Forfattere

H.C. Andersen-Samfundets tilblivelse

Som barnefødt i Odense voksede jeg op i pietet for vor store eventyrdigter. I mine forældres bogskab fandtes der et tysk bind af eventyrene, illustrerede af Vilh. Pedersen. Det var den første bog, jeg læste på egen hånd; men selve begrebet »H.C. Andersen« var for mig uden klart indhold. Jeg husker, hvilket indtryk det gjorde på mit dengang otteårige sind, da min kære mor med tårer i øjnene fortalte mig, at H.C. Andersen var død! At han havde været et almindeligt menneske, der indtil da havde levet blandt andre levende mennesker, var aldrig faldet mig ind. Jeg erindrer også, med hvilken interesse jeg i »Illustreret Tidende«, som mine forældre holdt, så billederne fra digterens sidste dage, som han tilbragte hos grosserer Melchiors i deres stilfulde bolig på Kalkbrænderivej, »Rolighed«, som den hed. Nu er »Rolighed« forlængst forsvundet. Hvad der også gjorde et dybt indtryk på mig, var billedet af digterens ligbegængelse i Frue Kirke, hvor Kong Christian den Niende, Kronprins Frederik og Prins Valdemar havde indfundet sig for at vise H.C. Andersen den sidste ære.

Og så gik det mig, som det er gået så mange andre. Efterhånden voksede jeg fra eventyrene, ude af stand til at fatte den dybere mening, der lå gemt i dem. At »Grantræet«, som det rigtigt er bleven sagt, indeholder en livsfilosofi i en nøddeskal, gik først langt senere op for mig, ligesom jeg også først i en mere moden alder fik forståelsen af den symbolik, der ligger i »Klokken«, »Skyggen«, »De røde Sko«, »Sneglen og Rosenhækken« o.s.v.

Da jeg i 1918 vendte tilbage til fødebyen som rektor for Odense Katedralskole, gik min vej ofte til H.C. Andersen-Museet i Hans Jensens Stræde, hvor jeg fandt et rigt materiale til forståelse af digterens liv og værk.

Jeg følte mig derfor nogenlunde vel udrustet til at imødekomme en til mig rettet anmodning om at holde et foredrag om H.C. Andersen, formodentlig på digterens fødselsdag d. 2. april 1925. Jeg erindrer af dette foredrag ikke andet end slutningen, der omtrent lød således:

»Den tid vil måske komme, da man også fra udlandet vil valfarte til H.C. Andersen-Museet, og den tid vil måske også komme, da man stifter et H.C. Andersen-Samfund som et organ for studiet af digterens liv, værk og personlighed«.

Efter foredraget samledes henved halvhundrede af tilhørerne om et fælles kaffebord, og det var her, at stiftamtmand Neumann og afdøde museumsinspektør Chr. M. K. Petersen på en for mig såre glædelig måde udtalte deres fulde tilslutning til tanken om stiftelse af et H.C. Andersen-Samfund.

Straks at gå i gang med forberedelserne fandt jeg dog mindre hensigtsmæssigt. Jeg mente, at man burde se tiden an, og man kunde jo så hver for sig omtale sagen for venner og bekendte og derved forberede stemningen. Allerede d. 4. august, digterens dødsdag, hvad vi dog næppe tænkte på, udsendte museumsinspektør Petersen, forfatteren Nordahl-Petersen og jeg et cirkulære til sådanne medborgere i de forskellige samfundsklasser, som kunde tænkes at have interesse for sagen.

Cirkulæret havde følgende ordlyd:

»I Erkendelse af, at H.C. Andersens Navn baade indadtil og udadtil er det, som bedst repræsenterer dansk Aand, samt i Erkendelse af, at hans Verdensberømmelse er i stadig og sikker Stigen, har man fra forskellige Sider fremsat Tanken om Oprettelse af et H.C. Andersen-Selskab til Varetagelse af alle de Interesser, der knytter sig til vor store Digters Navn. Vi undertegnede nærer den Opfattelse, at Odense som Digterens Fødeby har visse deraf flydende Forpligtelser og finder det derfor naturligt, at man bestræber sig for at gøre Odense til Midtpunktet for alle de til ovennævnte Interesser knyttede Bestræbelser. Saafremt De maatte dele denne Opfattelse, bedes De godhedsfuldt indfinde Dem til et Møde i Katedralskolens Festsal d. 13. August Kl. 8. Skulde De være forhindret i at give Møde, men iøvrigt sympatiserer med Tanken, bedes De skriftligt meddele en af os undertegnede Indbydere, hvorvidt man tør regne med Deres Indmeldelse i det paatænkte Selskab.«

H. St. Holbeck. – C. M. K. Petersen. – Nordahl-Petersen.

Til det indvarslede møde indfandt der sig ca. 100 mænd og kvinder, hvorhos ca. 30 havde sendt meddelelse om, at de var forhindrede i at give møde, men at de ganske tilsluttede sig tanken og derfor indmeldte sig i et eventuelt H.C. Andersen-Samfund.

