H.C. Andersens bouts rimés

- sjove digte i en glemt genre

H.C. Andersen har skrevet mange vidunderlige digte. Alle danskere kender Konen med æggene, Barn Jesus i en krybbe lå og Hvor skoven dog er Frisk og stor, men rækken af Andersens smukke, sjove, heroiske, tragiske og finurlige digte er meget længere. Man kan finde et væld af digte, man aldrig tidligere har hørt om, i forskellige udgivelser af H.C. Andersens samlede digte: Jørgen de Mylius’ H.C. Andersens Samlede Digte samt Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs H.C. Andersens samlede værker tilligemed i registranter såsom Birger Frank Nielsens Digterens danske Værker 1822-1875 og H.C. Andersen Centrets digtregistrant på www.andersen.sdu.dk.

Improviseret Vers paa opgivne Riim, og at det skulde handle om: en Feiekost. Bouts rimés af II.C. Andersen, skrevet på herregården Glorup juli 1850. H.C. Andersens Hus.

Nu kunne man måske undre sig over, om det er nødvendigt at have H.C. Andersens samlede digte i mere end én udgave, men faktisk giver udgivelserne forskellige svar på helt basale spørgsmål som: Hvad er et digt? Hvor går grænsen mellem et digt og en prosatekst? Hvad gør man, når det samme digt findes i flere varianter? Arbejder man kun med allerede udgivne tekster? Hvis ja, mener man så udgivne i H.C. Andersens levetid? Er digte, der står i udgivne brevsamlinger og dagbøger, relevante? Hvordan kan man se forskel på, om noget, H.C. Andersen har skrevet på et stykke papir er en strøtanke, et udkast eller et digt? Og hvornår kan man være sikker på ægtheden af håndskrevne dokumenter og pålideligheden af andres afskrift af digterens tekster?

Der findes ingen endelige svar på disse spørgsmål. Både digtudgaverne og digtregistranterne har anlagt en vinkel og sorteret en række tekster fra, sådan som det også beskrives i forordet til Johan de Mylius udvalg:

Der findes digte og mindre rimede fragmenter af H.C. Andersen, som ikke er medtagede her. Her er medtaget hvad H.C. Andersen selv valgte at udgive samt et fåtal af andre tekster, der skønnes at være fuldbårne digte. Der er tale om en kvalitativ litterær vurdering foretaget af dr. phil. Johan de Mylius, docent ved H.C. Andersen-centret.[1]

Vægtningen af det kunstneriske og æstetiske er Johan de Mylius ikke ene om. Den løber som en rød tråd gennem udgivelserne af Andersens samlede værker, men jeg er ikke ganske enig i de forskellige redaktørers konkrete vurderinger.

Der findes nemlig en lyrisk genre, som med urette er så godt som fraværende i samtlige udvalg: genren bouts rimés, eller på dansk vers på andres rim, og det var en genre, som H.C. Andersen mestrede til noget nær fuldkommenhed, og som han elskede at optræde med.

Genren bouts rimés udspring

Bouts rimés-digtningen har sit udspring i Frankrig i 1600-tallet. Den begyndte som et drilleri. En fransk digter ved navn Dulot jamrede i 1648 til sine venner over, at der var nogen, der havde stjålet en masse vigtige papirer fra ham. Blandt papirerne, fortalte han, befandt der sig 300 upublicerede digte. Da hans venner undrede sig over, at han havde skrevet så mange digte, som de slet ikke havde hørt om, forklarede Dulot dem, at der ikke var tale om færdige digte. Han havde skabt enderimene, men endnu ikke versene.

Dulots venner morede sig. Hvad er et rim uden vers? Hvad er vers uden indhold? Det var for sjovt til, at man kunne tie om det, – og historien inspirerede Dulots venner til at opfinde en leg, hvor den ene digter gav de andre en liste med enderim, som de så i løbet af f.eks. 10 minutter skulle skabe et digt over. Når de 10 minutter var gået, læste hver deltager sit digt op, og den, der havde formået at anvende de opgivne enderim i det mest vellykkede digt, havde vundet konkurrencen. Rimene skulle anvendes i præcis den rækkefølge, de var opgivet, og de måtte hverken indgå i sammensætninger eller afledninger. Det at skrive bouts rimés kom til at fungere som en slags poetisk færdighedstræning.

Bouts rimés i Frankrig

I 1654 skrev den franske finansminister Nicolas Fouquet et bouts rimés til sin veninde Madame Pessis-Bellère i sonettens form i anledning af hendes papegøjes død. Hendes papegøje ville ikke blive glemt, hævdede Fouquet, før kortspilleren lagde kortene, drukkenbolten stillede flasken, og advokaten ikke længere bar sin pibekrave i retten.

Bouts rimés-skrivningen fik også en anden funktion. Datidens digtere var ofte afhængige af økonomisk støtte fra aristokratiet, og der udviklede sig en særlig genre, hvor en adelig dame gav en digter en række rim og en overskrift. Blandt rimordene kunne hun anvende sit eget navn, et navn på et af familiens slotte, navnet på sin yndlingsblomst eller lignende, og hun kunne angive en overskrift.

Forfatteren og oversætteren Etienne Mallemans de Messanges (1646-1716) ville f.eks. gerne have økonomisk støtte fra hertuginden af Maine. Hun gav ham i 1701 en række enderim, som han så skulle digte ud fra. Messanges skabte en sonetkrans med titlen Défi des Muses (Musens udfordring) og fik råd til at fortsætte sin tilværelse som fuldtidsforfatter.

Bouts rimés-genren blev så populær, at den franske forfatter Jean François Sarrazin (1614-1654) omkring 1649 fik nok af den. Han syntes, at de hurtigt producerede bouts rimés ikke var andet end varm luft, og han skrev i 1649 en satire over genren med titlen Dulot vaincu (Dulot besejret).

Jean François Sarrazin, kobberstik af Charles Devrits, 1845

Genren overlevede imidlertid Sarrazins satire, og den blev en fast del af kulturen omkring hoffet og de dannedes litterære kredse. Fra 1672 til 1724 var der f. eks. hver måned en konkurrence i det litterære tidsskrift Mercure Galant, hvor læserne kunne indsende digte på opgivne rim, der blev udarbejdet af bouts ri-més-eksperter.

Et andet eksempel på brugen af genren bouts rimés er, at en akademisk forening i Toulouse, som blev kaldt Lanternisterne, fordi medlemmerne bar lanterner, når de gik til deres aftenmøder om vinteren, i slutningen af 1600-tallet afholdt årlige bouts rimés-konkurrencer, hvor de konkurrerede om at skrive det bedste hyldestdigt til Ludvig den 14. på en række parrim, der blev udsendt fra hoffet. Kongen var altid digtets omdrejningspunkt, men emnerne vekslede. Et år var emnet f.eks. kongen som fredskaber, et andet kongens ry i verden. Konkurrencerne var populære og de unge lanternister trænede året rundt i at skrive hurtige rim på opgivne rim, så de var klar til årets bouts rimés-konkurrence.

