Har H.C. Andersen noget med Mexico at gøre? Ingen af hans eventyr beskæftiger sig med dette land og han har heller aldrig været i Mexico. Ikke desto mindre modtog digteren den 15. maj 1866 den meget fornemme mexicanske orden indstiftet til minde om den hellige Guadelupe Orden og det tilhørende certifikat kan i dag ses på H.C. Andersen-museet i Odense.

Maximilian I af Mexico, fotografi af ukendt fotograf ca. 1865.

I 1846 var Andersen på rejse i Tyskland og Østrig. På dette tidspunkt var han allerede en kendt digter i disse lande med adskillige af sine bøger udgivet på tysk. Adskillige tyske hoffer modtog med åbne arme den danske digter. Da Andersen forlod Dresden for at drage videre syd på, spurgte dronningen af Sachsen ham, om han var introduceret til kejserhoffet i Wien. Andersen svarede benægtende, og dronningen skrev derpå et brev til sin søster, der var Enkehertuginde Sophie af Østrig, for at introducere Andersen.

Ankommen til Wien modtog Andersen invitation til at komme til Hoffet hos Enkehertuginde Sophie. Tilstede den aften, som han beskriver i sine erindringer Mit Livs Eventyr, var bl.a. kejserinde-moderen, Franz I’s enke, enkehertuginden og hendes børn, prinserne Franz Joseph og Maximilian, på henholdsvis 15 og 13 år. Andersen læste den aften op af eventyrerne “Toppen og bolden”, “Den grimme ælling” og “De røde sko”. “Da jeg skrev disse”, fortæller Andersen, “drømte jeg mindst om at skulle læse dem her. Fra Keiserens Slot til Bondens Stue, kan jeg sige, man har været hjertensgod imod mig”. Den danske digter var i sandhed nået vidt. Efter oplæsningen henvendte de to nævnte prinser sig til Andersen, som de tilsyneladende var meget betaget af.

Prins Franz Joseph blev allerede i 1848 kejser af Østrig. Prins Maximilian blev også kejser, men af Mexico, og fik en lidt anden skæbne end broderen.

Mexico var i det 19. årh. et uroligt land. I forbindelse med en borgerkrig 1858-61 var kirkegodset af den siddende regering blevet inddraget, hvad der for alvor samlede de konservative kræfter til modstand. I 1858 blev Benito Juárez præsident i Mexico. Han udstedte i 1861 et dekret om at betaling af al udenlandsk gæld blev udsat.

De tre store kreditorlande England, Spanien og Frankrig besluttede at gøre en fælles indsats for at få deres investeringer i Mexico tilbage. Det blev imidlertid hurtigt klart for England og Spanien, at Frankrigs kejser Napoleon III var interesseret i at udnytte situationen til at sikre sig magten i Mexico og oprette et fransk imperium i Latinamerika.

Napoleon III sendte i 1863 30.000 mand til Mexico. Denne intervention lod sig gennemføre, fordi USA på dette tidspunkt var optaget af borgerkrig mellem de nordlige og de sydlige stater.

For at følge sit projekt op, var det nu nødvendigt for Napoleon III at møde med en tronprætendent.

Gennem sin kusine, den belgiske prinsesse Charlotte Amalie, der i 1857 var blevet gift med Maximilian, blev han opmærksom på hendes mand. Maximilian var i 1863 ærkehertug og bosat i Trieste på slottet Miramar, hvor han formentlig forestillede sig, at han ville fordrive sin tid med skrivning og digtning. Han var blevet uddannet som søofficer, men var i øvrigt meget belæst, akademisk og interesserede sig for kunst. Hans forvaltningsmæssige evner og interesser var utvivlsomt begrænsede. Han var på flere måder ikke specielt egnet til den store opgave, som Napoleon III ville give ham, ved at gøre ham til kejser af Mexico, understøttet af franske tropper.

