H.C. Andersen og Odense

Tale holdt af overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen ved indvielsen af Odense rådhus 2. april 1955

I Eventyrkomedien ‘Ole Lukøie’ forekommer der en mærkelig Replik. Paa Ballet, som Christian drømmer, at han giver for alle de fornemme Familier, han har fejet Skorsten hos, siger Enkefruen om den tilstedeværende berømte Sangerinde: »Om hendes Sang har jeg læst, at da hun i Odense saae den store Raadhus-Sal, tog hun bare een Lyd, men den kom strax i de fynske Aviser«. Respekten for Fødebyens Stolthed, den 48 Alen lange Sal med sine ni Vinduer ud mod Vestergade, har siddet Drengen fra Munkemøllestræde i Blodet. Her har han som Barn set Vokskabinet, en anden Gang været med en af Stadsmusikanterne paa Orkestertribunen til Kongeballet 28. Januar, hvor 7-800 Mennesker dansede, Adel for sig, Borgerskab for sig, mens Smaafolk saa til og saaledes ogsaa fik deres Part af Vinterens største Fest for hele Fyns Land. Og her oplevede han 6. December 1867 sit Livs skønneste Fest, da Staden kaarede sin berømte Søn til Æresborger. Det Største og Høieste, jeg kunde opleve, var oplevet, skrev han. Hvad vilde han mon have sagt, havde han kunnet ane den Hæder, som hans Fødeby viser hans Minde idag?

H.C. Andersen kom allerede 14 Aar gammel hjemmefra. Betød da hans Barndomsby virkelig noget for ham? Svaret kan let findes i hans Digtning. Fra ‘Gjenfærdet ved Palnatokes Grav’, som en vis William Christian Walter, der ikke savnede Ambition, men vel de elementæreste Skolekundskaber, fik udgivet, inden han i Høsten 1822 blev sat paa Skolebænk i Slagelse, og ned til den gamle Digters allersidste Eventyr, ‘Hvad gamle Johanne fortalte’, og et Par af de allersidste Digte, gaar Odense By og Barndomshjemmet dér som en rød Traad gennem hans Produktion. Omgivelserne former Grundstoffet, siges der i ‘Kun en Spillemand’, d.v.s. Milieuet, i hvilket Digteren vokser op, bestemmer ham varigt. H.C. Andersens Kunst er først og fremmest Erindringskunst, han digter om, hvad han har set og oplevet. Og Kilderne i hans Sind springer af de dybeste Lag.

Overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen taler ved højtideligheden for H.C. Andersen på Odense rådhus 2. april 1955.

