Bente Scavenius nævner i sit pragtværk om Liselund, at “også H.C. Andersen skal have været på stedet, og det påstås oven i købet, at han skulle have skrevet ‘Fyrtøiet’ under inspiration af et hult egetræ, der kunne ses fra Schweizerhytten”.[1]

At Andersen har passeret Møns Klint og Liselund, behøver man ikke at være i tvivl om. Dog formentlig kun én gang, i 1829, på hvilket tidspunkt Martha de la Calmette sad enke på lystslottet. Det gjorde hun fra ægtefællen Charles’ tidlige død i 1820 og til sin egen død i 1877 – ifølge Bente Scavenius uden formelt at eje det, og uden at vide, at hun ikke ejede det, men til det yderste loyal over for svigerforældrenes idé om et jordisk paradis på klinten.

J. Eckersberg: “Djævlekløften ved Liselund” (1809)

Det er imidlertid et spørgsmål, om Andersen overhovedet traf hende. Navnet figurerer intetsteds i de kilder, jeg har konsulteret. Derimod forekommer Lisa de la Calmettes navn. 14. marts 1868 var Andersen til middag hos fru Scavenius, hvor Henriette Brandis diverterede med en spøgelseshistorie om “Fru Calmeth paa Møen”, hvis syge søster på Falster kaldte på hende – og forudså, at hun ville komme med forsinkelse på grund af storm. Andersen var altså usikker på stavemåden.[2] Lisa de la Calmette døde i øvrigt i Andersens fødeår, to år senere end ægtefællen Antoine.

Hovedkilden til vores viden om besøget ved klinten er et brev af 18. juli 1829 til Edvard Collin. Andersen redegør fra Odense for en rejse, som var gået ad søvejen – med dampskibet Caledonia – til Møn og videre over Sydsjælland til fødeøen, og som i øvrigt fortsatte til herregården Nørager ved Tissø. Det havde stormet, skibet havde måttet blive natten over på søen, og Andersen havde haft det skidt: “De veed jo nok jeg intet Modsorgan har”. Derefter hedder det:

“Hos Præsten Holst fik de mig til Sengs og efter nogle Timers Hvile, indtraf jeg paa Lisenlund, hvor jeg hele Eftermiddagen og Aftenen besaae Klintene, men jeg var endnu for legemlig udmattet til at Aanden ret kunde nyde det store Hele; tænk bare! Jeg glemte ofte den smukke Udsigt for at spise Jordbær, hvormed hele Klinten var besaaet. – Næste Morgen besaae jeg igjen lille Klint og vandrede saa tilbage.”[3]

Præcist så mange er ordene. Hvad udsigten angår, ja, den forekom ham smuk, men jo ikke betagende nok til at holde ham fra jordbærrene. Det “store Hele” var han for udmattet til at binde an med. Der står ikke, at han har mødt Martha de la Calmette på Liselund. Og der står intet om haveanlægget, de dybe kløfter, kaskaderne og de finurlige bygninger i parken. Lisa og Antoine de la Calmettes enestående anlæg var spildte Guds ord på Ballelars i forhold til den berømte digter in spe.

I Levnedsbogen, skrevet før den betydningsfulde rejse til Italien 1833-34, gøres Christian Molbech ansvarlig for, at det ikke rigtigt lykkedes H.C. Andersen at “opleve” Møns Klint:

“Endnu havde jeg ingen Stæder ret seet i Pyen og Sjæland, kjendte slet ikke til Øerne. Molbeks Reise gav mig store Forventninger om Møen og jeg tog med Dampskibet derned, den hele Tour hen skulde kun vare en halv Dag, men vi fik Storm, maatte blive Natten over paa Søen, hvor jeg leed meget, meget træt naaede Møen. – Molbeks alfor overdrevne, udmalede Beskrivelse var mig nu til megen Skade, jeg havde tænkt mig saa meget – og nu gjorde Klinten, næsten slet intet Indtryk paa mig, kun Dronningestolen havde mig en taalelig Høide. Først om Aftenen, da Maanen skinnede paa det blikstille Hav, og jeg langt borte, som en Taage, øinede de hvide Kridtbjerge paa Arkona, blev jeg henrevet og følte her var smukt.”[4]

Ganske rigtigt skildrede Chr. Molbech i sine Ungdomsvandringer klinten og Liselunds have med højstemt begejstring: “Saaledes havde jeg endnu aldrig ved Dagslyset i den sandselige Verden anet det Uendelige”, noterer han foran Dronningstolen; i synet af Sommerspiret “taber sig tilsidst hver endelig Beskuelse”, og han “seer kun Tilværelsens Eenhed”; og i haveanlægget oplever han “en dobbelt Skiønhed fremblomstre af Foreningen mellem skabende Natur og dannende Konst”.[5] Tydeligvis forekom Liselund ham en lise for sjælen, mens den vildsommere klint snarere beredte ham en fascineret gysen. Først gennem den havekunstneriske formning nåede mennesket til forståelse af og harmonisk samklang med den i sig selv foruroligende natur.