På indbydernes vegne bød jeg forsamlingen velkommen, takkede for nærværelsen samt foreslog valg af en dirigent. Hertil valgtes stiftamtmand Neumann med akklamation.

Forhandlingerne begyndte med, at de tre indbydere en efter en gjorde rede for hensigten med stiftelsen af et H.C. Andersen-Selskab og formålet for et sådant selskabs virksomhed. Flere af de tilstedeværende herrer og damer havde ordet, deriblandt fru Collin fra København. Hun understregede ønskeligheden af, at man i stedet for det tysk-klingende »Selskab« valgte det gode danske ord »Samfund«. Iøvrigt drejede diskussionen sig mest om, hvor det påtænkte samfund skulde have sit hjemsted. Der blev gjort opmærksom på, at Odense ofte blev beskyldt for at ville »forpagte« den store eventyrdigter, og når man dog ønskede, at den hele befolkning skulde interessere sig for digteren og hans værk, var det mindre heldigt, at man ved at gøre Odense til hjemstedet underbyggede teorien om »forpagtningen«. Heroverfor blev der gjort gældende, at Odense som digterens fødeby havde efterladt så mange indtryk i hans barnesjæl, at man rundt om i hans værker sporer stemninger, der hænger sammen med de i barneårene modtagne indtryk. Dertil kom, at H.C. Andersen i sin tid var bleven valgt til æresborger i Odense, som bl.a. derved måtte føle sig stærkt forpligtet overfor digterens minde. Og endelig havde man i H.C. Andersens Museum i Odense et rigt materiale til digterens levnedshistorie og til hans digtnings udviklingshistorie — et førstehåndsmateriale af største værdi for forskningen.

Omsider fandt jeg øjeblikket var kommen, da jeg kunde erklære, at »H.C. Andersen-Samfundet« var stiftet. Men hvorledes komme i gang? På forslag af stiftamtmand Neumann blev der nedsat et udvalg på 5 medlemmer med ret til at supplere sig, helst med udenbys Repræsentanter. Udvalget kom til at bestå af indbyderne samt forfatterinden Frøken Sophie Breum og Sagfører, tidligere borgmester A. P. Henriksen. Disse henvendte sig til højskoleforstander Jac. Appel, Askov, professor, dr. phil. Hans Brix, overbibliotekar, dr. phil. Carl S. Petersen og viceskoledirektør Svane, de tre sidste bosatte i København.

Som formand for dette udvalg indbød jeg til et møde på mit kontor på Katedralskolen. Dette møde fandt sted d. 30. august kl. 2½. Af de udenbys medlemmer mødte dr. phil. Carl S. Petersen og viceskoleinspektør Svane. Vi gik straks i gang med drøftelse af love og vedtægter, og disse blev på en generalforsamling vedtaget. Senere (1945) blev der foretaget nogle ændringer. Af vedtægterne er der her kun anledning til at citere § 2, der omhandler H.C. Andersen-Samfundets formål, den lyder i sin helhed således:

»Samfundets Formaal er

  1. at vække og vedligeholde Interessen for H.C. Andersens Digtning
  2. at fremme Undersøgelser og Studier vedrørende Digterens Person, Liv og Værker
  3. at søge hans Minde værnet og hædret bl.a. ved en videre Udvikling af det til H.C. Andersens Hus i Odense knyttede Arkiv og Museum.«

Som det fremgår heraf, har H.C. Andersen-Samfundet ikke til formål at gøre turistmæssig propaganda. Alt herhenhørende overlades til turistforeningen.

Som formand for H.C. Andersen-Samfundet vedblev jeg til jeg i året 1937 fyldte 70 år og følgelig fratrådte rektoratet. Jeg fandt det da rimeligt også at fratræde formandsstillingen i H.C. Andersen-Samfundet. Til min efterfølger valgtes museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, som havde de bedste betingelser for at røgte dette hverv, som han beklædte til sin død 1941.