Mærkelige Begivenheder bed sig fast i Hukommelsen. Hans første dunkle Erindring var Spanierne i Odense, der siden gav Stof til to Skuespil. Den næste var Kometen 1811. »Paa Pladsen udenfor gamle Foersoms, ved Skt. Knuds Kirkegaard, saa jeg den med sin store skinnende Hale«, fortæller han; næsten 60 Aar senere mindedes den gamle Mand den bevæget i et Eventyr. Odense Tugthus, hvor han en eneste Gang var til Familiefest med Far og Mor hos Portneren, beskæftigede heftigt hans Fantasi; han hørte for sig Karlenes og Kvindernes Sang, mens Skotrokken spandt; det blev siden det dystre Ledemotiv i Romanen O.T. Hospitalet, hvor Farmor havde en Have at passe, rummede Daarekistens grænseløse Uhygge, men ogsaa de rare gamle Koner, der fortalte ham Eventyr om Konger og Prinsesser, som han engang skulde forme til udødelig Kunst. Hver Plet havde sin Historie, hvert et Sted rummede Minder. Og hvor kunde derfor den kommende Forfatter af EN DIGTERS BAZAR, I SVERRIG og I SPANIEN bedre starte som Rejseskildrer end just med Odense, som Folk i Kongens København kendte alt for lidt til? »Brudstykke af en Udflugt i Sommeren 1829, Odense og dens Omegn« er al Ære værd og fortjener at huskes. Her finder vi alle Motiverne fra Barndommens By: Borgerne trommer Nytaar ind, Lavene flytter Skilt; Slagternes og Søfolkenes Fastelavnsløjer; den arme Kone, der til Spot og Spe maa gaa med Fiddelen paa Flakhaven. Digteren sejler paa Aaen over Klokkedybet, forbi Munkemøllen og Nonnebakken. Han mindes Vandringer med Far i Hunderup Skov, tænker i Skt. Knuds Kirke på Konfirmanden med de nye knirkende Støvler. Han fortæller om de to store Festdage: Skyttelavsfesten paa Heden med den festlige Hjemmarch derfra gennem Byen, hvor seks Smededrenge bar den gennemskudte Skive, og det brogede Skt. Knuds Marked. 7 Aar efter ser vi ham i Markedskapitlet i O.T. med Stolthed føre Læseren Staden rundt til alle dens Seværdigheder. Senere i Bogen præsenteres Vaskerkonerne ved Byens Bæk, Rosenbækken, og den arme Johanne Marie gaar med Fiddelen foran Hovedvagten. Skyttelavsfesten endelig er et Højdepunkt i ‘Kun en Spillemand’. I Eventyrbogen mindes han ‘Klokkedybet’ med Hellig Knud og falske Blakke; Lavene flytter Skilt i ‘Stormen flytter Skilt’ og i ‘Oldefar’; Motivet var allerede fyldigt udnyttet i Vaudevillen ‘Spanierne i Odense’.

Da H.C. Andersen modtog sit Æresborgerbrev, citerede han — som han ofte havde gjort det — Aladdins Ord: »Dernede gik jeg som en fattig Dreng«. Dette er Odenses dyrebare, men tunge Gave til sin berømte Søn, hans Stolthed, hans Lidelse, men ogsaa hans Mission som dansk Digter. Hans Skæbne havde formet sig milevidt forskelligt fra de andre Guldalderpoeters; han kom fra Forhold, som de end ikke drømte om. Naar Andersen aldrig forfalder til Eskapisme, skønt Eventyret fremfor nogen anden Genre synes at indbyde dertil; naar hans Digtning aldrig slipper Fodfæstet paa den haarde Virkeligheds Grund, men tegner et strengt og stort, dybt alvorligt Billede af Livet, hvor Nød, Elendighed og Død har deres visse Plads, men hvor ogsaa Moderkærlighed, Godhed, Medfølelse og Opofrelse er mægtige Kræfter, saa kan han takke sin fattige Barndom herfor. Hans Hjem kender vi alle fra hans Skildringer. Idyllen i dets lykkelige Tid, den eneste, men saa pyntelige Stue med Skomagerværkstedet har han malet paa Vers og i Prosa. Men han har ogsaa fortalt, i Selvbiografierne, men langt tydeligere i ‘Kun en Spillemand’ og i ‘Hvad gamle Johanne fortalte’, hvorledes Ulykkerne væltede ind med Faderens Sygdom og Død. Moderen maa gaa ud og vaske for Folk; Forfaldet tager yderligere Fart med hendes andet Giftermaal. Lad os derfor paa hans Mindedag ikke følge ham til Feernes og Eventyrkongernes Rige. Nej, vor Vej gaar om ad Gaden, ind i Gyden, ned til Aaen. Dér staar hans Mor nede i Vandet ved Toestolen med Sivmaatten om Livet og slaar med Tærskelen paa det svære Linned; dér kommer hendes opløbne, lyshaarede Dreng med den knækkede Kasket, beregnet til at putte i Lommen, med Brændevinsflasken; »det er ligesaa godt som varm Mad, og det er ikke saa dyrt«. Engang en myndig og retskaffen Kone, munter og lys af Sind, stadig et vældigt Arbejdsmenneske: »Jeg slider og slæber, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af mine Neglerødder, men det er det Samme, naar jeg kun hæderligt kan faa Dig frem, mit søde Barn«! »Hun duede ikke«, sagde Folk — og Digteren skjuler ikke Elendigheden. Hvor ubestikkelig sanddru er den Historie ikke i dens dybe Medfølelse, men hvilken svidende Haan, hvilket Oprør rummer den ikke, naar den dømmer Byfogden og den fattige Vaskerkone imellem! Med den som Baggrund forstaar vi dens Digters Saarbarhed, hans sociale Mindreværdsfølelse, naar han stod i Kampstilling som »den fattige Dreng der skal puffes og være taknemlig ovenikjøbet«, »den fattige Andersen de alle turde sparke til, spøtte paa«, for han vidste af dyr Erfaring, hvad Fattigdom var. Men den var ogsaa hans Stolthed. Faa Aar efter, at ‘Hun duede ikke’ blev skrevet, var han i Weimar. Storhertugen trykkede ham i sine Arme og kyssede ham paa Kinden, skriver han hjem; »Jeg huskede paa at jeg var den fattige Skomagers Søn, og at min stakkels Moder havde maattet vadske for Folk og nu kyssede mig Dattersønnen af Ruslands Keiser«.

