H.C. Andersen og modernitetens problematiske velsignelse

[1]Berømt er H.C. Andersens skildring i En Digters Bazar af togrejsen fra Magdeburg til Leipzig, hans første tur med dampvognen – i Mit Livs Eventyr bogført som “en Livsbegivenhed”. Det var liv at rejse på den måde. Men skinnenettet blev jo ikke bygget så ekspedit som Aladdins slot, en snes år senere skildrede han i I Spanien diligenceturen ad den hullede vej fra Elche til Murcia som en fart “over det Convexe og det Concave”.

Mit Livs Eventyr beretter også om en jernbanerejse fra Nîmes til Cette. Ganske vist var det gået hurtigt i Tyskland, fyrstendømmet Cothen blev passeret, mens digteren nøs, men hurtigere endnu gik det i Frankrig, så hurtigt, at han kom til at tænke på to indskrifter på én og samme mur i Basel: “Vej til Jernbanen” og “Dødningdands”. Andersen havde fået en rejsekammerat: ambivalensen. Det følgende skal handle netop om hans ambivalens i forhold til moderniteten.[2]

Collage af H.C. Andersen. Dansende figurer på noderne til førstetrykket af “Jylland” fra Illustreret Tidende den 18. marts 1860. H.C. Andersens Hus.

“Jylland”

Digtet “Jylland” fra 1859[3] åbner med den ikke specielt illustrative sammenligning af halvøen med en runestav, hvis skrifttegn er oldtidsgravene, kæmpehøjene, hvad enten de nu befinder sig midt inde i de prægtige skove eller ude på den alvorsstore hede. En runestav er nøgternt betragtet en træstav med indridsede eller indristede runetegn, men just tegnene tilførte staven en magisk kraft, så den blev til en tryllepind, og således kunne den i folkeviserne gælde som billedudtryk for, at lidenskaber blev vakt til live og ofte tog magten fra de indblandede personer, således at den samfundsmæssige orden blev truet derved.

Det er næppe fornødent at insistere på denne folkevisespecifikke betydning, men huskes må det til gengæld, at runerne langt op i tiden var utydbare, en referenceløs skrift, udsagn om noget mystisk fortidigt eller fremmedartet. På den måde antager Jylland eksotiske karakter. Således oplevede man jo også halvøen fra den københavnske udkant, og således nærmede H.C. Andersen sig som ung Jylland, på den rejse, som ikke førte ham til Vesterhavet – og også på den store rejse i 1859, hvor han for alvor underlagde sig landsdelens nordlige og vestlige egne.

Hedestrækningerne kendte han dog fra Blicher. “Ørknens Luftsyn” kan læses som en hilsen til kollegaens uforglemmelige hedeskildring i optakten til novellen “Hosekræmmeren”. Fatamorganaer, luftspejlinger er ofte svigefulde, de stiller bogstaveligt talt noget i udsigt, som ikke bliver indfriet i virkelighedens verden. Således ikke her, men således f.eks. i en tekst, som senere skal omtales grundigt: “Dryaden”.

Strofe to udpeger Jylland som hovedlandet, altså den vigtigste landsdel – men hvorfor egentlig? Svaret blæser i vinden, med mindre det ligger i den appositionelle bestemmelse: “Højland med Skov-Eensomhed!” Udtrykket refererer især til de midtjyske højdedrag omkring Silkeborg og genfindes da også i skitsen om denne nybyggerstad. Ordbog over det danske Sprog registrerer tre danske forekomster af “Skovensomhed”, denne hos Andersen flankeret af forekomster hos Ingemann og Brandes, og med markering af, at det er et “bogord”. Samtidig er “Waldeinsamkeit” jo en vigtig ingrediens i tysk romantik.

Jylland er også andet. Mod vest løfter sandet sig, med klittag, dvs. den græsart, som hedder hjelme, evt. også dialektalt omfattende marehalm. Det gør det “i Bjerges Sted”, hvilket egentlig er en tilsnigelse, klitterne er der i deres egen ret og ikke for at erstatte manglende bjerge; men der er god hjemmel for i dansk fædrelandsdigtning at minde om de bjerge, som vi i hvert fald efter tabet af Norge ikke mere havde (og Bornholm var for H.C. Andersen ukendt land). Jeg minder om Oehlenschlägers “Hjemvee”, Grundtvigs “Langt højere Bjerge” og andet lignende.[4]

Ensomme skove og vildsomme klitter er altså, hvad det foreløbig er blevet til. Og jo altså “omgærdet” af Østersø og Nordhav, hvis vande “favnes over Skagens Sand”. Det havde H.C. Andersen selv set knap to uger før. ‘Østersø’ er geografisk en tilsnigelse, men poetisk vel tilladeligt. ‘Nordhav’ om Vesterhavet er siden dengang gledet ud af sprogbrugen.[5]

Som skoven fra første strofe blev tangeret i anden, kommer turen i tredje til heden, som er så utrolig, at Andersen knap magter at sige andet om den, end at den milevidt blomstrende lyng danner “et pragtfuldt Tæppe”. Han opfordrer da sin læser til selv at komme, men pointerer samtidig, at det haster, for “Om føje Aar / Heden som en Kornmark staaer.”

Blichers brune hede er med andre ord under forvandling eller afvikling. Hededyrkningen er i gang, bølgende kornmarker breder sig for det fremtidsvendte poetiske blik. Eller skove vokser til, plantager altså. De rige bøndergårde tilhører fremtiden, endnu er der jo kun de mere ydmyge hytter. Dampdragen er toget, der vil tage over, hvor endnu i digtets nutid diligencen – eller mere beskedne befordringer – var, hvad man måtte tage til takke med.

I opfordringen til læseren ligger der en opskatning. Den prægtige hede er på retur, derfor skal man ikke tøve. Fremskridtets bagside er tabet. Dampdragen og med den jo farten, den flyvende fart, – er den mon ikke lige så farlig som drager er flest?[6]

Loke driver endnu sine hjorde, står der. Ja, Loke driver sit spil. Den varme, flimrende luft forstyrrer virkelighedsbilledet, og luftspejlinger opstår. Almuen sagde, at Loke såede sin havresæd, men også en gang imellem, at han drev sin hjord, og det udtryk har H.C. Andersen altså tilegnet sig.[7]

At “Briten flyver over Hav” foregriber ikke, som foreslået på nettet, “nutidens hæmningsløse flytrafik”, derimod en forventet engelsk interesse i at besøge prins Hamiets grav, én blandt flere, men altså én på disse kanter. Talen er om turisme, således som den jo udviklede sig på digterens tid, og med engelske entreprenører som toneangivende, som pointeret af den H.C. Andersen, der som navnebroder til eventyrdigteren har skildret 1800-tallets turismeudvikling og digterens deltagelse i den.[8] Hvad Andersen foregriber er nok snarere tivoliseringen af fortidsminderne – jf. Johannes V. Jensens protest, da man engang lagde planer om at etablere en vaskeægte Hamlet-grav i Helsingør.

