H.C. Andersen og Mathilda Barck

Under arbejdet på en bog på engelsk om H.C. Andersen slog det mig, at mens hans forelskelser i Riborg Voigt (1830), Louise Collin (1832), Sophie Ørsted (1837) og Jenny Lind (1843) er velkendte og udførligt behandlet i H.C. Andersen-litteraturen, findes der ingen tilfredsstillende samlet fremstilling af hans forhold til den unge svenske komtesse Mathilda Barck (eller Bark, som hun selv stavede sit navn), som han første gang traf i sommeren 1839.

H.C. Andersens forbindelse med Mathilda Barck var helt ukendt, indtil Elith Reumert omtalte den i sin bog „H.C. Andersen som han var“ (1925); Elith Reumerts viden stammer tydeligt nok fra et brev, som H.C. Andersen i januar 1844 skrev til Jonna Stampe, født Drewsen. Dette brev vil blive omtalt senere i denne artikel.

Blandt de øvrige hovedkilder til belysning af forholdet er fire breve fra H.C. Andersen til Mathilda Barck, hvoraf de tre først blev offentliggjort af Alfred B. Nilson den 3. marts 1930 i „Sydsvenska Dagbladet Snällposten“ under overskriften „Sagoskalden och Malmö-comtessen“, mens det fjerde brev (sammen med de andre tre) blev offentliggjort den 6. april 1930 i „Berlingske Tidende“ af Mathilda Barcks nevø, den nu afdøde friherre Joachim Beck-Friis, der tidligere i en periode havde været svensk minister i København. Det brev, som Alfred B. Nilson åbenbart ikke havde kendskab til, men som er gengivet i Beck-Friis’ artikel, er et langt brev i to dele, hvoraf den første del er skrevet på Nysø den 20. juni 1840, mens den sidste del er skrevet i København den 5. juli 1840. Desuden findes der på Det kongelige Bibliotek (Ny kgl. Saml. 2315 4°) to breve fra Mathilda Barck til H.C. Andersen, fire fra hendes broder Joachim Barck og tre fra hendes anden broder Nils Barck (hvoraf de to dog stammer fra Andersens ophold i London i 1847[1]). Både Alfred B. Nilson og Beck-Friis offentliggjorde også uddrag af et brev fra komtesserne Lovise og Mathilda Barck skrevet i 1841 til deres forældre. På Det kongelige Bibliotek findes yderligere et brev fra Mathilda Barcks tante, friherreinde Augusta Wrangel, hvori hun meddeler Andersen budskabet om Mathildas død.

Supplerende oplysninger om forbindelsen mellem H.C. Andersen og Mathilda Barck kan findes i Andersens dagbøger og i forskellige af de trykte brevudgaver.

Om H.C. Andersens breve til Mathilda Barck oplyste Alfred B. Nilsson i sin artikel: „Genom f. d. svenske ministern i Köpenhamn baron J. Beck-Friis’ godhetsfulla tillmötesgående ha några Andersen-brev, som gömts i familjarkivet och aldrig förut varit publicerade, blivit ställda till mitt förfogande.“ I sin artikel en månedstid senere oplyste Beck-Friis, at brevene er „förvarade i min familjs arkiv“ og tilføjede, at „brevens innehåll torde, så vidt jag kunnat utforska vara hittils obekant“, hvilket tyder på, at han ikke har kendt Alfred B. Nilsons artikel i „Sydsvenska Dagbladet“. Brevene, som indtil august 1974 befandt sig i Börringeklosters arkiv, er nu overflyttet til Riksarkivet i Stockholm, hvorfra jeg har fået fotokopier af dem.

Den hidtil udførligste behandling af forholdet mellem H.C. Andersen og Mathilda Barck er Kjeld Galsters afhandling, „H.C. Andersens besøg i Lund 1840. Hans forbindelse med skånske venner og en veninde“ i „Edda“, 1959.[2] Galster har imidlertid ikke kendt H.C. Andersens brev til Jonna Stampe, ligesom han tydeligt nok heller ikke har kendt friherre Joachim Beck-Friis’ artikel i „Berlingske Tidende“, hvilket igen har medført, at det længste af H.C. Andersens breve til Mathilda Barck slet ikke er omtalt.

I det følgende skal hele historien om H.C. Andersen og komtesse Mathilda Barck rekonstrueres i den grad, det på grund af de foreliggende oplysninger nu lader sig gøre.

H.C. Andersen havde i sommeren 1837 for første gang været i Sverige; rejsen varede næsten to måneder, og højdepunktet var besøgene i Göteborg, Stockholm og Uppsala. Han var på det tidspunkt forelsket i H. C. Ørsteds sekstenårige datter Sophie, og der er næppe tvivl om, at det var hende, han havde i tankerne, da han under besøget i Uppsala den 5. juli i dagbogen skrev: „Gik op paa Slotsbanken, stor Slette til alle Sider. Sang hendes Navn jeg elsker, den kolde Nordenvind bar det bort.“[3] I december samme år blev Sophie Ørsted forlovet, og Andersen måtte endnu en gang resignere.

Den 22. juni 1839 rejste Andersen for anden gang til Sverige, denne gang dog ikke længere end til Skåne, hvor han var indbudt som gæst på Hyby Slot, femten kilometer øst for Malmö; slottet ejedes af friherre Carl Gustaf Wrangel von Brehmer (1803-1872). Andersen havde (ifølge Almanakken den 3. september 1838) truffet friherreinde Augusta Wrangel, født Wollmar (1812-1873), hos sin excentriske veninde fru Bügel i København. Fru Bügel, der åbenbart ville sikre sig, at hendes protegé opførte sig korrekt i det svenske aristokratiske miljø, holdt ved afrejsen fra København „Foredrag over hvorledes jeg skulde tee mig i Sverrig“,[4] og til Henriette Wulff skrev Andersen den 3. juli 1839: „Jeg begyndte da Reisen originalt, som altid, jeg kom i Baad med Molbech ud til Dampskibet. ’Hr Andersen!’ sagde han gnaven, ’skal De ogsaa til Skaane?’ – ’Ja,’ svarede jeg, ’over til Baron Wrangels!’ – ’Ja jeg bryder mig ikke om at vide hvem De skal til!’ svarede han og viiste Huggetænder.“[5] I et brev til Henriette Hanck, skrevet fra Hyby den 27. juni 1839, skildrede Andersen sin videre færd, efter at han i Malmö havde spist aftensmad og beset Rådhuset: „I Maaneskin rullede jeg paa en svensk Kerre med en Karl, der syntes begravet tre Gange, over den usselige Vei, gjennem Egne der ere beslægtede med de flade Partier i Skottland og naaede Hyby 11½ hvor Baron Wrangels overordentligt gjæstfrit toge imod mig og yttrede at det var saa kjedeligt de ikke havde vist min Ankomst til Malmø at deres Vogn kunde have været der.“[6] I dagbogen for den 22. juni skrev Andersen: „Baronen Wrangel en smuk Mand tog venligt imod mig, efter Thee førtes jeg til et smukt Værelse og en god Seng; fra Vinduet sees Klokketaarnet.“[7]

