»Ja, om Aartusinder komme de paa Dampens Vinger igennem Luften hen over Verdenshavet! Amerikas unge Beboere gjeste det gamle Europa …. Luftskibet kommer! det er overfyldt med Reisende, thi Farten er hurtigere end til Søes; den elektromagnetiske Traad under Verdenshavet har allerede telegrapheret, hvor stor Luftkaravanen er. Alt øines Europa, det er Irlands Kyster, der sees, men Passagererne sove endnu; de ville først vækkes, naar de ere over England«. Og saa flyver luftdamperen videre med sine passagerer, der er ude for at se Europa i otte dage.«
De kender historien, den er fra 1852, og der skulde ikke gå årtusinder, men knap 100 år, inden Skymasteren skulde krydse Atlanten og på et døgn bringe venner fra den anden verdensdel hjem til det gamle land. Vi kunde hilse Scandinavian Airlines »Nordan« med endnu et Andersen-citat, da den Grundlovsdag strøg hen over lufthavnen: »Da brusede det over mit Hoved, jeg saa opad, et uhyre Legeme, der udspyede sorte Røgskyer, fløi som et Lyn forbi. Jeg mærkede snart, at det var et paa den Tid opfundet Luft-Dampskib. Kun nogle faa Øieblikke, og det svandt som et lille sort Punct paa Horisonten«. Ordene er hentet fra H.C. Andersens allerførste bog: »Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager« — det må da bestemt være det sted, hvor Kastrup lufthavn nu ligger —; Andersen er her mere dristig, end han senere blev; han henlægger scenen til år 2128, altså 300 år frem i tiden. Men selv her er udviklingen med syvmilestøvler løbet fra ham. Har den også slukket hans stjerne ovre i den nye verden? Gælder det gamle vemodige ord: Om hundrede år er alting glemt?
Allerede i denne Andersens første bog mærker man interessen for Amerika og noget i hans produktion sjældent: Påvirkning fra amerikansk litteratur. Mellem dem, der har stået faddere til den lille debutbog, er ikke blot Tyskeren E.T.A. Hoffmann, men også den unge amerikanske litteraturs første berømte digter, den vittige, fantasirige Washington Irving, netop oversat 1827 til dansk, der fængslede Andersen både ved sin spøgelsesromantik, som tydeligt er efterlignet, og ved sine rige naturskildringer fra Amerika. Sammen med Cooper, som Andersen også læste og vurderede, har han gennem en årrække vist flaget i Europa, indtil turen kom til Emerson, hvis navn Andersen i hvert fald kendte, og Longfellow, som blev hans personlige ven.
Selv har han naturligvis aldrig i sin ungdom drømt om, at hans egne værker engang skulde finde læsere i Staterne. Amerika ligger for ham i sagnagtig fjærnhed. Omtrent samtidig med at Chr. Winther digter »Flugten til Amerika«, hvor der er længer til, end til tante Lise på landet, og hvor
Med Sølv er Hestens Hov beskoet
og Vognens Hjul beslaaet,
Guldet det ligger dig for din Fod,
du bukker dig kun for at faa’et.
Confectrosiner og Mandler der groe,
i store Duske de hænge
paa Træerne sammen, to og to,
og koste slet ingen Penge —
Omtrent samtidig lader Andersen eventyreren Lambourne synge i operaen »Festen paa Kenilworth«:
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika,
med de gyldne Strande.
Det er der Fugl Phønix boer!
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt,
Gud, hvor er det nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Dette er jo det skinbarlige Slaraffenland. Reversen af medaljen finder vi i en stemningsfuld side i »Billedbog uden Billeder«, udvandrernes tog over Lüneburg hede, der bygger på en personlig oplevelse, en karavane af udvandrere, som han den 29. april 1833 mødte på sin rejse fra Hannover til Göttingen.
