H.C. Andersen på Akropolis den 27. marts 1841

På sin store rejse til Italien, Grækenland og Tyrkiet med hjemrejse op ad Donau-floden, som er beskrevet i “En Digters Bazar”, opholdt H.C. Andersen sig i Athen fra den 24. marts til den 20. april 1841. Han blev med det samme velvilligt modtaget i den koloni af danskere, holstenere og tyskere, der var tilknyttet den bayerske kong Ottos hof. Danskeren Christiane Lüth, gift med dronning Amalias holstenske hofpræst, A.H.F. Lüth, har givet en charmerende skildring af H.C. Andersens besøg i sin dagbog, og hans ophold er yderligere belyst gennem hans egen dagbog og hans breve fra Athen. Ikke blot familien Lüth viste ham om i Athen, men også sådanne eksperter i Antikken som de danske arkitekter, Theophilus og Christian Hansen, den holstenske arkæolog Ludwig Ross og den tyske arkitekt Eduard Schaubert; de tre sidste havde bl. a. genopbygget det klassiske Athena Nike-tempel på Akropolis.

Alligevel synes det klassiske Athen ikke at have interesseret H.C. Andersen særligt, i hvert fald ikke at dømme efter hans tegninger. I modsætning til hans mange, detaljerede tegninger fra Italien, især fra rejsen 1833 – 1834, er H.C. Andersens græske tegninger få, i skitseagtig og skødesløs kontur. Kun een har en antik bygning som motiv, det såkaldte Theseion (senere identificeret med Hephaisteion) og dette tilsyneladende kun, fordi templet tilfældigt var baggrund for hans egendige sujet, en kamel.

Men Akropolis, med den pragtfulde udsigt og de forfaldne bygninger, hvor ukrudtet bredte sig, tiltalte ham. Han var deroppe næsten daglig, ofte i selskab med en af de ovennævnte eksperter, de to første gange dog alene. Hans første besøg på Akropolis fandt sted den 26. marts og allerede den følgende dag vender han tilbage og skriver i sin dagbog: ”… to Soldater fulgte mig i Dag i Hælene; den ene havde Nøgler til at bestige Partenon. Jeg gik ind i den Moskee, der ligger i Partenon, den er hvidkalket, firkantet med Kuppel; en Slags Niche var der nedend for Alteret, her var opstillet fundne Sager; i Alteret stod nu en Apollo-Torso. – Vi gik til nogle store Cisterner fra Venetianernes Tid her var også opstillet Antiqvititer, en smuk Vase saae jeg; der var mange Snirkler på den…”

I dagbogen er en skitse af “den smukke vase” tegnet i blyant, med rettelser af højde og proportioner, og rentegnet i blæk. Den første skitse må være tegnet på stedet, rentegningen sikkert hjemme, samtidig med at han senere på dagen skrev sin dagbog (fig. 1).

Fig. 1. Det kongelige Bibliotek. København. Collinske Samling 7 (4 o), H.C. Andersens Dagbøger I,18. Foto. Det kongelige Bibliotek.

Da vasen er det eneste antikke monument, H.C. Andersen har tegnet i Athen som primært motiv, må den have fascineret ham. Heldigvis lader hans få, hurtige streger ingen tvivl tilbage om dens identifikation. Det er grifkanden fra Aigina, senere erhvervet af British Museum (Inv. No. GR 1873. 8 – 20. 385) (fig. 2-3).

Grifkanden er fundet omkring 1830 på øen Aigina, hvor den i januar 1837 blev tegnet af Christian Hansen sammen med studier af andre græske vaser. Senere samme år blev den med en større samling antikviteter overflyttet fra Aigina til Akropolis. Endnu i 1860 så to tyske arkæologer vasen i et lille hus nær Erechteion, men kort efter må den være stjålet, for i 1867/1868 udgjorde den en del af Castellani-samlingen i Napoli, hvorfra den så i 1873 erhvervedes af British Museum.