Dagen efter ankomsten beskrev Andersen i et brev til Theodor Collin den aftenlige rejse til Hyby i „en Gumpe-Kjærre“; Hyby omtalte han som „en lille Bondeby, hvor Baron Wrangels Gaard kaldes Slottet“, hvorefter han fortsatte: „Her er meget smukke Værelser paa Gaarden og to Toure ere alt arrangerede, een i Dag til Baronessens Forældre paa ’Hekkeberga’ der skal være en prægtig Gaard, og hvor, i Dag er stort adeligt Selskab, jeg faar da at see, den svenske fine Verden. Imorgen er der Folkefest paa Torup hos Marschal Coyet. Disse to Dage synes altsaa at blive ret morsomme.“[8]

Hovedgården Häckeberga, cirka ti kilometer øst for Hyby, ejedes af friherreinde Augusta Wrangels far, auditør Johan Andreas Wollmar, mens Torup Hovedgård, fire kilometer sydvest for Hyby, tilhørte hofmarskal baron Gustaf Julius Coyet (1775-1862), som allerede i maj 1838 havde indbudt Andersen over på sine godser Rönneholm og Torup.

Også i et brev til Henriette Collin, dateret den 22. juni, berettede Andersen om modtagelsen i Hyby, og i efterskriften, som må være skrevet dagen efter, tilføjede han: „Til Middag skulle vi alle være paa Godset ’Hekkeberga’, hvor der er fornemt Selskab. Det er Skade jeg ikke kan blive krøllet, det klæder mig saa godt.“[9]

Uden kunstige krøller ankom Andersen til Häckeberga ved middagstid den 23. juni, netop som man der fejrede midsommerfesten; senere blev han beværtet med en udsøgt middag. Dagen efter besøgte han baron Coyet på Torup; han skrev herom i dagbogen: „Vi kom til Thorup, en gammel Gaard med røde Mure, Voldgrave og Taarn, indvendig Alt moderne. Chr. IV har boet her, hans Navnetræk og Krone findes paa et Værelse i Taarnet. Coyet tog venligt imod mig, beklagede at han overmorgen skulde reise, men bad at jeg ved mit næste Besøg i Skaane vilde boe hos ham. Sønnen Kammerjunkeren den unge Grev Bark og Grev Lewenhaupt kjørte med mig i Dyrehaven hvor vi uddeelte Apelsiner til de smukkeste Piger; da vi kom hjem sagde jeg Negerkongens Datter og fortalte et Par Eventyr, Grev Barks Døttre Louise og Mathilde behagede mig, den ældste var en ung Verdens Dame, vi talte om Paris, Musik og Poesi og halv forelsket skildtes vi ad efter at have aftalt at samles imorgen hos Onkelen Grev Beckefries. Faderen saae streng ud, og skal have for mange Jern i Ilden, han har Gaarde rundt om i Landet og Fabrikker, men det staaer uvist med hans Formue, derfor fri ingen til de smukke Døttre. Den unge Grev Bark kom mig smukt imøde.“[10] Om aftenen var Andersen tilbage i Hyby igen.

Det var altså på herregården Torup, at H.C. Andersen første gang traf familien Barck, forældrene: hofmarskal, grev Niels Anton Barck (1789-1856) og grevinde Maria Sofia Barck, født Beck-Friis, søster til ejeren af Börringekloster og Fiholm, kammerherre, grev Corfitz Beck-Friis (1801-1870), og døtrene: komtesserne Lovisa Barck (1817-1900) og Mathilda Barck (1822-1844), samt en af sønnerne, formentlig den ældste, Nils Barck (1820-1887). Den yngste af sønnerne, Joachim Barck (1823-75), kom Andersen senere til at træffe i Lund.

Dagen efter besøget på Torup blev Andersen kørt til Börringekloster, hvis ejer, den ovennævnte grev Corfitz Beck-Friis, altså var svoger til komtessernes far. Det optog Andersen meget, at Beck-Friis nedstammede fra en datter af Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, hvis billede hang på godset. Både Lovisa og Mathilda Barck var med ved selskabet på Börringekloster den 25. juni, og Andersen, som læste „Mulatten“ højt for selskabet, bemærker i sin dagbog, at „den gamle Grev Bark behagede mig meget i Dag“.[11]

Den 27. juni skrev Andersen fra Hyby til Henriette Hanck: „Paa Torup gjorte jeg Bekjendtskab med Grev Barks, hvor den ene af Contesserne gjorte et dybt Indtryk paa Digterens Hjerte, vi samledes igjen ved et Besøg paa Börringe hos Grev Beckfries hvor jeg læste Mulatten og blev ret hyldet, men jeg mærkede ogsaa at Hjertet stod sig meget godt, da det snart hældede til Mathilde Bark, snart til Louise Bark … “[12]

Den 26. juni tilbragte Andersen hele dagen på Hyby Slot, hvor grev og grevinde Beck-Friis kom og spiste frokost. Den 27. juni kørte han i lukket vogn til Lund, hvor han på et elegant værtshus traf „den unge Grev Bark, som blev glad ved at see os“[13] – her er åbenbart tale om grev Joachim Barck, der var student i Lund – hvorefter han senere så domkirken og universitetet. „Vi spiiste paa Gjæstgivergaarden sammen med Grev Bark, jeg fulgte hjem med ham, han boede høist elegant, jeg saae hans Skizzer, han maler og synes at have Talent.“[14]

Den 28. juni besøgte Andersen herregården Skabersjö, som ejedes af en grev Thott, og dagen efter kom grev Beck-Friis igen på besøg på Hyby Slot for at gå på jagt med baron Wrangel. Efter en afskedsmiddag den 30. juni kørte baron Wrangel Andersen til Malmö, hvorfra han næste dag tog tilbage til København.

Efter hjemkomsten skrev Andersen den 3. juli 1839 til Henriette Wulff: „Baron Wrangel førte mig fra Gods til Gods, allevegne kjendte De Digteren. Hos Grev Beckfries, Baron Coyets, Grev Barks – allevegne var Spillemandens og Improvisatorens Digter kjærligt og smukt behandlet, langtbedre, end paa nogen Herregaard i Danmark. Det stemte mig blød, o hvor det er velgjørende at føle sig elsket. Den ene Comtesse Bark har været længe i Paris, er ung, livlig og smuk, ak, mit gamle Hjerte – havde jeg Penge nok blev jeg forelsket i min høje Alderdom.“[15] Andersen var da 34 år gammel.