Men så sker det jo, at Amerika i ganske anden grad end før bliver en levende virkelighed for ham. Rejsen 1846 blev den endelige bekræftelse for ham på, at han overalt i Tyskland var en berømt digter. Da han nu kom til Marseille, ventede der ham en yderligere overraskelse. Han traf her sin geniale norske ven, violinisten Ole Bull. Bull var netop vendt tilbage fra en koncerttourné i Amerika, fortæller Andersen i et brev til Jonas Collin, og han tilføjer: »Ole Bull fortalte mig, at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte i Amerika og i godtkjøbs Udgaver fløi i tusindviis om i den nye Verden; at Kun en Spillemand gjorte en rivende Lykke, og at man overalt i Amerika havde spurgt ham om mig! seer De, det er dog ganske Moersomt at staae sig godt i den anden Verden! at jeg allerede er gaaet over Verdens Havet, drømte jeg ikke om. Paa den Maade er jeg jo virkelig berømt! vil De nu see, at De kan gjøre lidt af mig hjemme«.
Og det var fuldstændig rigtig set. At en dansk digter læstes i Tyskland, var der i hine tider intet mærkeligt i. Den, der havde erobret Amerika, havde nået verdensberømmelsen. For Andersen, for hvem ryet efter hans eget sigende spillede den samme rolle som guldet for den gerrige, må dette have været et skelsættende øjeblik. At rygtet ikke havde løjet, at først romanerne og siden i langt højere grad eventyrene gjorde ham, som hans trofaste veninde Henriette Collin kaldte det, »grueligt berømt« i Amerika, det aflægger den brevveksling mellem digteren og hans unge elev og beundrer, Horace E. Scudder, som Hersholt netop har udsendt hos Gyldendal, uforkastelige vidnesbyrd om; det var på Scudders foranledning, at en række af Andersens senere eventyr fremkom i »The Riverside Magazine for Young People« og »Scribner’s Monthly«, inden de blev trykt i Danmark, og han sørgede også for, at forlaget Hurd & Houghton besørgede en amerikansk samlet udgave af Andersens værker, til hvilken fortsættelsen af »Mit Livs Eventyr« er skrevet, der herhjemme først kom ud efter digterens død. Det samme kan sees af hans dagbogs mange skildringer af møder med beundrende Amerikanere rundt om i Europa: i Schweiz, i Rom, hvor billedhuggeren og forfatteren William Wetmore Story gjorde stor stads af ham, ja endog på jernbanen fra Christiania til Karlstad. Han nød det, men han mente inderst inde, at hans berømmelse dog vist kun var en modesag. 1847, da han var sæsonens løve i London, skriver han hjem: »Naturligvis gaaer dette kun saalænge, jeg er i Mode, saaledes er Bulver og Cooper nu ikke i Mode og mig vil det gaae som dem«. Flere gange forekommer i hans optegnelser dette mærkelige udtryk, han havde forelsket sig i, og som han tilsidst brugte i Tante Tandpine: »Udødelighedspatentet skrevet paa Døgnfluens Vinge«. I »Poesiens Californien« taler han om, at »det udødelige, Nutids-Poeter skrive, i Fremtiden maaskee kun existerer som Kulindskrifterne paa Fængselsmurene, seet og læst af enkelte Nysgerrige«. Han vidste, at han var berømt. Turde han også tro på, at hans værker for alvor var udødelige?
Omtrent 100 år efter mødet med Ole Bull kunde vor hædersgæst i dag i sin tale: »Denmarks Immortal Son« i Kongresbibliotheket 1. juni 1943 karakterisere H.C. Andersen som en af de videst læste forfattere og fastslå eventyrenes plads mellem de udødelige digterværker. Og alligevel — det forholder sig så mærkeligt med denne verdensberømmelse, at man ikke må slå sig til ro med dens blotte existens, der må stadig gøres en indsats fra Andersen-beundrernes side, for at han kan blive forstået og vurderet efter fortjeneste.