Bouts rimés-genrens hovedværk

Men den franske interesse for bouts rimés døde ikke med den franske revolution. Tværtimod blev hovedværket inden for bouts rimés-genren skabt af selveste Alexandre Dumas, hvis far var general i revolutionshæren.

I 1864 sad Alexandre Dumas sammen med nogle venner på en lille café på Rue d’Amsterdam i Paris. En af dem var den dengang 67-årige og meget ansete forfatter, Joseph Méry (1797-1866). Digterne morede sig med at udfordre hinanden med bouts rimés-opgaver, og så fik Dumas den idé at udskrive en konkurrence, hvor digtere i hele Frankrig gennem et parisisk dagblad Le Petit Journal blev opfordret til at deltage i en konkurrence om det bedste bout-rimés ud fra en helt bestemt række af rimpar. Joseph Méry sammensatte 12 rimpar, og han skulle så sammen med Dumas udvælge det bedste digt.

Joseph Méry valgte følgende 12 rim:

femme / âme, Catelina / fouina, jongle / ongle, citoyen / païen, mirabelle / belle, Mirabeau / flambeau, Orestie / répartie, Gabrio / agio, figue / li-gue, faisan / parmesan, noissette / grissette, paté / bâté.

Opgaven var svær, meget svær.

Alexandre Dumas, fotografi af Nadar, 1855

De 12 rim skulle anvendes i sonettens form som krydsrim i den rækkefølge, de var opgivet, og rimordene måtte hverken skifte ordklasse, indgå i sammensætninger eller afledninger.

Indholdsmæssigt stillede opgaven store krav til viden om historie og kultur, og hvor kravene til formen lå direkte i forlængelse af den gamle aristokratiske tradition, var indholdet et eklatant brud med den.

Ordet citoyen (borger) har næppe været blandt de ord, aristokratiets damer opgav til de unge digterspirer, og at rime citoyen med païen (hedning) var også et voldsomt brud med en aristokratisk tradition for elegante, luftige og politisk set helt harmløse rim.

Rimordet Mirabeau henviste til den franske greve Honoré de Mirabeau (1749 -1791), en fransk forfatter og journalist, der var en af hovedpersonerne i den franske revolution, og hans navne skulle så rimes med flambeau (fakkel), og kombineres med henvisninger til ærkeenglen Gabriel og den græske tragedie, Orestien.

Ved ordet Catalina var der en fodnote:

Navnet har vi fået af komtesse Dash, hvis fødenavn var Gabrielle.

Man forstår altså, at det ikke bare er et smukt kvindenavn, der rimer på ordet fouina, men at der er tale om et navn med en historie. La comtesse Dash var et pseudonym for den franske forfatter Gabrielle Anne Cisterne Vicomte Poilloiie de Saint-Mars (1804 – 1872).

En vicomte var en højadelig person, der rangerede lige under en baron. Dumas’ vicomte Dash var imidlertid en kvinde, der var blevet skilt fra sin mand, havde mistet hele sin formue og i Dumas’ samtid ernærede sig ved at skrive satiriske og lettere vovede kærlighedsromaner om de fine og indbildt fine i samtidens Paris. I stedet for at digte om solkongen og adelige mæcener, tvang Méry og Dumas altså digterne helt ned i samtidens krinkelkroge med dette rimkrav.

De franske poeter kunne tydeligvis godt lide udfordringer. Tilslutningen til konkurrencen var utrolig. I alt 220 digtere indsendte deres bouts rimés. Dumas fandt alle digtene vellykkede og besluttede ikke at kåre en vinder, men ønskede at lade alle trykke i en fin bog.

For at finde ud af, om projektet kunne hænge sammen økonomisk, inviterede han læserne af Le Petit Journal til at forudbestille samlingen. Der indkom hele 500 forudbestillinger a 1 frank, og i 1865 blev digtene udgivet i en fint trykt bog med titlen Bouts-rimés publiés par Alexandre Dumas. Librairie du Petit Journal.

Dumas skrev i forordet:

Jeg er sikker på, at alle dem, der læser disse virkelig fantastiske vers, vil være enig med mig i, at dette er meget mere end bouts rimés. Her er en komposition, små digte fyldt med energiske ideer, som er morsomme og elegante, og selve tilblivelsesprocessen er også energisk og elegant.

Digtene er umulige at oversætte meningsfuldt til dansk. Et af de bedste tog under overskriften: Qui suis-je? Hvem er jeg? på næsten postmodernistisk vis udgangspunkt i selve skrivesituationen:

Qui suis-je?

Reponds-moi, cher Dumas, suis-je démon ou femme?
Ai-je l’air sombre et creux comme un Catilina?
Riant de ton défi dans le fonds de mon âme,
Devine si jamais mon esprit fouina
Ou si pour répondre avec les mots je jongle,
Ou, comme s’il fallait en zélé citoyen
Sauver notre pays, si, pensif, de mon ongle
Je me gratte le front, jurant par un païen
Et plus jaune qu’un coing ou qu’une mirabelle
Si je réfléchis plus que jamais Mirabeau
Ne réfléchit jadis dans sa cause si belle
Pour de la liberté soutenir le flambeau,
Ou quc toi, grand Dumas, pour créer Orestie;
Devine s’il me faut l’esprit de Gabrio
Pour te donner ici ma folie répartie.
Je ne suis pas banquier, j’ignore l’agio
N’ayant pas plus d’écus que n’eut jadis de figues
La figure du Christ, ou que n’est du faisan
Le vieux poulet farci quc Véfour, qui se ligue
Avec Chevet, nous sert avec son parmesan,
Vieux gruyère ranci qui sent fort la noisette.
Me voici sans rature et méme sans pâte
A la fin arrivé. Suis-je folie grisette,
Ou grand docteur, réponds, ou ane bâté?

Efter elegant og rytmisk at have jongleret med alle rimordene slutter digteren, der desværre ikke ville have sit navn trykt i samlingen, retorisk effektfuldt af med at tage tråden fra indledningen op: Sig mig store lærer, har jeg nået målet, eller er jeg bare et æsel?

Det er et ganske sofistikeret og vittigt svar, der indeholder alle de opgivne rim og overholder bouts rimés-konkurrencens krav.