Og så er vi fremme ved femte strofe. Anslaget fra første strofe gentages, nu med “runesten”, og til gravenes tale om fortiden kan nu i medfør af det foregående føjes, at fremtiden vil udfolde landsdelens magt (potentiale). Og havet – det moderlige hav – vil af sit fulde bryst besynge de jyske kyster. H.C. Andersen tager sig af resten.

Vi synger gladelig denne sang, som Johan de Mylius har kaldt “slagsangen for alle jyder”. Og den fungerer jo, ikke mindst i kraft af Heises melodi. Men specielt landskabs- eller landsdelsbeskrivende er den jo ikke.

“Silkeborg”

Forud for den store Jyllands-odyssé havde H.C. Andersen et par gange besøgt Søhøjlandet og Silkeborg. Byen opstod omkring en papirfabrik etableret i 1840’erne af Michael Drewsen, i hvis smukt beliggende villa digteren indlogerede sig. Efter et besøg i 1853 reflekterede han i den essayistiske tekst “Silkeborg” over det midtjyske Wirtschaftswunder, hvor åen med sine vandmasser skabte betingelserne, ligesom den udgjorde en vandvej ned til fjordhavnen Randers. Han skrev bl.a.:

Kun faa Danske kjende Danmarks skjønneste Egn inde i Landet, og endnu færre i den store, forstandige nytteskattende Verden tænkte paa de Kræfter som i Aartusinder Gudenaa i sin Vandmængde ligesom spildte hen. De materielle Kræfters Benyttelse og Udvikling ere Bærere for Aandens Skatte, de ere Grenene for den aandelige Frugt, som kommer. Her i Landet, ved den dybe Aa har Culturen pløjet sin Fure og nedlagt sin rige Sæd.[9]

Hvad Drewsen afstedkom, var en sejr for menneskeånden, der mægtede at betvinge naturens kræfter. Ganske på samme vis, som hvad H.C. Ørsted afstedkom i naturvidenskaben var en triumf netop for ånden. Papirfabrikken og den driftighed, den gav anledning til, hele byanlægget, ses i dette lys, som resultat af djærvhed, dygtighed, kraft, udholdenhed. “Velsignelsens Magt laa over Stedet.” Dette er jo et positivt, kulturoptimistisk udsagn. Lad så gå, at det var ved “Fabrikhjulets eenstonige Musik”, at Drewsen fremtryllede det alt sammen.

Teksten sætter ikke spørgsmålstegn ved den Drewsenske aktivitet, pointerer tværtimod, at “det er en Lyst at træde ind i dette store, levende Væxthus”, fabrikken med dens liv og røre. Her er ingen konfliktfyldt modsætning, menneskelig og maskinel virksomhed udgør ikke nogen trusel mod “Eensomhed og forunderlig Stilhed” – “det hele Landskab med By, Skove og Søer skinner deiligt i den røde Aftensol”.

H.C. Andersen véd udmærket, allerede her i skitsen, at jernbanen og dermed turismen er på vej mod Silkeborg. Herom handler tekstens slutlinjer: “Snart vil over den stille Hede, Jernbanetoget, som en dampende Drage bruse afsted, og Tusinder skulle komme og see denne Egns Herligheder […].”

Dampdragen og turisterne er denne teksts bidrag til inventaret i Jyllands-digtet.

Det blev som nævnt skrevet under rejsen i 1859 – inden de to historier, der baserer sig på rejsens indsigter og oplevelser: “En Historie fra Klitterne” og “Bispen paa Børglum og hans Frænde”. Om dem lidt senere.

“At være eller ikke være”

Mellem Silkeborg-skitsen og Jyllands-digtet udkom H.C. Andersens dannelsesroman “At være eller ikke være”,[10] der tillige er ude i et filosofisk og et samfundsdebatterende ærinde – og netop fordi den vil så meget er blevet ret så postulerende. Ambitionen er præcist at fremskrive et harmonisk samspil mellem tro og viden, altså mellem religion og naturvidenskab. Hovedpersonen Niels Brydes elskede Esther bliver et bytte for koleraen, dog ikke i det kapitel, som hedder “Cholera”, og som er helliget en højspændt samtale mellem Niels og hende bl.a. om videnskabens landvindinger og poesiens sjæl.[11] Hun har straks fat “i Traade om Tidens Storhed og Betydning, i Opdagelser, i Trængen ind i Natur og Videnskab, samt dennes Frugtbargjøren for Menneskeheden” og føler glæde ved at leve i og opleve “Omskiftelsernes Tid”,

“[…] at i min korte Levetid, eller dog nær op til den, er en saa betydningsfuld Række af Opdagelser gjort: Dampskibe, Jernbanen, electromagnetiske Traade, Daguerreotypen, – det Ene griber saa forunderligt ind i det Andet. Nu er Afstanden forsvunden, Byerne rykke hinanden nær, ligesom Menneskene!” (211)

Tolv år tidligere brød Niels som ateist op fra sit religiøst funderede hjem. Efter Esthers død, der paradoksalt nok overbeviser ham om, at udødeligheden “findes”, begiver han sig hjem igen mod fred og forsoning, for hans vedkommende med trosforankring også i, hvad vi kan vide. På udvejen passerede han Silkeborg, dengang – i 1844 – en byggeplads, hvor ingen endnu tænkte “paa den store Betydning, denne nye Bygning [papirfabrikken] vilde faae, at den var Spiren midt i Oplandet til en ny Stad, et nyt Liv skulde fødes paa Heden” (105). Ret meget mere står der ikke, men ikke desto mindre er hændelsen løftet op i kapiteloverskriften: “Ufred i Hjemmet. Silkeborg bygges.” Nu kommer han atter dertil og skuer ud over egnen:

“Her var som før, de samme store Skov-Bølger, Skoven, som løftedes af de bakkede Høider; Himmelbjerg med sin brune Lyngtop overragende Skovene, de dybe, blanke Søer blinkede frem, som han havde seet det i sin Ungdomstid. Men det hele var nu en Ramme om en ny Stad, ret som et Fata. morgana paa Sand-Plainen; i Række skinnede der de røde Tage, de hvide Mure; han saae den vidtudstrakte Fabrikbygning og HerskabsVaaning med dens frodig blomstrende Have, hvor Roser af alle Arter myldrede frem, og de grønne Græs-Plainer, ‘Bowling-greens’, som Fløiels-Tæpper, skjulte Sandgrunden. / Paa Søen bevægede sig en sort Røgsøile, det var et lille Dampskib, der med vaiende Danebrogs-Flag kom oppe fra Randers og trak ad Gudenaa herned paa Pramme Jernrør til den nye Byes Gadebelysning; Dampens Magt brød Vei her midt ind i den stille Eensomhed, de materielle Kræfter øvede deres Magt i denne før glemte Egn.” (224f)[12]