I dette tilfælde som i mange andre kan det have en vis interesse at se, hvordan erindringen om besøget på Møn forvaltes i de senere, for den brede offentlighed bestemte selvbiografier. Først Mit egen Eventyr uden Digtning, skrevet i 1847 som “indledning” til Carl B. Lorcks tyske udgave af hans samlede værker, formentlig med støtte i det “private” ungdomsopus:

“Endnu havde jeg kun seet en lille Deel af mit Fædreland, et Par Punkter i Fyen og Sjælland, samt Møens Klint, rigtignok eet af de smukkeste Stæder. Bøgeskoven hænger som en Krands hen over de hvide Kridtklinter, hvorfra man seer langt ud over Østersøen.”[6]

Dernæst Mit Livs Eventyr, den 50-åriges “officielle” selvbiografi, der skulle bibringe hans landsmænd det “rette” billede af, hvordan Gud havde maget det, så hans liv blev et sandt eventyr, så rigt og lykkeligt, på trods af, at omstændighederne og folk som Molbech havde gjort ham vejen trang:

“Endnu havde jeg kun seet en liden Deel af mit Fædreland; jeg havde været enkelte Steder i Fyen og Sjælland samt paa Møens Klint. Denne svarede aldeles ikke til min overdrevne og ved Molbechs Skildringer overspændte Forestilling. Alt der var mig for Smaat.”[7]

Hvordan det nu end forholder sig med den umiddelbare oplevelse, vurderede Andersen selv, i brev til Ingemann af 20. januar 1830, sin rejse ganske højt: “Sidste Sommer var mig een af de interessanteste i mit Liv, jeg gjorde en Tour med Dampskibet til Møen, havde saagar en Storm underveis og laae Natten over paa Søen; […].” Klinten og Liselund forbliver unævnt, mens stormen trænger sig på. I fortsættelsen gør han det poetiske udbytte op til fem “smaae” digte, bl.a. “Klintekorset paa Møen”.[8]

Møn og klinten figurerer også i korrespondancen med Signe Læssøe og hendes kreds. Fra Hofmansgave, hvis naturvidenskabeligt interesserede ejer netop havde givet Andersen en indføring i mikroskopets muligheder, tilskrev han 15. juli 1830 Ludvig Læssøe:

“Det glæder mig ret at Deres gode Moder kommer til Møen, gid det nu maa blive godt Veir, hun vil da ret glæde sig ved denne Tour; bare jeg ogsaa var der[,] og naar vi saa alle saae den store Udsigt fra Dronningstolen, da havde et Mikroskop som det paa Hoffmansgave for da at see Infusions Dyrene i Vanddraaben; det var da to Uendeligheder vi da stode imellem.”[9]

Andersen får trods alt bragt sig selv på plads mellem den foruroligende indsigt i vanddråbens kriblekrableliv og den fascinerende udsigt fra klintens top.

H.C. Andersen besøgte som bekendt oftere sydsjællandske lokaliteter, ikke mindst Nysø. Til Henriette Collin beretter han 16. august 1839, at han har stået for “en smuk Tour” i omegnen, bl.a. til “en Bakke, der behersker hele Egnen, Møen med, ovenikjøbet”.[10]

Men intet tyder på, at Andersen igen besøgte øen. Den dukker op enkelte steder i forfatterskabet, men erindret eller set fra det fjerne. I 1862 måtte Andersen tilbringe et par dage i Perpignan, inden han, på sin “københavnske fødselsdag”, kunne rykke ned over den spanske grænse. Herom kan man i rejsebogen I Spanien (1863) læse følgende, der tyder på, at oplevelsen fra aftenen på klinten vitterligt har bundfældet sig:

“Jeg var i fremmed Land, og følte mig dog saa hjemlig, det var Havet, som bragte det Hjemlige, det herlige Hav! det rullede her mod mig fra Afrikas Kyst med Bølgeslag, som Vesterhavet ved Jyllands Kyst; den vatrede blaagrønne Flade kjendte jeg igjen fra en Sommeraften under Møens Klint.”[11]