Den 25. juli 1839 skrev han fra Glorup til Frederik Læssøe om sit besøg i Skåne: „. . . een Familie især interesserede mig, nemlig Familien Beck Friis, en grevelig Slægt, der er den sidste Green af Familien Ulfeld. Eleonore hang som Stammoder øverst i Galleriet.“[16]

Den 19. august 1839 skrev Andersen: „Igaar var Grev Wrangel her fra Skaane og vilde have mig med derover, men dels er jeg lidt maroder, dels har jeg lovet La baronne[17] min Visit.“[18]

Henriette Hanck, til hvem Andersen jo havde betroet sig på et tidspunkt, hvor han ikke kunne finde ud af, hvilken af de to komtesser Barck han var mest forelsket i, beklagede sig i et brev den 30. august 1839 over, at hun i mere end en måned ikke havde fået noget brev fra Andersen. Om de mulige grunde til hans usædvanlige tavshed skrev hun: „Det er Ligegyldighed har jeg tænkt, det er Sygdom, det er en dansk Comtesse Bark eller – Lind har faaet Embede, og.“[19]

Den 20. december 1839 udkom „Billedbog uden Billeder“, indeholdende de første tyve aftner. „Sjette Aften“, som må være skrevet i efteråret 1839, gengives her:

„I Upsala har jeg været!“ sagde Maanen. „Jeg saae ned paa den store Slette med det fattige Græs, de forkuede Marker. Jeg speilede mig i Fyris-Aa, imens Dampskibet skræmmede Fiskene ind imellem Sivene. Under mig jog Skyerne og kastede lange Skygger over Odins, Thors og Freiers Grave, som de kaldes. I det tynde Græssvær over Høiene ere Navne udskaarne. Her er ingen Bautasteen, hvori den Reisende kunde lade sit Navn indhugge, ingen Fjeldvæg, hvorpaa han kunde lade det males, derfor har den Besøgende her ladet Græstørven bortskjære, den nøgne Jord titter frem i store Bogstaver og Navne, de danne et heelt Næt, udspændt over de store Høie. En Udødelighed, som et nyt Grønsvær dækker. Der stod en Mand deroppe, en Sanger, han tømte Mjødhornet med den brede Sølvring og hviskede et Navn, bad Vinden ikke forraade det, men jeg hørte Navnet, jeg kjendte det, en Grevekrone funkler derover og derfor nævnede han det ikke høit; jeg smilede, en Digterkrone funkler over hans! Eleonore af Estes Adel hænger ved Tassos Navn. Jeg veed ogsaa, hvor Skjønheds Rosen voxer -!“

Det sagde Maanen, der gik en Sky for. – Gid der ingen Skyer gaae imellem Digteren og Rosen!

At „Digteren“ på en af de berømte høje i Gammel Upsala er H.C. Andersen selv, kan der ikke være tvivl om. Men han har her tilladt sig en ikke helt uvæsentlig historieforfalskning. Dels var det jo på Slotsbanken i selve Uppsala, at Andersen den 5. juli 1837 sang „hendes Navn jeg elsker“, dels kan navnet næppe have været noget andet end Sophie Ørsteds, over hvis navn der ikke funklede nogen grevekrone. Det pågældende afsnit må opfattes som en skjult kærlighedserklæring til Mathilda Barck, om hvis eksistens han var helt uvidende, da han i 1837 besøgte Uppsala og Gammel Upsala. Ligesom fyrstedatteren Eleonore af Este er berømt på grund af Torquato Tassos påståede ulykkelige kærlighed til hende, således ville den svenske komtesse kunne blive berømt derved, at H.C. Andersen elskede hende. Blot måtte man håbe, at hans kærlighed til „Skjønheds Rosen“ ikke var en ulykkelig kærlighed. Det er det skjulte budskab i „Sjette Aften“ i „Billedbog uden Billeder“.[20]

Den unge grev Joachim Barck, som H.C. Andersen traf i Lund, må åbenbart have lånt penge af digteren, der ovenikøbet har måttet rykke ham for tilbagebetaling af lånet; i et brev dateret Lund den 17. november 1839 forklarede Joachim Barck udførligt grunden til, at tilbagebetalingen var blevet forsinket, og håbede, at han alligevel måtte bevare Andersens venskab. Joachim Barck tilføjede derefter: „Mina Foräldrar och Systrar be mig hälsa dem så ofantligt, de tacka för de berättelser som di läste opp for dem.“ Den 30. november 1839 skrev Joachim Barck påny til Andersen og forsikrede ham om, at „jag älsker dem som en vän, och jag skall alltid göra mig värdig den vänskap, som jag så innerligt söker sammanfläta med min lefnad.“ Den unge mand, der åbenbart havde aspirationer som forfatter, sendte en afskrift af noget, han havde skrevet, og bad om H.C. Andersens bedømmelse af det.

Nils Barck, der må have besøgt Andersen i København en gang i efteråret 1839, skrev den 25. november 1839 fra Lund og takkede for „dit sista bref, det jag emottog af min broder Joachim.“ Hvert brev, hver linje fra Andersen var for ham „en dyrbar vänskapens skatt“, og han undskyldte, at han havde været så „slarvig“ med at skrive. „Huru ofta sitter jag icke i min enslighet och med saknad tänker på dig och de få, men för mig evigt dyrbara, stunder, dem jag, sist i Kjöpenhamn, fick tillbringa i ditt sällskap.“

Andersens breve til Joachim og Nils Barck kendes ikke, men den 5. januar 1840 skrev Joachim et langt brev tilbage, fuldt af venskabsforsikringer og private betroelser. Af brevet skal her blot følgende linjer citeres: „Jag har framfört deres helsning till mina Foräldrar och Syskon, och bringer dem nu en återhelsning från dem, och vi lefva nu alla i det hopp att till sommaren få råka vår gemensamme vän Andersen.“

Den 20. februar 1840 skrev H.C. Andersen til Henriette Hanck: „Jeg er skrækkeligt i Brevgjæld til Udlandet; en ung Mand, Grev Bark i Skaane skrev mig for 3 Uger siden, det meest broderlige Brev, aabnede mig sin hele unge Sjæl og bad om ’snart, o snart Brev’ og jeg har endnu ikke skrevet, det synes nederdrægtigt. Jeg har sendt ham Mulatten uden Brev. Men nu nok herom.“[21] Det pågældende eksemplar af „Mulatten“ (1840) med Andersens dedikation til Joachim Barck findes nu i den Laage-Petersenske samling på Det kongelige Bibliotek.[22]