Tager De et af de store verdensbibliothekers trykte kataloger: Kongresbibliotheket i Washington, British Museum og ikke mindst den påbegyndte fælleskatalog for de preussiske statsbibliotheker, vil De forbavses over det uhyre antal af udgaver af hans eventyr på en lang række sprog, overvejende selvfølgelig på engelsk og tysk. Men også et fransk julekatalog før sidste krig vilde vise bunker af Andersen-tryk, ganske vist små og særdeles tarvelige. At eventyrene lever, er der ikke tvivl om, at millioner af læsere fra deres barndom er fortrolige med skikkelser som Den lille Havfrue, Tinsoldaten, Rejsekammeraten o.s.v. er også ubestrideligt. Men disse bøger fører en mærkelig anonym tilværelse. H.C. Andersen er blevet et begreb, en etikette, akkurat som brødrene Grimm og som Perrault er det for deres verdenspublikum. Oversættelserne, der for størstedelen er foretaget fra tysk eller af oversættere, som kun kan utilstrækkeligt dansk, er gennemgaaende yderst tarvelige, fulde af grove misforståelser. Deres læsere får ganske råt selve historien, fablen, som endda ikke altid har været hovedsagen for digteren, men at det drejer sig om en digter af de allerstørste, en stilens, en menneskeskildringens og en tankens mester, det falder dem af gode grunde ikke ind. At denne digter, der for dem kun er en betegnelse for en bestemt slags eventyr, tilmed er dansk, er sikkert de færreste klare over. Det er betegnende, at der er et virkeligt misforhold mellem eventyrenes udbredelse og den interesse, eller rettere mangel på interesse, som den fornemme litteraturvidenskab, navnlig i England, Amerika og Frankrig viser deres forfatter. Han er verdensberømt, men det er en underlig upersonlig form for berømmelse. Her spiller det sikkert også en afgørende rolle, at han ikke har skrevet på et verdenssprog, men tilhører et lille, beskedent lands litteratur, som de færreste falder på at studere. Havde han været englænder som Dickens, havde han været studeret og beundret verden over. Nu henvises han med et par høflige vendinger, en tribut til ens egne barndomsminder, til barnekammeret. At han også — og først og fremmest — er de voksnes digter, falder ikke de lærde ind.
Og her truer den næste og alvorligste fare hans ry, nemlig pædagogerne. Vi kender alle den skæbne, der har ramt en række engang berømte og læste forfattere: At blive reduceret til 96 sider til glæde for den opvoksende ungdom. Coopers gode navn og rygte er ubehjælpeligt kompromitteret; en fortrinlig fortæller som Marryat har fået en aldeles ufortjent medfart, og selv den store Scott er udenfor den engelsktalende verden sunket ned til en ekstrakt af virkningsfulde kraftsteder. Værst er det dog gået ud over Defoe og Swift. Robinson Crusoe, et uforglemmeligt epos om den hvide mand som kulturens dristige opbygger på trods af alle hindringer og vanskeligheder, er via Tyskland forvandlet til moralsk sødsuppe og opbyggelse for artige børn, der sidder lunt inden døre. Og det er lykkedes at brække alle gifttænderne af Swift, så menneskehedens store revser og anklager er blevet harmløs ammestuelekture. Man skulde tro, at Andersen på forhånd var i sikkerhed. Han kaldtes dog for børnenes digter, og børnene troede det også selv, men mere kompetente folk vidste bedre besked. Allerede tre år efter hans død kunde man i et dansk tidsskrift, som Andersen selv i sit sidste leveår havde været medarbejder ved — »Nær og Fjern« — og hvis redaktør han altid havde vist den største venlighed, læse en ligeså bornert som ondskabsfuld artikel: »H.C. Andersen og Børnene«, skrevet af en finsk litteraturhistoriker C. G. Estlander, der med mange ord beviste, hvor ringe forståelse Andersen havde af børn, og hvor direkte skadelig en lekture hans eventyr er for de små. Alligevel havde man så småt håbet, at