I Kun en Spillemand (1837) lader han Christians rejse fra hjemmet i småbyen Svendborg til det fjerne, fremmede København foregå ad søvejen på Peter Wiks skude. Passagerer er en guvernante, der skriver vers på tysk, og en krigsråd, om hvem det hedder:

“Næste Morgen sad han og beskuede Møens Klint, som de passerede. I Haanden holdt han Manuscriptet af Gouvernantens samlede Digte, Skade at det Digt manglede, som hørte til selve Stedet: “Beym Anblick der Insel Moen im Mondschein,” hvilket hun først skrev, da hun havde været fjorten Dage i Kjøbenhavn og der studeret Klinten i Molbechs Ungdomsvandringer, hvori den præsenteres i overnaturlig Størrelse. / “Insula Mona, hedder det paa Latin!” sagde Krigsraaden. “Det er dog en forunderlig Klang, der er i de Gamles Sprog! Det var Mennesker!” Nu hensank han i stille Henrykkelse, over at Folk for to tusind Aar siden havde været klogere end vi, greb da Tegnebogen og optegnede sin gyldne Tanke.”[12]

Også i Skyggebilleder (1831) passerer den rejsende, som jo hér er H.C. Andersen selv, Møns Klint, men siden han er fordybet i betragtninger over rejsers nytte, om man vil fortælle nogen noget, opdager han det knap nok:

“Men tænk, vi have nu ogsaa imidlertid seilet over hele Østersøen; passeret Stævns Klint med sin vandrende Kirke, Møens hvide Kridtbjerge, hvor Skoven alt begyndte at grønnes, og Laaland selv, hvor det røde Fyr brændte i den halvdunkle Nat.”[13]

J.C. Dahl: “Klintekorset ved Møens Klint” (1815)

Hvorom alt er, kom der som nævnt et digt ud af besøget i 1829, “Klintekorset paa Møen”, som fremkom i Digte (1830).[14]

Lisa og Antoine de la Calmette lod tre kors rejse på klinten, af hvilke alene “det store kors” stadig findes, i fornyet udgave, ganske vist, og halvt skjult af træer. Det var tanken, at korsene skulle erindre om forgængeligheden og således, sammen med et kapel, tilgodese den religiøse dimension.[15] Konkret skulle det ifølge en Møns-beskrivelse fra 1820’erne være rejst for en skovbetjent, der “i Vinteren 1788-89 satte Livet til i den dybe Snee, da han, stolende paa sin Kundskab om Stierne, vilde i en mørk Vinternat overraske Skovtyve, som han troede at have hørt fælde Træer”.[16]

Korset figurerer på adskillige malerier – men tidligst på et koloreret stik fra o. 1800 af Søren Læssøe Lange. Under sit produktive ophold på herregården Nordfeld i 1809 gjorde C.W. Eckersberg skitser til bl.a. et “pittoresk” sceneri med en høstkarl og en malkepige ved en træbro foran den såkaldte korsklint, og i 1815 leverede nordmanden J.C. Dahl en mere “sublim” udførelse af det samme motiv.[17]

H.C. Andersens digt omhandler en bleg, sorgtynget jægersmand – moderen døde for otte år siden, “før Tiden”, og hans “Brud” er for nylig blevet lagt i jorden – der i den lyse sommernat fortrøstes. Over sig har han Guds himmel, havet breder sig ud foran ham med udsyn til Stevns og Rügen, og han føler, at genforeningen med de kære er snart forestående.[18] Men så oplever han det sære, at klintekongen fra Stevns kommer anstigende til Møn, og også “Arkonas Drot”, begge i folkeeventyrligt antræk med dødsinsignier – tilsyneladende for at fri til klintens dronning, som dog sætter dem på porten og forkynder, at hun elsker den jordiske jæger og opfordrer ham til at træde ind i hendes skønne verden.

Jægeren modstår imidlertid fristelsen – slår korsets tegn, læser sit fadervor – og iler hjem til sin beskedne hytte, bønfaldende Gud om at lade ham dø og forenes med de kære, hvilket en fugl da også lover ham snart vil ske. Men når han ved midnatstide færdes på klinten, hænder det, at dens dronning fra sit høje sæde vinker ham venligt til sig eller truer ad ham. Dæmonien har taget plads i det dog så rene hjerte.[19]

Således bliver det høst og vinter, og jægeren bier fortrøstningsfuldt på den udfrielse af “Livets Fængsel”, som fuglen stillede ham i udsigt. En nat hører han gennem snefog, hvad han antager er en skovtyv, og så må han jo som ærlig jæger gå efter lyden. Skønt hjemmevant på stierne træder han forkert og ender som “blodigt Lig” i en dyb kløft. Klintedronningen har lagt sin snare ud og fanget ham – og bebrejder ham nu, at han ikke kom villigt. Nu må hun nøjes med hans lig, “Din stolte Sjæl har svunget sig høit til Himlens Kyst!”