Silkeborg gælder som symbol for den materielle udvikling, byen illustrerer fremskridtet, hverken skitsen eller romanen rækker om bag det billede, man ser, til eventuelle sociale komplikationer. End ikke udviklingens hast giver her anledning til sidetanker om rastløshed. Men sammentænker man udviklingen ved Langsøen med hovedpersonens historie, hvad man jo ligefrem opfordres til, når man i forbindelse med hans første passage læser: “Hurtig som en af Amerikas Byer vilde Danmarks yngste Stad voxe frem, medens et nyt Tvivlens og Kampens Liv rullede op for Niels Bryde”, ja, så må man erkende, at den tekniske udvikling i romanen ikke ses som et ubetinget gode, men “kun” som det materialistiske tidehvervs positive side, at der med andre ord kræves et korrektiv: troen. Den ny Aladdin får ikke appelsiner i turbanen, men finder blandt hulens skinnende skatte sin moders bibel.[13]

Den lille damper på søen bringer jernrør til Silkeborgs gadebelysning, altså gasrør. Den konkrete oplysning af tidens snavsede gader udgjorde et af de let goutérbare fremskridt. Afskeden med tranlampen i “Den gamle Gadeløgte” (1847)[14] berører ikke fordelen ved at gå over til gas, men “Gudfaders Billedbog” (1867)[15] indledes da i hvert fald med en plakat vedrørende “det mærkværdige Aar, da Kjøbenhavn fik Gas istedetfor de gamle Tranlygter”; ellers er teksten stykket sammen af “billeder” fra by historien før den bemærkelsesværdige overgang, der jo fandt sted 4. december 1857.

“En Historie fra Klitterne”

Denne historie (1859)[16] tærer stærkt på H.C. Andersens egne oplevelser og observationer under den store Jyllandsrejse, men foregår ikke desto mindre i fortiden. Ved tidspunktet for det spanske skibs stranding er Christian VII konge og stadig en ung mand – hvilket jo bringer os tilbage til før de store landboreformer. “Meget er skeet efter den Tid, Meget omskiftet og forandret; Sø og Mose ere bievne frodig Eng, Hede bleven dyrket Land, og i Læ af Vestjydens Huus voxer Æbletræer og Roser.” På den anden side kan man “derovre” (fortælleren er altså østdansker) “ret tænke sig tilbage i Tiden” – stadig “strækker sig milevidt den brune Hede med sine Kæmpegrave, sine Luftsyner, sine krydsende knoldede og sanddybe Veie […]”.

Ganske vist er talen, hvad angår det spanske skib, om et totalforlis, man kan intet gøre, end ikke telegrafere nogetsteds hen om katastrofen. Men en passant forsikres læseren om, at “de haarde, umenneskelige Tider, da Vestkystens Beboere øvede Ondt, som man siger, mod den Strandede, var for længst forbi, Kjærlighed og Hjertelag, Opoffrelse for de Skibbrudne fandtes der som den i vor Tid lyser frem i de ædleste Træk”.

Der kommer som bekendt et barn ud af det, Jørgen kaldet, som efter en tryg barndom af skæbnen kastes hid og did, endda kommer i fængsel for et mord, han ikke har begået, og siden selv forliser og mister både sin elskede Clara og sin klare forstand – og sluttelig dør i Skagens gamle kirke, som samme nat begraves i flyvesandet. Det ved kun fortælleren, stormen har sunget det for ham derovre mellem klitterne. Andersen redder med den slutning en mening ud af det tilfældige. Men trods referencen til ældre, hårdere, umenneskeligere tider tilskynder teksten ikke sin læser til at se fremad mod en fagrere ny verden, om dén hinsides graven undtages.

“Bispen paa Børglum og hans Frænde”

Også i historien om Børglum-bispen (1861)[17] konfronterer H.C. Andersen den gamle og den nye tid. Bispen er en forfærdelig skurk, der på sand kristelig vis massakrerer skibbrudne og tilegner sig jordisk gods. Han personificerer “uhyggelige Minder fra gamle Dage”, som fortælleren springer tilbage i ved tankens kraft.[18] Ved hjemkomsten til nutiden berettes om en stranding – naturen kan ikke tøjles, men som bekendt, tider skifter og sæder mildnes, folkene på det grundstødte skib frelses, fordi man med en raket kan føre et tov hen over det, og når således forbindelsen er etableret, klares resten ved hjælp af en redningskurv. Og så selvfølgelig fordi kristenkærlighed og gæstfrihed har afløst brutaliteten. Tilmed kan “Tanke-Budstikken” – den Ørstedske telegraf – bringe bud til de pårørende, som det jo hedder i dag, om frelsen.

“Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre”

Hvor det i “En Historie fra Klitterne” er fortælleren, der viderebringer historien, som stormen har fortalt ham, er det i “Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” (1859)[19] selve vindens fortællen, som vi låner øre til. Og fortællingen er på samme måde som hovedhandlingen i “Bispen paa Børglum og hans Frænde” henlagt til fortiden. På eventyrvis er døtrene tre i tallet, af hvilke den ene udskiller sig ved den empati, som skåner storkereden i det udgåede træ, og som storken i tur og orden kvitterer for, da hun henlever sin sidste tid i en skrøbelige hytte og ender i en grav, hvis sted kun vinden kender. Forgængeligheden synes i denne tekst at være uafvendelig.

Vinden har “seet Skibe qvase i Vrag paa Vestjyllands Kyst”, og jo altså før Andersen selv kom der, for teksten udkom i begyndelsen af 1859. Vinden gør ikke brug af sine hedeobservationer, således som Andersen gør det i rigt mål sidst på året. Den kommer jo også, som der står, “hæsende og blæsende”.

Vinden fortæller altså i tekstens nutid om forhold, den alene erindrer. Og den véd selvfølgelig, at tiderne har ændret sig: “Nye Tider, andre Tider! Gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Fandevei, – og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene […].” Det behøvede vel ikke at stå der, men nu står det der, og som læsere må vi så tage stilling. Forgængeligheden og glemslen er strenge mod fortiden, jernbanedriften forekommer rent ud brutal.