Uden de restaurerede grif-ører måler brændtlers vasen 40.5 cm. i højden. Den er udført i micaholdig, lyst brunt 1er og har tilsyneladende et meget tyndt dæklag i lerets farve; bemalingen er i en elegant streg i fin kastanjebrun glansfarve. Vasens form er exceptionel, inspireret af to forskellige nærorientalske kartyper, som begge importeredes til Grækenland i det sene 8. og 7. årh. f. Chr.: For det første meget store åbne bronzekar af nordsyrisk oprindelse, forsynede med støbte sirene-attacher og udhamrede store grifhoveder; karrene blev sandsynligvis anvendte som blandingskar for vin og vand. Grifvasens hovede følger nøje sit bronzeforbillede, i det åbne spidse næb, isseknopperne, reliefhårlokkerne og de mange detailler, som her er bemalede. For det andet fønikiske vinkander, hvis vertikale hanke forneden sluttede i palmetter, der i grifkanden danner afslutning på den bageste reliefhårlok. Palmettehankskanderne blev fortrinsvis fremstillet i sølv og bronze, men undertiden også i elfenben. H.C. Andersen har begge karakteristika med i sin tegning, grifhovedet klart gengivet, palmetten antydet i blyantstegningen ved krimskrams forneden på hanken, men ikke tegnet op i blæk. Selvom vaseformens forbilleder begge har tilknytning til vindrikning, var grifkanden næppe et brugskar. Dens næb er uegnet til at hælde af, næsten umulig at påfylde og vasens udmærkede bevaringstilstand tyder på, at den er fundet i en grav og mest sandsynligt var fremstillet direkte til gravnedlæggelse.

Fig. 2. London. The British Museum. Inv. No. GR 1873. 8 – 20. 383. Museumsfoto.
Fig. 3. London. The British Museum. Inv. No. GR 1873. 8 – 20. 385. Museumsfoto.

Også dele af vasens dekoration er nærorientalsk inspirerede, f. eks. skulderens centrale figurscene, hvor en løve overfalder en hjort og bider dens strube over. Motivet er overleveret i mesopotamisk småkunst helt tilbage til 3. årtusind f. Chr. og ses i nordsyrisk reliefskulptur i 9. årh. f. Chr. De græssende heste derimod er et almindeligt græsk motiv i 9 – 8. årh. f. Chr., den såkaldte geometriske stils tid, ligesom mæanderen på vasens bagside, fyldornamenterne i figurscenerne og rudemønstrene mellem dem. Næsten alle øvrige ornamenter er af nærorientalsk oprindelse og med rette beskrevet af H.C. Andersen som snirkler: Grifhovedets skældekoration, de U-formede skæl såvelsom de cirkulære; palmetterne, der afslutter griffens hårlokker til siden og bagpå; de to fletbånd og den næstnederste frise af volute-palmette-ornamenter.

I sin blanding af græske stilelementer, nedarvede fra geometrisk tid, og naturalistiske eller fantastiske motiver under nærorientalsk inspiration er vasen et typisk produkt af den stilfase i græsk kunst, der betegnes som den orientaliserende og som karakteriserer det 7. årh. f. Chr.

Grifkanden kan bestemmes som kykladisk, d.v.s. fremstillet på en af de øer, der i en kreds, en kyklos, omgav den hellige ø, Delos. Den tilhører en endnu ikke lokaliseret vasegruppe, i fagterminologien benævnt “Linear Island”. Som de er overleverede i dag, omfatter “Linear Island” – vaserne næsten udelukkende store tohankede gravvaser, de såkaldte amphorer. I modsætning til de fleste kykladiske vasegrupper er der kun enkelte skår fra Delos, mens hovedparten af amphorerne kommer fra den sydlige Kykladeø Thera (eller Santorin). Alene i de senere år er øerne Amorgos, Melos, Naxos, Paros og Thera foreslået som produktionssted – og gennemgående med vægtig argumentation. Foreløbig må spørgsmålet om hvilken Kykladeø, der fremstillede grifkanden og den vasegruppe, den tilhører, stå åbent. Derimod kan produktionen af de kendte “Linear Island”-vaser med ret stor sikkerhed dateres fra det sene 8. årh. til omkring midten af det 7. årh. f. Chr. I denne udvikling placeres grifkanden relativt sent og har en sandsynlig datering omkring eller kort efter 675 f. Chr.