Bouts rimés i Frankrig i dag

Bouts rimés-traditionen lever stadig i Frankrig. F.eks. annoncerede den franske radiostation France Culture dette i 2010:

Je vous offre des mots, à vous d’écrire des poémes, avec ces mots à la rime, des mots pris dans des recueils de poésie ou de chanson. Mots avec lesquels Vero-nique Brindeau et Jean-Bernard Pouy joueront eux aussi dans les Papous du 28 Février.

brebis /rubis, crèche / brèche, comtesse / faiblesse, mufle / buffle, m’aimc / quand même, tambour/ sourd, couteau / coteau, vagabonde /blonde, minuscule / pellicule, orfèrc / Sèvres

Vous choisissez l’ordre, et le style (rimes suivies, rimes enlacées).
Vous donnez un titre à votre poème.

Amusez-vous bien.

Bouts rimés uden for Frankrig

Bouts rimés-genrens ry som hyldest digte, sofistikeret fransk salon-poesi, poettræning og konkurrencesport bredte sig til andre lande.

Bouts rimés på engelsk

Den engelske forfatter Joseph Addison havde kun hån til overs for idéen om at skrive digte på opgivne rim. Den 9. maj 1711 skrev han:

The Boutz Rimez were the Favorites of the French Nation for a whole Age together, and that at a Time when it abounded in Wit and Fearning. They were a Fist of Words that rhyme to one another, drawn up by another Hand, and given to a Poet, who was to make a Poem to the Rhymes in the same Order that they were placed upon the List: The more uncommon the Rhymes were, the more extraordinary was the Genius of the Poet that could accommodate his Verses to them. I do not know any greater Instance of the Decay of Wit and Learning among the French (which generally follows the Declension of Empire) than the endeavouring to restore this foolish Kind of Wit.

Og han fortsatte:

The first Occasion of these Bouts Rimez made them in some manner excusable, as they were Tasks which the French Ladies used to impose on their Lovers. But when a grave Author, like him above-mentioned [Gilles Menage (1613-1692)], tasked himself, could there be anything more ridiculous? Or would not one be apt to believe that the Author played booty, and did not make his List of Rhymes till he had finished his Poem?[2]

“To play booty” – var Addisons nedladende udtryk for at lave bouts rimes. For Addison var bouts rimés ikke andet end en litterær afspejlning af den franske absolutisme, noget formalistisk pjat, det ikke var værd at bruge tid på.

På trods af Joseph Addisons kritik levede bouts rimés-genren videre i England, og digteren Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) var en ivrig bouts rimés-skri-ver. Hans bror fortæller i sine erindringer, at de to brødre som ganske unge ofte konkurrerede om at skrive de bedste digte til rim-ender, som de gav hinanden. Tidsrammen for at skrive et sådant digt var typisk fra 5 til 8 minutter. Nogle af Dante Gabriel Rossettis bouts rimés blev så vellykkede, at han senere præsenterede dem som fuldgyldige lyriske værker, og de indgår som sådan i hans Collected Works fra 1886, altså uden at det er markeret, at de er digtet på de rim, som hans bror gav ham.

I USA er genren stadig levende. F.eks. bragte poesitidsskriftet Court Green, der er tilknyttet English Department på Columbia College denne konkurrence for foråret 2006:

We are accepting submissions of bouts-rim’s (“rhymed ends”). (…)

In the spirit of Dumas’s invitation, we are accepting submissions of bouts-rim’s sonnets written with the following end-rhymes (in the following order): June / stress / moon / obsess / snake / moot / cake / beaut / Garbo / play / hobo / day / rhinestone / cologne.

All themes and subjects are welcome as long as your sonnet uses these end-rhymes in the order they appear above.

Bouts rimés på tysk

I Tyskland blev bouts rimés-genren kendt som “Gedichte auf aufgegebene Endreime”, hvor genren var udbredt i 1700-tallet, og Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) deltog i spøgen. Under sin første rejse i Schweitz noterede han den 15. juni 1775 et af sine bouts rimés:

Ein ieder der schrcibet in dieses Buch
Mag zum Teufel schicken mit einem Fluch
Wenn ihn einer nicht will lassen Gahn
Nach seinem Sinn und ITerzens Wahn.

Også en anden af 1700-tallets store tyske poeter, Gottfried August Burger (1747-1794), skrev vers på opgivne rim:

Aufgegebene Liebeserklärung an Sophie, nach vorgegebenen Endreimen

Am Herzen wie am Geist längst dumpf und stumpf wie Blei,
wähnt’ ich – ein schlechtes Ziel! — von Amors Pfeil mich frei.
Bekannt mit meinem Werth, an Leib und Seele Fratze,
Frißt, dacht’ ich, wie ich bin, mich weder Hund noch Katze.
Ich würgt’ an Vers und Reim, als steckt’ im Hals ein Pflock,
Und langsam schlich mein Witz wie Aarons Sünden- Bock.
Da, Fiekchen, tratst du auf, an Kraft ein Febens- Engel,
Bewegtest zum Bimbam der Zunge trägen Schwengel.
Nun, däucht mir, komm’ ich fast von Neuem in den Schuß.
Ganz fraft vielleicht der Wurm mich nicht zur tauben Nuß.
Ha! Tränktest du mich nun mit deiner Liebe Sprudel,
So lernt’ ich dein Apport noch wie der jüngste Pudel.
Dir spräng’ ich übern Stock und tanzt’ im bunten Frack
Als Aeffchen oder Bär zum poln’schen Dudel- Sack.

„Aufgegebene Liebeserklärung an Sophie, nach vorgegebenen Endreimen“ fra den 21. november 1874 indgår i Bürgers forfatterskab på linje med hans øvrige lyriske produktion og findes derfor i forlaget Reclams udgave Gottfried August Bürger: Gedichte.

Traditionen fortsatte op gennem det 19. århundrede og blev bl.a. dyrket af de tyske Burschenschaften, studenterforeninger, der mest er kendt for at udfordre hinanden i fægtning.

Genren fik en seriøs litterær behandling af Alfred Liede i værket Dichtung als Spiel. Studien zur Unsinnspoesie an der Grenze der Sprache fra 1963.

Bouts rimés på russisk

Også i Rusland var bouts rimés en kendt genre. Den kom til Rusland gennem russiske oversættere af fransk litteratur. Alexander Pushkins onkel, Vasily Lvovich Pushkin (1766-1830), der i en årrække boede i Paris, og oversatte Jean de La Fontaine (1621-1695) og andre store franske forfatteres værker til russisk, introducerede bouts rimés-legen til russiske poeter i begyndelsen af det 19. århundrede.

Journalisten og oversætteren Arsenij Golenishjev-Kutuzov dyrkede bouts rimés, som om det var en sport, ogi 1914 afholdt tidsskriftet Vesna, som blev udgivet i Sankt Petersborg, en stor bouts-rimés-konkurrence i stil med Dumas’, og genren skiftede langsomt fra at være en fransk kuriositet til at være en accepteret litterær genre i russisk litteratur.