I H.C. Andersens Digtning, først i Romanerne, der alle handler om et fattigt Barns Kamp for Lykken, siden — fra og med 1843 — i Eventyrene, kommer nye Samfundslag tilorde, som ingen rigtig havde agtet paa før: de smaa, de fattige: den syge Dreng i den lave Kælder i den snevre Gade i ‘Engelen’; Svovlstikkepigen; den gamle Vaskerkone i ‘Lille Tuk’; den fattige Kone i ‘Fem fra en Ærtebælg’, der om Dagen gik ud at pudse Kakkelovne, ja, save Brænde og gøre svært Arbejde; ‘Anne Lisbeths’ forsømte Dreng; gamle Margrethe fra Digehuset i ‘Noget’, gamle Johanne og hvad de hedder alle sammen. Det er kun de færreste af dem, der som ‘Portnerens Søn’ har Heldet med sig i Verden. Uden Propaganda har han, som kendte deres Kaar, fortalt om dem paa Livets Skyggeside, saa det aldrig nogensinde glemmes. Han, som ængstelig skyede al Politik, har gennem sin Eventyrbog, som naaede ud til høje og til lave, bidraget sit til at ryste det danske Folk sammen, saa at vi kender hinanden og forstaar hinanden. En nutidig Politiker har kaldt dette: den vigtigste Opgave af alle.

1. Juni 1847, Skyttelavsdagen, var H.C. Andersen paa Gennemrejse i Odense. »Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med min hele Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da bleven betragtet? Jeg veed ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig«. Saavidt ‘Mit Livs Eventyr’. Odense og Barndomshjemmet havde givet Drengen Indtryk for Livet, men Betingelsen for, at han kunde omsætte dem i Kunst, var, at han i rette Tid kom bort. Uden det dristige Opbrud 4/9 1819 ingen H.C. Andersen! Vi, der lever i et Aarhundrede, hvor Murene mellem Stænderne er brudt ned, forstaar knap tilfulde Betydningen af denne Riven sig løs fra sit Milieu. Men hør blot Kammerraadens hjertensgode Frue i ‘Hun duede ikke’: »Jeg agter den Fattige, hos Gud kan han maaskee faae en bedre Plads end mange Rige, men man maae ikke paa Jorden gaae over i et galt Spor, naar man kjører fremad, ellers vælter Vognen«. Men Drengen vilde og maatte ud i Verden; Udlængslen havde han taget i Arv efter sin begavede tungsindige Far, der aldrig kom paa sin rette Hylde i Livet. Vejen skulde, som vi ved, gaa over Teatret. Han havde jo allerede som lille Dreng spillet Komedie paa det rigtige Teater i hvid Skjorte med sorte Borter i ‘Hussiterne i Naumburg’ og havde figureret som Page under de kgl. Skuespilleres Gæstespil. Som hin Dag i Postgaarden i Odense, saaledes følte han som gammel Mand, da han digtede ‘Hvad gamle Johanne fortalte’, paa hvilken skæbnesvanger Skillevej han havde været stillet. Han maatte enten blive en sjelden Kunstner eller et usselt, forvirret Væsen, staar der i ‘Kun en Spillemand’. Alternativet er sølle Rasmus i ‘Gamle Johanne’, Staklen, der jages af Drengene, og hvis Mundheld er hans egen Fars i hans sidste syge Tid: »Hvad skal det hjælpe!« Han sejrede, fordi han ikke blot var en sørgmodig Drømmer, men ogsaa en optimistisk Slider, et Arbejdsmenneske som sin Mor. Hendes Stemme høres gennem Marens Ord i samme Eventyr: »Vorherre slipper ikke, naar vi ikke slippe! Hold paa dig selv og paa Vorherre«. Hans Liv blev intet Aladdin-Eventyr, men en sejg og maalbevidst Kamp for Ryet, for Erkendelsen. Han vilde være berømt, om han endog først skulde gaa saa gruelig meget igennem. Med berettiget Stolthed konstaterede han, at han blev det til Overmaal.