I et af sine breve til Joachim Barck må Andersen åbenbart have nævnt muligheden af at besøge Skåne igen i sommeren 1840; men besøget kom i stand allerede i påsken samme år. Med ganske kort varsel besluttede han den 13. april at rejse til Skåne. Der eksisterer ingen dagbogsoptegnelser fra dette besøg, som varede i otte dage; men efter hjemkomsten skrev Andersen den 23. april til Henriette Hanck et brev, hvoraf følgende skal citeres: „Den lange, ’stille Uge’ forestod og jeg syntes den saa for kjedsommelig ud til at være i Kjøbenhavn. Voila! Det var Mandagmorgen Dampskibet skulde om Eftermiddagen til Malmø, jeg tog Pas og besluttede at besøge Baron Wrangels paa Hyby i Skaane . . . Næste Morgen kjørte jeg til Hyby hvor jeg vilde have været til den følgende Søndag og da paa den reist til Lund, men da Ferien der begyndte Torsdagaften havde man bedet mig at komme om Fredagen da der vare saa mange unge Mennesker der glædede sig til at gjøre mit Bekjendtskab. Baronen kjørte mig altsaa til Lund om Fredagen . . Efter en skildring af Lund-studenternes hyldest, som også er omtalt i „Mit Livs Eventyr“,[23] fortsatte brevet: „Næste Dag reiste jeg til Malmø, spiiste om Søndagmiddag paa Kasernen med nogle Officerer og var om Aftenen hos Grev Barks; da jeg Mandagmorgen gik ombord, var de unge Comtesser paa Skibsbroen, og deres hvide Tørklæder vaiede for Digteren, saalænge jeg fra Dampskibet kunde see dem.“[24]

Andersen var tilbage i København mandag den 20. april, og tre dage senere skrev han følgende brev til den af de to svenske komtesser, som han efterhånden var kommet til at nære de varmeste følelser overfor, Mathilda Barck:

Jeudi[25] 23 April 1840.

Kjære Frøken!

Det er mig en Trang at sende denne lille Brevdue over Søen og bringe Dem og den elskværdige Frøken Stackelberg[26] min Tak og Hilsen at de saa smukt forundte mig ved Afreisen, endnu engang at faae dem at see! – Jeg har allerede tegnet med Blæk og Pen et Billed til Billedbogen hvor De og Søsteren i Maaneskin ruller over den skaanske Slette, gid jeg havde kunnet tegne Portrætter saa vilde dette Billede have de smukkeste Skikkelser. Bring Deres fortræffelige Moder min ærbødige og inderligste Hilsen, hun var saa god og elskværdig mod mig de faa Timer vi mødtes. Naar faaer jeg Dem dog at see igjen! O kom snart over Søen til os! jeg tør desværre ikke saa snart komme til Sverrig, dertil er man for opmærksom imod mig. Siig til Deres Frøken Søster, at hun skal tage Dem ved Haanden, Naboersken følger med, saa kan de jo nok i god Treenighed vove dem paa Bølge!

Gid De nu venligt vilde tænke paa Digteren, ja være ham, kun halv saa god, som han er Dem! Mange Vaar- og Sommerglæder ønsker jeg de maa gribe; om otte Dage er vist Skoven grøn; den første Nattergal de hører bringer dem en Hilsen fra mig.

af mit fulde Hjerte,
Deres hengivne
meget ærbødige
H.C. Andersen.

S.T. Comtesse Mathilde Barck.

Det kan ikke oplyses, om Mathilda Barck svarede på dette brev. Den 15. juni 1840 skrev imidlertid hendes broder Joachim et brev, hvori han bebrejdede Andersen, at denne helt syntes at have glemt ham. I brevet forekom disse linjer: „Inneläggande bref från min syster fick jag i dag med anhållan att så fort som möjligt afsända det i ett af mina egna bref. Och derföre skrifver jag nu . . .“ Hele familien Barck, hed det videre, håbede at se Andersen på Börringe „en tid under sommaren”. Det omtalte brev fra Mathilda Barck kendes ikke.

Det følgende brev fra H.C. Andersen til Mathilda Barck er et, som han i sommeren 1840 påbegyndte på Glorup og afsluttede seksten dage senere i København efter at have overværet festlighederne i anledning af Christian den Ottendes kroning. Brevet gengives her:

Nysø, den 20 Juni 1840.

Kjære Komtesse Barck!

Det var smukt og kjærligt af Dem at De skrev mig til! jeg fik først igaar den nydelige Brevdue, thi da den ikke fandt mig i Kjøbenhavn, tog den Flugt af Landet til, flere Mile ud, og her kom den paa det storartede Nysøe! Thorvaldsen er ogsaa herude i denne Tid! De veed jo nok at hans fleste Arbeider under dette Ophold i Danmark skriver sig her fra; han har igaar fuldendt et deiligt Basrelief: en dandsende Faun og en Bacchantinde, han har Pinnier, hun Druer i Haaret, han svinger Beknerne, hun Thyrsus-Staven. I Dag har han anlagt et nyt Basrelief, som vist vil komme til at regnes mellem de yndigste Ting han har leveret: det er Hymen som tænder sine Fakler, den lille Amor svæver foran og har afskudt sin Piil. Selv har jeg ogsaa været ret flittig herude, jeg har skrevet et nyt Børne-Eventyr: „Ole Lukøie“. De kjende vel i Sverrig dette Navn; det betyder hos os hvad „Der Sandmann“ er i Tydskland, en underlig Krabat, som om Aftenen naar Børn sidde allerbedst faaer dem til at plirre med Øinene og de maa lukke dem og sove. Mit Eventyr er ganske broget, jeg glæder mig til engang i Sommer at læse det for dem og deres paa Børringe! men naar kommer jeg vel! O de kan troe, jeg gjerne strax fløi over til det for mig saa meget-kjært-eiende Skaane, men jeg har lovet Grev Moltke i Fyen at komme over til ham i Sommer og føre Digteren Holst med, og Holst kan, for sine Forretninger kun reise paa en vis Tid i Juli-Maaned, saa maa jeg altsaa just den Tid følge med ham. Rimeligviis bliver der altsaa ikke før i August noget af en skaansk Reise, men selv om Nattergalerne og Storkene vare borte, om Bøgeskovene vare brune, hvad siger det naar jeg kun træffe de som ere mig venligt stemte, de kjære svenske Veninder og Venner!

Kjøbenhavn, den 5. Juli 1840.