Brutal er også, må man sige, borgherrens fremfærd mod skovens træer og fugle. Da de “herlige Ege” endnu stod, samledes egnens ungdom under dem, og “det var en Glæde, en Lystighed større end der inde i det rige Borreby Gaard”. Men dette tema, almuenaturligheden over for adelsgriskheden, bliver ikke udfoldet.

“I Sverrig”

Mester Blodløs er en genganger i forfatterskabet. H.C. Andersen mødte ham i Sverige, som han jo besøgte i sommeren 1849.[20] Udtrykket ‘Blodløs’, præget af Adolph Torneros, betegner i skildringen af dén rejse Motala-jernværkets dampdrevne forarbejdningsmaskiner:

I Motala sidder Blodløs og gjennem de store Haller og Stuer strækker han sine haarde Lemmer, hvis Led og Dele ere Hjul ved Hjul, Kjæder, Stænger og tykke Jerntraade. – Træd herind og see […]. Foran dine Fødder rasle de lange Jernstykker, Jernplader høvles i Spaaner; foran dig dreje sig de store Hjul, og hen over dit Hoved løbe levende Jerntraade, svære, tunge Jernsnore, det hamrer, det surrer […]. (15)

Megen teknikdiskussion har i årenes løb drejet sig om, hvem der er herre og tjener i maskinverdenen. Trods den helvedes larm er Andersen ikke i tvivl, det er mennesketanken, der har tiltaget sig kræfter, som mennesket fysisk set ikke har. Slået med tavshed, men fuld af ærbødighed bøjer han sig for tanken – og hoverer i “Trollhåttan”- kapitlet over en gammel medrejsende, der forstår mindre end han. Da den vidtforrejste digter på hjemturen atter tilbringer et par dage nær sluserne, “i denne mægtige Natur, hvor det travle Menneskeliv meer og meer trænger ind og forvandler lidt efter lidt det Maleriske til det Fabriknyttige”, genser han den gamle – Bjergaanden, som det viser sig – der har brugt de forgangne måneder til at studere teknologiudvikling, og som nu absenterer sig med ordene: “min Tid er forbi, min Magt er ingen, Blodløs er stærkere end jeg.” Eftertanken hos vor reporter kommer dog ikke til at gå på ødelæggelsen, han “saae med en Slags stolt Følelse” på sin tidsalder.

Om hjemrejsemødet fortælles i forbindelse med udrejsemødet, altså i kapitlet “Trollhättan”. Mellem møderne finder den konkrete og eksistentielle erobring af Sverige sted. To steder oplever han minedrift. Først i det svovlstinkende Fahlun, hvor han fornuftigt vælger at afholde sig fra at stige ned i skakterne, dernæst ved Dannemora, hvor han træffer Svimmelen og sætter sig ud over rejsehåndbogens anvisning om at lade sig hejse ned, og skaber oplevelsen i sin fantasi. Disse indtryk ryster ham dog tilsyneladende ikke, hvad kulturoptimismen angår.

I bogens afsluttende hymne til “Opdagelsernes Tid” hedder det som bekendt: “I Videnskaben ligger Poesiens Californien.” Hvad Andersen har i tanke er naturligvis den Ørstedske naturvidenskab så at sige i dens rene form, i mindre grad industrisamfundets tekniske applicering af den – selvom han vitterligt også taler om, at “Miraklernes Tid” synes at være vendt tilbage: “henoverjorden bleve tynde Jernbaand lagte, og henad disse paa Dampens Vinger fløi med Svaleflugt de tungt belæssede Vogne […]. Og gjennem tynde Metaltraade fløi med Lynets Hurtighed Tanken i Ord til fjerne Byer.” Toget altså, og telegrafen – igen.

H.C. Ørsted, hvis opdagelse i 1820 af elektromagnetismen fik afgørende indflydelse på den teknologiske udvikling såvel som på H.C. Andersens tænkning derom, var som bekendt den første, der så et berømmelsespotentiale i eventyrene. Sveriges-bogen er en stædig øvelse i eksistentiel tilegnelse af den beundrede naturforskers livssyn, således som det kom til udtryk i det naturfilosofiske skrift Aanden i Naturen. Og vel at mærke i en svær tid, under en ulykkelig krig, som havde kostet flere af Andersens nære venner livet og påvirkede hans valg af rejsedestination. Endda aktualiserede Ørsteds død midt under bogens nedskrivning udødelighedstanken.[21]

“Oldefa’er” og “To Brødre”

Men også ved senere lejlighed dukker Store Hans Christian op i den lilles forfatterskab. Således i eventyret “Oldefa’er” (1870).[22] Titelpersonen er “velsignet, klog og god”. Når han beretter om den gamle tids sindige soliditet, fascineres den barnlige fortæller af alt det smukke i fortiden: bondefrigørelsen, ophævelsen af slaveriet, osv. Oldefaderen kan derimod ikke få “ret Fodfæste” i den ny tid med dens nervøse galskab (“nu er der saadan en Galop og Venden op og ned paa Alt”), men han fortrøster sig ved, at Vor Herre nok vil “lede og føre den”. Det er netop, hvad der sker i teksten – at Vor Herre viser sig imødekommende.

Det gør han ved at redde fortællerens ældre broder Frederik med samt hans under en forretningsrejse til Amerika vundne hustru fra at drukne, da skibet med dem på hjemturen forliser ved den jyske vestkyst. Frederik er modernitetens profet i familien. Når han fortæller om “alt det Mærkelige i vor Tid”, lytter oldefaderen “med lysende Øine”, men også med etisk betænkelighed: “Menneskene blive klogere, men ikke bedre! ” Og videre: “De opfinde de forfærdeligste Ødelæggelsesvaaben mod hverandre!”

Menneskene opfinder imidlertid også f.eks. udstyr, der kan bruges, når en redningsbåd kommer til kort. På den måde blev som nævnt de skibbrudne reddet i Børglum-teksten, og på den måde reddes nu også Frederik og hans unge brud. Og oldefaderen, der ved en anden moderne opfindelses mellemkomst – fotografiet nemlig – allerede har set sig glad i pigens ansigt, – ja, han skænker i taknemmelighed et større beløb til et monument for H.C. Ørsted, hvilket man vel må forstå derhen, at han sluttelig hylder fremskridtet. Eventyret dementerer dog ikke hans etiske indvending, så lidt som Frederiks – men så afgjort ikke Andersens – modargument, at krige som fornødne åreladninger af folkelegemerne vil ende hurtigere, om våbenkraften forøges.