H.C. Andersens skitse kaster ikke nyt lys over de mange problemer, der er forbundet med grifkanden og dens kykladiske vasegruppe. På den anden side fortæller H.C. Andersens fascination af grifkanden, det eneste antikke monument i Athen, han ønskede at tegne for dets egen skyld, noget nyt om ham selv. At tænke sig at han også havde en åben indstilling til antik græsk kunst! Omgivet som han var på alle sider af velmenende eksperter, der introducerede ham til det klassiske Athens største kunstværker, blev han – og på Akropolis af alle steder – indtaget i en græsk orientaliserende vase, en stilfase, der på hans tid kun sjældent blev værdsat. Helt umiddelbart fandt han grifvasen smuk, som mig bekendt ingen anden kunstner følte sig foranlediget til at tegne i de ca. 30 år, den stod på Akropolis. Fantastisk, som den er i både form og dekoration, må Aigina-grifkanden have talt til eventyrfortælleren i H.C. Andersen.

 

Noter

Jeg takker museumsdirektør Niels Oxenvad for opfordringen til at skrive om H.C. Andersens tegning i “Anderseniana” og takker Det kongelige Bibliotek, København, og the Trustees of the British Museum, London, for tilladelse til at publicere henholdsvis fig. 1 og fig. 2-3.

 

 

Litteraturhenvisninger

H.C. Andersen i Athen

  • H.C. Andersens Dagbøger. 1825 – 1875. Udgivet af Det danske Sprog og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. Bind II. København 1973. Fotografisk genoptryk 1995. H.C. Andersen i Athen, spec. s. 154 -187.
  • Chr. Lüth. Fra Fredensborg til Athen. Memoirer og Breve XLVIII. København. 1926. Fotografisk genoptryk 1974. H.C. Andersens besøg, spec. s. 91 – 94.
  • G. Engberg. H.C. Andersen og Athen. “Anderseniana” 1965, 2. Rk. Bd. V, 4, s. 352 – 368.
  • H.C. Andersens tegninger fra Grækenland (udover tegningerne i dagbogen, bind II, s. 158-166) er publiceret i A. Papanicolaou-Christensen. Athens 1818 – 1853. Athens 1985, s. 186-188, figs. 218-225 og i samme, s. 40-41, fig. 13, ses en akvarel af Parthenon på tiden for H.C. Andersens besøg, malet i 1836 af Christian Hansen.

Grifvasen

  • H.C. Andersens dagbøger II, 161.
  • A. Papanicolaou-Christensen. Christian Hansen. Breve og tegninger fra Grækenland. København 1994, s. 21, fig. 17. (Christian Hansens tegning fra Aigina).
  • London. The British Museum. Inv. No. GR 1873.8-20. 385.
  • D. Williams. Greek Vases. British Museum Publications. London. 1984, s. 22 – 23, fig. 259.
  • I. Strøm. Some Groups of Cycladic Vase-Painting from the Seventh Century B.C.
  • Acta Archaeologica. Copenhagen, 33. 1962, s. 221 -278, spec. s. 222-246.
  • I. Strøm. Hans Christian Andersen’s Visit to the Acropolis on 27th March 1841.
  • Proceedings of the Danish Institute at Athens. 2. (I trykken).

(De to sidste med litteraturhenvisninger og generel diskussion af grifvasens og “Linear Island”-keramikkens problematik).

 

©