Da digteren og oversætteren Nikolai Fedorovich Ostolopov (1783-1833) udarbejdede den første russisk-sprogede oversigt over lyriske former i sin Dictionary of Ancient and Modern Poetry (1821) var bouts rimés blandt de beskrevne genrer.

Lige som Dumas i Frankrig havde ført bouts rimés-traditionen ud af sin funktion som salonpoesi og ind i den mere intellektuelle digtning, tog russiske forfattere som Wladimir Wladimirowitsch Majakowski (1893-1930) og Boris Pasternak (1890-1960) bouts rimés-genren over i russisk avantgardekunst.

Bouts rimés på dansk

Også Danmark har en bouts rimés-tradition. Bouts rimés kom til Danmark i 1700-tallet, hvor man som en slags selskabsleg begyndte at kappes om at skrive vers på opgivne rim. En af de virkelig dygtige bouts rimés-smede var Johan Herman Wessel. I hans samlede digte, som efter hans død blev samlet og udgivet af J. Levin i 1901, optræder de med genrebetegnelsen Vers paa opgivne Riim.

Et eksempel på Wessels bouts rimés-digtning lyder sådan:

Naar Doris vil sin Haand til mine Læber føre,
Naar hendes Engelrøst fortryder agtsomt Øre,
Naar hun nedlader sig, at hvile paa mit Skiød,
Hvor ønsker da min Siæl, jeg var elskværdig fød!

Wessels opgave var ret simpel. Der er ikke angivet et emne, men blot to rimpar føre / Øre og Skiød / fød.

Det sidste rimpar er kun et såkaldt optisk rimpar, altså ord, der på papiret ser ud, som om de rimer, men ikke gør det i det talte sprog. Skiød udtales, og udtaltes også på Wessels tid, med blødt d, mens fød udtales med hårdt d. Optiske rim var ret hyppige i ældre digtning, men regnes i dag ikke for ægte rim.

Wessel anvender en jambisk rytme med vekslen mellem trykstærk og tryksvag stavelse i de første to strofer, men afbryder i den tredje og fjerde med at have to tryksvage før en trykstærk: Naar hun nedlader sig, / at hvile paa mit Skiød, og slutter så med en jambisk linje: Hvor ønsker da min Siæl, jeg var elskværdig fød.

På denne måde fremhæves digtets vendepunkt. Digterens elskede Doris er en fin kvinde, der nedlader sig til aristokratisk at føre sin hånd til hans læber og tale til ham, — men pludselig bryder hun alle regler og sætter sig på skødet af ham, og hans tilbagevenden til den kendte rolige jambiske form står da i kontrast til det frække udsagn, at han ikke er så “elskværdig”, som han burde, – og man tør ikke rigtig gætte på, hvad han så gør ved sin Doris.

Wessels bouts rimés har overalt en let og luftig humoristisk tone. Et andet eksempel er bouts rimés-digtet Tæl over dine Sind:

Tæl over dine Sind

Tæl over dine Sind, har du de fulde fem,
Da viid, du kommer ei med dem i Verden frem;
Kast bort to, tre; hvis ei, dølg varlig, du har dem,
Og Held og Overflod skal strømme til dit Hiem.

Det er interessant at lægge mærke til at bouts rimés-digtene i Wessels samlede værker optræder side om side med hans øvrige digte. Nogle gange er det markeret, at der tale om bouts rimés, andre gange er det ikke, og tematisk og formmæssigt passer digtene fint i hans øvrige stil.

Bouts rimés-genren er i dagens Danmark så godt som ukendt.

H.C. Andersen og bouts rimés

Også i det 19. århundredes Danmark var bouts rimés en yndet selskabsleg i de dannede kredse.

H.C. Andersens ven og velgører, Edvard Collin, beskrev det sådan:

Det hørte i den Tid til de ikke ualmindelige Adspredelser i de Cirkler, i hvilke Andersen kom, at opgive ham en Række Ord, af hvilke han, stadigt med Hensyn til Rimene, skulde construere et lille Digt – altsaa de saa-kaldte bouts rimés. Han optegnede disse Enderiim og skrev med en næsten ubegribelig Hurtighed et lille Digt, som han oplæste. Undertiden vare disse Digte lange, endog paa 16 Linier.[3]

I en artikel med overskriften Et digterhjerte slår for Augustenborg fra Berling-ske Tidende den 7.7. 2003 beskrev Jens Andersen tilblivelsen af digtet Den ophævede Forlovelse således:

Temaet “Den ophævede forlovelse” blev foreslået, hvorefter følgende rimpar blev lagt ned i digterens hat, der billedligt talt gik rundt ved bordet: kniv-kiv, pløje-øje, nød-rød, kvinde-vinde, stump-sump. Resultatet forelå fem minutter senere.

Nogle gange fungerede det sådan, at alle de tilstedeværende lavede et rimpar. Andre gange var det en enkeltperson, der udvalgte rimene og gav dem til H.C. Andersen. Nogle gange fik han også et bestemt emne at forholde sig til, andre gange var der frit emnevalg.

Legen fungerede ikke som en konkurrence mellem ligemænd, som genren gjorde i udlandet. Her var det kun H.C. Andersen, der digtede.

Bouts rimés-genren optog H.C. Andersen hele livet. Det ældste bouts rimés er fra 1829, hvor digteren altså kun var 24 år gammel, og det yngste er fra 1872, altså få år før hans død.

I sine dagbøger nævner H.C. Andersen bouts rimés-skrivningen mange gange. Da H.C. Andersens forhold til denne genre ikke tidligere har været dokumentet bringer vi her en række klip, hvor Andersen nævner den.

Som det fremgår af citaterne, veksler han mellem den danske betegnelse “Vers paa opgivne Riim” og den franske, som han skiftevis omtaler som “bouts rimés”, “bout rimés” og “bous rimés”.

H.C. Andersens egne udsagn om bouts rim’es-digtningnen

H.C. Andersen nævner bouts rimés-genren adskillige gange i sine dagbøger:

Fredag 23. december 1825
Her hiemme spiste vi ei til Middag for Ballet i Aften, jeg var buden Stæ-der nok ud, men jeg havde ei lyst, læste for Frøkenerne og Christian samt skrev Vers paa opgivne Riim.

Fredag 15. juli 1842
Spadseret meget omkring, læst i Dagen at Pæretræet har gjort for megen Lykke ved anden Forestilling. — Kjørt gjennem to Kirkebyer og om forbi Gisselfeldt. Storm og Blæst. I Aften reiste Hertugens og den gamle Grevinde D til Augustenb: – Lavet Vers med Ende-Riim, der gjorte megen Lykke.