En anden tekst, “To Brødre” (1859),[23] former sig som en lovprisning af den berømte fysiker og hans næsten lige så berømte yngre broder, den retslærde Anders Sandøe Ørsted. Faderen huserer med sine kolber og morterer som en anden alkymist, men hvor Valdemar Daae koger og blander og destillerer i febervildelse, dér koger og blander og destillerer den langelandske apoteker med kølig hu: “[…] det Rette, det Rigtige, Sandheden i hver skabt Deel, skal man kjende og holde sig til.” Og det gør de så, de to brødre![24] “Det nye Aarhundredes Musa”

Denne tekst (1861)[25] har en helt anden karakter, den er en besværgelseshymne, der stiller spørgsmålet om poesiens vilkår i “vor travle Tid” – og i det nye århundrede. Tilforn var det guddomsånden, der slog strengene an, og således bliver det igen, for teksten ved for sure, at det nye århundredes musa allerede er født “midt i vor travle maskinbrusende Tid”. Men vi har ikke hørt vuggen gå “for klapprende Maskiner, Locomotivets Piben, Sprængning af materielle Klipper og Aandens gamle Baand”, for musen er født i “vor store Nutids Fabrik”, hvor “Dampen øver sin Kraft, hvor Mester Blodløs og hans Svende slide Dag og Nat”. Hun er endnu i sin fagre vår, men på det nye århundredes tærskel vil hun komme, f.eks. “paa Locomotivets Drage brusende gjennem Tunneler og over Viaducter” – og drageankomsten hér skal dog vist forstås positivt. Denne fremtidige begivenhed er både Ragnarok og Gimle og vil gøre det klart, at “al Dampens Magt, al Nutids Tryk vare Løftestænger”. Og vi vil forstå, at “Mester Blodløs og hans travle Svende, der synes vor Tids mægtige Herskere, ere kun Tjenere, sorte Slaver, som smykke Høisalen, frembære Skattene, dække Bordene til den store Fest …”.

Teksten er om poesien, den er en poetik-tekst. Den tekniske fremdrift, alt det maskinbrusende, kvæler kun tilsyneladende poesien, det er i realiteten instrumentelt i forhold til den tilstundende højsalsfest. Men så turde det dog vel også være således, at vor tid er en jernalder, og at fremtiden er en guldalder. Det minder unægtelig om, hvad Oehlenschlägers perspektivkassemand udbasunerede, at det svundne og det kommende hæver sig, mens det nærværende ubemærket dør. Det indebærer selvfølgelig ikke, at musen blot er en “Gjenganger af den svundne Tid”.

Den teknologiudvikling, som vi har set reflekteret i de hidtil nævnte tekster, har ikke givet H.C. Andersen anledning til synderlig betænkelighed. Herregod, redningsudstyr og kommunikationsforbedring, hvem kan have noget imod sligt? Vor digter var grundlæggende udviklingsoptimist og ønskede sig ikke tilbage til middelalderligt søle i københavnske gader eller til sendrægtig befordring ad europæiske diligenceruter. Ikke desto mindre ser vi, hvordan han glimtvis tøver og med Faust fristes til at udtale et: “Verweile doch!” Men at han i skildringen i En Digters Bazar (1842) af togrejsen fra Magdeburg til Leipzig ligefrem bekymrede sig over, at mennesket ved naturlige midler nu kan afstedkomme, hvad man i middelalderen kun tiltroede Djævelen, således som Wolfgang Behschnitt ser det,[26] stemmer jo ikke overens med skildringens afsluttende poetisk-andægtige grebethed. Jeg har tilsvarende svært ved at følge Johan de Mylius, når han i Silkeborg-skitsen sporer en “påfaldende pessimisme”.[27] Derimod er det, hvad angår I Sverrig, rimeligt nok trods de lidt skingre bekendelser til Mester Blodløs at holde fast ved det problematiske, som skinner igennem i kapitlerne om minedriften. Svimmelen er også en figur kendt andetsteds fra, den er det, som volder ulykken i “lisdronningen”. Og den frembrusende dampdrage kan jo, som vi har bemærket, få så megen fart på, at det kan true de gamles grave og fordre gravhøje sløjfet. Rent bortset fra, at den ildeklingende fløjte jo akkompagnerer hedens forvandling -som på den anden side måske kan styrke den nationale selvtillid efter krigen.

“Dryaden”

Kulturoptimismen anfægtes imidlertid langt mere radikalt i det eventyr, der bringer os tæt ind på livet af selve den tekniske udviklings apoteose, som fejret med og på Verdensudstillingen i Paris 1867. “Dryaden” er skrevet efter H.C. Andersens besøg på udstillingen.[28] Ideen fik han, da han på pladsen foran sit hotel så et gammelt kastanjetræ blive udskiftet med et ungt. Dryaden, den til træet knyttede nymfe, vinkede ham. Men han følte sig også, ifølge de ret fyldige bemærkninger til eventyret, “henrevet og opfyldt” af udstillingen, og selve bygningerne virkede “mægtige og overvældende”. I en af dem genser han for resten sin gamle kending, Mester Blodløs, som “rører her sine Staal- og Jern-Lemmer i Maskinernes store Ring-Sal”.[29]

Men dryaden da? Hvad vil en sådan skabning af naturen i metropolen og på dens verdensudstilling? Hvorfor drages den så uimodståeligt mod byen, civilisationen og den moderne teknologi? Hvorfor bliver den ikke på sit sted, i sin landsby derude i det franske landskab? Ja, for Dryadens historie er tragisk, den må dø efter få døgn i den metropolitane omgivelse og i den ubærlige gaslugt, som hører storbyen til. Et døgnflueliv er prisen for den drift ud over sig selv og på trods af sin rodfæstethed, som (også) tilhører det levende, trangen til intenst liv på en moderne tids betingelser.

Denne moderne tid kalder fortælleren “Eventyrets Tid”, til sidst endda “Eventyrets store, vidunderlige Tid”. Det lyder rigtigt i et eventyr om en begivenhed, som netop vil divertere sit publikum med fremskridtets velsignelser. “Eventyrets Tid” er nemlig også “Fremskridtets Tid med al dens Velsignelse”. Det er i hvert fald “Menneskers Mening” – men det er ikke rotternes, som nede i kloakerne lider under den moderne renlighed og ønsker sig tilbage til “Tællelysenes Tid”, der var “en romantisk Tid, som man kalder det”. Oldeforældrenes “deilige gamle Dage” var “yndelige”, med pest og anden fornøjelighed for rotter – ret som kong Hans’ tid var det i “Lykkens Kalosker”.