Hermed kunde jeg standse denne beretning, men der indtraf i min formandstid begivenheder, som førte til opførelsen af »Mindehallen« i Hans Jensens Stræde. Da jeg sikkert er den eneste nulevende, der på alle sagens stadier deltog i de mange intime forhandlinger, som gik forud, og da Mindehallens forhistorie ikke bør hemmeligholdes, mener jeg at burde give et kortfattet referat af de mange mærkelige forhandlinger, der efter mange besværligheder førte til det smukke resultat, som har fået stor turistmæssig betydning som en af Odense Bys største seværdigheder.

Besøget, der siden Mindehallens opførelse har været jævnt stigende, blev f. a. opgjort til ca. 70.000 mennesker, således at H.C. Andersen-Museet står som det eneste af landets museer, der giver driftsoverskud.

Da tiden nærmede sig for 125-året for H.C. Andersens fødsel 2. april 1805, fik jeg fra forskellige sider anmodning om at træffe forberedelser til en »mindeuge« til ære for den store digters minde. Jeg sad dengang i Odense Byråd, af hvilket jeg udtrådte i foråret 1929. I det sidste år af min byrådsvirksomhed henvendte jeg mig først ganske privat til byrådets daværende formand, borgmester H. Chr. Petersen. Dermed begyndte forhandlingerne, som jeg ikke kan tænke tilbage på med ublandet glæde, da jeg mødte megen modgang i denne sag. Da imidlertid alle de mænd, der tog del i forhandlingerne forlængst er afgåede ved døden, skal jeg af pietet for deres minde indskrænke mig til en ganske objektiv fremstilling, hvilket jeg her, så længe efter, kan gøre uden fjerneste selvovervindelse. Borgmester H. Chr. Petersen indtog på det tidspunkt en mægtig stilling. Som fører for flertallet i byrådet kunde han se bort fra den socialdemokratiske opposition, og da borgerskabet yndede ham, fordi hans politik gik ud på at holde skatteprocenten samt gas- og elektricitetspriserne lavere end andre steder, var han i virkeligheden almægtig i rådet, hvor den borgerlige (d.v.s. den konservative) gruppe blindt fulgte ham. Som en af hans forgængere, G. Koch, havde han imidlertid den for alle selvherskere ret almindelige egenskab at stille sig uvilligt overfor ethvert initiativ fra menige byrådsmedlemmers side. Jeg mødte straks en kold skulder, da jeg antydede ønskeligheden af, at byrådet ydede et klækkeligt bidrag til afholdelsen af en H.C. Andersen-Uge i foråret 1930. Dog gik han med til afholdelsen af et møde på mit kontor sammen med forskellige medborgere, som jeg vidste var interesserede i sagen. Der var dog — mærkede jeg snart — ingen stemning for en H.C. Andersen-uge, medens man vel var på det rene med, at der måtte gøres noget. Jeg indskrænkede mig derfor til at foreslå en mindefest i Fyns Forsamlingshus, en teateraften med opførelse af »Liden Kirsten« samt en folkefest i Fruens Bøge. Man var nemlig på det rene med, at festen måtte henlægges til sommeren.

Skønt borgmesteren ikke viste synderlig interesse, havde jeg dog en fornemmelse af, at sagen havde byrådets sympati, og jeg måtte nu bestræbe mig for at lægge et program. Jeg skrev til min gamle ven og klassekammerat, digteren Sophus Michaelis, med anmodning om at udarbejde en kantate eller lignende. Han svarede, at han havde idéen til et festspil, hvortil der imidlertid krævedes musik, og henstillede, at jeg henvendte mig til komponisten Carl Nielsen. Da denne kort efter kom til Odense for at opføre en af sine symfonier, fik jeg lejlighed til at træffe ham.

Det var første gang jeg stod overfor den ligeså elskværdige som berømte komponist. Han stillede sig straks forstående og lovede at levere kompositionen. Da jeg, indvendig lidt ængstelig, udvendig uanfægtet, spurgte ham om honoraret, svarede han, at det var almindelig regel, at komponisten fik fem gange så meget som forfatteren. Da michaelis havde betinget sig 1000 kr., vilde honoraret til Carl Nielsen altså blive 5000 kr.!

Imidlertid blev jeg en skønne dag indbudt til møde i magistraten. Her meddelte borgmesteren mig, at arkitekt Niels Jacobsen og han havde fundet en mere varig måde, på hvilken man kunde hædre digterens minde. I lighed med, hvad der fandtes flere steder i udlandet, kunde man opføre en mindehal i forbindelse med H.C. Andersen-Museet; arkitekt Jacobsen havde en tegning parat, og man mente, at den kunde opføres for 60.000 kr. Og så faldt bomben: »Nu beror det på Dem, rektor, om vi skal have en mindehal eller en mindefest«. Således lød ordene. Jeg erindrer dem tydeligt.