Onsdag den 18. september 1844
Bestandig har jeg, som en Slags Steensmerter Reenskreven paa liden Kirsten; læst Thorvaldsens Biographie og Liden Kirsten, spadseret. Stort Taffel i Anledning af Kongens Geburtsdag, jeg sad ved Hertugens Side, han udbragte Kongens Skaal. Grev Plesz fortalte mig meget om Spanien; skrevet Ende-Riim. Det er Hertugindens Bryllupsdag, improviserede i den Anledning og skrev ogsaa et: god Nat. Dagen endt ret behageligt.

H.C. Andersens bouts rimés, som han skrev på Augustenborg den 18. september 1844. På billedet ses også det i dagbogen omtalte digt: “God Nat”. H.C. Andersens Hus.

Løverdag 26. september 1846.
Alexander oversat med mig Nøkken, spadseret med ham i Slotshaven og følt mig ilde; om Aftenen var han hos os, Eisendechr musiserede, jeg gjorde tydske bous rimés. –

2. juli 1849.
Aften hos Botticher med Professor Schröder, skrev bouts rimés, klippede. Disa, Tegners Datter, Böttschers Hustru saae mig vemodig, sygeligt ind i Øiet da vi skildtes ad, som var det forevigt. Regn hele Dagen og meget mørkt og koldt.

Tirsdag 17. juli 1849.
– Om Aftenen skrev vi Bous rimés og digtede Historier …

Fredag den 5. juli 1850
Skrev om Aftenen Vers paa opgivne Rum; tegnede Billeder for lille Maria for at trøste hende for Capitain Høsts Afreise. – Aviserne kom stadfæstende Skillingsbladet, Kongen har sagt paa Skydebanen at Freden er afsluttet -.

Mandag 12. august 1850
Da vi sad ved Theebordet, stod Andreas Bunzen pludselig i Døren, han var gaaet her til fra Nykjøbing, havde ikke seet Vognen med Vedel. Badet. Blev Barberet og klippet af Skovrideren Rosenstand. — Ved Middagsbordet fik jeg 5 Breve. Fra Jette Wulff i Trollhätta, Christian Wulff i Slesvig, Oberst Riegels paa Als, Viggo Læssøe i Kjøbenhavn og Comtesse Maria paa Bregentved. Gik i et poetisk Humeur. Skrev om Aftenen gode bous rimes! – Storm.

Fredag 16. august 1850
Længe i Vandet; kastet om af Bølger stødt min Hæl mod en Steen. Til Middag og Aften Fru Testrup her; jeg læste Eventyr og skrev Vers paa opgivne Rum.

Søndag den l. juni 1851
Jonna, Henrik og Jomfruen til Alters i Skippinge, jeg drevet her hjemme; bestilt Vogn til Afreise; stormfuldt Veir. Brev fra Fru Drewsen. Jeg pyntede Bordet med Bøgegrene; det var meget stormende Veir og jeg var ilde stemt for Søetouren imorgen. Efter Bordet kom gamle Baronesse, der var aimable og vilde at jeg skulde tage Extrapost gjennem Landet i det haarde Veir, jeg hældede der til, men vilde see an i Morgen. Læste for dem og skrev Bouts rimes, Dagmar, Elise, Holger og Janina var der. –

Torsdag den 28. august 1856
Maven ikke ganske god. Brev fra Lieutenant Trojel. Koldt. Grev Moltke med Frue igjen reist til Espe. Sendt Brev til Grevinde Mimi i Holstein. Til Aften sang Fru Jerichau, jeg sang, hun dansede Saltarello med sin Mand. Jeg skrev Ende-riim, iseng efter Klokken 11.

Torsdag 20. august 1857
Skrevet paa Eventyret om “Flaskehalsen”, læst Historier af Zschokke. – Regnveir idag, som igaar. Var inde i Stuen den hele Dag. “Die Glücks-bluhme” blev læst. Om Aftenen skrev jeg paa Tydsk Vers til opgivne Rum.

Tirsdag 12. juli 1859
Stærk Blæst, Vinden suser; Teltet om mit Lysthuus blæst ned. Paa Volden herom voxer et heelt Teppe af Bregner, der er fra den ældste Tid fra Frø i Jorden, da Landet her havde Skov ogsaa de sorte Skovsnegle krybe om ude paa Marken ved enkelte Buske og Anemonerne findes der, Minder allesammen om Skovtiden. De gaae paa Skier her paa Voldgravene, disse bruges især ved Fanø. Om Aftenen læste jeg Dyndkongens Datter og lavede Vers paa opgivne Riim.

Torsdag 28. juli 1859
Besøgt Kjøbmand Sahs, der vilde mælde min Ankomst hos den rigeste Kjøbmand (Kali) i Frederikshavn. I Dag staaer i Berlingstidende at jeg i Selskab med Marryats har været i Holstebroe. Spadseret til Vandmøllen, og lidt om bag Byens Smaahaver. I Aften, som vi sad og jeg skrev Vers paa opgivne Riim, kom Tjeneren og sagde at der var mange Mennesker nede igaarden. Vil De os Noget eller er det Klammeri spurgte Dahlstrøm. Nei det var Nogen der vilde tale med mig, en Deputation kom, det var Sangforeningen som forleden Dag kom for at indbyde mig til en Skovtour paa Søndag, men jeg for Afreisens Skyld ikke kunde tage imod, nu vilde de synge for mig. Ørsteds og Dahlstrøms bleve oppe, jeg gik ned i Gaarden, man sang: I Danmark er jeg født! jeg takkede dem og Anføreren, den unge Kjøbmand Kjær talte, efter 3 Gange Hurra, gik jeg op og de sang endnu en Sang, jeg var en Deel afficeret.

Mandag 8. august 1859
Sovet godt; meget varm, Hoste og Snue, min Næse ophovnet. Dampskib i Horizonten. Brev til Etatsraad Dahlstrøm. — Om Aftenen skrevet En-deriim. Smukt blikstille Veir.

Tirsdag den 14. juli 1863
Det vedbliver med Storm. Læse Ravnen. Sendt Brev til Scharff i Kjøben-havn og Fru Drevsen på Silkeborg. Skrevet bout rimés, og klippet for dem, lille Clara kom i et Vers den ældre Søster Agnes blev syg.

Den 17. juli 1863
Drømt afskyeligt at alle min Tænder faldt mig ud af Munden; overtroisk. I Nat kom Bud fra Silkeborg til Doctoren, Fru Drevsen meget syg. Hr Til-emann før Huuslærer, nu Godsforvalter her photographerede Børnene og mig, lige saa Grevinden. Sendt Brev til Einar Drevsen. Et Hagelveir fik vi og Ild lagt i Kakkelovnen. Læst om Aftenen og skrevet Ende-Riim.