Historien er jo, at dryaden løsgør sig fra sit træ og turnerer en nat lang i Paris og på udstillingsarealet. Vi skal ikke følge hende på denne hastige færd, der ender med, at hun segner foran en kirke, hvorfra orgelmusikken toner og erindrer hende om den landlivets lyksalighed, som hun forlod. Derude i landsbyen havde hendes kastanjetræ sin plads nær en gammel eg, hvorunder landsbyens gamle præst ofte fortalte børnene om “Stordaad af Mænd og Qvinder, hvis Navne nævnedes i Beundring gjennem alle Tider”. På dette sted og i denne natur føler dryaden sig lykkelig, omend med begrænset synskreds i forhold til fug ■ lene, og det er denne følelse af begrænsning, der bliver til udve, også i forbindelse med, at Mari, en fattig og dejlig pige fra egnen, begiver sig til Paris trods præstens advarsel: “Det bliver din Fordærv.” Et par år efter kommer hun fornem tilbage: “det blev din Fordærv, stakkels Mari!” Dryaden er i sin uskyld ikke i stand til at gennemskue, at fornemheden er erhvervet ved prostitution. Således føjes et moralsk aspekt til urbaniteten.

Hertil kommer så togdriften, der tiltager med publikumsinteressen for verdensudstillingen. Den afholdes på Marsmarken, som jo ellers udgør “et Stykke Sandsteppe, skaaret ud af Afrikas Ørken, hvor Fata Morgana viser sine sælsomme Luftslotte og hængende Haver”, men de bygninger, som med rekordagtig hast nu skyder op, er prægtigere og vidunderligere, fordi de “vare Virkelighed ved Snillet”. Man sammenligner udstillingen med Aladdins slot i en nutidsudgave, og med en lotusblomst. Det sidste lyder jo poetisk nok, men antyder alligevel ufrugtbarhed, rodløshed, en kort ekstatisk opblussen, før alt vejres hen og bliver til intet. Og hvor langt rækker forsikringen om, at bygningerne er virkeligere end Fata Morganas sælsomme ørkensyner – de er dog immervæk funderet i sandet? Og hvad skal man mene om referencen til myten om Babelstårnet? Er det fortælleren eller forfatteren, der garnerer, hvad rygtet bringer Dryaden for øre, med hints til den forstandige læser?

Tekstens udsagn er kompliceret. Er der tale om et eventyr om den vidunderlige nutid? Er Verdensudstillingen det positive modsvar til den romantiske tid, hvor pesten ulmede i metropolens undergrund og truede den sammenstuvede befolkning på livet? Hvor placerer fortælleren sig, fortælleren, der “uden Trolddom”[30] er ankommet til storbyen og fra sit hotelværelse ser og oplever det alt sammen, både træets ankomst og dets henvisnen? Ja, som endda, efter beretningen om dets forhistorie derude på landet, fælder dom over træflytningsprojektet: “Vi, som fortælle derom, stod paa Altanen, saae ned i det unge Foraar ude fra den friske Landluft, og sagde som den gamle Præst vilde have sagt: ‘Stakkels Dryade!’”

Hvorfor forsikrer denne fortæller os om, at vor tid er eventyrets tid, samtidig med, at hans fortælling udfolder sig som en massiv påvisning af, at tiden er forbandet og selvdestruktiv? Og hvorfor forbinder forbandelsen og selvdestruktionen sig så påfaldende med seksualitet og gudløshed, som tilfældet er? Er eventyret måske en ironisk demontering af den autoritet, som de to udsagn om den moderne tids eventyrlighed besidder i kraft af selve deres placering, forrest og bagest?

Dryaden er ikke i sig selv nogen specielt moderne foreteelse, hun tilhører naturmytologien og er bundet til sit træ, og det er så, hvad vi kalder hendes “natur”. Denne rodfæstethed er naturligvis udtryk for en begrænsning, men at forstå positivt. Træet er knyttet til sin egn, og denne egn er hjemstavnen, der forbinder sig med historien og dens stordåd, og den bliver et udtryk for traditionsforbundethed, for en sammenhæng, der kan forklare, at landsbybørnene føler andagt, når præsten fortæller. Selve det forhold, at dryaden i dette specielle tilfælde skilles fra træet, antyder en afgørende og grundlæggende spaltning i den moderne tids forhold til naturen og oprindelsen, en truende fundamental rodløshed.

Den moderne storby derimod associeres med moralsk fordærv, syndig lastefuldhed, frisat lyst og prostitution: Mari med den røde granatblomst i det sorte hår, som drager til Paris og returnerer som fornem dame med magt over det smukke hesteforspand og med “en pyntet lille jockey” bag på den stadselige vogn.[31]

“Klokken ”

Modstillingen af land og by i “Dryaden” er en varieret gennemspilning af et tema, som også mere generelt anslås andre steder i forfatterskabet. Således i det paradigmatiske eventyr “Klokken” (1845),[32] der netop tager afsæt i en kontrastering mellem byen og dens støj og distraktion og landet, der giver rum for fordybelse.

Den afgørende grænse går imidlertid ikke ved byporten, men ved skovbrynet bag konditorens telt, hvor borgerskabet om søndagen indfinder sig for at føle sig “i det Grønne”, og hvor størsteparten af konfirmanderne også stopper op, som udtryk for, at de ikke besidder de menneskelige kvalifikationer, som fordres. For de få konfirmander, som krydser grænsen ind i det ukendte, den både skønne og farefulde skov, fortsætter udskillelsesløbet. Som bekendt er det kun kongesønnen og den fattige dreng, der ad hver sin vej når frem til skrænten foran havet og oplever klokkeklangen i “Naturens og Poesiens store, hellige Kirke”.

Det må tilføjes, at bestemmelsen af byen som distraktionens sted er vag og uden henvisning til nogen “moderne” udvikling. Byen er så at sige negativt defineret i forhold til landet – eller helt præcist: i forhold til skoven og havet. Den bedsteborgerlige livsform og dermed jo også tilværelsens kommercialisering rækker som anført helt ud til skovbrynet.

Man kan således sige, at hvor “Klokken” utvetydigt taler om naturen som hjemsted for (livs)poesien, og hvor “Oldefa’er” så godt som utvetydigt taler om modernitetens forret, der taler “Dryaden” meget mere tvetunget – teksten udstråler fascination af verdensudstillingen samtidig med, at den altså rummer et lag, hvor byen repræsenterer det kvælende, dræbende, det overfladisk modebestemte, det syndefulde, seksualiteten som kilde til gudsfornægtelse. At undergangens sted er en lille kirke antyder, at straffen for det (ud)svævende døgnflueliv er af religiøs art; det er Vor Herre selv, der eksekverer den.

“Om Aartusinder”

Overfladiskheden i moderniteten – og hele den dermed forbundne åndløshed og materialisme – diagnosticerer H.C. Andersen i den satirisk-pessimistiske tekst “Om Aartusinder” (1852),[33] der skildrer, hvordan “Amerikas unge Beboere” på otte dage kommer om ved den klassiske dannelseskulturs pensum. I hvert fald når de at besigtige den gamle verden, alle traditionskulturens hellige steder, hvor dog alt forbliver dem lige gyldigt.