Saa mange Dage ere flagrede hen, uden at min Brevfugl har taget Veien til Børinge; jeg kom netop herind til Byen, da jeg med Venner fik Tilbud at reise med ud til Kroningen, det gik i Gallop og jeg var flere Dage i Frederiksborg. Jeg havde, ved Prosessionen en ypperlig Plads i et Vindue i Riddersalen, Kongen saae meget alvorlig ud, næsten lidt lidende, men var meget smuk, Dronningen særdeles deilig og Damerne som fulgte, dannede det meest pompøse i det hele Tog! Om Aftenen var et stort Fyrværkeri og Dagen efter Revue, ved denne beærde Dronningen mig med nogle venlige Ord derude i Skoven. Feststykket af Heiberg, „Syvsoverdagen“ er særdeles poetisk, det er nogle spidsborgerlige Folk fra vor Tid, som ville ud til Kroningen Festen, en ung Pige (Fru Heiberg) med sin Broder (Phister) forlade Selskabet og vandre til Gurre-Ruiner, her falder Natten paa og de sove ind i Krattet; men den unge Pige er forlovet med en Digter (Holst), denne har skrevet et Digt: „Waldemar Atterdag paa Gurre“, og nu drømme Broder og Søster at de leve i Kong Waldemars Tid, at Digteren er Kongens Skjald der eier Kongens Kjærlighed ved Tovelilles Ring. Deres Drøm træder op som Virkelighed, man seer det gamle Gurre hæve sig af Ruinerne, Riddere og Damer træde ud og et heelt Drama fra hiin Tid udvikler sig; naar dette ender vaagne Broder og Søster og i en Taaget Morgen naar de Frederiksborg hvor de samles med deres Selskab og Kroningsfesten begynder.

Hils deres kjære Forældre, Fasteren og Alle paa Børringe, som med venligt Sind mindes Digteren; siig til Jokum at jeg har et langt Brev næsten færdig til ham, det vil snart faae Vingerne løst.

Nu lev vel! det er sandt Søsteren maa jeg ikke glemme! hils saa smukt og varmt som de jo er istand til! O de drømmer neppe om hvor tidt jeg i Tankerne er hos dem, – dog jeg vilde heller være det personlig, skjøndt: „en Digter-Drøm er Virkelighed!“ siger Heiberg i det nye Drama! Lev vel kjære, naadige Frøken!

ærbødigst deres dem inderlig hengivne H.C. Andersen.

E.S. En inderlig Hilsen til den livlige, aandfulde Frøken Stackelberg!

Andersens lange brev til Joachim Barck kendes ikke, men det må være blevet afsendt en månedstid senere, og med dette fulgte et nyt brev til Mathilda Barck:

Kjøbenhavn den 21 Juli 1840.

Kjære Comtesse!

En lille Brevdue maa jeg i Dag med deres Broder sende til det kjære Skaane, og sender jeg en saadan, da maa den helst flyve til Børringe for at hilse den af Grev Barcks elskværdige Døttre, jeg ikke i Kjøbenhavn kunde sige et venligt God-Dag![27] – Jeg er nu færdig med min Tragedie „Maurerpigen“ og længes meget efter, i den bedste Kreds af mine svenske Venner, at kunne forelæse den, før de fra Theatret gjør Bekjendtskab med den! mueligt reiser jeg en lille Tour imorgen til Fyen, hvor Grev Moltke til Glorup har indbudet mig, dog har jeg en skrækkelig Lyst til, næste Søndag at være ved „Kaprenden“ i Helsingborg, lod det sig kun arangere, og var jeg vis paa at træffe mine kjære svenske Venner og – Veninder! Hils deres fortræffelige Fru Moder, Fasteren og Alle paa Børringe! Dette Brev er kun en Bouquet af Hilsener, den bedste gjælder dem selv.

ærbødigst
H.C. Andersen.

Godt tre uger senere skrev Mathilda Barck til H.C. Andersen:

Frederiksdal, den 14. Augusti, 1840.

Bästa Herr Andersen!

Jag har förgäves väntat på dem hela denna tid, hvar ångbåt som är anländ till Helsingborg trodde jag skulle bringa dem med, men de har icke hörts af. Jag förmodar de er rest till Fyen som de hade i project, bara de icke glömmer rent bort deras Svenske vänner, jag fruktar mycket derföre, ty de bortavarande få alltid lida mest, nu reser jag snart med min far till Skunge[28] för att blifa der en lång tid, så att om de också kommer til Börringe i höst, får jag nog icke se dem, och således icke höra „Ole Luköie“ och icke deres Mauhrepigen, som jag hade glädt mig så mycket åt. Fröken Bark[29] som en längre tid varit på Hyby, har varit god och lånat mig en bok af dem jag icke kände förut, „Samlede Digter“ der voro många saker jag tyckte ofantligt mycket om, jag hör att den lär vara utsåld i bokhandeln, men så snart en annan upplaga kommer ut vill jag skaffa mig den. Mulatten är nu öfversatt på Svenska,[30] jag har ännu ej läst den, men det sägs att den skall vara bra öfversatt, dock är det säkert stor skillnad mot originalet, den skall i höst uppföres på Stockholms Theater, Mulattens roll skall spelas utaf Herr Dahlqvist en mycket god actör, (dock icke så god eller så vacker som Holst) hvilken var här under kapplöpningen, jag talade med honom om Mulatten, och han gladde sig mycket åt att spela den, här är för närvarande en Theatertrupp i Helsingborg som väl inte spelar väl att jag sällan går på Theatren, men i morgon aften gifva de Mulatten och då kan jag icke emotstå min lust att se den, då jag troligtvis inte så snart blir så lycklig att få komma till Köpenhamn, och [om] det intresserar dem att höra huru Mulatten varit omtyckt af publiken härstädes vill jag inte afsända detta bref förän jag kan underrätta dem derom.

Den 17. Mulatten gafs i går för fullt hus och njöt, som den alltid kommer på alla språk och öfverallt, en fullständig triumph, den var ganska väl öfversatt och herr Djurström, öfversättaren, framropades flere gånger under bravorop, och jag hade en oändligt njutningsrik afton för hvilken jag tackar dem, med minnet af denna angenäma känsla vill jag sluta mitt bref och endast framföra de många helsningar min syster sänder dem genom deres alltid sanna
väninna
Mathilda Bark.

H.C. Andersen var i efteråret 1840 meget forpint og deprimeret, navnlig på grund af kontroverserne med fru Heiberg om „Maurerpigen“, og den 31. oktober rejste han afsted på den store udenlandsrejse, som han har skildret i „En Digters Bazar“. Få dage før afrejsen skrev han følgende brev til Mathilda Barck:

Kjøbenhavn den 25 Oct 1840.

Kjære Comtesse!