han i kraft af eventyrenes knappe form havde undgået den skæbne, der ellers rammer bøger for ungdommen. Men pædagogerne og børnepsykologerne er ubarmhjertelige. De ved præcis, hvordan den slags skal laves, og stakkels Andersen var jo kun en genial kunstner, han blev aldrig cand. psyk. og var ude af stand til at præstere den åndssvaghed i lettere eller middelsvær grad, som karakteriserer de rigtige moderne børnebøger. Her hjemme har han dog i det store og hele opnået at få sine ord respekteret, selvom der også så småt begynder at dukke eventyr op »frit efter H.C. Andersen«. Men efter Krigen modtog Det kgl. Bibliothek en hel serie tryk af enkelte eventyr, alle retold after Hans Andersen af amerikanske lærerinder, der venligt, men bestemt erstattede de gamle og forældede tekster med deres egne versioner af den pågældende historie. Jeg skal standse lidt ved et enkelt eventyr, hvor tekstforbedreren dog ikke har vovet at lægge navn til. På titelbladet står i alle tilfælde »The little Match girl by Hans Christian Andersen«, og bogen er kommet 1944 hos Grosset and Dunlap i New York. De husker alle, at den ulykkelige unge i glansen af sine sidste svovlstikker ser den gamle mormor, der bærer den lille pige derhen, hvor der ingen kulde, ingen hunger, ingen angest findes, »men«, fortsætter Andersen, »i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med de røde Kinder, med Smil om Munden — død, frossen ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaars Morgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; Ingen vidste, hvad Smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde«.
Her søger den gode amerikanske dame at berolige vore opskræmte nerver. Et fattigt barn skulde kunne dø af kulde og sult på gaden i en storby! Umuligt. Græder ikke, siger hun, det turde være løgn alt sammen. Da mormor har løftet sin lille pige op i sine arme, tilføjede damen, — ja, De burde have det på amerikansk, men jeg tør ikke byde fru Hersholt og Hersholt en så stor mundfuld af mit slette engelsk: »Men den lille pige med svovlstikkerne følte sig stadig varmt og godt tilpas, skønt svovlstikkerne var brændt ud. Omkring hende bredte sig den herlige duft af stegt gaas. Der var en, som venligt rystede hende. Langsomt aabnede hun sine øjne. En yndig dame, næsten ligesaa yndig som mormor, bøjede sig smilende over hende. Hun var i en varm straalende oplyst stue. Nær ved sofaen, som hun laa paa, skinnede et overdaadigt juletræ. Bag det knitrede ilden i kaminen, og foran det stod et bord, paa hvilket hun kunde se en stegt gaas med gaffel og kniv i ryggen. Og nu talte damen: »Du drømmer ikke, kære barn. Du er i sikkerhed for alt ondt. Vi fandt dig, min kusk og jeg, paa et mørkt gadehjørne. Du var ved at dø af kulde. Jeg selv tog dig i mine arme og bragte dig hjem. Jeg haaber, at du vil befinde dig godt her, og at du altid vil blive her som min egen lille pige. Da jeg fandt dig, hviskede du »Mormor, o tag mig med«. Nu skal dette for fremtiden være dit hjem. Det er en lykkelig juleaften, for den har bragt mig et barnebarn«. Den lille pige med svovlstikkerne smilede til den yndige dame. »Kære mormor«, hviskede hun og faldt i søvn«.
På omslagets inderside meddeler forlaget med alle tegn på fornøjelse: »Children will read with delight this new version of the famous old Hans Christian Andersen tale. For in it the little match girl on that long ago Christmas Eve does not perish from the bitter cold, but finds warmth and cheer and a lovely home where she lives happily ever afterwards«.
Vi andre er mindre henrykte. Fortsættes der ret længe på den måde, vil Andersens prestige være sat totalt overstyr, inden der er gået en menneskealder til. En autentisk og pietetsfuld oversættelse er en livsbetingelse for varigheden af hans verdensry.