Det er alt sammen, trods titlen, for længst blevet til skinbarlig virkelighed. Og Andersen er ved skæbnens ironi blevet inkluderet i den del af pensummet, som det flyvende folk afsætter én dag til: “een Dag for Norden, for Ørsteds og for Linnés Fædreland og Norge, de gamle Heltes og de unge Nordmænds Land”. Ørsted repræsenterer i denne sammenhæng den “nyttige” forskning, der skabte betingelser for den tekniske udvikling, som Andersen så forfærdelig gerne ville tro på og se i et oplysningsperspektiv. Dog netop med bibeholdelse af forestillingen om, at der var “ånd” bag.[34]

 

Noter

  1. ^ Baseret på et foredrag i H.C. Andersen Samfundet i Odense 19. marts 2009.
  2. ^ En Digters Bazar (1842; BFN 417), udgivet af Finn Gredal Jensen i serien Danske Klassikere, 2006, med efterskrift af Lars Handesten; kapitlet “Jernbanen”, s. 23-27.1 Spanien (1863; BFN 869), udgivet af Erik Dal i samme serie, 2004, med efterskrift af Henrik Schovsbo; kapitlet “Diligence-Fart over Elche til Murcia”, s. 49-54. Mit Livs Eventyr (1855; BFN 745), citeret efter 1951-udgaven, bind 1, s. 231 og 369.
  3. ^ “Jylland”, skrevet 28. august 1859, jf. dagbogen for den følgende dag om besøg hos pastor Jørgen Swane i Hjermind præstegård, om renskrivning af digtet efter havevandring til “en prægtig gammel Runesten, som Bjerregaard [stedets tidligere præst] har fundet og der oprejst”. Trykt med musik af P.A. Heise i Illustreret Tidende 12. februar 1860, bind 1, nr. 20, s. 168 (BFN 805). Manuskriptet er facsimileudgivet med forord af Ejnar Munksgaard (1940) og nu tillige nettilgængeligt: http://www2.kb.dk/elib/mss/hcadigt/ jylland/index.htm.
  4. ^ Jf. Flemming Lundgreen-Nielsen, “N.F.S. Grundtvigs ‘Langt høiere Bjerge’”, i Henrik Glahn, m.fl. (red.), Hvad Fatter gjør… Boghistoriske, litterære og musikalske essays tilegnet Erik Dal, 1982, s. 289-307.
  5. ^ Jf. “Svanereden” (1852; BFN 600): “Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel Svanerede, og den kaldes Danmark.” (Eventyr, bind 2, s. 236-37, jf. bind 7, s. 144-45.) – Reden er nok den fra “Danmark, mit Fædreland! ”, men nu set som base for udfarende folkegrupper og enkeltpersoner: Tycho Brahe, Bertel Thorvaldsen og H.C. Ørsted – de to sidste uden navns nævnelse.
  6. ^ Dampdragen som ren og skær bekvemmelighed møder man f.eks. i Et Besøg hos Charles Dickens, 1857. “Paa Dampdragens Ryg” drager Andersen fra London til Dickens’ landsted Gadshill i Kent (Andersen. H.C. Andersens samlede værker. Rejseskildringer, bind 2, 2006, s. 179).
  7. ^ Loke er i sådanne folkelige sammenhænge ikke den nordisk-mytologiske trickster, men vist “en vætte, der symboliserer lysflimret” (Ordbog over det danske Sprog). Fænomenet forklares et sted på nettet således: “Horisonten kan da sitre på en måde der minder om en flok geder som springer af sted gennem lyngen.” Hos Andersen er det nok får; i hvert fald får Jørgen, hovedpersonen i “En Historie fra Klitterne”, følgende forklaring, da han på vej over heden oplever “en Røg, der bølgede, og dog var den klarere end Luften”: “Det er Lokemanden, som driver sin Faarehjord.” – Om Lokes (havre)sæd hedder det hos Johannes V. Jensen: “Loke saaede Havre ind over Heden med de gyvelstrøede Gravhøje” (“Graabølle”, Himmerlandshistorier. Tredie Samling, 1910, s. 112).
  8. ^ Hans Christian Andersen, “Hans Christian Andersen Tourist? An Investigation of Etymology, Social History and Ideology”, i Johan de Mylius, m.fl. (red.), Hans Christian Andersen. Between Children’s Litera ture and Adult Literature, 2007, s. 149-65.
  9. ^ Formuleringen bringer en tilsvarende, i et brev til Henriette Wulff, i erindring: “[…] Jeg har daglig en lille Strid med Ingemann om Opfindelsernes Betydning, idet han sætter Poesien saa høit over Videnskaben, men ikke jeg. Han indrømmer at vor Tid er Opfindelsernes store Tid, men at det er kun i det Mekaniske, i det Materielle, at det breder sig ud; jeg betragter dette som de nødvendige Bærere for det Aandelige, de store Grene hvorpaa Poesien siden kan sætte sin Blomst. […]” (H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling, bind 2: Breve 1849-58,1959, s. 110.) – 1 fortsættelsen beretter Andersen om sit besøg sammen med Peter Faber på Københavns telegrafstation – hvor Faber får sine folk i Helsingør til at demonstrere opfindelsen ved at sende et Andersen-digt, og hvor Andersen følte sig “ganske grebet”, som stod han “under Vingeslaget af en mægtig Aand”. Brevet er fra 5.6.1853, Andersen er i Sorø, på vej til Silkeborg.
  10. ^ “At være eller ikke være”(BFN 762). Hér benyttes Erik Dals udgave i serien Danske Klassikere, 2001, med efterskrift af Mogens Brøndsted.
  11. ^ I denne samtale dukker også Ørsted op. Niels har såmænd talt med ham, og Esther har mødt ham og fabulerer om på samme vis at møde Frelseren selv. Og netop skønhedsglansen i hendes øjne afstedkommer Niels’ forvandling!
  12. ^ Wolfgang Behschnitt opfatter det flagførende dampskib som et blandt flere udtryk for, at der hos H.C. Andersen efter Treårskrigen finder en kobling sted mellem det tekniske og det nationale. (“‘Der fliegende Dampfdrache’. H.C. Andersen und die moderne Technik”, i Svenja Blume & Sebastian Kürschner (red.), Hans Christian Andersen zum 200. Geburtstag. Mein Leben ist ein schönes Marchen, so reich und glücklich!’, Hamburg 2005, s. 173-88, spec. s. 181 ff.)