Dog inderst inde var denne for sin Forfængelighed udskregne Mand dybt ydmyg. Han haabede, at hans Værk vilde overleve ham, men han turde ikke tro det. Grantræet, der Juleaften staar paa sit straalende Højdepunkt, maa nemme den bitre Lære: »Forbi, forbi, og det blive alle Historier«. Han vidste, at Navnet Udødelighed alt for ofte var skrevet paa Døgnfluens Vinge. Ved Thorvaldsens Grav bekender han 1870: »Ja, jeg troer, mit Navn er nu mere kjendt Verden rundt end hans, men mit vil slukkes, hans vil leve«.

Om lidt skal vi høre Eventyret ‘Det Gamle Huus’. Det stammer fra 1847, Digterens rigeste og lykkeligste Tid. Det gamle Hus er et Barndomsminde; eengang stod det faa Skridt herfra, paa Vestergade, hvor nu Handelsbankens Bygning ligger. Allerede 1829, da Andersen skildrer sin Fødeby, var det borte. Denne Historie om den lille Dreng og den gamle Mand, der var saa »skrækkelig ene«, en Følelse, Digteren tilbunds forstod, er fortalt med hans mageløse Mesterskab, der med Ordets Magt kalder en svunden Verden tilbage til Livet. Men den handler om alts Forgængelighed, om Livets ubønhørlige Gang, resigneret, uden Sentimentalitet. Det nytter ikke at ville gaa i Rette med Udviklingen.

Og Udviklingen er paa ondt og godt med Stormskridt gaaet sin Gang, siden vor Digter lukkede sine Øjne. Verden er helt forandret. Det gælder ikke blot Teknikken eller Samfundets Struktur. Ogsaa Livssynet er ændret; Idealerne er andre end før; Kunsten sætter sig andre Maal. Det er ikke let for en Digter at skulle fylde 150 Aar: For de fleste er der da kun tilbage et Navn og et Par Sider i Litteraturhistorien, og dem gaar det som den dejlige Dames Portræt, der ender hos Marskandiseren: »der hænger saa mange Billeder, Ingen kjender eller bryder sig om dem, for Personerne ere begravede allesammen«.

Men H.C. Andersens Navn lyser i hans Fædreland med større Glans end nogensinde før. Hans Budskab finder stadig aabne Sind. Hans Kunst har ikke mistet sin Magt over Hjerterne. Marie Skomagers Christian var aabenbart, som allerede hans Mor hørte Folk i de smaa Stræder sige, da hendes lange Søn som Skolediscipel var hjemme i Odense paa Besøg, »ikke saa tovle endda«. Og selv om Eventyrets Tinsoldat, uforbederlig Pessimist som Andersen selv, vægrer sig ved at tro det, saa kan vi, hans Landsmænd, og Verden derude bevidne, at »Forgyldning forgaaer, men Svinelæder bestaaer«. Og vi hører hans egen bløde, slørede Stemme ydmygt og taknemligt sige:

MEN DEILIGT ER DET IKKE AT BLIVE GLEMT.