Jægeren får sin grav på kirkegården og sit kors på ulykkesstedet, han er kommet i sikker havn. Men “Duggen staaer som Taare paa Møens hvide Barm” Møen forbliver altså mø.[20]

 

Noter

  1. ^ Bente Scavenius, Liselund. Den fortryllede have på Møn, 2010, p. 174. Den anførte påstand er nok grundløs, i hvert fald ikke indgået i kommentaren i Eventyr bind 7, 1990, p. 19-23.
  2. ^ Dagbøger VIII, p. 36.
  3. ^ BEC bind 1, p. 6, hvortil noter i V, p. 4 (dog ikke til “Lisenlund”). Elmelunde-præsten P.N. Møller Holst, der boede i Hjertebjerg, var gift med en søster til den unge Andersens gode engel Laura Tønder-Lund.
  4. ^ Levnedsbog, p. 192, hvortil noter p. 279. “Molbeks Reise”, dvs. Ungdomsvandringer i mit Fødeland, 1811, hvori besøget på Møns Klint og Liselund skildres p. 111-31.
  5. ^ Ungdomsvandringer, p. 114, 121 og 124. – Senere, da H.C. Andersen kom til Italien og stiftede bekendtskab med Molbechs Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820, bind 1-3, 1821-22, var han mere på vagt, jf. brev af 21. november 1833 til Jonas Collin (BJC bind 1, p. 94).
  6. ^ MeE, p. 37.
  7. ^ MLE bind 1, p. 106, hvortil noter p. 411.
  8. ^ BIngemann bind 1, p. 42.
  9. ^ BLæssøe bind 1, p. 51. Da Hermandine Læssøe tilsyneladende er bange for sejlturen, beder Andersen broderen Ludvig om at give hende en opsang (p. 60). Turen aflyses imidlertid, da N.F. Læssøe bliver syg (p. 61 og 62). – 29. juli 1833 skriver Signe Læssøe til Andersen, nu i Paris, om et ophold på Møn, hvor hun har vandret på klinten: “jeg veed jo nok man maae ikke kjende noget bedre, skjøndt jeg ikke gjør det føler jeg mig dog ikke meget henreven, men smukt er det” (p. 106). En måneds tid senere krydser Andersen Genfersøen og ser i det fjerne Montblanc, “hvid som Møens Klint, men Klinten er kun en Taare Montblanc har grædt” (p. 116).
  10. ^ BEC bind I, p. 280, hvortil noter i bind V, p. 75f.
  11. ^ I Spanien, ved Erik Dal, 2004, p. 16. – Langt mindre signifikant er et notat om kridtbjergene ved den bulgarske by Nicopol, som han 9. maj 1841 passerede på Donau-sejladsen; de “ligne ganske Møens Klint”. (Dagbøger II, p. 215.)
  12. ^ Kun en Spillemand, ved Mogens Brøndsted, 2. udg., 2004, p. 93f. Krigsråden identificeres i efterskriften (p. 284) som den vidtfavnende, også sproginteresserede Christian Molbech!
  13. ^ Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831, ved Johan de Mylius, 1986, p. 1 lf. Højerup Kirke på Stevns vandrede hver julenat et hanefjed indefter – men i 1928 styrtede koret alligevel i havet. – Også 8. maj 1854 passerede H.C. Andersen, på vej ud i Europa sammen med Einar Drewsen, Møns Klint, der i det fine vejr “tog sig godt ud med sine Skove, der næsten var helt udsprunget”. (Dagbøger IV, p. 129.) Og da han 21. juli 1859, under den store Jyllandsrejse, besøgte Bovbjerg, bemærkede han, at der ved erosionen “dannedes Formationer som Møens Sommerspir”. (Smst., p. 341.) Det mindre kendte sammenlignes altså med det trods alt mere kendte.