Mandag 4. april 1864
I Aftes sad jeg oppe og skrev til Mel: “Hvo veed hvor nær mig er min Ende” en Psalmesang til Landgrevindens Bisættelse; Klokken blev derved over Eet og da jeg kom iseng havde jeg voldsom Tandpine, det var ligesom igaar en pinlig Nat; til Morgen, i Dag skrev jeg Psalmen af og gik til Pauli, der skal holde Talen, han fandt mine Vers fortræffelige, kunde [ikke] ønske dem bedre sagde han, det var jo rart det, men jeg finder de virker som et Vers paa opgivne Ord.

Løverdag 9. juli 1864
Sendt Brev til Jette Collin, med begge Brevene kjørte vi efter Frokosten ned til Holte-Station og derfra ind i Ruderskov til Løi-Sø … hvor der var en deilig Udsigt over Sundet til Hveen og Landskrone; en Mængde Skibe laae paa det stille Vand. Vi maatte igjen samme opblødte, opkjørte Vei tilbage hvor der duftede af Birke; mange Hedebær (Blaabær) voxte paa Siderne; Veien op ad Søllerød Kirke var ufremkommelig og vi kom først hjem hen imod Spisetid efter Times Kjørsel, som var mig for lang en Tid, jeg havde Trang til at gnave. Skrevet Vers for dem paa opgivne Riim, eet lød saaledes.

Kjærlighed
Den er lidt meer end et Stjerneskud,
Den er to Hjerters Ild-Digebrud,
For dem at beskrive dyp Pennen i Hekla
Og spørger Familien, spørg Viggo og Tekla.

Klokken gik til 12 før vi skiltes ad.

Fredag 23. juni 1865
Meget varmt. Plukkede Bouquetter, lagde min Stok ved een, medens jeg plukkede en anden; kunde ikke finde Stokken, søgte i den brændende Sol, blev nerveus, gik med Paraply mod Solen og fandt Stokken. Blev photo-grapheret; det syntes lykkedes. Endt, som jeg troer Historien om “Guldskat” og læst den for med “Veirmøllen” og et Par ældre Eventyr og Historier. Om Aftenen skrev jeg Vers til opgivne Riim; her kom i Besøg og blev en Comtesse Holck fra Randers. Ved Bordet havde jeg 12 Bouquetter, een til hver Dame.

Søndag 6. januar 1867
Idag kom de saa seent op at Klokken var henved 10 før jeg fik Kaffe; det blæser, Søen er mere aaben. Sendt Brev til Professor Hartmann. Gik 10 Minutter i Haven i den iskolde Vind der beed mig i Ørene; Sneen var fy-get op i de ved Sneeploven jevnede Gange. Jeg naaede ned til Stranden men skyndte mig tilbage i de store Pels Støvler. Det er i Dag den gamle Kammerherre Scavenius’ Fødselsdag, det var ogsaa Geheimeraad J. Collins. Storm og Sneefog om Aftenen. Brev fra Frøken Hallager med en Bog. Brev fra Hr Glumsøe Lærer ved Friskolen i Kolding. Om Aftenen skrevet Vers paa opgivne Rum og Overskrift; der blev ogsaa skrevet Sædler, Een satte et Navn, en Anden en Ting, jeg fik saaledes opgivet Alma Trepka og en Tulipan; disse skulde jeg bringe i Forbindelse, jeg skrev da:

Hun er saa foraarsfrisk at see,
En Tulipan i den hvide Snee;
Og naar hun staaer bag Rudens Glar,
Derinde man jo Foraar har.
O Alma, friske Tulipan!
Du Blomsterløg fra Hindostan.

Tirsdag 8. januar 1867
Om Aftenen læst Eventyr, spillet Skidt Mads og Sorte Peer, da han manglede kaldte vi det sorte Petra. Jeg skrev ret godt Vers paa opgivne Riim

Søndag 8. september 1872
Henimod tolv tog jeg en Vogn og kjørte med lidt Tøi ud paa Rolighed for at blive der til imorgen. Der kom en Skylregnsbyge, Luften afkjølet, men jeg har det ikke godt, Hovedet er skjørt Sindet tungt og Trykken i Brystet. Om Aftenen skrev jeg Vers for dem paa opgivne Riim.

Skrive-situation

Som det fremgår af de mange citater fra H.C. Andersens dagbøger var hans bouts rimés en slags selskabsleg, som han dyrkede på herregårdene og hos de borgerlige familier, han besøgte. Det at skrive bouts rimés er en underholdende beskæftigelse helt på linje med at klippe figurer og mønstre i papir, binde blomsterbuketter og spille sorteper.

Andersen beskriver selv en bouts rimés-situation i et af de mange digte fra Basnæs.

Basnæs
Træk Basnæs strax paa Rimets Traad,
Miss Dunlop bød – min Kind blev vaad
Man lyder den ranke Lillie.
Og lyder med Hjerte og Villie.
Lav Verset hun bød – vær rigtig Kok,
Saa rystede hun sin sorte Lok,
Og Verset det voxte og blev min Tro,
Og saa fik Mis Dunlops Hjerte Ro.

I andre bouts rimés inddrager han selve tilblivelsesprocessen i teksten. I bouts riméet Basnæs fra nytåret 1861 var det tydeligvis selskabsdamen, Agnes Dunlop, der stillede opgaven:

Træk Basnæs strax paa Rimets Traad,
Miss Dunlop bød – min Kind blev vaad.

Og i et andet af digtene fra Basnæs er det Frøken Dalborg, der har stillet opgaven:

Frøken Dalborg
Hvorfor maatte jeg om Rimene Plage
De troede maaske at Verset blev slet
Kun fire Riim, jeg har Grund til Klage
Naar Gjenstande have til hundrede ret.

Det skulle gå hurtigt, når H.C. Andersen skulle opfylde de fornemme frøkners ønsker. I bouts rimés’et Løvhytte fra Frijsenborg i 1863 klager han lidt på skrømt:

Nu, skriver jeg strax! lad være at skjænde!
Det bliver et Vers, jeg nok snart maa brænde.
Mit Hjerte det dikker, som var det et Uhr;
Den Opgave bliver mig næsten for suur!

H.C. Andersens bouts rimés om Jenny Lind på opgivet tema og rim. H.C. Andersens Hus.

De opgaver, herskaberne stillede

De opgaver, H.C. Andersen fik fra herskaberne, var langt fra så krævende, som rimparrene fra den franske tradition. I stedet for at fokusere på metrisk kunnen og kulturhistorisk viden, lagde opgavestillerne vægt på PR og humor.