Dem maa jeg engang endnu sende nogle Ord før jeg forlader Norden. Jeg reiser bort med et tungt Sind; Syden med al sin Varme, al sin Pragt vil ikke aande Solskin deri. Bring deres Forældre, Søster og Brødre min kjærlige Afskedshilsen, Gud veed om vi mere sees; i et Aar kan skee meget! mit Hjertes Bøn er at døe ude, eller vende hjem for at kunne levere [et] Digterværk der gjør mig og [D]anmark Ære! – De er oftere i min Tanke, end de maaskee troer; den søsterlige Mildhed hvor med de er kommet Digteren i Møde, giver mig Haab om at De glæder mig med et Brev; ja, er de mig god, da faaer jeg endnu i München et lille Brev fra Dem, skriver De det i Begyndelsen af November og sætter München „post restante“ da faaer jeg det før jeg flyver over Alperne. Lad mig nu see om Sverrig er mig i Hjertet god, De representere mig det hele Land! Dog skriv ikke uden at de virkelig har Lyst til at gjøre mig uendelig glad! De faaer da et Brev fra mig, det kommer fra Rom! hils deres Moder og siig hende at jeg ret ofte vil tænke paa hendes venlige Sind for mig, hendes Venlighed de Gange vi mødtes. Maaskee kommer jeg fra Secilien til Orienten, mine be[dste] Sange derfra bringer j[eg] mine Kjære i Sverrige og Danmark. Lev vel

Deres
Digter!

E.S. Deres Fader og de to kjære Brødre, samt Søsteren Comtesse Louise tusinde og tusinde Hilsener, næste Vaar bringer den første Stork, som kommer, mit God Dag fra „Södern“.

H.C. Andersen opholdt sig i München fra den 17. november til den 2. december 1840, men her fik han intet brev fra Mathilda Barck. Af et brev, som søstrene Lovisa og Mathilda Barck skrev til deres forældre den 1. februar 1841, fremgår det nemlig, at Mathilda Barck af en eller anden uforklarlig grund først fik Andersens ovenfor citerede brev den 6. januar 1841, altså med over to måneders forsinkelse. I brevet til forældrene skrev Lovise: „Trettondagen fick Mathilda ett bra hyggligt men mycket triste bref av Andersen dateradt d. 25. okt. uti hvilket han säger farväl innan han far ut samt ber henne skrifva i början av Nov. till München, hvilket naturligtvis ej var möjligt, men nu i stället har hon skrivit till honom på Rom, jag önskar bra mycket det må komma fram, helst som det påstås han lär vara alldeles fasligt melankolisk, ja till och med svagsint, hvad det vore ledsamt om det är sant.“

I samme brev til forældrene skrev Mathilda Barck: „Min älskade Far och mor, ett bref till Andersen gör att jag inte förr hunnit till dem jag mest håller utaf, och denna gång skrifver jag inte långt.“[31]

Mathilda Barcks brev til Andersen aftrykkes her:

Marsvinsholm den 29 Januari 1841.

Bäste Herr Andersen!

I början af detta år emottog jag en afton ett bref, stylen var mig väl bekant, det var från dem, ett brev jag länge väntat men redan förlorat allt hopp att få, på dess datum såg jag det var skrifvit i October innan Deres afresa från Danmark, hvad det varit så länge under vägen vet jag inte, och bra ledsen blef jag att se det De i München väntat förgäfves bref från mig, och huru gerna hade jag skrifvit! om jag endast vetat af det, men nu, hvar vore De att finna, kanhända på andra sidan Medelhafvet, det trodde jag, tills häromdagen Augusta Wrangel låt mig veta att De troligtvis ännu var i Rom, och i det hopp att några rader från norden ännu måtte räcka Dem i Europa, skrifver jag, endast för att säga Dem Herr Andersen, att jag och många af de mina, ofta, och med intresse tänker på den Danske i Södren vandrande Digteren, och vår innerliga önskan är, att De måtte göra en angenåm resa, och då De åter helsar Deras Nordiske hem, vi måtte få se Dem i vår krets, och höra Dem med Deras vanliga liflighet och värma beskrifva för oss Södrens härligheter.

Jag har inte varit i Kjöpenhamn sedan jag sist såg Dem, det är bra längesedan, men nu har jag ingen lust att fara dit, jag har inte många bekanta vänner der, och dem jag helst ser äro nu inte der, Hofjägmästare Bruns[32] famille hvilken jag har mycken aktning och vänskap för, har jag hört är rest utomlands och De, Digteren som alltid så vänligt tog emot Deras Svenska vänner är ju äfven långt borta, kanhända i en annan Verldsdel. Hvad Köpenhamn skulle förefalla mig tomt och kallt då jag tänker på det lif och den värma som finns där De vistas, hvad himlen måtte vara blå, och luften skön der i Improvisatorens land! hvad själen måtte blifva upplyftad, och tanken god! jag ville gerna vara der, min längtan dit blir andå mera brinnande då jag ser ut genom mitt fönster och mine efter ljus och värma längtande blick, endast möter en mulen himmel, snöbetäckta kala fält ock nakna trän, dock får De inte tro att vi alltid hafva det så dystert som jag nu beskrifver, ibland skiner solen, och millioner stjernor lysa förbländande i snön, då är det härligt att uti en tätt släda med klingande bjellror och insvept i fältar flyga öfver sjöar och fält, det är ett nöje vi ofta hafva, ty vintren är i år ovanligt sträng, mine föräldrar som äro för närvarande resta upp åt landet hafva ibland haft 32 gr köld på sin färd, och jag är öfvertygad att Sundet hade legat om inte starka stormar hindrat. Men De blir väl alldeles genomkall vid läsandet af allt detta, och den verkan önskar jag inte mitt bref skulle hafva.

Hvad Rom måste vara en intressant sted, men Neapel skulle jag tycka mera om. Grefvinnan Piper[33] en äldre charmant Dam, som rest mycket har för mig omtalat det härliga landet, hon läste om Somras både „Improvisatoren“ och „Spelmannen“, och har sedan dess hyst för författaren det lifligaste intresse, min syster och jag vistas för närvarande hos henne, på en utaf Skånes största Egendomar, Marsvinsholm, ett stort Slott, flera hundra år gammalt, med torn och kanaler, Grefvinnan själf är en ovanligt älskvärd menniska, äfvenså hennes syster Fröken Ruuth,[34] den senare har varit Hoffröken hos Prinsessan den förra öfverhofmästarinna, Louisa och jag trifvas väl med dem, vi tillbringa vår tid mest med lectur, Grefvinnan önsker ofantligt mycket att göra Dera bekantskap, Då De kommer hem från Deras resa, och det skall blifva en glädje för mig att få presentera Dem för henne, jag tror det skall blifva en angenäma bekantskap, å ömse sidor, hon känner Dem redan så väl genom Deras skrifter, Deras lifliga själ, och rika fantasie, och hon gläder sig att träffa det i verkligheten – Några fragmenter af Billedbogen har utkommit i en liten skånsk kalender, kallad „Hertha“ för år 1841,[35] jag har fått den, men fann endast månens små [berä]ttelser som intresserade mig. [Därsom] bröderne visste att jag skref till Dem skulle de säkerligen skicka många helsningar, men den äldste är i Lund den andra i Christianstad begge sysselsatte med examina, men Louisa som är här hos mig sänder många hjertliga helsningar, och om det så långt borta roar Dem att höra det De år hågkommen af Deras Svenska vänner, så kan De vara öfvertygad att den Danske Digteren ofta utgör ämnet for våra samtal och tankar, och hvarje underrättelse från Dem kommer att emottages med hjertligt deltagande af Deras vänner i Norden.