Maximilian blev nu af Napoleon III, i samarbejde med de konservative kræfter i Mexico, gjort til kejser af Mexico, hvortil han ankom på et fransk krigsskib den 27. maj 1864 sammen med sin gemalinde, der nu kaldtes Carlota.

Benito Juárez var imidlertid fortrængt, men fortsatte krigen i Mexico vendt mod de konservative kræfter, der havde hentet hjælp udefra.

Den østrigske kejser, Maximilians broder, lod, for at hjælpe, opstille et ekspeditionskorps, som man kunne melde sig til. Carlotas familie i Belgien etablerede også et lignende ekspeditionskorps. Fra mange steder strømmede unge mænd med eventyrlyst til Østrig. Således også et par fra Danmark. William Hedemann (1836-1903) deltog som kaptajn i felttoget i Mexico 1864-67. Han var en overgang ordonnans hos selveste kejseren. Han overlevede krigshandlingerne og udgav i 1872 sine erindringer fra felttoget. Han blev senere en berømt ekspert i sommerfugle. Den anden, Henrik baron von Eggers (18441903), overlevede også den meget grusomme borgerkrig, og udgav sine erindringer fra felttoget i 1869. von Eggers blev senere en berømt botaniker. Der var tale om et par danskere til, som deltog i den mexicanske borgerkrig. Dem ved vi imidlertid ikke så meget om.

Maximilian gjorde personlig en stor indsats for at blive populær i Mexico. Han gik ofte mexicansk klædt, udstedte moderate dekreter og oprettede en række kulturelle institutioner. Alligevel udviklede hans ophold i Mexico sig hurtigt til et mareridt. På trods af, at Maximilian jo ikke var kommet til Mexico efter befolkningens ønske, troede han i sin naivitet, at han som person kunne vinde mexicanerne for sig og hæve sig over stridighederne mellem de konservative og de liberale og derved blive “alle mexicaneres kejser”. Maximilian var derfor ikke indstillet på at ophæve de reformlove, som var den egentlige årsag til, at de konservative havde søgt Napoleon III’s hjælp og anskaffet sig Maximilian som kejser. Ved at indtage denne holdning stødte han sine egne støtter fra sig. De kunne ikke bruge ham til det redskab, som de havde håbet. Af de liberale blev han på den anden side opfattet som en fremmed, der var de europæiske og de konservatives marionet. Maximilian satte sig derfor solidt mellem to stole.

Ejendommeligt er det at konstatere, at Maximilian midt i alle disse besværligheder – fra begyndelsen af 1866 begyndte hans spinkelt funderede styre at gå i opløsning – havde tid til at tænke på den danske digter H.C. Andersen. Kejseren havde tilsyneladende til stadighed fulgt denne danskers forfatterskab, efter som dreng at have oplevet oplæsningen af et par af dennes eventyr ved Hoffet i Wien.

H.C. Andersen i haven til Melchiors landsted “Rolighed”. I sine hænder har digteren et eksemplar af Illustreret Tidende dateret den 14. juli 1867. På forsiden anes portrættet af Kejser Maximilian, der knytter sig til reportagen om hans endeligt. Fotografi af Israel B. Melchior, H.C. Andersens Hus.

I Mit Livs Eventyr skriver H.C. Andersen, at før han i 1866 forlod Paris “forundtes mig endnu en stor Glæde, en Hæder. Jeg fik over Wien sendt fra Keiser Maximilian af Mexico Kommandeur-Ordenen af “Notre Dame de Guadeloupe.” Den hædrende Skrivelse, som medfulgte, sagde, at Ordenen tildeeltes mig som en Erkjendelse af mine digteriske Arbeider. Den ædle, rigt begavede, snart saa ulykkelige Keiser havde erindret mig, villet glæde mig. Jeg huskede hiin Aften for mange Aar tilbage, da jeg i Keiserborgen i Wien, hos hans Moder, Enkehertuginde Sophie, læste nogle af mine Eventyr; to unge Mænd kom saa venligt hen og talte til mig; det var Prinds Maximilian og hans Broder, nu Østerrigs Keiser.”

