsen gennem Belgien og Holland måtte være Andersen behageligere end gennem Tyskland. Andersen rejste til Holland for tredje gang i slutningen af april 1868. Da han ankom hos familien Brandt i Amsterdam, ventede der ham et brev med en fornyet indbydelse fra Kneppelhout, dateret fra „Hemelscheberg“ den 2. maj. Kneppelhout skriver: „je vous invite de tout mon cœur à venir y faire connaissance avec un des plus jolis sites de notre pays et voir comment nous vivons au village après vous avoir vus à la ville“. Endvidere nævner han, at han med frue agter at rejse til Danmark i juli. Andersen svarede i et brev som han fejlagtigt daterede 4. april i stedet for 4. maj. Da van Kneppelhout havde nævnt at hans frue var ved at lære dansk, benyttede Andersen lejligheden til at anbefale den unge Vilhelm Boye:

[6]
Amsterdam 4 April 1868

Lieber Hr van Kneppelhout!
Sie haben mir gestern mit Ihrem Brief sehr erfreut! schon vor mehr als ein Jahr habe ich an Sie geschrieben, adressirt nach Leiden, der Brief ist gewiss nie in Ihren Händen gekommen, ich wuste nicht Ihren Aufenthalt. Wie habe ich oft an Sie und Ihre edle Frau Gemalinn gedacht, und da ich vorigesmal in Paris bei der Ausstellung Wochen verweilte, hofte ich immer dort auf eine Begegnung; aber es geschah nicht. Jetzt bin ich wieder, aber nur für einige Wochen auf Reise nach Frankreich und der Schweiz. Ich habe in Arnhem übernachtet, war in Ihre Nähe, aber ich wusste nicht den Nahme Ihres Schlosses, noch weniger ob Sie dort wäre, und reiste gleich nach Amsterdam. Donnerstag-Morgen muss ich fort, kan leider dieses Mal nicht Ihre freundliche Einladung annehmen, die Zeit für mich ist gar zu kurz, sonst würde ich sehr glücklich gewesen bei Ihnen einige Tage zu verweilen.

Sie und Ihre Frau Gemalinn kommen nach Kopenhagen in Juli! ich hoffe in der Stadt zu sein, aber darf es jetzt leider nicht gewiss versprechen. Ich fr[e]ue mich dass die gnädige Fraue die dänische Sprache studiert, die kan für ein Holländerinn nicht schwer sein; Hr Brandts kleine Tochter Sara hat die Aussprache sehr schnell gelernt; noch in diesem Jahr kam hieher ein junger Däne Wilhelm Boye, sein Vater var Prediger und beliebt Dichter; der junge Mann hat mit die kleine Sara gelesen, die Studien sind zu Ende und er geht schon diesen Monat wieder zurück nah Kopenhagen. Es fält mir so im Feder, er konnte in kurzer Zeit einen guten Lehrer sein, aber nehmen Sie kein Notitz davon, ich habe kein Wort an dem jungen Freund gesagt; aber spricht mein Gedanke Ihnen an, möchten Sie etwas mehr wissen von dem jungen Däne, dann schreiben [Sie] an Herrn Georg Brandt (Heerengracht by de Wolvenstraat No. 198. K. K.)

Sonst in Kopenhagen kommen Sie sehr gut fort mit Fransösisch und Deutsch, weniger leicht geht es in Schweden. Ich hoffe und wünsche, dass wir in Dänemark uns Wiedersehen. Mein ehrfurchtsvolle, herzliche Gruss an die gnädige Frau!

Ihr dankbare Freund
H.C. Andersen.

Som følge af H.C. Andersens anbefaling blev Boye inviteret allerede den 22. maj til at bo hos Kneppelhout i en uge, som Andersen kan berette i et brev til Edvard Collin skrevet samme dag. Efter at være vendt tilbage til Danmark, korresponderede Boye med van Kneppelhout flere gange indtil 1871, men Andersen nævnes i brevene kun et par gange en passant.