Vandalismen mod hans værk vil have så meget gunstigere vækstbetingelser, som den ikke har nogen modvægt i en bestemt forestilling om hans personlighed og kunstnerværd. Trods alle tåbelige genfortællinger af Gullivers rejser og eventyr står billedet af den store satiriker Swift uforvanskeligt for den engelsktalende verden. At samtiden havde noget usikre forestillinger om H.C. Andersen, indeholder brevvekslingen med Horace E. Scudder et yderst fornøjeligt vidnesbyrd om. Scudder, som var en fin kender af Andersens digtning og en varm beundrer af hans kunst, men som i begyndelsen af deres korrespondance ikke vidste meget om mennesket H.C. Andersen, havde i 1868 optrykt et brev fra en ven og landsmand af digteren i sit børneblad »The Riverside Magazine for Young People«. Heri gives en malende skildring af, hvorledes det gik til på Københavns gader, når Andersen var ude at spadsere. Så havde han en hale af unger efter sig, der trak ham i frakkeskøderne og råbte: »Fortæl et eventyr, lille Hans«. Vi må huske på, at dette foregår i Christian IX’s Danmark; det har bestemt ikke moret etatsråden med den store digtergage, kongers og fyrsters ven, en velfornemme herre, der, når lejlighed tilbød sig, mødte, som en djærv dansk-amerikansk verdenstenor udtrykker sig, med kommandørkors og hele sildesalaten på, at blive fremstillet som en gadeoriginal, en art mandlig Jomfru Tidsfordriv. I sit første på dansk skrevne brev til Scudder siger han: »Det vilde aldrig falde noget dansk Barn ind paa Gaden at trække mig i Kjoleskøderne og saaledes anfalde mig; de Smaa hilse mildt og venligt, nikke ud fra et Vindue, eller Forældrene fører dem paa Gaden hen til mig og fortælle mig Eet og Andet, hvor kjær den lille har mig eller rettere »Andersens Eventyr««. Og så protesterer han iøvrigt sagtmodigt, men uden større held, mod at blive kaldt Hans, da hans egen far og mor vitterlig sagde Christian til ham. Ja, det var i gamle dage, siden den tid er f.eks. Signe Toksvigs engelske biografi udkommet! At den dog ikke ganske har formået at sprede vankundighedens tåge, viser en roman »Svanens flugt«, som en ung dame, Margaret Ann Hubbard har udgivet i 1946 i Milwaukee, Wisconsin. Hendes billede sidder på omslaget, det er en nydelig dame og åbenbart en frejdig ung dame; hun er Andersens kollega som børnedigter, og hendes bog om ham er blevet belønnet med en lokal prisbelønning. Den er også i særklasse — det er nemlig et mageløst makværk! At det ikke er muligt at genkende det kære gamle København i denne på overraskelser stopfyldte bog er en ting for sig — hvad mener De om, at det første, Andersen får øje på, da han bliver sat af den 5. september 1819 oppe på Valby bakke, er Frederiksborg slots tårne — det kan man måske ikke gå for hårdt i rette med hende for; men at Andersen 300 sider igennem fremstilles som en urovækkende blanding af en tåbe og en tåreperse er straks værre, og værst er det dog, at damen fastslår, at vi andre ikke har begrebet et kuk af det hele. Andersens livs hemmelighed var nemlig hans store kærlighed til Henriette Wulff; Riborg Voigt, Jenny Lind o.s.v. betød i sammenligning med hende ingenting. Jette Wulff var ganske vist hans trofaste veninde og en spirituel dame, men sygelig, næsten dværgagtig lille, og ifølge en samtidigs vidnesbyrd »i høj grad deform (pukkelrygget) og, paa hendes øjne nær, intet mindre end køn«, altså ikke det vi egentlig forstår ved a glamour girl og ikke rigtig egnet til at være hovedperson i en amerikansk kærlighedsroman.