Mathilda Barck.

H.C. Andersen ankom til Rom den 19. december 1840 og blev der til den 25. februar 1841, men heller ikke der nåede Mathilda Barcks brev ham. Hendes navn nævnes ikke i dagbogsoptegnelserne fra Rom, og ingen kan med sikkerhed sige, om han muligvis har tænkt på hende, når han i dagbogen noterede: „Intet Brev“ (19. dec. 1840); „Intet Brev endnu, lidt kjed derover“ (21. dec. 1840); „I Dag faaer jeg vel Brev . . . Lidt Mismod fordi der intet Brev endnu er til mig“ (26. dec. 1840); „Ingen Breve kom med Posten; altsaa Hjertebanken uden Resultat“ (4. jan. 1841); „Heller ei i Dag var Brev til mig“ (14. jan. 1841).[36] Under alle omstændigheder må han på dette tidspunkt have opgivet at høre fra Mathilda Barck, da han jo ikke vidste noget om, at hans eget brev til hende var nået frem med så stor en forsinkelse.

Den 15. april 1841 sendte Henriette Hanck ham en meddelelse, der tydeligt nok refererer til Mathilda Barck, idet hun skrev: „Ja De veed vel fra Kjøbh. at den svenske Oversættelse af Mulatten har gjort særdeles Lykke på Theatret i Stokholm, tænk hvem der vist har været, for at see den opføre, ja jeg nævner Ingen, men der funkler en Grevekrone over hendes Navn.“[37] Den sidste sætning er jo direkte taget fra „Sjette Aften“ i „Billedbog uden Billeder“, hvis orakelsprog Henriette Hanck åbenbart havde forstået.

Om Mathilda Barcks brevs skæbne hedder det enslydende hos de forskere, der har berørt Andersens forhold til hende,[38] at det først nåede ham den 19. september 1843 — altså med tre års forsinkelse. Skønt ingen af de pågældende forskere opgiver kilden for denne oplysning, er der ingen tvivl om, at den kan føres tilbage til Elith Reumerts bog, „H.C. Andersen som han var“ (1925), idet han der omtaler et brev i „den Stampe’ske Samling af Andersens Korrespondance“ uden dog at anføre datoen for det pågældende brev.[39]

Der findes ingen dagbogsoptegnelser fra den 19. september 1843, og i Almanakken står der kun under denne dato: „Jenny Linds Diamanter, skjænket hos Kongen, sendt hende mit Portræt, skrevet Vise. Aftenen hos N. P. Nielsen, hvor hun fik Serenade af 300 Studenter; jeg elsker hende, kom hjem om Natten Klok 1½ skrev Breve.“

Mathilda Barcks navn nævnes ikke i nogen af H.C. Andersens breve til Jonna Stampe i 1843; men i Det kongelige Biblioteks håndskriftafdeling lykkedes det mig at finde frem til det pågældende brev til Jonna Stampe. Det er et langt brev dateret den 25. januar 1844, og hvad H.C. Andersen skriver om Mathilda Barck, citeres her for første gang i sin helhed:

Igaar fik jeg et Brev fra Sverrig, som forstemte mig. Du har vel hørt mig nævne Comtesse Mathilda Bark i Skaane, een af de smukkeste unge Piger jeg har seet. – Hun gjorte for nogle Aar siden et stærkt Indtryk paa mig, jeg troer næsten jeg kunde have forelsket mig i hende, men det skete ikke, en fattig Poet og en Grevinde – jeg reiste! Da jeg imidlertid 1840 vilde til Orienten skrev jeg Mathilde et lille Epistel, bad hende sende mig Brev i Rom, jeg turde ikke vente et saadant, der kom heller intet og flere Aar gik, hun blev forlovet med den belgiske Diplomat her ved Hoffet, jeg saae hende ikke. Den Aften Jenny Lind fik sin Serenade hos Nielsens og jeg vilde derud, mødte jeg i Hotellets Port Frøken Bock,[40] der tilfældigviis fortalte at hun i 3 Aar havde et Brev til mig, som hun skulde have besørget til Rom for Ma jeg blev ganske overrasket, men Jenny Lind opfyldte mig, da jeg om Natten kom hjem laae paa mit Bord Brevet fra M; jeg læste det ikke, min Tanke havde saa meget andet at omslutte; næste Morgen faldt det mig ikke ind, først Dagen efter læste jeg det venlige Brev, der havde fortjent et Svar, jeg ville før have blevet lykkelig. – Forlovelsen med Diplomaten blev hævet for et Aar siden, M levede stille i Skaane, jeg havde glemt Skjønheds Indtrykket, thi man mødes og forstaae hinanden for at elske! – Igaar fik jeg Brev at hun var død forrige Mandag, ung og blomstrende. Min smukke Rose i Skaane! – Jeg troer jeg skriver et lille Digt over hende og sender Moderen.[41]

Mathilda Barck døde ganske rigtigt mandag den 15. januar 1844, i en alder af kun toogtyve år, „efter en plötsligt ådragen förkylning“, skriver hendes nevø grev Joachim Beck-Friis. Når Andersen vidste dette, skyldtes det, at friherreinde Augusta Wrangel havde sendt ham et brev, dateret „Lund-Hyby d: 20 Jan: 1844“, hvorfra følgende afsnit her skal citeres: „Jag har att meddela en tidning som säkert ej blir uten intryck på Hr. Andersens hjerta: Mathilda Bark är ej mera. – Hon dog i Måndags efter att hafva varit sjuk fem à sex dagar. I lifvets vår och följd af de sinas och vänners tårar, kan man prisa henne lycklig och använda en Svensk Skalds ord: ’Då menniskorna säga hon war värd att lefva, swara Englarne: hon war värd att dö.’[42] En minnesblomma på hennes graf af Digteren som engång beundrade henna skulle glädja Moder och Syster, som deri såge ett bevis att Mathildas minne lefver inom ett ädelt bröst på andra sidan Sundet. Lägg detta på hjertat.“

Den 23. januar 1844 skrev H.C. Andersen i almanakken: „Brev fra Baronesse Wrangel at Mathilde Barck er død.“ Der er ingen kommentarer til denne lakoniske meddelelse, men brevet til Jonna Stampe viser, at meddelelsen om hendes død bragte alle minderne om hende frem igen.