Selvfølgelig satte dette alternativ mig i stor forlegenhed. Jeg husker ikke andet af mit svar end en bemærkning om, at når en sådan mindehal skulde indvies, kunde det dog tænkes, at indvielsen vilde medføre visse festligheder; de tvende formål behøvede altså ikke at udelukke hinanden.

Således stod sagerne, da tanken om Mindehallens opførelse kom til behandling i et lukket byrådsmøde. I dette udtalte borgmesteren med et sarkastisk smil, at det sikkert vilde være en kær opgave for rektor at skaffe de 80.000 kr. — Summen var altså nu steget med 20.000 kr. — som krævedes.

Jeg fandt, at dette var et lovlig stærkt forlangende; »det er jo ikke mig, der har fået idéen«.

Der var vel nok enkelte af kollegerne, som måtte give mig ret heri, men jeg stod faktisk ganske ene; ikke én tog ordet. Borgmesteren fejrede påny en stor triumf.

Men her greb en udenfor byrådet stående, fra alle sider anerkendt medborger ind. Ved et middagsselskab han kort efter gav, og hvortil både H. Chr. Petersen og jeg var indbudt, fik værten en forhandling i gang mellem H. Chr. Petersen og mig, og det endte med, at H. Chr. Petersen besluttede sig til at gå til sin gode ven, Thomas B. Thrige. Denne havde — fortalte H. Chr. Petersen mig — engang sagt, at hvis han engang kunde gøre noget for Odense By, vilde han gerne vise sin offervillighed. Og snart erfarede jeg, at den brave Odense-søn Thomas B. Thrige havde påtaget sig hele udgiften ved opførelsen af Mindehallen.

Herefter stillede H. Chr. Petersen sig mere imødekommende over for den af mig foreslåede mindefest.

Festlighederne fandt sted i dagene d. 11.—13. juli 1930 og forløb, såvidt jeg kan dømme derom, særdeles vellykket. I de lokale aviser for disse minderige dage vil man kunne læse vidtløftige referater, hvorfor jeg ikke skal indlade mig på enkeltheder.

Skønt disse spørgsmål om mindehal og mindefest i langt over et år beskæftigede byrådet, idet de ofte behandledes såvel i gruppemøder som i lukkede byrådsmøder, fik offentligheden mærkeligt nok ikke nys om de indre brydninger desangående. Hvad der beskæftigede publikum og fremkaldte heftige diskussioner, drejede sig om, hvorvidt en eventuel mindehal skulde opføres i Hans Jensens Stræde eller i mere anselige omgivelser.

Hvor lidt besked man fik om »brydningerne«, derom fik jeg adskillige talende vidnesbyrd, hvoraf jeg for kuriositetens skyld skal omtale to.

En dag blev jeg på gaden standset af en af de store fynske jorddrotter, som jeg et par gange havde haft den fornøjelse at træffe i selskabslivet. Han bemærkede, at han ikke kunde »tilgive« mig, at jeg havde placeret Mindehallen i det obskure Hans Jensens Stræde. Jeg havde ikke vanskeligt ved at afparere denne anklage, og den højfornemme herre trak sig tilbage med en undskyldning.

Dernæst følgende, ikke mindre kuriøse hændelse:

Da tidspunktet nærmede sig for Mindehallens indvielse, fik jeg på mit kontor besøg af Thomas B. Thrige, som bad mig om at skrive den tale, han skulde holde ved indvielsen. Han havde noteret nogle holdepunkter, som han bad mig benytte som grundlag. Jeg svarede med største beredvillighed, at det skulde jeg så gerne. Jeg vilde sende ham min tekst; han kunde så benytte deraf, hvad han ønskede. Ved indvielsen kunde jeg konstatere, at han ganske gengav, hvad jeg havde skrevet. Det må dog heraf fremgå, at end ikke Thrige havde noget kendskab til forhistorien med den til tider bitre kamp.

Jeg har hermed givet efterverdenen en fremstilling af Mindehallens tilblivelse. Som allerede ovenfor bemærket, har den været et betydeligt aktiv for Odense Kommune.

Ifølge det foregående tilkommer æren for idéen om en mindehal borgmester, fabrikant H. Chr. Petersen; men det er min faste, urokkelige overbevisning, at han fik denne idé for at modarbejde mit forslag om mindefesten. For vidt kan det siges, at jeg har haft en rigtignok højst indirekte andel i Mindehallens tilblivelse.

©