Opgavestillerne ønskede nemlig ofte at de enten selv eller deres ejendom stod centralt. Basnæs nævnes gang på gang, lige som personer som Otto Scavenius, fru Scavenius’ selskabsdame frøken Agnes Dunlop, lensgreve C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs’ datter Clara, fru Melchior, Augustenborg og Føhr bliver bragt ind i litteraturen på denne måde.

Også den svenske sangerinde, Jenny Find, som i litteraturen om H.C. Andersen skildres som H.C. Andersens store kærlighed har fundet vej ind i hans bouts rimés. Her skildres hun imidlertid ironisk som årsag til at Mand og Muus blev forstyrret i Hoved. Måske en humoristisk henvisning til, at den skønne sangerinde også havde skabt forstyrrelse i hans eget hoved?

Det var ikke altid, opgavestillerne var de store litterater. Et problem for dem synes at have været at skelne mellem “ægte” rim og “optiske rim”. Optiske rim er som nævnt i forbindelse med Johan Herman Wessel, ordpar, der på papiret ser ud som rim, men som ikke rimer, når de udtales. Eksempler på optiske rim i H.C. Andersens opgaver er:

Neeg / Leeg (Italien)
Hund /Lund (At reise i en Luftballon)
Hund /Mund (En Høstaften)
Tulipan /Hindustan (Alma, den friske Tulipan) tykke / Lykke (Svane)
Strande/ vande (Zombien)

Eller i Vi digte!, hvor Andersen får til opgave at rime på følgende ord:

Parade / Chokolade /Fade / Gade /Limonade /Facade / Tirade / Skade /Marmelade /Plade /Bade / Klade

Her falder Parade og Tirade ud af rimrækken, men det er ikke sikkert, at værterne på villaen Rolighed på Østerbro har været bevidst om dette, da de gav ham opgaven.

Måske skal man her tilføje, at der også findes en del optiske rim i de digte, H.C. Andersen skrev på sine egne rim.

Der var en Kone på Landet Hun havde en Høne blandt andet.

Faktisk rimer Landet ikke med andet, da der er stød i ordet Landet, og ikke i ordet andet, selv om det ser sådan ud på papiret. De optiske rim findes altså i H.C. Andersens øvrige forfatterskab, – men ikke nær så hyppigt, og de, der findes, er ikke nær så markante som Hund / Mund.

Et andet problem er forholdet mellem maskuline og feminine rim, altså rim bestående af enstavelsesord som Lax / Sax, og feminine rim som Hierte / Smerte. I sammenligning med Dumas’ digte, hvor digteren Etienne Mallemans de Mes-sanges havde opstillet rimparrene, så der hele tiden blev skiftet mellem maskuline og feminine rim, er det tydeligt, at ikke alle opgavestillerne er bevidste om denne forskel.

Digtet Italien er blevet til på baggrund af rimparrene: Pol / Sol, Æske / mæske, Speijl/Feil, Neeg/Leeg, Muld/fuld, net/let. Her er fem maskuline rimpar og et feminint, og det er en rimform, som hverken indgår i klassisk metrik eller i skandinavisk verstradition.

Muligvis skyldes de umage rimpar, at de, som tidligere nævnt, ofte blev skabt ved, at hver af de tilstedeværende personer skrev et rimpar, som så blev samlet ind, rystet sammen og overdraget H.C. Andersen uden at opgavestillerne talte sammen om helheden.

H.C. Andersen har imidlertid været et taknemmeligt offer for opgavestillernes luner. Selv om han ikke er bleg for at beklage sig over vejret, sit helbred — og somme tider også over sine værter, indeholder hans dagbøger ikke nogen som helst kritik af de rimpar, han fik til opgave at digte på. Han tog opgaverne på sig – og skabte ofte digte, der lå på et langt højere niveau, end værternes opgaver lagde op til.

H.C. Andersens arbejdsform

H.C. Andersen skulle så lynhurtigt skrive et digt. Den dansk-amerikanske skuespiller og H.C. Andersen-entusiast, Jean Hersholt, der i 1949 udgav sin oversatte H.C. Andersens samlede eventyr til amerikansk med titlen The Complete Andersen indsamlede så mange originale manuskripter, han kunne. Disse originale manuskripter viser, hvordan H.C. Andersen arbejdede.

I et manuskript til et bouts rimés, der skulle skabes over rimparrene Kjærne / Stjerne, nære/Pære, står de første to linjer skrevet med hastig hånd og uden rettelser:

Margrethe halv sig læned til en Kjærne,
Og stirred’ smægtende paa Nattens Stjerne

Herefter havde H.C. Andersen først skrevet:

Var Du og dine kun lidt mere

og afbrudt sætningen, streget ud og skrevet:

Var Du og dine mig lidt mere nære
Jeg gav jer ikke bort for nogen Pære.

Det var han åbenbart heller ikke tilfreds med, og så stregede han disse linjer ud og skrev i stedet:

Du kunde vist os Lækkermunden nære Langt bedre end den allerbedste Pære!

Man ser, at han foretrækker det uventede og sjove, frem for det helt oplagte.

Brud med den franske tradition

H.C. Andersen tog let på bouts rimés-reglerne fra den franske tradition og lagde sig i stedet i forlængelse med Johan Herman Wessels lette, luftige tone.

For det første brød han med kravet om, at rimordene skulle anvendes i den rækkefølge, de er opgivet. Rimordene er ikke anført i alle manuskripterne, men der, hvor de er, kan man se, hvordan H.C. Andersen forholder sig til rækkefølgen.

Et eksempel er digtet I Helvede er mange Sidser, hvor rimordene var angivet som: Sidser/spidser, Grød/sød, Glæde/Sæde, Stage/Mage, men H.C. Andersen flyttede det sidste par Stage / Mage op som det andet og sluttede mere effektfuldt af med parret Glæde / Sæde.

I bouts riméet Nordvind ændrede han de opgivne rim Aande / Vaande, Mø/Sø, og i Nattens dunkle Telt brød han rimparrene op, så der i stedet for parrim blev dannet krydsrim som hos Dumas.

Dette skete dog ikke ofte. I langt de fleste tilfælde anvendte H.C. Andersen de opgivne rim som parrim, men anvendte parrene i sin egen rækkefølge lige som f.eks. i Nattens dunkle Telt, hvor han fik rimordene:

Træ / Fæ, Syn /Bryn, Helt / Telt, Vand / Sand, Baad / vaad, Morten Lange / Rasphuus Fange, Signe /ligne, Kasket /Kadel, Hjælp/Skjælm

men skrev:

Telt / Helt, ligne / Signe, Træ / Fæ, Kadet / Kasket, Hjælm / Skjælm, Morten Lange / Rashuus Fange, Bryn / Syn, Vand / Sand, Baad / vaad.