Al den oplysning, der kan meddeles den store verden om H.C. Andersen, som han virkelig var, er en uvurderlig tjeneste, der ydes hans eftermæle. Det eventyrlige ved ham er nemlig ikke hans livsskæbne. Navnlig i Amerika, hvor så mange fattige drenge har døjet så grueligt meget ondt og dog er blevet berømte, vil skomagersønnens historie ikke forekomme så særligt usædvanlig. Nej, det enestående ligger i hans personlighed. Få mennesker blandt de døde kender vi så grundigt som ham, få naturer er så rige, få spænder over tilsyneladende så uforligelige modsætninger.
En primitiv naturbegavelse, et inspirationsmenneske — og samtidig en tålmodigt arbejdende artist, en mand, der kendte sit håndværk til bunds, der filede og filede på sit arbejde, for at det kunde få den lette improvisations karakter; der år igennem kunde økonomisere med indfald og ideer, så at de i det rette øjeblik blev føjet ind i sammenhængen, som var det en frugt af en pludselig indskydelse.
Som menneske på samme tid et barn og en vismand, hemningsløs i glæde og sorg og dog med en diplomats sikre takt i vanskelige situationer, forfængelig og dog ydmyg, selvoptaget i eventyrlig grad og dog hjælpsom som få, et følelsesmenneske og alligevel i besiddelse af et mageløst maliciøst vid. Af natur pessimist og melankoliker, men af overbevisning kulturoptimist; dansk ind til hjerteroden — og dog forstået af en verden.
Vi nærmer os nu, som De nok kan tænke, hvad tysken kalder den lange tales korte mening. I formålsparagraffen, fælles for moderforeningen i Odense og for Københavnsafdelingen, hedder det, at det er H.C. Andersen-samfundets opgave at vække og vedligeholde interessen for H.C. Andersens digtning og fremme studiet af hans personlighed. Vi prøver alle efter evne og lejlighed at løse opgaven her, og hjemme i Danmark er det let nok, her er hans plads sikret så langt ud i fremtiden, som vi kan se. Anderledes ude i det fremmede. Dér må gøres en indsats. Og det er netop det, som samfundets hædersgæst i dag har præsteret. Det begynder med en bogsamler i den helt store internationale stil, som kaster sin interesse på sin barndoms digter, og som ovre i Californien har skabt en af de smukkeste H.C. Andersen-samlinger, der findes, en samling, der rummer så uhyre sjældenheder som Andersens eget håndeksemplar af William Christian Walters ungdomsforsøg, udgaven 1827, og den komplette første udgave af Eventyr Fortalte For Børn 1835—37, der har tilhørt kunsthistorikeren Karl Madsen, en lang række dedikationseksemplarer, originalbreve og originalmanuskripter fra digteren samt naturligvis litteraturen om ham. Der er her skabt betingelserne for et førstehånds-studium af H.C. Andersen, og jeg finder tanken smuk og rigtig, at disse skatte engang skal havne i verdens største bibliothek, Kongresbibliotheket i Washington. Samlingen vil i denne videnskabens højborg med ære kunne bidrage til at vække og vedligeholde interessen for vor største digter ude i den store kulturverden, hvor han — trods sin berømmelse — er alt for lidt kendt.