Der foreligger intet om, at Andersen nogensinde fik skrevet det påtænkte mindedigt over Mathilda Barck.

Det skal blot tilføjes, at H.C. Andersen igen traf Mathilda Barcks broder, Nils Barck, i London i 1847,[43] og på båden fra København til Malmö traf han den 14. september 1865 den anden broder, Joachim, der i dagbogen omtales som „Ritmester Jørgen Bark“.[44]

 

Noter

  1. ^ Se herom Bredsdorff (navneregistret).
  2. ^ „Edda“, bind LIX, s. 305-28.
  3. ^ H.C. Andersens Dagbøger, II, 20.
  4. ^ Ibid., II, 33.
  5. ^ BHW, I, 262.
  6. ^ BHH, 354.
  7. ^ Dagbøger, II, 34.
  8. ^ BJC, I, 136.
  9. ^ BEC, I, 273.
  10. ^ Dagbøger, II, 35-36.
  11. ^ Ibid., II, 38.
  12. ^ BHH, 354-55.
  13. ^ Dagbøger, II, 37.
  14. ^ Ibid., II, 38.
  15. ^ BHW, I, 262.
  16. ^ BfA, I, 407.
  17. ^ Lensbaronesse Christine Stampe.
  18. ^ Citeret efter Kjeld Galster i „Edda“, LIX, 307.
  19. ^ BHH, 359.
  20. ^ Fredrik Bööks teori om, at A. med „Sangeren“ og „Skjønheds-Rosen“ skulle have tænkt på Nicander og Virginia Sanne, kan aldeles forkastes. Böök fremsatte denne teori i en artikel i „Svenska Dagbladet“ den 19. marts 1944, „Gunnar Wenner-berg, Nicander og H.C. Andersen“. Tönnes Kleberg har i „Humanistiska Vetenskaps-samfundets Uppsala årbok 1952“ s. 246-47 først gjort opmærksom på, at det er Mathilda Barck, A. har haft i tankerne, da han skrev „Sjette Aften“.
  21. ^ BHH, 429.
  22. ^ H. Topsøe-Jensen: „H.C. Andersen og andre Studier“ (1966), s. 85.
  23. ^ MLE, I, 223-26.
  24. ^ BHH, 450-52.
  25. ^ Brevet er skrevet på fransk brevpapir, hvor ordet „Jeudi“, omgivet af typografiske kruseduller, er trykt i det øverste højre hjørne.
  26. ^ Ifølge Alfred B. Nilson drejer det sig om frøken Octavia Stackelberg (1822-80), datter af landshøvding, grev Fritz Stackelberg. Det er formentlig hende, der senere i brevet omtales som „Naboersken“.
  27. ^ Formuleringen kunne tyde på, at Ma-thildas søster Lovise, formentlig sammen med forældrene, har været i København og der opsøgt H.C. Andersen. Senere må også Mathilda Barck have besøgt Andersen i København, for i det følgende citerede brev af 29. januar 1841 skriver hun, at hun ikke har været i København, „sedan jag sist såg Dem, det er bra längesedan“. Om familien Barcks mulige besøg i København giver A.’s dagbøger ingen oplysninger.
  28. ^ Ordet er ikke let læseligt.
  29. ^ Formentlig Mathilda Barcks faster.
  30. ^ „Mulatten“ var i oversættelse ved Carl Strandberg (Talis Qualis) trykt i „Hertha. Dansk-svensk nyårsgåfva för 1840“ (Malmö 1840). Ifølge F. A. Dahlgrens „Förteckning öfver Svenska skådespel uppförda på Stockholms theatrar 1737-1863“ (Stockholm 1866), s. 295, opførtes „Mulatterne“ i E. W. Djurströms oversættelse på teatret i Operahuset i tiden 23.3.1841-7.4.1842. (Venligst oplyst af bibliotekarie Walter W. Nelson, Lund.)
  31. ^ Disse uddrag citeres enslydende af Alfred B. Nilson og friherre Joachim Beck-Friis, der altså begge har haft adgang til dette brev.
  32. ^ Kammerherre, hofjægermester Carl Frederik Balthasar Brun (1784-1869).
  33. ^ Grevinde Ebba Maria Piper, født Ruuth (1786-1842).
  34. ^ Komtesse Maria Eleonora Ruuth (1801-45), var en tid hofdame hos kronprinsesse Josefine.
  35. ^ „Hertha. Dansk-svensk nyårsgåfva för 1841“ (Malmö 1841) indeholdt 21.-30. aften af „Billedbog uden Billeder“ med dedikationen: „Helliget mine svenske Venner“.
  36. ^ Dagbøger, II, 84, 85, 88-89, 103.
  37. ^ BHH, 526.
  38. ^ Det drejer sig i første række om Kjeld Galster i hans tidligere omtalte afhandling i „Edda“, men desuden også om Cai M. Woel i „H.C. Andersens Liv og Digtning“, II (1950), ligesom forholdet også har været behandlet af Ernst Philipsen i en kronik, „Det glemte brev“, i „Fyns Stiftstidende“ den 23. december 1962.
  39. ^ Op. cit., s. 64-66.
  40. ^ Frk. Jeanette Emilie Boeck, datter af fru Ingeborg v. Boeck, f. Hansen. Frk. Boeck var lærerinde i Sverige. Hun omtales af A. i et brev til Theodor Collin, skrevet i Hyby i Skåne den 23. juni 1839 (BJC, I, 136).
  41. ^ Citeret efter originalbrevet i Det kgl. Bibl., Add. 438.
  42. ^ Citatets oprindelse er udg. ubekendt.
  43. ^ Se herom Bredsdorff (navneregistret).
  44. ^ Dagbøger, VI, 282. – Det kan tilføjes, at A. i foråret 1846 i Neapel kom en del sammen med Mathilda Barcks fætter, Corfitz Augustin Beck-Friis (1824-97), om hvem han den 12. maj 1846 skrev til Jonas Collin: „Beck-Friis kjender De vist af Navn, han er en Decendent af Corfitz Uhlfeldt og hans Fader har i Skaane den smukke Eiendom: Börringe“ (BJC, I, 306). Den 4. marts 1871 skrev A. i sin dagbog: „Den svenske Minister Beck-Frijs ønskede at præsenteres for mig; jeg troede at det var min gamle Bekendt fra Kjøbenhavn og Neapel, men det var en Broder der lignede ham, han erindrede at have seet mig hos sine Forældre paa Børringe i Skaane“ (Dagbøger, IX, 30).

 

©