  14. ^ “Klintekorset paa Møen” (BFN 57), Digte, 1830, p. 47-51, med optryk i Samlede Digte, 1833, p. 70-75, Samlede Skrifter, bind 15, 1854, p. 43-48, Samlede digte, ved Johan de Mylius, 2000, p. 56-60; og Andersen. H.C. Andersens samlede værker, bind 7, 2005, p. 95-98. – Et brev af 2. januar 1830 til A.P. Liunge, redaktør af Kjøbenhavns-Posten, antyder, at digtet vakte en vis interesse: “Klintekorset har allerede Ove Thomsen taget til Dagen, ligesom hr Herz har bedt mig om det, og i 3 Blade gaaer det neppe om det staaer.” Ifølge Birger Frank Nielsens bibliografi er digtet ikke blevet trykt noget af stederne. – På given foranledning meddelte Augusta Søeborg 27. marts 1830, at “Klintekorset” var blandt de numre i Digte, som hun yndede. Og den 20. juli 1830 skrev Signe Læssøe, der jo (jf. note 9) havde i sinde at besøge Møn, at hun dernede nok ville ihukomme digtet, specielt de dejlige linjer “Guds store Himmel var saa ren og blaa” (“det er jo Deres bedste Jeg”). – Til Edvard Collin skrev Andersen 7. juli 1830, at Ludolph Schley havde en plan om at oversætte digtet, hvad han nu ikke fik gjort; han lod det blive ved “Det døende Barn”.
  15. ^ Kapellet forsvandt ved et skred i begyndelsen af 1900-tallet, som reducerede anlæggets areal fra 60 til 48 tønder land. Selv et intenderet jordisk paradis er underlagt forgængelighed!
  16. ^ Præsten Johan Paludan, her citeret efter Bente Scavenius (jf. note 1), p. 122.
  17. ^ De to malerier er gengivet i Gertrud Oelsner (red.), Udsigt til Guldalderen, 2005, p. 243 og 245. Til denne bog har Bente Scavenius skrevet artiklen “De mønske kridtbjerge. Søren Læssøe Lange og C.W. Eckersberg på Møn” (p. 105-15), der bl.a. gengiver Langes stik (p. 109). Bente Scavenius (jf. note 1) gengiver Dahis billede p. 17 og Langes p. 37, begge steder med betoning af “det dramatiske”. – Jf. i øvrigt Peter Michael Hornung og Kasper Monrad, C. W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader, 2005, p. 67-81 (“Naturromantik på Møn”). Eckersberg (1783-1853) tog tilløb som landskabsmaler, da han i 1806 besøgte Johan Bülow på Sanderumgård, og perfektionerede sig, efter at han i 1809 havde besøgt dennes nevø Christopher Bülow på Nordfeld. Hornung og Monrad nævner p. 72, at kunstneren under arbejdet i atelieret med det kendte Liselund-prospekt (af kaskaden i Djævlekløften, med tre betragtere i forgrunden) spejlvendte kompositionen i forhold til on-location-teg-ningen af 14. juli 1809. Scavenius-gengivelsen af maleriet (p. 167) stikker farvemæssigt meget af fra Hornung/Monrad-gengivelsen (p. 73). – Man har funderet over, hvem de tre kaskadebetragtere er, og hvad det er for et stykke papir, den ene fremviser. H.C. Andersen-udgiveren Klaus P. Mortensen anfører i guldalderessayet Det pittoreske øje, 2011, p. 66, at papiret formentlig vedrører “den person, der var styrtet ned og dræbt på stedet”; et rimeligere sted for læsning af den beretning ville dog være foran Klintekorset. Bente Scavenius åbner i den ovennævnte artikel, p. 112, for den mulighed, at talen kan være om Martha de la Calmette, der guider Nordfeld-herskabet gennem haven ud fra “et medbragt, tegnet forlæg til Djævlekløften med bro og kaskade”.
  18. ^ Det natlige sceneri bringer eventyret “Klokken” i erindring; dér som hér samler naturens “dele” sig til en kirkebygning, “Naturens og Poesiens store Kirke”.
  19. ^ Hvor sligt hænder i folkevisen, f.eks. i “Elverhøj”, er udgangen givet på forhånd: død og elendighed.
  20. ^ For at opretholde pointen har Johan de Mylius i sin retstavningsmoderniserede udgave bevaret “Møen” i teksten, men ændret titlen: “Klintekorset på Møn”. – Jf. i øvrigt Molbech, som “uden at bryde sig om Ordgrandskerne” giver navnet “en skiønnere Betydning end disse” – i taknemmelighed over “de herlige Øieblikke, som Synet af hendes blomstrende Ungdomsskiønhed skienkede mig” (Ungdomsvandringer, p. 142).

 

©