Den lykkelige erhvervelse i februar 1938 af 35 originalbreve til børnebogsforfatteren Horace E. Scudder førte så samleren over i — om jeg så må sige — de aktive Andersenianeres kreds. Gennem udgaven først af Andersens breve alene, dernæst nu i 1948 af brevvekslingen mellem Andersen og Scudder er ikke blot et lille nyt område i Andersens biografi blevet belyst: Hans forhold til Amerika, men fremlæggelsen af hans breve på et verdenssprog har kunnet give læserne et ganske anderledes autentisk og rigt indtryk af hans personlighed end alle nok så velmenende og slet underrettede romanbiografier. Disse breve udkom første gang 1942 som led i en to binds publikation med titlen: »Hans Christian Andersen, The maker of fairy tales«. Første bind indeholder dels to afhandlinger af Hersholt selv samt Andersen-brevene i oversættelse og med kommentarer, dels en ny oversættelse af de 13 eventyr, som Scudder havde offentliggjort i »The Riverside Magazine for Young People« og i »Scribner’s Monthly«. Hertil kom så i andet bind yderligere 29 også af Hersholt oversatte eventyr, hvoriblandt ikke blot de korte, populære, af alle kendte og elskede, men også store komplicerede stykker som Lykkens Kalosker, Snedronningen, Suppe på en Pølsepind og Dyndkongens Datter. De to bind henvendte sig til det kræsne publikum i Amerika. De var udsendt af the Limited Editions Club, New York, og de er ved deres gedigne bogudstyr værdige repræsentanter for det meget høje stade, amerikansk boghåndværk indtager, når det yder sit bedste. Ved overrækkelsen af disse skønne bøger til Kongresbibliotheket holdt Hersholt et stort Andersen-foredrag, der nød den ære at blive trykt i Congressional Record 1. juni 1943. Han fremdrog aktuelle brevudtalelser fra vor digter under krigene 1848—50 og 1864, og navnlig har et par ord fra den sidste ulykkelige krig sikkert givet tilhørerne noget at tænke på. Stillet overfor muligheden af en tysk invasion på Sjælland efter Als’ fald og med Danmarks undergang for øje, udkaster Andersen den fortvivlede tanke: »Skal vort smukke, rige Sprog om et Hundred Aar kun kendes gennem Nordmændene?« Tanken om et lille lands kulturs totale og systematiske udryddelse under en stormagts voldsherredømme havde endnu mere af virkelighedens gru over sig i 1942 end i 1864, og den har vel heller ikke i 1948 mistet sin alvor.
Men denne begyndelse — de første 42 af de til Kanon hørende 156 eventyr — der straks i en billig udgave blev tilgængelig for det store publikum, er siden blevet fortsat. Efter 10 års forløb er nu dette fritidsarbejde efter dagens mangfoldige slid og møje ført til ende: I år vil der foreligge en fuldstændig ny amerikansk oversættelse af samtlige H.C. Andersens eventyr. Enhver vil kunne forstå dens umådelige betydning for H.C. Andersens ry i Amerika. Her sætter en oversætter, der til bunds kender sit modersmål og det lands sprog, som han nu tilhører, og som gennem et mangeårigt studium har alle forudsætninger for at løse den uhyre vanskelige opgave, som det er at give en autentisk oversættelse af H.C. Andersen, sin flid og sin kærlighed ind på at vise sine nye landsmænd, hvor stor en digter og hvor rigt et menneske denne halvt anonyme børnebogsforfatter er, om hvem De selv har sagt, at han ikke blot er den mest uforglemmelige karakter, De nogensinde er stødt på, men også, at han for Dem personificerer selve Danmark, fordi ingen anden dansk digter så træffende har forstået at indfange dets skønhed og dets ynde i sin digtning.
De har i deres virksomme liv på så mange punkter gjort Danmark ære, og ikke mindst skal Deres indsats under krigen i National American-Denmark Association and America-Denmark Relief mindes med taknemmelighed. Men når engang den sidste radiolytter, der har glædet sig over Doctor Christian, er borte, når ingen mere husker femlingerne og den rare landsbylæge, så vil tre statelige bind bevare Deres navn: Andersens Fairy Tales, hele den lange række fra Fyrtøjet til Tante Tandpine. På en smukkere måde kunde den taknemlighedsgæld, De føler Dem i til Deres gamle fædreland, ikke indfries. På både Odenseforeningens og Københavnsafdelingens vegne hilser jeg og hylder et af vore virksomste medlemmer, hvor det gælder om at vække og vedligeholde interessen for H.C. Andersens digtning og personlighed.