De hollandske venner og Andersen mødtes den følgende sommer i Danmark. Den 26. juli skriver Andersen til Collin at „Hollænderen van Kneppelhout med Frue og Svigerinde, samt Wilhelm Boye, vare forleden Torsdag herude til Middag paa ’Rolighed’.“

Kneppelhouts sidste brev til Andersen på Det kongelige Bibliotek er ufuldstændigt (Ny kgl. saml. 2315-4°, K. 137). Det er skrevet fra Hemelscheberg“ den 29. juni 1869 og nævner at Andersen formodentlig har fået nyheder om Kneppelhouts gennem Boye. Efter en omtale af foråret, som han fornylig havde oplevet i Schweiz, skriver Kneppelhout: „Je me suis agréablement occupé de vous, en lisant votre Dryade, dont M. Nieu-wenhuis vient de donner une traduction. Il y a des pages extrêmement jolies et des traits heureux, comme d’ailleurs vous en avez toujours, puis l’idée est assez ingénieuse … Qu’est-ce que vous avez fait encore, qui n’est pas venu jusqu’à nous, pauvres ignorants que nous sommes de votre langue?“ Kneppelhout udtrykker sin glæde over, at han har mødt familierne Collin og Melchior i København året før. Brevet afbryder midt i en sætning, der begynder, „Vous voyez par tout ceci que nous ne désirons rien tant qu’un mot de vous, puisque nous [n’avons] pas l’avantage de venir …“

Kneppelhout kom igen til Danmark i 1871. Om dette besøg skriver Andersen til fru Collin den 1. juli 1871, „Kneppelhouds have allerede været 8 Dage i Byen. De ere i Dag paa Møen … om 6 Uger ere de igen i Danmark“. Fru Collin fortæller den 2. juli om en middag, til ære for Kneppelhouts, hvor Andersen dog ikke var tilstede. På Det Kongelige Bibliotek findes endnu fire breve fra Kneppelhout, skrevet 5. marts, 1872, 1. juli, 1873, 7. juni, 1874, og 23. marts 1879. I brevet fra 1873 spørger Kneppelhout Collin om Andersen: „J’apprends qu’il est toujours souffrant et que sa santé diminue beaucoup“. I 1874 sender han en hilsen gennem Collin til den gamle digter.

Efter at have modtaget et eksemplar af „Breve til H.C. Andersen“ udgivet af Bille og Bøgh (1877) skrev Kneppelhout et takkebrev til giveren — det må være enten Bille selv eller Collin. Den hedengangne ven mindes som „eet excellent Andersen“ og kaldes — med fuld ret — „celebre“.

 

Noter

  1. ^ H.C. Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. Bd. II, København, 1934, p. 136.
  2. ^ H.C. Andersens briefwechel mit Sr. Königlichen Hoheit dem Grossherzog Carl Alexander von Sachsen-Weimar-Eisenach und anderen zeitgenossen. Hsg. Emil Jonas. Leipzig, u. d. den 19. juni 1847 skrev Andersen til Hertugen om sine gode indtryk af Holland: „Alles ist so sonntagsfestlich …“
  3. ^ H.C. Andersen og Henriette Wulff. En brevveksling ved H. Topsøe-Jensen. Bd. I, Odense, 1959, p. 440, brev af 13. sept. 1848.
  4. ^ Kneppelhouts bekendtgørelse, dateret 25. febr. 1866, og underskrevet J. K., udkom i „Leidsche Courant“ den 28. Februar. Dér hedder det bl.a.: Zijne Märchen, waarin de oorspronkelijkheid zijner fantazy het helderst spreekt, zweefden og ieders lippen; zijn Speelman, zijn Improvisator, om van andere zijner werken niet te gewagen, mogt niemand niet gelezen hebben; kortom, de naam van Andersen was in Nederland, gelijk gansch Duitschland door, meer nog dan in Denemarken zelf, populair, en geen wonder was het derhalve, zoo onze letterkundigen en kunstenaars zieh als om strijd om den beroemden schrijver, den beminnelijken mensch, heen schaarden, met het oogmerk hem een hartelijk en kunstbroederlijk welkom te heeten, hem, reeds door zoovele vorsten met blijken hunner hooge gunst vereerd, gastvrij te vieren en hulde te bieden.

 

©