  13. ^ Jf. Aage Jørgensen, “H.C. Andersens roman ‘At være eller ikke være’”, i hans Kundskaben på ondt og godt. En studiebog, 1968, s. 41-56, optrykt efter Anderseniana, 2. række, bind 5, 1962-65, s. 336-51.
  14. ^ “Den gamle Gadeløgte” (BFN 517), Eventyr, bind 5, s. 46-67, jf. bind 7, s. 110-11.
  15. ^ “Gudfaders Billedbog” (BFN 967), Eventyr, bind 5, s. 46-67, jf. bind 7, s. 321-33.
  16. ^ “En Historie fra Klitterne” (BFN 798), Eventyr, bind 3, s. 169-98, jf. bind 7, s. 214-24.
  17. ^ “Bispen paa Børglum og hans Frænde” (BFN 815), Eventyr, bind 4, s. 202-07, jf. bind 7, s. 286-88. 18.1 “Lykkens Kalosker” (BFN 321) var det ønsket, der gik i opfyldelse straks det opstod. I Hans Scherfigs Det forsømte forår (1940) er det som bekendt en af jubilarernes suggestive tale, der maner de forrige tider frem – så al snak om deres fortræffelighed kan få et probat korrektiv.
  18. ^ “Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre” (BFN 783), Eventyr, bind 3, s. 103-12, jf. bind 7, s. 194-97.
  19. ^ Rejsebogen I Sverng (BFN 591) udkom i 1851. Hér benyttes Mogens Brøndsteds udgave i serien Danske Klassikere, 2003; kapitlet “Trollhåttan”, s. 11-18.
  20. ^ Jf. Johan de Mylius, “Fra et helt andet naboland. Om H.C. Andersens ‘I Sverrig’”, i Ivo Holmqvist (red.), H.C. Andersens underbara resori Sverige, Goteborg/Stockholm 2005, s. 195-206, og Erik Svendsen, “Sverige i H.C. Andersens optik. Et land mellem romantik, biedermeier og modernitet”, i Gunilla Hermansson & Mads Nygaard Folkmann (red.), Ett mote. Svensk och dansk litterar romantik i ny dialog, Goteborg/Stockholm 2008, s. 25-39.
  21. ^ “Oldefa’er” (BFN 1002), Eventyr, bind 5, s. 136-40, jf. bind 7, s. 355-57.
  22. ^ “To Brødre” (BFN 799), Eventyr, bind 5, s. 20-21, jf. bind 7, s. 309-10.
  23. ^ Gentagelsen af verberne koge/blande/destillere skyldes H.C. Andersen, jf. Eventyr, bind 3, s. 10809, og bind 5, s. 20.
  24. ^ “Det ny Aarhundredes Musa” (BFN 823), Eventyr, bind 4, s. 112-17, jf. bind 7, s. 255-60.
  25. ^ Se Behschnitt [note 12], s. 175-78.
  26. ^ Johan de Mylius (udg.), ‘Hr. Digter Andersen’. Liv, Digtning, Meninger, 1995, s. 239 (i forbemærkning til “Silkeborg”-teksten, aftrykt s. 239-47).
  27. ^ “Dryaden” (BFN 978), Eventyr, bind 5, s. 69-90, jf. bind 7, s. 334-38. Oprindelig separatudgivet: Dryaden. Et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867,1868; 60 s. Om Andersens besøg på udstillingen se Mit Livs Eventyr, 1951-udgaven, bind 2, s. 330-32 og 336f. – I omtalen hér indgår passager fra min artikel “H.C. Andersen mellem rodfæstethed og modernitet med særligt henblik på eventyret ‘Dryaden’”, i Aage Jørgensen og Henk van der Liet (red.), H.C. Andersen – modernitet og modernisme. Essaysi anledning af Annelies van Hees’ afsked fra Amsterdams Universitet, Amsterdam 2006, s. 67-83.
  28. ^ Som det vil være fremgået, knytter H.C. Andersen ikke negative konnotationer til Blodløs, hvad man som læser måske kunne fristes til at gøre. Talen er blot om et andet ord for de (blod- og) åndløse maskiner. Blodløs optræder yderligere tre steder: Mit Livs Eventyr, 1855 (1951-udgaven, bind 2, s. 336; om Strasbourg-katedralens urværk); Et Besøg hos Charles Dickens, 1857 (Andersen [note 6], s. 177; om The Times’ trykkeri: “Menneskeaanden regjerer her med Dampens Kræfter. Hr. Blodløs strækker sine Jernfingre og bevæger Muskler af Toug og Læder […]. Galleriet, jeg stod paa, rystede ved Maskinens Bevægelser, en Sitren gik gjennem mine Nerver, jeg bøiede mig for Hr. Blodløs og hans Herre, “Mennesketanken”.”); H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling, bind 2 Breve 1849-58, 1959, s. 302 (ligeledes om The Times’ trykkeri: “jeg var ganske nervøs ved Skuet. Hr. “Blodløs” er et skrækkeligt Uhyre, jeg ventede hvert Øieblik at hans lange Jern-Fingere skulde tage fat paa mig og hvirvle mig med.”).
  29. ^ Uden trolddom, dvs. med toget. Magien har fortaget sig siden togrejsen i En Digters Bazar, den foregik nærmest i et fortryllet setup, på “Trolddoms-Baand”, i “magiske” waggoner, osv.
  30. ^ Generelt om byernes forhold i 1800-tallet, se bidrag af Jes Fenger og Svend Erik Larsen i Ole Høiris & Thomas Ledet (red.), Romantikkens verden. Natur, menneske, samfund, kunst og kultur, 2008.
  31. ^ “Klokken” (BFN 474), Eventyr, bind 2, s. 204-08, jf. bind 7, s. 133-34.
  32. ^ “Om Aartusinder” (BFN 599), Eventyr, bind 2, s. 259-60, jf. bind 7, s. 152-53.
  33. ^ Apropos H.C. Ørsted bør her på falderebet også nævnes “Den store Søslange” (1871; BFN 1014), Eventyr, bind 5, s. 161-69, jf. bind 7, s. 362-64. Det transatlantiske telegrafkabel (1866) giver havdyrene anledning til megen eventyrlig fabuleren, mens fortælleren jo véd, at det er “sprungen ud af Menneskets Snille”. I slutningen refereres til Midgårdsormen, men også til den bibelske syndefaldsberetning: “[…] Menneskehedens tankefyldte, i alle Sprog forkyndende og dog lydløse Kundskabsslange paa Godt og Ondt […].” – 1 Andersens bemærkninger til teksten noteres, at det var Ørsted, der åbnede hans blik for det eventyrlige stof i “Nutidens Opdagelser og Bevægelser”.

 

©