For det andet brød H.C. Andersen de franske krav om, at de opgivne rim, ikke måtte indgå i sammensætninger. Han brugte ordet æske som 2. led i ad hoc-sam-mensætningen Jernbaneæske, Grød blev til Æblegrød, navnet Lene fik et foranstillet a og blev til ordet alene etc.

For det tredje ændrer H.C. Andersen ofte ordklassen på de opgivne rim. Da han i en snæver vending skulle digte på rimparret pløie /Øie, som han havde fået af hertugparret på Als, opfandt han let og elegant en Frøken Pløie, og da familien Henriques i 1863 gav ham rimene Næse og Blæse, dukkede der en læge ved navn Doctor Blæse op, ligesom hunden Philax er fremkommet ved, at han i en fart skulle finde på et rim med Sax og Lax.

Alt i alt kan man se, at H.C. Andersen løste de opgaver han fik stillet ret frit. Rækkefølgen af rimordene blev ændret, han lod ordene indgå i sammensætninger, ordklasserne ændres og ligesom Wessel anvendte han i meget høj grad en ret enkel jambisk form. H.C. Andersens fokus var helt klart hurtigt og effektivt at få skruet et sjovt og letforståeligt digt sammen – hvilket i øvrigt også er en klar intention i meget af hans øvrige digtning.

Andersens “rigtige” digte og hans bouts rimés

Hvor bouts rimés-genren i Frankrig var anerkendt og respekteret, blev den i Danmark i højere grad anset for at være en selskabsleg end et udtryk for kunstnerisk skaben.

Bouts rimes blev opfattet som selskabslege, og H.C. Andersen syntes tydeligvis også selv, at disse digte var mindre kunstneriske end hans andre digte. I sin dagbog den 4. april 1864 gav han indirekte udtryk for sin vurdering:

… i Dag skrev jeg Psalmen af og gik til Pauli, der skal holde Talen. Han fandt mine Vers fortræffelige, kunde [ikke] ønske dem bedre, sagde han, det var jo rart det, men jeg finder de virker som et Vers paa opgivne Ord.

Og er det nu også hele sandheden om H.C. Andersens egen vurdering af bouts rimés-genren?

Noget tyder på, at det ikke er, for han tog sig ofte tid til at skrive teksterne af, og han markerede som regel, at der var tale om bouts rimés med at sætte en streg foran rimordet i modsætning de andre digte, men hans markeringer er ikke konsekvente, for nogle gange mangler stregen, selv om det klart fremgår af konteksten, at der er tale om bouts rimés. Resultatet er, at det i nogle tilfælde kan være vanskeligt helt entydigt at afgøre, om der er tale et bouts rimés.

H.C. Andersen tog ikke skellet helt alvorligt, og ligesom man i hans øvrige produktion kan finde flere versioner af de samme tekster, inddrager han også sine bouts rimés eller elementer fra dem i sine øvrige digte, ligesom han anvender elementer fra de andre digte i sine bouts rimés.

F.eks. skrev han i 1829 det berømte digt Hist hvor Veien slaar en Bugt, som Johan Christian Gebauer i 1846 komponerede en melodi til, og kort efter i juli 1830 begyndte han et bouts rimés med linjen Hist bag Ploven.

I 1838 skrev han et langt fortællende digt med titlen Det har Zombien gjort. Digtet handler om en kunstmaler, der en morgen ser, at der er malet et dejligt billede på hans lærred, og han mærker, at hans pensel stadig er våd. Men hvem har gjort det, når han selv har sovet?

“Svar dog, hvo har malet dette?
Svar mig! jeg det vide vil!”
– “Zombien har gjort det, Mester!
Her gaaer ikke rigtigt til!”

Det viser sig, at zombien ikke er en fantasifigur, men en lille negerslave, der lister sig op om natten og maler på kunstnerens lærred.

I et bouts rimés med titlen Min Lykkes Zombie kom en Sommerqvæd, der sandsynligvis er skrevet til enkedronning Caroline Amalie på Sorgenfri Slot den 19. september 1869, skriver han også om fantasifiguren zombi, en mellemting mellem liv og død, og også her viser zombien sig at være en lykkebringer.

På samme måde optræder motivet med at slippe hverdagen og flyve ud i fantasien både i hans eventyr Den flyvende kuffert fra 1836 og i hans bouts rimés Skipperen i Luftballonen og At reise i en Luftballon.

H.C. Andersens bouts rimés Nattens dunkle Telt er skrevet på Augustenborg i 1844, og H.C. Andersen må have syntes så godt om det, at han genbrugte det i indledningen til Kunstens Dannevirke. Forspil ved Det Kongelige Danske Theaters hundredeaars Fest 1848, og der er klare fællestræk mellem dette og en sang, der indgår i H.C. Andersens skuespil med titlen Nattens Stjerne – Teltet strammer.

I 33. bind af Samlede Skrifter fra 1879 findes digtet Kurvemageren med bemærkningen “lagt ind i Oversættelsen af Der Verschwendcr. Der Verschwender et teaterstykke af den tyske dramatiker, som H.C. Andersen oversatte til dansk med titlen En Ødeland. Kurvemageren optræder imidlertid ikke i den endelige version af stykket fra 1838, så måske er det senere blevet slettet.

Men uanset hvad, så må man sige, at genren bouts rimés optog H.C. Andersen gennem hele livet. Han anså ikke selv disse digte som højdepunkterne i sit forfatterskab, men han tog dem alvorligt, skrev om deres tilblivelse i sine dagbøger, opbevarede dem og brugte dem i nogle tilfælde som inspiration til sine større værker.

 

Noter

  1. ^ Fra forordet til web-udgaven af H.C. Andersen digt-registranten http://andersen.sdu.dk/vaerk/register/digte.html)
  2. ^ The Spectator No. 60, den 9. maj 1711
  3. ^ A&C, s. 473.

De omtalte bouts rimés af H.C. Andersen findes i H.C. Andersen: At reise i en Luftballon. Vers på andres rim. Redigeret og indledt af Lise Bostrup, Forlaget Bostrup 2013. Samlingen er under oversættelse til tysk med henblik på udgivelse på forlaget Kleinheinrich i Münster. De fleste af digtene i ovennævnte bog stammer fra Jørgen Skjerk: H.C. Andersen Bouts rimés, hidtil utrykte rimdigte. Bogtrykskolen i Århus, 1974. Det fremgår af denne bog, at den var udgivet som elevarbejde på Bogtrykskolen i Århus i 2.000 eksemplarer, “hvoraf ingen kommer i handlen”.

 

©