Vore frue af Guadeloupe var en jomfruskikkelse, som i 1531 havde vist sig for en mexicansk dreng. Hun var af mørk lød, ligesom den oprindelige mexicanske befolkning, og blev derfor anset for at være Mexicos national-helgen. I dag valfarter mexicanerne til Guadeloupe-katedralen i Mexico D.F.

Ordenen “Nuestra Señora Virgen de Guadeloupe” var oprindeligt i 1822 blevet indstiftet af den første mexicanske kejser Iturbide, men var ophørt. Karakteristisk for Maximilians bestræbelser på at følge mexicanske traditioner, genetablerede han denne orden. Det var kommandørgraden af denne orden, som Maximilian, gennem sin udsending i Wien, havde fået bragt til Paris for at blive tildelt H.C. Andersen. Danskeren modtog denne orden den 15. maj 1866 -næsten samtidig med, at nedturen for Maximilian virkelig begyndte. På grund af den storpolitiske udvikling i Europa, og USA’s tilbagevenden på den politiske arena, efter den amerikanske borgerkrigs afslutning i 1865, var Napoleón III tvungen til at trække sine tropper tilbage fra Mexico. Den 4. maj 1866 blev det også klart for Maximilian, at hans egen broder også trak det østrigske ekspeditionskorps tilbage. Sammenbruddet for kejserdømmet var nu kun et spørgsmål om tid. I sin dagbog skrev kejseren: “min egen broder bryder ligesom Napoleón de forpligtelser, han har indgået, og det for disse forbandede yankeer’s skyld”.

Kejserinden Carlota besluttede nu at tage til Europa for at opsøge sin fætter og sin svoger for at få dem til at fortsætte støtten. Hun lod sig derfor i juli 1866 i Vera Cruz indskibe i et fransk krigsskib – for aldrig senere at vende tilbage til Mexico.

Her dukker H.C. Andersen imidlertid atter op i denne historie. Om bord på det franske skib befandt sig nemlig en dansk søofficer, C.F. Wandel (18431930), der i disse år gjorde tjeneste i den franske flåde, og som senere i øvrigt endte som dansk admiral. Wandel blev attacheret kejserinden, og da hun erfarede, at han var dansk, spurgte hun ham om han kendte H.C. Andersen, hvem hun på turen over Atlanten omtalte med stor begejstring. Maximilians interesse for H.C. Andersen delte han altså med sin kejserinde. Til historien hører, at ingen i Europa var interesseret i at hjælpe Carlota. Hun var sammen med sin gemal blevet svigtet, og havde en dårlig sag. Hun døde først i 1914 i Belgien.

Diplomet med digterens udnævnelse til “Comendador de la orden Imperial de Guadalupe” signeret af Maximilian den 14. november 1865. H.C. Andersens Hus.
Kommandørkorset af den mexicanske Guadalupe orden. H.C. Andersens Hus.

I Mexico blev Maximilian taget til fange af de liberale styrker. Der førtes en proces mod “Ærkehertug Ferdinand Maximilian af Østrig, der har benævnt sig kejser af Mexico”. Han blev henrettet den 19. juni 1867. Eventyret og mareridtet var slut.

Inspireret af Goya’s Den 3. maj 1808. Henrettelsen af Madrids forsvarere fra guerilla-krigen i Spanien 1808, udførte den franske maler Edouard Manet (1832-83) efter begivenhederne i Mexico et billede af Maximilians henrettelse. Det er blevet udført i forskellige udgaver, et af disse kan i dag ses i Glyptoteket i København. Maleriet blev opfattet som en indirekte anklage mod Napoleon III’s og franskmændenes rolle i denne uheldige politiske opsætning i Mexico.

Med rette karakteriserer H.C. Andersen Maximilian som den “snart saa ulykkelige Keiser”. I dag bringer H.C. Andersens orden i Odense et budskab til os om, at virkeligheden ofte kommer tæt på eventyret.

©